Om grønlændernes gamle tro - D

Fra heimskringla.no
Revisjon per 3. des. 2018 kl. 10:03 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Foto: Wikimedia


Om Grønlændernes gamle Tro
og hvad der af samme er bevaret under Kristendommen


Af Hinrich Rink


D.
Angakounek eller Præstedømme.



Om Betydningen af Angakut er der talt ovenfor (A, 4). Deres Stilling kunde opnaaes baade af Mænd og, om end sjeldnere, af Qvinder; og der gaves to eller muligen endog flere Grader i samme. I de ældre Skrifter betegnes den høiere Grad aldeles skarpt ved angákoκ pûlik, men Sagnene og de nuværende Grønlændere kjende ikke til denne bestemte Grad, hvorimod de omtale de større og de mindre Angakut som adskillende sig paa forskjellig Maade. Derimod synes selve Angakok-Graden at have været mere skarpt begrændset. Uddannelsen til samme begyndte som oftest fra Barndommen af, idet en Angakok først opdrog Barnet som Kiligtisiak. Det overvandt derved Skrækken for Aandeverdenen, og dets Blik aabnedes for samme. Men senere udfordredes der Selvvirksomhed, nemlig Fasten og Paakaldelse at Tornarsuk under Ophold paa eensomme Steder. Sjælen opnaaede derved en vis Frigjørelse fra Legemet og Omverdenen, Tornarsuk viste sig omsider og gav Lærlingen en Tornak (tôrnaκ), d. e. en hjelpende Aand, som han senere ved visse Midler kunde hidkalde, naar det behøvedes. Medens dette foregik, tabte Lærlingen sin Bevidsthed, og naar han vaagnede igjen, vendte han tilbage til Mennesker. Angaaende den nærmere Maade, hvorpaa alt dette skete, fortælles der forskjelligt, saavel i de ældre Skrifter, som af de nuværende Grønlændere. Det er en gjennemgaaende Forestilling i flere Sagn, at der til den forudgaaende Uddannelse som Kiligtisiak hørte Overvindelse af Frygt for Grave og Opnaaelse af Evne til at kunne see disses Inue. Endvidere tales der endnu paa mange Steder om angákusarfît, d. e. Klippehuler, i hvilke der fandtes en Steenflade, og paa samme en mindre Steen, med hvilken den vordende Angakok maatte gnide paa hiin, indtil Tornarsuk lod en Stemme høre fra Jordens Dyb. Efter Nogle var det kun de mindre Angakut, som opstode paa denne Maade, hvorimod de større lode deres Blod udsuge af Orme eller Kryb i en indtørret Indsø, hvorved den omtalte Besvimelse indtraadte. Der tales om, at de, efterat være vaagnede til Bevidsthed, befandt sig nøgne, men at deres Klæder saa kom flyvende til dem.


Naar Nogen efter dette hemmelige Samqvem med Tornarsuk atter kom tilbage til Menneskene, udfordredes der endnu, at han skulde aabenbare sig (sarκúmemeκ), eller første Gang holde sin Tornak til sig og benytte den. I Mellemtiden siges der, at man kunde kjende hans Tilstand derpaa, at han ved at gaae sank med Fødderne ned i Klippegrund ligesom i Snee, og desuden, efter Nogle, at han maatte døe, hvis han ikke aabenbarede sig inden en vis Frist, alt vel ifølge Forestillingen om en ham iboende Magt. Saavel Angakut, som Iliseetsut kunde af Nalusaerutut kjendes derpaa, at deres Aande for dem viste sig lysende som Ild.


En Angakok havde ikke een, men flere Tornat, og hertil kunde, saavidt bekjendt. Størstedelen af de, i andet Afsnit nævnte, Landets og Havets Inue være tjenlige. Blandt dem som ikke kunde haves til Tornat, vare: Amarsiniouk, de nedre Ingnersuit, samt vel og Oververdenens og de mere ulegemlige Inue og i det Hele saadanne, som kun vare ene af deres Slags. Derimod fandtes blandt Tornat ogsaa menneskelige Sjæle, nemlig deels Kivigtut's og, mærkeligt nok, fraværende Europæeres, deels Afdødes Sjæle, desuden forskjellige Dyrs eller dyriske Levningers, saasom, efter Sigende, Havets Snegles eller Muslingers Sjæle, eller vel rettere Inue. Med Hensyn til den forskjellige Tjeneste, de skulde yde, vare eet Slags Tornat blot raadgivende, andre vare Hjelpere i Fare, og atter andre brugtes til Hevn og Ødelæggelse. Det første Slags kaldtes Erkungassut (Fleertal af erκungassoκ) og skal, efter Nogles Forklaring, have boet i visse Havskaldyrs Skaller. Enhver Angakok havde sin Erkungassok. Han skildres som uundværlig paa Grund af sin Kløgt, men forøvrigt uden Kraft. Alligevel vil han selv ogsaa gjerne gjelde for den stærke, han er ved Paakaldelserne den første til at indfinde sig, og vil være med ved hver Leilighed, selv hvor det gjelder om Kamp mod Fjender. Han kommer da gjerne galt afsted, saa at Angakok'en selv maa hjelpe ham, men alligevel roser han sig til Slutningen af hvad han har udrettet. Til det andet Slags synes navnlig de øvre Ingnersuit, Tornit og Inorutsit at maatte regnes, og til de sidste de saakaldte Tougdlit (Fleertal af tûlik, bevæbnet med Stødvaaben), der henføres blandt Indlandets Kæmpefugle, men viiste sig med glødende Vaaben; desuden Kuvdlugiak o. A. Ogsaa omtales, men kun paa et enkelt Sted en Angakok, der havde Hamme (pôκ), d. e. kunde paakalde Dyr, som laante ham deres Hamme til at iføre sig; en saadan kunde da kaldes pûlik.


Angakut vare anerkjendte Lærere og Dommere i alle Spørgsmaal, Troen vedkommende, og saaledes navnlig med Hensyn til alt hvad der ifølge det Foregaaende var at iagttage ligeoverfor det Overnaturlige, men i Henseende til Kusuinek selvfølgelig kun forsaavidt det gjaldt om at bekæmpe samme. Da nu Troen paa saa mange Maader greb ind i Vedtægterne og Samfundslivet, vare Angakut ogsaa at betragte som et Slags verdslige Overhoveder, forsaavidt Folket i det Hele anerkjendte saadanne. Endelig bestode deres Forretninger ogsaa i, selv ligefrem at yde den Hjelp, som de saaledes i tvivlsomme Tilfælde skulde give Raad og Anviisning for.


Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Forretningerne øvedes, er at bemærke, at dette skete deels paa almindelig Maade, ved Benyttelsen af de samme Midler, som ogsaa staae til andre Menneskers Raadighed, deels paa den for Angakut særegne Maade, ved Benyttelse af deres Tornat. I første Tilfælde vare deres Handlinger, paa det Oversandseliges Omraade, at henføre under de foran omtalte Midler og Evner, navnlig Serranek og Nalusaerunek, kun udmærkede ved Graden af det Vidunderlige og Virksomme. Selvfølgelig udartede Forretningen herved som oftest til den blotte Konst at blende Tilskuerne og den blotte Hensigt at vinde Fordeel og Anseelse eller, som jo ogsaa ofte i vore Dage, at rette sig efter Folks Smag og Fordom. Blandt saadanne Konster nævnes angmaineκ, som bestod i at aabne Maven paa en Syg, udtage og rense Tarmene og bringe dem i Orden igjen. Man skulde troe, at dette var et blot Sagn, men Glahn skriver derom, at han vidste om bestemte Syge, at de havde betalt denne Lægedom meget dyrt. Til lignende Slags maa man vel og henregne Sjælens Udbedring hos Syge, samt tar'r'artorneκ, eller at spaae i Vand om borteblevne Personer og Sager. Undertiden vistes saadanne Konster blot til Underholdning eller i Kappestrid. I det andet Tilfælde derimod betegnes Angakut's Forretninger ved Torninek (tôrnineκ), som var den for dem særegne Maade at have Samqvem med Aandeverdenen paa. Dette skete enten ved at hidkalde en Tornak, forelægge ham Spørgsmaal og forklare Svaret, eller derved, at Angakok'en selv begav sig paa Aandeflugt (ilimarneκ) for at undersøge og udrette det, som Spørgsmaalet var om, eller endelig derved, at han stevnede de onde Aander for sig, bekæmpede og tilintetgjorde dem. Til Torninek udfordredes ordentligviis, at det skete for en Kreds af Tilhørere i et Huus, og at dette gjordes fuldkommen mørkt, efterat Angakok'en havde ladet sig binde med Hænderne paa Ryggen og Hovedet mellen Benene, samt hensætte paa Gulvet, ved Siden af en Tromme og et ophængt Saaleskind, hvis Raslen skulde ledsage Trommens Lyd. Derpaa istemmede Tilhørerne en Sang, og naar denne var forbi, begyndte Angakok'en sin Paakaldelse (kernaineκ) af Tornarsuk eller af Tornat, ledsagende sin Stemme med Trommen og Skindet. Ankomsten af en Tornak bemærkedes af Tilhørerne deels ved en særegen Lyd, deels som en Lysning eller Ild. Hvis det nu kun var Oplysninger eller Raad, som forlangtes, hørte man Angakok'en spørge og derpaa en Stemme ligesom udefra svare, og der siges, at denne Stemme i enkelte Tilfælde kom fra Tornarsuk selv, men almindeligviis fra Tornak'en, samt at den i Reglen var uklar, og da maatte forklares nærmere, deels af denne, deels af Angakok'en. Begav Angakok'en sig derimod paa Aandeflugt, da skete dette gjennem Aabninger, som dannede sig i Huset, navnlig paa bestemte Steder under Taget, alt efter Angakok'ens Grad. Tilhørerne meente da at kunne bemærke Lysning og Luftning udefra. Derpaa syntes han at være forsvunden, indtil han endnu samme Nat atter lod sig høre, som tilbagevendt, og gav Beretning om hvad han havde seet. Hans Flugt kunde skee gjennem Luften, saavelsom under Havet og Jorden, og ligesom han selv efterlod sig Spor, der kunde sees af andre Angakut, saaledes kunde han ogsaa see Kjølvandet af bortdragne Baade længe bagefter. Var det endelig en ond Aand, som skulde bekæmpes, navnlig en Angiak eller Iliseetsok, da kaldtes en saadan til, ligesom Tornak'en, blev adspurgt angaaende Andres og egne Forbrydelser og derpaa om fornødent dræbt eller tilintetgjort ved særegne Fremgangsmaader. Først efter fuldendt Torninek maatte Huset atter oplyses, og Angakok'en viste sig da løst fra sine Baand. Som noget særskilt fra Torninek maa vel anføres den Virksomhed, hvorved Angakut benyttede de dem givne Midler i deres egen Tjeneste, nemlig ved at paakalde deres Tornat til Hjælp i Farer, saa og naar de undtagelsesviis bekæmpede en Angiak under aaben Himmel eller ved høi lys Dag.


Forøvrigt kunde de nævnte Handlinger sammenstilles paa forskjellig Maade. En Angakok kunde saaledes, naar han kæntrede i Kajak, paakalde sine Tornat blandt de øvre Ingnersuit, af disse reddes og bringes til deres Boliger, og under Opholdet der foretage Torninek og bekæmpe en af deres Iliseetsut. Ligeledes kunde han ved Aandeflugt begive sig til andre Mennesker eller til Indlandsboerne og under Opholdet hos disse foretage Torninek og skuffe dem, han besøgte, ved at hidkalde sin hevnende og ødelæggende Tornat.


Det er jo aabenbart, at der ogsaa ved Torninek benyttedes særegne Færdigheder, som fremkaldte Sandsebedrag hos de Tilstedeværendes Hørelse og Syn, men vel at mærke Bedrag, der forlangtes af Embedet som saadant, ikke Paafund af sammes enkelte Udøver, medmindre han misbrugte sin Stilling, altsaa mere eller mindre kun Bedrag i samme Forstand, som naar saadant tilsigtes ved visse Skikke hos ethvert Folk, alt efter sammes Dannelsestrin. Som en Følge deraf var Udøveren selv til en vis Grad underkastet det samme Bedrag, hvilket og fremgaaer af den overspændte Tilstand, hvori Angakut skulle have befundet sig efter fuldendt Torninek, og af deres egen Tro paa Aandeverdenen og paa deres Sjæls Evne til midlertidigen at forlade Legemet. Naar en Angakok 10 Gange forgjæves havde forsøgt Torninek eller Paakaldelsen af sin Tornak, altsaa med andre Ord ikke havde kunnet fremkalde den attraaede Tilstand hos Tilhørerne og sig selv, siges han at have maattet opgive sin Stilling. Endvidere kunde saavel Kusuinek, som og visse overnaturlige Paavirkninger fra andre Væsener deels gjøre hans Handlinger frugtesløse eller endog fordærvelige for ham selv eller Tilhørerne, deels berøve ham hele hans Evne til Angakounek. Saaledes siges der, at Tilstedeværelsen af Pujortut og af en Angialik under Torninek kunde bringe Fordærvelse over alle de Tilstedeværende, og at under visse Omstændigheder Fugle, som vare berøvede deres Æg, kunde hævne sig ved at fratage En hans Angakounek.


Med Hensyn til Øiemedet vare Forretningerne i Hovedsagen følgende:


At give Rettesnoren for Alt hvad der vedkom Troesmidlerne (C, 1 og 2).

At hjelpe i bemeldte Sygdomstilfælde, deels ved at anordne disse Midler, deels ved selv at benytte og anvende dem.


At udfinde Aarsagen til forefaldende Ulykker i det Hele ved Hjelp af Torninek, hvilket tillige indbefattede en Dommermyndighed, idet bestemte Personer kunde udpeges som saadanne Aarsager, enten formedelst Vedtægternes Overtrædelse, Forbrydelser eller Hexeri.


Isærdeleshed at opdage borteblevne Menneskers Skjæbne og Opholdssted og at efterspore Fjender, samt bekæmpe disse, ved Torninek og Serranek.


At bekæmpe overnaturlige Fjender, navnlig Angiak'er (ángiarsornek), der kun kunde sees og fanges af Angakut.


At give Veiledning for Alt hvad der var at iagttage ved Reiser, Fangst og Erhverv i det Hele, af Hensyn til det Oversandselige.


At skaffe godt Veir (silagigsaineκ), formodentlig ved Hjelp af Serranek.


At skaffe Fangst (angusorsaineκ eller pilersaineκ), nemlig ved at hidkalde Sødyrene. Denne meget omtalte og vigtige Forretning udførtes hovedsagelig ved Aandeflugt, som da kaldtes samungnarneκ, d. e. at begive sig nedefter, nemlig til Arnakuagsak, hvorom er talt ovenfor. Veien til hende gik først over de Afdødes blodige Vei og forbi deres Opholdssteder, dernæst over et Svælg, ad en glat Klippe, der var i omdreiende Bevægelse, og tilsidst forbi en farlig Hund, der bevogtede Huset, ind igjennem Indgangen, hvis Gulv var en skarp Kant, som Ægen af en Kniv. Ved Synet af den Ankommende holdt Arnakuagsak en Fjervinge til den svagt brændende Lampe for ved Lugten at faae ham til at besvime, og derpaa begyndte Kampen for at frarøve hende Agdlerutit, under hvilken han, som altid, kunde kalde sin Tornak til Hjelp. Naar dette var udført, var alt det Skrækkelige forsvundet. Qvinden var formildet. Lampen blussede livligt op, den store Hund logrede, og Tilbageveien frembød ingen Vanskeligheder. En anden Art af Angusorsainek benyttedes, efter Sigende, af de lavere Angakut og bestod i at paakalde en Tornak, der kaldes Kivingak og viste sig som et Iisfjeld, der paa den ene Side var fladt og bedækket med Sælhunde. Naar det vendte denne Side til, kastede det Sælhunde ud i Havet, men hvis der blev begaaet en Feil, saasom hvis en Angialik var tilstede, kunde det vende den steile Side til, styrte over Huset og ødelægge det. Sin naturlige Forklaring finder vel Angusorsainek i en dybere Kjendskab til Naturen, ved Hjelp af hvilken Angakok'en kunde forudsee, naar der atter maatte indtræde Forandring i Veirlig og andre Betingelser for Fangsten.


Naar en Angakok kaldtes til en Syg af nogen Anseelse, og han saae, at der ikke mere var noget at haabe for denne, pleiede han, om muligt med flere i Forening at trøste ham paa høitidelig Maade, idet han under dæmpet Sang og Trommespil skildrede Lyksaligheden hiinsides Graven.


Angakut brugte under deres Forretninger et særegent Sprog, dannet mest ved billedlige Udtryk og Ordbytninger af det almindelige grønlandske. Noget findes derom hos de ældre Forfattere, men, saavidt vides, er kun meget lidet deraf kjendt hos de nuværende Grønlændere.


Ved en Angakoks Død forefaldt der i Reglen Særsyn. Det var som om hans Sjæl havde særlig Vanskelighed ved at forlade Legemet, han kunde henligge som halvdød og leve op igjen gjentagne Gange. Efterat Døden var paafulgt og 5 Dage forløbne, viste han sig let som Gjenganger.


__________________


De kristne Grønlænderes Forestillinger om Foranstaaende.

Ligesom det udentvivl var en Skuffelse, naar de første Europæere troede at have overbeviist Grønlænderne om, at deres Angakut vare Bedragere, saaledes findes der heller neppe nogen Grønlænder nu, som nærer Tvivl om, at Angakut virkelig have været i Besiddelse af de Evner, som nu berømmes i Sagnene. Formedelst Troens Anvendelse paa Livet skyldes jo vistnok ogsaa dem væsentligst den Kraftudvikling hos de oprindelige Eskimoer, som gjorde, at de kunde befolke Grønlands øde Kyster og uddanne det Erhverv og den Levemaade, paa hvilke den nuværende Beboelse ene og alene beroer. Da saaledes baade Europæerne og de nuværende Indfødte kunne siges endnu at leve af Frugterne af Angakounek, kan dette jo heller intet Bedrag have været. Derimod lykkedes det vel Europæerne at bibringe Grønlænderne den Tro, at de selv vare endnu større Angakut og at Grønlændernes Angakut virkede ved Djævelens Magt. Det er ogsaa endnu paa denne Maade, at den tænkende Grønlænder søger at forsone Fortidens Ukristelighed med dens Virkelighed. Men til Forsøg paa endnu at drive Angakounek har man siden Kristendommens Indførelse kun hørt lidet eller intet. Samme erstattes nu i Eet og Alt af den europæiske Myndighed i det Hele. Heller ikke engang de Indfødte, der af Missionen bruges som underordnede Lærere, kunne ved denne deres Stilling siges at have nogen Myndighed, der kan sammenlignes med den, der er forbunden med blot at være Europæer. Da denne Hylding af den europæiske Myndighed ikke alene er begrundet i den nuværende Samfundstilstand men tillige er bleven til en Overlevering, maa man, for ret at kunne forstaae den, gaae tilbage til Europæernes første Bosættelse i Landet. Det kan neppe feile, at de første Fremmede, som de Indfødte saae ankomme i Skibe fra det aabne Hav, bleve satte i Klasse først med Tornit og Ingnersuit og senere efter nærmere Bekjendtskab med: imáinaκ ingitsut eller Angakut. Det er bekjendt, at Hollænderne saavelsom de første Danske bleve anmodede om at aande paa syge Folk og paa Kastevaaben, at Stumper af Europæernes Klæder bleve brugte til Arnuat, og at de mere oplyste Angakut indrømmede, at Europæerne vare endnu større Angakut, end de selv. Vi have i det Foregaaende udviklet, af hvilke Grunde de kristelige Lærdomme kun ufuldkommen kunde forstaaes af de Indfødte. Da det var lykkedes at nedbryde deres Angakuts Myndighed, overførtes den Tillid, som man havde næret til disse i Egenskab af blind Tro, selvfølgelig paa Europæerne. Der er senere gjort et Par Forsøg paa at løsrive sig fra den europæiske Myndighed ved at danne et selvstændigt kristeligt Samfund. Ophavsmændene optraadte som Profeter, Begyndelsen skete under kristelige Former, men saa fulgte Kristendom og Hedenskab i den vildeste Forvirring. Troen paa at have opnaaet et Samqvem med den kristelige Aandeverden uden europæisk Mellemvirkning tillagde de meningsløseste Indfald Værd af Aabenbaringen, saa at disse Frafaldne omsider grebes af tilsyneladende Vanvid, og at deres Samfund snart igjen opløste sig og atter endte med blind Underkastelse under den europæiske Myndighed. Disse Forsøg staae altsaa nu kun som et sørgeligt Vidnesbyrd om, hvorlidet det er lykkedes at gjøre Kristendommen frugtbringende i de Indfødtes Samfundsliv, og synes at tyde paa, at Samfundstilstanden vilde blive værre, end den har været i den hedenske Tid, hvis den europæiske Myndighed ganske faldt bort. Saaledes kommer det da, at de Indfødte nu den Dag idag ansee det for naturligt og begrundet i Kristendommen, at der behøves Tilladelse og Bistand fra en dertil bemyndiget Mand fra en fremmed Verdensdeel for at faae Barnets Daab bekræftet, blive konfirmeret, indgaae Ægteskab o. s. v., ja i de herrnhutiske Menigheder finde de sig endnu i den mest utrolige daglige Indblanding i deres reent huuslige Sager.