Om de falske guder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Om de falske guder
– De falsis deis

Carsten Lyngdrup Madsen
© 2019

Indledning De falsis Deis – Om de falske guder Teksten, som kendes under titlen De falsis deis – om de falske guder – stammer fra slutningen af vikingetiden, men har rødder tilbage til 500-tallet og er blevet benyttet og afskrevet helt indtil engang i 1300-tallet, hvor den endte i det islandske håndskrift Hauksbók. Omkring årtusindskiftet satte den engelske abbed Ælfric (ca. 955-1020) sig for at skrive en prædiken – en homili – som skulle advare tilhørerne/læserne mod at tro og tilbede andre guder end den kristne Gud. Som det var tilfældet med de fleste munke, var også Ælfric en belæst mand, og han tog derfor afsæt i en mere end 400 år gammel prædiken over samme tema, som var skrevet af Martin af Braga (ca. 520-580). Martin af Braga Martin af Braga (Martinus Bracarensis) var ærkebiskop i Bracara i den romerske provins Galicien (nu Braga i Portugal). Han havde på opfordring skrevet sin prædiken for at imødegå det problem, at landbefolkningen flere steder blev hængende ved deres gamle guder. Galicien lå afsides i forhold til Rom og kirken havde ikke haft held til at udrydde traditioner og tro, som knyttede sig til den gamle religion. I sin prædiken omtaler Martin flere af de hedenske skikke, som blev praktiseret blandt den galiciske befolkning. Bl.a. at man ofrede til guder, som i virkeligheden ikke var guder. Han nævner flere a de romerske guder ved navn og fordømmer dyrkelsen af dem. Også troen på naturen og naturelementer – ild, vand, kilder, lunde, bjerge eller sol, måne og stjerner – betegner han som afgudsdyrkelse. For Martin findes der kun én gud og det er den kristne treenige Gud. Derfor skal tilhørerne vende sig bort fra disse falske guder og i øvrigt fra al "gammel overtro". – Det hører dog med til billedet, at Martin ikke er en tempelstormer, der farer frem med bål og brand. Han er dybest set et liberalt menneske og selv om der ikke kan herske tvivl om hans holdning, giver han sine formaninger i en faderlig og tilgivende ånd. – Med Martins prædiken som bagtæppe, kan vi nu vende os til Ælfrics behandling af emnet. Ælfric af Eynsham Lerflise fra det gamle Eynsham Abbey Ælfric var abbed på klosteret i Eynsham nordvest for Oxford og var en af tidens flittigste forfattere, som havde skrevet om en lang række kirkelige emner. Vi kender ikke anledningen til, at han satte sig for at skrive mod de falske guder, men vi ved, at Ælfric hele livet havde levet i skyggen af vikingernes hærgen og at han tilmed nævner de "danske" guder Odin og Tor i sin prædiken, derfor skal anledningen måske snarere findes i nordisk end i gammel britisk hedendom. Uanset hvad, så er både tid, sted og anledning forskellig fra Martins. Sammenligner vi de to prædikener, er de omtrent lige lange. Martins består af 19 afsnit, Ælfrics af 22. Der er både ligheder og forskelle mellem dem, men den mest centrale del af Ælfrics prædiken bygger direkte på Martins tekst. Ælfrics prædiken følger nogenlunde denne disposition: 1. Indledning (1-2) 2. Om den sande treenige Gud (3) 3. Om de falske guder og deres dyrkelse (4-7) 4. Eksempler fra Bibelhistorien (8-19) 5. Eksempler fra kirkehistorien (20-21) 6. Afslutning (22) Det er i punkt 3 "Om de falske guder og deres dyrkelse", vi finder sammenfaldende indhold i de to tekster. Begge nævner først forskellige former for naturdyrkelse. De tilbeder solen, månen og stjernerne som om de var guder, siger Ælfric. Nogle tilbeder også elementerne ild, vand og jord og regner dem for guder. Begge nævner også flere romerske guder ved navn. Disse guder udgør en selvstændig kategori adskilt fra naturguderne. For begge forfatterne drejer det sig om store og mægtige personer, som ved Djævelens bedrag uretmæssigt er blevet gjort til guder. Begge forfatterne nævner Saturn, Juno, Jovis (Jupiter), Minerva, Venus, Mars og Merkur. At fordømme dyrkelsen af disse guder kan næppe have været relevant i 500-tallets Galicien og da slet ikke i 1000-tallets England. Derfor må vi betragte disse afsnit som et historisk tilbageblik. Men for Ælfric handler det om andet end historie, for han trækker en lige linje mellem de romerske og de nordiske guder. Når han nævner Jupiter tilføjer han, "i nogle lande kaldes han for Tor," og tilføjer så "det er ham danskerne elsker højest." Når han omtaler Merkur, beskriver han ham som svigagtig og føjer flere andre negative udtryk til. Denne beskrivelse passer dårligt på den romerske gud Merkur, der generelt har positive egenskaber. Til gengæld passer beskrivelsen på Odin, som ifølge Ælfric netop er det nordiske navn for Merkur. "Denne gud ærede hedningerne højt og han blev med et andet navn kaldt Odin blandt danskerne." Kærlighedsgudinden Venus kalder danskerne Frigg, siger Ælfric. Men hans beskrivelse af hende lader ingen tvivl tilbage om, at der menes Freja; måske et argument for, at Frigg og Freja oprindeligt er en og samme gudinde? Martin og Ælfric er også enige om, at ugedagenes navne er givet til ære for solen, månen og de falske guder. Ved at anvende den slags navne giver mennesker ære til afguderne og ikke til den sande Gud, siger Martin. Endelig får vi i begge prædikener glimt af selve kulten – gudsdyrkelsen – hvor der også er et bredt sammenfald, selv om Martin har flere enkeltheder end Ælfric. De taler således om, at der bliver bragt ofringer til guderne, at disse foregår ved korsveje og på høje bjerge. Martin taler tilmed om menneskeofringer. De fortæller begge, at hedningerne opfører templer til deres guder, at de bygger altre til offerhandlingerne og at de fremstiller kostbare billeder eller statuer af deres guder. Wulfstan af York Wulfstan (d. 1023) var biskop i London og Worcester og senere (1002) ærkebiskop i York. Han bistod kongemagten med bl.a. lovgivning først kong Æthelred (978-1013) og senere den danske kong Knud den Store (1016-1036). York havde siden slutningen af 800-tallet været vikingernes hovedby og var for en stor del befolket af danskere og nordmænd, som kaldte byen Jorvik. Den skandinaviske indflydelse fortsatte også efter englænderne tilbageerobrede byen i 954. På Wulfstans tid var kolonien af nordboere stadig betydelig. Og det var nordboernes hedenske tankegang også. Selv om Knud den Store var kristen og gjorde meget for at fremme kirke og kristendom, var det langt fra alle hans landsmænd, som havde denne dagsorden. Ifølge Wulfstan udgjorde hedningerne en stadig trussel mod de kristne englændere og den sande lære. Wulfstan, ærkebiskop af York. I sine prædikener advarer han det engelske folk mod frafald og kalder til anger og omvendelse. I sin mest berømte prædiken Sermo Lupi ad Anglos – Ulvens prædiken til englænderne – går han så langt som til at sige, at vikingernes hærgen er en direkte konsekvens af englændernes mange synder. Gud har med andre ord tilladt disse hedninger at stjæle, brænde og hærge rundt om i landet, fordi englænderne er dårlige kristne. Wulfstan og Ælfric var samtidige og kendte hinanden. Wulfstan rådførte sig ofte med Ælfric, hvilket bl.a. fremgår af den bevarede korrespondance mellem de to. Wulfstan kunne også i større eller mindre grad benytte Ælfrics materiale, hvilket netop er tilfældet med De Falsis Deis. Wulfstans udgave af denne prædiken er interessant ikke blot for, hvad han medtager men også for, hvad han udelader af Ælfrics tekst. Han medtager hverken afsnittet om den sande Gud eller eksemplerne på falske guder fra Bibelen og kirkehistorien. Efter en hel kort indledning er han straks fremme ved Ælfrics afsnit "Om de falske guder og deres dyrkelse ". Dette følger han så tæt, at der flere steder er tale om ordret citat. Efter dette afsnit rundes prædikenen af med en kort formaning. Hvor Ælfric havde skrevet til de bogligt lærde munke på Eynsham Abbey, henvendte Wulfstan sig til den brede befolkning i York bestående af såvel kristne englændere som halvhedenske vikinger. Mange af nordboerne havde på dette tidspunkt antaget kristendommen, men en dybere forståelse af den havde de næppe. I sin prædiken maner Wulfstan sine tilhørere til at holde sig fra de hedenske guder og alt, som var hedensk. Hvis dette budskab skal have haft nogen relevans, må den kristne overbevisning stadig kunne rystes af de gamle guder. Selv om tilstedeværelsen af hedendommen på dette sene tidspunkt ikke bør overdrives, viser en samtidig lovtekst, at hedendommen var en udfordring: "Vi forbyder strengt enhver form for hedenskab, eller at mennesker tilbeder afguder eller hedenske guder, solen, månen, ilden eller floder, kilder eller sten eller nogen slags træer, eller at de praktiserer heksekunst eller udtænker nogen former for mord enten ved lodkastning eller ildebrand eller lignende kunster." Når Wulfstan i sin prædiken advarer mod både romernes og nordboernes guder, er det tydeligvis fordi han læner sig op ad Ælfric, men det er måske også fordi han bevidst vil trække en linje mellem fortid og nutid. York havde været belejret af romerne indtil 400-tallet og levede nu under nordboernes åg. I denne og mange andre af hans prædikener fornemmer man, at problemet med hedningernes guder er et aktuelt og nærværende spørgsmål for ham. "Hedenskaben gjorde på alle måder skade omkring sig og gør stadig skade vidt og bredt." Ligesom Saxo og Snorre og mange andre af middelalderkirkens mænd havde Wulfstan et såkaldt euhemeristisk syn på de hedenske guder. Dvs. at guderne oprindeligt var mennesker med høj status, som efter deres død var blevet ophøjede til guder og dyrket af uvidende mennesker. Forklaring på, at mennesker således har underkastet sig falske guder finder Wulfstan i fortællingen om Djævelen, som i tidernes morgen bedrog Adam. Igen og igen fremhæver han, at afgudsdyrkelsen sker "ved Djævelens lære". Hauksbók Håndskriftet Hauksbók AM 371 4to Da den islandske stormand og lovsigemand Haukr Erlendsson døde i 1334 efterlod han sig et stort og vigtigt håndskrift, som nu kaldes Hauksbók. Bogen havde han sammenskrevet fra en række andre islandske håndskrifter og den er af meget blandet indhold, bl.a. indeholder den eddadigtet Völuspá, Landnamsbogen, en række sagaer og forskellige faglige tekster. Men i begyndelsen af bogen findes et lille afsnit, som har overskriften: Um þat hvaðan otru hofst – Hvordan den falske tro opstod. Selv om der ikke er angivet nogen kilde til dette afsnit, er der tale om en islandsk oversættelse af to brudstykker af Ælfrics prædikener, hvoraf det første netop er De falsis Deis. Hvordan teksten er havnet i Hauksbók, om det er Haukr selv, som har føjet den ind i bogen og hvornår oversættelsen stammer fra, vides ikke. Denne udgave af prædikenen mod de falske guder er til tider en ordret oversættelse, til andre tider er der tale om en parafrase, men der er også eksempler på, at oversætteren har ændret eller tilpasset teksten til sine læsere. John Frankis har givet en tilbundsgående analyse af teksten i hans From Old English to Old Norse. Betydningen af De falsis deis Skal vi sammenfatte, hvad disse tekster betyder i et nordisk religionshistorisk perspektiv, kan det fremhæves, - at så sent som på Knud den Stores tid, fandt kirkens mænd det stadig nødvendigt at advare mod de hedenske guder. - at hedenskab kunne forstås som en form for animisme / naturreligion, hvor man dyrkede naturen (fx solen, månen, bjerge, floder, kilder). - at hedenskab kunne forstås som en form for euhemerisme, hvor mennesker blev gjort til guder (fx forfædre, helte, store personligheder). - at kirken trak paralleller mellem de romerske og de nordiske guder. - at Odin, Tor og Freja fremhæves blandt de nordiske guder. - at der blev bragt ofre til guderne på udvalgte lokaliteter. - at der blev bygget altre og opført templer, hvori der fandtes gudebilleder / -statuer. Teksterne herunder Herunder gengives tre af de omtalte tekster: Ælfric: Et fragment som indeholder den centrale del af Ælfrics prædiken De Falsis Diis. Fragmentet bringes i sin fulde længde på angelsaksisk med dansk oversættelse og indledning ved C. R. Unger. Som det fremgår af teksten, skriver Ælfric i en særlig stil, som kan kaldes rytmisk prosa, hvor han nærmest skriver verslinjer som i et digt. Hans indledning er dog skrevet i almindelig prosa. Wulfstan: Wulfstans uforkortede prædiken De Falsis Deis i dansk oversættelse. Hauksbók: Den oldislandske udgave af Ælfrics prædiken som den er gengivet i Hauksbók under titlen: Vm þat huaðan otru hofst.

Ælfric: De falsis diis – Om de falske guder (et brudstykke) Ved C. R. Unger København, 1846 Oprindelig udgivet i Annaler for nordisk oldkyndighed og historie, 1846 under titlen: Fragment af en allitereret angelsaxisk homili, hvori nævnes nogle af Nordens hedenske guddomme meddeelt efter en Codex i Britisk Museum med en ordret dansk Oversættelse DET Haandskrift, hvoraf nærværende Fragment er taget, og som findes i Britisk Museum, Bibl. Cotton. Julius E. VII, er en fortræffelig og vel skreven Pergaments-Codex, neppe yngre end Begyndelsen af tiende eller Slutningen af niende Aarhundrede (omtrent 900). Det udgjör 238 Blade i liden Folio, 32 Linier paa Siden, og indeholder forövrigt Legender og Helgenhistorier, Alt angelsaxisk. Nærværende Homili indtager de sidste 5 Sider i Bogen, idet den begynder överst fol. 236, b. og er defect i Slutningen; den forangaaende Side fol. 236, a nederst findes den i Prædikenen behandlede Text paa Latin med Overskrift De falsis diis saaledes: »O, fratres dilectissimi ! Divina scriptura cultum unius veri dei nos docuit his verbis dicendo: Unus est dominus, una fides, unum baptisma; unus est deus et pater omnium, qui est super omnes et per omnia et in om- nibus nobis, ex quo omnia, per quem omnia, in quo omnio; ipsi gloria in saecula!« Med Hensyn til den angelsaxiske Text bemærkes, at den er nöiagtigen afskreven efter Codex, paa det nær, at alle Forkortninger ere oplöste, de lange Vokaler efter Grimm overalt adskilte fra de korte ved Circumflex, Diphthongerne fra de brudne Vokaler ved Accenten, og ä, der gaaer over til a (stäf pl. stafas) adskilt fra det lange æ (dæl pl. dælas), hvilke to Lyd i Haandskrifterne udtrykkes ved samme Tegn æ. Desuden ere de almindelige Skilletegn satte isteden for Skindbogens Punkter. Enkelte Rettelser af aabenbare Skrivfeil i Codex ere bemærkede under Texten. Oversættelsen er affattet saa ordret efter Originalen som det var muligt. Angelsaxisk Eálâ, ge gebröðra ðá leôfestan! þät godcunde gevrit ûs tæhte þone biggeng ânes sôþes godes þysum vordum cveþende: Ân drihten is and geleáfa, and ân fulluht; ân god and fäder ealra Þinga, se þe is ofer ealle þing and þurh ealle þing and on ûs eallum; of þâm synd ealle þincg, and Þurh Þone synd ealle þincg, and on þâm synd ealle þincg; sŷ him vuldor â tô vorulde ! Amen. Se älmihtiga fäder gestrŷnde ænne sunu of him sylfum butan vtfes gemânan, and þurh þone sunu he gevorhte ealle gesceafta, gesevenlîce and ungesevenlîce. Se sunu is eallsvâ eald svâ se fäder, forþan þe se fäder väs æfre bûtan anginne, and se sunu väs æfre bûtan anginne of him âcenned, eall svâ mihtig svâ se fäder. Se hâlga gâst nis nâ âcenned, ac he is þäs fäder and þäs suna villa and lufu, of him bâm gelîce, and þurh þone hâlgan gâst syndon ealle gesceafte gelîffäste, þe se fäder gesceôp þurh his sunu, se þe is his vîsdôm. Þeós hâlige þrŷnnys is ân älmihtig god, æfre unbegunnen and ungeendod. Hî synd þrŷ on naman: fäder and sunu and hâlig gâst, and hî ne synd nâ þrŷ godas, ac hî þrŷ syndon ân älmihtig god untôdæledlîc, forþâm þe him Þrym is ân gecynd and ân ræd and ân veorc on eallum þingum, and selre ûs is soðlîce to gelŷfenne on þâs hâlgan þrŷnnysse and hî geandettan, þonne ûs sŷ tô smeágenne tô svŷðe ymbe þät. Ðeós þrŷnnyss gesceôp þâ scînendan englas and Adam and Euan eft syððan tô mannum, 5   and sealde him anveald ofer eorðlîce gesceafta; and hî mihton vunian symle bûtan deâðe, gif hî Þät ân godes bebod 10   næfre ne tôbræcon. Þâ vunode Adam svâ orsorh on blysse and him nân gesceaft scäððan ne mihte, 15   Þâ hvîle þe he geheóld þât heofonlîce bebod. Him ne derode nân fŷr, þeáh þe he mid fôtum onstôpe, nê nân väter ne mihte 20   þone mannan âdrencan, þeâh þe he on ŷþum urne færlice. Nê nân vildeór ne mihte nê nân vyrmcyn ne dorste 25   derian þâm men mid his mûðes slite. Nê hunger nê þurst nê hefigtîma cŷle nê nân svîðlîc hæto 30   nê seócnys ne mihton Adam gesvincan on þâm earde, þâ hvîle þe he þät lytle bebod mid geleáfan geheóld. 35   Eft Þâ þâ he âgylt häfde and godes bebod tôbräc, þâ forleás he þâ gesælða, and on gesvincum leofode, svâ þät hine biton lŷs 40   bealdlîce and fleán, þone þe ær ne dorste se draca furþon hreppan. He môste þâ varnian við väter and við fŷr, 45   and behealdan värlîce, þät hearde ne feólle, and mid âgenum gesvince him ætes tilian, and þâ gecyndelîcan gôd 50   þe him god ongesceôp, he môste þâ healdan gif he hî habban volde, mid mycelre gŷmene, svâ svâ git dôð þâ gôdan, 55   þe mid gesvince healdað hî sylfe við leahtras. Eác svilce seó sunne and sôðlîce se môna vurdon benæmede 60   heora vynsuman beorhtnysse äfter Aclames gylte, nâ be âgenum gevyrhtum, Be seofonfealdum väs seó sunne þâ beorhtre, 65   ær þâm se man âgylte, and se môna häfde þære sunnan beorhtnysse, svâ svâ heó scŷnð nû ûs. Hî sceolon eft svâþeáh, 70   äfter dômnes däge, heora beorhtnysse, habban be fullan be þâm þe hî gesceapene væron; and se môna ne ealdað 75   äfter þâm däge, ac bið ansund scînende svâ svâ seó sunne dêð nû. Men magon eác geearnian mid mycelre earfofinysse, 80   þät hî vunian mid gode on vynsumnysse æfre äfter dômes däge â bûtan deâðe, þâ þe nû gehŷrsumiað 85   his hæsum mid veorce; and þâ þe god forseôð beóð besencte on helle, on þâm êcum vîtum and endeleásum cvylmingum. 90   Nû ne rædde ve on bôcum, þät man ârærde hæþengild on eallum þâm fyrste ær Noes flôde; ôþ þät þâ entas vorhton 95   þone vundorlîcan stypel äfter Noes flôde, and him svâ fela gereord god þær forgeaf svâ þæra vyrhtena väs. 100   Þâ þâ hî tôfêrdon tô fyrlenum landum, and mancynn þâ veóx. þâ vurdon hî bepæhte þurh þone ealdan deofol, 105   Þe Adam ær besvâc, svâ þât hî vorhton vôlîce him godas, and þone scyppend forsâvon, þe hî gesceôp tô mannum. 110   Hî nâmon þä tô vîsdôme, Þät hî vurðodon him for godas þâ sunnan and þone mônan for heora scînendan beorhtnysse, and him lâc offrodon 115   and forlêton heora scyppend. Sume men eác sædon be þâm scŷnendum steorrum, þät hî godas væron, and vurþodon hî georne, 120   Sume hî gelŷfdon on fŷr for his færlîcum bryne, sume eâc on väter, and vurþodon hî for godas, sume on þâ eorðan 125   forþan þeheó ealle þing âfêt. Ac hî mihton tôcnâvan, gif hî cûþon þät gesceád, þât se is âna god, þe hî ealle gesceôp 130   ûs mannum tô brice for his micclan gôdnysse. Þâs gesceafta dôð svâ svâ him gedihte hyra scyppend, and ne magon nâht dôn 135   bûtan drihtnes villan, forþan þe nân scyppend nis bûtan se ân sôþa god; and ve hine vurðiað mid gevissum geleáfan, 140   cväþende mid mûðe and mid môdes incundnysse, Þät se is âna god Þe ealle þincg gesceôp. Git þâ hæþenan 145   noldon beón gehealdene on svâ feavum godum, ac fêngon to vurðigenne mislîce entas and men him tô godum, 150   þâ þe mihtige væron on voruldlîcum geþincðum, and egefulle on lîfe, þéah þe hî leofodon fûllîce. Ân man väs eardigende 155   on þâm îglande Creta, Saturnus gehâten, svŷðlîc and välhreóv, svâ þät he âbât his suna, þâ þâ hî geborene væron, 160   and unfäderlîce macode heora flæsc him tô mäte. He læfde svâ þeáh ænne tô lîfe, þeâh ðe he âbite 165   his gebrôðra on ær; se väs Jouis gehâten, hetol and þrymlîc. He âflîgde his fäder of þâm foresædan îglande, 170   and volde hine âcvellan, gif he him côme tô. Se Jouis väs svâ gâl, þät he on his svustor gevîfede, seó väs gehâten Juno, 175   svîðe heálîc gyden. Heora gedôhtra væron Minerua and Uenus; þâ forläg se fäder fûllîce bûtâ, 180   and manega his magan mânlice gevemde. Þâs mânfullan men væron þâ mærostan godas, þe þâ hæþenan vurðodon 185   and vorhton him tô godum; ac se sunu väs svâ þeáh svîþor gevurþod þonne se fäder være on heora fûlan biggencge. 190   Þes Jouis is ârvurþost ealra þæra goda, þe þâ hæþenan häfdon on heora gedvylde, and he hâtte Þôr 195   betvux sumum þeódum, þone þâ deniscan leóda lufiað svŷðost. His sunu hâtte Mars, se macode æfre saca, 200   and vrôhte and vâvan he volde æfre styrian. Þisne vurðodon þâ hæþenan for heálîcne god, and svâ oft svâ hî fyrdodon, 205   oððe tô gefeohte voldon, þonne offrodon hî heora lâc on ær þysum gode. Hî gelŷfdon þät he mihte micclum him fultumian 210   on þâm gefeohte, forþan þe he gefeoht lufode. Sum man väs gehâten Mercurius on lîfe, se väs svðîe fâcenful 215   and svicol on dædum, and lufode eác stala and leáshrednysse; Þone macodon þâ hæþenan him tô mæran gode, 220   and ät vega gelætum him lâc offrodon, and tô heágum heorgum him brôhton onsägednysse. Þes god väs ârvurðe 225   betvux eallum hæþenum, and he is Ôþon gehâten ôþrum naman on denisc. Sum vîf hâtte Uenus, seó väs Joues dôhtor, 230   svâ fracod on gâlnysse, Þät hire fäder hî häfde and eác hire brôþor and óþre gehvylce on myltestrena vîsan, 235   ac hî vurðiað þâ hæþenan for hâlige gydenan, svâ svâ heora godes dôhtor. Manega ôþre godas væron mislîce âfundene, 240   and eác svylce gydenan on svŷðlîcum vurðmynte geond ealne middaneard mancynne tô forvyrde, ac þâs synd þâ fyrmestan, 245   þeáh þe hî fûllîce leofodon. Se syrvigenda deófol, þe svîcað embe mancynn, gebrôhte þâ hæþenan on þät heálîce gedvyld, 250   þät hî svâ fûle menn him fundon tô godum, þe ðâ leahtras lufodon, þe lîciað þâm deófle, þät eác heora biggengan 255   heora bysmor lufodon, and älfremede vurdon fram þâm älmihtigan gode, se þe leahtras onscunað and lufað þâ clænnysse. 260   Hî gesetton eác þâ þære sunnan and þâm mônan and þâm ôþrum godum âlcum his däg; ærest þære sunnan 265   þone sunnandäg, and siððan þâm mônan þone mônandäg, and þone þriddan däg hî þeóvdon Marte, 270   heora feohtegode, him, tô fultume; þone feorðan däg hî sealdon him tô frôfre þâm foresædan Mercurię, 275   heora mæran gode; þone fîftan däg hî freolsodon mærlîce Joue tô vurðmynte, þâm mærostan gode; 280   þone sixtan däg hî gesetton þære scamleásan gydenan, Uenus gehâten, and Frycg on denisc; þone seofoðan daghî sealdon 285   Saturne þâm ealdan, þæra goda fäder, him sylfum tô frôfre, endenexð svâ þeáh, þeáh þe he yldest være. 290   Hî voldon git vurþian ârvurðlicor þâ godas, and forgeáfon him steorran, svilce hî âhton heora geveald, þâ seofon tunglan: 295   sunnan and mônan and þâ ôþre fîf; þâ farað æfre ongean þone rodor to eástdæle verd, 300   ac hî gebîgð se heofon underbäc æfre. Ac steorran svâþeáh scinon on heofonum on frymðe middaneardes, 305   ær þâ mânfullan godas vurdon âcennecle oþþe gecorene tô godum. Hî vorhton eác anlîcnyssa þâm ârvurðum godum, 310   sume of smætum              Dansk O, I elskeligste Brödre! den guddommelige Skrift har lært os at dyrke een sand Gud, sigende med disse Ord: der er een Herre og Tro og een Daab, een Gud og Fader for alle Ting, der er over alle Ting, gjennem alle Ting og i os alle; af ham ere alle Ting, ved ham bestaaer alting og paa ham beroe alle Ting; ham være Priis altid i Evighed! Amen. Den almægtige Fader avlede en Sön af sig selv uden Kvindes Medvirkning og ved Sönnen frembragte han alle Skabninger, synlige og usynlige. Sönnen er ligesaa gammel som Faderen, thi Faderen var stedse uden Begyndelse, og Sönnen var stedse uden Begyndelse födt af ham, ligesaa mægtig som Faderen. Den hellige Aand er ikke födt, men han er Faderens og Sönnens Villie og Kjærlighed med lige megen Deel i dem begge, og ved den hellige Aand ere alle Skabninger levendegjorte, som Faderen skabte ved sin Sön, der er hans Viisdom. Denne hellige Treenighed er een almægtig Gud evig uden Begyndelse og Ende. Der er tre i Navn : Fader og Sön og hellig Aand, og dog ingenlunde tre Guder, men de tre ere een almægtig uadskillelig Guddom; thi de tre have een Natur, een Villie og eet Arbeide med alle Ting; og bedre er det os sandeligen at troe paa denne hellige Treenighed og bekjende den, end det vilde være for os at gruble for meget herover. Denne Treenighed skabte de skinnende Engle Og Adam og Eva siden til Mennesker, 5   og skjenkede dem Magt over jordiske Skabninger; og de kunde leve stedse uden Död, hvis de det ene Guds Bud 10   aldrig overtraadte. Da boede Adam saa tryg i Salighed, og ham ingen Skabning skade kunde 15   den Stund han holdt det himmelske Bud. Ham skadede ingen Ild, skjönt han traadte paa den med Födder, og heller intet Vand kunde 20   drukne Mennesket, om han end paa Bölgerne löb dristigen. Og intet vildt Dyr kunde og ingen Ormeyngel turde 25   plage Mennesket med sin Munds Slid, Ei heller Sult eller Törst eller besværlig Kulde eller overvættes Hede 30   eller Sygdom kunde Adam pine i det Land al den Stund han det lille Bud holdt med Tro. 35   Da han nu derimod havde syndet og brudt Guds Bud, da tabte han de Herligheder og levede med Möie, saa at ham bede Luus 40   dristigen og Lopper, hvem ei för vovede Slangen engang at röre. Han maatte da vogte sig for Vand og for Ild, 45   og tilsee varligen, at han haardt ei faldt, og med eget Arbeide erhverve sig Föden; og de naturlige Goder, 50   som Gud skabte ham med, han maatte dem passe, hvis han vilde beholde dem, med megen Omhu, saaledes som end de Gode 55   gjöre, der med Möie passe sig for Synder. Saaledes ogsaa sandeligen Solen og Maanen 60   bleve berövede sin yndige Klarhed efter Adams Feiltrin, ingenlunde ved egen Forseelse. Syvfold var Solen da lysere, 65   för Mennesket forbröd sig, og Maanen havde Solens Klarhed, som den skinner nu for os, De skulle dog atter 70   efter Dommens Dag have tilfulde sit Skin, saaledes som de skabtes og Maanen skal ei aftage 75   efter den Dag, men skal skinne i sin Heelhed saa som Solen gjör nu. Menneskerne kunne ogsaa opnaae med stor Vanskelighed, 80   at de komme til at boe hos Gud evig i Salighed efter Dommens Dag stedse uden Död, de som nu fölge 85   hans Bud i Gjerning, og de som Gud foragte skulle styrtes i Helvede i de evige Pinsler og endelöse Martre. 90   Nu læste vi ei i Skriften, at man reiste Afguder i al den Tid för Noas Flod, indtil Kæmperne byggede 95   det underbare Taarn efter Noas Flod, og dem saa mange Sprog Gud da gav, som der var Arbeidere. 100   Da de nu droge til fjerne Lande, og Menneskeslægten tiltog, da bleve de forlokkede af den gamle Djævel, 105   som Adam för besveg, saa at de ryggeslöse gjorde sig Guder, og foragtede Skaberen, der skabte dem til Mennesker. 110   De grebe da til den Viisdom, at de dyrkede som sine Guder Solen og Maanen for deres skinnende Glands, og ofrede dem Gaver, og forlode sin Skaber. 115   Nogle Mennesker sagde ogsaa om de skinnende Stjerner, at de vare Guder, og tilbade dem ivrigen. 120   Nogle troede paa Ilden for dens ödelæggende Brænden, Nogle ogsaa paa Vandet, og dyrkede dem som Guder; Nogle paa Jorden, 125   fordi den ernærer alle Ting. Men de maatte skjönne, hvis de havde nogen Forstand, at han er alene Gud, som skabte dem alle 130   til Nytte for os Mennesker for sin store Godheds Skyld. Disse Skabninger gjöre, som deres Skaber har tilsagt dem, og kunne intet gjöre 135   uden Herrens Villie, fordi der er ingen Skaber uden den eneste sande Gud, og vi skulle tilbede ham med fast Tro, 140   sigende med Munden og med Sjælens Inderste: at han er ene Gud, som Alting skabte. Dog Hedningerne 145   vilde ei nöies med saa faa Guder, men begyndte at dyrke forskjellige Jætter og Mennesker som Guder, 150   hvilke vare mægtige i verdslige Værdigheder og anseede i levende Live, skjönt de levede skjændigen. En Mand boede 155   paa Öen Creta, Saturnus kaldet, ubændig og blodtörstig, saa at han dræbte sine Sönner, naar de vare födte, 160   og ufaderligen gjorde deres Kjöd til sin Spise. Han levnede dog een i Live, skjönt han, havde dræbt 165   hans Brödre tilforn; han blev kaldet Jovis, grum og vældig. Han forjog sin Fader fra den for omtalte Ö, 170   og vilde dræbe ham, dersom han kunde komme over ham. Denne Jovis var saa töileslös at han ægtede sin egen Söster, hun blev kaldet Juno, 175   en saare ophöiet Gudinde. Deres Dötre vare Minerva og Venus; dem besov Faderen skjændigen begge to, 180   og mange af sine Slægtninge skjændede han nedrigen. Disse ryggeslöse Mænd vare de ypperste Guder, som Hedningerne tilbade 185   og gjorde til sine Guder; men Sönnen blev dog mere hædret, end Faderen havde været i deres onde Dyrkelse. 190   Denne Jovis er ærværdigst af alle de Guder, som Hedningerne havde i deres Vildfarelse og han hed Thor 195   hos nogle Folk; ham de danske Folk elske höiest. Hans Sön hed Mars, han yppede altid Tvistigheder, 200   og Strid og Elendighed vilde han altid vække. Denne tilbade Hedningerne som herlig Gud, og saa ofte de togede, 205   eller vilde i Striden, da ofrede de sine Gaver i Forveien til denne Gud. De troede at han kunde storligen hjelpe dem 210   i Kampen, fordi han elskede Kamp. En Mand kaldtes Mercurius i levende Live, han var saare svigagtig 215   og falsk i Gjerninger, og elskede ogsaa Tyveri og Underfundighed. Ham gjorde Hedningerne til en ypperlig Gud, 220   og ved Korsveiene ofrede de ham Gaver, og til höie Bjerge bragte ham Offere. Denne Gud var hædret 225   hos alle Hedninger, og han kaldes Odon med et andet Navn paa dansk. En Kvinde hed Venus, hun var Jovis Datter, 230   saa fræk i sin Lyst at hendes Fader havde hende, og tilmed hendes Broder, og andre hvilkesomhelst paa Skjögers Viis, 235   og hende dyrke Hedningerne som hellig Gudinde, som sin Guds Datter. Mange andre Guder bleve paa forskjellig Maade opfundne, 240   og saaledes ogsaa Gudinder i stor Anseelse over hele Jordkloden til Fordærvelse for Menneskerne, men disse ere de fornemste, 245   skjönt de levede skjændigen. Den besnærende Djævel, som sviger Menneskeslægten, bragte Hedningerne i denne forfærdelige Vildfarelse, 250   at de saa onde Mænd fandt sig til Guder, som elskede de Synder, der behage Djævelen, saa at ogsaa deres Dyrkere 255   elskede deres Vanære, og bleve vild fremmede for den almægtige Gud, som hader Synder og elsker Reenhed. 260   De satte da ogsaa for Solen og Maanen og de andre Guder, for enhver sin Dag; först for Solen 265   Söndagen, og derpaa for Maanen Mandagen, og den tredie Dag underkastede de Mars, 270   sin Krigsgud, til Hjelp for sig. Den fjerde Dag skjenkede de til Tröst for sig den föromtalte Mercurius 275   den herlige Gud. Den femte Dag helligholdt de herligen til Priis for Jovis den ypperste Gud. 280   Den sjette Dag bestemte de for den skamlöse Gudinde Venus kaldet og Frigg paa dansk. Den syvende Dag gave de 285   Saturnus den gamle. Gudernes Fader, sig selv til Gavn, dog allersidst, skjönt han var ældst. 290   De vilde endnu dyrke med mere Ære Guderne, og gave dem Stjerner, som om de havde Magt over dem: de syv Himmellegemer, 295   Solen og Maanen og de andre fem; de bevæge sig altid imod Firmamentet, ad Östen til, 300   men Himlen bringer dem ved sin Omdreining stedse tilbage. Men Stjernerne skinnede dog paa Himlen ved Verdens Begyndelse, 305   för de ryggeslöse Guder blev födte eller kaarne til Guder. De gjorde ogsaa Billeder af de ærværdige Guder, 310   nogle af puurt . . .

Wulfstan: De falsis deis – Om de falske guder Oversat af Carsten Lyngdrup Madsen © 2019 Oversættelsen er foretaget på baggrund af Heli Aho: Ealra þæra goda þe þa hæðenan on ðam dagum for godas hæfdon: – A Comparative Analysis of Wulfstan’s De Falsis Deis and Ælfric’s De Falsis Diis, 2016 Ak, mangt og meget gik galt for længe siden – alt sammen på grund af Djævelen og fordi mennesker ikke ville adlyde Gud. Hedenskaben gjorde på alle måder skade omkring sig og gør stadig skade overalt. I bøgerne står der ikke noget om, at mennesker noget sted i verden rejste afgudsbilleder i tiden før Noas syndflod. Men senere – efter Noas syndflod – byggede Nimrod og kæmperne det underfulde tårn og ifølge bogen opstod der lige så mange sprog, som der var arbejdere. Derefter spredte folk sig vidt ud over landene og befolkningen voksede hurtigt. Til sidst blev de overlistet af den gamle Djævel, som i tidernes morgen også havde bedraget Adam. I deres vildfarelse gjorde de sig hedenske guder og forkastede den sande Gud, deres egen skaber, som havde dannet og skabt dem som mennesker. Ved Djævelens lære anså de det også for visdom at tilbede solen og månen som guder alene på grund af deres stråleglans. Og ved Djævelens lære begyndte de også at ofre til dem og forlod Herren, som havde dannet og skabt dem. Nogle mente også, at de skinnende stjerner var guder og begyndte at dyrke dem nidkært, mens andre troede på ilden, der blusser op, andre på vand og andre igen troede på jorden, fordi al føde kommer derfra. Men havde de kunnet skelne ret, ville det have været klart for dem, at det er den sande Gud, som i sin store godhed mod menneskene har skabt alt dette for at vi skal anvende det og gøre brug af det. Alle skabte ting gør kun, hvad deres skaber byder dem, og kan intet gøre uden vor Herres vilje, for der findes ikke nogen anden skaber end den ene sande Gud, som vi tror på. Og vi elsker og ærer ham for alle de skabte ting i sand tro, og vi påkalder ham i hjertets oprigtighed som den eneste sande Gud, der har skabt alle ting. Men hedningerne ville ikke nøjes med så få guder, som de hidtil havde haft, og til sidst begyndte de at tilbede forskellige kæmper og stormænd, som kunne imponere med verdslig magt og som var ærefrygtindgydende som de nu levede og fulgte deres egne lyster. På øen Kreta var der i gamle dage en mand ved navn Saturnus, som var så ond, at han fortærede sine egne børn undtagen ét af dem. På ufaderlig vis lod han dem miste livet, mens de endnu var unge. Modvilligt lod han dog én søn leve, skønt han havde dræbt hans brødre. Denne søn fik navnet Jove og han blev en ondskabsfuld djævel. Han fordrev sågar sin egen fader fra den førnævnte ø Kreta og han havde et inderligt ønske om at slå ham ihjel, hvis anledningen skulle byde sig. Denne Jove var så styret af lyst, at han giftede sig med sin egen søster; hun hed Juno og blev ifølge hedningernes fortællinger en af de højeste gudinder. Deres to døtre hed Minerva og Venus. Disse onde mennesker, som vi her taler om, blev på den tid regnet blandt de øverste guder og efter Djævelens lære tilbad hedningerne dem flittigt. Sønnen blev tilbedt mere end faderen i hedendommen og han regnedes også som den mest ærefulde af alle de guder, som hedningerne i deres vildfarelse dyrkede på den tid. Blandt visse folk kaldes han Tor; blandt danskerne er han den, som de elsker mest og som de i deres vildfarelse tilbeder ivrigst. Hans søn hed Mars; han var altid i kamp, kom med falske anklager og fremkaldte strid og uoverensstemmelser. Denne pjalt dyrkede hedningerne også som en gud efter hans død. Så tit de var i krig eller gik i kamp, ofrede de til ham for at ære denne falske gud. Det var deres tro, at han kunne give dem god støtte i kamp, for han elskede selv slagsmål og kampe. En anden mand hed Merkurius. Han var falsk og fuld af udspekuleret list i sine handlinger og i sit bedrag. Også ham gjorde hedningerne til en stor gud. De fulgte Djævelens lære, så de ofrede til ham og bragte ham takofre på de steder, hvor veje krydsedes og på høje bjerge. Denne falske gud blev hyldet blandt alle hedninger på den tid og blandt danskerne kaldes han Odin. Nogle danske mænd siger fejlagtigt, at Jove, som også kaldes Tor, var søn af Merkur, som de kalder Odin, men heri tager de fejl, for vi kan læse i hedenske såvel som i kristne bøger, at han, som kaldtes Jove i virkeligheden var søn af Saturn. Der var en kvinde ved navn Venus. Hun var datter af Jove og hun var så fordærvet og ond i sine udskejelser, at hun lod sin egen broder gå i seng med sig. Således fortælles det, at hedningerne også dyrkede og ophøjede denne onde kvinde ved Djævelens lære. Også mange andre hedenske guder dukkede på forskellig vis op ligesom også hedenske gudinder blev agtet højt i hele Midgård til menneskenes undergang. Men disse var de vigtigste under hedendommen, selv om de havde levet deres fordærvede liv i denne verden. Det var den underfundige Djævel – menneskenes evige bedrager – som førte hedningerne til den vildfarelse, at de valgte sig fordærvede guder, at de gjorde deres egne fordærvede lyster til lov og at de levede hele deres liv i urenhed. Men velsignet være alle, som har foragtet al den slags og som har elsket og tilbedt den sande Gud, som har skabt og dannet alle ting. Én almægtig Gud, tre i én: Faderen, Sønnen og Helligånden. Alle tre rummer den ene guddommelige magt og han alene er den evige Gud, hersker og skaber af hele skaberværket. Evig pris og ære til ham i verden uden ende. Amen.

Hauksbók: Um þat hvaðan otru hofst ved Finnur Jónsson København, 1892 Vm þat huaðan otru hofst Líufír brhðr. Sua segía oss helgar rítníngar huersu ver skolum a drottenn varn trua oc melír sua. at einn er guð oc .i. er almennileg tru oc einn er cristinn domr. oc einn er guð alz faðer. oc alz er gerande oc valdande oc raðande. En hann eigum ver at lofa oc dyrka firir þui at hann skóp hínn fysta mann Adam oc hans kono Euam er ver erom aller fra komner. Guð bauð þeím boð orð sín at geta oc sagðe þeim ef þau gaum gefe. at þau skilldu fhðast oc fulla tru gera. oc fylla hímín rikí þann lut er englar thmdu firir míkíleti sínu. oc firir of pryðí. oc firir þer sakar at þeír brutu log víð drottenn varn. En þa er slict líf var Adame skapat oc þeim híunum baðom sua at þau skylldu ecki erfeði drygia. fyst þa stund er þau gettu boðorða guðs. þa matte þeim ecki at angre verða. eígí brunnu þau þo at þau gengi i eld brennanda eígí sucku þau þo at þau gengí á se. eigi grandaðe þeím þo at þau ormar hyggi. eígí sakaðe þau þo at þau dyr bítí. huarke var þeim at meini hungr ne þorsti. heitt nema kalt huarke kostaðe þau meðan þau gerðu sua sem þeím hafðe guð boðet. þa geck hinn flerðar fulli fiandi i ofund við þau beði híun. sem hann gerir nu við oss alla siðan. firir þui at hann vill alla þioð suickia til heluítís. sua sem hann sueic þau beði híun at þau brutu boðorð guðs. En þegar er þau hofðu brotet þat. þa skílldu þau lata af þeiri hínní miclu selo oc lifa við vil oc við erfeði. Oc þa skilldu þau beði varna við elldi oc við vatne. oc þo matto þau varla halda sic oc sín born sua at þeím i cne fellí. en þat er at þau brutu guðs boðorð. Míkít gerði Adamr oc þau beðí híun oss ollum. firir þui at nu er heimr þessí morgum lutum verri en fyrst var hann skapaðr af þeira misgerníngum | er þau híun gerðu. firir þui at þa var sol .vij. lutum biartare en nu er hon. oc tungl var fyst sua líost sem nu er sol til þess er Adamr bra af þui sem guð bauð honum. en þat verðr eftir doma dag er þau skolu iam lios vera beði sol (oc) tungl sem þau voro fyst. oc verðr þat at tungl þuerr ecki oc stendr fullt iafnan. Ver megom nu með orðe oc með verki oc með erfeði varo oc olmoso til þess gera at ver skilldum með guði vera. oc með hans helgum monnum i liose oc i fagnaðe er ver heðan forum ef ver villum guðs vilia gera. Sua segia oss heilagar bhcr at engi maðr skal blota heiðnar vettír firir þui at þat gerðu menn firir Noa floð. en af þui varð su hín mícla floð at guð vildi firir farast lata alt þat hit synduga folk af þeira misgerníngum er þeir gerðu i hordome oc flimsku oc i meín eiðum. i mutu. oc í mann drape firir vttan Noa oc sono hans þría. oc þeira .iiij. konor. þanan reis fyst sa villu domr oc utru. fra þeim monnum hínum miclu er forðum varo. þeir toko til oc letu gera stopul or griote sua hafan at þeir vildu með þuí koma i hímíríki. En þa sa drottenn var mikileti þeira. oc kom þar sialfr er þeir varo er þa gerníng skildu gera. oc uilti sua firir þeím at engi uissi huat annar sagðe eða gerðí. en þeír menn voro .ij. oc lxx. En af þui ero nu sua margar tungur i þessum heímí. En þeír menn aller er þar voro vrðu sua vsattir at huerr þeia for a sins vegar. En su gerning fell oll niðr. þa foro þeír til ymísa landa. en mann kyni vox þa ofund oc varð suíkit af hínum sama diofli er Adam sueíc fyrr. sua at þeir gerðu ser guð oc sao eigi skynsemdar augvm a varn drottenn er þa skop. Sumir blotaðu sol. Sumír mana. Sumir stiornur. Sumir æld. Sumir vatn. Sumír iorð. firir þui blotaðu þeir hana at þar fhðist huatvetna við hana. firir þui vatn. at alt míndi dhyia ef þat veri eígi. firir þui æld at hann er varmr við at sítia. en af þui sol oc oll hímín tungl. at þaðan kemr lios alt i heím þenna. En þeir mattu þat eígí uita ef þeir vildi at þui hyggia at sa er einn guð er þat alt skop monnum til hialpar. Enda fengu þeír enn meíri villu dom oc blotaðu. menn þa er rikir oc ramir varo i þessum heímí siðan er þeír voro dauðír. oc hugðu þat at þeir míndu orka iam míclu dauðír sem þa er þeir voro kuíkir. Maðr var sa einn míoc rikr oc bio i hy nokorre. er het Saturnus. En hann Saturnus var illr maðr. hann drap sono sína alla huerrn sem borenn var oc gerði at mat ser oc at siðan. Einn let hann lifa en sa het Iupiter. en hann var | illr oc grimr sua at hann rak foður sínn or hy þeiri er hann bio i. oc vildi honum at bana verða ef hann metti taka hann. En sa Iupiter var sua quensamr. oc daðalaus at hann hafðe systur sína at kono ser. en su het Íuna. oc gat með henni dhtr .íj. onnor het Minerua en onnor Vena. þer baðar dhtr sinar hafðe hann at kono ser. oc hueria sína frend kono hafðe hann at skom oc cleke. þa hína meín fullu menn oc hína fulu hofðu þeir þa at bestum guðum ser. En sa Íupíter var þeira alra rikastr hinna heiðnu manna. er sumír menn kalla Þor. en sa var allr einn en hann blotaðo menn a danska tungu allra mest. En hans sonr het Mars. hann vildi æ oc æ i illu standa oc i hernaðe oc i orostu. En þeir hínír heiðnu menn aller blotaðu hann dauðan aðr en þeír fhri til orostu. oc hugðu þeír at hann metti þeim þa hialpa. firir þa soc at hann stoð i hernaðe i morðe oc i mann drape. En var eínn maðr sa er Merkuríus het en hann var sua fars fullr oc suíka at hann for at flerð eínní at stela oc líuga. þann gerðu þeír heiðin mann at guði ser. oc blotaðu hann at b(r)auta eða gatna moti oc a hestum biorgum. en hann het Oðenn a donsku. kona ein var su er het Vena. su var Iofis dotter. En hon var sua mann giorn. oc sua org oc sua ill at hon la með feðr sínum. oc með morgum monnum oc hafðezt sua sem port kona. En firir henni hrðust oc heiðnir menn oc kallaðu hana gyðíu oc sins guðs dottor. мart var þess alsz er menn kallaðu guð vm allann Miðgarð. hinn illi diofull hafðe sua suícna þa hína heiðnu menn. at þeir toko illa kalla oc argar konor. oc blotaðu guð sín þa menn er þat eitt gerðu er fianda vili var. sua var mann kynít suikit til þess er var drottenn gaf þeím enga gaúm. A marga vega varo menn viltír sua at þeír gafo sol oc mana daga oc oðrum guðum sínum. Sol gafo þeir sunnu dag. En mana mana dag. En tysdag gafo þeír Marti. hinn fiorða dag gafo þeír Mercurio. þann er ver kollum Oðeen. En hinn .vi. dag gafo þeír hinni orgu Venu. er heítír Frígg a donsko. hinn .vij. dag gafo þeír Saturno er var hinn ellsti faðer þeira allra guða. þa gerðu þeir hinír heiðnu menn man likan or rauðu gulli. oc or huítu silfri. suma gerðo þeir or steínum suma or stockum. gerði e huerr or þui er efni hafðe til. oc gerðu þeím hus oc kallaðu þat hof þeira. oc settu þau mann likan þar inní. oc baðo ser goðs til. þar sao þeír diofla er þa hafðe aðr suícna. oc hiní fogru man likan oc flugu þar i þeím. oc meltu þaðan við þa hína ormu menn. oc villu menn oc lerðu þa til þess er þeír komu salum þeira oc sialfum þeím i heluítí. Sumír gerðu man likan með miclum | hannerðum. oc seldu með verði suma við mínna en suma við meíra. sua huern sem koma matte. мeðan þeir gerðu þa þotte þeím gaman eítt at. En þa er gort hofðu oc þeír guð kallaðu þa stoð þeím age af oc voro aller reddir við þa.

Litteratur

Aho, Heli: Ealra þæra goda þe þa hæðenan on ðam dagum for godas hæfdon: – A Comparative Analysis of Wulfstan’s De Falsis Deis and Ælfric’s De Falsis Diis, 2016

Crossley-Holland, Kevin: The Anglo-Saxon World, An Anthology, Oxford, 2009.

Douglas, David C., ed.: English Historical Documents, 2004

Frankis, John: From Old English to Old Norse, Oxford 2016.

Graham, Angus: Martin of Braga: De Correctione Rusticorum – Here begins the letter of Saint Martin the Bishop to Bishop Polemius on Chastising the simple folk, 2001.

Johnson, John: A collection of all the Ecclesiastical laws and Canons of the Church of England, Oxford 1850.

Jónsson, Finnur: Hauksbók, København, 1892

Kick, Donata: Old Norse Translations of Ælfrc's »De falsis diis« and »De auguriis in Hauksbók«.

Magennis, Hugh and Swan, Mary: A Companion to Ælfric, 2009.

North, Richard: Heathen Gods in Old English Literature, Cambridge, 1997

Pope, John C., ed.: Homilies of Ælfric: A Supplementary Collection, 2 vols., Early English Text Society 259-260 (London 1967-68) 2: 667-724. Translation by P. Baker.

Taylor, Arnold R.: Hauksbok and Ælfric's »De Falsis Diis«, Leeds Studies in English, 1969.

Unger, C. R.: Fragment af en allitereret angelsaxisk homili, hvori nævnes nogle af Nordens hedenske guddomme i Annaler for nordisk oldkyndighed og historie, København, 1846.