Vis kilden til Om en Kivigtok, en Qvinde, som atter kom til Menneskene, blev gift og fødte Bjørneunger (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om en Kivigtok, en Qvinde, som atter kom til Menneskene, blev gift og fødte Bjørneunger (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[File:Ursus maritimus us fish.jpg|Ursus_maritimus_us_fish|thumb|500px|<center>Isbjørneunger. Foto: U.S. Fish and Wildlife Service - Wikimedia.</center>]]
<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''8. Om en Kivigtok,</big><br> en Qvinde, som atter kom til Menneskene,<br>blev gift og fødte Bjørneunger'''</big></big><br><br>''(Efter den mundtlige Fortælling)''</center><br>


Arnarsarsuak var meget smuk, og af den Grund beilede Storfangerne til hende. Men hun havde fem Brødre, af hvilke den mellemste ogsaa var en Storfanger, og da hun var deres eneste Qvinde, vilde de ikke afsee hende. Da de saaledes vedbleve, fik hun omsider en Slægfredmand, og de bemærkede, at hun var frugtsommelig, men alligevel elskede Brødrene hende. Engang var hun gaaet ud at hente Vand, og da hun netop vilde træde ind i Huset, hørte hun sine Svigersker derinde snakke sammen: »naar Arnarsarsuak engang faaer sig et Barn, mon der saa skulde være nogen som vil tage sig af saadant Udskud?« Strax da hun hørte dette, satte hun sine Spande foran Indgangen og løb sin Vei, flygtende fra Menneskene. Da Brødrene kom hjem traf de ikke mere deres elskede Søster; deres Koner sagde, at de havde ventet at hun skulde komme med Vand, men fundet hendes Spande staaende foran Døren, uden at vide, hvor hun havde begivet sig hen. Brødrene fandt hende heller ikke, hvormeget de saa søgte. Imidlertid flygtede Arnarsarsuak ind i Landet, og altsom hun flygtede mærkede hun at hun skulde føde og tilsidst tabte hun Bevidstheden. Da hun kom til sig selv igjen, mærkede hun at hun havde faaet en Kingulerak (Angiak, som hang ved hende). Nu fortælles der, at medens hun endnu var i sine gode Dage, havde hun taget sig af to forældreløse Stakler, en Broder og Søster, som vare der i Huset. Lang Tid derefter, da Drengen var voxet op til en stor Erhverver, og da Arnarsarsuaks Brødre efterhaanden vare døde, flyttede disse Sødskende ud til de yderste Øer og opsloge deres Vinterboliger ganske ene i en Udørken. Naar Broderen gik paa Fangst, havde Søsteren saaledes intet Menneske at tale med, og hvergang han kom hjem og de snakkede sammen, var det hende derfor, som om de havde faaet mange Gjæster. Da de sadde saaledes en Aften sammen og snakkede, sagde Broderen: »jeg skal dog engang forsøge paa at synge Arnarsarsuaks Vise.« Søsteren svarede: »du burde vel erindre, at Arnarsarsuak hører til de saare usædvanlige, husker du ikke, at hun som frugtsommelig flygtede fra Menneskene — altsaa, vov ikke at synge hendes Vise. Mig er der bleven sagt, at de Usædvanlige altid kunne høre deres Viser, naar de benyttes.« Men Broderen blev ved sit Forsæt, og da Søsteren ikke kunde snakke ham derfra, maatte hun omsider nødtvungen give efter; men aldrig saasnart havde han istemmet Visen, førend en Stemme lod sig høre fra Vinduet: »da jeg hørte min Vise, vaagnede Lysten hos mig til at komme, derfor er jeg nu her.« De tvende Sødskende betragtede hinanden med Forbauselse, eftersom de boede paa en Plads, i hvis Nærhed der ikke fandtes Mennesker. Men da de gjenkjendte Arnarsarsuaks Stemme, hviskede Søsteren: »jeg sagde dig det jo, at hun ikke vilde blive uvidende om det, naar hendes Vise blev sungen, svar hende nu, du taler bedst for dig.« Men da Broderen ikke vilde komme frem med et eneste Ord, hørte man atter Stemmen: »man behøver ikke at frygte for mig, nu vil jeg komme ind.« Da Broderen slet ikke vilde tale, sagde Søsteren: »kom kun ind,« hvorpaa der hørtes nogen krybe ned i Huusgangen, medens de begge sadde tause paa Brixen og kun havde een Tanke, nemlig den, at de vilde blive ihjelskræmmede. Nu nærmede det sig Opgangen, — neppe turde de skjæve med Øinene derhen — saa kom det heelt frem, og hvem Anden var det end Arnarsarsuak, skjønnere end nogensinde. Idet hun kom ind, sagde hun: »langt borte i Indlandet befandt jeg mig, da jeg hørte en Stemme, som lokkede mig herhid.« Søsteren sagde: »det var blot til lidt Adspredelse, at han gav sig til at synge din Vise.« Arnarsarsuak fortalte videre: »I mindes dengang, da jeg flygtede fra Menneskene, fordi jeg nemlig havde hørt mine Svigersker sige: mon hun troer at Nogen vil forsyne hendes Snavs Unge med Klæder. Jeg løb da langt ind i Landet og fik en kingulerak, den har bestandig hængt ved mig, først forleden Dag blev jeg befriet for den, og der er saaledes intet mere at befrygte ved mig, jeg ønskede nu gjerne at flytte her til eder.« Da de ikke kunde blive frie for hende, maatte de saaledes tage hende til Huusfælle; om Aftenen lode de hende lægge sig paa den ene Ende af Brixen, og lagde sig selv paa den modsatte Ende, men de kunde aldeles ikke sove, hvergang det rørte sig en Smule, fore de sammen af Forskrækkelse, paa Grund af den Qvinde de havde faaet i Huset. Den følgende Dag vilde Broderen gaae paa Fangst, men hun bad ham endelig blive hjemme, hun turde ikke være ene med hende, der dog syntes at høre til de usædvanlige. Atter Dagen efter bad hun ham dog holde sig i Nærheden, han roede derfor kun saa langt bort, at han bestandig kunde have Øie med dem. Om Aftenen kom han hjem med to Sælhunde, Søsteren vilde som sædvanligt til at flense, men Arnarsarsuak vilde være ene om det, flensede i en Fart begge Sælhundene, gjorde Ild paa, og medens hun kogte syede hun. Da de saae, at hun var saa flittig til Arbeide, forvandt de omsider deres Frygt og endelig besluttede Broderen at tage hende tilægte. Da hun saa senere bemærkedes at være frugtsommelig, blev Søsteren atter bange, »hun vil vist ikke blive Moder til noget rigtigt Barn, hvorhen skal jeg da flygte, siden vi boe paa en Ø, jeg maa da løbe lige ud i Stranden«, sagde hun. Omsider flygtede de begge ud af Huset, men en Dag, da Broderen kigede ind igjennem Vinduet, saae hans Hustru paa ham og sagde: »I behøve ikke at frygte, Fødselen er overstaaet, kommer kun ind til mig.« Han løb da efter Søsteren og kaldte paa hende; da hun saae Broderen var hun allerede halvt ude i Vandet, men nu gik de begge ind i Huset, hvor Arnarsarsuak sad smilende og sagde til dem: »seer her det farlige, som I frygte for, her ere mine Børn,« og hun viste dem en Bjørneunge og et rigtigt Barn, som hun havde bragt til Verden. De opfødte dem, og da Bjørneungen kunde gaae alene, fødte hun atter paa samme Maade en Bjørn og et Menneske, men denne Gang nærede de ingen Frygt for hende. Faderen gav Drengene Kajakker, men Bjørnene gik af sig selv paa Erhverv; tilsidst kunde han slaae sig selv til Ro, da han havde sine Børn til Forsørgere. Engang sagde han: »disse bør ikke bestandig leve i Eensomhed, lader os opsøge Mennesker.« De droge da nordpaa, Sønnerne ledsagede dem i Kajak og Bjørnene svømmede ved Siden af Baaden. Paa denne Maade fik de omsider Øie paa en Teltleir; da Bjørnene saae de mange Mennesker holdt de sig tæt ind til Baaden og stak blot Snuderne op over Vandet, de skammede sig nemlig. Faderen sagde: »I have ikke Aarsag til at skamme eder, I ere jo ogsaa Mennesker,« Men da de stødte til Land lidt sønden for Teltene, kom der mange Mennesker for at modtage dem, man saae dem at forundres over de to store Bjørne ved Siden af Baaden, og derpaa løbe op for at hente deres Vaaben. Men da Faderen raabte til dem: »hvorfor ville I væbne eder, disse ere jo blot mine Børn,« lode de sig berolige. Paa dette Sted bleve de Vinteren over, begge Sønnerne bleve her gifte, og de levede her godt. Naar Veiret forhindrede de Andre, gik Bjørnene paa Jagt for dem. Efterat have overvintret, droge de atter herfra, optagende nogle af de derboende i deres Selskab, og vendte tilbage til deres egen Vinterplads, hvor deres Been ogsaa kom til at hvile.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 25-28
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]