Om de islandske Love i Fristatstiden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhjálmur Ludvig Finsen (1823-1892).

Om de islandske Love i Fristatstiden

Af Vilhjálmur Ludvig Finsen

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1873

I Anledning af Prof. Konrad Maurer's "Graagaas" i Allgemeine Encyclopædie der Wissenschaften und Künste, 77de Bind, S. 1-136.

Island blev som bekjendt opdaget af Nordboerne i det 9de Aarhundrede e. Chr.; den første Landnamsmand Ingolf Arnarson bosatte sig der 874 og Landets Bebyggelse antages at være bleven fuldført i Løbet af de derpaa følgende 60 Aar. Et Skridt til at indføre en for hele Øen gjældende Lovgivning og Samfundsorden skete da Landnamsmanden Ulfljot reiste til Norge og efter et treaarigt Ophold der — som Are Frode beretter i Íslendingabók c. 2 og 3 — "først førte Love" til Island. Althinget blev da (Aar c. 930) "efter Ulfljots og alle Beboernes Bestemmelse (ráð) oprettet, og Ulfljot maa antages at have været den første Lovsigemand (lögsögumaðr). De da vedtagne Love kaldtes Ulfljotslove og vare efter Are Frodes Beretning affattede i Overensstemmelse med den dengang gjældende norske Gulathingslov, men om deres Indhold, som neppe har været meget omfattende, haves kun tarvelige Beretninger fra en meget senere Tid . Fra Tidsrummet efter Althingets Oprettelse give Sagaerne os Beretninger om Vedtagelsen af en Række enkelte Love; af disse kan her anføres Landets Inddeling i Fjerdinger, hvoraf enhver igjen omfattede tre Thinglag — med Undtagelse af Nordfjerdingen, hvor Thingkredsene paa Grund af de locale Forhold vare fire (Aar 965) — , Christendommens Indførelse (Aar 1000), Oprettelsen af den øverste Domstol, fimtardómr, saa kaldet i Modsætning til de fire Fjerdingsdomstole (1004), Afskaffelsen af Tvekamp som Middel til at afgjøre Retstrætter (1006) og Tiendens Indførelse, der skyldtes Biskop Gissurs Indflydelse (1096). I den sidste Halvdel af det 11. Aarhundrede oprettedes det ene og omtrent Aar 1105 det andet af Øens Bispedømmer, det første i Skálholt i den sydlige Del af Landet, det andet paa Holar i Nordfjerdingen. Det næste Hovedstadium i den islandske Lovgivnings Udvikling betegnes ved den i Aarene 1117 — 1118 foretagne Nedskrivning af Lovene , som indtil den Tid kun vare blevne mundtligen overleverede fra Slægt til Slægt. Herom hedder det i Íslendingabók c. 10: "Den første Sommer, Bergthor (Rafnsson) var Lovsigemand (1117), blev den nye Lov (nýmæli) vedtagen, at vore Love skulde skrives i en Bog paa Haflide Marssons Gaard den paafølgende Vinter, efter Bergthors og Haflides og andre vise Mænds Meddelelser (sögu, nemlig om hvad der var gjældende Lov) og Raadgivning. De skulde udarbeide alle saadanne nye Love, som de fandt bedre end de gamle Love; derefter skulde Lovene oplæses (segja upp) den følgende Sommer i den lovgivende Forsamling (logrétta), og alt det skulde da gjælde, som Flertallet ikke stemte imod. Det skete ogsaa saaledes, at da blev nedskrevet Drabsafsnittet og meget andet af Lovene og oplæst af geistlige Mænd i Lovretten den følgende Sommer, og det fandt alles Bifald og Ingen mælede derimod." Faa Aar efter Vedtagelsen af denne saakaldte Haflides Lovsamling (Hafliðaskrá, undertiden ogsaa kaldet Bergþ6rslög), blev, efter hvad der meddeles os i Hungrvaka c. 11, i Biskopperne Thorlaks og Ketils Tid, altsaa i Tidsrummet 1123 — 1133, Christenretten optegnet. Fra den følgende Tid give Sagaerne eller Annalerne os Oplysning om Vedtagelsen af nogle enkelte Love af mindre væsentlig Betydning; saaledes om Forandring i Alenmaalet (1195— 1200), om Ægteskab i forbudne Grader og Indskrænkning i den tidligere endnu mere omfattende Forpligtelse til at forsørge trængende Slægtninge (i Biskop Magnus Gissurssons Tid 1216 — 1236, eller, som Annalerne angive det, 1217), og om Indførelsen af forskjellige Festdage (i Aarene 1179, 1199, 1210, 1237). I 1253 skal der være vedtaget en Lov om, at i Tilfælde af Strid mellem den geistlige og verdslige Ret altid den første skulde have Forrangen. Fra den sidste Del af det 12. Aarhundrede tiltoge Stridighederne mellem de islandske Høvdinger mere og mere og gjorde det endelig muligt for den norske Konge Hakon Hakonsson at gjennemføre sin længe nærede Plan at erhverve Overherredømmet over Island. I Aarene 1262 — 1264 indgik Islænderne den saakaldte Gamle Overenskomst (gamli sáttmáli), hvorved de underkastede sig de norske Konger. Kort Tid efter afløstes den gamle islandske Ret af nye Lovbøger, der i det Væsentlige vare affattede i Overensstemmelse med den i Norge gjældende Lovgivning; dette skete for den verdslige Rets Vedkommende i 1271 — 1273, da Lovbogen Járnsiða vedtoges paa Althinget (afløst 1281 af Lovbogen Jónsbok), og for den geistlige Rets Vedkommende i 1275, da en ny Christenret vedtoges (Biskop Arnes Christenret).

Som det sees, dannede Island fra Althingets Oprettelse 930 indtil Underkastelsen under de norske Konger i 1264 en Fristat. Paa det aarlige Althing, der holdtes i 14 Dage i Forsommeren paa det ved sin vilde Naturskjønhed mærkelige Sted Thingvellir i den sydlige Del af Landet, sammen traadte den lovgivende Forsamling for hele Landet (Lovretten), de fire Fjerdingsdomstole og Femterretten. Den høieste Embedsmand, Lovsigemanden, der valgtes paa 3 Aar, havde ikke nogen administrativ Myndighed udenfor Althinget; han førte et Slags Forsæde paa Althinget, kundgjorde der de nye Love, der vedtoges, m. m., og navnlig skulde han, hvad der maatte være af stor Betydning i Særdeleshed i Tidsrummet inden Lovene bleve nedskrevne, offentlig paa Althinget fra Lovbjerget — den ophøiede Plads, hvorfra alle offentlige Kundgjørelser pleiede at finde Sted — for den forsamlede Mængde foredrage den hele gjældende Lovgivning. Things- eller Rettergangsordningen skulde han foredrage hvert Aar; de øvrige Lovafsnit i Løbet af 3 Aar. Endelig var han pligtig til, ligeoverfor Enhver, som derom spurgte ham, at meddele, hvad der var gjældende Lov. Foruden Althinget holdtes der stedlige Thing i hvert af Landets 13 Thinglag, nemlig Vaarthinget (várþing), der sammentraadte tidlig paa Foraaret før Althinget, og hvor en Domstol dannede det ordinaire Værnething for Thinglagets Beboere, og et Eftersommerthing (leið), hvor forskjellige Kundgjørelser fandt Sted, navnlig af de paa Althinget samme Aar vedtagne Love. Landets Høvdinger, Goderne eller Herredsforstanderne, hvis Myndighed var arvelig og ahændelig, førte et vist stedligt Polititilsyn og vare et Slags Beskyttere for deres Thingmænd; de havde Sæde i Lovretten og udnævnte blandt deres Thingmænd Medlemmerne af de ovennævnte Domstole. Sognecommunerne (hreppr) vare i Besiddelse af en omfattende Selvstyrelse, som udøvedes paa Repsmøderne.

De Optegnelser, vi have af Love eller Retsregler fra den islandske Fristats Tid, pleie at betegnes med Navnet Grágás. Det er givet, at Grágás ikke er identisk enten med Ulfljotslovene fra 930, hvis Vedtagelse falder paa en Tid, da Skrivekonsten i ethvert Fald maa have været meget lidet udviklet, eller med Haflides Samling fra 1118. I sidstnævnte Henseende bemærkes, at Grágás indeholder flere Bestemmelser, hvorom det kan paavises, at de hidrøre fra Tidsrummet efter 1118, deriblandt Alenmaalsloven af 1195—1200 og den i 1217 vedtagne Lov om Ægteskab og Frændeforsørgelse; dertil kommer, at det ældste af Haandskrifterne af Grágás endog paa et enkelt Sted, i Lovrettesafsnittet, omtaler Haflides Lovsamling som forskjellig fra selve Haandskriftets Text, idet der nemlig foreskrives, hvorledes der skal forholdes i Tilfælde af Strid mellem Lovhaandskrifterne (skrár), blandt hvilke da ogsaa nævnes den skrá, som Haflide lod gjøre. Overhovedet maa det ansees afgjort, at Grágás ikke kan henføres til noget af de Lovgivningsstadier, der lade sig paavise i den islandske Fristats Historie. Det maa fremdeles ansees som givet, at Grágás ikke er at betragte som en Lovbog i Nutidens Betydning, en Codification, men at den derimod er en ved privat Virksomhed tilveiebragt Optegnelse eller Fremstilling af Retsregler. Dette Grágás´s Udspring fra privat Flid fremgaaer allerede ved en flygtig Betragtning af de to gamle og udmærkede Hovedhaandskrifter, vi have af den (Gl. kongel. Saml. 1157 Fol. paa det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, Codex Regius, Konungsbok, og A. M. 334 Fol. paa Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, Codex Arnamagnæanus, Staðarhólsbók). Disse to Pergamentshaandskrifter, der antages at være nedskrevne i Tidsrummet 1250 — 1280, men iøvrigt begge vistnok ere Afskrifter af ældre Haandskrifter, maa betragtes som to selvstændige Recensioner; der findes vel en væsentlig Enhed i Indholdets hele Hovedcharacter og en stor Overensstemmelse i mange Enkeltheder, men ved Siden heraf viser der sig en betydelig indbyrdes Forskjellighed mellem Haandskrifterne, idet ikke blot det ene af dem (Konungsbók) har flere Afsnit, som det andet ikke kjender, og dette Sidste (Staðarhólsbók, der i det Hele viser en yngre Text.) til Gjengjæld har en Mængde enkelte Stykker, som ikke findes i Konungsbók, men idet ogsaa Ordenen af de for begge Skindbøger fælles Bestemmelser ofte er meget forskjellig, og den samme Bestemmelse ikke sjelden findes gjengivet noget anderledes i det ene Haandskrift, end i det andet, navnlig mere eller mindre udførligt eller omstændeligt, med en anden Ordstilling o.s.v. Det kan fremdeles ikke paatvivles, at disse vore Texter af Grágás, ialfald for en Del, bestaae af Gjengivelser af de af Lovsigemændene holdte Lovforedrag. I denne Henseende skulle vi henvise til den eiendommelige personlige Farve, som Stilen undertiden frembyder. Ikke blot forekommer Udtrykket: vi skulle, vi bør, f. Ex. "vi skulle helligholde Søndagen", men der tales paa ikke faa Steder i første Person i Enkelttallet: "saaledes som jeg nu skal sige" (er nú man ek telja), "som jeg nu har anført", "som jeg før sagde« o.s.v.. Udtrykkene; "her", "her paa Thinge" bruges om det Sted, hvor Althinget holdtes, og der findes endog Tidsbestemmelser, der sigte til hvad der skulde foregaae paa Althinget; det hedder saaledes: "Dommerne skulle udnævnes idag" (d.e. Althingets Aabningsdag, Fredagen, naar ti Uger vare forløbne af Sommeren); "vi skulle gaae til Lovbjerget imorgen"; "Sagerne skulle lyses idag og imorgen, eller ogsaa paa Mandag eller Tirsdag" o.s.v.. Medens de her omtalte Spørgsmaal maa ansees i Hovedpunkterne bragte paa det rene ved de Undersøgelser om Grágás´s Betydning, der ere blevne leverede siden den ved Udgaven af 1829 blev tilgjængelig for Almenheden, er der derimod fornemmelig Meningsforskjel med Hensyn til Spørgsmaalet om, af hvilke Materialier Grágás er sammensat og navnlig om disse Materialier hovedsagelig alene bestaae af Love — saaledes som de ere fremstillede af Lovsigemændene i Lovforedragene, eller af andre private Samlere — eller tillige af andre Retskilder.

Eiendommelighederne ved de Recensioner, der haves af Grágás, i Forbindelse med dens betydelige Omfang i Sammenligning med andre af Middelalderens Lov- eller Retssamlinger, den store Mængde af enkelte Retstilfælde, den omhandler, og den Finhed og Skarpsindighed, hvormed den afgjør disse, bragte Schlegel til i Indledningen til Udgaven af Grágás af 1829 at fremsætte den Mening, at Grágás hverken var en Lovbog eller en Retsbog (Rechtsbuch, "en Bog, der indeholder de traditionelle Retsnormer, som af en eller anden Lovkyndig ere samlede"), men at den var begge Dele, en Lovbog eller Lovsamling med Commentar, idet nemlig Forfatteren — være sig en eller anden Lovsigemand eller en Gode — ved Siden af det af ham samlede Lovgivningsstof tillige udarbeidede og tilføiede en Commentar, ved hvis Affattelse navnlig benyttedes Domme og udmærkede Juristers Meninger om tvivlsomme Retsspørgsmaal. Den Anskuelse, som saaledes udtaltes af Schlegel — der iøvrigt ogsaa urigtigen antog, at Lovsigemanden havde en Bemyndigelse til for sin Embedstid at give et Slags prætoriske Edicter — har jeg i Indledningen til en Afhandling om den islandske Familieret efter Grágás søgt at imødegaae, som bygget paa urigtige Forudsætninger, idet jeg i Modsætning hertil har gjort gjældende, at Grágás i det hele alene er en Samling af de af den offentlige Myndighed, Lovretten, vedtagne Love. I det i Overskriften til nærværende Afhandling nævnte omfattende og i mange Puncter fortrinlige Værk har Professor, Dr. juris Konrad Maurer i München — der indtager en fremragende Plads ved sine dybtgaaende Forskninger paa den nordiske Retshistories Omraade og tillige har leveret en Række særdeles fortjenstlige critiske Arbeider til Belysning af den gamle islandske Literatur, navnlig Sagaliteraturen — vel ikke sluttet sig til Schlegels ovennævnte Opfattelse, hvorefter Grágás skulde være en Blanding af Lovbog og Commentar, og han udtaler navnlig leilighedsvis, at Texterne af Grágás mere ere et Product af Samlerflid end af selvstændigt aandeligt Arbeide, men han tillægger dog Lovgivningen en væsentlig ringere Betydning som Bestanddel af Grágás´s Text, end der efter vor Opfattelse tilkommer den. Han udtaler rigtignok, at der ingen Tvivl kan være om, at den fra Fristatens Centrum, den lovgivende Forsamling paa Althinget, udgaaende, for den hele gjældende Lovgivning har i videste Omfang været bestemmende for Fristatens Retsliv, og at de saaledes vedtagne almindelige Landslove have indtaget en Plads og det endog en meget fremragende Plads blandt de Kilder, hvoraf vore Texter af Grágás have deres Udspring (S. 32, 43), men ved Siden heraf bemærker han, at man neppe feiler ved at antage, at ligesaavel efter Tilblivelsen af Hafliðaskrá (1118), som før den Tid, har den sædvansmæssige Ret langt overveiet Lovgivningen. Han antager vel, at Grágás´s Christenret og Tiendelov i det Hele og Store, saavel hvad Form som Indhold angaaer, ere at betragte som Love, hvilket han væsentlig begrunder paa, at disse Lovstykker tildels i Haandskrifterne udtrykkelig betegnes som hidrørende henholdsvis fra Biskopperne Ketil og Thorlak og fra Biskop Gissur (S. 44, 47). Det synes imidlertid kun at være Christenretten og Tiendeloven, han saaledes fuldt tillægger Characteren af Love. Han bemærker, at bortseet fra disse Stykker ere udentvivl mange andre Landslove, hvad Indholdet angaaer, gaaede over i vore Texter af Grágás (S. 44). Det var imidlertid Lovsigemanden og andre private Jurister, hvis Virksomhed det nærmest var overladt at samle og optegne Landslovene, men herved maatte da, som han bemærker, den Bestræbelse ligge nær, at tage Hensyn til den ved Siden at den legislative Ret saa ganske særdeles vigtige Sædvaneret og at bearbeide begge Bestanddele af den gjældende Ret til et Hele (S. 42). Om Lovsigemandens Foredrag udtaler han særlig, at Sædvaneretten, ikke Lovgivningen, sikkert har dannet Hovedindholdet af samme (S 39). Han betragter, i Henhold hertil, en stor Del af Grágás hovedsagelig som en, dels tra Lovsigemændene eller disses Foredrag, dels fra andre private Jurister hidrørende, fri Bearbeidelse af Love og Retssædvaner (glosserede, interpolerede Lovsamlinger), S. 42, 47 o.s.v. Endvidere antager han, at der i Fristatens Tid har uddannet sig en lærd Sysselsættelse med Retten, en Jurisprudents; han udtaler, at det neppe kan betvivles, at der har maattet opstaae Producter i et temmelig stort Antal af en friere videnskabelig Virksomhed, en juridisk Literatur i snevrere Forstand, juridiske Afhandlinger, og han er tilbøielig til at antage, at der i Grágás findes enkelte saadanne Afhandlinger (S. 43, 56 osv.).

Som det sees, antager Professor Maurer, at Grágás kun for en Del bestaar af Love; ved Siden af disse tillægger han Sædvaneretten en væsentlig Plads blandt de Materialier, hvoraf den er sammensat, og han anseer det for ikke usandsynligt, at desuden enkelte Dele af Grágás ere videnskabelige Producter. I Anledning af disse hans Anskuelser, som jeg ikke kan tiltræde, idet jeg vedblivende antager, at Grágás i det Hele og Store er at betragte alene som en privat Lovsamling, skal jeg her fremsætte nogle Bemærkninger. Disse ville da navnlig ogsaa komme til at gaae ind paa en nærmere Paavisning af den Maade, hvorpaa Lovgivningsmyndigheden var ordnet i den islandske Fristats Tid, og nærværende Afhandling er derfor betegnet som angaaende de islandske Love i Fristatstiden.

Undersøger man nu først Spørgsmaalet om der i den islandske Fristats Tid har udviklet sig en juridisk Literatur i egentlig Forstand, da kan det ganske vist ikke stærkt nok fremhæves, at der hos Islænderne fandtes en overordentlig stor Interesse for det retslige og offentlige Liv, og at Lovkyndigheden holdtes høit i Ære. Vi finde i Sagaerne Beretninger om en Mængde udmærkede Jurister. Saaledes hedder det bl.a. om Mörd Gígja (død c. 971), at han var en saa stor Jurist (lagamaðr) at ingen Domme ansaaes for lovlige, medmindre han deltog i deres Afsigelse, om Gunnlaug Ormstunga (c. 1008), at han lærte Lovkyndighed (lögspeki) af Thorstein Egilsson, om Njál Thorgeirsson (død 1011), at han var en saa stor Lovkyndig (lögmaðr), at Ingen var hans Lige om Thorhall Asgrimsson (c. 1018), at Njál underviste ham i Lovkyndighed (kenndi honum lög), saa at han blev den største Jurist (Iögmaðr) i Island paa den Tid om Skapte Thoroddsson (Lovsigemand 1004-1030), at han og hans Fader vare store Lovkyndige (lagamenn). Fra en senere Tid hedder det om Markus Skeggjason (Lovsigemand 1084 — 1107), at han har været den klogeste blandt de islandske Jurister (vitrastr lögmanna) næst efter Skapte Thoroddsson om Hrolf paa Skálmarnes (c. 1120), at han var en stor Lovkyndig (lögmaðr) og førte mange Processer om Biskop Klæng Thorsteinsson (1152 — 1176), at han havde større Kjendskab til Lovene end almindelig (honum váru ok landslögin i kunnara lagi), samt at der ikke blev afsagt Voldgiftskjendelse i nogen stor Sag, uden at han hvergang var antagen som Voldgiftsmand, om Orm Jonsson (c. 1200) og om Hrafn Sveinbjarnarson (1195—1213), at de vare lovkyndige (lögspakir). Der kan nu ikke være nogen Tvivl om, at de mange Lovkyndige, som Sagaerne saaledes nævne os, og hvoraf nogle endog, som det sees, gave Undervisning i Lovkyndigheden, have havt en overordentlig stor Indflydelse paa Fristatens Retsudvikling, navnlig ved at bevare og forplante Lovkundskaben og ved at fremkalde nye Love, men see vi hen til de om dem i Sagaerne brugte Udtryk (lagamaðr, lögspakr osv.), viser det sig, at der intetsteds er Tale om nogen lærd Sysselsættelse med Lovkyndigheden, om nogen videnskabelig Productivitet, men stedse kun om et nøie Kjendskab til Lovene, hvorpaa der navnlig i den ældre Tid, da Lovene ene og alene bevaredes ved Hukommelsen, maatte lægges en ganske overordentlig Vægt. Om en videnskabelig Productivitet kunde der derhos i ethvert Fald ikke være Tale førend fra den Tid, da Skrivekonsten blev noget mere almindelig. Skrivekonsten har imidlertid neppe været anvendt i Island til større skriftlige Affattelser før c. 1100, eller før 1117—1118, da Hafliðaskrá nedskreves, hvilket vel maa antages at have været det første betydeligere Arbeide, der i Island blev skriftlig optegnet, og efter Afhandlingen i Snorra Edda om Alphabetet (II, 12) fra omtrent 1150, maa endnu paa den Tid Skrivekonstens Anvendelse antages at have staaet temmelig meget tilbage. Det aldeles overveiende Antal af de Jurister, som nævnes i Sagaerne, henhøre imidlertid til en meget tidligere Tid. Det er kun ganske faa Jurister, der nævnes fra den Tid, da Skrivekonsten var kommen i Brug og en literair Productivitet saaledes var bleven mulig, men om ingen af de fra denne Periode nævnte Mænd er der efter Sagaberetningerne mindste Grund til at antage, at de have udviklet nogen juridisk Skribentvirksomhed. Ligesaalidt findes der — hvad Maurer ogsaa erkjender (S. 43) — i Sagaerne nogen Antydning af, at der har existeret en juridisk Literatur, Producter af en juridisk Videnskabelighed. Vel paaberaaber Maurer sig, som et indirecte Vidnesbyrd, at Are Frodes Islendingabók (affattet omtrent 1120 — 1130) i det store Hensyn, den tager til Udviklingen af den islandske Rets- og Statsforfatning, ganske bærer Characteren af en Tid, hvis literaire Virksomhed overveiende var helliget Jurisprudentsen, og at ingen tænksom Læser af Njáls-saga vil antage, at et historisk Arbejde, der saa omhyggelig og med saa stor Forkjærlighed skildrer de enkelte Stadier af indviklede Retsforhandlinger, og som endogsaa meddeler Formularerne for de enkelte processuale Handlinger i deres fulde Ordlyd, har kunnet blive udarbeidet, uden at der har staaet til Forfatterens Raadighed en uddannet juridisk Literatur, og navnlig en Række af Formularsamlinger. Men gjennemlæser man Íslendingabók, vil man dog alene der finde en høi Grad af Interesse for Fristatens Lovarbeider eller for de enkelte Love, som efterhaanden vedtoges, men derimod ikke nogen Yttring, der tyder paa, at Forfatteren selv eller Andre paa den Tid have sysselsat sig med literaire juridiske Arbeider, eller paa, at der har existeret en juridisk Literatur i egentlig Forstand, og hvad Njáls-saga angaaer, maa det bemærkes, at selv om ikke overveiende Grunde talte for, at denne Saga, ligesom overhovedet de bedre ældre islandske Sagaer, har været forfattet i det Væsentlige i sin os overleverede Form allerede længe inden Skrivekonsten kom til Anvendelse — at den, og navnlig ogsaa dens Beretninger om hine Procesforhandlinger fra Aar c. 1000, har levet paa Folkemunde længe inden den blev nedskreven — behøvede dens Forfatter dog i ethvert Fald ikke andre juridiske Hjælpekilder end saadanne Lovsamlinger, som dem vi have i vore Texter af Grágás, der blandt Andet ogsaa indeholde ikke faa Formularer. I Fortalen til Hungrvaka udtaler Forfatteren af denne Saga bl.a. som sit Øiemed, at føre unge Mænd til at gjøre sig bekjendt med hvad der paa Islandsk (Oldnordisk) er forfattet: Love eller Sagaer eller Slægtregistre (þat er á norrænu er ritað: lög, eðr sögur, eðr mannfræði). Denne Saga er sandsynligvis forfattet 1206—1212, og det anførte Sted af den turde nærmest tale for, at der ikke dengang har existeret nogen juridisk Literatur udenfor Samlingerne af Lovene. I Sturlunga-saga, der ellers saa udførligt fortæller Begivenhederne i Island i det 12'te og 13de Aarhundrede indtil efter Fristatens Undergang i 1264, findes ei heller nogensomhelst Antydning af, at der existerede en juridisk Literatur, eller af, at nogen af de mange mærkelige Mænd, hvis Virksomhed saa omstændelig skildres i Sagaen, har givet sig af med videnskabelige juridiske Arbeider.

Grágás. (Grågåsen). Islandsk lovbog fra fristatstiden.

Der mangler saaledes enhver historisk Hjemmel for, at der i den islandske Fristats Tid har været Lovkyndige, der have udfoldet en lærd juridisk Skribentvirksomhed, eller for, at der overhovedet har existeret en juridisk Literatur. At en saadan har udviklet sig, er ogsaa saa meget mere usandsynligt, som Skrivekonsten, hvad allerede ovenfor er bemærket, endnu c. 1150 — altsaa ikke meget længe inden Fristatens Undergang — var lidet anvendt, og de Lovkyndige i ethvert Fald i lang Tid maatte have nok at gjøre med at samle og ordne selve Lovgivningsstoffet, der rimeligvis kun ufuldkomment var blevet nedskrevet i 1117 — 1118 og som derefter vistnok ikke ubetydeligt forøgedes. Naar virkelig en saadan lærd juridisk Literatur havde uddannet sig, vilde det ogsaa være i høi Grad besynderligt, at der ikke engang fra hin sagarige Tid var opbevaret Navnet paa en eller anden bestemt Lovkyndig, som især skulde have sysselsat sig med slige Arbeider. For uagtet det saaledes Anførte at antage, at der har udviklet sig en juridisk Productivitet, der har havt Betydning for Sammensætningen eller Udarbeidelsen af vore Texter af Grágás, maatte der ganske vist fordres, at saadant med temmelig stor Utvivlsomhed fremgik af disses Indhold eller Beskaffenhed. Vi kunne imidlertid ikke finde, at der er Noget i Grágás´s Indhold eller Fremstilling, som taler for, at vi have juridiske Privatarbeider (Afhandlinger eller Glosser) for os. Vi skjønne ikke, at der nogetsteds kan siges at vise sig en saadan dogmatisk Holdning, som navnlig Schlegel har paaberaabt sig; der findes ingen theoretiske Begrebsudviklinger, ingen Opstilling af forskjellige Meninger med derpaa følgende Drøftelse, intet Raisonnement eller Anførsel af Grunde, og vel er Fremstillingen gjennemgaaende udførlig, men denne Udførlighed bestaaer ikke i en vidtløftig Behandling af enkelte Spørgsmaal, men alene i, at der opstilles en stor Mængde af særlige Retstilfælde, hvilket netop, som vi i det Følgende ville see, finder sin fuldkomne Forklaring i den Maade, hvorpaa Lovgivningen hentede sit Stof fra Livet. Der møder os ogsaa stedse den samme categoriske Diction (hann skal — þá á maðr osv.), en Omstændighed, hvorpaa der vistnok maa lægges Vægt, eftersom der ikke kan være nogen stor Formodning for, at private Lovkyndige skulde have skrevet Afhandlinger eller Bemærkninger i Lovsform. Undersøge vi dernæst særlig de enkelte Stykker eller Afsnit af Grágás, der specielt ere blevne udpegede som juridiske Privatarbeider, da vil en saadan Undersøgelse ikke føre til noget andet Resultat end det, som vi i det Foregaaende have antydet. Maurer har vel ikke med Bestemthed udtalt, at noget Afsnit af Grágás skulde være at betragte som et saadant juridisk Privatarbeide eller Afhandling, men han har dog antaget dette for muligt jned Hensyn til nogle Stykker af den, og som saadanne har han navnlig fremhævet Afsnittene om Frændebøder for Drab (Baugatal), og om Søretten, der begge kun findes i Skindbogen K.. Hvad det sidstnævnte Stykke (K. c. 165 flg., S. 66) angaaer, har han (S. 59 flg.) navnlig gjort opmærksom paa den i flere Henseender fremtrædende Lighed med Stykket umiddelbart foran om Hesteridt (um hrossreiðir, K. c. 164, S. 61), idet f. Ex. retstridig Brug af et fremmed Skib eller Baad, Opløsning af Sameie med Hensyn til Fartøier osv. behandles paa lignende Maade som de tilsvarende Spørgsmaal med Hensyn til Heste. Til Exempel kan anføres, at retstridig Brug af Heste i visse Tilfælde straffes strengere end ellers (betragtes som qvalificeret), deriblandt naar man rider saa lang en Vei, at man passerer forbi tre Gaarde, der alle ere paa samme Side; Straffen var da Fredløshed (skoggangr) og Uhjemmelsbøder (áfang), og som Bevis anvendtes en af Goden dannet Tolvmandskvid. I Søretsafsnittet bestemmes der nu, at den, der uden Tilladelse tager en Andens Fartøi og dermed passerer langs Landet forbi tre Gaarde, der alle ere paa samme Side, straffes med Fredløshed, og der tilføies, at Sagen skal anlægges som Sag for længere Hesteridt (hrossreið en meiri). Maurer har nu i Henhold hertil udtalt den Formodning, at Søretsafsnittet kunde være udarbeidet af en eller anden Jurist i Henhold til og under Benyttelse af Reglerne om Hesteridt. Analogien fra Reglerne om Heste kunde imidlertid ingenlunde ligge fjernt for den skarpsindige Retning, der i det Hele viser sig i Grágás, og vi see ikke, at der er Noget til Hinder for at antage, at vi her have for os en Lov, der f. Ex. af an eller anden Lovsigemand eller Gode er bleven udarbeidet i Lighed med de om Heste gjældende Regler og derefter er bleven vedtagen af den lovgivende Myndighed. Det hele Stykke har desuden i Indhold eller Form Intet, der kunde tyde paa, at det skulde være et juridisk Privatarbeide. Ligesaalidt er dette Tilfældet med Baugatal. Naar et Medlem af Ætten blev dræbt, betragtede dennes samtlige Medlemmer sig som fornærmede af Drabsmandens Æt. Oprindelig maatte denne Krænkelse afsones ved Blodhævn, men efterhaanden kom man til bestemte Regler for de Bøder, der istedet derfor skulde af Drabsmandens Slægt udredes til den Dræbtes Frænder. Disse Frændebøder for Drab (niðgjöld, sakbætr) betaltes med Sølvringe (baugar), et i hine ældre Tider brugeligt Omsætningsmiddel, og heraf kom Betegnelsen Baugatal, Opregning af Ringbøder eller af disses Fordeling. Som Grund for at betragte dette Stykke som et juridisk Privatarbeide fremhæver Maurer (S. 58), at der i den ældre norske Gulathingslov c. 316 haves Exempel paa en Fordelingsplan af Frændebøder for Drab , som angives at være forfattet af en Privatmand (Lagmanden Bjarne Mardarson fra omtrent Aar 1200, hvoraf kunde udledes den Slutning, at Staten overhovedet ikke har befattet sig med Reglerne for slige Bøders Fordeling, men overladt denne til de Private selv. Der er imidlertid neppe nogen Grund til at antage, at den offentlige Lovgivningsmagt skulde have anseet det her omtalte Anliggende, der efter sin Natur greb dybt ind i Samfundsforholdene, som sig uvedkommende, og fra det anførte Exempel fra Norge, hvorom iøvrigt end ei nøie Oplysning haves, kan der ikke sluttes Noget for den islandske Rets Vedkommende. Imod Antagelsen af, at Baugatal skulde være et Privatarbeide, hvorved det maatte være kommet til at staae i en løsere Forbindelse med de øvrige Dele af Grágás, taler den Omstændighed, at der i disse ikke sjeldent findes dels Henvisninger til Baugatal, dels Bestemmelser, som stemme overens med dettes Indhold. Hvad der fremdeles i en væsentlig Grad taler imod, at Stykket skulde være en privat Udarbeidelse, hvilket vilde forudsætte, at det var blevet til en rum Tid efter at man var begyndt at anvende Skrivekonsten, er dets om høi Ælde vidnende Character. I det islandske Samfundsliv havde Ætsforholdet en gjennemgribende Betydning, men paa intet Sted i Grágás træder Ætsforholdet saaledes frem i sin Oprindelighed som i Baugatal, der viser os Grundlaget for Slægtsorganisationen i dens ældste Skikkelse, mere fuldstændigt end ved noget af de øvrige Ætten vedkommende Retsforhold, hvorfor det ogsaa i væsentlig Grad tjener til at kaste et Lys over de øvrige Slægtskabsforhold, der vise et langt yngre Stadium. Saaledes deltog efter Baugatal i Frændebøder for Drab ikke Kvinder, og det er sandsynligt, at disse paa lignende Maade oprindelig have været udelukkede fra Deltagelse ogsaa i andre Ætsforhold, navnlig Arveret, men denne ældre Retstilstand finde vi ikke i Arveafsnittet, som derimod kalder Kvinder i alle Slægtskabsgrader til Arv, skjøndt rigtignok stedse i næste Classe efter den ligebeslægtede Mandsperson. Et lignende Exempel frembyder den Omstændighed, at Baugatal stiller Søn, avlet med en Trælkvinde, og uægtefødt Søn lige, medens Arveafsnittet udelukker den Førstnævnte fra Arv og derimod optager den Sidstnævnte blandt de fjernere Arveclasser. Ogsaa den hele Tone vidner om høi Ælde og gjør det sandsynligt, at den hører til det Allerældste af Grágás. Vi ere tilbøielige til at troe, at Baugatals practiske Betydning ligger temmelig langt tilbage i Tiden, og det er navnlig lidet rimeligt, at det skulde være blevet til i Fristatens senere Tider, da der, som vi vide af Sagaberetningerne, i Almindelighed i Drabssager sluttedes Forlig og Bøderne bestemtes efter Overenskomst. Stykket har sandsynligvis længe før Fristatens Undergang været antiqveret, hvilket bestyrkes ved at Texten flere Steder sees at være corrumperet, vistnok fordi Samlerne eller Afskriverne ikke have været fortrolige med dets Indhold. Der er blevet opstillet forskjellige Formodninger om, hvilke Dele af Grágás have havt Plads i den i 1118 vedtagne Haflides Samling; enhver saadan Gisning er selvfølgelig usikker, men dersom nogen Del af Grágás skulde kunne udpeges som den, der fremfor andre maatte formodes at være kommet til os i det Væsentlige uforandret fra Hafliðaskrá, synes dette at maatte være Tilfældet med Baugatal.

Vi skulle endelig bemærke, at Maurer har ment at finde juridiske Privatarbeider udtrykkelig omtalte i Grágás, nemlig i det ovenberørte Sted i Lovrettesafsnittet (K. c. 117, S. 213) om Striden mellem de forskjellige Lovhaandskrifter (skrár), hvor det bl.a. bestemmes, at Alt hvad der staaer i den skrá, som Haflide lod gjøre, skal være gjældende, med mindre det ved senere Bestemmelser er forandret, hvorefter der tilføies, at andre Lovkyndiges Fremstillinger (annara lög manna fyrirsögn), naar de ikke staae i Strid med Haflides Haandskrift, skulle tages tilfølge, forsaavidt de indeholde Noget, der fattes i Haflides Haandskrift, eller som er tydeligere end hvad der staaer i dette. Han har her forstaaet Ordene: annara lögmanna fyrirsögn om en juridisk Literatur (S. 29 — 30). Det lader sig ikke nægte, at det af os omhandlede Spørgsmaal vilde paa en afgjørende Maade være besvaret, dersom denne hans Forstaaelse var rigtig. Ganske vist maa det nu indrømmes, at Ordene ikke ere uforenelige med den af ham opstillede Forklaring (fyrirsögn kan betegne Forskrift, Anordning, Udvikling), men den følger dog ikke nødvendig af disse, og det er klart, at Bestemmelsen, saaledes forstaaet, vilde blive i høi Grad paafaldende. Den vilde nemlig da gaae ud paa, at en fra private Mænd udgaaet juridisk Literatur ligefrem skulde have Lovskraft, naar den blot ikke stod i Strid med Haflides Samling, at altsaa private Juristers Meninger uden videre skulde gjælde som Love, og det ikke blot nogle enkelte navngivne Juristers, men alle Juristers Skrifter uden Undtagelse — et hvilketsomhelst Product af en i ethvert Fald endnu meget ung og lidet uddannet juridisk Literatur. Det behøver ikke at udvikles, hvor usandsynlig en saadan Bestemmelse vilde være, og Usandsynligheden bliver endnu større, naar der sees hen til, at der, efter Alt hvad der ellers foreligger, ikke er Grund til at troe, at der overhovedet i den islandske Fristats Tid har existeret en Classe af lærde Jurister, end sige Jurister, der kunde egne sig til at tillægges en saa overordentlig Autoritet. Vel gaves der en beslægtet Bestemmelse i Romerretten, men der hidførtes den ved en lang Tids eiendommelige Udvikling af Institutioner, hvortil de islandske Forhold havde saa lidet Tilsvarende som muligt, og det er givet, at Romerretten ikke har havt nogensomhelst Indflydelse paa den islandske Ret og altsaa heller ikke i den her omtalte Henseende har kunnet tjene til Forbillede for denne. Det er herefter klart, at man ikke bør antage den omtalte Forstaaelse af Ordene annara lögmanna fyrirsögn, naar der kan gives nogen anden Opfattelse, og der frembyder sig nu netop en saadan Forklaring, hvorved det hele Sted faaer en ganske naturlig Betydning. De her omtalte Lovkyndige stilles nemlig i det omhandlede Sted ved Siden af Haflide (jfr. Ordet annara); disses Arbeider maa da antages at have været ensartede med hans. Da det nu maa ansees afgjort, at Haflides, eller den i 1117 nedsatte Lovcommissions, Hverv har bestaaet i at samle og optegne Lovene, er der al Grund til at antage, at der ved annara lögmanna fyrirsögn er ment netop lignende Lovsamlinger som Hafliðaskrá; der sigtes da ved de nævnte Ord til saadanne Lovhaandskrifter, skrár, hvoraf der, efter den første Del af det omhandlede Sted, dengang var forskjellige i Omløb ved Siden af Haflides Lovsamling; det er netop saadanne, ved privat Flid fremgaaede og altsaa i Orden og Gjengivelse tildels selvstændige Lovsamlinger, vi have i vore Texter af Grágás. Saaledes forstaaet faaer det en naturlig Betydning, at der tillægges disse andre Lovkyndiges Samlinger Gyldighed ved Siden af Haflides Samling, forsaavidt de indeholdt Noget, der ikke fandtes i denne, idet der herved da navnlig er sigtet til senere vedtagne Love, eller ogsaa Love fra en tidligere Tid, som ikke ere blevne medtagne ved Affattelsen af Hafliðaskrá, der blev nedskrevet paa en Tid, da Fortroligheden med Skrivekonsten endnu var ringe, og til hvis Udarbeidelse der kun anvendtes det forholdsvis korte Tidsrum af et Aar.

__________

Thingvellir august 2013. Foto: Knut Rage.

Vi skulle dernæst gaae over til en Undersøgelse af den Betydning, der kan tillægges Sædvaneretten. Medens Maurer, forsaavidt angaaer det allerede af os omtalte Spørgsmaal om Betydningen af den videnskabelige Ret, har yttret sig mere ubestemt og alene udtalt, at det er muligt, at enkelte Stykker af Grágás ere at betragte som juridiske Privatarbeider eller Afhandlinger, har han derimod fremsat sin ovenanførte Mening om Sædvanerettens overveiende Betydning med større Bestemthed. Han har i denne Henseende væsentlig gjort en Anvendelse paa de islandske Forhold af en i Nutiden herskende almindeligere Anskuelse, hvorefter det i Reglen ansees for givet, at Sædvanen har havt en overordentlig stor Betydning for Retsdannelsen hos Fortidens Folk, og at de Retssamlinger, vi have fra hin tidligere Tid, væsentligen bestaae af Optegnelser over Sædvaneretten. Medens man, for at tage et Exempel, tidligere var tilbøielig til at henføre de danske, svenske og norske Provindsiallove til bestemte Konger — hvilket saaledes for Danmarks Vedkommende endnu var Kofoed Anchers Opfattelse — have de nordiske Retsforskere i den senere Tid, ganske vist i Henhold til de i Tydskland i saa Henseende uddannede almindelige Anskuelser , uden videre Bevisførelse antaget, at hine Provindsiallove for en væsentlig Del have hentet deres Indhold fra Sædvaneretten.

Der kan nu vistnok paavises en særegen Omstændighed, der har havt Indflydelse paa den omtalte almindelige Opfattelse af Sædvanerettens Betydning. For at forklare dette, skulle vi antyde, hvad der forstaaes ved en Retssædvane. I Mangel af gjældende Retsregler handler den Enkelte i et givet Tilfælde paa en saadan Maade, som han finder stemmende med Forholdets Natur. Den Regel, han har bragt til Anvendelse, bliver ved en lignende Leilighed fulgt af endnu Andre, og efter nogen Tvivl og Uenighed, nogen Kamp, idet Nogle maaskee ikke have billiget Reglen, eller have villet anvende en anden Regel, bringes Flere og Flere til at følge den; den bliver efterhaanden saa hyppigt, saa almindeligt og saa vedvarende iagttaget, at der tilsidst udvikler sig en almindelig Erkjendelse af dens retlig forbindende Kraft. Den saaledes anerkjendte Retssætning kaldes da en Retssædvane. Det er en Følge af det saaledes Anførte, at der fra den egentlige Retssædvane vel maa skjelnes paa den ene Side den ved Domstolenes gjentagne Anvendelse af en Retsregel etablerede Praxis, paa den anden Side Retsvedtægter, d. e. Retsregler, vedtagne (ved en udtrykkelig Overenskomst eller Beslutning) af snevrere Kredse eller Samfund, navnlig Communer, Corporationer o.s.v. (Autonomi); saadanne autonomiske Retsvedtægter maa nærmest ansees at have Characteren af legislative Retsregler, idet Forskjellen kun er, at det her er en mindre Kreds, f. Ex. en Kjøbstad, ikke hele Landet, der vedtager sine Love. I Retskilder eller Documenter fra Middelalderen er der imidlertid ofte skeet en Sammenblanding af de nævnte Begreber, idet man har henført under sædvansmæssige Retsregler eller under Betegnelsen Sædvane (consuetudo), hvad der i Virkeligheden havde sit Udspring fra Autonomi eller Praxis. I Nutiden erkjendes den paapegede Forskjel der ogsaa af Maurer er fastholdt, men saavidt vi skjønne har dog den tidligere Sammenblanding af Begreberne ikke været uden Indflydelse paa de følgende Tiders Opfattelse, idet den tildels har bidraget til, at man, paa Grund af den tidligere brugte Terminologi, den saa hyppige Talen om Sædvaneret, hvor man dog mente noget ganske Andet, er kommen til at tillægge Sædvaneretten en for stor, og derved de øvrige Retskilder en for ringe Betydning for de ældre Tiders Vedkommende.

Det er nu ganske vist uomtvisteligt, at Sædvanen i Almindelighed har en særdeles stor Betydning som Retskilde ved Siden af Lovgivningen og Retspraxis. Ligesom imidlertid Sædvanerettens Omraade kan være forskjelligt hos de enkelte Folk efter disses individuelle Character og Udvikling, saaledes kan der opstilles den almindelige Sætning, at Sædvanen i Særdeleshed maa have sin Betydning for Retsdannelsen i Folkenes Barndom , i deres første Udviklingstid, inden der endnu har udviklet sig et ordnet Samfund, inden man endnu er kommen saavidt at ordne Retsforholdene ved Love (være sig almindelige, for det hele Folkesamfund givne Love, eller autonomiske Retsregler); Trangen til faste Retsnormer vil da give sig et Udtryk ved Dannelsen af Retssædvaner. Naar der derimod har dannet sig en Lovgivningsmagt og denne har faaet en større Udvikling, vil Sædvanerettens Omraade efterhaanden blive mere begrændset. Den stille, langsommere Sædvanedannelse vil da for en stor Del vige for, eller blive erstattet af den hurtigere, mere positive Retsdannelse ad Lovgivningens Vei, idet Lovene nemlig dels ville optage i sig en Del af Retssædvanerne, dels foregribe disses Dannelse, komme dem i Forkjøbet, og naar Lovgivningsmagten har vundet en fuldkommen Uddannelse, bliver Omfanget og Antallet af de Retsregler, som danne sig ad Sædvanens Vei, endogsaa meget indskrænket. Et Bevis herfor haves i Nutidens civiliserede Samfund, hvor Sædvaneretten i Almindelighed kun kan siges at have en forholdsvis ringe Betydning. Sædvanerettens Omraade staaer saaledes i et Forhold til Lovgivningens Udvikling, og for at danne sig en Mening om dens Betydning til en given Tid, maa der altid først anstilles en Undersøgelse om, i hvilken Grad Lovgivningen har været uddannet. Det vil heraf sees, at man ikke uden videre kan gaae ud fra, at Sædvaneretten har havt en stor Betydning hos et givet Folk i Fortiden; det er meget muligt, at det ikke har været Tilfældet, det er meget muligt , at Lovgivningsmyndigheden har været saaledes ordnet, at Betingelserne for en frugtbar Lovgivning have været tilstede. Spørgsmaalet om dette har været Tilfældet vil ofte være vanskeligt at besvare, idet der herom i Reglen vil savnes historiske Oplysninger, men Mangelen af saadanne tør paa ingen Maade berettige til uden videre at gaae ud fra den Forudsætning, at Lovgivningsvirksomheden har været lidet udviklet. Dersom det i nærværende Afhandling lykkes os at godtgjøre, at der i Island, hvis Retstilstande i saa mange andre Henseender vise os den fælles Stammes Institutioner i deres største Primitivitet og afgive en Typus, hvorved Retsforholdene hos Stammens øvrige Grene kunne finde deres Belysning, var Betingelser tilstede for Udviklingen af en frugtbar Lovgivning, turde der navnlig herved tillige være godtgjort, at den Mulighed ikke ligger fjernt, at noget Lignende kan have været Tilfældet hos andre, navnlig beslægtede Folk, i deres ældre Periode .

Vi have her talt om Sædvanens Betydning for Retsdannelsen, for Retsreglernes Tilblivelse, men et derfra forskjelligt Spørgsmaal er det, om de Retsoptegnelser, vi have i Behold fra et givet Folk i dets Fortid, kunne antages at have hentet deres Indhold fra Sædvaneretten. Der møder os nu strax her den mærkelige Omstændighed, at disse Retsoptegnelsers Form eller Indhold i Almindelighed ikke i mindste Maade støtte den Mening, at de skulde indeholde eller være begrundede paa sædvansmæssige Regler. Man vil navnlig f. Ex. i de nordiske ældre Retsoptegnelser gjennemgaaende finde Forskrifterne meddelte i en categorisk Form, der kun synes at egne sig for Love. Imod Sædvanerettens Betydning for disse ældre Retsoptegnelsers Vedkommende kan endvidere anføres, at forsaavidt de ofte indeholde en betydelig Mængde casuistiske Bestemmelser, kan det ansees givet, at disse ikke have deres Udspring fra Sædvaneretten; jo mere særegent eller sjeldent et Tilfælde i Livet er, desto mindre Grund er der nemlig til at antage, at der med Hensyn til samme har udviklet sig en Retssædvane, til hvis Dannelse der netop udfordres en Række Gjentagelser af ensartede Tilfælde. Hvad vi imidlertid her i Særdeleshed ville fremhæve, er en hidtil vistnok ikke tilstrækkelig paaagtet Betragtning med Hensyn til Samlingen og Optegnelsen af Retssædvaner. Et er, at der kan have udviklet sig Retssædvaner i større Omfang, at navnlig f. Ex. Retsforhold vedrørende Samhandelen for en væsentligere Del kunne have modtaget deres Uddannelse gjennem Sædvane , men et Andet er, om man i hine ældre Tider kan antages at have givet sig af med at samle, optegne og benytte det saaledes tilværende sædvansmæssige Materiale. I denne Henseende skulle vi bemærke, at naar en Sædvane er blevet til en fast og sikker Regel, til en paa en saadan Maade anerkjendt Retssætning, at den umiddelbare Retsbevidsthed ikke tænker sig Muligheden af nogen anden Retsregel, kunde der i hine fjerne Tider ikke være nogen stor Opfordring til at samle og optegne slige Retssædvaner, da ligesaavel deres Indhold var almindelig bekjendt, som deres forbindende Kraft var anerkjendt af Alle, var blevet en Del af den almindelige Bevidsthed. Som Exempel kan anføres, at der neppe var nogen Grund til at optegne en Sædvane, der gik ud paa, at Børn skulle arve deres Forældre, eller at fuld Arveret beroer paa Fødsel i lovligt Ægteskab. Det er imidlertid ikke altid, at en Retssædvane paa denne Maade er notorisk eller har vundet almindelig Anerkjendelse; ofte er Beviset for en Retssædvanes Tilværelse og Indhold ingenlunde klart. Enhver practisk Jurist vil vide, hvorledes der f. Ex. med Hensyn til Retssædvaner i Handelsverdenen, hvor Sædvaneretten i Nutiden, navnlig i Lande, hvor Handelsretten ikke har været Gjenstand for Codification, spiller en ikke uvigtig Rolle, kan selv blandt de mest Sagkyndige, de Handlende, være delte Meninger om, hvorvidt en Sædvane angaaende et bestemt Forhold er til, og hvad den gaaer ud paa. Det vilde da ikke sjeldent være nødvendigt at indhente Oplysninger fra videre Kredse om den Række Gjentagelser, af ensartede Handlinger, hvorpaa Antagelsen af en Sædvanes Tilværelse skulde begrundes, og, efter Erhvervelsen af disse maaskee møisommeligen tilveiebragte Oplysninger, ved et Skjøn at afgjøre et mere eller mindre tvivlsomt Spørgsmaal om, hvorvidt Betingelserne for en Retssædvanes Dannelse vare tilstede, navnlig om de paagjældende Handlinger vare saa ensartede, saa hyppigt og i saa lang en Tid gjentagne, at en Retssædvane herved kunde ansees opstaaet. Exempler herpaa frembyde sig let, naar man kommer til de mere detaillerede Spørgsmaal; det vil saaledes være notorisk, om der er en Retssædvane, der gaaer ud paa, at Søn, forud for Datter, arver Faderen, eller at flere Sønner arve lige ; disse Tilfælde ligge klart for Dagen, de forekomme ofte og Enhver veed, at dette er Reglen. Derimod skal der maaskee forskes meget og længe for at afgjøre, om der existerer en Retssædvane, hvorefter Arveretten er i den Grad lige, at hvad der af Faderen i levende Live er givet en enkelt Søn skal betragtes som Forskud paa hans eventuelle Arv, skal afkortes i Arven, for at den ene Søn ikke skal faae mere end den anden. At Barnet skal have en Værge, der varetager dets Tarv, kan være klart nok slaaet fast ved Sædvane, men naar der er Spørgsmaal om Gyldigheden af Værgens Dispositioner, f. Ex., om et af ham foretaget Jordsalg kan omstødes og om og efter hvilke Regler den saaledes solgte Jord kan indløses fra den Trediemand, der af Værgen har kjøbt den , kunde det være vanskeligere at udfinde, hvad Sædvaneretten tilsiger. For de private Mænd, hvis Flid vi skylde vore gamle Rets- eller Lovsamlinger, maatte det ligge nær at samle Love, Retsvedtægter, ogsaa Domme, forsaavidt disse havde retsstiftende Betydning; det gjaldt forsaavidt om et positivt, saa at sige udvortes, haandgribeligt Stof, med Hensyn til hvis Betydning for Retstilstanden der derhos for den umiddelbare Opfattelse ikke kunde være Tvivl; derimod forekommer det os, at de mindre let maatte komme til at samle Retssædvaner, hvis retlige Betydning ikke altid paa samme Maade kunde være fremtrædende, og som enten vare notoriske, bekjendte for Alle og altsaa ikke behøvede at optegnes, eller paa den anden Side havde en saa skjult og tvivlsom Tilværelse, at der ofte maatte udfordres besværlige Undersøgelser for at faae deres Existents og Indhold constateret. Ganske vist kunde Sandsynligheden for, at man har givet sig af med Samling af Retssædvaner være noget større, naar et saadant Udviklingstrin kunde forudsættes at være naaet, at der havde uddannet sig en Classe af lærde Jurister, der hengav sig til et videnskabeligt Studium og Bearbeidelse af Lovkyndigheden, men selv forudsat, at en slig større Udvikling var naaet, synes denne Udvikling at maatte medføre, at derved tillige de øvrige Organer for Retsdannelsen, Lovgivning, Autonomi og Praxis, eller nogle af disse Organer, maatte faae en videre Uddannelse, hvorved Sædvanerettens Betydning da blev indskrænket, og hertil kommer, at det for saadanne Jurister vilde være lettere ved Hjælp af den videnskabelige Ret, af almindelige Retssætninger — der dog stedse af dem vilde blive benyttede, ialfald som supplerende — at udvikle de Regler, hvorefter Retsforholdene skulde ordnes, end ved at efterspore, hvilke Retssædvaner der maatte have dannet sig. Man seer da f. Ex. eiheller, at de romerske Jurister ved deres Udviklinger have taget Hensyn til eller benyttet sædvansmæssige Regler.

Til de saaledes anførte almindelige Betragtninger komme nu for Islands Vedkommende eiendommelige Forhold, der særlig gjøre det mindre antageligt, at Sædvaneretten der har havt et overveiende Omraade. Som anført dannes en Retssædvane ved en hyppig i længere Tid fortsat Udøvelse af en et Retsforhold vedrørende Handlemaade. Der lader sig vel ikke opstille nogen Regel for, hvor hyppig og hvor længe disse Handlinger skulle være fortsatte, men det maa ialfald erkjendes, at medens der kunde være større Formodning for en vidtgaaende Udvikling af Sædvaneretten hos et talrigt, tætboende Folk, er Sandsynligheden herfor ringere, hvor Befolkningsforholdene ere af den modsatte Beskaffenhed. Dette Sidste var nu netop Tilfældet i Island, hvis Befolkning i Fristatens Tid maaskee var ringere i Tal, men ialfald ikke kan anslaaes høiere end i Nutiden , nemlig omtrent 70,000 Beboere . Uagtet det i Fristatstiden herskende friske Liv og den ualmindelig virksomme Deltagelse i de politiske og judicielle Anliggender, vil det være klart, at de individuelle Berøringspunkter maa hos en saa ringe Befolkning have været forholdsvis faa. Hos et lille Folk forefalder der f. Ex. færre Ægteskaber end hos et større, og de særegne tvivlsomme Tilfælde, hvor en Afgjørelse skal finde Sted med Hensyn til Familie- og Arveforhold, indtræffe da forholdsvis sjeldnere. Den omtalte ringe Befolkning var derhos spredt over det forholdsvis store Areal. af 1867 Qvadratmile. Dette Moment har saa meget større Betydning, som der til Dannelsen af almindelige, for hele Landet gjældende Retssædvaner maatte udfordres, at den ensartede, vedvarende Udøvelse af de Handlinger, der skulde begrunde Retssædvanen, fandt Sted i hver enkelt af de forskjellige, temmelig vidt fra hinanden spredte og ved Isbjerge og Fjeldheder adskilte Landsdele. Ligeledes sees det let, hvor besværligt det maatte være at samle Beviser for Retssædvanernes Tilværelse og Indhold fra disse forskjellige Dele af Landet. — I ethvert Fald maatte derhos en sædvansmæssig Retsdannelse under de omhandlede Befolkningsforhold udfordre en forholdsvis længere Tid. Naar der nu sees hen til, at Tiden fra Islands Bebyggelse 874 — 935 indtil Fristatens Undergang 1264 ikkun udgjorde noget over 300 Aar, troe vi, at der ogsaa fra denne Side lader sig reise Betænkeligheder ved Antagelsen af en overveiende sædvansmæssig Retsudvikling i Fristatens Tid. Man kunde maaskee indvende, at Islænderne vare udgaaede fra det øvrige Norden, navnlig Norge, og derfra havde kunnet medbringe Retssædvaner eller Elementer til saadanne, der videre kunde have udviklet sig efter Udvandringen til Island. Men dersom der væsentlig var Spørgsmaal om Retssædvaner, som vare medbragte andetstedsfra, navnlig fra Norge, maatte Formodningen være for en Lighed i mange Enkeltheder mellem den islandske Ret og den norske Ret, men en saadan findes ikke i nogen særdeles Grad, hvorimod Grágás´s Indhold, som ogsaa af Maurer bemærket, har ligeoverfor de norske Love en ganske specifik islandsk Character. Denne Forskjel turde endog netop afgive et Bevis i modsat Retning. Havde Sædvaneretten havt en overveiende Betydning i Island, maatte Formodningen være for, at det væsentlig var ældgamle Sædvaner, medbragte af Islænderne fra deres oprindelige Hjem, Norge, og Ligheden vilde da have været stor, hvilket den som anført ingenlunde er.

Efter det Anførte maa det vistnok erkjendes, at der ikke i og for sig kan være Formodning for, at Retsdannelsen i Island i nogen væsentlig Grad er gaaet for sig ad den sædvansmæssige Vei, eller at de Retsoptegnelser, vi have fra den islandske Fristats Tid, i noget betydeligt Omfang have hentet deres Indhold fra Sædvaneretten. Skulde dette desuagtet antages, maatte der ialfald herfor føres et selvstændigt, nogenlunde fyldestgjørende Bevis.

En saadan Bevisførelse have vi imidlertid forgjæves søgt i Maurer's, iøvrigt saa indholdsrige og udtømmende Værk. Han har, som anført, i Almindelighed udtalt, at man neppe feiler ved at antage, at den sædvansmæssige Ret langt overveiede den legislative Ret, men han har ikke nærmere begrundet denne Udtalelse; han synes at mene, at dens Rigtighed maa forudsættes som noget Givet. Han har navnlig ikke anført noget Bevisdatum for Sædvanerettens Betydning enten fra Grágás eller fra den øvrige islandske Literatur. Der findes nu neppe heller i Sagaerne eller i den øvrige Literatur udenfor Grágás nogen Beretning eller nogen directe eller indirecte Antydning, der kunde give Støtte for den omtalte Mening. Are Frode, der i sin Íslendingabók tager saa meget Hensyn til Fristatens Retsudvikling, giver stedse kun Beretninger om de af den lovgivende Myndighed vedtagne Love, men om Sædvaneret findes ikke et Ord. I det ovenanførte Sted i Íslendingabók om den ved Haflide i lll7 — 1118 foretagne Nedskrivning af Lovene nævnes kun Love som Gjenstand for Optegnelsen; navnlig tales der ikke om, at Lovcommissionen skulde samle eller optegne eller tage Hensyn til Retssædvaner, hvortil der dog kunde have været Anledning, dersom Retsdannelsen væsentlig var gaaet for sig ad den sædvansmæssige Vei. Under de i Njáls-saga meddelte interessante Procesforhandlinger, hvor de dygtigste Jurister søgte at beseire hinanden ved subtile Indsigelser, var der gjentagne Gange Spørgsmaal om, hvorvidt disse vare retlig begrundede, men stedse er der kun Tale om, hvorvidt de vare stemmende med Lovene, ikke om hvad der var Sædvane. Heller ikke i Grágás have vi fundet noget Holdepunkt for den omtalte Anskuelse. Det gjælder om Grágás som overhovedet om de gamle nordiske Lovsamlinger, at der, som i det Foregaaende allerede antydet, i Almindelighed ikke af selve den enkelte Retsregels Form eller Indhold vil kunne sluttes noget om dens Udspring, eller navnlig at den skulde have nogen anden Oprindelse end fra Lovgivningen. Naar Grágás f. Ex. bestemmer, at Leilændingen er berettiget til at tage (á hann at taka) Træ, der opdriver paa Gaardens Forstrand, indtil en Alens Længde, eller at en Fordringshaver, naar ingen Betalingstermin er vedtagen, kan med syv Dages Varsel, efter forudgaaet Hjemstevning eller Opfordring til Skyldneren om til den Tid at være hjemme, indfinde sig paa dennes Bopæl og da fordre Gjælden betalt (skal — stefna honom heim), da er det i og for sig ganske vist muligt, at disse Bestemmelser ere Retssædvaner, som Samlerne have optegnet og indlemmet i Texten, men der er Intet i deres Form eller Indhold, som taler derfor. Vi ville tage endnu et Exempel. Naar Grágás som en af Betingelserne for Barnets Arveret fordrer, at der ved Ægteskabet med dets Moder er betalt Brudekjøbesum, hvis Beløb derpaa nærmere fastsættes ("Den Mand er ikke arvedygtig, hvis Moder ikke er kjøbt for Brudekjøbesum« — Sá maðr er eigi arfgengr, er moðir hans er eigi munde keypt"), da er det, forsaavidt denne Bestemmelse gaaer ud paa , at Ægteskab stiftes ved en for Bruden betalt Kjøbesum eller Gave, muligt, at vi have en Retssædvane for os, og da der her er et Punkt, hvor den islandske Ret falder sammen med de øvrige nordiske Folks, idet Ægteskabet ogsaa hos disse stiftedes ved Gave eller Kjøb , kunde det endogsaa synes at have meget for sig, at det er en ældgammel, fra Folkestammens tidligste Periode hidrørende Retssædvane, men dette kan dog ikke ansees for givet. Der er i Virkeligheden ikke det Mindste til Hinder for at antage, at Reglen i hin tidligere forhistoriske Periode er bleven vedtagen ved en udtrykkelig Overenskomst eller Beslutning, en Lov eller en autonomisk Retsbestemmelse, som da kan være gaaet over i, eller ved særlig Lov være optaget i den islandske Ret. Man vil saaledes forgjæves i Grágás søge en Bestemmelse, der ved sit Indhold eller Affattelsesmaade skulde tilkjendegive sig som en Retssædvane eller grundet paa en saadan. I Forbindelse hermed maa det bemærkes, at der paa nogle enkelte Steder i vore Texter af Grágás findes indskudt Notitser om Oprindelsen af de optagne Bestemmelser. Saaledes findes i Slutningen af Christenretsafsnittet den ovenomtalte Bemærkning om dens Vedtagelse i Biskopperne Ketils og Thorlaks Tid; paa nogle Steder nævnes bestemte Lovsigemænd, som de, fra hvem Kundskaben haves om de paagjældende Love; paa enkelte Steder finder man Udtryk som: "Straffen er nu Landsforvisning" (i Modsætning til en tidligere Regel), "den Bestemmelse i Lovene er nu ophævet" o.s.v. Endelig findes der paa mange Steder anført, at de i Skindbøgerne optagne Bestemmelser ere nýmæli (nye Love). Det vilde da herefter være ikke usandsynligt, at der, naar en større Del sædvansmæssige Retsregler vare optagne , ialfald ved en eller anden af dem var gjort en Bemærkning om denne dens Oprindelse, men nogen Antydning i denne Retning findes ikke. Ligesaalidt have vi i Grágás fundet nogen directe eller indirecte Henvisning til Sædvaneretten overhovedet eller til dens Gyldighed eller dens Betydning. Der tales f. Ex. intetsteds om, at Noget har Hjemmel i længere Tids Retsudøvelse eller Skik og Brug, eller i hvad gamle Folk have udtalt som Ret, eller om at Parterne i en Proces kunne paaberaabe sig en Retssædvane, eller om hvorledes de skulle bevise dens Tilværelse. Der findes end ikke i Grágás noget Ord, der betegner Retssædvane eller Sædvane eller Skik og Brug. At Lovsigemanden, som Maurer udtaler det, har været et Organ for Sædvaneretten, at han har havt det Hverv, eller havt Bemyndigelse til, at samle og i sit Foredrag optage eller benytte sædvansmæssige Retsregler, findes ikke antydet i Grágás. Ligesaalidt er der Grund til at troe, at Lovretten har bygget sine Afgjørelser paa Sædvaneretten. Det maa ogsaa bemærkes, at dersom Sædvaneretten havde havt en stor Betydning og Antallet af de ved Sædvane dannede Retsregler havde været stort, vilde det være sandsynligt, at der med Hensyn til de enkelte Retsforhold havde dannet sig forskjellige, noget afvigende Sædvaner i de enkelte Dele eller Egne af den vidtstrakte Ø, men particulaire, for enkelte Dele af Landet særlig gjældende Retsregler anføres kun paa et Par enkelte Steder, og til at antage disse Bestemmelser for sædvansmæssige Regler er der efter deres Beskaffenhed ingen Grund.

De i det Foregaaende fremsatte Bemærkninger turde allerede være tilstrækkelige til at godtgjøre, at der ikke kan tillægges Sædvaneretten nogen saadan overveiende Betydning for den islandske Retsdannelse eller for Sammensætningen af de ældre islandske Retsoptegnelser, som af Prof. Maurer antaget. Det væsentligste og afgjørende Bevis imod den nævnte Opfattelse vil imidlertid fremgaae ved en Betragtning af den Maade, hvorpaa den almindelige Lovgivningsmyndighed i Fristatens Tid var ordnet. Denne Betragtning, hvortil vi nu skulle gaae over, vil vise, at den lovgivende Myndighed var ordnet paa en for en frugtbar Udvikling af Lovgivningen saa gunstig Maade, at der kun kunde blive ringe Plads for en Retsdannelse ad anden Vei. Derhos vil den afgive et yderligere indirekte Bevis for, at der ikke i Fristatstiden har udviklet sig nogen lærd juridisk Literatur.

__________

Thingvellir, "sú gamla lögretta" (Den gamle lovrette).

Den islandske Fristat havde, som allerede anført, sin lovgivende Forsamling, lögrétta, der sammentraadte paa det aarlige Althing. "En Lovrette" — hedder det — "skulle vi have og holde her hver Sommer paa Althinget.« Lovretten bestod af 144 Medlemmer. Kjernen i denne Forsamling dannedes af Landets 39 Goder, hvortil kom 3 Mænd fra hver af de tre Fjerdinger, Øst-, Vest- og Sydfjerdingen, hvor Godeantallet var ringere end i Nordfjerdingen, tilsammen altsaa 48, eller 12 fra hver Fjerding. Om Lovrettens Dannelse bestemmes der i Grágás, at der skal være tre Rækker Bænke, den ene foran den anden (vistnok i Qvadrat), saa rummelige, at der paa hver af dem rigelig kan sidde fire Tylter Mænd. Paa den midterste Bænk skulde Goderne og de ovennævnte af dem tiltagne 9 Mænd, 48 i Tallet, sidde, og hver enkelt af disse 48 (der betegnes som de, der havde Sæde i Lovretten, Lovrettesmænd) skulde medtage to af deres Thingfæller som Raadgivere (til umráða) ; af disse Raadgivere skulde den ene sidde paa Bænken foran, den anden paa Bænken bagved Lovrettesmanden. Paa hver af de tre Bænke sad saaledes 4 Tylter Mænd, eller tilsammen 144. Paa Midtbænken havde desuden Lovsigemanden og Landets to Biskopper Plads.

Det sees af det Anførte, at Lovretten talte et ikke uanseligt Antal Medlemmer, og dens Sammensætning af Landets uafhængige Høvdinger, hvis Betydning for en væsentlig Del beroede paa personlig Dygtighed, med de af dem udvalgte forstandige Mænd, der benyttedes som Raadgivere under selve Forhandlingerne, maatte visselig afgive Borgen for en sund og heldig Afgjørelse. Om Lovrettens Virksomhed bestemmer Grágás, at den skal drage ud, d.e. holde Møde, begge de to Søndage, som falde i Thingtiden — der, som det vil erindres, begyndte Fredagen naar 10 Uger vare forløbne af Sommeren (i Juni) og varede i 14 Dage — og endvidere Thingets Slutningsdag, samt desuden i Mellemtiden hvergang Lovsigemanden eller Flertallet af Lovrettesmændene (meire lutr manna) vil det, og hvergang man vil sammenkalde Lovretten til Afstemning (er menn vilia rydia logrétto). Ved det Sidste sigtes, som det synes, til et Forlangende af private Parter om at Lovretten skulde samles — Lovretten havde blandt andet det Hverv at vælge Lovsigemanden. Naar ved dette Valg Eenstemmighed ikke opnaaedes, skulde der kastes Lod om, hvilken Fjerding Valget skulde tilfalde, og Fjerdingsmændene valgte da med Stemmeflerhed en Lovsigemand, være sig af samme Fjerding eller af en anden. I dette Tilfælde betragtedes Lovretten da som bestaaende af fire Afdelinger, en for hver Landsfjerding, og den enkelte Afdeling kom saaledes til at fatte selvstændig Beslutning, men ved de almindelige Afgjørelser tog Lovretten Beslutning som Helhed. Naar Lovsigemanden holdt sit Foredrag eller kundgjorde nye Love, var det Lovrettesmændenes Pligt at være tilstede; i dette Tilfælde kunde imidlertid, naar nogen af de egentlige Lovrettesmænd, dem der havde Sæde paa Midtbænken, ikke havde Tid til at møde, de to Raadgivere eller Bisiddere være tilstede paa den Udeblivendes Vegne. Ved Meddelelse af Bevillinger og Dispensationer gik man endog et Skridt videre, idet det var tilstrækkeligt for at Beslutning kunde tages, at 48 Medlemmer (foruden Lovsigemanden) vare tilstede, være sig af de egentlige Lovrettesmænd eller af Bisidderne. Medens den almindelige Regel var, at Lovretten skulde sættes med sit fulde Antal, 144 (eller naar Lovsigemanden og Biskopperne medregnes, 147) Medlemmer, kunde den saaledes i de nævnte Tilfælde undtagelsesvis afholdes med alene 96 eller 48 Medlemmer.

Der gaves i den islandske Fristat ingen permanent administrativ Centralregering. Der var udenfor Althinget ingen Embedsmand eller Centralautoritet med administrativ Myndighed over det hele Land. Centralstyrelsen, forsaavidt en saadan fandt Sted, hvilede hos Lovretten, der kun saaledes engang om Aaret, paa Althinget. Lovretten var saaledes ikke blot lovgivende, men ogsaa administrativ Autoritet. Denne sidste Myndighed havde nu vistnok ikke noget stort Omraade eller Betydning, idet Afgjørelsen i Almindelighed var overladt dels til Goderne, dels til Communerne, og hvor indskrænket Lovrettens Adgang til Indblanding var, viser sig bl.a. i Bestemmelserne om, hvorledes der skulde forholdes med et Godedømmes Styrelse naar Goden døde eller var umyndig, i hvilke Tilfælde Thinglagets Beboere havde Afgjørelsen, uden at denne Afgjørelse endog i Reglen behøvede at udøves paa Thinge. Der gaves heller ikke andre Statsudgifter end til Lønning af Lovsigemanden og til Afholdelse af Althinget. Midlerne til Bestridelsen af disse Udgifter tilveiebragtes ved en vis Andel af Bøder og af Bevillingsgebyrer. Det kan i Henhold til det Anførte ikke undre os, at der i Grágás kun omtales faa administrative Anliggender som henhørende under Lovrettens Afgjørelse. De fleste af de saaledes omtalte Anliggender angaae Bevillinger eller Dispensationer (lof, einkaleyfi); saaledes de hyppigt forefaldende Spørgsmaal om Eftergivelse eller Formildelse af Straf (navnlig om Nedsættelse af Fredløshed — skoggangr — i de strengere Grader til samme Straf i mildere Grad, eller til Landsforvisning, fjörbaugsgarðr), samt om Tilladelse til at indgaae Forlig i Straffesager, navnlig imod en lavere Straf end den lovbestemte. Herhen hørte fremdeles Tilladelse til at samle to Vaarthing til eet, til at afholde Eftersommerthinget (leið) paa et andet Sted end Vaarthingstedet, til at en Rep (Sognecommune) kunde bestaae af færre Bønder end 20; endvidere Tilladelse for Goden til at maatte have en Thingmand, der boede udenfor Fjerdingen eller til at udnævne en Mand til Dommer, som ikke hørte til hans Thingmænd. Til forskjellige Gaver eller Dispositioner, navnlig til gudeligt Brug, kunde der af Lovretten gives Tilladelse, forsaavidt de gik videre end Lovgivningen hjemlede det, eller de eventuelle Arvinger gave Samtykke til, og med Hensyn til de Mærker paa Ørene, som Eierne af Faar anbragte paa disse, foreskrives det, at Ingen maa anvende et saadant Faaremærke, som gaaer ud paa en fuldstændig Afskjæring af Ørene, med mindre speciel Tilladelse dertil af den Paagjældende erhverves hos Lovretten. En vis sanctionerende Myndighed synes Lovretten at have udøvet i Henseende til Gave- eller Adkomstbreve for Kirker, som Kirkens Værge efter Grágás kunde forelægge Lovretten. Endelig havde Lovretten en vis Andel i Bestemmelser , henhørende til Forretningsordenen paa Althinget. Saaledes skulde den bestemme, naar Domstolene skulde drage ud for at paadømme Sager.

Ved Siden af disse forholdsvis faa administrative Anliggender, var den lovgivende Virksomhed Lovrettens Hoved- hverv. Hvad vi især i denne Henseende skulle henlede Opmærksomheden paa, er dels den Maade, hvorpaa Lovene bleve vedtagne, dels Initiativet til nye Love.

I førstnævnte Henseende ere vi af en anden Mening end Prof. Maurer, idet han nemlig antager, at en vigtig Classe af nye Love ikkun kunde vedtages med Enstemmighed, medens det efter vor Formening fremgaaer af Grágás´s Bestemmelser, at der til Vedtagelsen af nye Love af ethvert Slags ikkun udfordredes Stemmeflerhed. Med Hensyn til de Spørgsmaal, hvormed vi i nærværende Afhandling sysselsætte os, vil det, som let sees, være af indgribende Vigtighed, om den ene eller den anden af disse Opfattelser er den rigtige, idet Enstemmighedsfordringen vilde gjøre Vedtagelsen særdeles vanskelig. Da Afgjørelsen heraf vil beroe paa en Fortolkning af det Sted i Grágás, der omhandler Lovrettens Beslutningsmaade, og Forskrifterne herom ogsaa i og for sig frembyde en ikke ringe Interesse, finde vi det rettest her at optage det i Oversættelse, for lettere at kunne knytte dertil de Bemærkninger, hvortil vi finde Anledning.

Det omhandlede Sted findes i Lovrettesafsnittet. Afsnittet begynder (K. c. 117, S. 211) med Regler om Lovrettens Sammensætning, om Bisidderne eller Raadgiverne, om Straffen for Uvedkommende, der sætte sig paa Lovrettesmændenes Pladser og ikke gaae bort, naar disse forlange at komme til Sæde, m. m., og derefter hedder det (S. 212):

A. "Det er ogsaa fastsat, at Lovretten skal begive sig ud begge de Søndage, der indtræffe i Thingtiden, samt Thingets Slutningsdag og i Mellemtiderne hvergang Lovsigemanden eller Flertallet af (Lovrettes-)Mændene vil det, og hvergang man vil forlange Lovretten samlet til Afstemning (er menn vilia ryðia logrétto)." Der skal man rette sine Love og vedtage nye Love, om man vil (þar scolo menn rétta lög sin oc gera ny mæli ef vilia). Der skal man andrage paa Samtykke til enhver Slags Formildelser eller Eftergivelser af Straffe (sycno leyfi), samt paa Tilladelse til alle saadanne Forlig (satta leyfi) , hvortil der skal bedes om særlig Bevilling (einca lof), og paa mange andre Bevillinger (lof), saaledes som anført i Lovene."

B. "Enhver Bevilling skal ansees som vedtaget i Lovretten (Þat scal allt metaz sva ilogrétto sem lofat se) , naar ingen af dem, der have Sæde i Lovretten, stemmer imod den, og naar ikke heller Nogen, der befinder sig udenfor Lovretten, nedlægger Forbud imod den. Enhver, der har Sæde i Lovretten, skal gjøre en af Delene med Hensyn til enhver Bevilling (leyfe), enten sige ja eller nei til den; ellers paadrager han sig Straffebøder af tre Mark. Andrages der i Lovretten paa en Bevilling (lof), paa en Tid, da de, der have Sæde i Lovretten, ikke alle ere komne tilstede, eller de ere gaaede bort, men der dog (iberegnet dem, der have Sæde paa den inderste og yderste Bænk) er fire Tylter Mænd eller flere tilstede, kan Lovsigemanden give dem Sæde paa de Mænds Pladser (paa Midtbænken), hvem Sæde med fuld Beslutningsret tilkommer (er setor eigo til fullz), og paadrager enhver sig Straffebøder (af tre Mark), der vægrer sig (for at indtage Pladsen). Naar saaledes den midterste Bænk er bleven fuldt besat, skal (Nv verðr mið pallr alscipaðr. Þa scal) Lovsigemanden tilkalde Vidner: "til Vidnesbyrd om"— skal han sige — "at alle disse sidde i Lovretten efter min Bestemmelse, berettigede til at give Love og Bevillinger Gyldighed (rettir til þess at fylla log oc lof); disse Vidner tilkalder jeg paa lovlig Maade (til Bedste) for Enhver, til hvis Tarv det er." Og skulle da alle Bevillinger (lof) være lige saa gyldige, som om Goderne selv sad der, og alene for dem skulle de, der have indtaget Pladserne, reise sig."

C. "Det er og fastsat, at det skal være Lov her i Landet, som staaer i (Lov-)Haandskrifterne (scrám). Men dersom Haandskrifterne ikke stemme overens, skal det gjælde, som staaer i de Haandskrifter, som Biskopperne eie. Er der ogsaa Uoverensstemmelse mellem deres Haandskrifter, skal det af dem tages tilfølge, som med flere Ord omhandler det Punct, hvorom Spørgsmaalet mellem Parterne dreier sig (er lengra segir þeim orðom er male scipta með monnom). Men dersom begge Haandskrifter ere lige udførlige, og dog uoverensstemmende , skal der gives det Haandskrift Fortrinet, som er i Skálholt. Det skal alt gjælde, som findes i det Haandskrift (scro), som Haflide lod skrive (let gera), med mindre en Forandring deri er gjort senere, men af andre Lovkyndiges Fremstillinger (af annara lög manna fyrir sögn) skal ene det gjælde, som ikke staaer i Strid med Haflides Haandskrift, og skal alt det gjælde (af andre Lovkyndiges Haandskrifter), som fattes i Haflides Haandskrift eller (i hine Haandskrifter) er tydeligere. Trættes man om et Retsspørgsmaal (Nu þræta menn vm lögmal), da kan man forlange Lovretten samlet til Afstemning, dersom Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet (ef eigi scera scrár or). Men dermed skal saaledes forholdes, at man fra Lovbjerget, under Tilkaldelse af Vidner, skal bede alle Goderne og Lovsigemanden at gaae til Lovretten og til deres Sæder, for at afgjøre dette Retsspørgsmaal som det herefter skal være (greiða logmal þetta sva sem heþan fra scal vera); "jeg beder paa lovlig Maade" — skal den sige, der vil forsøge denne Afgjørelsesmaade (er reyna vill). Dersom nogle af de Mænd, som have Sæde i Lovretten, ikke begive sig til deres Pladser, naar de vide, at Lovretten skal samles til Afstemning, er Straffen Landsforvisning ligesom for andet Brud paa Thingsordenen; ogsaa kan man (istedet derfor) paastaae enhver Gode (som heri gjør sig skyldig) dømt til Straffebøder af tre Mark og til at fortabe sit Godedømme. Ganske den samme Straf gjælder for enhver af de Mænd, som det paaligger at tage Sæde i Lovretten (ogsaa dem, der have Sæde som Raadgivere), i den Afdeling at samme, hvor de efter Lovene ere pligtige at have Sæde. Saasnart Goderne ere komne til deres Sæder, skal hver af dem give en Mand Plads paa Bænken foran sig og en anden Mand paa den yderste Bænk bag ved sig, til at raadføre sig med. Dernæst skulle de Mænd, som der have en Trætte med hinanden (er þar eiguz mal við), anføre det Retsspørgsmaal (tina logmal þat), som de ere uenige om, og angive, hvori Meningsforskjellen mellem dem bestaaer. Derpaa skulle Lovrettesmændene overveie Parternes Anliggende (meta mál þeirra), indtil de have bestemt sig for, hvad Mening de ville vælge, og derefter skulle alle de Lovrettesmænd , som sidde paa Midtbænken, opfordres til at erklære, hvad hver af dem vil, at der skal være Lov i det Punct (hvat huerr þeirra vill log vm þat mál). Dernæst skal hver Gode sige, hvad han vil ansee for Lov (hvat lögin mun calla) og til hvilken af Parternes Mening han vil slutte sig i den Sag, og skal Flertallets Mening gjælde, men er der lige mange Lovrettesmænd paa begge Sider, som hver er af sin Mening om, hvad de ansee for Lov (kalla lög), skal deres Mening tages tilfølge, til hvem Lovsigemanden slutter sig, men er der flere af den modsatte Mening, skulle de raade. De skulle paa begge Sider aflægge Uenighedsed (vefangs eið), til Bestyrkelse af deres Mening, og aflægge Ed paa, at de formene det at være Lov i det Anliggende (at þeir hyggia þat vera lög vm þat mal), som de udtale sig for, og de skulle anføre, af hvad Grund det er Lov (af hui þat se log). Er nogen Lovrettesmand saa syg eller saaret, at han ikke kan være ude, skulle begge de modstaaende Partier (blandt Lovrettesmændene) sende Bud til Boden (hvor han opholder sig), for at erholde hans Stemmegivning, og sige, hvori Meningsforskjellen bestaaer, men han skal aflægge en lignende Ed som de andre og angive, hvilken af Parternes Mening han vil slutte sig til. Men dersom nogen Lovrettesmand, naar saadan Afgjørelse skal finde Sted, ikke har Brug af Mælet eller Forstanden eller er død, skal den Mand træde i hans Sted, som skulde have overtaget Udnævnelsen af Dommere, ifald han, naar saadan Udnævnelse skulde finde Sted, var afgaaet. Nu tilkjendegive Lovrettesmændene deres Mening, og dersom Mindretallet udgjør tolv eller flere, skulle de, der ere i Mindretallet, bekræfte deres Mening med Ed. Da blive de andre, der ere i Flertallet, ogsaa pligtige at bekræfte deres Mening med Ed, saaledes at de sværge i det Mindste i et Antal af een flere, eller, dersom Lovsigemanden er i Mindretallet, af to flere (end Mindretallet). Men dersom de, der ere i Flertallet, ere uenige om, hvem af dem skal aflægge Eden, skulle de indbyrdes kaste Lod derom, med mindre de alle ville sværge. Dersom Mindretallet bestaaer af færre end tolv, er Sagen derved strax afgjort mod disse, og er ingen af Flertallet da pligtig til at aflægge Ed — imod en Ed af et ringere Mindretal end tolv. Dersom der er nogle Lovrettesmænd, der erklære ikke at ville slutte sig til nogen af Parternes Mening (er með huarunge lataz vera muno), eller de forøvrigt vægre sig for at opfylde deres Pligter i disse Sager, da straffes alt Saadant saaledes som forhen er anført, og tilkommer Søgsmaalsretten i slige Sager den, som af de Parter, der have Trætten imod hinanden (er þar eiguz mál við), vil forfølge Sagen efter Lovens Strenghed, men vil ingen af de to Parter anlægge Sagen, tilkommer Søgsmaalsretten hvem som vil. Og skal Lovsigemanden (istedetfor de Lovrettesmænd, som unddrage sig fra at stemme) besætte Pladserne med Mænd, som der opfylde deres lovlige Pligter, og skal han, dersom det lader sig gjøre, tage en Mand fra den Vaarthingskreds , hvortil den Lovrettesmand hører, der har forseet sig, og gjælder det da Landsforvisning for enhver, som vægrer sig ved at indtage Pladsen. Men har Lovsigemanden ikke Kjendskab til Folk i den Bøigd, skal han bede de Goder, der ere fra samme Thinglag som den, der vægrer sig ved at opfylde sin Pligt, at skaffe ham en Mand i Stedet, saaledes at Lovretten derved kan blive fuldt besat, og er der da samme Straf for den, der undslaaer sig herfor, som for hin, der forsaae sig. Vil ingen af Goderne fra samme Thinglag gjøre hvad der (i saa Henseende) paahviler ham, skal Lovsigemanden anmode Goderne i et andet Thinglag derom, og i et tredie, dersom det ikke opnaaes før, og skulle da disse Stedfortræderes Stemmer have ligesaa megen Gyldighed, som andre Lovrettesmænds. Det er ogsaa fastsat, at en eller anden (af Lovrettesmændene) skal, under Tilkaldelse af Vidner, fremsige den Lovbestemmelse (tina við vatta log mál þat), som der er opnaaet Flertal for, men alle skulle tilkjendegive deres Enighed deri; derefter skal Lovbudet kundgjøres fra Lovbjerget (siþan scal up segia at logbergi)."

Det vil sees, at Stykket A handler om Lovrettens Møder og Omraadet for dens Virksomhed, B om Fremgangsmaaden ved Vedtagelsen af Bevillinger eller Benaadninger, og Stykket C bestemmer først, hvorledes der skal forholdes, naar de forskjellige Lov-Haandskrifter ikke stemme overens, og derefter gives der udførlige Regler om Vedtagelsesmaaden, naar der trættes om et Retsspørgsmaal. Det fremgaaer derhos af Indholdet af Stykkerne B og C, at Afgjørelsen efter det sidstnævnte Stykke skete ved Stemmeflerhed, medens der efter Stykket B fordredes Enstemmighed. Det skal endnu bemærkes, at der i den følgende Del af Lovrettesafsnittet, af hvilken de ovenfor optagne Stykker udgjøre noget over Halvdelen, gives Bestemmelser om Lovrettesmændenes Forpligtelse til at være tilstede, naar Lovsigemanden holdt sit Lovforedrag eller kundgjorde Love (S. 216), hvortil sluttelig føies forskjellige Bestemmelser om Lovsigemandens Virksomhed (S. 216 — 217). I Grágás´s Thingsordningsafsnit K. c. 55, S. 95 — 96 findes en Bestemmelse, som angaaer Fremgangsmaaden B. Det hedder nemlig: "Naar Benaadning (sycno lof) begjæres i Lovretten for Fredløse eller Landsforviste, bør Beslutningen derom kun være gyldig, forsaavidt alle Lovrettesmænd samtykke i den (leyfa), og Ingen udenfor Lovretten nedlægger Forbud derimod, saaledes at de Mænd, der sidde i Lovretten, høre det, men ei skulle Indsigelser fra andre Mænd end Lovrettesmændene komme i Betragtning, naar de ikke nedlægge Forbud." Om Lovrettens Fremgangsmaade ved Vedtagelsen af Beslutninger findes i Grágás ikke andre Bestemmelser end de saaledes anførte, samt endvidere de ovennævnte ganske særlige Forskrifter i Lovsigemandsafsnittet om Valget af Lovsigemanden. I den øvrige oldislandske Literatur, navnlig Sagaerne, vil man ikke finde nogen Skildring af Lovrettens Forretningsorden eller Oplysning om dens Fremgangsmaade ved Vedtagelsen af Love eller andre Beslutninger.

I Stykket A hedder det, at man i Lovretten skal rette sine Love (rétta log sin) og vedtage nye Love (gera ny mæli), og at man der skal andrage paa Bevillinger o.s.v. Maurer har nu ment, at "Rettelse af Love« er forskjellig fra Vedtagelsen af nye Love, og at man ved det Første har forstaaet Afgjørelsen af Tvivl i Henseende til den fra gammel Tid gjældende Ret, hvorunder indbefattedes ikke blot Strid om Forstaaelsen af et Lovbud, men ogsaa det meget hyppigere Tilfælde, hvor man paa Grund af Lovens Taushed gik tilbage til Sædvaneretten. Han mener derhos , at Stykket C, efter hvilket Afgjørelsen skete ved Stemmeflerhed, handler om Rettelse af Love, men at derimod Vedtagelsen af nye Love, nýmæli, er foregaaet efter B og altsaa udkrævede Enstemmighed. Nogen udførligere eller nærmere Begrundelse af disse Anskuelser eller af deres Conseqventser eller Betydning for Opfattelsen af den islandske Rets Udvikling har han ikke meddelt.

Vi skulle nu i disse Henseender bemærke, at vi ikke see, hvorpaa den Mening kan begrundes, at der ved Vedtagelsen af nye Love skulde være bleven anvendt den i Stykket B omhandlede Fremgangsmaade. Nye Love, nýmæli, omtales slet ikke i dette Stykke, hvorimod det stedse kun taler om Bevillinger (lof, leyfi), og efter dets hele Indhold synes det ikke at kunne være tvivlsomt, at det kun tilsigter at give Regler for disses Vedtagelse. Det Eneste, der kunde anføres til Støtte for en modsat Forstaaelse, er Udtrykket: rettir til þess at fylla lög oc lof, men disse, vistnok kun for Alliterationens Skyld saaledes valgte Udtryk betegne ganske vist kun i Almindelighed: at have Sæde eller besluttende Stemme i Lovretten. og kunne ikke begrunde en Udvidelse af Reglen B til at gjælde om andet end Bevillinger; det vilde dog være altfor besynderligt, om der, efterat der helt igjennem i Stykket kun er talt om Bevillinger, skulde ved disse i en Formular anførte Ord være tilsigtet at antyde, at Reglen ogsaa skulde gjælde om Love.

Hvad dernæst angaaer Maurer's Distinction mellem nye Love og Rettelser af Love, forekommer det os tvivlsomt, om der overhovedet er Hjemmel til at skjelne mellem disse Begreber. Udtrykket at rétta log sin findes ikke andetsteds end paa det heromhandlede Sted i Stykket A. I Stykket C forekommer Udtrykket ikke, og man er altsaa ikke berettiget til fra dette sidstnævnte Stykkes Indhold at udlede Noget om Udtrykkets Betydning. Det forekommer os naturligst at forstaae Ordene enten ligefrem efter Ordlyden om at rette, gjøre lige, berigtige, forbedre Lovene eller, hvad der maaskee kunde have mere for sig, om at formulere, redigere, vedtage. At rétta log sin betegner da ganske i Almindelighed at vedtage Love — med Bibemærkelsen, efter den første Forklaring: at forbedre, udvikle Lovgivningen, efter den sidste: at redigere Lovenes Form. Denne Opfattelse bestyrkes ved, at Udtrykket synes at komme igjen i Benævnelsen logrétta, der naturligst maa betegne en Forsamling, hvis Hverv det er at vedtage Love. I Kongespeilet bruges ogsaa Ordet logrétta ligefrem om en Lovforbedring, ny Lovbestemmelse, Anordning (at þat væri góð logrétta, er keisarinn gaf. Herefter vil det at rétta log sin blive i det Væsentlige det Samme som at gera nýmæli, og disse to Begreber maa ansees stillede sammen som ensbetydende; at de ere forbundne med Ordet "ok" kan saa meget mindre være til Hinder for denne Opfattelse, som en saadan Gjentagelse eller Pleonasme ingenlunde er usædvanlig, og som der iøvrigt er en lille Tankenuance i de to Udtryk. Der mangler overhovedet al Grund til at antage, at der er blevet skjelnet mellem flere Slags Love, eller at man navnlig fra Begrebet nýmæli eller nye Love i Almindelighed har udsondret saadanne nye Love, som gik ud paa Afgjørelsen af Tvivl i Henseende til den gjældende Ret. En slig Distinction er i sig selv unaturlig, og efter Grágás´s Indhold i det Hele, hvor der oftere nævnes nýmæli, men ikke tales om andre derfra forskjellige nye Love, forekommer der os at være al Grund til at antage, at man kun har kjendt Begrebet nýmæli og der under indbefattet alle nye Love.

Hvilken Mening man imidlertid end vil have om, hvorvidt der bør skjelnes mellem nye Love i Almindelighed og saadanne særlige nye Love, som gik ud paa Lovrettelser, maa vi i ethvert Fald ansee det for utvivlsomt, at der med Hensyn til Vedtagelsen af alle nye Love, af hvilkensomhelst Art, er blevet forholdt efter Reglen C, saaledes at der navnlig ikke er blevet krævet Enstemmighed, men Afgjørelsen derimod er skeet efter Stemmeflerhed. Vistnok kunde nogle af de i Stykket C brugte Udtryk synes at tyde paa, at der her alene er blevet tænkt paa Fortolkningen af et Lovbud eller en nærmere Bestemmelse om Anvendelsen af et tidligere givet Lovbud; det hedder saaledes: trættes man om logmál, jfr. ogsaa senere: greiða logmál, tína logmál. Da logmál ofte betegner og navnlig ogsaa i Slutningen af Stykket C er brugt i Betydningen af Lovbud, ligger det i og for sig nær at opfatte Ordet paa samme Maade i den første Del af C. Paa et Par andre Steder i Grágás, nemlig K. c. 4, S. 17 og c. 76, S. 124 bruges at logmáli imidlertid, ikke som sigtende til et bestemt Lovbud, men som ensbetydende med: at logum, efter Loven, lovlig, og vi see ikke, at der er Noget til Hinder for at antage, at logmál i den første Del af C er brugt i en saadan videre Forstand, saa at altsaa den Tvist om logmál, der omtales, betegner Tvist om log, om hvad der skal gjælde som Lov, om et Retsspørgsmaal. Denne Forstaaelse af logmál tinder Bestyrkelse ved Sammenhængen i Stykket. Dette begynder nemlig med en Bestemmelse om, at det skal være Lov, som staaer i Lovhaandskrifterne, hvorefter der gives Forskrifter om, hvorledes der skal forholdes i Tilfælde af Strid mellem Haandskrifterne og om, at bl.a. yngre Lovhaandskrifter skulle følges, naar de indeholde Noget, som fattes i Haflides Haandskrift eller er tydeligere end i dette. Naar der nu derefter gaaes over til Regler for Fremgangsmaaden ved Lovrettens Afstemning, og denne Del af Stykket indledes med de Ord: Trættes man om logmál, da kan man forlange Lovretten samlet til Afstemning, dersom Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet (Nu þræta menn um logmál. oc má þa ryðia logrétto til. ef eigi scera srár or), synes Hovedmodsætningen til den foregaaende Del at ligge i Ordene: dersom Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet. Tanken synes at være: Først skulle Haandskrifterne eftersees; naar de ikke løse Tvivlen, kan Lovretten opfordres til Afstemning. Dette, at Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet, indbefatter imidlertid ikke blot, at der er Tvivl om Forstaaelsen af et Lovbud, men ogsaa at Haandskrifterne slet ingen Bestemmelse indeholde om det foreliggende Retstilfælde. Den derefter følgende Del af C synes heller ikke at harmonere med, at Stykket alene skulde handle om en Fortolkning eller nærmere Bestemmelse af et Lovbud; Afstemningen gaaer ikke ud paa, hvorledes Lovbudet skal forstaaes, men paa, hvad Goderne ville at der skal være Lov; var det en Fortolkning, maatte Resultatet af Afstemningen i mange Tilfælde have kunnet indskrænkes til en nærmere Præcisering af det tidligere Lovbud, og ialfald var det rimeligt, at den nu vedtagne Bestemmelse var bleven betegnet som et Tillæg til den tidligere Lov, men istedet herfor omtales i Slutningen af C Resultatet af Afstemningen som et nyt selvstændigt Lovbud. I den heromhandlede Henseende synes saaledes Gjenstanden for Reglen C at kunne opfattes som saa omfattende, at nye Love af enhver Slags maatte komme ind under Reglen. Større Vanskelighed frembyder den Omstændighed, at Stykket C forudsætter, at det er to tvistende Parter, der staae ligeoverfor hinanden; der nævnes ikke det Tilfælde, hvor Forslag til en ny Lov stilles af en Enkeltmand, navnlig Lovsigemanden eller en af Lovrettesmændene, og efter sin Ordlyd omfatter Stykket saaledes ikke Lovforslag af enhver Slags. Selv om det imidlertid herefter antages, at C kun directe omhandler de nýmæli, der fremgaae i Anledning af en Tvist mellem to Parter, men ikke andre nýmæli, ikke nýmæli i Almindelighed, kan det dog ikke betvivles, at Analogien af Stykket C er blevet anvendt med Hensyn til den Classe af nye Love, som saaledes ikke er bleven omtalt i C — vi ville for Kortheds Skyld kalde dem de egentlige nýmæli. Der vilde under denne Forudsætning mangle enhver Forskrift om Vedtagelsesmaaden af egentlige nye Love og efter Sagens Natur vilde der kun kunne siges, at der i ethvert Fald ikke kan være blevet stillet lavere — men derimod snarere strengere — Fordringer med Hensyn til Alvoren og Omhuen ved Vedtagelsen af saadanne nye Love, end med Hensyn til hvilkesomhelst andre af Lovrettens Beslutninger. Da der nu — afseet fra de særlige Regler om Lovsigemands- valget — ikke i Grágás gives andre Regler om Fremgangsmaaden ved Lovrettens Beslutninger end de i Stykkerne B og C fremstillede, maatte der vælges imellem, om man skulde henføre egentlige nýmæli under B eller C. At henføre dem under B — saaledes som det er skeet af Dahlmann og Maurer — vilde imidlertid føre til den største Urimelighed. Fremgangsmaaden efter B er, som det sees af dette Stykkes Indhold, overordentlig summarisk og let. Sagerne kunde foretages i Begyndelsen af Mødet, paa en Tid, da ikke alle Lovrettesmændene vare komne, eller i Slutningen af Mødet, naar Endel af dem allerede vare gaaede bort. Af de egentlige stemmeberettigede Medlemmer af Lovretten behøvede slet Ingen at være tilstede, ikke engang begge de to Bisiddere eller Raadgivere; det var nok, at der af Bisidderne var saa mange tilstede, at Midtbænken kunde besættes, altsaa at der af Lovrettens 144 Medlemmer var 48 — foruden Lovsigemanden — tilstede. Det sees ikke heller, at der foregik nogen Begrundelse af Stemmegivningen ; Enhver skulde kun sige Ja eller Nei. Vel fordredes der nu paa den anden Side Enstemmighed, ja man gik et Skridt videre, et høitideligt Forbud nedlagt udenfor Lovretten af en af Lovrettesmændene — der netop kommer tilstede, men ikke kan naae ind paa sin Plads inden Beslutningen vedtages — eller endog af en hvilkensomhelst privat Mand, der ikke havde Sæde i Lovretten, var tilstrækkeligt til at forhindre Vedtagelsen af Forslaget, men disse Bestemmelser ere vistnok ingenlunde et Udtryk for at man har tænkt sig en alvorlig og samvittighedsfuld Overveielse, men vise alene, hvor liden Vægt der lagdes paa, om, disse Bagatelsager gik igjennem, og hvor liden Gunst der vistes mod Forslag af den omhandlede Natur, der gik ud paa en Undtagelse fra, eller Fravigelse af den strenge Rets Fordringer. Det er ogsaa klart, at Lovgrunden dels til den Ugunst, som det kunde være naturligt, til en vis Grad, at vise imod Strafformildelser eller andre Undtagelser fra Loven, dels til en summarisk Behandling af disse Sager — hvilke man i Almindelighed kunde tage meget let, medens man dog fandt det rettest, naar der var den mindste Tvivl, naar nogensomhelst Indsigelse fremkom, da strax at lade Sagen falde — ingenlunde kunde være paa sin Plads ligeoverfor nye Love. Naar vi paa den anden Side kaste et Blik paa Fremgangsmaaden C, vil det sees, at der her anvendtes stor Alvor og Omhu. Alle Lovrettens 144 Medlemmer skulde møde og der lagdes en overordentlig Vægt paa, at Lovretten var fuldt besat, hvorom der gives udførlige Regler. Undlod den enkelte Gode at møde eller afgive sin Stemme, kunde han sagsøges enten til Landsforvisning, eller til at betale Tremarksbøder og til at fortabe sit Godedømme (hvorved til Sammenligning kan bemærkes, at Straffen efter B alene var Tremarksbøder, naar man undlod at stemme). Der fandt her, efterat Spørgsmaalet var fremstillet af Parterne, en Overveielse Sted (en Raadførelse med Bisidderne) indtil Lovrettesmændene havde bestemt sig til, hvad Mening de vilde vælge, og der skredes derpaa til Stemmegivning, der ikke, som ved B, alene bestod i et Ja eller Nei, hvorimod her hver enkelt Gode skal tilkjendegive, hvad han vil, at der skal være Lov. Vel skulde da Flertallets Mening gjøre Udslaget, men dersom Mindretallet mindst udgjorde et Antal af 12 Medlemmer, skulde der — vistnok som en Modvægt mod en letsindig Afgjørelse, og for at bidrage til at Differentsen muligen derved faldt bort — saavel fra Mindretallets som fra Flertallets Side aflægges Ed, idet begge Partier da anførte, hvad de ansaae for Lov og tillige Grundene for denne deres Opfattelse. Tilsidst skulde da en af Lovrettesmændene, idet han tilkaldte Vidner — hvilket dels var en høitidelig Form, dels gik ud paa at sikkre sig Bevis for det Forefaldne — fremsige den Lovbestemmelse, som var bleven vedtaget, og alle de Øvrige skulde erklære sig enige deri; den saaledes fra Lovrettens Side færdige Lov skulde derpaa kundgjøres af Lovsigemanden fra Lovbjerget. Det vil sees, at den her omhandlede Fremgangsmaade afgav en ganske anderledes betryggende Borgen for en alvorlig og omhyggelig Overveielse end Fremgangsmaaden B. Skulde denne sidste anvendes paa nye Love, vilde der paa den ene Side have været en Fare for, at det kunde lykkes at faae mindre heldige nye Love uden behørig Overveielse satte igjennem, idet det blot gjaldt om at faae samlet 48 Medlemmer af Lovretten, som vare enige i den, og saa, i et Øieblik, naar de øvrige Lovrettesmænd mindst ventede det, fremkomme med Forslaget, medens paa den anden Side Fordringen om Enstemmighed kunde medføre, at det, naar det netop gjaldt om at faae en hensigtsvarende Lov vedtaget, kunde blive umuligt at føre den igjennem, idet en enkelt Lovrettesmand eller endog en hvilkensomhelst af de Thingbesøgende kunde ved sit Veto forhindre Vedtagelsen. En Bestemmelse af denne Art vilde vistnok stride imod den sunde Sands, som ellers i saa høi Grad udmærker de islandske Love fra Fristatstiden. Vi ansee det herefter for utvivlsomt, at ikke Reglen B, men den i C fremstillede Vedtagelsesmaade er bleven anvendt med Hensyn til nye Love af en hvilkensomhelst Art, og at der altsaa til Vedtagelsen af nye Love ikke er blevet krævet Enstemmighed, men ikkun simpel Stemmeflerhed. Dette bestyrkes yderligere ved Beretningen i Íslendingabók om Fremgangsmaaden ved Vedtagelsen af Hafliðaskrá. Denne bestod ikke blot af en Samling af de gjældende Love, men Lovcommissionen var ogsaa bemyndiget til at udarbeide saadanne nye Love, som den fandt bedre end de ældre Love. Men Vedtagelsen af det hele Lovarbeide skulde derefter, som det berettes i Íslendingabók, finde Sted efter Stemmeflerhed. Det er indlysende, hvor vigtigt det saaledes vundne Resultat er med Hensyn til Spørgsmaalet, om der i Fristatens Tid har været gunstige Betingelser tilstede for en frodig og sund Lovgivningsdannelse, idet Anvendelsen af Reglen B ikke kunde Andet end paa den ene Side, ved den der opstillede Enstemmighedsfordring, virke hemmende i saa Henseende, paa den anden Side medføre en altfor stor Lethed i Behandlingen og altsaa af de mindre heldige Love.

Vi skulle endnu bemærke, at naar Maurer har ment, at "Rettelse af Love", hvorved han sigter til Stykket C, især hyppig er bleven anvendt i Tilfælde, hvor man, paa Grund af Lovens Taushed, gik tilbage til Sædvaneretten, da see vi ikke, at Stykket indeholder Noget, der bestyrker denne Opfattelse. Naar de modstaaende Parter, der fremstillede sig for Lovretten og æskede dens Bestemmelse, havde ønsket eller ventet en Afgjørelse efter Sædvaneretten, vilde det have ligget nær, at de, eller den ene at dem, havde paaberaabt sig Retssædvaner, eller at der var blevet Tale om Bevis for saadanne, men hertil findes ikke Spor, hvorimod Parterne alene skulde anføre det logmál, hvorom de vare uenige, og angive, hvori Meningsforskjellen mellem dem bestod. Ligesaalidt er der Tale om, at Goderne ved Afgjørelsen af det dem forelagte Spørgsmaal skulde gaae tilbage til Sædvaneretten; der findes navnlig ingen Bemærkning om, at de enkelte Goder skulde oplyse, hvad Sædvanen tilsagde i deres Egn o.s.v.; derimod gik Afstemningen simpelthen ud paa, hvad de vilde, at der skulde være Lov. Vel hedder det, at Lovrettesmændene, naar de ikke blive enige, skulle aflægge Ed paa, at de formene, at det er Lov, som de have stemt for (hyggia þat vera lög), men herved kan ikke være sigtet til, at deres Mening skulde være stemmende med hvad der factisk var Retssædvane; Ordene maa naturligst forstaaes om, at de troe, at det af dem antagne Resultat er det juridisk rigtige, retfærdige, og dette bestyrkes ved Tilføiningen om, at de skulle anføre de Grunde, hvorpaa de støtte deres Mening. Vi see saaledes ikke, at den her omhandlede Bestemmelse i Grágás i mindste Maade kan tjene til at bestyrke den Mening, at Lovretten ved sine Beslutninger skulde være gaaet tilbage til Sædvaneretten.

__________

Lovsigemannen. Alltinget har kommet sammen. Romantisk maleri af W. G. Collingwood (1854–1932). Bridgman Art Library.

Naar vi nu dernæst skulle gaae over til at omhandle Reglerne for Lovgivningsinitiativet, Lovforslagsretten, ville vi i denne Henseende først have at gaae ind paa Bestemmelserne i Stykket C. Dette Stykke frembyder en for den rigtige Opfattelse af den islandske Fristats Institutioner særdeles interessant Særegenhed. Ved Gjennemlæsningen bliver det strax paafaldende , at medens der her er Tale om en Lov, der vedtages af den lovgivende Myndighed, Lovretten, skeer dette under Former, der stærkt minde om Procesmaaden i en Rettergangssag, idet det er en Trætte mellem to Parter, som giver Anledning til, at den ene Part opfordrer Lovretten til at samles, hvorefter begge Parter møde og fremstille det Retstilfælde, hvorom dé tvistes, og forlange en Afgjørelse af Lovretten , som derpaa tager Beslutning. Det Spørgsmaal synes naturligen at maatte reise sig, om vi her have for os en dømmende eller en lovgivende Virksomhed. Dette Spørgsmaal har ikke hidtil været Gjenstand for nogen dybere gaaende Undersøgelse fra de Forfatteres Side, som have sysselsat sig med Studiet af den islandske Retshistorie. Schlegel — deriøvrigt, vistnok ved en Forvexling med de norske Institutioner eller med den i Island, efter Underkastelsen under de norske Konger , ifølge norsk Mønster indførte logrétta, feilagtig har betragtet Lovretten i Fristatens Tid som en Domstol (judicium ordinarium superius, i Modsætning til Vaarthingsdomstolene, som de underordnede Retter) — har uden videre anseet den i Stykket C omtalte Afgjørelse som en Dom (res judicata), der, som han dog erkjender, ikke blot gjaldt mellem Parterne, men ogsaa for Fremtiden skulde betragtes som Norm for lignende Tilfælde, ligesom han mener at mange af disse "Decisioner" ere gaaede over i Grágás De følgende Forfattere, B. Einarsson, Th. Sveinbjörnsson, Dahlmann , Keyser og Maurer — der iøvrigt alle maa ansees enige i, at Schlegel har gjort sig skyldig i en urigtig Opfattelse ved at betragte Lovretten som en Domstol eller Overret — synes ligefrem at gaae ud fra. at den i C skildrede Virksomhed er en lovgivende Function, uden at de dog gaae ind paa en nærmere Drøftelse af Spørgsmaalet; dog bemærker Maurer med Hensyn til Rettelse af Love, hvorved han sigter til C, at den var noget Eiendommeligt for den islandske Ret, og at dette muligen hænger sammen med, at i Island den lovgivende og dømmende Myndighed var henvist til forskjellige Autoriteter, medens i Norge logrétta forenede begge Functioner (S. 32, Not. 68). Vi skulle nu nærmere undersøge det omtalte Spørgsmaal, men for at kunne see Grágás´s herhen hørende Bestemmelser i deres rette Belysning vil det være hensigtssvarende, først at kaste et Blik dels paa de tilsvarende Institutioner i Norge, dels paa nogle Puncter vedkommende Ordningen af Domstolene i Island og Rettergangsmaaden ved disse.

I Norge hvilede i den ældre Tid hos Lagthingene saavel den lovgivende, som den dømmende Myndighed. Der dannedes paa Thinget en logrétta, sandsynligvis bestaaende af 36 Medlemmer, som maa antages at have udøvet begge disse Myndigheder ; særlige Domstole udenfor Lagretten gaves der ikke paa disse Thing. Lovgivnings- og Domsmyndigheden synes ikke i Lagretten at være bleven holdt strengt ude fra hinanden. Paa den ene Side bleve Lagrettesbeslutninger, der gik ud paa at give egentlige Love, affattede i Form af Domme . Et Exempel herpaa er det, at da Kong Magnus Lagaböter affattede den nyere Landslov (vedtagen 1273 — 1277) havde, som det paaberaabes i Lovens Indledning, Lagthingene i Forveien ved en Dom, en i Domsform taget Beslutning, bemyndiget ham til at udarbeide den nye Lovbog ("er þer dæmdut hana alla i uara skipan"). Hvad paa den anden Side angaaer Lagthingenes dømmende Myndighed, bestemmes det i Frostathingsloven, at Lagretten skulde "dømme Lov" (dæma log) om de den forelagte Sager og at den, naar Lovbogen ikke indeholdt nogen Regel om det foreliggende Retsspørgsmaal , skulde bestemme, hvad der skulde gjælde. Da det var samme Autoritet, som gav Love og dømte i Rettergangssager, og begge disse Functioner, hvad den endelige Afgjørelse angaaer , udøvedes under lignende Former , nemlig i begge Tilfælde under Domsform, maa det vistnok antages, at de omhandlede to Virksomheder ere gaaede over i hinanden, ogsaa med Hensyn til den Betydning, der tillagdes Lagrettens Afgjørelser. Det er da sandsynligt, at Dommene i Rettergangssager ikke ere blevne betragtede blot som Afgjørelser, der vare bindende for de procederende Parter, men at man, forsaavidt der blev paadømt et juridisk Spørgsmaal, har anseet Afgjørelsen som en ogsaa i Fremtiden og for Alle gjældende Bestemmelse, som Retsregler, der stod lige med Love, og at der altsaa ved Paadømmelsen af de almindelige Rettergangssager tillige udøvedes en i egentlig Forstand lovgivende Virksomhed. Til nærmere Belysning af den Opfattelse, der maa antages at have været gjældende i denne Henseende, kan anføres, at den nævnte Bestemmelse i Frostathingsloven (I, 2), hvorefter Lagretten i Rettergangssager, naar Lovbogen ingen Bestemmelse indeholdt om et foreliggende Retstilfælde, kunde udfylde Loven, overgik — med den Tilføining, at Lagmandens Stemme skulde gjøre Udslaget, naar Lagrettesmændene ikke bleve enige — i den, efter den islandske Fristats Undergang, i Island i 1281 indførte Lovbog Jonsbok. I Henhold til denne Bestemmelse tog Lagretten og Lagmanden i Island jevnlig i den følgende Tid Beslutninger om nye Retsregler, der affattedes i Form af Domme og som ansaaes for at have Lovskraft; disse Domme bleve ofte afsagte uden at der forelaa en Rettergangstrætte, eller uden at der stod private Parter ligeoverfor hinanden, hvorimod Anledningen kunde være den, at f. Ex. Høvedsmanden opfordrede Lag- manden og Lagretten til at give Forskrifter om (dæma um) et ulovbestemt Retsspørgsmaal. Den omtalte, kun for Rettergangssager givne Regel er da saaledes i Island blevet anvendt — foruden ganske vist ogsaa i Rettergangssager — tillige uden at saadanne forelaae, med den Virkning, at der herved udøvedes en formelig Lovgivningsvirksomhed, hvilket saaledes turde yderligere bestyrke Rigtigheden af, at hin Bestemmelse i Frostathingsloven er bleven opfattet paa den af os anførte Maade. — Om Beslutningsmaaden i den norske Lagrette haves kun høist tarvelige Oplysninger. Etter de ældre norske Provindsialloves Bestemmelser maa det vistnok antages, at der til en gyldig Beslutning (Dom) udfordredes Enstemmighed, hvilket kunde synes at maatte lægge næsten uoverstigelige Hindringer i Veien for en endelig Afgjørelse, men ligesom Aschehoug har bemærket, at der vistnok ikke fandt formelig Afstemning Sted, hvorimod den Maade, hvorpaa en Meningsforskjel gjordes gjældende, synes at have bestaaet deri, at de Protesterende forlode Thinget — altsaa foretoge en i og for sig temmelig yderliggaaende Demonstration — saaledes kan det endvidere anføres, at der var fastsat Straf for Thingmændene, naar de overhovedet forlod Thinget, saavelsom for naar de ikke vilde dømme, ved hvilke Bestemmelser i det Hele der saaledes vistnok dannedes en Modvægt mod en for stor Tilbøielighed til Dissentser.

Hvad dernæst angaaer Ordningen af Domstolene i Island og Rettergangen ved disse, da holdtes der i hver af Landets 13 Thinglag aarligen et Vaarthing, hvor en Domstol af 36 Medlemmer, udnævnte af Thinglagets tre Goder, dannede det ordinaire Værnething for Thinglagets Beboere. Paa Althinget afholdtes fire Fjerdingsretter (fjórungsdómar) en for hver Fjerding af Landet. Antallet af Dommerne i hver Fjerdingsret var 9 der udnævntes i Begyndelsen af Althingstiden af Fjerdingens Goder blandt deres paa Thinget tilstedeværende Thingmænd. Endelig gaves der en øverste Instants, Femterretten, fimtardomr, bestaaende af 12 Mænd fra hver Fjerding, udnævnte af Goderne, tilsammen 48, hvoraf dog kun 36 skulde deltage i Dommen, idet hver af Parterne skulde udtage 6 Dommere (K. c. 43 flg., S. 77 flg.). Man kunde i Almindelighed vælge, om man, istedetfor at anlægge Sag ved Vaarthingsdomstolen i det Thinglag, hvortil den Sagsøgte hørte, vilde anlægge den ved Fjerdingsretten. Anlagdes Sagen ved Vaarthingsdomstolen og der i denne opnaaedes Enstemmighed, var Sagen derved endelig afgjort. Blev Dommen derimod ikke afsagt med Enstemmighed, maatte Sagen indstevnes til Fjerdingsretten. En lignende Regel gjaldt for Fjerdingsretten, idet Sagen, naar ikke Enstemmighed der opnaaedes , maatte indstevnes til Femterretten , hvor Sagen da afgjordes efter Stemmeflerhed. Det kunde saaledes træffe sig, at en Sag kom til at gjennemgaae alle tre Instantser. Udenfor det nævnte Tilfælde gjaldt hverken Fjerdingsretterne eller Femterretten som Appelinstantser, og en Modvægt mod Sagens Appel paa Grund af Dommernes Uenighed søgtes opnaaet ved at Dommerne i Vaarthings- og Fjerdingsretterne i Tilfælde af Dissents skulde aflægge en Uenighedsed (vefangseiðr), idet da de, der vare af samme Mening, satte sig hos hinanden, og begge Partier, under Angivelse af hvilken Dom de vilde dømme og Grundene herfor, gjensidig opfordrede hinanden til at slutte sig til den af dem forsvarede Mening. Begge Partier afsagde da hver sin Dom i Sagen. Sagen maatte derpaa indankes for den høiere Ret, idet baade Sagsøgeren og den Sagsøgte gjensidig skulde stevne hinandens Dommere for at have dømt ulovlig (dømt o lög) og paastaae dem idømt Bøder. Fra Femterretten fandt ingen Appel Sted, og imellem den og Lovretten var der ingen Forbindelse; navnlig er der intetsteds Tale om, at en Sag kunde fra Femterretten — eller fra de øvrige Domstole — gaae til Lovretten, iøvrigt havde Femterretten sin Plads paa samme Sted som Lovretten, altsaa paa dens Bænke. Foruden de nævnte ordinaire Retter gaves der forskjellige private Domstole, der for hver Gang udnævntes af vedkommende Parter (engidomr, afréttardomr o. s. v.). For disse synes Fjerdingsretterne at have været Appelinstants som for Vaarthingsretterne. En særegen Ret var den af Goden efter Domhaverens eller Forligshaverens Begjering dannede féransdomr, hvorved den afsagte Dom eller det indgaaede Forlig blev exeqveret.

Proceduren, der i Grágás med megen Udførlighed omhandles især for Fjerdingsretternes Vedkommende, var forbunden med en Række Formaliteter, som, naar de ikke nøiagtigen iagttoges, kunde give Modparten Anledning til en ligesaa lang Række af Indsigelser. I Almindelighed begyndte Sagen med, at Sagsøgeren med Vidner indfandt sig paa sin Modparts Bopæl, og høitideligen indstevnede ham til at møde for den paagjældende Ret, hvor Sagen skulde foretages, idet han da nøiagtigen skulde angive Sagens Gjenstand og hvilke Paastande han vilde nedlægge ("jeg tilkalder Vidner paa at jeg stevner N. N. for at have..., jeg paastaaer ham herfor dømt til .... o.s.v."). Undertiden traadte i Stedet for Stevning en Lysning fra Lovbjerget af et lignende Indhold som Stevningen. Under Proceduren stode Parterne stedse skarpt overfor hinanden, hvilket bl.a. viser sig deri, at naar Sagsøgeren ved Fjerdingsretten ikke var mødt om Morgenen ved den Tid, da Domstolen drog ud, kunde den Sagsøgte faae ham dømt til Bøder, hvilke han kun slap for, naar han kunde godtgjøre, at Solen ikke havde været at see. Sagsøgeren begyndte med, idet han tilkaldte Vidner paa sine Ord, at tilbyde den Sagsøgte at paahøre, at han aflagde den sædvanlige Rettergangsed og at han fremsagde sin Sag. Dernæst aflagde han Eden, og erklærede, at han herved fremsagde sin Sag, idet han anførte , hvem han havde indstevnet, og for hvilken Sag, og hvad Paastand han i Stevningen havde nedlagt, og til hvilket Thing han stevnede, og at han havde stevnet lovlig Stevning, og at han nu herved fremsagde denne Sag imod sin Modpart. Næst efter Fremsigelsen af Sagen skulde — som det synes, uden Hensyn til, om Modparten var mødt eller ikke — Bevis føres for, at Stevning havde fundet Sted og for dens Indhold, hvilket Bevis navnlig førtes ved at de ved Stevningens Foretagelse paakaldte Vidner afgave edelig Forklaring derom. Der skredes derpaa til en ofte omstændelig Bevisførelse for selve Sagens Gjenstand. Inden den Sagsøgte begyndte paa sit Forsvar, skulde han, idet han paakaldte Vidner, spørge Sagsøgeren, om han havde fuldstændig fremført sit Søgsmaal. Sagsøgte skulde da ligeledes aflægge Ed og under Vidners Tilkaldelse opfordre Sagsøgeren til at høre paa Eden og paa Fremsigelsen af hans Forsvar. Naar ogsaa den Sagsøgte havde ført sine Beviser — hvilket da kunde give Sagsøgeren Anledning til nye Bevisførelse o. s. v. — skredes der til Domsafsigelse. Forinden denne aflagde Dommerne Ed paa, at de vilde dømme saadan Dom, som de mente var Lov (sem ec hygg log vera). For hver af Parterne skulde en af Dommerne, reifa, d. e. referere, recapitulere det under Sagen Fremførte, navnlig Beviserne ; kunde Parten ikke formaae en af Dommerne dertil, kastede disse Lod om, hvem der skulde overtage dette Hverv. Dommen blev, efterat Afstemning havde fundet Sted, opsagt af den Parts Referent, som fik Medhold: "jeg erklærer" — sagde han — "at vi dømme en lovlig Dom (log dom), naar vi dømme saaledes." De anførte Regler gjaldt i det Hele ogsaa for Vaarthingsretterne. Ogsaa ved Femterretten skulde der være reifingarmenn for Parterne og Dommereden lød ogsaa her paa, at Dommerne vilde dømme den Dom, som de mente var Lov (er ec hygg log vera). Som anført afsagdes Dommen i Femterretten efter Stemmeflerhed; vare Stemmerne lige, blev den Sagsøgte dømt skyldig, men havde der været Uenighed (vefang) i Fjerdingsretten og begge Parter havde forholdt sig rigtig med vefang, skulde Sagen gaae dem imod, som i Fjerdingsretten havde stemt for en Mening, der maatte ansees at fjerne sig mest fra Loven (er siðr hafa at logom dömt).

Bevis førtes undertiden ved Vidner og i nogle enkelte sjeldne Tilfælde ved Mededsmænd (sannaðarmenn), men Hovedbevismidlet var Kviden. Denne afgav ikke sit Udsagn om det hele foreliggende Factum — om den Sagsøgte var skyldig eller ikke skyldig — under Eet, men særskilt om hver af de forskjellige factiske Omstændigheder, der kunde have Betydning ved Sagens Paadømmelse, og der kunde derfor blive flere Kvidudsagn at afgive i samme Sag. Domstolene vare vel forsaavidt bundne ved de førte Beviser, at de ikke kunde tilsidesætte disse, selv ikke naar der blev gjort Indsigelse mod Bevismidlerne som falske — i hvilket sidste Tilfælde Appel til Cassation af dem kunde finde Sted — men det maa dog antages at have været Dommernes Hverv at afveie de forskjellige under Sagen førte Beviser imod hinanden og altsaa forsaavidt at afgjøre , om Bevis var tilveiebragt for Factum. Dernæst havde Dommerne at henføre det factiske Forhold under den gjældende Lovregel og anvende denne. Om de endvidere, naar der var Tvivl om Lovens Mening, have kunnet fortolke den, eller, under Lovens Taushed om det foreliggende Retsspørgsmaal, afgjøre dette, findes ikke omtalt i Grágás.

Vi skulle nu, efter de saaledes gjorte Sidebemærkninger, vende tilbage til Undersøgelsen af den Character, der maa tillægges den i Stykket C omhandlede Fremgangsmaade. Sammenligne vi denne med de efter det Anførte gjældende Regler om Procesmaaden ved Domstolene, viser der sig en betydelig Forskjel. Medens der til en ved Domstolene anlagt Rettergangssag hørte en imod den anden Part stilet Stevning eller Lysning af Sagen, en edelig Saggivelse, hvori der nedlagdes Paastand over Modparten, og fra den Sagsøgtes Side et tilsvarende edeligt Forsvar, samt en Bevisførelse fra begge Parters Side, Alt forbundet med en Række Formaliteter, paa hvis nøiagtige Iagttagelse der lagdes en overordentlig Vægt, og endelig en Afgjørelse af Sagen ved en Dom, der kunde exeqveres hos den Domfældte, finde vi derimod ved Fremgangsmaaden C hverken Stevning eller Lysning eller Edsaflæggelse eller nogen Paastand nedlagt af den ene Part over den anden; der er ingen Trætte om eller Bevisførelse for de factiske Forhold og der anvendes saa at sige ingen Formaliteter, hvorimod det Hele gaaer til med en ukonstlet Simpelhed; endelig begjæres der vel en Afgjørelse, men den Afgjørelse, der forlanges, er ikke nogen Dom, derimod en ny Lov, og Afgjørelsen skeer derefter i Form af et saadant almindelig gjældende Lovbud. Uagtet det saaledes Anførte, lader det sig ikke nægte, at den omtalte Fremgangsmaade har ikke Lidet af en Domsafgjørelses Egenskaber. Ligesom i en Rettergangssag er det et concret factisk Forhold, der er Grundlag for Afgjørelsen, og ganske som i en Proces see vi to modstaaende Parter, der have en Tvist med hinanden ; de møde, fremstille det Punct, hvorom de ere uenige, og forlange og erholde Lovrettens Bestemmelse. Vel gives nu denne Bestemmelse i Form af et almindeligt for Fremtiden gjældende Lovbud, men naar der sees nærmere til, indbefattede dette Lovbud i sig en Domsafgjørelse. Det maa fornuftigvis antages, at naar de to Parter, der havde en Tvist med hinanden, mødte, fremstillede deres Meningsforskjel og ønskede en Lov herom, saa var det deres Tanke, at denne Lov da ogsaa skulde bringe deres Meningsforskjel til en Afslutning; at de havde en Interesse i Afgjørelsen, synes ogsaa forudsat i Bestemmelsen om, at de, naar nogen af Lovrettesmændene vægrede sig ved at stemme, kunde anlægge Sag mod ham. Man maa altsaa antage, at Lovbudet, foruden at være en for Alle gjældende Retsregel, tillige var en Afgjørelse af Parternes Retsforhold, en Bestemmelse af, hvad der skulde være Ret imellem Parterne, men dette er netop det Characteristiske ved en Dom. Lovbudet blev saaledes i Virkeligheden en Dom for Parterne, og der kan kun spørges, om dette gjaldt ikke blot, naar begge Parter mødte og æskede en Afgjørelse, men ogsaa, naar Modparten udeblev. Imod at det blev en Dom ogsaa i dette sidste Tilfælde kan anføres, at der ikke anvendtes Stevning; det var ikke tilkjendegivet Modparten, at en Afgjørelse vilde falde, hvad enten han mødte eller ikke. Vi troe dog, at Lovbudet ogsaa i det her omtalte Tilfælde blev at betragte som en Dom med Hensyn til Parternes Retsforhold. Det Naturligste var dog, at Lovretten, for hvilken et bestemt factisk Tilfælde forelagdes, afgjorde, hvad der i dette Anliggende skulde være Ret. Naar navnlig Parten, der bevislig havde en Tvist om et Retsforhold med en bestemt Modpart, havde erhvervet et Lovbud derom, og derpaa anlagde Sag ved Domstolen imod sin Modpart og paaberaabte sig Lovbudet, synes dette Lovbud at have maattet anvendes paa Parternes Forhold; Lovbudet maatte nemlig betragtes som en Lov, blandt Andet særlig for dette bestemte, af Lovretten netop overveiede Retsforholds Vedkommende. Følgen heraf maatte iøvrigt blive, at Modparten, uagtet der ingen Stevning var anvendt, vistnok i Almindelighed gav Møde, da han ikke vandt Noget ved at udeblive, hvorimod han ved at møde kunde faae Leilighed til at varetage sit Tarv. At den hele Fremgangsmaade maa ansees at have en judiciel Character, bestyrkes endvidere ved en Sammenligning med de ovenfor fremstillede Forhold i Norge. Ordningen i Island synes at være en Udvikling af disse. Medens den norske Lagrette forenede i sig baade den lovgivende og den dømmende Myndighed, oprettede man i Island, ved Siden af Lovretten, særskilte Domstole, til hvilke der saaledes overdroges en Del af den Myndighed, som i Norge var forenet paa een Haand. Man har imidlertid i Island ikke gjort Skridtet fuldt ud, idet man nemlig har ladet Lovretten beholde noget af den dømmende Virksomhed. Man synes at have villet opnaae en vis Conseqvents ved vel at oprette særskilte Domstole (altsaa udsondre den dømmende Virksomhed), men ved Siden deraf at bevare for Lovretten Afgjørelsen af Retsspørgsmaal, ikke blot forsaavidt saadanne skulde ordnes ved Lov, men ogsaa forsaavidt de forefaldt og skulde afgjøres i Rettergangssager. Man har saaledes i Principet beholdt noget af Eiendommeligheden ved de norske Institutioner; at Afgjørelsen i Norge skete ved Dom, i Island ved Lov, er forsaavidt uden videre Betydning, idet den norske Lagrettes Domme ligesaavel kunde betragtes som Love. Spørges der dernæst, i hvilken Grad den omhandlede Tanke er bleven gjennemført ved Fastsættelsen af Domstolenes Omraade, med andre Ord, om Afgjørelsen af Retsspørgsmaal har været unddraget Domstolene og udelukkende har hvilet hos Lovretten, eller om Domstolene have havt Myndighed til at afgjøre Retsspørgsmaal, men Parterne ogsaa have kunnet vælge at forelægge disse for Lovretten, da er Besvarelsen af dette Spørgsmaal vanskelig. Af Dommeredens Udtryk, at Dommeren vil dømme den Dom, som han mener er Lov (sem ec hygg log vera), af Udtrykket "Lovdom", eller af Bestemmelsen om, at i Femterretten skal, .naar Stemmerne ere lige. Sagen gaae dem imod, der i Fjerdingsretten have stemt for en Mening, der fjerner sig mest fra Loven (er siðr hafa at logom dömt), lader sig Intet slutte, thi det er givet, at Domstolene skulde dømme efter Lovene, at de have havt det Hverv at anvende den gjældende Lov, naar en saadan havdes, paa de foreliggende Retstilfælde. Af større Betydning med Hensyn til Spørgsmaalets Besvarelse ere de paafaldende ringe Fordringer, der stilledes til de Egenskaber, den skulde være i Besiddelse af, som udnævntes til Dommer. For af Goden at blive udnævnt til Dommer fordredes der nemlig kun en Alder af 12 Aar — dette var iøvrigt, navnlig i tidligere Tid, den almindelige Myndighedsalder — , og endvidere fast Hjem, samt at man i Barndommen havde lært "den danske Tunge" — saaledes kalder Grágás i Almindelighed det oldnordiske eller islandske Sprog — eller ialfald været i Island i 3 Aar; der omtales ikke, at Vedkommende skulde være i Besiddelse af Lovkundskab, eller f. Ex. at han skulde være en forstandig eller erfaren Mand, ja, der fordres end ikke selvstændig Stilling; der fordres ikke, saaledes som for at være Medlem af Kviden, at den, der udnævnes, skal være Bonde, eller selvstændig Jordbruger; hvad navnlig angaaer Vaarthingene findes der en Bestemmelse om, at Bonden kunde lade sin Tjenestekarl møde paa Thinge i sit Sted, og denne maatte da kunne udnævnes til Dommer. Det maa ogsaa bemærkes , at der ikke i Grágás nogetsteds findes omtalt eller antydet, at der kunde være Tvivl hos Dommerne om den juridiske Opfattelse, ligesaalidt som der findes Regler om, hvorledes Dommerne skulde forholde sig, naar der ingen Lovbestemmelse havdes, hvorefter det foreliggende Retstilfælde kunde bedømmes. Hverken i Grágás eller i Sagaerne vil man heller finde Spor til, at der er blevet tillagt Domspræjudicater eller Praxis ved Domstolene Betydning, og i Grágás nævnes navnlig ingensteds Domme som Hjemmel for Retssætninger. Uagtet det Anførte driste vi os ikke til at antage, at Afgjørelsen af Retsspørgsmaal har været ligefrem unddraget Domstolene. I saa Fald vilde det efter den Omhu, hvormed Reglerne for Domsafgjørelse ere behandlede i Grágás, være sandsynligt, at en udtrykkelig Bestemmelse derom var blevet givet; ogsaa kan det bemærkes, at medens en Regel, hvorefter Domstolene ikke kunde afgjøre Retsspørgsmaal, men disse altid maatte forelægges Lovretten, ikke paa Althinget kunde medføre nogen stor Ulempe, vilde denne Regel vanskeligere have kunnet gjennemføres for de Retters Vedkommende, der afholdtes udenfor Althinget. Derimod forekommer det os sandsynligt, at Forholdene i Virkeligheden have været saaledes, at Domstolene sædvanligvis ikke have paadømt Retsspørgsmaal, men at det derimod i Almindelighed har været forudsat, at slige Spørgsmaal maatte afgjøres ved Lov. Vi antage derfor, at saadanne Henvendelser til Lovretten fra vedkommende Parters Side, som i Stykket C omhandlet, for at erholde en Afgjørelse af hvad der var gjældende Ret med Hensyn til en mellem Parterne stedfindende Tvist, have været temmelig hyppige. — Det kan ikke antages, at der, for at kunne gjøre en slig Henvendelse, udfordredes, at der allerede var reist en Proces ved Domstolene. I mange Tilfælde har der kunnet være Trætte mellem Parterne dels om de factiske Forhold, om Beviset for disse og dettes Bedømmelse, dels tillige om et Retsspørgsmaal; man kunde da ikke undgaae at forelægge Sagen for Domstolene for det første Puncts Vedkommende, og enten før eller under Processen har man da henvendt sig til Lovretten for at faae Retsspørgsmaalet afgjort; en under Processen fremført Indsigelse har vel ogsaa undertiden givet Anledning til at man er gaaet til Lovretten. Men i mange andre Tilfælde, hvor der ikke var Tvist mellem Parterne om de factiske Forhold, men kun om Retsspørgsmaalet, kunde Uenigheden mellem Parterne faae sin Afslutning ved Lovrettens Afgjørelse alene, uden at der altsaa var anlagt eller paatænktes nogen Proces. En anden Sag var det, at den, der fik Medhold hos Lovretten, kunde, naar Modparten ikke godvillig vilde rette sig efter dennes Afgjørelse, blive nødt til derefter at gaae til Domstolene for at faae exigibel Dom.

Medens vi saaledes tillægge den omhandlede Fremgangsmaade efter Stykket C, saavel i dens Oprindelse som i dens Virkning, en tildels judiciel Character, maa det paa den anden Side erkjendes, at den tillige og i en nok saa væsentlig Grad havde Characteren af en Lovgivningsvirksomhed. Det er ogsaa netop som en lovgivende Virksomhed, at den hidtil er bleven opfattet, og man har kun feilet i, at man ikke har havt Blik for, at den tillige indbefattede i sig et dømmende Element. Det var i Virkeligheden, hvad Resultatet angaaer, en almindelig for Alle gjældende Lov, der blev givet, og det var et Bimoment ved denne Lov, at den tillige var en Dom for de to Parter. Det til Lovretten stillede Andragende om Vedtagelsen af et nyt selvstændigt Lovbud maatte da nærmest betragtes som et Slags Lovgivningsinitiativ, hvorved der alene var det Særegne, dels at det ikke fremkom som et directe Forslag om en Lov, men som en Opfordring til at afgjøre, hvad der skulde gjælde som Lov i et angivet Tilfælde, dels at der forudsættes at staae to Parter overfor hinanden. Vel kan der nu siges, at Parterne, der æskede Lovrettens Bestemmelse, dog herved alene, eller ialfald hovedsagelig, maa have havt til Hensigt at opnaae en Afgjørelse af deres concrete Retsforhold, altsaa at faae en Dom, og at følgelig Andragendet ikke i sit Øiemed var et Lovinitiativ, men herved maa dog gjøres en Bemærkning, der er af stor Vigtighed. Naar, som antaget, Henvendelsen til Lovretten kunde skee, uden at der var anlagt eller paatænktes nogen Proces, vil det sees, at endogsaa en nok saa lidet alvorlig ment, leilighedsvis opstaaet Meningsforskjel kunde benyttes som Anledning til at æske Lovrettens Responsum; herfor kunde der saa meget mindre være noget til Hinder, som Lovretten ikke skulde bedømme eller undersøge det factiske Forhold, eller om der overhovedet factisk var noget Tvistepunct, hvorimod den kun skulde afgjøre, hvad der skulde være Ret i et angivet factisk Tilfælde. Ligesaavist altsaa som den nævnte Fremgangsmaade kunde benyttes i en virkelig Retstrættes Tjeneste, ligesaavist kunde den anvendes uden at der var nogen Retstrætte, altsaa uden at der havdes det Øiemed at faae en Retstvist afgjort. Det sees saaledes, at Reglen C indeholdt en Adgang til, under Iagttagelse af de der foreskrevne Former, at tage Initiativet til Love, hvorved der blev givet Retsregler for hidtil ulovbestemte Tilfælde. Der kan nu med Hensyn til Benyttelsen af dette Initiativ spørges, om det kan antages at have været en Betingelse, at der stod to Parter overfor hinanden. I denne Henseende maa bemærkes, at der, som anført, ingen Stevning fandt Sted, ingen Tilkjendegivelse til Modparten om at Spørgsmaalet vilde blive afgjort hvad enten han mødte eller ikke, og det er heller ikke begge Parter, der stille Opfordringen til Lovretten, men kun den ene Part; han taler kun paa egne Vegne, uden engang at nævne, at han har en Modpart; han beder kun simpelthen Goderne og Lovsigemanden at begive sig til deres Sæder for at afgjøre dette Retsspørgsmaal. Der taler herefter Endel for, at Lovretten var pligtig til at træffe Afgjørelse efter en Enkeltmands Opfordring, uden at det kom an paa, om der var en modstaaende Part, som mødte. Imidlertid maa det indrømmes, at Forudsætningen i C helt igjennem er, at der møde to Parter, og det er derfor rimeligst, at man — idet man er gaaet ud fra den oprindelige Tanke om en dømmende Afgjørelse — har opstillet den heromhandlede Fremgangsmaade og navnlig Betingelsen at to Parter mødte, som en Form, hvorunder dels en Retstvist kunde afgjøres, dels Initiativet iøvrigt kunde tages til Løsningen af Retsspørgsmaal, hvorom der ikke i Lovene fandtes Bestemmelser; maaskee er det ogsaa overhovedet blevet anseet for ønskeligt, at to Parter stode ligeoverfor hinanden, da der herved opnaaedes en Garanti for, at modstaaende Meninger kunde komme frem. Den, der vilde tage et saadant Initiativ som det omhandlede, maatte vel altsaa sørge for at have en Modstander, der mødte. Det Samme maatte da ogsaa iagttages af Parten, der i Anledning af en Tvist om et Retsspørgsmaal æskede Lovrettens Afgjørelse. — Det maa ansees givet, at den heromhandlede Initiativret, ligesom Adgangen til at æske Afgjørelse af en Retstvist, maatte tilkomme Enhver af Befolkningen.

Det saaledes omhandlede Initiativ gik ikke ud paa at stille et Forslag, men paa en Opfordring til Lovretten om at denne selv, i Anledning af et forelagt Retsspørgsmaal, skulde affatte og vedtage en Lov. At man ved Siden heraf ogsaa har kjendt et Lovgivnings-Initiativ i egentlig Forstand, en Ret til at stille Lovforslag, er en Selvfølge. Grágás omhandler vel ikke udtrykkelig et saadant Initiativ, men Forskriften om at Lovretten skal holde Møde, hvergang Lovsigemanden eller Flertallet af Lovrettesmændene vil det, viser indirecte, at saavel Lovsigemanden som et Flertal af Lovrettesmændene har kunnet stille Forslag i Lovretten. Overhovedet synes det end ikke at kunne betvivles, at ethvert Medlem af Lovretten har, naar Møde afholdtes, kunnet stille Lovforslag. Naar det berettes, at det (omtrent Aar 970) blev vedtaget som Lov (lögtekit) efter Eyjolf Valgerdarsons Raad — at ráði, der her synes at betegne efter Forslag — , at en Fredløs (skógarmaðr) skulde benaades for al Straf, naar han dræbte tre andre Skovmænd, da vides det, at Eyjolf Valgerdarson ikke var Lovsigemand, men da han omtales i Sagaerne som en af den Tids største Høvdinger, er det sandsynligt, at han var Gode, og at der her haves et Exempel paa et af den enkelte Lovrettesmand taget Lov-Initiativ. I Íslendingabók fortælles der fremdeles, at Thord Gellir holdt en Tale fra Lovbjerget (Aar 965), hvori han fremstillede, hvor nødvendigt det var at afhjælpe Ulemperne ved de gjældende Regler om Værnething, og "da blev" Landet inddelt i Fjerdinger og Thinglag, hvorhos nogle dermed i Forbindelse staaende Regler om Værnething fastsattes, hvilket, som Beretningen maa anses at gaae ud paa, skete i Henhold til det af ham stillede Forslag. Ligeledes fortælles sammesteds, at da man tidligere havde beregnet Aaret kun til 364 Dage, og dette viste sig at være feilagtigt, fremsatte (vistnok i Aarene 970 — 984 Thorstein Surt fra Lovbjerget Forslag om en Forandring i Beregningen af Aarstiderne, saaledes, at hver syvende Sommer skulde forlænges med en Uge; det fandt Alles Bifald og "blev det da strax gjort til Lov efter Thorkel Maanes (Lovsigemandens) og andre vise Mænds Raad" (oc vas pat þá þegar i lög leidt at ráði Þorkels mána oc annarra spacra manna). Saavel om Thord Gellir som om Thorstein Surt vides det, at de beklædte Godeværdigheden, men ikke vare Lovsigemænd. At ogsaa Biskopperne have kunnet stille Lovforslag i Lovretten, hvor de, uden at høre til de egentlige Lovrettesmænd, havde Sæde, er vistnok utvivlsomt. Det tilskrives i Sagaerne navnlig Biskop Gissurs Vennesælhed, at Tiendeloven Aar 1096 blev vedtagen, og Biskopperne Thorlak Runolfsson og Ketil Thorsteinsson, eller navnlig den Første, synes at have givet Stødet til at Christenretten (i Aarene 1123 — 1133) blev optegnet. Om Biskop Gissur fortæller Íslendingabók , at han (c. 1090) foranledigede, at det blev vedtaget som Lov, eller, som det endog hedder, at han lod vedtage som Lov (lèt oc lög leggja á þat), at det (c. 1055) oprettede Bispedømme over Island skulde have Sæde i Skálholt . Festdagen for Biskop Jon Ogmundsson vedtoges (Aar 1200) efter Biskop Brands Bøn (bæn). Der kan reises det Spørgsmaal, om ikke ogsaa enhver Udenforstaaende , ethvert Medlem af Befolkningen, uden Hensyn til om han havde Sæde i Lovretten, har kunnet stille Lovforslag. For denne Mening kunde navnlig anføres Beretningen i Njáls-saga om Vedtagelsen af den vigtige Lov om Femterrettens Stiftelse, efter Forslag af den store Lovkyndige Njál Thorgeirsson (Aar 1004) . Njál, der, efter hvad andetstedsfra vides, hverken var Lovsigemand eller Gode, optraadte ved denne Leilighed i Lovretten; han henvendte Talen til Lovsigemanden Skapte Thoroddsson og de øvrige Høvdinger (þik qveð ek at þessv Skapti Þóroddzson ok aðra höfðingia), anførte de Grunde, der talte for, ved Siden af de allerede bestaaende fire Fjerdingsdomstole, at oprette en femte (øverste) Domstol, og da Skapte derpaa spurgte, hvorledes denne skulde dannes, og hvilket Hverv den skulde have, fremstillede Njál sit Forslag, der i væsentlige Puncter er overensstemmende med Forskrifterne om Femterretten, som vi finde dem i Grágás, og Forslaget blev derpaa vedtaget som Lov. Det maa imidlertid bemærkes, at en Gode, naar han reiste ud af Landet eller var syg, kunde overdrage Godedømmets Bestyrelse til en Anden. Muligvis har Njál havt en saadan Fuldmagt, og at dette i Virkeligheden har været Tilfældet, vinder nogen Bestyrkelse ved de Yttringer, Sagaen lægger ham i Munden, og hvorefter han ved den omtalte Leilighed nærmest synes at have udtalt sig som den, der selv hørte til Lovrettesmændene ("det tykkes mig raade- ligt, at alle vi Høvdinger samles og tale sammen herom"). Det her anførte Exempel godtgjør saaledes neppe, at Udenforstaaende have kunnet stille Lovforslag i Lovretten, og naar det med Hensyn til den ovenomtalte Festdag for Biskop Jon Ogmundsson hedder, at den vedtoges (som anført, efter Biskop Brands Bøn, og paa Grund af den Tale, som Præsten Gudmund Arason (senere Biskop) holdt i Lovretten, kan der ikke af denne sidstanførte Bemærkning sluttes Noget, da Lovretten meget vel kunde tillade Udenforstaaende at indfinde sig og give Oplysninger, eller selv tilkalde Sagkyndige i dette Øiemed, uden at disse Uvedkommende dog have kunnet stille Lovforslag. Overhovedet er der ikke nogen stor Formodning for en saa eiendommelig Regel som den, at Enhver af de Thingbesøgende skulde have havt Ret til at fordre Lovretten samlet for at forelægge den et Lovforslag, eller til, naar den holdt Møde, at forlange Ordet for at stille et Lovforslag; det kunde da i saa Fald neppe heller formenes endnu Andre af de til Lovrettens Forhandlinger lyttende Tilhørere at stille Ændringsforslag til de saaledes stillede Lovforslag, og Enhver maatte da vel naarsomhelst kunne indblande sig i LovrettensForhandlinger, ogsaa naar disse dreiede sig om Forslag, der stilledes af selve Lovrettens Medlemmer. For at ikke al Orden i Forhandlingerne herved skulde forspildes, maatte der ialfald være givet særlige Regler for den hele Fremgangsmaade ved Benyttelsen af denne Forslagsret, som let kunde blive anvendt i et stort Omfang, men saadanne Regler findes ikke. Grágás turde endog tvertimod indeholde Forskrifter, som tyde paa, at der ikke har tilkommet Udenforstaaende nogen Lovforslagsret, idet der bestemmes, at ikke Andre maae sidde indenfor Lovrettens Bænke, end de, der have Sager imod hinanden (er mal eiguz við) og at ikke Andre maa staae opreiste ved Lovretten, end de, der skulle tale om Folks Sager (er vm mal manna scolo mæla) eller som (af Tilhørerne) ere længst borte. Ved "Sager" sigtes der nu her ligefrem til de Anliggender, som i Henhold til Stykkerne B og C forelagdes Lovretten, og det ligger da nærmest, at man ikke har tænkt sig private Forslag eller Andragender om nye Love, der fremkom paa anden Maade end i de nævnte Stykker omhandlet

Men, maa det end efter det Anførte henstilles som tvivlsomt, om Adgangen til i Lovretten at stille egentlige Lovforslag har tilkommet Enhver, uden Hensyn til om han var Medlem af Lovretten eller ikke, maa der ialfald antages at have været en Adgang for enhver Thingbesøgende til paa anden Maade at gjøre sine Anskuelser om Lovgivningsspørgsmaal gjældende. Althingets Midtpunct, det Sted, hvor det thingbesøgende Publicum især pleiede at strømme hen, naar ikke særegne interessante Forhandlinger foregik andetsteds paa Thinget, dannedes af det saakaldte Lovbjerg, der var en langagtig, smal Jord- eller Lavastrimmel, omgivet paa Øst- og Vestsiden samt ved Nordenden af dybe, brede Lavakløfter, saaledes at der kun mod Syd eller Sydvest havdes en Adgang til den, der var saa snever, at den kunde forsvares af nogle faa Mænd. Omtrent midt paa Lovbjerget findes en lille Klippeforhøining, hvor Lovsigemanden havde sin Plads (logsogv manz rvm). Derfra holdt han sine Lovforedrag, forkyndte nye Love eller Bevillinger, eller foretog andre offentlige Kundgjørelser, medens de lyttende Tilhørere havde Plads hinsides Kløfterne; det var ligeledes derfra, at Stevninger, Lysninger og mange andre Erklæringer, Meddelelser eller Forespørgsler skulde finde Sted. Lovsigemanden kunde bestemme, hvem han vilde give Lov til at have Plads paa Lovbjerget, og der var Straf for uden hans Tilladelse at sidde der. Det maa da antages at have tilkommet ham at give Ordet til dem, der ønskede at udtale sig fra Lovbjerget, men der er al Grund til at troe, at der i denne Henseende har hersket den største Frihed. Sagaerne vise os, at Adgangen til at udtale sig fra Lovbjerget blev benyttet i stort Omfang. Fra Lovbjerget fandt ikke blot Skilsmisseerklæringer i den ældre Tid Sted, samt Udfordringer til Tvekamp, men naar et Drab af en Slægtning var foregaaet, gik den Efterlevende undertiden til Lovbjerget og spurgte, om Drabsmanden eller hans Slægt vilde betale Bøder for Drabet, og da Höskuld Dalakollsson var død , gik hans Søn Olaf til Lovbjerget, krævede Lyd og meddelte, at Faderen var død samt indbød alle Goder til Arveøl efter Faderen. Der kunde da heller ikke være Noget til Hinder for, at den, der følte Opfordring dertil, kunde fra Lovbjerget bringe offentlige Anliggender, navnlig ogsaa Lovgivningsspørgsmaal, paa Bane. De ovenanførte Beretninger om Thord Gellir og Thorstein Surt gaae ud paa, at da disse Mænd, der begge beklædte Godeværdigheden, stillede deres Lovforslag, optraadte de paa Lovbjerget og talte derfra. Det maa nu bemærkes, at de Foredrag, der saaledes holdtes fra Lovbjerget, ikke kunde betragtes som holdte til eller i Lovretten, der maa antages at have havt sit Sæde, ikke paa selve Lovbjerget, men paa et derfra forskjelligt Sted paa Thinget. Det synes altsaa, at Thord Gellirs og Thorstein Surts Optræden fra Lovbjerget er skeet for at indlede Sagen; først derefter er da Lovretten traadt sammen, hvor saa det egentlige Lovforslag er blevet stillet. Da Christendommen Aar 1000 antoges ved Lov, indlededes Forhandlingerne ved at Gissur den Hvide og Hjalte Skeggjason, af hvilke den Første, men ikke den Sidste, vides at have været Gode, fra Lovbjerget i veltalende Foredrag opfordrede til Antagelsen af den nye Lære . Da Kong Olaf den Hellige Aar 1024 sendte Thoraren Nefjolfsson til Island for at gjøre et Forsøg paa at faae Islænderne til at underkaste sig hans Herredømme, idet han tilbød at være deres Herre, naar de vilde være hans Undersaatter, og som Vennegave udbad sig Øen Grimsø, holdt Thoraren Nefjolfsson to Dage efter hinanden Taler fra Lovbjerget, hvori han fremstillede Kongens Andragende, som dog Islænderne vægrede sig ved at opfylde. Undertiden synes der ved disse Leiligheder at have udviklet sig en Discussion, idet en eller flere af Tilhørerne vexlede Ord med Taleren, men om Afstemning var der ikke Tale, hvorimod selvfølgelig den ordinaire Afgjørelse stedse var hos Lovretten. Af hvad der saaledes exempelvis er anført, fremgaaer det, at det ikke har været usædvanligt, at der fra Lovbjerget er bleven holdt Taler om offentlige Anliggender, og det kan vistnok antages, at der for Enhver af de Thingbesøgende, uanseet at han ikke var Medlem af Lovretten, har været en let Adgang til paa den heromhandlede Maade at fremstille Forslag om nye Love. De Tilhørere, han da saaledes henvendte sig til, bestode af den paa Thinget mødte Del af Befolkningen, som jevnlig pleiede at samle sig ved Lovbjerget, og ofte har der blandt Tilhørerne da ogsaa været en Del Goder. Fandt da Forslaget Anklang hos de saaledes Tilstedeværende, kunde herved let gives Stødet til, at der af Lovsigemanden eller de øvrige Medlemmer af Lovretten stilledes et formeligt Lovforslag i Lovretten. Om end det egentlige Lovinitiativ alene har tilkommet Lovrettens Medlemmer, sees det dog saaledes, at Enhver af Befolkningen, der ikke havde Sæde i Lovretten, kunde ved at møde paa Althinget og fra Lovbjerget fremsætte sine Tanker eller Forslag Lovgivningen angaaende, komme til paa en indirecte Maade at udøve Indflydelse paa Lovgivningsværket.

__________

Þingvellir. Tegning af Daniel Bruun (1856 - 1931).

Om Fremgangsmaaden ved Vedtagelsen af egentlige Lovforslag finde vi hverken i Grágás eller i Sagaerne nogen directe Oplysning. Som allerede i det Foregaaende bemærket, kan der ikke være Tvivl om, at man i det Væsentlige har anvendt den i Stykket C fremstillede Fremgangsmaade, saaledes at Goderne navnlig have raadført sig med Bisidderne, og Vedtagelsen derpaa er skeet efter Stemmeflerhed, medens det iøvrigt er en Selvfølge, at Reglerne i C ikke i alle Puncter her kunde komme til Anvendelse, og særlig kunde der ikke være Anledning til at fordre, at to modstaaende Parter skulde fremstille sig for Lovretten, idet der ikke forelaae noget Retsspørgsmaal, om hvis Løsning to Meninger stode imod hinanden, men et positivt Lovforslag. Da det i Sagaerne oftere om de paa den her omhandlede Maade vedtagne Love hedder om Lovsigemanden, at han "satte" eller "gjorde til Lov" de paagjældende nýmæli, er der maaskee Grund til at antage, at han, som Leder af Forhandlingerne, har været den, der formulerede Forslaget.

Efter det Anførte gaves der to Maader, hvorpaa Lovgivningsmagten kunde sættes i Bevægelse, nemlig ifølge et egentligt Lovinitiativ, stillet af Lovsigemanden, Lovrettesmændene eller Biskopperne, og ifølge Stykket C; da imidlertid den der fremstillede Fremgangsmaade dels kunde benyttes i Anledning af en Retstrætte, dels som Udøvelse af et Initiativ i mindre egentlig Forstand, kan det siges, at der gaves tre Maader, hvorpaa Love kunde fremkaldes. Vi antage, at den førstnævnte Maade, det egentlige Lovinitiativ, er bleven meget benyttet. Dette kan sluttes af, at Lovretten, hvis Hovedhverv synes at have maattet være Vedtagelsen af Love, skulde efter Grágás, foruden de extraordinaire Møder, der fandt Sted efter private Parters Forlangende i Henhold til C, holde flere ordinaire Møder, nemlig begge Søndage i Thingtiden og Thingets Slutningsdag, og forøvrigt skulde Lovretten samles, som det hedder, saa ofte Lovsigemanden eller Flertallet af Lovrettesmændene ønskede det. Undertiden have vistnok de Lovforslag, der stilledes, været udførligere, omhyggeligt affattede Lovarbeider, hvorpaa der navnlig haves et Exempel i Tiendeloven, som tør antages at være kommen til os væsentlig i sin oprindelige Skikkelse. Det kan synes paafaldende, at dette Lovinitiativ slet ikke omtales i Grágás, medens den derimod giver omhyggelige Bestemmelser om Fremgangs-maaden, naar der er Trætte mellem Part er om Retsspørgsmaal. Grunden hertil er maaskee den, at man, hvad angaaer det egentlige Lovinitiativ, der, efter hvad vi have antaget, kun tilkom dem, der havde Sæde i Lovretten, befandt sig paa Lovrettens indre Omraade; det var dens egen indre Forretningsorden, som det her gjaldt om. Reglerne derfor have vel været slaaede fast ved Praxis, men da de ikke directe vedkom Udenforstaaende, var det ikke nødvendigt at formulere dem i en egentlig Lov, eller navnlig at optage Love, der gjaldt derom, i Lovforedraget; det var ialfald nok, at det underforstodes, at den om Afgjørelsen af Retsspørgsmaal gjældende Fremgangsmaade i det Væsentlige ogsaa kom til Anvendelse med Hensyn til egentlige Lovforslag. En maaskee endnu større Betydning for Retsdannelsen maa efter vor Formening tillægges den i Stykket C omhandlede Ret til at fordre Lovrettens Afgjørelse. Adgangen til at udøve denne Ret var overordentlig fri og let. Henvendelsen til Lovretten kunde skee til en hvilkensomhelst Tid, medens Althinget var samlet, uden at navnlig Lovrettens ordinaire Mødetider behøvede at afventes, og naar Opfordringen fra Enkeltmand skete, vare Lovrettesmændene strax pligtige til at begive sig til deres Sæder og afgjøre Spørgsmaalet. Der var herved givet Enhver af Befolkningen en let Adgang til at fremkalde Lovbestemmelser i ethvert Tilfælde, hvor der i det practiske Liv føltes Trang dertil, eller endogsaa hvor En og Anden ved at sysselsætte sig med Lovgivningen kom i Tanker om, at der var en Tvivl at løse eller et Hul at udfylde. Enhver veed, hvorledes der f. Ex. i Nutiden i Samhandelen eller i det daglige Liv reise sig utallige Tvivl om Forstaaelsen af Lovbud, eller om hvad der i et ulovbestemt Tilfælde bør antages for Ret; det sees let, hvor bekvemt det vilde være, om man i et saadant Tilfælde uden videre kunde gaae op i den lovgivende Forsamling og forlange Retsspørgsmaalet afgjort ved en ny Lov, ja ikke blot forlange det, men ogsaa være sikker paa strax at faae denne Afgjørelse, idet man, naar de enkelte Medlemmer af Forsamlingen vægrede sig ved at stemme, kunde sagsøge dem til streng Straf. Der maatte ved denne Adgang til at fordre Lovrettens Afgjørelse fremstaae en stor Mængde enkelte Lovbestemmelser, og Tilblivelsesmaaden af disse Love, hvortil Anledningen ialfald for en væsentlig Del blev givet ved det virkelige Livs Trang, maatte i og for sig afgive en Borgen for deres Fornuftmæssighed, medens paa den anden Side Lovene vistnok herved tildels kunde komme til at faae en casuistisk Character, idet de kom til at bære Præget af en Afgjørelse af det enkelte særegne forelagte Retstilfælde. At det her omtalte private Initiativ — saaledes troe vi at kunne betegne den omhandlede Opfordring til Lovretten — i Virkeligheden er bleven benyttet meget, bestyrkes ved den Vægt, der i Grágás tillægges det. Foruden at der i Stykket C gives saa udførlige Bestemmelser om Fremgangsmaaden derved, synes ogsaa andre Steder i Grágás at sigte til dette Initiativ. Dette gjælder saaledes om de to ovenanførte Bestemmelser i Lovrettesafsnittet, at Ingen maa sidde indenfor Lovrettens Bænke, naar den sammenkaldes til Afstemning, undtagen de, der have Sager imod hinanden, og den derpaa følgende Bestemmelse, at i Lovretten maa Ingen staae opreist, naar der skal tages Bestemmelse om Love eller Bevillinger, undtagen de, der skulle tale om Folks Sager; ved "Sager" (mal) sigtes der, som tidligere berørt, dels til Andragender om Bevillinger, dels til saadanne Tvistemaal mellem private Parter om Retsspørgsmaal, som her omhandlet, og da ikke mindst til de sidstnævnte. — Betegnelsen fornye Love, hvad enten disse fremkom ifølge Lovrettens eller privat Initiativ, var, hvad vi i det Foregaaende have bemærket, nýmæli. Om disses Kundgjørelse paa Althinget eller paa Eftersommerthinget (leið) tales der leilighedsvis paa enkelte Steder i Grágás og navnlig hedder det paa et af disse Steder, at paa Eftersommerthinget skulle alle nye Love (nýmæli oll) kundgjøres, hvilket nærmest synes at antyde, at der gaves mange saadanne.

I Forbindelse med det Anførte skulle vi henlede Opmærksomheden paa den i Fristatens Tid stedfindende store Deltagelse i det offentlige og judicielle Liv, og den deraf følgende jevnlige Sysselsættelse med Lovkyndigheden. Ligesom Lovsigemanden eller den, der kunde vente at blive valgt til denne Stilling, maatte samle og ordne Lovene til Brug ved Lovforedraget, og ligesom Goden maatte være i Besiddelse af nøie Kjendskab til Lovgivningen for at kunne udføre de ham paahvilende Hverv som Medlem af Lovretten, som den, der skulde udnævne Dommere og afholde Executionsret, m. m. , saaledes bragtes Befolkningen idelig i Berøring med Retslivet. Goden kunde paa Vaarthinget opfordre sine Thingmænd til at reise med ham til Althinget, og hver niende var da pligtig til at ledsage ham. Dette var ingen Udnævnelse af Thingmænd, men kun en Anmodning, og der herskede i den Henseende fuld Frivillighed, idet endog Enhver kunde løssige sig fra den Gode, til hvis Kreds han hidtil havde hørt, og indmelde sig i en anden Godes Kreds, uagtet denne var i en hel anden Del af Landet. I Virkeligheden maa det antages, at en forholdsvis stor Del af Befolkningen har givet Møde paa Althinget, hvortil dels bidrog Godernes Opfordringer, dels Forretninger, dels Lysten til at see og deltage i det paa Althinget herskende friske Liv, og til at træffe sammen med Folk fra Landets forskjellige Egne, dels de ovenanførte Bestemmelser om Thingreiseløn. Sagaerne melde derfor ogsaa, at i de ældre Tider red saa at sige hver Bonde til Althinget (reið drjúgum hverr bondi til þíngs). Enhver myndig Mand kunde vente idelig at blive kaldet til Deltagelse i de offentlige eller retlige Functioner, være sig som Bisidder i Lovretten, som Medlem af Fjerdingsretten, Femterretten , Vaarthingsdomstolen, Executionsretten, eller de forskjellige private Domstole, som Kvidmand, Deltager i Skjøns-, Vurderings- eller Skifteforretninger, som Vidne — ikke blot hvor Vidner i Nutiden pleje at anvendes, men navnlig ogsaa som tilkaldt Vidne ved de mange mundtlige Erklæringer, Stevninger osv. — , eller endelig som Part i en Retstrætte. Af disse sidste gaves der forholdsvis mange, idet den Enkelte, foruden de Sager, han personligen kunde have, ofte ogsaa maatte optræde som Sagsøger paa Slægtens Vegne (f. Ex. naar en af Ætten var bleven dræbt og Sag skulde anlægges mod Drabsmanden), og i Anledning af een Retskrænkelse anlagdes da ofte flere Sager. Den, der digtede et ærekrænkende halvt Vers (fire Verslinier) om en Anden kunde saaledes af den Fornærmede paastaaes dømt til Fredløshed (skoggangr), men dersom Fornærmeren tillige kvad (fremsagde) Verset eller lærte en Anden det, kunde der herfor anlægges en nu en anden særskilt Fredløshedssag.Til at optræde som Sagsøger var der en Opfordring i de Fordele, som vare forbundne med Søgsmaalsretten. Der gjaldt fremdeles den Bestemmelse, at en Sag i Reglen kun maatte føres af Parten selv, den Søgsmaalsberettigede ; skulde den føres af en Anden, kunde det ikke skee ved en egentlig Fuldmægtig, men Søgsmaalsretten maatte overdrages til ham, saaledes at han selv blev virkelig Part, og han kunde da i Reglen ikke overdrage Sagen til endnu en Tredie; der forudsattes altsaa i Reglen hos Enhver, at han var istand til at kunne føre en Proces, medens dog Forholdene ganske vist iøvrigt maatte medføre, at der uddannede sig Lovkyndige af særlig Dygtighed, til hvem Søgsmaalsretten i vanskeligere Sager overdroges. Ved enhver af de nævnte Forretninger, saavelsom ved Contracter eller anden Optræden ligeoverfor Trediemand, fremsagdes der høitidelige mundtlige Erklæringer; dér herskede en streng Formalisme, og en endog ubetydelig Feil kunde have til Følge, at Sagen tabtes, eller at det tilsigtede Øiemed ikke opnaaedes. Der maatte herved udvikle sig en stor Øvelse i offentlig Fremtræden, en Fortrolighed med Lovgivningen — som endnu næredes ved at Lovene paa en levende Maade bragtes Befolkningen i Minde ved Lovforedraget — , en Styrke i Udfindeise af sindrige Indsigelser, i logiske Distinctioner, en juridisk Retning, der ikke kunde Andet end bidrage til en stærk Benyttelse af den for Enhver saa aabne og lette Adgang til at deltage i Lovgivningsværket; det maatte paa en Maade, som Nutidens Opfattelse maaskee vanskelig kan sætte sig ind i, ligge nær for hver enkelt Privatmand leilighedsvis personlig at træde frem og tage Initiativet til en eller anden ny Lov, hvortil han netop kunde synes der var Trang. Som et Hovedpunkt maa det derhos fremhæves, at den ved Lovforedraget skete Fremstilling af Lovgivningen i dens Sammenhæng maatte, foruden, som anført, at udbrede og vedligeholde fortroligheden med og Kundskaben til den gjældende Ret, tillige medføre, at Billedet af den hele samlede Lovgivning kom til at staae klarere, og at Manglerne faldt mere i Øinene, og det laa da nær for Lovsigemanden saavelsom for Lovrettens Medlemmer eller for private Parter at tage Initiativet til nye Love, for at rette disse Mangler.

Efter det Anførte maae Betingelserne for en frugtbar Udvikling af Lovgivningen antages i den islandske Fristats Tid at have været i høi Grad gunstige. Vi skjønne ikke rettere, end at det udstrakte Lovgivningsinitiativ, den store Lethed, hvormed Lovgivningsmagten kunde sættes i Bevægelse, og den lidet indviklede Vedtagelsesmaade af Lovene snarest maatte medføre en Fare for en altfor stor Lovgivnings Productivitet. Og i Virkeligheden findes der en Bestemmelse i Grágás, der bestyrker denne vor Opfattelse. Der foreskrives nemlig, at en ny Lov, nýmæli, skal være ophævet, dersom den ikke i Løbet af hvert Treaar foredrages af Lovsigemanden (nýmæli ecci scal vera lengr raþit enn .iij. sumur. — Lavs erv øll nýmæli ef eigi verþa vpp sogð it .iij. huert sumar). Naar der altsaa, hvad der under de anførte Forhold let kunde skee, blev givet en ny Lov, som af den oflfentlige Mening stempledes som mindre heldig, gaves der et simpelt Middel til at fjerne den, idet Lovsigemanden udelod den i sit (paa tre Aar beregnede) Foredrag, og Lovretten, der skulde være tilstede ved og controllere Foredraget, undlod at gjøre Indsigelse mod Udeladelsen. Derimod var der ingen Fare for at hensigtssvarende Love paa denne Maade skulde gaae ud af Verden; derfor borgede de tilstedeværende Lovrettesmænds — saavelsom ogsaa den øvrige lyttende Thingforsamlings — Control, idet der strax vilde blive gjort opmærksom paa Udeladelsen.

Det her vundne Resultat er i Virkeligheden et Hovedpunkt ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om den Betydning, der kan tillægges Sædvaneretten eller den videnskabelige Ret. Naar man gaaer ud fra, at nye Love, eller en vigtig Classe af disse, kun kunde vedtages af Lovretten med Enstemmighed, og ikke tillægger det udstrakte Lovgivningsinitiativ den behørige Betydning, maa man naturligen komme til den Mening, at Lovgivningen kun har havt et ringe Omraade, og det bliver da lettere at forstaae, at man kan ville søge en Forklaring af Grágás´s Rigdom paa Detailbestemmelser, dens i Forhold til andre af Middelalderens Lov- eller Retssamlinger ualmindelige Omfang og Udførlighed— der under den nævnte Forudsætning ikke kunde hidrøre fra Lovgivningen — deri, at Indholdet er øst af andre Retskilder. Derimod bliver Forklaringen meget simpel efter vort Resultat, idet det viser sig, at Factorerne for Retsdannelsen ad Lovgivningsveien vare af en saadan Beskaffenhed, at de efter Forholdets Natur ikke kunde Andet end frembringe et omfattende Lovgivningsstof, hvilket maatte have til Følge, paa den ene Side, at der ikke blev levnet en Retsdannelse gjennem andre Retskilder, navnlig Sædvaneretten, noget stort Omraade, og paa den anden Side, at Samlingen og Ordningen af Lovene maatte lægge stærkt Beslag paa de Lovkyndiges Kræfter, saa at det allerede af denne Grund ikke kan antages, at disse have sysselsat sig med en besværlig Samling af Retssædvaner eller med Affattelse af juridiske Afhandlinger.

En yderligere Bestyrkelse af dette vort Resultat finde vi i Grágás´s Bestemmelser om Lovforedraget. Som allerede anført valgtes Lovsigemanden af Lovretten paa 3 Aar. Han førte Forsædet i Lovretten og udøvede i det Hele en vis Styrelse eller Ledelse med Hensyn til Forhandlingerne paa Althinget. Han havde det Hverv at sige Enhver, som derom spurgte ham, hvad der var gjældende Lov (scylldr at segia ollom þeim er hann spyria...lögmál), han skulde kundgjøre de nye Love, der vedtoges, m. m., og endelig skulde han fra Lovbjerget foredrage Lovene i Sammenhæng for de Thingbesøgende. Hvert Aar paa Thingets Aabningsdag skulde han foredrage Thingsordningsafsnittet; de øvrige Lovafsnit skulde foredrages i Løbet af 3 Aar, medens det maa antages at have været overladt til ham selv, naar i disse 3 Aar han vilde foredrage de enkelte af disse Afsnit. Hvor stor en Vægt der lagdes paa Lovsigemandens Virksomhed i denne Henseende, fremgaaer deraf, at Foredraget af Thingsordningen, der navnlig indeholder de processuale Regler, og som især var af Vigtighed, da disse Regler herved bragtes de Thingbesøgende i frisk Minde, inden de skred til Foretagelsen af de forskjeljige Proceshandlinger, endogsaa omtales paa hele 5 Steder i Lovsigemands- og Lovrettesafsnittene. Det var overladt til Lovsigemanden at inddele Lovene i Afsnit (þáttr) og at indordne de efterhaanden givne Love paa det Sted, han fandt passende. Ligesom han herved maatte komme til at anvende en vis Frihed i Behandlingen og Sammenstillingen af de enkelte Bestemmelser, saaledes følger det af sig selv, at et saadant efter Hukommelsen holdt Foredrag let kunde i Ordføining, ved en eller anden Vending osv. komme til at afvige fra det oprindelig givne Stof. Hvad vi imidlertid i denne Henseende her ville fremhæve, er den Omhu, der efter Grágás´s Bestemmelser skulde anvendes paa Foredragets Correcthed. "Lovsigemanden skal" — hedder det — "saa nøiagtigen foredrage alle Afsnit (sva gerla þátto alla up segia), at Ingen veed det særdeles meget bedre. Men strækker hans Kundskab (froþleicr) ikke dertil, skal han de næste Etmaal forud holde Møde med fem eller flere Lovkyndige (lögmenn), af hvem han fornemmeligen kan faae Oplysning (er hann ma hellzt geta af) inden han foredrager hvert Afsnit, og Enhver, der uden Tilladelse indfinder sig ved deres Samtale, straffes med Tremarksbøder. Fremdeles bestemmes det, at Lovrettens Medlemmer vare pligtige altid at være tilstede ved Lovforedraget, saavelsom ved Kundgjørelsen af nye Love (fylla up sögo, d.e. fuldstændiggjøre, støtte, sanctionere ved deres Nærværelse); dersom Nogen af dem ikke havde Tid dertil, skulde hans to Bisiddere paa hans Vegne høre paa Foredraget (heyra a upsögo). At Iagttagelsen heraf ansaaes for magtpaaliggende, fremgaaer af, at der tillige foreskrives, at dersom Lovrettesmanden hverken selv eller ved sine Bisiddere har været tilstede, skal der ikke tages Hensyn til den saaledes Udeblevnes Stemmegivning, naar der senere samme Sommer bliver Tvist om (Indholdet af) det foredragne eller kundgjorte Lovbud, og desuden straffedes Lovrettesmanden med Bøder. De anførte Bestemmelser vise, at det blev anseet for særdeles magtpaaliggende, at Lovforedraget var nøiagtigt og correct, og i denne Henseende er det ogsaa betegnende, at Grágás bruger netop det samme Udtryk, segja upp, baade om Lovforedraget og om Kundgjørelse af de vedtagne nye Love. Med Hensyn til de sidste kan det ikke være Tvivl underkastet, at Lovsigemanden raaatte bestræbe sig for en ordret Gjengivelse, og en lignende Bestræbelse maa da have været forudsat ved Lovforedraget. Vi skjønne ikke rettere, end at denne strenge Nøiagtighedsfordring taler stærkt for, at det var Love, det positivt givne Lovgivningsstof, Lovsigemanden skulde foredrage. Med Hensyn til Love, og naar disse, som i og for sig var naturligt, skulde saavidt muligt ordret gjengives, var Fordringen om Nøiagtighed, om Overenstemmelse med et givet, bekjendt Grundlag ganske paa sin Plads. Derimod vilde de omtalte Bestemmelser ingenlunde stemme med en Forudsætning om, at Lovsigemanden kunde eller skulde i sit Foredrag optage sædvansmæssige Retsregler; disse kunde ikke siges at danne noget saadant givet objectivt Stof, hvorimod det maatte beroe paa et Skjøn, hvad han medtog, og det maatte ofte være mere eller mindre tvivlsomt, om de Retssædvaner, han meddelte, virkelig vare til, eller om de havde det af ham fremstillede Indhold. Det vilde være uegentligt her at tale om Nøiagtighed; Fordringen maatte da snarere have gaaet ud paa Skjønsomhed, sundt, fornuftigt Omdømme. Ogsaa maa det bemærkes, at en Fremstilling af Retssædvaner ikke let kunde Andet end fremkalde vidtløftige Discussioner, idet Lovrettesmændene, naar de ikke vare enige i Lovsigemandens Fremstilling, maatte komme til at gjøre Indvendinger, men om saadanne længere Forhandlinger indeholder Grágás ingen Antydning; der tales kun om, at Lovrettesmændene skulde høre paa, lytte til Foredraget (heyra a upsögo, hlyða). Det synes heller ikke forudsat, at Foredraget skulde tage lang Tid, idet navnlig Thingsordningen skulde foredrages Thingets Aabningsdag ved Siden af andre Forretninger, som den Dag skulde gaae for sig. Det sees let, at i det Væsentlige lignende Grunde tale imod, at Graagaasen har tænkt sig, at Lovsigemanden skulde i eller ved sit Foredrag gjøre Brug af almindelige Retssætninger, videnskabelig Ret. Grágás´s Regler om Lovsigemandens Foredrag indeholde saaledes et særligt og betydningsfuldt Bevis for, at Lovsigemanden i sit Lovforedrag ikke har skullet eller kunnet optage Andet end Love.

Endelig finder ogsaa vor Opfattelse en Stadfæstelse i Beskaffenheden af selve Grágás´s Text. Det er i denne Henseende allerede ikke uden Vigtighed, at der, som tidligere i denne Afhandling bemærket, hverken i Henseende til Indhold eller Affattelsesmaade findes Noget i Grágás, som kunde tyde paa, at juridiske Privatarbeider eller Retssædvaner skulde høre til de Bestanddele, hvoraf den er sammensat. I Modsætning hertil maa det vistnok siges, at Alt taler for, at Grágás er en Optegnelse af Love. Naar Schlegel og tildeels ogsaa Maurer stærkt have fremhævet Grágás´s store Udførlighed i Fremstillingen af en Mængde enkelte, særegne Retstilfælde, da finder denne Grágás´s Egenskab sin ligefremme Forklaring i den Maade, hvorpaa Lovene for en Del bleve til, navnlig ifølge det private Initiativ, idet de enkelte i Livet mødende Tilfælde med de mange Nuancer eller specielle Omstændigheder, som netop Virkeligheden ofte frembyder, forelagdes Lovretten og bleve Grundlaget for nye Love. Den her omtalte Egenskab ved Grágás indeholder saaledes en Bestyrkelse af de Resultater, vi i det Foregaaende ere komne til i Henseende til den Maade, hvorpaa Lovgivnings- myndigheden var ordnet. Det kan, som allerede bemærket, ikke paatvivles, at vore Texter af Grágás for en stor Del ere sammensatte af Retsoptegnelser, der have været affattede til Brug ved, eller i Anledning af Lovsigemandens mundtlige Foredrag. Vel maa det antages, at ogsaa andre Lovkyndige end netop Lovsigemanden, eller de, der kunde vente at blive valgte til denne Stilling, have givet sig af med at samle, optegne og ordne Lovene, men efter Forholdets Natur maatte de i Anledning af Lovforedraget affattede Samlinger faae størst Betydning og i Almindelighed afgive Normen for Affattelsesmaaden af de øvrige Samlinger. Vi skulle ikke paa dette Sted gaae ind paa en nærmere Undersøgelse af Beskaflfenheden af vore Texter af Grágás, til hvis Bedømmelse Maurer i sit heromhandlede Værk har leveret en Række i det Hele fortrinlige Specialundersøgelser. Her skulle vi kun, idet vi henvise til hvad vi i det Foregaaende have anført om de Eiendommeligheder, Texterne af Grágás frembyde, bemærke, at disse — bortseet fra hvad der muligen ved Textcritik kan være at udsondre som fremmedartet — i det Hele netop fremtræde i en saadan Form, som vi efter Grágás´s Bestemmelser maatte vente os den, naar der skulde meddeles en Gjengivelse af det mundtlige Lovforedrag. Der møder os vel Vendinger som: "Det er fastsat at" eller "som jeg nu har sagt", o.s.v. og paa ganske faa enkelte Steder forekommer der Notitser som: "den Bestemmelse er nu ophævet". Bemærkningen om uppsaga i K. c. 86, St. Vigsl. c. 21, o. s.v.; vi mindes herved om, at det er i et Slags Referat (jfr. Maurer, S. 45), at Retssætningerne fremstilles, men i sin Helhed er Udviklingen, i sin bestemte Lovsform, ganske som vi maatte tænke os den af Lovsigemanden, med hans Bestræbelse efter Nøiagtighed, givne mundtlige objective Fremstilling af et Lovgivningsstof. Vi have i det Foregaaende (S. 151 — 156) anført i Oversættelse Endel af Lovrettesafsnittet (A, B, C) ; dette Stykke giver os et Billede af, hvorledes Grágás´s Text overhovedet er; man vilde fuldstændig kunne betragte det som en Del af en officiel Lovcodex, dersom ikke paa et Par Steder Sætningerne begyndte med: "Det er ogsaa fastsat". See vi hen til de forskjellige Recensioner af Grágás, finde vi ganske vist her en stor indbyrdes Selvstændighed i Ordningen af Stoffet og tildels ogsaa i Fremstillingen af de enkelte Bestemmelser, men ligesom denne indbyrdes Selvstændighed overhovedet ikke er anderledes, end den naturlig maatte fremtræde i flere af hinanden uafhængige Samleres, navnlig Lovsigemændenes , Gjengivelser af de enkelte Love eller af det mundtlige Lovforedrag, saaledes kan det ikke noksom fremhæves, at vi netop i de for Haandskrifterne fælles, men i disse mere eller mindre forskjelligt gjengivne Bestemmelser, stedse ved Siden af denne noget forskjellige ydre Form, den større eller mindre Frihed i Bearbeidelsen, finde en væsentlig indbyrdes Overensstemmelse i Indholdet der saaledes tyder paa den samme Bestræbelse efter Nøiagtighed og Correcthed i Gjengivelsen af et foreliggende positivt Materiale, som vi have seet at Grágás forudsætter ved det mundtlige Lovforedrag. Heri ligger da et særligt Bevis for, at det er en Samling af Love, vi have for os. — Idelig og idelig henvises der i Grágás til Lovene som Retskilde. Allerede Betegnelsen af de offentlige Institutioner kan her anføres: Lovrette, Lovsigemand, Lovbjerg (logrétta, lögsogumaðr, lögberg). Om Lovsigemandens Foredrag hedder det, at han skal foredrage alle Lovafsnit (log þátto), og om hans Forpligtelse til at give de Spørgende Besked om, hvad der var gjældende Ret, hedder det, at han er pligtig: at segia ollom-lögmál I Stedet om Strid mellem Lovhaandskrifterne (Stykket C) bestemmes der, at det skal være Lov (lög) her i Landet, som staaer i Haandskrifterne. Hver Side af Grágás viser den Vægt, der lægges paa Lovene. Meget hyppigt forekommer Udtrykket at lögum (ogsaa: at lögmáli) i Betydningen af: efter Loven, lovlig, og en stor Mængde Ord erholde Forstavelsen lög- eller laga- for at udtrykke Tillægsbetegnelsen lovlige; disse Henvisninger til Loven have derhos, ligeoverfor Spørgsmaalet om Sædvanerettens Omraade, en særegen Betydning derved, at de hyppigen referere sig til Retsforhold, der efter deres Beskaffenhed netop kunde synes at egne sig til at erholde deres Uddannelse gjennem Retssædvaner. De have saaledes en dobbelt Betydning, idet der dels ikke ved disse Forhold er Tale om Anvendelsen af sædvansmæssige Retsregler , og der dels udtrykkelig er henvist til, at Retsforholdene ere ordnede ved Lov. Det er en Selvfølge, at der ikke med Hensyn til enhver enkelt Bestemmelse i Grágás vil kunne føres Bevis for dens Udspring fra Lovgivningen; det vilde være ganske naturligt, om der end ikke med Hensyn til en eneste Forskrift havdes nogen positiv Hjemmel for, eller nogen Oplysning om, at den havde en saadan Oprindelse; forelaae der slet ingen Oplysning i saa Henseende, vilde dette ikke kunne anføres til Støtte for den Mening, at Grágás ikke var en Samling af Love, thi efter den Maade, hvorpaa saadanne ældre Retssamlinger affattedes, og efter Beskaffenheden af de historiske Kilder fra den Tid, hvortil de henhøre, pleier der ikke at kunne haves nogen slig Oplysning. Imidlertid foreligger der dog ogsaa i denne Henseende betydningsfulde Data for Grágás´s Vedkommende. Vi skulle ikke her paaberaabe os den Omstændighed, at Lovforedraget blev holdt i Lovrettesmændenes Nærværelse og under deres Control, og altsaa paa en Maade erholdt den lovgivende Myndigheds Sanction ; der kunde vel siges, at Lovforedragene, af hvilke vore Texter af Grágás som anført væsentlig ere Gjengivelser, herved bleve gjorte til Love, men dette beviser i denne Forbindelse ikke Noget, idet det Spørgsmaal bliver tilbage, hvorfra de enkelte Bestemmelser, som optoges i Lovforedraget, havde deres Oprindelse, navnlig om Lovsigemanden ved Affattelsen af sit Foredrag har øst af andre Retskilder end Lovgivningen. Af lignende Grunde kan der ikke i og for sig lægges Vægt paa Lovrettens Vedtagelse af Hafliðaskrá og af Christenretten. Derimod har det ganske vist sin Betydning, at da der paa Althinget i 1117 efter Are Frodes Beretning vedtoges den nye Lov (nýmæli), at Lovene skulde nedskrives, blev det tillige overdraget Lovcommissionen at udarbeide alle de nye Love, som den fandt bedre end de gamle Love, og hvad der i Henhold hertil af Commissionen blev foreslaaet, blev da efter Beretningen vedtaget af Lovretten. Ved Nedskrivningen af Christenretten nogen Tid senere (1123 — 1133) er det sandsynligt, at man paa samme Maade ikke har indskrænket sig til at optegne den gjældende Ret, men tillige har affattet en Del nye Love, hvis Nødvendighed eller Hensigtsmæssighed man blev opmærksom paa ved at sysselsætte sig med Nedskrivningen af det forhaandenværende ældre Stof. Ved disse Leiligheder maa der da antages at være vedtaget ikke faa nye Love, som ere blevne indlemmede i vore Texter af Grágás. Med Hensyn til endel forskjellige Bestemmelser eller Stykker af Grágás have vi i Sagaerne eller Annalerne Oplysning om, at de have deres Udspring fra Lovgivningen; saaledes Fjerdingsinddelingen (indført 965) , Bestemmelsen om Benaadning for den Fredløse, der dræber tre andre Fredløse (c. 970), om at Althinget skulde begynde ved Udløbet af den 10de Sommeruge (c. 999), om Femterretten (1004) det større Lovstykke om Tiendepligten (1096), Alenmaalsloven af 1195—1200, Bestemmelserne om Ægteskab og Frændeforsørgelse af 1217, samt om endel forskjellige Festdage. En Mængde Bestemmelser have en saa positiv Character, at det er utænkeligt andet, end at de ere Lovforskrifter ; saaledes de hyppig forekommende Straffebestemmelser (Fredløshed, Landsforvisning, Bøder af forskjellig Art og Størrelse) og de ofte ved de enkelte Retsforhold givne specielle Regler om det Antal af Kvidmænd, hvormed Beviset skal føres. Undertiden finder man i vore Texter Bestemmelser, der staae i Strid med hinanden og af hvilke den ene viser sig at være den yngre Regel, som har forandret eller ophævet den anden, og hvor da denne yngre Regel ikke kan være andet end en Lovbestemmelse. Foruden at der fremdeles i en Mængde andre Tilfælde af forskjellige Grunde er Formodning for at de paagjældende enkelte Forskrifter ere nye Love, findes der i Haandskrifterne ved mange Bestemmelser en Tilkjendegivelse om, at de ere nye Lovforskrifter. I nogle Tilfælde er dette tilkjendegivet ved et: Straffen er nu o. s. v. eller deslige og paa flere Steder findes dels i Texten, dels i Capiteloverskrifterne eller Indholdsfortegnelsen udtrykkelig angivet, at de paagjældende Bestemmelser ere nýmæli. Hertil kommer de Steder, hvor der i Skindbøgernes Margen udfor de enkelte Steder findes anført Betegnelsen nym eller nym eller ny (nýmæli) eller N (d. e. Novella), hvorved Samlerne eller Afskriverne have tilkjendegivet, at de vedkommende Bestemmelser ere nye Love. Denne Betegnelse findes i K. ved 8 Steder, i St. ved 87 Steder. Sammenfatter man samtlige de saaledes anførte forskjellige Momenter, vil det findes, at det er en forholdsvis betydelig Del af Grágás, hvorom der haves et positivt Bevis for, at den har sit Udspring fra Lovgivningen, og det maa endnu, hvad navnlig angaaer de Steder, der i Skindbogen St. i Margen ere anførte som nye Love, bemærkes, at det synes at være begrundet i tilfældige Omstændigheder — tildels vel Beskaflfenheden af det eller de Haandskrifter, der ere blevne benyttede som Grundlag ved Samlingen eller Afskrivningen — at den omtalte Betegnelse ikke findes ved et meget større Antal Bestemmelser. Foruden at Antallet maatte formodes at være blevet større, naar St. ogsaa havde indeholdt de Afsnit, der kun findes i K, maa det bemærkes, at af de 87 Steder i Haandskriftet, der findes betegnede som nýmæli, findes næsten det hele Antal, nemlig 83, paa Skindbogens første 131 Sider og kun 4 paa de øvrige 52 Sider, S. 132 — 183 (ved hvilken sidste Side Grágás ender), uden at der derhos i og for sig er Grund til at antage, at de Materier, der behandles i denne sidste Del, skulde i mindre Grad have været Gjenstand for Udvikling end de øvrige Retsforhold. Medens Forskjellen mellem de to Hovedrecensioner af Grágás, K. og St., for en Del bestaaer i den forskjellige Orden, samt i at St. indeholder ikke faa enkelte Bestemmelser, som savnes i K., der er den ældre af Recensionerne , har det sin Betydning, at Flertallet af de ovennævnte 87 Steder ogsaa findes i K., hvor dog kun, som anført, en af dem ligeledes er betegnet som ny Lov, og mange af dem findes indførte i begge Skindbøger i samme Orden. Saavel herefter som af forskjellige andre Grunde maa det antages, at det ikke netop ere de nyeste Love, der i Skindbogen St. have faaet den omtalte Betegnelse, men at denne maa være optaget efter Haandskrifter , der repræsentere en ældre Periode, og at Antallet saaledes vilde være blevet meget betydeligt større, dersom Betegnelsen var bleven anvendt paa en lignende Maade ogsaa for de senere tilkomne nye Loves Vedkommende. Beskaffenheden af de Bestemmelser, om hvis Tilblivelsesmaade der, navnlig ved den omtalte Betegnelse i Skindbøgernes Margen, er givet Oplysning, turde i flere Retninger bestyrke de Resultater, hvortil vi i det Foregaaende ere komne. Ligeoverfor den ovenomtalte Anskuelse, hvorefter der af Grágás´s Rigdom paa Detailbestemmelser drages den Slutning, at de paagjældende Stykker ikke ere Love, skulle vi saaledes navnlig henvise til de i Skindbogen St. som nye Love betegnede 9 Bestemmelser om Heste, der følge temmelig tæt efter hinanden, idet de alle findes paa Skindbogens S. 84 — 85 og som gaae ind paa en Mængde Enkeltheder med Hensyn til ulovlig Brug af Heste, Aftagelse af Fodlænken paa Heste, som man træffer paa sin Mark, Forsinkelse af Thingreise eller Bryllupsreise ved at man skralder med Hesteskralden og derved driver de Reisendes Heste bort, o. s. v..

Ved de i det Foregaaende fremsatte Bemærkninger troe vi at have godtgjort, at Professor Maurer, der iøvrigt ved sine lærde og skarpsindige Undersøgelser har i saa mange Retninger gjort sig fortjent af den nordiske Retshistorie, ikke har havt det rette Blik for den eiendommelige Udviklingsgang i Island, naar han har villet tillægge Sædvaneretten og en videnskabelig Sysselsættelse med Jurisprudentsen en overveiende Betydning for Retsdannelsen i den islandske Fristat, og for Sammensætningen af de Optegnelser, vi under Navnet Grágás have fra hin Tid; han har ved sin Opfattelse i den nævnte Henseende vistnok været for tilbøielig til at drage en Parallel fra Retsudviklingen, som den antages at have fundet Sted i Tydskland , hvor dog Betingelserne for Retsdannelsen vare væsentlig forskjellige. Vi miskjende paa ingen Maade den store indirekte Betydning for Retsudviklingen , som Interessen for Lovkyndigheden, Sysselsættelsen med den egentlige Lovkundskab, havde, og selvfølgelig er det ikke vor Mening at nægte, at der ved Sædvanens befæstende Magt har ogsaa i Island kunnet danne sig Retsregler, der have været gjældende ved Siden af Lovgivningen, ligesom Muligheden selvfølgelig ikke kan nægtes af, at en eller anden saadan Sætning kan have faaet Plads i Grágás, men vi troe, at det ved de ovenanførte Betragtninger maa fremgaae som Resultat, at der mangler ethvert Støttepunkt for den Mening, at Grágás eller nogen Del af den skulde være en Bearbeidelse af Love og Retssædvaner, eller at enkelte Dele af den skulde være Producter af en videnskabelig juridisk Literatur, men at den derimod i det Hele og Store maa betragtes alene som en Samling af de af den lovgivende Myndighed, Lovretten, vedtagne Love . Vistnok er denne Samling ikke nogen officiel Lovcodex; den skylder Privatflid sin Tilblivelse, og den Omstændighed, at det Nedskrevne bestod af Lovforedrag, der sanctioneredes af Lovretten ved at den var nærværende naar Foredragene holdtes, giver vel Samlingen en vis offentlig Character, men kan ikke beføie til at betragte Grágás som en Lovbog i den moderne Betydning af Ordet. Paa den anden Side følger det imidlertid af vor hele foranstaaende Udvikling, at den ikke kan betegnes som en Retsbog, hvorved pleier at forstaaes enkelte Mænds Privatoptegnelser over de forskjellige Retsgebeter (Sædvaneret, Praxis, Jurisprudents), i Almindelighed tillige med Bibegreb af, at disse Optegnelser have en videnskabelig Character. Det fremgaaer nemlig af alt det i det Foregaaende Udviklede, at Grágás ikke omfatter andre Retsgebeter end Lovgivningen alene, og den Omstændighed at Lovgivningsstoffet er blevet gjengivet eller fremstillet af private Samlere, kan ikke i og for sig indeholde Grund til at anvende det omtalte Begreb. Vi antage, at Grágás rettest bør, overensstemmende med hvad den i Virkeligheden er, betegnes som en privat Lovsamling.

__________

Thingvellir und der Thingvalla See vom Lögberg aus. 1889. British Library.

Til Slutning skulle vi tilføie nogle Bemærkninger om den Tid, fra hvilken Grágás i den Skikkelse, hvori den er kommen til os, i sit væsentligste Indhold kan antages at hidrøre, hvorved der da tillige vil blive Leilighed til at berøre nogle Puncter, der kunne tjene til yderligere Belysning af de i det Foregaaende vundne Resultater:

Som allerede anført fik den islandske Fristat sin Afslutning i 1264, ved at Islænderne underkastede sig den norske Konge. Den formelige Omdannelse af Lovretten og Lovsigemandsstillingen fandt Sted faa Aar senere (1271-1273) ved Vedtagelsen af Lovbogen Járnsiða, som indførte en Ordning, der stemmede med de i Norge gjældende Institutioner. I Virkeligheden taler der imidlertid ikke Lidet for, at Fristatens offentlige og retlige Institutioner, navnlig den lovgivende og dømmende Virksomhed, saavelsom vel ogsaa Lovsigemandens Function med Hensyn til Lovforedraget, har i længere Tid inden Fristatens Undergang været i Forfald. At Lovretten navnlig ikke, da Underkastelsen i 1262 — 1264 fandt Sted, har været i sin tidligere Virksomhed, synes bestemt at fremgaae af Beretningerne om, hvorledes der da forholdtes. Det hedder vel, at Lovretten i 1262 har været samlet (skipud), men det sees ikke, at den har taget Beslutning eller foretaget Afstemning, hvorimod Underkastelsen sees at være skeet ved at der aflagdes Ed af nogle Bønder fra hver Fjerding en Fremgangsmaade, hvortil Grágas ikke afgiver nogen Hjemmel eller Analogi. Der udfærdigedes ved den nævnte Leilighed tillige et skriftligt Underkastelsesdocument , den saakaldte Gamle Overenskomst, der efterhaanden tiltraadtes af Beboerne i de forskjellige Dele af Landet, og hvoraf der haves Exemplarer af noget forskjelligt Indhold fra 1262, 1263 og 1264; i Overenskomsten af 1263 hedder det, at den vedtoges af hele Almuen paa Island paa Althinget med Haandslag (lófatak), en Vedtagelses- eller Beslutningsmaade, som Grágás heller ikke kjender. I Beretningerne omtales ikke, at man ved Beslutningen om denne Overenskomst har forholdt sig paa en Maade, der var ny eller forskjellig fra det Sædvanlige, og det er da ogsaa sandsynligt, at Grunden til at man ikke har anvendt den i Lovrettesafsnittet forudsatte Vedtagelsesmaade har været den, at denne Vedtagelsesmaade efterhaanden var gaaet af Brug. I begge Hovedhaandskrifterne af Grágás findes vel den oftere i det Foregaaende omtalte Lov fra Biskop Magnus Gissurssons Tid af 1217 om Ægteskab og Frændeforsørgelse, og i det yngre af dem St. nævnes iblandt Festdagene den i 1237 indførte Thorlaksmesse, men der er vistnok god Grund til at antage, at Lovrettens lovgivende Virksomhed allerede en rum Tid før, navnlig fra Slutningen af det 12te Aarhundrede eller omtrent fra 1180, har været af ringe Betydning. Sagaberetningerne om Begivenhederne i Island i det 12te og 13de Aarhundrede tale i deres Helhed stærkt for den anførte Anskuelse. Den islandske Fristats Forfatning led af den væsentlige Feil, at der ikke gaves nogen virksom Centralmyndighed, og Landet blev derfor allerede længe forinden Underkastelsen i 1264 Skuepladsen for vedvarende Stridigheder mellem Landets Høvdinger. Allerede i det 12te Aarhundrede, endog fra 1118, begyndte en mere urolig Tidsalder, der culminerede i den saakaldte Sturlungatid. Fra Hvamm-Sturla's Tid (født 1114, død 1183), maaskee navnlig efter Kampen paa Sælingsdalsheiði (1172) følte de faa mægtige Mænd sig i Almindelighed hævede over Lov og Ret. Tvistemaalene afgjordes sædvanlig ved blodige Feider, undertiden ved Forlig eller Voldgift, sjeldent ved Rettergang. En særdeles Betydning havde den Forandring, som efterhaanden indtraadte i Henseende til Godedømmerne. Disse vare arvelige og afhændelige, og den Myndighed, de medførte, maatte efter Forholdets Natur blive Gjenstand for Attraa fra Enhvers Side, der søgte at erhverve Anseelse. Under Stridighederne mellem Høvdingerne samlede Godedømmerne sig tildels paa enkelte Hænder; i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede raadede 3 eller 4 Ætter over næsten alle Landets Godedømmer, og i de følgende Tider havde undertiden enkelte mægtige Mænd alle Godedømmerne paa sin Haand. Ifølge den fra norsk Side brugte Politik, der gik ud paa ved ethvert Middel at søge at bringe Islænderne til at underkaste sig det norske Herredømme, stevnede den norske Konge gjentagne Gange flere af Goderne til Norge, og efterhaanden lykkedes det Nordmændene at faae Goderne til at afstaae deres Godedømmer til den norske Konge. Ganske vist kunde nu et Godedømme efter Grágás paa Godens Vegne i hans Forfald forestaaes af en Anden, som da udnævnte Dommere og havde Sæde i Lovretten, men det sees let, at de anførte Omstændigheder maatte have en nedbrydende Indflydelse paa de vedkommende Institutioners Betydning og Virksomhed. Særlig maa det fremhæves, at medens Sagaerne udførlig omtale Stridigheder mellem Høvdingerne, sees disse Stridigheder ikke at have yttret sig i Lovretten eller i Bestræbelser for gjennem Lovretten — ved parlamentariske Kampe — at sætte nye Love eller Foranstaltninger igjennem, f. Ex. for derved at beseire sine Modstandere; naar Striden saaledes ikke er bleven ført ind paa Lovrettens Omraade, eller Lovretten ikke er bleven benyttet i Partistridighedernes Tjeneste, er dette vistnok et Bevis for, at man ikke har lagt megen Vægt paa Lov og Ret, og at Lovgivningsarbeidet i det Væsentlige har hvilet. Med det Anførte stemmer nu vistnok ogsaa det Resultat, hvortil man kommer ved at kaste et Blik paa Texterne af Grágás. I denne Henseende bemærkes, at de Modsigelser, der paa enkelte Steder findes mellem ældre og yngre Love, af hvilke de sidste have hævet eller for- andret de første, medens dog disse endnu ere blevne staaende i Texten , vistnok maa siges at tyde paa, at Samlingerne ikke ere blevne til paa en Tid , da Lovgivningen endnu havde sin fulde Autoritet. Fremdeles lægge vi i den omtalte Henseende en særdeles Vægt paa den af Maurer (S. 44) fremhævede Omstændighed, at Graagaasen ikke viser Spor af Biskopperne Thorlak Thorhallssons (1178—1193) og Gudmund Arasons (1203—1237) hierarchiske Bestræbelser. I Virkeligheden opnaaede de nævnte Biskopper en Magt, der gik langt ud over hvad Grágás hjemler dem, og hvoraf denne, eller navnlig dens Christenret, ikke har modtaget noget Præg. De af Maurer i hans her omhandlede Værk meddelte Bemærkninger om Grágás´s sproglige Charakter (S. 65 — 70) bestyrke ogsaa i høi Grad det Anførte, idet disse Bemærkninger gaae ud paa, at det yngste Afsnit af Grágás snarere viser et ældre, men ingenlunde et yngre Sprog, end den ældste af alle Sagaer, Heiðarvigasaga, der vel maa sættes til Slutningen af 12te Aarhundrede, og at det af sproglige Grunde maa antages, at Grágás´s samtlige Hovedstykker oprindelig ikke ere optegnede efter Midten af det 12te Aarhundrede.

Som i det Foregaaende antydet, antage vi, at den ifølge Lovrettens Beslutning i 1117 — 1118 nedskrevne Haflides Samling ikke har været meget omfattende; dette synes navnlig at fremgaae af det oftere anførte Sted af Lovrettesafsnittet om Strid mellem Haandskrifterne, hvorefter man ikke først begyndte med at eftersee Hafliðaskrá, men derimod navnlig Biskoppernes Haandskrifter, der altsaa maae have været mere fuldkomne, mere skikkede til practisk Brug. Der er nu ogsaa stor Sandsynlighed for, at en ikke ubetydelig Udvikling af Lovgivningen har fundet Sted i Tidsrummet efter 1118. Vel begyndte, som bemærket, allerede omtrent fra den Tid de indre Stridigheder, som efterhaanden maa antages at have bortvendt Befolkningens Interesser fra de fredelige Lovgivningssysler, men det følger dog af sig selv, at den Omstændighed, at man nu var kommen saa vidt at have Lovene nedskrevne, hvorved disse fremtraadte som en Helhed, og hvorved man lettere maatte blive opmærksom paa de Mangler eller Ufuldkommenheder, der hæftede ved dem, maatte medføre en Række supplerende og reformerende Love; i denne Henseende maatte det ogsaa have en væsentlig Betydning, at man nu, da Øvelsen i at anvende Skrivekonsten blev større, maatte komme til at give sig af med dels maaskee at afskrive Hafliðaskrá, dels at nedskrive Supplementer til den, dels endelig at tilveiebringe selvstændige af Hafliðaskrá uafhængige Lovsamlinger, og denne Sysselsættelse med den gjældende Ret synes indirecte at have maattet bidrage til Tilblivelsen af nye Love.

Vi finde det dog ikke sandsynligt, at, det har været i det heromhandlede Tidsrum efter 1118, eller fra 1118 til c. 1200, at den frugtbareste Udvikling af Lovgivningen har fundet Sted. Naar Haflides Samling ikke har været af stort Omfang, behøvede Grunden hertil ikke udelukkende eller væsentlig at være den, at selve LovgivningsstofFet først senere har faaet en større Udvikling. Det er muligt, at Lovgivningsstoffet allerede dengang har været meget omfattende, medens Hafliðaskrá kun har fremstillet det ufuldstændigt. Det er i Virkeligheden sandsynligt, at man i den korte Tid af et Aar, der anvendtes til Nedskrivningen af Hafliðaskrá, uvant som man var med Anvendelsen af Skrivekonsten, ikke har naaet at fremstille den forhaandenværende, alene ved Hukommelsen hidtil bevarede Lovgivning i dens Fuldstændighed. Det sees af den oftere nævnte Afhandling om Alphabetet fra c. 1150 i den saakaldte yngre Edda, at det endnu paa den Tid, altsaa efterat Hafliðaskrá var nedskrevet, paa Grund af Beskaffenheden af det indtil da anvendte Alphabet var besværligt at læse og skrive (jfr. Ordene : for at det kan blive lettere at skrive og læse — til þess að hægra verði at rita ok lesa. Naar det i Íslendingabók berettes, at der (1117) blev vedtaget den nye Lov, at "vore Love skulde skrives i en Bog, efter Bergthors, Haflides og andre vise Mænds mundtlige Meddelelser" om, hvad der var gjældende Lov, ligger det nærmest at antage, at der ikke før den Tid var blevet opskrevet Noget eller ialtfald ikke noget Væsentligt af Lovene. Det var da naturligt, at dette første Forsøg maatte blive mangelfuldt. Íslendingabók siger ogsaa kun, at da blev nedskrevet Drabsafsnittet (Vígslóði) og meget andet af Lovene (margt annat í lögom), hvilket saaledes nærmest gaaer ud paa, at ikke Alt blev opskrevet. At Samlingen ikke har været fuldstændig, fremgaaer da ogsaa af, at Christenretsafsnittet, der vistnok er blevet betragtet som ethvert andet Afsnit af Lovene, ikke ved denne Leilighed blev nedskrevet, hvorimod dette først skete nogle Aar senere (1123 eller 1123 — 1133). Det saaledes Anførte bestyrkes ved Udtrykkene i Stedet i Lovrettesafsnittet om Striden mellem Haandskrifterne, hvor det forudsættes, at Forskjellen mellem Haflides Haandskrift og andre Haandskrifter tildels har bestaaet i, at der i hint savnedes eller var udeladt noget (hitzug leifir) eller var mindre tydeligt end i de nyere Haandskrifter. Et Bevis for, at der i nyere Haandskrifter optoges Bestemmelser, der vare ældre end Haflides Samling, men ikke vare blevne medtagne ved Affattelsen af denne, have vi vistnok ogsaa i de enkelte Steder i Grágás, hvor der som Hjemmel for de paagjældende Bestemmelser nævnes Lovsigemænd fra Tiden før 1118.

Naar Haflides Samling saaledes ikke fuldstændigt havde løst Opgaven at tilveiebringe en Samling af de gjældende Love, er det sandsynligt, at de Lovkyndige i Tiden efter 1118 have i et betydeligt Omfang sysselsat sig med dels at nedskrive Stykker eller Afsnit af Lovgivningen, som ikke vare blevne medtagne i Hafliðaskrá, dels at fremdrage enkelte Bestemmelser, vedrørende de Materier, som denne havde omfattet , men som ikke vare blevne optagne i den. Der taler meget for, at medens Lovgivningen vel efter 1118 blev Gjenstand for en ikke ringe Udvikling, har dog det Lovgivningsstof, vi finde i Texterne af Grágás, i sit væsentligste Omfang allerede været tilstede før 1118, og at den frugtbareste Periode for Retsudviklingen maa søges, ikke efter Tilblivelsen af Haflides Samling, men før dette Tidspunkt, maaskee endog fornemmelig i en betydelig tidligere Tid. De egentlige islandske Sagaer omhandle som bekjendt Begivenheder i den bevægede Tidsalder fra Landets Bebyggelse c. 930 til 1030; i den derpaa følgende Tid til c. 1120 maa der antages at have været en roligere Periode, ifden mærkelige Tildragelser, og der findes navnlig ikke Sagaer, der sysselsætte sig med dette Tidsrum. Først Begivenhederne fra c. 1120 have derpaa igjen været Gjenstand for Sagaskrivning, navnlig i den store, men i sin ligesom mere moderne Fremstilling fra de ældre Sagaer forskjellige Sturlunga-saga. Det førstnævnte Tidsrum fra c. 930 til 1030 pleier at betegnes som Sagatiden. Det var Fristatens Blomstringsperiode, den Tid, da alle dens bedste Kræfter udviklede sig. Det forekommer os nu sandsynligt, at denne Udvikling ogsaa har strakt sig til Samfundsordningen og Lovene, at ligesom det islandske Folk i andre Henseender dengang naaede sit Høidepunkt, ligesom det aandelige Liv hos Befolkningen dengang i andre Retninger stod paa det Høieste, saaledes har dette ogsaa været Tilfældet i Henseende til Lovgivningen. Dette turde finde en væsentlig Bestyrkelse i den Omstændighed, at det netop er fra Tidsrummet før 1030, at de fleste og største Jurister nævnes. Vi have i det Foregaaende nævnt nogle af disse Lovkyndige, men Antallet af de Jurister, som Sagaerne omtale fra denne Tid, er meget større. Det var i den Tid, at Lovkyndige som Mord Gigia, Njál Thorgeirsson og Skapte Thoroddsson levede. Det var den Periode, hvori Lovkyndigheden holdtes høiest i Ære, og de med Dygtighed og Snildhed udførte Procesforhandlinger fulgtes med samme Interesse, som en med Tapperhed bestaaet farefuld Kamp. At Lovgivningen allerede i det nævnte Tidsrum har vundet en stor Udvikling, turde nu ogsaa finde en afgjørende Bekræftelse ved Beretningerne i Njáls-saga. Denne Saga, der omhandler Begivenheder i Island i Slutningen af det 10de og Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, og som i sin Helhed maa ansees som særdeles paalidelig, viser os, navnlig ved sin udførlige Fremstilling af Procesforhandlingerne paa Althinget 1012 i Anledning af Njáls Indebrænding, at Rettergangsordningen allérede dengang havde naaet netpp i det Væsentlige ganske den samme fuldkomne Uddannelse, som vi finde fremstillet i Grágás. Vi finde Procesreglerne udviklede i den samme overordentlige Detail, den samme overordentlige Finhed, den samme gjennemførte Formalisme, ja der gjøres endog Anvendelse af en enkelt Detailbestemmelse, som vi ikke kjende andetstedsfra. Da en Kvid af ni Naboer til Gjerningsstedet var bleven dannet for at afgive Udsagn i Sagen, gjorde den Sagsøgte Indsigelse mod dens Sammensætning, idet to af Kvidmændene ikke vare Bønder, men Husmænd (búðsetvmenn). Sagsøgeren gjorde imidlertid herimod gjældende, at Bodsiddere kunde være Medlemmer af Kviden, naar de eiede 3 Hundreder i Jordegods, og dette fik Medhold hos Lovsigemanden. Denne Distinction mellem Bodsiddere, eftersom de eiede Jord eller ikke, findes imidlertid ikke optaget i vore Texter af Grágás, medens dep dog ikke kunde være nogen Grund til at antage, at en Bestemmelse af denne Natur, naar den engang var vedtagen, senere igjen skulde være bleven ophævet. Udeladelsen af denne Bestemmelse i Grágás viser netop, hvorledes det er gaaet til med Samlingen af de enkelte Bestemmelser; der var saa mange af dem, at let en eller anden kunde blive glemt. Den hele Fremstilling af disse Retsforhandlinger vidner saaledes om en særdeles frodig udviklet Proceslovgivning, og man maa ganske vist være berettiget til at slutte, at det ikke blot er denne ene Materie, der har erholdt en saadan Uddannelse, men at en noget lignende Udvikling ogsaa maa være bleven de øvrige Retsomraader tildel. Vi have saaledes her et Vidnesbyrd om, at Retsudviklingen har været meget omfattende i en Periode, der ligger langt forud for Hafliðaskrá, og naar vi i Grágás finde en Række Bestemmelser , der ganske stemme med Beretningerne i Njáls-saga, er der al Grund til at antage, at disse Grágás´s Bestemmelser ere komne til os saaledes som de allerede vare til i hin tidligere Tid. At en ikke ringe Del af Grágás hidrører fra den nævnte Tid turde vistnok ogsaa særdeles vel stemme med Grágás´s Sprogform, der paa mange Steder vidner om høi Ælde. Vi troe saaledes, at der er god Grund til at antage, at en væsentlig Del af Grágás allerede hidrører fra den omtalte ældre Tid før 1030, medens der i det derefter følgende Tidsrum af 80—103 Aar har fundet en jevn, langsommere Udvikling Sted, hvortil da efter 1118 sluttede sig en ikke ubetydelig Række udfyldende og reformerende Love.

De saaledes fremsatte Antydninger om Retstilstandene i Island samt om Grágás´s Tilblivelsestid, hvorefter denne maa ansættes til en tidligere Periode end hidtil i Almindelighed antaget, tjene paa en dobbelt Maade til at belyse den Opfattelse, vi have udviklet i nærværende Afhandling, Paa den ene Side frenigaaer det af det Anførte, at Interessen for Lov og Ret allerede en rum Tid før Fristatens Undergang i 1262 — 1264 var bleven meget ringe, at Lovløshed og Feider mellem Høvdingerne tog Overhaand allerede fra den første Halvdel af det 12te Aarhundrede, og at Texterne af Grágás ikke kunne antages i deres væsentlige Indhold at repræsentere en yngre Tid end omtrent 1180 — 1200. Naar hermed sammenholdes Afhandlingen i Snorra Edda om Alphabetet, hvorefter Skrivekonsten endnu i 1150 har været besværlig og forholdsvis lidet anvendt, vil det ses, at den Tid, hvori en videnskabelig juridisk Literatur, der kunde være at henregne til de Bestanddele, hvoraf Grágás er sammensat, skulde have udviklet sig, maatte indskrænkes endnu yderligere end i det Foregaaende forudsat, og Formodningen for, at en saadan juridisk Literatur i Virkeligheden har existeret, hvorfor der, som anført, ingen historisk Hjemmel haves, bliver da endnu meget ringere; ligeledes vil det ses, at det Tidsrum, hvori en Sædvanedannelse kunde have fundet Sted, vilde blive endnu kortere end i det Foregaaende forudsat. Paa den anden Side bringer den Skildring, vi læse i Sagaerne af den Cultur, det udprægede Folkeliv, der fandt Sted i Sagatiden, til hvilken Graagaasen efter det af os Udviklede for en ikke ringe Del af dens Indhold maa henregnes, os til bedre at foistaae den Forkjærlighed, hvormed Lovgivningsmyndigheden, det udstrakte Lovgivningsinitiativ, og Lovsigemandsvirksomheden var ordnet, og den Omsigt, som viste sig i Dannelsen af disse Institutioner, der i deres Forbindelse med hinanden afgave saa gunstige Betingelser for en frugtbar Udvikling af Lovgivningen, ligesom vi ogsaa faae et endnu mere levende Billede af den juridiske Interesse, den store Deltagelse fra de Enkeltes Side, navnlig i Benyttelsen af Lovinitiativet, der har medvirket til, at der kunde danne sig et i saa mange Enkeltheder omhyggeligt og fint udarbeidet Lovgivningsværk som Grágás. Grágás bliver da herefter tillige at betragte som et særligt betydningsfuldt Vidnesbyrd om den eiendommelige friske, sunde, livskraftige Aand, der herskede hos den islandske Befolkning i Fristatens bedste og skjønneste Tid.

Anmerkning

En inngående kommentar av "Skindbogen" i Finsens avhandling er utelatt. Knut Rage, Heimskringla.