Forskjell mellom versjoner av «Om de falske guder»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
(2 mellomliggende revisjoner av 2 brukere er ikke vist)
Linje 139: Linje 139:
 
:Eálâ, ge gebröðra ðá leôfestan! þät godcunde gevrit ûs tæhte þone biggeng ânes sôþes godes þysum vordum cveþende: Ân drihten is and geleáfa, and ân fulluht; ân god and fäder ealra Þinga, se þe is ofer ealle þing and þurh ealle þing and on ûs eallum; of þâm synd ealle þincg, and Þurh Þone synd ealle þincg, and on þâm synd ealle þincg; sŷ him vuldor â tô vorulde ! Amen.  
 
:Eálâ, ge gebröðra ðá leôfestan! þät godcunde gevrit ûs tæhte þone biggeng ânes sôþes godes þysum vordum cveþende: Ân drihten is and geleáfa, and ân fulluht; ân god and fäder ealra Þinga, se þe is ofer ealle þing and þurh ealle þing and on ûs eallum; of þâm synd ealle þincg, and Þurh Þone synd ealle þincg, and on þâm synd ealle þincg; sŷ him vuldor â tô vorulde ! Amen.  
  
−
:Se älmihtiga fäder gestrŷnde ænne sunu of him sylfum butan vtfes gemânan, and þurh þone sunu he gevorhte ealle gesceafta, gesevenlîce and ungesevenlîce. Se sunu is eallsvâ eald svâ se fäder, forþan þe se fäder väs æfre bûtan anginne, and se sunu väs æfre bûtan anginne of him âcenned, eall svâ mihtig svâ se fäder. Se hâlga gâst nis nâ âcenned, ac he is þäs fäder and þäs suna villa and lufu, of him bâm gelîce, and þurh þone hâlgan gâst syndon ealle gesceafte gelîffäste, þe se fäder gesceôp þurh his sunu, se þe is his vîsdôm. Þeós hâlige þrŷnnys is ân älmihtig god, æfre unbegunnen and ungeendod. Hî synd þrŷ on naman: fäder and sunu and hâlig gâst , and hî ne synd nâ þrŷ godas, ac hî þrŷ syndon ân älmihtig god untôdæledlîc , forþâm þe him Þrym is ân gecynd and ân ræd and ân veorc on eallum þingum, and selre ûs is soðlîce to gelŷfenne on þâs hâlgan þrŷnnysse and hî geandettan , þonne ûs sŷ tô smeágenne tô svŷðe ymbe þät.  
+
:Se älmihtiga fäder gestrŷnde ænne sunu of him sylfum butan vtfes gemânan, and þurh þone sunu he gevorhte ealle gesceafta, gesevenlîce and ungesevenlîce. Se sunu is eallsvâ eald svâ se fäder, forþan þe se fäder väs æfre bûtan anginne, and se sunu väs æfre bûtan anginne of him âcenned, eall svâ mihtig svâ se fäder. Se hâlga gâst nis nâ âcenned, ac he is þäs fäder and þäs suna villa and lufu, of him bâm gelîce, and þurh þone hâlgan gâst syndon ealle gesceafte gelîffäste, þe se fäder gesceôp þurh his sunu, se þe is his vîsdôm. Þeós hâlige þrŷnnys is ân älmihtig god, æfre unbegunnen and ungeendod. Hî synd þrŷ on naman: fäder and sunu and hâlig gâst, and hî ne synd nâ þrŷ godas, ac hî þrŷ syndon ân älmihtig god untôdæledlîc, forþâm þe him Þrym is ân gecynd and ân ræd and ân veorc on eallum þingum, and selre ûs is soðlîce to gelŷfenne on þâs hâlgan þrŷnnysse and hî geandettan, þonne ûs sŷ tô smeágenne tô svŷðe ymbe þät.  
  
  
Linje 214: Linje 214:
 
:heora beorhtnysse,  
 
:heora beorhtnysse,  
 
:habban be fullan  
 
:habban be fullan  
−
:be þâm þe<ref>Her kunde man vente ''be þære þe'' paa Grund af de foregaaende Hunkjönsord ''beorhtnysse'', men ''þâm'' er her Dat. Intetkjön: i Overeensstemmelse med det (&#596;: det Væsen) , hvormed de vare skabte.</ref> hî gesceapene væron;  
+
:be þâm þe<ref>Her kunde man vente ''be þære þe'' paa Grund af de foregaaende Hunkjönsord ''beorhtnysse'', men ''þâm'' er her Dat. Intetkjön: i Overeensstemmelse med det (&#596;: det Væsen), hvormed de vare skabte.</ref> hî gesceapene væron;  
 
:and se môna ne ealdað  
 
:and se môna ne ealdað  
 
:<small><FONT COLOR=49727E>75 &nbsp;&nbsp;</FONT></small>äfter þâm däge,  
 
:<small><FONT COLOR=49727E>75 &nbsp;&nbsp;</FONT></small>äfter þâm däge,  
Linje 459: Linje 459:
 
:O, I elskeligste Brödre! den guddommelige Skrift har lært os at dyrke een sand Gud, sigende med disse Ord: der er een Herre og Tro og een Daab, een Gud og Fader for alle Ting, der er over alle Ting, gjennem alle Ting og i os alle; af ham ere alle Ting, ved ham bestaaer alting og paa ham beroe alle Ting; ham være Priis altid i Evighed! Amen.  
 
:O, I elskeligste Brödre! den guddommelige Skrift har lært os at dyrke een sand Gud, sigende med disse Ord: der er een Herre og Tro og een Daab, een Gud og Fader for alle Ting, der er over alle Ting, gjennem alle Ting og i os alle; af ham ere alle Ting, ved ham bestaaer alting og paa ham beroe alle Ting; ham være Priis altid i Evighed! Amen.  
  
−
:Den almægtige Fader avlede en Sön af sig selv uden Kvindes Medvirkning og ved Sönnen frembragte han alle Skabninger, synlige og usynlige. Sönnen er ligesaa gammel som Faderen , thi Faderen var stedse uden Begyndelse, og Sönnen var stedse uden Begyndelse födt af ham, ligesaa mægtig som Faderen. Den hellige Aand er ikke födt, men han er Faderens og Sönnens Villie og Kjærlighed med lige megen Deel i dem begge, og ved den hellige Aand ere alle Skabninger levendegjorte, som Faderen skabte ved sin Sön, der er hans Viisdom. Denne hellige Treenighed er een almægtig Gud evig uden Begyndelse og Ende. Der er tre i Navn : Fader og Sön og hellig Aand, og dog ingenlunde tre Guder, men de tre ere een almægtig uadskillelig Guddom; thi de tre have een Natur, een Villie og eet Arbeide med alle Ting; og bedre er det os sandeligen at troe paa denne hellige Treenighed og bekjende den, end det vilde være for os at gruble for meget herover.
+
:Den almægtige Fader avlede en Sön af sig selv uden Kvindes Medvirkning og ved Sönnen frembragte han alle Skabninger, synlige og usynlige. Sönnen er ligesaa gammel som Faderen, thi Faderen var stedse uden Begyndelse, og Sönnen var stedse uden Begyndelse födt af ham, ligesaa mægtig som Faderen. Den hellige Aand er ikke födt, men han er Faderens og Sönnens Villie og Kjærlighed med lige megen Deel i dem begge, og ved den hellige Aand ere alle Skabninger levendegjorte, som Faderen skabte ved sin Sön, der er hans Viisdom. Denne hellige Treenighed er een almægtig Gud evig uden Begyndelse og Ende. Der er tre i Navn : Fader og Sön og hellig Aand, og dog ingenlunde tre Guder, men de tre ere een almægtig uadskillelig Guddom; thi de tre have een Natur, een Villie og eet Arbeide med alle Ting; og bedre er det os sandeligen at troe paa denne hellige Treenighed og bekjende den, end det vilde være for os at gruble for meget herover.
 
   
 
   
  
Linje 839: Linje 839:
  
  
−
'''V''m'' þat huaðan otru hofst.'''
 
  
−
Líufír brœðr. Sua segía oss helgar rítníngar hu''er''su ver<ref> Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> skolum a drottenn varn trua oc melír sua. at ei''n''n er guð oc .i.<ref> Ligeledes, men uden nedvisningstegn.</ref> er almennileg tru oc ei''n''n er cristi''n''n domr. oc ei''n''n er guð alz faðer. oc alz er gerande oc valdande oc raðande. En ha''n''n eigum ver at lofa oc dyrka f''ir''i''r'' þ''u''i at ha''n''n skóp hí''n''n<ref> Aksenten står bagefter n, næsten helt over det følgende '''&#42876;'''.</ref> fysta ma''n''n Adam oc hans kono Eua''m'' er ver ero''m'' aller fra komner. Guð bauð<ref>''bau'' opfrisket.</ref> þeím boð orð sín at geta oc sagðe þei''m'' ef þau gaum gefe. at þau skilldu f<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ðast oc fulla tru gera. oc fylla hímín rikí þa''n''n lut er<ref>Disse 3 ord ligeledes.</ref> englar t<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>mdu f''ir''i''r'' míkíleti sínu. oc f''ir''i''r'' of pryðí. oc f''ir''i''r'' þer sakar<ref>kar ligeledes.</ref> at þeír brutu log víð drotte''n''n varn. En þa er slict líf var Adame skapat oc þei''m'' híunu''m'' baðom sua at þau skylldu ecki erfeði drygia. fyst þa stund er þau gettu boðorða guðs. þa matte þei''m'' ecki at angre verða. eígí brunnu þau þo at þau gengi i eld<ref>''i eld'' ligeledes, hvorved ''i'' er gjort til ''j''.</ref> brennanda<ref>''renn'' opfrisket.</ref> eígí sucku þau þo<ref>Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> at þau gengí<ref>''e'' ligeledes.</ref> á se. eigi grandaðe þeí''m'' þo<ref>Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> at<ref>''at u or'' ligeledes.</ref> þau<ref>''at u or'' ligeledes.</ref> ormar<ref>''at u or'' ligeledes.</ref> hyggi. eígí sakaðe þau þo<ref>Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> at þau dyr bítí. huarke var þei''m'' at meini hungr ne þorsti. heitt nema kalt huarke kostaðe þau meðan þau g''e''rðu sua sem þeím hafðe guð boðet. þa geck<ref>''ck'' ligeledes.</ref>  hi''n''n flerðar fulli fiandi i ofund við þau beði híun. sem ha''n''n gerir<ref>''ir'' tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref>  nu við oss alla siðan. f''ir''i''r'' þ''u''i at ha''n''n vill alla þioð suickia til heluítís. sua sem ha''n''n sueic þau beði híun at þau brutu boðorð guðs. En þegar er þau hofðu brotet þat. þa skílldu þau lata af þ''ei''ri hínní miclu selo oc lifa við vil oc við erfeði. Oc þa skilldu þau beði varna við elldi oc við vatne. oc þo matto þau varla halda sic oc sín born sua at þeí''m'' i cne fellí. en þat er at þau brutu guðs boðorð. Míkít gerði Adamr oc þau beðí híun oss ollum. f''ir''i''r'' þ''u''i at nu er heimr þessí morgum lutum<ref>''um'' er tilf. over linjen vistnok med nedvisningstegn.</ref> verri en fyrst<ref>''v'' er tilf. over linjen.</ref> var han''n''<ref> Tilf. over linjen med nedvisningstegn. Alle de her nævnte tilföjelser er skrevne med fine bogstaver og , som det synes, med samtne hånd som det øvrige; blækket er lidt mattere end ellers.</ref> skapaðr af þeira misg''er''níngum | er þau híun gerðu. f''ir''i''r'' þ''u''i at þa var sol .vij. lutu''m'' biartare en nu er hon. oc tungl var fyst sua líost sem nu er sol til þess er Adamr bra af þui sem guð bauð honum. en þat verðr, eftir doma dag er þau skolu iam lios vera beði sol (oc)<ref>Glemt af skriveren.</ref> tungl sem þau voro fyst. oc verðr þat at tungl þuerr ecki oc stendr fullt iafnan. Ver megom nu m''eð'' orðe oc m''eð'' verki oc m''eð'' erfeði varo oc olmoso til þess gera at ver skilldu''m'' með guði vera. oc m''eð'' hans helgum monnu''m'' i liose oc i fagnaðe er ver heðan foru''m'' ef ver villu''m'' guðs vilia gera. Sua segia oss heilagar b<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>cr at engi maðr skal blota heiðnar vettír f''ir''i''r'' þ''u''i at þat gerðu me''n''n f''ir''i''r'' Noa floð. en af þ''u''i varð su hín mícla floð at guð vildi f''ir''i''r'' farast lata alt þat hit synduga folk af þ''ei''ra misgerníngum er þeir gerðu i hordome oc flimsku oc i meín eiðum. i mutu. oc í ma''n''n drape f''ir''i''r'' vttan Noa oc sono hans þría. oc þ''ei''ra<ref> Skr. to gange, men förste gang overstreget.</ref>.iiij. konor. þanan reis fyst sa villu domr oc utru. fra þei''m'' monnu''m'' hínum miclu er forðum varo. þeir toko til oc letu gera stopul or griote sua hafan at þ''ei''r vildu m''eð'' þuí koma i hímíríki. En þa sa drotten''n'' var mikileti þ''ei''ra. oc kom þar sialfr er þeir varo er þa gerníng skildu gera. oc uilti sua f''ir''i''r'' þeím at engi uissi huat annar sagðe eða gerðí. en þeír me''n''n voro .ij. oc Ixx. En af þ''u''i ero nu sua margar tungur i þessum heímí. En þeír me''n''n aller er þar voro vrðu sua vsatt''ir'' at hu''er''r þ''ei''a. for a sins vegar. En su gerni''n''g fell oll niðr. þa foro þeír til ymísa landa. en ma''n''n kyni vox þa ofund oc varð suíkit af hínum sama diofli er Adam sueíc fyrr. sua at þeir gerðu ser guð oc sao eigi skynsemdar augvm<ref>''semdar augvm'' er tilf. over linjen med nedvisningstegn. Jþork. mener, at skriveren først har efterladt en åben plads, som blev udfyldt med ''eigi skyn'', og resten tilf. over linjen på grund af pladsmangel; dette er meget rimeligt, da disse ord er med lidt mattere blæk, men det synes dog at være skriveren selv, der — senere — har tilsat dem.</ref> a varn drotte''n''n er þa skop. Sumir blotaðu sol.<ref> Punktum er tilf.</ref> Sumír mana. Sumir stiornur. Sumir æld. Sumir vatn. Sumír iorð. f''ir''i''r'' þ''u''i blotaðu þeir hana at þar f<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ðist huatvetna við hana. f''ir''i''r'' þ''u''i vatn. at alt míndi d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>yia ef þat veri eígi. f''ir''i''r'' þ''u''i æld at ha''n''n er varmr við at sítia. en af þ''u''i sol oc oll hímín tungl. at þaðan kemr lios alt i heím þenna. En þeir mattu þat eígí uita ef þeir vildi at þ''u''i hyggia at sa er ei''n''n guð er þat alt skop monnum til hialpar. Enda fengu þeír e''n''n meíri villu dom oc blotaðu. me''n''n þa er rikir oc rami''r'' varo i þessu''m'' heímí siðan er þeír voro dauðír. oc hugðu þat at þeir míndu orka iam míclu dauðír sem þa er þeir voro kuíkir. Maðr var sa ei''n''n míoc rikr oc bio i <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>y nokorre. er het Saturnus. En ha''n''n<ref> Herefter er ''het tilföjet'', men da det er mere afbleget, end det øvrige, synes det at være noget udskrabet og bestemt til at udgå.</ref> Saturnus var illr maðr. ha''n''n drap sono sína alla huerrn<ref>Således.</ref> sem bore''n''n var oc gerði at mat ser oc at siðan. Ein''n'' let ha''n''n lifa en sa het lupiter<ref> Forst skrevet ''íoui'', hvilket sikkert er fejllæsning af ''iouis'', men dette er overstreget og ''iupiter'' skrevet neden for i margen med en rød, rund streg omkring.</ref>. en ha''n''n var || illr oc grimr sua at ha''n''n rak foður sínn or <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>y þ''ei''ri er ha''n''n bio i. oc vildi honum at bana verða ef ha''n''n metti taka ha''n''n. En sa lupiter<ref> Først skr. ''iovis'', men dette er overstreget med rødt og iupiter skrevet ovenover.</ref> var sua quensamr. oc daðalaus at han''n''<ref> Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> hafðe systur sína at kono ser. en su het Íuna<ref> Således, ikke ''iuno''.</ref>. oc gat m''eð'' henni d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>tr .íj. onnor het Minerua en onnor Vena<ref> Sål. først skrevet, derpå synes a at være udraderet og ''us'' (forkortet) tilsat over n.</ref>. þ''er'' baðar d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>tr sinar hafðe hann at kono ser. oc hu''er''ia sína fre''n''d kono hafðe ha''n''n at skom oc cleke. þa hína meín fullu me''n''n oc hína fulu hofðu þeir þa at bestum guðum ser. En sa Íupít''er''<ref>Dette ord er skrevet over noget, der er udraderet (rimeligvis ''iovis'').</ref> var þ''ei''rsi alra rikastr hi''n''na heiðnu ma''n''na. er sumír me''n''n kalla Þor. en sa var allr ei''n''n en ha''n''n blotaðo me''n''n a danska tungu allra mest. En hans sonr het Mars. ha''n''n vildi æ oc æ i illu standa oc i hernaðe oc i orostu. En þeir hínír heiðnu me''n''n aller blotaðu ha''n''n dauðan aðr en þeír f<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ri til orostu. oc hugðu þeír at ha''n''n metti þei''m'' þa hialpa. f''ir''i''r'' þa soc at ha''n''n stoð i h''er''naðe i morðe oc i ma''n''n drape. En var eí''n''n maðr sa er Merkuríus het en ha''n''n var sua fars fullr oc suíka at ha''n''n for at flerð eínní at stela oc líuga. þa''n''n gerðu þeír heiðin ma''n''n<ref> Vistnok en fejl for ''heiðnu menn''.</ref> at guði ser. oc blotaðu ha''n''n at b(r)auta<ref>''r'' er glemt og ordet er skrevet over et raderet sted.</ref> ''eða'' gatna<ref> Disse to ord er tilf. over linjen; det første er ikke ganske tydeligt; der står  vistnok ''.l.'' med streg gennem ''l'', = ''vel'' = ''eða''. Disse tilföjede ord er ikke raderede.</ref> moti oc a<ref> Senere tilföjet af skriv.</ref> hestum biorgum. en ha''n''n het Oðenn a donsku. kona ein var su er het Vena. su var lofis dotter. En hon var sua ma''n''n giorn. oc sua org oc sua ill at hon la me''ð'' feðr sínum. oc með morgu''m'' mo''n''num oc hafðezt sua sem port kona. En f''ir''i''r'' he''n''ni <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>rðust oc heiðnir me''n''n oc kallaðu hana gyðíu oc sins guðs dottor. &#1084;art var þess alsz er me''n''n kallaðu guð vm alla''n''n Miðgarð. hi''n''n illi diofull hafðe sua suícna þa hína heiðnu me''n''n. at þeir toko illa kalla oc argar konor. oc blotaðu guð sín þa me''n''n er þat eitt gerðu er fianda vili var. sua var ma''n''n kynít suikit til þess er var drotte''n''n gaf þeím enga gaúm. A marga vega varo me''n''n viltír sua at þeír gafo sol oc mana daga oc oðrum guðum sínum. Sol gafo þeir su''n''nu dag. En mana<ref>Dette ord er skrevet over linjen; det foranstående ''En'' synes at være raderet.</ref> mana dag. En tysdag gafo þeír Marti. hi''n''n fiorða dag gafo þeír Mercurio. þa''n''n er ver<ref>Tilföjet over linjen.</ref> kollum Oðe''e''n. En hi''n''n .vi. dag gafo þeír hi''n''ni orgu Venu<ref>Er muligvis senere rettet til ''Ven''er''i''.</ref>. er heítír Frígg a donsko. hi''n''n .vij. dag gafo þeír Saturno er var hi''n''n ellsti faðer þ''e''ra allra guða. þa gerðu þeir hinír heiðnu menn man likan or rauðu gulli. oc or huítu silfri. suma gerðo þeir or steínu''m'' suma or stocku''m''. gerði e<ref>Overstreget af opfriskeren.</ref> huerr or þ''u''i er<ref>Overstreget af opfriskeren.</ref> efni<ref>''fni'' opfrisket; herefter har opfriskeren tilskrevet ''er'' over linjen med nedvisningstegn.</ref> hafðe<ref>''af'' opfrisket.</ref> til<ref> Ligeledes.</ref>. oc<ref> Ligeledes.</ref> gerðu þeím hus oc kallaðu þat hof þ''ei''ra. oc settu þau ma''n''n likan þar inní. oc baðo ser goðs til. <ref>Punktum er tilf.</ref> þar sao þeír diofla er þa hafðe aðr suícna. oc hiní fogru man likan oc flugu þar i þeím. oc meltu þaðan við þa hína ormu me''n''n. oc villu me''n''n oc lerðu þa til þess er þeír komu salum þeira oc sialfum þeím i heluítí. Sumír gerðu man likan m''eð'' miclum | hannerðum. oc seldu m''eð'' verði suma við mínna en suma við meíra. sua hu''er''n sem koma matte. &#1084;eðan þeir gerðu þa þotte þeím gaman eítt at. En þa er gort hofðu oc þeír guð kallaðu þa stoð þeím age af oc voro aller reddir við þa.
+
'''V''m'' þat huaðan otru hofst'''
 +
 
 +
Líufír br<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ðr. Sua segía oss helgar rítníngar hu''er''su ver<ref> Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> skolum a drottenn varn trua oc melír sua. at ei''n''n er guð oc .i.<ref> Ligeledes, men uden nedvisningstegn.</ref> er almennileg tru oc ei''n''n er cristi''n''n domr. oc ei''n''n er guð alz faðer. oc alz er gerande oc valdande oc raðande. En ha''n''n eigum ver at lofa oc dyrka f''ir''i''r'' þ''u''i at ha''n''n skóp hí''n''n<ref> Aksenten står bagefter n, næsten helt over det følgende '''&#42876;'''.</ref> fysta ma''n''n Adam oc hans kono Eua''m'' er ver ero''m'' aller fra komner. Guð bauð<ref>''bau'' opfrisket.</ref> þeím boð orð sín at geta oc sagðe þei''m'' ef þau gaum gefe. at þau skilldu f<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ðast oc fulla tru gera. oc fylla hímín rikí þa''n''n lut er<ref>Disse 3 ord ligeledes.</ref> englar t<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>mdu f''ir''i''r'' míkíleti sínu. oc f''ir''i''r'' of pryðí. oc f''ir''i''r'' þer sakar<ref>kar ligeledes.</ref> at þeír brutu log víð drotte''n''n varn. En þa er slict líf var Adame skapat oc þei''m'' híunu''m'' baðom sua at þau skylldu ecki erfeði drygia. fyst þa stund er þau gettu boðorða guðs. þa matte þei''m'' ecki at angre verða. eígí brunnu þau þo at þau gengi i eld<ref>''i eld'' ligeledes, hvorved ''i'' er gjort til ''j''.</ref> brennanda<ref>''renn'' opfrisket.</ref> eígí sucku þau þo<ref>Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> at þau gengí<ref>''e'' ligeledes.</ref> á se. eigi grandaðe þeí''m'' þo<ref>Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> at<ref>''at u or'' ligeledes.</ref> þau<ref>''at u or'' ligeledes.</ref> ormar<ref>''at u or'' ligeledes.</ref> hyggi. eígí sakaðe þau þo<ref>Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> at þau dyr bítí. huarke var þei''m'' at meini hungr ne þorsti. heitt nema kalt huarke kostaðe þau meðan þau g''e''rðu sua sem þeím hafðe guð boðet. þa geck<ref>''ck'' ligeledes.</ref>  hi''n''n flerðar fulli fiandi i ofund við þau beði híun. sem ha''n''n gerir<ref>''ir'' tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref>  nu við oss alla siðan. f''ir''i''r'' þ''u''i at ha''n''n vill alla þioð suickia til heluítís. sua sem ha''n''n sueic þau beði híun at þau brutu boðorð guðs. En þegar er þau hofðu brotet þat. þa skílldu þau lata af þ''ei''ri hínní miclu selo oc lifa við vil oc við erfeði. Oc þa skilldu þau beði varna við elldi oc við vatne. oc þo matto þau varla halda sic oc sín born sua at þeí''m'' i cne fellí. en þat er at þau brutu guðs boðorð. Míkít gerði Adamr oc þau beðí híun oss ollum. f''ir''i''r'' þ''u''i at nu er heimr þessí morgum lutum<ref>''um'' er tilf. over linjen vistnok med nedvisningstegn.</ref> verri en fyrst<ref>''v'' er tilf. over linjen.</ref> var han''n''<ref> Tilf. over linjen med nedvisningstegn. Alle de her nævnte tilföjelser er skrevne med fine bogstaver og, som det synes, med samme hånd som det øvrige; blækket er lidt mattere end ellers.</ref> skapaðr af þeira misg''er''níngum |<ref>4b</ref> er þau híun gerðu. f''ir''i''r'' þ''u''i at þa var sol .vij. lutu''m'' biartare en nu er hon. oc tungl var fyst sua líost sem nu er sol til þess er Adamr bra af þui sem guð bauð honum. en þat verðr eftir doma dag er þau skolu iam lios vera beði sol (oc)<ref>Glemt af skriveren.</ref> tungl sem þau voro fyst. oc verðr þat at tungl þuerr ecki oc stendr fullt iafnan. Ver megom nu m''eð'' orðe oc m''eð'' verki oc m''eð'' erfeði varo oc olmoso til þess gera at ver skilldu''m'' með guði vera. oc m''eð'' hans helgum monnu''m'' i liose oc i fagnaðe er ver heðan foru''m'' ef ver villu''m'' guðs vilia gera. Sua segia oss heilagar b<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>cr at engi maðr skal blota heiðnar vettír f''ir''i''r'' þ''u''i at þat gerðu me''n''n f''ir''i''r'' Noa floð. en af þ''u''i varð su hín mícla floð at guð vildi f''ir''i''r'' farast lata alt þat hit synduga folk af þ''ei''ra misgerníngum er þeir gerðu i hordome oc flimsku oc i meín eiðum. i mutu. oc í ma''n''n drape f''ir''i''r'' vttan Noa oc sono hans þría. oc þ''ei''ra<ref> Skr. to gange, men förste gang overstreget.</ref> .iiij. konor. þanan reis fyst sa villu domr oc utru. fra þei''m'' monnu''m'' hínum miclu er forðum varo. þeir toko til oc letu gera stopul or griote sua hafan at þ''ei''r vildu m''eð'' þuí koma i hímíríki. En þa sa drotten''n'' var mikileti þ''ei''ra. oc kom þar sialfr er þeir varo er þa gerníng skildu gera. oc uilti sua f''ir''i''r'' þeím at engi uissi huat annar sagðe eða gerðí. en þeír me''n''n voro .ij. oc lxx. En af þ''u''i ero nu sua margar tungur i þessum heímí. En þeír me''n''n aller er þar voro vrðu sua vsatt''ir'' at hu''er''r þ''ei''a for a sins vegar. En su gerni''n''g fell oll niðr. þa foro þeír til ymísa landa. en ma''n''n kyni vox þa ofund oc varð suíkit af hínum sama diofli er Adam sueíc fyrr. sua at þeir gerðu ser guð oc sao eigi skynsemdar augvm<ref>''semdar augvm'' er tilf. over linjen med nedvisningstegn. Jþork. mener, at skriveren først har efterladt en åben plads, som blev udfyldt med ''eigi skyn'', og resten tilf. over linjen på grund af pladsmangel; dette er meget rimeligt, da disse ord er med lidt mattere blæk, men det synes dog at være skriveren selv, der — senere — har tilsat dem.</ref> a varn drotte''n''n er þa skop. Sumir blotaðu sol.<ref> Punktum er tilf.</ref> Sumír mana. Sumir stiornur. Sumir æld. Sumir vatn. Sumír iorð. f''ir''i''r'' þ''u''i blotaðu þeir hana at þar f<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ðist huatvetna við hana. f''ir''i''r'' þ''u''i vatn. at alt míndi d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>yia ef þat veri eígi. f''ir''i''r'' þ''u''i æld at ha''n''n er varmr við at sítia. en af þ''u''i sol oc oll hímín tungl. at þaðan kemr lios alt i heím þenna. En þeir mattu þat eígí uita ef þeir vildi at þ''u''i hyggia at sa er ei''n''n guð er þat alt skop monnum til hialpar. Enda fengu þeír e''n''n meíri villu dom oc blotaðu. me''n''n þa er rikir oc rami''r'' varo i þessu''m'' heímí siðan er þeír voro dauðír. oc hugðu þat at þeir míndu orka iam míclu dauðír sem þa er þeir voro kuíkir. Maðr var sa ei''n''n míoc rikr oc bio i <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>y nokorre. er het Saturnus. En ha''n''n<ref> Herefter er ''het tilföjet'', men da det er mere afbleget, end det øvrige, synes det at være noget udskrabet og bestemt til at udgå.</ref> Saturnus var illr maðr. ha''n''n drap sono sína alla hu''er''rn<ref>Således.</ref> sem bore''n''n var oc gerði at mat ser oc at siðan. Ein''n'' let ha''n''n lifa en sa het Iupiter<ref> Først skrevet ''íoui'', hvilket sikkert er fejllæsning af ''iouis'', men dette er overstreget og ''iupiter'' skrevet neden for i margen med en rød, rund streg omkring.</ref>. en ha''n''n var |<ref>5a</ref> illr oc grimr sua at ha''n''n rak foður sínn or <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>y þ''ei''ri er ha''n''n bio i. oc vildi honum at bana verða ef ha''n''n metti taka ha''n''n. En sa Iupiter<ref> Først skr. ''iovis'', men dette er overstreget med rødt og iupiter skrevet ovenover.</ref> var sua quensamr. oc daðalaus at han''n''<ref> Tilf. over linjen med nedvisningstegn.</ref> hafðe systur sína at kono ser. en su het Íuna<ref> Således, ikke ''iuno''.</ref>. oc gat m''eð'' he''n''ni d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>tr .íj. onnor het Min''er''ua en onnor Vena<ref> Sål. først skrevet, derpå synes a at være udraderet og ''us'' (forkortet) tilsat over n.</ref>. þ''er'' baðar d<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>tr sinar hafðe ha''n''n at kono ser. oc hu''er''ia sína fre''n''d kono hafðe ha''n''n at skom oc cleke. þa hína meín fullu me''n''n oc hína fulu hofðu þeir þa at bestum guðum ser. En sa Íupít''er''<ref>Dette ord er skrevet over noget, der er udraderet (rimeligvis ''iovis'').</ref> var þ''ei''ra alra rikastr hi''n''na heiðnu ma''n''na. er sumír me''n''n kalla Þor. en sa var allr ei''n''n en ha''n''n blotaðo me''n''n a danska tungu allra mest. En hans sonr het Mars. ha''n''n vildi æ oc æ i illu standa oc i hernaðe oc i orostu. En þeir hínír heiðnu me''n''n aller blotaðu ha''n''n dauðan aðr en þeír f<font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>ri til orostu. oc hugðu þeír at ha''n''n metti þei''m'' þa hialpa. f''ir''i''r'' þa soc at ha''n''n stoð i h''er''naðe i morðe oc i ma''n''n drape. En var eí''n''n maðr sa er Merkuríus het en ha''n''n var sua fars fullr oc suíka at ha''n''n for at flerð eínní at stela oc líuga. þa''n''n gerðu þeír heiðin ma''n''n<ref> Vistnok en fejl for ''heiðnu menn''.</ref> at guði ser. oc blotaðu ha''n''n at b(r)auta<ref>''r'' er glemt og ordet er skrevet over et raderet sted.</ref> ''eða'' gatna<ref> Disse to ord er tilf. over linjen; det første er ikke ganske tydeligt; der står  vistnok ''.l.'' med streg gennem ''l'', = ''vel'' = ''eða''. Disse tilföjede ord er ikke raderede.</ref> moti oc a<ref> Senere tilföjet af skriv.</ref> hestum biorgum. en ha''n''n het Oðenn a donsku. kona ein var su er het Vena. su var Iofis dotter. En hon var sua ma''n''n giorn. oc sua org oc sua ill at hon la me''ð'' feðr sínum. oc með morgu''m'' mo''n''num oc hafðezt sua sem port kona. En f''ir''i''r'' he''n''ni <font face="Old1NordicTimes" size="3">h</font>rðust oc heiðnir me''n''n oc kallaðu hana gyðíu oc sins guðs dottor. &#1084;art var þess alsz er me''n''n kallaðu guð vm alla''n''n Miðgarð. hi''n''n illi diofull hafðe sua suícna þa hína heiðnu me''n''n. at þeir toko illa kalla oc argar konor. oc blotaðu guð sín þa me''n''n er þat eitt gerðu er fianda vili var. sua var ma''n''n kynít suikit til þess er var drotte''n''n gaf þeím enga gaúm. A marga vega varo me''n''n viltír sua at þeír gafo sol oc mana daga oc oðrum guðum sínum. Sol gafo þeir su''n''nu dag. En mana<ref>Dette ord er skrevet over linjen; det foranstående ''En'' synes at være raderet.</ref> mana dag. En tysdag gafo þeír Marti. hi''n''n fiorða dag gafo þeír Mercurio. þa''n''n er ver<ref>Tilföjet over linjen.</ref> kollum Oðe''e''n. En hi''n''n .vi. dag gafo þeír hi''n''ni orgu Venu<ref>Er muligvis senere rettet til ''Ven''er''i''.</ref>. er heítír Frígg a donsko. hi''n''n .vij. dag gafo þeír Saturno er var hi''n''n ellsti faðer þ''ei''ra allra guða. þa gerðu þeir hinír heiðnu me''n''n man likan or rauðu gulli. oc or huítu silfri. suma gerðo þeir or steínu''m'' suma or stocku''m''. gerði e<ref>Overstreget af opfriskeren.</ref> huerr or þ''u''i er<ref>Overstreget af opfriskeren.</ref> efni<ref>''fni'' opfrisket; herefter har opfriskeren tilskrevet ''er'' over linjen med nedvisningstegn.</ref> hafðe<ref>''af'' opfrisket.</ref> til<ref> Ligeledes.</ref>. oc<ref> Ligeledes.</ref> gerðu þeím hus oc kallaðu þat hof þ''ei''ra. oc settu þau ma''n''n likan þar inní. oc baðo ser goðs til. <ref>Punktum er tilf.</ref> þar sao þeír diofla er þa hafðe aðr suícna. oc hiní fogru man likan oc flugu þar i þeím. oc meltu þaðan við þa hína ormu me''n''n. oc villu me''n''n oc lerðu þa til þess er þeír komu salum þeira oc sialfum þeím i heluítí. Sumír gerðu man likan m''eð'' miclum |<ref>5b</ref> hannerðum. oc seldu m''eð'' verði suma við mínna en suma við meíra. sua hu''er''n sem koma matte. &#1084;eðan þeir gerðu þa þotte þeím gaman eítt at. En þa er gort hofðu oc þeír guð kallaðu þa stoð þeím age af oc voro aller reddir við þa.
  
  

Nåværende revisjon fra 8. mai 2019 kl. 16:11

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Om de falske guder
– De falsis deis

Carsten Lyngdrup Madsen
© 2019



Indledning

De falsis Deis – Om de falske guder

Teksten, som kendes under titlen De falsis deis – om de falske guder – stammer fra slutningen af vikingetiden, men har rødder tilbage til 500-tallet og er blevet benyttet og afskrevet helt indtil engang i 1300-tallet, hvor den endte i det islandske håndskrift Hauksbók.

Omkring årtusindskiftet satte den engelske abbed Ælfric (ca. 955-1020) sig for at skrive en prædiken – en homili – som skulle advare tilhørerne/læserne mod at tro og tilbede andre guder end den kristne Gud. Som det var tilfældet med de fleste munke, var også Ælfric en belæst mand, og han tog derfor afsæt i en mere end 400 år gammel prædiken over samme tema, som var skrevet af Martin af Braga (ca. 520-580).


Martin af Braga

Martin af Braga (Martinus Bracarensis) var ærkebiskop i Bracara i den romerske provins Galicien (nu Braga i Portugal). Han havde på opfordring skrevet sin prædiken for at imødegå det problem, at landbefolkningen flere steder blev hængende ved deres gamle guder. Galicien lå afsides i forhold til Rom og kirken havde ikke haft held til at udrydde traditioner og tro, som knyttede sig til den gamle religion.

I sin prædiken omtaler Martin flere af de hedenske skikke, som blev praktiseret blandt den galiciske befolkning. Bl.a. at man ofrede til guder, som i virkeligheden ikke var guder. Han nævner flere a de romerske guder ved navn og fordømmer dyrkelsen af dem. Også troen på naturen og naturelementer – ild, vand, kilder, lunde, bjerge eller sol, måne og stjerner – betegner han som afgudsdyrkelse. For Martin findes der kun én gud og det er den kristne treenige Gud. Derfor skal tilhørerne vende sig bort fra disse falske guder og i øvrigt fra al "gammel overtro". – Det hører dog med til billedet, at Martin ikke er en tempelstormer, der farer frem med bål og brand. Han er dybest set et liberalt menneske og selv om der ikke kan herske tvivl om hans holdning, giver han sine formaninger i en faderlig og tilgivende ånd. – Med Martins prædiken som bagtæppe, kan vi nu vende os til Ælfrics behandling af emnet.


Ælfric af Eynsham
Lerflise fra det gamle Eynsham Abbey

Ælfric var abbed på klosteret i Eynsham nordvest for Oxford og var en af tidens flittigste forfattere, som havde skrevet om en lang række kirkelige emner. Vi kender ikke anledningen til, at han satte sig for at skrive mod de falske guder, men vi ved, at Ælfric hele livet havde levet i skyggen af vikingernes hærgen og at han tilmed nævner de "danske" guder Odin og Tor i sin prædiken, derfor skal anledningen måske snarere findes i nordisk end i gammel britisk hedendom. Uanset hvad, så er både tid, sted og anledning forskellig fra Martins.

Sammenligner vi de to prædikener, er de omtrent lige lange. Martins består af 19 afsnit, Ælfrics af 22. Der er både ligheder og forskelle mellem dem, men den mest centrale del af Ælfrics prædiken bygger direkte på Martins tekst. Ælfrics prædiken følger nogenlunde denne disposition:

1. Indledning (1-2)
2. Om den sande treenige Gud (3)
3. Om de falske guder og deres dyrkelse (4-7)
4. Eksempler fra Bibelhistorien (8-19)
5. Eksempler fra kirkehistorien (20-21)
6. Afslutning (22)

Det er i punkt 3 "Om de falske guder og deres dyrkelse", vi finder sammenfaldende indhold i de to tekster. Begge nævner først forskellige former for naturdyrkelse. De tilbeder solen, månen og stjernerne som om de var guder, siger Ælfric. Nogle tilbeder også elementerne ild, vand og jord og regner dem for guder.

Begge nævner også flere romerske guder ved navn. Disse guder udgør en selvstændig kategori adskilt fra naturguderne. For begge forfatterne drejer det sig om store og mægtige personer, som ved Djævelens bedrag uretmæssigt er blevet gjort til guder. Begge forfatterne nævner Saturn, Juno, Jovis (Jupiter), Minerva, Venus, Mars og Merkur. At fordømme dyrkelsen af disse guder kan næppe have været relevant i 500-tallets Galicien og da slet ikke i 1000-tallets England. Derfor må vi betragte disse afsnit som et historisk tilbageblik. Men for Ælfric handler det om andet end historie, for han trækker en lige linje mellem de romerske og de nordiske guder. Når han nævner Jupiter tilføjer han, "i nogle lande kaldes han for Tor," og tilføjer så "det er ham danskerne elsker højest." Når han omtaler Merkur, beskriver han ham som svigagtig og føjer flere andre negative udtryk til. Denne beskrivelse passer dårligt på den romerske gud Merkur, der generelt har positive egenskaber. Til gengæld passer beskrivelsen på Odin, som ifølge Ælfric netop er det nordiske navn for Merkur. "Denne gud ærede hedningerne højt og han blev med et andet navn kaldt Odin blandt danskerne." Kærlighedsgudinden Venus kalder danskerne Frigg, siger Ælfric. Men hans beskrivelse af hende lader ingen tvivl tilbage om, at der menes Freja; måske et argument for, at Frigg og Freja oprindeligt er en og samme gudinde?

Martin og Ælfric er også enige om, at ugedagenes navne er givet til ære for solen, månen og de falske guder. Ved at anvende den slags navne giver mennesker ære til afguderne og ikke til den sande Gud, siger Martin.

Endelig får vi i begge prædikener glimt af selve kulten – gudsdyrkelsen – hvor der også er et bredt sammenfald, selv om Martin har flere enkeltheder end Ælfric. De taler således om, at der bliver bragt ofringer til guderne, at disse foregår ved korsveje og på høje bjerge. Martin taler tilmed om menneskeofringer. De fortæller begge, at hedningerne opfører templer til deres guder, at de bygger altre til offerhandlingerne og at de fremstiller kostbare billeder eller statuer af deres guder.


Wulfstan af York

Wulfstan (d. 1023) var biskop i London og Worcester og senere (1002) ærkebiskop i York. Han bistod kongemagten med bl.a. lovgivning først kong Æthelred (978-1013) og senere den danske kong Knud den Store (1016-1036).

York havde siden slutningen af 800-tallet været vikingernes hovedby og var for en stor del befolket af danskere og nordmænd, som kaldte byen Jorvik. Den skandinaviske indflydelse fortsatte også efter englænderne tilbageerobrede byen i 954. På Wulfstans tid var kolonien af nordboere stadig betydelig. Og det var nordboernes hedenske tankegang også. Selv om Knud den Store var kristen og gjorde meget for at fremme kirke og kristendom[1], var det langt fra alle hans landsmænd, som havde denne dagsorden. Ifølge Wulfstan udgjorde hedningerne en stadig trussel mod de kristne englændere og den sande lære.

Wulfstan, ærkebiskop af York.
I sine prædikener advarer han det engelske folk mod frafald og kalder til anger og omvendelse. I sin mest berømte prædiken Sermo Lupi ad Anglos – Ulvens prædiken til englænderne – går han så langt som til at sige, at vikingernes hærgen er en direkte konsekvens af englændernes mange synder. Gud har med andre ord tilladt disse hedninger at stjæle, brænde og hærge rundt om i landet, fordi englænderne er dårlige kristne.

Wulfstan og Ælfric var samtidige og kendte hinanden. Wulfstan rådførte sig ofte med Ælfric, hvilket bl.a. fremgår af den bevarede korrespondance mellem de to. Wulfstan kunne også i større eller mindre grad benytte Ælfrics materiale, hvilket netop er tilfældet med De Falsis Deis.

Wulfstans udgave af denne prædiken er interessant ikke blot for, hvad han medtager men også for, hvad han udelader af Ælfrics tekst. Han medtager hverken afsnittet om den sande Gud eller eksemplerne på falske guder fra Bibelen og kirkehistorien. Efter en hel kort indledning er han straks fremme ved Ælfrics afsnit "Om de falske guder og deres dyrkelse ". Dette følger han så tæt, at der flere steder er tale om ordret citat. Efter dette afsnit rundes prædikenen af med en kort formaning.

Hvor Ælfric havde skrevet til de bogligt lærde munke på Eynsham Abbey, henvendte Wulfstan sig til den brede befolkning i York bestående af såvel kristne englændere som halvhedenske vikinger. Mange af nordboerne havde på dette tidspunkt antaget kristendommen, men en dybere forståelse af den havde de næppe. I sin prædiken maner Wulfstan sine tilhørere til at holde sig fra de hedenske guder og alt, som var hedensk. Hvis dette budskab skal have haft nogen relevans, må den kristne overbevisning stadig kunne rystes af de gamle guder.

Selv om tilstedeværelsen af hedendommen på dette sene tidspunkt ikke bør overdrives, viser en samtidig lovtekst, at hedendommen var en udfordring:

"Vi forbyder strengt enhver form for hedenskab, eller at mennesker tilbeder afguder eller hedenske guder, solen, månen, ilden eller floder, kilder eller sten eller nogen slags træer, eller at de praktiserer heksekunst eller udtænker nogen former for mord enten ved lodkastning eller ildebrand eller lignende kunster."[2]

Når Wulfstan i sin prædiken advarer mod både romernes og nordboernes guder, er det tydeligvis fordi han læner sig op ad Ælfric, men det er måske også fordi han bevidst vil trække en linje mellem fortid og nutid. York havde været belejret af romerne indtil 400-tallet og levede nu under nordboernes åg. I denne og mange andre af hans prædikener fornemmer man, at problemet med hedningernes guder er et aktuelt og nærværende spørgsmål for ham. "Hedenskaben gjorde på alle måder skade omkring sig og gør stadig skade vidt og bredt."

Ligesom Saxo og Snorre og mange andre af middelalderkirkens mænd havde Wulfstan et såkaldt euhemeristisk syn på de hedenske guder. Dvs. at guderne oprindeligt var mennesker med høj status, som efter deres død var blevet ophøjede til guder og dyrket af uvidende mennesker. Forklaring på, at mennesker således har underkastet sig falske guder finder Wulfstan i fortællingen om Djævelen, som i tidernes morgen bedrog Adam. Igen og igen fremhæver han, at afgudsdyrkelsen sker "ved Djævelens lære".


Hauksbók
Håndskriftet Hauksbók AM 371 4to

Da den islandske stormand og lovsigemand Haukr Erlendsson døde i 1334 efterlod han sig et stort og vigtigt håndskrift, som nu kaldes Hauksbók. Bogen havde han sammenskrevet fra en række andre islandske håndskrifter og den er af meget blandet indhold, bl.a. indeholder den eddadigtet Völuspá, Landnamsbogen, en række sagaer og forskellige faglige tekster. Men i begyndelsen af bogen findes et lille afsnit, som har overskriften: Um þat hvaðan otru hofst – Hvordan den falske tro opstod. Selv om der ikke er angivet nogen kilde til dette afsnit, er der tale om en islandsk oversættelse af to brudstykker af Ælfrics prædikener, hvoraf det første netop er De falsis Deis. Hvordan teksten er havnet i Hauksbók, om det er Haukr selv, som har føjet den ind i bogen og hvornår oversættelsen stammer fra, vides ikke.

Denne udgave af prædikenen mod de falske guder er til tider en ordret oversættelse, til andre tider er der tale om en parafrase, men der er også eksempler på, at oversætteren har ændret eller tilpasset teksten til sine læsere. John Frankis har givet en tilbundsgående analyse af teksten i hans From Old English to Old Norse[3].


Betydningen af De falsis deis

Skal vi sammenfatte, hvad disse tekster betyder i et nordisk religionshistorisk perspektiv, kan det fremhæves,

- at så sent som på Knud den Stores tid, fandt kirkens mænd det stadig nødvendigt at advare mod de hedenske guder.
- at hedenskab kunne forstås som en form for animisme / naturreligion, hvor man dyrkede naturen (fx solen, månen, bjerge, floder, kilder).
- at hedenskab kunne forstås som en form for euhemerisme, hvor mennesker blev gjort til guder (fx forfædre, helte, store personligheder).
- at kirken trak paralleller mellem de romerske og de nordiske guder.
- at Odin, Tor og Freja fremhæves blandt de nordiske guder.
- at der blev bragt ofre til guderne på udvalgte lokaliteter.
- at der blev bygget altre og opført templer, hvori der fandtes gudebilleder / -statuer.


Teksterne herunder

Herunder gengives tre af de omtalte tekster:

  • Ælfric: Et fragment som indeholder den centrale del af Ælfrics prædiken De Falsis Diis. Fragmentet bringes i sin fulde længde på angelsaksisk med dansk oversættelse og indledning ved C. R. Unger. Som det fremgår af teksten, skriver Ælfric i en særlig stil, som kan kaldes rytmisk prosa, hvor han nærmest skriver verslinjer som i et digt. Hans indledning er dog skrevet i almindelig prosa.
  • Wulfstan: Wulfstans uforkortede prædiken De Falsis Deis i dansk oversættelse.
  • Hauksbók: Den oldislandske udgave af Ælfrics prædiken som den er gengivet i Hauksbók under titlen: Vm þat huaðan otru hofst.




Ælfric:
De falsis diis – Om de falske guder
(et brudstykke)

Ved C. R. Unger
København, 1846


Oprindelig udgivet i Annaler for nordisk oldkyndighed og historie, 1846 under titlen: Fragment af en allitereret angelsaxisk homili, hvori nævnes nogle af Nordens hedenske guddomme
meddeelt efter en Codex i Britisk Museum med en ordret dansk Oversættelse


DET Haandskrift, hvoraf nærværende Fragment er taget, og som findes i Britisk Museum, Bibl. Cotton. Julius E. VII[4], er en fortræffelig og vel skreven Pergaments-Codex, neppe yngre end Begyndelsen af tiende eller Slutningen af niende Aarhundrede (omtrent 900). Det udgjör 238 Blade i liden Folio, 32 Linier paa Siden, og indeholder forövrigt Legender og Helgenhistorier, Alt angelsaxisk. Nærværende Homili indtager de sidste 5 Sider i Bogen, idet den begynder överst fol. 236, b. og er defect i Slutningen; den forangaaende Side fol. 236, a nederst findes den i Prædikenen behandlede Text paa Latin med Overskrift De falsis diis saaledes: »O, fratres dilectissimi ! Divina scriptura cultum unius veri dei nos docuit his verbis dicendo: Unus est dominus, una fides, unum baptisma; unus est deus et pater omnium, qui est super omnes et per omnia et in om- nibus nobis, ex quo omnia, per quem omnia, in quo omnio; ipsi gloria in saecula!«


Med Hensyn til den angelsaxiske Text bemærkes, at den er nöiagtigen afskreven efter Codex, paa det nær, at alle Forkortninger ere oplöste, de lange Vokaler efter Grimm overalt adskilte fra de korte ved Circumflex, Diphthongerne fra de brudne Vokaler ved Accenten, og ä, der gaaer over til a (stäf pl. stafas) adskilt fra det lange æ (dæl pl. dælas), hvilke to Lyd i Haandskrifterne udtrykkes ved samme Tegn æ. Desuden ere de almindelige Skilletegn satte isteden for Skindbogens Punkter. Enkelte Rettelser af aabenbare Skrivfeil i Codex ere bemærkede under Texten. Oversættelsen er affattet saa ordret efter Originalen som det var muligt.


Angelsaxisk
Eálâ, ge gebröðra ðá leôfestan! þät godcunde gevrit ûs tæhte þone biggeng ânes sôþes godes þysum vordum cveþende: Ân drihten is and geleáfa, and ân fulluht; ân god and fäder ealra Þinga, se þe is ofer ealle þing and þurh ealle þing and on ûs eallum; of þâm synd ealle þincg, and Þurh Þone synd ealle þincg, and on þâm synd ealle þincg; sŷ him vuldor â tô vorulde ! Amen.
Se älmihtiga fäder gestrŷnde ænne sunu of him sylfum butan vtfes gemânan, and þurh þone sunu he gevorhte ealle gesceafta, gesevenlîce and ungesevenlîce. Se sunu is eallsvâ eald svâ se fäder, forþan þe se fäder väs æfre bûtan anginne, and se sunu väs æfre bûtan anginne of him âcenned, eall svâ mihtig svâ se fäder. Se hâlga gâst nis nâ âcenned, ac he is þäs fäder and þäs suna villa and lufu, of him bâm gelîce, and þurh þone hâlgan gâst syndon ealle gesceafte gelîffäste, þe se fäder gesceôp þurh his sunu, se þe is his vîsdôm. Þeós hâlige þrŷnnys is ân älmihtig god, æfre unbegunnen and ungeendod. Hî synd þrŷ on naman: fäder and sunu and hâlig gâst, and hî ne synd nâ þrŷ godas, ac hî þrŷ syndon ân älmihtig god untôdæledlîc, forþâm þe him Þrym is ân gecynd and ân ræd and ân veorc on eallum þingum, and selre ûs is soðlîce to gelŷfenne on þâs hâlgan þrŷnnysse and hî geandettan, þonne ûs sŷ tô smeágenne tô svŷðe ymbe þät.


Ðeós þrŷnnyss gesceôp
þâ scînendan englas
and Adam and Euan
eft syððan tô mannum,
5   and sealde him anveald
ofer eorðlîce gesceafta;
and hî mihton vunian[5]
symle bûtan deâðe,
gif hî Þät ân godes bebod
10   næfre ne tôbræcon.
Þâ vunode Adam svâ
orsorh on blysse
and him nân gesceaft
scäððan ne mihte,
15   Þâ hvîle þe he geheóld
þât heofonlîce bebod.
Him ne derode nân fŷr,
þeáh þe he mid fôtum onstôpe,
nê nân väter ne mihte
20   þone mannan âdrencan,
þeâh þe he on ŷþum
urne færlice.
Nê nân vildeór ne mihte
nê nân vyrmcyn ne dorste
25   derian þâm men
mid his mûðes slite.
Nê hunger nê þurst
nê hefigtîma cŷle
nê nân svîðlîc hæto
30   nê seócnys ne mihton
Adam gesvincan
on þâm earde,
þâ hvîle þe he þät lytle bebod
mid geleáfan geheóld.
35   Eft Þâ þâ he âgylt häfde
and godes bebod tôbräc,
þâ forleás he þâ gesælða,
and on gesvincum leofode,
svâ þät hine biton lŷs
40   bealdlîce and fleán,
þone þe ær ne dorste
se draca furþon hreppan.
He môste þâ varnian
við väter and við fŷr,
45   and behealdan värlîce,
þät hearde ne feólle,
and mid âgenum gesvince
him ætes[6] tilian,
and þâ gecyndelîcan gôd
50   þe him god ongesceôp,
he môste þâ healdan[7]
gif he hî habban volde,
mid mycelre[8] gŷmene,
svâ svâ git dôð þâ gôdan,
55   þe mid gesvince healdað
hî sylfe við leahtras.
Eác svilce seó sunne
and sôðlîce se môna
vurdon benæmede
60   heora vynsuman beorhtnysse
äfter Aclames gylte,
nâ be âgenum gevyrhtum,
Be seofonfealdum väs
seó sunne þâ beorhtre,
65   ær þâm se man âgylte,
and se môna häfde
þære sunnan beorhtnysse,
svâ svâ heó scŷnð nû ûs.
Hî sceolon eft svâþeáh,
70   äfter dômnes däge,
heora beorhtnysse,
habban be fullan
be þâm þe[9] hî gesceapene væron;
and se môna ne ealdað
75   äfter þâm däge,
ac bið ansund scînende
svâ svâ seó sunne dêð nû.
Men magon eác geearnian
mid mycelre earfofinysse,
80   þät hî vunian mid gode
on vynsumnysse æfre
äfter dômes däge
â bûtan deâðe,
þâ þe nû gehŷrsumiað
85   his hæsum mid veorce;
and þâ þe god forseôð
beóð besencte on helle,
on þâm êcum vîtum
and endeleásum cvylmingum.
90   Nû ne rædde ve on bôcum,
þät man ârærde hæþengild
on eallum þâm fyrste
ær Noes flôde;
ôþ þät þâ entas vorhton
95   þone vundorlîcan stypel
äfter Noes flôde,
and him svâ fela
gereord god þær
forgeaf svâ þæra vyrhtena väs.
100   Þâ þâ hî tôfêrdon
tô fyrlenum landum,
and mancynn þâ veóx.
þâ vurdon hî bepæhte
þurh þone ealdan deofol,
105   Þe Adam ær besvâc,
svâ þât hî vorhton
vôlîce him godas,
and þone scyppend forsâvon,
þe hî gesceôp tô mannum.
110   Hî nâmon þä tô vîsdôme,
Þät hî vurðodon him for godas
þâ sunnan and þone mônan
for heora scînendan beorhtnysse,
and him lâc offrodon
115   and forlêton heora scyppend.
Sume men eác sædon
be þâm scŷnendum steorrum,
þät hî godas væron,
and vurþodon hî georne,
120   Sume hî gelŷfdon on fŷr
for his færlîcum bryne,
sume eâc on väter,
and vurþodon hî for godas,
sume on þâ eorðan
125   forþan þeheó ealle þing âfêt.
Ac hî mihton tôcnâvan,
gif hî cûþon þät gesceád,
þât se is âna god,
þe hî ealle gesceôp
130   ûs mannum tô brice
for his micclan gôdnysse.
Þâs gesceafta dôð
svâ svâ him gedihte hyra scyppend,
and ne magon nâht dôn
135   bûtan drihtnes villan,
forþan þe nân scyppend nis
bûtan se ân sôþa god;
and ve hine vurðiað
mid gevissum geleáfan,
140   cväþende mid mûðe
and mid môdes incundnysse,
Þät se is âna god
Þe ealle þincg gesceôp.
Git þâ hæþenan
145   noldon beón gehealdene
on svâ feavum godum,
ac fêngon to vurðigenne
mislîce entas
and men him tô godum,
150   þâ þe mihtige væron
on voruldlîcum geþincðum,
and egefulle on lîfe,
þéah þe hî leofodon fûllîce.
Ân man väs eardigende
155   on þâm îglande Creta,
Saturnus gehâten,
svŷðlîc and välhreóv,
svâ þät he âbât his suna,
þâ þâ hî geborene væron,
160   and unfäderlîce macode
heora flæsc him tô mäte.
He læfde svâ þeáh
ænne tô lîfe,
þeâh ðe he âbite
165   his gebrôðra on ær;
se väs Jouis gehâten,
hetol and þrymlîc.
He âflîgde his fäder
of þâm foresædan îglande,
170   and volde hine âcvellan,
gif he him côme tô.
Se Jouis väs svâ gâl,
þät he on his svustor gevîfede,
seó[10] väs gehâten Juno,
175   svîðe heálîc gyden.
Heora gedôhtra væron
Minerua and Uenus;
þâ forläg se fäder
fûllîce bûtâ,
180   and manega his magan
mânlice gevemde.
Þâs mânfullan men
væron þâ mærostan godas,
þe þâ hæþenan vurðodon
185   and vorhton him tô godum;
ac se sunu väs svâ þeáh
svîþor gevurþod
þonne se fäder være
on heora fûlan biggencge.
190   Þes Jouis is ârvurþost
ealra þæra goda,
þe þâ hæþenan häfdon
on heora gedvylde,
and he hâtte Þôr
195   betvux sumum þeódum,
þone þâ deniscan leóda
lufiað svŷðost.
His sunu hâtte Mars,
se macode æfre saca,
200   and vrôhte and vâvan
he volde æfre styrian.
Þisne vurðodon þâ hæþenan
for heálîcne god,
and svâ oft svâ hî fyrdodon,
205   oððe tô gefeohte voldon,
þonne offrodon hî heora lâc
on ær þysum gode.
Hî gelŷfdon þät he mihte
micclum him fultumian
210   on þâm gefeohte,
forþan þe he gefeoht lufode.
Sum man väs gehâten
Mercurius on lîfe,
se väs svðîe fâcenful
215   and svicol on dædum,
and lufode eác stala
and leáshrednysse;
Þone macodon þâ hæþenan
him tô mæran gode,
220   and ät vega gelætum
him lâc offrodon,
and tô heágum heorgum
him brôhton onsägednysse.
Þes god väs ârvurðe[11]
225   betvux eallum hæþenum,
and he is Ôþon gehâten
ôþrum naman on denisc.
Sum vîf hâtte Uenus,
seó väs Joues dôhtor,
230   svâ fracod on gâlnysse,
Þät hire fäder hî häfde
and eác hire brôþor
and óþre gehvylce
on myltestrena vîsan,
235   ac hî vurðiað þâ hæþenan
for hâlige gydenan,
svâ svâ heora godes dôhtor.
Manega ôþre godas
væron mislîce âfundene,
240   and eác svylce gydenan
on svŷðlîcum vurðmynte
geond ealne middaneard
mancynne tô forvyrde,
ac þâs synd þâ fyrmestan,
245   þeáh þe hî fûllîce leofodon.
Se syrvigenda deófol,
þe svîcað embe mancynn,
gebrôhte þâ hæþenan
on þät heálîce gedvyld,
250   þät hî svâ fûle menn
him fundon tô godum,
þe ðâ leahtras lufodon,
þe lîciað þâm deófle,
þät eác heora biggengan
255   heora bysmor lufodon,
and älfremede vurdon
fram þâm älmihtigan gode,
se þe leahtras onscunað
and lufað þâ clænnysse.
260   Hî gesetton eác þâ
þære sunnan and þâm mônan[12]
and þâm ôþrum godum
âlcum his däg;
ærest þære sunnan
265   þone sunnandäg,
and siððan þâm mônan
þone mônandäg,
and þone þriddan däg
hî þeóvdon Marte,
270   heora feohtegode,
him, tô fultume;
þone feorðan däg hî sealdon
him tô frôfre
þâm foresædan Mercurię,
275   heora mæran gode;
þone fîftan däg
hî freolsodon mærlîce
Joue tô vurðmynte,
þâm mærostan gode;
280   þone sixtan däg hî gesetton
þære scamleásan gydenan,
Uenus gehâten,
and Frycg on denisc;
þone seofoðan daghî sealdon
285   Saturne þâm ealdan,
þæra goda fäder,
him sylfum tô frôfre,
endenexð svâ þeáh,
þeáh þe he yldest være.
290   Hî voldon git vurþian
ârvurðlicor þâ godas,
and forgeáfon him steorran,
svilce hî âhton heora geveald,
þâ seofon tunglan:
295   sunnan and mônan
and þâ ôþre fîf;
þâ farað æfre
ongean þone rodor[13]
to eástdæle verd, [14]
300   ac hî gebîgð se heofon[15]
underbäc æfre.
Ac steorran svâþeáh
scinon on heofonum
on frymðe middaneardes,
305   ær þâ mânfullan godas
vurdon âcennecle
oþþe gecorene tô godum.
Hî vorhton eác anlîcnyssa
þâm ârvurðum godum,
310   sume of smætum[16]

            

Dansk
O, I elskeligste Brödre! den guddommelige Skrift har lært os at dyrke een sand Gud, sigende med disse Ord: der er een Herre og Tro og een Daab, een Gud og Fader for alle Ting, der er over alle Ting, gjennem alle Ting og i os alle; af ham ere alle Ting, ved ham bestaaer alting og paa ham beroe alle Ting; ham være Priis altid i Evighed! Amen.
Den almægtige Fader avlede en Sön af sig selv uden Kvindes Medvirkning og ved Sönnen frembragte han alle Skabninger, synlige og usynlige. Sönnen er ligesaa gammel som Faderen, thi Faderen var stedse uden Begyndelse, og Sönnen var stedse uden Begyndelse födt af ham, ligesaa mægtig som Faderen. Den hellige Aand er ikke födt, men han er Faderens og Sönnens Villie og Kjærlighed med lige megen Deel i dem begge, og ved den hellige Aand ere alle Skabninger levendegjorte, som Faderen skabte ved sin Sön, der er hans Viisdom. Denne hellige Treenighed er een almægtig Gud evig uden Begyndelse og Ende. Der er tre i Navn : Fader og Sön og hellig Aand, og dog ingenlunde tre Guder, men de tre ere een almægtig uadskillelig Guddom; thi de tre have een Natur, een Villie og eet Arbeide med alle Ting; og bedre er det os sandeligen at troe paa denne hellige Treenighed og bekjende den, end det vilde være for os at gruble for meget herover.


Denne Treenighed skabte
de skinnende Engle
Og Adam og Eva
siden til Mennesker,
5   og skjenkede dem Magt
over jordiske Skabninger;
og de kunde leve
stedse uden Död,
hvis de det ene Guds Bud
10   aldrig overtraadte.
Da boede Adam
saa tryg i Salighed,
og ham ingen Skabning
skade kunde
15   den Stund han holdt
det himmelske Bud.
Ham skadede ingen Ild,
skjönt han traadte paa den med Födder,
og heller intet Vand kunde
20   drukne Mennesket,
om han end paa Bölgerne
löb dristigen.
Og intet vildt Dyr kunde
og ingen Ormeyngel turde
25   plage Mennesket
med sin Munds Slid,
Ei heller Sult eller Törst
eller besværlig Kulde
eller overvættes Hede
30   eller Sygdom kunde Adam
pine i det Land
al den Stund han det lille Bud
holdt med Tro.

35   Da han nu derimod havde syndet
og brudt Guds Bud,
da tabte han de Herligheder
og levede med Möie,
saa at ham bede Luus
40   dristigen og Lopper,
hvem ei för vovede
Slangen engang at röre.
Han maatte da vogte sig
for Vand og for Ild,
45   og tilsee varligen,
at han haardt ei faldt,
og med eget Arbeide
erhverve sig Föden;
og de naturlige Goder,
50   som Gud skabte ham med,
han maatte dem passe,
hvis han vilde beholde dem,
med megen Omhu,
saaledes som end de Gode
55   gjöre,
der med Möie passe
sig for Synder.
Saaledes ogsaa sandeligen
Solen og Maanen
60   bleve berövede
sin yndige Klarhed
efter Adams Feiltrin,
ingenlunde ved egen Forseelse.
Syvfold
var Solen da lysere,
65   för Mennesket forbröd sig,
og Maanen havde
Solens Klarhed,
som den skinner nu for os,
De skulle dog atter
70   efter Dommens Dag
have tilfulde sit Skin,

saaledes som de skabtes
og Maanen skal ei aftage
75   efter den Dag,
men skal skinne i sin Heelhed
saa som Solen gjör nu.
Menneskerne kunne ogsaa opnaae
med stor Vanskelighed,
80   at de komme til at boe hos Gud
evig i Salighed
efter Dommens Dag
stedse uden Död,
de som nu fölge
85   hans Bud i Gjerning,
og de som Gud foragte
skulle styrtes i Helvede
i de evige Pinsler
og endelöse Martre.
90   Nu læste vi ei i Skriften,
at man reiste Afguder
i al den Tid
för Noas Flod,
indtil Kæmperne byggede
95   det underbare Taarn
efter Noas Flod,
og dem saa mange
Sprog Gud da
gav, som der var Arbeidere.
100   Da de nu droge
til fjerne Lande,
og Menneskeslægten tiltog,
da bleve de forlokkede
af den gamle Djævel,
105   som Adam för besveg,
saa at de ryggeslöse
gjorde sig Guder,
og foragtede Skaberen,
der skabte dem til Mennesker.
110   De grebe da til den Viisdom,
at de dyrkede som sine Guder
Solen og Maanen
for deres skinnende Glands,
og ofrede dem Gaver,
og forlode sin Skaber.
115   Nogle Mennesker sagde ogsaa
om de skinnende Stjerner,
at de vare Guder,
og tilbade dem ivrigen.
120   Nogle troede paa Ilden
for dens ödelæggende Brænden,
Nogle ogsaa paa Vandet,
og dyrkede dem som Guder;
Nogle paa Jorden,
125   fordi den ernærer alle Ting.
Men de maatte skjönne,
hvis de havde nogen Forstand,
at han er alene Gud,
som skabte dem alle
130   til Nytte for os Mennesker
for sin store Godheds Skyld.
Disse Skabninger gjöre,
som deres Skaber har tilsagt dem,
og kunne intet gjöre
135   uden Herrens Villie,
fordi der er ingen Skaber
uden den eneste sande Gud,
og vi skulle tilbede ham
med fast Tro,
140   sigende med Munden
og med Sjælens Inderste:
at han er ene Gud,
som Alting skabte.
Dog Hedningerne
145   vilde ei nöies
med saa faa Guder,
men begyndte at dyrke
forskjellige Jætter
og Mennesker som Guder,
150   hvilke vare mægtige
i verdslige Værdigheder
og anseede i levende Live,
skjönt de levede skjændigen.
En Mand boede
155   paa Öen Creta,
Saturnus kaldet,
ubændig og blodtörstig,
saa at han dræbte sine Sönner,
naar de vare födte,
160   og ufaderligen gjorde
deres Kjöd til sin Spise.
Han levnede dog
een i Live,
skjönt han, havde dræbt
165   hans Brödre tilforn;
han blev kaldet Jovis,
grum og vældig.
Han forjog sin Fader
fra den for omtalte Ö,
170   og vilde dræbe ham,
dersom han kunde komme over ham.
Denne Jovis var saa töileslös
at han ægtede sin egen Söster,
hun blev kaldet Juno,
175   en saare ophöiet Gudinde.
Deres Dötre vare
Minerva og Venus;
dem besov Faderen
skjændigen begge to,
180   og mange af sine Slægtninge
skjændede han nedrigen.
Disse ryggeslöse Mænd
vare de ypperste Guder,
som Hedningerne tilbade
185   og gjorde til sine Guder;
men Sönnen blev dog
mere hædret,
end Faderen havde været
i deres onde Dyrkelse.
190   Denne Jovis er ærværdigst
af alle de Guder,
som Hedningerne havde
i deres Vildfarelse
og han hed Thor
195   hos nogle Folk;
ham de danske Folk
elske höiest.
Hans Sön hed Mars,
han yppede altid Tvistigheder,
200   og Strid og Elendighed
vilde han altid vække.
Denne tilbade Hedningerne
som herlig Gud,
og saa ofte de togede,
205   eller vilde i Striden,
da ofrede de sine Gaver
i Forveien til denne Gud.
De troede at han kunde
storligen hjelpe dem
210   i Kampen,
fordi han elskede Kamp.
En Mand kaldtes
Mercurius i levende Live,
han var saare svigagtig
215   og falsk i Gjerninger,
og elskede ogsaa Tyveri
og Underfundighed.
Ham gjorde Hedningerne
til en ypperlig Gud,
220   og ved Korsveiene
ofrede de ham Gaver,
og til höie Bjerge
bragte ham Offere.
Denne Gud var hædret
225   hos alle Hedninger,
og han kaldes Odon
med et andet Navn paa dansk.
En Kvinde hed Venus,
hun var Jovis Datter,
230   saa fræk i sin Lyst
at hendes Fader havde hende,
og tilmed hendes Broder,
og andre hvilkesomhelst
paa Skjögers Viis,
235   og hende dyrke Hedningerne
som hellig Gudinde,
som sin Guds Datter.
Mange andre Guder
bleve paa forskjellig Maade opfundne,
240   og saaledes ogsaa Gudinder
i stor Anseelse
over hele Jordkloden
til Fordærvelse for Menneskerne,
men disse ere de fornemste,
245   skjönt de levede skjændigen.
Den besnærende Djævel,
som sviger Menneskeslægten,
bragte Hedningerne
i denne forfærdelige Vildfarelse,
250   at de saa onde Mænd
fandt sig til Guder,
som elskede de Synder,
der behage Djævelen,
saa at ogsaa deres Dyrkere
255   elskede deres Vanære,
og bleve vild fremmede
for den almægtige Gud,
som hader Synder
og elsker Reenhed.
260   De satte da ogsaa
for Solen og Maanen
og de andre Guder,
for enhver sin Dag;
först for Solen
265   Söndagen,
og derpaa for Maanen
Mandagen,
og den tredie Dag
underkastede de Mars,
270   sin Krigsgud,
til Hjelp for sig.
Den fjerde Dag
skjenkede de til Tröst for sig
den föromtalte Mercurius
275   den herlige Gud.
Den femte Dag
helligholdt de herligen
til Priis for Jovis
den ypperste Gud.
280   Den sjette Dag bestemte de for
den skamlöse Gudinde
Venus kaldet
og Frigg paa dansk.
Den syvende Dag gave de
285   Saturnus den gamle.
Gudernes Fader,
sig selv til Gavn,
dog allersidst,
skjönt han var ældst.
290   De vilde endnu dyrke
med mere Ære Guderne,
og gave dem Stjerner,
som om de havde Magt over dem:
de syv Himmellegemer,
295   Solen og Maanen
og de andre fem;
de bevæge sig altid
imod Firmamentet,
ad Östen til,
300   men Himlen bringer dem ved sin Omdreining
stedse tilbage.
Men Stjernerne skinnede
dog paa Himlen
ved Verdens Begyndelse,
305   för de ryggeslöse Guder
blev födte
eller kaarne til Guder.
De gjorde ogsaa Billeder
af de ærværdige Guder,
310   nogle af puurt . . .



Wulfstan:
De falsis deis
– Om de falske guder

Oversat af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2019


Oversættelsen er foretaget på baggrund af
Heli Aho: Ealra þæra goda þe þa hæðenan on ðam dagum for godas hæfdon:
– A Comparative Analysis of Wulfstan’s De Falsis Deis and Ælfric’s De Falsis Diis, 2016


Ak, mangt og meget gik galt for længe siden – alt sammen på grund af Djævelen og fordi mennesker ikke ville adlyde Gud. Hedenskaben gjorde på alle måder skade omkring sig og gør stadig skade overalt.


I bøgerne[17] står der ikke noget om, at mennesker noget sted i verden rejste afgudsbilleder i tiden før Noas syndflod. Men senere – efter Noas syndflod – byggede Nimrod og kæmperne det underfulde tårn og ifølge bogen opstod der lige så mange sprog, som der var arbejdere.


Derefter spredte folk sig vidt ud over landene og befolkningen voksede hurtigt. Til sidst blev de overlistet af den gamle Djævel, som i tidernes morgen også havde bedraget Adam. I deres vildfarelse gjorde de sig hedenske guder og forkastede den sande Gud, deres egen skaber, som havde dannet og skabt dem som mennesker.


Ved Djævelens lære anså de det også for visdom at tilbede solen og månen som guder alene på grund af deres stråleglans. Og ved Djævelens lære begyndte de også at ofre til dem og forlod Herren, som havde dannet og skabt dem. Nogle mente også, at de skinnende stjerner var guder og begyndte at dyrke dem nidkært, mens andre troede på ilden, der blusser op, andre på vand og andre igen troede på jorden, fordi al føde kommer derfra. Men havde de kunnet skelne ret, ville det have været klart for dem, at det er den sande Gud, som i sin store godhed mod menneskene har skabt alt dette for at vi skal anvende det og gøre brug af det. Alle skabte ting gør kun, hvad deres skaber byder dem, og kan intet gøre uden vor Herres vilje, for der findes ikke nogen anden skaber end den ene sande Gud, som vi tror på. Og vi elsker og ærer ham for alle de skabte ting i sand tro, og vi påkalder ham i hjertets oprigtighed som den eneste sande Gud, der har skabt alle ting.


Men hedningerne ville ikke nøjes med så få guder, som de hidtil havde haft, og til sidst begyndte de at tilbede forskellige kæmper og stormænd, som kunne imponere med verdslig magt og som var ærefrygtindgydende som de nu levede og fulgte deres egne lyster.


På øen Kreta var der i gamle dage en mand ved navn Saturnus, som var så ond, at han fortærede sine egne børn undtagen ét af dem. På ufaderlig vis lod han dem miste livet, mens de endnu var unge. Modvilligt lod han dog én søn leve, skønt han havde dræbt hans brødre. Denne søn fik navnet Jove og han blev en ondskabsfuld djævel. Han fordrev sågar sin egen fader fra den førnævnte ø Kreta og han havde et inderligt ønske om at slå ham ihjel, hvis anledningen skulle byde sig. Denne Jove var så styret af lyst, at han giftede sig med sin egen søster; hun hed Juno og blev ifølge hedningernes fortællinger en af de højeste gudinder. Deres to døtre hed Minerva og Venus.


Disse onde mennesker, som vi her taler om, blev på den tid regnet blandt de øverste guder og efter Djævelens lære tilbad hedningerne dem flittigt. Sønnen blev tilbedt mere end faderen i hedendommen og han regnedes også som den mest ærefulde af alle de guder, som hedningerne i deres vildfarelse dyrkede på den tid. Blandt visse folk kaldes han Tor; blandt danskerne er han den, som de elsker mest og som de i deres vildfarelse tilbeder ivrigst.


Hans søn hed Mars; han var altid i kamp, kom med falske anklager og fremkaldte strid og uoverensstemmelser. Denne pjalt dyrkede hedningerne også som en gud efter hans død. Så tit de var i krig eller gik i kamp, ofrede de til ham for at ære denne falske gud. Det var deres tro, at han kunne give dem god støtte i kamp, for han elskede selv slagsmål og kampe.


En anden mand hed Merkurius. Han var falsk og fuld af udspekuleret list i sine handlinger og i sit bedrag. Også ham gjorde hedningerne til en stor gud. De fulgte Djævelens lære, så de ofrede til ham og bragte ham takofre på de steder, hvor veje krydsedes og på høje bjerge. Denne falske gud blev hyldet blandt alle hedninger på den tid og blandt danskerne kaldes han Odin.


Nogle danske mænd siger fejlagtigt, at Jove, som også kaldes Tor, var søn af Merkur, som de kalder Odin, men heri tager de fejl, for vi kan læse i hedenske såvel som i kristne bøger, at han, som kaldtes Jove i virkeligheden var søn af Saturn[18].


Der var en kvinde ved navn Venus. Hun var datter af Jove og hun var så fordærvet og ond i sine udskejelser, at hun lod sin egen broder gå i seng med sig. Således fortælles det, at hedningerne også dyrkede og ophøjede denne onde kvinde ved Djævelens lære. Også mange andre hedenske guder dukkede på forskellig vis op ligesom også hedenske gudinder blev agtet højt i hele Midgård til menneskenes undergang. Men disse var de vigtigste under hedendommen, selv om de havde levet deres fordærvede liv i denne verden.


Det var den underfundige Djævel – menneskenes evige bedrager – som førte hedningerne til den vildfarelse, at de valgte sig fordærvede guder, at de gjorde deres egne fordærvede lyster til lov og at de levede hele deres liv i urenhed.[19]


Men velsignet være alle, som har foragtet al den slags og som har elsket og tilbedt den sande Gud, som har skabt og dannet alle ting. Én almægtig Gud, tre i én: Faderen, Sønnen og Helligånden. Alle tre rummer den ene guddommelige magt og han alene er den evige Gud, hersker og skaber af hele skaberværket. Evig pris og ære til ham i verden uden ende. Amen.



Hauksbók:
Um þat hvaðan otru hofst

ved
Finnur Jónsson
København, 1892


Vm þat huaðan otru hofst

Líufír brhðr. Sua segía oss helgar rítníngar huersu ver[20] skolum a drottenn varn trua oc melír sua. at einn er guð oc .i.[21] er almennileg tru oc einn er cristinn domr. oc einn er guð alz faðer. oc alz er gerande oc valdande oc raðande. En hann eigum ver at lofa oc dyrka firir þui at hann skóp hínn[22] fysta mann Adam oc hans kono Euam er ver erom aller fra komner. Guð bauð[23] þeím boð orð sín at geta oc sagðe þeim ef þau gaum gefe. at þau skilldu fhðast oc fulla tru gera. oc fylla hímín rikí þann lut er[24] englar thmdu firir míkíleti sínu. oc firir of pryðí. oc firir þer sakar[25] at þeír brutu log víð drottenn varn. En þa er slict líf var Adame skapat oc þeim híunum baðom sua at þau skylldu ecki erfeði drygia. fyst þa stund er þau gettu boðorða guðs. þa matte þeim ecki at angre verða. eígí brunnu þau þo at þau gengi i eld[26] brennanda[27] eígí sucku þau þo[28] at þau gengí[29] á se. eigi grandaðe þeím þo[30] at[31] þau[32] ormar[33] hyggi. eígí sakaðe þau þo[34] at þau dyr bítí. huarke var þeim at meini hungr ne þorsti. heitt nema kalt huarke kostaðe þau meðan þau gerðu sua sem þeím hafðe guð boðet. þa geck[35] hinn flerðar fulli fiandi i ofund við þau beði híun. sem hann gerir[36] nu við oss alla siðan. firir þui at hann vill alla þioð suickia til heluítís. sua sem hann sueic þau beði híun at þau brutu boðorð guðs. En þegar er þau hofðu brotet þat. þa skílldu þau lata af þeiri hínní miclu selo oc lifa við vil oc við erfeði. Oc þa skilldu þau beði varna við elldi oc við vatne. oc þo matto þau varla halda sic oc sín born sua at þeím i cne fellí. en þat er at þau brutu guðs boðorð. Míkít gerði Adamr oc þau beðí híun oss ollum. firir þui at nu er heimr þessí morgum lutum[37] verri en fyrst[38] var hann[39] skapaðr af þeira misgerníngum |[40] er þau híun gerðu. firir þui at þa var sol .vij. lutum biartare en nu er hon. oc tungl var fyst sua líost sem nu er sol til þess er Adamr bra af þui sem guð bauð honum. en þat verðr eftir doma dag er þau skolu iam lios vera beði sol (oc)[41] tungl sem þau voro fyst. oc verðr þat at tungl þuerr ecki oc stendr fullt iafnan. Ver megom nu með orðe oc með verki oc með erfeði varo oc olmoso til þess gera at ver skilldum með guði vera. oc með hans helgum monnum i liose oc i fagnaðe er ver heðan forum ef ver villum guðs vilia gera. Sua segia oss heilagar bhcr at engi maðr skal blota heiðnar vettír firir þui at þat gerðu menn firir Noa floð. en af þui varð su hín mícla floð at guð vildi firir farast lata alt þat hit synduga folk af þeira misgerníngum er þeir gerðu i hordome oc flimsku oc i meín eiðum. i mutu. oc í mann drape firir vttan Noa oc sono hans þría. oc þeira[42] .iiij. konor. þanan reis fyst sa villu domr oc utru. fra þeim monnum hínum miclu er forðum varo. þeir toko til oc letu gera stopul or griote sua hafan at þeir vildu með þuí koma i hímíríki. En þa sa drottenn var mikileti þeira. oc kom þar sialfr er þeir varo er þa gerníng skildu gera. oc uilti sua firir þeím at engi uissi huat annar sagðe eða gerðí. en þeír menn voro .ij. oc lxx. En af þui ero nu sua margar tungur i þessum heímí. En þeír menn aller er þar voro vrðu sua vsattir at huerr þeia for a sins vegar. En su gerning fell oll niðr. þa foro þeír til ymísa landa. en mann kyni vox þa ofund oc varð suíkit af hínum sama diofli er Adam sueíc fyrr. sua at þeir gerðu ser guð oc sao eigi skynsemdar augvm[43] a varn drottenn er þa skop. Sumir blotaðu sol.[44] Sumír mana. Sumir stiornur. Sumir æld. Sumir vatn. Sumír iorð. firir þui blotaðu þeir hana at þar fhðist huatvetna við hana. firir þui vatn. at alt míndi dhyia ef þat veri eígi. firir þui æld at hann er varmr við at sítia. en af þui sol oc oll hímín tungl. at þaðan kemr lios alt i heím þenna. En þeir mattu þat eígí uita ef þeir vildi at þui hyggia at sa er einn guð er þat alt skop monnum til hialpar. Enda fengu þeír enn meíri villu dom oc blotaðu. menn þa er rikir oc ramir varo i þessum heímí siðan er þeír voro dauðír. oc hugðu þat at þeir míndu orka iam míclu dauðír sem þa er þeir voro kuíkir. Maðr var sa einn míoc rikr oc bio i hy nokorre. er het Saturnus. En hann[45] Saturnus var illr maðr. hann drap sono sína alla huerrn[46] sem borenn var oc gerði at mat ser oc at siðan. Einn let hann lifa en sa het Iupiter[47]. en hann var |[48] illr oc grimr sua at hann rak foður sínn or hy þeiri er hann bio i. oc vildi honum at bana verða ef hann metti taka hann. En sa Iupiter[49] var sua quensamr. oc daðalaus at hann[50] hafðe systur sína at kono ser. en su het Íuna[51]. oc gat með henni dhtr .íj. onnor het Minerua en onnor Vena[52]. þer baðar dhtr sinar hafðe hann at kono ser. oc hueria sína frend kono hafðe hann at skom oc cleke. þa hína meín fullu menn oc hína fulu hofðu þeir þa at bestum guðum ser. En sa Íupíter[53] var þeira alra rikastr hinna heiðnu manna. er sumír menn kalla Þor. en sa var allr einn en hann blotaðo menn a danska tungu allra mest. En hans sonr het Mars. hann vildi æ oc æ i illu standa oc i hernaðe oc i orostu. En þeir hínír heiðnu menn aller blotaðu hann dauðan aðr en þeír fhri til orostu. oc hugðu þeír at hann metti þeim þa hialpa. firir þa soc at hann stoð i hernaðe i morðe oc i mann drape. En var eínn maðr sa er Merkuríus het en hann var sua fars fullr oc suíka at hann for at flerð eínní at stela oc líuga. þann gerðu þeír heiðin mann[54] at guði ser. oc blotaðu hann at b(r)auta[55] eða gatna[56] moti oc a[57] hestum biorgum. en hann het Oðenn a donsku. kona ein var su er het Vena. su var Iofis dotter. En hon var sua mann giorn. oc sua org oc sua ill at hon la með feðr sínum. oc með morgum monnum oc hafðezt sua sem port kona. En firir henni hrðust oc heiðnir menn oc kallaðu hana gyðíu oc sins guðs dottor. мart var þess alsz er menn kallaðu guð vm allann Miðgarð. hinn illi diofull hafðe sua suícna þa hína heiðnu menn. at þeir toko illa kalla oc argar konor. oc blotaðu guð sín þa menn er þat eitt gerðu er fianda vili var. sua var mann kynít suikit til þess er var drottenn gaf þeím enga gaúm. A marga vega varo menn viltír sua at þeír gafo sol oc mana daga oc oðrum guðum sínum. Sol gafo þeir sunnu dag. En mana[58] mana dag. En tysdag gafo þeír Marti. hinn fiorða dag gafo þeír Mercurio. þann er ver[59] kollum Oðeen. En hinn .vi. dag gafo þeír hinni orgu Venu[60]. er heítír Frígg a donsko. hinn .vij. dag gafo þeír Saturno er var hinn ellsti faðer þeira allra guða. þa gerðu þeir hinír heiðnu menn man likan or rauðu gulli. oc or huítu silfri. suma gerðo þeir or steínum suma or stockum. gerði e[61] huerr or þui er[62] efni[63] hafðe[64] til[65]. oc[66] gerðu þeím hus oc kallaðu þat hof þeira. oc settu þau mann likan þar inní. oc baðo ser goðs til. [67] þar sao þeír diofla er þa hafðe aðr suícna. oc hiní fogru man likan oc flugu þar i þeím. oc meltu þaðan við þa hína ormu menn. oc villu menn oc lerðu þa til þess er þeír komu salum þeira oc sialfum þeím i heluítí. Sumír gerðu man likan með miclum |[68] hannerðum. oc seldu með verði suma við mínna en suma við meíra. sua huern sem koma matte. мeðan þeir gerðu þa þotte þeím gaman eítt at. En þa er gort hofðu oc þeír guð kallaðu þa stoð þeím age af oc voro aller reddir við þa.



Litteratur
Aho, Heli: Ealra þæra goda þe þa hæðenan on ðam dagum for godas hæfdon: – A Comparative Analysis of Wulfstan’s De Falsis Deis and Ælfric’s De Falsis Diis, 2016
Crossley-Holland, Kevin: The Anglo-Saxon World, An Anthology, Oxford, 2009.
Douglas, David C., ed.: English Historical Documents, 2004
Frankis, John: From Old English to Old Norse, Oxford 2016.
Graham, Angus: Martin of Braga: De Correctione Rusticorum – Here begins the letter of Saint Martin the Bishop to Bishop Polemius on Chastising the simple folk, 2001.
Johnson, John: A collection of all the Ecclesiastical laws and Canons of the Church of England, Oxford 1850.
Jónsson, Finnur: Hauksbók, København, 1892
Kick, Donata: Old Norse Translations of Ælfrc's »De falsis diis« and »De auguriis in Hauksbók«.
Magennis, Hugh and Swan, Mary: A Companion to Ælfric, 2009.
North, Richard: Heathen Gods in Old English Literature, Cambridge, 1997
Pope, John C., ed.: Homilies of Ælfric: A Supplementary Collection, 2 vols., Early English Text Society 259-260 (London 1967-68) 2: 667-724. Translation by P. Baker.
Taylor, Arnold R.: Hauksbok and Ælfric's »De Falsis Diis«, Leeds Studies in English, 1969.
Unger, C. R.: Fragment af en allitereret angelsaxisk homili, hvori nævnes nogle af Nordens hedenske guddomme i Annaler for nordisk oldkyndighed og historie, København, 1846.




Fodnoter

  1. ↑ At Knud var kristen er hævet over enhver tvivl, men noget tyder på, at han ikke havde den samme kategoriske afvisning af hedendommen som de norske missionskonger. Hvor de norske Olaf'er afviste enhver hentydning til de hedenske guder i hirdskjaldenes kvad, kunne Knud lade sig hylde som "kampens Frej", der var en direkte hentydning til de hedenske guder. (Hallvarðr Háreksblesi: Knutsdrápa).
  2. ↑ John Johnson: A collection of all the Ecclesiastical laws and Canons of the Church of England, Vol. 1, s. 513.
  3. ↑ John Frankis: From Old English to Old Norse, Oxford 2016. Arnold Taylor har desuden lavet en parallelstilling af Hauksbók med Ælfrics tekst i Hauksbok and Ælfric's »De Falsis Diis«, Leeds Studies in English, 1969.
  4. ↑ See Wanley’s Catalog, S. 190.
  5. ↑ Dette Vers mangler Alliteration; man kunde læse sittan for vunian.
  6. ↑ Cod. œtas. —
  7. ↑ Cod. healden. —
  8. ↑ mycelre rettet for mycele i Texten, da gŷmen er Hunkjön.
  9. ↑ Her kunde man vente be þære þe paa Grund af de foregaaende Hunkjönsord beorhtnysse, men þâm er her Dat. Intetkjön: i Overeensstemmelse med det (ɔ: det Væsen), hvormed de vare skabte.
  10. ↑ saaledes rettet for se i Codex.
  11. ↑ saaledes rettet for arvurða i Codex.
  12. ↑ rettet for Textens: þæra sunnan and þa monan. —
  13. ↑ þâ farað æfre ongean þone rodor; man kan hermed sammenligne et Sted af en gammel tydsk Naturlære, Wackernagels Althochdeutsches Lesebuch, 770, 10; die plânête hânt zwêne genge; einen betwungenlichen hânt si mit dem firmamente von oriente, unde der ganc nimet obern hant; der ander gane ist der naturlich gane den die plânêten hânt von occidente wider daz firmamente. —
  14. ↑ Partikelen veard, verd sammensættes almindelig med Adverbier for mere at udhæve Retningen af en Bevægelse: þiderveard didhen, hiderveard hid, hâmveard hjemad, men sættes ogsaa, skjönt sjældnere som paa dette Sted, efter et Substantiv med en Præposition, f. Ex. ealle deór beoð âlotene tô eorðan veard, alle Dyr skulle lude mod Jorden, við heofones veard op mod Himlen. —
  15. ↑ Codex seo heofon.
  16. ↑ smætum, med dette Ord ender Codex; det bruges kun i forbindelse med gold, gylden, og smæte gold forklares ved aurum obryzum, cfr. tydsk Geschmeide, angels. smitan, dansk smide = slaae, kaste.
  17. ↑ Når Wulfstan taler om "bøgerne" eller "bogen" mener han Bibelen.
  18. ↑ Middelalderforfattere har deres hyr med at drage paralleller mellem de nordiske og de romerske guder.
  19. ↑ På dette sted i teksten har Ælfric et afsnit, som er udeladt hos Wulfstan. Det handler om, hvorledes hedningerne opkaldte ugedagene efter deres guder. Han skriver: »De afsatte en dag til solen og månen og hver af de andre guder: først søndag til solen så mandag til månen, derefter den tredje dag til deres krigsgud Mars – og de mente, at det ville gavne dem selv. Den fjerde dag tilegnede de til den førnævnt store gud Merkur ligeledes for at gavne dem selv. Den femte dag fejrede de på storslået vis til ære for Jove, den største af guderne. Den sjette dag afsatte de til ære for den skamløse gudinde Venus – eller Frigg som danskerne siger. Den syvende dag gav de til Saturn den gamle, fader til alle guderne også for at gavne dem selv. Skønt han var ældst blev han dog fejret sidst.«
  20. ↑ Tilf. over linjen med nedvisningstegn.
  21. ↑ Ligeledes, men uden nedvisningstegn.
  22. ↑ Aksenten står bagefter n, næsten helt over det følgende ꝼ.
  23. ↑ bau opfrisket.
  24. ↑ Disse 3 ord ligeledes.
  25. ↑ kar ligeledes.
  26. ↑ i eld ligeledes, hvorved i er gjort til j.
  27. ↑ renn opfrisket.
  28. ↑ Tilf. over linjen med nedvisningstegn.
  29. ↑ e ligeledes.
  30. ↑ Tilf. over linjen med nedvisningstegn.
  31. ↑ at u or ligeledes.
  32. ↑ at u or ligeledes.
  33. ↑ at u or ligeledes.
  34. ↑ Tilf. over linjen med nedvisningstegn.
  35. ↑ ck ligeledes.
  36. ↑ ir tilf. over linjen med nedvisningstegn.
  37. ↑ um er tilf. over linjen vistnok med nedvisningstegn.
  38. ↑ v er tilf. over linjen.
  39. ↑ Tilf. over linjen med nedvisningstegn. Alle de her nævnte tilföjelser er skrevne med fine bogstaver og, som det synes, med samme hånd som det øvrige; blækket er lidt mattere end ellers.
  40. ↑ 4b
  41. ↑ Glemt af skriveren.
  42. ↑ Skr. to gange, men förste gang overstreget.
  43. ↑ semdar augvm er tilf. over linjen med nedvisningstegn. Jþork. mener, at skriveren først har efterladt en åben plads, som blev udfyldt med eigi skyn, og resten tilf. over linjen på grund af pladsmangel; dette er meget rimeligt, da disse ord er med lidt mattere blæk, men det synes dog at være skriveren selv, der — senere — har tilsat dem.
  44. ↑ Punktum er tilf.
  45. ↑ Herefter er het tilföjet, men da det er mere afbleget, end det øvrige, synes det at være noget udskrabet og bestemt til at udgå.
  46. ↑ Således.
  47. ↑ Først skrevet íoui, hvilket sikkert er fejllæsning af iouis, men dette er overstreget og iupiter skrevet neden for i margen med en rød, rund streg omkring.
  48. ↑ 5a
  49. ↑ Først skr. iovis, men dette er overstreget med rødt og iupiter skrevet ovenover.
  50. ↑ Tilf. over linjen med nedvisningstegn.
  51. ↑ Således, ikke iuno.
  52. ↑ Sål. først skrevet, derpå synes a at være udraderet og us (forkortet) tilsat over n.
  53. ↑ Dette ord er skrevet over noget, der er udraderet (rimeligvis iovis).
  54. ↑ Vistnok en fejl for heiðnu menn.
  55. ↑ r er glemt og ordet er skrevet over et raderet sted.
  56. ↑ Disse to ord er tilf. over linjen; det første er ikke ganske tydeligt; der står vistnok .l. med streg gennem l, = vel = eða. Disse tilföjede ord er ikke raderede.
  57. ↑ Senere tilföjet af skriv.
  58. ↑ Dette ord er skrevet over linjen; det foranstående En synes at være raderet.
  59. ↑ Tilföjet over linjen.
  60. ↑ Er muligvis senere rettet til Veneri.
  61. ↑ Overstreget af opfriskeren.
  62. ↑ Overstreget af opfriskeren.
  63. ↑ fni opfrisket; herefter har opfriskeren tilskrevet er over linjen med nedvisningstegn.
  64. ↑ af opfrisket.
  65. ↑ Ligeledes.
  66. ↑ Ligeledes.
  67. ↑ Punktum er tilf.
  68. ↑ 5b
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Om_de_falske_guder&oldid=52279»