Vis kilden til Om Ridderen og Rigsraaden Hr. Hauk Erlendssön

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Om Ridderen og Rigsraaden Hr. Hauk Erlendssön]] !!  !!  !! 
|-
|}


<div class="toccolours">For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen [http://www.heimskringla.no/fonts/OLD1NT__.TTF OldNordicTimes] installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.</div>


<center>Om Ridderen og Rigsraaden <big>'''Hr. Hauk Erlendssön'''</big>,<br> Islands, Oslo og Gulathings Lagmand, og om hans literære Virksomhed;<br> ved [[Peter Andreas Munch biografi|P. A. Munch]]. 


[[Det kongelige nordiske Oldskriftselskab]]

København, 1847</center>


Naar man noget nöiere sysler med vore Forfædres i deres eget Tungemaal forfattede Oldskrifter, eller rettere sagt med Saga-Literaturen og hvad som derunder kan indbefattes, vil man snart indsee, at der her ikke, som i den gamle klassiske historiske Literatur kan være synderligt Spörgsmaal om, hvo der var Forfatter til hvert enkelt Skrift. Man föler letteligen, at den aldeles objective Fortælling saaatsige er udsprunget af Begivenhederne selv, og er formet i mundtlig Tale strax efter dem, saaledes at Sagaen som saadan maa have existeret i Tale og Tradition, længe för den nedtegnedes, og at Nedtegningen derfor ei egentlig kunde kaldes en Forfatten, ikke engang en „Sætten i Stiil“, men er en blot og bar skriftlig Fastholden af det allerede Bestaaende og Curserende. Man maa derfor finde det aldeles i sin Orden, naar der ved de fleste Sagaer ingen Autor findes angiven, thi en saadan existerede i Virkeligheden ei. Ikke engang den förste Nedskriver kunde falde paa at smykke sig med Autornavnet, thi han maatte altfor vel föle, at hans Arbeide mestendeels var blot mechaniskt, og indskrænkede sig til at före en allerede færdiggjort Fortælling i Pennen. Kun hvor Bearbeidelsen af Stoffet blev saa gjennemgribende, at Skriftet i sin endelige Skikkelse virkelig kunde siges at være forfattet, eller endog blot redigeret af en eller anden af dem, som syslede dermed, kunde han föle sig foranlediget til ogsaa at angive sit Navn; derfor er det i sin Orden, naar Are Frode virkelig navngiver sig som Forfatter til Íslendingabók, der heel og holden er flydt fra hans Pen, og naar Snorre Sturlasöns ypperlige Bearbeidelse af Kongesagaerne ogsaa förer hans Navn.

Man kan imidlertid ikke negte, at det desuagtet vilde have været af den störste Interesse at vide, hvilke Mænd man nærmest skylder Optegnelsen af hver enkelt Saga eller Bearbeidelsen af de enkelte Recensioner, hvor flere saadanne af een og samme Saga findes. Derved vilde ei alene Mangt og Meget, Sproget og Fortællemaaden angaaende, kunne forklares, men, hvad der er det Vigtigste, i Bearbeiderens Navn vilde man, naar han forresten var en bekjendt historisk Person, have en fortrinlig Garanti for Egtheden af det Meddelte, ligesom det og vilde være heel oplysende for Videnskabelighedens og Culturens Historie at betragte Forholdet mellem hans Præstationer og hans Stilling i Samfundet; endelig vilde Skriftet, naar man vidste at man havde Originalen for sig, være yderst belærende med Hensyn til Sprogets Tilstand og Udseende paa den Tid, da det förtes i Pennen. Men saadanne Tilfælde indtræffe, efter hvad der ovenfor er viist, sjælden eller aldrig. Endog Snorre Sturlasöns Verk skriver sig, saaledes som vi have det, ikke directe fra hans Pen. Are Frodes, vistnok egenhændige, Originalværk er tabt. Af alle de övrige Saga-Bearbeidere eller Afskrivere er der kun én Eneste, med Hensyn til hvem vi af Kjendsgjerninger, nu först fremdragne, kunne bevise, at flere til vor Tid opbevarede Skrifter virkelig ere skrevne af ham selv eller under hans umiddelbare Opsigt. Denne Mand bliver os derfor saa meget mere interessant, isærdeleshed naar dertil kommer at han er en bekjendt historisk Person af fornem Æt, at vi kunne forfölge hans literære Virksomhed ogsaa udenfor den historiske Retning, og paa denne Maade danne os en Forestilling om Omfanget af og Methoden ved de videnskabelige Sysler, hvormed hine Tiders Lærde udenfor Geistligheden beskjeftigede sig. Manden er den bekjendte islandske og norske Lagmand ''Hauk Erlendssön'', hvis literære Efterladenskab vi her nærmere ville gjennemgaae og beskrive. Vi finde det saameget vigtigere at stille hans Virksomhed i det rette Lys, som han mere end nogen anden af vore ældre Videnskabsmænd har været udsat for skjæv og uretfærdig Bedömmelse. Man læse blot Suhm's haarde Yttringer i hans „Historie af Danmark“ II. Bind, S. 378; Yttringer, der ligefrem synes at være grebne af Luften<ref>Suhm siger her om Knytlingasaga: Hvorvel den er meget vigtig i Tidens Historie, saa er Stilen dog slap og usammenhængende, hvorfor jeg troer, at Hauk Lagmand, der döde 1336, er Forfatter deraf, thi han havde mange gode Anlæg, men som han förte elendig ud.</ref>.


<big>'''Hauk Erlendssön'''</big> nedstammede paa mödrene Side fra Islands berömteste Slægter. Vi behöve her blot at henvise til Tab. I i den nyeste Udgave af Íslendinga-Sögur, hvor Genealogien staaer tabellarisk udfört efter Landnamsbogen. Hans Moder Jorunn<ref>Vi kunne nemlig ikke give Forfatteren af Stamtavlen Nr. I i Islend. Sögur Ret i, at gjöre Hauk til en Sön af Jarngerd Thordsdatter. Som Redacteur af Landnamsbogen, og den, der selv förte Slægtregistrene ned til sig og hans Söster Valgerd, maa han unegtelig selv være den bedste Autoritet ved Afgjörelsen af Spörgsmaalet, hvo der var hans Moder. Nu omtales i Hauksbogen Járngerð kun een Gang (Isl. S. S. 76); her siges det vel at hun var gift med Hr. Erlend Stærke, og Moder til Valgerd, men ei, at hun var Moder til Hauk. Den ovenfor nevnte ''Jorun'' omtales ogsaa kun een Gang (S. 138), men her heder det udtrykkeligt, at hun var Moder til Hauk, hvorimod der ei siges at hun var Moder til Valgerd. Endelig omtales paa et tredie Sted (S. 240) Erlend Stærke som Fader til Hauk og Valgerd. Da det nu, hvor der netop handledes om Genealogi, havde faldt af sig selv, at Hauk havde nævnt sig som en Sön af Jarngerd, naar hun virkelig var hans Moder, eller Valgerd som en Datter af Jorun, hvis hun var det, ligesom han, hvor der ei er Spörgsmaal om Moderen, kalder Erlend sin og Valgerds Fader, saa kan man af hiin Omstændighed, at Valgerd ene henföres til Jarngerd, Hauk til Jorun, vistnok med Bestemthed slutte, at Erlend maa have været to Gange gift, og i Egteskabet med Jarngerd have haft Datteren Valgerd, med Jorun Sönnen Hauk. Dette bestyrkes og ved den Omstændighed at Hauks Datter hed Jorun, og rimeligviis er opkaldt etter hans Moder, ligesom Sönnen Erlend efter hans Fader.</ref> nedstammede fra en Broder af den berömte Kong Half paa Hördeland. Hans Fader hed ''Erlend Olafssön'' med Tilnavnet ''Stærke'' eller ''Digre'', en anseet Mand, hvis fædrene Herkomst dog ikke angives i Landnama, og som derfor, da han tillige sees mest at være brugt i de norske Kongers Ærender, antages for at have været en Nordmand af Födsel, en Gisning, der forresten er temmelig usikker, saasom man af Landnama II, seer, at hans mödrene Æt var islandsk og meget anseet. Besynderligt er det forresten, at der blandt alle de ansete Mænd af Navnet Olaf, der i Aarene 1260-80 omtales i Norge og paa Island, ei er en Eneste, som man uden en Vilkaarlighed, der ei taales i Historien, kan antage for at have været Erlends Fader. Han synes derfor at have været hvad man kalder en Parvenu, eller idetmindste at have opsvunget sig til sin anseete Stilling fra en lavere, rimeligviis paa sædvanlig Maade ved Hoftjeneste; isaafald er rigtignok störst Sandsynlighed for at han er föd og har henlevet sine förste Aar i Norge.
 
Erlend Stærke nævnes allerförst i Aaret 1283<ref>At sige hvis han ikke er den ''Ellindr bónde'', der tilligemed Biskop Arne o. Fl. i Aaret 1275 skreve det Brev til Kong Magnus, hvoraf Begyndelsen anföres i Finni Johann. Hist. eecl. Isl. Tom. II. Pag. 10, Noten. Men da intet andet Gjenkjendelsesmærke her findes, end det blotte Navn, kan Identiteten kun blive en Gisning.</ref>, da han som Lagmand kom ud til Island, med Skrivelse fra Kongen og Enkedronningen, der i den store Strid, der nu herskede mellem den myndige Biskop Arne og Magnaterne om Patronatsretten til Kirkerne, toge de sidstes Parti. Erlend havde ved denne Leilighed ogsaa et Privatbrev med sig fra Biskoppens Frænde Lopt Helgasön til hiin, hvori han underrettede Biskoppen om Geistlighedens Nederlag i Norge, og den Unaade, hvori han - Biskop Arne - stod hos Enkedronningen og den unge Konge<ref>See Annales regii i Langebeks Scriptt. III., S. 117, jvfr. Sturlunga S. III. S. 308, og Arne Bisk. S. S. 58.</ref>. Ved denne Leilighed kaldes Erlend allerede ''herra'' Erlendr, der beviser, at han maa have opnaaet Skutilsvends-, eller som det nu hed, Ridder-Værdigheden<ref>Med Hensyn til den norske Titulatur i Middelalderen være det nemlig anmærket, at den fra Aaret 1277 af var meget sikker og bestemt, til stor Veiledning især ved at forstaae Diplomer og ordne Genealogier. Forut have Titler, der nogenlunde svarede til de i fremmede Lande brugelige, bestemte nemlig Kong Magnus Hakonssön i hiint Aar, at Lendermændene (vel nærmest i latinske Diplomer) skulde kaldes ''Baroner'', og Skutilsvendene ''Riddere''; begge Klasser, og da naturligviis alle Hofbetjeninger af höiere Rang end Skutilsvendene, skulde udelukkende have Ret til Titulaturen ''Herre''. Dette overholdtes ligesaa strengt som nu i England Titulaturen ''Sir'' for Riddere og Baronetter, og ligesom Titlen ''Sir'' medförer Benævnelsen ''Lady ''for Hustruen, finder man heller ikke i norske Diplomer ''Frú'' brugt som Titel for andre Koner, end Ridderes og derover. Det er saaledes en feilagtig Formening, som i Fortalen til Islendinga Sögur S. XVII i Noten er udtalt, at Titelen ''herra'' vistnok var almindelig for Lagmændene i Norge, thi dette Embede gav ingen Ret til Herretitlen, som Hauk bar blot i Egenskab af Ridder. Hirdmands-Værdigheden, hvilken, naar „Skutilsvend“ skulde svare til „Ridder“, som nærmeste Grad omtrent maatte svare til „Væbner“ „af vápn“, tydsk „Knappe“, gjengives derfor og i latinske Diplomer med ''armiger'', medens Ridderen som sædvanligt kaldes ''miles''. Forresten udmærkes dog ogsaa Hirdmænds Koner i Diplomer ved Titelen ''húsfrú'' eller ''hustrú''. Etslags Forsög paa ogsaa at bestemme de geistlige Titulaturer efter den verdslige Rangordning var det, da Kong Haakon Magnussön i sit Brev af 22de Juni 1300 gav Provsten ved Mariekirken i Oslo Lendermands Ret, de med Præbener forsynede Prester ved samme Kirke Ridderes Ret, Vicarierne og Diaconerne Hirdmands Ret, og de lavere Gjestlige Kjertesvends Ret. Præbendarierne fik saaledes Herretitel.</ref>. Om Erlends heftige Kamp med Biskopen fra 1283-89 tales udförligt i Arne Biskops Saga<ref>Arna Bisk. S. Sid. 66-113.</ref>. Biskoppen truede ham med Band, men det synes som om han allerede var bandsat för sin Afreise fra Norge i Anledning af Erkebiskop Jons Forjagelse 1282<ref>Ssteds S. 113.</ref>, og dette vidner igjen om at han maa have været anseet som en af Norges fornemmere Mænd. I Aaret 1289 drog han tilbage til Norge for at faae Absolution, som han og fik, og vendte Aaret efter tilbage igjen til Island; da skal han have faaet Vestfjordene i Forlening<ref>Ssteds. S. 122 Espolins Islands árbækr, I D. Side 10.</ref> efter andre Kilder dog först 1292. I Aaret 1294 maa Erlend have gjort en Reise til Norge, uagtet vi i Annalerne ei finde nogen saadan Reise omtalt för 1296, thi i tvende, samme Sag angaaende, Diplomer af 2den og 11te Juni 1294 finde vi ham tilligemed Hr. Jon, Lagmand paa Island, Hr. Thord (Hallssön) paa Mödruvöllum og endeel andre anseete Personer nævnt som tilstedeværende i Tunsberg ved Afgjörelsen af en Retstrætte<ref>See disse Diplomer i Langes og Ungers norske Diplomatarium. Hovedindholdet er, at Einar, Lagmand i Tunsberg, og Vige, Lagmand i ''Skiðan'' (Skien), afsige Dom i en Trætte mellem Olaf Haraldssön og Gunnar paa Borge om et Mageskifte af Gaardene Borge og Loftstad. Nærværende ved Domsafsigelse vare: „Herra Jón logmaðr af Islande. herra Ællender stærki. herra Þorððer a Moðruuollum. Petr logmaðr a Uikeune. (Af denne Mands Benævnelse slet og ret, uden Herretitel, medens hans andre Colleger have den, sees ogsaa at den ei fulgte med Lagmandsværdigheden). Bærgulfer Ragnu sonn. Jokæll a Moe. Aste a Mærðini. Ormr i Læifsgarððe. Snorre hirðmaðr. Gunnar Ulfualde. Suæin, Gulli og Mælbyggir Olafuer ok Folkuarððer, ok marger aðrer goðer menn.“ (Diplom i det deichmannske Bibl.). </ref>. I disse Diplomer kaldes Hr. Jon udtrykkeligen Lagmand, Hr. Erlend derimod ikke; han har altsaa paa den Tid ei længer beklædt Embedet, hvilket ogsaa godt passer med Annalernes Udsagn, at hans Sön ''Hauk'' i dette Aar blev Lagmand. Erlend döde i Aaret 1312<ref>Islands árbækr I. S. 32.</ref>, og maa da have været i en meget höi Alder, naar hans Sön allerede 18 Aar i Forveien ei var for ung til at beklæde en saa vigtig Post som Lagmandens.

Hauk Erlendssön finde vi altsaa förste Gang nævnt i Aaret 1294<ref>Annales regii.</ref>, og da ikke som nogen ung Begynder paa Embedsbanen, men allerede som en anseet Mand, hvem det vigtige Lagmands-Embede kunde betroes. Hans Jurisdiction strakte sig, efter Espolins Angivelse, over den östlige og sydlige Deel af Landet<ref>Isl. árb. S. 15.</ref>. Antage vi, at Hauk ved Embedstiltrædelsen idetmindste maa have været 30 Aar, falder hans Födselstid omtrent ved 1264. Hvad Tid han blev Ridder, er uvist; han kaldes Ridder i et Diplom fra 1304, men rimeligviis har han været det længe för, og er maaskee bleven udnævnt ved Kroningen i 1299, i hvilket Aar han ogsaa var i Norge<ref>Saml. til det norske Folks og Sprogs Historie. I. S. 169.</ref>. Af et af ham udstedt Brev af 1302, som senere skal nöiere blive omtalt, da det er af yderste Vigtighed, sees det, at han da var Lagmand i Oslo. Fra 1304, maaskee allerede fra 1303 af, indtil 1316, forekommer han som Gulathings Lagmand, men dette Embede maa han, uvist af hvad Grund, have nedlagt sidstnævnte Aars Sommer, da man den 11. Decbr. 1316 finder ham som Medbesegler af en Dom, dömt af Thrond Halvardssön, Gulathings Lagmand, men hvori denne dog beraaber sig paa en tidligere af Hauk fældet Dom i denne Sag<ref>Dette, tilligemed flere Diplomer fra 1303-1316, hvor han nævnes som Gulathings Lagmand, ville findes i det ovennævnte Diplomatarium. Blandt andre trykte Diplomer fra denne Tid, hvor „Hauk Lagmand“ nævnes, kunne vi anföre Brevene S. 79 og 115 i Munkelifsbogen, af 22. Juli og 30. Mai 1306.</ref>. Hans egentlige Hjem fra 1303 til 1316 synes at have været Bergen, hvor han eiede en Gaard, den saakaldte ''Audunargaard'' nede ved Stranden. I al denne Tid synes han kun to Gange, i 1306 og 1308, at have været over paa Island<ref>Isl. árbækr, I. S. 20. 25.</ref>; dog stiftede han i dette Aar tilligemed Biskop ''Arne Helgasön'' et Hospital for Geistlige paa ''Gaulverjabö'' i Aarnes Syssel<ref>Isl. árb. I. S. 19. Ann. regii.</ref>. Men i 1317 maa han have foretaget en stor Forandring i sit Huusvæsen, eller have bestemt sig til aldeles at bryde op, thi den 28. Juli 1318 skjenker Kongen Hauks forrige Gaard, som han af ham havde kjöbt, til sin Kantsler og Mariekirken i Oslo<ref>Dipl. Arnamagn. Fasc. 51, No. 14.</ref>; derhos finde vi Hauk allerede strax efter Juul om Vinteren i Kong Haakon V's 19 Aar, altsaa i Januar 1318, i Oslo, hvor han tilligemed Merkesmanden Paal Erikssön og Lagmanden i Oslo Paal Einarssön afsiger en Dom<ref>Dipl. Arn. Fasc. 59 Nr. 11, cf. Dipl. Norv. ved Lange og Unger I Nr. 153.</ref>; han var, som det synes, i Oslo endnu ved Sommertid dette Aar, da Kongen den 25. Juli 1318 bekræfter en af ham og Flere afsagt Dom<ref>Dipl. Arn. Fasc. 51 N. 13.</ref>. En Beretning, ifölge hvilken han med flere Magnater skal have været kaldt over fra Island til Norge om Vaaren 1318, da Skibsfarten begyndte<ref>Isl. árbækr I S. 39.</ref>, synes paa Grund af det Anförte lidet trolig, thi naar han i Januar 1318 var i Oslo, og ved Iislösningen samme Aar var paa Island, maatte han have gjort en Skyndtour derover i Februar eller Marts, hvilket ei er rimeligt, saamegetmindre som man om Sommeren atter gjenfinder ham i Oslo, og en saa höitstaaende Mand som han vel maatte antages at være for nöie bekjendt med Regeringsanliggenderne, til ei at vide, at den farlige og möisommelige Vinter-Reise til Island ikke vilde vorde ham af noget Gavn, da han saagodtsom strax ved Ankomsten skulde reise tilbage igjen. I den hele Mellemtid fra 1308 til 1316, navnligen i de Aar, hvori han udtrykkelig nævnes, nemlig 1306, 9, 13, synes han at have beklædt det omtalte Lagmands-Embede, uden at være atlöst af nogen anden, medmindre det skulde have været paa hans korte Islandsreiser i 1306 og 1308. Den i „Grönlands historiske Mindesmærker“, 1ste Deel, S. 35 fremsatte Indvending, at Gunnar Hjarandasön i Diplomer fra 1310 og 12 udtrykkeligen kaldes Lagmand fra Bergen og Gulathing, grunder sig paa en Feiltagelse af Dateringen, hvortil den Omstændighed, at Kongerne Haakon V Magnussön og Haakon VI Magnussön bære samme Navn, let kan give Anledning. Gunnar Hjarandasön var nemlig Lagmand mellem Aarene 1361 og 1379, og da de fleste Breve dateredes efter Kongens Thronbestigelse, kan man let komme til at antage et Par Breve fra 1366 og 1368 eller fra Kong Haakon den Yngres 11te og 13de Aar, for at være udstedte i 1310 og 1312, eller i Haakon den Ældres Regjeringsaar af samme Tal. Sidst i Juni eller först i Juli 1319 var Hauk blandt de Mænd, der i Oslo sluttede den forelöbige Forening med de svenske Befuldmægtigede om Magnus Erikssöns Kongevalg<ref>Samlinger til det norske Folks &c. 5 Bd. S. 521-525.</ref>. Imidlertid skal Hauk i 1319 og 1320 atter have været Lagmand paa Island, dog saaledes at hans Sön Erlend i det förste Aar vicarierede for ham<ref>Isl. árbækr S. 41, hvor det hedder: fóru þeir nú utan um sumarit, Árni, biskop i Skálholti, herra Ketill ok Snorri lögmaðr, en þeir höfðu lögsögu, (hyggja vitrir menn at verit hafi í umboði Snorra ok Hauks) Grímr Þorsteinsson ok Erlendr Hauksson, hann bjó at Upsum í Svarfadardal ok hafði lögsögn fyrir norðan. - Rimeligviis var det Kongens Död og Anliggenderne i den Anledning, som holdt Hauk tilbage i Norge.</ref>. Men allerede i 1321 og 1322 fremtræder han atter som Gulathings Lagmand<ref>Dipl. Arn. Fsc. 22, Nr. 12. Dipl. i det norske Rigsarkiv, Diplom. Norv. I Nr. 165. Naar man nærmere sammenholder de ovenfor meddeelte Data, at han nemlig 1318 var i Norge, ligesaa i Juli 1319, samt i 1321 og 22, og at Beretningen om hans Ophold paa Island i 1318 synes noget utrolig; da kunde man næsten vove den Paastand, at han mellem 1316 og 1322 slet ikke har været paa Island, trods Beretningen i Isl. árbækr S. 42, at han i 1320 atter tog ved Lagmandsembedet.</ref>, og nu gjenfinde vi ham ei för 1329, i hvilket Aar han ved Althinget paa Island skal have fungeret som Lagmand<ref>Isl. árbækr I S. 65. Han maa vel i 1322 eller 1323 være draget over til Island som Lagmand.</ref>. Om dette har sin Rigtighed, saa kan dog idetmindste ikke hans Ophold paa Island have været langvarigt, thi i 1330 finde vi ham ifölge ikke mindre end trende Diplomer<ref>Blandt andre Cod. Munkalif. S. 115.</ref>, tilbagevendt til Norge, hvilket Land han vel neppe oftere forlod, thi han döde den 3die Juni 1334<ref>Annales regii, cfr. Necrologium Skalholt.</ref>, og man finder ham endnu den 15de og 22de Mai samme Aar nævnt som tilstedeværende i Bergen ved et Par Kjöbekontrakter<ref>Cod. Munkalif. S. 89. Dipl. i d. n. Rigsarkiv. Naar Espolin i Isl. árbækr I. 5. 15. beretter allerede ved 1296, at Hauk havde været 11 Aar Lagmand, viser dette sig af det ovenfor Anförte at være aldeles urigtigt. Rimeligviis har den Kilde, Espolin benyttede, nævnt at han i det Hele var 11 Aar Lagmand paa Island, hvilket netop passer med den ovenfor fremsatte Formodning, at han ei kom som Lagmand til Island andengang förend 1322. Thi hans förste Functionstid 1294-99 belöb sig saaledes til omtrent 5 Aar, og hans anden, fra 1323 til 1329, til 6 Aar, begge tilsammenlagte til 11. At Talemaaden ''„Hauksnautr“'', som Espolin troer l. c. S. 16 skulde være en Reminiscents af ham, er vel en dristig Hypothese.</ref>.

[[Fil:Hauk (sigill).jpg|right|thumb|200px]]Hauk var saa anseet, at han endog allerede i 1309 var bleven optagen som Medlem af det norske Rigsraad; som saadan nævnes han i 1316 og 1319<ref>Isl. árbækr S. 77, 78.</ref>. Hans Sön Erlend Haukssön blev ogsaa Ridder, og nævnes blandt Islands anseeligste Mænd<ref>Dipl. Arnæ-Magn. Fasc. 2 Nr. 9, b og Fasc. 59 Nr. 11.</ref>. Hauks Hustru Steinun Oladatter nedstammede fra Harald Hildetand og Atle Jarl i Sogn<ref>Isl. árbækr S. 77, 78.</ref>. Hans Datter Jorun blev Nonne i Kirkebö Kloster paa Island, antog Klosternavnet ''Agnes'', og valgtes i 1343 til Abbedisse.

Af Sigillerne til tvende Diplomer<ref>Dipl. Arnæ-Magn. Fasc. 2 Nr. 9, b og Fasc. 59 Nr. 11.</ref> sees det at Hauk förte i sit Vaaben en Hög med udslagne Vinger paa en Tværbjælke. Den heraldiske Figur er aabenbart hentet fra hans Navn. Forresten er hvert af disse Sigiller aftrykt med forskjelligt Stempel og ikke ganske overeensstemmende i Forziringerne. Det ene, som er större, har nedenfor Tværbjælken aldeles glatte Felter; derom læses Indskriften S'<small>*</small>HAVKONIS FIL(II ER)LENDI. Det andet, mindre har Felten underneden opfyldt med korslagte Zirater. Om det mindre har ingen Indskrift været. De ere begge nu noget beskadigede, dog ikke videre end at de hosföiede Afbildninger kunde tages<ref>Jfr. Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie, 4 B. S. 11, Fig. 201 og 202; dog ere nu nye Afbildninger tagne af selve Sigillerne.</ref>.


<center>____</center>


Hauks literære Celebritet er isærdeleshed opstaaet ved hans Bearbeidelse af Landnamsbogen, hvilken Bearbeidelse derfor og stedse har fört hans Navn. Allerede Arngrim Jonsen omtaler, at han af den anseede Hövding Are Magnussön havde haft ''Hauksbók'' til Laans (''Specimen Islandiæ historicum, Amstelodami'' 1642, S. 154). Ogsaa Björn Jonssön paa Skardsaa havde Hauksbók, af hvilken han gjorde flere Uddrag. Siden lod Biskop Brynjolf Sveinssön Hauksbók afskrive ved Præsten Jon Erlendssön paa Villingaholt, og denne Afskrift har man endnu. Originalen derimod var længe forsvunden, indtil Arne Magnussön fik fat paa den, dog desværre i en yderst beklagelig Tilstand, idet nemlig af den hele Bog, der havde indeholdt baade [[Landnámabók|Landnáma]] og [[Kristni saga|Kristnisaga]], kun 14 Blade vare tilbage, og selv disse 14 Blade fik han fra forskjellige Kanter. I sine egenhændige Optegnelser (Cod. 433 qv.) udtrykker han sig selv saaledes derom:

„''Landnámubókar'' blöd þesse, ok hin ur Kristindómssögu hefi eg flestöll feinged frá Sira Ólafi Jónssyne, enn fader Sr. Ólafs (Sr. Jón Torfason á Stad i Súgandafirdi) feck þesse blöd hiá bónda einum þar i Stadar sókn (over disse Ord, som ere understregede: vestra nærre sier) og tók þau til fullz i sundur, hvert fra öðru, utanum qver. nockur af þessum landnámu blödum hefi eg feinged annnarstadar ad enn frá Sr. Ólafi (i en anden Notits siger han: 4 blöd hefi eg feinged úr ymsum stödum á Islandi, post 1702). Eg sá ad þesse blöd attu framanvid þetta volumen, oc hafa þar, óefad, til forna innbundenn vered, og þvi lagde eg þau þangad, so volumen skillde hallda sier so vitt. Enn siálft Volumen (fráteknum þessum Landnámu og Kristindómssögu blödum) feck eg (ef mig riett minner) frá Gaulveriabæ í Flóa, og hefur þad, án efa, þangad borest epter Mag. Bryniólf andadann. Mag. Bryniolfur hefur og eptir þessarre Landnámu og Kristnisögu skrifa láted, og mun þá bókinn hafa hallded sier.

''Krístnisögu'' sem stendr í ''Hauksbók'' citerar Jón lærde<ref>Denne ''Jón lærði'' skal have været en omvandrende Sagafortæller i det 17de Aarhundrede. Han skal have kunnet de fleste Sagaer udenad.</ref> einhversstadar; þat er óefad þesse, og mun Jón þar í lesed hafa, kannske ádr enn Mag. Bryniolfur hefur handhafe ordid ad bókinne. Likast bókinn sie í fyrstu af Vestfiördum komen, og hafe sá eignarmadr er Mag. Bryniolfi liede, aptur heimtad Landnámu vestur, enn hitt blífed sydra, nema Landnáma hafi allareidu burt ur Volumine vered, þá Mag. Bryniolfr þetta handliett, og hann so bókina haft í 2 pörtum.

Biörn á Skardzá hefur og haft þetta exemplar eda copie þar af, ok kallar hann þad á spatium sinnar compilationis Landnámabókar: ''Hauksbók''.

Hvört bókin öll, so sem hun nú er, hafi vered i höndum Jóns lærda, eda ei, nema Landnáma og Kristnisaga, er ei riett vist. Eg skylldi þo þeinkia hid fyrra, og kynni hann hiedan hafa þat er hann drabbar um Sets reisu.“

Af nogle senere Optegnelser, der indeholde enkelte af Arne Magnussön til Olaf Jonssön stilede Spörgsmaal med dennes Svar derpaa, fremgaaer det, at den Bonde, af hvem Olaf fik den, hed ''Bjarne Indridason i Skálavík'', og denne havde vist besiddet dem i 40 Aar idetmindste. Bladene, 14 i Tallet, vare sammenfæstede; flere end disse 14 havde de ei udgjört, saa langt man kunde huske tilbage.

Arne Magnussön föiede nu hertil de andre fire Blade af Kristnisaga, og saaledes udgjör nu det hele opbevarede Fragment 18 Blade. Det er '''Cod. 371 qv.''' i den arnamagnæanske Samling.

Man vil imidlertid her lettelig kunne indvende, at Identiteten af den virkelige Hauksbók og disse 18 Blade ingenlunde er beviist, og kun beroer paa Arne Magnussöns Antoritet. Denne Autoritet er i og for sig vægtig nok; dertil kommer, at Haanden og Retskrivningen i Cod. 371 netop er saadan, som man kunde vente sig fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede; endvidere stemmer Indholdet ganske med Jon Erlendssöns opbevarede Afskrift (Cod. Arnamagn. Nr. 105 fol.). Allerede af disse Grunde have Udgiverne af „Grönlands historiske Mindesmærker“ og „Islendinga-Sögur“ ei taget i Betænkning at tilskrive Hauk selv hine 18 Blade. Men vi ere nu desforuden i Stand til at fremföre et fuldkomment juridiskt Beviis, der svækker al Tvivl. Der findes nemlig i det norske Rigsarkiv et Brev fra Hauk Erlendssön, som Lagmand i Oslo, hvilket Brev er skrevet ''med samme Haand'' og ''samme Retskrivning'', som hine Membranfragmenter. Vi erfare altsaa, at Membranfragmenterne, saavelsom Brevet, hidröre ''umiddelbart fra Hauk selv''; at de saaledes ere saa authentiske, som muligt, og at de derfor i Ordets egentlige Forstand kunne siges at tilhöre ''Hauksbók''. Brevet, der fölgelig er af den yderste Vigtighed, og saaatsige eneste i sit Slags, efterdi det tjener til at bevise et Oldskrifts Oprindelse fra en navngiven Mand, og det fra en Mand af stort literairt Ry, have vi derfor troet at burde meddele i Facsimile; vi kunne saaledes henvise dertil, og anmode vore Læsere om at sammenligne det med det Facsimile af Hauksbogen, der er meddeelt i Íslendinga-Sögur, I Bind. Man vil ved förste Öiekast overbevise sig om, at Haanden paa begge Steder er aldeles den samme.

Men den her omtalte Cod. 371 er ikke den eneste saakaldte ''Hauksbók''. Der er og en anden, skreven tildeels med samme Haand, og indeholdende flere Sagaer og Stykker af större Udstrækning, hvilken man og har givet det samme Navn; det er Nr. 544 qv. i den arnamagnæanske Samling. Om dens Indhold skulle vi nedenfor vidtlöftigere yttre os; her ville vi kun i Korthed opregne dens Hovedbestanddele, nemlig Trójumannasaga, Bretasögur, Merlinusspá, Hervararsaga, Fostbr&#339;ðrasaga og Thorfind Karlsefnes Saga. Björn paa Skardsaa, der levede saa langt tilbage i Tiden, at han i mange Stykker maa ansees for bedre underrettet med Hensyn til sit Fædrenelands Bibliographi, end vi nuomstunder, siger selv udtrykkeligen, at han har excerperet meget af den saakaldte Hauksbók, der efter hans Forsikkring er skreven af Hauk Lagmand selv, og nævner han blandt de Stykker, Bogen indeholder, udtrykkeligen Thorfind Karlsefnes Saga, Fostbr&#339;ðrasaga, Trójumannasaga, Bretasögur og Merlinusspá. Vi have altsaa her endnu et yderligere Vidnesbyrd om at Alt, hvad der er skrevet med den oftomtalte Haand, hidrörer fra Hauk. Men Björn Jonsön nævner blandt Indholdet af Hauksbók ogsaa Landnáma og Kristnisaga. Da han dermed ei kan mene andre end de samme, hvoraf vi endnu have de ovennævnte Fragmenter Nr. 371 qv., saa synes det, som at ogsaa disse, eller den fuldstændige Codex, hvortil de hörte, paa Björns Tid var indbunden i samme Bind, som Nr. 544, noget som vistnok meget vel kan have fundet Sted, uagtet Formatet ikke ganske er det samme. Af Cod. 544 har man flere Facsimiler. Eet (af Stykket „frá Upplendingakonungum“) findes i Langebeks Scriptt. rer. Danicarum Tom. II. S. 266, og saa mangelfuldt det end er, kan man dog allerede deraf tydelig kjende, at Haanden maa være den samme som i Brevet af 1302. Men to aldeles mesterligt udförte Facsimiler af tvende Sider i denne Codex, hvor foruden den principale Haand ogsaa to andre findes, er meddeelt i ''Antiquitates Americanæ'', hvortil vi her kunne henvise.

Er det nu altsaa godtgjort, at de omhandlede Skrifter hidröre fra Hauk, opstaaer dernæst Spörgsmaalet, hvorvidt man kan ansee dem for egenhændigt skrevne af ham, eller om han har benyttet Secretair. Egentlig er dette Spörgsmaal med Hensyn til Skrifternes Authentie og Værd temmelig ligegyldigt, thi hvad enten han selv har fört Pennen, eller dette er skeet ved en Secretair, saa viser dog Diplomet, at hvad der er skrevet med denne Haand, er skrevet under hans umiddelbare Opsigt. Men interessant bliver det dog altid at vide, om vi her virkelig see den saa höit anseede og af Literaturen saa fortjente Mands Skrifttræk for os, og det maa derhos vække en særdeles gunstig Præsumtion med Hensyn til de paa den Tid levende norske og islandske Lagmænds Dannelse, naar En af deres Midte ei alene kunde skrive, - en Luxus i det övrige Europa - men kunde skrive en Haand, der gjorde mangen Klerks til Skamme, og anvende en Retskrivning, der viser den nöieste Kjendskab til Sprogets Grammatik og Lydlære. Men naar man skal slutte efter enkelte Smaatræk, der fortælles om norske og islandske Hövdinger, hörte Skrivekyndighed ei til nogen Sjældenhed iblandt dem. Af Haakon Haakonssöns Saga (Cap. 6) erfare vi, at han, i sin Barndom, som det hed, blev sat til Bogen; ligeledes fortælles der, at paa hans sidste Sygeleie blev der blandt andet forelæst ham af latinske Böger (Cap. 329); nu maatte det dog vel have været en Umulighed, i sin Tid at bibringe ham Latinen, med mindre han ogsaa til samme Tid lærte at læse og skrive. Den samme Bemærkning kan gjöres om Kong Haakon V Magnussön, om hvem der i Laurents's Saga Cap. 15 udtrykkeligen fortælles, at han ved Forhandlingerne i Nidaros i Anledning af Striden mellem Erkebiskoppen og Kannikerne holdt en Tale paa Latin. Om Lagmanden Sturla Thordssön, den berömte Forfatter af Haakon Haakonssöns Saga, og Hauks Frænde, fortæller Sturlunga Saga (3die B. S. 307) udtrykkeligt at han havde Voxtavler, hvorpaa han gjorde Optegnelser. Overhovedet er det neppe tænkeligt, at Nogen kan have forfattet historiske Værker uden at have kunnet skrive. Hertil kommer nu og den specielle Omstændighed for Islands Vedkommende, at i det 13de Aarhundrede mange, ja de fleste Hövdinger saaatsige havde en Fod over i den geistlige Stand, tildeels endog havde en kirkelig Grad - hvilket igjen forudsatte en vis Boglærdom - for at kunne nyde godt af de geistlige Beneficier. Hvad nu og Hauk selv i Særdeleshed angaar, saa maa man og lægge Mærke til, at den selvsamme Haand, hvorom her er Spörgsmaal, findes i Diplomet fra Oslo, af 1302, i de tvende Hauksböger, der efter al Rimelighed maae være skrevne paa Island, hvor der gaves flere Hjælpemidler til deres Affattelse, end i Norge, altsaa rimeligviis för 1299 eller efter 1317, og desuden, hvad vi snart komme til nærmere at omtale, i Brudstykker af en Gulathings-Lovbog, der naturligviis maa henföres til hans Functionstid som Gulathings-Lagmand. Det er neppe sandsynligt, at han til saamange forskjellige Tider eller ialfald paa saamange forskjellige Steder skulde have benyttet og fört om med sig een og samme Secretair. Det er langt rimeligere, at han selv har fört Pennen. Og endelig have vi hans eget Vidnesbyrd, idet han ved Slutningen af sin Landnáma udtrykkeligen siger: ''„þessa bók ritaða'' (''ek'' - maa være udeglemt i Afskriften) ''Haukr Ellinzun“ . . .'' see Grönlands historiske Mindesmærker I B. S. 36 og Islendinga-Sögur, I B. S. 320.

Vi have altsaa i disse Efterladenskaber fra Hauk Erlendssön ikke alene Skrifter, bearbeidede og saaledes garanterede af ham, men, hvad der er endnu mærkeligere, virkelige Autographer fra hans Haand. Derved blive disse Levninger os dobbelt interessante. Vi vide, at den anseede, i Historien indgribende Mand selv har haft disse Blade for sig, selv har formet ethvert Skrifttræk. Vi betragte med Forbauselse den Flid, hvormed Arbeidet er udfört, og slutte derfra til den overordentlige Interesse, hvormed denne Hædersmand har omfattet litterære Sysler i Almindelighed og Historien i Særdeleshed. Vi beundre hans Nidkjærhed i Embedsförelsen, der ei lod ham hvile, förend han med egen Haand havde afcopieret den Lovbog, efter hvilken han skulde dömme. Og vi fölge derhos med stor Interesse ogsaa de övrige Retninger af hans literære Syslen, forsaavidt de aabenbare sig i allehaande Notitser af forskjelligt Indhold. Vi kunne deraf maaskee endog drage Slutninger om, hvad der kan ansees for at have været Modestudium og sædvanlig literær Beskjeftigelse for de dannede Stormænd paa hans Tid. Endelig er hans Autoritet os vigtig i grammatisk og orthographisk Henseende, og Studiet af hans Retskrivning særdeles lærerigt.

Visheden om Haandskriftens Egthed gjör det os nu let at forfölge hans Virksomhed, og bestemme, hvad der umiddelbart eller middelbart hidrörer fra ham. Thi nærmere Undersögelse af andre Codices eller Levninger af Codices, og deres Sammenligning med de to Hauksböger bringer os Vished om, at der foruden disse endnu haves saare meget, der ligeledes, om end ikke skrevet af ham selv, maa tillægges ham.

Som Hovedskriftet maa vi stedse ansee hans Bearbeidelse af Landnáma, fortrinsviis kaldet ''Hauksbók'', om hvilken han selv (l. c.) siger at han skrev den, deels efter det Exemplar der var skrevet af Hr. Sturla Lagmand, deels efter Styrmer frodes Exemplar, saaledes at han af hver tog det, der i den ene anförtes mere end i den anden, skjöndt de paa de fleste Steder vare samstemmende. Hans Bearbeidelse er saaledes en selvstændig Recension, og den berettiger ham til at opföres blandt Forfatternes Tal. Hvor det er ham muligt, tilföier han ved Genealogierne de Slægtled, der vise hans egen Æt, og kalder sig ved disse Anledninger slet og ret Hauk, enten - hvad der vel er det Rimeligste - fordi han selv ikke passende kunde kalde sig med Titlen, eller - hvad der og er sandsynligt - Bogen er skreven, förend han havde opnaaet Lagmands- og Ridder-Værdigheden. At han, som nogle have troet, skulde være Forfatter af ''Kristnisaga'', som han ligeledes har afskrevet, forekommer os tilstrækkeligen modbeviist i „Grönlands hist. Mindesmærker“ S. 37-47. At der forresten. af Hauks Landnáma kun ere hine 18 Originalblade tilbage, er oftere omtalt; derimod har man Jon Erlendssöns Afskrift, Nr. 105 fol., hvorved dog er at bemærke, at dens förste Halvpart, maaskee ved en Skjödeslöshed af Bogbinderen er sammenbundet med sidste Halvdeel af samme Jon Erlendssöns Afskrift af Landnámas ældste Text, Nr. 107 fol., og omvendt. Denne Feil, som af de tidligere Udgivere ei har været bemærket, er opdaget og rettet af Udgiverne af Islendinga Sögur 1ste Bind, 1843, see Fortalen til dette Værk.


Næst efter Cod. 371, ja maaskee og i höiere Grad, tiltrækker '''Cod. 544''' sig vor Opmærksomhed. Dens Indhold er, i dens nuværende Skikkelse, fölgende.

'''1.''' ''[[Trójumanna saga|Trójumannasaga]]'', paa 12 Blade. Dette er den i Middelalderen sædvanlige Fremstilling af den trojanske Krig, der, som bekjendt, aldeles afviger fra den homeriske og næsten er at ansee som en selvstændig Digtning, see Nyerups „Dansk Morskabslæsning“ S. 32. Nyerup siger her, at den islandske „Trójumannasaga“, han kjender, kun er en Oversættelse fra 1677 af den danske Udgave; det kan maaskee forholde sig saaledes, men i alle Fald viser Tilværelsen af Hauks Trójumannasaga, at det havde været overflödigt at gaa en saadan Omvei. Beretningen om Troja var for vore Historieforskere i Middelalderen af den störste Interesse, thi de svævede fuldt og fast i den Formening, at Troja var Asgaard, ''Tyrkerne'' &#596;: Teukrerne eller Trojanerne vare Aserne. Trojanernes Historie var derfor i deres Öine Asastammens Urhistorie; de sögte og at gjengive de græsk-romerske Gudenavne ved nordiske, hvorpaa isærdeleshed denne Hauks Trójumannasaga afgiver et Exempel. Den begynder nemlig saaledes:

A dogvm Josve er hofðingi var a Iorsala landi yfir Gyþinga lyð eftir Myises at tilskipan sialfs gvðs var sa maðr upp f&#339;ddr i ey þeirri j Iorsala hafi er ''Krit'' heitir er ''Satvrnvs'' var kallaðr en ver kollvm ''Frey''.

Siden tales om hans tre Sönner, Jupiter, Neptun og Pluto, om Jupiters Giftermaal med Juno, om Titanerkrigen, og om Jupiters Elskovsæventyr. Det förste af disse er med ''Io'', Inakus's Datter i Grikkland. Ved denne Leilighed kaldes Jupiter Thor og Juno Sif:

litlv siþarr ferr Ivpiter ein saman við litið skip oc kemr i riki Inakvs han ferr með stafkorlvm oc finnr þræla nockora i skogi oc spyrr þa tiðinda oc hvart konvng se i landi eða hvat þar er frægst þeir segia konvng sitia i goðvm friði en ecki er her tiðara at tala en vm ''Kritar Þór'' hversv sneypilega hann for hann segir ek hefi nockot silfr oc vil ek gefa yðr ef þer komit henni i skogin en þeir vorv heimskir oc tokv við silfrinv oc komv henni i skogin enn Ivpiter greip hana oc hafði hana brott með ser við þetta verðr varr Inakvs og þickir eigi avðvellt eftir at s&#339;kia en er þav koma heim i Krit er Io vanheil en Ivnv konv Ivpiters likar þetta illa oc bregðr Io i kvigvliki oc mælti sva firir at hon skylldi eigi lettari verða fyrr en hon kvemi þar er á felli i .vij. kvislvm til siofar Jvnv sendir til flvgvna Onestio at bita hana en Argvs þrell giætti hennar er hafði .c. avgna .lx. i nacka oc vocktv þav vm netr hon matti alldri lettari verða fyrr en ''Þór'' sendi til Merkvrivm harpslaga sin at svæfa hann hann svæfði þrælin oc drap hann siþan sva er sagt at ''Sif'' kona ''Þórs'' er Io skylldi lettari verða at hon hellt hondvm fram vm kne ser oc spenti þar vm oc kvað galldra oc þa var allt sen at drepin var þrællin oc henni sprat hondin af knenv oc þa varð hon lettari at Erkvles.

Her forvexles, som man seer, Io med Alkmene. Videre fortælles om Lykaon, om Europa, om Salmoneus, der kaldes Salomon, om Edelon og hans Datter Alkonia ''„a Pilon“'', en Sammenblanding af Sagnet om Alkmene og Danae, om Jason og det gyldne Skind, om Priamus og Paris, samt dennes Dom; herom hedder det:

. . . var hann þa kallaðr Paris enn er hann vox vpp elskaði hann miok ''Freyiv'' en siþan er hann vissi vm ætt sina oc hann gerði brvllavp sitt til Thetidem þa bavð hann þangat ollvm gvðvm hon tok vpp eitt gvllepli a þvi var ritað at sv skylldi eignaz er fegri væri oc var þvi kastat millim þeirra ''Freyiv''<ref>Foran ''Freyiv'' har der staaet ''Friggiar oc'', men disse Ord ere underprikkede, det sædvanlige Udslettelses-Tegn; dog bruges nedenfor ved en aabenbar Forglemmelsesfeil ''Frigg'' overalt istedetfor ''Gefion''.</ref> oc ''Sif'' oc ''Gefion''.

Mærkeligt er det her, at Gefjon ansees som svarende til Minerva, vistnok fordi Mythologien fremstiller hende som en Mö. - Jasons Æventyr i „''Kolkos''“ beskrives vidtlöftigt. Om Skindet (''reyfi'') hedder det at det hang ''i Tys hofi'' (&#596;: Mars's Tempel). Siden omtales Herkules og hans Bedrifter. Efterat Geryons Drab er nævnt, fortsættes saaledes:

þaðan for hann i vestralfu heimsins oc er sva sagt at hann kiæmi til heims enda oc gerði þar mikla stolpa til marks viðforli sinnar siþan siglði hann aftr vm ''Norvasvnd'' oc i Italia . . .

Endelig kommer Beskrivelsen over Trojanerkrigen, der er meget vidtlöftig. Om Priamus's Död hedder det at Neoptolemus hug ham ''fyrir Þors stalla''. Sagaen slutter med disse Ord:

Er nv yfirfarit þa sogv er agiætvz hefir verit i verolldvnni i heiðni at allra manna virðingv þeirra er vitrir erv oc flestar frasagnir erv kvnnar en her eftir hefr sogv fra Enea oc þeim er Bretland bygðv.

Man seer saaledes at denne Bearbeidelse af Trójumannasaga vel nærmest maa være hentet fra angelsaxiske Kilder, siden den er bragt i Forbindelse med ''Bretasögur'' eller Indbyggerne af Bretland. - Brettasögur fölge imidlertid ei umiddelbart efter, men paa förste Side af 18de Blad findes 

'''2.''' Naturhistoriske Optegnelser om visse Stenes Udseende og medicinske eller magiske Kraft. Lignende Optegnelser finder man ofte i Haandskrifter fra Middelalderen; de ere Affödninger af de Tiders saameget yndede, halv medicinske, halv magiske Grublerier, og det er vel til Kundskaber i denne Retning at der sigtes, naar der i Sturlungasaga (3 B. S. 133) fortælles om Knut Jarl, at han bedre end nogen anden Mand i Norge kunde ''skynja steina náttúru.'' Som Pröve paa disse Optegnelser hidsættes:

''Gerathises'' heitir stein svartr asionar en ef maðr hefir hann i mvnni ser þa ma maðr þegar segia hvat maðr hyggr vm hann þvi at hann hefir þegianda megin þa mattv vita hvart kona vill iatta biðianda eða nitta en ef maðr hefir þann stein þa rið a þann man miolk eða hvnangi oc mvnv þa þegar flvvr a hann setiaz oc svga oc stinga.

''Magnetis'' heitir sa steinn er finnr a India landi sv þioð er Trogodi heitir hann er svartblar hann dregr iarn at ser Medi fvnnv megin hans legg hann vndir hals kono sofande ef mann forvitnar vm dygð hennar en sv er skir er faðmar sofanda bonda sinn en hora velltr or reckiv sem henni se meðr hendi kastað oc deynir oc merkir sa davnn lávn lastar hennar En ef þiofr gengr i hvs at stela oc leggr hann gl&#339;ðr her oc var oc a ofan nockot af þeim steini i hvern stað sva at hiti oc reykr gangi af i fiora staði oc hverr er i hvsi þvi er flyr hverr i sin stað oc vggir at hvs falli a en þiofr ma taka hvat er hann vill En ef dryckit er af honvm i vatni oc i hvnangi þa er hann goðr við vatnkalfi oc við brvna ef þv stockvir a með honvm.

Efter to med forskjellige Pennepröver og andre uvigtige Sager tilkluddrede Sider fölger nu (fol. 21 b) nogle latinske kalendariske Vers, den saakaldte Cisiojanus, og nederst paa Siden de arabiske Tal 0987654321 saaledes formede, som sidenefter skal omtales. Dernæst kommer

'''3.''' ''[[Breta sögur|Bretasögur og Merlins Spá]]'' paa 23 Blade og een Side af et halvt afskaaret Blad. Blækket er her meget falmet, dog ingensteds saaledes at man jo med nogen Anstrengelse kan læse Trækkene. Det er derfor stor Skade, at den störste Deel af de falmede Skrifter er bleven opfrisket ved en nyere Haand, der har moderniseret Retskrivningen, og med et Blæk, hvis Sorthed paa de fleste Steder hindrer os fra at see de oprindelige Træk. Besynderligt nok, at det er den ellers for Oldskrifternes Bevaring saa omhyggelige Biskop Brynjolf Sveinssön, man har at takke for denne Overmaling, thi paa en Seddel i den forhen omtalte Notitsebog Nr. 435 siger Arne Magnussön: ''„Merlinus spá in membrana i bok (það er bokenn sem eg nu á 4to) sende Mag. Bryniolfur Sigurde Jonssyne lögmanne ok bad hann (so sem vel lesande mann) ad draga i þá oskiru stafena. þad giörde lögmadur, ad samverkande Sigurds Biörnssyne lögmanne, sem þá átte heima i Einarsnese post 1664. enn adr hann vard landskrifare. - Relatio Sigurdar Biörnssonar lögmanns 1707.“'' Slutningen af Bretasögur er mærkelig nok; den viser sig at være tilföiet af den norske eller islandske Oversætter og Bearbeider; om nu dette har været Hauk selv, eller han blot har afskrevet en ældre Oversættelse, maa lades uafgjort. Slutningen lyder saa:

Avll þersi tiðindi er nv hafa sogð verið fra Bretlandz bygð oc þeirra konvnga viðskiptvm er þar vorv yfir erv ritvð eftir þeirri bok er ''historia Britorum'' heitir oc er hon ger af firirsogn Alexandrs Lvndvna byskvps oc Valltara erkidiakn or Axna fvrðv oc Gilla ens froða Kaðvalla var konvngr .xxx. oc vij. ar hann lagþi fyrstr romaskatt a allt England a hveriv ari at giallda Eftir hann var Adalraðr xiij. ar þa var Simbvr drottning eitt ar þa Kinivlfr konvngr .viij ar oc. xx. þa Britivs xvij. ar. þa Eggbrigtvs .xxx. ara oc .vij. in nan hann lagði morg riki vndir sig þa Eiðvlfr svn hans er rikti halft annað ar þa Edelalldr svn hans .v. ar þa Aðalbrigt broðir Eiðvlfs .vi. ar þa Alfriðr broðir þeirra .viij. ar oc xx. hann eignaðiz fyst þersa konvnga allt rikit oc rak brott alla vfriðar menn oc styrði rikinv vel oc lengi eftir hann rikti Jatvarðr svn hans .iiij. ar oc .xx. Eftir hann Adalstein goði .xi. ar oc xx. oc vi. vikvr oc þri daga hann fostraði Hakon svn Haralz konvngs harfa(g)ra.

Dette Skrift, og isærdeleshed det smukke Digt Merlins-Spa fortjente vel at udgives.

'''4.''' Efter Bretasögur fölger et Stykke af religiöst Indhold, kaldet ''[[Viðr&#339;ða Likams ok Salar|Viðr<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ða likams ok salar]]''; det forekommer og i Cod. 619 qv. under Titel: Visio Pauli apostoli. Den udgjör i Hauksbogen 9 Blade.

'''5.''' Paa 3 Blade og 1 1/3 Side fölger dernæst Slutningen af ''[[Hemings þáttr Áslákssonar|Hemings þáttr]]''. Stykket begynder med Presten Huges Dröm om Norges tilkommende Konger fra Harald Haardraade til Sigurd Jorsalafarer. Strax derpaa fortsættes om Haralds Reise til England. I Forbindelse hermed staaer Stykket om Lig-Lodin.

'''6.''' Umiddelbar derefter, paa den samme Side hvor ''Hemingsþáttr'' og Líkaloðinn ophörer og paa de 4 fölgende Blade, findes ''„[[Saga Heiðreks konungs ins vitra|Saga Heiðreks konvngs ens vitra]]“'' &#596;: Hervararsaga. Denne Bearbeidelse er aftrykt i Fornaldarsögur Norðrlanda, 1ste Deel, Anhanget. Da Slutningen mangler, maa flere Blade her være udrevne.

'''7.''' Af det næste Stykke, ''[[Fóstbræðra saga|Fóstbr<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ðrasaga]]'', mangler ligeledes Begyndelsen, hvilket fremdeles bestyrker, at der her maa være en stor Lacune. Fostbrödrasaga indbefatter 13 Blade, men af disse ere kun de 3 förste Blade og 1/3 Side beskrevne med Hauks Haand, Resten, saavelsom de to fölgende Nummere, ere skrevne med en god Haand, hvis Bogstaver ere större end Hauks, og hvis Retskrivning i det Hele taget maa kaldes god, skjönt den ei kan sammenlignes med Hauks; navnligen skjelner den ei, som Hauks, mellem &#339; og æ, og viser sig saavel heri, som i andre Stykker, at være ægte islandsk. At den ellers er aldeles samtidig med Hauk, og sandsynligviis endog tilhörer en Secretair eller Hjælper, hvoraf han har betjent sig, viser den Omstændighed, at hvor den længere nede, efterat have vedvaret gennem omtrent 18 Blade, pludseligen ophörer, tager Hauks egen Haand igjen fat endog i samme Linje, fortsættende Materien. Hauk har saaledes skrevet baade ''för'' og ''efter'' denne Hjælpehaands Anvendelse. Et Facsimile af denne Haand, saavelsom af Stedet, hvor Hauks Haand igjen tager fat, ved Ordene ''Eirikr svar vel.'' findes i Antiqvitates Americanæ Tab. iij.

'''8.''' Med denne Mellemhaand er saaledes det næste Stykke skrevet, indbefattende tre Blade og en halv Side. Dette Stykke er af yderst mærkeligt Indhold. Det fremstiller nemlig Brugen af de arabiske Tal og de fornemste Regler for Regningen af de 4 Species samt Qvadrat- og Kubikrodens Uddragning. At denne Afhandling, uden just at være skreven med Hauks egen Haand, dog hidrörer fra ham og er skreven under hans Opsigt, godtgjöres ei alene af den ovenfor paapegede Omstændighed, men ogsaa deraf, at de röde Capiteloverskrifter ere tilföjede af Hauk selv. Vi have her, saavidt vides, det tidligste Exempel paa Brugen af arabiske Tal i hele Norden, og man skal vel neppe kunne paavise ældre europæiske Skrifter udenfor Norden, hvor de forefindes. Udtrykkene i Afhandlingen ere forresten saadanne, som om det var noget Nyt og hidtil ubekjendt, Forfatteren her fremstillede, og det er derfor ikke saa urimeligt at antage Hauk, der efter hvad vi allerede have seet, var en for sin Tid kundskabsrig og man kunde tilföie curieux Mand, for dens virkelige Concipist. En næsten ganske ligelydende, men noget yngre, norsk Afskrift af Stykket findes indheftet i den ellers ældgamle Cod. 1812 qv. paa det store kgl. Bibliothek i Kjöbenhavn. Fragmenter af en endnu sildigere Afskrift, hvorom vi senere komme til at tale, findes i Cod. Arnamagn. 736 qv. Hauk kalder denne Regnemaade [[Algorismus]]. Fölgende Stykker ville kunne give et Begreb om Indholdet, og tillige om denne Haands Retskrivning:

§ 1. List þessi heitir ''algorismus'' hana fvndo fyst indverskir menn ok skipvdv med .x. stofum. þeim er sua erv ritnir [[Fil:Arabiske tall.jpg|200px]]. Enn fyrsti stafr merkir einn i fyrsta stad enn annar ij. hinn þridi. þria ok hverr eptir þvi sem skipadr er allt til hins. sidasta. er cifra heitir ok skal þessa stafi fra hægri hennde vpp hefia ok rita til vinstri handar sem ebreskv;

§ 6. I siav stadi er skip(t) þessarar listar greinum; heitir et fyrsta viðr lagnign annat af drattr. þridia tvefalldan, fiorda helminga skipti .v. margfalldan. vi. skipting .viij. at taka rot vndan. ok er sv grein a tver leidir. Annat er at taka rot vndan fer skeyttri tololu (''sic''). Enn annat er þat at taka rot vndan att hyrndri tolv þeirri er verpils voxt hefir.

§ 14. Þa er þv leidir eina hveria tolv ok margfalldar i siolfa sik. heitir sv tala ferskeytt (''ovenover:'' qvadrans) oc hin fyrsta tala sv er þv margfalldadir heitir. rot. . .

§ 15. Enn ef þv margfalldar rettliga a ða leið. ferskeytta tolv i sialfa. sik. ok sv tala er af þeirri margfalldan kemr. heitir cvbikvss (''ovenover:'' verpils tala). hvn er alla vega iafnmikil.

Ogsaa her kommer Forfatteren ind paa de Tiders mystiske Physik eller Naturphilosophie. Han slutter nemlig saaledes:

Hver ferskeytt tala hefir .ij. mælingar þat er breidd. ok lengð. Enn cvbvs nvmervss (''ovenover:'' tala) hefir. þrenna mæling. þat er breidd ok lengd ok þykkt. eða hæð. ok þvi kalla. spekingar hvern syniligan likama med þessi tolv. saman. settan. at hann hefir avallt þessa meling þrenna. Með þvi at eilif speki ok einn Gvd villdi heiminn syniligan ok likamligan skapa þa setti hann fyrst .ij. hinar ystv hofvt. skepnvr. elld ok iord. þvi at ekki ma nattvrliga syniligt. vera vtan. þer. þar. sem elldr. gerir lios ok hræring enn iord stadfesti ok halld. En með þvi at þav hafa þrenna viafna hviligleika. ok gagnstaðliga þa var nattvrvlig navdsyn at setia nakkvat milli þeirra þat er samþykkti þeirra osætti. ok sem fyrr var. sagt at elldr ok iord. ok þat allt. sem likamligt. er. þa er med þrefalldri tolv er ver kollvm kvbikvm. saman. sett þa ritvm vær þessa. tva cobivss. ritvm iorðina þessa leið. tysvar. sinnvm. .ij. tysvar. 2. 4. 8. Enn enn elldinn. sva þrysvar. iij. þrysvar. 3. 9. 27. Enn með. þvi at ekki eitt miðskeið ma medal. þessarra talna. einna þat er iafnri hlvtekning heyri til hvartveggia. ok eyngra annarra. tveggia cvba. þa finnvm ver. tvær hlvtfellingar tolvr a þessa lvnd. leidvm rot hins meira kvbs. i kvadratum hins minna kvbss. þat er tysvar .ij. þrysvar 2. 4. 12. ok rot hins minna kvbs j k(v)adratvm hins meira kvbs. þat er þrysvar þrir. tysvar. 3. 9. 18. þessar tvær tolvr heyra iaf(n)t til tveggia hinna enna fyrstv cuba. þvi at .27. hafa i ser .18. oc helming af .18. Enn .18 hafa i ser. 12. ok helming af 21 (''sic!'') Sva hafa ok. tolf .12. i ser .8. ok helming af 8. at sama hetti skalltv avallt lvttekningar. finna. milli tveggia. cvba. Sva skapaði. Gvð tvennar hofvt. skepnvr. milli elldz ok iardar. lopt ok vatn. ok hefir vatn. tva. hviligleika af iorð ok .ij. tolvr af elldi einn hviligleik. ok eina tolv. En lopt helir .ij. hviligleika af elldi ok .ij. tolvr ok tvær tolvr (''sic!'') enn. einn af iorð. ok eina tolv. ok er elldr. þvi lettari enn lopt. sem. 27. erv meiri enn. 18. Enn lopt þvi lettara. en. vatn. (sem) .18. erv meiri enn. 12. ok vatn þvi lettara enn iorð. sem .12. erv meiri enn. 8. Ma þetta fvlligarr skilia .iþeirri. figvrv er her er sidarr. ger. ok kollvt er kvbvs perfectvs.

'''9.''' Efter Stykket om Algorismus fölger den i ''Antiquitates Americanæ'' og „[[Grønlands historiske mindesmærker|Grönlands historiske Mindesmærker]]“ udgivne ''[[Eiríks saga rauða|Thorfinn Karlsefnes Saga]]'', paa omtrent 8 Blade. Her begynder, som ovenfor bemærket, Hauk Erlendssöns egen Haand ved ''Eirikr svarar vel'', Fol. 85 a. Linje 14 f. o. Dog vedvarer denne Hauks Haandskrift kun paa næste Side og ganske lidet af den derpaa fölgende, thi her begynder i 3die Linje ved Ordene ''„þeir fundu þar a landi'' en 3die hidtil i Codex ikke forekommende Haand, hvis Skrifttræk og Retskrivning har et nyere Udseende, end Hauks egen. Et Facsimile af den Side, hvor Haandomskiftningen forekommer, er meddeelt i ''Antiqv. Americanæ'' Pl. iiij. Dog kan denne Haand, uagtet sit nyere Udseende, dog ikke antages for yngre end Hauk, siden dennes Haand efter 1½ Blad atter tager ved, slutter Sagaen og fortsætter dernæst lige til Bogens Ende. Det maa saaledes være en anden, ligeledes islandsk Secretair, han her har benyttet.

'''10.''' Det næste Stykke er den i Fornm. S. 3die B. meddeelte ''[[Saga skálda Haralds konúngs hárfagra|þáttr]]'' om Harald Haarfagres Skalde, paa ½ Side, 2 Blade og 1½ Side, heel igjennom med Hauks Haand, men Skriften er her mange Steder saa godt som ulæselig.

'''11.''' Det sidste Stykke med Hauks Haand, paa ½ Side og 3 Blade, er den ''þáttr'' af ''[[Af Upplendinga konungum|Upplendinga konungum]]'', der er aftrykt i Langebeks Scriptores Vol. 2, og forsynet med et Facsimile, der, hvor daarligt det end er, dog giver ret ordentlig Totalbillede af Skriften.

Paa de fölgende 4 Blade findes Noget af religiöst Indhold, skreven med en fra alt det Övrige noget forskjellig Haand. I sine egenhændige Optegnelser kalder Arne Magnussön dette ''„Ur Adams-bók“''. Dernæst fölger etslags Grundtegning af Jerusalem, lignende den, der er meddeelt i Werlauffs „Symbolæ ad geographiam medii ævi“.

Endelig slutter Bogen med eet Blad og 1½ Side, paa hvilke det gamle Eddadigt ''[[Völuspá (Hauksbók)|Völuspá]]'' findes afskrevet med en stor, ikke synderlig smuk Haand, vistnok betydelig yngre end Hauks Tid. Ogsaa Pergamentet er her saa forskjelligt fra Bogens övrige Deel, at man skulde fristes til at antage dette Stykke senere tilheftet. Det er denne Afskrift af ''Völuspá'', som findes aftrykt i den store Udg. af den ældre Edda, 3die Bind.

Det er ellers at mærke, at ifölge Arne Magnussöns egenhændige Optegnelser i Cod. 435 qv. var Bogen, da han fik den, anderledes indbunden. Han opregner her Stykkerne i fölgende Orden:
 
Ur Landnamabok og Kristindomssögu fragmenta nökkur. (Man seer at han her har regnet Nr. 371 som en Deel af samme Bog.) Geographiea quædam et physica. Theologica quædam ex sermonibus Augustini. Varia, atque inter ea Astronomiea quædam. (De tre her sidstnævnte Stykker fattes nu.) Theologica quædam, videntur esse ur Adams bók. Delineatio urbis Hierosolymorum. Völuspá. (Altsaa have Nr. 11 og Völuspá i den Tid staaet foran.) Troiomannasaga. De gemmis nonnulla. Bretasögur, vída ólæsar. Vidræda Líkams ok sálar. Aptan af Hemings sögu, þar í um Líka-Loðin. Saga Heiðreks konungs ens vitra, vantar við endann. Aptan af Sögu Þorgeirs Hávarsonar og Þormódar Kolbrunarskalz. Algorismus (er de Arithmetica.) Saga Þorfinns karlsefnes og Snorra Þorbrandssonar. Saga skallda Harallz konungs hárfagra. Af nidium Ragnars lodbrókar fragment. Lucidarium. (Ogsaa denne mangler nu). Bókin er in 4to. Det er til denne Liste, at Arne Magnussön har vedtegnet de ovenfor omtalte Notitser i Form af henvisende Anmærkninger.


Af denne Codex's Indhold sees allerede, at Hauks Granskninger og Skribentvirksomhed har strakt sig ud over den egenlige Historie, men at han og har beskjeftiget sig, og i en væsentlig Grad, med Mathematik; og at navnligen Brugen af de arabiske Tal ved ham synes at være bleven gjort bekjendt. Det sees ligeledes, at han undertiden har betjent sig af Secretairer, navnligen af den, der har skrevet Slutningen af Fostbrödrasaga, Algorismus og Begyndelsen af Thorfind Karlsefnes Saga. Man synes paa Grund heraf at maatte være berettiget til, naar man ogsaa andensteds stödte paa den samme Secretairhaand, ligeledes at antage dette for skrevet under Hauks Opsigt eller forfattet af ham, isærdeleshed hvor Materien er af samme eller lignende Art, som hvad der i Cod. 544 forekommer. Og nu træffer man virkelig to saadanne Codices, begge meget smaa, hovedsageligen skrevne aldeles med samme Haand, af et Indhold, der slaar ind i samme Materie, ja hvor endog de charakteristiske arabiske Tal, ''ligedan'' formede, hyppigt forekomme. Disse Codices ere Nr. 415 og 732 qv. Den förste, '''415''', indeholder:

1. To iturevne Blade, hvor Fjordene paa Island findes optegnede.

2. Paverækken.

3. Computistiske Bemærkninger, hvortil og hörer en saadan af concentriske Cirkler bestaaende Figur af Verdenssystemet med Planeterne, som (findes afbildet i Rímbegla, S. 110, samt nogle latinske Memorialvers.

4. [[Stjörnu-Odda draumr|Stjærne-Oddes Dröm]].

5. De af Langebek i Scriptt. rer. Dan. T. II. S. 177-199 udgivne Annales vetustissimi, der ende 1313, og hvor der desforuden findes endeel mathematiske Bemærkninger om Cirklens Udmaaling. Hos Langebek findes Facsimile af en heel Side. Mærkeligt nok, at disse Annaler, der ellers i mange Stykker Ord til andet stemme med de saakaldte regii, nöiagtigen udelade enhver Notits, hvor Hauk selv er nævnt, aabenbart af den Grund at han, som Forfatter, ei behövede disse Antegnelser om hvad han selv bedre end nogen anden vidste.

6. Efter Annalerne fölge Bisperækker fra Nidaros, Provinds, Kongerækkerne for de 3 nordiske Riger, og det bekjendte Langfeðgatal, hvoraf Langebek har meddeelt saavel Aftryk som Facsimile i Scriptt. rer. Dan. 1ste Bind. De Bisper, der sidst nævnes, ere:

Eilif i Nidaros (der blev indviet 1311), Narfe i Bergen (&dagger; 1304), Arne i Stavanger (&dagger; 1303), Eyvind i Oslo (&dagger; 1304), Thorstein i Hammer (&dagger; 1305), Dolgfinn paa Orknöerne, (fra 1286 til 1309), Erlend paa Færöerne (fra 1269 til 1308), Arne i Skaalholt, fra (1298-1320), Jörund paa Hole fra (1267-1313), Thord paa Grönland (c. 1308); de tre Konger, der sidst nævnes, ere Haakon Magnussön, Erik Menved og Birger Magnussön. Vi see saaledes at Skriftet maa være forfattet mellem 1311 og 1313, hvilket og passer til Annalernes Ophör.


'''Nr. 732 b''', en langagtig Qvart, indeholder:

1. Brudstykker af computitiske Notitser med samme Haand og aldeles af samme Indhold, som dem i 415.

2. Endel latinske Memorialvers m. m.; hermed fölger en Bemærkning om den aarlige Feil ved Beregningen af det julianske Aar, hvorom nedenfor.

3. Vindrosen med latinsk Forklaring, fremdeles astronomiske Bemærkninger om Maanens Gang m. m.

4. En Figur, fremstillende Verdensdelenes gjensidige Beliggenhed, afbildet i Facsimile i Rímbegla S. 478 og i Antiqvitates Americanæ S. 279.

5. Verdenssystemet, afbildet som i 415.

6. Bemærkninger om Dagens forskjellige Længde, og om Solens Gang.

7. Latinske Memorialvers af grammatisk Indhold.

8. Afbildning af Dyrekredsen med Forklaring.

9. Forklaring af de hebraiske Bogstaver.

10. Grundtegning af Labyrinten, eller, som det kaldes, ''Völundarhús''.

11. Fremstilling af 1/16 af Christi Længdemaal, med tilföiet Bemærkning, hvorledes det kan tjene som Amulet.

12. Maanedscirklen for Maaneaaret m. m.

13. Latinske computistiske Regler til Brug ved Finger-Regningen, hvorfor og en Haand staaer afbildet ved Siden.

14. En Grundtegning af Jerusalem, lig den i 415.

15. Nogle Penge- og Vægt-Beregninger, skrevne tildeels med et Slags Cipher. Derhos er 1 Blad, beskrevet med en nyere Haand, senere, som det synes, tilheftet.


At Alt, hvad der er skrevet med denne Haand i de to nævnte Codices, hidrörer fra Hauk, derom overbevises man saameget mere ved at undersöge '''Cod. 736 qv. 3''', der paa to Qvartblade fra c. 1370 indeholde Brudstykker af Afskrifter, deels af „Algorismus“, deels af Notitser, der findes i 415 og 732 b, deels endog Efterligning af Afbildningen af Planet-Ringen, af Völundarhús m. m. Disse Sager maa vistnok, da Afskriften foretoges, have staaet i samme Bind, eller have udgjort Bestanddele af samme Bibliothek, med andre Ord, de have været Dele af Hauks literære Efterladenskab. Og erkjende vi först dette, da maae vi ogsaa slutte Rækken ved at erklære for hidrörende fra Hauk det store Qvart- eller Folio-Ark '''736 1.''', af hvilket Facsimile er leveret saavel i Antiqvitates Americanæ, som i Werlauff's Symbolæ og i Rímbegla, og hvor ei alene de ofte omtalte Ringe, nemlig Planet-Ringen og Jordeel-Ringen findes indförte, men derhos Grundtegningen af Jerusalem; hvorhos Texten foruden geographiske Notitser indeholder computistiske, tildeels af samme Indhold som 415 og 732 b, og rigeligen forsynede med arabiske Tal aldeles af samme Form, som dem i Algorismus m. m. Et Brudstykke af et Blad, beskrevet med ganske den samme Haand som 736. 1., indeholdende computistiske Regler og astronomiske Bemærkninger, og mange arabiske Tal, er nylig fundet i det norske Rigsarchiv, og maa naturligviis föies til den övrige Række af de haukske Levninger af kalendarisk-chronologisk Indhold.

Meget af det her korteligen Anförte er af særdeles Interesse og röber en dyb Granskning. Man betragte blot de ved Annalerne (Langebek T. II S. 192) anförte Cirkelberegninger, der forudsætte megen mathematisk Kundskab. Fölgende Bemærkning i 732 b om Feilen ved den julianske Tidsregning, röber en for en Mand i Aaret 1313 sjælden astronomisk Indsigt:

Meistari Galterus fann þær .8. momentur er askortir at solin gangi hring sinn a arinv. þær atta momentur takaz af þeim 6 stvndvm er vmfram ero þa .5 daga ok .60. ok .300. þat er fvlt solar ar. þessar .8. momentur erv a fimm arvm. ein stvnd. Enn a hvndraði ara tolfræðv erv þat stvndir .24. þat verðr dagr ok nott. enn fyrir þvi at sa dagr er eigi vpp tekinn þa þoka sollhvavrf of tvav dægr a hundraði vetra tolfræðv. Er þat ok sanlega sagt at þa varo solhvarf jola nott er var herra var fæddr en siþan hafa sva þokat at nv verða solhvavrf en næsta dag eptir Magnusmesso. I þann tima var Jonsmesso solstaða a svmar enn nv er idus Junii.

Da Feilen ved de julianske Aar af 365 Dage og 6 Timer efter nöiagtige astronomiske Beregninger er 11 Minuter og 12 Secunder for meget, vil man hvert 5te Aar faae et Overskud af 56 Minuter og 2 Secunder, hvilken omtrent svarer til en Time, der angives i ovenanförte Notits. Her beregnes Tiden, naar Feilen udgjör en heel Dag, til 120 Aar, hvilket er 8 Aar for lidet, da Tidsrummet egentlig er henved 128½ Dag, men noget maa man naturligviis holde den Tids Ubehjælpsomhed i Brökregning til Gode, og noget hidrörer vel og fra en Bestræbelse efter at bruge runde Tal. Forf. angiver Solhvervene paa den Tid (i Begyndelsen af 14de Aarhundrede) til 14de Juni og 14de December. Da Tidstabet for hvert Aar er 11 1/5 Minut, bliver Feilen for de 10 Aarhundreder mellem det nicæiske Kirkemöde 325, da Solhvervene indtraf den 21de, omtrent 7 7/9 Dag, hvilket stemmer med Forfatterens Beregning. Gaaer man længer op i Tiden, til Christi Födsel, faaer man Solhvervene mellem 23de og 24de. Altsaa vare Hauk Erlendssön og hans Autoritet „Mester Galterus“ allerede ved Begyndelsen af 14de Aarhundrede opmærksomme paa den Feil, der senere har bevirket Indförelsen af den gregorianske Kalender, og hvorom det ellers heder at man först bemærkede den i det 15de Aarhundrede.

At anföre vidtlöftigere Pröver af de ovenfor nævnte astronomiske og computistiske Afhandlinger vilde lede til for stor Vidtlöftighed og tillige være overflödigt, da det Meste deraf, rigtignok uden at Hauk er nævnt som Hjemmelsmand og med forandret Orthographi, er aftrykt i Rímbegla. Derimod hensætte vi en Pröve paa Cipherskriften. Den bestaaer deri at enhver Vokal (som saadanne ogsaa regnede ''v'' og ''j'') ombyttes med den i Alfabetet næst paafölgende Consonant, medens der ved Consonanterne selv ingen Forandring foretages; f. Ex. ''pfnnkgbr'' læs ''penningar'', i det her fölgende Stykke:

Þrir penningar talðir eru við ein vegin || 20 pfnnkgbr xfgnkr k bxrtbxg || 3 avrtavgar i eyri || 8 avrar i mavrk || Þbt fr tkðbzt bt 3 m'kr gbngs sklfrs sf k mptk skkrrk (&#596;: skirri) || þrk væg gzllkng mptk gangs sklfri || Mbxrk bf gangs sklfri er gffkn (&#596;: gefin) til bt smkðb pr mbxrk skkrri firir xtbn gylling || Atta merkr gangs silfrs || Þat er mbxrk gxllz. Þrimtigvm sinna skal blasilfr vega moti gvlli || 10 sinnvm skirt silfr moti gvlli.

Fiorar ero iustur i bolla. 4 bollar i ask.

Fiorar merkr ok .20. i lifs pvnd || þav .24. i skippund || 10 skippvnd i lest || 22 lestir i a havfn. 3686400 peningar i lest.

Hvad Penningeantallet i Læsten angaaer, da er det her ansat 1/5 for höit efter den ovenstaaende Beregning, thi ere der 20 Penninger i Örtugen, komme 480 i en Mark, og naar Skippundet eller 1/10 Læst holder 576 Mk, bliver Antallet af Penninger i Læsten 2764800. Men Feilen ligger aabenbart deri, at Lispundet er ansat til 24 Mk (&#596;. 12 Pd) istedetfor, som sædvanligt, til 32 Mk (16 Skaalpund). Beregnes det til 32 Mk, udkommer netop Totalproductet 3686400.

Da der i de ovenomtalte Sager ogsaa findes flere Stykker paa Latin, maa vi altsaa formode at Hauk har forstaaet dette Sprog, eller rettere vi finde her fuldkommen Bekræftelse paa hvad vi ovenfor, hvor Spörgsmaalet var om hans Skrivekyndighed, antoge, at hans, som saamange andre fornemme Nordmænds og Islændinges Opdragelse maa have været for den Tid meget omhyggelig, navnligen med Hensyn til Sprogstudium. Ogsaa anbefaler i Kongespeilet Faderen sin Sön paa det Indstændigste, at lægge sig efter alle Sprog, dog helst Latin og Fransk. Ef þú vilt verða fullkominn í fróðleik, þa nem þú allar mállýzkur, en allrahelzt latínu ok völsku, þvíat þær tungur ganga víðast, en þó týn þú eigi at heldr þínu máli eða tungu.

Vi komme endelig til den sidst opdagede Levning fra Hauks egen Haand. Det er en Deel Blade af en Gulathings-Lovbog tilligemed Hirdskraa, skreven med hans Haand og saa lig, isærdeleshed Nr. 371, baade i Bogstavernes Störrelse, Linjernes Afstand, og det hele Format, at den, naar den ellers havde været i sin Orden, hvad her ikke er Tilfældet, gjerne kunde have været indbunden tilsammen dermed. At Hauk som Gulathingslagmand selv afskrev sin Lovbog, er, efter hvad man nu maa antage om hans Lyst til literaire Sysler, ei saameget at forundres over, men desuagtet maa man deri erkjende en höi Grad af Embedsiver og Interesse for Sagen. Han har sandsynligviis ei været tilfreds med de allerede paa den Tid temmelig varierende Lovafskrifter, og derfor selv bearbeidet sig en Text; og negtes kan det ei, at overalt, hvor man sammenligner disse Brudstykker med de övrige Afskrifter af Kong Magnus's Lov, kan man være vis paa, stedse at træffe den med sund Fornuft mest overeensstemmende Læsemaade. Skade derfor, at man ei har hans Afskrift heel, for at kunne lægge den til Grund ved den Udgave, der nu forberedes. Af Hirdskraa maatte det ligeledes være Hauk, som Ridder (&#596;: Skutilsvend), magtpaaliggende at besidde en for alle indkomne Feil renset Text. Som Pröve paa Hauks Lovafskrift kunne vi anföre et Capitel af Arvebolken:

Nv skal þær giafir telia er halldaz skolv þær giafir skolv halldaz er konvngr gefr oss eða ver honvm hverr maðr ma ok gefa fiorðvngs giof af ollv þvi fé er honvm hefir aflaz b<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ði i landi ok lavsvm eyri bornvm sinvm skilgetnvm einvm ef þat vill hann en tivndar giof af ollv þvi fe er hann hefir at erfðvm tekit b<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ði i landi ok lavsvm eyri þó at hann spyri ecki erfingia at hvárt sem hann er heill eða sivkr en þat skal fyst lvkaz af tivndar giof ok fiorðvngs giof er maðr gefr gvði firir sal sina hverivm manne sem hann gefr loggiof sina.


Vi have saaledes fulgt Hauks Virksomhed i de forskjellige Fag, hvormed han beskjeftigede sig. Vi have seet, at han ved Siden af sine vigtige Sysler som Embedsmand - hvilke han maa have rögtet godt, siden han saa længe beklædede dem, og, som det synes, var höit anseet af sin Konge og sine Landsmænd - ogsaa beskjæftigede sig med historiske, mathematiske og naturhistoriske Samlinger; at han i disse for sin Tid maa have bragt det temmelig vidt; at han navnligen synes at have været en af de förste, der i vort Norden betjente sig af og forstod at anvende det arabiske Talsystem; at han man have forstaaet Latin, sandsynligviis ogsaa Fransk og Angelsaxisk; i Korthed, at han maa have været en i Ordets egentligste Forstand dannet og Videnskaberne hengiven Mand. Her paatrænger sig nu Spörgsmaalet: kan man ansee ham for Enestaaende i videnskabelig Henseende, eller kan man ogsaa i Almindelighed fra hans Dannelsestrin gjöre en Slutning til den blandt de Fornemmere herskende Dannelse i Norge og paa Island? Dette Spörgsmaal kunne vi vistnok i det Hele taget besvare med Ja. Vel er det muligt, ja endog sandsynligt, at vi i Hauk have en fremfor sine Ligemænd udmærket Personlighed for os, men den videnskabelige Aand, Respecten for Dannelse og et vist Grundlag af Viden maa dog ogsaa for de andres Vedkommende have været tilstede. Her kan ikke engang være Talen om Mænd som Sturla Thordsön, virkelige Skribenter, der, om de end ikke have overgaaet Hauk, dog idetmindste maa have staaet ham ved Siden. Men her betragte vi de fornemme Ikkegeistlige i Almindelighed. Skulde man nu ikke, efter hvad vi i Forveien allerede tildeels have sögt at godtgjöre af Beretningerne om Kongerne Haakon IV's og V's Kundskaber i Latinen, af Samtalerne i Kongespeilet o. s. v., kunne slutte til en saadan Dannelse, som den antydede, hos Medlemmerne af de anseede Familier? Dertil kommer, at de Fleste af dem sikkert havde været udenlands, idetmindste i Frankrige og England, men ikke Faa ogsaa i Palæstina og Rom, og i tidligere Tider i Constantinopel. De Herrer, som ledsagede Kongedatteren Christina paa hendes Reise til Spanien, havde vist forstaaet eller idetmindste paa Reisen lært baade Fransk og Spansk. Og af Biskop Haakons Breve til den unge Bjarne Erlingssön af Gizke seer man tydeligt, at denne maa have nydt en særdeles omhyggelig Opdragelse. Tænker man sig nu i Forbindelse hermed den Interesse for fædrelandsk Sprog og Historie, der herskede i Landet, og som det sygelige Romervæsen hos os ingensinde formaaede at kvæle; tænke vi os den Friskhed og Kraftighed, som dette nationale Element maatte sprede over den hele Videnskabelighed og Livet i de höiere Kredse, da bliver det Billede vi maae udkaste os af Norges og Islands Magnater i det 13-14 Aarhundrede, et höjst glimrende; og Nationen synes i aandelig Henseende virkelig at have indtaget den Rang blandt Enropas Nationer, hvortil Herkomst, Sprog, Minder og Charakter isandhed berettiger Nordboen.

Det staaer nu tilbage, nærmere at betragte de Levninger, vi middelbart eller umiddelbart have tilbage fra Hauks Haand, iagttage Sprogets og Retskrivningens Egenheder, og, om muligt, bestemme Tiden for deres Nedskrivning. Med Hensyn til den sidste har man, som vi vel maa antage, et temmeligt sikkert Kjendemærke i Hauks Herre-Titel. Denne Titel var, som vi ovenfor have viist, uadskillelig fra Ridderværdigheden. Den anvendtes altid, naar Indehaveren tiltaltes i 2den, eller omtaltes i 3die Person, hvad enten denne Omtale fandt Sted ved ham selv, eller andre. At undlade Tilföielsen, var kun en Slags Forglemmelse, ei Yttring af Beskedenhed, ligesom omvendt Tilföielsen ingenlunde vidnede om Forfængelighed, men den var en Fölge af Skik og Brug; Titlen udgjörde en integrerende Deel af Navnet, og det var i hine Tider ligesaalidet paafaldende at see en Ridder, der omtaler sig selv i 3die Person, kalde sig Herra N. N., som det nu i England findes underligt at see en Baron kalde sig Sir N. N. Under alle Omstændigheder er det vist, at Hauk selv kalder sig Herra, thi saaledes benævnes han i det med hans egen Haand skrevne Stykke af Karlsefnes Saga. Den i Fortalen til Isl. Sögur I Not. S. XVII af Vedkommendes præsumtive Beskedenhed hentede Formening, at Hauk selv ei vilde have kaldt sig Herre, maa saaledes, ligesaavelsom Formodningen om at Herretitlen fulgte af Lagmandsværdigheden, bortfalde. Tvertimod er den Omstændighed, at han i et eller andet af de omtalte Skrifter ei benævnes „Herre“ et ''aldeles sikkert Tegn paa at Nedskrivningen af Værket er foregaaet, förend han blev Ridder.'' Nu er dette nemlig Tilfældet med Landnamsbogen og Kristnisaga. En Mængde Slægtregistre förer her ned til Hauk, men ingensteds kaldes han „herra Haukr“. Derimod finde vi ham i Cod. 544 baade i den ved hans Secretair skrevne Fostbrödresaga, og i Slutningen af Karlsefnes Saga, skrevne med hans egen Haand, kaldet saaledes. Heraf kunne vi altsaa for det förste uddrage den Slutning, at Landnama og Kristnisaga ere skrevne ''förend'' han blev Ridder, Cod. 544 derimod senere. Det kan man og tildeels slutte af Skrifternes Beskaffenhed i begge Böger. Medens Hauks Skrift i Levningerne af 371 er noget större, kraftigere og i det Hele taget mere röbende den yngre Mand, har den derimod i 544 en mere svag Charakteer, om end dens större Sammentrængthed röber noget större Routine; i 544 afbrydes desuden Hauks Haand, som ovenfor viist, hyppigen af mellemkommende fremmede Hænder: han har altsaa enten af Svaghed eller for Travlheds Skyld, maattet bruge Secretair; den ene af Secretairhænderne, er, som vi ovenfor have antydet, rimeligviis den samme, hvormed de Aar 1313 sluttede Annaler ere skrevne; den anden bærer et Præg, som man almindeligviis kun finder i islandske Skrifter fra 1320-40. Vi feile saaledes vist ikke, ved at antage endog en ''betydelig'' Tidsforskjel mellem begge Böger. Den förste maa være skreven för han blev Ridder; den sidste efter den Tid. Seer man hen til, at begge Skrifter ifölge Indholdet væsentligt forudsætter islandske Originaler, bliver det sandsynligt, at de begge ere skrevne under hans Ophold paa Island, hvilket for den förstes Vedkommende bestyrkes af den Omstændighed at han, da den blev skreven, endnu ikke var Ridder - thi denne Værdighed opnaaede han, som vi ovenfor have stræbt at gjöre sandsynligt - vistnok först efter sin Ankomst til Norge i 1299; - hvad Cod. 544 angaaer, indlyser det og af Secretairernes islandske Hænder og Retskrivning. Vi kunne fra denne Slutning endnu gaa et Skridt videre i Tidsbestemmelsen. Medens Landnama og Kristnisaga er afskreven i hans kraftigste Alder, för 1299, eller c. 1294, da han var Lagmand paa Island, kan derimod Istandbringelsen af Cod. 544 neppe henföres til en anden Periode, end hans sidste Ophold paa Island i hans ældre Dage, mellem 1322-1329.

Betragte vi dernæst de to andre Levninger fra hans Haand, Diplomet af 1302 og Gulathingsloven, da kunne vi, hvad hiint angaaer, blot erkjende, at Haanden deri er den samme, som i Cd. 371 og 544, uden at man kan erklære den for mere eller mindre kraftig eller ungdommelig, da Pergamentbladets knappe Rum har gjort ham det nödvendigt at skrive meget smaat. Derimod har Gulathingsloven, som allerede bemærket, en paafaldende Lighed med Brudstykkerne af Landnama, og dens Nedskrivningstid ligger altsaa vistnok meget nærmere dennes, end den anden Hauksbogs, eller 544. Det var ogsaa langt rimeligere, at han gjorde sin Lovbog istand i Begyndelsen af sin Embedstid, end i Slutningen deraf. Gulathingsloven er derfor sandsynligviis nedskreven c. 1303 eller 4.

Ogsaa i Orthographien staaer 371 og Gulathingsloven hinanden nærmere, end nogen af disse og 544. Her kan der naturligviis ikke være Tale om betydelige eller charakteristiske Forskjelligheder, - thi Orthographien maa overalt siges, hvad der og ligger i Sagens Natur, at være ganske den samme, - men kun om saadanne smaa Modificationer, som en og samme Haand i Aarenes Löb letteligen, og somoftest, undergaaer, enten ved virkelige Forbedringer, eller tilvante Skjödeslösheder, e. a. d. Som en saadan, af Skjödeslöshed opstaaet Vanefeil, maa det ansees, at Hauk i 544 har saagodtsom aldeles ophört at bruge Accenter.

En af Hoved-Egenhederne ved Hauks Skrivemaade, hvad enten i Diplomet, eller i 371 eller 544, er at han aldrig bruger Skilletegn. Enkelte Punkter findes vel, men blot for at antyde Forkortninger eller ved Tal. Imidlertid ere Ordene godt og distinct skrevne, og ikke overlæssede med Forkortninger.

Haanden selv er i sin Heelhed net og tækkelig, medens de enkelte Bogstaver i og for sig ikke kunne kaldes saa smukke. Men man seer ved förste Öiekast, at den bærer Soliditetens Præg, og röber en Mand, der har forstaaet hvad han skrev. Röde Initialer og Titeloverskrifter har han selv tilföiet. Charakteristiske baade for 371 og Gulathingsloven er nogle röde Zigzag- eller Slange-Linjer, hvormed han undertiden afdeler Capitlerne. I Gulathingsloven findes desuden et Par större, med Blaat, Guult og Rödt smykkede, Hoved-Initialer. I 544 ere Overskrifterne sjældnere.


Bogstavet ''u'' bruger Hauk slet ikke, kun v. Idetmindste har det ved Gjennemlæsing af endog temmelig lange Stykker i hans Böger været os umuligt, at træffe et eneste ''u''. I de ovenfor anförte Exempler ere derfor ved de Stavelser, som i Originalen staae forkortede og indeholde Vokalen ''u'', dette gjengivet ved <font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>.

Accenter findes, som ovenomtalt, af og til, dog ikke ofte, i Nr. 371 og Gulathingsloven, i Nr. 544 derimod saagodtsom aldrig. Men bruges de end sjælden, saa maa det dog paa den anden Side bemærkes, ''at de'' med Undtagelse af at de anvendes som simpelt Punkt over ''i, altid bruges rigtigt:'' et Tegn paa, at han forstod Retskrivningens og Vokalsystemets sande Væsen, og at deres Udeladelse paa saa mange Steder vel nærmest maa tilskrives Forglemmelse, eller Forhastelse. I Brudstykkerne af Gulathingsloven, der nærmest ligge for os, ere de accentuerede Ord fölgende: átta, á(in), bók, fé, mál, <font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>bóta, <font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>daða, hár, né, <font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>tlægr, á (habet), þó, ráð, fór, búa, n<font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>, <font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>magi, hvárt, ór, fá, sér, áb<font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>ð, bólfesta; flere af disse, som á, fé, ráð, <font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>tlægr m. m. forekomme naturligviis meget ofte. I 544 findes dog ''þór''. Paa Facsimilet af Nr. 371 i Isl. Sögur forekommer ''á, ár'' (amnis) oftere, ligesaa <font face="Old1NordicTimes" size="3">H</font>t, fór.

Omlyden af ''ó'' udtrykker Hauk conseqvent med <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>, &#596;: &#339;, altsaa ikke med æ, hvilket allerede paa hans Tid var almindeligt paa Island, og navnligen brugtes af hans islandske Secretairer. Hauk har altsaa, formodentlig paa Grund af sin hele norske Herkomst, haft en fuldkommen rigtig Forestilling om denne Omlyds Beskaffenhed, og vel ogsaa skjelnet mellem ''æ'' ''og <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>'' i Udtalen. Den eneste Form, hvori han synes at være uconseqvent, er ''bæði'' (ambo), hvilket han altid skriver ''b<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ði'', men netop denne Form er ogsaa i andre Haandskrifter mere tilböielig til at vakle mellem æ og <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>, og rimeligviis maa Grunden söges deri, at allerede i Urformen et ó maa have været forhaanden, hvilket kan sees af det gotiske ''bajôþs''.

Den ved ''u'' bevirkede Omlyd af a udtrykker Hauk paa norsk (tildeels og ældre islandsk) Viis ved'' o'', som ''monnvm, londvm,'' ei ved ö eller <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>.

Endelser, hvori ''u'' og ''i'' ere Vokaler, have hos Hauk somoftest beholdt disse, og ei antaget ''o'' og ''e'', f. Ex. ''b<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ði i landi ok lavsvm eyri'' ikke ''b<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ðe, lande, lavsvm eyre''. Fremdeles et Tegn paa at overholde Orthographiens Reenhed.

Diphthongen ''ey'' skriver Hauk altid saaledes; hverken ''<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>y'', som det allerede formedelst Udtalen var bleven Brug i Norge, eller det endnu urigtigere ''ei'', som paa Island havde begyndt at indsnige sig. Der skjelnes nöjagtigt mellem ''ey'' og ''ei''.

Mellem ''æ'' og ''e'' overholdes ligeledes den strengeste Forskjel.

En Egenhed er det, at Hauk altid skriver Egennavnet ''Helgi'' og den svage Adjectivform ''helgi'' med ''<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>'', nemlig: ''H<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>lgi''. Han har vel her nærmest rettet sig efter den norsk Udtale, thi endnu den Dag idag bliver da hyppigt forekommende Navn ''Helge'' udtalt ''Hölge, Hölje''. Aarsagen maa formodentlig være den, at den ældste Form ''heilagr, hailagr'' er bleven til ''háligr'', dette til ''hóligr'' og siden omlydt ''h<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>lgi''<ref>Forresten maa den Omstændighed ei lades ubemærket, at i vort Oldsprog ''<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>'' og ''e'' staae i etslags Forbindelse med hinanden, thi det er et beviisligt Factum, at hvor ''<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>'' ved en hurtigere, mindre nöjagtig Udtale bliver forkortet, gaaer det altid over til ''e''. Saaledes er Formen ''Gr<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>nland'' om Landskabet af dette Navn i Norge langtfra saa hyppig, som ''Grenland,'' og det deraf dannede Adjectiv heder altid ''grenskr, hinn grenski.'' Saaledes kan og ''Helgi'' være en Forkortning af ''H<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>lgi''.</ref>.

I Brugen af ''h'' foran ''r'' og ''l'' bemærkes hos Hauk en Vaklen; rimeligviis er det meget kommet an paa, hvad han har seet for sig i Originalen. Saaledes skal man i Gulathingsloven have ondt ved at finde noget hl og hr; paa Facsimilet af Cod. 371 af Landnámabók findes baade ''Hrafnkell'' og ''Rafnkell''. I 544 findes derimod oftest ''hr'' og ''hl''. Rimeligviis havde han ogsaa, ved Nedskrivningen af denne Bog, under sit sidste længere Ophold paa Island mere vant sig til den islandske Udtale og Retskrivning.

I Enden af Stavelser ynder Hauk ofte den blödere Lyd af ''Media'', hvor ellers i ældre Skrift Tenuis er sædvanlig. Saaledes har han: ''ervð, selið, að, mig, þig''. Denne Udtale var vistnok ogsaa baade i Norge og paa Island den almindeligste.

Ved Sammenstöd af Consonanter bruger han stundom besynderlige Assimilationer, som ''Garðaz'' f. ''Garðars''. Reflexivformen paa ''-sk'' eller ''-st'' skriver han som oftest ''z'', s. ''bvaz, takaz'', undertiden blot ''-s''. Omvendt oplöser han igjen undertiden et haardt udtalt ''s'' i ''rs'', saaledes findes i 544 ''ors'' f. ''oss'', ja endog ''herstr'' f. ''hestr''. Men ogsaa disse Egenheder synes at tilhöre hans sildigere Periode.

Det vil af disse Hovedtræk lettelig indsees, at hans Retskrivning i det Hele taget er, som man kunde vente den af en saa dannet og forstandig Mand, og at den formelig fortjener at studeres. Hans Tænksomhed aabenbarer sig i Alt, hvad han har afskrevet. Meningslöse Steder, som man ellers desværre altfor ofte træffer endog i gode Codices, söger man forgjæves hos Hauk. I Gulathingsloven, hvor Varianterne ere saa mange og tildeels saa tankelöse, kan man altid være sikker paa, hos ham at finde den fornuftigste og fölgelig den bedste Læsemaade.

Hauks Personlighed som literair Notabilitet bliver os ogsaa i denne Henseende interessant, at den paa det Klareste viser Identiteten af den norske og islandske Literatur, eller rettere sagt af den fælles ''Norr<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>na-Literatur''. Thi noget har han skrevet paa Island, noget i Norge. Selv var han halv Islænding, halv Nordmand, Embedsmand og Eiendomsmand i begge Lande, men ansat ved den norske Konges Hof og norsk Rigsraad. Hans Orthographi holder, ved at slutte sig usædvanligt strengt til det grammatisk Rigtige, saaatsige Middelveien mellem den norske og den islandske Bogstaveringsmaades Udskeielser. At kalde hans Sprog med den exclusive Benævnelse ''islandsk'' istedetfor med den paa hiin Tid ene brugelige, og inclusive ''Norr<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>na'', vil for enhver fordomsfri Iagttager af de anförte Kjendsgjerninger vise sig aabenbar urigtigt.


Hauks Haandskrift er oftere bleven gjengiven i Facsimile, end nogen anden i norske eller islandske Oldskrifter forekommende Haand. Flere af disse Facsimiler ere allerede ovenfor omtalte: vi ville her for Fuldstændigheds Skyld give en Oversigt over dem alle:

1) Af Stykket Nr. 11 i 544, i Langebeks Scriptt. rer. dan. T. II. S. 266. Den gaaer fra Begyndelsen „Olafr svn ingiallz“ til „Halfdan en milldi oc en“. Facsimilet er ingenlunde godt, en Mængde Smaa-Töddler, især Tverstregerne paa ''ð'', ere udeladte, imidlertid giver det dog ved et flygtigt Overblik en temmelig klar Forestilling om Haandens Charakter i Almindelighed.

2) Af et lidet Stykke (förste Deel af 3 Linjer af Cap. VI.) i Kristnisaga, i Udgaven af 1773 S. 33. Dette Facsimile er ret godt, men altfor lidet.

3) Af 2 P. Cap. 5 i Landnamsbogen, i den arnamagnæanske Udgave. Dette Facsimile er ikke synderligt at rose.

4) og 5) Af de ovenfor nævnte tvende Sider i Cod. 544, meddeelt i „Antiqvitates Americanæ“ og aldeles fortrinligt gjengivende Originalen.

6) Af omtrent en halv Side af Landnamsbogens 4de P. Cap. 3 og 4, meddeelt i Islendinga-Sögur 1ste B., udgivet af Oldskrift-Selskabet, ligeledes udmærket fortrinligt. Stykket begynder med „Ævarr het maðr“ - - og ender „alfta fiorð hinn syðra.“

7) Og endelig af det til Erkjendelsen af Skrifternes Authenti saa vigtige Diplom, der i Facsimile ledsager nærværende Afhandling. Til Hjælp for dem, der ei ere vante ved at læse Oldskrifter, meddele vi det her nöie efter Originalen, men med oplöste Forkortninger.


[[File:Norske Riksarkiv - 1302.jpg|900px]]


''Hauk Erlendssön'', Lagmand i Oslo, tildömmer ''Botild'' den Del af Gaarden ''Geirstad'', som hendes Fader ''Thorgard'' havde givet hende, da hun ægtede ''Gudbrand'', men som dennes Maag ''Simun'' forholdt dem.

Efter Origin. p. Perg. i norske Rigsarkiv. Seglet, der har hængt i en Strimmel af Brevet, er afrevet.

<center>28 Januar 1302. [Oslo.]</center>

Ollvm monnvm þeim sem þetta bref sia eða heyra sendir Havkr Erlenz svn logmaðr i Oslo Q G. ok sina ek vil yðr kvnnigt gera at Botilldr kiærði firir mer at hon ok bondi hennar sa er Guðbrandr het hefdi mist .vi. avra bols i Geirsstoðvm þers er Þorgarðr a Havgvm faðir hennar gaf henni eftir þvi sem þeir barv vitni firir mer Hallkell ok þorðr er hia vorv giofinni ok hansalinv hia verandi ok Astv er jordina varðe ok af þvi at þeir barv vitni a logþingi i Oslo þorðr langr Amvndi a Kleifvm Hallvardr a Skvtv rvðe ok skvtv sva sinv male til gvds at þeir vorv þa i hia ok heyrðv at Gudbrandr heimte landskylld af Simvni mage sinvm af fyrr nefndri jorð ok kiærdi at hann hafði rænt hann en Simvn tok exi sina ok liop at Guðbrandi ok var hann halldin sagði Simvn at hann skyllde fyrr hafa vfagnað af honvm en nockora penninga sva barv ok vitni a logþingi Amvndi ok þorðr at þar vorv þeir hia ok sa at Asta er Simvn atte ok Botilldr logðv þetta mal til logþingis ok kom Botilldr en Asta eigi ok a[f þvis]a bornv sem yðr er synt þa sagða ek en logrettv menn d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>mðv Botilldi .vi. avra bol i Gerstoðvm vtan þat geti provat með skilrikvm vitnum at þorgarðr atte minna i jorðinæ þa var henni sva mikit d&#339;mt sem hann atte i ok allar landskylldir þær er af hafa gengit siþan Simvn tok af þeim jorðina nv hverr sem þetta ryfr þa liggr honvm slikt við sem þeim er ryfr logmanz orskvrð ok þingmanna dóm ok til sanz vitnisbvrðar gaf ek firir þetta bref mitt innsigli er gort var ok d&#339;mt svnnvdag hin nesta firir kyndil mersv a .iij. ari rikis mins herra Hakonar konvngs hins koronada.


Oversættelse af Diplomet

Alle Dem, som dette Brev see eller höre, sender Hauk Erlendssön, Lagmand i Oslo, Guds og sin Hilsen. Jeg vil gjöre Eder vitterligt, at Botild klagede for mig over at hun og hendes Husbonde ved Navn Gudbrand havde [uretteligen] mistet de 6 Örers Bool i Geirstad, som hendes Fader Thorgard paa Hauge gav hende, efter hvad Halkell og Thord, der havde været tilstede ved Gaven og Haandselet, vidnede for mig i Nærværelse af Aasta, der havde Jorden i Besiddelse og ei vilde give Slip paa den. Og efterdi Thord Lang, Aamunde paa Kleive og Halvard paa Skuterud vidnede dette paa Lagthinget i Oslo, og erklærede dette sandt for Gud: at Gudbrand fordrede Landskyld hos sin Svoger Simon af förnævnte Jord og klagede over at han havde fraranet ham den, men Simon tog sin Öxe, löb imod Gudbrand og blev holden tilbage, men sagde dog at han för skulde faae al Landsens Ulykke af ham, end nogen Penning; endelig da ogsaa Aamunde og Thord paa Lagthinget aflagde Vidnesbyrd om at Aasta, som var gift med Simon, og Bothild hensköd denne Sag til Lagthinget, men kun Bothild kom, Aasta ikke: - saa, paa Grund af denne Vidnesbyrd, som nu er Eder beskreven, tilkjendte jeg, og Lagrettesmændene tildömte Bothild 6 Örers Bool i Geirstad; dog hvis det med tilstrækkelige Vidner skulde bevises at Thorgards Andeel i Jorden var mindre, tildömtes hende blot saameget som han deri eiede, tilligemed alle de Landskylds-Afgifter, som deraf ere oppebaarne, siden Simon berövede dem Jorden. Hvo som nu krænker dette, han er hjemfalden til den Straf, som er bestemt for den der krænker Lagmandens Kjendelse og Thingmændenes Dom. Til sandt Vidnesbyrd satte jeg mit Indsegl for dette Brev, der blev udfærdiget og dömt Söndagen næst för Kyndelmisse i min Herre Kong Haakon den Kronedes 3die Regjerings-Aar (&#596;: 28de Januar 1302).


Endelig ere ogsaa hans Afskriveres Haandskrifter meddeelte i Facsimile af

1) Langfeðgatal, i Cod. 415; hos Langebek, Scr. rer. Dan. T. I. S. 2.

2) Annalerne i Cod. 4l5; sammesteds T. II. S. 178.

3) og 4) De to Hjælpehænder i 544, paa de ovenfor nævnte, ypperlige Facsimileblade i „Antiquitates Americanæ“.

5) Af 736, I. i Werlauffs Symbolæ.

6) Af 732, b. i Rímbegla.

7) Af 736, I. i „Antiquitates Americanæ“.

<center>____</center>


Efterat Afhandlingen var trykt, er jeg bleven opmærksom paa, et der ogsaa i det kgl. danske Selskabs Diplomsamling, nu afgiven til det historisk-genealogiske Archiv, findes et af Hauk Erlendssön udstedt Brev, og skrevet med samme Haand, men i Aaret 1310, altsaa 8 Aar senere end det som ovenfor er aftrykt, et yderligere og stærkere Beviis paa, at Brevene, og fölgelig alt andet med samme Haand, virkelig ere skrevne af ham selv, da det neppe er tænkeligt, at een og samme Secretair skulde have fulgt ham i mange Aar, og paa hans mange forskjellige Opholdssteder, i Oslo, Bergen og paa Island. Brevet, hvoraf Facsimile neppe gjöres nödvendigt, da allerede Orthographien er tilstrækkelig til at vise, at det er skrevet af samme Mand som Brevet af 1302, lyder saaledes:


Ollvm monnvm þeim sem þetta bref sia eða heyra sendir Havkr logmaðr q. g. ok sina Halvarðr bondi a Stafni ok Arni Jorvnnar svn komv firi mik a stefnv i konvngsgarði i Biorgvin ok kiærði Arni at Halvarðr hafði vloglega tekit af honvm fiski vatn eitt þat er þeir hofðv nockora stvnd vm kiært ok Logrin heitir en Hallvarðr bar þar fram bref vars herra konvngsens ok herra Sigvatz a Leirholvm ok fleiri dvgande manna þau er her erv með læst<ref>Kan vistnok forklares af ''at læsa'', tillaase, vel ogsaa ved et paatrykt Sigill at forbinde, uagtet ''fest'' er det sædvanlige. Skrivfeil af ''t'' for ''f'' kan dog ei her tænkes, da Hauk efter sin conseqvente Orthographi aldrig vilde have skrevet ''fæst'' f. ''fest''. Brevet hænger endnu sammen med 3 andre, det sidste Kongens, med velbevaret Sigill.</ref> hver er segia at þeirra mal er profat ok d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>mt sva sem þav bera siolf vitni vm þa var þat min orskvrðr með samþykt herra Vna Petrssvnar ok margra anna&#640;a dvgande manna fyrst at allr sa domr sem d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>mðr var af herra Sigvati a Leirholvm ok oðrvm dvgandi monnvm eftir boði vars herra konvngsens millim fyrnefndra manna skal allr standa eftir þvi sem hann er d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>mðr ok þar með skal Arni lvka Hallvarði fiora manaðar mati i kost þan er Hallvarðr hafþi i þersi ferð ok .ííj. manaðar mati i domrof innan þers manaðar er þeir koma heim nv at sinni ok til sanz vitnis bvrðar gaf ek ok herra Uni ockor insigli firi þetta bref er gort var i Biorgvin vetrar dag en fysta a .xij. ari rikls vars virðulex herra .H. Norex konvngs.


----


'''Fotnoter'''
<references />


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Hauksbók]]
[[Kategori:Faksimilier]]
[[Kategori:Peter Andreas Munch]]