Forskjell mellom versjoner av «Om kilderne til «Grønlandske Chronica»»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…)
 
Linje 22: Linje 22:
  
  
TEKST UNDER ARBEID
+
Claus Christofferssøn Lyschander hører ikke til de Historikere, som Nutiden gjerne beskjæftiger sig med, og det med rette, thi naar undtages den poetiske Side, vil hans Skrifter neppe frembyde andet end litterær-historisk Interesse. Heri findes dog én Undtagelse, hans »Grønlandske Chronica« (Kbh. 1608). Den har for Magnus Heinessøns Grønlandstog Rang med Kildeskrift, thi Lyschander giver dog en kort og livlig Skildring af Reisen, medens denne ellers kun kjendes af Dokumenter; ligeledes kan Lyschanders Skildring af de tre Grønlandsreiser benyttes med Fordel, skjønt man her ogsaa har andre og bedre Beretninger<ref>Jfr. Grønlands historiske Mindesmærker III. 670—700.</ref>. Hvorledes man derimod skulde stille sig til hans Skildringer af det gamle Grønland, har i nogen Grad været omtvistet. De fleste har endt med at erklære alt, som kun fandtes hos Lyschander, for upaalideligt og opdigtet; enkelte har dog hældet til at formode, at han kan have benyttet nu ukjendte Kilder, og at derfor maaske ikke Fordømmelsesdommen over ham har været fuldt fortjent. Det gjaldt altsaa at søge at komme paa det rene med hans Kilder for derigjennem at gjøre sig en Idé om, hvorledes han er kommet til sine Beretninger. Under andre Studier er jeg stødt paa Skrifter, som jeg tror at kunne eftervise som Lyschanders Kilder; jeg har troet at burde offentliggjøre disse Resultater, fordi dermed ogsaa en sikrere Dom vil være givet om ham som historisk Forfatter.
 +
 
 +
Kredsen af de historiske Skrifter, som kunde benyttes af en nordisk Historiker i Begyndelsen af 17de Aarhundrede — naar man skulde holde sig til de trykte —, var ikke stor, og end færre blev de, naar man skulde behandle en saa fjern Provins som Grønland. I Arild Huitfelds Danske Krønike kunde man, om man søgte meget nøie, neppe fremdrage mere end det (uægte) pavelige Privilegium af 834 for Erkebiskopen af Hamburg at herske over alle Kirker i Norden, deriblandt ogsaa »Gronlandon«, samt det enestaaende Dokument om de islandske Skippere, som i 1389 blev anklagede i Bergen for at have faret paa Grønland uden kgl. Tilladelse. Lidt større Oplysninger fandtes om Grønland i Arild Huitfeldts Bispekrønike (1604); den leverede ialfald en (rigtignok feilfuld) Opregning af de grønlandske Biskoper fra 1152 til 1406. Den trykte Litteratur kunde saaledes ikke hjælpe Lyschander langt, hvis han ikke ad andre Veie kunde supplere Kundskaben. Men dette forstod han, navnlig ved sin frie og eiendommelige Benyttelse af Kilderne.
 +
 
 +
 
 +
<center>'''I.'''</center>
 +
 
 +
 
 +
Blandt det eiendommeligste ved Lyschanders »Grønlands Chronica« maa regnes, at Forfatteren henfører Grønlands Bebyggelse til Aar 787, altsaa gjør den 200 Aar ældre end den virkelige Bebyggelse, i Forbindelse med at Island bliver opdaget i 770 (istedenfor ca. 870) og koloniseret i 774 (istedenfor 874). Det, som har forledet ham til denne Rettelse, er selvfølgelig det forvanskede Pavebrev for den hamburgske Erkestol fra 834, der indordner baade »Island« og »Grønland« under den hamburgske Kirkeprovins. At Lyschander om Islands Opdagelse og Kolonisation ikke har havt anden Kilde end Arngrim Jonssons Brems commentarius (Kbh. 1593), er let at se, thi det er kun Arngrim, som kalder Naddod ''Naddocus'', hvilken Navneform gjenfindes i Lyschanders ''Nadoch''. Arngrim angav intet Aarstal for Naddocus's' Opdagelse, medens han henfører Ingulfs Reise efter Annalerne til 874. Med Lyschanders smaa Kundskaber til Norges og Islands Historie samt Respekt for det af Arild Huitfeldt citerede Pavebrev maatte han selvfølgelig komme til det Resultat, at Aarstallet 874 var forvansket og maatte flyttes forud for 834; han valgte da den naturlige Udvei at flytte det netop ét Hundrede Aar tilbage (til 774), hvorved Nadochs Reise selvfølgelig maatte lægges nogle Aar forud, altsaa 770. At han paa samme Maade og af samme Grunde har flyttet Grønlands Bebyggelsesaar 987 tilbage til 787, kan ligetil bevises. Lyschanders ældre, i 1581 afdøde Broder Hans Christofferssøn (Johannes Bramensis Lyschander) efterlod sig et historisk-geografisk Arbeide, som efter hans Manuskript blev udgivet i 1642 (af Erik Torm) under Titelen »Antiquitatum Danicarum Sermones XVI ex Bojarico Hist. Joh. Aventini libro I selecti et novis commentariis Johannis Lyschandri Bramensis illustrati.« Han giver ogsaa en kort Beskrivelse af Grønland i følgende Udtryk: Ultra hane [&#596; : Islandiam] omnium novissima maximæ et incompertæ amplitudinis Gronlandia habitari dicitur, olim celebris et magna Noricorum frequentia habitata. Sed postea laborante republica et regibus bello implicitis penitus neglecta est. Juxta enim annum Christi nongentesimum octogesimum septimum peritissimus aquilonis rimator Ericus Rauderus classe in hane terram incidit et visitata deinde per annos quadringentos fuit, suas habuit civitates, suum Episcopum ecclesiam ordinantem. Nobis vero ignota est.« Det er let at se, at denne Beretning stammer ikke fra islandsk men fra norsk Kilde, og man vil da ogsaa gjenfinde denne Kilde i Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse (Norske Mag. I S. 101—3, navnlig de sidste Ord: Og var Grønland bygt af Erik Raude efter Christi byrd 987). Det kan ansees som utvivlsomt, at Cl. Lyschander har fundet Efterretningen om »Erik Ruder« hos sin ældre Broder og ikke har søgt tilbage til dennes Kilde Absalon, thi isaafald vilde han ogsaa laant mere fra denne. Vi har ogsaa bevaret Hans Lyschanders Arbejde i en Afskrift ved Claus Lyschander, nemlig i store kgl. Bibliothek, gi. Samling 807 fol., — og her findes Aarstallet fra »nongentesimum« rettet til »Septingentesimum« med Aarstal i Margen: 787. Claus Lyschander har altsaa ikke været bange for at forvanske sin Broders Arbeide til Fordel for sin egen Theori!
 +
 
 +
Absalon Pederssøn vidste ikke noget om, at Grønland var opdaget fra Island eller at det i flere Aarhundreder udgjorde et af Norge uafhængigt Samfund; for ham var Grønland kun et gammelt norsk Skatland, og saaledes maatte derfor baade Hans og Claus Lyschander se det. Men deraf fulgte, at Cl. Lyschander blev fristet til at behandle Grønlands Historie som en Del af Norges og udfylde den paa alle øde Punkter med Norges, de norske Skatlandes, de norske Kongers og norske Erkebiskopers Historie. Denne Fristelse laa ham saa meget nærmere, som han ikke — saalidt som Samtiden overhovedet — kjendte til de store Afstande mellem disse Skatlande og derfor kunde betragte hvad der hændte i et af disse som ogsaa vedkommende de andre. Han kunde altsaa fra hele den trykte Litteratur hente Bidrag til Grønlands Historie: de norske Kongesagaer i Jens Mortensens Udgave, Kbh. 1594, kunde give ham Hovedtrækkene af de norske Kongers Historie (indtil 1263), Arild Huitfeldts Krønike kunde supplere denne Kongehistorie for de følgende Aarhundreder, Biskop Anders Foss' Stamtavler gav ham en ejendommelig norsk Kronologi, Huitfeldts Bispekrønike (&#596;: Tillægget af Henrik Høyer) gav ham en fuldstændig Liste over de grønlandske Biskoper indtil 15de Aarhundrede, den Manske Krønike (udgiven af Camden 1587) oplyste om de skotske Øgruppers Forhold til Norge efter 1066, Arngrim Jonssons »Brevis Commentarius« leverede ham Momenter af Islands Historie, Saxo Grammaticus laante ham den mythiske Historie om Kong Gorms og Thorkel Adelfars Reiser i Nordishavet, og Adam af Bremen (i Lindenbrogs Udgave 1595) ydede Oplysninger om Harald haardraades og Frisernes Reiser i de samme Egne. Rigtignok var der flere Modsætninger mellem disse Kilder: Kongesagaerne, Biskop Foss og Arild Huitfeldt havde en ganske forskjellig Chronologi, som det var meget vanskeligt at passe sammen og end vanskeligere at afpasse til Lyschanders selvtagne om Grønlands og Islands Opdagelse i 8de Aarhundrede. Men det klarede han let: han undgik at omtale Harald haarfagre og hans norske Efterfølgere i 10de Aarhundrede, som kunde være besværlige, og foretrak at dvæle ved Ansgarius, Harald Klack og Erkebispedømmet Bremen. Han kan derfor med let Hjerte begynde »Norges og Grønlands« Historie med Kristendommens Indførelse ved »Sankt Oluff Trygesøn«, og sammensætter i det følgende sin Krønike ved afvexlende at laane fra alle de førnævnte Kilder og udfylde det manglende ved Hypotheser. Jeg skal levere en Liste over de forskjellige Stykker med deres Kilder, for at man kan se, hvor mosaikagtig han byggede sit Værk ud af forskjelligartede Brudstykker (der hvor Kilderne ikke endnu er paaviste, sætter jeg aabent Rum i høire Rubrik).
 +
 
 +
 
 +
{|
 +
|'''År''' || '''Begivenhed''' || '''Kilde'''
 +
|-
 +
|(A1) 770||Nadochs Reise til Island.|| Arngrimr Jonssøn.
 +
|-
 +
|774 ||Inguls Reise til Island. || —
 +
|-
 +
|(A2) 777 ||Erik Ruders Kolonisation af Grønland. ||Johannes Lyschander.
 +
|-
 +
|(A3) ||Klostret S. Thomas.|| —
 +
|-
 +
|(A4) ||Kong Gorms Tog. || Saxo.
 +
|-
 +
|(B1) ||De Frisiske Søhaner. || Adamus Bremensis.
 +
|-
 +
|(C1) 826 ||Harald Klacks Daab.|| Huitfeldt.
 +
|-
 +
|834 ||Pavens Privilegium.|| —
 +
|-
 +
|(2) 996 ||Sankt Oluff Trygesøn.||  —
 +
|-
 +
|999 ||Slag i Øresund.|| Foss.
 +
|-
 +
|1000||Erik og Svend Jarler.|| Huitfeldt.
 +
|-
 +
|1014||Svend &dagger;.|| —
 +
|-
 +
|1024  ||Sankt Oluff Digre  &dagger;  ||Kongesagaerne.
 +
|-
 +
|(C3) 1063  ||Harald Haardraad og Tosten &dagger;  ||—
 +
|-
 +
|1066  ||Harald den sorte fra Island.  ||Manske Krønike.
 +
|-
 +
|(C4) 1098  ||Kong Magnus Barfod i Skotland. ||  —
 +
|-
 +
|(D1) 1121 ||Biskop Erik paa Vinland. ||—
 +
|-
 +
|(V) 1152 ||Erkebiskop Jon i Trundhiem. ||Høyer.
 +
|-
 +
|1152 ||Erik i Garde. ||—
 +
|-
 +
|1152 ||Grønlands Geografi.|| —
 +
|-
 +
|(D3) 1158 ||Erik paa Island. Helgefell Kloster.||  —
 +
|-
 +
|1146 ||Erik  &dagger; B. Arild i Grønland.|| —
 +
|-
 +
|1155 ||K. Inges Død.||Foss. 
 +
|-
 +
|1157||Hagen herdebreds Død.||  —
 +
|-
 +
|(D4) 1157||Erling Skakke og Sverre.|| Kongesagaerne.
 +
|-
 +
|(E1)1178||Magnus Erlingssøn  &dagger;.|| Foss.
 +
|-
 +
|1183 ||Erkebiskop Øygesteen  &dagger;.|| Høyer.
 +
|-
 +
|1183 ||Erkebiskop Atzer.||  —
 +
|-
 +
|1203 ||Kong Sverre  &dagger;||Foss.
 +
|-
 +
|1204 ||Kong Haakon  &dagger; || —
 +
|-
 +
|(E3)1209 ||Biskop Jon paa Grønland  &dagger;.||Høyer.
 +
|-
 +
|1231 ||Erkebiskop Atzer  &dagger; || —
 +
|-
 +
|1219 ||Erkebiskop Thore  &dagger;.|| —
 +
|-
 +
|(F4) 1230||Biskop Helge paa Grønland.|| —
 +
|-
 +
|1231||Erkebiskop Peder.||Høyer.
 +
|-
 +
|1237 ||Kong Oluff i Man &dagger;.||Manske Krønike.
 +
|-
 +
|(F1) 1249 ||Kong Harald drukner.||  —
 +
|-
 +
|(F3) 1251||Gesandtskab til Keiseren.||Kongesagaerne.
 +
|-
 +
|1256 ||Selle Erkebiskop.||Høyer.
 +
|-
 +
|1256 ||Gesandtskab fra Spanien.||Kongesagaerne
 +
|-
 +
|(F4) 1263 ||Haakon  &dagger; ||Høyer.
 +
|-
 +
|(G1)1264 ||Erik Glippings Tog til Grønland|| — 
 +
|-
 +
|(G2) 1270 ||Skotterne paa Man.||Manske Krønike.
 +
|-
 +
|1271 ||Erkebiskop Haagen &dagger;.||Høyer.
 +
|-
 +
|(G3) 1297 ||Haard Vinter og Is om Island.|| — 
 +
|-
 +
|1280  ||Kong Magnus &dagger;.||Huitfeldt.
 +
|-
 +
|1281 ||Jon Gelker skrev Islands Lov, som blev indført paa Grønland.||
 +
|-
 +
|(G4) 1285 ||Bjørn Erlandson og Milder Alf.||Huitfeldt.
 +
|-
 +
|(H1) 1299 ||Erik Magnussøn &dagger;.|| — 
 +
|-
 +
|1308 ||Biskop Torderus.||Høyer.
 +
|-
 +
|1308 ||Skalholts Kirkes Brand.|| — 
 +
|-
 +
|(H2) 1317 ||Kong Birger fangede sine Brødre.||Huitfeldt.
 +
|-
 +
|1319 ||Kong Magnus i Norge.|| — 
 +
|-
 +
|(H2) 1325 ||Biskop Arne paa Grønland.  || Høyer.
 +
|-
 +
|1330  ||Regn og Kulde. ||
 +
|-
 +
|1331  ||Jordskjælv paa Island. ||
 +
|-
 +
|1338  ||Biskop Jon af Skalholt &dagger;.  || Høyer.
 +
|-
 +
|1340  ||Heklas Udbrud. ||
 +
|-
 +
|1356  ||Biskop Jon af Grønland i Hole.  ||Arngrim.
 +
|-
 +
|1364  ||Erkebiskop Nils i Trondhjem.  ||Høyer.
 +
|-
 +
|(I 2) 1375  ||Kong Valdemar &dagger;.  ||Huitfeldt,
 +
|-
 +
|1380  ||Kong Haakon &dagger;.  ||—
 +
|-
 +
|1383  ||Kong Olafs Retterbod.  ||—
 +
|-
 +
|1386  ||Danehof i Odense.  ||—
 +
|-
 +
|1388  ||K. Olaf &dagger;. || —
 +
|-
 +
|1388  ||Slag med Kong Albrecht.  ||—
 +
|-
 +
|(K1) 1389  ||Sag mod Grønlandsfarerne.  ||—
 +
|-
 +
|1402  ||Vinold  &dagger; Eskil Erkebiskop.  ||Høyer.
 +
|-
 +
|1406  ||Biskop Anders paa Grønland.  ||—
 +
|}
 +
 
 +
 
 +
De to sidste Aarstal giver de bedste Beviser paa, hvorledes Lyschander forstod at udnytte og »forbedre« sine Kilder. Henrik Høyers Erkebiskopsliste oplyser, at Eskil blev valgt 1402 efter Vinold, og i hans Liste over Grønlands Biskoper er efter »Henricus« opført »Andreas 1406«, hvilket forøvrigt er en Feil for 1460 (se Grønl. hist. Mind. III 184 ff.). Men af Synchronismen mellem disse Navne slutter Lyschander, at Eskil har sendt Andreas til Grønland, og Aarsagen er, at Eskils Forfædre havde eiet Godser paa Grønland og at han derfor satte i Gang Seiladsen paany; Sendelsen sker naturligvis i Aaret 1406, men Andreas er da ogsaa »den sidste baade Bisp oc Mand, til Grønland senddis fra Norrigis Land«.
 +
 
 +
 
 +
<center>'''II.'''</center>
 +
 
 +
 
 +
I den ovenfor leverede Liste mangler Paavisning af Kilderne til flere historiske Enkeltheder samt til Grønlands Topografi, hvortil Originalerne ikke lader sig udfinde af den trykte Litteratur. Vistnok kan man iagttage, at den topografiske Skildring har ialfald fjernere Lighed med dels Zeniernes Engroneland, dels Ivar Baardssøns Beskrivelse, og at de historiske Detaljer synes at forudsætte et ialfald svagt Kjendskab til islandske Annaler; men nogen direkte Paavirkning heraf er ikke paavist.
 +
 
 +
Det har imidlertid lykkedes mig under min Beskjæftigelse med de islandske Annaler at komme efter Lyschanders Kilder ogsaa paa dette Hold, og da de giver et interessant Indblik i hans Arbeidsmaade, skal jeg her dvæle nærmere ved dem.
 +
 
 +
Blandt »Islandica« i Upsala Universitetsbibliothek findes et Foliohaandskrift (Nr. 4) fra 17de Aarhundrede, skjænket af P. Boling<ref>Det omtales af Jon Sigurdsson i Antiquarisk Tidsskrift 1846—48 S. 99 og af mig i Snorre Sturlassøns Historieskrivning S. 208 Note.</ref>; det indeholder 1) Sparfvenfelts Afskrift af Heimskringlas Prolog og Ynglingasaga efter den da i Kjøbenhavns Universitetsbibliothek bevarede »Jofraskinna«, med Varianter fra »Kringla« sammesteds. 2) Islandske Annaler paa Latin 830—1586, betitlet »Fragmenta antiquitatum Islandicarum ex ruilis et membranis excerpta«, 3) Gronlandiæ civitates, en kort Fortegnelse over Grønlands Byer, Klostre, Kirker, Kongsgaarde, Fjorder, Lunde, Viger, Næs, Havne og Fjælde. Da Nr. 1 er Afskrift af to Haandskrifter i Universitetsbibliotheket og Titelen paa Nr. 2 er identisk med et Haandskrift i Resens Bibliothek (Caps. VI ord. II in octavo no. 11): »Fragmenta ex Rullis et membranis vetustissimis Islandicis manuscripta« , tage vi neppe Feil ved at antage, at Originalerne for hele Haandskriftets Indhold fandtes i det gamle Universitetsbibliothek i Kjøbenhavn.
 +
 
 +
 
 +
Stykket Nr. 3 lyder saa:
 +
 
 +
:''Groenlandiæ civitates'':
 +
:Garde sedes Episcopalis. Alba in orientali tractu.
 +
 
 +
:''Monasteria'':
 +
:Sancti Thomæ fratres moniales et sorores.
 +
 
 +
:''Ecclæsiæ'':
 +
:Saldfielz kircke, Serckeness kircke, Avioss kircke, Vage kircke, Linder kirke.
 +
 
 +
:Kongsgaard: Foss.
 +
 
 +
:''Fiorder'':
 +
 
 +
{|
 +
|
 +
:Erichsfjord
 +
:Bredefjord
 +
:Moifjord
 +
:Ise
 +
:Skaga
 +
:''Auer'' vestfjord
 +
:''Fæder'' nordfjord
 +
:''Thor'' sydfjord
 +
:''Naf'' sydfjord
 +
:''Hand'' vestfjord
 +
|
 +
:Enarsfjord
 +
:Bergerfjord
 +
:Lundernader
 +
:Alundbager
 +
:Lande
 +
:''Fislefjord'' nordvest
 +
:''Diuer'' sydvest
 +
:''Boier'' sydl.
 +
:''Nisefjord'' vest
 +
|}
 +
 
 +
 
 +
:''Sund'': Lambretsund, Fossesund.
 +
:''Viger'': Indreuig Uedervig. Petersvig. Vadstevig.
 +
:''Næss'': Hariolsnæs.
 +
:''Haafn'': frandbüder haffn. Kirker hafn.
 +
 
 +
:Fiælde:
 +
 
 +
{|
 +
|
 +
:Rodtz
 +
:''Gin field'' syd
 +
:''Trin field'' sydvest
 +
:''Diauer field'' vest
 +
:''Hiffield'' norderst
 +
:''Nafield'' nord
 +
|
 +
:''Hian field'' syd
 +
:''Muner field'' syd
 +
:''Al field'' vest
 +
:''Hoen field'' vest
 +
:''Schodre field'' nord
 +
:''Chon field'' syd
 +
|}
 +
 
 +
 
 +
Denne Liste stammer fra to forskjellige Kilder; hvad jeg i opregningen har Spærret, stammer fra samtidige Karter, der jeg atter har laant Navnene fra Zeni-kartet og for et enkelt (Alba) fra Olaus Magnus. Resten, der oprindelig stammer fra Ivar Baardssøns Beskrivelse, er laant direkte fra den kongelige Instruktion for det 3die Grønlandstog i 1607; den er trykt af K.J.V. Steenstrup i »Meddelelser fra Grønland IX«, med undtagelse af det herhørende, der lyder saa: »Videre da neffnis vdj samme gamle Dokumenter adskiellige Kircker, field, jndviger, Smaafiorder och gaarde som ere Saltfields kircke, Linder kircke,  Serckeness kircke. Ga(r)dum kircke, som bispen haffuer resideret, Avios kircke, Vage kircke. Item neffnes Lambretsund, Fossesund, Inderuigh, Vderuig, Bredenord, Meiefiord, Eirentfiord, Borgerfiord, Londernaderfiord, Ysefiord, Skagefiord, Alunbagerfiord, Kadellfiord, Enerfiord, Hemeuelfield, Rodzfield, Herioldznes, Frindzbuder haffn, Karssø, Peitersuigh, Versdal tuende Closter, et Muncke Closter och et jomfrue Closter. Foss som Kongenns Befalingsmand pleier att residere. I lige maade skall finddes der paa landet disse effterskreffne vare, som ere sabel, maaer, hermelin, huide falcke, selspeck, hualspech, Rosmertand, Lax, Eishuder, Loss, Reffue, Vlffue. Ocksaa sigis der at vere sølffbierge, varme bad med mere som fone gamle documenter indholder«<ref>Originalen herfor er Ivar Baardssøns Beskrivelse i den forvanskede Bearbeidelse , som blev trykt ved C. Pontoppidan i Minerva 1788, S. 19 ff. og som sees at være indsendt til Kantsleren.</ref>
 +
 
 +
Man vil let overbevise sig om, at Listen i det Bolingske Haandskrift (eller rettere dens tabte Original i Kjøbenhavns Universitetsbibliothek) helt er gaaet ind i Lyschanders Krønike. Byen »Alba« lader han (A3) anlægge kort efter »Erik ruder« s Tid, St. Thomas Kloster nævnes ogsaa meget tidligt (A4), og Garde omtales som Bispesæde allerede ved 1152 (D l). Derefter opregnes Landets Kirker, og dets Geografi skildres i følgende Vers:
 +
 
 +
 
 +
:Mand bygde da ''Saldtfæltz'' Kircke aff grund
 +
:Och ''Særckeness'' Kircke ved samme stund,
 +
:Och ville vell mangge mene,
 +
:At ''Auioss'' Kircke bleeff oc dend tid,
 +
:Och ''Wage'' Kircke aff gudelig lid,
 +
:''Lindders'' Kircke diss sammelunde,
 +
:Med ''Nyndde Closter'' oc anddre paa Reed,
 +
:Som icke er tegned oc inggen veed:
 +
:Da stiffted oc bygd aff Grunde.
 +
 
 +
:''Erichsfiord'' fandtz derr ock Bredefiord med,
 +
:''Skagefiord'' oc ''Meifiord'' huer i sin Sted,
 +
:Och ''Eneuardtzfiord'' dislige.
 +
:''Londernader, Skage'' oc ''Bærgerfiord'',
 +
:Aff ''Lande'' oc ''Isefiord'' ganger oc Ord,
 +
:Mand veed oc aff ''Hanfiord'' at sige.
 +
:''Alunbagerfiord'' hæn væster paa Land,
 +
:Huor der flyder ''Auer'' oc ''Nicefiordtz'' Vand,
 +
:Norduæst er ''Fistefiordtz'' mindde.
 +
:For Norden er ''Fæder'' oc ''Diuerfiord'',
 +
:For Søndden er ''Torfiord'' vid oc stoer,
 +
:Der kand mand oc ''Boierfiord'' findde.
 +
 
 +
:Derr ligger oc indden dend dybeste Grund,
 +
:''Larabretsund'' och ''Fossesund'',
 +
:Med adtskillig Viger oc mangge.
 +
:''Inder'' oc ''Wderuigh'' huer for sig,
 +
:Och siden ''Peters'' oc ''Wasseuig'',
 +
:De giør vell manggen bangge.
 +
:Frendbuders ''Hawn'' oc ''Kirckoe'' Hawn,
 +
:Och anddre flere, huerr ved sit Naffn,
 +
:Med gruelig Fiæld oc suare.
 +
 
 +
:For Søndden er ''Chonfield'', og ''Hanfiældtz'' Aas
 +
:Med ''Ginfiældtz'' oc langen ''Munderfiældtz'' Kaas
 +
:Suduest ligger ''Trin'' hin haare.
 +
:''Affiæld, Honfiæld'' oc ''Diauerfiæld'',
 +
:Forindden er mangt it Rhep oc Giæld,
 +
:Hæn vd imod Væster Side.
 +
:''Hittfiæld'' i ''Nordnæst'' oc ''Skad'' i Nord
 +
:Mæn ''Rodtz'' fiæld haffuer det Naffn oc Ord,
 +
:Dislige mand ey kand vide
 +
:Der er oc ''Nafiæld'' oc Fiældder fleer,
 +
:Som mand hæn vide om Landdet seer,
 +
:Och fylder derr allestæde.
 +
 
 +
:Derr ligger oc ''Harioldtz Næss'' oc Grund,
 +
:Med ''Reff'' oc ''Juckler'' saa mangelund,
 +
:Som mand kand ey alle betræde.
 +
:Der vaar oc paa Landet i førrige Aar
 +
:Een særdeles egen Kongge Gaard,
 +
:Som de monne Foss da næffne,
 +
:Djd skulle de Landbo føre need
 +
:Sin Herris oc Konggis Rættighed
 +
:Huerr effter sin Tax oc Effne.
 +
 
 +
 
 +
Hvert eneste Navn gjenfindes, i de fleste Tilfælde netop i den samme afvigende Form, i »Gronlandiæ civitates«, og paa samme Maade som her er Laan fra Zenikartet og fra Ivar Baardssøn blandede om hinanden. Ændringerne og Tillæggene er ikke større, end man maatte vente ved Overførelsen fra Prosa til Vers; snarere maa man respektere Versemagerens Dygtighed til at fordøie den haarde Kost uden væsentlige Tilsætninger.
 +
 
 +
Annalerne i Bolings Haandskrift er, som jeg har oplyst i min Udgave af »De islandske Annaler indtil 1578«, Uddrag fra Gottskalks Annaler og fra hans egenhændige Haandskrift. Uddraget følger sin Original lige til Enden, men udelader alt vedkommende Gottskalk og hans Slægt og er altsaa ikke forfattet af ham selv eller han Søn Jon, der afsluttede Annalerne. Uddraget stanser med Lagmanden Erlends Død 1576 og tilføier derefter selvstændigt det næste Biskopsskifte i 1587 (Gislauus Episcopus obijt) og er saaledes yngre end dette Aar. Da Gottskalks Annalhaandskrift allerede ved 1592 og længe senere befandt sig i Arngrim Jonssons og hans Slægtning Biskop Gudbrand Thorlakssons Besiddelse, maa Uddraget være gjort ved Bispesædet Hole, men neppe af Biskopen eller Arngrim; ad hvilke Veie det er naaet til Danmark, kan saaledes ikke oplyses. Men utvivlsomt har det foreligget Lyschander og er bleven benyttet af ham. For at vise dette er det nødvendigt at meddele hele Annaluddraget for 12te, 13de og 14de Aarhundrede indtil 1363:
 +
 
 +
 
 +
:1104. Visa eruptio prima ex Heccla fiell.
 +
:1006. Ornaditur primus Episcopus Hollensis Joannes sanctus.
 +
:1108. Ulfheden legifer.
 +
:1111. Fundatum Tingorinum claustrum Islandiæ.
 +
:[1118]. Ordinatus Torlakus Rurolfi [&#596;: Runolfi] in Episcopum Schalholtensem.
 +
:1121. Ericus Episcopus Groenlandiæ quæsivit Vindland<ref>Er vistnok Feil i den nuværende Afskrift for Vinland, jfr
 +
nedenfor S. 15.</ref>.
 +
:1122. Ordinatus Chilianus Episcopus Holensis.
 +
:1126. Tres Episcopi in parlamento Islandiæ.
 +
:1133. Moritur Torlachus et Sigismundus magus
 +
:1134. Magnus Episcopus Schalholtensis.
 +
:1145. Obijt Chilianus.
 +
:1146. Biorno Episcopus Holensis.
 +
:1147. Incendium mirabile in Hittardal ubi periit Magnus Episcopus Schalholtensis una cura 70 hominibus postridie omnium
 +
sanctorum.
 +
:1150. Electus Clenger Episcopus Schalholtensis.
 +
:1151. Nicolaus Cardinalis venit Nidrosiam.
 +
:1155. Monasterum Therna [&#596;: Þuerá] alterum fundatum.
 +
:1158. Irruptio ignis ex Hecla.
 +
:1162. Obijt Biorno Holensis Episcopus.
 +
:1163. Successit Brender.
 +
:1164. Prælium intestinum in Althing in lslandia in parlamento.
 +
:1169. Monasterium tertium Uerö [&#596;: Ver] fundatum.
 +
:1172. Incensæ Bergæ in Noruegia. Monasterium Flatho fundatum.
 +
:1174. Ordinatus S. Torlachus Episcopus Holensis clarus miraculis. Milites in Noruegia bästebönder [&#596;: Birkibeinar].
 +
:1185. Monasterium Hilgefeld fundatur.
 +
:1185. Ceperunt Episcopi uti baculis Episcopalibus.
 +
:1200. Coepit Torlachi inuocatio in lslandia.
 +
:1202. Electus Gudmundus Aretij bonus Hollensis Episcopus.
 +
:1204. Jonas Episcopus Groenlandiæ in Island venit. Moritur Suerre rex Norvegiæ.
 +
:1212. Electus Thetir Episcopus Schalholtensis ante ordinationem interfectus.
 +
:1215. Magnus Episcopus Schalholtensis.
 +
:1222. Incendium in Hecla.
 +
:1224. Guttæ sanguineæ stillaban t ex imagine crucifixi Holis.
 +
:1225. Monasterium Vido fundatur.
 +
:1228. Fridericus imperator excommunicatur a papa.
 +
:1230. Helge episcopus Gronlandiæ in lslandia.
 +
:1240. Valdemarus primus (!) rex Daniæ.
 +
:1241. Jonas Episcopus Gronlandiæ in lslandia.
 +
:[1262]. Gronlandi promittunt regi Daniæ tributum.
 +
:1263. Brandar Episcopus Holensis.
 +
:1267. Jorunder Episcopus Holensis accepit potestatem creandi crucigeros [&#596;: kòrsbrøþr!].
 +
:1271. Codex legum novus infertur in Island a Thoruard et Stude.
 +
:1272. Facta mutatio legum.
 +
:1280<ref>Feil for 1275.</ref>. Capti 27 ursi albi in festo Tiburtij glacie cingente omnes sinus Islandiæ. Grando ingens in Schania [&#596;: Skaun].
 +
:1281. Jonas legifer intulit nouum codicem legum qui hodie sequitur (sic).
 +
:1282<ref> Feil for 1296.</ref>. Claustrum Canonicorum Moderueld fundatura auctore Jorunder Episcopo et Dom. Thoruardo.
 +
:1300: Eschyldus abbas in Tingøre ignis Heclæ erumpit.
 +
:1306. Iter per glaciem Rostochio in Daniam.
 +
:1308. Ignis coelestis in templo Schalholdino biduo ante diem Pauli quod una cum bonis Ecclesiæ consumptum.
 +
:1310. Torder Episcopus Gronlandiæ fuit in Norvegia.
 +
:1311. Cinerem et arenam in Islandia pluit nocte post natiuitatem. Glacies perpetua adhæsit Islandiæ ad initium estatis, ut
 +
pabuli defectus et farnes.
 +
:[1314]. Henricus imperator ueneno in eucharistia perijt.
 +
:1329. Virgo marina conspecta in Islandiæ parte australi.
 +
:[1332]. Eruptio in Knappefield jokull.
 +
:1330<ref>Feil for 1296.</ref>.Auditus gemitus quasi hominibus ægrotatis sæpius in Kyrkebäch per totam æstatem in dormitorio publico. Item et alibi Holæ in Flusslid propter continuos imbres periere
 +
animalia.
 +
:1331<ref>Feil for 1336.</ref>. Terræ motus in australi parte Islandiæ 10 juli quo die omnia visa vicinis sanguinea. Deciderunt oppida passim et hiatus multi inciderunt.
 +
:1340. Sexta eruptio ignis Heclæ qui diutissime duravit quando tantam cineris copiam evomuit ut die opus esset candelis. Damnosa terræ et pecudibus.
 +
:1356<ref>Feil for 1339.</ref>. Eruptio ignis e monte Trolledinge.
 +
:1363<ref>Feil for 1357.</ref>. Eruptio ex Knappafields jokell.
 +
 
 +
 
 +
Kjendskabet til disse Annaluddrag forklarer baade at Lyschander kunde kjende saa mange enkelte Træk af Islands (og Grønlands) Historie og at han var uvidende om saamange vigtige Sider deraf. Men de giver ogsaa vigtige Bidrag til at forklare , hvorledes han kunde komme til at fabrikere Historie og hvilke Materialer han havde dertil. Vi skal betragte de vigtigste Tilfælde ved Hjælp af denne Annalkilde.
 +
 
 +
1. ''Om Kristendommens Indførelse paa Vinland.'' Annalernes Beretning om Biskop Eriks Forsøg 1121 paa at finde Vinland igjen gjengiver Lyschander saaledes:
 +
 
 +
 
 +
:Och da stod Norrig i fæygerste Floer,
 +
:Diss lige her icke i Norden var
 +
:Huad Macht oc Vælde kan lange.
 +
:At Orloff forsinket Guds Ord oc Sag:
 +
:Forlæmpidt vor HERRE paa tjd oc dag,
 +
:Det kom vdi gen paa genge.
 +
:Hand vacted sin Kirche fra Tyranners vold,
 +
:Oc loed den voxe blant Vaaben oc Skiold,
 +
:Som Lillien i grønniste Enge.
 +
:Hand spridde den vd de Lande hen om,
 +
:Vnder Norriges Kongis Herredom,
 +
:Paa Øer oc alle smaa Vige.
 +
:Oc Erich paa Grønland lagde haand oppaa
 +
:Plandtet paa Vinland baade Folck oc Tro, 1121
 +
:Som er der endnu ved ljge.
 +
 
 +
Det behøver ikke at tilføies, at hvad Lyschander her har udover Annalerne er hans egen Tildigtning.
 +
 
 +
2. Besynderligere er følgende Beretning om ''Helgefelts Klosters'' Grundlæggelse:
 +
 
 +
 
 +
:Der gangen vor Tusind oc hundrede Aar, 1158
 +
:Halfftrediesindstyffue oc otte det vaar,
 +
:Paa Issland loed Erich sig finde.
 +
:Med Landsens Clærcker oc Bisper tho
 +
:Kom alle Sager i Lawe oc Rho,
 +
:Allt baade med Ræt oc minde.
 +
:Och var der met paa samme tid
 +
:At fundere oc stiffte aff gudelig id
 +
:Det Hellig feldtz Closter aff grunde.
 +
 
 +
 
 +
Helgafells Kloster blev i Virkeligheden grundet 1184, hvilket dog i Gottskalks Annaler og i Uddraget henføres til 1185, som kan tænkes af Lyschander at være læst (eller fortolket) som 1158. Lige bagefter og under samme Aar staar i Uddraget »Ceperunt episcopi uti baculis episcopalibus«, hvilket tydeligvis er en Misforstaaelse af Ordene »hofust baglar« (ved 1196). Men da Lyschander ikke kjendte Originalen, har han aabenbart kunnet opfatte den latinske Sætning som et Vidnesbyrd om, at der i det Aar (1185 &#596;: 1158) er paa Island holdt et Biskopsmøde, hvorved kirkelige Love vedtoges, og til det Møde lader han da sin Biskop, der efter Høyers Liste havde faaet det urigtige Navn Erik, indfinde sig; da Annaluddraget (urigtigt) oplyste, at Helgafells Kloster blev grundet samme Aar, fulgte det af sig selv, at Biskop Erik ogsaa var med ved den Begivenhed. Jeg tror at turde paastaa, at denne Forklaring af Beretningens Oprindelse ikke er underligere end hvad jeg nu skal komme til.
 +
 
 +
3. ''Det danskeTog til Grønland l264''. Lyschander fortæller, at efter Haakon Haakonssøns Død 1263 hans ukrigerske Eftermand Magnus for at undgaa Krig afstod de skotske Øer til Skotland mod en Afgift og siden »lagde ned baade Leding og Glavind og tog Loven og Bogen i Hænde«; den nyudnævnte Biskop Olaf, som paa Reisen til Grønland landede paa Island og der sluttede Venskabspagt med Biskoperne Magnus i Skålholt og Brand i Hole, mødte ved sin Fremkomst til Grønland Modstand hos Menigmand, som ikke vilde »skatte til Norge«. Derpaa fortsættes:
 +
 
 +
 
 +
:De Skibe kom hjem, var ledig og tom,
 +
:Kong Magnus han vurdet det lidet om,
 +
:Paa Grønland vild' hand icke stride
 +
:Men lod sin Suoger Kong Erick forstaa
 +
:At vilde hand voffue der noget paa,
 +
:Det kunde hand fuldvel lide.
 +
 
 +
:Kong Erick han syntes det var icke got,
 +
:Men gaff baade Danmarck (!) oc Norge spot,
 +
:Mand skulde saa lade det bliffue.
 +
:Kong Magnus haffde hans Fræncke i Seng,
 +
:Skulde Grønland bliffue saa slæt henvend,
 +
:Til Børnene vilde det striffue.
 +
 
 +
:Thi giorde han vd en mechtig hob Folck, 1264
 +
:Och fick dennem bode Snæcker oc Holck,
 +
:Met Vaaben som dertil hørde.
 +
:Och lod dem saa seyle, som de tinge bør
 +
:Om Norrig oc Issland, til Væster i Nør
 +
:Den Kaaess dem til Grønland førde.
 +
 
 +
:Der sætte de Folcket saa snart for Bord,
 +
:Der var ey paa færde ræt mange ord
 +
:Før mand lod Fænnicken flyffue.
 +
:Der Grønlænder saae de blancke Suærd,
 +
:hørde Trummen oc Larmen oc anden slig færd,
 +
:Begyndte sig fast at grye,
 +
:De meente det var den lædigste Trold,
 +
:Som glimmed i Marcken, oc gaff sligt skrold,
 +
:Mod ham kunde de icke stande.
 +
 
 +
:Thi loed de sig sige, oc bade om Fred,
 +
:Den Bisp hand giorde oc sit der ved,
 +
:At Landet gick dennem til hånde.
 +
:Saa maatte de suærre, oc giøre dem Ed,
 +
:Och giffve den Skatt, som føre var seed,
 +
:Der effter til Danmarcks Rige.
 +
 
 +
:Och kiende Kong Erick Glæpping ved Naffn
 +
:For Herre oc Konge, oc ramme hans Gaffn
 +
:Och hannem ræt allderig suige.
 +
:Huer Mand hånd skattet, som hånd formaa,
 +
:De ladde deris Skib oc seyled der fra,
 +
:Och lode ad Danmarck stande.
 +
 
 +
:Kong Erick sig glædde, at det saa gick,
 +
:Baade Land oc Skatt aff dennem vndfick,
 +
:Dog Magnus sin Suoger til hånde.
 +
:Och lod det bliffue, som det vaar føer,
 +
:Under Norrigis Rige met andre Øer,
 +
:Dronning Ingeburgs Børn at nyde.
 +
 
 +
 
 +
Denne smukke Skildring har ikke fundet Naade for Historikernes Øine; allerede Torfæus har paavist, at den er helt igjennem uhistorisk, idet Biskop Olaf netop var fraværende fra Grønland i Aarene 1262—1271 og saaledes ikke Grønlænderne kunde gjøre Oprør mod ham i 1263, ligesom Erik Glipping havde andet at bestille i 1264 end at sende sine Krigsfolk til Grønland. Den eneste Historiker, som har forsøgt et Forsvar for Lyschander, er Finn Magnussøn, som hævder dels at Lyschander kan have fulgt tabte Skrifter, dels at Aarstallet 1264 »maa være Tryk- eller Skrivfeil for 1273«, thi ved det senere Aar var Erik Glipping og Kong Magnus Venner, og da kunde en saadan »Venskabstjeneste « være mulig, »hvis den virkelig tilhører Historien«. Jeg skal ikke forsøge paa at gjendrive dette Forsvar for en Beretning, som i og for sig er umulig og strider mod al Historie, men søge at vise, hvorledes Beretningen er blevet til. Gottskalks Annaler beretter ved Aar 1262, at da blev der »svoret Kongen Skat paa Island«; dette er imidlertid i Uddraget undergaaet en ejendommelig Forvanskning. Hvad enten nu Bearbeideren har kommet at se tilbage paa den netop nævnte Biskop i Grønland og derfor har ombyttet »Island« med »Grønland« eller han maaske har vidst fra Haakon Haakonssøns Saga, at ogsaa Grønland ved de samme Tider underkastede sig Kongen, er ikke godt at vide; men sikkert er det, at i Uddraget staar der »Grønland«, hvor der skulde staa »Island«. Men utvilsomt er det blot en Tankeløshed, naar Uddragets Forfatter istedenfor »Kongen« (&#596;: den norske Konge) har sat »Danmarks Konge«, hvilket forøvrigt er let forstaaeligt, at en Forfatter kunde komme til at gjøre ved Aar 1600, da den fælles Konge naturligvis hyppigt kaldtes den »danske« Konge. Som Følge heraf forelaa der for Lyschander en Annal-beretning om, at »Grønlænderne underkastede sig Danmarks Konge«. Denne Beretning var, hvis man tør tro Afskriften, i Annaluddraget uden Aarstal. Det skyldes derfor vistnok Lyschander, at Begivenheden bliver sat til 1264. Hans Ræsonnement herved har vel været følgende: I Annaluddraget staar Begivenheden nærmest henført til Haakon Haakonssøns Tid (lige foran en Begivenhed fra 1263), men det maatte være en Feil, thi saalænge han levede, var Norge mægtigt, og han vilde ikke lade en Provins gaa fra sig. Men om hans Søn Magnus vidste Lyschander, at han var fredelig sindet og strax sluttede Fred med den skotske Konge; under ham kunde saaledes den danske Konges Indgriben let tænkes at være foregaaet. Fredsslutningen med Skotland henførte Lyschander til 1263, og Grønlands Underkastelse under Danmark kunde saaledes tidligst være skeet 1264. Resten gav sig af sig selv eller ialfald af nærliggende Kombinationer, men uden historisk Grundlag: Oprøret maatte være foranlediget ved, at en ny Biskop ankom (Olaf); han maatte være reist hjem og have klaget til Kongen. Annaluddraget viste, at den danske Konge havde dæmpet Oprøret: den norske Konge har altsaa ikke havt Lyst til at bekjæmpe sine oprørske Undersaatter, hans danske »Svoger« har tilbudt sig at gjøre det for ham og sendt en Expedition til Grønland. I Henhold hertil er da Detaljerne udmalede; Forfatteren har endog for at give det hele et historisk Udseende ikke forsmaaet et saadant Træk som at den grønlandske Biskop under Reisen besøgte sine islandske Medbrødre; men da Annaluddraget kun nævnte Biskop Magnus i Skalholt (1215—37) og Brand i Hole (1263), har Lyschander frisk væk optaget disse Navne, hvorved han rigtignok begik en historisk Feil ved at nævne dem som samtidige; ligeledes er det naturligvis urigtigt, at det var Erkebiskop Einar, som udnævnte Biskop Olaf og sendte ham til Grønland, thi Olaf var allerede indviet i 1246 under Erkebiskop Sigurd og havde resideret paa Grønland 1247—1262. Men for Lyschander var selvfølgelig hans egne Kombinationer ligesaa god historisk Sandhed som alt hvad hans Kilder ydede ham.
 +
 
 +
4. ''Den islandske Lov paa Grønland''. Efter Lyschander blev den islandske Lov samtidigt publiceret paa Island og i Grønland:
 +
 
 +
 
 +
:Da skreff Jon Gelker (!) den Isslandtz Low 1281
 +
:Mellem Præster (!) oc Grander, oc anden slig tow
 +
:::j Bøger oc klare Breffue.
 +
:Mand vil oc sige, den Low bleff sendt
 +
:hen offuer til Grønland: der kyndet oc kend
 +
:::huor de skulde redelig leffue.
 +
 
 +
 
 +
Kilden for Indførelsen paa Island vil sees i Annaluddraget Aar 1281. Det er tydeligt, at Lyschander ikke vidste mere derom, thi ellers vilde han have oplyst, at Jon medbragte Loven færdig fra Norge og at det var den norske Lov, han indførte paa Island. Jons Tilnavn »Gelker« er ellers en Misforstaaelse (eller Oversættelse?) af legifer. Den Forklaring, som Finn Magnusson giver, at »Gelker« betyder »Skatmester« eller »Renteskriver«, er unøiagtig; gjaldkeri betyder i Norge »Byfoged«, og en saadan Stilling har den islandske Lagmand naturligvis aldrig havt. At den islandske Lov blev indført paa Grønland, kan maaske forsaavidt have sin Rigtighed, som Kong Magnus vistnok har sørget for at indføre sin Lovbog ogsaa paa Grønland. Men dette har neppe staaet i Forbindelse med Jonsbogens Indførelse; rimeligvis har Kong Magnus sendt den norske Lovbog til Grønland med det Skib, som afgik i 1278 og vendte tilbage i 1281<ref>Det sees af Pavebrevene af 13 Jan. 1279 og 4 Marts 1282 (P. A. Munch, Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger S. 146 og 153).</ref>, thi senere afgik neppe Skib fra Norge til Grønland før end i 1288. At norsk Lov og Lovinstitutioner er indførte paa Grønland ved denne Tid, tør sluttes deraf, at efter Ivar Baardssøns Beskrivelse Grønland havde egen Lagmand, thi denne Institution fulgte med den norske Lovs Indførelse paa Island og altsaa vistnok ogsaa paa Grønland. Naar derfor Skaldhelga-rimur (fra 15de Aarhundrede) gjør Skald- Helge paa Olaf den helliges Tid til »Grønlands Lagmand«, tør dette betragtes som en Anachronisme. Finn Magnussøn har søgt en Støtte for Lyschanders Beretning om den islandske Lovs Indførelse paa Island bl. a. deri, at den islandske Benævnelse »leiþ« (leiþarðing) skulde forekomme i Ivar Baardssøns Beskrivelse; men Forklaringen af Stedsnavnet »Leyd« som leiðarþing er meget søgt. Det er tydeligt, at »Leydar Kirke« hos Ivar Baardssøn er den samme som »kirkja i Brattalio« i Flatøbogen; »leyd« er altsaa blot en unøiagtig Skrivemaade for »Lid« &#596;: Brattelid.
 +
 
 +
5. ''Andre islandske Forhold''. Det staar tilbage at paavise, at de islandske Træk, som endnu findes hos Lyschander, stammer fra de samme Annaluddrag. Og dette Bevis giver sig egentlig af sig selv, naar man vil sammenligne begge Beretninger. Ved Vinteren 1279—80 skildrer Lyschander Havisens Komme til Island med hvide Bjørne paa; det svarer til Annaluddraget ved 1280 (Feil for 1275 hos Gottskalk), og Lyschander har alene tildigtet, at Islænderne deraf skjønnede, at der var Lande nordenom dem, og seilede ud »i Øster og Nør« for at søge efter disse Lande, som de dog ikke fandt. Ved 1308 fortæller han om Skalholts Kirkes Brand, lidt senere om Biskop Thords Afreise til Norge; saa følger efter endel norsk-svenske Begivenheder atter Beretninger fra Island: om Sygdom paa Kvæg og underlige Lyder ved Aar 1330 , om Jordskjælv og Gaardes Nedfald ved 1331, om Heklas Udbrud ved 1340 samt senere Udbrud i »Knappefælds Juckel« og »Trollediung« (uden Aar). Ogsaa disse er kun Udmalinger af Annaluddragene, hvilket bevises deraf, at Lyschander har Beretningerne ved de samme Aar som Annaluddraget, der her helt igjennem angiver urigtige Aar og forsaavidt afviger fra sin Original, Gottskalk.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Med denne Artikel har jeg havt et dobbelt Formaal: dels at paavise Lyschanders historiske Kilder, dels at vise, hvorledes en Historiker fra Renaissancetiden forstod at udnytte sine Kilder. Jeg haaber derved at have udrettet, at for Fremtiden Lyschanders »Grønlandske Chronica« bliver stillet paa sin rette Plads som et Digterværk paa historisk Grundlag efter kjendte Kilder, og at Forskningerne over Grønlands ældre Historie ikke længer lader sig lede vild af ham.
 +
 
 +
 
 +
 
 +
 
  
  
Linje 34: Linje 519:
 
[[Kategori:Tekster på norsk]]
 
[[Kategori:Tekster på norsk]]
 
[[Kategori:Gustav Storm]]
 
[[Kategori:Gustav Storm]]
 +
[[Kategori:Grønlandica]]

Revisjonen fra 23. aug. 2019 kl. 16:14

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif
Gustav Storm (1845-1903)


Om kilderne til «Grønlandske Chronica»


Af Gustav Storm



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1888




Claus Christofferssøn Lyschander hører ikke til de Historikere, som Nutiden gjerne beskjæftiger sig med, og det med rette, thi naar undtages den poetiske Side, vil hans Skrifter neppe frembyde andet end litterær-historisk Interesse. Heri findes dog én Undtagelse, hans »Grønlandske Chronica« (Kbh. 1608). Den har for Magnus Heinessøns Grønlandstog Rang med Kildeskrift, thi Lyschander giver dog en kort og livlig Skildring af Reisen, medens denne ellers kun kjendes af Dokumenter; ligeledes kan Lyschanders Skildring af de tre Grønlandsreiser benyttes med Fordel, skjønt man her ogsaa har andre og bedre Beretninger[1]. Hvorledes man derimod skulde stille sig til hans Skildringer af det gamle Grønland, har i nogen Grad været omtvistet. De fleste har endt med at erklære alt, som kun fandtes hos Lyschander, for upaalideligt og opdigtet; enkelte har dog hældet til at formode, at han kan have benyttet nu ukjendte Kilder, og at derfor maaske ikke Fordømmelsesdommen over ham har været fuldt fortjent. Det gjaldt altsaa at søge at komme paa det rene med hans Kilder for derigjennem at gjøre sig en Idé om, hvorledes han er kommet til sine Beretninger. Under andre Studier er jeg stødt paa Skrifter, som jeg tror at kunne eftervise som Lyschanders Kilder; jeg har troet at burde offentliggjøre disse Resultater, fordi dermed ogsaa en sikrere Dom vil være givet om ham som historisk Forfatter.

Kredsen af de historiske Skrifter, som kunde benyttes af en nordisk Historiker i Begyndelsen af 17de Aarhundrede — naar man skulde holde sig til de trykte —, var ikke stor, og end færre blev de, naar man skulde behandle en saa fjern Provins som Grønland. I Arild Huitfelds Danske Krønike kunde man, om man søgte meget nøie, neppe fremdrage mere end det (uægte) pavelige Privilegium af 834 for Erkebiskopen af Hamburg at herske over alle Kirker i Norden, deriblandt ogsaa »Gronlandon«, samt det enestaaende Dokument om de islandske Skippere, som i 1389 blev anklagede i Bergen for at have faret paa Grønland uden kgl. Tilladelse. Lidt større Oplysninger fandtes om Grønland i Arild Huitfeldts Bispekrønike (1604); den leverede ialfald en (rigtignok feilfuld) Opregning af de grønlandske Biskoper fra 1152 til 1406. Den trykte Litteratur kunde saaledes ikke hjælpe Lyschander langt, hvis han ikke ad andre Veie kunde supplere Kundskaben. Men dette forstod han, navnlig ved sin frie og eiendommelige Benyttelse af Kilderne.


I.


Blandt det eiendommeligste ved Lyschanders »Grønlands Chronica« maa regnes, at Forfatteren henfører Grønlands Bebyggelse til Aar 787, altsaa gjør den 200 Aar ældre end den virkelige Bebyggelse, i Forbindelse med at Island bliver opdaget i 770 (istedenfor ca. 870) og koloniseret i 774 (istedenfor 874). Det, som har forledet ham til denne Rettelse, er selvfølgelig det forvanskede Pavebrev for den hamburgske Erkestol fra 834, der indordner baade »Island« og »Grønland« under den hamburgske Kirkeprovins. At Lyschander om Islands Opdagelse og Kolonisation ikke har havt anden Kilde end Arngrim Jonssons Brems commentarius (Kbh. 1593), er let at se, thi det er kun Arngrim, som kalder Naddod Naddocus, hvilken Navneform gjenfindes i Lyschanders Nadoch. Arngrim angav intet Aarstal for Naddocus's' Opdagelse, medens han henfører Ingulfs Reise efter Annalerne til 874. Med Lyschanders smaa Kundskaber til Norges og Islands Historie samt Respekt for det af Arild Huitfeldt citerede Pavebrev maatte han selvfølgelig komme til det Resultat, at Aarstallet 874 var forvansket og maatte flyttes forud for 834; han valgte da den naturlige Udvei at flytte det netop ét Hundrede Aar tilbage (til 774), hvorved Nadochs Reise selvfølgelig maatte lægges nogle Aar forud, altsaa 770. At han paa samme Maade og af samme Grunde har flyttet Grønlands Bebyggelsesaar 987 tilbage til 787, kan ligetil bevises. Lyschanders ældre, i 1581 afdøde Broder Hans Christofferssøn (Johannes Bramensis Lyschander) efterlod sig et historisk-geografisk Arbeide, som efter hans Manuskript blev udgivet i 1642 (af Erik Torm) under Titelen »Antiquitatum Danicarum Sermones XVI ex Bojarico Hist. Joh. Aventini libro I selecti et novis commentariis Johannis Lyschandri Bramensis illustrati.« Han giver ogsaa en kort Beskrivelse af Grønland i følgende Udtryk: Ultra hane [ɔ : Islandiam] omnium novissima maximæ et incompertæ amplitudinis Gronlandia habitari dicitur, olim celebris et magna Noricorum frequentia habitata. Sed postea laborante republica et regibus bello implicitis penitus neglecta est. Juxta enim annum Christi nongentesimum octogesimum septimum peritissimus aquilonis rimator Ericus Rauderus classe in hane terram incidit et visitata deinde per annos quadringentos fuit, suas habuit civitates, suum Episcopum ecclesiam ordinantem. Nobis vero ignota est.« Det er let at se, at denne Beretning stammer ikke fra islandsk men fra norsk Kilde, og man vil da ogsaa gjenfinde denne Kilde i Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse (Norske Mag. I S. 101—3, navnlig de sidste Ord: Og var Grønland bygt af Erik Raude efter Christi byrd 987). Det kan ansees som utvivlsomt, at Cl. Lyschander har fundet Efterretningen om »Erik Ruder« hos sin ældre Broder og ikke har søgt tilbage til dennes Kilde Absalon, thi isaafald vilde han ogsaa laant mere fra denne. Vi har ogsaa bevaret Hans Lyschanders Arbejde i en Afskrift ved Claus Lyschander, nemlig i store kgl. Bibliothek, gi. Samling 807 fol., — og her findes Aarstallet fra »nongentesimum« rettet til »Septingentesimum« med Aarstal i Margen: 787. Claus Lyschander har altsaa ikke været bange for at forvanske sin Broders Arbeide til Fordel for sin egen Theori!

Absalon Pederssøn vidste ikke noget om, at Grønland var opdaget fra Island eller at det i flere Aarhundreder udgjorde et af Norge uafhængigt Samfund; for ham var Grønland kun et gammelt norsk Skatland, og saaledes maatte derfor baade Hans og Claus Lyschander se det. Men deraf fulgte, at Cl. Lyschander blev fristet til at behandle Grønlands Historie som en Del af Norges og udfylde den paa alle øde Punkter med Norges, de norske Skatlandes, de norske Kongers og norske Erkebiskopers Historie. Denne Fristelse laa ham saa meget nærmere, som han ikke — saalidt som Samtiden overhovedet — kjendte til de store Afstande mellem disse Skatlande og derfor kunde betragte hvad der hændte i et af disse som ogsaa vedkommende de andre. Han kunde altsaa fra hele den trykte Litteratur hente Bidrag til Grønlands Historie: de norske Kongesagaer i Jens Mortensens Udgave, Kbh. 1594, kunde give ham Hovedtrækkene af de norske Kongers Historie (indtil 1263), Arild Huitfeldts Krønike kunde supplere denne Kongehistorie for de følgende Aarhundreder, Biskop Anders Foss' Stamtavler gav ham en ejendommelig norsk Kronologi, Huitfeldts Bispekrønike (ɔ: Tillægget af Henrik Høyer) gav ham en fuldstændig Liste over de grønlandske Biskoper indtil 15de Aarhundrede, den Manske Krønike (udgiven af Camden 1587) oplyste om de skotske Øgruppers Forhold til Norge efter 1066, Arngrim Jonssons »Brevis Commentarius« leverede ham Momenter af Islands Historie, Saxo Grammaticus laante ham den mythiske Historie om Kong Gorms og Thorkel Adelfars Reiser i Nordishavet, og Adam af Bremen (i Lindenbrogs Udgave 1595) ydede Oplysninger om Harald haardraades og Frisernes Reiser i de samme Egne. Rigtignok var der flere Modsætninger mellem disse Kilder: Kongesagaerne, Biskop Foss og Arild Huitfeldt havde en ganske forskjellig Chronologi, som det var meget vanskeligt at passe sammen og end vanskeligere at afpasse til Lyschanders selvtagne om Grønlands og Islands Opdagelse i 8de Aarhundrede. Men det klarede han let: han undgik at omtale Harald haarfagre og hans norske Efterfølgere i 10de Aarhundrede, som kunde være besværlige, og foretrak at dvæle ved Ansgarius, Harald Klack og Erkebispedømmet Bremen. Han kan derfor med let Hjerte begynde »Norges og Grønlands« Historie med Kristendommens Indførelse ved »Sankt Oluff Trygesøn«, og sammensætter i det følgende sin Krønike ved afvexlende at laane fra alle de førnævnte Kilder og udfylde det manglende ved Hypotheser. Jeg skal levere en Liste over de forskjellige Stykker med deres Kilder, for at man kan se, hvor mosaikagtig han byggede sit Værk ud af forskjelligartede Brudstykker (der hvor Kilderne ikke endnu er paaviste, sætter jeg aabent Rum i høire Rubrik).


År Begivenhed Kilde
(A1) 770 Nadochs Reise til Island. Arngrimr Jonssøn.
774 Inguls Reise til Island.
(A2) 777 Erik Ruders Kolonisation af Grønland. Johannes Lyschander.
(A3) Klostret S. Thomas.
(A4) Kong Gorms Tog. Saxo.
(B1) De Frisiske Søhaner. Adamus Bremensis.
(C1) 826 Harald Klacks Daab. Huitfeldt.
834 Pavens Privilegium.
(2) 996 Sankt Oluff Trygesøn.
999 Slag i Øresund. Foss.
1000 Erik og Svend Jarler. Huitfeldt.
1014 Svend †.
1024 Sankt Oluff Digre † Kongesagaerne.
(C3) 1063 Harald Haardraad og Tosten †
1066 Harald den sorte fra Island. Manske Krønike.
(C4) 1098 Kong Magnus Barfod i Skotland.
(D1) 1121 Biskop Erik paa Vinland.
(V) 1152 Erkebiskop Jon i Trundhiem. Høyer.
1152 Erik i Garde.
1152 Grønlands Geografi.
(D3) 1158 Erik paa Island. Helgefell Kloster.
1146 Erik † B. Arild i Grønland.
1155 K. Inges Død. Foss.
1157 Hagen herdebreds Død.
(D4) 1157 Erling Skakke og Sverre. Kongesagaerne.
(E1)1178 Magnus Erlingssøn †. Foss.
1183 Erkebiskop Øygesteen †. Høyer.
1183 Erkebiskop Atzer.
1203 Kong Sverre † Foss.
1204 Kong Haakon †
(E3)1209 Biskop Jon paa Grønland †. Høyer.
1231 Erkebiskop Atzer †
1219 Erkebiskop Thore †.
(F4) 1230 Biskop Helge paa Grønland.
1231 Erkebiskop Peder. Høyer.
1237 Kong Oluff i Man †. Manske Krønike.
(F1) 1249 Kong Harald drukner.
(F3) 1251 Gesandtskab til Keiseren. Kongesagaerne.
1256 Selle Erkebiskop. Høyer.
1256 Gesandtskab fra Spanien. Kongesagaerne
(F4) 1263 Haakon † Høyer.
(G1)1264 Erik Glippings Tog til Grønland
(G2) 1270 Skotterne paa Man. Manske Krønike.
1271 Erkebiskop Haagen †. Høyer.
(G3) 1297 Haard Vinter og Is om Island.
1280 Kong Magnus †. Huitfeldt.
1281 Jon Gelker skrev Islands Lov, som blev indført paa Grønland.
(G4) 1285 Bjørn Erlandson og Milder Alf. Huitfeldt.
(H1) 1299 Erik Magnussøn †.
1308 Biskop Torderus. Høyer.
1308 Skalholts Kirkes Brand.
(H2) 1317 Kong Birger fangede sine Brødre. Huitfeldt.
1319 Kong Magnus i Norge.
(H2) 1325 Biskop Arne paa Grønland. Høyer.
1330 Regn og Kulde.
1331 Jordskjælv paa Island.
1338 Biskop Jon af Skalholt †. Høyer.
1340 Heklas Udbrud.
1356 Biskop Jon af Grønland i Hole. Arngrim.
1364 Erkebiskop Nils i Trondhjem. Høyer.
(I 2) 1375 Kong Valdemar †. Huitfeldt,
1380 Kong Haakon †.
1383 Kong Olafs Retterbod.
1386 Danehof i Odense.
1388 K. Olaf †.
1388 Slag med Kong Albrecht.
(K1) 1389 Sag mod Grønlandsfarerne.
1402 Vinold † Eskil Erkebiskop. Høyer.
1406 Biskop Anders paa Grønland.


De to sidste Aarstal giver de bedste Beviser paa, hvorledes Lyschander forstod at udnytte og »forbedre« sine Kilder. Henrik Høyers Erkebiskopsliste oplyser, at Eskil blev valgt 1402 efter Vinold, og i hans Liste over Grønlands Biskoper er efter »Henricus« opført »Andreas 1406«, hvilket forøvrigt er en Feil for 1460 (se Grønl. hist. Mind. III 184 ff.). Men af Synchronismen mellem disse Navne slutter Lyschander, at Eskil har sendt Andreas til Grønland, og Aarsagen er, at Eskils Forfædre havde eiet Godser paa Grønland og at han derfor satte i Gang Seiladsen paany; Sendelsen sker naturligvis i Aaret 1406, men Andreas er da ogsaa »den sidste baade Bisp oc Mand, til Grønland senddis fra Norrigis Land«.


II.


I den ovenfor leverede Liste mangler Paavisning af Kilderne til flere historiske Enkeltheder samt til Grønlands Topografi, hvortil Originalerne ikke lader sig udfinde af den trykte Litteratur. Vistnok kan man iagttage, at den topografiske Skildring har ialfald fjernere Lighed med dels Zeniernes Engroneland, dels Ivar Baardssøns Beskrivelse, og at de historiske Detaljer synes at forudsætte et ialfald svagt Kjendskab til islandske Annaler; men nogen direkte Paavirkning heraf er ikke paavist.

Det har imidlertid lykkedes mig under min Beskjæftigelse med de islandske Annaler at komme efter Lyschanders Kilder ogsaa paa dette Hold, og da de giver et interessant Indblik i hans Arbeidsmaade, skal jeg her dvæle nærmere ved dem.

Blandt »Islandica« i Upsala Universitetsbibliothek findes et Foliohaandskrift (Nr. 4) fra 17de Aarhundrede, skjænket af P. Boling[2]; det indeholder 1) Sparfvenfelts Afskrift af Heimskringlas Prolog og Ynglingasaga efter den da i Kjøbenhavns Universitetsbibliothek bevarede »Jofraskinna«, med Varianter fra »Kringla« sammesteds. 2) Islandske Annaler paa Latin 830—1586, betitlet »Fragmenta antiquitatum Islandicarum ex ruilis et membranis excerpta«, 3) Gronlandiæ civitates, en kort Fortegnelse over Grønlands Byer, Klostre, Kirker, Kongsgaarde, Fjorder, Lunde, Viger, Næs, Havne og Fjælde. Da Nr. 1 er Afskrift af to Haandskrifter i Universitetsbibliotheket og Titelen paa Nr. 2 er identisk med et Haandskrift i Resens Bibliothek (Caps. VI ord. II in octavo no. 11): »Fragmenta ex Rullis et membranis vetustissimis Islandicis manuscripta« , tage vi neppe Feil ved at antage, at Originalerne for hele Haandskriftets Indhold fandtes i det gamle Universitetsbibliothek i Kjøbenhavn.


Stykket Nr. 3 lyder saa:

Groenlandiæ civitates:
Garde sedes Episcopalis. Alba in orientali tractu.
Monasteria:
Sancti Thomæ fratres moniales et sorores.
Ecclæsiæ:
Saldfielz kircke, Serckeness kircke, Avioss kircke, Vage kircke, Linder kirke.
Kongsgaard: Foss.
Fiorder:
Erichsfjord
Bredefjord
Moifjord
Ise
Skaga
Auer vestfjord
Fæder nordfjord
Thor sydfjord
Naf sydfjord
Hand vestfjord
Enarsfjord
Bergerfjord
Lundernader
Alundbager
Lande
Fislefjord nordvest
Diuer sydvest
Boier sydl.
Nisefjord vest


Sund: Lambretsund, Fossesund.
Viger: Indreuig Uedervig. Petersvig. Vadstevig.
Næss: Hariolsnæs.
Haafn: frandbüder haffn. Kirker hafn.
Fiælde:
Rodtz
Gin field syd
Trin field sydvest
Diauer field vest
Hiffield norderst
Nafield nord
Hian field syd
Muner field syd
Al field vest
Hoen field vest
Schodre field nord
Chon field syd


Denne Liste stammer fra to forskjellige Kilder; hvad jeg i opregningen har Spærret, stammer fra samtidige Karter, der jeg atter har laant Navnene fra Zeni-kartet og for et enkelt (Alba) fra Olaus Magnus. Resten, der oprindelig stammer fra Ivar Baardssøns Beskrivelse, er laant direkte fra den kongelige Instruktion for det 3die Grønlandstog i 1607; den er trykt af K.J.V. Steenstrup i »Meddelelser fra Grønland IX«, med undtagelse af det herhørende, der lyder saa: »Videre da neffnis vdj samme gamle Dokumenter adskiellige Kircker, field, jndviger, Smaafiorder och gaarde som ere Saltfields kircke, Linder kircke, Serckeness kircke. Ga(r)dum kircke, som bispen haffuer resideret, Avios kircke, Vage kircke. Item neffnes Lambretsund, Fossesund, Inderuigh, Vderuig, Bredenord, Meiefiord, Eirentfiord, Borgerfiord, Londernaderfiord, Ysefiord, Skagefiord, Alunbagerfiord, Kadellfiord, Enerfiord, Hemeuelfield, Rodzfield, Herioldznes, Frindzbuder haffn, Karssø, Peitersuigh, Versdal tuende Closter, et Muncke Closter och et jomfrue Closter. Foss som Kongenns Befalingsmand pleier att residere. I lige maade skall finddes der paa landet disse effterskreffne vare, som ere sabel, maaer, hermelin, huide falcke, selspeck, hualspech, Rosmertand, Lax, Eishuder, Loss, Reffue, Vlffue. Ocksaa sigis der at vere sølffbierge, varme bad med mere som fone gamle documenter indholder«[3]

Man vil let overbevise sig om, at Listen i det Bolingske Haandskrift (eller rettere dens tabte Original i Kjøbenhavns Universitetsbibliothek) helt er gaaet ind i Lyschanders Krønike. Byen »Alba« lader han (A3) anlægge kort efter »Erik ruder« s Tid, St. Thomas Kloster nævnes ogsaa meget tidligt (A4), og Garde omtales som Bispesæde allerede ved 1152 (D l). Derefter opregnes Landets Kirker, og dets Geografi skildres i følgende Vers:


Mand bygde da Saldtfæltz Kircke aff grund
Och Særckeness Kircke ved samme stund,
Och ville vell mangge mene,
At Auioss Kircke bleeff oc dend tid,
Och Wage Kircke aff gudelig lid,
Lindders Kircke diss sammelunde,
Med Nyndde Closter oc anddre paa Reed,
Som icke er tegned oc inggen veed:
Da stiffted oc bygd aff Grunde.
Erichsfiord fandtz derr ock Bredefiord med,
Skagefiord oc Meifiord huer i sin Sted,
Och Eneuardtzfiord dislige.
Londernader, Skage oc Bærgerfiord,
Aff Lande oc Isefiord ganger oc Ord,
Mand veed oc aff Hanfiord at sige.
Alunbagerfiord hæn væster paa Land,
Huor der flyder Auer oc Nicefiordtz Vand,
Norduæst er Fistefiordtz mindde.
For Norden er Fæder oc Diuerfiord,
For Søndden er Torfiord vid oc stoer,
Der kand mand oc Boierfiord findde.
Derr ligger oc indden dend dybeste Grund,
Larabretsund och Fossesund,
Med adtskillig Viger oc mangge.
Inder oc Wderuigh huer for sig,
Och siden Peters oc Wasseuig,
De giør vell manggen bangge.
Frendbuders Hawn oc Kirckoe Hawn,
Och anddre flere, huerr ved sit Naffn,
Med gruelig Fiæld oc suare.
For Søndden er Chonfield, og Hanfiældtz Aas
Med Ginfiældtz oc langen Munderfiældtz Kaas
Suduest ligger Trin hin haare.
Affiæld, Honfiæld oc Diauerfiæld,
Forindden er mangt it Rhep oc Giæld,
Hæn vd imod Væster Side.
Hittfiæld i Nordnæst oc Skad i Nord
Mæn Rodtz fiæld haffuer det Naffn oc Ord,
Dislige mand ey kand vide
Der er oc Nafiæld oc Fiældder fleer,
Som mand hæn vide om Landdet seer,
Och fylder derr allestæde.
Derr ligger oc Harioldtz Næss oc Grund,
Med Reff oc Juckler saa mangelund,
Som mand kand ey alle betræde.
Der vaar oc paa Landet i førrige Aar
Een særdeles egen Kongge Gaard,
Som de monne Foss da næffne,
Djd skulle de Landbo føre need
Sin Herris oc Konggis Rættighed
Huerr effter sin Tax oc Effne.


Hvert eneste Navn gjenfindes, i de fleste Tilfælde netop i den samme afvigende Form, i »Gronlandiæ civitates«, og paa samme Maade som her er Laan fra Zenikartet og fra Ivar Baardssøn blandede om hinanden. Ændringerne og Tillæggene er ikke større, end man maatte vente ved Overførelsen fra Prosa til Vers; snarere maa man respektere Versemagerens Dygtighed til at fordøie den haarde Kost uden væsentlige Tilsætninger.

Annalerne i Bolings Haandskrift er, som jeg har oplyst i min Udgave af »De islandske Annaler indtil 1578«, Uddrag fra Gottskalks Annaler og fra hans egenhændige Haandskrift. Uddraget følger sin Original lige til Enden, men udelader alt vedkommende Gottskalk og hans Slægt og er altsaa ikke forfattet af ham selv eller han Søn Jon, der afsluttede Annalerne. Uddraget stanser med Lagmanden Erlends Død 1576 og tilføier derefter selvstændigt det næste Biskopsskifte i 1587 (Gislauus Episcopus obijt) og er saaledes yngre end dette Aar. Da Gottskalks Annalhaandskrift allerede ved 1592 og længe senere befandt sig i Arngrim Jonssons og hans Slægtning Biskop Gudbrand Thorlakssons Besiddelse, maa Uddraget være gjort ved Bispesædet Hole, men neppe af Biskopen eller Arngrim; ad hvilke Veie det er naaet til Danmark, kan saaledes ikke oplyses. Men utvivlsomt har det foreligget Lyschander og er bleven benyttet af ham. For at vise dette er det nødvendigt at meddele hele Annaluddraget for 12te, 13de og 14de Aarhundrede indtil 1363:


1104. Visa eruptio prima ex Heccla fiell.
1006. Ornaditur primus Episcopus Hollensis Joannes sanctus.
1108. Ulfheden legifer.
1111. Fundatum Tingorinum claustrum Islandiæ.
[1118]. Ordinatus Torlakus Rurolfi [ɔ: Runolfi] in Episcopum Schalholtensem.
1121. Ericus Episcopus Groenlandiæ quæsivit Vindland[4].
1122. Ordinatus Chilianus Episcopus Holensis.
1126. Tres Episcopi in parlamento Islandiæ.
1133. Moritur Torlachus et Sigismundus magus
1134. Magnus Episcopus Schalholtensis.
1145. Obijt Chilianus.
1146. Biorno Episcopus Holensis.
1147. Incendium mirabile in Hittardal ubi periit Magnus Episcopus Schalholtensis una cura 70 hominibus postridie omnium

sanctorum.

1150. Electus Clenger Episcopus Schalholtensis.
1151. Nicolaus Cardinalis venit Nidrosiam.
1155. Monasterum Therna [ɔ: Þuerá] alterum fundatum.
1158. Irruptio ignis ex Hecla.
1162. Obijt Biorno Holensis Episcopus.
1163. Successit Brender.
1164. Prælium intestinum in Althing in lslandia in parlamento.
1169. Monasterium tertium Uerö [ɔ: Ver] fundatum.
1172. Incensæ Bergæ in Noruegia. Monasterium Flatho fundatum.
1174. Ordinatus S. Torlachus Episcopus Holensis clarus miraculis. Milites in Noruegia bästebönder [ɔ: Birkibeinar].
1185. Monasterium Hilgefeld fundatur.
1185. Ceperunt Episcopi uti baculis Episcopalibus.
1200. Coepit Torlachi inuocatio in lslandia.
1202. Electus Gudmundus Aretij bonus Hollensis Episcopus.
1204. Jonas Episcopus Groenlandiæ in Island venit. Moritur Suerre rex Norvegiæ.
1212. Electus Thetir Episcopus Schalholtensis ante ordinationem interfectus.
1215. Magnus Episcopus Schalholtensis.
1222. Incendium in Hecla.
1224. Guttæ sanguineæ stillaban t ex imagine crucifixi Holis.
1225. Monasterium Vido fundatur.
1228. Fridericus imperator excommunicatur a papa.
1230. Helge episcopus Gronlandiæ in lslandia.
1240. Valdemarus primus (!) rex Daniæ.
1241. Jonas Episcopus Gronlandiæ in lslandia.
[1262]. Gronlandi promittunt regi Daniæ tributum.
1263. Brandar Episcopus Holensis.
1267. Jorunder Episcopus Holensis accepit potestatem creandi crucigeros [ɔ: kòrsbrøþr!].
1271. Codex legum novus infertur in Island a Thoruard et Stude.
1272. Facta mutatio legum.
1280[5]. Capti 27 ursi albi in festo Tiburtij glacie cingente omnes sinus Islandiæ. Grando ingens in Schania [ɔ: Skaun].
1281. Jonas legifer intulit nouum codicem legum qui hodie sequitur (sic).
1282[6]. Claustrum Canonicorum Moderueld fundatura auctore Jorunder Episcopo et Dom. Thoruardo.
1300: Eschyldus abbas in Tingøre ignis Heclæ erumpit.
1306. Iter per glaciem Rostochio in Daniam.
1308. Ignis coelestis in templo Schalholdino biduo ante diem Pauli quod una cum bonis Ecclesiæ consumptum.
1310. Torder Episcopus Gronlandiæ fuit in Norvegia.
1311. Cinerem et arenam in Islandia pluit nocte post natiuitatem. Glacies perpetua adhæsit Islandiæ ad initium estatis, ut

pabuli defectus et farnes.

[1314]. Henricus imperator ueneno in eucharistia perijt.
1329. Virgo marina conspecta in Islandiæ parte australi.
[1332]. Eruptio in Knappefield jokull.
1330[7].Auditus gemitus quasi hominibus ægrotatis sæpius in Kyrkebäch per totam æstatem in dormitorio publico. Item et alibi Holæ in Flusslid propter continuos imbres periere

animalia.

1331[8]. Terræ motus in australi parte Islandiæ 10 juli quo die omnia visa vicinis sanguinea. Deciderunt oppida passim et hiatus multi inciderunt.
1340. Sexta eruptio ignis Heclæ qui diutissime duravit quando tantam cineris copiam evomuit ut die opus esset candelis. Damnosa terræ et pecudibus.
1356[9]. Eruptio ignis e monte Trolledinge.
1363[10]. Eruptio ex Knappafields jokell.


Kjendskabet til disse Annaluddrag forklarer baade at Lyschander kunde kjende saa mange enkelte Træk af Islands (og Grønlands) Historie og at han var uvidende om saamange vigtige Sider deraf. Men de giver ogsaa vigtige Bidrag til at forklare , hvorledes han kunde komme til at fabrikere Historie og hvilke Materialer han havde dertil. Vi skal betragte de vigtigste Tilfælde ved Hjælp af denne Annalkilde.

1. Om Kristendommens Indførelse paa Vinland. Annalernes Beretning om Biskop Eriks Forsøg 1121 paa at finde Vinland igjen gjengiver Lyschander saaledes:


Och da stod Norrig i fæygerste Floer,
Diss lige her icke i Norden var
Huad Macht oc Vælde kan lange.
At Orloff forsinket Guds Ord oc Sag:
Forlæmpidt vor HERRE paa tjd oc dag,
Det kom vdi gen paa genge.
Hand vacted sin Kirche fra Tyranners vold,
Oc loed den voxe blant Vaaben oc Skiold,
Som Lillien i grønniste Enge.
Hand spridde den vd de Lande hen om,
Vnder Norriges Kongis Herredom,
Paa Øer oc alle smaa Vige.
Oc Erich paa Grønland lagde haand oppaa
Plandtet paa Vinland baade Folck oc Tro, 1121
Som er der endnu ved ljge.

Det behøver ikke at tilføies, at hvad Lyschander her har udover Annalerne er hans egen Tildigtning.

2. Besynderligere er følgende Beretning om Helgefelts Klosters Grundlæggelse:


Der gangen vor Tusind oc hundrede Aar, 1158
Halfftrediesindstyffue oc otte det vaar,
Paa Issland loed Erich sig finde.
Med Landsens Clærcker oc Bisper tho
Kom alle Sager i Lawe oc Rho,
Allt baade med Ræt oc minde.
Och var der met paa samme tid
At fundere oc stiffte aff gudelig id
Det Hellig feldtz Closter aff grunde.


Helgafells Kloster blev i Virkeligheden grundet 1184, hvilket dog i Gottskalks Annaler og i Uddraget henføres til 1185, som kan tænkes af Lyschander at være læst (eller fortolket) som 1158. Lige bagefter og under samme Aar staar i Uddraget »Ceperunt episcopi uti baculis episcopalibus«, hvilket tydeligvis er en Misforstaaelse af Ordene »hofust baglar« (ved 1196). Men da Lyschander ikke kjendte Originalen, har han aabenbart kunnet opfatte den latinske Sætning som et Vidnesbyrd om, at der i det Aar (1185 ɔ: 1158) er paa Island holdt et Biskopsmøde, hvorved kirkelige Love vedtoges, og til det Møde lader han da sin Biskop, der efter Høyers Liste havde faaet det urigtige Navn Erik, indfinde sig; da Annaluddraget (urigtigt) oplyste, at Helgafells Kloster blev grundet samme Aar, fulgte det af sig selv, at Biskop Erik ogsaa var med ved den Begivenhed. Jeg tror at turde paastaa, at denne Forklaring af Beretningens Oprindelse ikke er underligere end hvad jeg nu skal komme til.

3. Det danskeTog til Grønland l264. Lyschander fortæller, at efter Haakon Haakonssøns Død 1263 hans ukrigerske Eftermand Magnus for at undgaa Krig afstod de skotske Øer til Skotland mod en Afgift og siden »lagde ned baade Leding og Glavind og tog Loven og Bogen i Hænde«; den nyudnævnte Biskop Olaf, som paa Reisen til Grønland landede paa Island og der sluttede Venskabspagt med Biskoperne Magnus i Skålholt og Brand i Hole, mødte ved sin Fremkomst til Grønland Modstand hos Menigmand, som ikke vilde »skatte til Norge«. Derpaa fortsættes:


De Skibe kom hjem, var ledig og tom,
Kong Magnus han vurdet det lidet om,
Paa Grønland vild' hand icke stride
Men lod sin Suoger Kong Erick forstaa
At vilde hand voffue der noget paa,
Det kunde hand fuldvel lide.
Kong Erick han syntes det var icke got,
Men gaff baade Danmarck (!) oc Norge spot,
Mand skulde saa lade det bliffue.
Kong Magnus haffde hans Fræncke i Seng,
Skulde Grønland bliffue saa slæt henvend,
Til Børnene vilde det striffue.
Thi giorde han vd en mechtig hob Folck, 1264
Och fick dennem bode Snæcker oc Holck,
Met Vaaben som dertil hørde.
Och lod dem saa seyle, som de tinge bør
Om Norrig oc Issland, til Væster i Nør
Den Kaaess dem til Grønland førde.
Der sætte de Folcket saa snart for Bord,
Der var ey paa færde ræt mange ord
Før mand lod Fænnicken flyffue.
Der Grønlænder saae de blancke Suærd,
hørde Trummen oc Larmen oc anden slig færd,
Begyndte sig fast at grye,
De meente det var den lædigste Trold,
Som glimmed i Marcken, oc gaff sligt skrold,
Mod ham kunde de icke stande.
Thi loed de sig sige, oc bade om Fred,
Den Bisp hand giorde oc sit der ved,
At Landet gick dennem til hånde.
Saa maatte de suærre, oc giøre dem Ed,
Och giffve den Skatt, som føre var seed,
Der effter til Danmarcks Rige.
Och kiende Kong Erick Glæpping ved Naffn
For Herre oc Konge, oc ramme hans Gaffn
Och hannem ræt allderig suige.
Huer Mand hånd skattet, som hånd formaa,
De ladde deris Skib oc seyled der fra,
Och lode ad Danmarck stande.
Kong Erick sig glædde, at det saa gick,
Baade Land oc Skatt aff dennem vndfick,
Dog Magnus sin Suoger til hånde.
Och lod det bliffue, som det vaar føer,
Under Norrigis Rige met andre Øer,
Dronning Ingeburgs Børn at nyde.


Denne smukke Skildring har ikke fundet Naade for Historikernes Øine; allerede Torfæus har paavist, at den er helt igjennem uhistorisk, idet Biskop Olaf netop var fraværende fra Grønland i Aarene 1262—1271 og saaledes ikke Grønlænderne kunde gjøre Oprør mod ham i 1263, ligesom Erik Glipping havde andet at bestille i 1264 end at sende sine Krigsfolk til Grønland. Den eneste Historiker, som har forsøgt et Forsvar for Lyschander, er Finn Magnussøn, som hævder dels at Lyschander kan have fulgt tabte Skrifter, dels at Aarstallet 1264 »maa være Tryk- eller Skrivfeil for 1273«, thi ved det senere Aar var Erik Glipping og Kong Magnus Venner, og da kunde en saadan »Venskabstjeneste « være mulig, »hvis den virkelig tilhører Historien«. Jeg skal ikke forsøge paa at gjendrive dette Forsvar for en Beretning, som i og for sig er umulig og strider mod al Historie, men søge at vise, hvorledes Beretningen er blevet til. Gottskalks Annaler beretter ved Aar 1262, at da blev der »svoret Kongen Skat paa Island«; dette er imidlertid i Uddraget undergaaet en ejendommelig Forvanskning. Hvad enten nu Bearbeideren har kommet at se tilbage paa den netop nævnte Biskop i Grønland og derfor har ombyttet »Island« med »Grønland« eller han maaske har vidst fra Haakon Haakonssøns Saga, at ogsaa Grønland ved de samme Tider underkastede sig Kongen, er ikke godt at vide; men sikkert er det, at i Uddraget staar der »Grønland«, hvor der skulde staa »Island«. Men utvilsomt er det blot en Tankeløshed, naar Uddragets Forfatter istedenfor »Kongen« (ɔ: den norske Konge) har sat »Danmarks Konge«, hvilket forøvrigt er let forstaaeligt, at en Forfatter kunde komme til at gjøre ved Aar 1600, da den fælles Konge naturligvis hyppigt kaldtes den »danske« Konge. Som Følge heraf forelaa der for Lyschander en Annal-beretning om, at »Grønlænderne underkastede sig Danmarks Konge«. Denne Beretning var, hvis man tør tro Afskriften, i Annaluddraget uden Aarstal. Det skyldes derfor vistnok Lyschander, at Begivenheden bliver sat til 1264. Hans Ræsonnement herved har vel været følgende: I Annaluddraget staar Begivenheden nærmest henført til Haakon Haakonssøns Tid (lige foran en Begivenhed fra 1263), men det maatte være en Feil, thi saalænge han levede, var Norge mægtigt, og han vilde ikke lade en Provins gaa fra sig. Men om hans Søn Magnus vidste Lyschander, at han var fredelig sindet og strax sluttede Fred med den skotske Konge; under ham kunde saaledes den danske Konges Indgriben let tænkes at være foregaaet. Fredsslutningen med Skotland henførte Lyschander til 1263, og Grønlands Underkastelse under Danmark kunde saaledes tidligst være skeet 1264. Resten gav sig af sig selv eller ialfald af nærliggende Kombinationer, men uden historisk Grundlag: Oprøret maatte være foranlediget ved, at en ny Biskop ankom (Olaf); han maatte være reist hjem og have klaget til Kongen. Annaluddraget viste, at den danske Konge havde dæmpet Oprøret: den norske Konge har altsaa ikke havt Lyst til at bekjæmpe sine oprørske Undersaatter, hans danske »Svoger« har tilbudt sig at gjøre det for ham og sendt en Expedition til Grønland. I Henhold hertil er da Detaljerne udmalede; Forfatteren har endog for at give det hele et historisk Udseende ikke forsmaaet et saadant Træk som at den grønlandske Biskop under Reisen besøgte sine islandske Medbrødre; men da Annaluddraget kun nævnte Biskop Magnus i Skalholt (1215—37) og Brand i Hole (1263), har Lyschander frisk væk optaget disse Navne, hvorved han rigtignok begik en historisk Feil ved at nævne dem som samtidige; ligeledes er det naturligvis urigtigt, at det var Erkebiskop Einar, som udnævnte Biskop Olaf og sendte ham til Grønland, thi Olaf var allerede indviet i 1246 under Erkebiskop Sigurd og havde resideret paa Grønland 1247—1262. Men for Lyschander var selvfølgelig hans egne Kombinationer ligesaa god historisk Sandhed som alt hvad hans Kilder ydede ham.

4. Den islandske Lov paa Grønland. Efter Lyschander blev den islandske Lov samtidigt publiceret paa Island og i Grønland:


Da skreff Jon Gelker (!) den Isslandtz Low 1281
Mellem Præster (!) oc Grander, oc anden slig tow
j Bøger oc klare Breffue.
Mand vil oc sige, den Low bleff sendt
hen offuer til Grønland: der kyndet oc kend
huor de skulde redelig leffue.


Kilden for Indførelsen paa Island vil sees i Annaluddraget Aar 1281. Det er tydeligt, at Lyschander ikke vidste mere derom, thi ellers vilde han have oplyst, at Jon medbragte Loven færdig fra Norge og at det var den norske Lov, han indførte paa Island. Jons Tilnavn »Gelker« er ellers en Misforstaaelse (eller Oversættelse?) af legifer. Den Forklaring, som Finn Magnusson giver, at »Gelker« betyder »Skatmester« eller »Renteskriver«, er unøiagtig; gjaldkeri betyder i Norge »Byfoged«, og en saadan Stilling har den islandske Lagmand naturligvis aldrig havt. At den islandske Lov blev indført paa Grønland, kan maaske forsaavidt have sin Rigtighed, som Kong Magnus vistnok har sørget for at indføre sin Lovbog ogsaa paa Grønland. Men dette har neppe staaet i Forbindelse med Jonsbogens Indførelse; rimeligvis har Kong Magnus sendt den norske Lovbog til Grønland med det Skib, som afgik i 1278 og vendte tilbage i 1281[11], thi senere afgik neppe Skib fra Norge til Grønland før end i 1288. At norsk Lov og Lovinstitutioner er indførte paa Grønland ved denne Tid, tør sluttes deraf, at efter Ivar Baardssøns Beskrivelse Grønland havde egen Lagmand, thi denne Institution fulgte med den norske Lovs Indførelse paa Island og altsaa vistnok ogsaa paa Grønland. Naar derfor Skaldhelga-rimur (fra 15de Aarhundrede) gjør Skald- Helge paa Olaf den helliges Tid til »Grønlands Lagmand«, tør dette betragtes som en Anachronisme. Finn Magnussøn har søgt en Støtte for Lyschanders Beretning om den islandske Lovs Indførelse paa Island bl. a. deri, at den islandske Benævnelse »leiþ« (leiþarðing) skulde forekomme i Ivar Baardssøns Beskrivelse; men Forklaringen af Stedsnavnet »Leyd« som leiðarþing er meget søgt. Det er tydeligt, at »Leydar Kirke« hos Ivar Baardssøn er den samme som »kirkja i Brattalio« i Flatøbogen; »leyd« er altsaa blot en unøiagtig Skrivemaade for »Lid« ɔ: Brattelid.

5. Andre islandske Forhold. Det staar tilbage at paavise, at de islandske Træk, som endnu findes hos Lyschander, stammer fra de samme Annaluddrag. Og dette Bevis giver sig egentlig af sig selv, naar man vil sammenligne begge Beretninger. Ved Vinteren 1279—80 skildrer Lyschander Havisens Komme til Island med hvide Bjørne paa; det svarer til Annaluddraget ved 1280 (Feil for 1275 hos Gottskalk), og Lyschander har alene tildigtet, at Islænderne deraf skjønnede, at der var Lande nordenom dem, og seilede ud »i Øster og Nør« for at søge efter disse Lande, som de dog ikke fandt. Ved 1308 fortæller han om Skalholts Kirkes Brand, lidt senere om Biskop Thords Afreise til Norge; saa følger efter endel norsk-svenske Begivenheder atter Beretninger fra Island: om Sygdom paa Kvæg og underlige Lyder ved Aar 1330 , om Jordskjælv og Gaardes Nedfald ved 1331, om Heklas Udbrud ved 1340 samt senere Udbrud i »Knappefælds Juckel« og »Trollediung« (uden Aar). Ogsaa disse er kun Udmalinger af Annaluddragene, hvilket bevises deraf, at Lyschander har Beretningerne ved de samme Aar som Annaluddraget, der her helt igjennem angiver urigtige Aar og forsaavidt afviger fra sin Original, Gottskalk.


__________


Med denne Artikel har jeg havt et dobbelt Formaal: dels at paavise Lyschanders historiske Kilder, dels at vise, hvorledes en Historiker fra Renaissancetiden forstod at udnytte sine Kilder. Jeg haaber derved at have udrettet, at for Fremtiden Lyschanders »Grønlandske Chronica« bliver stillet paa sin rette Plads som et Digterværk paa historisk Grundlag efter kjendte Kilder, og at Forskningerne over Grønlands ældre Historie ikke længer lader sig lede vild af ham.





Fodnoter

  1. Jfr. Grønlands historiske Mindesmærker III. 670—700.
  2. Det omtales af Jon Sigurdsson i Antiquarisk Tidsskrift 1846—48 S. 99 og af mig i Snorre Sturlassøns Historieskrivning S. 208 Note.
  3. Originalen herfor er Ivar Baardssøns Beskrivelse i den forvanskede Bearbeidelse , som blev trykt ved C. Pontoppidan i Minerva 1788, S. 19 ff. og som sees at være indsendt til Kantsleren.
  4. Er vistnok Feil i den nuværende Afskrift for Vinland, jfr nedenfor S. 15.
  5. Feil for 1275.
  6. Feil for 1296.
  7. Feil for 1296.
  8. Feil for 1336.
  9. Feil for 1339.
  10. Feil for 1357.
  11. Det sees af Pavebrevene af 13 Jan. 1279 og 4 Marts 1282 (P. A. Munch, Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger S. 146 og 153).