Om Ragnarok 13

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Midgårdsormen, Louis Moe, 1929

Om Ragnarok
af Axel Olrik

III. Gudernes kamp

13. Ormen

Der er et andet ragnaroks-motiv, en uhyre orms frembrud, som spiller en rolle i nyere nordisk folketro. Stærkest gør det sig gældende i det nordlige Jylland, i Ty.

Om Kløv bakker nord for Tisted (Hundstrup sogn, Hillerslev herred) hedder det, at der ligger en stor lindorm inde i bakken, og kommer den ud, da vil næsten hele verden blive lagt øde. Eller det hedder, at når det sidste slag står på Tis-enge ved Tisted, »så skal lindormen i Kløv bakke bryde ud og gøre det af både med venner og fjender, så ikke én bliver tilbage; men det kan også være det samme, for da er det dommedag« (Grundtvig, Gl. danske minder, III 136-38). Lidt længere østpå, i Vester-Hanherred, fortæller man, at der kryber en lindorm tværs igennem landet imod vest; for nogle år siden skal folk have set den i en fordybning i Svinkløv bakker, men når den når ud til Vesterhavet ved Bulbjærg (den bratte klint ud mod havet), »så skal hele verden forgå« (E. T. Kristensen, Jyske folkeminder, VIII 385). Andre fortæller, at der ligger en lindorm i Nørbjærge bakke (Gøttrup sogn, også i V. Hanherred); de folk, der saver kalksten i bakken, skal have hørt den dernede. Til en bestemt tid skal den komme ud, og da dør alt det den når og alt det den ser. Nogle siger, at det varer 300 år, inden den kan æde sig ud af Nørbjærg, da bakken er så svær (E. T. Kristensen, Danske sagn, II 178-79, nr. 10-13).

I Vestjylland fortælles lignende sagn, dog uden at man er sig bevidst, at det er den almindelige verdensødelæggelse. Under Brande kirke ligger der en lindorm og nærer sig af ligene; en dag, når der er allerflest mennesker i kirken, skal den vælte den, »og derefter vil den gå ud at ødelægge alle folk i sognet, så vidt som den kan.« Men samtidig bliver to tyrekalve opfødte med mælk, og de kæmper med lindormen og fælder den, men er selv så ilde medhandlede, at de kun gar syv og ni skridt, før de synker livløse til jorden. Også Nørre-Nissum kirke skal en gang blive væltet af den underjordiske lindorm.

Også ret afdæmpet lyder et sagn fra Færøerne. I bygden Hattarvík på Fugloy findes der en høj, Gullheygur, hvor en lindorm ligger og ruger på sit guld; men hvis den blot når at få hovedet ud af højen, da skal hele bygden forgå. (Meddelt af dr. Jakob Jakobsen).

På Island venter man derimod, at ormen i Lagarfljót skal komme frem til verdens ende. I Lagarfljót – den langstrakte sø på det østlige Island, den længste i hele landet. – skal der findes en uhyre orm, som undertiden skyder sin ryg op af vandet så højt, at man kan se solen under dens bug. »Og siger mand end ydermere, at den hellige biskop Gudmund skal have gaaet fra Hoolum bispegaard paa blotte fødder vel over 30 miile didhen til samme flod, og med hans hellige maninger bundet ormen fast paa hoved og hale; . . . men bugten voxer i lycker og runddeel alt stille indtil den sidste verdens dommedag; inden hvilken tiid hand skal vorde løs, og ødelægge det ganske Fliotsdals herred. Ab hoc angve libera nos Domine!« Således lyder beretningen fra en præst midt i 18de årh..

En svensk folketro fra Ydreherred i Østgøtland hører delvis sammen hermed. Inde i Urberget findes en uhyre ko Ur-koen, som en gang har skrabet søen Somnen frem, men en troldkarl har bundet den inde i bjærget med en jærnhestesko om halsen. »Till föda är för henne framlagd i berget en stor nöthud, af hvilken hon hvarje julafton får uppäta ett hår; och då alla dessa äro förtärda, slipper hon lös och förstörar så väl Ydre som hela vår verld«. Når det er mod uvejr, hører man koen ryste sig i båndene derinde (Rääf, Ydre härad, I (1856) s. 31; jf. ovfor s. 245). Dette sidste motiv med kohuden fortælles noget klarere i et smålandsk sagn om jætten Gilbert: Troldmanden Kettil Runske har bundet ham med sin runekævle på hænder, fødder og mund i en grav på Visingsø; »däröfver lade Kettil tre tjurhudar och sju tunnor lindkol, och ej blir Gilbert lös, förrän kolen ruttnat upp och alla håren afplockats från huderna; men ej får han taga mer än tre hår om året«.

Igennem alle disse overleveringer går meget tydelig den samme sagntype. Der er et uhyre i dybet, det har skikkelse af en vældig orm (undtagen i svensk), det skal en gang komme frem og ødelægge alt levende i så vid en kres, som det kan nå. Uhyret bor under jorden, inde i bakke eller bjærg; kun islandsk lader det bo i søen, men den islandske folketro henfører alle lindormeforestillinger til floder og søer, så dette vidnesbyrd har liden betydning. I ødelæggelsens omfang finder vi den samme svingning mellem en stor og en lille forestillingskres, som vi kender fra jordens synken i hav og fra så mange andre folkesagn. Nogle af vore kilder lader den »förstöra hela vår verld«, »da vil næsten hele verden blive lagt øde«, »ikke en bliver tilbage, for da er det dommedag.« Andre fortællere har den snævrere synskres: den vil ødelægge bygden, herredet eller i almindelighed »så vidt den når«; men dette vil jo dog sige hele det område hvor sagnets fortællere færdes og som de daglig forestiller sig. Flere fortællere opfatter det også som en indledning til dommedag.

I de fleste overleveringer lever ormen sit eget liv i dybet, indtil den en gang bryder frem. Kun svensk og islandsk nærmer den til forestillingen om det bundne uhyre; men dette har øjensynlig ganske særlige grunde. På Island har man – overensstemmende med folkets tro – gjort lindormen til en vandslange og må derfor have et middel, som hindrer den i at dukke op af søen i en nær fremtid. I Sverig har man opgivet forestillingen om den rodende orm og i stedet knyttet sagnet til en underjordisk ko, formodenlig i kraft af en eller anden stedlig folketro. Således er den normale form alene den, at lindormen roder inde i bakke eller bjærg, indtil den en gang får gnavet sig frem og bringer ødelæggelse over alt det den når.

Når der spørges om denne orms religiøse eller mytiske udspring, kan der allerede til en vis grad gives svar derpå ud fra det nordiske sagnstof. Med kristendommen har den intet at gøre; kun i en eneste særlig dårlig overlevering er den bragt i flygtig forbindelse med en kristen helgen, aldrig med Kristus, engle, Satan el. desl. Heller ikke i eddakvadenes ragnarok passer den ind. Kamp imod ormen findes kun i en eneste vestjysk opskrift, og der er den fremkommen ved en meget ny tilegnelse af lindormekampen foran kirken (se s. 209 og 261). Midgårdsormens komme i ragnarok frembyder vel et væsenligt lighedspunkt; men lindormen er ikke rent ud identisk med den, ti der er en fast tradition om, at den bor i bjærg, og dens ophold i sø er kun en enkelt egns omdannelse. Går vi lindormesagnet nærmere på klingen, viser det sig, at det ikke forudsætter nogen slags mytologisk system; den lever i jorden, fordi lindorme, ligesom andre snoge og slanger, plejer at leve der, og den kommer frem og besørger den almene ødelæggelse ganske alene og kun til tilfredsstillelse af sin egen grådighed. Folkepoetisk er stedfæstelsen – den bestemte naturgenstand, hvor den tros at bo og ventes at skulle bryde frem, – det faste punkt, hvorom sagnet drejer sig, og som holder traditionen fra at glide ud. Religiøst set er den rent animistisk. Den er det væsen i dybet, hvis røst høres ud af Urberget, eller hvis nærhed mærkes af stenhuggerne inde i kalkbjgerget. Hertil svarer også andre forestillinger om en stor underjordisk lindorm, som man har i det nordlige Jylland i egnene omkring Limfjorden, altså i egne, der ligger ganske nær ved den store Bulbjærg-lindorms leveplads. I Salling tror man, at der ligger en stor lindorm under Borum bakker med hovedet under herregården Nørgard og halen under herregarden Astrup; når den trækker halen til sig, da vil Astrup synke. Om Bro mølle i Ty hedder det, at den er bygget over halen på en stor lindorm, og en gang, når ormen trækker halen til sig, vil møllen synke; Sibylle har spået, at når det sker,vil verden forgå. Møllen er bygget tværs over åen og står derfor på usikker grund. Her er lindormen tænkt som det levende væsen, der er årsag til jordens synkning; det hele er en forgrening af den vidtudbredte forestilling, at jordskælvsfænomener eller underjordiske lyd skyldes et uhyre væsen i jordens indre.

(For øvrigt kender man også i edda-mytologien en kæmpestor underjordisk orm, der lever i dybet og slider lig; dens navn er Níðhǫggr. Selvfølgelig er den ikke stedbunden og animistisk, da vikingetidens mytedigtning lever i en friere fantasiverden. Heller ikke optræder den i ragnarok, hvor den vilde være en kedelig dublet til Midgårdsormen.)

Vandrer vi videre om land, træffer vi også andensteds den lindorm, der kommer frem af jorden ved verdens ende. I Tirol fortælles, at dalen Wildschönau og dens beboere skal blive lagte øde af en drage, men da er også verdens ende kommen. Dragen skal udruges af en syvårs hane, som lægger sit æg under hustrappen i Agla; når dragen er voksen, flyver den gennem luften, ild falder fra himlen, Wildschönau og hele verden opbrænder. Der har allerede en gang været en lindorm, men den blev dræbt med plovjærnet inden den var stor nok; og nu lader man i Wildschönau ingen hane blive syv år gammel (Heyl, Volkssagen aus Tirol, 1897, s. 85). I Salzburg har man en beslægtet fortælling, men den er sammenblandet med kristne motiver. Antikristen, hedder det, fødes ved at en syvårs hane lægger et æg i en mose, deraf kommer der en lindorm frem; den tager sit ophold i kløfter og huler, men når den er bleven større, kommer den frem under en hasselbusk, går ud i verden, hærjer byer og stæder og forgifter folk og fæ. Da en pige af rædsel kaster sig ned og tilbeder den, bliver den til en vidunderlig skøn yngling, kan drage fra land til land og får større og større følge, han kræver at alle skal afsværge gud i himlen. Da drager Elias imod ham med en skare af engle, han overvinder ham og styrter ham i havet. Så holdes dommedag. Det mærkes let, hvor løselig de to bestanddele er svejsede sammen; og den tyrolske opskrift kender jo heller intet til denne forening. At sagnet er omdannet således, er ikke underligt; Antikristen spiller allerede i det 9de årh. og ikke mindre i den nyere folkeoverlevering en stor rolle hos Sydtyskerne. Den fælles type indeholder kun den rent naturlige(ikke kristnede) lindorm; og sagnet udpeger det sted, hvor den skal bryde frem af jorden. Den adskiller sig kun fra nordisk, ved at det animistiske præg, der allerede hos os var stærkt afdæmpet, her er fuldstændig forsvundet; den er et rent fantasidyr i stil med andre lindorme.

Går vi så langt bort som til den gamle persiske religion, træffer vi en ragnaroksslange af animistisk art. Dahaka ligger indespærret i fjældet Demavend; dens livsytringer er bulder og damp, som står ud af fjældet; den virker jordskælv; og den skal ved verdens ende bryde ud af sit fængsel og begynde at ødelægge verden; men helten Keresaspa vågner af sin dvale og fælder den. Atter den samme i fjældet skjulte lindorm, der stadig mærkes og ved verdens ende skal bryde ud. Forskellen er kun den, at den tillige er et bundet uhyre, lagt i lænker af helten Thraetaona, og sprængende dem i verdens sidste tid; i så henseende er myten rigere end den nordiske folkesagnstype. Også heltens sejr over uhyret er en ny og rigere sagndannelse.

Også Hinduerne kender en lignende slange, dog ikke stedfæstet, men begrebsmæssig forstørret indtil det kolossale. Under hele verden ligger slangen Sesha og bærer den på sine hoveder; når den ryster sig, bliver der jordskælv. Ved verdens ende vil den spy ild, og hele den synlige verden opbrændes.

Jeg skal ikke her søge at udgranske årsag og udspring til, at en sådan fælles type af ragnaroks-slanger findes så mange steder; men jeg vender mig atter til de rent nordiske forhold.

Denne lindorm, der ved verdens ende vælter sig frem af bjærget og ødelægger alt på sin vej, lader sig ikke helt adskille fra Midgårdsormen, der i ragnarok vælter sig ind over land. Forskellen imellem dem beror først og fremmest på, at de står hvert på sit trin i mytedannelse. En lindorm som den, der ligger i Ty, og hvis livsytringer under rædsel anes af den omboende befolkning, lod sig ikke bruge af en friere og mere omskuende mytedigtning; den måtte i stedet sætte sit største uhyre, den rent abstrakte, verdensomspændende Midgårdsorm, – så meget mere når man kendte den som Thors og gudernes gamle fjende. Således er da ormen flyttet bort fra sin nærhed ved menneskene og det umiddelbare rædselsindtryk, og Thor som gudeverdenens store kæmpe sætter grænsen for dens ødelæggelser om end med tabet af sit eget liv.

Det kunde ellers ligge nær nok, at fremhæve ligheden mellem Thors ormekamp og heroen Keresaspa, der med sin kølle knuser Dahakas hoved, – da vi kender ormetypen som væsenlig identisk fra Iran og indtil de nordiske egne. Men det er let at se, hvorledes hver formede sit motiv af egne forudsætninger: Perserne med det lystseende og heroiske, der gør menneskene til gudernes hjælpere i sejren over trolde; Nordboerne med deres mørke blik for den uhyre, men anspændende jættekamp. Og intet tvinger os til at antage en sådan færdig myte, der er vandret fra land til land; det er jo kun den naturbundne orm i bjærget, der genfindes allevegne.

Nordboerne kendte jo også selv den tragiske slangekamp (Beovulf-motivet), og selv om de ikke havde kendt et lignende tragisk motiv i den keltiske gudekamp (den stærke svends fald), havde de vel endda kunnet omskabe det til Thors og Midgårdsormens sidste dødelige strid. Det er ganske interessant, at vi kan iagttage – så at sige lige for vore øjne – den samme episke sammenknytning. Ovenfor blev fremdraget sagnet fra Brande kirke i Vestjylland om den lindorm, der ligger under kirken og en gang skal bryde frem til egnens ødelæggelse, og om de to tyre der skal stange den ihjel, men kun gå syv og ni skridt, før de styrter. Sagnet er en rent individuel kombination af to motiver, der ellers altid optræder særskilt: spådom om lindormens udbrud, og fortidssagn om ormens og tyrens kamp foran kirken. Selve dette sidste er atter forholdsvis ungt, yngre end de romanske kirkebygninger (ovfor s. 209). Men hvor ungt det end er, viser det de samme episke kræfter i virksomhed som myten om Thors og ormens fælles fald.

---