Forskjell mellom versjoner av «Om Tiendeydelse»
| Linje 8: | Linje 8: | ||
| − | <center><big>[[Grágás (Dansk)|'''GRÁGÁS''']]</big> | + | <center><big>[[Grágás (Dansk)|'''GRÁGÁS''']]</big>[[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>[[Fil:Grågås Cover.jpg|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/gragas-vilhjalmur-finsen-9788743012313| <center>Vilhjálmur Finsen:<br> '''Grágás - Islændernes lovbog''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]] |
'''Islændernes Lovbog i Fristatens Tid''' | '''Islændernes Lovbog i Fristatens Tid''' | ||
Nåværende revisjon fra 27. mai 2020 kl. 22:05
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Grágás - Islændernes lovbog
Heimskringla Reprint
Islændernes Lovbog i Fristatens Tid
Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift
og oversat af Vilhjálmur Finsen
Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870
- Indhold:
- Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
- De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl
Det er fastsat i Lovene her, at alle Mænd her i Landet skulle betale lovlig Tiende af deres Gods. Det er lovlig Tiende, at man skal for hvert Tidsrum af to Halvaar betale en Øre, regnet til sex Alen, dersom man eier 100 Sex-Alens-Ører. Den, der eier ti Sex-AIens-Ører, foruden sine Hverdagsklæder, gjældfrit, skal give en Alen Vadmel, eller Ulden af et Faar — en saadan Uldtot, at sex lignende udgjøre et haspet Garnbundt — eller et Lammeskind med Ulden paa; men den, som eier tyve Ører, skal give to Alen. Men den, som eier fyrgetyve Ører, skal give tre Alen, men den, som eier tredsindstyve Ører, skal give fire Alen. Den, som eier firsindstyve Ører, skal give fem Alen. Den, som eier 100 Ører, skal give sex Alen. Det Gods behøver ikke at angives til Tiende, som iforveien er givet til gudeligt Brug, være sig at det er givet til Kirker eller Broer eller Færgebaade for Reisende, hvad enten Godset bestaaer i Jorder eller Løsøre. Præster behøve ei heller at betale Tiende af det Gods, de eie af Bøger eller Messeklæder, eller noget af det, som de bruge til Gudstjenesten; af andet Gods skulle de betale Tiende. Af den Beholdning af Levnetsmidler, som haves om Foraaret, behøver man ikke at betale Tiende, dersom man vedbliver sin Landhusholdning. Ophører man med den, eller man afhænder noget af Beholdningen, skal man betale Tiende deraf. Dersom man eier et Godedømme, behøver man ikke at angive det til Tiende; et Herredømme er det, men ikke Formue. Alle Bønder, der [have saadan Formue, at de] skulle betale Thingreiselønsafgift, bør betale Tiende af deres gjældfrie Gods; ei skal der undtages, hvad der behøves til deres trængende Slægts Underhold. Om han end har ringere Formue [end at han skal betale Thingreiselønsafgift], men han dog eier ti Ører gjældfrit, skal han betale Tiende deraf, hvad enten han er Bonde eller tjenestekarl, med mindre han har saadanne trængende Slægtninge, som han er pligtig at underholde ved sine Hænders Arbeide. Det er ret, at alle de trængende, som ikke skulle betale Tiende, [kunne] modtage Tiende [i Fattigunderstøttelse]. Ligesaafuldt skulle Kvinder betale Tiende, som Mandfolk.
Hrepsmøder skal man holde om Efteraaret i hver Hrep, ikke før end naar fire Uger ere tilbage af Sommeren, og [der] fordele Tienden [blandt de trængende, som skulle modtage den hos Yderne]. Tienden skal være fordelt den første Søndag i Vinteren. Fem Mænd, som dertil findes bedst skikkede, være sig Bønder eller Tjenestekarle, skulle antages i hver Hrep til at fordele [blandt de fattige] Tiende og Madgaver, og være tilstede ved Folks Edsaflæggelse [til Bekræftelse af Tiendeangivelsen], og sagsøge Folk for Lovovertrædelser. Hver Mand, som har at betale Tiende, er pligtig til at begive sig til saadant Hrepsmøde, eller at skaffe en Mand i sit Sted, til at udføre de ham paahvilende lovlige Forretninger, en Mand, som [har de Egenskaber, at han] kan gyldigen forpligte sig ved Haandtagsløfte. Dersom han ikke selv, eller nogen paa hans Vegne, indfinder sig før Middag, paadrager han sig derved Straffebøder af tre Mark, og skal han betale den Tiende, som bliver fastsat for ham. Der [paa Mødet] skal der opregnes, hvor meget Gods hver Mand eier; man skal vurdere Jorder og Løsøre, og skal det Gods vurderes, som ved den lovbestemte Fardagstid var til, gjældfrit. Selv skal enhver vurdere sit Gods, og angive det, men naar han har opregnet og vurderet sit Gods, skal han i sin Haand tage en [hellig] Bog eller et Kors og tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om« — skal han sige — »at jeg sværger Ed paa Bogen, lovlig Ed, og det siger jeg Gud, at jeg eier saa meget Gods, som jeg nu har opregnet, eller mindre«. Men vil han ikke aflægge Ed, naar han opfordres dertil, da straffes han derfor med tolv Marks Bøder; opfordret dertil er han, naar han bedes derom. Hans egen Angivelse af Godset skal gjælde, og skal han deraf betale Tiende, med mindre han edelig ansætter det en Fjerdedel ringere end det [i Virkeligheden] er. Ansætter han ved Ed sit Gods en Fjerdedel ringere, end det [i Virkeligheden] er, straffes han derfor med tolv Marks Bøder, og skal han betale saa meget i Tiende, som de Mænd, der forestaae Hrepsmøderne, uden Aflæggelse af Ed, beregne hans Gods til, og tildele ham at betale. Naar en Mand har aflagt Ed, skal han betale Tiende af Godset saaledes som han har svoret paa at det er, med mindre hans Gods formindskes eller forøges med 100 Ører. Dersom hans Gods formindskes, saaledes at det er blevet 100 Ører mindre efter den Tid, da han gjorde den edelige Angivelse, er han berettiget til at begive sig til Hrepsmødet og opregne sit Gods og bekræfte sin Angivelse med Ed og yde Tiende af hvad han sværger at det er. Dersom hans Gods forøges med 100 Ører eller mere, er det ret, at han begiver sig til Hrepsmødet og anmelder det og betaler Tiende deraf. Formene Hrepsbeboerne, at hans Gods er forøget mere end han siger, eller at han ingen Anmeldelse vil gjøre, uagtet hans Gods er forøget med 100 Ører eller mere, skulle de Mænd, der forestaae Hrepsmødeme, sende Bud til ham, at han skal komme til Hrepsmødet, og edelig angive sit Gods anden Gang. Dersom han ikke vil aflægge Ed anden Gang, naar Forstanderne for Hrepsmødeme fordre det, skal han derfor bøde tolv Mark, og er skyldig i Undladelse af at aflægge Ed, og skal han betale saa megen Tiende, som Forstanderne for Hrepsmødeme beregne hans Gods til, og yde Tienden til de [fattige] Folk, som de bestemme. Naar en Mand bliver skyldig i Undladelse af at aflægge Ed, ere Bønderne i Hreppen søgsmaalsberettigede i Sagen mod ham derfor, hvem af dem, der først vil. I den Sag skal Stævning foretages paa den sagsøgtes lovlige Hjem, og skal man [i Stævningen] gjøre Paastand paa, at han dømmes til at bøde tolv Mark, og skal der [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes fem Nabobønder til ham. Dersom Kviden udsiger, at han er skyldig i Undladelse af at aflægge Eden, skal Domstolen tildømme Sagsøgeren sex Mark, men de øvrige sex Mark skulle betales sammen med anden Tiende.
De Hrepsmænd, som dertil ere antagne, skulle skifte hver Mands Tiende i fire Dele, undtagen den er mindre end en Øre; da bør den være udelt. En Fjerdedel af Tienden skal gives de indenhreps fattige, som i det Aar behøve det til Underhold af dem, som de skulle forsørge, og skal den deles mellem dem; man skal give mere til den, som trænger til mere. Ei skal Tiende gives ud af Hreppen, undtagen Forstanderne for Hrepsmøderne blive enige derom, og de finde, at Udenhrepsmænd ere mere trængende. Det Gods, der skal gives de fattige, skal bestaae af Vadmel eller Overkapper af den Slags, som gaae i Handelen, eller i Uld eller i Faareskindspelse eller i Mad eller i Fæ af alle Slags, undtagen Heste. Det skal være betalt og afgivet til de fattige Mænd, der skulle modtage det, inden Mortensdag. Dersom det da ikke er betalt, regnes det for Tilbageholdelse af Tienden, og den, der skal betale, straffes derfor med Bøder af sex Mark; den fattige, hvem Tienden er tildelt, er søgsmaalsberettiget i den Sag, baade til at anlægge Sagen og til at overdrage til en anden paa sine Vegne at anlægge den. Ligeledes er den søgsmaalsberettiget i Sagen, som er antagen i Hreppen som Anklager, og som har bestemt, at Tienden skulde udbetales til den fattige. I den Sag skal Stævning foretages paa den sagsøgtes lovlige Hjem og skulle fem Bønder, de, der boe nærmest Stævningsstedet, tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn]. Den Mand, som har tildelt den fattige Tienden, kan gyldigen foretage Stævning [mod den, der ikke betaler Tienden] paa sin Bopæl, den Torsdag, da fire Uger ere forløbne af Sommeren, dersom den ikke inden den Tid er betalt. Han kan den Dag modtage Vadmel til den fattige, dersom den anden da vil betale; ei er han pligtig til da at modtage Tienden i andre Gjenstande, undtagen han vil. Bliver den ikke betalt den Dag, skal den Mand, der er antagen til Hrepsanklager, eller den, han giver Fuldmagt til at føre Sagen, gaae ud paa Hjemmemarken paa sin Gaard og tilkalde Vidner paa, at han er beredt til at modtage den Tiende, som den anden skulde betale, og skal han nævne hans Navn og angive, hvor stort Beløb det er, og »han seer ingen, der betaler for ham«. Han skal tilkalde Vidner anden Gang: »til Vidnesbyrd om« — skal han sige — »at jeg stævner ham« — og skal han nævne ham — »for, at han tilbageholder Tienden for den og den« — og skal han nævne den fattiges Navn — »og jeg paastaaer ham dømt til derfor at bøde sex Mark, og til at betale Fjerdedelen af Tienden med det dobbelte Beløb, eftersom Nabobønder vurdere den, [eller] den Del af den, som ikke er betalt, dersom noget af den er betalt; jeg stævner til Betaling og Udredelse af det Gods« — og skal han angive, til hvilket Thing han stævner, og skal stævne »med lovlig Stævning«. Han skal [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkalde fem Bønder fra Nabolaget af det Sted, hvor han stævnede.
En anden Fjerdedel af Tienden skal Biskoppen have, men den skal betales i Vadmel eller Overkapper af dem, som gaae i Handelen, eller Lammeskind med Ulden paa, eller i Guld eller i renset Sølv. Naar Biskoppen bereiser Landsfjerdingen, skal han i hver Hrep, naar Folk ere forsamlede ved Kirke, kundgjøre, hvem der skal modtage den Fjerdedel af Tienden, som tilkommer ham. Betalingstid for den Del af Tienden, som man skal betale til Biskoppen, er ansat til Torsdagen, naar fire Uger ere forløbne af Sommeren, paa den Mands lovlige Hjem, som Biskoppen har givet Fuldmagt [til Modtagelsen]. Gyldigt er det, om der betales før. Betales Tienden ikke til den Tid, skal den, som [ifølge Biskoppens Fuldmagt] er rette Sagsøger, gaae ud paa Hjemmemarken paa sin Gaard, og tilkalde Vidner paa, at han er beredt til at modtage det Gods, som den anden skulde betale, og skal han nævne hans Navn, og angive, hvor stort Beløb det er, og »han seer ikke den Mand, der udreder Beløbet«. Han kan gyldigen der paa Stedet stævne til Betaling af denne Tiendefjerdedel, paa samme Maade som med Hensyn til den anden Fjerdedel, som før er omtalt. Ogsaa kan han senere stævne til Beløbets Betaling paa dens lovlige Hjem, der skal betale det; det Vilkaar har han ogsaa at anmelde det for Biskoppen og lade ham indfordre Tienden paa den Maade, som han vil.
Nu er der tilbage to Fjerdedele; det er hver Mands halve Tiende; den skal gives til Kirker og til Præsternes Underhold, saa meget til hver Kirke, som Biskoppen tildeler den af Tienden, og skal det udbetales til den, der har den Kirke under Værgemaal, som Tienden er tildelt. Kirkeværgen skal kjøbe af Præsten saa megen Gudstjeneste, som han har Midler [af Tienden] til at betale, og skal han skaffe de øvrige Ting til Kirkens Tarv, der ere nødvendige, saavidt Midlerne strække til. Efter de Regler skal der af alle Gaarde i Bøigden betales Tiende til Kirkerne, som Biskoppen har fastsat [angaaende, hvilke Gaarde skulle yde Tiende til hver Kirke], uden Hensyn til hvem det er [Jorddrot eller Leilænding], der boer paa Gaarden. Bonden, der boer paa det Kirkebol, som Tienden er tildelt, er rette Opkræver og Sagsøger i Sagen og kan, om han vil, give en anden Fuldmagt til at anlægge den. Men vil han ikke sagsøge, tilkommer Søgsmaalsretten den lærde [geistlige] Mand, som er Kirkens Tjener, naar han vil anvende det til Kirkens Fornødenhed. Den Fjerdedel af Tienden, som skal betales til Præsters Underhold, skal betales i Vadmel eller i Overkapper af dem, som gaae i Handelen, eller i Lammeskind med Ulden paa, eller i Guld eller i renset Sølv. Men den Del af Tienden, der skal betales til Kirkens Fornødenhed, skal betales i Vox eller i Ved eller i Røgelse eller i Tjære eller i nye Lærreder, saadanne, som ere skikkede til Kirkeklæder, og efter den Pris, hvortil man mod Vadmel kan kjøbe dem i Bøigden. Gyldigt er det, om Betalingen ydes alene i Vadmel. Det Gods skal være betalt i det seneste den Torsdag, da fire Uger ere forløbne af Sommeren, men betales det ikke til den Tid, skal Opkræveren den Dag foretage Stævning paa Hjemmemarken paa det Kirkebol, som Tienden skal betales til, og anlægge Sag derfor som for anden Tiende. Han skal foretage to Stævninger, en for hver Fjerdedel af Tienden, og i hver Sag gjøre Paastand paa Bøder af sex Mark for Undladelsen af Betalingen. Ogsaa kan man vælge at foretage een Stævning for begge Fjerdedele, og har da Sagen [kun] een Bøde i Følge med sig, thi den samme er søgsmaalsberettiget for begge.
Man kan gyldigen i Tiendesag foretage hjemme i Bøigden Stævning til Vaarthinget, dersom Parterne høre til samme Thinglag, og anlægge Sagen for Domstolen der, dersom den sagsøgte er der tilstede. Med Hensyn til den Fjerdedel af Tienden, der tilfalder Biskoppen, kan Sag anlægges, skjøndt den sagsøgte ei er der tilstede. Dersom Lysning er foretagen paa Thinge, skulle fem Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes [til Kvidudsagn].
Dersom en Mand har Værgemaal over en umyndigs Midler, hvoraf han [som Værge] nyder Renterne, skal han yde Tiende af den Del af Renterne, der tilfalder ham, ligesom af det Gods, han før har eiet. Alle islandske Mænd skulle give Tiende af deres Gods, men udenlandske Mænd, dersom de komme hertil Landet, ere ikke pligtige til at betale Tiende af deres Gods her, inden de have været her tre Aar uafbrudt, med mindre de stifte Landhusholdning inden den Tid; men det Foraar skulle de betale Tiende, som de begynde Landhusholdning, og Aaret derefter. Men dersom vore Landsmænd reise herfra og efterlade Gods, da skal den, der har det i Bevaring, betale Tiende deraf, men af det Gods, som han fører bort med sig, er han ikke pligtig til her at betale Tiende, om han ogsaa bliver meget længe borte. Men kommer han her til Landet, skal han her betale Tiende af det Gods, han medbringer hertil, Vinteren efter den Sommer, da han har gjort Reisen hertil, om han end [paa Betalingstiden] er østerpaa i Garderige [Rusland]. Dersom en Mand kommer her til Landet, og hans Gods er forøget eller formindsket, eller han ikke før har edeligen angivet dets Beløb, er han pligtig til at aflægge Ed paa, hvormeget Gods han har, dersom man opfordrer ham dertil. Dersom Ægtefolk eie Gods i Fællig, skal Manden edeligen angive begges Gods. Dersom en Mand og en Kvinde eie Gods sammen, skjøndt de ikke ere Ægtefolk, skal Manden aflægge Eden. Dersom Mandfolk eie Gods sammen, er det gyldigt, at den ene af dem aflægger Ed; dersom den ene vil skyde Eden over paa den anden og ingen af dem vil aflægge den, kan Sag anlægges mod begge. Den skal edeligen angive Gods, som er lovligen raadig over det. Dersom Renter tilfalde en Mand [som Bevarer] af en udenlandsværendes Gods, skal han betale Tiende deraf, som naar Renter tilfalde ham af umyndiges Midler. I den Hrep skal man betale Tiende, hvor man har lovligt Hjem i det paagjældende Aar, hvorsomhelst Godset beroer.
Man kan gyldigen forliges om Tiendesag, medens den ikke er indstævnet; dog kan man [ogsaa] gyldigen forliges om Sagen, skjøndt Stævning er foretaget, og skal der [da] ei bortfalde mere af Bøderne, end Halvdelen. Gaaer man ved Forlig ind paa mindre Bøder end tre Mark, straffes man med Tremarksbøder og er hvo der vil søgsmaalsberettiget. Dersom Tiende ikke betales hjemme i Bøigden og der ikke er stævnet derfor, kan der gyldigen den næste Sommer derefter paa Althinget, paa Lovbjerget, foretages Lysning af Sagen. Indenhrepsmænd eller de, som faae Fuldmagt af dem, ere berettigede til om Fredagen og Løverdagen [i Althingets første Uge] at lyse til Tiendesøgsmaal; dersom Hrepsmænd ikke have lyst før Søndagen, kan efter Søndag hvem der vil gyldigen foretage Lysning, indtil Domstolene drage ud [til Sagers Paakjendelse]. Den, der vil lyse til Søgsmaal om Tiende, skal gaae til Lovbjerget og tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om« — skal han sige — »at jeg lyser til Søgsmaal imod ham« — og skal han nævne hans Navn — »for at han har undladt at betale den og den Fjerdedel af Tienden« — og skal han angive, hvilken Fjerdedel det er — »jeg paastaaer ham dømt derfor til at bøde sex Mark og til at betale den Del af Tienden, der ikke er betalt, med det dobbelte Beløb, eftersom Nabobønder vurdere det til« — og skal han angive, til hvad Domstol han lyser — »jeg lyser lovlig Lysning.« Naar man lyser til Tiendesøgsmaal skal man tilkalde fem Nabobønder til den sagsøgte paa Thinge [til Kvidudsagn]. Men naar man hjemme i Bøigden foretager Stævning i Tiendesag, skal man paa Thinge tilkalde [til Kvidudsagn] fem Bønder, der boe nærmest Stævningsstedet. Ingen Forkastelsesret kan anvendes mod saadanne Kvidmænd, undtagen med Hensyn til, om de ere de nærmest boende eller ikke. Ei skulle Feil ved Sagens Behandling tages i Betragtning i Tiendesager, dersom Sagen er retteligen anlagt. Dersom den sagsøgte i en Tiendesag anlægger Modsøgsmaal, skal dette ikke tages i Betragtning, med mindre det gaaer ud paa Straf af Landsforvisning eller mere; Modsøgsmaalet skal [ogsaa] tages i Betragtning, dersom det er et Tiendesøgsmaal. Kun da kan der paa Thinge foretages Lysning og samme Sommer anlægges Tiendesag, dersom den sagsøgte er tilstede paa Thinget; dog kan der anlægges Sag angaaende den Fjerdedel af Tienden, der tilfalder Biskoppen, uagtet den sagsøgte ikke er paa Thinge. Ei forældes Tiendesag mere end anden Sag om Gods eller Gjæld. Dersom man ikke betaler den Tiende, man skal yde, i Løbet af de to første Halvaar, skal der stævnes paa dens lovlige Hjem, der sagsøges, eller Lysning foretages paa Thinge. Foretager man hjemme paa sin Bopæl, naar fire Uger ere forløbne af Sommeren, Stævning af Tiendesag, skal Domstolen dømme, at Beløbet skal betales paa samme Sted, fjorten Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag, [nemlig] den udestaaende Tiende og sex Mark i Bøder: der skal tildømmes Sagsøgeren tre Mark, men andre tre Mark skulle lægges til den Fjerdedel af Tienden, som der er stævnet for. Men dersom Stævning er foretaget paa den sagsøgtes Hjem, skal det ved Dommen fastsættes, at den udestaaende Tiende og Bøderne skulle betales der, fjorten Nætter efter Vaabentag. Men dersom der paa Thinge er foretaget Lysning af Tiendesag, skal Domstolen ved Dommen fastsætte, at Tienden og Bøderne skulle betales paa den sagsøgtes lovlige Hjem, fjorten Nætter efter Vaabentag. Men alle de Pengestraffe, der følge af disse Sager, samt Straffebøder skulle ved Dommen bestemmes i Ører, hver Øre beregnet til sex Alen.
Med Hensyn til al Tiende, der er ringere, end at den skal deles [mellem alle fire Tiendelagere], er det fastsat, at den skal følge med Fattigtienden om Efteraaret, med mindre Biskopperne ville særligen lade den henlægge til Kirker.
Biskoppen skal bestemme, til hvilken Kirke Tienden skal betales fra hver Gaard, og skal det gjælde, saalænge den samme Biskop forestaaer Bispeembedet. Dersom Biskoppen tillader, at der opføres en Kirke, hvor der ikke før har været nogen, kan han gyldigen til den Kirke henlægge Tienden af en Gaard, skjøndt denne henhører iforveien til en anden Kirke. Biskoppen er berettiget til at tage Tiende fra Kirker, skjøndt han har henlagt den til dem, dersom deres Værgemaal forestaaes slettere end fastsat er. Har Biskoppen ikke [om Tiendens Henlæggelse til Kirken, oprindelig] taget nogen Bestemmelse, og lader det være, som det har været før, er han berettiget til, naar han vil, at fordele Tienden paa anden Maade, men ikke skal han foretage Fordelingen oftere end een Gang.
Hver Mand skal med Ed bekræfte, hvormeget Gods [hvoraf Tiende skal ydes] han eier, og er pligtig dertil, naar han er sexten Aar gammel. Og skulle alle aflægge [saadan] Ed i hvert Tidsrum af tre Aar. Tjenestekarle eller Indsiddere skulle aflægge Ed for en Bonde. For en saadan Bonde skulle de aflægge Eden, som de Mænd, der i hver Hrep ere antagne til at paasee, at Ed [med Hensyn til Tiendeangivelse] aflægges af Folk, finde gyldigt; Bonden er pligtig til paa Hrepsmødet at anmelde saadan Tiende.
Paa det Sted skal en Mand om Foraaret betale Tiende, hvor hans Tiende om Efteraaret er bleven fastsat, men er det ingensteds skeet, skal han betale paa det Sted, hvor han Mortensdag har fast Ophold.
Dersom Faderen døber sit syge Barn, skal han ikke af den Grund skilles fra sin Kone [uagtet det aandelige Slægtskab, han derved kommer i til hende]. En syvaarsgammel Dreng skal døbe Barnet, dersom en voxen Mand ei er til; en yngre Dreng kan kun i det Tilfælde foretage Daaben, dersom han kan Pater Noster og Credo. En Kvinde skal døbe, dersom en Mandsperson ei er tilstede, og er der samme Straf for en Kvinde som for en Mandsperson, dersom hun ikke forstaaer sig paa at døbe. Ei skal et Barn døbes om igjen, om der end er udeladt Ord eller Handlinger, saafremt det forhen er blevet døbt i Faders og Søns og den Helligaands Navn, og Barnet er blevet noget vaadt. Dersom Præsten ikke forholder sig saaledes med Daaben, at Biskoppen finder det rigtigt, straffes han med Landsforvisning og er Biskoppen søgsmaalsberettiget. For tolvaarsgamle Mænd og Kvinder er det Pligt at forstaae sig paa at døbe Børn og at kunne de Ord og de Handlinger, som høre dertil. Men kunne de det ikke paa Grund af Ligegyldighed, eller dersom der, naar Daab skal finde Sted, ikke forholdes ret dermed, straffes de med Landsforvisning, og raader Biskoppen for Sagens Anlæg.
Dersom der findes noget af et christent Menneskes Lig, er det fastsat, at fuldstændig Ligsang skal synges derover, saafremt der sees Kjendetegn paa, om det har været en Mand eller en Kvinde. Paa samme Maade skal der forholdes, dersom man veed bestemt, af hvis Lig det fundne er, skjøndt der ikke sees Kjendetegn paa, om det har været en Mand eller Kvinde — med mindre der har været Omstændigheder den døde angaaende, som medføre, at der ikke skal synges Ligsang over Liget.
Man skal ei bære Vaaben ind i Kirke, eller i et Bedehus, hvor det er tilladt at Gudstjeneste maa holdes, og ei skal man sætte dem ved Forgavlen af Kirken eller ved Kirkevæggene. Men om disse Vaaben er dette fastsat: Øxe og Sværd og Spyd og Stikvaaben og Kølle. Overtræder man denne Bestemmelse, er Straffen Landsforvisning. Søgsmaalsberettiget i denne Sag er den, som Biskoppen dertil giver Fuldmagt, eller den Præst, som forretter Gudstjeneste ved Kirken, eller den Bonde, som der boer. Under Sagen skal anvendes Vidnesbyrd, dersom Vidner haves, men i modsat Fald Tolvmandskvid. Men den sagsøgte frifindes i Sagen, dersom han faaer Kvidudsagn for, at han har baaret Vaaben, til Kirken i det Ærinde at forrette et Haandværksarbeide ved den, som den har trængt til. Ogsaa er det fastsat, at man kan anvende det Forsvar, at tilbyde Afgjørelse af Sagen ved Biskoppens Voldgift, med saadant Haandtagssamtykke [til denne Afgjørelsesmaade], som Biskoppen finder antageligt; da skal det ikke afslaaes. Men Søgsmaalsretten i denne Sag tilkommer hvem der vil, dersom ingen af dem, der nu bleve anførte, vil anlægge Sagen.
Biskopperne skulle have Ret til at lade foretage Ildprøve oftere end een Gang, om hvem der er Fader til et Barn, dersom de finde det nødvendigt, og skal den Ildprøve være gyldig, som sidst foretages.
Dersom Folk ville have Gudstjeneste paa lovbestemte Helligdage og de antage en Præst der i Sognet, skulle de betale [ham] derfor tolv Mark for Tidsrummet mellem tvende Althinge; det halve skal betales i Handelsvarer eller hvad der vurderes til saadanne, beregnet i Ører, hver til sex Alen, men det halve i saadanne Betalingsmidler, som ere gængse der i Sognet. Beløbet skal betales den Torsdag, da sex Uger ere forløbne af Sommeren, paa Præstens Hjem. Præsten paadrager sig Straffebøder af tre Mark, dersom han ansætter sin Tjeneste høiere end saa, og er den søgsmaalsberettiget, som sluttede Overenskomsten med ham; dersom han ikke vil, kan hvem der vil anlægge Sagen. Den lovlige Betaling ere Præsterne berettigede til at fordre af Sognebeboerne, i Forhold til hvor megen Gudstjeneste de forrette, med mindre de indbyrdes forenes om andet, og skal det gjælde, hvad de forenes om. Betalingstiden, paa hvilken alle Sognebeboerne skulle udrede til Præsten Vederlaget for Forrettelse af Gudstjenesten, er den Torsdag, da syv Uger ere forløbne af Sommeren, og skal der, dersom Betalingen udebliver, bødes halvfemte Mark — hver Øre beregnet til sex Alen — og er paa Præstens Hjem Stævningsstedet mod alle Sognebeboerne med Hensyn til Betalingen til ham for Afholdelse af Gudstjenesten.
Dersom en Mand boer paa Kirkebol, skal han der vedligeholde Bygninger og Gjerder, saaledes at Jorden ei forringes. Men dersom Jorden forringes i hans Beboelsestid, skal det erstattes Kirken, saaledes som fem Nabobønder med Haand paa [en hellig] Bog vurdere det. Dersom han forbedrer Kirkejorden, skal han have Løn af Gud derfor; ei kan han fordre Pengeerstatning derfor.
Det er fastsat, at alene de Folk skulle begraves ved Kirke, som den Biskop, der raader over Fjerdingen, tillader. Dersom man fører til Kirken en Mands Lig, hvis Begravelse Biskoppen har forbudt, straffes den, der førte Liget, med Landsforvisning; søgsmaalsberettiget i den Sag er den, der har Kirken under Værgemaal, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte; ogsaa er Straffen Landsforvisning for den, der modtager Liget, saavelsom for Præsten, dersom han synger Ligsang over det.
Naar Folk give Gods til Kirker, efter Biskoppernes Raad og med Givernes [nærmeste eventuelle] Arvingers Samtykke, skal det gjælde ligesaa fast, som om det i Lovretten er tilladt, og er der samme Straf dersom Gaven ikke fuldbyrdes, og samme Krav haves der paa, at den fuldbyrdes [som om Lovrettens Tilladelse er givet]. Det er tilladt Biskopperne, at de, naar de ville affatte Fortegnelser over Kirkers Herligheder i Folks Jorder, ikke behøve at lade foretage Lysning deraf paa Lovbjerget, undtagen de ville, men paa Thingskrænten skulle de lade det kundgjøre, paa Vaarthinget i det Thinglag, hvortil de høre, i Vidners Nærværelse, Foraaret derefter.
Det er fastsat, at Ret til at roe ud for at fiske — og til al Fangst af Fiske og Fugle — paa lovbestemte hellige Tider er afskaffet.
I de femten Dage, der med størst Strenghed skulle holdes hellige, er det tilladt at fastgjøre sin Høstak for at sikkre den for Storm eller Vandflod eller Ild, samt at foretage alle de Arbeider, som forhen (1) ere anførte. Straffen er nu Landsforvisning, dersom andet Arbeide [end det saaledes tilladte] forrettes.
- Jfr. ovenfor c.14
