Om en Ḱivigtok (Eneboer) (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

33. Om Ḱivigtok (Eneboer)

En Mand havde flere Sønner; en af dem, den mellemste, blev Ḱivigtok (flygtede fra Menneskene). Dette skete om Vinteren; om Sommeren derefter droge Faderen og Brødrene ud for at opsøge ham, men kunde ikke finde ham. Sommeren gik til Ende og Vinteren kom, uden at de endnu havde fundet ham. Da den næste Sommer kom, reiste de atter alle ud for at lede i en anden Fjord. Det blev Efteraar, medens de endnu paa Maa og Faa gjennemstreifede Landet, da fandt de endelig hans Bolig paa et ganske ubemærket Sted. Under en stor Steen var den udhulet som en Hvælving, beklædt med Rensskind og lukket udadtil. Ḱivigtokken var dengang paa Jagt, og medens de afventede hans Tilbagekomst, viste han sig inde fra Landet af, slæbende et stort Rensdyr med Skindet paa. Brødrene lagde sig paa Luur, og da han kom, grebe de ham pludselig og holdt ham fast; idet samme gjenkjendte han dem, og udstødte af Skræk et Brøl som et Rensdyr. Derpaa sagde han: «slipper mig kun, jeg skal ikke flygte.« Faderen sagde: »følg nu hjem med os, det er den anden Sommer, i hvilken vi med Tilsidesættelse af vort Erhverv have søgt efter dig, endelig have vi fundet dig, gaa nu dog hjem.« Derpaa svarede han: »ja jeg vil følge eder.« Glade over Gjensynet forbleve de der om Natten. Dagen efter var der meget, som skulde bæres med. Forraadskamret ved Siden af Huset var fuldt af tørret Kjød og Skind. De toge alt ud og lavede Byrder til at bringe ned til Teltet i flere Gange. Da de skulde gaae, vilde de have ham med, men han sagde: »naar I gaae sidste Gang, følger jeg med, først vil jeg blive her og passe paa disse Sager. Derpaa gik de, men da de kom tilbage, var han forsvunden og havde taget alt Forraad med sig, og de vrededes nu for sildigt paa hverandre indbyrdes, over at ikke een var forbleven hos ham. Da de senere forgjæves søgte efter ham, forskrækkede han dem ved sit Hyl fra Toppen af et utilgjængeligt Fjeld, der paa alle Sider var heelt bråt; de kunde ikke begribe, hvorledes han var kommen derop; da de slet ikke kunde komme til ham, opgave de ham.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, s. 128.