Omund

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Omund


Danskerne gjorde nu Oles Søn Omund til Konge, idet de mente, at de burde tage mere Hensyn til hans Faders ædle Byrd end til, hvad han havde gjort sig fortjent til af dem. Efter at han var bleven voxen, stod han i ingen Maade tilbage for sin Fader i Henseende til Bedrifter, han lagde nemlig Vind paa at naa eller overgaa dem, Ole havde øvet. I de Dage herskede en Mand ved Navn Ring over en Del af Nordmændene, og det store Ry, der gik af hans Datter Æse, fik Omund, som just saa' sig om efter en Kone, til at kaste sine øjne paa hende. Men en særegen Ejendommelighed hos Ring gjorde Skaar i hans Haab om et heldigt Udfald af sin Bejlen, han attraaede nemlig kun til Svigersøn en Mand af prøvet Tapperhed, thi han satte lige saa stor Ære i Vaabendaad, som andre sætter i Velstand. For at vinde Navnkundighed paa den Vis og faa Ry for Tapperhed søgte Omund derfor at opnaa sit ønske ved Hjælp af sine Stridskræfter og sejlede til Norge med en Flaade i den Hensigt at angribe Rings Rige under Paaskud af, at han havde Arveret dertil. Odd, Underkongen paa Jæderen, tog venlig imod ham og erklærede, at Ring visselig havde bemægtiget sig Omunds Fædrenearv og klagede over, at han jævnlig øvede Overlast imod ham selv. Ring var imidlertid paa Vikingetog i Irland, saa det var et Land uden Høvding, Omund angreb, og han skaanede derfor, hvad der hørte Menigmand til, gav Rings særlige Gods til Pris for Plyndring og dræbte hans Frænder. Odd havde ogsaa sluttet sig til Omund. Men hvor mange og mangfoldige Bedrifter denne end øvede, kunde han aldrig faa sig til at tilføje Folk, der var ham underlegne i Antal, Overlast, thi han huskede stadig paa, at han, som havde den tapreste Fader, burde sejre i sine Krige ved Tapperhed og ikke ved Antallet af Krigsfolk. Imidlertid kom Ring hjem fra sit Vikingetog, og da Omund spurgte det, begyndte han at bygge et meget stort Skib, hvorfra han ligesom fra en Fæstning kunde angribe Fjenden ovenfra med Kastespyd. Han gjorde Athyls Sønner Homod og Thole til Stavnboer paa det og gjorde den ene af dem til Styrmand og satte den anden til at værge Stævnen. Det skortede hverken Ring paa Kløgt eller Dygtighed til at tage det op med dem, han lod nemlig kun en ringe Del af sine Folk stille til Skue og magede det saa, at Fjenden skulde angribes i Ryggen. Da Omund af Odd havde faaet Kundskab om dette snedige Anslag. sendte han Folk ud, der skulde gjøre det af med dem, der var lagt i Baghold, og bød Athyl Skaaning angribe Ring. Han var mindre heldig i at adlyde dette Bud end rask til at give sig i Lag dermed, han tabte Slaget og led et saadant Nederlag, at han maatte fly til Skaane. Efter at Omund med Odds Bistand igjen havde faaet samlet Stridskræfter, lod han sin Flaade udfolde sig for at holde Søslag. Samtidig gik Athyl, som i Drømmesyner havde faaet sikker Kundskab om Krigen i Norge, hurtigst muligt under Sejl for at gjøre godt igjen, hvad han havde forbrudt ved sin Flugt, og stødte til Omunds Glæde til ham, lidt før Slaget skulde begynde. Stolende paa hans Hjælp gav Omund sig i Lag med det og havde lige saa meget Held med sig, som han gik tillidsfuld til det, thi i den Dyst, han selv tog, vandt han den Sejr, som hans Mænd var gaaet glip af. Dødelig saaret saa' Ring paa ham med sine bristende øjne, og efter at have vinket ham hen til sig med Haanden, saa godt han kunde, thi Stemmen svigtede ham, bad han ham indstændig om at blive hans Svigersøn og forsikrede, at han med Glæde gik i Døden, naar han efterlod sin Datter saadan en Husbond. Han døde, inden han kunde faa Svar, og Omund udgjød Taarer over hans Død. Han gav Homod, hvis trofaste Bistand han havde nydt godt af i Krigen, den ene af Rings Døtre til Ægte og ægtede selv den anden.

I de samme Dage havde Jomfru Rusla, som i Henseende til ypperlige Krigsbedrifter viste større Mod, end Kvinder plejer at lægge for Dagen, i Norge ført hyppige Kampe med Sin Broder Thrond, om hvem der skulde have Overherredømmet. Da hun ikke kunde finde sig i, at Omund herskede over Nordmændene, erklærede hun alle, der lød under Danmark, Krig. Da Omund fik Bud herom, sendte han sine dygtigste Mænd ud for at undertrykke dette Oprør, men Rusla overvandt dem og blev saa hovmodig af sin Sejr, at hendes Sind opfyldtes af overdrevne Forhaabninger, og hun satte sin Hu til at bemægtige sig Overherredømmet i selve Danmark. Hun angreb først Halland, hvor hun blev modtagen af Homod og Thole, som Kongen havde sendt did, og overvunden maatte hun ty til sin Flaade. Kun tredive af hendes Skibe lykkedes det at slippe bort, de øvrige blev tagne af Fjenden. Da hun var undsluppen Danskerne, blev hun angrebet af sin Broder Thrond, som blev overvunden af hende og mistede hele sin Hær og maatte flygte over Dovrefjæld uden en eneste Følgesvend, og saaledes omskiftede hun, som kort i Forvejen havde maattet vige for Danskerne, nu Flugt med Sejr ved at overvinde sin Broder. Da Omund spurgte det, sejlede han igjen til Norge med en stor Flaade, og det første, han gjorde, var at lade Homod og Thole, som han sendte til Thelemarken ad en hemmelig Gjenvej, ophidse Folkene der til at rejse sig imod hendes Herredømme, og Følgen blev, at Rusla blev fordreven fra Riget af Almuen og tyede ud paa øerne i Haab om at kunne bjærge sig der, og da Danskerne kom, vendte hun Ryg og flyede uden Sværdslag. Kongen forfulgte ivrig den flygtende, opbragte hendes Flaade paa Havet og tilintetgjorde den fuldstændig og vandt en afgjørende Sejr over Fjenderne uden Blodsudgydelse og gjorde herligt Bytte. Rusla, der var sluppen bort med nogle ganske faa Skibe, pløjede Bølgerne af alle Kræfter, og medens hun søgte at undslippe Danskerne, stødte hun paa sin Broder og blev dræbt af ham. Saaledes plejer uforudsete Farer at volde størst Fortræd, og de Ulykker, man mindst frygter, gjør Tilfældet ofte værre end dem, der truer. Kongen gav Thrond et Høvdingdømme til Løn, fordi han havde fældet sin Søster, Resten af Landet gjorde han skatskyldig, og derpaa vendte han hjem til Danmark.

Paa den Tid var Thore og Bjørn, Ruslas ypperste Kæmper, paa Vikingetog ved Irland. De havde i sin Tid svoret at hævne deres Herskerinde, og da de nu spurgte hendes Død, skyndte de sig til Omund og æskede ham til Holmgang, hvilket det fordum ansaas for en Skam for en Konge at afslaa, thi i gamle Dage regnedes en Fyrstes Navnkundighed mere efter Vaabendaad end efter Rigdom. Homod og Thole traadte nu frem og bød sig til at kæmpe med dem, der udæskede Kongen. Omund priste dem højlig derfor, men vægrede sig i Førstningen for Skams Skyld ved at tage imod deres Hjælp, men til sidst gav han efter for sine Mænds mange Bønner og fandt sig i, at andre forsøgte Lykken i hans Sted. I den Kamp, hedder det sig, bed Bjørn i Græsset, og Thore slap fra det haardt saaret. Da han var kommen sig af sine Saar, tog Kongen ham strax i sin Tjeneste og gjorde ham til Jarl over Norge. Derpaa krævede han ved Sendemænd den sædvanlige Skat af Slaverne, men de tirrede ham ikke blot ved at dræbe Sendemændene, men ogsaa ved at angribe Jylland. Han overvandt da i et Slag syv Konger og stadfæstede ved sin Sejr den vante Ret til Skat.

Stærkodder var nu bleven affældig som Følge af sin høje Ælde, og man holdt for, at han nu havde udtjent som Krigsmand og Kæmpe. For at han nu ikke for sin Alderdoms Skyld skulde miste sin fordums Hæder, mente han, det vilde være ypperligt frivillig at søge Døden og af egen Drift fremskynde den. Han, som saa tit havde bestaaet herlige Kampe, holdt for, at det vilde være skammeligt at dø Straadød, og for at forøge den Navnkundighed, han havde vundet i sit forbigangne Liv, foretrak han at falde for en hvilken som helst fribaaren Mands Haand frem for at vente paa en sendrægtigt kommende naturlig Død. Saa forsmædeligt ansaas det i gamle Dage for at være for dem, der gav sig af med Krigsvæsen, at dø paa Sottesengen. Da han nu altsaa var affældig og hans øjnes Lys slukket, og han var led ved at leve længer, bar han, for at kjøbe en til at blive hans Drabsmand, det Guld han havde tjent ved at dræbe Ole, hængende om Halsen, idet han mente, at den bedste Maade, hvorpaa han kunde sone det Højforræderi, han havde begaaet, vilde være at betale den samme Løn, han havde faaet for at dræbe Ole, for selv at blive dræbt og at udrede det Guld, han havde faaet for en andens Død, som Betaling for sin egen, thi det, tyktes ham, var den smukkeste Brug, han kunde gjøre af den Løn, han havde tjent paa saa skammelig Vis. Omgjordet med to Sværd vaklede han af Sted støttende sine kraftesløse Skridt med to Stokke, og da en Almuesmand saa' ham, tyktes det ham overflødigt, at den gamle Mand havde to Sværd, hvorfor han spottende bad ham om at give ham det ene af dem. Stærkodder vakte Haab hos ham om, at han vilde gjøre hvad han bad om, og bød ham komme nærmere, og saa drog han det ene Sværd og gjennemborede ham. Det saa' en Mand ved Navn Had, der var ved at bede vilde Dyr med sine Hunde - hans Fader var den Hlenne, som Stærkodder i sin Tid dreven af Anger over sit ugudelige Mord paa Ole havde dræbt -, og nu opgav han sin Jagt og bød to af sine Følgesvende spore deres Heste af alle Kræfter og ride ind paa den gamle Mand for at skræmme ham. De sprængte af Sted, men da de vilde ride tilbage, stoppede Stærkodder dem med sine Stokke, og de maatte bøde med Livet. Had blev saare forskrækket ved at se dette og red nærmere, og han kjendte da den gamle, men denne kjendte ikke ham. Saa spurgte Had, om han vilde tuske et Sværd bort for en Vogn, hvortil Stærkodder svarede, at i gamle Dage plejede han at revse Spottefugle, og aldrig havde frække Folk fornærmet ham ustraffet, men hans blinde øjne kunde ikke skjelne Ynglingens Træk, og derfor kvad han denne Vise, der skulde kundgjøre, hvor harmfuld han var:

Altid fremad
Floden flyder,
saadan lider
Livets Løb.
Stund, som svandt,
for stedse svandt,
og til sidst
er Døden sikker.

Gammel Mand
har liden Gammen,
dumme øjne,
døve øren,
Ælde lammer
alle Lemmer,
sløver Vid
og slapper Viljen.

Grumt har Tidens
Tand mig gnavet,
frem i Mørke
jeg mig famler.
Tungt og trægt
jeg Jorden træder,
støtte maa mig
tvende Stave.

Glemt af alle
er den gamle;
før hans Ry
om Lande fløj.
Ikkun Had
maaske mig husker;
maatte jeg
dog ham blot møde!

Grant jeg mindes,
gjæv han var,
trofast Ven
mod sine Venner,
ej sit Guld
for dem han gjemte,
og for Fjender
ej han flyede.

Saa for mig
det Nornen maged,
at mit Liv
i Kamp er ledet;
altid glad jeg
svang mit Glavind,
Gammen var mig
Slagets Gny.

Stovt jeg stod
i Stridens Stævne,
flokkevis jeg
Fjender fælded;
Ulv og ørn
jeg Aadsler skaffed,
Hæder vandt jeg
mig ved Hug.

Skjold og Hjælm
jeg sønder hugged,
selv blev ej
for Saar jeg sparet;
end den Mand
jeg mindes grant,
som mig kraftig
Issen kløved.

Had svarede og kvad:

Skal jeg saa dig
skue, Skjald,
dig, som kvad
om Kamp og Konger?
Sig mig, hveden
hid du vandred,
hvorhen fører
dig din Vej?

Sært din Skæbne
nu er skiftet;
hvor er Kæmpens
kjendte Kræfter?
Mat du vakler
hen ad Vejen,
støtter dig paa
tvende Stave.

Som paa Vandet
Vind og Vove
tumler med
den tunge Skude,
saa har Livet
leget med dig,
liden Lyst
det har dig levnet.

Bedst, mig tykkes,
nu du bytter
mod en Vogn
dit hvasse Vaaben;
aldrig Sværd
du svinger mer,
giv du mig
dit gode Glavind.

Bedre vil
en Vogn dig baade
end de Stave,
som dig støtter.
Giv dit Sværd mig
med det gode,
vil med Magt
du ej det miste.

Stærkodder svarede:

Taabe, tomme
Ord du taler!
uden Løn
bør Hjælp man yde.
Vandre paa min
Fod jeg vil,
ej mit Sværd
til dig jeg sælger.

Skam dig, at du
haaned Skjalden,
som bør højt
i Ære holdes!
Smukt en gammel
Helt at smæde,
som har Ros og
Ry fortjent!

Give dig
mit gode Glavind!
Er det Vaaben
du vel værdig?
Kun en bold
og ædel Kæmpe
svinge skal
mit hvasse Sværd.

Ej for fejge
Folk det passer,
ej for Folk,
som Vellyst fryder.
Mæsk din Bug
med Mad og Mjød;
bedre det
end Kamp dig baader.

Tit paa Hjælme
tungt det faldt,
da med Oles
Søn jeg drog.
Hvem jeg mødte
paa min Vej,
gol med Gny
mit Glavind over.

Fly jeg Kurlands-
flokken lærte,
da den spændte
Snarer for os.
Tungt paa Træsko
Dansken traadte,
skarpe Pigge
ej ham skaded.

Hame vog jeg
- haardt han hug -,
Ynk jeg voldte
Estlandsynglen;
Svarlig skreg
Sangalers Skare,
da jeg fulgte
Flebaks Søn.

Haardt det holdt
at bjærge Ho'det
fra de Mænd
i Thelemarken,
brast da baade
Hjælm og Brynje,
Haardt de Smedes
Hamre hugged.

Over Tysken
Hævn jeg tog,
da jeg Svertings
Sønner fælded,
gjæsted dem
i Gammenslag,
hævned glad
den gode Frode.

Fager Mø
jeg modig værned,
Brødre syv
i Græsset bed.
Jorden dér
mit Blod fik drikke,
aldrig Græs
der groede siden.

Saa med Ker
til Søs jeg kæmped,
Vaske vog jeg,
fælded Visin,
fælded Lers
de fire Sønner,
kued alle
Bjarmlands Kæmper.

Fangede saa
Irers Fyrste,
tog Dublins
de dyre Skatte.
Aldrig gaar det
vist i Glemme,
hvad jeg øved
paa Braavalla.

Længe nok
du lyttet har,
dog kun lidt
fik du at vide.
Aldrig fik min
Tale Ende,
om jeg skulde
alt fortælle.

Saalunde kvad Stærkodder. Da han endelig af deres Samtale skjønnede, at Had var Hlennes Søn, og saaledes kom paa det rene med, at den unge Mand var af fornem Herkomst, bød han ham sin Hals til Hug, idet han opmuntrede ham til ikke at være bange for at tage Hævn over sin Faders Banemand, og derhos lovede han, at naar han gjorde det, skulde han faa det Guld, han havde faaet af Hlenne. Og for end yderligere at ophidse ham imod sig, skal han have kvædet saalunde:

Had, din Fader,
bør du hævne,
jeg med Vold
og Vilje vog ham.
For hans Bane
selv jeg byder
dig mit Liv
og Løn derhos.

Længe var jeg
led ved Livet,
men kun Helt
skal Helten fælde.
Føj mig nu
og dræb din Fjende,
glad i Døden
gaar den gamle.

Trøsket Træ,
som ej kan trives,
vige bør
for Træ, som voxer.
Fældes vil jeg,
før jeg falder,
sød er Død,
som selv man søger.

Med disse Ord tog han Pengene op af Pungen og rakte ham dem. Had, der lige saa meget ansporedes af Begjærlighed efter at komme i Besiddelse af Guldet som af Lyst til at hævne sin Fader, lovede, at han vilde gjøre, som han bad, og ikke afslaa den Løn, han bød ham. Stærkodder rakte ham ivrig sit Sværd. strakte Halsen frem og opmuntrede ham til at hugge til uden Frygt og til ikke at bruge Sværdet som en Kvinde, og lod ham derhos vide, at naar han, efter at have fuldt byrdet Drabet, sprang imellem Hovedet og Kroppen, inden denne faldt, vilde Vaaben ikke bide paa ham; men om han sagde dette for virkelig at belære ham eller for at straffe ham for Drabet, er ikke let at sige, thi det kan godt være, at Legemets Masse vilde have knust ham, naar han sprang. Had svang Sværdet af al sin Magt og hug Hovedet af den gamle. Da det afhuggede Hoved faldt til Jorden, skal det, efter hvad der fortælles, have bidt i Græsset, saa at Mundens Glubskhed endnu i Dødens Stund bar Vidne om hans Sinds Grumhed. Had, som frygtede for, at der stak Svig under Stærkodders Løfter, vogtede sig imidlertid vel for at springe; havde han været letsindig nok til at gjøre det, vilde han maaske være bleven knust af Liget, idet det faldt, og saaledes være kommen til at bøde med sit eget Liv, fordi han havde dræbt den gamle. Dog vilde han ikke lade saa vældig en Kæmpe ligge ubegravet og lod derfor hans Lig jorde paa den Slette, der hedder Rolyng.