Vis kilden til Om den gamle Qvinde Inoujuk (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om den gamle Qvinde Inoujuk (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[File:Tätowierung Inuitfrau 1654.jpg|thumb|400px|<center>Ældre inuitkvinde med tatoveringer – Ukendt kunstner, 1654</center>]]
<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''14. Om den gamle Qvinde Inoujuk'''</big></big></big><br><br>''(Efter den mundtlige Fortælling)''</center><br>


Folk, som opholdt sig ved Kakok (nær Godthaab) hørte tale om Pakase, der af sin Moder havde faaet et Middel til Livets Forlængelse. Paa samme Tid kom der Reisende sydfra, som fortalte, at Pakase’s vare paa Veien dertil. Kort Tid efter blev der raabt »Baad«, og man var meget nysgjærrig efter at see Manden, som havde den høie Levealder, men de Fremmede lagde paa Land lidt derfra, udenfor Mundingen af Sundet. Strax roede en Mængde Kajakker hen til dem og hjalp dem med at bære deres Reisegods op. Baadens Styrer var en Mand med sneehvidt Haar, nemlig Pakase, og blandt hans Ledsagere fandtes hans ældre Børnebørns Børn. Det faldt da Ingen ind, at Pakase endnu kunde have en Moder ilive, men medens de saaledes bare Godset op, saae de en Pige med Amaut sidde ved Siden af det store Telt, som de vare ifærd med at reise. Denne Pige havde Pakases Moder, som hed Inoujuk, i sin Amaut. Da Teltet var reist, bleve de budne indenfor og beværtede, det var meget stort og i Midten forsynet med en Støtte. Da Samtalen var begyndt sagde en af Gjæsterne: »vi have hørt saameget tale om dig, derfor kom vi hertil for at see dig, det er din høie Levealder som vi have hørt saa meget berømme.« Pakase svarede: »der er dog ikke noget videre berømmeligt ved mig, den eneste, som der kan være Grund til at berømme, er min Moder hist, som lever endnu den Dag idag.« Med disse Ord viste han dem inden i et Teppe et Menneske som et nyfødt Barn, og han bad dem see nøiere paa hende. Han tog hende op og viste hende frem, hun lagde slet ikke Mærke til sine Betragtere, og vilde ikke have fat i andet end Kanten af Teppet, som hun pattede paa ligesom et Barn, der vil have Die, og han viste dem Duun, som vare befæstede til Næseborene, og som de om Natten brugte til Kjændemærke paa, at hun endnu aandede, og ligeledes fremviste han hendes Been, de vare heelt visne og uden Kjød, og han sagde, at dengang hun endnu havde sit Mæle, havde hun fortalt, at først naar hendes Bagdeel brast, vilde hun døe. Fremdeles havde hun fortalt, at i fordums Tid, da der eudnu ingen Kavdlunait vare bosatte i Landet og da Hvalfangerne beseilede Nordlandet, var Sydlandet blevet besøgt af en Skibsfører, ved Navn Tinusuk, som kom for at handle, hun var dengang en ung Pige. Han var den første, som Sydlændingene handlede med, og han kom aarligen i mange Aar, og reiste først fra Landet igjen naar han havde fuld Last af Spæk og Skindvarer. Engang kom han ogsaa til Landet med en stor Mængde Handelsvarer, han holdt meget af de Indfødte, og disse vare ham ligeledes meget hengivne, ikke den ringeste Gjenstand blev stjaalen fra hans Skib. Der siges, at de Indfødte indbyrdes havde aftalt, at hvis Nogen iblandt dem stjal det Ringeste fra Tinusuk, saa vilde de Andre straffe ham derfor. Af den Grund blev intet Tyveri begaaet. Tinusuk havde da fuld Last af Knive, Pilejern, Perler, Skydevaaben og alt hvad der faldt i Folks Smag. Hele Sommeren over handlede han, men da hans Varer endnu ikke vare udgaaede, forblev han Vinteren over, og endnu om Foraaret havde han Handelsvarer. Da han ikke vilde reise bort saalænge disse endnu ikke vare opslupne, og da hans Skib var fuldlastet, stoppede han endnu løst Spæk ovenpaa, det var nemlig fordum ikke Skik at udkoge Tranen. Med denne svære Last reiste han først fra Landet midt paa Sommeren. Det følgende Foraar ventede Sydlændingene atter Handelsskibet, men de ventede forgjæves hele Sommeren, og ligesaa gik det den følgende Sommer, da der heller intet indfandt sig. Sagen var nemlig, at Tinusuk, efter at være afgaaet fra Landet, var gaaet under med sit Skib, paa Grund af den altfor store Last. Derover bleve de meget nedslagne, og det varede længe, inden der atter kom Handlende. — Det var heller ikke langtfra, at Inoujuk havde oplevet de gamle Kavdlunait (Nordboer), dersom de havde levet i hendes Tid, vilde hun ogsaa have kunnet fortælle om dem. Da Gjæsterne vare komne hjem talte de atter den følgende Dag om at besøge Pakase’s, men da de kom til Teltet bemærkede de strax, at der herskede Taushed — Inoujuk var nemlig død. Endelig var hendes Bagdeel bristet. Landet hist ligeoverfor Kanait har Navn efter hende og kaldes Inoujuk.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 38-39
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]