Om lappernes liv

Fra heimskringla.no
Revisjon per 13. jun. 2022 kl. 19:48 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Johan Turi (1854-1934)


Johan Turi

Om lappernes liv

1910


Uddrag af

Muittalus samid birra – En bog om lappernes liv
af den svenske lap Johan Turi udgivet med
dansk oversættelse af Emilie Demant


Lidt forklaring til deres offerkunster

Til kirken loves, hvis det gaar saadan, som den ønsker, der bringer offeret. Og det er paa samme maade, hvis man lover noget til mennesker; men det, som man har lovet, det skal man ogsaa give. Og paa den maade har ogsaa fortidens mennesker dyrket sejterne, at de har lovet et offer, naar de gik at jage. Nogle sejter var tilfredse, naar de fik hornene, og nogle vilde have alle benene og saa fuldstændig, at der ikke maatte blive tilbage den mindste bensplint. Fiske-sejten fordrede kun halvdelen af fedtet, saa jagede den fiskene ind i voddet saa mange, som naaede at trænge ind. Og en og anden sejte fordrede en hel levende ren, og prydet skulde den være med al slags prydelse, med klæde og med uldgarn og med sølv og med guld. Og nogle ofrede børn ogsaa. Ejheller er det lang tid siden, at de sidste offer-noaider har levet. De sidste har været Kumen med samt hans hustru og hans fader Dobar, som ofrede en 10 aars dreng sammen med en ren.

Den sidste store Lapnoaide var Dopar, som ogsaa ofrede til sejterne — undertiden rener —, og hvis han endnu ikke klarede sig med en anden noaide, saa ofrede han et 10-aars barn, et saadant som red paa en ren. En gang var han ved at prøve styrke med en anden noaide, og han kunde slet ikke klare sig paa anden vis, han ofrede renen og barnet. Og han valgte den smukkeste hvidplettede trækren og anbragte prydelser paa renen, alle slags prydelser, sølv og klæde og uldgarn, rødt og gult og af enhver slags, som han kendte og som Lapperne brugte til pynt. Og han bandt det alle steder, hvor han kunde. Og saa bandt han dækkener paa, og saa satte han barnet op, og saa viste han med en finger, hvorhen renen skulde gaa. Og saa gik renen straks. Og der er den endnu fremdeles. Og da vandt han jo over den anden noaide saadan, at den anden noaide maatte bede om forlig. Og de enedes saadan, at de to ikke mere prøvede styrke indbyrdes. Og Dopar han var nok en saadan noaide, at han saa i en kop brændevin hvad som helst. Han saa det ogsaa, da hans vært i Norge døde, hvilken ogsaa var en stor noaide. Han (Dopar) var hans renvogter. Og Dopar brugte troldtrommen ogsaa, og han brugte et trækar ogsaa. Og hans søn Kumet brugte ogsaa troldtrommen af birketræ, det skal være af en saadan udvækst, som er i birketoppen, hvilken Lapperne kalder bikka vissis. Og den som fandt en saadan, han havde funden en stor ting efter deres mening.


Om troldtrommen

Det er et noaideredskab den troldtromme; og det gøres saadan: i den kommes ringe og 9 stumper af en «troldkost», og saa gav de sig til at slaa med en kobber- eller hornhammer og at fløjte, og undertiden skar han tænder. Og saa var de da ifærd med at øve trolddom. Og naar noaiderne er ved at trolde, da brænder de grydelænken helt rødglødende, og saa slaar de den om sig saa meget, som de orker, og skærer tænder ogsaa saa meget, som de kan, (og vender pelsen og huen bagvendt), men de svor ikke, ejheller stjal de noaider.

En saadan noaide som er udlært noaide og endnu har tænderne, han er endnu i fuld kraft.

Og fortidens noaider har været saadanne, at de har fløjet, og somme har kørt med en ulv paa kirkefærd, og naar han havde naaet kirkestedet, saa havde han spændt den fra, og den forsvandt. Og naar han atter drog tilbage, saa kom samme ulv igen. Og han kørte forbi alle de andre kørende.

Og de noaider har været saadanne, at naar de var ved at øve trolddom, saa har de efterladt legemet som dødt, og livet er gaaet med Birrus engle til arbejde — at gøre ondt paa et eller andet menneske. Og hvis man da rørte ved hans legeme, saa gik det, og da kom de to (sjæl og legeme) aldrig mere. Og saadanne kaldes træraadner-noaider. Og noaiderne ser i brændevin ogsaa, og de ser alle ting, og den som har stjaalet. Og hvis der paa en eller anden er sat genfærd, og han kommer til en noaide og vil have hjælp af ham, saa spørger han: «Har du brændevin?» Og hvis han har, da giver han. Og saa ser han (noaiden), hvorledes det er sendt, og saa begynder han. Og hvis han ser det, hvordan det er sendt, saa kan han nok én gang mane det; men hvis det er meget stærkere, saa sendes det igen; men da gaar det ofte paa det besatte menneskes slægt. Og om det bortmanes igen, da farer det atter paa en eller anden af den samme slægt; men er noaiden meget stærkere, da gaar genfærdet paa den, som har sendt det eller sat det paa det menneske. Og er han endnu stærkere, saa maner han det tilbage til kirkejorden. Men det skal være en saadan, som er noaide af Ibmel eller handler af Ibmels kraft. Og han taler da paa fremmede sprog, og han er ogsaa da som drukken, han er i bevægelse, og han ser da alle noaidesendinger. Og han vinder jo, hvor stærke noaider der end har sendt det, som er sendt ved Birrus kraft.

Og de onde aander sendes med en levende fugl; og den fugl kommer lige hen til det menneske, til hvem den er sendt. Ravnen er den, som jo er Birrus fugl, den bringer saadan post, som er Birrus engle — ikke er saadanne folk (genfærdene) andet end Birrus engle. Og naar de ikke er kendt med en fugl, saa følger de sporet; men over landeryggen er det vanskeligt at komme eller over vandskel. Og hvis de kommer over det, da farer de jo der hen, hvor det menneske er. Og naar de kommer, da forfærder de, og naar de har faaet dem skræmte, da kan de sætte sig fast øjeblikkelig; men hvis man er saa uforfærdet, at man ikke bliver bange, da kan de ikke bide sig fast, saa besætter de et uskyldigt menneske og begynder at plage ham; dog ham dræber de ikke, men plager kun, og de er lette at mane bort.