Om Helge Hjørvardssøn (Olaf Hansen)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
Heimskringla Reprint
Oversat af
Olaf Hansen
1911
I. Hjørvard og Sigrlin.
Der var en Konge, som hed Hjørvard. Han havde fire Hustruer; den ene hed Alfhild - hende havde han Sønnen Hedin med, den næste Særeid - med hende havde han Humlung, den tredje Sinrjod, og med hende havde han Sønnen Hymling. Kong Hjørvard havde højtidelig svoret, at den fagreste Kvinde, han hørte om, skulde være hans. Saa fik han at vide, at Kong Svafner havde en ualmindelig smuk Datter, Sigrlin.
Hjørvards Jarl hed Idmund, og dennes Søn hed Atle. Atle drog afsted for paa Kongens Vegne at bejle til Sigrlin, og han blev Vinteren over hos Kong Svafner. Dér var der en Jarl, som hed Franmar; han var Sigrlins Fosterfar og havde en Datter, som hed Alof. Franmar holdt paa, man skulde sige nej, og saa tog Atle hjem.
En Dag stod han ude ved et Træ, men oppe i Grenene sad der en Fugl, og den havde hørt, at hans Mænd sagde, der ikke var smukkere Kvinder til end Kong Hjørvards Hustruer. Saa begyndte Fuglen at kvidre, og Atle hørte efter. Den sagde:
1.
Har du set Sigrlin,
Svafners Datter,
den dejligste Mø,
en Mand kan vinde?
Favrere end Hjørvards
Fruer hun er,
skønt de gælder for skønne
i Glaseslund.
Atle:
2.
Vise Fugl!
Har du flere Ting,
at sige Atle,
Idmunds Søn?
Fuglen:
Ikkun hvis Drotten
vil ofre til mig
og jeg selv maa vælge,
hvad jeg vil, i hans Gaard.
Atle:
3.
Alt, kun ej Hjørvard
og Hjørvards Sønner
ej heller Fyrstens
favre Fruer,
ikke de Fruer,
som Fyrsten har.
Lad os vide at handle
som Ven mod Ven.
Fuglen:
4.
Hove og mangt
et Hørg jeg vælger,
guldhornede Køer
fra Kongens Gaard,
hvis Sigrlin sover
sin Søvn i hans Arm
og ægter ham
af egen Drift.
Dette hændte, før Atle drog ud for at bejle. Da han kom tilbage, bad Kongen ham sige sig Besked. Han svarede:
5.
Vi har intet vundet
med alt vort Besvær.
Hestene sprængtes
paa Højfjældets Veje.
Til Sæmorn vi vandt,
maatte vade derover -
tilsidst man nægted
os Sigrlin.
Hjørvard bød, de skulde drage derhen een Gang til, og han tog selv med. De kom op paa et Fjæld og saa, det brændte vidt og bredt i Svafaland og støvede op om Rytterskarer. Nu red Kongen ned fra Fjældet og ind i Landet. Da Natten kom, slog han sig ned ved en Aa, Atle holdt Vagt og satte over Aaen. Der stødte han paa et Hus. Det blev bevogtet af en stor Fugl, som sad ovenpaa det, men den var nu sovet ind, og Atle skød den ihjel med sit Spyd. Inde i Huset traf han Sigrlin, Svafners Datter, og Franmar Jarls Datter Alof og førte dem begge bort med sig. Franmar havde skabt sig om til en Ørn og ved sin Trolddom frelst dem fra den fjendtlige Hær. For Sigrlin havde en Bejler til, en Konge, der hed Hrodmar. Denne havde dræbt Svafakongen og hærget Landet med Ild og Sværd. Nu fik Kong Hjørvard Sigrlin, og Atle fik Alof.
II. Helge og Svafa.
Hjørvard og Sigrlin havde en Søn. Stor og smuk var han, men han talte aldrig og lød ikke noget Navn. Engang sad han oppe paa en Høj. Da saa han, der kom ni Valkyrier ridende, men den ene af dem faldt mere i Øjnene end alle de andre.
Valkyrien:
6.
Først sent, Helge,
vil du sidde som Drot
og raade for Ringe
og Rødulsletten
- Ørneungen skriger -
hvis du altid er tavs,
mægtige Kampeg
- og Mod du har.
Helge:
7.
En Skænk, du skære,
blev du skyldig nu!
Der hører en Gave
til Helgenavnet.
Men tænk dig om,
jeg tager ej alt,
vil intet hedde,
faar jeg ikke dig selv.
Valkyrien:
8.
Der ligger Sværd
paa Sigarsholm,
fire færre
end fem Gange ti.
Eet er ypperst
af dem allesammen,
det søndrer alt
og er smykt med Guld.
9.
Det har Ring i Knap,
Kækhed i Midte,
Rædsel i Od
i sin Ejers Haand.
En blodig Snog
snor sig om Æggen,
spiller med Halens
Spids om Ryggen.
Der var en Konge, som hed Eylime, og han havde en Datter, der hed Svafa. Hun var Valkyrie og red gennem Luft, over Hav. Det var hende, der gav Helge hans Navn, og hun beskyttede ham ofte siden i Kampe.
Helge:
10.
Hjørvard, du svinger
og svajer stadig,
Folkets Styrer,
trods dit stolte Ry.
Du afsvier Bygder
for andre Fyrster,
som ikke har handlet
ondt imod dig.
11.
Men end raader
Hrodmar over
de Ringe, vor Slægt
besad engang.
Han tror ej, nogen
tør tage hans Liv -
at der ikke er een
af os tilbage.
Hjørvard svarer, at han vil lade Helge faa Folk, hvis han vil hævne sin Morfar. Helge hentede da Sværdet, hvis Gemmested Svafa havde fortalt ham. Og saa drog han og Atle ud, fældede Hrodmar og udførte mangen stor Bedrift.
III. Sangen om Hrimgerd.
Helge dræbte ogsaa Jætten Hate, mens denne sad oppe paa et Bjærg. Helge og Atle laa med deres Skibe i Hatefjord. Den første Del af Natten holdt Atle Vagt. Hates Datter Hrimgerd sagde:
1.
Hvem ligger her
i Hatefjord?
Jeres Skibe er tjældet med Skjolde.
I ser uforknytte ud,
har vist aldrig kendt Frygt.
Nævn mig Kongens Navn!
Atle:
2.
Helge han hedder,
vor Høvding kan du
ikke gøre mindste Men.
Jærnskibe
skærmer hans Flaade -
de er selv en Heks for haarde.
Hrimgerd:
3.
Hvem er du,
vældige Mand?
Hvad kalder man dig, hvor du kommer?
Kongen har nok Tiltro
til dig, da du staar
i Fartøjets fagre Stavn.
Atle:
4.
Atle jeg hedder,
du skal huske det Navn -
jeg hader Alverdens Hekse.
Jeg stod tit Vagt
i den vaade Stavn
og slog Nattens Ryttersker ned.
5.
Hvad hedder, liggridske
Heks, du selv?
Nævn mig din Fars Navn!
Gid du laa ni Mil
nede i Jorden
med en Granrod gennem din Krop.
Hrimgerd:
6.
Hrimgerd jeg hedder,
Hate hed min Far,
den vældigste Jætte, jeg ved.
Mangen Bondes Viv
tog han bort med Magt,
inden Helge hugged ham ned.
Atle:
7.
Du laa, Heks,
foran Høvdingens Skibe
fremme i Fjordens Munding,
vilde skænke Ran
de raske Helte -
men Træstykket kom dig paa tværs
Hrimgerd:
8.
Du er taabelig, Atle!
Jeg tror, du drømmer,
du sænker dit Bryn saa sidt.
Min Mor svømmed hen
til Høvdingens Skibe -
jeg druknede Hlødvers Drenge.
9.
Nu vrinsked du, Atle,
hvis du ikke var gildet -
Se, Hrimgerd rejser sin Hale!
Du bærer dit Hjærte
i Bagen, Atle,
skønt din Stemme er stærk som en Hingsts.
Atle:
10.
Gik jeg i Land
og i Lag med dig,
saa holdt du mig nok for en Hingst.
Dig slog jeg let
fordærvet, hvis jeg vilde. -
Hæng heller med Halen, Hrimgerd!
Hrimgerd:
11.
Gaa i Land, Atle,
hvis du ellers tør!
Lad os mødes i Varins Vig!
Du skal faa dine Ribben
rettede, Svend,
naar jeg kun kan faa Klo i dig.
Atle:
12.
Jeg gaar ikke herfra,
før Folkene vaagner,
saa de kan staa Vagt om vor Drot.
Du skød vist ind
under Skibet straks -
jeg tror dig ikke, Trold.
Hrimgerd:
13.
Vaagn op, Helge!
Jeg har ikke faaet Bod -
du hugged jo Hate ned.
Men under du mig
een eneste Nat,
saa er alt gjort godt igen.
Helge:
14.
Hold dig heller,
saa hæslig som du er
til Tollø-Tursen Lodin,
den værste Jætte
i Jætternes Land -
han var netop noget for dig.
Hrimgerd:
15.
Hun, der spejded
om Havn til jer
i Nat, vilde næppe faa Nej.
Det er hendes Skyld,
- og hendes kun -
jeg ikke faar dræbt jer alle.
Helge:
16.
Hrimgerd! Skal jeg byde
den Bod, du vil,
saa maa du sige mig ærligt:
Red Disen, der frelste
vor Flaade, alene,
eller var der flere i Følge?
Hrimgerd:
17.
Der var tre Gange tre –
foran Troppen en hjælmdækt
Med lyse Lokker
Hestene rysted sig.
*
Det var ledt at se, hvad jeg saa.
Helge:
18.
Se mod Øst, Hrimgerd!
Kan du ikke mærke,
mine Dødsruner har ramt dig.
Der er Lys om Flaaden
paa Land og Vand -
den og Folkene frelst.
Atle:
19.
Det er Dag, Hrimgerd,
men du fortabt -
jeg holdt dig hen, til den kom.
Nu ligger din Stenkrop
som et latterligt mærke
for søfarende Folk.
IV. Helges Død.
Kong Helge var en vældig Kriger. Han drog hen til Kong Eylime og bejlede til hans Datter Svafa. De gav hinanden deres Tro og holdt inderlig meget af hinanden. Svafa var hjemme hos sin Fader, men Helge paa Hærtog. Svafa vedblev at være Valkyrie. Hedin var hjemme hos sin Fader, Kong Hjørvard i Norge. En Juleaften gik Hedin alene hjem fra Skoven; da traf han paa en Troldkvinde; hun red paa en Ulv og havde Slanger til Tømme, og hun tilbød Hedin at følge ham. Men han viste hende fra sig. Da udbrød hun: "Det skal du undgælde for ved Bragebægeret".- Om Aftenen blev der aflagt Løfter. Den hellige Galt blev ført frem; den lagde man sine Hænder paa, og saa aflagde man sit Løfte ved Bragebægeret. Hedin svor, at han vilde tage Eylimes Datter Svafa, sin Broder Helges Brud. Men bagefter angrede han det saa stærkt, at han vandred bort ad vilde Veje, ned til sydlige Egne, hvor han traf sin Broder Helge. Helge sagde:
1.
Vær hilset, Hedin!
Lad høre, Ven,
det sidste Nyt
fra Norges Land.
Drot! Hvorfor
er du drevet fra Riget
og ene vandret
herud til mig?
Hedin:
2.
Jeg har større Brøde
at bære paa
(end jeg nogensinde
kan naa at sone).
Jeg har kaaret
din kongebaarne
Brud ved Brage-
bægeret nys.
Helge:
3.
Skyd ej Skyld paa dig selv!
Maaske vi begge,
Hedin, har sagt
Sandhed ved Øllet.
*
4.
Jeg er stævnet til Strid
paa Strand af en Drot;
om tre Nætter
skal vi træffes der.
Jeg venter, jeg ikke
skal vende tilbage -
alt kan blive godt
igen, hvis det skal.
Hedin:
5.
Du sagde, Helge,
at Hedin fortjente
Godhed og store
Gaver af dig.
Men du gjorde rettest
i at rødne dit Sværd -
andet har din Uven
ikke fortjent.
Helge havde sagt, hvad han sagde, fordi han anede, at han snart skulde dø, og mente at forstaa, at det var hans Fylgjer, der havde opsøgt Hedin - Troldkvinden, der red paa Ulven. - Der var en Konge, som hed Alf, en Søn af Hrodmar; han havde udfordret Helge til at møde sig paa Sigarsletten om tre Dage. Det kom ogsaa til en stor Kamp der, og i den hentede Helge sit Ulivssaar.
6.
Helge bød Sigar
sadle og ride
efter Eylimes
eneste Datter.
"Sig, hun maa skynde sig
saare herhen -
ellers er jeg
ikke i Live.
Hedin:
7.
Jeg kommer hid
fra Helge, Svafa,
at sige dig selv,
hvad jeg siger nu.
Drotten vilde gerne
se dig igen,
inden han lod
sit ædle Liv.
Svafa:
8.
Hvad er der hændet
Helge? Længe
skal jeg sørge
over Hjørvards Søn.
Sveg Bølgen ham,
blev han bidt af Sværd -
jeg hævner min Ve
paa hvemsomhelst.
Sigar:
9.
I Morges faldt.
ved Frekasten
den bedste Fyrste,
der fødtes paa Jord.
Alf har sejret
og sejret helt -
hvad han denne Gang
ej var god nok til.
Helge:
10.
Vær hilset, Svafa!
Synk ej hen i Sorg!
Nu skal vi ses
for sidste Gang.
Blodet vælder
af de Vunder, jeg fik -
et Sværd har truffet
tæt ved Hjærtet.
11.
Jeg beder dig, Svafa.
- min Brud, græd ej -
om mine Ord
har Magt i dit Sind:
Lav nu Hedin
et Leje og skænk
den unge Konge
din Kærlighed.
12.
En Aftenskumring
paa en Ulv der red
en Kvinde frem
for at følge ham.
Hun vidste da,
at Døden vented
Sigrlins Søn
paa Sigarsletten.
Svafa:
13.
Jeg sagde de Ord
den Elskovsstund,
da Helge rakte
mig Ringene hen,
at omkom han,
fik intet mig til
at vinde min Arm
om en ukendt Drot.
Hedin:
14.
Kys mig, Svafa!
Jeg kommer ej
til Rogheim igen
eller Rødulsfjæld
før jeg faar hævnet
Helge, der faldt,
den bedste Fyrste,
der fødtes paa Jord.
Det fortælles, at Helge og Svafa genfødtes.
Anmærkninger:
I. Hjørvard og Sigrlin,
Prosastykkerne. Af Hjørvards her nævnte Børn optræder kun Hedin i Digtet. - Fuglen, som Atle hører kvidre, er Franmar i Fugleham. ”Denne Prosa har i det hele taget en underlig hovedkulds Maade at fortælle paa: Straks fortælles, at Hjørvard har fire Koner, skønt han ved Fortællingens Begyndelse kun har tre, og hele Fortællingen gaar ud paa at meddele, hvorledes han faar den fjerde. Først efter at vi har faaet Navnene paa de tre Koner med deres Sønner, faar vi Grunden til dette Flerkoneri at vide: Grunden er aabenbart den, at han stadig søger at faa en, der er smukkere end dem, han har i Forvejen. - Der fortælles med størst mulig Knaphed, hvorledes det gik, lige til Bejlerbuddet til Sigrlin blev afvist - og derefter fortælles udførligt, hvorledes Kongen allerførst fik Nys om denne ny Skønhed. - Der fortælles, at Atle skød en Fugl, og først bagefter faar vi at vide, at Fuglen var Franmar, der havde iført sig Ørneham, og allersidst faar vi at vide, hvorfor han havde skabt sig om. – At Kong Hrodmar er Hjørvards Medbejler, er sikkert en nødvendig Forudsætning for Forstaaelsen af det meste af Fortællingen; men dette faar vi at vide helt til Slut.” (Ussing).
Vers 5:7,8. Afslag faar de formodentlig, fordi Løfterne ikke er holdt.
II. Helge og Svafa.
Vers 7:3,4. Den, der gav Navn, skulde ogsaa give Navnegave.
Vers 9:5,9. Der menes ikke en levende Snog, men en indlagt Figur.
III. Sangen om Hrimgerd.
Denne Sang er ikke af samme Forfatter som det øvrige, men Samleren har indskudt den her, hvor den kronologisk kunde passe.
Vers 2:4. Der menes Skibe som f. Eks. Erik Jarls Jærnbarde.
Vers 8-9. Finnur Jónsson mener, der er udfaldet et Vers herimellem.
Vers 9:3. Som en brunstig Hoppe, der venter Hingsten.
Vers 17. Mellem Linie 4 og 5 har Teksten: Fra Mankerne stod der Dugg i dybe Dale, Hagl i høje Skove. Derfra kommer en Frugtbarhed til Slægterne.
Vers 18. Hun kan ikke taale Solen. Se Tor og Alvis.
IV. Helges Død.
Prosastykket. Hedin er den i ”Hjørvard og Sigrlin” nævnte Søn af Hjørvard og Alfhild, altsaa Helges Halvbroder. - Det oprindelige i Fortællingen om Hedins Hjemfærd fra Skoven er sikkert blot det, at han møder Helges Fylgjer og derved faar at vide, at Broderen skal dø. I al Fald er det urimeligt, at Helges ene Fylgje skulde være en Troldkvinde.
Vers 16:7. Din Uven d.e. Hedin selv. ”Med Digtningen om Helge Hjørvardssøn kommer vi blandt Mennesker, hvis Følelser er mærkelig dæmpede; der er hos dem en Fornemmelse af Tingenes Ufuldkommenhed, der medfør, at de ikke stiller Kravet ”alt eller intet”; de har en Tilbøjelighed til at give Afkald paa egen Lykke til Fordel for en anden, en Hensynsfuldhed, som ikke overalt er Heltes og Heltinders Sag. Bliver de derved mindre guddommelige, bliver de til Gengæld mere menneskelige; det er Mennesker med en sjælden ædel og fin Følelse og med forholdsvis faa Spor af Digtekunstens Tilbøjelighed til at løsrive sin Verden fra det virkelige Livs indskrænkede Kaar for at skabe den om til en Verden med større og renere Linier, end der findes i Menneskelivet.”
(Ussing).
