Om hove og hovudgravninger på Island

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Finnur Jonsson
(1858-1934)

Daniel Bruun
(1856-1931)

Om hove og hovudgravninger på Island

Af Daniel Bruun og Finnur Jónsson

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og historie
Det kongelige nordiske oldskrift-selskab
II. Række, 24. bind

Kjøbenhavn
1909

Et »indviet helligt sted« hedder i oldsproget vé (dial. vi); ordet brugtes ikke blot om steder, hvor der fandtes helligdomme, indviede til guderne (templer), men også om andre »viede« steder, især som bekendt gravsteder (høje); jfr. wé i glossaret til Wimmers runeværk. I nordiske stedsnavne findes ordet hyppig både som forled og efterled, dog som det synes med nogen forske! for de enkelte landes vedkommende (sjælden som efterled i Norge, meget hyppig derimod i Sverrig).

Et andet navn er hǫrgr. Selve ordet er fællesgermansk; det. findes både i oldhøjtysk og angelsaksisk, hvor det gengiver de latinske ord »lucus, nemus, del ubrum, sacellus, fanum«, eller: lund, tempel, men »lunde« var, som bekendt, hos Germaner i ældre tider hellige, og i dem foregik, gudedyrkelse. Dette synes at være den ældste betydning af ordet (grundbetydningen måske »indelukke, indviet sted«); såsnart virkelige templer, gudehuse, byggedes, overførtes navnet på disse. Vi genfinder ordet på nordisk grund, hǫrgr, hyppigst i forbindelsen hof ok hǫrgr (flt. hǫrgar). I festskriftet til K. Weinhold (Strassburg 1896) er alle eller de fleste steder i litteraturen, hvor ordet findes, samlede og behandlede; hertil kan der henvises. Det fremgår både af de ældste kilder, hvor det forekommer (Vǫluspá, Vafþruðnismál, Grímnismál), samt af andre steder, at ordet betegner et hus; hǫrgr kaldes »højttømret«, og den kan brænde (blive brændt op; jfr. hof sviðnuðu, hǫrgar brunnu osv.). Det samme viser uomtvistelig den måde, hvorpå ordet bruges i skjaldeomskrivninger for »skjoldet«; i dem betyder det »hus« (eller i hvert fald dele af hus). Det samme fremgår endvidere af yngre prosaiske kilder (som den såkaldte Sverres kristenret: »hvis han opfører et hus og kalder det hörg«). I sin Edda nævner Snorre hörgen som et »hus«, guderne (i tidernes morgen) opførte, og som »gudinderne ejede«; således lyder teksten i to hovedhåndskrifter; i det tredje hedder det derimod, at »de gjorde et hus, hvori der var hörg, som tilhørte gudinderne« (Upsalahåndskr.). Efter dette skulde hǫrgr være noget andet end huset (templet), og der kan da næppe være tale om andet end at det skulde betyde »alter«, og således er det blevet opfattet. Men ét bør særlig fremhæves, at i alle håndskrifterne sættes »hörgen« enstemmig i forbindelse med gudinderne. I en mærkelig overensstemmelse hermed står et sted i Hervarars., der ganske vist kun findes i papirsafskrifter, men som dog synes at måtte bero på gamle kilder; her hedder det om dronning Alfhild, at hun under et »diseblot« om natten »rødfarvede hörgen« (nemlig i offerdyrenes blod). Tydelig kan man ganske vist ikke af dette sted se, om hörg betyder tempel eller alter, men den sættes klart i forbindelse med gudinderne, ti »diser« er her afgjort gudinder og ingen andre væsner.

Når Vafþr. og Grimn. sætter hǫrgar i nöje forbindelse med Njord, hidrører dette mulig fra, at Njord netop oprindelig er en kvindelig guddom (jfr. Tacitus' Nerthus = Terra mater). Og endelig sættes hörg i en nær forbindelse med Freyja (der jo ifg. den almindelige opfattelse i det 9. og 10. årh. var Njords datter) i Hyndluljoð. Freyja ytrer, at hendes yndling Ottar har »gjort hende en hörg, opført af sten (hlaðinn grjóti) ; nu er de stene blevne til glar; han rødfarvede den i nyt okseblod; altid trode Ottar på asynjerne«. Unægtelig kunde det synes at være rimeligst, at opfatte ordet her som alter (i lighed med stedet i Ups. hdskr.). Vi vilde således komme til to betydninger af ordet, dels gude(gudinde)-hus, dels alter (i gudindetempel). Der bör dog i denne sammenhæng göres opmærksom på, at det ikke blot var altrene, der rødfarvedes i offerdyrenes blod — hvorom senere —, men også templets vægge indvendig og udvendig; hvad der alligevel kunde tale for betydn. »(sten)alter« her, er selve udtrykkets art; hele templet var næppe af sten (hvad enten der tænkes på islandske eller norske forhold som liggende til grund for digtets forestilling). — Til alt dette skal dog föjes, at i svenske stedsnavne findes hargher som sidste led til Odhin og Þor som forled (Odhinshargher osv.).

At den ældste betydning af ordet også på nordisk grund er »hus« (helligdom), må betragtes som givet på grund af ordets betydning i de andre beslægtede sprog. Hvis det i nordisk tillige betyder et »(sten)alter«, er det en sekundær betydning, det har fåt; grunden hertil kan være den, at der i sproget fandtes et ord, i formen helt eller delvis identisk dermed; om etymologisk det samme turde derimod være mere tvivlsomt. Det er ordet hǫrg eller hǫrgr i bet. »stendynge« eller »fjældtinde«; i norske dialekter er ordet fem. (både i bet. »hob, flok, mængde« og »bjærgknold, bjærgtop«, I. Aasen) . Hermed stemmer brugen af ordet nogle steder på Island (særlig bragt som svagtböjet, flt. hörgur, [jfr. B. Haldorssons hörga] om små höje el. knolde, hvor græsset gror dårligt og som er »hårde at slå«); om man på grund af de således benævnede fjældtoppes form (»flade« oventil) har at antage, at de har fåt navnet efter altrenes form, får stå hen; umuligt var det ikke. Hvorom alting er, har hörg aldeles utvivlsomt haft betydn. »gud(ind)e-tempel« og mulig ved siden deraf »et (sten)alter«. En sådan hörg er det formentlig, som B. M. Olsen og D. Bruun har udgravet på gården Hörgsdalur i Myvatnsegnen; herom kan der henvises til redegørelsen i Det isl. Oldsagsselskabs Årbók for 1901 s. 7-11, og 1903 s. 1-16 samt Daniel Bruun, »Udgravninger paa Island«  i »Geogr. Tidsskrift« 17. bd. s. 21.

Hovedordet for et hedensk tempel er imidlertid hof, og i denne betydning synes det at være særlig nordisk, idet ordet i andre gamle germanske sprog har en anden og mere almindelig betydning, nemlig »indhegnet gårdsplads; herskabeligt gods; fyrstebolig» (O. Schade). I angelsaks. bet. ordet »hus, bygning« (se Bosworth-Toller, der ikke har betydn. »tempel«; denne findes kun i den lille håndordbog for studerende, men vistnok uden nogen virkelig hjemmel). Hvorvidt ordet i nordisk har — så langt tilbage som vi kan komme — haft nogen anden betydn., er tvivlsomt. O. Rygh har ment, at det (i Norge) muligvis også har haft den almindelige betydning »gård, hus«, og at stedsnavne med hof »ikke overalt behøver at have sammenhæng med den hedenske gudsdyrkelse«. Der er dog meget ringe sandsynlighed for, at så har været tilfældet, og man tör næppe forudsætte, at det har været så, i al fald må det bestemt for Islands vedkommende hævdes, at hof der altid uden undtagelse »hænger sammen med den hedenske gudsdyrkelse«, Ifg. Falk-Torp skulde ordet betyde »forhöjning« (af roden i hefja osv.). Det skulde da hentyde til, at gudehuse opførtes på småhöje eller bakker, hvilket ofte passer til, hvad der kendes fra Island.

Gudehuse er i det øvrige Norden endnu ikke fundne eller påpegede. Kun fra Island kendes rester af sådanne. Dette er ikke så mærkeligt. Sagen var den, at medens hovene i Norge (Sverrig og Danmark) sikkert opførtes af tømmer (jfr. de ovf. anførte udtryk), blev de på det træfattige Island for allerstörste delen opførte, som andre bygninger, af törv (eller af törv og sten). Da de norske hove (og det samme gælder de danske og svenske) blev ødelagte, var der højst tilbage af dem de — vistnok mindre — sten, hvorpå stavene formentlig har hvilet, og disse er naturligt nok i tidens løb forsvundne. Dog var det ikke utænkeligt, at man endnu kunde fremdrage rester af grundvolden et eller andet steds. Det var værdt at have opmærksomheden rettet herpå. Da hovene reves ned på Island, har man fjærnet og borttaget alt, hvad der var af værdi, først og fremmest det tømmer (indvendig, i taget, söjler el. stave), der fandtes i dem, for at benytte det på andre måder. Sikkert har man også fjærnet, hvad der i en særlig grad mindede om den gamle gudedyrkelse, først og fremmest gudebillederne og altrene. Tørvevæggene, 2-3 alen höje eller hvad de nu kunde være, har man derimod i dette som i alle andre tilfælde ikke gjort sig den ulejlighed at rive helt ned og bortført jorden; den var jo ingen nytte til. Man lod med andre ord væggene forfalde; de faldt ud eller ind, efter som vind og vejr og tilfældigheden vilde, og snart blev det hele overgrot med græs. Resterne af væggene viser sig derfor nu, hvor de da ikke af særlige grunde er blevne forstyrrede, som lave græsbevoksede jordrygge, hvis oprindelige form kan være — mere eller mindre — tydelig endnu. Sådanne tomter vises mange steder på Island, ofte med den störste bestemthed og således, at man må tro, at en gammel tradition ligger til grund og ikke en nyere tids påfund eller spekulationer, der ellers nok kan göre sig gældende. Der er nemlig meget hyppig flere omstændigheder, der taler til gunst for traditionen (eller opfattelsen); således f. eks. navne på selve stedet, hvor den udpegede hovtomt ligger, navne, der er nöje knyttede dertil og som sikkert ikke er senere lavede, navne som goðavöllr, goðalág og lign.

Af en hovedbetydning er imidlertid selve gårdenes navne. Og her bliver det nødvendigt at komme nærmere ind på disse og andre i forbindelse dermed stående forhold.

Som bekendt var landet i det 10. årh. delt i ting (tinglag), oprindelig vistnok 12, senere (efter c. 963) 13. Vi følger her V. Finsens opfattelse (i »Fristatens Institutioner«), der forekommer os at være den sandsynligste. Ved det nævnte år indordnedes de 12 ting under landets inddeling i fjærdinger, dog således, at Nordlandsfjærdingen af særlige grunde fik ét ting til foruden de 3, så at der i denne blev 4 ting ialt og altså 13 ting i hele landet. Disse ting var: (I): Þverárþing, Þorsnessþing, Þorskafjarðarþing; (II): Hunavatsþing, Hegranessþing, Vaðlaþing, Þingeyjarþing; (III): Krakalækjarþing (ældre Sunnudalsþing), Múlaþing, Skaptafellsþing; (IV): Rangárþing, Árnessþing, Kjalarnessþing (jfr. Frist. Inst. s. 83 f.) .

I hvert ting fandtes der 3 hovedgodedömmer, goðorð, ialt altså 39; det var disses indehavere, der var de egenlige styrere af lands lov og ret, dem, der udgjorde lovretten på altinget, og dem, der udnævnte de enkelte dommere i de 4 fjærdingsdomstole. Hvorledes normeringen af godedömmerne oprindelig er sket, vides ikke, men det må formodes, at det i 930 i virkeligheden er fastslåt, at således skulde det være (bortset fra det 4. ting på nordlandet) og hvilke personer (slægter) der skulde være ejere af disse godedömmer. Dette meget interessante spörgsmål kan vi ikke her drøfte videre; vi henviser til Fr. Bodens grundige afhandling i Zeits. der Savigny-stift. Germ. abth. XXIV, uden dog hermed at ville erklære os enige med forf. i alt. De nævnte 39 hövdingers egenlige titel er goði (dannet af goð 'gud'), der ikke i sig selv viser hen til en politisk virksomhedssfære. Ordet betyder nemlig 'præst' eller 'tempelforstander'. Det er ikke specielt islandsk, skönt det så at sige udelukkende findes anvendt dér efter en udstrakt målestok. Som bekendt findes det på 3 danske runestene, uden at det dog fremgår, hvad det egenlig betyder. Fra Norge kendes ordet så godt som ikke i historiske kilder; at det dog har eksisteret der, må anses for utvivlsomt, da det om en isl. landnamsmand hedder, at han havde været »hofgode« på Mærin i Trondhjem (Ldn.); fra Norge må navnet antages at være kommet til Island.

Intet var naturligere end at de norske landnamsmænd indrettede deres gudsdyrkelse på Island efter det gamle mønster i deres forladte fædreland, byggede sig templer og oprettede blot. Dette siges da også udtrykkelig om flere. Þorólfr mostrarskegg byggede sig et hov på sin gård, der fik navnet Hofstaðir (Eyrb., Ldn.). Bǫðvarr hviti bode på Hof, »der rejste han et stort hov«  (Ldn.); Ingimund d. gamle bode på Hof i Vatsdal, og han havde der et hov (Ldn., Vatsd.). Auðun d. røde »bode på Hofsfell og rejste der et stort hov« (Ldn.); Hallr på Hofstaðir (ved Torskefjorden; Ldn.) »rejste der et stort hov« (Gullþ. s.).

Et hov antydes (Ldn.) bestemt ved el. i nærheden af Hofsteigr. Desuden har Torhadd den gamle rejst sig et hov (Ldn.), uagtet det ikke siges udtrykkelig; brødrene Hrólfr og Ingjald, Helge magres sönner, byggede hove på gårdene Gnúpufell og Þverá (i Øfjordsdalen; Ldn.). Andre, der siges at have bygget hove, er Jörund gode på Svertingstaðir (Ldn.), Ketilbjörn på Mosfell (sst.), Hrafnkell på Aðalból (Hrafnk. s.), Hallsteinn gode på sin gård (Ldn., Gullþ. s.); heller ikke kan der være tvivl om, at Ketil höng har rejst et hov på sin gård Hof (Egilss., Ldn.), uagtet det ikke siges udtrykkelig.

De her antydede hove er temlig stærkt spredte over hele landet, nemlig 2 i Vaðlaþing, 2 i Krakalækjarþing, 2 i Múlaþing, 1 i Skaftafellsþing, 2 i Rangárþing, 1 i Árnessþing, 1 i Þorsnessþing, 2 i Þorskafjarðarþing, og 1 i Húnavatsþing. De, der havde dem, ejede dem og forestod dem, var for det meste höjættede hövdinger, der blev stamfædre til store slægter.

Hvorvidt de af dem byggede hove udelukkende har været familjehove, siges intetsteds, men höjst rimeligt er det at antage, at de nærmest boende, der sikkert på andre måder og af andre grunde sluttede sig nær til de enkelte hövdinger, har fåt lov til også at benytte de rejste hove, deltage i blotfesterne og bidrage til deres afholdelse. Herved opstod der en endnu inderligere forbindelse mellem dem og hövdingen eller goden, som han i hvert fald i et par tilfælde kaldes (Jörund og Hallsteinn, samt Torhadd). Om nogen politisk sammenslutning, et ting eller tinglag, er der derimod endnu næppe tale; kun to sådanne kendes fra historiske kilder, nemlig Kjalarnæstinget og Torsnæstinget, begge for de vigtigste slægter på Kjalarnes og Þórsnes og deres nærmeste venner og omboende. Der er ingen grund til at antage, at der för fristatens oprettelse 930 har eksisteret andre og flere tinglag end disse to, hvad også V. Finsen hævder. De kan have haft deres store betydning som forbilleder, men det skal vi ikke komme nærmere ind på, her.

Det er således klart, at der allerede for 930 må have eksisteret flere hove og hovforstandere, goðar eller hofgoðar. Ved fristatens oprettelse deltes landet som bemærket i 12 tinglag; på grundlag af os nu ukendte forhandlinger blev det vedtaget, at der indenfor ethvert af disse skulde være 3 faste, normale godedömmer, d. v. s. hövdingedömmer, eller 36 hövdinger, der tillige skulde være goder (tempelpræster) . Der er nu ingen grund til at antage, at der dengang virkelig har været så mange goder i funktion i landet eller så mange templer. Følgelig må flere nye — forudsat, at man har benyttet de allerede eksisterende — godedömmer da være blevne oprettede, de som siden holdt sig uforandrede, foruden de 3, der senere kom til for Nordlandsfjærdingen (jfr. ovf. 250). Der kunde altså — det være i forbigående bemærket — ikke eller næppe være tale om nogen misfornøjelse med den trufne ordning hos nogen som helst anden i landet, da forholdene (ved 930) var således, at næppe nogen blev tilsidesat, og den kunde heller ikke opstå senere. Ti her er da aldrig et eneste udtryk for nogen misfornöjelse eller misundelse hos andre overfor de faktisk eksisterende godedömmers indehavere. Vi kender de fleste slægter, der i så henseende kunde nævnes og anføres; vi kan derom henvise til Bodens påvisning i hans anførte afhandling.

Vi vender tilbage til stedsnavnene. De er af stor interesse i denne forbindelse. Der findes nemlig endnu flere gårdsnavne end de nævnte, enten Hof alene eller sådanne, hvori hof indgår som sammensætningsled. De skal her opregnes efter tinglagene:

I. Kjalarnessþing: 1, Hof (på Kjalarnes), 2, Hof (Rosmhvalan.es), 3, Hofstaðir (i nærheden af Reykjavik).

II. Þverárþing: 1, Hofstaðir (i Hálsasveit), 2, Hofstaðir (Myrasyssel).

III. Þorsnesþing: 1, Hofstaðir (Hnappadalssyssel), 2, Hofstaðir (Snefellsnessyssel), 3, Hofstaðir (sst.).

IV. Þorskafjarðarþing: 1-2, Hofstaðir (Bardestrandsyssel), 3, Hof (Isafjords.), 4, Hofstaðir (Strandas.).

V. Hunavatsþing: 1, Hof (i Midfjorden), 2, Hof (i Vatsdalen), 3, Hof (på Skagestrand).

VI. Hegranesþing: 1-3, Hof, tre steder, 4, Hofstaðir.

VII. Vaðlaþing: 1-2, Hof, to steder (Svarfadardalen, Hörgárdalen).

VIII. þingeyjarþing: 1, Hof, 2, Hofstaðir, 3, Hofgarðar.

IX. Krakalœkjarþing: 1-2, Hof, to steder (i Vopnafjorden, Fell), 3, Hofteigr.

X. Múlaþing: 1-3, Hof, tre steder (Mjoafjorden, Nordfjorden, Alptafjorden).

XI. Skaptafellsþing: 1, Hof, 2, Hoffell, 3, Hofstaðir.

XII. Rangárþing: 1, Hof.

XIII. Árnessþing: 1, Hof.

Af denne oversigt ses, at der i to tinglag findes 4 gårde: Hof el. sammensætninger dermed, i to findes kun 2 sådanne og endelig i (de sidste) to kun én. Det er altså klart, at disse gårdsnavne ikke helt igennem svarer til godedömmerne. Ikke desto mindre har man sikkert ret i at antage, at de fleste af de her nævnte gårde netop er dem, hvor hovedhovene fandtes. Dette må betragtes som bevisligt for fleres vedkommende både på grund af deres centrale beliggenhed og de slægter, de er knyttede til eller kan knyttes til. Dette gælder I, 1; II, 1 (jfr. bemærkningen herom i Ldn.); III, 2-3; IV, 1: V, 1-3; VI, 1 (Hof i Hjaltadalen); VII, 1-2; VIII, 2; IX, 1; X, 3; XI, 1-2; XII, 1; XIII, 1 (?) eller omtr. 18 ialt. Om enkelte andre kan der på grund af deres beliggenhed ikke være den ringeste skygge af tvivl, f. eks. netop med hensyn til Hofstaðir i Strandasyssel (IV, 4), Hof i Fell (IX, 2), Hofstaðir (XI, 3), og sikkert flere endnu. At der indtræder nogen usikkerhed, er i og for sig naturligt, da vi om flere savner efterretninger, men også fordi vi i et par ting har 4 gårde, der kommer i betragtning (IV og VI). Her må i al fald ét udskydes. Hvad IV angår, da er der to Hofstaðir så at sige ved siden af hinanden, i selve Þorskafjorden og ved Gufudalen; at det er det første, der måtte betragtes som hovedhovet, er vistnok givet. På den sidste gård har der sikkert kun været et privathov (i den isl. jordebog er den første gård på 16 »hundreder«, men den sidste kun på 6 og er nu kun en »hjåleje«, omtr. husmandsplads). I VI må vist 1-3 betragtes som hovedgårdene; 4 er meget nærved Hof i Hjaltadalen, der sikkert var sædet for et hovedhov, og gården blev opført af en mand, der næppe kan have været nogen fremragende mand eller stamfader til en herskende slægt (»han havde blot på Hofstaðir«, hedder det i Ldn.). Derimod er 1-3 meget centralt beliggende.

I VII er bægge Hof meget centrale; men her mangler ét sted. imidlertid har vi efterretninger om, at i selve den tæt befolkede Øfjordsdal, hvor vi netop savner et »Hof« el. lign., var der to hove (på Pverå og Gnúpufell); ét af disse har været hovedhovet dér.

I IX må vistnok foruden de to også Hofteigr medregnes, hvis ikke, vides det ikke, hvor det 3. er at søge, medmindre et af dem, der er regnede til X, og da det i Mjoafjorden, skulde regnes hertil, hvad der var muligt. I så fald mangler et i X, men her kunde man i henhold til Ldn.s beretning antage, at der havde været et hov i Stödvarfjorden (Torhadd d. gamles hov; han »lagde Mærin-hellighed på hele fjorden«, hedder det).

I XII og XIII haves kun ét sted i hvert. Imidlertid ved man fra Ldn., at der blev rejst et hov på Svertingstaðir (tilhørende XII), og hvad XIII angår, har man ment at kunne påpege et hov ved gården Hraun (Árbók 1895 s. 27); og på gården Hjalle, Torodd godes og Skaftes hjem, må der antages at have været et hov. Også i Úthlið, hvor Geirr gode bode, har der rimeligvis været et hov (jfr. Árbók 1894 s. 6). For det 3. hov i XII mangler der heller ikke tilknytningspunkter.

Hvad enten der på alle de hernævnte gårde har været et hovedhov eller ej, ét er sikkert, at hove har der været på dem alle sammen uden undtagelse. Og her måtte resterne altså med sikkerhed kunne søges. Der er heller ingen tvivl om, at de med sikkerhed påvises flere steder, som ovf. antydet. Jfr. Det isl. Oldsagsselskabs Årbøger, hvor tillige flere andre formentlige hovrester er omtalte og mere eller mindre udførlig beskrevne (jfr. nedenfor), som de nu ser ud. Selv om ikke alt, hvad der her er udpeget som hovrester, i virkeligheden er det (og i et par tilfælde er dette ialfald konstateret), er der intet urimeligt i, at der har været mange mindre, private hove; om enkelte haves endog så tilforladelige efterretninger, som f. eks, om Hrolleifs »blothus« på gården Áss i Vatsdalen. De har været små, hvad også udtrykkelig siges om det nævnte (»et lille hus«). Hovedhovene må derimod have haft ret anselige dimensioner, fordi de skulde rumme så mange.

Det vilde være overilet at antage, at hov-gården tillige altid har været godernes eget hjem. Det behøvede de ikke at være og var det måske ikke engang i reglen. Således vides f. eks. at goden Torgrim bode på Kárnsá i Vatsdalen (derfor kaldt »Kárnsárgoden«), medens hovet naturligvis var på Hof. Dette hænger sammen med, at godedömmet betragtedes som enhver anden arvegenstand, der kunde udstykkes, uagtet kun én kunde være dets indehaver på tinge. Efter Ingimund d. gamles død fik hans sön Torstein gården Hof, medens hans anden sön Tore fik godedömmet, og han bode på Undunfell (på den modsatte side af dalen).

Navnet gode blev som sagt det officielle navn på de personer, der på engang var politiske hövdinger, styrende lov og ret, og hovedhovenes forstandere. I et enkelt tilfælde findes en kvinde som hofgyðja for et hovedhov; hun har vel kun været den, der skulde passe hovet og ordne, hvad der var at ordne, modtage hovtold osv., men udadtil kunde hun naturligvis ikke optræde. I det 10. årh. findes ordet brugt om en mængde hövdinger, for fleres vedkommende som et virkeligt tilnavn; jfr. F. Jonssons afhdl. i dette tidsskr. 1907 s. 260 ff. Bortset fra et par forhistoriske personer (Gautr, Glismákr) tilhører alle bærerne af tilnavnet det 10. årh. og overgangen til det 11. og de allerfleste tiden efter 930. Desuden findes ordet også i sammensætninger, hvori det første led enten indeholder et stedsnavn (stedet for godens bolig eller hjemstavn) eller navnet på de mænd, som bæreren nærmest var gode for, eller endelig i et par tilfælde navnet på den guddom, der særligt dyrkedes af ham (Freyr). Også alle disse navne tilhører det 10. årh., med undtagelse af ét, der tilhører det 12. årh. (Skeiðagoði). Navnet synes altså at forsvinde som tilnavn efter kristendommens indførelse (vel fordi man syntes, det mindede for meget om de gamle guder), hvorimod det stadig hævdede sig som den officielle benævnelse på lovrettens medlemmer, på dem, der på altinget styrede lov og ret og udnævnte dommerne; Grågås-loven benytter det helt igennem. Om goden og hans virksomhed m. v. kan henvises til V. Finsens artikel goði i glossaret i Grágás III. Goði bruges også ikke sjælden åbenbart om dem, der kun var tempelforstandere og ikke tillige politiske hövdinger. Hofgoði — brugt om sådanne — synes dannet som modsætning til goði i den politiske betydning.

Vi skal nu gennemgå, hvad de gamle kilder indeholder om hovene selv og deres indretning. Vi har her fornemmelig Snorres skildring i Heimskringla (Hakon d. godes saga) og Eyrbyggja saga.

Det hedder hos Snorre (G. Storms oversættelse): »Det var gammel sæd når der skulde være blot, at alle bønder skulde komme did, hvor hovet var, og føre did sine madvarer, som de skulde have, sålænge som blotgildet stod på. Ved dette gilde skulde alle mænd have øl; der blev også dræbt alskens smaler [d. v. s. mindre dyr, især får] og heste, men alt det blod, som flød af dem, det blev kaldt »hlaut«, og »hlautboller« de boller, som blodet stod i, og »hlaut-tene«: de var gjort som koste; med det alt skulde man farve »stallerne« [hermed menes de forhöjninger, af sten eller tømmer, som gudebillederne stod på, men »stall« er også, jfr. det følgende, altret, hvorpå edsringen f. eks. lå] røde og ligeså hovets vægge uden og inden, og ligeså stænke det på mændene; men kødet skulde man koge til gæstebudsmad. Ilde skulde der være midt på gulvet i hovet og derover hang kedler; man skulde bære bægre om (over) ilden, men den, som gjorde gildet og var hövding [altså, på Island goden, hovgoden], skulde signe bægret og al blotmaden« [herefter følger en nærmere omtale af mindebægrene; så hedder det, noget senere, videre:] »Men dagen efter, da man gik tilbords, stimlede bønderne sammen til kongen og sagde, at han nu skulde æde hestekød. Det vilde kongen ikke på nogen måde. Da bad de ham drikke suppen, men det vilde han ikke. De bad ham da æde fedtet; det vilde han heller ikke. . . Sigurd jarl . . . bad ham (da) gabe over kedelhanken, hvor supperögen af hestekødet havde lagt sig, så at den var fedtet. Da gik kongen til og lagde en lindug om kedelhanken og gabte over«.

Hvad der her har særlig interesse, er opsamlingen af offerdyrenes blod, og disse siges for en del at have været mindre dyr, men sikkert bestod de især af heste; at det var så, ses bedst af det forbud mod at spise hestekød, som kristendommen desværre medførte. Dernæst er der stænkningen af blodet ikke alene på husets vægge ind- og udvendig, men også på de tilstedeværende, hvorved en nærmere forbindelse med de dyrkede guder symboliseredes og besegledes. Endelig lægger man mærke til omtalen af langildene og kogningen af kødet i kedler (gryder); at nogen anden koge- eller stegemåde ikke omtales, behøver ikke at have meget at sige. Af dette sted får man ikke nogen egenlig beskrivelse af hovet; dog nævnes »stallerne« og husets form antydes ved langildene.

Kilden til dette sted hos Snorre lader sig ikke påvise. Næppe er det hans eget fabrikat; og selv om så var, har han dog sikkert bygget noget på en gammel tradition.

I Olaf Tryggvasons saga findes en skildring eller omtale af kong Olafs færd i de trondhjemske hove. Af sagaen haves flere bearbejdelser; den ældste saga er den af Odd munk, og det er hans (korte) omtale, der i de yngre bearbejdelser ændres og udvides på forskellig vis, indtil vi får den udførlige skildring i Flatøbogen; men denne og de andre udvidelser beror aldeles ikke på nogen gammel tradition; de er kun bearbejdernes egne fantasier og digteriske udmalinger, der i historisk-antikvarisk henseende er ganske værdiløse og aldrig burde spille nogen rolle f. eks. i mytologiske fremstillinger. En analyse af disse bearbejdelser er givet i ovennævnte afhandling i Árbók 1898 s. 36-37, hvortil der kan henvises. Her er der ingen grund til at dvæle nærmere derved.

Så meget större betydning har den ovennævnte Eyrbyggjasaga.

Det hedder her (i kap. 4), i anledning af omtalen af Torolf mostrarskægs hovbygning (ovf. III, 2): »Dér lod han bygge et hov; det var et stort hus; der var en indgang på sidevæggen og nærmere ved den ene ende. Der indenfor stod höjsædesöjlerne [d. v. s. de, som Torolf havde haft med sig fra Norge og kastet i søen; på den ene var der et udskåret billede af Tor], og deri var der [inddrevne] nagler, de såkaldte »reginnagler« [regin = guder]. Der indenfor var der et stort fredssted [hov-hellighed]. I den inderste ende af hovet var der et hus i lighed med hvad der nu er sanghus [kor] i kirker, og dér stod en »stall« midt på gulvet som et alter, hvorpå der lå en ring uden sammenföjning, af 20 øres værdi; ved (på) den skulde alle eder aflægges; den ring skulde hovgoden have på sin arm ved alle forsamlinger. På »stallen« skulde der også stå en »hlautbolle« og deri en »hlauttén« som en kost, og med den skulde blodet i bollen, som kaldtes »hlaut«, stænkes; det var det blod, som kom fra de dræbte dyr, der ofredes til guderne. Omkring »stallen« var guderne opstillede i afhuset. Til hovet skulde alle mænd betale told og være pligtige til alle rejser med hovgoden, . . men goden skulde selv vedligeholde templet på sin egen bekostning, så at det ikke forfaldt, samt afholde offergilderne«.

Denne ret udførlige beskrivelse har i visse henseender nære berøringspunkter med Snorres, og det er muligt, at den er påvirket af ham; i så fald må den være et yngre indskud i selve sagaen, hvad den også af andre grunde gör indtryk af at være. Men den indeholder også andre, ret vigtige ting, som ikke er tagne fra Snorre og som synes at måtte bero på en gammel og det en ret troværdig tradition; jfr. f. eks. bemærkningen om »reginnaglerne«, der kun findes nævnte her i hele den prosaiske literatur. Ordet findes, brugt på en mærkelig måde, også et sted i skjaldedigtningen, nemlig i Torarin lovtunges digt, Glælognskviða (om Sven Alfivasson; digtet omkr. 1032); her hedder det: »Bed Olav, at han under dig — han er guds mand — sit land [Norge] . . . når du fører dine bönner frem for »bogmålets reginnagler« ; det sidste er åbenbart en kenning for præster eller hellige mænd (el. gud?), og »reginnagle« betyder her »guddommelig, udmærket støtte« for »bogmålet« (d. v. s. den hellige lære). At sagaens brug af ordet skulde direkte hidrøre fra verset, er ganske utænkeligt. Sagabemærkningens forfatter synes at gå ud fra, at disse höjsædestøtter med gudenaglerne ikke står foran selve højsædet i hovet, men lige indenfor hovedindgangen ligesom for at markere stedet for den egenlige hovhelligheds grænse. Om dette kan overføres på alle andre hove turde være meget tvivlsomt; snarest er det måske et individuelt træk. Det samme gælder ganske sikkert også bemærkningen om hovedindgangen (nærmere ved den ene ende). Heraf at ville udlede et almindeligt karakteristisk træk for hovene i almindelighed går ikke an; jfr. nedenfor. Her får vi en nærmere beskrivelse af selve hovets indretning. Ifølge den må der — og det er forlængst sluttet — have været en hovedbygning med et mindre »afhus« (udbygning) for den ene ende; her var altret, og omkring det var gudebillederne stillede i kreds. Bemærkningen om edsringen bekræftes af andre udmærkede kilder, f. eks. Viga-Glumssaga (kap. 25; udg. 1880, s. 76), hvor det hedder: »Den, der skulde aflægge en tempeled (hofseið), tog den sølvring i sin hånd, der var rødfarvet i blodet af det nød, der anvendtes ved blotet, og den skulde ikke veje mindre end 3 øre«; i edsformularen hed det: »jeg aflægger hovs-ed ved (på) ringen« osv. Det er den samme ed, »ringed« (baugeiðr), der nævnes i et af Hávamáldigtene.

Kilden må, som bemærket, her være en gammel tradition og, muligvis, Snorre. Skildringen kunde også let være påvirket af de i forfatterens tid endnu synlige rester af hovet, som han havde kendt. Sammenligningen med kirken lå temlig nær.

Endnu en saga indeholder en hov-beskrivelse, nemlig Kjalnesingasaga; men denne saga er en for allerstörste delen rent opdigtet saga fra begyndelsen af det 14. årh., hvad der jo ikke er egnet til at omgive den med nogen synderlig tilforladelighedens glans. Den giver nu en udførlig beskrivelse, der desværre har spillet en altfor stor og vildledende rolle for visse forskere. Ti ser man nærmere derpå, viser det sig, at beskrivelsen ikke er andet end et rent litterært sammenpluk, af hvad der findes hos Snorre og i Eyrb. saga; dette er udførlig påvist i den fornævnte afhdl. i Árbók 1898 og skal ikke her gentages. Kun skal bemærkes, at denne sagas beskrivelse indeholder to ting, der ikke findes i de nævnte kilder. Den ene er læren om, at der på »stallen« (altret) skulde have brændt en evig ild, hvorfor den naturligvis må forsynes med en jærnplade oventil (sagaen synes altså at forudsætte, at stallen i øvrigt var af træ). Den anden er læren om en blotkelda, hvilket opfattes som en sump (fen) udenfor indgangen; »de mennesker, der ofredes, skulde nedstyrtes i den« (og altså druknes deri). Men bægge disse ting er i höjeste grad mistænkelige. Denne evige ild høres ellers aldrig omtalt og var ialfald på Island nærmest en ren og skær umulighed; hovet benyttedes jo i det hele taget kun til årets 3 hovedfester og næppe synderlig ofte ellers. Denne evige ild er ganske sikkert ikke andet end en klassisk reminiscens fra Vestas tempel. Og på en lignende måde forholder det sig med »blotsumpen« kelda bet. oprindelig »kilde«, »kildevæld«; men meget tidlig på Island har ordet fåt en anden, nu den eneste, betydning, nemlig morads eller sump, endogså ofte af en sådan art, at det vilde være umuligt at drukne et menneske deri). Den afdøde isl. arkæolog S. Vigfússon lagde stor vægt på denne blótkelda — som kun nævnes på dette ene sted —, idet han ifg. meddelelser mente at kunne påvise dem flere steder. Men tilfældet er, at hvor sådanne påvises ved navn, svarer forholdene så dårlig til de forestillinger, man må danne sig om disse blotkelder, som overhovedet muligt. Det er mose- eller sumpdrag, eller små ubetydelige, grumsede render, hvor vandet knap nok flyder, i hvert fald ikke om sommeren; og så kommer hertil, at de i reglen er et godt stykke borte fra hovet. Sagen er øjensynlig den, at efter at denne forestilling om en blotkelda ved læsning og påvirkning var blevet almindelig, søgte man allevegne efter en sådan, og så knyttede man navnet til det eneste mulige sted, uanset at det i alle andre henseender kun dårligt passede. Man gör sikkert rettest i overhovedet at lade disse blotkilder ganske ude af betragtning.

Kilden til dem er vistnok at søge i et Skolion til Adam af Bremen, nemlig det 134. Her hedder det: »Dér (ɔ: ved Upsalatemplet) er der også en kilde (fons), hvor hedningenes ofre plejer at udføres og hvori et levende menneske sænkes; når det ikke findes (ɔ: helt forsvinder), vil folkets ønske gå i opfyldelse«. Ifg. den islandske opfattelse skulde dette altså være en »blótkelda«. Forholdene ved det gamle Upsalatempel er nu vistnok så, at det kan være vanskeligt — i hvert fald i nutiden — at udpege stedet for en sådan »kilde«, som der kunde være tale om. Og den forbindelse, hvori Adams eller skoliets bemærkning findes, kunde vække tvivl og føre til en helt anden opfattelse end den, som ligefrem læses dér. Lige foran hedder det nemlig: »Nærved dette tempel er der et meget stort træ (arbor maxima), der breder sine grene videnom, altid grönt vinter og sommer; hvad slags det er, ved ingen«. Adam vidste det altså ikke, men vi ved det; det træ, der her beskrives, er intet virkeligt træ, det er vor hæderværdige Yggdrasils ask, der netop i vore gamle digte beskrives nöjagtig, som Adam gör det; »den står stadig grön over Urds brönd« (Völuspá), og »ingen ved, af hvilke rødder den vokser op«, hedder det andetsteds.

Adam har åbenbart misforstået sin hjemmelsmand på dette punkt og trot, at der var tale om et virkeligt træ. Og formentlig er »kilden« af samme art; den er vist ikke andet end »Urds brönd«, hvordan man så end vil forklare menneskedrukningen; der synes at foreligge en eller anden misforståelse. Det må erindres, at Adam — i hovedteksten — netop fortæller om menneskeofringer på en anden måde, nemlig ved hængning i træ (c. 27); og dette har han fra et öjenvidne. Men netop det var den rette måde at ofre på.

Adams bog var bevislig kendt på Island; den citeres i Flateyjarbók I, 17-18 og vistnok oftere. Hvor tidlig den kom til Island, kan ganske vist ikke bestemt siges, men den kan godt være kommen derhen i løbet af det 13. årh., ja, længe för; altså længe för Kjalnesingasaga førtes i pennen. I øvrigt skal hertil föjes, at Adam ikke beskriver Upsalatemplets form eller indretning nærmere. Kun siger han, at man dér tilbeder 3 hovedguder, Thor, Wodan og Fricco; den mægtigste af dem, Tor, har trone (solium) »in medio triclinio«, »hinc et inde« står Odin og Freyr (Fricco); såvidt ses kan, tillader denne kortfattede angivelse at antage flere muligheder m. h. t. opstillingen. Men ét er sikkert, at den kan umulig være kilden til Snorres eller Eyrbyggjas fremstilling.

Endelig bemærkes, at der sikkert ikke er tale om nogen fast »orientering« af hovene; de ligger allevegne, kan man sige, i det hele efter de lokale forhold, efter herredets eller dalens (elvens) retning el. lign. Ganske det samme gælder indgangen til hovets forskellige afdelinger; den retter sig også efter forholdene. Nogle faste regler lader sig ikke fastslå for den slags enkeltheder. Netop dette fremgår klart af vor udgravning, sammenholdt med tidligere undersøgelser og påvisninger.

Endelig bemærkes, at når A. Thümmel m. h. t. beliggenheden af hovene opstiller det som en hovedregel, at de er beliggende »på toppen eller skråningen af bjærge og höje« (»in der regel auf dem gipfel oder abhang von bergen und hügeln« s. 22), så er dette i höj grad misvisende, for ikke at sige ganske urigtigt. Han omtaler tillige, at de for en stor del ligger i selve tunet (52 af 67), men i tunet findes der og kan der ikke findes »bjærge«. Når hovene siges at ligge på »höje«, menes dermed blot små forhøjninger eller lave bakker, tidt sådanne, hvorpå selve gårdene står, eller bakker i höjde med andre, hvorpå gården står; nogen særlig höjde er der aldrig tale om, og som oftest er det netop i höjde med det øvrige tun, at hovene ligger. Rent undtagelsesvis ligger de i en lav skråning, men indenfor tunet (Hof i Vápnafjorden), eller ovenfor gården (Seljaland); Hofteigshovet — for blot at nævne dette — ligger på en lav slette. »Berge und hügel sind also die hauptorte der götterverehrung auf Island« er ganske urigtigt og følgelig al tale om en »udpræget bjærgkultus« dér. lalfald vidner hovenes beliggenhed så lidet om en sådan som vel muligt.

___________________

Planche II
Hovtomten på Hofstaðir

Efter således at have gjort rede for, hvad der gennem literaturen kan vides om hovene, skal vi dernæst gå over til beretningen om undersøgelsen af et sådant.

På gården Hofstaðir i nærheden af Mývatn i Sønder Tingø-syssel på Island var der forlængst påvist en stor tomt, som ifølge traditionen skulde være rester af et gudehov fra hedenskabets tid. Den var bl. a. omtalt af Kålund, ligesom D. Bruun havde besøgt stedet og optaget en skitse af tomten i 1896; endelig havde Islænderen Brynjólfur Jonsson beskrevet samme.

Da Carlsbergfondet for årene 1907-09 havde bevilget os midler til arkæologiske undersøgelser og udgravninger på Island, var hovene nogle af de fortidsmindesmærker, vi især vilde rette vor opmærksomhed på, eftersom der hidtil ikke var foretaget fyldestgörende udgravninger i sådanne. Efter i sommeren 1907 at have foretaget udgravninger i den gamle handelsplads Gæsir, besluttede vi i sommeren 1908 at foretage udgravning af tomten på Hofstaðir; denne fandt sted i juni—juli nævnte år.

Fig. 1. Hovtomtens beliggenhed i udkanten af tunet ved overgangen til höjderne mod øst.

Gården Hofstaðir ligger på en terrasse ved den fra Mývatn udströmmende Laxá, der i rivende strømhvirvler kommer ned gennem dalen, idet den baner sig vej mellem dalbundens lavamasser. Ved Hofstaðir, som ligger på elvens østside, hæver terrænet sig en halvthundrede meter skrås op efter fra elven til den terrasse, på hvilken gården med dens hjemmemark (tun) ligger. Denne grænser mod øst umiddelbart op til de ikke videre stejle höjder i terrænet mellem Laksådalen og Mývatn. Gårdens tun er temlig stort; ca. 200 meter nord-nordøst for indhusene, lige i terrassens østlige begrænsning, på overgangen til skråningen ligger en gruppe af tre tomter (fig. 1 og 2), hvis vægge för udgravningen var let kendelige.

Nr. 1. Den såkaldte hoftótt, en i nord—syd liggende — tilsyneladende firkantet — tomt, hvis langvægge var meget tydelige, og hvis søndre gavlvæg manglede, idet der her kun fandtes en ganske lav og foroven flad bænk, som ganske lignede dem, der i vore dage ofte ses ved foden af bræddegavle og bræddevægge. Tomtens nordgavl var tydelig, og i forlængelse af denne sås en omtrent firkantet tomt, i hvilken der stod rester af et gammelt udhus, der åbenbart var opført inde i den oprindelige bygning. Ved hovedtomtens sydvestlige hjörne var der en udbygning med sænkning i midten; den så nærmest ud som en indhegning eller en fold, der var bygget op til hovedtomten. Henimod nordenden af dennes vestre langvæg sås en noget uregelmæssig flad forhöjning, hvis overflade ikke hævede sig op over den tilsvarende i hovedtomtens væg.

Fig. 2. Tomterne på Hofstaðir.

Endelig skal anføres, at der ved hovedtomtens sydøstre hjörne i 1896 sås en, rimeligvis i nyere tid opført, tomt (fold ?), hvilken i 1908 var fjærnet.

Væggene i tomterne var alle meget tydelige, skönt de ikke hævede sig mere end gennemsnitlig c. 40 cm. over tunets overflade. Såvel denne tomt som de følgende to var græsklædte.

Nr. 2. Syd for gavlen af hovedtomten sås en rund, meget lav indhegning med en sænkning i midten. Om denne tomt vidste man intet at berette.

Nr. 3. Sydøst for foregående og op ad skråningen lå en stor, tydelig tomt, om hvilken overleveringen sagde, at den havde været benyttet som 'hestefold' (hestarjett) for de tempelsøgende. Den var af noget uregelmæssig form, c. 17 m. X c. 19 m. i tværmål. Væggene havde åbenbart været opførte af jordtörv og var nu i deres sammenfaldne tilstand c. 1 m. brede og 20—35 cm. höje. En sådan fold vilde kunne give plads til omtrent 150 heste.

Udgravningen begyndte i den store tomt (nr. 1 på fig. 2 samt planche II), idet græstörvslaget omhyggelig blev afskrællet i firkantede skiver, for senere igen at lægges på plads, eftersom tunets overflade, ifølge overenskomst med ejeren, så vidt muligt, skulde bringes tilbage i den oprindelige tilstand. Tomtens vægge blev som regel ikke bortgravede; derimod udgravedes rummene mellem dem, til man traf den naturlige undergrund (gulvet), idet der dog på væggenes inderside afskrælledes netop så meget, at vi havde sikkerhed for, at der ikke var döråbninger i dem. Hvor sådanne kunde formodes, eller hvor sådanne åbenbart var tilstede, fortsattes udgravningen tværs igennem væggene.

Fig. 3. Hovtomten på Hofstaðir set fra syd mod nord. I væggen t. h. ses klömbruhnaus-lag. Stenunderlaget for en del indre stolper ses på gulvet.

Langvæggene i hovedrummet (A + B) viste sig at have været opførte, så at sige overalt, af græstörv og jordtörv i det forbant, som endnu den dag i dag ofte ses i bygninger, og som bærer navnet klömbruhnausar (enkelttal -hnaus, jordtörvstykke). Det holdbareste bygningsmateriale til vægge af græs- og jordtörv er det øverste lag af jordskorpen, den egenlige græstörv, i et godt 5 cm. tykt lag: strengur. Det afskæres i store flager, som lægges vandret ovenpå hinanden. Da man imidlertid ikke altid kan skaffe tilstrækkeligt deraf, må man ofte benytte jordskorpelaget til en dybde af ca. 13 cm. Disse jordtörv skæres i 20—24 cm. lange og omtrent lige så brede og 12—13 cm. höje murtörv (hnaus). Nu opføres den såkaldte klömbruhnaus-væg med afvekslende lag af hnaus og strengur, eller uden dette sidste, således at hnaus-stykkerne danner zigzagmønstre. Törvene i disse lag af hnaus vender græsfladen skråt til siden. Disse zigzagmønstre sås tydelig i de nylig afskrællede vægflader ind mod rummet (fig. 3). Hvor de forekom, er angivet ved særlig bølgeformet skravering.

Murtykkelserne i langvæggene var gennemgående 1,75 cm., hvilket fremkom på de steder, hvor væggene helt blev gennemgravede, ligesom det også kunde skönnes, hvor dette ikke var tilfældet. Hvor stor murhöjden oprindelig har været, kan ikke siges aldeles bestemt, eftersom væggene selvfølgelig i tidernes løb er sunkne meget sammen; nu stod de i en höjde over gulvet af imellem 70 og 95 cm. Regner man, at de oprindelig har været 1/3 höjere, bliver murhöjden omtr. 1¼ meter, hvilket omtrentlig vilde svare til 5 lag klömbruhnausar eller 4 lag sådanne i forbindelse med strengur-lag forneden og måske foroven. Flere steder sås der ganske tydelig at have været sådanne forbant. Fundamentet for væggenes inderkant viste sig at være en række sten, som dog ikke lå fortløbende, men med korte mellemrum langs hele kanten. Et enkelt sted fandtes ved gennemskæring af væggen en tilsvarende stenrad langs dennes yderkant, således mellem rum A og D. Afstanden mellem stenene i væggens yder- og inderrand var her 1¾ m. (udv. målt), hvilket mål altså angiver bredden af langvæggen. Som det ses på planche II, viste det sig, at hovedrummet (A + B) ikke havde et rektangulært grundplan, idet nemlig langvæggenes inderkanter var let bueformede, hvilket ikke kunde ses, forinden udgravningen havde blottet stenvæggens fundamentrække.

Fig. 4. Parti af vestre bænk i hovedrummet, set fra nord mod syd.

Søndre gavl af rummet havde, som allerede berørt, ikke nogen egenlig jord- eller græstörvsvæg, men kun en 20 cm. höj, foroven flad, fodskammel som de, der ofte ses ved foden af bræddevægge.

Nordenden af hovedrummet var adskilt fra det mindre, nordre rum (C) ved en væg, som vi senere skal komme tilbage til.

Hovedrummet med de buede sidevægge og den lige begrænsning mod nord og syd viste sig således, om man vil, at have en vis lighed med et skib med afstumpede stævne, uden at det dermed skal siges, at just skibsformen har været tilstræbt.

Dimensionerne for rummet var: 36,3 m. længde N—S med følgende bredder i Ø—V: a) rummets nordende 5,85 m., midten, hvor bredden var störst, 8,25 m., endelig ved sydenden 6,20 m., alt regnet mellem stenrækkerne i væggenes inderkanter forneden (udv. mål).

Langs bægge sidevægge fandtes lave (25 til 35 cm. höje over gulvfladen) forhöjninger eller bænke af jordtörv, hvis bagsider, nærmest væggen, dannedes af den omtalte stenrække, og hvis forside afsluttedes af en lignende ikke fuldt sammenhængende stenrække (fig. 4). Stenene i bægge rækker var for störste delen af brudte lavastykker, på hvilke egnen er rig. Deres störrelse var noget varierende, idet höjden var indtil 35 cm., svarende til forhøjningens overkant. Som det fremgår af planche II var navnlig den i forhöjningens forside siddende stenrække mindst sammenhængende i sit midterste parti, hvor der på østsiden manglede sten på en længere strækning. Forhøjningens bredde var gennemgående 1¼ á 1½ meter.

Fig. 5. Døråbningen (P) i hovedrummet med tærskelsten m.m.

Fig. 6. Snit i vest-øst gennem hovtomtens hovedrum (A) ved hovedildstedet (H). De indre og ydre stolpers formentlige plads er angivet ved punkterede linier.

Medens forhöjningerne var utvivlsomme langs bægge sidevægge, kan det være tvivlsomt, om der ved skillevæggen for rummets nordende også har været en forhöjning. Jordtörvene var ikke tydelig tilstede her, ligesom et lille ildsteds tilstedeværelse (M) synes at tale derimod. Dette kunde dog måske have været anbragt ned i forhöjningen. Langs rummets sydende, hvor der kun findes én stenrække, hvilken rimeligvis har dannet underlag for en bræddegavl, har der næppe været nogen forhöjning. Kun på ét sted i hovedrummets vægge kan der med sikkerhed påvises en döråbning (P), nemlig gennem østvæggen i dennes nordlige halvdel (fig. 5). Dörvidden var 1,10 á 1,20 m. Vestligst i döråbningen stod en foroven 6 cm. smal tærskelsten på höjkant. Når den indtrædende havde løftet foden godt 20 cm. over den, trådte han på en stor, flad sten, hvis störste dimension i øst— vest var 1 m. Den lå i flugt med forhöjningens underkant, ligesom flere mindre sten lå fra den ud på gulvet, hvilket her sænkede sig noget mod rummets midte.

Gulvet, som altså til bægge sider begrænsedes af lave bænke, skælnedes ved den gulvskorpe af faststampet jord (gólfskán), som almindelig ses i gammeldags islandske husrum. Det dannede i det hele og store en vandret flade foran bægge sideforhöjningerne samt i hovedrummets nordre del (B), medens det langs midterlinjen sænkede sig indtil 25 cm. (fig. 6), hvorom straks nedenfor. Ligeledes på enkelte andre steder syntes det at være lidt forsænket, formentlig på grund af slid. Dette var således, som berört, tilfældet ud for indgangsdören, hvor de omtalte sten åbenbart var lagte for at fylde slidhulningerne. Langs rummets midterlinje fra hen mod søndre ende til i höjde med dören var det svagt forsænkede gulv i en bredde af indtil 1¾ m. dækket af eller isprængt med et lag af kulpartikler og trækulaske. Laget var vel ikke lige tykt overalt: enkelte steder var det kun lige kendeligt, medens det andre steder fremtrådte tydelig i en mægtighed af én eller nogle få centimeter; men det var dog åbenbart, at der på hele den omtalte længde havde været tændt ild, som ikke havde været benyttet til madlavning, eftersom der så at sige ikke fandtes køkkenaffald i kullaget. En undtagelse i så henseende dannede partiet om et hovedildsted (H), som nedenfor nærmere skal omtales sammen med andre forefundne ildsteder.

Fig. 7. Hovedildstedet (H) med grube.

På gulvet fandtes forøvrigt til bægge sider af rummets midterlinje (efter længden) og i omtrent samme afstand fra denne enkelte sten (fig. 3). De havde, efter alt at dömme, dannet fundament for lodrette stolpepar, som med 5 til 6 meters afstand dannede 6 til 7 par indre staver, på hvilke taget har hvilet, foruden på de ydre staver, hvilke sidste rimeligvis har været funderede i den stenrække, der danner sidevæggenes inderside (fig. 6). Flere af stenfundamenterne for de indre staver manglede vel, men de tilbageværende er formodentlig tilstrækkelige til at begrunde den her fremsatte anskuelse.

Vi har da åbenbart at göre med en 36 meter lang hal, som på den angivne måde ved stolperækker deltes i et godt to meter bredt midterskib, hvor der har været optændt ilde (langeldar), og to sideskibe (indtil 2,65 á 3 m. brede) med faste bænke (bekkir), foran hvilke der var plads til borde.

De i hovedrummet (A + B) værende ildsteder og lign. Omtrent lige udfor indgangsdören (P) og midt i rummet lå en flad tynd og rundagtig, ildskørnet sten (lava), hvis diameter var 70 á 73 cm., og hvis tykkelse androg c. 15 cm. Den var stærkt revnet og så ud, som om den havde været udsat for stærk ild. Rundt om den fandtes trækulpartikler på lignende måde som langs gulvets øvrige midterparti, dog her i lidt större mængde end straks syd derfor. Køkkenaffald sås der intet til på eller i nærheden af stenen, på hvilken der sandsynligvis har været tændt et bål, som kunde lyse op for dem, der trådte ind i rummet over tærskelstenen. Den havde i øvrigt været anbragt midt imellem to stolper (et sæt indre staver), hvilket kan sluttes af tilstedeværelsen af to flade sten, som åbenbart har tjænt som underlag for stolperne. De ses på grundplanen, én til hver side, og deres plads viser, at stolperne har stået lige syd for retningen fra indgangsdøren, således at de ikke kom i vejen for den indtrædende. De har på en måde dannet skillelinjen mellem den egenlige festhal (A), i hvilken langildene var tændte, og hallens nordre ende (B), hvor der ingen langilde fandtes, og hvor gulvet ikke var forsænket i midten.

Fig. 8. Hovedildstedet (H) med den afdækkede grube.

Hovedildstedet (H; fig. 6, 7 og 8). Midt imellem rummets sidevægge og omtrent midt imellem bægge ender af det smalle bælte, som kendetegnes ved et lag af kul på gulvet — med andre ord: midt i langildenes række fandtes, hvad man kan kalde, et hovedildsted. Det var dannet derved, at der på jordfladen i samme höjde, som betegnedes ved det fra langildene stammende kullag, var lagt flade sten, omgivne af lodret stillede sten i en omtrent firkantet indramning 70 cm. bred og 1,20 m. lang og indtil 0,8 m. höj. Medens dette åbne ildsted i den nordre halvdel var omtrent vandret i bunden, som dækkedes af en större og nogle mindre flade sten, faldt dets sydlige halvdel noget mod syd, idet bunden her dannedes af et par större og flere mindre flade sten. For den søndre ende af ildstedet stod en stor, flad sten på höjkant med overkanten i höjde med ildstedets bageste overflade og med den nederste del c. 50 cm. dybere. En anden lignende flad sten var stillet på höjkant således, at den dannede en ret vinkel med førstnævnte i forlængelse af ildstedets vestside. Indtil 0,60 m. syd og c. 1 m. sydvest for ildstedet strakte sig en grube med flade sideskråninger, og hvis störste dybde fandtes lige syd for ildstedet mellem og ved de to på höjkant stillede sten. Den gik her omtrent ned til disses underkant. Ved grubens sydlige rand fandtes 17 håndsten af lava, der åbenbart havde været udsatte for ild, enten lige indenfor randen på den øverste grubeskråning eller udenfor samme på midtergulvets overflade. De lå, uden at man kunde spore nogen tilsigtet opstilling, men som var de tilfældig kastede. I gruben fandtes nogle småstykker af knogler og en mængde trækulpartikler, nærmest bunden. Kullene viste sig ved senere undersøgelse i Den kgl. vetrinær- og landbohøjskoles agrikultur-kemiske laboratorium (jfr. Beretning fra samme bagved denne afhdl. — prøve 4) at være »af løvtræ og ganske utvivlsomt af birk«. De fandtes i lag på indtil nogle centimeters tykkelse, stedse nærmest bunden og iblandede med håndsten af lignende art som de nys omtalte, hvoraf der fra grubens bund optoges en halv snes stykker, hvilke ikke lå i nogen brolægning, men spredte. I alt var der således 27 sten i og ved gruben. Enkelte steder ved dennes sider kunde man se, at der var gravet ned gennem tidligere lag af kul — rimeligvis for at rense gruben. Det syntes, som om dennes øverste del var fyldt med en askelignende masse, hvilken imidlertid ved senere undersøgelse (jfr. Beretningen — prøve 3) har vist sig at måtte være jordarter, som utvivlsomt er transporterede hid af vinden. Grubens øverste del har da således åbenbart en tid ligget blottet for efterhånden at fyldes med tilføget jord. Dette må være sket, efterat huset ikke længere er blevet benyttet og under omstændigheder, der lader det udenfor al tvivl, at det ikke længer har været skærmet af tag eller i alle tilfælde ikke tilstrækkeligt.

Når vinden i disse egne, hvad ofte sker, rejser sig med stor kraft, hvirvles jordsmonnets overflade op, og der kommer sandstorme især fra egnene nærmest den store lavaørken Ódáðahraun, hvilke medfører store mængder af sand eller fint jordstøv, som da lægger sig overalt, hvor der er læ. Det bör derfor ikke forundre, at de her omhandlede grubeformede fordybning, som åbenbart er efterladt næsten tom — når undtages det omtalte kullag ved bunden —, at den er bleven fyldt. Vi skal senere, efter at have omtalt samtlige ildsteder, komme tilbage til en drøftelse af, hvad brug man mulig har gjort af dem.

Ved den vestlige langbænk ikke langt fra bygningens søndre gavl fandtes resterne af et lille ildsted (J). På gulvfladen lå et indtil 5 cm. tykt lag af trækul og aske med en diameter af c. 1 m. Det var isprængt med enkelte knogler. Over og tildels ned i trækullaget lå en snes håndsten af lava, hvilke alle var ildskørnede. De var tilsyneladende ikke anbragte i form af et ildsted, men syntes mere tilfældig lagte. Nogen grube fandtes ikke her. En del knogler fandtes spredte på langbænken umiddelbart ved ildstedet.

Omtrent lige overfor dette ildsted fandtes et lignende, dog en del mindre, foran og mellem stenene i den østlige langbænk. Også her fandtes en del knogler i nærheden (K).

Nordøst for det midterste ildsted, ved det på grundplanen angivne tal 13, fandtes vidnesbyrd om, at her havde været tændt ild.

Hallens nordre afdeling. Ved L fandtes, lige udenfor den vestlige bænk, en større skålformet grube, hvis diameter foroven var mellem 0,80 og 1 m., og hvis dybeste punkt lå 0,80 m. under gulvfladen. Grubens sideflader stod nogenlunde jævne; dog var det tydeligt, at der til forskellige tider var sket brud på dem, formentlig når gruben blev renset for sit indhold, ti man skælnede på slige steder små trækuldele i det nærmeste naturlige jordsmon. Der var ikke anden forklaring end, at de var indkomne der gennem en rift eller en revne, som det redskab havde frembragt, hvilket benyttedes ved tømningen af gruben. Dennes sider blev da formentlig atter afglattede så godt, det lod sig gøre.

Fig. 9. Snit gennem gruben (L) i syd-nord (set fra øst mod vest).

I grubebunden fandtes trækulsmuld i et lag af indtil c. 10 cm. tykkelse, ligesom der op ad grubens sider hist og her sporedes sådant, dog ikke helt oppe ved randen. Knogler sås ikke i gruben. Denne var i øvrigt fyldt med en meget finkornet, kaffebrun jordart, af hvilken der toges prøve. Efter at denne har været undersøgt, viste det sig (jfr. beretningen — prøve 1), at den — ligesom for gruben ved hovedildstedet — utvivlsomt var transporteret hid af vinden. Gruben er altså bleven efterladt i tömt eller så godt som tömt tilstand.

Medens der kun i selve denne fandtes en enkelt ildskørnet sten, lå der en dynge på 10 sådanne stablede på randen af langbænken umiddelbart ved gruben. Den naturligste forklaring var den, at de var optagne af gruben for måske at benyttes end en gang; men at en sådan ny benyttelse i øvrigt ikke var bleven til noget. Hosstående gengivelse efter et fotografi (fig. 9) viser et snit, taget i nord— syd omtrent gennem grubens midterparti. Forneden angiver en hvid pind grubens bund. Grubesiderne er ved indridsning markerede noget stærkere end de ellers fremtrådte.

Fig. 10. Hovtomten på Hofstaðir set fra nord mod syd. Forrest afhuset C. Gårdens huse ses t. h. på tunet.

M. Ved skillevæggen mellem hallens nordlige del (B) og det mindre rum, nord for samme (C), fandtes i höjde med gulvfladen, måske rettere sagt, på denne, et tyndt (indtil 3 cm. tykt) lag af trækulsaske, hvis udstrækning var godt 1 m. i N—S og ligeså i Ø—V. Dette lag strakte sig c. 15 cm. ind under skillevæggen. Man vil erindre, at der har været udtalt tvivl om, hvorvidt der langs skillevæggen har været en tværbænk, skönt der fandtes endel sten, som nok kunde have dannet denne bænks begrænsninger. Dels var det ikke muligt med sikkerhed at konstatere jordtörvlaget mellem disse sten, men navnlig tilstedeværelsen af ildstedet syntes at göre et sådant lag tvivlsomt; ti har der været en bænk, måtte ildstedet være gravet ned gennem denne bænks jordlag til i höjde med gulvfladen. Enkelte knogler fandtes mellem nogle sten, som dækkede trækullaget eller lå til siden af dette — i øvrigt uden at der kunde spores nogen tilsigtet opstilling.

Vi kommer nu til beskrivelsen af det mindre husrum for nordenden, hvilket må opfattes som hovets afhús (Plan II C og fig. 10), svarende til koret i de kristnes kirker.

Som allerede bemærket var der her sket nogen forstyrrelse af det oprindelige rums øvre del, medens gulvfladen og den nederste del af væggene i alle tilfælde synes at være upåvirket heraf. Det viste sig ved udgravningen, at rummet i dets oprindelige tilstand havde været så nogenlunde firkantet. Dets længde var 6,2 m. og dets bredde c. 4 meter; måske har det haft lidt afrundede hjörner i den nordlige gavl. i Væggenes sammenskredne tilstand her var til hinder for en nöjagtig bestemmelse heraf. I øvrigt er der for os ingen tvivl om, at »afhusets« tre ydervægge, hvilke stod i en höjde af 70 cm., er de oprindelige. De bestod af sten og jordtörvlag, idet der i østvæggen sad en del store sten langs den indvendige fod. Det samme var tilfældet for nordvæggens vedkommende. Vestvæggen havde derimod kun enkelte sten i den indvendige flade foroven, hvorimod en række store sten markerede væggenes yderside forneden. I øvrigt var væggene opførte af jordtörv i strengur-lag.

Fig. 11. Snit i nord-syd gennem afhuset (C) ved dorhöjningen (N). De punkterede linier angiver den senere indbyggede hestestalds bund og vægge.

Hvad nu skillevæggen mellem B og C angår (fig. 11), stod den bygt fra grunden af meget store sten ind mod C-rummet, medens den ind mod B-rummet havde et strengur-lag forneden, ovenpå hvilket der var lagt en række store sten, hvilke tilsammen dannede vægfladen. Mellem de to stenrækker, som således dannede hver sin side af tværvæggen, var der fyldt med jord, idet der dog, som berørt, nederst lå strengur-lag ind mod rum B. Denne bygningsmåde med svære, store sten oven på et jordtörvlag forekom os mærkelig og bidrog også til, at vi til at begynde med stillede os tvivlende overfor spørgsmålet, hvorvidt væggen som helhed var oprindelig; men ved igen i sommeren 1909 at have haft lejlighed til at studere gammel bygningsskik på de islandske gårde, er det blevet os klart, at slig en bygningsmåde forekommer ikke helt sjælden; vi må derfor antage, at den her omhandlede tværvæg virkelig er oprindelig i sin helhed.

Som det fremgår af fig. 10 har da tværvæggen i den tilstand, hvori den nu findes, ikke nogen jævn overflade, men den markeres af de ulige höje stenes mere eller mindre skarpe overkanter. Hvorvidt den i sin oprindelige tilstand har været opført helt op til tagryggen, eller om der har været et åbent rum over den mellem B og C, kan ikke absolut sikkert afgöres. Har væggen været ført helt op, må det sandsynligvis have været af græstörv. Der var dog intet som tydede på större nedskriden af sådan en væg. Sandsynligheden taler da for, at tværvæggen ikke har været ført væsenlig höjere op end de øvrige jordvægge, og at dens overflade har været afglattet ved jordtörv, således at man fra rum B kunde se ind i rum C. Et er afgjort: der har ikke været adgang fra B ind til C. Til dette rum kom man gennem en dör i sammes sydvestlige hjörne. To store flade sten var her stillet på höjkant, en på hver side i en indbyrdes afstand af knap 1 m., hvilket altså angiver dörvidden. Den sydligste af disse sten stod i flugt med tværvæggens nordside. Gulvet i C lå fuldkommen i samme niveau som det i B. Det skælnedes tydeligt ved den såkaldte »gólfskán« (faststampet jord). Midt imellem sidevæggene i rummets nordre del fandtes nogle flade sten, som tilsammen dannede et ildsted (O), der var knap 1 m. langt og 1/3 m. bredt. Den nordligste og störste sten lå på selve gulvet, over hvilken dens overflade hævede sig nogle få centimeter. I forlængelse af denne, i sydlig retning, lå to andre lignende sten, hvis overflade lå i höjde med gulvfladen, i hvilken de derfor var nedgravede. Lidt trækul fandtes ved stenene, tilligemed et par knogler af får og okse.

Nogle sten lå på gulvet tæt nord for ildstedet (6 vest og 1 øst for rummets midterlinje i nord—syd). Stenene var som alle andre, der er trufne i denne ruin, lava. De dannede ikke nogen helt sammenhængende række, men de kunde nok have udgjort et fundament eller flere fundamenter for noget, som skulde anbringes i nærheden af ildstedet.

Forholdene ved rummets sydende langs tværvæggen viste sig at være ret ejendommelige (N). Omtrent midt for tværvæggen var der på gulvet lagt et strengur-lag, 30 cm. tykt, ovenpå hvilket der var anbragt en brolægning af mindre, flade sten, hvis tykkelse androg nogle centimeter. På denne måde fremkom en lille forhöjning (plan II, samt fig. 10 og 11), der sprang 90 cm. frem fra tværvæggen, og hvis bredde Ø—V var c. 75 cm. i den nordligste ende og noget mindre i den sydlige, nærmest tværvæggen.

Mellem denne forhöjning og indgangen lå 3 tynde og flade sten, hvoraf de to, nærmest forhöjningen, lå i höjde med dennes overflade, medens den tredje, nærmere indgangen lå lidt lavere. Der sporedes ingen jordtörv under disse sten, således som under selve forhøjningen. Det kunde i alle tilfælde ikke konstateres, at de stod i forbindelse med brolægningen på forhöjningen som en mulig fortsættelse.

Ovenpå denne lå et tykt lag af — som det ved senere undersøgelse har vist sig — en meget fintkornet, støvagtig jordart af rødgrå farve (jfr. beretningen — prøve 2). Dette jordlag strakte sig tværs over rummets søndre ende, fra indgangen til østre væg og helt op til den nuværende overkant af tværvæggen mellem B og C (fig. 11). Dets underste del lå i indgangen nogle få centimeter over bunden, hvorpå det fortsatte sig mod øst ovenover brolægningen i forhöjningen og videre over mod rummets østre væg, hvor underfladen nærmest ved denne lå c. 50 cm. over rummets gulv. Dette lag lå altså höjere oppe her end ved indgangen. I dets underste del, navnlig i rummets nederste hjörne, fandtes nogle uregelmæssig formede större stenstykker, der ifølge undersøgelsen (jfr. beretningen — prøve 5) utvivlsomt var af stærkt opblæret lava, der atter har været i ilden og delvis er sammensmæltet med jord af samme beskaffenhed som i selve det nævnte jordlag.

På dettes overflade og ret over forhöjningen lå en stor sten, hvis tykkelse var höjst 25 cm. og hvis störste diameter i Ø—V var 65 cm., i N—S 75 cm. Den var utilhuggen, med en uregelmæssig og afrundet overflade. Øst og vest for den på det her omhandlede jordlags overflade fandtes nogle knogler af husdyr (får).

Til forståelsen af forholdene i den søndre ende af rum C skal den forstyrrelse, som rummet her har været underkastet, nærmere omtales.

Som bemærket havde der i senere tider oven i rum C og delvis med benyttelse af dettes vægge været anbragt en hestestald, hvoraf rester endnu sås (fig. 11), da udgravningen begyndte. Dets gulv havde ikke forstyrret det oprindelige gulv; det lå nemlig c. 30 cm. over dette, hvilket var aldeles utvivlsomt, eftersom man i denne höjde traf på et lag af faststampet hestegødning, hvilket altid træffes i de islandske hestestalde. Stalden havde indtaget et betydelig mindre rum end det oprindelige rum, hvori den var indbygget. Det fremgik således af gødningslagets udstrækning som også af de ved undersøgelsens begyndelse tilbagestående rester af vægge, at man havde benyttet ydervæggene mod øst og vest i den oprindelige bygning, medens man mod nord og syd havde opført nye vægge af jordtörv, som hvilede på fylden i det oprindelige rum. Den nordlige endevæg i stalden gik tværs over det oprindelige rum lige over ildstedet O uden dog at nå ned til de omtalte sten, som utvivlsomt ikke har været fundament for denne nye tværvæg; de ligger c. 50 cm. lavere. Den nye sydlige tværvæg havde været anbragt lige nord for N. Indgangen til hestestalden har været på den vestlige væg, hvor der nu også mangler en af de oprindelige större sten, som har dannet væggens inderside forneden. Lige over for denne indgang til hestestalden har der, langs østvæggen, været anbragt en af de sædvanlige krybber, der fra gulvet er bygget op af jordtörv.

Det vil af denne beskrivelse ses, at det oprindelige rums sydligste del indbefattet forhøjningen (N) m. m. ikke har ligget inde under den senere hestestald, men umiddelbart syd for samme.

Den forefundne rødgrå jordmasse må tydes som indbragt i rum C, forinden hestestalden byggedes, eftersom spor af den ses på østvæggen netop der, hvor hestestaldens søndre væg senere er tilbygget. Jordmassen er da måske i sin tid oprenset og anbragt her, hvis den ikke er tilföjet på lignende vis som for grubernes vedkommende i hovedrummet. Til sidst er der over denne jordmasse væltet en stor sten, som måske har haft sin første plads i hestestaldens gavlvæg, måske skriver sig fra den oprindelige tværvægs overkant.

Efter det her anførte må det formodes, at tværvæggen ikke er bleven ændret noget. Den nordlige side er i alle tilfælde oprindelig. Stenene står her med deres underflade helt nede på og delvis endog lidt under gulvfladen i C. Vi må da formene, at til trods for den omtalte forstyrrelse fremtræder efter udgravningen rum C i den oprindelige skikkelse, ligesom der på gulvet næppe er sket nogen forstyrrelse af det oprindelige ved den senere indbygning.

Ved hovedtomtens sydvestre hjörne lå en udbygning (D), som forinden udgravningen viste sig ved en i grundplanen omtrent firkantet sænkning i midten, og med en foroven flad, ret uregelmæssig begrænsning udenom. Som det fremgår af grundplanen, udgravedes sænkningen, og det viste sig da, at det hele nærmest må opfattes som en oprindelig firkantet indhegning med græstörvsvægge, sluttende sig til hovtomtens væg. I tidens løb er dens to hjörner mod N-V og S-V bleven afrundede og er gledne ud, hvorved det uregelmæssige udseende er fremkommet. Der gravedes igennem væggen til hovtomten for at se, om der mulig havde været döråbning fra hallen ud til D, der i så tilfælde burde opfattes som et husrum. Intetsteds i væggens østside var imidlertid klömbruhnaus-laget afbrudt, og skönt der lå nogle sten nederst i væggen på en måde, der kunde tyde på, at de havde dannet döråbningens begrænsning mod syd, måtte vi dog opgive troen på, at der her havde været slig en gennemgang gennem væggen. Dennes jordtörvlag ophørte ikke på noget sted, og man fandt den vestlige ydre begrænsning af væggen, hvilken markeredes ved en række sten, der åbenbart havde dannet fundament for dens jordtörvlag; tykkelsen af væggen var her 1,20 m. Der udgravedes i D til samme dybde som i rum A, men der forekom ingen egenlig »gólfskán«; kun traf man nogle sten, lidt trækul og et par dyreknogler. Dimensionerne for denne indhegning viste sig at være 7,60 m. i Ø—V, og 5,40 m. i N—S, alt indvendigt mål. Bunden af den lå 0,80 m. á 1 m. under væggens overflade og omtrent i niveau med gulvet i rum A.

Den længere nordpå udskydende, flade jorddynge E, hvis overflade lå omtrent i niveau med hovtomtvæggens, hvorfra den udgik, viste sig at dække over pletter af aske og knogler samt enkelte sten — alt sammen køkkenaffald. Der førtes en grav fra B gennem sammes sidevæg mod vest, hvilken åbenbart ikke havde haft åbning her — og videre mod vest. Snittet i udgravningen viste, at der lå et indtil 1,10 m. tykt lag jord over pletterne med køkkenaffald, hvis mægtighed kun var nogle få centimeter. Der var slet ikke tale om gruber. Ved F gravedes et firkantet hul i jorddyngens nordlige yderkant. Også her traf man en plet som ved E; dog var der her kun knogler af husdyr og intet askelag eller kuldele.

Den linje, som på grundplanen angiver begrænsningen for D og E, og som fortsættes mellem dem og til bægge sider i nord og syd langs hovtomten, betegner en vandret kurve, således at denne angiver den linje, i hvilken overfladen af hovtomten og de til denne knyttede udbygninger m. m. skæres af det omtrent vandrette tuns overflade. Ved gravninger i terrænet mellem D og E overbeviste vi os om, at der ikke her fandtes lignende affaldspletter som ved E. Jorden var tilsyneladende urørt i grunden. Ni meter ret syd for hovtomtens sydlige gavl lå en ovalformet indhegning (plan II G, fig. 2, 2), hvis begrænsning var en af jord opført, indtil c. 30—40 cm. höj og gennemgående c. 70 cm. bred lille vold, som jævnt gik over i tunets overflade og indenfor hvilken åer viste sig en sænkning, hvis störste dybde under voldens overflade, fandtes i midten, hvor den var godt 1 m. Ved udgravning viste det sig, at der indenfor den lave vold fandtes en stor, regelmæssig dannet skålformet fordybning, hvis diameter oventil var 5,75 m. Ø—V og 6,70 m. N—S, og hvis störste dybde var 1,80 m. under voldens overflade (altså 1,50 m. under tunets overflade). Bunden af denne grube var fyldt med et lag af aske, trækul, husdyrknogler og en» mængde sten (lava) af ganske lignende störrelse og art som dem, der fandtes i de omtalte gruber inde i hovtomten. Dette lag var tykkest i midten af gruben, hvor dets mægtighed var 50 cm. Op mod siderne aftog mægtigheden efterhånden, så at det i en dybde af 35 cm. under jordoverfladen (og 65 cm. under voldens overflade) helt ophørte. Der gravedes overalt ned til lagets øverste del og desuden helt ned til grubebunden i grøfter tværs over midten og derfra vinkelret ud til siden. Det viste sig, at man her havde at göre med en affaldsdynge af ganske lignende art som dem, der findes på de fleste gamle islandske gårde i nærheden af beboelseshusene. Kun var der langt flere sten, end man plejer at træffe i disse, og desuden var grubens hele regelmæssige form og dens tilstedeværelse i det hele taget ret mærkelig; ti affaldsdynger plejer som oftest at være fritliggende ned ad skrænter foran beboelseshusenes front, eller i øvrigt hvor man bedst kan finde plads til dem. Gruber er dog også kendte. Antallet af sten, der som oftest viste spor af påvirkning, af ild, var indtil godt en snes pr. kubikmeter, og gennemgående af en störrelse som mursten. De var alle af vulkansk oprindelse (lava, pimpsten) ligesom de, der fandtes i gruberne. De var, ligesom disse, isprængte med opal, kvarts eller zeolith. I en af dem, som statsgeolog A. Jensen velvilligst har undersøgt, fandtes således: 1 opal, 2 stykker kvarts, og 6 zeolither i brudfladerne. Ved at udsætte dette stykke for en flammende ild i en halv snes minutter smæltede disse mineralier dog ikke. En tvivl om, hvorvidt disse stene virkelig havde været udsatte for glohed ild, fordi mineralierne ikke var smæltede, må derefter bortfalde. Flere af stenene var desuden sodede og bar i det hele taget mærke af at have været i ild. De var fuldkommen lig dem, der inde i hovtomten fandtes i og ved gruberne.

Ved udgravningen. af tomterne på Hofstaðir fremkom der ikke ret mange brugsgenstande og lign. Dette kan ikke forbavse, eftersom vi her ikke har at göre med et beboelseshus eller huskompleks, men med en bygning, der kun har været benyttet nogle få gange om året ved festlige lejligheder, og tilmed gennem et tidsrum, der ikke kan siges at have været særlig langt. Under forudsætningen af, at vi her har en virkelig hovtomt, hvorom vi ikke nærer den ringeste tvivl, må brugen af bygningen som hov være ophørt, ved år 1000, da kristendommen i dette år, som bekendt, blev vedtagen på altinget som landets religion. Kolonisationen af denne egn kan, efter alt at dömme, ikke være begyndt i de allerførste år efter 874 (landnamstidens begyndelse) . Det drejer sig således höjst om et hundrede år, i hvilket hovet på Hofstaðir kan have været i brug.

Fig. 12. Stenredskab.
(Grpl. nr. 11).

Idet der henvises til plan II, på hvilken fortløbende numre fra 1 til 15 angiver findestedet for de genstande, der udgravedes, skal bemærkes, at de alle lå i kulturlaget umiddelbart på gulv eller bænke:

Nr. 1, en brynesten, 18 cm. lang, 1¾ cm. bred og tyk.

Nr. 2, en dito, 7,2 cm. lang, 1¼ cm. bred og smal, forsynet med et lille hul til ophængning i den ene ende.

Nr. 3, en 11,5 cm. lang brynesten.

Nr. 4, en anden 16 cm. lang.

Nr. 5, endnu en 8,2 cm. lang, 2 á 2,5 cm. bred og smal.

Nr. 6, 3 forvitrede jærnnagler, 1¼, 1¼ og 2¼ cm. lange.

Nr. 7, et fladt stykke forrustet jærn, måske af et sværd, 7,2 cm. langt, indtil 4½ cm. bredt og ¼ cm. tykt.

Nr. 8, en 19½ cm. lang jærnsaks, af hvilken den ene arm var brudt. Den ligner ganske dem, der almindelig bruges i vore dage ved fåreklipning.

Nr. 9, ét uregelmæssig formet, slaggeagtigt stenstykke, der har vist sig at være stærkt opblæret lava, der har været i ild (jfr. beretn. — prøve 5).

Nr. 10, et brudstykke af en jærnsaks, 14,5 cm. lang. Spidsen af den ene arm.

Nr. 11, et redskab af blød stenart, forsynet med en rille, 14,3 cm. langt, 9 cm. bredt og 6,3 cm. tykt. Rillen er ½ cm. dyb (fig. 12). Dette redskab er formodentlig en sænkesten.

Nr. 12, et noget lignende redskab, på hvilket der foruden længderille i den ene ende tillige er udarbejdet en anden på tværs af førstnævnte. Det er 17,3 cm. langt, 7,5 cm. bred og 6,5 cm. tykt (fig. 13). — For disse sænkestens vedkommende er længderillen anbragt i den bredeste side.

Nr. 13, et redskab af ben, hvis bestemmelse er ukendt. Det har nedenstående form (fig. 14), er 12,5 cm. langt, 4 cm. bredt foroven, 2,4 cm. forneden og 0,6 cm. tykt.

Ved nr. 14 og 15 fandtes stumper af muslingskaller.

Fig. 14. Benredskab.
(Grpl. nr. 13).

Fig. 13. Stenredskab.
(Grpl. nr. 11).

Spredt rundt forskellige steder i hallen fandtes endel små hvide sten, der åbenbart er bleven afrundede på overfladen ved at have ligget enten i en elv eller en sø, hvor de er bleven afglattede ved bølgeslag og vandets bevægelse. Slige småsten, hvis störrelse gennemgående er noget mindre end et dueæg, træffes ret ofte i gamle, middelalderlige bopladser. Befolkningen kalder dem draugasteinar (gengangersten) og knytter overtroiske forestillinger til dem. Mulig er de bleven benyttede som spillebrikker.

Foruden de ovennævnte 5 brynesten blev der i den opkastede muldjord fra rum A fundet en sjætte. Deres tilstedeværelse i en festhal, hvor der holdtes måltid, er let forklarlig. De ved dette brugte knive trængte ofte til at hvæsses, eftersom de benyttedes til bearbejdningen af kød og knogler, hvilke sidste fandtes i stor mængde; næsten alle bar de mærker af, at have været under behandling af kniv. Meget almindeligt var det f. eks., at de var marvspaltede.

På plan II er de vigtigste findesteder for knogler mærkede med et lille kryds. I hovedrummet (A + B) ligger större samlinger, ofte i dynger, i nærheden af alle ildstederne, både de åbne og de grubeformede. Dette er således tilfældet: ved H (hovedildstedet med grube, midti rummet), hvor der på forhöjningen, vest for, fandtes en mængde knogler. Ved J fandtes en lignende dynge på og ved nærmeste forhöjning. Ved K ligeledes. Ved L lå en stor dynge knogler på forhöj-ningen, lidt mod syd. Ved M var der kun få knogler. Ved N fandtes ingen, derimod lå sådanne, som allerede berørt, höjt oppe i det rødbrune jordlag over den lille forhöjning. Ved O lå nogle få knogler. Udenfor de angivne steder fandtes vel knogler hist og her på forhöjningerne, men ingen steder i större antal. Det var, som om man med forsæt havde valgt visse steder til henkasten af knogler, og mærkeligt nok lå de fleste på forhöjningerne (bænkene), derimod kun meget få på selve gulvet. I denne forbindelse kan man minde om, hvorledes knogler kastedes i en dynge i kong Rolv krakes hal (Hrólfss. s. 64-f.; beina sorp; knoglerne kastedes mod Hǫttr, og han gemte sig i selve bendyngen; i de sagnagtige sagaer omtales flere gange benkastning i hallen under måltidet).

Udenfor selve hovtomten fandtes knogler i indhegningen D, her dog kun nogle få; derimod fandtes sådanne i större mængde under jorddyngen vest for B (ved E og F), samt i aller störst mængde i gruben G.

Så at sige alt, hvad der opgravedes af knogler, blev medtaget for at kunne blive undersøgt og bestemt. Med den imødekommenhed, som der ved lignende lejligheder så ofte er lagt beslag på, har hr. viceinspektør Herluf Winge også denne gang undersøgt alle de medbragte zoologiske fund, hvorom der fra hans hånd foreligger en meddelelse, af hvilken det vil ses, at knoglerne overvejende er af okse, får og ged, enkelte af hest, svin og kuller. Samtlige knogler af kuller fandtes i den store grube (G); af hesteknoglerne lå nogle i nærheden af 15, ingen i rum C, hvor der kun fandtes knogler af får og okse. Inspektor Winges bestemmelse lyder i sin helhed således:

»Gadus æglefinus, Kuller. 5 Nøgleben, de fleste store.

Ovis aries, Faar. Knogler i meget stor Mængde, af unge og gamle, bl. a. 24 höjre og 16 venstre Underkjæbe-Grene, 25 nedre Ender af Overarme, 45 Mellemhaandsben, 34 Mellemfodsben. Flere Hjernekasser med Stejler, ingen af firehornede Faar.

Capra hircus, Ged. 3 Hornstejler, de to med noget af Panden, et Mellemhaandsben. De to af Stejlerne af meget anselig Størrelse.

Bos taurus, tam Oxe. Knogler i Mængde, af unge og gamle, bl. a. 9 højre, 6 venstre Underkjæber, 12 Mellemhaandsben, 12 Mellemfodsben, 11 Rulleben, 9 Hælben. Flere Stykker af Pander med Horn. Racen ret lille.

Sus scrofa, tamt Svin. To sammenhørende Mellemhaandsben, 2 sammenhørende Mellemfodsben, et Rulleben, et Taaled.

Eqvus caballus, Hest. Stykke af en Overkjæbe med 2 Kindtænder; 2 næsten hele Mellemfodsben og Stykke af et 3dje, alle uens; et Hovled. Det største Mellemfodsben er i Størrelse som hos »Nydam-Hesten«.

Knoglernes Tilstand er ganske som i andre Boplads-Aflejringer fra Middelalderen.« 

___________________

På Hofstaðir ved Mývatn er der således ved udgravning blevet afdækket et stort bygningskompleks, der efter sin karakter — navnlig störrelsen og den samtidige tilstedeværelse af kun to husrum —, må antages ikke at have været bestemt til beboelse, men derimod til afbenyttelse ved festlige lejligheder. At det virkelig, som traditionen siger, har været et hedensk gudehov, synes os som sagt ganske sikkert. Tomterne stemmer udmærket med de oplysninger om gudehove, som litteraturen yder. Dette vil nærmere fremgå af den redegörelse, som vi ovenfor har givet om hove og hovtomter. Af samme fremgår, at der til et gudehov hørte en större festhal, hvor gilderne holdtes, medens der til denne var knyttet et »afhus«, som formentlig indesluttede gudebillederne. At denne festhal ikke væsenlig adskilte sig fra de skålebygninger til afholdelse af gilder, hvilke ofte omtales, er så at sige en selvfølge, og nærværende udgravning har da også, som vi har set, blottet en sådan gildeskåle (rum A + B), hvortil knytter sig et mindre rum (C) med særskilt indgang udefra, hvilket vi opfatter som afhús. Alene beliggenheden af den udgravede tomt i udkanten af tunet, hvor dette går over i fjældskråningerne mod øst, tyder på, at der ikke kan være tale om noget beboelseshus. Et sådant vilde man snarere have anbragt nærmere ved elven og ude på den store flade, som indtages af hjemmemarken, end i sammes mest afsides liggende del. Men manglen på andre nødvendige rum som »bur« og »skemmer« samt kostald, hvilke som regel findes tilbyggede den middelalderlige bolig eller i alle tilfælde i nærheden af samme, taler afgjort mod en sådan opfattelse. Det bliver derfor naturligst og rimeligst at anse tomten for en gildeskåle og i snævrere forstand for en hovtomt. Hvis den blot var en gildeskåle, som udelukkende var knyttet til gården Hofstaðir, hvis beliggenhed efter alt at dömme har været, hvor indhusene endnu ligger, måtte indgangsdören til samme, efter al sandsynlighed, have været anbragt i vestvæggen eller søndre gavl — altså vendende ind mod indhusene og tunet; men den eneste indgang, som findes til hovedrummet, er jo tværtimod på den østre sidevæg borte fra gårdens huse og sådan beliggende, at den, som skulde besøge gildeshallen, slet ikke behøvede at betræde gårdens tun. Han kunde stille sin hest ind i den store fold på skråningen noget sydligere og derefter tilfods begive sig til indgangen. Når man ved, hvor overordenlig meget Islænderne vogter over, at deres hjemmemark ikke betrædes af uvedkommende, forstår man, at hvor der til en gård hørte en festhal, som søgtes af mange fremmede, måtte man helst lægge den således, at de besøgende ikke kom til at betræde tunet. Dette er fuldkommen tilfældet her, og tilmed kan man endnu spore ældgamle ridestier, som fra fjældet fører netop ned i retning af tomten. Om hvorvidt endel lange »gærder«, hvilke løber oppe på fjældet langs med dalen, bör tydes som ophöjede ride- eller gangstier for tempelsøgende, får stå hen. De omtales af forskellige forfattere såsom dr. Kålund, men tiden tillod os ikke en opmåling eller videre undersøgelse af disse vidtstrakte gærder.

Den foreliggende tomts hovedrum (A + B) svarer ganske til de forestillinger, forskellige forskere, deriblandt dr. V. Guðmundsson (i »Privatboligen på Island i sagatiden« samt i »Den isl. bolig i fristatstiden«) har fremsat om stuens udseende under större forhold, når den nærmest fremtrådte som en gildeskåle eller hal.

Langvæggens noget buede grundplan er dog en ikke hidtil omtalt eller antruffen form. I øvrigt er væggene byggede op af græstörv og jordtörv tildels på fundament af sten og enkelte steder af större sten i forbindelse med jord- eller græstörvslag.

Taget bares sandsynligvis af fire söjlerækker: to langs midten (de indre stolper) og en langs hver sidevæg (ydre stolper). Det ser ikke ud til, at der har været anbragt panel langs sidevæggene. I alle fald er der kun ringe afstand mellem de ydre stavers underlag af sten og selve græstörvsvæggen. Der har således næppe været anbragt panel på staverne og således heller ikke været et »skot« imellem panelvæggen og græstörvsmuren. Alligevel kan der her have været tjældet mellem de ydre staver ved höjtidelige begivenheder, men herom kan intet bestemt vides.

Taget hvilede altså på de fire söjlerækker og var enten et åstag eller spærtag, hvilket sidste formenes især at høre den seneste del af fristaten til (13. årh.). Men hvad enten det ene eller det andet har været tilfældet, kunde man fra gulvet se den indvendige tagbeklædning, rafter og lign., eftersom bygningen ganske savnede loft. Et lag af kviste og ris (»trodved«) dækkede rafterne, og endelig var der et tykt dække af grönsvær, vokset med græs, ganske som det ses på islandske gårde den dag i dag. I taget ved tagryggen var åbninger, gennem hvilke lys kunde komme ind i rummet og røgen fra ildstederne brække ud. En sådan åbning hed ljóri og var antagelig, ligesom i vore dage i de færøske røgstuer, forsynet med et dække eller med en til en ramme hæftet gennemsigtig hinde. I tagets skrå sideflader var anbragt slige lysåbninger.

Hallen eller skålen var ved de indre stolperækker, hvoraf der, som tidligere berørt, findes spor ved stenunderlag for flere af stolperne, delt i et midterskib og to sideskibe. I midterskibet var gulvet lidt forsænket, og her fandtes, foruden et hovedildsted med tilhørende grube, en række bål at have været tændt. Disse »langilde» (langeldar) begyndte omtrent 2½ m. fra den sydlige gavl og strakte sig gennem hele længden til i höjde med indgangsdøren, hvor de ophørte. I hovedrummets nordlige del (B) fandtes ingen langilde.

Sideskibene optoges langs bægge ydervæggene af forhöjninger, der hævede sig c. 24 á c. 35 cm. over gulvfladen i selve skibet. Disse langpalle var fortil markerede og skærmede af en afbrudt række af sten, ligesom også bagsiden havde en sådan række, der på samme tid var understøttelse for sidevæggens nederste del, ligesom de ydre staver åbenbart har været funderede her. På enkelte steder var langpallens forside meget lidt eller næsten ikke markeret. Dette var således især tilfældet på østsiden et stykke N—Ø for hovedildstedet. Om der her har været höjsæde med höjsædestøtter og bænke af træ, får stå hen. Antagelig har der foran langbænkene, der altså her i hallen var faste, været anbragt bevægelige borde af træ, hvilke kunde borttages, når der ikke skulde spises. Langs den indad mod midterskibet vendende side af bordene kunde der anbringes træbænke, således at der i hallen kunde sidde og spise dobbelt så mange mennesker som ellers. Halvdelen vendte da ryggen til langildene, der var tændte i det lidt forsænkede midtergulv. Regner man én siddeplads på hver ¾ m., og tænker man sig bænkene fyldte helt rundt, vilde der kunde sidde 100 mennesker (rum B iberegnet). Anbragtes der nu yderligere træbænke på den anden side af bordene, vilde man nå op imod det dobbelte antal; men meget tyder på, at B ikke har været benyttet, og hertil kommer, at selv A næppe har været helt fyldt med folk på bænkene i deres hele længde. Det vil ses, at der i hallens sydende findes rester af køkkenildsteder på langpallene ved J og K, men da disse findes ud for enden af langildene, ligger det nær at antage, at siddepladserne ikke har været benyttede længere end til i nærheden af de steder, hvor langildene ophørte, og hvor der var anbragt madildsteder, — eller hvor der i alle tilfælde har været tændt bål, også inde på pallen.

Det vil bemærkes, at der på lignende vis i nærheden af langildenes nordende ved L findes et grubeformet madildsted — foruden at der længst mod nord ved tværvæggen har været tændt ild (M).

Madildstederne grupperer sig således ved bægge ender af siddepladserne på langbænkene — foruden at der fandtes et sådant centralt beliggende på gulvet i midterskibet.

Af det föranførte vil det fremgå, at hallens nordre ende (B) efter al sandsynlighed ikke under almindelige forhold har været benyttet som egenligt festrum. Der findes vel en fortsættelse af langbænkene og måske endogså en tværbænk langs skillevæggen til C, men langilde findes ikke. Rummet B dannede tilsyneladende et slags forrum, i hvilket den indtrædende måske har aflagt våben og lign., forinden han begav sig ind i den egenlige festhal. Her kunde ligeledes skænkebordet, hvis plads omtales i nærheden af indgangen, og på hvilket der stod et stort kar med drikken, tænkes anbragt. Af dette såkaldte skapker østes drikken da op i hornene eller bægrene, som stod på bordene.

Det skal dog her siges, at hvis B virkelig har repræsenteret en art forstue i forlængelse af hovedrummet A, forekommer det os, at man snarest måtte antage, at tværvæggen til C havde været ført helt op. Hvis det modsatte var tilfældet, og hvis man fra B kunde se over væggens øverste flade ind i C, hvor rimeligvis gudebillederne stod, måtte man have set derind fra et mindre betydeligt rum som en forstue. Man må snarere tænke sig, at det tilstræbtes at lade de gildesøgende have dette syn fra deres sæder under måltidet og drikkelaget end fra forstuen.

Vi har anført disse betragtninger for og imod uden at turde have nogen bestemt mening om, hvilken opfattelse der er den rette.

En særlig omtale skal til slutning vies ildstederne, og da særlig de grubeformede, i hvilke der efter vor formening er foregået en tilberedning af kød ved bagning, på lignende måde som det endnu den dag i dag er brug hos forskellige folkeslag, der lever under mere primitive forhold. Det er dog ikke forudgående kendskab til disse, som har ledet os til overbevisningen om, at gruberne inde i hovedrummet er bleven anvendte i nævnte retning, men i første linje forholdene i sig selv ikke blot her, men også ved en række grubeformede ildsteder, som er iagttagne i gamle beboelseshuse på Færøerne, Island og Grønland. De stadig tilbagevendende gruber inde i husene, hvilke ofte ligefrem havde karakter af en stensat kasse, måtte man efterhånden se at finde en anden forklaring på end den, der straks lå nærmest, nemlig at de var affaldsgruber. Det var da navnlig tilstedeværelsen af håndsten, som i de fleste tilfælde åbenbart havde været udsatte for stærk ild, der bevirkede den antagelse, at man i selve gruberne måtte have tilberedt mad på en særegen måde. Det var nu så heldigt, at prof. B. M. Olsen i Reykjavik, med hvem sagen drøftedes, netop havde dette spörgsmål til behandling. Han udtalte, at han mente af oldskrifterne at kunne udlede, at man havde tilberedt kød ved at bage det i bedækkede gruber (jfr. udtryk som at bera á seyði, ligesom også verbet sjóða var blevet benyttet herom). Vi kan herom henvise til hans egne ord i den følgende afhandling. Det vil da ses, at prof. B. Olsen ydermere mener at kunne oplyse, at seydir formentlig var en kogeindretning, der var bedækket under tilberedning af kødet, og som først åbnedes, når denne antoges at være færdig. Han mener yderligere, at der her er tale om en grube, hvori kødet nedlægges, som derpå tildækkes, og som holdes lukket under tilberedningen indtil kødet er færdigt.

Vi skal herefter kortelig omtale andre gammeldags bygninger i Norden, i hvilke der er fundne gruber som i hovedtomten på Hofstaðir. Samtidig skal der göres rede for ildstederne i det hele taget i disse bygninger.

På Færøerne anvendes nu almindelig et opmuret ildsted, indfattet i en træramme (eldstaður, fýrstaður), der som oftest er anbragt på ben, så der findes et lille rum derunder. I noget ældre tid bestod arnen eller ildstedet af en stensætning af flade sten, f. eks. en vandret liggende, omgiven af nogle på kant stillede (grúgva). Denne grue anvendes nu kun sjælden. Fra den ældre middelalder haves en ruin i Bordøvig på Bordø, udgravet af D. Bruun 1896 og 1898. Efter sagnet skriver den sig fra Islændinger, som midlertidig gjorde ophold på Færøerne. Rummet er aflangt firkantet, og langs siderne står bænke af sten og jord ligesom i ruinen på Hofstaðir. Ildstedet findes midt på gulvet og består af en c. 2 fod dyb grube, hvis bund er belagt med en stor flad sten og hvis ene side er skærmet af en på höjkant stillet, flad og smal sten, af ganske lignende art som de, der står for den sydlige ende af det åbne ildsted (H) i Hofstaðir-tomten, og som ligeledes skærmer en grube til den ene side. Gruben i Bordø-ruinen var forneden fyldt med et lag af trækul.

Den på höjkant stillede stens øverste ende ragede lidt op over gulvet, og der havde åbenbart, støttet til denne, været tændt ild på gulvet ovenfor gruben; med andre ord: der fandtes et åbent på gulvet anbragt ildsted og umiddelbart ved det en forsænket grube. Mærkelig var en i rummets sydøstre hjörne på stenkanterne ved dören anbragt stenindhegning, hvis bund var forsænket. I dette lille afsondrede rum syntes der at have været tændt ild, i det mindste fandtes der nogle få kulstykker, men ellers intet. Man sammenligne de i Hofstadruinen på og ved bænkene anbragte ildsteder.

På Island, hvor i vore dage helt nymodens varme- og køkkenindretninger er ved at komme op, findes dog en mængde på gammel vis byggede gårde og huse. I disse tændes som regel nu kun ild op i ildhuset eller køkkenet, og her anvendes næsten uden undtagelse såkaldte hlóðir (fem. plur. eller hlóð n. plur.), eller et ildsted, opmuret af sten på gulvet ved en ydervæg eller i et hjörne af rummet. På dette forhöjede stenfundament stilles som regel nogle sten på höjkant ud fra væggen, mellem hvilke ilden tændes op, ligesom selve væggen i reglen er skærmet ved flade sten. Gryden hænger enten i en krog over ildstedet eller hviler på de på höjkant stillede stens øverste del.

Dette åbne ildsted, der svarer til gruen på Færøerne, er åbenbart meget gammelt, eftersom det forekommer i ældgamle ruiner ikke blot på Island men også i boligruiner fra Grönland.

I ruinerne af Erik den rødes gård, Eiríksstaðir i Haukadalur i Dalasyssel (vestl. Island), hvilken Erlingsson har udgravet 1895, fandtes i midten af beboelsesrummet umiddelbart på gulvfladen to rækker sten, mellem hvilke kul og aske; det var måske af en »langild«. I et hjörne af husrummet, som i øvrigt måske har været delt på tværs ved en panelvæg, fandtes ved dören og i husets sydvestlige hjörne et ildsted. Det var dannet af »en uregelmæssig rand af sten med et tomt rum i midten«. I hovedrummets sydøstre hjörne fandtes et ildsted af sten, lagte vandret på gulvet med enkelte ovenpå i lodret stilling til støtte for gryder og lign., og andre op ad væggene for at beskytte disse, — altså netop hlóðir. I en lille isoleret liggende ruin foran den allerede nævnte (4 m. i firkant) fandtes i det ene hjörne et ildsted (hlóðir), bestående af en lidt uregelmæssig forhøjning af sten (c. 1,88 m. lang, 1,25 m. bred og 0,47 m. höj). Nogle flade på höjkant stillede sten, der var helt skörnede af ild, var anbragte på ildstedets overflade.

På Erpsstaðir i Middalene (i Dalesyssel) fandt Erlingsson (1895) en firkantet tomt af et isoleret, stort hus (16,47 m. langt og 7,32 m. bredt, udv. mål). I midten fandtes to ildsteder, et mindre, dannet af en brolægning af sten, der var meget ildskörnede, og et större af lignende art.

Blandt ruinerne i Þjórsárdalur (i Árnes-syssel), hvilke rimeligvis er blevne ødelagte i året 1341 ved et vulkansk udbrud, findes flere, som i höj grad har tilknytningspunkter til Hofstadtomten. Dette gælder beboelseshusene på gården Áslákstunga hin innri (udgravet af Erlingsson 1895), hvilke består af 3 rum, stillede på linje med en bagud vendende tilbygning. Hovedrummet var 20,61 m. langt og 3,76 á 5,2 m. bredt. Det syntes, som om det ved en bræddevæg har været delt i en mindre østlig og en större vestlig afdeling. I den mindre fandtes på gulvet et par sten, der syntes at have været udsatte for ild, og rundt om hvilke aske og slagger bredte sig. Det formodedes, at man havde smedet her. Lige nord for dette ildsted fandtes et firkantet hul i gulvet (42 cm. X 50 cm., samt 34 cm. dybt). Det var omsat med sten i bunden, der bestod af ler, over hvilket var en meget hård skorpe, som gjorde det sandsynligt, at her havde været »en vandbeholder til brug i en smedje«.

I det större rum fandtes bænke af sten og jord langs bægge længdesider. Imod nord ved ydervæggen, lige ved forhöjningen i østre ende, fandtes et hul (68 cm. l., 63 cm. br. og 40 cm. dybt), stensat på siden og i bunden. Det var fuldkommen fyldt med trækul og aske. Ved langbænkens anden, vestlige ende var et andet stort hul (1,68 m. l., 1,22 m. br. og 0,45 m. dybt). Det var ikke beklædt med sten og syntes ikke at have været ildsted, men en större »beholder til vand«. Langs rummets midte var der bedst brolagt, og her har langildene sikkert været tændte, ti her fandtes aske og kul på brolægningen såvel som også udenfor denne hen langs rummets midte. En lille firkantet af sten sat fordybning havde åbenbart været brugt til at bevare ilden om natten. Denne feluhola (0,30 m. l., 0,25 m. br. og 0,46 m. dyb) sad midt i brolægningen; den var fyldt med trækul og aske.

I et andet op til dette stødende rum fandtes i det ene hjörne ind i væggen et lidet rum (0,61 m. i firkant) ved gulvet. Det var fyldt med aske og kul, var altså formentlig et ildsted, hvis nærmere bestemmelse dog var uklar. Efter at et lignende var konstateret i Hofstaðir-tomten (ved M), må den anskuelse göre sig gældende, at man i steden for at grave et hul i dybden har lavet et ind i foden af en væg, for således nemt at danne en grubelignende indretning, som man blot behøvede at stoppe til én side.

På gården Sámstaðir (udgravet af Erlingsson 1895) fandtes beboelseshuset at have to rum, i forreste linje, og to mindre bagud. Det större forreste rum havde en tværbænk ved østre gavl og to langbænke mod V. og S. Langs midten fandtes et ildsted, 3,20 m. langt, delvis brolagt. I denne brolægning sås et stensat hul til gløder, feluhola (0,32 m. l. og 0,25 m. br.). Lige indenfor dören var et lille ildsted, sat af to parallele sten. Det andet rum i forreste linje, til hvilket der var adgang fra det førstnævnte, havde et firkantet, fordybet ildsted i midten, 0,92 m. l., 0,46 m. br. og 0,53 m. dybt. Det var brolagt i bunden, men ikke på siderne. Kun en enkelt sten stod ved den ene side (12 cm. höj). Dette har åbenbart været en grue til bagning af kød.

I ruinerne af en gård ved Hvitárvatn i Biskupstungna afrjett i det indre af Island (udgravet af D. Bruun 1897; jfr. »Gennem affolkede bygder«, Geogr. tidsskr. 14. bd., samt Gml. Bygn.skik osv.) fandtes 5 tomter, hvoraf de 4 synes at have haft) tag. To af dem ligger i forreste linje, den ene med siden, den anden med gavlen frem efter. I rummet med siden til fronten fandtes, midt mellem sidevæggene, et ildsted, der bestod af en rundagtig fordybning (2 fod i tværmål og 1 fod dyb), hvilken var fyldt med aske og trækul, brændte ben, dog ikke ret mange, og mellem dem et firkantet, fladt stykke bronze (beslag?), foruden et andet af ubestemmelig art. Ved nordre ende af fordybningen stod en flad sten. Lidt nordligere i rummets midterlinje fandtes et meget tyndt lag trækul på gulvet og i disse en knokkel (af ko). Husets ene ende dannede vistnok en afdeling for sig, ganske i lighed med de omtalte fra Tjorsådalen, kun var de her adskilte med en græstörvsvæg. Midt i dette rum fandtes en åben grue. Den bestod af en på gulvet lagt, flad og tynd sten (2' l., og 1½' br.). Den var stærkt sodet, og på dens overflade fandtes aske, trækul og brændte ben. Ved stenens nordre side stod en lille, flad sten på højkant. Måske har den været til lignende brug som den såkaldte »blokasten« i Norge, der dannede ligesom en skærm mod dören. Formålet var, som H. M. Schirmer udtaler, at når man satte yderdören på klem for at skaffe træk, skulde der danne sig et sugdrag bag åren op mod ljoren. I et i anden række liggende rum fandtes forhøjninger langs siderne og enderne. Midt i rummet fandtes et större ildsted, hvis bund var ganske lidt forsænket i gulvet, og hvis rand var sat af sten (6' l., 4' br.). Ved den ene ende fandtes en lille »feluhola« (6’ i firkant og 5’ dyb), sat af en flad sten i bunden og en på hver side, ligesom i ruinerne i Tjorsådalen. Ligeledes i midterlinjen, men ved enden af rummet, fandtes endnu et ildsted, omgivet af nogle sten. Det var ikke videre dybt og markeret ved kul, aske osv. Ved og i ildstederne fandtes ialt 4 stykker flint, formentlig benyttede til at slå ild med. Desuden fandtes enkelte andre småsten, bl. a. et par af dem, der kaldes draugasteinn (se ovf. s. 289). I et andet husrum (med gavlen ud mod fronten) fandtes i et hjörne et noget forsænket ildsted 1½' dybt og 4 fod i tværmål, hvori trækul.

I en tomt på gården Ljósavatn (udgravet af D. Bruun 1896; Fortidsm. og Nutidshj. s. 170 ff.) i Sønder Tingøsyssel, som ifølge traditionen skal være rester af Torgeir godes hov, fandtes to gruber frit liggende på gulvet, dog ikke langs midterlinjen. De indeholdt aske og slagger. Gruberne var c. 2¾ fod i diameter foroven og 1¾ á 2 fod dybe. Om og ved ildstederne lå en del större og mindre sten. I rummet lå endel knogler spredte (hest, får, okse). Det skal samtidig anføres, at husets langvægge havde en buet grundplan ikke ulig ruinens på Hofstaðir.

Endelig skal for Islands vedkommende omtales forholdene i bodtomterne på Gæsir ved Øfjord (hvor vi foretog udgravninger 1907, se vor afhandling i Det kgl. Vidensk. Selsk. oversigter 1908). Her fandtes i rummene, der skönnedes at have været tjældede, når de benyttedes, store grubeformede huller i gulvene, ved hvis rand der i enkelte tilfælde fandtes nogle sten anbragte. Gruberne var fyldte med kul og aske. I et rum fandtes en dynge håndsten, stablede på gulvet, uden at vi dengang kunde bestemme sammenhængen dermed. Det har dog åbenbart været sten, der har haft anvendelse i en grube, som findes i samme rum. Grubernes dimensioner var gennemgående 4 fod i diameter foroven og godt 1 fod i dybden. De var altså ret flade og blev trufne i forskellig höjde i rummene, hvilket vidnede om, at bodernes gulv efterhånden var blevet fyldt op og derpå igen benyttet. Der fandtes kun sådanne grubeformede ildsteder i selve boderne, og kun et sted udenfor det udgravede kompleks fandtes i et rum ved prøvegravning et lille ildsted af den art, som kaldes »hlóðir«. Det bestod af to parallele på höjkant stillede sten med en anden flad sten, ligeledes på höjkant, anbragt for enden af dem.

Af denne redegörelse fremgår, at grubeformede ildsteder, endog af ret store dimensioner, stundom findes i de bygninger, hvor befolkningen holdt til og tilberedte sin mad. De findes både sammen med åbne ildsteder og alene. Hvor det sidste er tilfældet, kan der næppe være nogen tvivl om, at de virkelig har været brugte ved madlavningen, eftersom de er de eneste ildsteder som findes. De er ikke affaldsgruber, alene af den grund, at det vilde være meningsløst at anbringe sådanne inde i husrummene på så fremtrædende pladser, som det ofte findes. At de har været benyttede til bagning af kød, måske brød, og lign., göres i höjeste grad sandsynligt, navnlig på de steder, hvor der findes mange sten knyttede til gruberne; ti disses tilstedeværelse, ofte i stort antal, lader sig ikke vel forlige med opfattelsen af gruberne som affaldsdynger. Det må i øvrigt erindres, at hvor der ikke omtales sådanne sten, kan de meget vel have været benyttede; ti når maden var bagt, blev den jo taget op og stenene med; endelig kan bagning i aske have været anvendt. På Færøerne og Island kan der ikke have været mange kogekar, i hvilke man kunde koge kød i vand. Lerkar kendtes ikke; i det mindste er der aldrig fundet skår deraf. Heller ikke kleberstenskar synes at have været synderlig kendte. Det er kun i hedenske grave, at rester af sådanne er fundne, efter åbenbart at være nedlagte som store kostbarheder, således som vi i sommeren 1909 har haft lejlighed til at iagttage. Man havde således kun metalkar; men sådanne må på den tid have været dyre, og i större antal kunde de næppe haves på Island. At de har været brugte, er på den anden side utvivlsomt. De rester af jærn, som er fundne i og ved ildstederne, som og stykker af kedler er vidnesbyrd herom, for ikke at tale om sagalitteraturens direkte omtale af sådanne. Medens man da benyttede slige kedler på de åbne ildsteder, måtte man, praktisk set, være glad ved at kunne tilberede kød og fisk uden at skulle bruge kedel. Dette kunde ske ved bagning i gruber og ved benyttelse af ophedede sten eller i aske. Endnu bager man brød på Færøerne ved at lægge dejen i asken på gruen og tildække den godt. Dette er åbenbart en reminiscens fra gamle dage. Man behøvede dog ikke altid at koge kødet i en grube; selvfølgelig kunde man også, når det ikke drejede sig om större masser, lægge det på gulvet eller indenfor en stenrad og da bedække det hele godt; men bedre var det jo at have gruben lige ved hånden. Der er i den sidste tid til museet i Reykjavik indkommet et par kister af sten, hvoraf den ene i det mindste har et tungt låg af sten, der slutter godt til kistens øverste rand. Da der i denne kun er fundet rester af trækul m. m. ligger det nær at antage, at vi her har at göre med en gammel kogeindretning, i hvilken kødet er bagt på samme vis som i gruberne.

___________________

Vi skal nu til slutning med et par ord omtale de tilsvarende forhold i de grönlandske ruiner fra nordbotiden.

I 1894 foretog D. Bruun arkæologiske undersøgelser i Julianehåbs distrikt, senere, 1903, i Frederikshåbs distrikt. Der udgravedes forskellige boligkomplekser, der viste fuldkommen overensstemmelse med de gamle islandske. Hvad ildstederne angik, syntes det som om der var færre grubeformede end her, men dette hænger efter al sandsynlighed sammen med, at Nordboerne i Grönland havde en rigdom af kar, idet der i landet fandtes klebersten i mængde. Ved udgravningerne fandtes der rester af en mængde både store og små kar. Kom nu hertil, at landets rigdom på spæk kunde afgive et godt og brugbart brændsel, vil man se, at Nordboerne her ikke i samme grad som på Island synes at have været henvist til at benytte bagning af kød og fisk i gruber.

Ved Tingimiut i Tasiusak inderst i Sermilikfjorden (Isafjord) ligger en ruingruppe (nr. 2), hvis indhus udgravedes. Der fandtes her særlig karakteristiske »hlóðir«, men ingen grubeformede ildsteder. Ved Tunuarmiut (ruingruppe 20) i Tunugdliarfikfjorden (Eriksfjord) fandtes et indhus med 3 rum i forreste linje og med en udbygning bagud. I et af gavlrummene fandtes et ildsted i et hjörne. Det dannedes af en række större sten, sat i kres, hvis diameter var godt 4 fod, om randen af et godt 2 fod dybt hul. Omtrent ved bunden af dette fandtes en stor, flad, tynd sten liggende. Selve hullet var fyldt med aske og forkullede rester lige fra bunden til randen samt ud til siderne af randstenene, men der var intet ildsted i dette rum. Stykker af vægstenskar, dyreknogler og lign. fandtes. I midterrummet havde der været tændt ild langs en af væggene på gulvet, hvor der lå et tyndt kullag, iblandet med sælhundeknogler. Spredt i rummet fandtes et halvt hundrede stykker af vægstenskar. Der havde åbenbart været et åbent madildsted ved væggen.

I et andet gavlrum fandtes ligeledes i et hjörne rester af et bål, aske og kul på gulvet. I det bagerste rum lå et tyndt lag aske og kul på gulvfladen.

Ved Kagsiarsuk i samme fjord (ruingruppe 29), hvor formentlig Erik den rødes gård Brattahlíð må have ligget, udgravedes et boligkompleks, i hvilket der ikke blev truffet grubeformede ildsteder. I et hjörne af et af rummene fandtes på gulvet en stor mængde trækul mellem store sten.

Ved Kagsiarsuk i Igalikofjordens østre arm fandtes en meget sammensat bygning (ruingr. 66), i hvilken der i et enkelt rum synes at have været en flad grube, som senere er dækket af et lergulv.

Vi har ved det her fremsatte kun villet göre sammenligninger mellem gruberne i hovtomten og lignende andensteds i Norden, hvilke vi har haft lejlighed til at iagttage selv, og skal i øvrigt ikke her komme ind på en sammenligning med andre gruber fra bostadsfund i det øvrige Skandinavien og Europa. Vi nærer dog ikke tvivl om, at man efterhånden vil nå til erkendelsen af, at uendelig mange af slige gruber har haft en tilsvarende anvendelse. Navnlig hvor man ikke havde kar ved hånden i tilstrækkeligt antal, måtte bagningsmetoden i gruber være meget praktisk, hvor det gjaldt om samtidig at bespise en mængde mennesker. Ud fra dette synspunkt betragter vi da også gruberne i tomten på Hofstaðir.

De er efter den sidste brug åbenbart rensede. Det meste kul er taget op, stenene, som benyttedes, ligeledes. Flere af dem er stablede op i nærheden af gruben, andre er måske bårne ud med affaldet. Hvorvidt den store oventil ovalt formede grube alene har været bestemt til affaldsdynge for hvad der tömtes ud fra ildstederne i hovet, eller om den måske tillige selv har været benyttet på lignende måde som gruben ved H, samt grube L, må vi lade stå hen. Hvis den virkelig skulde have været brugt til kødbagning, behøvede den jo ikke at tömmes til næste gang. Dens störrelse vilde tillade, at man undlod dette; dens beliggenhed ligeledes. Her generede ikke en stor ophobning som inde i hallen. Imidlertid sås kul, sten og knogler anbragte ovenpå hinanden lag på lag uden tilsyneladende senere forstyrrelse, som måtte have vist sig, om man, gang efter gang, havde gravet kød ned og fyldt jord og sten på, for atter at åbne for at udtage kødet.

Under festerne i gudehovet har man åbenbart dels benyttet de åbne ildsteder, dels gruberne, således at maden kunde serveres på én gang for de tempelsøgende.

___________________

Vi skal til slutning give en kort oversigt over de af os besøgte og opmålte tomter og lokaliteter, der i traditionen kaldes »hov« eller med et navn, der skulde antyde tilstedeværelsen af et sådant; kun i et par tilfælde er udgravning foretagen. I det hele må det siges, at udgravning er det eneste, der med sikkerhed kan afgöre, hvorvidt der har været et hov, hvor et sådant udpeges; i flere tilfælde vilde en udgravning blive ganske negativ. Vi tager de enkelte steder i geografisk rækkefølge.

Hofstaðir (i Guldbringe-syssel). Her påvises en tomt N—S, hvoraf dog den sydligste del er ødelagt ved tunjævning (fjærnelse af tuer), 18 m. l., 9 m. br., en ret svær væg på den østlige side, den vestlige lavere og fladere, og noget rundere, hvad der dog kan være tilfældigt. Tværvæg ses ikke, men den kunde ved tunjævningen være forsvunden, hvad der dog næppe er tilfældet. Det må således betegnes som tvivlsomt, hvorvidt denne tomt er en hovtomt. Gården selv er meget smukt beliggende. Jfr. Kål. I, 27; den der nævnede hofhóll nævnedes ikke for os.

Hof (på Kjalarnes). Herom kan henvises til Árbók fornleifafjelags 1880—81 s. 66 ff. Ved et besøg dér fandtes den her givne beskrivelse at stemme med forholdene; af tomter ses nu intet. Jfr. Árbók 1902 s. 35.

Hofstaðir (i Hálsasveit, Borgarfjord-syssel). Øst for gården findes på en bakke et stykke i tunet, der kaldes hofið; nu er tunet her fuldstændig jævnet og ingen rester synlige. Stedet selv vilde have været særdeles heldigt. Lige neden for bakken er der en stor sten, kaldt hofklettur. Jfr. Árbók 1884—85 s. 123 og 1893 s. 79.

Hofstaðir (Myrasyssel; lige ved søen). Nordøst for gården i tunet vises nu en aflang höj af ringe höjde, der kaldes goðhóll eller — oftere — goði (vel forkortet af hint), af temlig regelmæssig form; den nordlige ende er utydelig, det hele c. 10 m. l. og c. 4 m. br.; her ses i virkeligheden ingen tomter, og her kan næppe et hov have været opført. Det må i det hele siges, at her på denne gård kan der aldrig have været et hovedhov, så afsidesliggende, og — på grund af det sumpede terræn — så utilgængelig som den er.

Norðtunga (samme syssel). En lille tomt, der ikke ligner nogen hovtomt (sydvest—nordøst), c. 16 fod l.- og 14 f. br., lidt afrundet til den ene side. Jfr. Árbók 1884— 85 s. 137.

Hofstaðir (Hnappadalssyssel). Hovtomten N—S vises her lidt neden for gården; den er nu ret uformelig, med en temlig svær — ialfald tilsyneladende — tværvæg, men nordfor denne, hvor »afhuset« skulde være, er der opfyldt med tuer; den er beliggende på en lav bakke. Fra sydenden til tværvæggen er tomten 5½ m., c. 3½. m. br., tværvæggen nu c. 1 m. br., »afhuset« c. 3¾ m. l., men her er den nordlige og vestlige væg helt ødelagt. Hvorvidt dette er en hovtomt, må betegnes som usikkert. Jfr. Árbók 1897 s. 11. Det skal bemærkes, at ovenfor gården findes en höj, kaldt kirkjuhóll, med en meget utydelig, tvedelt tomt, mulig med et gærde omkring.

Hofgarðar (Snefjældsnæssyssel). Sydvest for den nuværende gård findes store tomter, vistnok af en ældre (den ældste?) gård, der nu kaldes Hofin (således i flertal); der findes også et Hofakot. Her udpeges ingen tomt som hovtomt; særlig kunde der göres opmærksom på en tomt omtrent midt imellem den nuværende gård og disse »Hofin«; den er omtr. 39 skridt i længden og 9—10 i bredden; den er uden tværvæg.

Hofstaðir (sst.). Her findes nu ingen rester eller tomter.

Bersatunga (Dalasyssel) . Her findes en höj, goðahóll, i tunets østlige del, hvor der påvises en utydelig og tvivlsom lille hovtomt, tvedelt, c. 12 skridt l., c. 8 skridt br.; nedenfor bakken findes en blótstein; i den vestlige del af tunet findes en indhegning under en anden bakke, der endnu kaldes Akur, omtr. 50 fod i bredde og længde, og som det er forbudt at slå græsset på. Denne del af tunet kaldes goðatún. Jfr. Árbók 1897 s. 15—16.

Ljárskógar (samme syssel) . Her findes en tomt i tunet, nedenfor selve gården, der ialfald i det 18. årh. og siden er blevet kaldt hofið. Her har den afdøde islandske arkæolog S. Vigfússon ment med sikkerhed at kunne påvise et hov (se Árbók 1882 s. 4—7); længden er 26½ m., bredden c. 13 m., hvor tværvæggen findes; »afhuset« c. 10 m. l. og c. 7,80 m. br. (indvendigt mål). Allerede denne store bredde var påfaldende. Den udgravning, vi foretog (sommeren 1909), viste også tilfulde, at der her ikke kunde være tale om nogen hovtomt. Alene beliggenheden på en skråning således, at den ene ende er henved to meter höjere liggende end den anden, måtte stille en tvivlende; udgravningen viste bl.a., at tværvæggen var uoprindelig, idet et stort kullag gik tværs igennem den og under den, og i øvrigt fandtes intetsomhelst, der kunde pege på, at der her havde været et gudehus. Den tilsyneladende tvedelte tomt må opfattes som en indhegning, der er bygget på et sted, hvor myremalm har været smæltet. Dynger af kul og slagger fandtes ikke blot i bægge afdelinger, men som sagt også under tværvæggen. Det vilde være fristende, at sætte alt dette i forbindelse med hövdingen Torstein Kuggasons virksomhed, der skildres i Grettissaga; han var en »stor smed og jærnsmælter«. Ifølge samme saga byggede han — der levede i den første halvdel af 11. årh. — også en kirke på sin gård. I tunet findes en lille tomt med et rundt gærde om, der kaldes »kirken«. Denne tomt, beliggende Ø—V, blev udgravet, og der fremkom en grundplan ganske som en kirkes, 8 ¾ m. l., »koret« 3 m., hovedbygningen 3¾ m. br., »koret« 2¼ m. br.; den østlige halvdel deraf var stenlagt. Af den nordlige sidevæg var det meste af grundstenene borttaget. Det kan næppe være tvivlsomt, at man her har Torsteins kirke, der kun har været en privat »hjemme«-kirke; den omtales ikke i nogen kirkefortegnelse og er vist tidlig bleven nedlagt.

Rútsstaðir (samme syssel). På denne ødegård mente S. Vigfússon også at have fundet det i Laxdœlasaga omtalte hov, som hövdingen Hrutr opførte. Den her i betragtning kommende tomt blev også undersøgt og delvis udgravet sommeren 1909, men heller ikke den kan have været en hovtomt. Alt syntes at tyde på, at den, der er aflang firkantet, kun er en hestestald eller lignende.

Hofstaðir (ved Torskefjorden, Barðastrandssyssel) . Lige nord for gården findes en lille indhegning med en tomt, 8 skridt lang, 5 skridt bred, der antages at være hovtomt. I øvrigt ligner det hele et lille »bådehus« med et gærde om. Jfr. Árbók 1899 s. 17.

Höfði (i Dyrafjorden). Tæt ved den tidligere hvalfangerstation Framnes ligger i NV—SØ en c. 50 fod lang og c. 30 fod bred tvedelt tomt, hvis mindste del ligger nordligst. I denne har S. Vigfusson gravet et lille hul. Jfr. D. Bruun, Fortidsminder osv. s. 175—76.

Melstaðr (i Midfjorden, Hunavatnssyssel). Lidt nord for denne gård findes en rund indhegning, der kaldes hofið, omtr. 114 fod i diameter på den ene og c. 84 på den anden led, med to meget utydelige tomter indeni, i den sydvestlige del. Omtr. 400 alen i nordvest findes en sten: blótsteteinn. Her var en gammel gård, Steinstaðir. Hvorvidt der her kan være tale om en hovtomt, er meget tvivlsomt.

Hof (på Skagaströnd, samme syssel). Temmelig langt, c. 800 favne, nedenfor gården, omtrent ligeoverfor en anden gård, Skeggjastaðir, på den anden side af en å, Hofsá, findes en tomt, meget utydelig og fuld af tuer, der ifølge traditionen skulde være hovtomten; den er 15½ m. øst—vest, 10 m. nord—syd; der er blevet gjort et længdesnit igennem den, hvorved den er yderligere bleven utydelig; i snittet sås nogen sort aske. Nogen tværvæg kunde under disse omstændigheder ikke konstateres. I selve tunet påvises en »domring«, 10m. nord—syd, 11 m. øst—vest i diameter.

Hof (i Vatnsdal, samme syssel). Her er nu intet at se; kun det formentlige sted for hovet menes at kunne påvises.

Hof (i Hjaltadal, Skagafjordssyssel). Heller ikke her er nu noget tilbage af det gamle hov; det antages at have ligget på en bakke vest for gården, hvor der senere er bygget fårehuse. Jfr. Árbók 1888—92 s. 107 ff.

Hofstaðir (samme syssel). Nedenfor tunet og nedenfor et noget sumpet terræn ligger en bakke, hvor det gamle, fra litteraturen kendte hov skal have stået, og som nu ifølge traditionen kaldes Valhal; der er nu ingen rester synlige, og her er senere også opført fårehuse. Beskrivelsen i Árbók 1888—92 s. 89 f. er altfor bestemt.

Hof (i Svarfadardal, Øfjordssyssel). Herom gælder omtrent det samme som om de nærmest foregående; nogle synlige rester findes her ikke af hovet, men dettes sted påvises på den nordlige side af gården (i tunet); 1898 så D. Bruun her en lille tomt, 6 skridt l., og 5 skr. br., indenfor en rund indhegning, 20 skridt i tværmål. I en tværelv, Hofsá, kaldes en foss for Goðafoss.

Hof (i Flatødalen; Søndre Tingøsyssel). Her påvises ikke med nogen bestemthed en hovtomt; der findes i tunet endel mindre tomter, men de fleste deraf er uden al tvivl gamle fiskerboder, da stedet her fra gammel tid af har været en udmærket fiskeplads.

Ljósavatn (samme syssel). Her har man påvist en lille tomt i tunet, lige nordøst for gården; denne er udgravet af D. Bruun (se Fortidsminder og Nutidshjem s. 171 ff.); retning øst—vest, 43 fod l., c. 14 i midten; uden tværvæg.

Hof (i Vopnafjord; Nordre Mulasyssel). Her påvises med bestemthed en hovtomt ovenfor gården i skråningen og indenfor det gamle (ældste) tun (gærdet ses endnu), længderetning vest—øst (efter dalens retning), men de gamle tomter er forstyrrede og ødelagte, idet flere (fåre)huse senere er byggede på dem og i dem. Ved hovets øvre side findes her en brönd, eller et vandhul. Det hele var en grundig undersøgelse og udgravning værd. Jfr. Árbók 1893 s. 55 ff. Her er i øvrigt flere ting, som det var værd at undersøge.

Hof (i Fell; samme syssel); her findes syd for gården en tomt, den eneste, der kan komme i betragtning; nogen tradition findes ikke; tomten er könt beliggende, 19 meter l., 9 m. br. (»afhuset« 4 m. l.), tydelig og tyk tværvæg; tomten ligger efter herredets længderetning, omtrent syd—nord; den østre væg er meget ødelagt og den sydlige væg tildels. Væggene er temlig tykke.

Hofteigr (samme syssel). Syd for denne gård ved Jökulsåen på fladt terrasseland, kaldt Godanes, ligger to tomter med godt 110 meters indbyrdes afstand. Nordvestligst ligger en c. 40 m. lang og c. 5 m. br., firkantet tomt, der er tredelt med to tværvægge; rimeligvis er det sydvestligste rum en senere tilbygning. Sydvestligst ligger en anden tomt med ovalformet grundplan, 25 m. l., 5 m. br. på midten, c. 4 m. ved enderne. Den førstnævnte udpeges som hovtomt. Fra fjældene mod vest (sydvest) kommer en bæk, der skal kaldes blótkelda, ovenfor på skråningerne ligger blótkeldumelar.

På Hrafnabjörg, og i Möðrudalr findes ingen tomter, der kan komme i betragtning; på førstnævnte sted påvises en stor indhegning som en blóthringur. I nærheden findes en tvedelt tomt, der skal være en hovtomt; jfr. Árbók 1893 s. 51 f.

På Freysnes (samme syssel) på den vestlige side af Lagarfljot findes nogle tomter, hvoraf man har villet udpege en enkelt som en hovtomt (se Árbók 1896 s. 24 ff.), men dette må betegnes som en fejltagelse; der findes ingen tomt her, som har et sådant udseende, at den med nogen rimelighed kunde antages at være en hovtomt; det hele er gamle boder (tingboder), uagtet de ikke kan bestemmes ved nogen direkte litterær oplysning.

Aðalból (i Hrafnkelsdal; samme syssel); den her af S. Vigfússon (se Árbók 1893 s. 38) antagne og udpegede hovtomt er næppe andet end en fårestald (jfr. D. Bruun: Ved Vatnajökuls Nordrand, i Geogr. tidsskr. XVI s. 160, hvor en grundplan findes).

Bersastaðir (samme syssel); syd for denne gård løber en tværelv, og på den (sydlige) bred af denne udpeger traditionen tomterne af høvdingen Berses hovtomt; omridsene er yderst svage. Stedet hvor de findes, kaldes Goðaborg; de er c. 13 m. l. og c. 6 m. br. og har ingen lighed med hovtomter, som man må forestille sig disse. En grundplan findes i D. Bruuns sidstnævnte afhandling s. 157. Det kan bemærkes, at nede ved selve hovedelven påvises en tomt, kaldt skálatótt (og et vadested dér Skálavað), c. 14 m. l., godt 5 m. br.

På Mjóvanes (Søndre Mulesyssel) findes en vældig tomt, der kaldes skálatótt (35½ m. lang, c. 9,40 m. br. på midten, tvedelt, det mindre rum c. 7 m. l. og c. 6 m. bredt, tyk tværvæg), der i höj grad minder om den på Hofstaðir udgravede hovtomt; den burde omhyggelig udgraves.

Hof (i Mjóafjord; samme syssel). Her findes ingen tomt i tunet, der kunde være hovtomt; men en mundtlig tradition kendes, der går ud på, at gudedyrkelsen skulde være foregået oppe på fjældet i en dal dér, hvad der dog på grund af afstanden og besværligheden ved at klatre derop er höjst urimeligt.

Úthlíð (Geirr godes gård i Árnesssyssel). Her påpeges en hovtomt, der mulig er en virkelig sådan, se herom D. Bruun: Fortidsminder og Nutidshjem s. 176 ff. Jff. Árbók 1894 s. 6ff.

Fossnes (samme syssel); herom gælder noget lignende, se D. Bruun anførte skrift s. 176.

Endelig kan ganske kort henvises, til D. Bruuns og B. M. Olsens udgravning af det formentlige gamle gudehus, hörgr, i Hörgsdalur (Søndre Tingøsyssel); en udførlig redegørelse herfor findes i Árbók 1903 s. 3 ff. og D. Bruun »Udgravninger på Isl. « (Geogr. tidsskr. XVII, 21 ff.).

___________________

Undersøgelse af Jordprøver m. m. fra Gludehovet ved Myvatn.

1) En meget finkornet støvagtig, kaffebrun Jordart. Med Natronlud faas et dybt sortebrunt Udtræk, som Tegn paa Tilstedeværelse af Humussyre. Under Mikroskopet ses Jordarten fortrinsvis at bestaa af særdeles velbevarede Skeletter af Kiselalger (Diatoméer), blandet med finkornet, tørveagtig Materiale (humificerede Plantedele). De uorganiske Bestanddele, som kun er til Stede i underordnet Mængde, bestaar af vulkansk Støv.

2) En gennemgaaende meget finkornet, støvagtig Jordart af rødgraa Farve. Nogle enkelte ærtestore Lavastykker, der er indblandet, kan maaske antages for en tilfældig Indblanding. Med Natronlud viser Jordarten sig at indeholde kun mindre Mængder Humussyre i Sammenligning med Prøven Nr. 1, derimod er Jordarten gennemtrængt med Jernokker. Under Mikroskopet ses ligesom i Prøve Nr. 1 en overordentlig stor Mængde velbevarede Rester af Kisel alger, blandet med ret betydelige Mængder af vulkansk Støv.

Jordprøver er utvivlsomt transporteret af Vinden. De har oprindelig været afsat i en eller anden Vandpyt eller fladvandet Sø, der er tørret ud, og hvorfra Vinden har bortblæst det paa Bunden eller langs Bredden aflejrede fine Materiale. I Nr. 1 spiller de tørveagtige Planterester en større Rolle end i Nr. 2, hvori det vulkanske Støv er mere fremtrædende. Begge indeholder som omtalt betydelige Mængder af Kiselalger.

3) En graabrun Jordart sammensat af heterogene Bestanddele. Hovedmængden udgøres af fint støvformigt Materiale, der foruden noget Jernokker indeholder væsentlig de samme Bestanddele som Nr. 1 og Nr. 2, men desuden findes ikke ubetydelige Mængder af mere grovkornede Bestanddele. Disse bestaar dels af smaa, uregelmæssigt formede Brudstykker af Lava, dels af Trækulstykker og Trækulsmuld, samt Smaastykker af Knogler, vistnok Pattedyr.

4) En Del større Stykker af Trækul. Prof. Dr. O. G. Petersen har velvilligst undersøgt disse Kulstykker og fundet, at „Kullene er af Løvtræ og ganske utvivlsomt af Birk".

Nr. 3—4 maa altsaa anses for Rester af optændte Baal blandet med den underliggende Jord, der har været af samme Beskaffenhed som Prøverne Nr. 1—2.

5) To uregelmæssigt formede større, slaggeagtige Stenstykker. Det er utvivlsomt stærkt opblæret Lava, der atter har været i Ilden og delvis er sammensmeltet med Jord af samme Beskaffenhed som Prøverne. Nr. 1—2.

K. Rørdam.

---