Forskjell mellom versjoner av «Ordforklaring til norske gårdnavne»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 43: Linje 43:
 
===== áll =====
 
===== áll =====
 
''áll'' m. (Gen. ''áls'', Flt. ''álar'') brugtes i det gamle Sprog, som endnu, om en dyb Rende i Vand og om en i Farve afstikkende Stribe langs Ryggen af Dyr, især Heste. Opr. Betydning vel: Stribe, og brugt i denne Betydning i de fleste af de Stedsnavne, hvori det forekommer. Bl. a. i flere Bygdenavne, hvoraf nogle endnu bruges (''Aal, Aalen''). Findes sms. med ''vin'' (''Ælin'', se Bd. I S. 298). I Stedsnavne ofte ikke til at skille fra det vistnok beslægtede Ord ''ál, ól'' f., der nu betyder en Rem af Læder.
 
''áll'' m. (Gen. ''áls'', Flt. ''álar'') brugtes i det gamle Sprog, som endnu, om en dyb Rende i Vand og om en i Farve afstikkende Stribe langs Ryggen af Dyr, især Heste. Opr. Betydning vel: Stribe, og brugt i denne Betydning i de fleste af de Stedsnavne, hvori det forekommer. Bl. a. i flere Bygdenavne, hvoraf nogle endnu bruges (''Aal, Aalen''). Findes sms. med ''vin'' (''Ælin'', se Bd. I S. 298). I Stedsnavne ofte ikke til at skille fra det vistnok beslægtede Ord ''ál, ól'' f., der nu betyder en Rem af Læder.
 +
  
 
===== almr =====
 
===== almr =====
Linje 58: Linje 59:
 
===== apaldr =====
 
===== apaldr =====
 
''apaldr'' m. (Gen. ''apaldrs''), Abild, Vildæbletræ. Ofte, især som 1ste Led, i Gaardnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har 2det Led et ''l'', mister det oftest sit l (''Apeland, Abeland'' for ''Apaldraland''). ''Apaldrs-'' som 1ste Led kan ved Afkortning og Lydændring blive hel ukjendeligt (''Afset'' eller ''Akset'' for ''Apaldrssetr, Aksnes'' for ''Apaldrsnes'', se Thj. VSS. 1891 S. 155). Sammensætning med ''vin'' findes (''Apaldasin'' i Østre Aker, nu ''Abelsø'').
 
''apaldr'' m. (Gen. ''apaldrs''), Abild, Vildæbletræ. Ofte, især som 1ste Led, i Gaardnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har 2det Led et ''l'', mister det oftest sit l (''Apeland, Abeland'' for ''Apaldraland''). ''Apaldrs-'' som 1ste Led kan ved Afkortning og Lydændring blive hel ukjendeligt (''Afset'' eller ''Akset'' for ''Apaldrssetr, Aksnes'' for ''Apaldrsnes'', se Thj. VSS. 1891 S. 155). Sammensætning med ''vin'' findes (''Apaldasin'' i Østre Aker, nu ''Abelsø'').
 +
  
 
===== askr =====
 
===== askr =====
Linje 182: Linje 184:
 
===== brandr =====
 
===== brandr =====
 
''brandr'' m. (Gen. ''brands'', Flt. ''brandar'') findes meget brugt i Stedsnavne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i ''Brandstad, Brandsrud, Brandset'' (saadanne Navne ere dog tildels udgaaede fra det sms. Mandsnavn ''Brandulfr'', og Navne som ''Branderud'' kunne være sms. med et af ''Brandr'' afledet Mandsnavn ''Brandi <ref>paavisligt i et enkelt Exempel paa Island i 10de Aarh. (Landn. 268. 269).</ref>''. I andre Tilfælde har ''brandr'' aabenbart Betydningen «Brænding», hvorved vel ialfald oftest er tænkt paa den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; saaledes i det paa Oplandene ikke sjeldne ''Brandval, Brandvaal, Brandvol'' (sidste Led ''váll'', se dette). Fra denne Betydning udgaar sikkert ogsaa det især nordenfjelds om Smaajorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen «Stok», da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne (se ovfr. S. 38).
 
''brandr'' m. (Gen. ''brands'', Flt. ''brandar'') findes meget brugt i Stedsnavne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i ''Brandstad, Brandsrud, Brandset'' (saadanne Navne ere dog tildels udgaaede fra det sms. Mandsnavn ''Brandulfr'', og Navne som ''Branderud'' kunne være sms. med et af ''Brandr'' afledet Mandsnavn ''Brandi <ref>paavisligt i et enkelt Exempel paa Island i 10de Aarh. (Landn. 268. 269).</ref>''. I andre Tilfælde har ''brandr'' aabenbart Betydningen «Brænding», hvorved vel ialfald oftest er tænkt paa den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; saaledes i det paa Oplandene ikke sjeldne ''Brandval, Brandvaal, Brandvol'' (sidste Led ''váll'', se dette). Fra denne Betydning udgaar sikkert ogsaa det især nordenfjelds om Smaajorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen «Stok», da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne (se ovfr. S. 38).
 +
  
 
===== braut =====
 
===== braut =====

Revisjonen fra 20. nov. 2017 kl. 12:31

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Oluf Rygh
Sakrale stednavne i Norden
Norske Gaardnavne
Indledningsbind
Tillæg I


Ordforklaring til norske gårdnavne
Endel af de i norske gaardnavne forekommende ord
med oplysninger om deres betydning og brug.


Af Oluf Rygh 1898
Siden er under opbygning




A

á

á f. (Gen. og Flt. ár), Aa. Er det gamle norske Ord for «Elv», endnu brugt saaledes i en stor Del af Landet. Elv (elfr) brugtes i det gamle Sprog kun om enkelte meget store Elve (indenfor Norges daværende Grændser om Glommen og Gøtaelven, Raumelfr og Gautelfr); først mod Slutningen af MA. begyndte man at kalde ogsaa mindre betydelige Elve elfr. Gammel Sideform ó, endnu bevaret i adskillige Stedsnavne. I Nordland nu udtalt Aag, men alm. ikke skrevet saaledes. Som sidste Led i Navne tildels afkortet til -a, mest i Nordland. Findes sms. med vin og heimr (Æn, Œn; Áeimr).


akr

akr m. (Gen. akrs, Dat. akri, Flt. akrar), Ager. I Navne nu, ligesom i Ordets Brug som Fællesord, næsten overalt udt. Aaker. Som 2det Led i Navne ofte afkortet til -åk, -åkk, -ak, -akk. Naar da 1ste Led ender med r, er det vanskeligt at adskille fra det gamle Ord rák n., Græsgang, hvorpaa Kvæg drives, eller Kvægvei (af reka, drive).


alfr

alfr m. findes ikke i bevarede oldnorske Skrifter, men maa efter dets Anvendelse i meget gamle Stedsnavne antages engang at have været brugt ogsaa i Norsk, som endnu i Svensk, i samme Betydning som aurr (se dette), Grus, Grusgrund under det øverste Jordlag. Oftere i Sms. med heimr og vin, i sidste Tilfælde i mindre let kjendelig Form (Ulven, Aulin, se Bd. I S. 399).


áll

áll m. (Gen. áls, Flt. álar) brugtes i det gamle Sprog, som endnu, om en dyb Rende i Vand og om en i Farve afstikkende Stribe langs Ryggen af Dyr, især Heste. Opr. Betydning vel: Stribe, og brugt i denne Betydning i de fleste af de Stedsnavne, hvori det forekommer. Bl. a. i flere Bygdenavne, hvoraf nogle endnu bruges (Aal, Aalen). Findes sms. med vin (Ælin, se Bd. I S. 298). I Stedsnavne ofte ikke til at skille fra det vistnok beslægtede Ord ál, ól f., der nu betyder en Rem af Læder.


almr

almr m. (Gen. alms, Dat. almi), Alm (Træ). I Navne usms. i Ental (ofte i Dativform) og som 1ste Led. Et enkelt Tilfælde af Sammensætning med heimr kjendes. Som 1ste Led, naar en Konsonant følger, oftere paa Vestlandet afkortet til Al-, der igjen ved Dissimilation kan blive til An-, naar 2det Led indeholder et 1 (Almdal, Aldal, Andal). I andre Landsdele bliver i det sidste Tilfælde Alm- ofte til Am-, Aam- (Amli, Aamli, Amdal, Aamdal, Amland, Aamland).


alpt

Se ► elptr.


angr

angr m. (Gen. angrs, Dat. angri) maa engang have været brugt i Betydning af Fjord og Vik, men er nu kun bevaret i endel Egennavne paa Fjorde og Viker, som tildels ere overgaaede til Bygde- og Gaardnavne. r er nu oftest bortfaldet i Udtalen. Kan forvexles med Afledningsendelsen angr, som man har f. Ex. i det hyppige Indsønavn Øiangen, og med vangr (se dette).


apaldr

apaldr m. (Gen. apaldrs), Abild, Vildæbletræ. Ofte, især som 1ste Led, i Gaardnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har 2det Led et l, mister det oftest sit l (Apeland, Abeland for Apaldraland). Apaldrs- som 1ste Led kan ved Afkortning og Lydændring blive hel ukjendeligt (Afset eller Akset for Apaldrssetr, Aksnes for Apaldrsnes, se Thj. VSS. 1891 S. 155). Sammensætning med vin findes (Apaldasin i Østre Aker, nu Abelsø).


askr

askr m. (Gen. asks, Dat. aski, Flt. askar), Ask (Træ). Ofte usms. som Gaardnavn i Ent. og Flt. (Ask, Aske, Asker) og som 1ste Led. Af Sammensætningerne skrive nogle sig fra et af Trænavnet dannet Elvenavn Aska; andre Navne, ikke særdeles mange, ere sms. med det afledede Ord eski n., med Ask bevoxet Sted (se ovfr. S. 31). Ofte sms. med heimr, men ikke med vin. Kan forvexles med askr, Æske, lidet Kar (i nyere Navne) og med aska f., Aske.


áss

áss m. (Gen. áss, Dat. ási, Flt. ásar), Aas, langstrakt Høide. Ofte sms. med heimr, maaske ogsaa undertiden med vin. Som 1ste Led i Nutidsform udsat for at forvexles med flere Personnavne (Kvindenavnet Asa, Mandsnavnene Oddr, Ormr), med á, Aa, og i enkelte Tilfælde med Trænavnene askr og ǫsp. Som 2det Led i senere Tids Skrift ofte urigtigt for óss, som i Skrivemaaden Røraas for Røros.


auðn

auðn n. (Gen. auðns, Dat. auðni, Flt. i Gaardnavne auðnir) og f. (Gen. auðnar, Flt. auðnir), Ødemark, øde, ubeboet Sted. Brugt som Gaardnavn dels, fordi Stedet var ryddet i Ødemark, dels fordi det en Tid som Underbrug havde været ubeboet (ovfr. S. 5). Det sidste Tilfælde vistnok det hyppigste. Som Gaardnavn mest brngt i de trondhjemske Amter, i bestemt Entalsform (Aunet), i Dat. Ent. (Aune) og i bestemt Flertalsform (Aunan). I disse Egne desuden hyppigt som 2det Led i sms. Navne; 1ste Led da oftest en ældre Gaards Navn, hvorunder Bruget engang har hørt eller paa hvis Grund det er ryddet. Søndenfjelds sjeldent og kun usms.; au gaar her oftest over til aa eller ø. Søndenfjelds er Navnet dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord, nordenfjelds altid af Intetkjøn, undtagen i Flt., hvor det efter den S. 11 f. forklarede Regel gaar over til Hunkjøn. Disse Navne, især de sms., maa for en stor Del være temmelig unge.


auki

Se ► autn.


aukland

aukland n. er dannet af auka, øge, og maa betyde Øgningsland, ved Rydning tillagt Land. Ofte Gaardnavn i de sydvestlige Landskaber, fra Nedenes til og med Søndhordland; i Stavanger Amt træder dog mest den afledede Form auklendi n. i dets Sted. Ofte i senere Tid skr. Økland, Ugland, Øglend; tildels udtalt med enkelt Vokal, o eller ø. Gaar tilbage til MA., men er vel ikke særdeles gammelt.


aukn

Se ► autn.


aurr

aurr m. (Gen. aurs, Flt. aurar), Grus, især om den faste, urørte Grusgrund under det øverste Jordlag. Ikke sjeldent i Bygde- og Gaardnavne, tildels dog gjennem deraf afledede Navne, Sønavnet Aurr og Elvenavnene Aur, Aura og Yrja; deraf’ ogsaa Bygdenavnet Yrjar (Ørlandet) og enkelte med yrja sms. Navne, som det nordenfjeldske Langyrja. Findes sms. med vin (Aurin). Jfr. alfr.


autn

autn n. (Gen. autns, Dat. autni) findes temmelig ofte som Gaardnavn i Smaalenene og paa Romerike, nu oftest udt. med ø, Øtten, eller, hvor Navnet har Dativform, Øtne. Er sandsynlig en yngre Form af aukn; dette kan ikke paavises som Fællesord, men kan godt tænkes brugt i samme Betydning som aukland. I en Form, nærmere den oprindelige, synes Ordet brugt i Øktner (maaske snarere udtalt Auktner) i S. Odalen og i Øktna i Nes Rom. (GNo. 169,7). Jfr. Bd. I S. 5. Vel i samme Mening findes som Gaardnavn auki m., Forøgelse, paa et Par Steder søndenfjelds (Røken, Strømmen) og i Flt. Aukan om nyere Gaarde paa Nordmør og i Øbygderne i Fosen.




B

bakki

bakki m. (Gen. og Dat. bakka, Flt. bakkar), Bakke. Har i det gamle Sprog ogsaa den særlige Betydning: Elvebred, Søbred (fordi en saadan gjerne danner en Skraaning). Som 2det Led jevnlig afkortet til -bakk, især nordenfjelds.


bali

bali m. (Gen. og Dat. bala), jevn Forhøining eller Vold langs en Strand. I adskillige Gaardnavne vesten- og nordenfjelds, mest nyere; ialfald et enkelt, Bale paa Balestranden i Sogn, er dog sikkerlig meget gammelt. Ogsaa om Holmer og Skjær langt fra Land.


balki

Se ► bǫlkr.


barð

barð n. (Gen. barðs, Dat. barði), Kant, Rand. Mange Stedsnavne, deriblandt ogsaa Gaardnavne, stamme fra dette Ord gjennem dets Brug om Kanten af et Fjeld eller om en Fjeldafsats. Findes sms. med vin (Berðin). I samme eller beslægtet Betydning synes i enkelte Navne ogsaa borða f. og borði m. brugte.


barmr

barmr m. (Gen. barms, Dat. barmi, Flt. barmar) findes oftere som Stedsnavn, især paa Vestlandet, mest brugt om Viker og om Øer, hvis Navne igjen gaa over paa Gaarde. Udgaar sandsynlig fra Ordets Betydning: Brem, Kant.


bekkr

bekkr m. (Gen. bekkjar og bekks, Flt. bekkir), Bæk. Som usms. Navn for det meste ungt; blandt de sms. ere derimod vist adskillige gamle. Særlig kan mærkes det i Østlandets lavere Egne ikke sjeldne Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og Bækhus, Bækkerhus, der oftest svarer til gammelt Bekkjóss, Bekkjaróss (Bækkemunding).


berg

berg n. (Gen. bergs, Dat. bergi, Flt. i Gaardnavne bergar f., Berg, Klippegrund. Vokalen er i Nutidens Udtale i Stedsnavne ofte ændret, især, hvor det er brugt som sidste Led, og i den sydvestlige Del af Landet. berg kan saaledes blive til bør, bor (aabent o), barg, bar (de to sidste Former i Ryfylke, naar Ordet bruges som 2det Led). Formen bjarg synes ikke at forekomme i norske Stedsnavne, uden det skulde være i Sammensætningen Bjargvin, Bjǫrgvin, der dog lige saa godt kan forklares af bjǫrg f. Sammensætninger med vin og heimr findes.


bingr

bingr m. bruges nu efter Aasen 1) om en Kasse, fæstet til en Væg, eller hvis Bagside dannes af en Væg (til Oplag af Korn, Mel, Salt o. lign.; jfr. oldn. torfbingr om Rum til Brændetorv). 2) om afdelt Rum til Smaafæ i et Fjøs. Naar man tager Ordets Anvendelse i Stedsnavne med i Betragtning, kunde man vel forudsætte en opr. mere omfattende Betydning: afskilt Rum paa en Flade. Findes som gammelt Grændenavn i Eidsvold, paa to Steder i Nes Rom., paa Eker (der endnu brugt) og efter DN. II 579 maaske ogsaa tidligere i Hedrum. Som gammelt Gaardnavn i Trøgstad og Sørum; ellers ikke sjeldent i Navne paa Pladser fra nyere Tid i Smaalenene. Ordet forekommer ogsaa i Formen Binge m., der maaske ogsaa er gammel (brugt paa Østlandet efter Ross; ogsaa alm. i Indherred).


birki

Se ► bjǫrk.


bjórr

bjórr m. (Gen. bjórs), kileformet Stykke, saaledes ogsaa kileformet Landstykke; enkelte Gange brugt som Gaardnavn i Ent. og Flert., udentvivl efter den sidste Betydning. At adskille fra Dyrenavnet bjórr, Bæver, der findes i mange sms. Stedsnavne, et Vidnesbyrd om dette Dyrs vide Udbredelse i Landet i Fortiden.


bjǫrg

bjǫrg f. (Gen. bjargar, Flt. bjargir), et Ord af samme Stamme som berg; kan ikke paavises i Oldn., men maa efter dets Brug i Stedsnavne være meget gammelt Ord. Efter denne Brug skulde man tro, at det tildels har været brugt om fremstikkende, noget høie og bratte Berg. Aasen anfører det fra Voss med Betydning: en Række af lavere Klipper, Ross fra Stjørdalen med Betydning: en lang og ikke ganske lav Aasryg. Findes i Gaardnavne over det hele Land, undtagen i de lavere Egne paa Østlandet. Som 2det Led lyder det nu oftest -bjør. Forvexles ofte i Skriftform med det endnu mere udbredte berg; i flere Sammensætninger finder man paa forskjellige Steder begge Ord benyttede f. Ex. Ravneberg (Ramberg) og Ravnebjør (Rambjør), Røineberg og Røinebjør. Findes sms. med vin og heimr.


bjǫrk

bjǫrk f. (Gen. bjarkar), Birk (Træ). Endel af de derfra stammende Gaardnavne komme nærmest af det af Ordet dannede Elvenavn Bjarka (i Nutidsform gjerne Bjørke). Et andet af bjǫrk afledet Ord, birki n., Sted bevoxet med Birk (se ovfr. S. 31), har udstrakt Anvendelse i Gaardnavne, usms. og som 1ste Led. Usms. lyder det nu oftest Børke, Børkje. Af Sammensætningerne er den mest brugte Birkeland, der er et særdeles hyppigt Navn i Strækningen fra Vestre Nedenes til Søndfjord. Udtalen af birki som 1ste Led er forskjellig; undertiden afkortes det stærkt (Børset for Birkisetr) og kan da forvexles med andre Sammensætningsled (som berg og borg), naar ikke gamle Former haves. I Skrift finder man ofte Birke og Bjerke istedetfor Bjørke; undertiden synes Bjørke virkelig at være traadt istedetfor oprindeligt Birki (nærmere herom i Thj. VSS. 1891 S. 185). Sammensætninger med heimr kjendes (Bjarkeimr, Bjarkareimr); derimod, som det synes, ingen med vin.


blik

blik n. (Gen bliks, Flt. i Gaardnavne blikar f.) betyder: noget, som blinker, noget, som er hvidt, lyst i Sammenligning med Omgivelserne. Findes i temmelig mange Navne, især ofte i Fjeldnavne (Blikaasen, Blikberget, Blikhatten osv.), i Nutidsform mest lydende enten Blik- eller Blek-. Et betegnende Exempel er Kvitblik i Skjerstad, liggende lige under det fra gammel Tid bekjendte Marmorbrud her. Usms. oftest i Flt. Blikar, der paa et Par Steder nordenfjelds ved en paafaldende Overgang er blevet til Blokkan. Elvenavn af denne Stamme er Blika, endnu bevaret paa et Par Steder i Tryssil i Formen Bleku.


bok

bok f., Bøg (Træ). Findes kun i ganske faa norske Navne, oftest i den afledede Form bæki n., Sted bevoxet med Bøg (se ovfr. S. 31 og Bd. I S. 60).


ból

ból n. (Gen. bols) findes sjelden i Gaardnavne og da, som det synes, stadigt i Betydning af Bosted, Gaard; meget oftere bruges det deraf afledede bæli, se dette.


bólstaðr

bólstaðr m. (Gen. bólstaðar, Flt. bólstaðir), Bosted, Gaard; ofte i Gaardnavne, mest som 2det Led (hyppigst Miklibólstaðr, Storgaarden). Som 2det Led mister Ordet stadigt sit l, og oftest bliver -stad afkortet til -st, saa at det kommer til at lyde -bost (alm. udt. med aabent o; ofte skr. -bust, men ialfald kun undtagelsesvis udt. saaledes).


borða, borði

Se ► barð.


borg

borg f. (Gen. borgar, Flt. borgir). Af de Betydninger, hvori Ordet findes brugt i Oldn. og nu i Folkesproget, er «befæstet, med Mure omgivet Sted, befestet Høide» den, der maa ligge til Grund for dets Anvendelse i Stedsnavne. En hel Del af de af Ordet dannede Gaardnavne kunne bevises eller ialfald formodes at sigte til en af de gamle «Bygdeborge», befestede Tilflugtssteder, som vare indrettede af den omgivende Bygds Befolkning, og hvoraf der i Fortiden bar været en Mængde i Norge, tildels endnu bevarede som Ruiner (se om dem Aarsberetningen fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring 1882 S. 30 ff.). Sikrest tør direkte til saadanne Anlæg henføres Navne, der simpelthen ere Ordet borg i Ent. eller Flt. (Borg, Borgen, Borge, Borger), og Sammensætninger som Borgaas. Der tør imidlertid ogsaa ved disse være Mulighed for, at man med dette Navn tillige har betegnet Høider, som vare skikkede for et saadant Anlæg, selv om de aldrig havde været benyttede dertil; i saadan Betydning findes Ordet jevnlig brugt paa Island. Til de gamle Borge valgtes oftest Høider eller Koller, som stod ialfald nogenlunde isolerede og vare ubestigelige paa længere Strækninger, saa at det blot behøvedes at opføre en enkelt eller dobbelt Mur, hvor Adgangen var lettere. Til en af disse Betydninger er vel ogsaa det afledede Navn Borgund at henføre, brugt baade om Øer og om Gaarde paa Fastlandet. Tvivlsommere stiller Forklaringen sig i andre Tilfælde, som ved Sammensætningen med vin, Byrgin (nu ofte feilagtigt skr. Borgen, istedetfor Børgen efter Udtalen) og ved nogle af de med Byrgis- sms. Navne, som Byrgiseimr eller Birgiseimr (nu Børsum eller Børseim). De sidste ere snarest at forklare af byrgi n. i den paa Island endnu brugelige Betydning: Indelukke, indhegnet Sted (jfr. byrgja, at lukke). Byrgin er hyppigt, paa Østlandet; derimod findes kun et enkelt Borgeimr (Hafslo).


botn

botn m. (Gen. botns, botz, Dat. botni, Flt. botnar), Bund. Som Gaardnavn brugt om Steder, liggende ved Enden af en Fjord, en Indsø eller en dyb Indsænkning paa Land. I de sydligste Egne paa Østlandet udt. Baann, i den vestlige Del af Oplandene Baatt. I Nordland er Ordet ialfald i Stedsnavne nu gjerne Intetkjønsord. Som 1ste Led vanskeligt at holde ud fra bátr, Baad; saaledes er det Navn, som pleier at skrives Baatstø, meget ofte i Virkeligheden Botnsstǫð (Støen ved Enden, af Fjorden eller Søen). En enkelt Gang i Sms. med heimr (Bottem i Lesje), ikke med vin.


brandr

brandr m. (Gen. brands, Flt. brandar) findes meget brugt i Stedsnavne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i Brandstad, Brandsrud, Brandset (saadanne Navne ere dog tildels udgaaede fra det sms. Mandsnavn Brandulfr, og Navne som Branderud kunne være sms. med et af Brandr afledet Mandsnavn Brandi [1]. I andre Tilfælde har brandr aabenbart Betydningen «Brænding», hvorved vel ialfald oftest er tænkt paa den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; saaledes i det paa Oplandene ikke sjeldne Brandval, Brandvaal, Brandvol (sidste Led váll, se dette). Fra denne Betydning udgaar sikkert ogsaa det især nordenfjelds om Smaajorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen «Stok», da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne (se ovfr. S. 38).


braut

braut (Gen. brautar, Flt. brautir; afledet af brjóta, bryde), Vei; i det nuv. Folkesprog ogsaa «Bakke, Side af en Terrasse» og «Bakkekant, Brink» (Aasen). I Stedsnavne ligge antagelig oftest de sidst anførte Betydninger til Grund, der maa være gamle. Fra Betydningen Vei udgaar dog ialfald Brautamót (Veimøde; Gaard i Høland).


brekka

brekka f. (Gen. og Dat. brekku, Flt. brekkur), Bakke. I mange Stedsnavne, mindst brugt nordenfjelds. Som 2det- Led jevnlig afkortet til -brekk. I Vest-Telemarken og i Nedenes og Lister og Mandal Amter nu tildels udt. Brokke.


brenna

brenna f. (Gen. og Dat. brennu, Flt. brennur), Brænding. I Stedsnavne om Jord, som er gjort skikket til Dyrkning ved Brænding (jfr. brandr, sviða, sviðningr, samt broti, fall, kǫs og váll, der have samme Mening, skjønt Brændingen ikké er fremhævet ved selve Navnet). I mange Navne, hvoraf dog ialfald de fleste maa være temmelig unge. Paa Østlandet ofte i samme Betydning et stærkt bøiet Hunkjønsnavn, Brenn.


brot

brot n. (Gen. brots; af brjóta, bryde) findes i endel Stedsnavne, hvoraf faa se ud til at være gamle. I de fleste Tilfælde har det vistnok der den Betydning, det har som Fællesord i Folkesproget: brat Helding, Brink (jfr. braut). Det findes efter denne Betydning ogsaa brugt om Fjelde med brat Affald.


broti

broti m. (Gen. og Dat. brota, Flt. brotar; af brjóta, bryde) bruges endnu, alm. skr. Braate, om et opbrudt Stykke Land, særlig om et saadant, hvor de borttagne Træer og Buske dynges sammen og saa brændes for med Asken at gjøde Jorden. Af denne Betydning er vistnok overalt Navnets meget hyppige Brug i Stedsnavne at forklare. Mest paa Østlandet, sjeldent vesten- og nordenfjelds (jfr. de andre under brenna anførte Ord af lignende Betydning). Endel af Navnene ere ialfald saa gamle som fra MA.


brú

brú f. (Gen. brúar, Flt. brúar, brúr), Bro. I Stedsnavne dels om Broer over Vandløb og Sund, dels om «Jordbroer» d. e. Steder, hvor der er skaffet Veifremkomst over sumpig Grund ved at lægge en Række af Stokke tæt sammen paatvers i Veiens Ketning (ogsaa kaldet «Kavlebru») eller ved at dynge Stene sammen i Linien. Hvor Ordet ved Bøiningsform faar Vokalforbindelsen úa, er denne nu oftest gaaet over til aa [2]. Brúar- med et Ord til 2det Led, som begynder med l, lyder derfor i de Egne, hvor rl nu udtales dl, Braad- (Braadland, Braadli for Brúarland, Brúarlíð). Sammensat baade med vin og heimr (den første Sammensætning allerede i MA. sammentrukket til Brýn).

brún

brún f. (Gen. brúnar), skarp Kant, Skrænt (hvor en Høiflade gaar pludselig over i en Skraaning). I endel Gaardnavne, usms. oftere paa Søndmør; Sammensætninger haves baade med vin (Brýnin) og med heimr.


brunnr

brunnr m. (Gen. brunns, Flt. brunnar), i Stedsnavne vel mest efter den gamle Betydning «Kilde», men ogsaa maaske tildels efter den yngre, udvidede, af Vandhentningssted overhoved. Ikke alm. i Navne, paa fl. St. i Nutidsformen Brynn; den mest bekjendte Sammensætning Brunnøy (Brønnø; bl. a. om et Kirkested i Nordland).


u. (Gen. bús), Gaard, beboet Jordbrug. Mest i sms. Navne. Anvendt som 1ste Led har det vistnok ofte en anden Betydning: Kreaturbesætningen paa en Gaard. Meget brugt som 2det Led i tildels endnu bevarede Bygdenavne, i hvilke det vistnok er at forstaa: «beboet Strøg». Saaledes Austbú, Riðabú, Svaðbú (Hedemarken); Skaðabú, Ringabú, Foldabú (Gudbrandsdalen); Kolabú (Toten); Brandabú (Hadeland); Sollabú eller Sollubú, Vǫlubú (Valdres); Andabú (Jarlsberg); Rennabú, Kleppabú, Selabú (S. Trondhjems Amt); Sparabú, Bagabú (Indherred). I det Trondhjemske er som 2det Led nu tildels gaaet over til Hunkjøn (-bua) baade i Bygde- og Gaardnavne. I mange Tilfælde er det, naar blot nyere Former af Navnene haves, umuligt at adskille bú fra búð.


búð

búð f. (Gen. búðar, Flt. búðir), Bod, Bygning opført til midlertidigt Opholdssted eller til Oplagshus. Meget alm. i Gaardnavne, usms. oftest i Flt. (Buer, Buene, Buan); flere af Navnene maa være temmelig gamle. Hyppigst er det vel Fiskerboder ved Elve og Indsøer eller paa Fiskevær (Rorboder), Høboder, Sæterboder, Saltboder (se Bd. I S. 343), som have givet Anledning til Ordets Brug i Gaardnavne. Ofte vanskeligt at skille fra bú, se dette.


bugr

bugr m. (Flt. bugir), Bøining; i Stedsnavne særlig brugt om Bugter (som dannes ved en Bøining af Strandlinien), men ogsaa om Krumning af Elv, Vei og lign. Mest nu udt. med lukt o. I de Egne, hvor og nu pleier at gaa over til au, bliver det Bau, Bauen. Findes sms. med heimr.


burkni

burkni m., Bregne. Findes i enkelte Gaardnavne hist og her, alm. nu udt. med o (mest lukt o) i Rodstavelsen og med Overgang af kn til tn; i et enkelt Tilfælde synes Navnet udgaaet fra en Nominativform borkn (Borten i Flaa Sogn i Guldalen, skr. or Borkni DN. II 36). Nogle andre Navne forudsætte en Form berkn-, og i Gaardnavnet Brekne i Vanse har man maaske Ordet i samme Form som det danske Bregne og det svenske bräken. Sammensætninger findes med heimr. Planten har nu desuden flere andre Navne omkring i Bygderne; af disse ere i Gaardnavne bemærkede Blom, Grofte, Moldfoder, Slok, Telg (i gammelnorsk Form vistnok tjǫlg). Ordets Brug i Stedsnavne vistnok at forklare af Bregnerøddernes Anvendelse som Kvægfoder.


bústaðr

bústaðr m. (Gen. bústaðar), Bosted, findes i Gaardnavne, men sjelden, langtfra saa alm. som bólstaðr, med hvilket det i Nutidens Skriftform let forvexles.


býr

Se ► bær.


byrgi

Se ► borg.


bæki

Se ► bok.


bæli

bæli n. (Gen bælis, Flt. i Gaardnavne bælir f.), Opholdssted, Bolig, ligebetydende med ból, hvoraf det er afledet. Enkelte af de Navne, hvori det findes, lade dog til at være udgaaede fra en anden Betydning: Opholdssted for Dyr (Rede og lign.); saaledes har man vistnok at forklare Krákubæli (Kraabøl), Haukabæli (Haukebøl), Rafnabæli (Rambøl). Ellers mest sms. med Personnavne og, mindre hyppigt, med Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed og lignende Forhold. Som sidste Led oftest afkortet til -bøl (i Udtalen, tildels, endnu stærkere, til -bel).


bær

bær m., ogsaa i Formen býr (Gen. bæjar, bjár, Flt. bæir), Gaard. De to Former af Ordet bruges i Navne ikke om hinanden, men have hver sit særskilte Stedsomraade; i Kilder fra MA. forblandes de dog hyppigt, udentvivl som Følge af, at vedkommende Skriver opr. har hørt hjemme i eller har faaet sin boglige Uddannelse i en anden Landsdel end den, Navnene tilhøre. I det store taget er by den herskende Form paa Østlandet, i de trondhjemske Amter og i Tromsø Amt (paa det sidste Sted vistnok indbragt af Indflyttere fra sydligere Egne, hvor denne Form bruges), derimod fra Bratsberg til og med Romsdals Amt og i Nordlands Amt. Det maa dog mærkes, at det usms. Bø, Bøen har noget videre Udbredelse end -bø, -bøen som Sammensætningsled (det første bruges saaledes i den sydøstlige Del af Smaalenene, hvor -bøen kun forekommer i en enkelt Bygd, Enningdalen). Dette synes at tyde paa, at býr i Tidens Løb har udbredt sig paa den anden Forms Bekostning. Ogsaa andre Uregelmæssigheder findes; i Egne, hvor ellers bruges, træffer man saaledes Huseby, og i saadanne Egne kan -by undtagelsesvis forekomme ved Gaarde, som have været Herresæder (Hesby paa Finnø, Berby i Enningdalen). I ældre Tid findes Ordet i den sydvestlige Del af Landet ofte brugt som sidste Led i Grændenavne, og findes tildels saaledes brugt endnu, især i Sætersdalen (Aardalsbø, Vallebø osv.). Som sidste Led i Udtalen ofte afkortet til -be (naar s gaar foran, -pe) og enkelte Gange skr. efter denne Udtale. I sms. Navne, hvor Ordet er sidste Led, er første Led i de fleste Tilfælde enten et Personnavn (eller et Ord, som betegner tidligere Eieres Stilling, som i Præstby, Munkeby), eller ogsaa Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed, Grundens og Omgivelsernes Beskaffenhed og lignende Forhold, særlig ofte et Adverbium, som udtrykker Beliggenheden i Forhold til andre Gaarde (som Vestby, Sundby, Meby, Melby, Neby, Øverby). Bæn er maaske en Sammensætning af dette Ord med vin.


bǫlkr

bǫlkr m. (Gen. balkar, Flt. belkir), i Navne ogsaa i Formen balki (Gen. balka, Flt. balkar); betyder Skillevæg mellem to Rum f. Ex. mellem Baaserne i et Fjøs. I de ikke faa Stedsnavne, hvori disse Ord ere brugte, kunde de derfor antages at sigte til et Høidedrag, som man havde sammenlignet med et saadant Skille. Der kunde dog ogsaa tænkes paa en anden, afledet Betydning af bolkr: Afdeling (noget ved Mellemstykker afdelt), der jo nok kunde være brugt f. Ex. om et af Høider begrændset Sted. Sammensætning med vin findes (Bolken i Jevnaker).



D

dalr

dalr m. (Gen. dals, Dat. dali, Flt. dalar og dalir), Dal. Er, som man efter Landets Natur maatte vente, meget alm. i Gaard- og Bygdenavne. I usms. Navne er i Telemarken og paa Vestlandet Dativ Ent. og Flertal de mest brugte Former. Sammensætning med vin hyppig, i mange forskjellige Nutidsformer (se Bd. I S. 39); med heimr sjelden. Om den i enkelte Tilfælde mulige Forvexling af dalr som sidste Led med staðir se dette.


drag

drag n. (Gen. drags, Dat. dragi). Heraf endel Gaardnavne, ligesom ogsaa af det beslægtede Hunkjønsord drǫg (Gen. dragar); begge dannede af draga, drage, trække. I Navne have de aabenbart flere forskjellige Betydninger, hvoraf følgende sikkert kunne paavises: 1) Sted, hvor man trækker Baade over et Eid, for at spare sig Veien omkring et Nes, eller gjennem et Sund, der er for grundt til at kunne roes (deraf bl. a. Drageid, Dragøen). 2) langstrakt Ø eller Holme. 3) Vei, ad hvilken Tømmer og Ved slæbes. 4) Hunkjønsordet synes i enkelte Tilfælde brugt i den af Aasen fra Romerike anførte Betydning: lang Hulning i Jorden, liden Dal. Oftere, især nordenfjelds, findes Navne af denne Stamme, nu skrevne Drag-, Drage-, Drog-, der nærmest komme af et Elvenavn Drǫg eller Draga (i nogle Tilfælde nordenfjelds, hvor det er bevaret, nu lydende Drugu, ved Ligedannelse).


drangr

drangr m. (Gen. drangs, Flt. drangar), spids, opragende Klippe; i Norge neppe bevaret uden i Stedsnavne (jfr. dog Drange hos Aasen). Brugt i Navne fra den vestlige Del af Bratsberg Amt til den sydlige Del af Stavanger Amt og i Ønavnet Drangøen et Par Steder ellers.


drǫg

Se ► drag.


n. (Gen. dýs), Dynd. Brugt i enkelte Navne, mest i Sammensætninger, hvoraf et Par med vin; sigter i denne Anvendelse vistnok til dyndet, sumpig Grund.


dys

dys f. (Gen. og Flt. dysjar), sammenkastet Stenhob, især om Gravrøser fra hedensk Tid; endnu brugt i den sydlige Del af Stavanger Amt. I Navne næsten blot paa Vestlandet; sammensat mest med land (Dysjarland, Dysjaland).


dǫkk

dǫkk f., Fordybning. Temmelig ofte i nyere Gaardnavne, især i Valdres og Numedal. I ældre Navne mest gjennem Elvenavnet Dokka, som vel ialfald rimeligst udledes af dette Ord (en i dybt nedskaaret Leie løbende Elv); af Elvenavnet kommer en Sammensætning med vin (Dokkin, Eidsvold). I Flt. Dekker; paa Søndmør ogsaa i Ent. Dekk.




E

efja

efja f. (Gen. og Dat. efju, Flt. efjur), i Oldn. i Betydningerne: dyndet Grund og: strømløs Bugt i en Elv. Deraf mange Gaardnavne, mest i usms. Form. Nogle af disse kunne vel ogsaa udgaa fra en af de øvrige hos Aasen og Ross anførte Betydninger, som: Vik med sumpige Bredder, Bagstrøm i en Elv, Gren af en Elv, stillerindende Bæk. Paa endel Steder nu lydende Evju, Ivju, Yvju, Øvju (Ligedannelsesformer).


egg

egg f. (Gen. og Flt. eggjar), Egg paa skjærende Redskaber, i overført Betydning: Ryg, Kam af Fjeld eller Jordhøide. Fra den sidste Betydning udgaa mange Gaardnavne, deriblandt flere med heimr sms., et enkelt mulig med vin.


eið

eið n. (Gen. eiðs, Dat. eiði, Flt. i Gaardnavne eiðar f.), Eid. Bruges nu som bekjendt om et smalt Landstykke, som forbinder to bredere, og om en dyb Indsænkning i et Fjeld, som giver let Vei mellem to Bygder. Deraf mange Stedsnavne. I mange andre sees Ordet desuden i ældre Tid ogsaa at have havt en anden, beslægtet Betydning: en Strækning, kortere eller længere, hvor man maatte tage Veien over Land istedetfor Vand- eller Isveien, som ellers paa Grund af Landeveienes mangelfulde Beskaffenhed brugtes saa langt som muligt. Ved Fosser og Stryk i større Elve vil man derfor hyppigt finde Steder med Navnet Eid eller et dermed sms. Navn. Bekjendt Exempel Eidsvold (opr. Eið) paa Romerike, hvor den lange Vandvei ned over Mjøsen og Vormen endte ved den første Fos i denne Elv (Sundfossen), og hvor videre Transport derfor maatte foregaa over Land for at komme enten længere nedover Vormen eller til Øieren eller Oslofjorden. Som 2det Led i Udt. ofte afkortet til -e eller -i. Især paa Vestlandet skrives ofte feilagtigt Eide eller -eide, hvor Udtalen viser, at det rigtige var enten Eid, -eid eller Eidet, -eidet. Findes i gamle Sammensætninger med vin og heimr; ogsaa i en meget gammel afledet Form Eiðund (Ødyn i Orkedalen).


eik

eik f. (Gen. eikar og eikr, Flt. eikr), Eg (Træ). Deraf og af det deraf afledede eiki n., egebevoxet Sted (se ovfr. S. 31), en Mængde Gaardnavne; af de af eiki dannede særlig hyppigt Eikiland, der er et meget alm. Navn i Strøget fra Nedenes til Søndfjord, og af de af Trænavnet direkte kommende Eikaberg, hyppigt omkring Kristianiafjorden. I Sammensætning med vin (Eikin, Øykrin) og heimr (Eikreimr); gammel afledet Form Eikund (Egerøen ved Egersund). Der findes Spor til, at Eik har været brugt som Elvenavn; deraf ere ialfald enkelte af Gaardnavnene at forklare.


eiklið

eiklið (eikhlið) n. forekommer som Fællesord kun paa et Sted i den gamle Frostathingslov (XIII 10), hvor det betegner det Sted, hvor en Mand har Leie for sin Baad (eikja). Findes som Gaardnavn paa enkelte Steder hist og her, nu mest lydende Ekle, og maa der da sigte til, at Gaardene have ligget ved en saadan Baadstø i en Elv.


einir

einir m. (Gen. einis), Ener (Træ). I ikke faa, mest nyere Gaardnavne. Paa enkelte Steder nu udt. Einer, Einaar. En afledet Form eini n., Sted bevoxet med Ener, kan paavises ialfald paa et Par Steder. I Gaardnavne findes ogsaa flere af de andre nu brugte Navne paa Træet: Brake, Brisk, Bruse, Sprake.


elfr

Se ► á.


elptr

elptr f. (Gen. elptar), ogsaa i Formen alpt (Gen. alptar), Svane. Fra dette Ord stammer en stor Mængde Stedsnavne, der komme dels direkte af Fuglenavnet, dels af dets udstrakte Anvendelse i Navne paa Elve og Indsøer. Det er ofte vanskeligt at sige, paa hvilken af disse to Maader det enkelte Navn er at forstaa; den sidste tør have mest for sig i de fleste Tilfælde. Som Elvenavn er Ordet vistnok ikke at opfatte om en af Svaner hyppigt besøgt Elv, men som beroende paa en Sammenligning af Elvens Løb med en Svanes Gliden over Vandfladen (jfr. flere andre Fuglenavne af Hunkjøn, der uden Forandring ere brugte som Elvenavn, tildels dog vistnok med Tanken paa Fuglens Stemme, som Hœna, Igða, Kráka). I Nutidens Udtale af de herfra stammende Navne er Oprindelsen oftest ukjendelig uden nærmere Oplysning; man finder Formerne Alp-, Alt-, Art-, Eft-, Ekt-, Elt-, Emt-, Ept-, Ert-, Ett-, Oft-, Olt-, Ort-, Øft-, Økt-, Ørt-.


eng

eng f. (Gen. og Flt. engjar), Eng, Græsmark. I den største Del af Trondhjems Stift og i Nordre Østerdalen nu Intetkjønsord, ligesom tildels allerede i MA. (se Fritzner under eng u.). Som sidste Led gaar det ofte over til -ing, -ingen, og dermed tillige tildels til Hankjønsord. En enkelt Sammensætning med heimr findes, mulig ogsaa en med vin. I de Egne, hvor ng nu udtales som nn, bliver det undertiden forvexlet med endi, Ende (f. Ex. Vasseng skr. for Vassende).


esja

esja f. (Gen. esju) bruges nu i Folkesproget om forskjellige Stenarter, bl. a. om Klebersten. Ordet findes i mange Stedsnavne og maa være gammelt (jfr. Fjeldnavnet Esja paa Island). Nu udtales det næsten overalt med foransat h-Lyd (se ovfr. S. 24) og lyder derfor som 1ste Led (den eneste Maade, hvorpaa det forekommer i norske Navne) Hesje-, Hesi-, Hess-. Med Hes- begynde nu ogsaa adskillige Navne, der til 1ste Led have Mandsnavnet Heðinn, og med Hesje- endel nyere Navne, som komme af Hesja, Høhesje.


eski

Se ► askr.


espi

Se ► ǫsp.


ey, eyrr

Se ► øy, øyrr.



F

fall

fall n. (Gen. falls, Flt. i Gaardnavne fallar f.) findes i Stedsnavne i forskjellige Betydninger: 1) Sted, hvor Træer ere faldne, af Ælde eller omkastede af Storm (som i Trefald, Vefald). 2) «Nedfældning i en Skov, Træer som brændes til Askegjødning» (i denne Betydning mest i nyere Navne; i samme Mening brugt Felling). 3) Jordfald (saaledes Landfall, Mælfall, Leirfall).


festr

festr f. (Gen. og Flt. festar), Toug, hvormed Skibe og Baade fortøies i Land. Forekommer som 1ste og 2det Led, kun undtagelsesvis usms., i endel Navne langs Kysten (saaledes Festvaag, Djupfest, Hammerfest, Sygnefest ved Sognefjordens Udløb); i disse synes det ikke at kunne forstaaes anderledes end: Sted, hvor Skibe kunne fæstes i Land, Havn.


fit

fit f. (Gen. og Flt. fitjar), frodig Græsmark, især en saadan, som ligger lavt og ved Bredden af Sø eller Elv. I mange Stedsnavne, almindeligere paa Vestlandet og nordenfjelds end paa Østlandet. I den meget brugte Flertalsform Fitjar tildels misforstaaet i yngre Skriftform og skrevet med kj eller kk. Af de forskjellige Nutidsformer mærkes som den mindst gjenkjendelige Fiane (Fijane), brugt i de Egne, hvor t her i Udt. gaar over til d (for Fidjane, opr. Fitjarnar).


fjall

fjall n. (Gen. fjalls), Fjeld. Sjelden eller aldrig som Flertalsord, naar det bruges som Navn usms. Den islandske Sideform fell synes ikke at forekomme i Norge. Enkelte Sammensætninger findes med vin (Fellin) og heimr. Meget forskjelligt udtalt (Fjæll, Fjell, med lukt e, Fjill, Fjøll, Fjedd, Fjødd, Fjædl). Hvor det som sidste Led kommer efter s, falder ofte f bort i Udtalen. Brugt som 1ste Led i Genitivform kan det i Nutidsform vanskelig skilles fra Fjallars-, af Mandsnavnet Fjallarr.


fjórðungr

fjórðungr m. (Gen. fjórðungs), Fjerdedel, findes i endel Navne, der neppe ere meget gamle. Nogle af dem ere at forklare deraf, at de have udgjort Fjerdedelen af en større Gaard, hvoraf de ere udskilte, eller svaret Fjerdedelen af en bestemt Landskyld (f. Ex. af et Skippund Korn eller en Vog Fisk); ved andre er Forklaringen endnu uvis.


fjós

fjós n. (Gen. fjóss, Flt. i Gaardnavne fjósar f.). I Gaardnavne usms., mest i Flt., og som 1ste Led. Kimeligvis overalt sigtende til Sommerfjøs, som har staaet paa Stedet, før det blev Gaard, medens det endnu kun benyttedes som Havnegang.


fjorðr

fjorðr m. (Gen. fjarðar, Dat. firði, Flt. firðir), Fjord. Endel af de af dette Ord kommende Gaardnavne sigte til Indsøer, hvorom Ordet endnu bruges søndenfjelds. I Regelen betegnes med dette Navn Gaarde, som ligge ved Fjordens eller Indsøens Bund (Ende). Af de Former, hvori det bruges som Navn usms., er særlig at mærke den især paa Vestlandet meget brugte Dativform Firði, nu Førde (udt. Føre). Endvidere findes Fjære (særlig bekjendt som Sognenavn ved Grimstad) og paa enkelte Steder langt nord i Landet Fjær (tildels udt. Fjal, med tykt 1); fra hvilken af Ordets gamle Bøiningsformer disse Navne udgaa, tør være usikkert. Som 2det Led i Navne kan Ordet antage endnu mere paafaldende Former. Her findes ved Siden af det vanlige -fjord, -fjorden ogsaa -fær, -før, efter forudgaaende s forandret til -vær, -vør, f. Ex. Tysvær i Ryfylke, opr. Teitsfjǫrðr, udt. Tyssvør, — endvidere -fjær og i Nordland paa nogle Steder -for (lukt o). Med Undtagelse af de to sidste maa ogsaa disse Former være udgaaede fra Dativformen. f falder ofte bort i Udtalen i -fjord, naar s gaar foran (Grønsjord for Grønsfjord).


flata, flati

Se ► flǫt.


fles

fles f. (Flt. flesjar), Skjær, som ligger i Vandskorpen og ofte overskylles. I Gaardnavne tildels efter et saadant udenfor Gaarden liggende Skjær; andre Tilfælde maa forklares deraf, at Ordet, ligesom sker, har været brugt om Partier af bar Klippe, som stikke op af Jordmark paa Land. Usms. mest i Flt. Flesje (Flesjar). I nogle faa Tilfælde søndenfjelds findes en allerede i MA. forekommende Sideform fres, se Bd. I S. 345.


flet

flet n. (Gen. flets, dannet af flatr, flad) synes i Stedsnavne, hvori det ikke sjelden forekommer, at betyde: Flade, flad Strækning (jfr. flǫt). Fra Oldn., ligesom fra det nuværende Folkesprog, kjendes det kun i forskjellige mere specielle Betydninger.


flǫt

flǫt f. (Gen. flatar, Flt. flatir), Flade, flad Strækning (jfr. flet). Alm. brugt i Navne, nu Flat, Flot, Fløt. Sideformer flata f. (Gen. flǫtu, paa Vestlandet), flati m. (Gen. flata) og en stærkt bøiet Hankjønsform flǫtr (Gen. flatar), hvis Nominativform dog tør være usikker (jfr. Fritzner).


fold

fold f. (Gen. foldar) brugtes i Digtersproget om Jorden, men synes ogsaa at have betydet: Slette. Fra den sidste Betydning udgaa vel endel af Ordets Anvendelser i Stedsnavne, bl. a. dets Brug i Fjordnavne (mest bekjendt som det gamle Navn paa Kristianiafjorden og som endnu brugt om en Fjord i Namdalen). I andre Tilfælde er det det ofte forekommende Elvenavn Fold, som ligger til Grund for Gaardnavnene af denne Stamme. Om det sidste er det samme Ord, er vel tvivlsomt; det synes efter den nuv. Udtale tildels ogsaa at have været brugt i svag Form, Folda.


fólskn

fólskn f. (Gen. fólsknar) er den gamle Navneform for Fosen (udt. Fó'sna), der nu bruges om flere Øer langs Vestkysten. Ordet, der ikke findes som Fællesord i Oldn., kommer aabenbart af fela, skjule, og har opr. lydt fólgsn; Betydningen maa være: Skjulested (jfr. oldn. fylgsni, fylskni n., der har samme Betydning). Ønavnene forklares vel rimeligst deraf, at Øen har havt en Havn, hvor man kunde ligge ubemærket af forbifarende Skibe (jfr. løynivágr, der bruges i samme Mening). Ordet ligger maaske ogsaa til Grund for Gaardnavnet Fosnes, udt. med langt, lukt o, der findes paa 3 Steder (Stryn, Beitstaden, Fosnes i Namdalen), men Betydningen er her ialfald i de fleste Tilfælde mindre klar. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 181 f.


for

for f. (Gen. forar). Fure, Rende, Fordybning; forekommer oftere i Gaardnavne, tildels skr. Faar. I Navne er det tildels vanskeligt at skille fra fǫr f. (Gen. farar), der har været meget brugt som Elvenavn og gjennem denne Brug ofte er kommet ind i Gaardnavne; desuden, naar det staar som 1ste Led, fra fura f., Furu (se dette). Det kan ogsaa forvexles med Ford m., der i den sydlige Del af Stavanger Amt bruges om Vei over sumpigt Land og om Sumpe, der jevnlig oversvømmes af en gjennem dem løbende Bæk (se Aasen og Ross under Ordet).


fors

fors m. (Flt. forsar), Fos, allerede i MA. ofte skr. foss, som det nu udtales i Norge undtagen i Nordland, hvor den opr. Udt. har holdt sig. Meget ofte usms., i Ent. og Flt., om Gaarde, som ligge nær en Fos. Gamle Sammensætninger findes, et Par med vin, mange med heimr. I de Egne, hvor sl nu udtales tl, bliver Foss- til Fott-, naar 1 følger (Fottland for Fossland)- Sammensat, som 2det Led, undertiden i den afledede Form -fyrsi (-fyssi) n.


fres

Se ► fles.


fura

fura f. (Gen. furu, Flt. furur), Furu (Træ). I mangfoldige Stedsnavne, usms. og sms., i meget forskjellig Udtale, ligesom Tilfældet er med Trænavnet. Nogle sms. Navne synes at komme af et ligelydende Elvenavn. En enkelt Sammensætning med heimr kjendes, mulig ogsaa enkelte med vin. Af Trænavnet er dannet fyri n., et med Furu bevoxet Sted (se ovfr. S. 31), hvoraf ligeledes endel Gaardnavne.


fǫr

Se ► for


G

garðr

garðr m. (Gen. garðs, Dat. garði, Flt. garðar) betyder opr. Gjerde, dernæst indgjerdet Jordstykke og endelig Gaard (vel med Tanke paa den indgjerdede eller af Huse indesluttede Gaardsplads). Ved de enkelte Navne er det ofte umuligt at afgjøre, hvilken af disse tre Betydninger der ligger til Grund; naar Ordet staar som 2det Led, vil det ialfald i Regelen være den sidste af dem. I Hallingdal afkortes det som 2det Led ofte til -ga. I denne Stilling kan det, naar 1ste Led ender med s, forvexles med skarð, skor og skáli, og er i Skrift ofte blevet forvexlet med dem. Sammensætninger med vin findes (Gerðin, Gǫrðin, hver af dem kun i et enkelt Tilfælde); her maa dog mærkes, at disse kunde høre sammen med det eiendommelige, uforklarede Navn Gǫrð (nu Gol) i Hallingdal.


gerði

gerði n. (Gen. gerðis), indgjerdet Jordstykke. Ofte i Gaardnavne, mest i nyere, men ogsaa i endel gamle. I Hallingdal findes det i Hunkjønsform, Gjerda. Søndenfjelds har Ordet, tildels allerede før Middelalderens Udgang, faaet Vokalen o istedetfor e (giordi) og skrives nu alm. Jorde, Jordet; nordenfjelds udtales det tildels med a. Som sidste Led jevnlig afkortet til -gjerd (-jær).


gil

gil n. (Gen. gils, Flt. i Gaardnavne giljar f.), Kløft, Revne, Fure i Fjeld. Nu mest udtalt Jel med lukt e eller Jøl. Paa enkelte Steder findes Hunkjønsformer, Gil f. og Gila f., med samme eller nærstaaende Betydning. Et Par Sammensætninger med heimr kan paavises, derimod ingen med vin.


gjóta

gjóta f. (Gen. gjótu) kjendes ikke fra Oldn., men maa være gammelt Ord. Betyder nu: langstrakt Hulning i Jorden, langagtig Græsplet mellem Bakker eller Klipper (Aasen). Formen Gjot f. kjendes fra Stedsnavne i Østerdalen.


glenna

glenna f. (Gen. glennu) er heller ikke bevaret i Oldn., men kan med endnu større Sikkerhed antages at være gammelt. Betydning: aabent Rum i en Skov, Græsplet mellem Klipper. Findes ret ofte som Gaardnavn paa begge Sider af Kristianiafjorden og vestover til Nedre Telemarken.


gljúfr

gljúfr n. (Gen. gljúfrs, Flt. i Gaardnavne gljúfrar f.), omtrent ligebetydende med gil, men vel ialfald fortrinsvis brugt om Kløfter, hvorigjennem et Vandløb gaar. Nu udtalt Juv, allerede i MA. skr. Giuf (AB. 79. DN. I 757. RB. 55). I Hallingdal og Valdres forekommer en Hunkjønsform Gjuv. Intet Spor er ved Undersøgelserne om Stedsnavnes Udtale fundet til den af Aasen opførte Form Djuv. En afledet Form glyfra f., der bruges i Folkesproget om en Bjergkløft, findes i et enkelt Gaardnavn (Kvinesdal) og ialfald paa 1 Sted som Fjeldnavn (Bruvik).


gloppa, gluppa

gloppa, gluppa f. (Gen. gloppu) kjendes ikke som Fællesord fra MA., men findes i Stedsnavne allerede i denne Tid. Betyder nu i Folkesproget efter Aasen: Hule, Kløft i Berg, ogsaa: brat Fordybning i Jorden; desuden ogsaa brugt i enkelte andre beslægtede Betydninger (se Ross).


gor

gor n. forekommer i nogle Gaardnavne, udentvivl i den endnu kjendte Betydning: Søle, Dynd. Sammensætninger findes med vin (Gorvin, Gyrvin) og heimr. Ellers brugt i andre Stedsnavne, særlig i Sammensætningen Gortjern (Dyndtjernet).


grandi

grandi m. (Gen. granda), Sandbanke, Grusbanke, helst ved eller i Vand. I enkelte Gaardnavne, deriblandt ogsaa gamle, mest usms. og især nordenfjelds.


grind

grind f. (Gen. grindar og grindr, Flt. grindir og grindr), Grind, Ramme udfyldt med Gitterværk. I de fleste af de mange heraf kommende Stedsnavne, og især i de nyere af dem, at opfatte om Grind som Lukke for et Led; altsaa et Sted, som laa i Nærheden af et Grindeled. I nogle Tilfælde synes det dog rimeligere at tænke paa flytbare Grinders Anvendelse til Fold for Kvæg, som førtes fra det ene Sted af en Mark til en anden for at faa den jevnt gjødet («grindgaaet» Mark). Paa Østlandet nu tildels udtalt Grin med lang Vokal. Forekommer paa fl. St. sms. med heimr, derimod neppe med vin.


grjót

grjót n. (Gen. grjóts, Flt. i Gaardnavne grjótar f.), Sten. De fleste heraf dannede Gaardnavne have vel Hensyn til stenet Jordbund. I Stedsnavne nu i forskjellige Former, Grjot, Grot, Grøt. Sjeldnere usms., mest nordenfjelds og der altid i Flt., men meget ofte som 1ste Led. Oftere sms. baade med vin (Grýtin) og heimr. Af de i Stedsnavne forekommende afledede Ord er især at mærke Elvenavnet Grýta f. (Stenelven), Grýtingr m. og Grýting f.; de to sidste findes ofte som Gaardnavne, nu tildels i Formen Grøtting (Hankjønsordet vel i saadanne Tilfælde overført fra et Fjeldnavn og Hunkjønsordet maaske fra et Elvenavn). I enkelte Gaardnavne findes et udentvivl beslægtet Ord Grut; dette bruges nu i Norsk kun i Betydning af Grums, men i svenske Dialekter betyder det: Grus, Smaasten; af denne Betydninger kanske Anvendelsen i norske Navne at forklare.


gróf

gróf f. (Gen. grófar), Bæk; Ordet sigter særlig til den Fordybning eller Rende, som Bækken graver sig, og har sandsynlig ogsaa været brugt om andre Slags Fordybninger. Som Gaardnavn i Hallingdal, Numedal, Telemarken og paa Vestlandet. Naar man kjender Udtalen, skilles det alm. let fra grcjf derved, at det har lukt o.


grǫf

grǫf f. (Gen. grafar, Flt. grafar og grafir), Grav. Betyder gravet Fordybning overhovedet, frembragt ved Menneskers Arbeide eller af Naturkræfter. I Betydning af Grav for døde Mennesker findes dog Ordet sikkert aldrig i Stedsnavne. Nutidsformer Grav, Grov med aaben Vokal, Grøv. Findes, men meget sjelden, sms. med vin (Grofin, nu Grivi i Bø Tim.) og heimr (Grafeimr). I enkelte Tilfælde er af et som Gaardnavn brugt Grǫf allerede i MA. dannet en svag Form Grǫfa (vel udgaaet fra Dativen Grǫfu), hvoraf det nuværende Navn Grue (oplysende her er det af et Gaardnavn opstaaede Bygdenavn Grue i Solør, skr. Gravar i Gen. 1224 i DN. I 6, men Grofu i samme Bøjningsform 1347 i DN. IV 256 og fl. St. i RB., Grafu i Dativ 1321 i DN. V 60 og i Gen. ofte i 15de Aarh.). Jfr. gróf.


grǫn

grǫn f. (Gen. granar), Gran (Træ). Da Træet mangler i en stor Del af Landet, har Ordet ikke saa udbredt Anvendelse i Gaardnavne, som de andre Navne paa vore alm. Skovtræer. Adskillige Sammensætninger haves med vin og heimr (de første i gammel Form Grenin, Grǫnvin, Grǫnin, nu Greni, Grani, Grini, nordenfjelds Grenne og Grinni). Til det deraf afledede greni n., granbevoxet Sted, findes kun et enkelt Spor (se Bd. I S. 196).




H

hagfella

hagfella f. (Gen. hagfellu), Risgjerde, Gjerde dannet af paa hinanden lagte Stokke med Kvistene paa. Mest i nyere Navne nordenfjelds i Formen Hafella, udentvivl opr. betegnende Jordstykker, indhegnede med saadant Gjerde. Paa et Par Steder i Larviksegnen i den afvigende Form Hafallen (i Hagfalli RB. 49); paa et enkelt Sted i samme Egn Intetkjønsord, Hagfellit, i gammel Form (DN. II 556).


hagi

hagi m. (Gen. og Dat. haga, Flt. hagar), Havnegang, opr. indhegnet Jordstykke overhovedet og maaske saaledes at forstaa i de ældste af de derfra stammende Gaardnavne. I disse har det nu meget forskjellige Udtaleformer omkring i Landet, ligesom Fællesordet. Hvor det nu udtales Haue, Haua, kan det være vanskeligt at skille fra de af haugr kommende Navne.


hali

hali m. (Gen. og Dat. hala, Flt. halar), Dyrehale. Brugt i endel Gaardnavne, i hvilke det dels kan sigte til lang og smal, maaske tillige krummet, Jordvei, dels til en langt fremskydende Tunge af en Høide. Usms. og i Sammensætningerne Kattarhali (Katralen, se Bd. I S. 44), Refshali (nu Refsal, Refsalen), Standhali («Staahale», nu Standal). Jfr. rófa.


hals

hals m. (Flt. halsar), Hals. I Stedsnavne vel altid sigtende til Ordets overførte Brug om lavere Høider, som skille mellem to Dale, og om smalt Jordstykke mellem to Vande eller mellem Klipper; mulig ogsaa brugt om en fra en større Høide fremspringende lavere. Findes sms. med vin (Hǫlsyn), men ikke med heimr. Afledet deraf det paa Vestlandet paa flere Steder forekommende Ønavn Halsna, om Øer med høiere Endepartier, forbundne ved et lavere Mellemparti.


hamarr

hamarr m. (Gen. hamars, Dat. hamri, Flt. hamrar), Hammer. I Stedsnavne ialfald oftest efter Ordets Brug om en steil Klippe, Bergvæg; om noget af dem udgaar fra Betydningen: Sten, som antages at være den oprindelige, og som ikke sikkert kan paavises i Oldnorsk, bliver uvist. Meget alm. i Gaardnavne. Som 2det Led undertiden afkortet til -am eller -aam, -om (Aaram, opr. vistnok Arahamarr, Ørnehammeren; Haslum, udt. aam, for Haslhamarr, i Frogn). Gaar i saadanne Tilfælde en Vokal foran, kan ved Sammendragning af Vokalerne den gamle Form blive endnu stærkere afkortet, som i Knem i Strømmen, opr. Knéhamarr. Findes sms. med vin (Hemrin) og heimr.


hasl

hasl m. (Gen. hasls, Flt. haslur), Hassel (Træ). Som lste Led tildels vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Atli og forskjellige med Asl- begyndende Personnavne, fordi Gaardnavne, der have dem til Forled, nu gjerne udtales med h foran Begyndelsesvokalen (se ovenfor S. 24). Endvidere er at mærke, at Gaardnavnene Hasle, Hosle og adskillige af de med Hasl-, Hosl- begyndende Navne blot indirekte stamme fra Trænavnet, gjennem Elvenavnet Hasla. Findes sms. med vin (Heslin) og med heimr. Det af Trænavnet afledede hesli n., Sted bevoxet med Hassel (se ovfr. S. 31) er ogsaa alm. i Gaardnavne; deraf er bl. a. at forklare det fra Lister til Søndhordland meget alm. Gaardnavn Hetland, opr. Hesliland, ved Dissimilation ændret til Hesland og videre til Hetland, eftersom sl i disse Egne regelmæssig bliver til tl.


haugr

haugr m. (Gen. haugs, Dat. haugi, Flt. haugar), Haug, Forhøining. Bruges baade om naturlige Høider, Jordhauger og Fjeldtoppe, og om saadanne, som skylde Mennesker sin Tilblivelse, f. Ex. Gravhauger. Fra alle disse Betydninger udgaa Gaardnavne. Som 2det Led ofte udsat for stærk Afkortning (Nasu for Nashaugr i Vang Hdm., Halse, ældre Halsaa, for Halshaugar, ved Mandal). Kan forvexles med hǫgg, Hugst, og som 2det Led med hǫfuð og hǫfði. Findes sms. med heimr, men ikke med vin.


hauss

hauss m. (Gen. hauss, Dat. hausi, Flt. hausar), Hovedskalle. I afledet Betydning om rundagtige Fjeldknatter, brugt især om Skjær og Fjelde, men ogsaa i Gaardnavne. Ofte i Navne urigtigt skr. Haugs, som om det kom af haugr; som 1ste Led i Skrift undertiden forvexlet med hús.


heggr

heggr m. (Gen. heggs, Flt. heggir), Hæg (Træ). Baade usms. (sjelden i Flt.) og i Sammensætning som 1ste Led i Navne. I sidste Tilfælde er det tildels Elvenavnet Hegga, som ligger til Grund, og i nogle Navne, som Hegstad, maaske Mandsnavne! Heggr, der kjendes fra Islands ældste Tid (Landn. 318. Egils Saga Kap. 11) og altsaa vel er opr. norsk, mulig ogsaa Mandsnavnet Heðinn. Mange Sammensætninger med vin (Heggin) og heimr.


heiðr

heiðr f. (Gen. og Flt. heiðar), Hei, ubeboet, skovløs og jevn Strækning, ofte, men langtfra altid, med Bibegreb af høi Beliggenhed; særlig om lyngbegroede Flader. Flere Sammensætninger med heimr findes (Heiðeimr, Heiðareimr, det sidste nu Hedrum, Herum), derimod neppe nogen med vin.


heimr

heimr m. (Gen. heims, Flt. heimar) har i Oldn., ligesom i det nuv. Folkesprog Betydningen: Bosted, Sted, hvor man har sit Tilhold. Denne Betydning er det vel ogsaa rimeligst at søge i Ordet i de mange Stedsnavne, hvori det findes; ialfald kan det ikke i disse betyde: Familiehjem, som man nu tildels synes at antage. Usms. findes det kun i to Tilfælde som Gaardnavn (Sand Ryf. og Hevne); derimod er det meget alm. brugt som 2det Led i sms. Navne. Antallet af Tilfælde, hvori saadanne Gaardnavne forekomme eller vides at have forekommet i Norge, er omkring 1000[3]

De med heimr dannede Navne høre utvivlsomt til de ældste af vore sammensatte Gaardnavne. De synes aldeles ikke at forekomme i de i Vikingetiden opstaaede norske Kolonier i Vesten. Paa det ligeledes i Vikingetiden bebyggede Island er der nogle faa af dem, hvoraf enkelte (Sólheimar paa et Par Steder, Vindheimar, Meðalheimr) nævnes allerede i Sagaer. Selv om disse Navne skrive sig fra Landnamstiden og ikke ere optagne senere i Efterligning af norske Navne, staa de dog som rene Undtagelser blandt den store Masse af gamle islandske Gaardnavne. Man maa derfor have Ret til at slutte, at Brugen at danne Gaardnavne med heimr var ophørt i Norge eller var ved at ophøre allerede ved Vikingetidens Begyndelse, og at følgelig de allerfleste Navne af denne Klasse maa tilhøre en ældre Tid.

I MA. skrives disse Navne dels i Entals-, dels i Flertalsform, hyppigst i den sidste, men Skrivebrugen er i denne Henseende meget vaklende; i Nutidens Udtale har Flertalsformen ikke efterladt sig noget Spor. h’et i heimr findes allerede i de ældste norske Diplomer og Jordebøger kun undtagelsesvis skrevet i Navne. Det har altsaa allerede i den senere Middelalder ikke været hørt i Udtalen; naar det af og til skreves, var det, fordi man vidste, at det skulde være der. Heller ikke nu høres det i ægte, uforfalsket Bygdeudtale, bortseet fra de mange i den sidste Tid nylavede Navne paa -heim, som Alfheim, Aasheim, Fridheim osv.

1ste Led i de mange med heimr sms. Navne kan ikke i noget Tilfælde med fuld Sikkerhed paavises at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest er det Ord, som sigte til Gaardens Omgivelser, Grundens Beskaffenhed og deslige Forhold. Ikke sjelden er det Trænavne eller Plantenavne, Elvenavne, Dyrenavne eller Adverbier, som betegne Gaardens Beliggenhed i Forhold til andre Steder (Suðreimr, Vestreimr, Uppeimr osv.). I enkelte Tilfælde findes Forled, som synes at antyde, at Stedet havde en religiøs Betydning eller stod i Forbindelse med en bestemt Guds Dyrkelse (Helgeimr, Guðeimr, Njarðeimr eller Njarðareimr, Baldrseimr).

1ste Led har oftest det vedkommende Ords Stammeform; men det er ikke sjeldent, at Genitivformen er brugt. Samme Ord kan paa forskjellige Steder findes sms. med heimr baade i Stammeform og Genitivform; saaledes findes Aspareimr og Aspeimr, Bjarkreimr og Bjarkeimr, Bjarnareimr og Bjarneimr, Geitareimr og Geiteimr, Heiðareimr og Heiðeimr, Njarðareimr og Njarðeimr, Skógareimr og Skógeimr, Sævareimr og Sæeimr.

De med heimr sammensatte Navne forekomme over det hele Land, men ikke lige hyppigt overalt. Paa enkelte Steder er der paafaldende faa, i hele Glommedalen ovenfor Romerike (intet i Nordre Østerdalen), i Nedenes og Lister og Mandal Amter og i Nordland. I de øvrige Landsdele maa de overalt siges at være ret hyppige, om end ikke ganske jevnt fordelte.

I Nutidens Udtale har dette Sammensætningsled antaget mange forskjellige Former. I den allerstørste Del af Østlandet er Udtalen nu -óm, -aam, -øm, (Skriftform um eller i enkelte Tilfælde -im). Disse Udtaleformer bruges ogsaa længere vestover til og med Lister og Mandal Amt. Fra Stavanger Amt til og med Søndmør er den vanlige Udtale -eim (ogsaa alm. skr. saaledes); samme Udtale bruges ogsaa paa Østlandet i Lom, Skiaaker, Valdres og Hallingdal, samt i den øvre Del af Numedal, paa det sidste Sted dog vexlen de med -em. Allerede paa Søndmøn. høres tildels ligeledes em, og denne Udtale er den herskende overalt nordenfjelds, ligesom ogsaa i den største Del af Nordre Gudbrandsdalen. Paa nogle Steder siges -ei istedetfor eim; dette er Tilfældet i den midtre Del af Valdres, i Jæderen og Dalene og i nogle faa Bygder i Søndhordland. Paa et enkelt Sted, i Eggedal og i den nordre Del af Sigdal Hovedsogn, findes en endnu stærkere Afkortning, til e. Desuden er der hist og her enkeltvise Undtagelser fra de ovenfor opstillede Hovedregler; disse Undtagelser synes ialfald oftest at grunde sig paa særegne Lydforhold i det enkelte Navn. Hvor 1ste Led ender paa en Vokal eller ved Bortfalden af en opr. udtalt Konsonant er kommet til at ende saaledes, kan Navnet blive stærkt sammentrukket. Saaledes i det hyppige Sæeimr, der nu lyder Seim, Sem, Sæm (i det nordenfjeldske og Nordre Gudbrandsdalen tildels, efter en gammel Sideform Sieimr, Sjém eller Sim); endvidere i Vadeim i Sogn, udt. Veim, Raaeim i Indre Holmedal, udt. Røim og adskillige lignende Tilfælde.


hella

hella f. (Gen. og Dat. hellu, Flt. hellur), Helle. Brugtes i det gamle Sprog, og derefter i Stedsnavne, ikke blot, som nu, om en flad, nogenlunde tynd Sten, men ogsaa om fladt Berg, flad Klippegrund. Stedsnavnene ere vist for det meste at forklare af den sidste Betydning. Usms. bruges det mest paa Vestlandet. I Navne er det ofte meget vanskeligt at skille det fra forskjellige andre Ord: hellir, Hule (se dette), Adjektiverne hallr, heldende, og heilagr, hellig, Personnavnene Halli, Herleifr, Herleikr, Helgi, Helga.


hellir

hellir m. (Gen. hellis, Flt. hellar), Klippehule, Skjul under en udoverhængende Klippe. Forekommer ret ofte i Stedsnavne i de samme stærkt afvigende Udtaleformer, som Fællesordet nu har i forskjellige Egne (som Hellar, Heller, Heddar, Hillar, Hiller, Hallar). I Sammensætning vanskeligt at skille fra forskjellige under foregaaende Artikel anførte Ord; saaledes kan det være umuligt at afgjøre, om Navnet Helleimr kommer af hella eller hellir, eller om nuv. Helland, Helleland er at forklare af hella, hellir, Helgi, Helga eller heilagr.


hjallr

hjallr m. (Gen. hjallr, Dat. hjalli, Flt. hjallar) brugtes i det gamle Sprog og bruges endnn i forskjellige Betydninger, der kunne sammenfattes i Begrebet: noget fladt, som ligger høit. Saaledes om Fiskehjell, Tjærehjell, Fjøshjell, en Hylde paa en Væg, et fladt ophøiet. Parti paa lavere Grund, en flad Afsats i en Li eller en Fjeldside (en Terrasse). Fra de to sidste Betydninger udgaar en vidstrakt Anvendelse i Stedsnavne. I disse findes ogsaa en svagt bøiet Form hjalli (Gen. og Dat. hjalla, Flt. hjallar), der ikke kan sees at have været brugt i andre Betydninger end de to sidstnævnte. Paa de fleste Steder lyder Navnet nu Hjell, men har forøvrigt paa sine Steder afvigende Udtaleformer: Kjæll, Kjædl (i Stavanger Amt, der tildels skr. Tjell, i Orkedalen og i Guldalen), Hil med langt, lukt i (Stjørdalen), Heil med lukt e (andre Steder i Indherred); det oprindelige Hjall er bevaret i Hallingdal og Numedal. Findes sms. med vin (Hillin, Hyllin, maaske ogsaa Hellin) og med heimr.


hjalmr

hjalmr m. (Gen. hjalms, Flt. hjalmar), Hjelm, Stak. De mange fra dette Ord stammende Gaardnavne ere dels direkte at forklare af Betydningen Stak (Kornstak, Halmstak, Høstak, Løvstak, Torvstak), dels af Ordets Brug som Navn paa Høider, der kaldtes saa efter Lighed i Form med en Hjelm eller en Stak; Ordet findes virkelig ogsaa endnu brugt som Egennavn paa Fjelde og paa høie Øer. I Gaardnavne hovedsagelig brugt som 1ste Led. Enkelte af de Navne, som efter Formen kunde henføres hertil, maa skrive sig fra Mandsnavnet Hjalmr, andre fra et Elvenavn Hjalm eller Hjalma, endnu bevaret i den sidste Form i Eidfjord i Hardanger (udt. Jølmo). Ingen Sammensætning med heimr, derimod et Par med vin (Hilmin, Helmin). Sædvanlig er Ordet i Navne nu gaaet over til Hjelm-, men mange afvigende Udtaleformer findes: Jel-, Jøl- (begge disse Former foran et med Konsonant begyndende 2det Led), Jam-, Jern-, Jorn- (aabent o). I de sidste Former kan m foran s ombyttes med n, hvorved fremkommer Jens, Jøns-. Hvor Hj- i Begyndelsen af Ord udtales haardt, omtreut som Kj-, skrives tildels (i Stavanger Amt) Tj-: Tjelm-, Tjam-, Tjern-, Tjom-, Tjens-. Hjalm- er bevaret i Udtalen i Hallingdal. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 191 ff.


hjarta

hjarta n., Hjerte; findes i Gaardnavne, der grunde sig paa, at Gaarden ligger ved en Situation, som efter sin Form kan sammenlignes med et Hjerte. Som Exempel kan tjene Hjertvik i Akerø, Romsdalen, benævnt efter et i Viken liggende Skjær Hjertet. Oftest i Navne paa Øer, Hjartøen, Hjartholmen; i en stor Del af Landet nu gaaet over til Hjert. Mange af de med Hjart-, Hjert- begyndende Navne ere dog af anden Oprindelse; ialfald maa endel af dem komme af Dyrenavnet hjǫrtr, Hjort.


hl

Se ► l.


hnakki

Se ► nakki.


hof

hof n. (Gen. hofs, Dat. hofi) bruges i Oldn. om et hedensk Tempel, men har mulig engang ogsaa i Norge havt den almindeligere Betydning: Gaard, Hus, ligesom i flere beslægtede Sprog. Da de fra Ordet stammende Gaardnavne utvivlsomt ere meget gamle, kan nok hof i disse tildels have havt denne sidste Betydning eller en lignende og behøver derfor ikke overalt at have Sammenhæng med den hedenske Gudsdyrkelse. At det dog ialfald i adskillige Tilfælde skriver sig fra et gammelt Tempel, kan med Sikkerhed sluttes deraf, at Ordet i Navne saa ofte findes sms. med et Gudenavn: Oðinshof, Þórshof, Frøyhof, Frøyshof, Njarðarhof, Ullinshof, Viðarshof. Mest usms. i Ental, i Nominativ og Dativform, Hof, Hofi (Hov, Hove-, nu tildels udt. Høv og undertiden ogsaa skrevet saaledes). Som 1ste Led i Sammensætningerne Hofvin og Hofland, hvoraf det første mest bruges i den østre Del af det Søndenfjeldske og i et Par Tilfælde nordenfjelds, det sidste vestpaa i det Søndenfjeldske og paa Vestlandet. Forsaavidt hof i disse Navne er at opfatte i Betydning af Tempel, som der vel er al Sandsynlighed for, maa de betyde: Land, Gaard, som tilhører et Tempel. Deraf følger naturligvis ikke, at der har staaet et Tempel paa Gaarden, om end dette meget vel kan have været Tilfældet. Ordet kan som 1ste Led i Navne forvexles med haugr, med den bestemte Form af Adjektivet hár, høi, og med hǫfuð, hǫfði. Som sidste Led falder det nu paa mange Steder i Udtalen sammen med haugr og er tildels i Skrift forvexlet med dette (som i Torshaug for Torshov, Norderhaug for Norderhov). Det maa endvidere adskilles fra et Ord Hov n. (vel af hefja, løfte), der endnu bruges som Fællesord i Betydning: Forhøining, og findes i mange Gaardnavne af nyere Oprindelse i Strøget fra Kristianiafjorden til Sætersdalen, altid i bestemt Form, Hovet.


hol

hol n. (Gen. hols), Hul. Findes i mange Gaardnavne, der dog alle synes at skrive sig fra nyere Tid; mest brugt søndenfjelds.


hola

hola f. (Gen. og Dat. holu), Hulning, Fordybning. Meget almindeligt i Navne over det hele Land; de fleste af dem synes dog at være temmelig unge. Forekommer i mange forskjellige Udtaleformer, af hvilke særlig er at mærke Ligedannelsesformerne Hølu, Hølo, Holo (den sidste med lukt Vokal i begge Stavelser; i bestemt Form Holoa og i Dativ Holone, gammelt Holunni).


hóll

hóll m. (Gen. hóls, Dat. hóli, Flt. hólar) og det ligebetydende hváll (Gen. hváls, Dat., hvál i, Flt. hválar), isoleret Høide, helst en rundagtig. Den sidste af de to Former synes nu i Norge kun at være bevaret i Stedsnavne. Den første er mest brugt i den østre Del af det Søndenfjeldske og nordenfjelds, den sidste i den vestre Del af det Søndenfjeldske og paa Vestlandet; de forekomme dog paa flere Steder om hinanden i de samme Bygder, hóll findes i enkelte Sammensætninger med vin og heimr. De almindeligste Nutidsformer af hváll er Hval, Hvaal, Kval, Kvaal; kun paa enkelte Steder høres Gvaal og Kaal (det sidste i Indherred), de to sidste ikke eller kun undtagelsesvis brugte i Skrift. Begge Former i Navne mest usms. Kan forvexles med Dyrenavnet hvalr (i Navne næsten blot som 1ste Led), med váll og vaðill. — En Sideform, vel yngre, af hóll er Hole m., der efter Aasen (jfr. Koss) bruges søndenfjelds i Betydning af langagtig Forhøining, Jordryg mellem dybe Hulninger eller Bækkeløb (i Hallingdal om en liden Skovstrimmel, en Lund); dette Ord findes i Stedsnavne i den sydøstligste Del af Landet og i Øvre Guldalen.


holmr

holmr m. (Gen. holms, Flt. holmar) og holmim. (Gen. holma, Flt. holmar) brugtes og bruges som bekjendt om smaa Øer. Desuden findes det i Betydning: en Plet, som adskiller sig fra den omliggende Grund, som en Jordplet paa en Klippe, en Græsplet i en Ager, et Stykke uslaaet Eng (Aasen). Den sidste Række af Betydninger ligger utvivlsomt til Grund for en meget stor Del af de mangfoldige Gaardnavne, hvori dette Ord forekommer, tildels aabenbart meget gamle Navne. Sammensætninger findes baade med vin og heimr. Mest brugt usms.; af de sms. Navne, hvori Holm- er første Led, i skrive nogle sig fra det i MA. meget almindelige, endnu i Smaalenene og paa Romerike brugte Mandsnavn Holmr, andre, som Holmedal, fra et Elvenavn Holma eller Halma.


holt

holt n. (Gen. holts, Dat. holti, Flt. i Gaardnavne holtar f.), Lund, liden Skov. Brugt i mange Gaardnavne søndenfjelds, usms. i Ent. (ogsaa i Dativform) og i Flt., sms. især som 2det Led. Mange af disse Navne ere sikkert meget gamle, andre (deriblandt Holtet i bestemt Form) fra nyere Tid. Ordet er ofte vanskeligt at adskille fra et vistnok af samme Stamme dannet Hankjønsord Holt, der efter Aasen betyder: Høi, Bakke, stenig og ujevn Forhøining; dette findes i Stedsnavne fra Søndmør nordover (hertil vist ogsaa at henføre det i Sogn og paa Helgeland oftere forekommende Fjeldnavn -holten). Som Hankjønsord findes Ordet i Stedsnavne ogsaa i Gudbrandsdalen, men har der og i Valdres efter Ross Betydningen «Lund», ligesom Intetkjønsordet. Det sidste er meget alm. i Gaardnavne søndenfjelds til og med Bratsberg Amt; som sidste Led findes det oftere i Navne endnu noget længere vestover, til ind i Lister og Mandal Amt. Ellers liar man det kun hist og her. I sammensatte Navne er ved holt 1ste Led oftest et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed, ret ofte ogsaa Træ- eller Plantenavn eller Personnavn, sjelden Elve- eller Dyrenavn.


hópr

hópr m. (Gen. hóps, Dat. hópi), liden Bugt, helst en indelukket. I Stedsnavne næsten kun paa Vestlandet og nordenfjelds, især i Nordland. Intet Spor fundet i Norge til den islandske Intetkjønsform hóp.


horn

horn n. (Gen. horns, Dat. horni), Horn. De heraf dannede Gaardnavne udgaa fra to af Ordets gamle Betydninger: Horn paa Dyr, og: Hjørne, Vinkel. Den første af dem kommer til at danne Gaardnavne gjennem dens Overførelse paa spidse Fjeldtoppe, ved at anvendes paa Gaarde, som ligge under en saadan. Den sidste ligger til Grund ved Gaarde, som have sit Navn af, at de ligge ved en Krumning af en Elv, eller i en Dal, som danner en Vinkel, eller ved et stærkt fremspringende Nes; i sidste Tilfælde kan dog ogsaa undertiden forudsættes Sammenligning af Nesets Form med et Dyrehorn. Findes i Sammensætning med vin (Hornvin, Hyrnin), men ikke med heimr. Et afledet Ord hyrna f. (Gen. hyrnu) findes ogsaa i adskillige Gaardnavne med lignende Betydning, tildels dog maaske gjennem dets Brug som Elvenavn (om en Elv, som gjør en skarp Beining); i nyere Navne nordenfjelds ogsaa et afledet Intetkjønsord hyrni.


hr-

Se ► r.


hús

hús n. (Gen. húss, Dat. húsi, Flt. i Gaardnavne husar f.), Hus. Sjelden i Navne usms. i Ental (undtagen i nyere Navne i bestemt Form, Huset), derimod oftere i Flt. Som 1ste Led findes det kun i et enkelt Tilfælde sms. med heimr (i Stokke), aldrig med vin. Af andre Sammensætninger, hvori hús har denne Stilling, er den hyppigste Húsabýr, der har været forstaaet paa forskjellige Maader, men sikkert med størst Sandsynlighed forklares om en vel bebygget Gaard, der har mange, gode eller prægtige Huse (c. 50 Tilfælde over det hele Land, de to nordligste i Kvæfjord i Senjen). Desuden er af de saaledes sammensatte Navne at mærke de, der betegne Stedet som bebygget, i Modsætning til nærliggende, hvor intet Hus fandtes (hyppigst Husøen). Som 2det Led findes hús ogsaa ofte, men neppe i meget gamle Navne. 1ste Led er da oftest et Personnavn, noget sjeldnere et Ord, som har Hensyn til Beliggenhed og deslige; kun undtagelsesvis Ord af anden Betydning. I denne Stilling kan hús efter Nutidens Udtale let forblandes med óss, der nu tildels som 2det Led udtales -us, og er ogsaa tildels i Skrift blevet forvexlet dermed (særlig er Áróss, Aamunding, oftere urigtigt gjort om til Aarhus).


hváll

Se ► hóll.


hvammr

hvammr m. (Gen. hvamins, Dat. hvammi, Flt. hvammar) bruges endnu paa flere Steder i Betydning: kort Dal eller Sænkning, omgivet af Høider, dog saaledes, at der til en af Siderne er Aabning. Samme Mening har Ordet sikkert i de talrige deraf dannede, for det meste meget gamle Gaardnavne. Nutidsformer Hvamm, Gvamm, Kvamm, Kvam, med lang Vokal, Kvaamm, Kvabm (de sidste 3 Former mest eller udelukkende brugte paa Vestlandet, den sidste alene i Nordhordland), Hom med lang, lukt Vokal, Hamm med aaben Vokal (disse Former i Strøget fra Vest-Telemarken til Dalene).


hvarf

hvarf n. (Gen. hvarfs) synes i Stedsnavne ialfald mest at være brugt om en Krumning, af hverfa, vende, svinge. Saaledes i det oftere forekommende Navn Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og i Kvarv, Kvarvsnes (Kvarsnes, Kvasnes) om stærkt fremspringende Nes, hvorom Seilleden gjør en Sving. I den sidste Anvendelse kan Ordet dog ogsaa forklares af en anden Betydning af hverfa: forsvinde, da Udsigten til det, der ligger bag Neset, tabes, idet man svinger om det. Nogle Navne udgaa vel ogsaa fra den af Ross fra Telemarken anførte Betydning: Hjørne, Vinkel, Krog f. Ex. af en Ager. I Stedsnavne sees Navnet nu paa mange Steder at være Hankjønsord. Findes paa et Par Steder sms. med vin (Hverfin, nu Hverven). I lignende Betydning findes i Navne ogsaa det afledede Ord hverfi n. Dette har desuden før været meget brugt, og bruges paa enkelte Steder endnu, i Bygde- og Grændenavne, som i Sandshverfi, nu Sandsvær (i denne Betydning meget almindeligt i Fortid og Nutid paa Island), hvarf har ogsaa, men sjeldnere, dannet Grændenavne med samme Betydning, ialfald tildels som Hankjønsord (saaledes Starvaren, gammelt Starahvarfr, i Nes Rom.),


hverfi, hyrni

Se ► hvarf.


hyrna

Se ► horn.


hǫfn

hǫfn f. (Gen. hafnar), Havn. Findes i Stedsnavne i to Betydninger 1) Havn for Skibe og Baade 2) Havnegang, Græsgang. Som 1ste Led undertiden, naar Vokal følger efter, i Genitivform, Hafnar- (nu Havner-).


hǫfuð

hǫfuð n. (Gen. hǫfuðs, Dat. hǫfði), Hoved. Bruges i Stedsnavne om fremspringende, noget svære Fjeldpynter (ikke blot om saadanne, som springe frem i Vand). Ofte sms. med Dyrenavne, fordi man har sammenlignet Fjeldpynten med et bestemt Dyrs Hoved (Bjørn, Hest, Hund, Ko, Oxe, Stud, Kraake). I enkelt Tilfælde om øvre Ende af en Fos (Fosshovedet i Klæbu). Udtaleformerne meget forskjellige; tildels som 2det Led udt. -hau og da let at forvexle med haugr. I samme Mening, sigtende til Fjeldpynter, forekommer i Gaardnavne ogsaa det afledede Ord hǫfði m. (Hovde). Derhos findes nu i Gudbrandsdalen, Hallingdal og Valdres en Form Hovda, dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord.


hǫgg

hǫgg n. (Gen. hǫggs), Hug; synes i Stedsnavne ialfald oftest at betyde: Hugst, Adgang til at hugge Trævirke. Tildels sms. med Ord, som betegne Trævirkets Art, f. Ex. Skafhǫgg, Vandhǫgg (af vǫndr, myg Kvist, se Bd. I S. 137). Paa enkelte Steder udtalt Haugg og da let forvexlet med haugr. I enkelte Tilfælde mulig i Betydning af Fjeldkløft (Indhug i Fjeld; jfr. den bekjendte Kløft Jutulhogget i Østerdalen). Et Par med Hoggan- begyndende Navne komme antagelig af et Elvenavn Hoggvandi, den huggende. I samme Mening som det første hǫgg forekommer i nyere Navne Hogstr, Hogst (ogsaa udt. med ø).


hǫll

hǫll f. (Gen. hallar, Flt. hallir) findes i flere gamle Gaardnavne, formodentlig i den Betydning, hvori det endnu paa fl. St. findes i Folkesproget: Helding, Li (Halle, Hallan, Hollan). Oftere i samme Mening i nyere Navne i Ent., Halla, Holla. hhǫllll f., en Hal, og hallr m., Sten, kunne neppe sikkert paavises i Navne; derimod ere flere Gaardnavne dannede af Adj. hallr, heldende (deraf Sammensætning med vin og heimr, Hhǫllllin, Hhǫlllivin, Halleimr).


hǫrgr

hǫrgr m. (Gen. hǫrgs) bruges i Oldn. om Steder, indrettede til hedensk Gudsdyrkelse og, som det synes, viede til en bestemt Gud. Disse Gudsdyrkelsessteder have været forskjellige fra hof, men deres Beskaffenhed kjendes ikke nærmere. Mulig er Grundbetydningen: Stenhob, en Betydning, som Ordet endnu har bevaret i det svenske Folkesprogs harg, der i Sverige paa fl. St. findes som Stedsnavn. Endelig findes Ordet nu, som Hunkjønsord, i Norge brugt om Fjeldtoppe. Som Gaardnavn sjelden usms. (Horg i Guldalen), men meget ofte sms. med vin (Horgin, nu Horgen) og ialfald en enkelt Gang med heimr (Horgjem i Romsdalen). Det lader sig alm. ikke afgjøre, i hvilken af de forskjellige Betydninger Ordet er brugt i det enkelte Navn; undertiden kan dog Beliggenheden vise det, som ved det nævnte Horgjem i Romsdalen, der ligger lige ved Foden af Romsdalshorn, og hvor derfor den sidst anførte Betydning maa antages. Ordet findes ikke i Norge, som hof, sms. med Gudenavne.


hǫttr

hǫttr m. (Gen. hattar), Hat. Er meget brugt om Fjeldnavn, og ligger i denne Anvendelse til Grund for endel Gaardnavne; andre derimod, f. Ex. Hattestad (Hastad), ere at forklare af et Mandsnavn hǫttr, der nu kun kjendes fra Gaardnavne (jfr. Bd. I S. 301).


høy

høy u. (Gen. høys), Hø, findes som 1ste Led i mange Navne, af hvilke især Høyland er almindeligt (som Gaardnavn fra Mandalsdalen til Nordhordland ; som Bygdenavn, i Flt., ogsaa paa Romerike og paa 2 Steder i det Trondhjemske). Navne med dette Forled ere vel overalt at forklare saaledes, at Stedet opr. har været brugt blot som Slaatteland. Oprindelsen til de nu med Høi- begyndende Navne bliver dog ofte usikker, fordi de ogsaa tildels kunne skrive sig fra andre Kilder: fra híð, Hi (se Bd. I S. 361), heiðr (se ovenfor under Ordet; især i det ofte forekommende Høiby) og Mandsnavnet Heðinn. Det kan derhos mærkes, at Haugi, Dat. af haugr, som Gaardnavn nu tildels lyder Høie.


I

ila

ila f. (Gen. ilu, Flt. ilur), Kilde, opspringende Vandaare; kjendes ikke fra Oldn., men maa have været brugt, da det findes i adskillige gamle Stedsnavne. Flere Sammensætninger findes med vin (Ílin, nu Ilen, Ile). Der er gamle Navneformer, som vække Spørgsmaal, om der ikke har været brugt en Sideform af Hankjøn, íli (se Bd. I S. 105)[4]


innlag

innlag n. (Gen. innlags) forekommer nu oftere som Gaardnavn i Jarlsberg og Larvik Amt (Indlaget) og maa betyde: indlagt Jord (indtaget til Dyrkning fra Udmarken). Findes allerede i MA., men er dog maaske først kommet i Brug i dens seneste Tid. En Sideform innlaga f. kan paavises i Bohuslen (RB. 359). Endnu yngre ere vistnok de paa Østlandet og nordenfjelds forekommende Former Indlæggen, Indlægget, Indlæggingen.



J

jaðarr

jaðarr m. (Gen jaðars, Dat. jaðri, Flt. jaðrar), Kant, Rand, endnu brugt i denne Betydning som Fællesord. Som Landskabsnavn i Jæderen (Jaðarr) søndenfor Stavanger, kaldet saaledes, fordi det ligger som en forholdsvis flad Strækning langs med høit Indland. Ofte som Grændenavn, hvor man vel ogsaa har forestillet sig den bebyggede Grænd som Rand foran en nærliggende Situation f. Ex. et Høidedrag; i et enkelt Tilfælde brugt som Indsønavn, Jaren paa Hadeland (jfr. med Hensyn til Betydningen det nærliggende Rǫnd, Randsfjorden). Som Gaardnavn findes det kun paa Østlandet, men er der almindeligt i de lavere Egne. Nuværende Udtaleformer: Jaer, Jar, Jœr. I Navne har det i den østlige Del af det Søndenfjeldske alm. beholdt Tostavelsesformen (Jaer, Jaeren), medens det i den vestlige alm. er Enstavelsesord (Jar, Jaren), — dog saaledes, at det ogsaa der beholder den opr. Betoning, naar Artikelen tilføies. Af Ordet er dannet et i Fortiden meget brugt Elvenavn Jaðra, hvorfra flere Gaardnavne stamme.


jǫrð

jǫrð f. (Gen. jarðar), Jord. Bruges oftere som 2det Led i Gaardnavne, især i Nordland, paa Østlandet mest i Numedal; i Bergens Stilt fornemmelig i Navnet Øijorden (Eyðijjǫrðrð, ligebetydende med det alm. udbredte Ødegaarden).



K

kambr

kambr m. (Gen. kambs, Dat. kambi), Kam. I Gaardnavne overalt efter dets Anvendelse om takkede Fjeld- og Høiderygge. Paa nogle Steder i Sammensætningen Hanekam, med samme Mening. Nu udt. dels Kamm, dels Kamb.


kast

kast n. (Gen. kasts), Kast. De af dette Ord dannede Stedsnavne, der alle synes at være temmelig unge, fordele sig antagelig paa 3 forskjellige Betydninger, mellem hvilke det tildels vil være vanskeligt at vælge: 1) Sted, hvor man kaster, udsætter forskjellige Slags Fiskeredskaber. 2) Sted, hvor man slipper Tømmer ned over en Høide til videre Transport. 3) sammenkastet Stenhob, Røs. Jfr. varp.


kaupangr

kaupangr m. (Gen. kaupangrs, kaupangs) bruges i MA. i Norge om Kjøbstæder, men maa tidligere ogsaa have været Navn paa Markedspladse, hvor man kun til visse bestemte Tider mødtes for at drive Handel. Derom vidner bl. a. de ikke faa Gaarde omkring i Landet, som endnu bære dette Navn, i Nutidsform Kaupanger, Kaupang, Kopang, Koppang. Jfr. torg.


keila

keila f. (Gen. keilu), smalt Sund, smal Vik. Findes ialfald nu i Navne kun brugt paa Landets Vestkyst.


kelda

kelda f. (Gen. keldu), Kilde; ogsaa brugt om Brønde og andre Vandhentningssteder, om dybe Vandpytter og om smaa, stille flydende Vandløb. Ikke sjeldent i Gaardnavne, især som 1ste Led, tildels udtalt Kjøll (i Østerdalen og det Trondhjemske).


kill

kill m. (Gen. kils, Dat. kili, Flt. kilar), smal, dybt indtrængende Vik. Temmelig almindeligt Gaardnavn. Udtalen af enkelte af disse Navne, ligesom den oftere forekommende Skrivemaade i Kila i middelalderske Kilder, vække Formodning om, at der ogsaa har existeret en svagt bøiet Sideform.


kinn

kinn f. (Gen. kinnar), Kind, Siden af Ansigtet; nu, og utvivlsomt ogsaa i Fortiden, tillige brugte overført om en brat Helding af et Fjeld eller en Aas; ogsaa om Øer med brat Affald. Fra de sidste Betydninger udgaar Anvendelsen i Gaardnavne. Særlig at mærke Kaldakinn, den kolde Fjeldside, nu Kolkinn (jfr. det i Norge, som paa Island, brugte Fjeldnavn Kaldbakr, Koldryggen). Er nu tildels i Udtalen, og i endnu flere Tilfælde i Skrift, løbet sammen med tjǫrn, Tjern, fra hvilket det derfor kan være vanskeligt at skille i Navne.


kirkja

kirkja f. (Gen. kirkju), Kirke. De mange Gaardnavne, hvori Ordet er første Led, bero i de fleste Tilfælde paa, at Gaarden engang har været Kirkegods; kun undtagelsesvis er Grunden den, at der har staaet en Kirke paa Stedet.


kjarr

kjarr n. (Gen. kjarrs, Dat. kjarri, Flt. i Gaardnavne kjarrir f.), Krat, Samling af Buske, især en saadan, som staar paa fugtig, myret Grund; ogsaa om selve den med Krat bevoxede Myr. Oftest usms.; hyppigst brugt paa Strækningen fra Kristianiafjorden til Lindesnes. Nu alm. udt. Kjærr, tildels dog Kjær med lang Vokal; paa nogle Steder Kjørr, der dog pleier at være Hunkjønsord.


kjóss

kjóss m. (Gen. og Flt. kjósar) bruges 1) om en smal Vik (nu mest i Nordland) 2) om en liden Dal eller mindre Fordybning 3) om en liden Skov eller et Buskads. Adskillige Gaardnavne udgaa ialfald fra de to første Betydninger. Nu paa fl. St. udt. Kjøs, i et Par Gaardnavne paa Romerike Kjus. I senere Tid have flere af disse Navne urigtigt været skrevne med Tj-.


kjǫlr

kjǫlr m. (Gen kjalar, Dat. kili, Flt. kilir), Kjøl i Fartøier, overført: Fjeldryg, især en saadan, hvorover der gaar Færselsvei mellem to ved den adskilte Bygder. Oftere som Gaardnavn i Dativformen Kili. Nogle Navne skrive sig maaske fra en anden Betydning: Myr, Græsslette tilfjelds (især brugt i Østerdalen og i S. Trondhjems Amt).


klauf

klauf f. (Gen klaufar), trang Kløft, brugt i flere forskjellige Auvendelser, f. Ex. om Aabningen i kløftet Dyrehov, om Aabningen mellem Tæerne og Fingrene paa Mennesker. Ofte i Gaardnavne, i disse vistnok altid efter en Kløft i Fjeld eller Jordhøide.


kleif

kleif f. (Gen. og Flt. kleifar, af klifa, klyve), brat Bergside, ad hvilken der gaar en Vei. Meget alm. i Gaardnavne, især usms. i Ent. og Flt. Jfr. klif.


kleppr

kleppr m. (Gen. klepps, Dat. kleppi, Flt. kleppar), Klump, i forskjellige Anvendelser, saaledes ogsaa om Fjeldknatter (i Fjeldnavne ogsaa brugt om høie Fjelde). Efter den sidste Anvendelse ofte i Gaardnavne, mest usms., i Ent. og Flt., ogsaa i Dat. Ent. I Fjeldnavne, især nordenfjelds, findes ogsaa Formerne Klimp og Klump, hvorfra enkelte nyere Gaardnavne skrive sig. Der har været et ligelydende Mandsnavn Kleppr, hvoraf endel Gaardnavne, hyppigst Kleppsstaðir (nu ofte udt. Kleff’-, Kløff-).


klettr

klettr m. (Gen. kletts, Dat kletti, Flt. klettar), Fjeldknat; det danske «Klint». Ofte i Gaardnavne, dog ikke saa alm. som kleppr; ligesom dette mest usms., i Ent., Flt. og Dat. Ent. I den sydlige Del af Hedemarkens Amt Spor til en Sideform kletta f.


klif

klif n. (Gen. klifs, Dat. klifi, Flt. i Gaardnavne klifar f.), ligebetydende med kleif (se ovfr.), men nu i Brugen som Fællesord afløst af dette. Dativformen Klifi har nu som Gaardnavn i S. Bergenhus Amt paa nogle Steder Formen Klyve (aabent y). Samme Nutidsform, men med lukt Vokal, har et Gaardnavn, der findes paa et Par Steder (Solum, Os), og hvis gamle Form synes at være Kljúfa f (vel af kljúfa, kløve; jfr. Kluva f., Kløft, Klemme, anført af Aasen fra Hallingdal).


klǫpp

klǫpp f. (Gen. klappar, Flt. klappir), Klop, liden simpel Bro over Vandløb eller sumpig Grund (jfr. brú). I adskillige Gaardnavne; det paa et Par Steder forekommende Navn Steinklop viser, at det Slags Broer ikke altid vare af Træ.


knappr

knappr m. (Gen. knapps, Flt. knappar), Knap. Findes brugt i Navne paa Fjelde, paa Fjeldfremspring, paa smaa rundagtige Halvøer, der blot ved et smalt Eid hænge sammen med Fastlandet, og paa Skjær. I enkelte Gaardnavne, vel kun efter de tre første Betydninger. Nu tildels lydende Napp. Som 1ste Led er Knap-, Nap- i Gaardnavne tildels at forklare af Adj. knappr i Betydningen «trang» og af et Mandsnavn Knappr (se Bd. I S. 347).


knauss

knauss m. (Gen. knauss, Flt. knausar), Fjeldknat (ogsaa om større Fjelde). Sjeldent i Gaardnavne, tildels udt. Naus.


kné

kné n. (Gen. knés, Gen. Flt. knjá), Knæ. I Fjeldnavne, hvor Ordet vel altid sigter til et af Fjeldets Skraaning dannet Knæk; synes tildels i Navne ogsaa brugt om andre Bøininger, f. Ex. af en Indsø. Da Ord begyndende med kn jo nu tildels i Udtalen have mistet sit k, hører ogsaa nogle Navne paa Njaa- paa Vestlandet vistnok hid.


knjúkr

knjúkr m. (Gen. knjúks), brat, rundagtigt Fjeld, nu i Formerne Knuk, Knyk, Nuk, Nyk. Derefter enkelte Gaardnavne.


knollr

knollr m. (Gen. knolls), Knold, Bergknold Findes i nogle Gaardnavne, tildels i Odtaleformerne Gnoll og Noll.


knǫttr

knǫttr m. (Gen. knattar), Fjeldknat. Findes i Gaardnavne kanske mest som 1ste Led, i Formerne Knott, Knatt, Natt (enkelte Navne paa Vestsiden af Kristianiafjorden forudsætte en svagt bøiet Form Natte). I Sammensætninger ofte vanskeligt at skille fra et gammelt Mandsnavn Knǫttr (se Bd. I S. 30). I det paa 3 Steder V. for Kristianiafjorden forekommende Gaardnavn Knattvǫllr (nu Knatvold, Natvall) ligger vistnok en anden gammel Betydning af Ordet «Bold» til Grund; det maa betegne Steder, hvor man i gamle Dage har forsamlet sig til Boldleg (jfr. leikr).


kol

kol n. (Gen. kols) findes som 1ste Led i mange Navne. Det kan tildels sigte til Kulbrænding, som er drevet paa Stedet, hvilket utvivlsomt ofte er Tilfældet; men der er ogsaa Navne, hvor man har Grund til at tænke paa mørk Farve ved Stedet som Anledning til dem, særlig Navne som Koltjǫjrn, Kolsjór. Vanskeligheden ved at forklare Navne, som begynde med Kol-, forøges derved, at de utvivlsomt tildels stamme fra forskjellige andre Ord: Fjeldnavnet kollr og Mandsnavnene Kolr og Kollr.


kráka

kráka f. (Gen. kráku), Kraake (Fuglenavn). I Gaardnavne næsten udelukkende som 1ste Led. Nogle af disse Navne ere at forklare direkte af Fuglenavnet, saaledes Krákureiðr (Kraakeredet) og det ligebetydende Krákubæli (se bœli)[5]. I andre Tilfælde er det Fuglenavnets hyppige Anvendelse som Elvenavn, der ligger til Grund (Navnet bæres endnu af flere Elve nordenfjelds). Endelig lægge flere af de Navne, hvori Ordet findes, den Formodning nær, at Kráka engang har været brugt som Kvindenavn, skjønt denne Brug nu ikke historisk kan paavises (Kráka i Sagnet om Ragnar Lodbrok beviser naturligvis intet). Kan være vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Kraki (i Egne, hvor dette ved Ligedannelse kan faa aa i 1ste Stavelse) og fra et andet Mandsnavn, Krókr, der i Sammensætningen Króksstaðir nu tildels har faaet Udtalen Kraakksta.


krikr

krikr m. (Gen. kriks), Vraa, Vinkel. Findes i adskillige Gaardnavne, af hvilket dog neppe noget er synderlig gammelt. Tildels udtalt med lukt e og skrevet Krek, Kreg; ogsaa Udtale med lukt i findes. Synes tildels som Navn at sigte til Beliggenhed inde i en Elvebugtning. I nyere Tid ofte i sms. Navne skrevet Krigs- og misforstaaet som kommende af «Krig».


kringla

kringla f. (Gen. kringlu, Flt. kringlur), Kreds, Ring. I adskillige Gaardnavne, hvoraf dog kun faa synes gamle, altid vistnok sigtende til noget rundt, afrundet ved Stedets Situation. Sideformer Klingra, Klinga; til den sidste findes Spor allerede i MA. (se f. Ex. RB. 123. 286). Nogle Navne komme af det nærstaaende kringr m., Ring; til disse hører dog ikke det oftere forekommende Kringstad, hvori vistnok Mandsnavnet Grimk eller 1ste Led.


krókr

krókr m. (Gen. króks, Flt. krókar), Krog, Krumning, noget krumt. Meget alm. i Gaardnavne; men det er ofte vanskeligt at bestemme dets Mening i de enkelte Tilfælde. Meget ofte sigter det til en Krumning af en Elv, i nogle, som det synes, til en Bugt af Sø eller Vand (Krumning af en Strandlinie). Paa nogle Steder har det utvivlsomt Hensyn til afsides Beliggenhed, hvorved maaske den Tanke ligger til Grund, at man maa reise «til Kroks» for at komme derhen. Derfra udgaar vel ogsaa Ordets Brug som Pladsnavn søndenfjelds {Kroken). I et enkelt Tilfælde i Sammensætning med vin (Krøke i Lom). Har desuden søndenfjelds været brugt, og bruges tildels endnu, som Grændenavn. Endel med Krok- begyndende Navne stamme fra Mandsnavnet Krókr (saaledes Kroksrud, Krokstad).


kross

kross m. (Gen. kross, Flt. krossar), Kors. I mange Gaardnavne, usms. i Ent. (da altid i bestemt Form) og i Flt., oftere sms. Navnene skyldes mange ganske forskjellige Anledninger. Endel af dem, især af de nyere, sigte til et Veiskille, en Korsvei. Ved andre er der et ved eller paa Stedet anbragt Kors, man har tænkt paa. Der har været mange saadanne Kors reiste omkring i Landet i Fortiden, anbragte i meget forskjellig Hensigt. Enkelte stod der for at indbyde Forbigaaende til at forrette sin Andagt paa Stedet, f. Ex. Korset paa Øren i Nidaros, hvoraf Stykker endnu ere bevarede (se Undset, Indskrifter i Trondhjems Domkirke, Christ. Videnskabsselsk. Forh. 1888 S. 39—44) og det i RB. 463 omtalte Kors paa Hvilestedet ved Eidskog Kirke, maaske ældre end Kirken. Andre Kors vare Gravminder eller vare satte til Erindring om Begivenheder, forefaldne paa Stedet. Atter andre stode langs Kystleden som Ledemærker for forbiseilende (jfr. Fritzner under hafnarkross og hafnarmark); deraf Navne som Korshavn, Korssund, Korsnes. Endel Steder have faaet Korsnavnet deraf, at der paa Stedet i Situationen var noget, som kunde lignes med et Kors. Paa denne Maade er f. Ex. at forklare Navnet Korsfjorden søndenfor Bergen og i Trondhjemsfjorden, ud for Stadsbygden; i disse Tilfælde er det sammenstødende Fjorde, som danne Korset (jfr. Vindekrossen om det Sted i Ryfylke, hvor Vindefjorden i ret Vinkel støder sammen med Sandeidfjorden og Yrkefjorden, Norges Land og Folk XI 17); paa samme Maade findes Korssjø, Korsvand, Korstjern brugt om korsformede Vandsamlinger. Endel med kross sms. Gaardnavne have vistnok sin Forklaring deri, at Eiendommen har tilhørt et i en Kirke anbragt Kors; det sees nemlig af Kirkejordebøger fra den katholske Tid, at saadanne Kors undertiden havde særskilt Jordegods til sin Vedligeholdelse og Belysning. Ogsaa andre Anledninger til saadanne Navne kunne paavises; Gaarden Korsfure i Rovde Sogn paa Søndmør er saaledes utvivlsomt benævnt efter et med Kors mærket Furutræ, der har tjent som Grændsemærke ved den ikke langt fra Gaarden løbende Sognegrændse mod Volden Sogn. — Nu tildels udtalt Krøss og derefter tildels urigtigt skrevet Kryds-, Paa mange Steder er Udtalen Kors, tildels gaaet over til Intetkjønsord. — Navnet Korsrud kommer ikke af kross, men af det gamle Mandsnavn Kárr.


kuml

kuml n. (Gen. kumls), Gravminde (fra hedensk Tid). Findes i adskillige Gaardnavne som lste Led, tildels i Nutidens Udtale forandret til Kongle, Kongel- og, især hvor der er et 1 i 2det Led, til Konge-; maa betegne Steder, hvor der fandtes gamle Gravminder.


kvisl

kvisl f. (Gen. kvíslar, Flt. kvíslir), Gren, Forgrening. Bruges i Navne, hvor en Elv forgrener sig, hvor Elve løbe sammen, eller ved et gammelt Aafar; ogsaa ved Steder liggende ved en Tverelv, idet denne opfattes som Gren af den Elv, med hvilken den senere løber sammen. Forekommer ogsaa brugt om Arme af Indsøer. Udtalt Kvitl, hvor si bliver til ti.


kǫs

kǫs f. (Gen. kasar, Flt. kasir), Dynge. Særlig brugt om Dynge af fældede Træer og Krat, som brændes for at give Aske til Gjødning af den ryddede Jord. Derefter om et paa denne Maade opdyrket Jordstykke, hvorfra Ordets Anvendelse som Gaardnavn udgaar. Det er altsaa omtrent enstydigt med váll, men vel gjennemsnitlig yngre end dette i Navne, jfr. ogsaa de øvrige under brenna anførte Ord, som danne Navne af beslægtet Betydning. Hyppigst brugt, mest usms., i den sydøstlige Del af Smaalenene, i Bratsberg Amt, i Opdal og i Guldalen. Nuv. Former Kas, Kos, Kaas. I enkelte Tilfælde kan vel en Dynge af anden Art ligge til Grund for Navnet.


L

-



M

-



N

-



O

-



P

-



R

-



S

-



T

-



U

-



V

-



Y

-



Ø

-



Fodnoter

  1. paavisligt i et enkelt Exempel paa Island i 10de Aarh. (Landn. 268. 269).
  2. allerede i MA., se f. Ex. RB. 191. DN. IV 222.
  3. Ved denne, som ved flere lignende Optællinger i følgende Artikler, er hver enkelt Forekomst af Navne, der oftere vende tilbage, som S61 eimr, regnet med i Tallet.
  4. Derimod synes der ikke at være Grund til med Fritzner at antage en stærkt bøiet Hunkjønsform il.
  5. Efter det paa fl. St. forekommende Ønavn Krákrøy kan der være Grund til at formode, at Ordet engang har havt en stærkt bøiet Form Krák f., jfr. Bd. I S. 307.