Om grønlændernes gamle tro - C
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Om Grønlændernes gamle Tro
og hvad der af samme er bevaret under Kristendommen
Af Hinrich Rink
Mennesket i dets Forhold til det Oversandselige.
Der er givet Menneskene Midler til, udenfor Naturens Orden at opnaae det, de i givne Tilfælde tilsigte. Disse Midler ere deels givne gjennem den Kundskab, hvis høieste Grad kaldes Angakounek (angáκûneκ, det at være Angakok), Præstedømme, stamme altsaa fra Tornarsuk og ere derfor gode, eller rette Troesmidler, deels ere de ad hemmelig Vei givne af en ubekjendt Magt, og kaldes da Kusuinek, d. e. Hexeri (kúsuineκ).
De gode Midler, eller Troesmidlerne, ere enten saadanne, som kunne gives til og benyttes af Menneskene ialmindelighed, eller og bestaae de deri, at visse Mennesker ere i Besiddelse af visse Gaver i en bestemt Retning, disse Mennesker høre da til »imáinaκ ingitsut«. Forsaavidt disse ikke selv derved have opnaaet en vis Grad af Angakounek læres eller erholdes alle Midlerne kun gjennem Angakut. Under Midlernes Afbenyttelse skjuler der sig selvfølgelig altid en Dyrkelse eller Tilbedelse af en høiere Magt. Forsaavidt denne har staaet klar for Benytteren, har den vel nærmest været en af Tingenes underordnede Inue, de Afdødes Sjæle derunder indbefattede, men selv om man ikke vil betragte Tornarsuk atter som Eier af dem alle, maa han altsaa dog siges at være bleven dyrket gjennem alle Midlerne, ifølge deres Oprindelse.
1. Almindelige Troesmidler.
Disse ligge enten i Handlinger eller i Ord, eller og deelviis i Besiddelsen af en bestemt legemlig Gjenstand. I første Tilfælde kunne de indbefattes under Leveregler og Offringer. I andet Tilfælde ere de Bøn og Paakaldelse, og naar disse anvendes paa det tredie, opstaaer deels Amuleten, deels et ganske særegent Middel, som kaldes Tupilek.
Leveregler, Atdlernek, bestode fornemmelig i Faste, men angik desforuden ogsaa Klædedragt, Ophold i fri Luft og de daglige Sysler i det Hele. De vedkom deels regelmæssige Tilstande i Menneskelivet, navnlig Qvindens, Barnets og de Sørgendes, deels særegne eller tilfældige, navnlig Sygdomme. De vare deels givne eengang for alle, deels foreskreves de for visse Tilfælde, men de overholdtes meget strengt. Gjennem Levereglerne synes man nærmest at have dyrket, foruden selve Inerterrisok, Luftens og andre Omraaders Inue, som raadede for Veirlig og Fangst, saa og de Afdødes Sjæle.
Offringer (mingulerterrineκ eller aitsuineκ) havde en mere indskrænket Anvendelse. Naar undtages de til Kungusutarissat, vare de især rettede til bestemte Steders, navnlig visse Fjeldes, Forbjerges og Iisfjordes Inue, og anvendtes hovedsagelig kun paa Reiser, for at undgaae de Farer, der truede paa saadanne Steder. Man brugte da at kaste Fødevarer og andre Brugsgjenstande ud i Havet paa Forbireisen. Sjeldnere maae Bærsamlere paa visse Steder henlægge et Offer. Herunder maae vel ogsaa henregnes de særegne Opmærksomheder, som de enkelte Steders Inue hver for sig forlange, saasom at nogle fortørnes naar man smiler til dem, andre naar man peger paa dem, og atter andre, naar en Fremmed reiser forbi dem første Gang.
Bøn eller Serranek (ser'r'aneκ; ser'r'assoκ, en Bedende) og Paakaldelse (κernaineκ). I Bønnen udtales, saavidt vides, blot det, som vedkom Ønsket, uden at Opfylderen udtrykkelig nævnes. Paakaldelsen indeholder derimod blot en Opfordring til en bestemt Magthaver om at komme til Hjelp (κernarpâ, han paakalder ham). Det er uvist om den første, eller i det hele nogen af Delene kunde skee ved Hjelp af selvvalgte Ord. Det almindelige var ialtfald, at disse vare aldeles bestemte, givne eller lærte, samt ligeledes knyttede til et bestemt Tonemaal, i hvilket de, halvt syngende, maatte fremsiges. En saadan bestemt Bøn kaldes Serrat (i Fleertal: ser'r'atit), og den kunde vedkomme hvadsomhelst, saasom Sundhed, Fangst, Hjelp mod Farer og Fjender, kort sagt, saavidt de gode, og for tilladelige anseete Ønskers Omraade strækker sig. Enhver Serrat havde saaledes sit bestemte Formaal, hvorimod Paakaldelsen blot gjaldt Hjelp ialmindelighed ved en bestemt Hjelper. Om der til sidste ogsaa altid hørte bestemte Ord, er uvist. En Serrat antoges, ifølge sin Natur, at have Kraft i og for sig, for Enhver, der blot kjendte den. Den var derfor Gjenstand for Eiendomsret, Kjøb og Salg. Jo mere denne Side af den fremtraadte, var den altsaa reent overtroisk, eller blot Trylleord. Derimod erholdt den en dybere Betydning, altsom Benytteren i den henvendte sig til en bestemt Magt, eller tænkte paa Ordenes Giver eller Hjemmel. Disse Personligheder faldt udentvivl almindeligviis sammen, og maae antages at have været Benytterens afdøde nærmeste Slægtninge. Thi deels vide vi, at Bønnerne i visse Tilfælde ligefrem vare henvendte til disse, deels erhvervedes de almindeligviis ved Arv, og vare saaledes visse Slægters Eiendom. Missionær Glahn, der først har gjort opmærksom paa dette, kalder dem derfor Huusbønner, altsaa Bønner til Huusguder. Paa samme Maade var Paakaldelsen ogsaa i Reglen henvendt til Bedsteforældrenes Sjæle og anvendtes som saadan især mod Tatamingnek. Den oprindelige Erhvervelse af enhver Serrat maa antages at være skeet ved en Angakok, eller ved en »imáinaκ ingitsoκ«, og paa en fra disses almindelige Aabenbaringer forskjellig Maade. Man veed dog neppe noget bestemt herom, sandsynligviis fordi deres Erhvervelser ogsaa af deres Eiere henlagdes til en umindelig Tid. Undtagelsesviis siges der i et Sagn, at en Serrat til at dæmpe Søgangen lærtes ved at lytte til en Maages Stemme. Serranek øvedes især af gamle Mænd, som under denne Handling blottede Hovedet ved at trække Pelshætten halvt ned, til bag om Ørene.
Amuleter, Arnuat (Fleertal af arnuaκ), vare smaa Gjenstande, som man deels stadig førte med sig, baarne paa Kroppen eller indsatte i Redskaber, deels erholdt til Anvendelse i givne Tilfælde. Det kommer altsaa her først an paa selve Gjenstandens Natur, førend den blev til Amulet. Man brugte dertil de mest forskjellige Gjenstande, men som det synes altid, enten Dele af Menneskers og Dyrs Legemer eller og Ting, som antoges at have været visse Menneskers eller høiere Væseners Eiendele eller staaet i en nær Berøring med dem. Deres heraf udledede Betydning optraadte vel tillige som sindbilledlig, saasom naar en Lax antoges at kunne gjøre en Mand smidig og ikke til at gribe, saa og naar Amuleten blot var et udskaaret Billede, f. Ex. en Kajakmand til at sætte inde i Kajakken, for at hindre den fra at kæntre, men i mange Tilfælde kan man ikke efterspore en saadan Betydning, og da nu tillige den oprindelige Gjenstand kunde have forskjellig Værdi som Eiendom, maa man have forudsat, at der ogsaa kunde hefte en bestemt Kraft ved den, eller at en vis Magts Inua virkede igjennem den. Blandt de Sager, som saaledes stode høit i Værdi, nævnes Avingat (see foran: B, 3), Stykker af Remme, som man meente at Angakut havde været bundne med under deres Fangenskab hos de nedre Ingnersuit, saa og Stumper af Inuarudligkats Slibestene, hine til at gjøre unge Kajakmænd dygtige, disse til at skaffe Usaarlighed. Man brugte og Dele af Klæder, som Europæerne havde baaret, eller af det som man fandt mest gaadefuldt blandt deres Frembringelser. Den Dyrkelse, som har ligget i Vurderingen af den oprindelige Gjenstand, maa saaledes antages at have været rettet mod enten Sjælen af det Væsen, der har eiet dem, eller muligen en høiere Magt, som har givet det samme Væsen visse Egenskaber. For at nu Gjenstanden kunde blive til en Amulet, udfordredes der Anvendelse af en Serrat paa den, og den var da brugbar for den, som man gav den til. Men hvis den var bestemt til kun at anvendes i visse givne Tilfælde, saa udfordredes der tillige en anden bestemt Serrat, som gjorde den kraftig og angav, hvad den skulde udrette. Endelig naar det hændtes, at Eieren i sidstnævnte Tilfælde ikke havde Amuleten hos sig, kunde han anvende Paakaldelse. Forøvrigt gjelder om Amuletens Betydning det samme, som er anført om Bønnen. Den kunde, som et synligt Erindringstegn, lettere styrke Tilliden til en høiere Hjelp og derved skabe Aandsnærværelse. Hvert Menneske havde sin eller sine Amuleter, og de vare for det almindelige Menneske tildeels det samme som Tornat for Angakut. Ordentligviis erhvervedes de nærmest fra Forældrene og i den tidligste Barndom. Gamle Qvinder synes at have besiddet størst Kjendskab til dem.
En Tupilek var et, ved Konst lavet, levende Dyr, som paa Opfordring kunde antage Skikkelse af forskjellige Dyr, og udsendes til at ødelægge Fjender. Man tog i den Hensigt Been eller Levninger af forskjellige Dyr, indhyllede dem i et Skind, lagde denne Pakke i en Elv, og anvendte en Serrat paa den, hvorpaa man satte den i Havet og atter anvendte en Serrat, som angav, hvad Skikkelse den skulde antage, og hvad den skulde udføre. Sjeldnere nævnes et saadant lavet Dyr, som kun kunde være eet bestemt, især en Nanuliak, d. e. en lavet Bjørn. Tupilek'en adskiller sig fra Amuleten derved, at det var Benytteren selv, som ogsaa erhvervede sig den, og at Erhvervelsen maatte skee i fuldkommen Hemmelighed. Dette, saavelsom det at Hensigten altid nærmest var en Andens Skade, kunde tyde paa, at denne Konst var Kusuinek, hvilket dog bestemt modsiges af de Nulevende. Det er jo nemlig ikke den enkelte Handlings, men selve Konstens Overleverings eller Udsprings Hemmelighed, der stempler Hexeriet som noget Ondt; og hvad Hensigten angaaer, da kan denne jo ialtfald være god, nemlig forsaavidt den er Forsvar, eller ialtfald rettet mod en Fjende, der af Samfundet ansees for at have fortjent den paatænkte Straf. Hensigten kan paa den anden Side ogsaa være ond, uden derfor at helliges ved Midlet, eller uden at Midlet derfor bliver slet. Saavel Serratit og Arnuat, som selve Angakounek kunde misbruges, ja endog øves i Forening med Kusuinek og derved gjøre dette endnu forkasteligere. Derfor kunde vel og især Tupilek'er ofte tilskrives Hexemestre (de nævnes næsten altid som lavede af Mænd). Der er ogsaa den Omstændighed ved en Tupilek, at den siges at kunne vende sig mod sin Ophavsmand og fortære ham, naar han begaaer en Feil under Handlingen eller udsender den mod en Fjende, som beskyttes ved en høiere Magt; heri udtaler sig altsaa tydeligt en Straf for Misbrug.
2. Mennesker med særegen Begavelse.
Tarneerunek, Sjælens Udtagelse af Legemet, kan skee enten ved udvortes Aarsag (see ovenfor: B) eller, ialtfald efter Nogle, ved visse Drømme eller lignende Sjælstilstande. I begge Tilfælde forudsættes vel en mulig Tilbagevenden til Legemet, men Tilstanden beskrives noget afvigende og dunkelt. I naturlig Henseende synes Forestillingen at være udgaaet fra den om Besvimede eller Skindøde. Den saaledes befriede Sjæl kan, især naar det er skeet ved Drøm, eller ved Maanens Inua, bereise Verdensrummet og bringe Efterretning derfra ligesom Angakut.
Pivdlingajak, fjollet, og Pivdlerortoκ, afsindig. Jo høiere Grad Afsindighed naaer, eller Sandsen og Dømmekraften for det Synlige og Nærværende taber sig, desto mere bliver Mennesket klartseende for det Skjulte og Tilkommende. En Pivdlerortok tillægges der endog Evne til at gaae paa Vandet og til fortrinsviis at optræde som Gjenganger samt Lyst til at opæde Mennesker. En saadan ansees derfor, trods sin større Spaadomsevne, kun for farlig, hvorimod en Pivdlingajak synes at have været anseet for nyttig for Beboerne af en Bygd.
Piarkusiak (piârκusiaκ) var et Barn, som havde havt flere forudgangne Sødskende, der alle vare døde som smaa. Et saadant ansaaes for ligesom at staae under en høiere Indflydelse. Man gav det en særegen Klædedragt og, fremfor andre Børn, Tilladelse til at gjøre og lade hvad det vilde. Det ansaaes især for at have Kraft til at modstaae Hexeri, eftersom man nemlig tillagde dette Deel i de tidligere Sødskendes Død.
Atdlerutigissak, d. e. »den, for hvis Skyld der er iagttaget »Atdlernek«, var et Barn, som ved Opfostringsmaaden havde erholdt en lignende Evne til at modstaae Hexeri. Moderen maatte under dets spæde Alder kun spise en enkelt Bid om Dagen og kun drikke af en Muslingeskal, saa at hun blev ganske afmagret.
Kiligtisiak var den, der i sin Barndom var bleven opdragen af en Angakok til at være Nalusaerutok. Dette skete især derved, at han tog Barnet paa Skjødet under Aandebesværgelsen.
Kelaumasok og Nerfalasok vare Folk, som havde forsøgt paa at blive Angakut og, uden at kunne opnaae dette, dog havde faaet Evne til at opdage skjulte Ting og Aarsager. De udførte dette, den første ved at lade Hovedet binde til en Løftestang og bevæge frem og tilbage, den anden, liggende paa Ryggen.
___________________
Kusuinek, Hexeri. Dettes Betydning i Modsætning til alt det Foregaaende have vi ovenfor omtalt. Dets Hensigt var altid rettet paa Andres Skade, og Bevæggrundene altid egenkjærlige i snevreste Betydning, nemlig saadanne, som ikke billigedes af Samfundet, i de fleste Tilfælde Misundelse. Det var, som vi saae, ondt i og for sig som Middel, afseet fra Hensigten. Dog er det et Spørgsmaal, om det ikke kunde tabe ialtfald sin borgerlige Strafværdighed derved, at dets Gjenstand tilfældigen ogsaa var det øvrige Samfunds Fjende. Til Udøvelsen udfordredes der visse Handlinger og visse Ord (oκalugpilungneκ). Ved de første benyttedes fortrinsviis deels menneskelige Liig og Grave, deels visse Leddyr, navnlig Vandkalven, Mariehønen og Edderkoppen. Ved Dele af Liig anbragte paa Fangeredskaber eller blandede i Fødemidler, bevirkede man Uheld i Fangst, Sygdom, Afsindighed og Død. Ved at afskjære Stykker af dræbte Sælhunde og henlægge dem i Grave gjorde man den, som havde erhvervet dem, uheldig i sit Erhverv. Men alt maatte foretages paa en bestemt Maade og med Anvendelse af visse Ord, saaledes som det lærtes ved Overlevering. De der havde opnaaet en vis Grad i Konsten, kaldtes Iliseetsut (Fleertal af ilisîtsoκ), Hexe eller Hexemestre. Saadanne kunde som Sjæle forlade deres Legeme og være hos dem, de vilde skade. De vare da kun synlige for Angakut og Nalusaerutut, og viiste sig sorte fra Fingrene til Albuen. De vare hjemfaldne til borgerlig Straf, navnlig Dødsstraf, især naar det, som sædvanligst, var gamle Qvinder.
_________________
De kristne Grønlænderes Forestillinger om Foranstaaende.
I den kristelige Underviisning blev vort Begreb: »Hexeri«, eller hvad der svarer dertil, betegnet ved Serranek. Derimod er paa den ene Side Kusuinek, saavidt vides, ikke engang nogetsteds bleven omtalt ved samme, og paa den anden Side bleve Levereglerne, endog forsaavidt de synes at være virkelige Sundhedsregler, ligeledes behandlede som Hexeri og ukristelige. Grønlænderne betragte derfor vel nu de af Hedningene for gode anseete Midler som upassende for Kristne, men forøvrigt tillægge de dem ikke alene den samme Kraft som fordum, men de skjelne ogsaa endnu mellem dem og Kusuinek, næsten som mellem Godt og Ondt. Med Hensyn til den endnu stedfindende Benyttelse af hine bemærkes ialmindelighed, at saagodtsom Alt, hvortil der udfordredes Selvovervindelse, altsaa Levereglerne, saavidt vides, ganske er gaaet af Brug, som jo ogsaa naturligt, naar man troede, at Daaben og de andre af Europæerne udførte kirkelige Handlinger kunde erstatte dem. Det samme gjelder om hvad der stod i mere umiddelbar Forbindelse med Angakut, men det øvrige benyttes endnu jævnligen efter Omstændighederne, alt eftersom man kan undgaae Opsigt ligeoverfor det europæiske Tilsyn. Blandt andet ville vi anføre Følgende:
Offringer paa Reiser bruges endnu, saavidt vides, temmelig almindeligt.
Arnuat bruges endnu meget almindeligt, og som Følge deraf maae visse Serratit ogsaa endnu være levende. Men de sidstnævnte ere vanskeligere at komme efter. Som Exempel vil jeg blot anføre, at man etsteds for ganske nylig saae en Kajak røre sig ligesom af sig selv. Eieren lod da en Anden skyde med en Bøsse ind i den forfra og bagfra, hvergang sigende et Ord. Ved nærmere Undersøgelse viiste det sig, at den Mand, som han dertil benyttede, var en Piarkusiak, og det er aabenbart, at Ordene skulde være Serratit, og at en Iliseetsok antoges for at sidde i Kajakken. Til Arnuat, som skaffe Sundhed og langt Liv, bruges især Barnets Navlestreng og Moderkage. Arnuat anbringes ogsaa endnu paa Kajakken, men der hører sikkert et øvet Blik til at opdage dem. Ligeledes bruges endnu, som fordum, europæiske Gjenstande, navnlig Kaffebønner (siden Kaffe er bleven en yndet Drik) og Stumper af Aviser. Men mærkeligt nok bruger man, saavidt vides, intet af hvad der har Hensyn til Kristendommen som Amulet eller i det Hele i overtroisk Hensigt. Man kan hertil selvfølgelig ikke henregne, at Qvinderne undertiden istemme en Psalme, naar der er Fare paa en Baad, thi det er neppe engang en bestemt Psalme, som bruges dertil. Det eneste, jeg har kunnet opspørge, er at man tegner Kors for at skræmme Afsindige med, baade naar de rase, og naar de komme som Gjengangere. Ligeledes har jeg hørt tale om nogle høist besynderlige Anvendelser at Psalmebogsblade, blandt andet som Forladning, naar man har skudt efter Umiarissat (see: B, 2). Man seer og hører jævnlig endnu Tupilek'er.
Blandt de særegent begavede Mennesker have endnu Afsindige og Piarkusiat beholdt deres Anseelse, hvorimod de øvrige, saavidt vides, ikke mere forekomme, eller ialtfald ikke tillægges nogen Kraft. Piarkusiat giver man ogsaa paa nogle Steder, syd for Julianehaab, den afstikkende Dragt. Dette skeer ogsaa muligen andetsteds, men paa en mindre iøiefaldende Maade.
Troen paa, at Kusuinek udøves, er endnu maaskee ligesaa almindelig, som i gamle Dage, da det bruges til at forklare ganske almindelige Begivenheder, navnlig Uheld i Fangst og Børns Død. Leilighedsviis kan her anføres, at jeg flere Gange har hørt Europæere fortælle om Grønlændere, der troede, at de havde slugt Smaadyr i deres Drikkevand, og at de skulde døe deraf. Dette er ikke andet end Frygt for, at Vandet har været forhexet, og grunder sig paa bestemte Sagn.