Om Qvinden, som vilde være Mand (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

39. Om Qvinden,
som vilde være Mand

En Qvinde, ved Navn Arnarkuak, havde en Søn, som kun gik lidet i Kajak. Moderen skjændte paa ham og kaldte ham dum og uduelig, saaledes skjændte hun, hvergang han kom hjem uden Fangst. Omsider fik han en Kone ved Navn Ukuamak; hun fødte ham en Datter, saaledes var han altsaa bleven Fader, men nei! — Moderen blev ved at skjænde paa ham. Man skulde troe, at han kunde have svaret, men han taug. Ud paa Sommeren, da han engang kom hjem, vare baade Moderen og Konen forsvundne. Han ventede til Aften, men de kom ikke; Dagen efter søgte han, men fandt dem ikke. Derpaa søgte han forgjæves hele Sommeren baade tillands og tilvands, endelig blev det Efteraar, og han gik langt ind i Landet, da fik han Øie paa et lille Huus og derhos et Kogested. Da han kom ind i Huset, traf han der sin Hustru ifærd med at koge; der laa meget af Rensdyr. Hun fortalte ham strax, at hans Moder havde bragt hende herhen og truet med at dræbe hende, hvis hun ikke fulgte med, og at den Gamle kaldte hende sin Kone og ved Hjælp af en Kajakstævn gav sig Skikkelse af Mandfolk. Hun fangede desuden mange Rensdyr, saa at de havde betrukket deres Huus indvendig med Skind. Da han havde faaet noget at spise, sagde hans Hustru, at nu var det paa Tiden, at den Gamle kunde ventes hjem; hun skjulte ham derpaa under nogle beredte Skind. Snart derefter hørte de det støie udenfor og der blev raabt ind igjennem Vinduet: »Ukuamak, min Kone! her har jeg faaet noget til Beenklæder for dig, et Rensdyr med tykke Haar.« Derpaa gik Svigerdatteren ud til hende, ladende som intet var paafærde, og Sønnen kunde høre, hvorledes den Gamle talte som Mandfolk, og da han kiggede gjennem et Hul i Skindene, kunde han see hende komme farende ind, ganske svedt og med Haarene udspredte paa Mandfolkeviis. Hun var ligeledes klædt som Mandfolk, tog nu sine Hjemmeklæder paa, og begyndte at spise, og derefter omfavnede hun Svigerdatteren og vilde lægge hende paa Brixen, men da denne modstræbte, greb hun en Tromme, kom frem paa Gulvet, dandsede og sang: »dengang jeg skulde føde, da fik jeg en Søn. Han var en Stakkel. Da han var en Stakkel, tog jeg hans Kone, jeg kan nok være Mandfolk, haja ja haja.« — Derpaa tog hun ogsaa en Kamiutstok, brugte den som Aare, og lod som om hun roede i Kajak; men i det samme kom Sønnen frem og sagde: »hvad er det du gjør?« Hun blev forskrækket og flygtede, han ud efter hende, hvorpaa de løb omkring en lille Indsø, uden at han kunde naae hende. Tilsidst saae han at der faldt noget ned fra hende, som Spidsen af en Kajak, og med det samme blev hun kraftløs og sagtnede sit Løb, tilsidst indhentede han hende, dræbte hende paa Stedet og sønderbrød Kajakstævnen. Derefter vendte han tilbage til sin Hustru og de brugte den skjændige Moders Fangst til Vinterforraad.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 141-142.