Vis kilden til Om en Gjenganger (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om en Gjenganger (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[File:Ursus maritimus at the Bronx Zoo 005.jpg|thumb|400px|<center>"En uhyre bjørn". Foto: Postdlf - Wikimedia.</center>]]
<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''13. Om en Gjenganger'''</big></big></big></center><br>


Paa Pisigfik (en Ø lidt norden for Godthaab) levede Alaja med 2 Søskende, henhørende til lmaneks ([[Angakokken Imaneks Omvendelse (Rink) | See I. Side 310: Angakokken Imaneks Omvendelse]]) Tilhængere. Engang om Efteraaret var der fra denne Ø gaaet en Baad over paa Fastlandet for at samle Bær, og da den kom tilbage igjen, manglede en af Qvinderne, hun var nemlig bleven borte for dem. Herover blev deres mandlige Slægtninge uenige, og da Kajakmændene kom hjem, gave de sig til at slaaes; thi den Borteblevne havde mange Slægtninge, og disse vilde til Gjengjæld dræbe en af de andre Qvinder, som havde været med efter Bær. Den følgende Dag droge flere Baade bort fra Pisugfik, idet Beboerne vilde skilles ad og opsøge nye Bopladse; saaledes blev Pisugfik, som havde været stærkt beboet, fra nu af mere folketomt, alene for hin Qvindes Skyld. Blandt de Bortreisende vare Alaja’s Slægtninge, som toge Ophold paa Napasok. Engang hændtes det paa dette Sted om Vinteren, at et ungt Menneske ved Navn Usukutok, som var gaaet paa Rypejagt, udeblev. Det var stærkt Sneeveir, nogle mente, at han blot havde forvildet sig, og efter hedensk Skik søgte de ikke efter ham, men alle de andre bleve oppe og vaagede. Endelig ved Daggry hørte de Sneen knage og han traadte ind i Huset; men den smukke Ungersvend havde faaet, et ganske forandret Udseende og var bleven heelt bleg og gusten — man tænke sig! de boltspillende Sjæle vare farede ned paa ham og havde ført ham bort med sig. Da han kom ind, bød man ham noget at spise, men han sagde: »jeg vil ikke have noget, først maa jeg fortælle, Tænk engang! jeg har seet vore (Hedenfarnes) Sjæle, som spille Bolt med Hvalroshoveder. De kom til mig, og vare fæle at see til, og ikke værd at have med at gjøre; de havde hverken Kjød eller Blod, og Øinene hang ved deres Baand ud af Hovedet. De omringede mig og førte mig med sig gjennem Luften, men altsom vi hævedes op fra Jorden hørte jeg yndig og opmuntrende Sang, og jeg saae en stor Lysning nærme sig hist oppe fra, og da den kom nær, saae jeg midt inde i Lysningen nogle Skikkelser (saa hvide) som Maager, og deres Stemmer vare saare velklingende og glædelige. Da disse nærmede sig til vore (de Udøbtes) Sjæle, flygtede disse og gave Slip paa mig og jeg kom atter ned til Jorden, men havde hine ikke været der, vilde jeg sikkert ikke være bleven frelst. En af dem i de hvide Klædebon sagde til mig: »dersom I ikke lade eder døbe, saa seer du hist, hvorledes I alle ville blive, thi hine ere de Udøbtes Sjæle, men dersom I lade eder døbe, ville I blive os lige.« Da Ynglingen havde fortalt dette, føiede han til: »til Sommer skulle vi alle lade os døbe,« og fra den Tid af kom han til Kræfter og antog sit tidligere Væsen igjen. Nu hændtes det den samme Vinter, at efter Solhvervstid blev Alaja’s Moder syg. De prøvede at helbrede hende ved «Hovedets Løftning«, men det hjalp ikke, hun blev værre og værre, og tilsidst gik hun fra Forstanden og døde i Raseri, da hendes Huusfæller maatte forsvare sig mod hende med Magt og ved deres Amuletter. Efterat have begravet hende flygtede de alle bort fra Pladsen. Imidlertid kom kort efter engang to Kajakmænd, som intet vidste deraf, forbi Stedet, og overnattede formedelst Stormveir i det forladte Huus. Om Natten kom Gjengangeren og vilde ind i Huset. Men nu var den ene af dem af Angakokken Usuganguak bliven opdraget til Kiligtisiak. Derfor havde han mærket Uraad og tilstoppet Indgangen. Ellers vare de muligen blevne ihjelskræmmede.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 37-38
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]