Forskjell mellom versjoner av «Om Ragnarok 16»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
Linje 8: Linje 8:
  
  
[[Fil:L.Moe 15.jpg|500px|right|thumb|<center>Vidar og Fenrisulven, ''Louis Moe,'' 1929</center>]]
+
[[Fil:L.Moe 15.jpg|500px|right|thumb|<center>Vidar og Fenrisulven, ''Louis Moe,'' 1929</center>]][[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]][[Fil:Ragnarok cover.png|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/ragnarok-axel-olrik-9788743012474| <center>Axel Olrik: '''Ragnarok''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
 
<center><big>'''[[Om Ragnarok]]'''</big><br>af '''[[Axel Olrik]]'''
 
<center><big>'''[[Om Ragnarok]]'''</big><br>af '''[[Axel Olrik]]'''
  

Nåværende revisjon fra 28. mai 2020 kl. 05:50

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vidar og Fenrisulven, Louis Moe, 1929
Reprint Add.jpg
Axel Olrik: Ragnarok
Heimskringla Reprint
Om Ragnarok
af Axel Olrik


V. Voluspås skildring af ragnarok

16. Voluspås særpræg


Efter at have gennemført min hovedundersøgelse skal jeg nu komme til det, der for tidligere forskere har været udgangspunkt og grundlag: Voluspås fremstilling af undergang og genfødelse. Men jeg kommer dertil med en langt pålideligere kendskab til, hvad der utvivlsomt var sagnstof. Ud fra dette standpunkt må man dele efterretningerne i digtet i tre grupper:

1) de der bekræftes af de andre kilder,
2) de der ellers ikke kendes, og
3) de der endogså modsiges af de andre kilder.

Ad denne vej kommer vi da adskillig nærmere til at udfinde, hvad der er det personlige stof i digtet, og hvad der er det nedarvede.


Hertil kommer visse indre kendemærker. Kvadet indeholder dels de fuldt ud fortalte optrin, dels antydninger som kun kan forstås med kendskab til det pågældende mytestof. De sidste må nødvendig tilhøre traditionen. Derimod er den fyldige fortælling des mere nødvendig, jo mindre digteren kan regne på kendskab til myten i den form, hvori han fremstiller den. Endelig vil også selve indholdet røbe sig som myte eller som enkeltmands værk. Myten er episodisk, plastisk, karakterfuld, undertiden barok; dens verdensbetragtninger naiv: i hver handling, der foregår, ser den virksomhed af et levende væsen, dyr eller menneske. Enkeltmands digterværk er udmalende, mængden af enkeltheder er derfor større; der er også en større ævne til at udtrykke forskellige begivenheders samtidighed eller deres tidsfølge efter hinanden; en mere udviklet verdensopfattelse kommer til orde; endogså en mere lutret skønhedsfølelse kan finde udtryk. Men med alle sine fortrin vil enkeltdigteren ikke kunne nå den egenlige myte i henseende til få men skarpe omrids.


Jeg kan tage et eksempel, der viser sammenspillet af disse forskellige momenter; jeg tager det første afsnit i Voluspå, skabelseshistorien.


Udenfor dette digt har vi sådanne fortællinger som den om jætten Yme, af hvis søndrede legem himmel, jord og hav blev til, – en vildt fantastisk myte, der også spores i littuisk, og som har sin rod, enten i almen »folkepsykologi« eller måske så fjærnt ude som i den assyriske sagnverden[1]. Videre har vi fortællingen om gudestamfaderen, der groede frem af jorden, da koen Audhumbla slikkede stenene[2]. Og vi har endelig de mere filosofiske sagndannelser, hvori Vafþr. udtrykker livets stigende udvikling fra det formløse til det formede: hvorledes urjætten gror frem ved de størknende iskolde dråber, og hvorledes der da voksede frem »under jættens arm en dreng og pige på én gang« (et tvekønnet væsen) og »hans ene fod fik med den anden en sekshovedet søn.« Når man fra disse ophavsmyter med deres håndfaste og groteske optrin vender sig til Voluspås første del, er det som at komme i en anden verden. Vi ser da en gudeskare, i strålende ungdom og snilde, udføre sit herlig planlagte værk til menneskeslægtens lykke. Deres stærke hænder løfter landene af hav, i hellig rådsforsamling fastsætter de verdenslivets baner, »mægtige og kærlige« vandrer de over jorderiget for personlig at bringe menneskelig ånd og rørelse ind i den endnu halvt slumrende natur, og som i en leg danner de sig boliger og øver herlig idræt. Digteren hentyder ganske vist til de gængse myter: »Jeg mindes de i urtid fødte jætter, og Ymer, Bláinn, nævnes en eller to gange (måske ved yngre omarbejdelse); men i selve hans fremstilling er alt det groteske forsvundet, og en næsten hellenisk skønhedsverden er trådt i stedet. Ikke således at digteren skabte helt på egen hånd. Rundt omkring i eddakvadene findes antydning af, at de blide guddomme har ordnet himmel og Asgård efter deres vise plan; men dette er dog oftere en beretning om enkelthedernes indretning, mere end om hele verdens oprindelse. Ejendommelig for Voluspå er den gennemførte tanke om en guddommelig skabermagt. Det beror først og fremmest på en udrensning af alle de forestillinger om verdens tilblivelse, som ikke passede ind deri: både de jætteagtige træk og de, der fremstillede naturen som en art selvudvikling. På den anden side møder vi en udfoldning af selve de guddommelige motiver. Guderådet på de hellige skæbnesæder er en individualisering af den almindelige forestilling om blið regin som skabere. Det hele danner en jævnt fremadskridende beskrivelse; digteren nøjes ikke med antydninger, men han maler hver enkelt scene. Kun enkelte personskikkelser (Burs sønner, Ask og Embla) forudsætter han som kendte af tilhørerne.


Modsætningen dertil har man i digtets skildring af samtiden. Alt er antydninger: Lokes løfter, Thors edsbrud, Balders fald, valkyrjeridtet osv. Tilhøreren må selv kunne udføre dem nærmere efter sin kendskab til verdenslivet og de gængse myter. Kun Ygdrasil udmales mere; men her er der også et gængs verdensbillede, som digteren ikke har brug for (asernes ting under verdensasken, således som det med strålende farver skildres i Grimnesmål), og han samler i stedet derfor alle de antydninger, som lader de jættebårne magter (nornerne og Mime) tage skæbnens ledelse i deres hånd. På hele dette område kan digteren af Voluspå ikke have skabt mytestoffet; han har kun gjort sit udvalg indenfor de kendte mytekrese og understreget de træk, der forekommer ham mest betydningsfulde. Kun på overgangen mellem urtid og samtid træffes Gulveig-myten, hvoraf en stor del er ligefrem fortalt. Digteren har øjensynlig ment at kunne lære sine tilhørere en del nyt, ikke om Gulveigs person og oprindelse, men om de vidtrækkende følger, som dette syndefald drog efter sig.




Fodnoter

  1. R. M. Meyer, Ymi und die weltschöpfung (Zs. f. deut. alt. XXXVII 1 ff.); Saussaye, Germaansche kosmogonie (Amsterdam vid. selsk. forh., 3. række VIII) ; Zs. d. vereins für volkskunde IV 238-39(den littuiske myte); jf. Keane’s fortale til Bousset, The Antichristlegend (London 1896). Også Mogk , Germ. myth. 2, 148, holder Ymemyten for ægte (idet han dog mærkelig nok fastholder sammenhængen med Adam-mikrokosmos-forestillingen).
  2. Myten findes vel kun i islandsk prosatradition (Sn. Edda), men flere personer af Burs slægt nævnes i eddakvadene og den ældste skjaldedigtning. For øvrigt røber den sin ælde både ved sin indre bygning og ved sin overensstemmelse med den oldtyske myte hos Tacitus om Tuisco, en guddom »terra editus«, der blev stamfader til menneskene.