Om håndskrifterne af Sturlunga Saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 12. jun. 2019 kl. 15:34 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Kristian Kaalund (1844-1919)


Om håndskrifterne af Sturlunga Saga


Af Kristian Kaalund



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1901




Det værk indenfor den oldislandske litteratur, som i almindelighed benævnes Sturlunga saga, danner i flere henseender en modsætning til den sædvanlige islandske sagalitteratur. De almindelige islandske sagaer omhandler fjærne fortidsbegivenheder, som gennem adskillige slægtled er forplantede ved mundtlig tradition, inden de nedskreves; Sturlunga sagas indhold må antages berettet af øjenvidner eller andenhånds fortællere. De sædvanlige sagaer indskrænker sig til at give en enkelt mands historie eller følger en enkelt slægt gennem flere eller færre generationer; Sturlunga saga, som vi nu har den, tilstræber at give en Islandshistorie fra 12. årh. til landets underkastelse under den norske konge 1262—64. Også i omfang overgår den langt enhver af de ældre sagaer og er snarere et saga-konglomerat end en organisk enhed. I de ægte tekster fortsættes vel beretningen uafbrudt uden adskillelse mellem de forskellige afsnit, men den løse forbindelse mellem flere af disse falder dog let i øjnene.

Det samlede værk indledes med en lille sagnagtig beretning om landnamsmanden Geirmund helskind; derefter følger en saga om to bekendte høvdinger fra 12. årh.'s begyndelse Torgils Oddeson og Havlide Mårsson, som efterfølges af en saga om Sturla på Hvam, stamfaderen til den urolige Sturlungeslægt, som i det 13. årh. spillede så stor en rolle. Medens de tre hidtil nævnte sagaer nærmest er vestlandske bygdesagaer, dannes fortsættelsen af et stykke sammenhængende Islandshistorie til den nærmeste tid efter Snorre Sturlasons død († 1241), hvori dog indskydes helt eller delvis sagaerne om biskop Gudmunds ungdom, den nordlandske høvding Gudmund dyre og biskop Gudmunds ven Ravn Sveinbjørnsson. Derefter antager igen fortællingen en mere biografisk karakter og har til hovedperson høvdingen Tord kakale, dog således, at også her en særskilt saga om den østlandske høvdingeslægt Svinfellingerne indskydes; endvidere kommer hertil i det yngste af de to hovedhåndskrifter Torgils skardes saga — så vel Tord som Torgils var fremragende medlemmer af Sturlungeslægten. Som afslutning paa værket følger forskellige begivenheder fra fristatstidens sidste år.

I en lille indledning til det foran nævnte midterparti om Islands almindelige historie, som skal give en oversigt over kilderne, fremhæves den bekendte historieskriver og skjald Sturla Tordsson, hvem der tillægges en Íslendinga saga, og nogle i en bispesaga indeholdte citater fra Sturlas Íslendinga saga viser sig netop at være hentede fra Sturlunga saga. Dette førte til, at man fra ældre tid anså Sturla som forfatter til hele Sturlunga saga, skønt det dog var tydeligt, at denne til en vis grad måtte være senere bearbejdet, da Sturlas død 1284 i slutningen af værket nævnes.

Det hele spørgsmål forblev længe i stor uklarhed, indtil for få år siden rektor dr. Bjørn Ólsen i Reykjavik ved en særdeles dygtig og indgående, på islandsk skreven afhandling har bragt sagen et stort skridt videre[1]. Han hævder, at Sturlas Islændinge saga må søges i det som almindelig Islandshistorie holdte midtparti, og har påvist, at hverken sagaen om Tord eller den om Torgils kan skyldes Sturla, men at hver af disse må have sin særlige forfatter. Tillige har han med stor skarpsindighed søgt at påvise, at der så vel indenfor den af ham Sturla tillagte Islændinge saga som indenfor den herpå følgende Tords saga findes adskillige stykker, som oprindelig har hørt hjemme i en nu tabt saga om Gissur jarl. Torgils saga kan med sikkerhed antages ikke oprindelig at have tilhørt Sturlunga saga, Tords saga (og efter rektor Olsens mening tillige de formentlige indskud fra Gissurs saga) må være indsat af den bearbejder c. 1300, hvem Sturlunga saga i sin nuværende form skyldes, idet han tillige har optaget de øvrige sær-sagaer (måske med undtagelse af Torgils og Havlides saga samt sagaen om Sturla på Hvam, for så vidt disse allerede tidligere har været knyttede til Sturlas Islændinge saga) og i det hele udført den afsluttende redaktionelle virksomhed.

I disse spørgsmål og mange andre i forbindelse hermed stående er dog næppe endnu sagt det sidste ord; således har professor F. Jonsson i sin litteraturhistorie taget afstand fra flere af de nævnte hypoteser, navnlig fra antagelsen af en særlig Gissurs saga, ligesom han også mener at kunne påvise spor af Sturlas Islændinge saga til helt henimod Sturlunga sagas slutning.

Til løsningen af disse spørgsmål er det af vigtighed at få klarhed over, hvorledes den c. 1300 sammenarbejdede Sturlunga saga så ud. Dette er dog på grund af det håndskriftlige materiales beskaffenhed ikke så let.

Af Sturlunga saga foreligger talrige håndskrifter, som dog alle går tilbage til to, nu defekte membraner i den Arnamagnæanske samling, nr. 122 a og b, folio. Disse er ikke benyttede i den ældre Københavnske udgave, i Oxford-udgaven er 122 b og en fra denne stammende afskrift lagt til grund, men uheldigvis har denne omstændighed bevæget udgiveren til at benævne dette håndskrift A, 122 a derimod B, hvorved forvirring næsten ikke er til at undgå. I den nu forestående udgave, som af mig besørges for det kgl. nordiske Oldskriftselskab — samtidig med at også en oversættelse vil fremkomme —, betegnes 122 a som I, 122 b som II, og til yderligere adskillelse mellem håndskrifterne foreslås for hvert af disse et særskilt navn, for I: Króksfjarðarbók, for II: Reykjarfjarðarbók, sigtende til deres hjemsted, som for bægges vedkommende er Islands nordvestligste halvø, de såkaldte Vestfjorde.

Dekoreret side af håndskriftet AM 122 fol., Króksfjarðarbók, der indeholder Sturlungesaga.
AM. 122 a, folio har jeg givet navnet Króksfjarðarbók, fordi et af bladene bærer en marginalnotits fra 14. årh., der omhandler privatforhold i Kroksfjord-bygden i det nordvestlige Island; at håndskriftet virkelig har hørt hjemme her, bekræftes ved en anden marginal, som indeholder påtegningen «sira (pastor) Olafr Magnusson» med en hånd fra 16. årh., og en mand fra samme tid (16. årh.s 1. halvdel) af dette navn vides virkelig at have indehaft det nærliggende præstekald Reykjaholar. Arne Magnusson fik membranen fra sydligere egne af det vestlige Island, hvorhen den synes at være kommen ved midten af det 17. årh., men inden den tid var den bleven afskreven af en forholdsvis langt fra Kroksfjord boende mand i en af Islands nordvestligste fjorde, som besynderlig nok levede i umiddelbar nærhed af sagaens andet hovedhåndskrift og som vistnok også har kendt dette uden dog at lægge det til grund for sin afskrift. Kroksfjordsbogen er en anselig skindbog, som trods nogle tab af blade endnu i det væsenlige er bevaret; men desværre både begynder og ender den defekt, hvad der vanskeliggør bedømmelsen af den heri indeholdte bearbejdelse. Bogen består nu af 110 blade (incl. enkelte beskadigede); oprindelig kan den måske antages at have udgjort ialt 139 blade. Håndskriftet, som er udført af 4 forskellige skrivere, med tilsvarende ortografiske ejendommeligheder for hver enkelt, må henføres til 14. årh.s 1. halvdel og er således kun ved nogle få årtier adskilt fra det tidspunkt, hvortil Sturlunga-samlingens tilblivelse må sættes.

På forhånd kan således membranen gøre krav på betydelig opmærksomhed, men omstændighederne har bevirket, at nogen sådan hidtil ikke er bleven den til del; en tid lang betegnedes den fascikel, hvori den opbevaredes, som en samling fragmenter, og de fra denne stammende papirsafskrifter gav et meget uheldigt indtryk af originalen, dels ved deres egen vilkårlighed, dels fordi skindbogens 1ste skriver har taget sig arbejdet utilladelig let og idelig oversprunget større og mindre perioder for at få bugt med den vidtløftige tekst. At dette håndskrift som det ældste og som eneste tilværende membran af noget større omfang måtte lægges til grund for en udgave, kunde dog ikke være tvivlsomt, da man herigennem vilde få teksten fri for senere tillæg, have sætningsbygning og sprogformer upåvirkede af moderne afskrivere og undgå de mange med en nyere tids afskrivning nødvendigvis følgende misforståelser og fejl. Teksten i de to bearbejdelser I og II, hvor de går parallelt, er desuden som regel ikke mere forskellig, end at de oversprungne perioder i I med sikkerhed kan udfyldes fra II eller de fra denne stammende papirsafskrifter[2].

Medens AM. 122 a, fol. er en skindbog med nogle defekter, er AM. 122 b, fol. enkelte fragmenter af en tilsvarende stor skindbog, som jeg har kaldt Reykjarfjarðarbok efter dens sidste hjemsted Reykjarfjord, en forgrening af den store Arnarfjord i det nordvestlige Island. Denne membran er i løbet af 17. årh. bleven fuldstændig sønderskåret til bogomslag eller på lignende måde adsplittet, og alt hvad der er tilbage af den er 30 stærkt slidte og beskadigede blade eller bladstumper, som Arne Magnusson har indsamlet på forskellige steder i Island. Af disse tilhører de 24 (eller, når nogle jærtegnsbrudstykker medregnes, 27) Sturlunga saga, de andre 3 er rester af den med Sturlunga saga nær forbundne biskop Arnes saga, som også har stået i denne membran. Sturlunga saga kan her antages at have udgjort 132 (eller incl. jærtegnene 139) blade, men har indeholdt en større tekstmasse end Kroksfjordsbogen. Også denne membran er udført af forskellige skrivere, men må helt igennem have været omhyggelig nedskreven og har haft det held at være bleven bevaret gennem i det hele pålidelige afskrifter; den er noget yngre end I, fra c. 1400, og repræsenterer en ved tillæg udvidet tekst. Tilintetgørelsen, af denne store skindbog, som i alt har omfattet 170—180 blade, gik Arne Magnusson nær til hjærte, og han lod anstille vidtløftige efterforskninger om dens skæbne, hvoraf fremgår, at bogens ulykke havde været et udlån til det nærliggende Bildudal c. 1680, hvorunder læggene havde løsnet sig fra ryggen, og da ejeren fik bogen tilbage i denne tilstand, havde han ikke kunnet modstå fristelsen til at anvende bladene til praktisk brug.

Også for Reykjarfjordsbogen gælder det, at hverken membranens begyndelse eller slutning er bevaret; man har derfor ikke fuld sikkerhed for sagaens navn. Sandsynligvis har dog dette været «Íslendinga saga», i al fald findes dette navn som overskrift i de fra Reykjarfjordsbogen stammende afskrifter; den afskrift, der ligger til grund for alle fra Kroksfjordsbogen nedstammende håndskrifter, mangler derimod overskrift og har nu intet spor af titelblad. Til «Íslendinga saga» føjes i mange håndskrifter tillæget «den store» (hin mikla); men da benævnelsen i hvert tilfælde var noget ubestemt, har man, sandsynligvis i 17. årh., dannet navnet »Sturlunga saga», som bestemtere hentyder til indholdet. Tidligst optræder dette navn, så vidt vides, i et biskop Gudmunds saga omfattende udtog af sagaen fra c. 1650 (AM. 204, fol), hvor der etsteds ved en forkortet gengivelse henvises til «Sturlunga saga».

At bægge de store skindbøger stammer fra en udkant af Island, kan synes besynderligt, men hænger rimeligvis sammen med, at netop Vestfjordene var et af brændpunkterne for Sturlungetidens partistridigheder, og ejendommeligt er det, at nær ved hver af skindbøgernes hjemsted findes en større hovedgård, som man kan fristes til oprindelig at henføre dem til, for Kroksfjordsbogens vedkommende Reykjaholar, for Reykjarfjordsbogen Eyrar i Arnarfjord, stamsædet for Ravn Sveinbjornssons bekendte slægt.

Flere end disse to skindbøger har som nævnt ikke efterladt sig spor; den eneste antydning af andre middelalderlige Sturlunga-håndskrifter findes i en fortegnelse over klosterbiblioteket på Möðruvellir på Islands nordland af år 1461, hvor blandt bøgerne opføres en dårlig (vond) «Íslendinga saga», som snarere er Sturlunga saga end Sturla Tordssons således benævnte, i Sturlunga saga optagne værk. Det tidligste spor til en benyttelse af Sturlunga saga træffes i et annal-håndskrift fra 16. årh.s 2. halvdel (AM. 417, 4to); dette kan ikke have Kroksfjordsbogen til kilde, da uddragene indeholder forskellige angivelser, som kun findes i II-klassens håndskrifter; fra Reykjarfjordsbogen findes vel hist og her afvigelser, men dog næppe store nok, til at man tør antage en tredje, nu tabt Sturlunga-membran som kilde; snarere beror de vel på, at Reykjarfjordsbogen kun middelbart ligger til grund[3]. Ellers synes sagaen til ind i det 17. årh. at have været mærkværdig lidet bekendt, uagtet den var en hovedkilde til øens historie. Således har Dr. G. Vigfusson gjort opmærksom på, at Islands ypperste lærde omkring 1600, Arngrim Jonsson, som levede på nordlandet, må have været ukendt med Sturlunga saga, og at den omtrent samtidig i Skalholt på sydlandet levende annalist Jon Egilsson erklærer ikke at vide det ringeste om biskop Arne, hvis saga fandtes i Reykjarfjordsbogen. Sandsynligvis har ingen fuldstændig afskrift af disse voluminøse skindbøger foreligget for 17. årh., da oldlitteraturens afskrivning for alvor tog fart.

Tidligst er vistnok Kroksfjordsbogen bleven afskreven. Den ældste bevarede afskrift af denne membran er AM. 114, folio. Dette er, som skrivfejl og misforståelser viser, en direkte afskrift af originalen, men udført således, at kopisten samtidig må have haft et eksemplar af II-klassen for sig, og da vistnok selve Reykjarfjordsbogen (således som blandt andet de lejlighedsvis forekommende afvigelser fra II p, særlig i de for II-klassen ejendommelige stykker, med flere andre omstændigheder antyder). Der har næppe på den tid været lakuner af større omfang i I, men hvor teksten forekom skriveren mangelfuld, har han i rigt mål optaget fra II-klassen og ligeledes ofte i sammenhængende større partier, uden påviselig grund, valgt at følge denne. Derved får 114 og de fra denne stammende afskrifter et meget broget udseende og må benyttes med kritik.

Sammenligner man 114 med membranen I og II-klassens tekst, som den foreligger i fragmentet II og de fra denne membran som hel stammende afskrifter, bliver resultatet følgende. Den første lakune i I, der omfatter membranens første læg (8 blade), viser sig efterhånden, i al fald mod slutningen, fuldstændig udfyldt efter II, men mærkelig nok fortsættes den udelukkende afskrivning af II endnu efter lakunens ophør, og II er overhovedet for hele det parti af I, som er skrevet af 1ste hånd, stærkt benyttet. Således går Sturlunga sagas to første afsnit, Geirmundar þáttr og Þorgils saga ok Hafliða, i 114 delvis eller hovedsagelig tilbage til II, det tredje afsnit, Hvam-Sturlas saga, følger derimod væsenlig I. De to derefter følgende afsnit, Gudmund den godes og Gudmund dyres sagaer, følger undertiden I, oftest dog II. Hermed ender lste hånd i I. Det påfølgende afsnit, Hrafns saga, følger I (og det samme gælder om de i Sturlunga saga, Oxf. VII, kap. 1, indskudte Ættartolur). I det store herefter følgende parti, «Íslendinga saga» i særlig forstand med den dertil knyttede fortsættelse, skifter til en begyndelse også kilderne; Oxf. VII, kap. 2—12, 17-31, 41—44,82—88, 91—94 stammer væsenlig eller til dels fra II, kap. 13—16, 32—40, 45—81, 89—90 fra I. I kap. 85 ender 2den hånd. Med den følgende 3dje hånd er to afsnit af membranen I skrevne, dels de 7 nærmest følgende blade, dels membranens sidste 15 bevarede blade. Endnu ved siden af de første blade med denne hånd benytter 114 II, men fra kap. 95 lige til kap. 211 incl. følges så at sige uafbrudt I. Dette har stor betydning, da i dette parti I.s fleste lakuner indfalder. Den første af disse lakuner, omfattende 2 membranblade, begynder i kap. 95 og ender i kap. 102. Da benyttelsen af II strækker sig lige til incl. nærmest foregående kapitel, er det tvivlsomt, om 114 her byder ublandet I-tekst, men at teksten i det hele stammer fra I, er utvivlsomt. For de følgende lakuners vedkommende, som omfatter største delen af kap. 113—134 (6V2 bl.), kap. 166—184 (8 bl.) og kap. 191—193 (2 bl.), er 114 utvivlsomt afskrift af I, muligvis dog med enkelte uægte tillæg og vilkårligheder, hvorfor jeg har ment at måtte udfylde samtlige lakuner i I på grundlag af II—Up, og alene i teksten at optage fra 114 hvad der med grund kunde formodes at være oprindeligt for I. Kun for en følgende lille lakune (Vs bl.) i kap. 211 har man kunnet gøre en undtagelse, idet et her beskadiget blad med sikkerhed kan udfyldes fra 114. Når således kopisten til dels for 3dje skrivers vedkommende og så godt som fuldstændig for 4de (som stanser med kap. 211, hvorefter 3dje skriver igen fortsætter) har holdt sig til I, er dette med god grund, idet teksten ved disse mænds omhyggelige arbejde står betydelig over den i de tidligere membranpartier, skønt den dog også her meget ofte uden grund er forladt af kopisten. — Efter kapitel 211 forandres igen forholdet. Kapitlerne 212—14, som ikke forekommer i I, er i 114 optagne fra II; af kap. 215, der udgør den selvstændige Svinfellinga saga, er afsnittene 1—9, 12—15 væsenlig hentede fra II, afsnit 10—11 fra I. Herefter forlades hovedsagelig I, og efterhånden opgives I så godt som helt. Grunden hertil er vistnok, at Il-klassen her er langt udførligere ved i sig at have optaget den oprindelig selvstændige Torgils skardes saga. Desværre kan således en lakune i I af 1/2 bl. (kap. 276 ff.), hvor de to bearbejdelser går stærkt ud fra hinanden, ikke udfyldes fra 114. Hvad angår den i I nu forekommende slutningslakune, må 114 antages væsenlig at følge II-teksten, men heri dog at optage nogle fra I-teksten hentede afsnit. Denne omstændighed, at 114, i modsætning til tidligere antagelser, ikke alene ligger til grund for samtlige I p-håndskrifter, men foruden at være afskrift af I også går umiddelbart tilbage til II, giver den trods dens svagheder betydning og gør, at den ikke kan lades ude af betragtning.

114 er skreven af en for sin tid ret bekendt mand, en ældre halvbroder af biskop Brynjulv Sveinsson, ved navn Jon Gissursson (c. 1590—1648), som uden at være student ved ophold udenfor Island havde erhvervet sig dannelse og kundskaber, hvorefter han senere levede som landbruger i Dyrefjord i det nordvestligste Island. Han havde betydelig boglig interesse og blev en af sin tids flittigste afskrivere, ved hvis hånd mangfoldige volumina af den gamle litteratur er bevarede; men udførelsen er, som også nærværende afskrift viser, temmelig dilettantisk, med moderniseret og omskrivende sprog, vilkårlige udeladelser og misforståelser. Betegnende for, hvor lidet den gamle tids forhold og personer endnu var bekendte, er det, at en af Sturlunga sagas hovedpersoner Sighvat Sturlason hele afskriften igennem benævntes «Sighurdr» , fordi navnet i membranen sædvanligvis er forkortet «Sigh.». Denne afskrift er sandsynligvis ikke tagen senere end c. 1630. På den tid befandt endnu bægge membraner sig i Vestfjordene; hvor I på den tid har haft hjemme, kan ikke bestemt angives; om II vides det, som anført, at den tilhørte en i den sydlige nabofjord til Dyrefjord bosat familie. Allerede c. 1635 var derimod bægge membraner udlånte til bispesædet Holar på nordlandet, og ved århundredets midte havde I omskiftet Vestfjordene med Snæfellsnes syssel og således fået sit hjem i en sydligere landsdel. Jon Gissursson inddelte sagaen i afsnit (þættir), som han selv udtrykkelig fremhæver (Kbh. udg. II, kap. 38), i alt 10, hvortil som det Ilte føjedes den fra Reykjarfjordsbogen hentede biskop Arnes saga, og denne inddeling er herfra gået over i alle øvrige, samtlige fra 114 stammende, Ip-håndskrifter, samt i den ældre (Københavnske) udgave.

År 1645 befandt 114 sig i udlån hos præsten Jon Areson i Vatnsfjord i det nordvestlige Island og afskreves der; nogle af præsten forfattede, i 114 indskrevne vers antyder, at han har betragtet Jon Gissurssons gengivelse af den gamle original som en bedrift, der ikke tidligere var udført. Efter Jon Gissurssons død tilfaldt 114 hans son præsten Torve Jonsson, som stod biskop Brynjulv Sveinsson i Skalholt (1639—74) meget nær og også boede i nærheden af denne. Det er således naturligt, at biskoppen, som i forening med sin omtrent samtidige embedsbroder biskop Torlak Skuleson på Holar (1628—56) i så høj grad støttede den vågnende interesse for oldlitteraturen, har haft adgang til bogen og ladet den afskrive; en sådan afskrift ved hans sædvanlige kopist, præsten Jon Erlendsson, foreligger vistnok i AM. 115, folio, og sandsynligvis har både han og andre ladet flere lignende udføre. Det er således forklarligt, at denne afskriftgruppe er bleven næsten enerådende, så at medens af II p kun kendes et fragment og et uddrag i den Arnamagnæanske samling, en forkortet afskrift i Stockholm, nogle eksemplarer af en fra et håndskrift i Edinburgh stammende interpoleret redaktion, og endelig den eneste nogenlunde ublandede gengivelse i et eksemplar i British museum, tilhører, så vidt vides, alle andre bevarede papirsafskrifter — og deres mængde er stor — lp og nedstammer fra 114. Så godt som alle disse håndskrifter er værdiløse, et enkelt håndskrift, AM. 437—38, 4to, indtager dog en særstilling, idet dette, ved siden af at være en afskrift på grundlag af 114, for visse partier viser sig som direkte afskrift af I, ligesom også stundum teksten berigtiges fra II p eller på anden måde. Ved den forestående udgave bruges 114 og 437—38 tilsammen som repræsentanter for hele gruppen og citeres i forening som lp, hvorimod der kun ganske undtagelsesvis tages hensyn til de øvrige. [Vigf. antager fejlagtig, at 437—38 er udført for biskop Torlak Skuleson, ved en af dennes sædvanlige skrivere, og at fra dette håndskrift nedstammer alle I p-afskrifter; hovedhånden, hvem hele afskriften fra Oxf. III, 18 af skyldes, er sysselmand Einar Eyjolfsson i Årness syssel i det sydlige Island († 1695); håndskriftet udlåntes senere til det vestlige Island til afskrivning og havnede sluttelig i den Arnamagnæanske samling.]

Omtrent samtidig med, at Sturlunga saga gennem Jon Gissurssons afskrift gjordes almentilgængelig i det sydlige og vestlige Island, udfoldedes en lignende virksomhed på nordlandet af den af biskop Torlak Skuleson støttede autodidakt Bjørn Jonsson på Skardså (1574—1655), og disse to mænd skylder vi bevarelsen af II-klassens tekst, således som man temlig klart er i stand til i det enkelte at efterspore forholdene. I et i AM. 216 d, 4to bevaret, udateret brev fra Bjørn på Skardså til sysselmand Gudmund Håkonarson, som må være skrevet c. 1635, fortæller han, at han har meget travlt med for biskop Torlak at tage en papirsafskrift af den gamle og store Íslendinga saga, som når ned til Gissur jarls dage, og som biskoppen havde fået til låns fra Vestfjordene; efter denne (ɔ: denne samme membran?) havde han allerede i sin ungdom sammenskrevet nogle annaler. Når afskriften var fuldendt, ønskede biskoppen, at han skulde påtage sig at levere et kronologisk ordnet uddrag af denne, hvad han tænker på at gøre, da han har en kort fortegnelse over hvert års tildragelser ifølge sagaen. Det påtænkte uddrag blev til virkelighed og er bevaret i original i den Arnamagnæanske samling (AM. 439, 4to); dateringer på forsatsbladet viser, at det er udført for 1646, og bogen er af Bjørn selv forsynet med talrige marginaler (i alt c. 450) dels af kronologisk indhold, dels højst karakteristiske kommentarer til indholdet, der viser forfatterens historisk-antikvariske, nationale og lokal-patriotiske interesser.

Af den for biskop Torlak tagne uforkortede afskrift foreligger kun én fuldstændig gengivelse; det er det i British Museum som Addit. 11, 127 indlemmede folio-håndskrift (Br), som Finn Magnusson med forskellige andre sager 1837 solgte til museet efter nogle år i forvejen at have erhvervet det på Island. Det er skrevet i præstegården Odde på sydlandet, af mindst 4 forskellige skrivere, men besørget med megen omhu, så at endog originalens marginaler ere medtagne, i et antal af mindst c. 500. Disse er ganske af samme karakter som de i 439, men dog ikke afskrevne herefter; bægge marginalrækkerne går tydelig nok tilbage til en fælles original, men således at forfatteren åbenbart i 439 dels har tilføjet en del nye af samme art, dels på grund af det sammentrængte stof har udeladt adskillige af de i den fuldstændige Sturlungaafskrift medtagne. At dette håndskrift er udført for den daværende præst på Odde, senere biskop på Holar Bjørn Torleivsson, og afskrevet umiddelbart efter Bjørn på Skardsås af II tagne kopi, fremgår af forskellige i Arne Magnussons korrespondance indeholdte oplysninger. I en i AM. 122 c, fol. opbevaret notits nævner således lagmand P. Vidalin et biskop Bjørn Torleivsson tilhørende folioeksemplar af Sturlunga saga, skrevet med forskellige hænder, som næppe kan være noget andet end dette, uagtet det af ham omtales meget nedsættende, men, som det synes, væsenlig under påvirkning af det uskønne i den vekslende skrift. Ligeledes ses det af to mellem Arne Magnusson og biskop Bjørn Torleivsson 1705 vekslede breve (AM. 450—51, fol.), at biskoppen ved denne tid ejede Bjørn på Skardsås Sturlunga-kopi tilligemed en derefter tagen afskrift, hvorved utvivlsomt må forstås håndskriftet i British Museum. Arne Magnusson havde dette år til låns et biskoppen tilhørende eksemplar af Sturlunga saga med Bjørn på Skardsås hånd, som om somren på altinget skulde tilbageleveres biskoppen, hvorimod denne lovede at overdrage det til Arne Magnusson, når det var bleven konfereret med den afskrift, som var bleven taget af det [det vil vistnok sige Br; og den sene konferering må vel bero på, at bispen nu skiller sig ved originalen]. Hvorledes det senere er gået i denne sag, kan ikke ses; på en seddelnotits i AM. 122 c, folio nævner Arne Magnusson «den Sturlunga saga i 4to, som jeg har fra mag. Bjørn Torleivsson med Bjørn på Skardsås hånd», men i hans håndskriftsamling har manuskriptet ikke efterladt sig spor; det må vel være dette, som Arne Magnussons skriver Jon Olavsson fra Grunnavik sigter til, når han i en i Annaler for nord. Oldk. 1853 aftrykt optegnelse fra år 1752 taler om et håndskrift af Sturlunga saga, som Bjørn på Skardså ejede og hvorfra han tilføjede marginaler i et eksemplar i kvart i den Arnamagnæanske samling (ɔ: 439), men som «forkom siden i Olafsvig eller Hedinsfjord på nordlandet». Muligvis er det til dels P. Vidalins oven anførte, misvisende vurdering af Br, som har bevirket, at Arne Magnusson, som så ivrig eftersøgte rester af den ødelagte II-membran, aldrig fik øje for, at der virkelig fandtes ret tilfredsstillende afskrifter af denne, uagtet han altså selv for en tid var i besiddelse af Bjørn på Skardsås originalkopi.

Blandt de i Br fra Bjørn på Skardsås eksemplar afskrevne marginaler findes en bemærkning, som viser, at Bjørn, da han afskrev Reykjarfjordsbogen, tillige har haft Kroksfjordsbogen ved hånden og sammenlignet de to tekster. Det hedder her: «ét blad var sønderrevet i den senere Islændinge saga-bog, hvor der manglede halvdelen af kampen i Geldingaholt og ligeledes Tværåkampen». Bemærkningen gælder det beskadigede blad 94, og det ses heraf, at den sidste lakune indenfor den nu bevarede tekst i I allerede fandtes c. 1635 og således utvivlsomt også har foreligget, da Jon Gissursson afskrev den i 114. Ligeledes fremgår af Bjørns udtryk, at Kroksfjordsbogen er kommen ham senere i hænde end Reykjarfjordsbogen, som var den codex han lagde til grund for sin afskrift. Udtrykkelig fremhævede varianter fra I anføres 11 gange, således at membranen stadig betegnes som «den anden saga» (Önnur saga); men desuden forekommer én gang en henvisning til «en anden Islændinge saga« (Önnur Íslendinga saga), dette citat [navnet Róðugrund forklaret af róða], — som nærmest har karakter af en yngre marginal — er vel i de øvrige IIp-håndskrifter taget ind i teksten, men må anses optaget fra den her anførte notits og genfindes ikke i I eller lp. Dette er den eneste antydning af, at Bjørn på Skardså skulde have benyttet andre Sturlunga-sagahåndskrifter end vore to nu kendte membraner. Hvis citatet ikke beror på en hukommelsesfejl, må det snarest antages at hidrøre fra en ældre papirsafskrift, som ellers ikke har efterladt sig spor; muligvis kunde det også være en marginal i II.

Flere af de oven nævnte varianter fra I, der i Bjørns Sturlunga-afskrift har været tilføjede i marginen, er i 439 optagne i teksten, hvad der stemmer godt med, at dette uddrag er yngre end Bjørns fuldstændige afskrift; ligeledes benytter 439 for de senere partier ret hyppig I, ja følger endog tør slutningskapitlernes vedkommende partivis med forkærlighed denne. Dette uddrag er sandsynligvis snarere foretaget efter Bjørns ældre fuldstændige afskrift end efter Reykjarfjordsbogen selv, men har ikke des mindre betydning ved sin ælde og ved at hidrøre fra en med grundskriftet fortrolig mand og øvet afskriver.

Den for biskop Bjørn Torleivsson 1696 besørgede gengivelse af Bjørn på Skardsås afskrift er dog, som rimeligt kan være, ikke den ældste. Både i Stockh. pap. 8, 4to (H) og AM. 440, 4to (defekt) foreligger tilsvarende, men mindre fuldstændige (og næppe direkte) afskrifter. Betydeligst af disse er H. Dette håndskrift er skrevet c. 1650, men har allerede siden c. 1660 befundet sig i Stockholm, hvorhen det bragtes af den dér virkende Islænder Jon Rugman. Så vel tekst som marginaler viser tydelig, at det har afstamning fælles med Br, men dets betydning svækkes ved skriverens tiltagende tilbøjelighed for forkortelser, særlig hvad alle personalia angår. Omtrent samtidigt med dette er det år 1656, af en også ellers som afskriver kendt mand, på nordlandet udførte AM. 440, 4to, der i sin nuværende defekte tilstand kun omfatter sagaens 1ste tredjedel; også her spores Bjørns karakteristiske marginalkommentarer, dog her indtagne i teksten som forklarende parenteser. Endelig er et særligt parti af Reykjarfjordsbogens Sturlunga saga, nemlig biskop Gudmunds saga, afskrevet i AM. 204, folio; det står H meget nær og kan betragtes som udgående fra en afskrift, der har været fælles original for disse to. [204 viser den ejendommelighed, at i teksten er indtaget en i 439 (men ikke i nogen af de andre IIp-tekster) forekommende marginal-kommentar til grønlandske forhold; enten synes således 204 at have benyttet 439 eller Bjørn på Skardså også oprindelig at have foretaget dette udtog af Sturlunga saga.]

Ved siden af de nævnte Ilp-håndskrifter forekommer der endnu et, som står Br meget nær og således også går tilbage til Bjørn på Skardsås afskrift af Reykjarfjordsbogen, men som er bleven istandbragt ved en bevidst redaktion, således at teksten helt igennem er søgt berigtiget ved Ip-håndskrifter. Dette er det her benævnte V, et af den bekendte antikvar, præsten Eyjolfur Jonsson på Vellir på Islands nordland udført håndskrift, som nu opbevares i Advocates' Library i Edinburgh, til hvilken samling det 1826 solgtes af Finn Magnusson, efter at han selv 10 år i forvejen havde erhvervet det på Island. Denne codex, der skal være istandbragt c. 1700 på Þingeyrar, omtales nærmere af lagmand P. Vidalin i en meddelelse til Arne Magnusson (AM. 122 c, fol.), men meget nedsættende, og A.M., som dog havde haft lejlighed til at se håndskriftet, brød sig ikke om at erhverve det. Denne dom er dog ubillig; selvfølgelig forringer den eklektiske behandling håndskriftets værdi som materiale ved en kritisk udgave af sagaen, men arbejdet er i det hele gjort med skønsomhed og giver en efter omstændighederne god tekst. V og de herfra stammende afskrifter indeholder også hist og her marginalier (navnlig ordsprog), samt parallelhenvisninger, årstal og lign., men alle disse tillæg skyldes redaktørens selvstændige virksomhed og går ikke tilbage til Bjørn på Skardsås marginaler.

[Arne Magnusson farer åbenbart vild, når han i et brev af 1707 (AM. 122 c, fol.) siger, at ikke alene de Sturlunga-sagaer, som biskop Br. Sveinsson har ladet skrive, men også de, som skyldes biskop T. Skuleson, nedstammer fra I, og at der ikke kendes andre afskrifter end de herfra afledte; men da han i en anden notits bemærker, at biskop T. Skuleson har ladet tage mange afskrifter af Sturlunga saga, er det ikke udelukket, at han også kan have ladet I afskrive, skont det næppe nu kan påvises.]

Af Sturlunga saga, for hvis håndskriftlige materiale i det ovenstående er redegjort, foreligger to udgaver, af hvilke dog ingen tilfredsstiller nutidens fordringer. Den 1ste udgave udkom i København i to kvartbind 1817—18 og var det første større foretagende, som det nystiftede islandske litterære selskab indlod sig på; arbejdet, som lededes af den senere amtmand Bjarne Thorarensen, havde et mere almennyttigislandsk end specielt videnskabeligt formål, men er dog ret samvittighedsfuldt udført. I begyndelsen (s. 1—136) indskrænkede man sig rigtignok til at aftrykke et af de almindelige Ip-håndskrifter, hvortil man fra et i Island erholdt håndskrift, der havde varianter fra V, aftrykte disse, så at den rigtige tekst idelig må søges i noterne; men efter at F.Magnusson 1816 var kommen i besiddelse af V, lagdes dette uforandret til grund, så at man i virkeligheden for den største del af udgavens vedkommende har et pålideligt aftryk af denne tekst, hvortil der så er føjet varianter fra Ip-håndskrifterne (deriblandt dog ikke 114).

Derefter forløb adskillige år, indtil sagaen igen udgaves, i to oktavbind, af Islænderen G. Vigfusson i Oxford 1878. Udgaven, til hvilken der kunde stilles store forventninger, opfyldte dog ikke disse. Udgiveren var fra sin tidligere virksomhed i København bekendt som en fortrinlig håndskriftkender og for sin store fortrolighed med oldlitteraturen, men hans overflytning til Oxford fjærnede ham fra kildeskrifterne og bragte ham til at nøjes med ufuldstændige optegnelser, samtidig med at hans utilbøjelighed for metodisk forskning, hans tillid til hukommelsen og hang til subjektiv vilkårlighed voksede. Dog er hans på engelsk skrevne indledning til udgaven, som indeholder en hel lille oldislandsk litteraturhistorie, i mange henseender et interessant arbejde. Selve udgaven er grundet på Br, som Vigfusson har fortjænesten af at have fremdraget, og hvis vigtighed han straks indså. Men han har fulgt håndskriftet med en besynderlig mangel på kritik, og medens det på forhånd måtte være givet, at dette delte de islandske moderne afskrifters sædvanlige fejllæsninger i personnavne og sjældnere ord, overspringelser og misforståelser, har han forsømt at gennemføre nogen sammenligning med de andre håndskrifter, så at senere en landsmand af ham, den nu afdøde præst E. O. Brim, i en særdeles fortjænstfuld afhandling i Arkiv f. n. fil.VIII (i nærv. udg. eit. EOB) alene ved sammenligning med den i den ældre udgave indeholdte tekst og andre, trykte kildeskrifter har kunnet levere talrige berigtigelser, særlig af personalhistorisk art. Ligesom Vigfusson har overvurderet Br, har han undervurderet I-teksten; han anfører kun i ny og næ varianter, ofte med udråbstegn efter for at antyde deres urimelighed og da ikke sjælden dette umotiveret anbragt. Oxford-udgaven burde kunne tjæne som et aftryk af Br og vilde da være meget nyttig, da håndskriftet foruden sin vigtighed tillige er vanskelig tilgængeligt, men udgavens betydning i denne henseende forringes ved, at udgiveren ikke sjælden stiltiende berigtiger sin tekst, og ved forskellige omflytninger af sagaens enkelte partier. De i II bevarede brudstykker er ifølge planen lagt til grund for Vigfussons tekst, så langt de når, men han synes ikke at have haft nogen fuldstændig afskrift af disse, snarest derimod kun et herfra taget variantapparat, hvorfor teksten i disse ikke sjælden går tilbage til papirsafskrifternes læsemåder.

Nærværende udgave tilstræber at fremdrage og kritisk sigte det samlede materiale og udgive de for hånden værende tekster således, at Sturlunga-samlingens karakter så klart som muligt kan fremgå af udgaven. Til grund lægges altså af ovenanførte grunde I, der som regel må berigtiges ved håndskrifter af II-klassen. Til udfyldning af membranens lakuner lægges membran-fragmenterne af II, hvor sådanne findes, ellers II p, af hvilke håndskrifter der kun kan være tale om 440 (så vidt dette når), H og Br. For den første lakunes vedkommende har jeg foretrukket 440, derefter, da 440 ikke når længere, for de to næste H, og først herefter, da H begynder stærkt at forkorte, er Br lagt til grund, dels fordi der havdes umiddelbar adgang til de førstnævnte to håndskrifter, medens Br som hjemmehørende i British Museum ikke er tilgængelig for udlån, dels fordi 440 og H som de ældste måtte antages at have særlig betydning, medens det først senere lykkedes at påvise, at Br er en direkte afskrift af Bjørn på Skardsås for alle tre fælles original; endelig kunde det også have sin interesse at fremdrage de to håndskrifter 440 og H, hvoraf hidtil intet var trykt. Hvilket af de tre søsterhåndskrifter man end lægger til grund, bliver i øvrigt resultatet i alt væsenligt det samme, når de indbyrdes berigtiges ved hinanden. — Med hensyn til det vigtige håndskrift Br blev det mig snart klart, at man ikke kunde nøjes med Vigfussons aftryk, ligesom også, at det vilde være meget ønskeligt at gøre personligt bekendtskab med V. Ved Carlsbergfondets understøtttelse sattes jeg år 1897 i stand til at tilbringe nogle uger henholdsvis i Edinburgh og London. I Edinburgh gjaldt det navnlig om at konferere den gamle udgaves 1ste (fra I p-håndskrifter stammende) parti med V, idet iøvrigt teksten i alt væsenligt er sikret ved den gamle udgaves uforandrede aftryk og en herværende afskrift i det store kgl. bibliotek. I London var arbejdet vigtigere og mere omfattende. Under det korte ophold var det umuligt at konferere det hele håndskrift med den trykte udgave; jeg har indskrænket mig til at gennemgå de partier, som svarer til lakuner i I, samt stykker som er særlige for II-klassen, og endelig spredte partier, som i en eller anden henseende frembød interesse, hvilket materiale jeg gennem personlige bekendtes besøg i London har fået noget forøget. Hvor i nærværende udgave gives et på selvsyn grundet citat af det til grund for Oxford-udgaven liggende håndskrift, betegnes dette Br, hvor citatet er grundet på en udtrykkelig angivelse hos Vigfusson af håndskriftets læsemåde i det pågældende tilfælde, citeres *Br, hvor Vigfussons trykte Oxfordudgave benyttes som kilde, citeres Bx, hvor det skal antydes, at udgavens tekst stiltiende afviger fra sine kilder (Br og II), citeres Bx! Ulæmperne ved at Oxford-udgavens trykte tekst for større partiers vedkommende benyttes som kilde ved variantapparatet, formindskes ved, at der her sjælden vil være anledning til særlig at citere Bx, da læsemåder herfra, hvor der er grund til at optage varianter, sædvanlig vil falde sammen med de andre håndskrifters af samme klasse, hvilke da tilsammen vil blive citerede II p.

[Udgavens variantapparat er indskrænket til de håndskrifter, der kan antages at have virkelig betydning for teksten, altså, hvor I foreligger, til II eller II p (hvilke sidste så vidt muligt citeres under et), samt lp (ɔ: 114, under hensyn til 437—38), hvor teksten her synes at gå tilbage til II; for de afsnits vedkommende, som må suppleres fra II—II p, anføres kun afvigelserne indenfor II-klassen og læsemåder af betydning i I p. Særlig for de afsnit, hvor 440 (og H) lægges til grund, kan i irrelevante tilfælde næppe undgås, at hist og her en måske ægtere læsemåde, repræsenteret ved en flerhed af håndskrifter, står som variant til et sekundært tekstord, hvor en berigtigelse ikke vilde lønne ulejligheden.]


Fig 1 Om Sturlunga saga Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1901.png


Fig. 1. Forholdet mellem håndskrifterne af Sturlunga saga skematisk fremstillet på genealogisk vis. Det gensidige forhold mellem de to klasser gives ved brudte linjer, hvor stregerne betegner en stærkere, prikkerne en svagere påvirkning; pilenes flugt angiver retningen fra udgangspunktet. Samtlige håndskrifter vil i sin tid blive nærmere beskrevne; af betydning for udgaven er væsenlig kun de i denne afhandling nævnte.


Til klarere oversigt over tekstens forskellige bestanddele vil hvad der optages fra II p (og — med en enkelt undtagelse — hvad der indsættes fra lp, da 114. s kilde altid kan være tvivl underkastet) blive trykt med mindre skrift. De stykker, som er ejendommelige for II-klassen, optages også, men trykkes foruden med mindre skrift med en bogstavplads' indrykning. Afgørelsen af hvad der således er tilkommet i II-klassen som yngre bestanddele, fremmede for I, og altså tillagt i 14. årh., giver sig til dels af sig selv, nemlig når I-membranen viser sig aldrig at have haft disse partier; dette gælder således hele det store afsnit om Torgils skarde, der er kommet i stedet for I's korte beretninger om samme mand. Vanskeligere bliver det derimod for slutningens vedkommende (gl. udg. X, kap. 1—27), hvor bægge membraner er defekte. Der viser sig her tydelig nok at foreligge en dobbelttekst med delvis gentagelse af beretningen om de samme begivenheder. En klarere indsigt i forholdene lader sig heldigvis hente fra II p-håndskrifterne, hvis anordning fremgår af aftrykket i den gamle udgave (K). Efter at have ført fortællingen om Gissurs ankomst til Island som jarl ned til en tydelig afslutning ved beretningen om historieskriveren Sturla Tordssons død (K. X, 1—19) giver de en række kapitler om Gissur jarls foretagender i de nærmeste år omkring Islands underkastelse under den norske konge, hvoraf en stor del allerede tidligere er fortalt, og angiver ved en for disse fælles overskrift udtrykkelig det hele som et tillæg, som en anden sagaskriver har forfattet (K. X, 20—27). Den antagelse ligger således nær, at man her har slutningskapitlerne af I, som Bjørn på Skardså har tilføjet bag efter sin afskrift af II. Denne formodning bliver omtrent til vished, ved at her i tillæget ikke findes et eneste stykke fra den for II ejendommelige Torgils skardes saga, medens i II p.s hovedtekst en hel række må henføres hertil eller til hvad der kan betragtes som dennes umiddelbare fortsættelse, hvorhos de øvrige stykker af II p. s hovedtekst alle har deres paralleller i tillæget, som på den anden side indeholder flere, der ikke genfindes i hovedstykket. Sammenhængen synes at være den, at Sturlunga-samlingen fra c. 1300 har for tiden efter Gissurs ankomst til Island som jarl 1258 indskrænket sig til kort at fortælle hovedbegivenhederne for de følgende år 1259—62, indtil det afgørende skridt til landets underkastelse skete, ved at tre af Islands 4 fjærdinger aflagde ed til den norske konge; det er kapitlerne 319—20, 324—27 i Oxford udgaven (X, 1—2, 7—11 i den gl. udgaves hovedtekst), hvortil i K.s tillægstekst svarer X, 20—21, så at der af alle disse stykker foreligger en dobbelttekst med mindre afvigelser. Denne temlig magre afslutning synes bægge vore membraner at have udfyldt hver på sin måde. II har, sandsynligvis samtidig med at Torgils saga optoges, heri indskudt 3 kapitler, der kan betragtes som afslutningen på Torgils saga (Oxf. 321—23, K. X, 3—6), samt beretningerne om Sturla Tordsson, der står i nøje forbindelse med de foregående stykker og måske endog sammen med disse oprindelig kan have hørt til Torgils saga (Oxf. 330—32, K. X, 12—19). I har derimod til det fælles stof lagt fortællingen om fjendtlighederne mellem Gissur jarl og den sydlandske stormand Tord Andresson (Oxf. 328—29, K. X, 22—25), og da herved samlingen kom til at mangle en afslutning, har denne membranteksts istandbringer tilføjet fra Sturlas saga om den norske konge Håkon den gamle de i kongesagaen indeholdte beretninger om Islands underkastelse (K. X, 26—27), dog således at herved en del gentagelser indløb[4]. Om disse to sidste kapitler i Ilp-håndskrifterne har man formodet, at de var uægte tillæg, som skyldtes det 17. årh.´s afskrivere. Da de i II p findes som afsluttende det afsnit (tillæget), der udtrykkelig angives tilhørende en anden sagatekst, og ligeledes har efterladt sig spor i I p, hvor kap. 27 er indskudt i II p-hovedteksten, medens kap. 26 som i det væsenlige paralleltekst til det tidligere givne er udeladt efter 114-skriverens sædvanlige fremgangsmåde[5], kan dette ikke være tilfældet, og der lader sig næppe opstille nogen anden forklaring af forholdet end at disse stykker virkelig har tilhørt I.s tekst.

Så vel II p.s hovedtekst som «tillæg» frembyder spring i fortællingen eller mangelfuld sammenhæng, og man har heri villet se spor af lakuner i membranerne, hvad dog næppe kan være tilfældet, da teksten ikke indeholder meningsforstyrrelser og da desuden skriveren af 114 (Jon Gissursson) og Bjørn på Skardså i deres forsøg på at dække sådanne måtte have gået hver sin vej. For II. s vedkommende er beretningen om Sturla vel noget løst tilknyttet, men synes dog ret naturlig at henvise til Oxf. kap. 322, hvor Sturla sidste gang omtales i Torgils sagas formodede slutningskapitler.

Med hensyn til I lider tilknytningen af Tord Andresson-fortællingen under en kronologisk forvirring, dog har afsnittet en ganske naturlig kapitel-begyndelse; ligeledes ender det på en for et kapitel passende måde («G. sad hjemme på Stad»), men rigtignok således, at man vænter fortællingen om Gissur fortsat; muligvis har bearbejderens kilde været mangelfuld, men i I har næppe noget blad manglet her, da de to efterfølgende kapitler fra Håkons saga må antages oprindelige for denne membran. [Vel tilføjer Bjørn på Skardså i sit uddrag 439, som ender netop med Tord Andresson-beretningen, at her mangler noget af Gissurs saga, men dette skal vistnok kun betegne, at beretningen om G.s liv af ham føltes som uafsluttet; de to efterfølgende Hak.-kapitler er, således som det i anmærkningen til foregående side er anført, forud medtagne.]

Udregner man den plads, som «tillæget» (incl. de to Håk.-kapitler) vilde optage i I, viser de sig at udgøre c. 5 2/3 side, altså knap 3 blade. Af disse 3 blade har det ene været det nu manglende 8de blad af sidste bevarede læg, de to andre har da rimeligvis været et særlig indfæstet lille afslutningslæg, som har haft forholdsvis let ved at gå tabt.


__________


Angående Sturlunga sagas i det foregående antydede særskilte afsnit og de med hensyn til disses beskaffenhed opstillede formodninger skal jeg foreløbig og med alt forbehold tillade mig nogle bemærkninger, knyttede til de enkelte afsnit i den orden, som disse foreligger i Sturlunga-håndskrifterne. Geirmundar þáttr heljarskinns, der indleder Sturlungasamlingen, viser sig — som almindelig indrømmet —, således som fortællingen her foreligger, tydelig nok knyttet til gården Skard på Skardstrand i det vestlige Island (det nuværende Dala syssel) og må antages redigeret af en efterkommer af den her boende præst Snorri Narfason (sædvanlig kaldet Skarðs-Snorri , († 1260). De tilføjede slægtregistre (se Fig. 1), gennem hvilke den har forbindelse med den nærmest følgende fortælling, viser, at den ikke kan være ældre end c. 1300. Som dr. B. Ólsen bemærker (Safn III, 206), genfindes hovedindholdet mere kortfattet i Landnama og til dels Halfs saga, bortset fra fortællingens sidste stykke, som er et til Skard knyttet lokalsagn, hvortil intet tilsvarende findes andensteds. Prof. F. Jonsson fremhæver med rette (Litt. hist. II, 727—28), at forfatteren må have kendt Landnama og Halfs saga, med hvilke fremstillingen viser overensstemmelse i ord og udtryk, og antager, at fortællingen er digtet på dette grundlag. I så fald er det en godt gjort fri genfortælling. Dog må det fremhæves, at forf. ikke blot angående lokalsagnet fra Skard, men også om Geirmunds udvandring henviser til hvad han har hørt, ligesom også at Halfs saga, der i fortællingen citeres som Hrok den svartes saga, som vi nu har den egenlig ikke indeholder nogen til citatet svarende meddelelse om Helskind- brødrenes krigerske bedrifter. Det er således ikke usandsynligt, at forfatteren for Geirmunds liv overhovedet har haft en mundtlig tradition at støtte sig til.

Þorgils saga ok Hafliða. Denne saga udmærker sig ved en ualmindelig anskuelighed og personlig grebethed hos fortælleren, særlig i alt hvad der angår den store retssag år 1121 mellem de to høvdinger, hvorefter sagaen benævnes. Det forekommer mig utvivlsomt, at den i beretningen her brugte vending «så vidt jeg mindes» om en enkelthed i forliget beviser, at enten sagaskriveren eller hans hjemmelsmand har været øjenvidne til de fortalte begivenheder. Sagaen skulde således tilhøre 12. årh., og de i denne forekommende henvisninger til personer og tidsforhold yngre end 12. årh.s 2. halvdel måtte skyldes en bearbejder. Af sådanne forekommer dog egenlig kun to, af hvilke den ene — angivelsen om at en bygning fra 1120 endnu stod ved biskop Magnus Gissurssons død (1237) — let lader sig forklare som indskud, men også den anden, hvori kong Sverre forekommer, er i flere henseender mistænkelig. Det er slutningen af den så fortrinlige skildring af gæstebudet på Reykjaholar 1119 (Oxf. I. bd. s. 22). Beretningen om, hvem der ved dette gilde morede folk med sagafortælling og digtning, gives med søgt højtidelighed, i vendinger der forudsætter tvivl angående meddelelsens troværdighed, og som minder om indledningen til forskellige æventyrsagaer, så at man fristes til at tro, at det efterfølgende ikke er så ganske pålideligt, ja snarest redaktørens egen spøgefulde opfindelse; er det en sådan andenhånds udpyntning, bliver indskudets alder ganske ubevislig, men desværre taber da også beretningen om de pågældende år 1120 foredragne sagaværker en stor del af sin litterærhistoriske betydning. Prof. F. Jonsson (Litt. hist. II, 723—24) har udtalt den interessante formodning, at den bekendte sagaskriver og skjald Sturla Tordsson (for gennem leddene Landnama — Kristni saga — Þorgils saga ok Hafliða — Sturlu saga og den af ham selv forfattede Íslendinga saga at tilvejebringe en Islands-historie) skulde have tilvejebragt en forbindelse mellem Þorgils saga ok Hafliða og Kristni saga ved til denne at føje det nuværende sidste kapitel (kap. 14), som bl. a. indeholder hovedpunkterne i Torgils' og Havlides strid; dette synes dog mindre rimeligt, dels på grund af de mellem Kristni saga og Sturlunga forekommende uoverensstemmelser (sml. dr. B. Ólsen s. 211), dels efter den tilfældige måde, på hvilken disse angivelser slynges ind mellem kapitlets andre meddelelser. Dr. B. Ólsen, som vil henføre sagaen til 13. årh. s 1. tredjedel, vil ikke anse det for udelukket, at Sturla Tordsson kan have forfattet den. Om den for Sturlunga-samlingens endelige redaktion har været knyttet til nogen del af dennes indhold, er usikkert.

Ættartǫlur. Den efter fortællingen om Torgils og Havlide følgende saga om Sturla på Hvam (Sturlu saga) indledes med udførlige slægtregistre over 7 islandske høvdingeslægter, hvoraf i al fald de 6 første hører til de vigtigste af de i Sturlunga sagas midterparti («Íslendinga saga») optrædende, af hvilke de to tillige spiller en vigtig rolle i Sturlu saga. Der kan ifølge indholdets beskaffenhed være spørgsmål dels om hvorvidt deres oprindelige plads har været her eller foran »Íslendinga saga«, dels om hvorvidt de skyldes Sturlu sagas særlige forfatter, eller forfatteren til »Íslendinga saga« Sturla Tordsson, eller endelig Sturlunga-samlingens redaktør. Dr. B. Ólsen påpeger vidnesbyrd om, at Sturlungasamleren har haft stamtavlerne for sig og til disse knyttet tillæg angående sin egen slægt (Skarð-Snorres æt), hvoraf han slutter, at de oprindelig enten må have hørt til Sturlu saga eller til «Íslendinga saga», — efter hans skøn utvivlsomt til den sidste, idet de forudsættes af manglende genealogiske notitser ved sagaens begyndelse; de skulde da være Sturla Tordssons værk, men sandsynligvis af ham selv senere være anbragt foran Sturlu saga, da denne af ham anvendtes som indledning til hans egen «Íslendinga saga». Prof. F. Jonsson mener, at de (selv bortset fra Skarð-tillægene) gør mere indtryk af at stamme fra en bearbejder end en original historisk forfatter. Hvad der kan tale for at henføre deres indlemmelse i samlingen til Sturlunga-redaktøren, vil senere blive anført.

Sturlu saga. Denne om Snorres og de øvrige Sturlasønners fader handlende saga henføres vistnok med rette til 13. årh.s begyndelse[6] værk af ingen ringere end historieskriveren Snorre Sturlason; jeg kan dog (med prof. F. Jonsson) ikke i sagaen finde nogen støtte for denne formodning. Når skyggesiderne ved Sturlas karakter træder så stærkt frem i den i slutningen af sagaen skildrede retstvist mellem ham og den af Jon Loftsson fra Odde støttede Præst Povl Sølveson behøver man næppe heri med B.O. at se en fra Odde (hvor Snorre opfostredes) påvirket fremstilling, men det beror vistnok på, at vi for denne episode formodenlig har en gejstlig hjemmelsmand, foruden at Sturla utvivlsomt med årene ikke har udviklet sig til sin fordel, og at han i forhold til sin tidligere hovedmodstander, den vanslægtede Einar Torgilsson, nødvendigvis måtte stå som den agtværdigste af de to. Et ejendommeligt forhold består mellem Sturlu saga og Laxdæla saga, som bægge har til hovedskueplads det nuværende Dala syssel, idet på nogle steder lån fra den ene til den anden synes at kunne påpeges. Således siges i Sturlu saga (Oxf. I. bd, s. 45) om Einar Torgilsson, da han efter faderens død overtager dennes besiddelser «gerðiz hann hǫfðingi, því at margar stoǫðar runnu undir hann, frændr ok mágar ok vinir, er Þorgils faðir hans haf'ði fengit sèr» ; om Høskuld Dala-Kollsson siges det i Laxdæla saga (Kbh. udg. 2 s. 16) «varð Höskuldr vinsæll í búi sínu, því at margar stoðar runnu undir, bæði frændr ok vinir, er Kollr faðir hans hafði sèr aflat«. I Sturlu saga (Oxf. I. bd. s. 78) fortælles en tvivlsom arvesag (Deildartunge- sagen), hvis udfald beror på den orden, i hvilken forskellige medlemmer af en og samme familie kort efter hinanden var afgået ved døden i udlandet; Laxdæla saga (s. 51) beretter om en tilsvarende arvesag, hvis udfald er afhængigt af ganske lignende omstændigheder, kun at dødsfaldene her indtræder ved et skibbrud; ord og udtryk er på flere steder påfaldende ens. Hertil kan som en mindre væsenlig parallel føjes, at Oxf. I, 49 om et erotisk forhold bruger udtrykket, at folk «gerðu mǫrg orð á (margort) um ráð þeira», Laxd. s. 116 om et tilsvarende «fell þar mǫrg umræða á um kærleika þeira». At Laxdæla saga på de pågældende steder er den efterlignende, kan næppe betvivles, da denne saga også ellers synes bygget over reminiscenser. Således svarer Laxdæla saga s. 201 «Kemr hér at því, Halldorr, sem mælt er, at einn er auðkvisi ættar hverrar, ok su er mèr audsæst ogipta Ólafs, at honum glapflisk svá mjök sona eignin» ganske til Heimskringla II, 316 »svá er sem mælt er: einn er aukvisi ættar hverrar; su ohamingja fǫður mins er mér auðsæst, hversu honum glapnaði sona eign»[7]. Et vidnesbyrd om, at Sturlu saga har forekommet som særskilt saga, har man formentlig i, at den er opført i den s. 300 afbildede bogfortegnelse fra 14. årh. Af Sturlunga-bearbejderen citeres den som Heiðarvigs saga, og af ham må den være indlemmet i samlingen, for så vidt den ikke allerede tidligere har været knyttet til «Íslendinga saga».

Íslendinga saga. Hvad der af Sturlunga saga ligger imellem Sturlu saga og Þorðar saga kakala har alle været enige om at tillægge Sturla Tordsson — bortset fra de her forekommende indskud —, og dr. B. Ólsen har på en meget overbevisende måde indenfor dette afsnit fremhævet en række begivenheder, som ved form og indhold vidner om, at de er fortalte af Sturla, ligesom han også for andres vedkommende fremhæver sandsynligheden af, at hjemmelsmændene er Sturlas fader eller nærpårørende. At sagaen har båret navnet «Íslendinga saga» tør man slutte af, at en med Sturlunga saga omtrent samtidig saga om biskop Gudmund 2 gange citerer Sturlas Íslendinga saga som kilde for efterretninger om biskoppen, som indeholdes i dette afsnit af Sturlunga saga. Men desforuden henvises der i selve Sturlunga saga til Sturla Tordssons Íslendinga saga i den lille oversigt over kilderne og deres behandling, som danner overgangen fra Sturlu saga til det nærmest følgende. Denne meddelelse er dog dels i sig selv, dels fordi de to hovedtekster har en forskellig redaktion af den vigtigste periode så vanskelig, at så at sige hver fortolker giver sin forklaring. Som omtrent samtidige sagaer, hvorfra stoffet nu skal hentes, fremhæves biskop Torlak den helliges saga, sagaen om Gudmund den gode som præst og Gudmund dyres saga — om hvilken sidste forfatteren angiver, at den ender på den tid biskop Brand døde (f 1201) —, hvorved der er den besynderlighed, at biskop Torlak kun ganske flygtig omtales i det følgende, medens derimod Gadmund den godes præstesaga og Gudmund dyres saga findes indskudte umiddelbart efter oversigten. Derefter fortsættes: «Ravn Sveinbjørnssons og Torvald Snorresons saga (hvoraf en del ligeledes indskydes i Íslendinga saga) er samtidig med Gudmund godes saga, og den (ɔ: sagaen om Gudmund som biskop) ender efter biskop Brands død, således som Sturla Tordsson fortæller i Íslendinga saga [sagaerne]»; «den» er vistnok med rette af dr. B. Ólsen opfattet som henvisende til Gudmund godes saga og gælder utvivlsomt G.s biskopsår, da kilden for Gudmund Aresons bispetid til hans død 1237 antages at være det her omhandlede parti af Sturlunga saga. Herefter følger den i de to hovedtekster forskellig redigerede periode, som jeg overensstemmende med prof. F. Jonsson opfatter som en angivelse af, at de fleste islandske sagaer om hvad der hidtil havde tildraget sig (ikke blot de til grund for Sturlunga-samlingen liggende) var nedskrevne — ganske vist ikke i den skikkelse vi nu har dem — for biskop Brands død, men at de begivenheder, der senere havde tildraget sig, var kun i ringe grad nedskrevne, for skjalden Sturla Tordsson berettede «Íslendinga saga (variant sagaerne)», — hvorefter der sluttes med en fremhævelse af hans troværdighed og pålidelige kilder[8], «Íslendinga saga» danner øjensynlig en senere tilføjet fortsættelse af Sturlu saga, og som indledning for dem bægge er de tidligere nævnte Ættartölur bestemt. Har «Íslendinga saga» oprindelig haft sin nuværende begyndelse, må Sturla, som dr. B. Ólsen antager, selv have optaget Sturlu saga som indledning til denne og have tilføjet de forangående slægtregistre. Det forekommer mig dog noget besynderligt, at Sturla skulde have slået sig til ro med den i Sturlu saga foreliggende skildring af hans farfader, og slægtregisterne minder i karakter om de Geirmundar þáttr afsluttende, der må skyldes Sturlunga-bearbejderen fra c. 1300; jeg vilde således være mere tilbøjelig til at tro, at også indsættelsen af de her omhandlede stamtavler skyldes denne, i forbindelse med sammenkedningen af de to sagaer og en dermed følgende omarbejdelse af «Íslendinga saga» s begyndelse. Foruden de utvivlsomme indskud i «Íslendinga saga» — de to Gudmunds sagaer og Ravns saga, hvilke senere skal omtales, — fremhæver dr. B. Ólsen så vel indenfor denne som indenfor den efterfølgende Þorðar saga kakala en hel række kapitler, som han på grund af indre overensstemmelse og uensartethed med den omgivende tekst henfører til uddrag af en ellers ukendt saga om Gissur jarl og Skagfjordingerne (Gizurar saga [ok Skagfirðinga). Særlig karakteristisk for disse stykker er fremstillingen af alt hvad der vedrører Gissur Torvaldsson og hans slægt (Haukdølerne). Selv om man muligvis ikke i samme grad som dr. B. Ólsen i «Íslendinga saga» s omtale af Gissur vil finde en gennemført uvilje, forekommer det mig, at B.O. med rette i disse stykker har påpeget en sådan understrøm af sympati og en sådan personlig deltagelse overfor Gissurs anliggender, at man næppe kan forklare dette på anden måde end ved antagelsen af, at her foreligger dele af en fuldt udformet, gennemarbejdet fremstilling af Gissurs skæbne, skildret af en dennes slægt nærstående tilhænger. Ligeledes har B.O. formentlig indenfor disse stykker påvist flere positive fejl af den art, at Sturla Tordsson alene af den grund måtte være udelukket som forfatter, ligesom også at disse tyder på en forholdsvis sen tilblivelsestid for sagaen, snarest efter Gissurs død († 1268). Til sagaen om Gissur regner B.O. en række beretninger om forholdene i Skagafjord, til hvilken landsdel Gissur i den senere del af sit liv var stærkt knyttet og med hvis vigtigste høvdingeslægt han var nær forbunden, hvorfor B.O. også antager, at et medlem af denne slægt (efterkommer af Kolbeinn kaldaljos) er hjemmelsmand for det fortalte. Efter B.O.´s opgør synes denne «Gizurar saga» at have foreligget ikke alene for hovedredaktøren af Sturlunga saga (c. 1300), men også for istandbringerne af de i de to skindbøger bevarede tekster. — Endvidere formoder B.O., at et enkelt afsnit i «Íslendinga saga«, skildringen af Torvaldssønnernes sidste kamp 1232, ikke skyldes Sturla, om det end af denne er indført i sagaen. Dette på de to unge høvdingesønner fra Vatnsfjord foretagne overfald fandt sted i Dala syssel i Vest-Island, og B.O. gætter på en af de tilstedeværende (Halldorr Jonsson fra Kvennabrekka) som forfatter. B.O. fremhæver med rette stykkets afvigende fortællemåde og påpeger adskillige paralleler til et enkelt optrin i Laxdæla saga, nemlig toget mod Helge Hardbeinsson. Sml. hvad der foran (s. 286—87) er anført af lån i Laxdæla fra Sturlu saga og Heimskringla.

Ejendommeligt for Sturlas værk, som hovedsagelig behandler hans egen slægt, er, at han ligesom føler sig tynget af sit forhold til disse personer. Han står dem for nær til at kunne få et virkeligt overblik over dem. Derfor mangler vi i en så påfaldende grad karakteristiker så vel som ydre beskrivelser af de her optrædende Sturlunger, og næsten pinlig virker den omhyggelighed, hvormed han undgår enhver endog indirekte dom over de lidet tiltalende udslag af disse mænds tvivlsomme karakter. Aller grellest viser dette sig måske overfor Snorres uægte son, den brutale Urøkja, hvis voldsgerninger han uden nogen antydning af misbilligelse fører til bogs. Sturlas værk synes i flæng at være benævnt «saga» og «sagaer», hvad der vel heller ikke er uforeneligt med dets indhold; men noget overraskende i forhold til dets omfang (hvis det har stanset med Oxf. VII, kap. 163) er Sturlunga-samlerens stærke fremhæven af dette værk i modsætning til hans øvrige kilder[9]. Dr. B. Ólsen slutter af forskellige omstændigheder, at «Íslendinga saga» er ført temlig sent i pennen, og ser navnlig i en henvisning til fristatstidens love, som de love «der da var her i landet», et bevis for, at sagaen må være skrevet efter den norske lovgivnings indførelse 1271, og formoder, at Sturla har efterladt den ufuldendt ved sin død 1284. Denne henvisning (som en mulig afskriverændring) vil prof. F. Jonsson ikke tilkende nogen betydning og henfører sagaen, som han giver en større udstrækning end B.O., til tiden c. 1260.

Guðmundar saga góða. Den som helgen ansete biskop Gudmund Areson (f. 1161, biskop 1202, d. 1237) spiller som bekendt en stor rolle i Sturlunge-tidens forviklinger, og af Sturlunga sagas beretninger om ham lader der sig sammenstille en fuldstændig lævnedsbeskrivelse. Begyndelsen af denne, som går til hans indvielse som biskop, findes — sammenflettet med sagaen om Gudmund dyre — umiddelbart efter den foran omhandlede «oversigt», med undtagelse af de sidste kapitler, som er indskudte i den nærmest følgende del af «Íslendinga saga». Dette afsnit, som altså behandler Gudmunds ungdom og præsteår, har man kaldet «præstesagaen». Den almindelige mening er, at vi her har et særskilt arbejde, som aldrig har omfattet mere, og denne antagelse må vistnok også efter de foreliggende vidnesbyrd anses for rigtig. Sagaen hentyder til Gudmunds modgang som biskop, dr. B. Ólsen har derfor og af andre grunde antaget, at sagaen først var forfattet efter biskoppens død; prof. F. Jonsson er mere tilbøjelig til at følge G. Vigfussons antagelse, at den tilhører en tidligere tid (1212—20), hvad der under forudsætning af, at præstesagaen fra begyndelsen af har været et afsluttet hele, vel også er det sandsynligste. Den er forfattet af en biskoppen nærstående mand, og man har i denne henseende gættet på en af hans degne, hans mangeårige ledsager, senere titulær abbed Lambkárr Þorgilson (f 1249). Sagaen er utvivlsomt først ved Sturlunga-samlingens endelige redaktion (c. 1300) bleven indføjet i denne. På den tid forelå dog næppe præstesagaen længer alene, men var allerede tidlig bleven sammenarbejdet med beretningen om Gudmunds bispeår, som efter dr. B. Ólsens opfattelse må antages at have udgjort en del af Sturla Tordssons skildring af de pågældende afsnit af Sturlunge-tiden. Den første sammenarbejdeise af præstesagaen og de fra Sturlas arbejde hentede afsnit angående biskopsårene haves ikke, men fra denne nedstammer ifølge B.O. ad forskellig vej to særskilte Gudmundssagaer, en ældre (den såkaldte Resensbog, AM. 399, 4to) og en yngre (Miðsaga, AM. 657, 4to). Sturlunga saga, som vi nu har den, henter ifølge B.O. præstesagaens begivenheder fra en til grund for «Miðsaga» liggende tekst, bispetidens begivenheder hovedsagelig fra Sturlas «Íslendinga saga», dog med nogen påvirkning fra den nys nævnte for Sturlunga og «Miðsaga» fælles kilde. Heraf følger, at de to nævnte håndskrifter af Guðmundar saga (særlig Resensbog) har stor betydning for tekstkritiken i de pågældende afsnit af Sturlunga saga, således at det kan antages, at hvor Resensbog (R) og en af Sturlungateksterne stemmer har man det oprindelige; i disse afsnit vil derfor også varianter fra R regelmæssig blive anført. Ved sammenarbejdningen af præstesagaen og bispetidens begivenheder må den således dannede Guðmundar saga være bleven forsynet med en for denne saga ejendommelig, fortløbende række — som kronologisk støttepunkt anvendte — annalnotitser, hvoraf de fleste af de i præstesagaen forekommende er gået over i Sturlunga saga ved sagaens indlemmelse i denne, dog i flere tilfælde meningsløst forkortede[10]. — Dr. B. Ólsen har påvist, at Sturlunga saga, i al fald som den forligger i den yngre membran (II), utvivlsomt har omfattet biskop Gudmunds jærtegn, hvoraf 3 bladfragmenter er bevarede i AM. 122 b, folio, og har gjort det højst sandsynligt, at disse har efterfulgt beretningen om hans død, ligesom at det heller ikke er udelukket, at de kan have stået i den for I og II fælles kilde; derimod har de aldrig forekommet i I[11]. Det vilde for så vidt være konsekvent at optage dem på samme måde som de øvrige for II særlige stykker, men da de har en fra sagaen i øvrigt så helt forskellig karakter og foreligger let tilgængelig udgivne i Biskupa sögur, vil en henvisning til dette værk formentlig være tilstrækkelig. — Prof. F. Jonsson slutter sig i sin litteraturhistorie angående Gudmund den godes sagas forhold til Sturlunga saga i det væsenlige til B.O.´s opfattelse, dog er han tilbøjelig til at formode, at der forud for Sturla Tordssons forfattervirksomhed har foreligget en ældre saga om Gudmund som biskop, hvilken da af Sturla skulde være benyttet.

Guðmundar saga dýra. Denne i Gudmund den godes præstesaga indflettede fortælling er en bygdesaga fra Øfjord syssel i det nordlige Island og omhandler dér forefaldne optrin omkring år 1200. Fortællingens enkeltheder vidner om lokalkundskab og fortrolighed med de skildrede optrin, men tillige om et manglende overblik, der vel kunde tyde på, at fortælleren stod de skildrede begivenheder temlig fjærnt. Dette antager dr. B. Ólsen, som navnlig af et her forekommende udtryk om hvad der var bestemt i loven angående namsret (Oxf. I, s. 131) ser et bevis for, at sagaen må være ført i pennen efter fristatslovgivningens ophævelse (1271). I modsætning til prof. F. Jonsson forekommer dette også mig at være den nærmest liggende opfattelse af ordene i den givne sammenhæng. Om en endnu gældende lov vilde der ikke være anledning til at gøre en sådan meddelelse, og angivelsen er desuden, hvad B.O. har påpeget, utvivlsomt unojagtig og beror på en misforståelse af de pågældende bestemmelser i Grågåsen. B.O. søger gennem en række formodninger hjemmelsmanden for sagaens hovedindhold i en 1293 afdød abbed Eyjólfr Brandsson; i al fald er det sandsynligt, at adskillige beretninger kan føres tilbage til en af sagaens hovedpersoner Brandr Arnþrúðarson og dennes son præsten Eyjolfr. Denne saga er som særskilt opført i samme middelalderlige bogfortegnelse som Sturlu saga (se s. 300).

Hrafns saga Sveinbjarnarsonar. Om biskop Gudmunds ven og rejsefælle til Norge, høvdingen Ravn Sveinbjørnsson († 1214) er bevaret en selvstændig saga, øjensynlig forfattet af en samtidig gejstlig, som har stået Ravn nær. Denne sagas sidste halvdel, med nogle forkortelser, findes indskudt i «Íslendinga saga», som dr. B. Ólsen har påvist utvivlsomt indsat af Sturlunga-samlingens bearbejder og med henvisning til slutningen af Gudmund den godes præstesaga, til hvilken den kronologisk set og for Ravns vedkommende danner en fortsættelse. Der har været udtalt delte meninger om, hvorvidt sagaen er skreven for eller efter 1228, da Ravns drabsmand Torvald Snorreson indebrændtes. Det forekommer mig — med B.O. —, at der ikke er nogen grund til at forkaste den særlige Ravns sagas indirekte vidnesbyrd om dens affattelse efter Torvaids død (idet sagaen ved omtalen af Torvald nævner hvor han boede «så længe han levede»).

Medens Gudmund den godes saga som præst og Ravns saga er selvstændige sagaer, som helt eller delvis er optagne i Sturlunga-samlingen ved dennes endelige redaktion (c. 1300), findes en saga om en anden tilhænger af biskop Gudmund, den heltemodige Aron Hjörleifsson[12] , som vel for mange stykkers vedkommende har en parallel i Sturlunga sagas beretning om de samme begivenheder, men som dog må antages hverken at have været benyttet i Sturlunga saga eller selv at være påvirket af denne.

Þórðar saga kakala. Hvad Sturlunga saga i sammenhængende fortælling har at berette om Sighvat Sturlasons søn Tord kakale omfatter årene 1242—50, fra hans første fremtræden som politisk fører efter de ældre Sturlungers undergang, til han selv må forlade Island for ikke mere at vende tilbage. De herhenhørende begivenheder indeholdes i Oxf. II. bd, s. 1—76 (VII, kap. 164—208), og dette afsnit af Sturlunga saga, må, bortset fra heri forekommende indskud fra andre kilder, anses for i alt væsenligt at udgøre den bevarede del af en om denne mand forfattet saga. Þórðar saga fortsætter «Íslendinga saga» s sidste kapitel (VII, kap. 163) på ganske lignende måde som denne fortsætter Sturlu saga. Dr. B. Ólsen har påvist sådanne uoverenstemmelser mellem de sidste kapitler af «Íslendinga saga» og Þórðar sagas begyndelse, at disse sagaer tydelig nok må have hver sin forfatter; på den anden side synes det næppe troligt, at nogen sagaskriver skulde begynde en enkeltmands saga, således som Þórðar saga nu begynder, uden nogen orienterende indledning om hovedpersonen. Det ligger derfor nær at slutte, at sagaens begyndelse er fjærnet af Sturlunga-samleren for at muliggøre en tilslutning til «Íslendinga saga». Som foran antydet finder B.O. også i dette afsnit af Sturlunga saga ikke få indskud fra den formodede saga om Gissur jarl og Skagfjordingerne. I Sturlunga sagas følgende partier vil han, om end sparsomt, forfølge spor af Þórðar saga, indtil kap. 317, hvor Tords død i Norge (år 1256) anføres. Det må vel også i og for sig anses for naturligst, at sagaen om Tord, forudsat at nogen sådan har foreligget særlig udarbejdet, har ført fortællingen ned til heltens død; prof. F. Jonsson går dog ud fra, at sagaen om Tord er stanset med år 1250, da der ikke mere var noget væsenligt om ham at berette. B.O. gør det sandsynligt, at de væsenligste hjemmelsmænd for de i Þórðar saga fortalte begivenheder har været Tords slægtninge og trofaste tilhængere, de såkaldte Dufgussønner, sagaens nedskrivning sætter han til efter «Íslendinga saga» s, bl. a. fordi den efter hans formening tager sit udgangspunkt fra «Isl. saga» s slutning, men også bortset herfra kan det være rimeligt, at sagaen først i det 13. årh.s slutning er ført i pennen.

Svinfellinga saga, der af Sturlunga-samleren er indskudt efter Þórðar sagas hovedparti, er øjensynlig en selvstændig lille saga fra det sydøstlige Island, hvor begivenheder fra 13. årh.s midte skildres, sandsynligvis af en forfatter fra århundredets slutning. Fortællingen er dog næppe uden forkortelser indgået i Sturlungasamlingen.

Þorgils saga skarða. Medens i den ældste af vore to Sturlunga-membraner teksten efter Svinfellinga sagas slutning indskrænker sig til en fremstilling, som ifølge dr. B. Ólsen er sammensat af stykker af den formodede Gizurar saga og Þórðar saga, efter prof. F. Jonssons mening derimod giver Sturlas «Íslendinga saga», om end for de første partiers vedkommende forstyrret ved indskud af Þórðar saga, indfletter den yngre membran her store partier, som tilsammen danner en sammenhængende saga om Sturlungeslægtens yngste partifører, hvis tilværelse som selvstændigt værk heldigvis er bevist ved et i det norske rigsarkiv opbevaret membranfragment, hvoraf fremgår, at sagaen ved sin optagelse i Sturlunga-samlingens yngre klasse er bleven noget forkortet. B.O. slutter sig til G. Vigfussons opfattelse, at Torgils saga ikke har endt med beretningen om Torgils død (Oxf. VII, kap. 316), men at også flere stykker i det følgende angående Torgils nærmeste slægt må henføres hertil, og fremhæver sikkert med rette, at hertil endvidere må regnes stykkerne om Sturla Tordssons senere år (Oxf. VII, kap. 330—32). B.O. oplyser udførlig, at sagaen må have sin særlige forfatter, og påpeger som hjemmelsmand for indholdet Torgils' svoger Þórðr Hitnesingr, hvem han endog ligefrem anser som forfatter. Sagaens istandbringelse forudsætter, under antagelse af det formodede omfang, Sturlas død og er altså forfattet efter 1284.


__________


Fig. 2. Omstående zinkætsning giver en med islandsk hånd fra 14. årh.s begyndelse skreven notits fra pergamenthåndskriftet 2, 4to i Stockholms kongl. bibliotek, hvis egenlige indhold er den udførlige Olav den helliges saga i en tekst, som antages nedskreven på Island i 13. årh. s 2. halvdel. Allerede i 14. årh. befandt håndskriftet sig i Norge og kom endnu i løbet af middelalderen herfra til Sverige. Se herom Godel's katalog. De her anførte linjer forekommer efter sagaens slutning øverst på forsiden af et oprindelig ubeskrevet blad, nedenunder ses begyndelsen af en yngre latinsk notits om Harald hårfagers slægt; indholdet er, som det vil ses, en bogfortegnelse, der vel sagtens omfatter værker, som tilhørte den daværende ejer; nedskrivningen er noget sjusket, og navnlig i første ord forekommer flere rettelser.
Sturlunga saga er utvivlsomt, som dr. B. Ólsen og flere med ham formoder, istandbragt c. 1300 af en mand, som personlig havde kendt den 1284 afdøde Sturla Tordsson. Det må anses for så godt som givet, at redaktionen er foregået på gården Skarð i det nuværende Dala syssel og foretaget af et medlem af den med Sturla beslægtede her hjemmehørende familie, som stammer fra den i 13. årh.s 1. halvdel levende præst Snorri Narfason (Skarðs-Snorri), til hvem så mange slægtrækker i sagaen nedledes. Det ligger nær at søge redaktøren blandt en af dennes sønnesønner, de såkaldte Narve-sønner, af hvilke B.O. særlig fremhæver den som en ven af Sturla nævnte Þórðr Narfason, der døde år 1308 efter to gange at have været lagmand[13].

Er Sturlunga-samlingen på den angivne måde istandbragt c. 1300, har bearbejderen haft et vældigt arbejde med at sammenføre og forbinde alle disse sagaer. Dr. B. Ólsen fremhæver navnlig hans dygtighed i den kronologiske anordning af de fra de forskellige kilder hentede angivelser. Det er dog næppe tvivlsomt, at han også ved forkortning, tilføjelser og tilpasning har påtrykt det optagne sit præg. Overraskende er det at se den livlige litterære virksomhed, der helt ud over 13. årh.s slutning ifølge ovenstående resultater har udfoldet sig på Island, således at mange vigtige sagaer skylder århundredets sidste halvdel deres tilblivelse.

At der foruden indre grunde også foreligger ydre vidnesbyrd for, at flere af de nu kun gennem Sturlunga saga kendte fortællinger har været nedskrevne som særskilte sagaer, er allerede tidligere berørt ved omtalen af Sturlu saga, Guðmundar saga dýra og Þorgils saga skarða. Det af Torgils saga bevarede brudstykke vil blive aftrykt som tillæg til den af Oldskriftselskabet påtænkte udgave; for de to andres vedkommende, hvor alene titlerne findes citerede, meddeles her en fotografisk gengivelse af den pågældende optegnelse.

Omstående zinkætsning (se Fig. 2 over) giver en med islandsk hånd fra 14. årh.s begyndelse skreven notits fra pergamenthåndskriftet 2, 4to i Stockholms kongl. bibliotek, hvis egenlige indhold er den udførlige Olav den helliges saga i en tekst, som antages nedskreven på Island i 13. årh. s 2. halvdel. Allerede i 14. årh. befandt håndskriftet sig i Norge og kom endnu i løbet af middelalderen herfra til Sverige. Se herom Godel's katalog. De her anførte linjer forekommer efter sagaens slutning øverst på forsiden af et oprindelig ubeskrevet blad, nedenunder ses begyndelsen af en yngre latinsk notits om Harald hårfagers slægt; indholdet er, som det vil ses, en bogfortegnelse, der vel sagtens omfatter værker, som tilhørte den daværende ejer; nedskrivningen er noget sjusket, og navnlig i første ord forekommer flere rettelser.

Den må gengives således:

Skiavlldunga bok (vistnok den Skjǫldunga saga, hvortil Sǫgubrot og Knytlinga saga antages at have hørt), Rumveria saga, tver bek[r] (sandsynligvis i 2 eksemplarer), Stvrlav saga (ɔ: Sturlu saga, ang. skrivemåden sml. «elscav» AM. 310, 4to, udg. s. 87, l. 22, og «ridav» Sturlunga saga, ny udg. s. 102), Dravma saga (sandsv. Drauma-Jéns saga), Eyrbygia saga, Avnundar brennu saga (ɔ: Gudmundar saga dýra), Viga Glvms saga.


Fodnoter

  1. Um Sturlungu i Safn t. s. Islands III, 193—510. Om de forskellige opfattelser angående forfatterskabet og spørgsmålets standpunkt efter fremkomsten af G. Vigfussons udg. (Oxford 1878) se B.O. s. 198—205.
  2. Afskrifterne (på papir) af de to skindbøger betegnes i det følgende under ét som henholdsvis I p—II p.
  3. Til II-klassen hører vistnok også det af dr. J. Þorkelsson (Arkiv VIII, 221) fremdragne citat fra det i slutningen af Sturlunga saga fortalte møde mellem skjalden Sturla Tordsson og kong Magnus lagabøter «vin skal til vinar drecka kvad magnus konungur vid Sturla oc drack af litid oc feck honum sidan», som findes i en samling blandede optegnelser fra c. 1550, som den nordlandske præst Gottskálk Jónsson har efterladt sig, da denne episode næppe har forekommet i I. — Den til c. 1400 henførte Skiða rima nævner nogle af de i Sturlunga saga forekommende personer, nemlig Torgils Oddeson (ved anakronisme), Sturla på Hvam og Torleiv breiskalde, og lader en tigger besøge dem alle, ligesom Sturlunga saga fortæller om en mellem Sturla og Torleiv vandrende landløber. Dette betyder dog næppe mere, end at Skiða rima er bygget over en løs erindring om et optrin i Sturla på Hvams saga.
  4. Står Stockholms-membranen nærmest. De til Håkonar saga i Icel. Sagas II, s. 322- 23, 326—28 anførte varianter fra fragm. sk er vistnok i virkeligheden tagne fra Sturlunga sagas to ovennævnte slutningskapitler. Skulde de 2 kapitler (og da vel også Tord Andressonsstykket) være optagne [i I?] fra en anden, islandske forhold behandlende tekst?
  5. 114 følger for det her behandlede partis vedkommende II-teksten med et enkelt indskud i Oxf. kap. 319 fra tillægs-teksten (om sværdet Eyfaranautr) foruden det allerede nævnte slutningskapitel fra Håkonar saga, samt med optagelse af Tord Andressons episoden. Kun er der den forandring i anordningen, at de to småstykker om brødrene Sighvat og Gudmund Bodvarsson (Oxf. k. 323; K. X, 5—6) er flyttede tilbage mod de afsluttende Sturlakapitler (Oxf k. 330—32-, K. X, 12—19), dog skilt fra disse ved I-tekstens K. X, 22—25 (Oxf. k. 328—29), og med det fra I-teksten optagne K. X, 27 indskudt umiddelbart foran. 439 følger i de parallele stykker I-teksten (tillæget) og optager fra denne de to kapitler fra Håkonar saga, som indskydes efter K. X, 21, hvis slutning som paralleltekst udskydes; endvidere tillægges tilsidst efter Sturlakapitlerne Tord Andressons episoden.
  6. Sml. navnlig de af dr. B. Ólsen fremdragne slægtled Oxf, bd, s. 52. til hovedskueplads det nuværende Dala syssel, idet på nogle steder lån fra den ene til den anden synes at kunne påpeges.
  7. Om en parallel mellem Laxdæla saga og et parti af Íslendinga saga se det følgende.
  8. Om dr. B. Olsens afvigende opfattelse henvises til hans afhandling s. 389—93.
  9. Udtrykket «sagaer» forekommer i Kroksfjordsbogen (den ældre membran) bægge gange i kildeoversigten, hvor der henvises til Sturla Tordssons forfattervirksomhed, i Reykjarfjordsbogen derimod kun på det sidste af de to steder. Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1901. 19
  10. Prof. F. Jonsson antager — afvigende fra dr. B. Olsens ovenfor gengivne opfattelse, med hvilken også kan sammenholdes G. Storm, Isl. Annaler, s. LXX fg. —, at annalnotitser oprindelig har tilhørt præstesagaen, Litt. hist. II, 1, s. 573.
  11. Jærtegnene har i II udgjort et læg på 8 blade og rimeligvis haft plads efter den lille fortælling om Porour Sturlusons død med tilhørende annalnotitser (Oxf. I. bd, s. 350).
  12. Om Arons æventyrlige liv foreligger en klar og velfortalt saga (Arons saga Hjörleifssonar), der må skyldes en Aron nærstående mand, som har vidst god besked og omfattet sin helt med stor sympati. Sagaen kan ikke være ældre end 13. årh. s sidste tredjedel, men på den tid måtte endnu stoffet være let tilgængeligt; Aron selv døde først c. 1256, efter år 1255 for sidste gang at have været på Island, og hele århundredet ud levede endnu i det mindste en af hans brødre, abbeden på Helgafell Oláfr († 1302). Dr. B. Ólsen antager, at sagaen endog først tilhører begyndelsen af 14. årh.; det vigtigste bevis i denne henseende er, at den indeholder nogle vers af en Þormoðr Oláfsson, som sandsynligvis må identificeres med den præst og skjald af samme navn, som ifølge annalerne år 1338 rejste fra Island til Norge. Er dette tilfældet, må utvivlsomt hans digte tilhøre 14. årh. s begyndelse, men de er da vistnok senere indskudte i sagaens tekst (således også F.Jonsson, Litt. hist. II, 769). Det fortjæner opmærksomhed, at vers af Þormoðr Oláfsson forekommer så vel i Codex Resenianus af Guomundar saga (AM. 399, 4to) som i Njåls saga membranen AM. 133, folio, to håndskrifter som sædvanlig har været henførte til c. 1330.) De øvrige grunde, som efter B.O. skal godtgøre, at den i Arons saga foreliggende tekst viser spor af udsmykning og en senere tids opfattelse samt er yngre end den tilsvarende tekst i Sturlunga saga (som antages at hidrøre fra Sturla Tordsson selv), forekommer mig mindre væsenlige eller tvivlsomme. At forfatteren af de pågældende partier af Sturlunga saga ikke har kendt vor Arons saga, er utvivlsomt, men teksten viser pletvis en så mærkelig overensstemmelse og Sturlunga-teksten på sine steder spor til forkortning, så at man fristes til at formode, at Sturlunga-tekstens forfatter har haft for sig en skriftlig kilde — eller i al fald en fuldt udformet saga. Således er indledningen til Sturlunga sagas beretning om Arons æventyr i Geirtjovsfjorden (Oxf. I. bd, s. 267) så kortfattet, at hans hjælperes optræden på skuepladsen næsten bliver uforståelig, medens i Arons saga alt er klart og tydeligt.
  13. En fætter af Narvesønnerne var den 1351 afdøde abbed på Helgafell Þorsteinn bǫllóttr. I en afskrift af lI-membranen, nemlig Br (og det derfra afledede håndskrift V), forekommer i en genealogisk opregning (Oxf. V, kap. 1) om præsten Ketill Þorláksson det udtryk, at han var «min morfader, også (item Br, einnen V) Narvesønnernes morfader» . Dette har ført til, at man har sat Þorsteinn bǫllóttr i forbindelse med Sturlunga sagas istandbringelse. B.O. hævder med rette , at hvis det er denne mand , der her har ført pennen, kan det på grund af tidsforholdene ikke være som redaktør af den oprindelige Sturlunga-samling, men han må da senere have bearbejdet teksten, således som den f. eks. foreligger i II (AM. 122 b, folio). Mig forekommer det dog sandsynligere, at det noget besynderlige «item» er en korrektur, hvorved skriveren af II (eller Br?) har rettet et fejlagtig skrevet «míns» til »Narfasona», så at «moðurfǫður mi'ns» simpelt hen skal udgå.