Om træziraterne paa de gamle norske kirker
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab
1843-1845
Om træziraterne paa de gamle norske kirker
ved J.C.C. Dahl
Fra hvilken Tid man kan regne at Nordmændene have brugt at zire deres Kirker og andre Gjenstande med Hoveder af Skibsstavne, forestillende Drager eller andre Chimerer, er vistnok vanskeligt at bestemme, og længe sögte jeg forgjeves i nyere Skrifter over nordiske Oldsagn at finde noget derom. Jeg har derfor forbigaaet denne Punkt i mit Værk over de gamle norske Trækirker. Den rette Betydning af disse Zirater er længe bleven glemt og overseet, men Anbringelsen deraf er dog bleven vedligeholdt af Almuen som en gammel Skik eller Vane, og andre have betragtet dem som blotte tilfældige eller vilkaarlige Forziringer eller hensigtslös Pynt, opfunden af enfoldige Bönder, der fandt deres Fornöielse i at opstable sligt Snirkelværk paa deres Kirkebygninger.
Ved nærmere Efterforskninger er jeg bleven fuldkommen overbeviist om det modsatte. For længst indgav den romerske Historie mig en Formodning, som jeg ikke for har vovet at yttre, men som jeg nu har fundet bogstavelig bekræftet af Snorre. Skibsstavnehovederne paa de gamle Kirker ere Trophæer, lige betydende med Romernes rostra, Forstavnene eller Gallionerne af Krigsskibe, erobrede i et lykkeligt Suslag og til Erindring opstilte som Taletribuner paa Roms Hovedtorv ved det Sted, som forhen kaldtes suggestus. Sildigere opförtes vel de Stötter, paa hvilke Gallionerne bleve anbragte langs op ad Siderne.
Vore Forfædre omhandlede de vigtigste Anliggender i eller ved Kirkerne, ligesom Romerne fra deres rostra, der af dem betragtedes som Helligdomme. Snorre beretter i Kongerne Sigurd, Eysteins og Olafs Saga, 14de Capitel, at da Kong Sigurd kom med sine Skibe fra det hellige Land til Constantinopel, skjenkede han Alexius sin Flaade, og at Keiseren lod dens skjönne Skibsstavnes Hoveder (eller Gallioner) opstille paa St. Peters Kirke, hvor de længe vare at see[1].
Slige Zirater anbragte Nordmændene ikke alene paa deres Trækirker, men ogsaa paa grundmurede Bygninger. Man seer dem endnu ved Trondhjems Domkirkes höie Chor, paa den udvendige Muurs Piller, hvortil de Spendbuer slutte sig, som tjene til at stötte Muren, der bærer Chorets Hvælving. Disse Steenchimerer, i Form af Drager, tjene ogsaa til at give Pillerne en större Vægt, hvor Buer træffe sammen med Muren, hvor man og har anbragt Menneske- og Dyrfigurer eller Gestalter af phantastiske Væsener. Disse Skibsstavnefigurer, der fordum laa paa Pilarerne, er forsvundne i Tidens Löb, og kun et Stykke af en saadan er tilbage; i det mindste var det endnu til i Schönings Tid, efter den af ham meddelte Afbildning. Flere Exempler kunde anföres om Anvendelsen af disse Zirater paa Steenbygninger, men dette maa her være nok.
Andre Levninger af dette Slags Forziringer finder man saavel i Norge som i Udlandet, af hvilke jeg til Exempel her vil ommelde nogle. I Norge prydedes St. Olafs og andre Helgeners Skrin dermed. Slige Reliqvieskrin vare i Almindelighed dannede som et Huus eller Kirke, og paa Gavlene vare lignende Stavnhoveder anbragte. Hr. Schiertz sendte mig 1842 en Tegning af et saadant Skrin, som, saavidt jeg veed, staaer i Sogndalens Kirke. Et andet lignende er afbildet i Urda, 2det Bind. I Tegningerne af de Malerier, som forhen fandtes i den nu afbrudte Vangs Kirke, bygget i det 11te eller 12te Aarhundrede[2], sees meget hertil hörende. De i Choret vare især mærkværdige, malede i en Stereotypstiil, som visse ældgamle Missalers eller Choralbögers Miniaturmalerier udvise. Der sidder Christus, som Verdens Dommer, paa en bred Stol, der i dens 4 Hjörner er prydet med arabeskartede Stavnzirater. Paa et andet Malerie fra samme Kirke seer man Krigere i Baade med höie Stavne, dog af simplere Form; de ere i Begreb med at kaste en Mand i Vandet, ved hvis Hals en Möllesteen er bundet.
Ogsaa i Udlandet er meget sligt blevet vedligeholdt Saaledes bar Dogen af Venedig en Hue af en Form, der antages at have Hensyn til Skibsstavne, ligesom ogsaa Biskoppernes Huer ere sammensatte af to Skibsstavne. Gondolerne i Venedig (af hvilke jeg har nogle Modeller) ere zirede med blanke staalbeslaaede Stavne, i Lighed med hvad Snorre fortæller, at Kongernes Skibe vare forgyldte og glimrede i Morgensolens Straaler. Da man i de Tider neppe kjendte anden Forgyldning paa Træ end med Vandfarve, saa vare disse Stavne i Almindelighed belagte med lueforgyldte Metalplader, lignende dem som ere anbragte paa det ovennævnte Reliqvieskrin, der endnu, saavidt vides, staaer i Sogndals Kirke, og paa et andet, der nu opbevares i Bergens Museum.
Noter:
1. Fornmanna Sögur VII, 98; Heimskríngla I. c. III, 247 5 Aall's Oversættelse II, 116. -
2. Den blev kjöbt for Kongen af Preussens Regning; han har igjen ladet den opföre i en af Schlesiens Bjergegne, og skjenket den til en evangelisk Menighed, som var flyttet dertil fra Tyrol.
