Ordforklaring til norske gårdnavne

Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Oluf Rygh
Sakrale stednavne i Norden
Norske Gaardnavne
Indledningsbind
Tillæg I


Ordforklaring til norske gårdnavne
Endel af de i norske gaardnavne forekommende ord
med oplysninger om deres betydning og brug.


Af Oluf Rygh 1898




A

á

á f. (Gen. og Flt. ár), Aa. Er det gamle norske Ord for «Elv», endnu brugt saaledes i en stor Del af Landet. Elv (elfr) brugtes i det gamle Sprog kun om enkelte meget store Elve (indenfor Norges daværende Grændser om Glommen og Gøtaelven, Raumelfr og Gautelfr); først mod Slutningen af MA. begyndte man at kalde ogsaa mindre betydelige Elve elfr. Gammel Sideform ó, endnu bevaret i adskillige Stedsnavne. I Nordland nu udtalt Aag, men alm. ikke skrevet saaledes. Som sidste Led i Navne tildels afkortet til -a, mest i Nordland. Findes sms. med vin og heimr (Æn, Œn; Áeimr).


akr

akr m. (Gen. akrs, Dat. akri, Flt. akrar), Ager. I Navne nu, ligesom i Ordets Brug som Fællesord, næsten overalt udt. Aaker. Som 2det Led i Navne ofte afkortet til -åk, -åkk, -ak, -akk. Naar da 1ste Led ender med r, er det vanskeligt at adskille fra det gamle Ord rák n., Græsgang, hvorpaa Kvæg drives, eller Kvægvei (af reka, drive).


alfr

alfr m. findes ikke i bevarede oldnorske Skrifter, men maa efter dets Anvendelse i meget gamle Stedsnavne antages engang at have været brugt ogsaa i Norsk, som endnu i Svensk, i samme Betydning som aurr (se dette), Grus, Grusgrund under det øverste Jordlag. Oftere i Sms. med heimr og vin, i sidste Tilfælde i mindre let kjendelig Form (Ulven, Aulin, se Bd. I S. 399).


áll

áll m. (Gen. áls, Flt. álar) brugtes i det gamle Sprog, som endnu, om en dyb Rende i Vand og om en i Farve afstikkende Stribe langs Ryggen af Dyr, især Heste. Opr. Betydning vel: Stribe, og brugt i denne Betydning i de fleste af de Stedsnavne, hvori det forekommer. Bl. a. i flere Bygdenavne, hvoraf nogle endnu bruges (Aal, Aalen). Findes sms. med vin (Ælin, se Bd. I S. 298). I Stedsnavne ofte ikke til at skille fra det vistnok beslægtede Ord ál, ól f., der nu betyder en Rem af Læder.


almr

almr m. (Gen. alms, Dat. almi), Alm (Træ). I Navne usms. i Ental (ofte i Dativform) og som 1ste Led. Et enkelt Tilfælde af Sammensætning med heimr kjendes. Som 1ste Led, naar en Konsonant følger, oftere paa Vestlandet afkortet til Al-, der igjen ved Dissimilation kan blive til An-, naar 2det Led indeholder et 1 (Almdal, Aldal, Andal). I andre Landsdele bliver i det sidste Tilfælde Alm- ofte til Am-, Aam- (Amli, Aamli, Amdal, Aamdal, Amland, Aamland).


alpt

Se ► elptr.


angr

angr m. (Gen. angrs, Dat. angri) maa engang have været brugt i Betydning af Fjord og Vik, men er nu kun bevaret i endel Egennavne paa Fjorde og Viker, som tildels ere overgaaede til Bygde- og Gaardnavne. r er nu oftest bortfaldet i Udtalen. Kan forvexles med Afledningsendelsen angr, som man har f. Ex. i det hyppige Indsønavn Øiangen, og med vangr (se dette).


apaldr

apaldr m. (Gen. apaldrs), Abild, Vildæbletræ. Ofte, især som 1ste Led, i Gaardnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har 2det Led et l, mister det oftest sit l (Apeland, Abeland for Apaldraland). Apaldrs- som 1ste Led kan ved Afkortning og Lydændring blive hel ukjendeligt (Afset eller Akset for Apaldrssetr, Aksnes for Apaldrsnes, se Thj. VSS. 1891 S. 155). Sammensætning med vin findes (Apaldasin i Østre Aker, nu Abelsø).


askr

askr m. (Gen. asks, Dat. aski, Flt. askar), Ask (Træ). Ofte usms. som Gaardnavn i Ent. og Flt. (Ask, Aske, Asker) og som 1ste Led. Af Sammensætningerne skrive nogle sig fra et af Trænavnet dannet Elvenavn Aska; andre Navne, ikke særdeles mange, ere sms. med det afledede Ord eski n., med Ask bevoxet Sted (se ovfr. S. 31). Ofte sms. med heimr, men ikke med vin. Kan forvexles med askr, Æske, lidet Kar (i nyere Navne) og med aska f., Aske.


áss

áss m. (Gen. áss, Dat. ási, Flt. ásar), Aas, langstrakt Høide. Ofte sms. med heimr, maaske ogsaa undertiden med vin. Som 1ste Led i Nutidsform udsat for at forvexles med flere Personnavne (Kvindenavnet Asa, Mandsnavnene Oddr, Ormr), med á, Aa, og i enkelte Tilfælde med Trænavnene askr og ǫsp. Som 2det Led i senere Tids Skrift ofte urigtigt for óss, som i Skrivemaaden Røraas for Røros.


auðn

auðn n. (Gen. auðns, Dat. auðni, Flt. i Gaardnavne auðnir) og f. (Gen. auðnar, Flt. auðnir), Ødemark, øde, ubeboet Sted. Brugt som Gaardnavn dels, fordi Stedet var ryddet i Ødemark, dels fordi det en Tid som Underbrug havde været ubeboet (ovfr. S. 5). Det sidste Tilfælde vistnok det hyppigste. Som Gaardnavn mest brngt i de trondhjemske Amter, i bestemt Entalsform (Aunet), i Dat. Ent. (Aune) og i bestemt Flertalsform (Aunan). I disse Egne desuden hyppigt som 2det Led i sms. Navne; 1ste Led da oftest en ældre Gaards Navn, hvorunder Bruget engang har hørt eller paa hvis Grund det er ryddet. Søndenfjelds sjeldent og kun usms.; au gaar her oftest over til aa eller ø. Søndenfjelds er Navnet dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord, nordenfjelds altid af Intetkjøn, undtagen i Flt., hvor det efter den S. 11 f. forklarede Regel gaar over til Hunkjøn. Disse Navne, især de sms., maa for en stor Del være temmelig unge.


auki

Se ► autn.


aukland

aukland n. er dannet af auka, øge, og maa betyde Øgningsland, ved Rydning tillagt Land. Ofte Gaardnavn i de sydvestlige Landskaber, fra Nedenes til og med Søndhordland; i Stavanger Amt træder dog mest den afledede Form auklendi n. i dets Sted. Ofte i senere Tid skr. Økland, Ugland, Øglend; tildels udtalt med enkelt Vokal, o eller ø. Gaar tilbage til MA., men er vel ikke særdeles gammelt.


aukn

Se ► autn.


aurr

aurr m. (Gen. aurs, Flt. aurar), Grus, især om den faste, urørte Grusgrund under det øverste Jordlag. Ikke sjeldent i Bygde- og Gaardnavne, tildels dog gjennem deraf afledede Navne, Sønavnet Aurr og Elvenavnene Aur, Aura og Yrja; deraf’ ogsaa Bygdenavnet Yrjar (Ørlandet) og enkelte med yrja sms. Navne, som det nordenfjeldske Langyrja. Findes sms. med vin (Aurin). Jfr. alfr.


autn

autn n. (Gen. autns, Dat. autni) findes temmelig ofte som Gaardnavn i Smaalenene og paa Romerike, nu oftest udt. med ø, Øtten, eller, hvor Navnet har Dativform, Øtne. Er sandsynlig en yngre Form af aukn; dette kan ikke paavises som Fællesord, men kan godt tænkes brugt i samme Betydning som aukland. I en Form, nærmere den oprindelige, synes Ordet brugt i Øktner (maaske snarere udtalt Auktner) i S. Odalen og i Øktna i Nes Rom. (GNo. 169,7). Jfr. Bd. I S. 5. Vel i samme Mening findes som Gaardnavn auki m., Forøgelse, paa et Par Steder søndenfjelds (Røken, Strømmen) og i Flt. Aukan om nyere Gaarde paa Nordmør og i Øbygderne i Fosen.




B

bakki

bakki m. (Gen. og Dat. bakka, Flt. bakkar), Bakke. Har i det gamle Sprog ogsaa den særlige Betydning: Elvebred, Søbred (fordi en saadan gjerne danner en Skraaning). Som 2det Led jevnlig afkortet til -bakk, især nordenfjelds.


bali

bali m. (Gen. og Dat. bala), jevn Forhøining eller Vold langs en Strand. I adskillige Gaardnavne vesten- og nordenfjelds, mest nyere; ialfald et enkelt, Bale paa Balestranden i Sogn, er dog sikkerlig meget gammelt. Ogsaa om Holmer og Skjær langt fra Land.


balki

Se ► bǫlkr.


barð

barð n. (Gen. barðs, Dat. barði), Kant, Rand. Mange Stedsnavne, deriblandt ogsaa Gaardnavne, stamme fra dette Ord gjennem dets Brug om Kanten af et Fjeld eller om en Fjeldafsats. Findes sms. med vin (Berðin). I samme eller beslægtet Betydning synes i enkelte Navne ogsaa borða f. og borði m. brugte.


barmr

barmr m. (Gen. barms, Dat. barmi, Flt. barmar) findes oftere som Stedsnavn, især paa Vestlandet, mest brugt om Viker og om Øer, hvis Navne igjen gaa over paa Gaarde. Udgaar sandsynlig fra Ordets Betydning: Brem, Kant.


bekkr

bekkr m. (Gen. bekkjar og bekks, Flt. bekkir), Bæk. Som usms. Navn for det meste ungt; blandt de sms. ere derimod vist adskillige gamle. Særlig kan mærkes det i Østlandets lavere Egne ikke sjeldne Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og Bækhus, Bækkerhus, der oftest svarer til gammelt Bekkjóss, Bekkjaróss (Bækkemunding).


berg

berg n. (Gen. bergs, Dat. bergi, Flt. i Gaardnavne bergar f., Berg, Klippegrund. Vokalen er i Nutidens Udtale i Stedsnavne ofte ændret, især, hvor det er brugt som sidste Led, og i den sydvestlige Del af Landet. berg kan saaledes blive til bør, bor (aabent o), barg, bar (de to sidste Former i Ryfylke, naar Ordet bruges som 2det Led). Formen bjarg synes ikke at forekomme i norske Stedsnavne, uden det skulde være i Sammensætningen Bjargvin, Bjǫrgvin, der dog lige saa godt kan forklares af bjǫrg f. Sammensætninger med vin og heimr findes.


bingr

bingr m. bruges nu efter Aasen 1) om en Kasse, fæstet til en Væg, eller hvis Bagside dannes af en Væg (til Oplag af Korn, Mel, Salt o. lign.; jfr. oldn. torfbingr om Rum til Brændetorv). 2) om afdelt Rum til Smaafæ i et Fjøs. Naar man tager Ordets Anvendelse i Stedsnavne med i Betragtning, kunde man vel forudsætte en opr. mere omfattende Betydning: afskilt Rum paa en Flade. Findes som gammelt Grændenavn i Eidsvold, paa to Steder i Nes Rom., paa Eker (der endnu brugt) og efter DN. II 579 maaske ogsaa tidligere i Hedrum. Som gammelt Gaardnavn i Trøgstad og Sørum; ellers ikke sjeldent i Navne paa Pladser fra nyere Tid i Smaalenene. Ordet forekommer ogsaa i Formen Binge m., der maaske ogsaa er gammel (brugt paa Østlandet efter Ross; ogsaa alm. i Indherred).


birki

Se ► bjǫrk.


bjórr

bjórr m. (Gen. bjórs), kileformet Stykke, saaledes ogsaa kileformet Landstykke; enkelte Gange brugt som Gaardnavn i Ent. og Flert., udentvivl efter den sidste Betydning. At adskille fra Dyrenavnet bjórr, Bæver, der findes i mange sms. Stedsnavne, et Vidnesbyrd om dette Dyrs vide Udbredelse i Landet i Fortiden.


bjǫrg

bjǫrg f. (Gen. bjargar, Flt. bjargir), et Ord af samme Stamme som berg; kan ikke paavises i Oldn., men maa efter dets Brug i Stedsnavne være meget gammelt Ord. Efter denne Brug skulde man tro, at det tildels har været brugt om fremstikkende, noget høie og bratte Berg. Aasen anfører det fra Voss med Betydning: en Række af lavere Klipper, Ross fra Stjørdalen med Betydning: en lang og ikke ganske lav Aasryg. Findes i Gaardnavne over det hele Land, undtagen i de lavere Egne paa Østlandet. Som 2det Led lyder det nu oftest -bjør. Forvexles ofte i Skriftform med det endnu mere udbredte berg; i flere Sammensætninger finder man paa forskjellige Steder begge Ord benyttede f. Ex. Ravneberg (Ramberg) og Ravnebjør (Rambjør), Røineberg og Røinebjør. Findes sms. med vin og heimr.


bjǫrk

bjǫrk f. (Gen. bjarkar), Birk (Træ). Endel af de derfra stammende Gaardnavne komme nærmest af det af Ordet dannede Elvenavn Bjarka (i Nutidsform gjerne Bjørke). Et andet af bjǫrk afledet Ord, birki n., Sted bevoxet med Birk (se ovfr. S. 31), har udstrakt Anvendelse i Gaardnavne, usms. og som 1ste Led. Usms. lyder det nu oftest Børke, Børkje. Af Sammensætningerne er den mest brugte Birkeland, der er et særdeles hyppigt Navn i Strækningen fra Vestre Nedenes til Søndfjord. Udtalen af birki som 1ste Led er forskjellig; undertiden afkortes det stærkt (Børset for Birkisetr) og kan da forvexles med andre Sammensætningsled (som berg og borg), naar ikke gamle Former haves. I Skrift finder man ofte Birke og Bjerke istedetfor Bjørke; undertiden synes Bjørke virkelig at være traadt istedetfor oprindeligt Birki (nærmere herom i Thj. VSS. 1891 S. 185). Sammensætninger med heimr kjendes (Bjarkeimr, Bjarkareimr); derimod, som det synes, ingen med vin.


blik

blik n. (Gen bliks, Flt. i Gaardnavne blikar f.) betyder: noget, som blinker, noget, som er hvidt, lyst i Sammenligning med Omgivelserne. Findes i temmelig mange Navne, især ofte i Fjeldnavne (Blikaasen, Blikberget, Blikhatten osv.), i Nutidsform mest lydende enten Blik- eller Blek-. Et betegnende Exempel er Kvitblik i Skjerstad, liggende lige under det fra gammel Tid bekjendte Marmorbrud her. Usms. oftest i Flt. Blikar, der paa et Par Steder nordenfjelds ved en paafaldende Overgang er blevet til Blokkan. Elvenavn af denne Stamme er Blika, endnu bevaret paa et Par Steder i Tryssil i Formen Bleku.


bok

bok f., Bøg (Træ). Findes kun i ganske faa norske Navne, oftest i den afledede Form bæki n., Sted bevoxet med Bøg (se ovfr. S. 31 og Bd. I S. 60).


ból

ból n. (Gen. bols) findes sjelden i Gaardnavne og da, som det synes, stadigt i Betydning af Bosted, Gaard; meget oftere bruges det deraf afledede bæli, se dette.


bólstaðr

bólstaðr m. (Gen. bólstaðar, Flt. bólstaðir), Bosted, Gaard; ofte i Gaardnavne, mest som 2det Led (hyppigst Miklibólstaðr, Storgaarden). Som 2det Led mister Ordet stadigt sit l, og oftest bliver -stad afkortet til -st, saa at det kommer til at lyde -bost (alm. udt. med aabent o; ofte skr. -bust, men ialfald kun undtagelsesvis udt. saaledes).


borða, borði

Se ► barð.


borg

borg f. (Gen. borgar, Flt. borgir). Af de Betydninger, hvori Ordet findes brugt i Oldn. og nu i Folkesproget, er «befæstet, med Mure omgivet Sted, befestet Høide» den, der maa ligge til Grund for dets Anvendelse i Stedsnavne. En hel Del af de af Ordet dannede Gaardnavne kunne bevises eller ialfald formodes at sigte til en af de gamle «Bygdeborge», befestede Tilflugtssteder, som vare indrettede af den omgivende Bygds Befolkning, og hvoraf der i Fortiden bar været en Mængde i Norge, tildels endnu bevarede som Ruiner (se om dem Aarsberetningen fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring 1882 S. 30 ff.). Sikrest tør direkte til saadanne Anlæg henføres Navne, der simpelthen ere Ordet borg i Ent. eller Flt. (Borg, Borgen, Borge, Borger), og Sammensætninger som Borgaas. Der tør imidlertid ogsaa ved disse være Mulighed for, at man med dette Navn tillige har betegnet Høider, som vare skikkede for et saadant Anlæg, selv om de aldrig havde været benyttede dertil; i saadan Betydning findes Ordet jevnlig brugt paa Island. Til de gamle Borge valgtes oftest Høider eller Koller, som stod ialfald nogenlunde isolerede og vare ubestigelige paa længere Strækninger, saa at det blot behøvedes at opføre en enkelt eller dobbelt Mur, hvor Adgangen var lettere. Til en af disse Betydninger er vel ogsaa det afledede Navn Borgund at henføre, brugt baade om Øer og om Gaarde paa Fastlandet. Tvivlsommere stiller Forklaringen sig i andre Tilfælde, som ved Sammensætningen med vin, Byrgin (nu ofte feilagtigt skr. Borgen, istedetfor Børgen efter Udtalen) og ved nogle af de med Byrgis- sms. Navne, som Byrgiseimr eller Birgiseimr (nu Børsum eller Børseim). De sidste ere snarest at forklare af byrgi n. i den paa Island endnu brugelige Betydning: Indelukke, indhegnet Sted (jfr. byrgja, at lukke). Byrgin er hyppigt, paa Østlandet; derimod findes kun et enkelt Borgeimr (Hafslo).


botn

botn m. (Gen. botns, botz, Dat. botni, Flt. botnar), Bund. Som Gaardnavn brugt om Steder, liggende ved Enden af en Fjord, en Indsø eller en dyb Indsænkning paa Land. I de sydligste Egne paa Østlandet udt. Baann, i den vestlige Del af Oplandene Baatt. I Nordland er Ordet ialfald i Stedsnavne nu gjerne Intetkjønsord. Som 1ste Led vanskeligt at holde ud fra bátr, Baad; saaledes er det Navn, som pleier at skrives Baatstø, meget ofte i Virkeligheden Botnsstǫð (Støen ved Enden, af Fjorden eller Søen). En enkelt Gang i Sms. med heimr (Bottem i Lesje), ikke med vin.


brandr

brandr m. (Gen. brands, Flt. brandar) findes meget brugt i Stedsnavne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i Brandstad, Brandsrud, Brandset (saadanne Navne ere dog tildels udgaaede fra det sms. Mandsnavn Brandulfr, og Navne som Branderud kunne være sms. med et af Brandr afledet Mandsnavn Brandi [1]. I andre Tilfælde har brandr aabenbart Betydningen «Brænding», hvorved vel ialfald oftest er tænkt paa den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; saaledes i det paa Oplandene ikke sjeldne Brandval, Brandvaal, Brandvol (sidste Led váll, se dette). Fra denne Betydning udgaar sikkert ogsaa det især nordenfjelds om Smaajorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen «Stok», da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne (se ovfr. S. 38).


braut

braut (Gen. brautar, Flt. brautir; afledet af brjóta, bryde), Vei; i det nuv. Folkesprog ogsaa «Bakke, Side af en Terrasse» og «Bakkekant, Brink» (Aasen). I Stedsnavne ligge antagelig oftest de sidst anførte Betydninger til Grund, der maa være gamle. Fra Betydningen Vei udgaar dog ialfald Brautamót (Veimøde; Gaard i Høland).


brekka

brekka f. (Gen. og Dat. brekku, Flt. brekkur), Bakke. I mange Stedsnavne, mindst brugt nordenfjelds. Som 2det- Led jevnlig afkortet til -brekk. I Vest-Telemarken og i Nedenes og Lister og Mandal Amter nu tildels udt. Brokke.


brenna

brenna f. (Gen. og Dat. brennu, Flt. brennur), Brænding. I Stedsnavne om Jord, som er gjort skikket til Dyrkning ved Brænding (jfr. brandr, sviða, sviðningr, samt broti, fall, kǫs og váll, der have samme Mening, skjønt Brændingen ikké er fremhævet ved selve Navnet). I mange Navne, hvoraf dog ialfald de fleste maa være temmelig unge. Paa Østlandet ofte i samme Betydning et stærkt bøiet Hunkjønsnavn, Brenn.


brot

brot n. (Gen. brots; af brjóta, bryde) findes i endel Stedsnavne, hvoraf faa se ud til at være gamle. I de fleste Tilfælde har det vistnok der den Betydning, det har som Fællesord i Folkesproget: brat Helding, Brink (jfr. braut). Det findes efter denne Betydning ogsaa brugt om Fjelde med brat Affald.


broti

broti m. (Gen. og Dat. brota, Flt. brotar; af brjóta, bryde) bruges endnu, alm. skr. Braate, om et opbrudt Stykke Land, særlig om et saadant, hvor de borttagne Træer og Buske dynges sammen og saa brændes for med Asken at gjøde Jorden. Af denne Betydning er vistnok overalt Navnets meget hyppige Brug i Stedsnavne at forklare. Mest paa Østlandet, sjeldent vesten- og nordenfjelds (jfr. de andre under brenna anførte Ord af lignende Betydning). Endel af Navnene ere ialfald saa gamle som fra MA.


brú

brú f. (Gen. brúar, Flt. brúar, brúr), Bro. I Stedsnavne dels om Broer over Vandløb og Sund, dels om «Jordbroer» d. e. Steder, hvor der er skaffet Veifremkomst over sumpig Grund ved at lægge en Række af Stokke tæt sammen paatvers i Veiens Ketning (ogsaa kaldet «Kavlebru») eller ved at dynge Stene sammen i Linien. Hvor Ordet ved Bøiningsform faar Vokalforbindelsen úa, er denne nu oftest gaaet over til aa [2]. Brúar- med et Ord til 2det Led, som begynder med l, lyder derfor i de Egne, hvor rl nu udtales dl, Braad- (Braadland, Braadli for Brúarland, Brúarlíð). Sammensat baade med vin og heimr (den første Sammensætning allerede i MA. sammentrukket til Brýn).

brún

brún f. (Gen. brúnar), skarp Kant, Skrænt (hvor en Høiflade gaar pludselig over i en Skraaning). I endel Gaardnavne, usms. oftere paa Søndmør; Sammensætninger haves baade med vin (Brýnin) og med heimr.


brunnr

brunnr m. (Gen. brunns, Flt. brunnar), i Stedsnavne vel mest efter den gamle Betydning «Kilde», men ogsaa maaske tildels efter den yngre, udvidede, af Vandhentningssted overhoved. Ikke alm. i Navne, paa fl. St. i Nutidsformen Brynn; den mest bekjendte Sammensætning Brunnøy (Brønnø; bl. a. om et Kirkested i Nordland).


u. (Gen. bús), Gaard, beboet Jordbrug. Mest i sms. Navne. Anvendt som 1ste Led har det vistnok ofte en anden Betydning: Kreaturbesætningen paa en Gaard. Meget brugt som 2det Led i tildels endnu bevarede Bygdenavne, i hvilke det vistnok er at forstaa: «beboet Strøg». Saaledes Austbú, Riðabú, Svaðbú (Hedemarken); Skaðabú, Ringabú, Foldabú (Gudbrandsdalen); Kolabú (Toten); Brandabú (Hadeland); Sollabú eller Sollubú, Vǫlubú (Valdres); Andabú (Jarlsberg); Rennabú, Kleppabú, Selabú (S. Trondhjems Amt); Sparabú, Bagabú (Indherred). I det Trondhjemske er som 2det Led nu tildels gaaet over til Hunkjøn (-bua) baade i Bygde- og Gaardnavne. I mange Tilfælde er det, naar blot nyere Former af Navnene haves, umuligt at adskille bú fra búð.


búð

búð f. (Gen. búðar, Flt. búðir), Bod, Bygning opført til midlertidigt Opholdssted eller til Oplagshus. Meget alm. i Gaardnavne, usms. oftest i Flt. (Buer, Buene, Buan); flere af Navnene maa være temmelig gamle. Hyppigst er det vel Fiskerboder ved Elve og Indsøer eller paa Fiskevær (Rorboder), Høboder, Sæterboder, Saltboder (se Bd. I S. 343), som have givet Anledning til Ordets Brug i Gaardnavne. Ofte vanskeligt at skille fra bú, se dette.


bugr

bugr m. (Flt. bugir), Bøining; i Stedsnavne særlig brugt om Bugter (som dannes ved en Bøining af Strandlinien), men ogsaa om Krumning af Elv, Vei og lign. Mest nu udt. med lukt o. I de Egne, hvor og nu pleier at gaa over til au, bliver det Bau, Bauen. Findes sms. med heimr.


burkni

burkni m., Bregne. Findes i enkelte Gaardnavne hist og her, alm. nu udt. med o (mest lukt o) i Rodstavelsen og med Overgang af kn til tn; i et enkelt Tilfælde synes Navnet udgaaet fra en Nominativform borkn (Borten i Flaa Sogn i Guldalen, skr. or Borkni DN. II 36). Nogle andre Navne forudsætte en Form berkn-, og i Gaardnavnet Brekne i Vanse har man maaske Ordet i samme Form som det danske Bregne og det svenske bräken. Sammensætninger findes med heimr. Planten har nu desuden flere andre Navne omkring i Bygderne; af disse ere i Gaardnavne bemærkede Blom, Grofte, Moldfoder, Slok, Telg (i gammelnorsk Form vistnok tjǫlg). Ordets Brug i Stedsnavne vistnok at forklare af Bregnerøddernes Anvendelse som Kvægfoder.


bústaðr

bústaðr m. (Gen. bústaðar), Bosted, findes i Gaardnavne, men sjelden, langtfra saa alm. som bólstaðr, med hvilket det i Nutidens Skriftform let forvexles.


býr

Se ► bær.


byrgi

Se ► borg.


bæki

Se ► bok.


bæli

bæli n. (Gen bælis, Flt. i Gaardnavne bælir f.), Opholdssted, Bolig, ligebetydende med ból, hvoraf det er afledet. Enkelte af de Navne, hvori det findes, lade dog til at være udgaaede fra en anden Betydning: Opholdssted for Dyr (Rede og lign.); saaledes har man vistnok at forklare Krákubæli (Kraabøl), Haukabæli (Haukebøl), Rafnabæli (Rambøl). Ellers mest sms. med Personnavne og, mindre hyppigt, med Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed og lignende Forhold. Som sidste Led oftest afkortet til -bøl (i Udtalen, tildels, endnu stærkere, til -bel).


bær

bær m., ogsaa i Formen býr (Gen. bæjar, bjár, Flt. bæir), Gaard. De to Former af Ordet bruges i Navne ikke om hinanden, men have hver sit særskilte Stedsomraade; i Kilder fra MA. forblandes de dog hyppigt, udentvivl som Følge af, at vedkommende Skriver opr. har hørt hjemme i eller har faaet sin boglige Uddannelse i en anden Landsdel end den, Navnene tilhøre. I det store taget er by den herskende Form paa Østlandet, i de trondhjemske Amter og i Tromsø Amt (paa det sidste Sted vistnok indbragt af Indflyttere fra sydligere Egne, hvor denne Form bruges), derimod fra Bratsberg til og med Romsdals Amt og i Nordlands Amt. Det maa dog mærkes, at det usms. Bø, Bøen har noget videre Udbredelse end -bø, -bøen som Sammensætningsled (det første bruges saaledes i den sydøstlige Del af Smaalenene, hvor -bøen kun forekommer i en enkelt Bygd, Enningdalen). Dette synes at tyde paa, at býr i Tidens Løb har udbredt sig paa den anden Forms Bekostning. Ogsaa andre Uregelmæssigheder findes; i Egne, hvor ellers bruges, træffer man saaledes Huseby, og i saadanne Egne kan -by undtagelsesvis forekomme ved Gaarde, som have været Herresæder (Hesby paa Finnø, Berby i Enningdalen). I ældre Tid findes Ordet i den sydvestlige Del af Landet ofte brugt som sidste Led i Grændenavne, og findes tildels saaledes brugt endnu, især i Sætersdalen (Aardalsbø, Vallebø osv.). Som sidste Led i Udtalen ofte afkortet til -be (naar s gaar foran, -pe) og enkelte Gange skr. efter denne Udtale. I sms. Navne, hvor Ordet er sidste Led, er første Led i de fleste Tilfælde enten et Personnavn (eller et Ord, som betegner tidligere Eieres Stilling, som i Præstby, Munkeby), eller ogsaa Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed, Grundens og Omgivelsernes Beskaffenhed og lignende Forhold, særlig ofte et Adverbium, som udtrykker Beliggenheden i Forhold til andre Gaarde (som Vestby, Sundby, Meby, Melby, Neby, Øverby). Bæn er maaske en Sammensætning af dette Ord med vin.


bǫlkr

bǫlkr m. (Gen. balkar, Flt. belkir), i Navne ogsaa i Formen balki (Gen. balka, Flt. balkar); betyder Skillevæg mellem to Rum f. Ex. mellem Baaserne i et Fjøs. I de ikke faa Stedsnavne, hvori disse Ord ere brugte, kunde de derfor antages at sigte til et Høidedrag, som man havde sammenlignet med et saadant Skille. Der kunde dog ogsaa tænkes paa en anden, afledet Betydning af bolkr: Afdeling (noget ved Mellemstykker afdelt), der jo nok kunde være brugt f. Ex. om et af Høider begrændset Sted. Sammensætning med vin findes (Bolken i Jevnaker).



D

dalr

dalr m. (Gen. dals, Dat. dali, Flt. dalar og dalir), Dal. Er, som man efter Landets Natur maatte vente, meget alm. i Gaard- og Bygdenavne. I usms. Navne er i Telemarken og paa Vestlandet Dativ Ent. og Flertal de mest brugte Former. Sammensætning med vin hyppig, i mange forskjellige Nutidsformer (se Bd. I S. 39); med heimr sjelden. Om den i enkelte Tilfælde mulige Forvexling af dalr som sidste Led med staðir se dette.


drag

drag n. (Gen. drags, Dat. dragi). Heraf endel Gaardnavne, ligesom ogsaa af det beslægtede Hunkjønsord drǫg (Gen. dragar); begge dannede af draga, drage, trække. I Navne have de aabenbart flere forskjellige Betydninger, hvoraf følgende sikkert kunne paavises: 1) Sted, hvor man trækker Baade over et Eid, for at spare sig Veien omkring et Nes, eller gjennem et Sund, der er for grundt til at kunne roes (deraf bl. a. Drageid, Dragøen). 2) langstrakt Ø eller Holme. 3) Vei, ad hvilken Tømmer og Ved slæbes. 4) Hunkjønsordet synes i enkelte Tilfælde brugt i den af Aasen fra Romerike anførte Betydning: lang Hulning i Jorden, liden Dal. Oftere, især nordenfjelds, findes Navne af denne Stamme, nu skrevne Drag-, Drage-, Drog-, der nærmest komme af et Elvenavn Drǫg eller Draga (i nogle Tilfælde nordenfjelds, hvor det er bevaret, nu lydende Drugu, ved Ligedannelse).


drangr

drangr m. (Gen. drangs, Flt. drangar), spids, opragende Klippe; i Norge neppe bevaret uden i Stedsnavne (jfr. dog Drange hos Aasen). Brugt i Navne fra den vestlige Del af Bratsberg Amt til den sydlige Del af Stavanger Amt og i Ønavnet Drangøen et Par Steder ellers.


drǫg

Se ► drag.


n. (Gen. dýs), Dynd. Brugt i enkelte Navne, mest i Sammensætninger, hvoraf et Par med vin; sigter i denne Anvendelse vistnok til dyndet, sumpig Grund.


dys

dys f. (Gen. og Flt. dysjar), sammenkastet Stenhob, især om Gravrøser fra hedensk Tid; endnu brugt i den sydlige Del af Stavanger Amt. I Navne næsten blot paa Vestlandet; sammensat mest med land (Dysjarland, Dysjaland).


dǫkk

dǫkk f., Fordybning. Temmelig ofte i nyere Gaardnavne, især i Valdres og Numedal. I ældre Navne mest gjennem Elvenavnet Dokka, som vel ialfald rimeligst udledes af dette Ord (en i dybt nedskaaret Leie løbende Elv); af Elvenavnet kommer en Sammensætning med vin (Dokkin, Eidsvold). I Flt. Dekker; paa Søndmør ogsaa i Ent. Dekk.




E

efja

efja f. (Gen. og Dat. efju, Flt. efjur), i Oldn. i Betydningerne: dyndet Grund og: strømløs Bugt i en Elv. Deraf mange Gaardnavne, mest i usms. Form. Nogle af disse kunne vel ogsaa udgaa fra en af de øvrige hos Aasen og Ross anførte Betydninger, som: Vik med sumpige Bredder, Bagstrøm i en Elv, Gren af en Elv, stillerindende Bæk. Paa endel Steder nu lydende Evju, Ivju, Yvju, Øvju (Ligedannelsesformer).


egg

egg f. (Gen. og Flt. eggjar), Egg paa skjærende Redskaber, i overført Betydning: Ryg, Kam af Fjeld eller Jordhøide. Fra den sidste Betydning udgaa mange Gaardnavne, deriblandt flere med heimr sms., et enkelt mulig med vin.


eið

eið n. (Gen. eiðs, Dat. eiði, Flt. i Gaardnavne eiðar f.), Eid. Bruges nu som bekjendt om et smalt Landstykke, som forbinder to bredere, og om en dyb Indsænkning i et Fjeld, som giver let Vei mellem to Bygder. Deraf mange Stedsnavne. I mange andre sees Ordet desuden i ældre Tid ogsaa at have havt en anden, beslægtet Betydning: en Strækning, kortere eller længere, hvor man maatte tage Veien over Land istedetfor Vand- eller Isveien, som ellers paa Grund af Landeveienes mangelfulde Beskaffenhed brugtes saa langt som muligt. Ved Fosser og Stryk i større Elve vil man derfor hyppigt finde Steder med Navnet Eid eller et dermed sms. Navn. Bekjendt Exempel Eidsvold (opr. Eið) paa Romerike, hvor den lange Vandvei ned over Mjøsen og Vormen endte ved den første Fos i denne Elv (Sundfossen), og hvor videre Transport derfor maatte foregaa over Land for at komme enten længere nedover Vormen eller til Øieren eller Oslofjorden. Som 2det Led i Udt. ofte afkortet til -e eller -i. Især paa Vestlandet skrives ofte feilagtigt Eide eller -eide, hvor Udtalen viser, at det rigtige var enten Eid, -eid eller Eidet, -eidet. Findes i gamle Sammensætninger med vin og heimr; ogsaa i en meget gammel afledet Form Eiðund (Ødyn i Orkedalen).


eik

eik f. (Gen. eikar og eikr, Flt. eikr), Eg (Træ). Deraf og af det deraf afledede eiki n., egebevoxet Sted (se ovfr. S. 31), en Mængde Gaardnavne; af de af eiki dannede særlig hyppigt Eikiland, der er et meget alm. Navn i Strøget fra Nedenes til Søndfjord, og af de af Trænavnet direkte kommende Eikaberg, hyppigt omkring Kristianiafjorden. I Sammensætning med vin (Eikin, Øykrin) og heimr (Eikreimr); gammel afledet Form Eikund (Egerøen ved Egersund). Der findes Spor til, at Eik har været brugt som Elvenavn; deraf ere ialfald enkelte af Gaardnavnene at forklare.


eiklið

eiklið (eikhlið) n. forekommer som Fællesord kun paa et Sted i den gamle Frostathingslov (XIII 10), hvor det betegner det Sted, hvor en Mand har Leie for sin Baad (eikja). Findes som Gaardnavn paa enkelte Steder hist og her, nu mest lydende Ekle, og maa der da sigte til, at Gaardene have ligget ved en saadan Baadstø i en Elv.


einir

einir m. (Gen. einis), Ener (Træ). I ikke faa, mest nyere Gaardnavne. Paa enkelte Steder nu udt. Einer, Einaar. En afledet Form eini n., Sted bevoxet med Ener, kan paavises ialfald paa et Par Steder. I Gaardnavne findes ogsaa flere af de andre nu brugte Navne paa Træet: Brake, Brisk, Bruse, Sprake.


elfr

Se ► á.


elptr

elptr f. (Gen. elptar), ogsaa i Formen alpt (Gen. alptar), Svane. Fra dette Ord stammer en stor Mængde Stedsnavne, der komme dels direkte af Fuglenavnet, dels af dets udstrakte Anvendelse i Navne paa Elve og Indsøer. Det er ofte vanskeligt at sige, paa hvilken af disse to Maader det enkelte Navn er at forstaa; den sidste tør have mest for sig i de fleste Tilfælde. Som Elvenavn er Ordet vistnok ikke at opfatte om en af Svaner hyppigt besøgt Elv, men som beroende paa en Sammenligning af Elvens Løb med en Svanes Gliden over Vandfladen (jfr. flere andre Fuglenavne af Hunkjøn, der uden Forandring ere brugte som Elvenavn, tildels dog vistnok med Tanken paa Fuglens Stemme, som Hœna, Igða, Kráka). I Nutidens Udtale af de herfra stammende Navne er Oprindelsen oftest ukjendelig uden nærmere Oplysning; man finder Formerne Alp-, Alt-, Art-, Eft-, Ekt-, Elt-, Emt-, Ept-, Ert-, Ett-, Oft-, Olt-, Ort-, Øft-, Økt-, Ørt-.


eng

eng f. (Gen. og Flt. engjar), Eng, Græsmark. I den største Del af Trondhjems Stift og i Nordre Østerdalen nu Intetkjønsord, ligesom tildels allerede i MA. (se Fritzner under eng u.). Som sidste Led gaar det ofte over til -ing, -ingen, og dermed tillige tildels til Hankjønsord. En enkelt Sammensætning med heimr findes, mulig ogsaa en med vin. I de Egne, hvor ng nu udtales som nn, bliver det undertiden forvexlet med endi, Ende (f. Ex. Vasseng skr. for Vassende).


esja

esja f. (Gen. esju) bruges nu i Folkesproget om forskjellige Stenarter, bl. a. om Klebersten. Ordet findes i mange Stedsnavne og maa være gammelt (jfr. Fjeldnavnet Esja paa Island). Nu udtales det næsten overalt med foransat h-Lyd (se ovfr. S. 24) og lyder derfor som 1ste Led (den eneste Maade, hvorpaa det forekommer i norske Navne) Hesje-, Hesi-, Hess-. Med Hes- begynde nu ogsaa adskillige Navne, der til 1ste Led have Mandsnavnet Heðinn, og med Hesje- endel nyere Navne, som komme af Hesja, Høhesje.


eski

Se ► askr.


espi

Se ► ǫsp.


ey, eyrr

Se ► øy, øyrr.



F

fall

fall n. (Gen. falls, Flt. i Gaardnavne fallar f.) findes i Stedsnavne i forskjellige Betydninger: 1) Sted, hvor Træer ere faldne, af Ælde eller omkastede af Storm (som i Trefald, Vefald). 2) «Nedfældning i en Skov, Træer som brændes til Askegjødning» (i denne Betydning mest i nyere Navne; i samme Mening brugt Felling). 3) Jordfald (saaledes Landfall, Mælfall, Leirfall).


festr

festr f. (Gen. og Flt. festar), Toug, hvormed Skibe og Baade fortøies i Land. Forekommer som 1ste og 2det Led, kun undtagelsesvis usms., i endel Navne langs Kysten (saaledes Festvaag, Djupfest, Hammerfest, Sygnefest ved Sognefjordens Udløb); i disse synes det ikke at kunne forstaaes anderledes end: Sted, hvor Skibe kunne fæstes i Land, Havn.


fit

fit f. (Gen. og Flt. fitjar), frodig Græsmark, især en saadan, som ligger lavt og ved Bredden af Sø eller Elv. I mange Stedsnavne, almindeligere paa Vestlandet og nordenfjelds end paa Østlandet. I den meget brugte Flertalsform Fitjar tildels misforstaaet i yngre Skriftform og skrevet med kj eller kk. Af de forskjellige Nutidsformer mærkes som den mindst gjenkjendelige Fiane (Fijane), brugt i de Egne, hvor t her i Udt. gaar over til d (for Fidjane, opr. Fitjarnar).


fjall

fjall n. (Gen. fjalls), Fjeld. Sjelden eller aldrig som Flertalsord, naar det bruges som Navn usms. Den islandske Sideform fell synes ikke at forekomme i Norge. Enkelte Sammensætninger findes med vin (Fellin) og heimr. Meget forskjelligt udtalt (Fjæll, Fjell, med lukt e, Fjill, Fjøll, Fjedd, Fjødd, Fjædl). Hvor det som sidste Led kommer efter s, falder ofte f bort i Udtalen. Brugt som 1ste Led i Genitivform kan det i Nutidsform vanskelig skilles fra Fjallars-, af Mandsnavnet Fjallarr.


fjórðungr

fjórðungr m. (Gen. fjórðungs), Fjerdedel, findes i endel Navne, der neppe ere meget gamle. Nogle af dem ere at forklare deraf, at de have udgjort Fjerdedelen af en større Gaard, hvoraf de ere udskilte, eller svaret Fjerdedelen af en bestemt Landskyld (f. Ex. af et Skippund Korn eller en Vog Fisk); ved andre er Forklaringen endnu uvis.


fjós

fjós n. (Gen. fjóss, Flt. i Gaardnavne fjósar f.). I Gaardnavne usms., mest i Flt., og som 1ste Led. Rimeligvis overalt sigtende til Sommerfjøs, som har staaet paa Stedet, før det blev Gaard, medens det endnu kun benyttedes som Havnegang.


fjorðr

fjorðr m. (Gen. fjarðar, Dat. firði, Flt. firðir), Fjord. Endel af de af dette Ord kommende Gaardnavne sigte til Indsøer, hvorom Ordet endnu bruges søndenfjelds. I Regelen betegnes med dette Navn Gaarde, som ligge ved Fjordens eller Indsøens Bund (Ende). Af de Former, hvori det bruges som Navn usms., er særlig at mærke den især paa Vestlandet meget brugte Dativform Firði, nu Førde (udt. Føre). Endvidere findes Fjære (særlig bekjendt som Sognenavn ved Grimstad) og paa enkelte Steder langt nord i Landet Fjær (tildels udt. Fjal, med tykt 1); fra hvilken af Ordets gamle Bøiningsformer disse Navne udgaa, tør være usikkert. Som 2det Led i Navne kan Ordet antage endnu mere paafaldende Former. Her findes ved Siden af det vanlige -fjord, -fjorden ogsaa -fær, -før, efter forudgaaende s forandret til -vær, -vør, f. Ex. Tysvær i Ryfylke, opr. Teitsfjǫrðr, udt. Tyssvør, — endvidere -fjær og i Nordland paa nogle Steder -for (lukt o). Med Undtagelse af de to sidste maa ogsaa disse Former være udgaaede fra Dativformen. f falder ofte bort i Udtalen i -fjord, naar s gaar foran (Grønsjord for Grønsfjord).


flata, flati

Se ► flǫt.


fles

fles f. (Flt. flesjar), Skjær, som ligger i Vandskorpen og ofte overskylles. I Gaardnavne tildels efter et saadant udenfor Gaarden liggende Skjær; andre Tilfælde maa forklares deraf, at Ordet, ligesom sker, har været brugt om Partier af bar Klippe, som stikke op af Jordmark paa Land. Usms. mest i Flt. Flesje (Flesjar). I nogle faa Tilfælde søndenfjelds findes en allerede i MA. forekommende Sideform fres, se Bd. I S. 345.


flet

flet n. (Gen. flets, dannet af flatr, flad) synes i Stedsnavne, hvori det ikke sjelden forekommer, at betyde: Flade, flad Strækning (jfr. flǫt). Fra Oldn., ligesom fra det nuværende Folkesprog, kjendes det kun i forskjellige mere specielle Betydninger.


flǫt

flǫt f. (Gen. flatar, Flt. flatir), Flade, flad Strækning (jfr. flet). Alm. brugt i Navne, nu Flat, Flot, Fløt. Sideformer flata f. (Gen. flǫtu, paa Vestlandet), flati m. (Gen. flata) og en stærkt bøiet Hankjønsform flǫtr (Gen. flatar), hvis Nominativform dog tør være usikker (jfr. Fritzner).


fold

fold f. (Gen. foldar) brugtes i Digtersproget om Jorden, men synes ogsaa at have betydet: Slette. Fra den sidste Betydning udgaa vel endel af Ordets Anvendelser i Stedsnavne, bl. a. dets Brug i Fjordnavne (mest bekjendt som det gamle Navn paa Kristianiafjorden og som endnu brugt om en Fjord i Namdalen). I andre Tilfælde er det det ofte forekommende Elvenavn Fold, som ligger til Grund for Gaardnavnene af denne Stamme. Om det sidste er det samme Ord, er vel tvivlsomt; det synes efter den nuv. Udtale tildels ogsaa at have været brugt i svag Form, Folda.


fólskn

fólskn f. (Gen. fólsknar) er den gamle Navneform for Fosen (udt. Fó'sna), der nu bruges om flere Øer langs Vestkysten. Ordet, der ikke findes som Fællesord i Oldn., kommer aabenbart af fela, skjule, og har opr. lydt fólgsn; Betydningen maa være: Skjulested (jfr. oldn. fylgsni, fylskni n., der har samme Betydning). Ønavnene forklares vel rimeligst deraf, at Øen har havt en Havn, hvor man kunde ligge ubemærket af forbifarende Skibe (jfr. løynivágr, der bruges i samme Mening). Ordet ligger maaske ogsaa til Grund for Gaardnavnet Fosnes, udt. med langt, lukt o, der findes paa 3 Steder (Stryn, Beitstaden, Fosnes i Namdalen), men Betydningen er her ialfald i de fleste Tilfælde mindre klar. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 181 f.


for

for f. (Gen. forar). Fure, Rende, Fordybning; forekommer oftere i Gaardnavne, tildels skr. Faar. I Navne er det tildels vanskeligt at skille fra fǫr f. (Gen. farar), der har været meget brugt som Elvenavn og gjennem denne Brug ofte er kommet ind i Gaardnavne; desuden, naar det staar som 1ste Led, fra fura f., Furu (se dette). Det kan ogsaa forvexles med Ford m., der i den sydlige Del af Stavanger Amt bruges om Vei over sumpigt Land og om Sumpe, der jevnlig oversvømmes af en gjennem dem løbende Bæk (se Aasen og Ross under Ordet).


fors

fors m. (Flt. forsar), Fos, allerede i MA. ofte skr. foss, som det nu udtales i Norge undtagen i Nordland, hvor den opr. Udt. har holdt sig. Meget ofte usms., i Ent. og Flt., om Gaarde, som ligge nær en Fos. Gamle Sammensætninger findes, et Par med vin, mange med heimr. I de Egne, hvor sl nu udtales tl, bliver Foss- til Fott-, naar 1 følger (Fottland for Fossland)- Sammensat, som 2det Led, undertiden i den afledede Form -fyrsi (-fyssi) n.


fres

Se ► fles.


fura

fura f. (Gen. furu, Flt. furur), Furu (Træ). I mangfoldige Stedsnavne, usms. og sms., i meget forskjellig Udtale, ligesom Tilfældet er med Trænavnet. Nogle sms. Navne synes at komme af et ligelydende Elvenavn. En enkelt Sammensætning med heimr kjendes, mulig ogsaa enkelte med vin. Af Trænavnet er dannet fyri n., et med Furu bevoxet Sted (se ovfr. S. 31), hvoraf ligeledes endel Gaardnavne.


fǫr

Se ► for


G

garðr

garðr m. (Gen. garðs, Dat. garði, Flt. garðar) betyder opr. Gjerde, dernæst indgjerdet Jordstykke og endelig Gaard (vel med Tanke paa den indgjerdede eller af Huse indesluttede Gaardsplads). Ved de enkelte Navne er det ofte umuligt at afgjøre, hvilken af disse tre Betydninger der ligger til Grund; naar Ordet staar som 2det Led, vil det ialfald i Regelen være den sidste af dem. I Hallingdal afkortes det som 2det Led ofte til -ga. I denne Stilling kan det, naar 1ste Led ender med s, forvexles med skarð, skor og skáli, og er i Skrift ofte blevet forvexlet med dem. Sammensætninger med vin findes (Gerðin, Gǫrðin, hver af dem kun i et enkelt Tilfælde); her maa dog mærkes, at disse kunde høre sammen med det eiendommelige, uforklarede Navn Gǫrð (nu Gol) i Hallingdal.


gerði

gerði n. (Gen. gerðis), indgjerdet Jordstykke. Ofte i Gaardnavne, mest i nyere, men ogsaa i endel gamle. I Hallingdal findes det i Hunkjønsform, Gjerda. Søndenfjelds har Ordet, tildels allerede før Middelalderens Udgang, faaet Vokalen o istedetfor e (giordi) og skrives nu alm. Jorde, Jordet; nordenfjelds udtales det tildels med a. Som sidste Led jevnlig afkortet til -gjerd (-jær).


gil

gil n. (Gen. gils, Flt. i Gaardnavne giljar f.), Kløft, Revne, Fure i Fjeld. Nu mest udtalt Jel med lukt e eller Jøl. Paa enkelte Steder findes Hunkjønsformer, Gil f. og Gila f., med samme eller nærstaaende Betydning. Et Par Sammensætninger med heimr kan paavises, derimod ingen med vin.


gjóta

gjóta f. (Gen. gjótu) kjendes ikke fra Oldn., men maa være gammelt Ord. Betyder nu: langstrakt Hulning i Jorden, langagtig Græsplet mellem Bakker eller Klipper (Aasen). Formen Gjot f. kjendes fra Stedsnavne i Østerdalen.


glenna

glenna f. (Gen. glennu) er heller ikke bevaret i Oldn., men kan med endnu større Sikkerhed antages at være gammelt. Betydning: aabent Rum i en Skov, Græsplet mellem Klipper. Findes ret ofte som Gaardnavn paa begge Sider af Kristianiafjorden og vestover til Nedre Telemarken.


gljúfr

gljúfr n. (Gen. gljúfrs, Flt. i Gaardnavne gljúfrar f.), omtrent ligebetydende med gil, men vel ialfald fortrinsvis brugt om Kløfter, hvorigjennem et Vandløb gaar. Nu udtalt Juv, allerede i MA. skr. Giuf (AB. 79. DN. I 757. RB. 55). I Hallingdal og Valdres forekommer en Hunkjønsform Gjuv. Intet Spor er ved Undersøgelserne om Stedsnavnes Udtale fundet til den af Aasen opførte Form Djuv. En afledet Form glyfra f., der bruges i Folkesproget om en Bjergkløft, findes i et enkelt Gaardnavn (Kvinesdal) og ialfald paa 1 Sted som Fjeldnavn (Bruvik).


gloppa, gluppa

gloppa, gluppa f. (Gen. gloppu) kjendes ikke som Fællesord fra MA., men findes i Stedsnavne allerede i denne Tid. Betyder nu i Folkesproget efter Aasen: Hule, Kløft i Berg, ogsaa: brat Fordybning i Jorden; desuden ogsaa brugt i enkelte andre beslægtede Betydninger (se Ross).


gor

gor n. forekommer i nogle Gaardnavne, udentvivl i den endnu kjendte Betydning: Søle, Dynd. Sammensætninger findes med vin (Gorvin, Gyrvin) og heimr. Ellers brugt i andre Stedsnavne, særlig i Sammensætningen Gortjern (Dyndtjernet).


grandi

grandi m. (Gen. granda), Sandbanke, Grusbanke, helst ved eller i Vand. I enkelte Gaardnavne, deriblandt ogsaa gamle, mest usms. og især nordenfjelds.


grind

grind f. (Gen. grindar og grindr, Flt. grindir og grindr), Grind, Ramme udfyldt med Gitterværk. I de fleste af de mange heraf kommende Stedsnavne, og især i de nyere af dem, at opfatte om Grind som Lukke for et Led; altsaa et Sted, som laa i Nærheden af et Grindeled. I nogle Tilfælde synes det dog rimeligere at tænke paa flytbare Grinders Anvendelse til Fold for Kvæg, som førtes fra det ene Sted af en Mark til en anden for at faa den jevnt gjødet («grindgaaet» Mark). Paa Østlandet nu tildels udtalt Grin med lang Vokal. Forekommer paa fl. St. sms. med heimr, derimod neppe med vin.


grjót

grjót n. (Gen. grjóts, Flt. i Gaardnavne grjótar f.), Sten. De fleste heraf dannede Gaardnavne have vel Hensyn til stenet Jordbund. I Stedsnavne nu i forskjellige Former, Grjot, Grot, Grøt. Sjeldnere usms., mest nordenfjelds og der altid i Flt., men meget ofte som 1ste Led. Oftere sms. baade med vin (Grýtin) og heimr. Af de i Stedsnavne forekommende afledede Ord er især at mærke Elvenavnet Grýta f. (Stenelven), Grýtingr m. og Grýting f.; de to sidste findes ofte som Gaardnavne, nu tildels i Formen Grøtting (Hankjønsordet vel i saadanne Tilfælde overført fra et Fjeldnavn og Hunkjønsordet maaske fra et Elvenavn). I enkelte Gaardnavne findes et udentvivl beslægtet Ord Grut; dette bruges nu i Norsk kun i Betydning af Grums, men i svenske Dialekter betyder det: Grus, Smaasten; af denne Betydninger kanske Anvendelsen i norske Navne at forklare.


gróf

gróf f. (Gen. grófar), Bæk; Ordet sigter særlig til den Fordybning eller Rende, som Bækken graver sig, og har sandsynlig ogsaa været brugt om andre Slags Fordybninger. Som Gaardnavn i Hallingdal, Numedal, Telemarken og paa Vestlandet. Naar man kjender Udtalen, skilles det alm. let fra grcjf derved, at det har lukt o.


grǫf

grǫf f. (Gen. grafar, Flt. grafar og grafir), Grav. Betyder gravet Fordybning overhovedet, frembragt ved Menneskers Arbeide eller af Naturkræfter. I Betydning af Grav for døde Mennesker findes dog Ordet sikkert aldrig i Stedsnavne. Nutidsformer Grav, Grov med aaben Vokal, Grøv. Findes, men meget sjelden, sms. med vin (Grofin, nu Grivi i Bø Tim.) og heimr (Grafeimr). I enkelte Tilfælde er af et som Gaardnavn brugt Grǫf allerede i MA. dannet en svag Form Grǫfa (vel udgaaet fra Dativen Grǫfu), hvoraf det nuværende Navn Grue (oplysende her er det af et Gaardnavn opstaaede Bygdenavn Grue i Solør, skr. Gravar i Gen. 1224 i DN. I 6, men Grofu i samme Bøjningsform 1347 i DN. IV 256 og fl. St. i RB., Grafu i Dativ 1321 i DN. V 60 og i Gen. ofte i 15de Aarh.). Jfr. gróf.


grǫn

grǫn f. (Gen. granar), Gran (Træ). Da Træet mangler i en stor Del af Landet, har Ordet ikke saa udbredt Anvendelse i Gaardnavne, som de andre Navne paa vore alm. Skovtræer. Adskillige Sammensætninger haves med vin og heimr (de første i gammel Form Grenin, Grǫnvin, Grǫnin, nu Greni, Grani, Grini, nordenfjelds Grenne og Grinni). Til det deraf afledede greni n., granbevoxet Sted, findes kun et enkelt Spor (se Bd. I S. 196).




H

hagfella

hagfella f. (Gen. hagfellu), Risgjerde, Gjerde dannet af paa hinanden lagte Stokke med Kvistene paa. Mest i nyere Navne nordenfjelds i Formen Hafella, udentvivl opr. betegnende Jordstykker, indhegnede med saadant Gjerde. Paa et Par Steder i Larviksegnen i den afvigende Form Hafallen (i Hagfalli RB. 49); paa et enkelt Sted i samme Egn Intetkjønsord, Hagfellit, i gammel Form (DN. II 556).


hagi

hagi m. (Gen. og Dat. haga, Flt. hagar), Havnegang, opr. indhegnet Jordstykke overhovedet og maaske saaledes at forstaa i de ældste af de derfra stammende Gaardnavne. I disse har det nu meget forskjellige Udtaleformer omkring i Landet, ligesom Fællesordet. Hvor det nu udtales Haue, Haua, kan det være vanskeligt at skille fra de af haugr kommende Navne.


hali

hali m. (Gen. og Dat. hala, Flt. halar), Dyrehale. Brugt i endel Gaardnavne, i hvilke det dels kan sigte til lang og smal, maaske tillige krummet, Jordvei, dels til en langt fremskydende Tunge af en Høide. Usms. og i Sammensætningerne Kattarhali (Katralen, se Bd. I S. 44), Refshali (nu Refsal, Refsalen), Standhali («Staahale», nu Standal). Jfr. rófa.


hals

hals m. (Flt. halsar), Hals. I Stedsnavne vel altid sigtende til Ordets overførte Brug om lavere Høider, som skille mellem to Dale, og om smalt Jordstykke mellem to Vande eller mellem Klipper; mulig ogsaa brugt om en fra en større Høide fremspringende lavere. Findes sms. med vin (Hǫlsyn), men ikke med heimr. Afledet deraf det paa Vestlandet paa flere Steder forekommende Ønavn Halsna, om Øer med høiere Endepartier, forbundne ved et lavere Mellemparti.


hamarr

hamarr m. (Gen. hamars, Dat. hamri, Flt. hamrar), Hammer. I Stedsnavne ialfald oftest efter Ordets Brug om en steil Klippe, Bergvæg; om noget af dem udgaar fra Betydningen: Sten, som antages at være den oprindelige, og som ikke sikkert kan paavises i Oldnorsk, bliver uvist. Meget alm. i Gaardnavne. Som 2det Led undertiden afkortet til -am eller -aam, -om (Aaram, opr. vistnok Arahamarr, Ørnehammeren; Haslum, udt. aam, for Haslhamarr, i Frogn). Gaar i saadanne Tilfælde en Vokal foran, kan ved Sammendragning af Vokalerne den gamle Form blive endnu stærkere afkortet, som i Knem i Strømmen, opr. Knéhamarr. Findes sms. med vin (Hemrin) og heimr.


hasl

hasl m. (Gen. hasls, Flt. haslur), Hassel (Træ). Som lste Led tildels vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Atli og forskjellige med Asl- begyndende Personnavne, fordi Gaardnavne, der have dem til Forled, nu gjerne udtales med h foran Begyndelsesvokalen (se ovenfor S. 24). Endvidere er at mærke, at Gaardnavnene Hasle, Hosle og adskillige af de med Hasl-, Hosl- begyndende Navne blot indirekte stamme fra Trænavnet, gjennem Elvenavnet Hasla. Findes sms. med vin (Heslin) og med heimr. Det af Trænavnet afledede hesli n., Sted bevoxet med Hassel (se ovfr. S. 31) er ogsaa alm. i Gaardnavne; deraf er bl. a. at forklare det fra Lister til Søndhordland meget alm. Gaardnavn Hetland, opr. Hesliland, ved Dissimilation ændret til Hesland og videre til Hetland, eftersom sl i disse Egne regelmæssig bliver til tl.


haugr

haugr m. (Gen. haugs, Dat. haugi, Flt. haugar), Haug, Forhøining. Bruges baade om naturlige Høider, Jordhauger og Fjeldtoppe, og om saadanne, som skylde Mennesker sin Tilblivelse, f. Ex. Gravhauger. Fra alle disse Betydninger udgaa Gaardnavne. Som 2det Led ofte udsat for stærk Afkortning (Nasu for Nashaugr i Vang Hdm., Halse, ældre Halsaa, for Halshaugar, ved Mandal). Kan forvexles med hǫgg, Hugst, og som 2det Led med hǫfuð og hǫfði. Findes sms. med heimr, men ikke med vin.


hauss

hauss m. (Gen. hauss, Dat. hausi, Flt. hausar), Hovedskalle. I afledet Betydning om rundagtige Fjeldknatter, brugt især om Skjær og Fjelde, men ogsaa i Gaardnavne. Ofte i Navne urigtigt skr. Haugs, som om det kom af haugr; som 1ste Led i Skrift undertiden forvexlet med hús.


heggr

heggr m. (Gen. heggs, Flt. heggir), Hæg (Træ). Baade usms. (sjelden i Flt.) og i Sammensætning som 1ste Led i Navne. I sidste Tilfælde er det tildels Elvenavnet Hegga, som ligger til Grund, og i nogle Navne, som Hegstad, maaske Mandsnavne! Heggr, der kjendes fra Islands ældste Tid (Landn. 318. Egils Saga Kap. 11) og altsaa vel er opr. norsk, mulig ogsaa Mandsnavnet Heðinn. Mange Sammensætninger med vin (Heggin) og heimr.


heiðr

heiðr f. (Gen. og Flt. heiðar), Hei, ubeboet, skovløs og jevn Strækning, ofte, men langtfra altid, med Bibegreb af høi Beliggenhed; særlig om lyngbegroede Flader. Flere Sammensætninger med heimr findes (Heiðeimr, Heiðareimr, det sidste nu Hedrum, Herum), derimod neppe nogen med vin.


heimr

heimr m. (Gen. heims, Flt. heimar) har i Oldn., ligesom i det nuv. Folkesprog Betydningen: Bosted, Sted, hvor man har sit Tilhold. Denne Betydning er det vel ogsaa rimeligst at søge i Ordet i de mange Stedsnavne, hvori det findes; ialfald kan det ikke i disse betyde: Familiehjem, som man nu tildels synes at antage. Usms. findes det kun i to Tilfælde som Gaardnavn (Sand Ryf. og Hevne); derimod er det meget alm. brugt som 2det Led i sms. Navne. Antallet af Tilfælde, hvori saadanne Gaardnavne forekomme eller vides at have forekommet i Norge, er omkring 1000[3]

De med heimr dannede Navne høre utvivlsomt til de ældste af vore sammensatte Gaardnavne. De synes aldeles ikke at forekomme i de i Vikingetiden opstaaede norske Kolonier i Vesten. Paa det ligeledes i Vikingetiden bebyggede Island er der nogle faa af dem, hvoraf enkelte (Sólheimar paa et Par Steder, Vindheimar, Meðalheimr) nævnes allerede i Sagaer. Selv om disse Navne skrive sig fra Landnamstiden og ikke ere optagne senere i Efterligning af norske Navne, staa de dog som rene Undtagelser blandt den store Masse af gamle islandske Gaardnavne. Man maa derfor have Ret til at slutte, at Brugen at danne Gaardnavne med heimr var ophørt i Norge eller var ved at ophøre allerede ved Vikingetidens Begyndelse, og at følgelig de allerfleste Navne af denne Klasse maa tilhøre en ældre Tid.

I MA. skrives disse Navne dels i Entals-, dels i Flertalsform, hyppigst i den sidste, men Skrivebrugen er i denne Henseende meget vaklende; i Nutidens Udtale har Flertalsformen ikke efterladt sig noget Spor. h’et i heimr findes allerede i de ældste norske Diplomer og Jordebøger kun undtagelsesvis skrevet i Navne. Det har altsaa allerede i den senere Middelalder ikke været hørt i Udtalen; naar det af og til skreves, var det, fordi man vidste, at det skulde være der. Heller ikke nu høres det i ægte, uforfalsket Bygdeudtale, bortseet fra de mange i den sidste Tid nylavede Navne paa -heim, som Alfheim, Aasheim, Fridheim osv.

1ste Led i de mange med heimr sms. Navne kan ikke i noget Tilfælde med fuld Sikkerhed paavises at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest er det Ord, som sigte til Gaardens Omgivelser, Grundens Beskaffenhed og deslige Forhold. Ikke sjelden er det Trænavne eller Plantenavne, Elvenavne, Dyrenavne eller Adverbier, som betegne Gaardens Beliggenhed i Forhold til andre Steder (Suðreimr, Vestreimr, Uppeimr osv.). I enkelte Tilfælde findes Forled, som synes at antyde, at Stedet havde en religiøs Betydning eller stod i Forbindelse med en bestemt Guds Dyrkelse (Helgeimr, Guðeimr, Njarðeimr eller Njarðareimr, Baldrseimr).

1ste Led har oftest det vedkommende Ords Stammeform; men det er ikke sjeldent, at Genitivformen er brugt. Samme Ord kan paa forskjellige Steder findes sms. med heimr baade i Stammeform og Genitivform; saaledes findes Aspareimr og Aspeimr, Bjarkreimr og Bjarkeimr, Bjarnareimr og Bjarneimr, Geitareimr og Geiteimr, Heiðareimr og Heiðeimr, Njarðareimr og Njarðeimr, Skógareimr og Skógeimr, Sævareimr og Sæeimr.

De med heimr sammensatte Navne forekomme over det hele Land, men ikke lige hyppigt overalt. Paa enkelte Steder er der paafaldende faa, i hele Glommedalen ovenfor Romerike (intet i Nordre Østerdalen), i Nedenes og Lister og Mandal Amter og i Nordland. I de øvrige Landsdele maa de overalt siges at være ret hyppige, om end ikke ganske jevnt fordelte.

I Nutidens Udtale har dette Sammensætningsled antaget mange forskjellige Former. I den allerstørste Del af Østlandet er Udtalen nu -óm, -aam, -øm, (Skriftform um eller i enkelte Tilfælde -im). Disse Udtaleformer bruges ogsaa længere vestover til og med Lister og Mandal Amt. Fra Stavanger Amt til og med Søndmør er den vanlige Udtale -eim (ogsaa alm. skr. saaledes); samme Udtale bruges ogsaa paa Østlandet i Lom, Skiaaker, Valdres og Hallingdal, samt i den øvre Del af Numedal, paa det sidste Sted dog vexlen de med -em. Allerede paa Søndmøn. høres tildels ligeledes em, og denne Udtale er den herskende overalt nordenfjelds, ligesom ogsaa i den største Del af Nordre Gudbrandsdalen. Paa nogle Steder siges -ei istedetfor eim; dette er Tilfældet i den midtre Del af Valdres, i Jæderen og Dalene og i nogle faa Bygder i Søndhordland. Paa et enkelt Sted, i Eggedal og i den nordre Del af Sigdal Hovedsogn, findes en endnu stærkere Afkortning, til e. Desuden er der hist og her enkeltvise Undtagelser fra de ovenfor opstillede Hovedregler; disse Undtagelser synes ialfald oftest at grunde sig paa særegne Lydforhold i det enkelte Navn. Hvor 1ste Led ender paa en Vokal eller ved Bortfalden af en opr. udtalt Konsonant er kommet til at ende saaledes, kan Navnet blive stærkt sammentrukket. Saaledes i det hyppige Sæeimr, der nu lyder Seim, Sem, Sæm (i det nordenfjeldske og Nordre Gudbrandsdalen tildels, efter en gammel Sideform Sieimr, Sjém eller Sim); endvidere i Vadeim i Sogn, udt. Veim, Raaeim i Indre Holmedal, udt. Røim og adskillige lignende Tilfælde.


hella

hella f. (Gen. og Dat. hellu, Flt. hellur), Helle. Brugtes i det gamle Sprog, og derefter i Stedsnavne, ikke blot, som nu, om en flad, nogenlunde tynd Sten, men ogsaa om fladt Berg, flad Klippegrund. Stedsnavnene ere vist for det meste at forklare af den sidste Betydning. Usms. bruges det mest paa Vestlandet. I Navne er det ofte meget vanskeligt at skille det fra forskjellige andre Ord: hellir, Hule (se dette), Adjektiverne hallr, heldende, og heilagr, hellig, Personnavnene Halli, Herleifr, Herleikr, Helgi, Helga.


hellir

hellir m. (Gen. hellis, Flt. hellar), Klippehule, Skjul under en udoverhængende Klippe. Forekommer ret ofte i Stedsnavne i de samme stærkt afvigende Udtaleformer, som Fællesordet nu har i forskjellige Egne (som Hellar, Heller, Heddar, Hillar, Hiller, Hallar). I Sammensætning vanskeligt at skille fra forskjellige under foregaaende Artikel anførte Ord; saaledes kan det være umuligt at afgjøre, om Navnet Helleimr kommer af hella eller hellir, eller om nuv. Helland, Helleland er at forklare af hella, hellir, Helgi, Helga eller heilagr.


hjallr

hjallr m. (Gen. hjallr, Dat. hjalli, Flt. hjallar) brugtes i det gamle Sprog og bruges endnn i forskjellige Betydninger, der kunne sammenfattes i Begrebet: noget fladt, som ligger høit. Saaledes om Fiskehjell, Tjærehjell, Fjøshjell, en Hylde paa en Væg, et fladt ophøiet. Parti paa lavere Grund, en flad Afsats i en Li eller en Fjeldside (en Terrasse). Fra de to sidste Betydninger udgaar en vidstrakt Anvendelse i Stedsnavne. I disse findes ogsaa en svagt bøiet Form hjalli (Gen. og Dat. hjalla, Flt. hjallar), der ikke kan sees at have været brugt i andre Betydninger end de to sidstnævnte. Paa de fleste Steder lyder Navnet nu Hjell, men har forøvrigt paa sine Steder afvigende Udtaleformer: Kjæll, Kjædl (i Stavanger Amt, der tildels skr. Tjell, i Orkedalen og i Guldalen), Hil med langt, lukt i (Stjørdalen), Heil med lukt e (andre Steder i Indherred); det oprindelige Hjall er bevaret i Hallingdal og Numedal. Findes sms. med vin (Hillin, Hyllin, maaske ogsaa Hellin) og med heimr.


hjalmr

hjalmr m. (Gen. hjalms, Flt. hjalmar), Hjelm, Stak. De mange fra dette Ord stammende Gaardnavne ere dels direkte at forklare af Betydningen Stak (Kornstak, Halmstak, Høstak, Løvstak, Torvstak), dels af Ordets Brug som Navn paa Høider, der kaldtes saa efter Lighed i Form med en Hjelm eller en Stak; Ordet findes virkelig ogsaa endnu brugt som Egennavn paa Fjelde og paa høie Øer. I Gaardnavne hovedsagelig brugt som 1ste Led. Enkelte af de Navne, som efter Formen kunde henføres hertil, maa skrive sig fra Mandsnavnet Hjalmr, andre fra et Elvenavn Hjalm eller Hjalma, endnu bevaret i den sidste Form i Eidfjord i Hardanger (udt. Jølmo). Ingen Sammensætning med heimr, derimod et Par med vin (Hilmin, Helmin). Sædvanlig er Ordet i Navne nu gaaet over til Hjelm-, men mange afvigende Udtaleformer findes: Jel-, Jøl- (begge disse Former foran et med Konsonant begyndende 2det Led), Jam-, Jern-, Jorn- (aabent o). I de sidste Former kan m foran s ombyttes med n, hvorved fremkommer Jens, Jøns-. Hvor Hj- i Begyndelsen af Ord udtales haardt, omtreut som Kj-, skrives tildels (i Stavanger Amt) Tj-: Tjelm-, Tjam-, Tjern-, Tjom-, Tjens-. Hjalm- er bevaret i Udtalen i Hallingdal. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 191 ff.


hjarta

hjarta n., Hjerte; findes i Gaardnavne, der grunde sig paa, at Gaarden ligger ved en Situation, som efter sin Form kan sammenlignes med et Hjerte. Som Exempel kan tjene Hjertvik i Akerø, Romsdalen, benævnt efter et i Viken liggende Skjær Hjertet. Oftest i Navne paa Øer, Hjartøen, Hjartholmen; i en stor Del af Landet nu gaaet over til Hjert. Mange af de med Hjart-, Hjert- begyndende Navne ere dog af anden Oprindelse; ialfald maa endel af dem komme af Dyrenavnet hjǫrtr, Hjort.


hl

Se ► l.


hnakki

Se ► nakki.


hof

hof n. (Gen. hofs, Dat. hofi) bruges i Oldn. om et hedensk Tempel, men har mulig engang ogsaa i Norge havt den almindeligere Betydning: Gaard, Hus, ligesom i flere beslægtede Sprog. Da de fra Ordet stammende Gaardnavne utvivlsomt ere meget gamle, kan nok hof i disse tildels have havt denne sidste Betydning eller en lignende og behøver derfor ikke overalt at have Sammenhæng med den hedenske Gudsdyrkelse. At det dog ialfald i adskillige Tilfælde skriver sig fra et gammelt Tempel, kan med Sikkerhed sluttes deraf, at Ordet i Navne saa ofte findes sms. med et Gudenavn: Oðinshof, Þórshof, Frøyhof, Frøyshof, Njarðarhof, Ullinshof, Viðarshof. Mest usms. i Ental, i Nominativ og Dativform, Hof, Hofi (Hov, Hove-, nu tildels udt. Høv og undertiden ogsaa skrevet saaledes). Som 1ste Led i Sammensætningerne Hofvin og Hofland, hvoraf det første mest bruges i den østre Del af det Søndenfjeldske og i et Par Tilfælde nordenfjelds, det sidste vestpaa i det Søndenfjeldske og paa Vestlandet. Forsaavidt hof i disse Navne er at opfatte i Betydning af Tempel, som der vel er al Sandsynlighed for, maa de betyde: Land, Gaard, som tilhører et Tempel. Deraf følger naturligvis ikke, at der har staaet et Tempel paa Gaarden, om end dette meget vel kan have været Tilfældet. Ordet kan som 1ste Led i Navne forvexles med haugr, med den bestemte Form af Adjektivet hár, høi, og med hǫfuð, hǫfði. Som sidste Led falder det nu paa mange Steder i Udtalen sammen med haugr og er tildels i Skrift forvexlet med dette (som i Torshaug for Torshov, Norderhaug for Norderhov). Det maa endvidere adskilles fra et Ord Hov n. (vel af hefja, løfte), der endnu bruges som Fællesord i Betydning: Forhøining, og findes i mange Gaardnavne af nyere Oprindelse i Strøget fra Kristianiafjorden til Sætersdalen, altid i bestemt Form, Hovet.


hol

hol n. (Gen. hols), Hul. Findes i mange Gaardnavne, der dog alle synes at skrive sig fra nyere Tid; mest brugt søndenfjelds.


hola

hola f. (Gen. og Dat. holu), Hulning, Fordybning. Meget almindeligt i Navne over det hele Land; de fleste af dem synes dog at være temmelig unge. Forekommer i mange forskjellige Udtaleformer, af hvilke særlig er at mærke Ligedannelsesformerne Hølu, Hølo, Holo (den sidste med lukt Vokal i begge Stavelser; i bestemt Form Holoa og i Dativ Holone, gammelt Holunni).


hóll

hóll m. (Gen. hóls, Dat. hóli, Flt. hólar) og det ligebetydende hváll (Gen. hváls, Dat., hvál i, Flt. hválar), isoleret Høide, helst en rundagtig. Den sidste af de to Former synes nu i Norge kun at være bevaret i Stedsnavne. Den første er mest brugt i den østre Del af det Søndenfjeldske og nordenfjelds, den sidste i den vestre Del af det Søndenfjeldske og paa Vestlandet; de forekomme dog paa flere Steder om hinanden i de samme Bygder, hóll findes i enkelte Sammensætninger med vin og heimr. De almindeligste Nutidsformer af hváll er Hval, Hvaal, Kval, Kvaal; kun paa enkelte Steder høres Gvaal og Kaal (det sidste i Indherred), de to sidste ikke eller kun undtagelsesvis brugte i Skrift. Begge Former i Navne mest usms. Kan forvexles med Dyrenavnet hvalr (i Navne næsten blot som 1ste Led), med váll og vaðill. — En Sideform, vel yngre, af hóll er Hole m., der efter Aasen (jfr. Koss) bruges søndenfjelds i Betydning af langagtig Forhøining, Jordryg mellem dybe Hulninger eller Bækkeløb (i Hallingdal om en liden Skovstrimmel, en Lund); dette Ord findes i Stedsnavne i den sydøstligste Del af Landet og i Øvre Guldalen.


holmr

holmr m. (Gen. holms, Flt. holmar) og holmim. (Gen. holma, Flt. holmar) brugtes og bruges som bekjendt om smaa Øer. Desuden findes det i Betydning: en Plet, som adskiller sig fra den omliggende Grund, som en Jordplet paa en Klippe, en Græsplet i en Ager, et Stykke uslaaet Eng (Aasen). Den sidste Række af Betydninger ligger utvivlsomt til Grund for en meget stor Del af de mangfoldige Gaardnavne, hvori dette Ord forekommer, tildels aabenbart meget gamle Navne. Sammensætninger findes baade med vin og heimr. Mest brugt usms.; af de sms. Navne, hvori Holm- er første Led, i skrive nogle sig fra det i MA. meget almindelige, endnu i Smaalenene og paa Romerike brugte Mandsnavn Holmr, andre, som Holmedal, fra et Elvenavn Holma eller Halma.


holt

holt n. (Gen. holts, Dat. holti, Flt. i Gaardnavne holtar f.), Lund, liden Skov. Brugt i mange Gaardnavne søndenfjelds, usms. i Ent. (ogsaa i Dativform) og i Flt., sms. især som 2det Led. Mange af disse Navne ere sikkert meget gamle, andre (deriblandt Holtet i bestemt Form) fra nyere Tid. Ordet er ofte vanskeligt at adskille fra et vistnok af samme Stamme dannet Hankjønsord Holt, der efter Aasen betyder: Høi, Bakke, stenig og ujevn Forhøining; dette findes i Stedsnavne fra Søndmør nordover (hertil vist ogsaa at henføre det i Sogn og paa Helgeland oftere forekommende Fjeldnavn -holten). Som Hankjønsord findes Ordet i Stedsnavne ogsaa i Gudbrandsdalen, men har der og i Valdres efter Ross Betydningen «Lund», ligesom Intetkjønsordet. Det sidste er meget alm. i Gaardnavne søndenfjelds til og med Bratsberg Amt; som sidste Led findes det oftere i Navne endnu noget længere vestover, til ind i Lister og Mandal Amt. Ellers liar man det kun hist og her. I sammensatte Navne er ved holt 1ste Led oftest et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed, ret ofte ogsaa Træ- eller Plantenavn eller Personnavn, sjelden Elve- eller Dyrenavn.


hópr

hópr m. (Gen. hóps, Dat. hópi), liden Bugt, helst en indelukket. I Stedsnavne næsten kun paa Vestlandet og nordenfjelds, især i Nordland. Intet Spor fundet i Norge til den islandske Intetkjønsform hóp.


horn

horn n. (Gen. horns, Dat. horni), Horn. De heraf dannede Gaardnavne udgaa fra to af Ordets gamle Betydninger: Horn paa Dyr, og: Hjørne, Vinkel. Den første af dem kommer til at danne Gaardnavne gjennem dens Overførelse paa spidse Fjeldtoppe, ved at anvendes paa Gaarde, som ligge under en saadan. Den sidste ligger til Grund ved Gaarde, som have sit Navn af, at de ligge ved en Krumning af en Elv, eller i en Dal, som danner en Vinkel, eller ved et stærkt fremspringende Nes; i sidste Tilfælde kan dog ogsaa undertiden forudsættes Sammenligning af Nesets Form med et Dyrehorn. Findes i Sammensætning med vin (Hornvin, Hyrnin), men ikke med heimr. Et afledet Ord hyrna f. (Gen. hyrnu) findes ogsaa i adskillige Gaardnavne med lignende Betydning, tildels dog maaske gjennem dets Brug som Elvenavn (om en Elv, som gjør en skarp Beining); i nyere Navne nordenfjelds ogsaa et afledet Intetkjønsord hyrni.


hr-

Se ► r.


hús

hús n. (Gen. húss, Dat. húsi, Flt. i Gaardnavne husar f.), Hus. Sjelden i Navne usms. i Ental (undtagen i nyere Navne i bestemt Form, Huset), derimod oftere i Flt. Som 1ste Led findes det kun i et enkelt Tilfælde sms. med heimr (i Stokke), aldrig med vin. Af andre Sammensætninger, hvori hús har denne Stilling, er den hyppigste Húsabýr, der har været forstaaet paa forskjellige Maader, men sikkert med størst Sandsynlighed forklares om en vel bebygget Gaard, der har mange, gode eller prægtige Huse (c. 50 Tilfælde over det hele Land, de to nordligste i Kvæfjord i Senjen). Desuden er af de saaledes sammensatte Navne at mærke de, der betegne Stedet som bebygget, i Modsætning til nærliggende, hvor intet Hus fandtes (hyppigst Husøen). Som 2det Led findes hús ogsaa ofte, men neppe i meget gamle Navne. 1ste Led er da oftest et Personnavn, noget sjeldnere et Ord, som har Hensyn til Beliggenhed og deslige; kun undtagelsesvis Ord af anden Betydning. I denne Stilling kan hús efter Nutidens Udtale let forblandes med óss, der nu tildels som 2det Led udtales -us, og er ogsaa tildels i Skrift blevet forvexlet dermed (særlig er Áróss, Aamunding, oftere urigtigt gjort om til Aarhus).


hváll

Se ► hóll.


hvammr

hvammr m. (Gen. hvamins, Dat. hvammi, Flt. hvammar) bruges endnu paa flere Steder i Betydning: kort Dal eller Sænkning, omgivet af Høider, dog saaledes, at der til en af Siderne er Aabning. Samme Mening har Ordet sikkert i de talrige deraf dannede, for det meste meget gamle Gaardnavne. Nutidsformer Hvamm, Gvamm, Kvamm, Kvam, med lang Vokal, Kvaamm, Kvabm (de sidste 3 Former mest eller udelukkende brugte paa Vestlandet, den sidste alene i Nordhordland), Hom med lang, lukt Vokal, Hamm med aaben Vokal (disse Former i Strøget fra Vest-Telemarken til Dalene).


hvarf

hvarf n. (Gen. hvarfs) synes i Stedsnavne ialfald mest at være brugt om en Krumning, af hverfa, vende, svinge. Saaledes i det oftere forekommende Navn Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og i Kvarv, Kvarvsnes (Kvarsnes, Kvasnes) om stærkt fremspringende Nes, hvorom Seilleden gjør en Sving. I den sidste Anvendelse kan Ordet dog ogsaa forklares af en anden Betydning af hverfa: forsvinde, da Udsigten til det, der ligger bag Neset, tabes, idet man svinger om det. Nogle Navne udgaa vel ogsaa fra den af Ross fra Telemarken anførte Betydning: Hjørne, Vinkel, Krog f. Ex. af en Ager. I Stedsnavne sees Navnet nu paa mange Steder at være Hankjønsord. Findes paa et Par Steder sms. med vin (Hverfin, nu Hverven). I lignende Betydning findes i Navne ogsaa det afledede Ord hverfi n. Dette har desuden før været meget brugt, og bruges paa enkelte Steder endnu, i Bygde- og Grændenavne, som i Sandshverfi, nu Sandsvær (i denne Betydning meget almindeligt i Fortid og Nutid paa Island), hvarf har ogsaa, men sjeldnere, dannet Grændenavne med samme Betydning, ialfald tildels som Hankjønsord (saaledes Starvaren, gammelt Starahvarfr, i Nes Rom.),


hverfi, hyrni

Se ► hvarf.


hyrna

Se ► horn.


hǫfn

hǫfn f. (Gen. hafnar), Havn. Findes i Stedsnavne i to Betydninger 1) Havn for Skibe og Baade 2) Havnegang, Græsgang. Som 1ste Led undertiden, naar Vokal følger efter, i Genitivform, Hafnar- (nu Havner-).


hǫfuð

hǫfuð n. (Gen. hǫfuðs, Dat. hǫfði), Hoved. Bruges i Stedsnavne om fremspringende, noget svære Fjeldpynter (ikke blot om saadanne, som springe frem i Vand). Ofte sms. med Dyrenavne, fordi man har sammenlignet Fjeldpynten med et bestemt Dyrs Hoved (Bjørn, Hest, Hund, Ko, Oxe, Stud, Kraake). I enkelt Tilfælde om øvre Ende af en Fos (Fosshovedet i Klæbu). Udtaleformerne meget forskjellige; tildels som 2det Led udt. -hau og da let at forvexle med haugr. I samme Mening, sigtende til Fjeldpynter, forekommer i Gaardnavne ogsaa det afledede Ord hǫfði m. (Hovde). Derhos findes nu i Gudbrandsdalen, Hallingdal og Valdres en Form Hovda, dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord.


hǫgg

hǫgg n. (Gen. hǫggs), Hug; synes i Stedsnavne ialfald oftest at betyde: Hugst, Adgang til at hugge Trævirke. Tildels sms. med Ord, som betegne Trævirkets Art, f. Ex. Skafhǫgg, Vandhǫgg (af vǫndr, myg Kvist, se Bd. I S. 137). Paa enkelte Steder udtalt Haugg og da let forvexlet med haugr. I enkelte Tilfælde mulig i Betydning af Fjeldkløft (Indhug i Fjeld; jfr. den bekjendte Kløft Jutulhogget i Østerdalen). Et Par med Hoggan- begyndende Navne komme antagelig af et Elvenavn Hoggvandi, den huggende. I samme Mening som det første hǫgg forekommer i nyere Navne Hogstr, Hogst (ogsaa udt. med ø).


hǫll

hǫll f. (Gen. hallar, Flt. hallir) findes i flere gamle Gaardnavne, formodentlig i den Betydning, hvori det endnu paa fl. St. findes i Folkesproget: Helding, Li (Halle, Hallan, Hollan). Oftere i samme Mening i nyere Navne i Ent., Halla, Holla. hhǫllll f., en Hal, og hallr m., Sten, kunne neppe sikkert paavises i Navne; derimod ere flere Gaardnavne dannede af Adj. hallr, heldende (deraf Sammensætning med vin og heimr, Hhǫllllin, Hhǫlllivin, Halleimr).


hǫrgr

hǫrgr m. (Gen. hǫrgs) bruges i Oldn. om Steder, indrettede til hedensk Gudsdyrkelse og, som det synes, viede til en bestemt Gud. Disse Gudsdyrkelsessteder have været forskjellige fra hof, men deres Beskaffenhed kjendes ikke nærmere. Mulig er Grundbetydningen: Stenhob, en Betydning, som Ordet endnu har bevaret i det svenske Folkesprogs harg, der i Sverige paa fl. St. findes som Stedsnavn. Endelig findes Ordet nu, som Hunkjønsord, i Norge brugt om Fjeldtoppe. Som Gaardnavn sjelden usms. (Horg i Guldalen), men meget ofte sms. med vin (Horgin, nu Horgen) og ialfald en enkelt Gang med heimr (Horgjem i Romsdalen). Det lader sig alm. ikke afgjøre, i hvilken af de forskjellige Betydninger Ordet er brugt i det enkelte Navn; undertiden kan dog Beliggenheden vise det, som ved det nævnte Horgjem i Romsdalen, der ligger lige ved Foden af Romsdalshorn, og hvor derfor den sidst anførte Betydning maa antages. Ordet findes ikke i Norge, som hof, sms. med Gudenavne.


hǫttr

hǫttr m. (Gen. hattar), Hat. Er meget brugt om Fjeldnavn, og ligger i denne Anvendelse til Grund for endel Gaardnavne; andre derimod, f. Ex. Hattestad (Hastad), ere at forklare af et Mandsnavn hǫttr, der nu kun kjendes fra Gaardnavne (jfr. Bd. I S. 301).


høy

høy u. (Gen. høys), Hø, findes som 1ste Led i mange Navne, af hvilke især Høyland er almindeligt (som Gaardnavn fra Mandalsdalen til Nordhordland ; som Bygdenavn, i Flt., ogsaa paa Romerike og paa 2 Steder i det Trondhjemske). Navne med dette Forled ere vel overalt at forklare saaledes, at Stedet opr. har været brugt blot som Slaatteland. Oprindelsen til de nu med Høi- begyndende Navne bliver dog ofte usikker, fordi de ogsaa tildels kunne skrive sig fra andre Kilder: fra híð, Hi (se Bd. I S. 361), heiðr (se ovenfor under Ordet; især i det ofte forekommende Høiby) og Mandsnavnet Heðinn. Det kan derhos mærkes, at Haugi, Dat. af haugr, som Gaardnavn nu tildels lyder Høie.


I

ila

ila f. (Gen. ilu, Flt. ilur), Kilde, opspringende Vandaare; kjendes ikke fra Oldn., men maa have været brugt, da det findes i adskillige gamle Stedsnavne. Flere Sammensætninger findes med vin (Ílin, nu Ilen, Ile). Der er gamle Navneformer, som vække Spørgsmaal, om der ikke har været brugt en Sideform af Hankjøn, íli (se Bd. I S. 105)[4]


innlag

innlag n. (Gen. innlags) forekommer nu oftere som Gaardnavn i Jarlsberg og Larvik Amt (Indlaget) og maa betyde: indlagt Jord (indtaget til Dyrkning fra Udmarken). Findes allerede i MA., men er dog maaske først kommet i Brug i dens seneste Tid. En Sideform innlaga f. kan paavises i Bohuslen (RB. 359). Endnu yngre ere vistnok de paa Østlandet og nordenfjelds forekommende Former Indlæggen, Indlægget, Indlæggingen.



J

jaðarr

jaðarr m. (Gen jaðars, Dat. jaðri, Flt. jaðrar), Kant, Rand, endnu brugt i denne Betydning som Fællesord. Som Landskabsnavn i Jæderen (Jaðarr) søndenfor Stavanger, kaldet saaledes, fordi det ligger som en forholdsvis flad Strækning langs med høit Indland. Ofte som Grændenavn, hvor man vel ogsaa har forestillet sig den bebyggede Grænd som Rand foran en nærliggende Situation f. Ex. et Høidedrag; i et enkelt Tilfælde brugt som Indsønavn, Jaren paa Hadeland (jfr. med Hensyn til Betydningen det nærliggende Rǫnd, Randsfjorden). Som Gaardnavn findes det kun paa Østlandet, men er der almindeligt i de lavere Egne. Nuværende Udtaleformer: Jaer, Jar, Jœr. I Navne har det i den østlige Del af det Søndenfjeldske alm. beholdt Tostavelsesformen (Jaer, Jaeren), medens det i den vestlige alm. er Enstavelsesord (Jar, Jaren), — dog saaledes, at det ogsaa der beholder den opr. Betoning, naar Artikelen tilføies. Af Ordet er dannet et i Fortiden meget brugt Elvenavn Jaðra, hvorfra flere Gaardnavne stamme.


jǫrð

jǫrð f. (Gen. jarðar), Jord. Bruges oftere som 2det Led i Gaardnavne, især i Nordland, paa Østlandet mest i Numedal; i Bergens Stilt fornemmelig i Navnet Øijorden (Eyðijjǫrðrð, ligebetydende med det alm. udbredte Ødegaarden).



K

kambr

kambr m. (Gen. kambs, Dat. kambi), Kam. I Gaardnavne overalt efter dets Anvendelse om takkede Fjeld- og Høiderygge. Paa nogle Steder i Sammensætningen Hanekam, med samme Mening. Nu udt. dels Kamm, dels Kamb.


kast

kast n. (Gen. kasts), Kast. De af dette Ord dannede Stedsnavne, der alle synes at være temmelig unge, fordele sig antagelig paa 3 forskjellige Betydninger, mellem hvilke det tildels vil være vanskeligt at vælge: 1) Sted, hvor man kaster, udsætter forskjellige Slags Fiskeredskaber. 2) Sted, hvor man slipper Tømmer ned over en Høide til videre Transport. 3) sammenkastet Stenhob, Røs. Jfr. varp.


kaupangr

kaupangr m. (Gen. kaupangrs, kaupangs) bruges i MA. i Norge om Kjøbstæder, men maa tidligere ogsaa have været Navn paa Markedspladse, hvor man kun til visse bestemte Tider mødtes for at drive Handel. Derom vidner bl. a. de ikke faa Gaarde omkring i Landet, som endnu bære dette Navn, i Nutidsform Kaupanger, Kaupang, Kopang, Koppang. Jfr. torg.


keila

keila f. (Gen. keilu), smalt Sund, smal Vik. Findes ialfald nu i Navne kun brugt paa Landets Vestkyst.


kelda

kelda f. (Gen. keldu), Kilde; ogsaa brugt om Brønde og andre Vandhentningssteder, om dybe Vandpytter og om smaa, stille flydende Vandløb. Ikke sjeldent i Gaardnavne, især som 1ste Led, tildels udtalt Kjøll (i Østerdalen og det Trondhjemske).


kill

kill m. (Gen. kils, Dat. kili, Flt. kilar), smal, dybt indtrængende Vik. Temmelig almindeligt Gaardnavn. Udtalen af enkelte af disse Navne, ligesom den oftere forekommende Skrivemaade i Kila i middelalderske Kilder, vække Formodning om, at der ogsaa har existeret en svagt bøiet Sideform.


kinn

kinn f. (Gen. kinnar), Kind, Siden af Ansigtet; nu, og utvivlsomt ogsaa i Fortiden, tillige brugte overført om en brat Helding af et Fjeld eller en Aas; ogsaa om Øer med brat Affald. Fra de sidste Betydninger udgaar Anvendelsen i Gaardnavne. Særlig at mærke Kaldakinn, den kolde Fjeldside, nu Kolkinn (jfr. det i Norge, som paa Island, brugte Fjeldnavn Kaldbakr, Koldryggen). Er nu tildels i Udtalen, og i endnu flere Tilfælde i Skrift, løbet sammen med tjǫrn, Tjern, fra hvilket det derfor kan være vanskeligt at skille i Navne.


kirkja

kirkja f. (Gen. kirkju), Kirke. De mange Gaardnavne, hvori Ordet er første Led, bero i de fleste Tilfælde paa, at Gaarden engang har været Kirkegods; kun undtagelsesvis er Grunden den, at der har staaet en Kirke paa Stedet.


kjarr

kjarr n. (Gen. kjarrs, Dat. kjarri, Flt. i Gaardnavne kjarrir f.), Krat, Samling af Buske, især en saadan, som staar paa fugtig, myret Grund; ogsaa om selve den med Krat bevoxede Myr. Oftest usms.; hyppigst brugt paa Strækningen fra Kristianiafjorden til Lindesnes. Nu alm. udt. Kjærr, tildels dog Kjær med lang Vokal; paa nogle Steder Kjørr, der dog pleier at være Hunkjønsord.


kjóss

kjóss m. (Gen. og Flt. kjósar) bruges 1) om en smal Vik (nu mest i Nordland) 2) om en liden Dal eller mindre Fordybning 3) om en liden Skov eller et Buskads. Adskillige Gaardnavne udgaa ialfald fra de to første Betydninger. Nu paa fl. St. udt. Kjøs, i et Par Gaardnavne paa Romerike Kjus. I senere Tid have flere af disse Navne urigtigt været skrevne med Tj-.


kjǫlr

kjǫlr m. (Gen kjalar, Dat. kili, Flt. kilir), Kjøl i Fartøier, overført: Fjeldryg, især en saadan, hvorover der gaar Færselsvei mellem to ved den adskilte Bygder. Oftere som Gaardnavn i Dativformen Kili. Nogle Navne skrive sig maaske fra en anden Betydning: Myr, Græsslette tilfjelds (især brugt i Østerdalen og i S. Trondhjems Amt).


klauf

klauf f. (Gen klaufar), trang Kløft, brugt i flere forskjellige Auvendelser, f. Ex. om Aabningen i kløftet Dyrehov, om Aabningen mellem Tæerne og Fingrene paa Mennesker. Ofte i Gaardnavne, i disse vistnok altid efter en Kløft i Fjeld eller Jordhøide.


kleif

kleif f. (Gen. og Flt. kleifar, af klifa, klyve), brat Bergside, ad hvilken der gaar en Vei. Meget alm. i Gaardnavne, især usms. i Ent. og Flt. Jfr. klif.


kleppr

kleppr m. (Gen. klepps, Dat. kleppi, Flt. kleppar), Klump, i forskjellige Anvendelser, saaledes ogsaa om Fjeldknatter (i Fjeldnavne ogsaa brugt om høie Fjelde). Efter den sidste Anvendelse ofte i Gaardnavne, mest usms., i Ent. og Flt., ogsaa i Dat. Ent. I Fjeldnavne, især nordenfjelds, findes ogsaa Formerne Klimp og Klump, hvorfra enkelte nyere Gaardnavne skrive sig. Der har været et ligelydende Mandsnavn Kleppr, hvoraf endel Gaardnavne, hyppigst Kleppsstaðir (nu ofte udt. Kleff’-, Kløff-).


klettr

klettr m. (Gen. kletts, Dat kletti, Flt. klettar), Fjeldknat; det danske «Klint». Ofte i Gaardnavne, dog ikke saa alm. som kleppr; ligesom dette mest usms., i Ent., Flt. og Dat. Ent. I den sydlige Del af Hedemarkens Amt Spor til en Sideform kletta f.


klif

klif n. (Gen. klifs, Dat. klifi, Flt. i Gaardnavne klifar f.), ligebetydende med kleif (se ovfr.), men nu i Brugen som Fællesord afløst af dette. Dativformen Klifi har nu som Gaardnavn i S. Bergenhus Amt paa nogle Steder Formen Klyve (aabent y). Samme Nutidsform, men med lukt Vokal, har et Gaardnavn, der findes paa et Par Steder (Solum, Os), og hvis gamle Form synes at være Kljúfa f (vel af kljúfa, kløve; jfr. Kluva f., Kløft, Klemme, anført af Aasen fra Hallingdal).


klǫpp

klǫpp f. (Gen. klappar, Flt. klappir), Klop, liden simpel Bro over Vandløb eller sumpig Grund (jfr. brú). I adskillige Gaardnavne; det paa et Par Steder forekommende Navn Steinklop viser, at det Slags Broer ikke altid vare af Træ.


knappr

knappr m. (Gen. knapps, Flt. knappar), Knap. Findes brugt i Navne paa Fjelde, paa Fjeldfremspring, paa smaa rundagtige Halvøer, der blot ved et smalt Eid hænge sammen med Fastlandet, og paa Skjær. I enkelte Gaardnavne, vel kun efter de tre første Betydninger. Nu tildels lydende Napp. Som 1ste Led er Knap-, Nap- i Gaardnavne tildels at forklare af Adj. knappr i Betydningen «trang» og af et Mandsnavn Knappr (se Bd. I S. 347).


knauss

knauss m. (Gen. knauss, Flt. knausar), Fjeldknat (ogsaa om større Fjelde). Sjeldent i Gaardnavne, tildels udt. Naus.


kné

kné n. (Gen. knés, Gen. Flt. knjá), Knæ. I Fjeldnavne, hvor Ordet vel altid sigter til et af Fjeldets Skraaning dannet Knæk; synes tildels i Navne ogsaa brugt om andre Bøininger, f. Ex. af en Indsø. Da Ord begyndende med kn jo nu tildels i Udtalen have mistet sit k, hører ogsaa nogle Navne paa Njaa- paa Vestlandet vistnok hid.


knjúkr

knjúkr m. (Gen. knjúks), brat, rundagtigt Fjeld, nu i Formerne Knuk, Knyk, Nuk, Nyk. Derefter enkelte Gaardnavne.


knollr

knollr m. (Gen. knolls), Knold, Bergknold Findes i nogle Gaardnavne, tildels i Odtaleformerne Gnoll og Noll.


knǫttr

knǫttr m. (Gen. knattar), Fjeldknat. Findes i Gaardnavne kanske mest som 1ste Led, i Formerne Knott, Knatt, Natt (enkelte Navne paa Vestsiden af Kristianiafjorden forudsætte en svagt bøiet Form Natte). I Sammensætninger ofte vanskeligt at skille fra et gammelt Mandsnavn Knǫttr (se Bd. I S. 30). I det paa 3 Steder V. for Kristianiafjorden forekommende Gaardnavn Knattvǫllr (nu Knatvold, Natvall) ligger vistnok en anden gammel Betydning af Ordet «Bold» til Grund; det maa betegne Steder, hvor man i gamle Dage har forsamlet sig til Boldleg (jfr. leikr).


kol

kol n. (Gen. kols) findes som 1ste Led i mange Navne. Det kan tildels sigte til Kulbrænding, som er drevet paa Stedet, hvilket utvivlsomt ofte er Tilfældet; men der er ogsaa Navne, hvor man har Grund til at tænke paa mørk Farve ved Stedet som Anledning til dem, særlig Navne som Koltjǫjrn, Kolsjór. Vanskeligheden ved at forklare Navne, som begynde med Kol-, forøges derved, at de utvivlsomt tildels stamme fra forskjellige andre Ord: Fjeldnavnet kollr og Mandsnavnene Kolr og Kollr.


kráka

kráka f. (Gen. kráku), Kraake (Fuglenavn). I Gaardnavne næsten udelukkende som 1ste Led. Nogle af disse Navne ere at forklare direkte af Fuglenavnet, saaledes Krákureiðr (Kraakeredet) og det ligebetydende Krákubæli (se bœli)[5]. I andre Tilfælde er det Fuglenavnets hyppige Anvendelse som Elvenavn, der ligger til Grund (Navnet bæres endnu af flere Elve nordenfjelds). Endelig lægge flere af de Navne, hvori Ordet findes, den Formodning nær, at Kráka engang har været brugt som Kvindenavn, skjønt denne Brug nu ikke historisk kan paavises (Kráka i Sagnet om Ragnar Lodbrok beviser naturligvis intet). Kan være vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Kraki (i Egne, hvor dette ved Ligedannelse kan faa aa i 1ste Stavelse) og fra et andet Mandsnavn, Krókr, der i Sammensætningen Króksstaðir nu tildels har faaet Udtalen Kraakksta.


krikr

krikr m. (Gen. kriks), Vraa, Vinkel. Findes i adskillige Gaardnavne, af hvilket dog neppe noget er synderlig gammelt. Tildels udtalt med lukt e og skrevet Krek, Kreg; ogsaa Udtale med lukt i findes. Synes tildels som Navn at sigte til Beliggenhed inde i en Elvebugtning. I nyere Tid ofte i sms. Navne skrevet Krigs- og misforstaaet som kommende af «Krig».


kringla

kringla f. (Gen. kringlu, Flt. kringlur), Kreds, Ring. I adskillige Gaardnavne, hvoraf dog kun faa synes gamle, altid vistnok sigtende til noget rundt, afrundet ved Stedets Situation. Sideformer Klingra, Klinga; til den sidste findes Spor allerede i MA. (se f. Ex. RB. 123. 286). Nogle Navne komme af det nærstaaende kringr m., Ring; til disse hører dog ikke det oftere forekommende Kringstad, hvori vistnok Mandsnavnet Grimk eller 1ste Led.


krókr

krókr m. (Gen. króks, Flt. krókar), Krog, Krumning, noget krumt. Meget alm. i Gaardnavne; men det er ofte vanskeligt at bestemme dets Mening i de enkelte Tilfælde. Meget ofte sigter det til en Krumning af en Elv, i nogle, som det synes, til en Bugt af Sø eller Vand (Krumning af en Strandlinie). Paa nogle Steder har det utvivlsomt Hensyn til afsides Beliggenhed, hvorved maaske den Tanke ligger til Grund, at man maa reise «til Kroks» for at komme derhen. Derfra udgaar vel ogsaa Ordets Brug som Pladsnavn søndenfjelds {Kroken). I et enkelt Tilfælde i Sammensætning med vin (Krøke i Lom). Har desuden søndenfjelds været brugt, og bruges tildels endnu, som Grændenavn. Endel med Krok- begyndende Navne stamme fra Mandsnavnet Krókr (saaledes Kroksrud, Krokstad).


kross

kross m. (Gen. kross, Flt. krossar), Kors. I mange Gaardnavne, usms. i Ent. (da altid i bestemt Form) og i Flt., oftere sms. Navnene skyldes mange ganske forskjellige Anledninger. Endel af dem, især af de nyere, sigte til et Veiskille, en Korsvei. Ved andre er der et ved eller paa Stedet anbragt Kors, man har tænkt paa. Der har været mange saadanne Kors reiste omkring i Landet i Fortiden, anbragte i meget forskjellig Hensigt. Enkelte stod der for at indbyde Forbigaaende til at forrette sin Andagt paa Stedet, f. Ex. Korset paa Øren i Nidaros, hvoraf Stykker endnu ere bevarede (se Undset, Indskrifter i Trondhjems Domkirke, Christ. Videnskabsselsk. Forh. 1888 S. 39—44) og det i RB. 463 omtalte Kors paa Hvilestedet ved Eidskog Kirke, maaske ældre end Kirken. Andre Kors vare Gravminder eller vare satte til Erindring om Begivenheder, forefaldne paa Stedet. Atter andre stode langs Kystleden som Ledemærker for forbiseilende (jfr. Fritzner under hafnarkross og hafnarmark); deraf Navne som Korshavn, Korssund, Korsnes. Endel Steder have faaet Korsnavnet deraf, at der paa Stedet i Situationen var noget, som kunde lignes med et Kors. Paa denne Maade er f. Ex. at forklare Navnet Korsfjorden søndenfor Bergen og i Trondhjemsfjorden, ud for Stadsbygden; i disse Tilfælde er det sammenstødende Fjorde, som danne Korset (jfr. Vindekrossen om det Sted i Ryfylke, hvor Vindefjorden i ret Vinkel støder sammen med Sandeidfjorden og Yrkefjorden, Norges Land og Folk XI 17); paa samme Maade findes Korssjø, Korsvand, Korstjern brugt om korsformede Vandsamlinger. Endel med kross sms. Gaardnavne have vistnok sin Forklaring deri, at Eiendommen har tilhørt et i en Kirke anbragt Kors; det sees nemlig af Kirkejordebøger fra den katholske Tid, at saadanne Kors undertiden havde særskilt Jordegods til sin Vedligeholdelse og Belysning. Ogsaa andre Anledninger til saadanne Navne kunne paavises; Gaarden Korsfure i Rovde Sogn paa Søndmør er saaledes utvivlsomt benævnt efter et med Kors mærket Furutræ, der har tjent som Grændsemærke ved den ikke langt fra Gaarden løbende Sognegrændse mod Volden Sogn. — Nu tildels udtalt Krøss og derefter tildels urigtigt skrevet Kryds-, Paa mange Steder er Udtalen Kors, tildels gaaet over til Intetkjønsord. — Navnet Korsrud kommer ikke af kross, men af det gamle Mandsnavn Kárr.


kuml

kuml n. (Gen. kumls), Gravminde (fra hedensk Tid). Findes i adskillige Gaardnavne som lste Led, tildels i Nutidens Udtale forandret til Kongle, Kongel- og, især hvor der er et 1 i 2det Led, til Konge-; maa betegne Steder, hvor der fandtes gamle Gravminder.


kvisl

kvisl f. (Gen. kvíslar, Flt. kvíslir), Gren, Forgrening. Bruges i Navne, hvor en Elv forgrener sig, hvor Elve løbe sammen, eller ved et gammelt Aafar; ogsaa ved Steder liggende ved en Tverelv, idet denne opfattes som Gren af den Elv, med hvilken den senere løber sammen. Forekommer ogsaa brugt om Arme af Indsøer. Udtalt Kvitl, hvor si bliver til ti.


kǫs

kǫs f. (Gen. kasar, Flt. kasir), Dynge. Særlig brugt om Dynge af fældede Træer og Krat, som brændes for at give Aske til Gjødning af den ryddede Jord. Derefter om et paa denne Maade opdyrket Jordstykke, hvorfra Ordets Anvendelse som Gaardnavn udgaar. Det er altsaa omtrent enstydigt med váll, men vel gjennemsnitlig yngre end dette i Navne, jfr. ogsaa de øvrige under brenna anførte Ord, som danne Navne af beslægtet Betydning. Hyppigst brugt, mest usms., i den sydøstlige Del af Smaalenene, i Bratsberg Amt, i Opdal og i Guldalen. Nuv. Former Kas, Kos, Kaas. I enkelte Tilfælde kan vel en Dynge af anden Art ligge til Grund for Navnet.


L

f. (Gen. lár). Ordet synes at forekomme i adskillige Gaardnavne som 2det Led, men dets Betydning i denne Anvendelse er uklar, og det er meget vanskeligt at holde det ud fra andre i Lyd nærstaaende Sammensætningsled, især fra (se dette). Disse to Ord forblandes allerede i Middelalderens Skriftform saa ofte i Navne, at der kunde blive Spørgsmaal, om de ikke ere forskjellige Former af et og samme Ord; af Hensyn navnlig til den nuværende Udtale bliver dog dette maaske mindre sandsynligt. findes i det gamle Sprog brugt om Strandvandet ved Havbredden og hos Digterne om Havet; i Nutidens Folkesprog om Sumpvand, især jernholdigt Vand. Ingen af disse Betydninger giver dog en tilfredsstillende Forklaring paa alle de herhen hørende Navne. Laaen i Aurland, i gammel Form Lávin, kan være sms. med dette Ord. I nuv. Udtale oftest -la, men ogsaa i andre Former (saaledes -lu).


laða

laða (hlaða) f. (Gen. lǫu), Lade (for Hø og Korn). Er 1ste Led i mangfoldige Gaardnavne, i hvilke det vel ialfald oftest sigter til en Hølade, som engang har staaet paa Stedet. Mange forskjellige Udtaleformer i Nutiden (La-, Lø, Lau-, Lin-, Lyu-, Ly , Lodo , Lurlu). En hel Del af disse Navne ere temmelig unge; af de ældre kan mærkes Løland, Løtuft, Løtveit, Løset (det sidste kommer dog i nogle Tilfælde af Mandsnavnet Lǫðvir). La- i Gaardnavne er tildels af ganske anden Oprindelse; Navne som Lahelle, Laberget, Lastein ere saaledes dannede af Verbet laða (hlaða) i Betydningen: indlade (Varer i Fartøi) og betegner Steder, hvorfra Varer have været transporterede tilvands. Nogle usms. Navne La, Lae maa skrive sig fra lað (hlað) n., noget, som er oplagt, opstablet i Orden, en Betydning, som kan komme til Anvendelse i Navne paa forskjellige Maader. Det bekjendte Laðir (Hlaðir) ved Trondhjem har formodentlig samme Mening som de ovenfor omtalte Navne Lahelle osv.; her har været Udførselsplads for Nidelvens Dalføre, før der blev By ved Elvens Munding (dannet af 1að n. med den i Gaardnavne sædvanlige Overgang til Hunkjønsform i Flt., se ovfr. S. 12).


lag

lag n. (Gen. lags) findes i endel Gaardnavne, usms. og hyppigere som 2det Led, i de fleste Tilfælde vistnok i Betydningen: Fiskested (Sted, hvor man udlægger Garn og andre Fiskeredskaber, jfr. kast, varp). Bekjendt Exempel Bækkelaget ved Kristiania. Ogsaa som første Led har man dette lag i adskillige Navne i Genitivform, udtalt Laks- og derfor ofte forstaaet, som om det kom af Fiskenavnet lax. I endel andre Navne maa lag betyde: Havn, Sted, hvor man lægger Fartøier (jfr. oldn. lægi).


land

land n. (Gen. lands, Dat. landi, Flt. i Gaardnavne landir f.), Land. Findes kun undtagelsesvis usms. som Navn, i et enkelt Tilfælde (Land ved Nordenden af Randsfjorden) som Bygdenavn. Saa meget almindeligere er det som 2det Led, især i Strøget fra Bratsberg til S. Bergenhus Amt, paa hvilken Landsdel omtr. 80% af Navnene paa -land falder; det samlede Antal er ikke langt fra 2000. Blandt de nævnte Amter have igjen Lister og Mandal og Stavanger de fleste (omkring 950). Ogsaa i N. Bergenhus Amt og i Nordland ere disse Navne ret hyppige. I det øvrige Land er der forholdsvis kun faa, allerfærrest i Oplandsdistrikterne paa Østlandet[6].

Der findes endel saadanne Navne i de af Nordmænd i Vikingetiden stiftede Kolonier i Vesten. Ogsaa paa Island er der adskillige af dem, men de allerfleste af disse synes at være nyere Dannelser, der ikke have nogen indre Sammenhæng med de tilsvarende norske. Idethele kan man vel antage, at Navne paa -land for en meget stor Del tilhøre Vikingetiden og naa et Stykke op i den forudgaaende Tid, dog sikkert ikke paa meget nær saa langt, som f. Ex. de paa -vin og heimr. Det maa dog mærkes, at der utvivlsomt ogsaa blandt de norske Navne af denne Klasse er endel forholdsvis nye.

1ste Led i Sammensætningerne med land er oftest Ord, der hentyde til Beliggenheden, Grundens Beskaffenhed osv. (meget alm. Ord af Adjektivform, f. Ex. Haaland, Holand, Breiland, Langeland); dernæst hyppigst Personers Navne og Tilnavne. Jevnlig forekomme ogsaa Elvenavne og Træ- eller Plantenavne. Af Sammensætninger med Trænavne er der ikke saa særdeles mange; men flere af disse forekomme meget hyppigt, saaledes Eikiland, Birkiland, Espiland, Hesliland (nu Hetland, se under hasl), Fyriland, Heggland, Almland (nu alm. Aamland). I ikke faa Tilfælde er 1ste Led Navn paa et Husdyr (hyppigst Rossaland, Kalfaland, Svinland); forholdsvis ret ofte er det ogsaa et Gudenavn eller et Ord, som vidner om, at Gaarden har staaet i noget Forhold til den hedenske Gudsdyrkelse. Det oftest forekommende Navn af den sidste Art er Hofland (Hovland, se hof); til den første hører Þórsland (udelukkende paa Vestlandet og der nu udt. Totland), Óðinsland, Frøysland, Frøyland, Njarðarland, Ullarland.


látr

látr n, (Gen. látrs), Liggested, af liggja, ligge. Bruges nu ikke længere som Fællesord, men er bevaret i endel Stedsnavne langs Kysten; betegner vel overalt Steder, hvor Sælen jevnlig gaar paa Land, og som derfor give Leilighed til at fange den. Derfor oftest i Sammensætningen Sellátr, der nu har antaget mange forskjellige Former.


laug

laug f. (Gen. og Flt. laugar), Bad, Vand til at vaske sig i. Findes i enkelte Gaardnavne, ialfald tildels at forklare gjennem Ordets Brug som Indsønavn; enkelte Søer, især i S. Trondhjems Amt, kaldes endnu Laugen, der dog maaske er et af laug dannet Hankjønsord. Der er ogsaa Spor til Laug som Elvenavn (mærk særlig Laudal i Mandalsdalen, alm. feilagtigt skr. Løvdal, Laugadalr i DN. X 116 jfr. DN. X 769). Lader sig ofte vanskelig skille fra lauf n, Løv, og fra lǫgr (se dette).


laukr

laukr m. (Gen. lauks), Løg; findes som 1ste Led i adskillige Gaardnavne, i hvilke det vel sigter til vildtvoxende Løgarter. Det maa mærkes, at Stedsnavne dannede med dette Ord findes langt mod N., til hinsides Tromsø. Findes i en enkelt Sammensætning med vin (Laukin, nu Lauki, i Olden).


laup

laup (hlaup) n. (Gen. laups), Løb, af laupa, løbe. I Navne i forskjellige Betydninger, saa at det ikke altid kan bestemmes, hvilken af dem man har for sig. Ofte er det at forstaa om Steder, hvor man vælter Tømmer (lader det løbe) ned paa Sletten eller ned til Vandvei. I andre Tilfælde sigtes til Skred, som have gaaet paa Stedet (Stenskred, Sneskred, Jordfald). Ogsaa de afledede Former Løypa f. og Løype n. forekomme. Kan tildels forvexles med laupr m., Løb, Tine, der er indkommet i Gaardnavne gjennem dets Brug som Fjeldnavn. Navnet Laupstad kommer vist altid af et Elvenavn Laupandi, den løbende (Laupandastaðir).


laut

laut f. (Gen. lautar), Fordybning, liden Dal. I nogle faa Navne, mest nyere, men ogsaa i Sammensætning med vin, Lautin (2 Gange paa Romerike og i Sognenavnet Løiten paa Hedemarken, der urigtigt er blevet skr. saaledes i senere Tid, udt. Løten).


lega

lega f. (Gen. legu), Liggen, Liggested. I den sidste Betydning brugt i Gaardnavne, mest i nyere Navne paa Vestlandet, om Steder, hvor Husdyr pleie at lægge sig ude i Marken; ialfald i enkelt Tilfælde dog i et gammelt Navn (Sellæg i Overhallen, opr. Sellega, enstydigt med Sellátr, se látr, jfr. Thj. VSS. 1891 S. 222 f.).


leikr

leikr m. (Gen. leiks), Leg. Findes i Navne i to meget forskjellige Betydninger. I mange Navne, deriblandt adskillige særdeles gamle, sigter det til Stedets Brug i Fortiden som vanlig Samlingsplads for en Bygds Befolkning til Lege af forskjellig Art (Boldleg, Brydning osv.), vistnok ogsaa til andre selskabelige Forlystelser (særlig Hestekamp og Hestevæddeløb). Jfr. Keyser, Efterladte Skrifter II 2 S. 108 ff. Hvor stor Betydning saadanne Sammenkomster have havt i Fortidens Liv, viser sig ikke mindst i Mængden af de Stedsnavne, som minde derom. Blandt disse Navne maa først og fremst mærkes det ældgamle Leikvin, allerede i Middelalderen paa de fleste Steder gaaet over til Løykin, nu oftest skr. Løken, men udtalt paa flere forskjellige Maader (Løken, Løikje, Løkje, Løikja, Lekven, Lekve). Dette Gaardnavn er meget alm. i den sydlige Halvdel af Landet (45 Tilfælde; det nordligste Exempel findes i Sundalen). Mærkeligt nok kjendes ingen Sammensætning med heimr. Yngre, men dog temmelig gamle Navne af samme Betydning ere Leikvangr (oftest noget forandret i Nutidens Udtale, til Leikvam, Lekvam, Lekum, Leikang) og Leikvǫllr. Ogsaa Leiknes (Liknes, Leknes) er vel at forklare paa samme Maade.

Den anden Betydning, hvori leikr findes i Stedsnavne, er: Fugleleg, Sted, hvor Aarfuglen og Tiuren samles i Parringstiden. Disse Navne ere vel ikke saa særdeles gamle (oftest Leikaas og Navne, hvori Leiken er sidste Led).


lein

lein (hlein) f., Skraaning, Helding. Ikke ret mange, men gamle Navne heraf; mest usms., i Ent. og Flt. Paa et enkelt Sted (Toten) gammelt Bygdenavn.


leirr

leirr m. (Gen. leirs), Ler, leret Jordsmon. Ikke alm. usms. som Gaardnavn, men meget ofte som 1ste Led. Findes i gamle Sammensætninger, Leirin (Løyrin, nu Løren) og Leireimr. I saadanne Sammensætninger nu tildels gaaet over til Lær-, ogsaa hvor ikke Konsonant følger (Lærum for Leireimr o. fl. Exempler). Det afledede leira f., som dels betyder leret Strækning og dels har været meget brugt som Navn paa Elve, der føre leret Vand, findes ogsaa ofte i Gaardnavne, tildels usms.


leiti

leiti n. (Gen. leitis; af lita, se) synes i Navne anvendt i to nær beslægtede Betydninger: Sted, hvor man kan se langt, som i en Dal, hvor Elven et længere Stykke gaar i ret Linie og ingen fremspringende Høider stænge for Synet, og: Høide, hvorfra der er vid Udsigt til to Sider, men som da ogsaa, naar man er kommen forbi den, spærrer Udsigten til en af dem. Paa enkelte Steder nu i Formen Løite. De fleste af Ordet dannede Navne synes at være forholdsvis unge.


líð

líð (hlíð) f. (Gen. liðar, Flt. liðir), Li. Et af de almindeligste Ord i norske Stedsnavne, usms. og sms. Som 2det Led bliver det i enkelte sjeldne Tilfælde afkortet til tonløst -le og er da udsat for at forvexles med lið (hlið) n., Led, Aabning; dette Ord findes dog kun sjelden i Navne. Naar lið som første Led har havt Genitivformen Liðar-, har det tildels bevaret denne og lyder Liar-, Lier-, Lir-.


lin

lin n. (Gen. lins), Lin. Der gives ikke saa faa Stedsnavne, der sikkert eller sandsynlig ere sms. med dette Ord som 1ste Led. Saaledes findes Linakr (forsvundne Gaarde i Urskog og i Saude), Linekra (Ringebu, Valdres), Linland (oftere i de Egne, hvor land er alm. Sammensætningsled), Lintjǫrn (Ogne Sogn paa Jæderen og meget ofte som Navn paa Tjern), Líntó (2 Steder i Smaalenene, se Bd. I S. 20). Efter al Sandsynlighed er Lina i Bamle og Line i Time, der begge maa have vin til sidste Led og opr. have lydt Linin, ogsaa sms. med lin. Disse Vidnesbyrd om Lindyrkningens Ælde i Norge bestyrkes derved, at man ogsaa paa Island finder Navnene Linakradalr, Linekrudalr, af hvilke ialfald det første er meget gammelt (Landn. 169). I nogle Sammensætninger kan lin vanskelig skilles fra lind (se den følgende Artikel).


lind

lind f. (Gen. og Flt. lindar), Lind (Træ). Kun i et Par Tilfælde usms. som Navn (i Flt.), men ret ofte som 1ste Led. Findes i flere Tilfælde sms. med heimr (Lindeimr), i et enkelt med vin (Lindarin i Aker). Ligeledes ere adskillige Navne sms. med det deraf afledede lindi n., Sted bevoxet med Lind (se ovfr. S. 31), særlig ofte Lindiáss, Lindaas (paa nogle Steder paa Vestsiden af Kristianiafjorden nu gaaet over til Lyngaas, endog undertiden udt. Løngnaas, som om den opr. Konsonantforbindelse var gn). I nogle Sammensætninger vanskeligt at skille fra det foregaaende Ord. Det maa desuden mærkes, at Navne, der skrives Lind- og udtales Linn-, findes langt hinsides Lindens Voxegrændse mod N. (Søndmør efter Schübeler Virid. Norv. II 385), endog helt oppe i Nordland. Der maa altsaa under denne Form skjule sig ogsaa andre Sammensætningsled. Skulde det islandske lind f., Kildevæld, engang have været brugt ogsaa i Norge?


f. (Gen. og Flt. lóar) angives nu i Norge paa enkelte Steder at være brugt om lavtliggende Engsletter ved en Vandbred og i lign. Betydning (se Aasen og Ross). Findes i mange gamle Navne, usms. og som 2det Led, hyppigst nordenfjelds. De mest bekjendte Exempler, ere Bygdenavnet Lóar, nu Lom, i Gudbrandsdalen og Osló (opr. vistnok Ásló). Paa mange af de Steder, hvor Navnet forekommer, synes den angivne Betydning ikke at passe; til nogen sikker Mening om Ordets Betydning i Navne er man endnu ikke naaet. Jfr. og sló, med hvilke Ord det kan forvexles.


logn

logn n. (Gen. logns), Stilhed, Stille, særlig brugt om Vindstille, men ogsaa f. Ex. om rolig, blank Sø. I Navne mest gjennem det deraf afledede Elvenavn Lygna, der endnu bruges paa fl. St., og hvoraf f. Ex. Lyngdal i flere Tilfælde kommer (saaledes i de to Sognenavne i Numedal og i Lister Fogderi). Jfr. 1ǫgn.


lón

lón f. (Gen. og Flt. lónar) bruges nu om en dyb Bæk med svag Strøm, om mindre Udvidelser i Bække og Elve, om Vandpytter, om Slaattenge i Vand; i et Par Stedsnavne i Namdalen ogsaa om en Poll i en Fjordbund. Usms. i Gaardnavne vel kun i Flt. Nordenfjelds i Indherred og i Namdalen paa endel Steder brugt som Intetkjønsord, tildels i Formen Lun. Paa Island er Ordet ogsaa, allerede fra gammel Tid, af Intetkjøn, men bruges der alene om næsten helt indelukkede Bugter af Søen.


lopt

lopt n. (Gen. lopts) har i adskillige Navne Betydningen: Bygning med to Stokværk, saaledes utvivlsomt i Lopthús og Loptstofa, af hvilke det første er temmelig udbredt. I Navne som Loftaas, Lofthaug, i det en enkelt Gang (i Askvold) forekommende Lofteim, ligesom i Fjeldnavnet Loftet, sigter det vistnok til høi Beliggenhed; denne Anvendelse kan bero enten paa Sammenligning med et Loft i den angivne Betydning, som en mere end almindelig høi Bygning, eller er at henføre til lopt i en anden Betydning: Luften, Luftrummet (noget, som rager op i Luften). Navne, som begynde med Lopts- i Genitivform (nu tildels Lofs-, Loss-), ere vistnok overalt at forklare af det gamle Mandsnavn Loptr. At dette Navn i MA. kun brugtes paa Island og ikke sikkert kan paavises i Norge, er ikke nogen Indvending af Vægt. Det er kommet til Island fra Norge, hvor man kjender det fra Oldtiden (Landn. 38 jfr. 295), og kan gjerne have været brugt ogsaa hos os i den tidligere MA., hvorfra vi kun kjende forholdsvis faa norske Personnavne.


lundr

lundr m. (Gen. lundar, Dat. lundi, Flt. lundar), Lund, liden Skov. Meget alm. i Navne, især usms., i Ent. og Flt. Der gives neppe noget Navn, som med Sikkerhed kan antages at sigte til en af den hedenske Tids hellige Lunde; størst Grund til at formode dette tør der være ved Forsetalundr i Onsø og ved det paa Østlandet forekommende Guðislundr, nu Guslund eller Gusland, ved hvilket dog Forklaringen af 1ste Led er usikker (jfr. Bd. I S 247. 318). I et enkelt Tilfælde sms. med heimr (Bd. I S. 374). I Sammensætninger har Genitivformen Lundar- tildels holdt sig, nu Lundar-, Lunder-, foran Vokal Lundr-. Tildels udt. Lonn, med lukt o, og Lønn.


lutr

lutr (hlutr) m. (Gen. lutar, Flt. lutir), Del, Part. I bestemt Form, Luten, i endel Navne af nyere Oprindelse, tildels i afvigende Udtaleformer, som ogsaa ofte følges i Skrift, Loten, Lotten, Løten.


lykkja

lykkja f. (Gen. lykkju, Flt. lykkjur), Løkke, indhegnet Jordstykke. I dets Brug i Navne er det sikkert overalt at forstaa saaledes, ikke i Betydningen: Bugt, Bugtning. De fleste af de herhen hørende Navne synes at være fra senere Tid


lynr

lynr (hlynr) m., Løn (Træ). Er mærkeligt nok, uagtet Træet voxer almindelig i det sydlige Norge, sjeldent i Navne. Usms. findes det kun paa et eneste Sted som Gaardnavn (Løn i Ramnes); der gives en enkelt Sammensætning med heimr (Lønnum i Biri).


lækr

lækr m. (Gen. lækjar), Bæk, helst en dyb med svag Strøm; ogsaa om en Vandsamling i en Sump og (efter Stedsnavne) om smaa Udvidelser, Loner, i mindre Vandløb. Ikke meget brugt i Gaardnavne.


lǫgn

lǫgn f. (Gen. lagnar), Garn, Vad til Fiskeri, efter Aasen endnu brugt paa Helgeland i Formen Lagn. Findes i Formen Logn i enkelte Navne, mest paa Romerike; de fleste af dem have bestemt Form, Logna, og ere neppe meget gamle. I disse Navne maa Ordet betegne Steder, som egne sig til Fiskeri med saadant Redskab.


lǫgr

lǫgr m. (Gen. lagar) bruges i det gamle Sprog om Vædske, flydende Sager af forskjellig Art; om Vand i Modsætning til Luft og Land; om stillestaaende og rindende Vandsamlinger. Den sidste Betydning har affødt endel Stedsnavne. Det bruges nu som Navn paa flere Elve og Indsøer: om Hovedelven i Gudbrandsdalen, Numedal og Suldal, om Søerne Nordmandslaagen paa Hardangerfjeldet og Fosterlaagen paa Grændsen af Romsdalen og Nordmør. I alle disse Tilfælde tør der være Grund til at antage, at Ordet fra først af har været brugt som Fællesord og har afløst et ældre, tidlig glemt Egennavn paa Elven eller Søen. For Numedalslaagens Vedkommende lader det sig endnu bevise, at den opr. lige til sit Udløb har hedet Naum eller Nauma. Ordet findes ofte som 1ste Led i Navne, sigtende til en ved Stedet værende Elv eller Sø, i Genitivformen Lagar-, nu Lager-, Lage-, Laar-, Lar-, La-.


M

malmr

malmr m. (Gen. malms). Endel af de med dette Ord sms. Navne skrive sig sikkert fra den vel kjendte Betydning: Erts, som Malmaasen, Malmhaugen, Malmkollen, Malmsjøen, Malmbækken. I mange af disse Tilfælde maa Navnet have Hensyn til den i ældre Tider meget nyttede «Myrmalm» af Jern. Ved adskillige, ialfald i Regelen gamle Navne slaar dog denne Forklaring ikke til, som ved Malmer, Malme, Malmøen, Malmanger, Malmeim. Sandsynligvis har man i saadanne Navne at søge den Betydning, som Ordet endnu har bevaret i Svensk: Sandmo, Grusslette.


marr

marr m. (Gen. mars), Hest. Er i det kjendte Oldnorsk kun brugt af Digterne, men maa engang have været almindeligt Navn paa Dyret (jfr. den lige ned til Nutiden bevarede Hunkjønsform merr). Af Ordet i denne Betydning maa nemlig utvivlsomt adskillige sms. Navne forklares, som Maraas, Mardal, Mareim, Marvik, Marøen og maaske flere. I enkelte Tilfælde er Mar- en afkortet Form af Mark-, se mǫrk.


melr

melr m. (Gen. mels, Dat. meli, Flt. melar), Mæl, Sandbakke eller Lerbakke ved en Elv. Findes i mange Gaardnavne, paa enkelte Steder nu udt. Møl. Har kanske ogsaa havt en videre Anvendelse, om Sandbakke, Sandslette i Almindelighed, som nu paa Island. Det maa mærkes, at Mel-, Mæl- i mange Navne er af en ganske anden Oprindelse, svarende til opr. Meða1-, mellem, som i Meðaleimr (Mælum) og Meðalland (Meland, Mæland).


mjulna

Se ► mylna.


mold

mold f. (Gen. moldar), Muld, Muldjord. Usms. som Gaardnavn vesten- og nordenfjelds (Molde, Moldan). Oftere som 1ste Led, enkelte Gange sms. med vin og heimr (Moldin, Moldareimr). Som 2det Led i det nogle Gange forekommende Rauðamold (Rødmulden). Navne som Moldstad, Mollestad, Moldtun forudsætte vistnok et Mandsnavn Moldi, der dog nu ikke kjendes uden fra disse Gaardnavne. Kan forvexles med mǫl, hvoraf adskillige Navne komme, der nu alm. skrives Mold-.


mór

mór m. (Gen. mós, Dat. mói, Flt. móar), Mo, Sand- eller Grusslette. I Flt. er Moar nu i Navne undertiden i Udtalen blevet til Maa (jfr. Overgangen fra Brúa- til Braa-, se under brú). I bestemt Form i Ental lyder det i Numedal og det meste af Telemarken Mogen, i det gamle Egdafylkes Omraade Monen. Sammensætning lindes med vin (Mæn paa Voss, mulig ogsaa Mæini Skedsmo).


mosi

mosi m. (Gen. mosa) bruges nu i den største Del af Landet kun om Moseplanter og deraf bestaaende Plantedække. Kun i Smaalenene og i Akershus Amt har det endnu den ogsaa i Svensk og Dansk bevarede Betydning af Myr, kanske særlig blødere Myr. Efter de Stedsnavne, hvori Ordet findes, maa den sidste Betydning engang have havt temmelig vid Udbredelse i Landet; en stor Del af dem forklares nemlig meget naturligere af den end af den først nævnte. Man finder Ordet i Navne sms. baade med vin (Mosinjar, Mysin) og, en enkelt Gang, med heimr. Mos- i Navne kan være af anden Oprindelse (bl. a. Gen. af mór eller Elvenavnet Mors).


mot

mot n. (Gen. móts), Møde, Mødested. Usms. findes det kun i enkelte nyere Navne, ellers ofte som 2det Led i tildels gamle Navne om Steder, hvor Vandløb, Dale eller Veie mødes: Amót, Bekkjamót, Brautamót, Dalamót, Vegamót (det første Navn meget almindeligt, de andre sjeldne).


múli

múli m. (Gen. múla, Flt. múlar), Mule paa Dyr; derefter om noget høie, bredt sluttende Nes. Særlig ofte Digrmúli (Digermulen), der ogsaa paa et Par Steder er blevet Gaardnavn. Mest vesten- og nordenfjelds.


mylna

mylna, mjulna f. (Gen. mylnu), Kornmølle, yngre, opr. udenlandsk Ord for det norske kvern; brugt som Fællesord i MA., men igjen uddød i Sproget. Har afsat en hel Del Navne, hvori det er 1ste Led, og hvori det nu udtales meget forskjelligt: Mjøln-, Mjøn-, Mjun-, Mjon-, Møln-, Møn-, Mønn-; i enkelt Tilfælde endog afkortet til Mjø- (se Bd. I S. 94). Nogle af Navnene stamme ikke umiddelbart fra mylna, men fra det deraf dannede mylnari, mjulnari, Møllemester.


mýrr

mýrr f. (Gen. og Flt. mýrar), Myr. Deraf mangfoldige Navne; hyppigst i den bestemte Form i Ent., Myren (i nyere Navne) og i Flt. (Myrer, Myre, Myran). Som 1ste Led undertiden udt. med svækket Vokallyd (Mør-, Maar-).


mǫl

mǫl f. (Gen. malar), Banke af Smaasten, især langs en Strandbred; nu lydende Mol (Maal), Møl, Mal. I enkelte Navne usms. og sms.; som 1ste Led vanskeligt at skille fra mold.


mǫn

mǫn f. (Gen. manar), Manke, paa Heste. Overført om Fjeldrygge og derigjennem i enkelte Gaardnavne (udt. Maan, Møn, Man).


mǫrk

mǫrk f. (Gen. markar, merkr; Flt. markir, merkr), Skov. Findes i en Mængde Stedsnavne, udt. Mork, Mørk, Mark. Som 1ste Led i gamle Sammensætninger altid Mark-; kan da, naar 2det Led begynder med s, miste sit k. Findes i adskillige Landskabs- og Bygdenavne, som Hedemarken (Heiðniǫrk), Telemarken (Þelammǫrk), Finmarken (Finnmǫrk), det nu forsvundne Vingulmǫrk, Aremark (Aramǫrk), Ømark (Øyjamǫrk) og det ligeledes nu forsvundne Aursmǫrk i Smaalenene (se Bd. I S. 177. 178. 186). I enkelte Navne er Mark- at forklare af et andet Ord, mark n., Grændse, som i Marksteinn, Grændsesten, nu Marstein.


N

nakki

nakki (opr. hnakki) m. (Gen. nakka), Nakke. Er kommet ind i en hel Del Gaardnavne gjennem dets hyppige Anvendelse som Fjeldnavn.


naust

naust n. (Gen. nausts, Flt. i Gaardnavne naustar f.), Nøst, Skur til Forvaring af Skibe og Baade, nu tildels udt. Nøst. Usms. oftest i Flt., om Steder ved Søen, hvor Folk fra Indlandet have havt sine Baade oplagte, og hvor derfor en Samling af Nøst har staaet. Paa nogle Steder, som det synes blot i nyere Navne, i Formen Nauster, Nøster (ogsaa usms.), især i Nordre Østerdalen og den øvre Del af Guldalen.


nef

nef n. (Gen. nefs, Dat. nefi), Næse, Næb; i Navne kun sjelden, mest efter Ordets Brug om fremspringende Fjeldpynter.


nes

nes n. (Gen. ness, Dat. nesi, Flt. i Gaardnavne nesjar f.), Nes, Forbjerg. Meget alm. overalt i Landet. Ofte usms., mest i Ent., men endnu oftere som 2det Led. 1ste Led er i disse sms. Navne meget alm. Navnet paa en Elv, et Sund eller en Fjord, ved hvis Munding Stedet ligger (jfr. ovfr. S. 84). Ikke sjelden er nes sms. med Navnet paa en Ø, en Halvø eller et Fjeld, hvorfra Neset stikker ud. Hyppigt er 1ste Led videre et Ord, som betegner Naturforhold paa eller ved Neset, Planter eller Træer, som findes der, Dyr, som jevnlig træffes der, Grundens Beskaffenhed, afstikkende Farve paa Fjeldgrunden osv. Ret ofte har Forleddet Hensyn til Nesets Form, dets Omrids, dets større eller mindre Høide, dets Længde osv. I temmelig mange Tilfælde sigter det til Bygninger, som have staaet paa Stedet, Husdyr, som jevnlig slippes paa Græs der, Grundens Benyttelse i Jordbrugets Tjeneste og andre ved Menneskers Virksomhed fremkaldte Forhold. Personnavne ere ikke almindelige i disse Sammensætninger; i enkelte Tilfælde er 1ste Led, eller synes det ialfald at være, et Gudenavn (Torsnes, Balsnes, Frøines, Frøisnes). Mindre ofte findes nes som 1ste Led i Navne, dog i meget gamle Sammensætninger (Nesin, Neseimr). Om Formen -nesen med tillagt Hankjønsartikel i en Del af S. Trondhjems Amt se ovfr. S. 13.


nórn

nórn. (Gen. nórs) betyder nu i Norge trangt Sted i Elv, Sund, Fjord eller Indsø og kjendes ogsaa i lignende Betydning i Svensk og Dansk. Det findes ikke i bevarede oldnorske Skrifter, men at det er gammelt Ord i Landet, følger af de ikke faa gamle Stedsnavne, hvori vi have det. Mange Sammensætninger med heimr kjendes, derimod neppe nogen med vin.


nǫf

nǫf f. (Gen. nafar). Ordets Anvendelse i Stedsnavne udgaar fra dets Brug om Hjørnet af laftbyggede Træhuse, Stedet, hvor Stokkenes Ender ere sammenfældede. Denne Betydning overføres ved Sammenligning paa Fjeldhjørner eller Fjelde, der have saadanne Hjørner, og efter disse igjen ere endel Gaarde benævnte; i nuv. Udtale oftest Nov, sjeldnere Nøv, og sms. Nav-. Kan i Navne forvexles med Mandsnavnet Nafarr, med nafarr m. (Bor) som Fjeldnavn og med Elvenavnet Nǫf.


nǫs

nǫs f. (Gen. nasar), Næse (opr. Næsebor). Derefter overført om en fremragende, brat Forhøining og derfor alm. i Fjeldnavne, især i Bergens Stift (ofte urigtigt skr. -naaset, -nøset, fordi man har opfattet den i disse Egne for Hunkjønsord i bestemt Form brugte Endelse -e som Intetkjønsendelse). Oftere i Gaardnavne (Naas, Nos, Nøs), hvor det overalt maa sigte til Høider af den omtalte Form.


O

ó

Se ► á.


ól

Se ► áll.


óss

óss m. (Gen. óss, Dat. ósi, Flt. ósar), Os, Udløb af Vand, ogsaa brugt om Fjordmundinger, Indløb fra Havet og lignende Situationer. Paa Østlandet nu paa fl. St. Intetkjønsord, Oset. En enkelt Gang synes det sms. med vin (Ossin, nu Aasen i Aker). I Gaardnavne usms. og ofte som 2det Led, særlig i Forbindelse med á, Aróss (Elvemunding). I saadanne Sammensætninger jevnlig i senere Tid udt. -us (tonløst) og derfor forvexlet med hús, se dette. Ligeledes er i Skrift oftere det mere bekjendte áss sat istedetfor det.


P

pollr

pollr m. (Gen. polls), liden rundagtig Vik med trangt Indløb. Vel tillige brugt om smaa Søer eller Elveudvidelser; efter Ross i Stavanger Amt tillige om en liden Pøl. Som Gaardnavn i usms. Form næsten altid i bestemt Form, Pollen.


R

f. (Gen. rár), Vraa, ogsaa i Formen . Findes i adskillige Gaardnavne, hvor Gaarden efter sin Beliggenhed kunde siges at ligge i en Vraa, f. Ex. om afsidesliggende Steder, om saadanne, som ligge i en fra Bygden udskydende Kile af dyrket Land, eller som ligge omgivne af Høider, saa at de ikke sees i Frastand. I gamle Navne søndenfjelds, usms., mest i Flt. Róar, der nu efter den sædvanlige Overgang af óa til aa pleier at lyde Raa, forsaavidt det ikke har faaet Dativformen Rom (se ovfr. S. 16). Paa enkelte Steder i den ældre Form Vraa. Sms. paa et Par Steder med vin (Ræn) og oftere med heimr (Róeimr). Kan i Navne ikke altid let holdes ud fra forskjellige andre Ord, blandt hvilke kan mærkes Adj. rauðr, rød, der nu som første Led ikke sjelden lyder Raa, og et gammelt Ord Raa, som betyder Grændselinie.


rabbr

rabbr m. (Gen. rabbs), langstrakt Banke. Findes i Gaardnavne, mest af nyere Oprindelse, over det hele Land, hyppigst nordenfjelds; ogsaa i den svagt bøiede Form rabbi m.


rák

Se ► akr.


rauði

rauði m. (Gen. rauða), det gamle Sprogs Ord for Myrmalm af Jern (paa Grund af dens rødagtige Farve), ligger vist til Grund for endel Navne, men kan næsten aldrig sikkert skilles fra Adj. rauðr.


raun

raun (hraun) n. (Gen. rauns, Flt. i Gaardnavne raunar f.) maa have betydet nøgen Fjeldgrund. Findes nu i Norge kun bevaret i Stedsnavne. I saadanne er det oftest brugt om Holmer og Skjær (tildels i Formen Rogn); er i denne Anvendelse nu i Norge Hunkjønsord ogsaa i Ent. I Gaardnavne findes det sjelden og er der ofte vanskeligt at skille fra det følgende Ord. Paa Island bruges det især om saadan Fjeldgrund, som er dannet af størknet Lava; den oprindelige Betydning synes dog ogsaa der at have holdt sig paa enkelte Steder (se f. Ex. Kålund, Hist. topogr. Beskrivelse af Island II 264).


raun

raun f. (Gen. raunar), Rogn (Træ). Fra Oldn. kun kjendt i den afledede Form røynir m., men endnu meget brugt i Norge i den oprindelige, eller i den af denne ved lydlig Forandring opstaaede Rogn. Som Gaardnavn usms. og som 1ste Led. Nogle faa Sammensætninger med vin findes (Røynin, Raunvin), ingen med heimr. Jfr. det foregaaende Ord. Mange Gaardnavne ere desuden dannede af det afledede røyni n., Sted bevoxet med Rogn (se ovfr. S. Bl).


rein

rein f. (Gen. og Flt. reinar), Rein, Græskant, der danner Skjel mellem Agre og andre dyrkede Jordstykker. Ikke sjeldent i Navne, især paa Vestlandet og nordenfjelds; i denne Anvendelse vel at forstaa om et paa saadan Maade afgrændset Jordstykke (jfr. Udtrykket reint ok steint, hvorom se Fritzner under reina). I Navne vesten- og nordenfjelds findes tildels Sideformen reina f. (Gen. reinu), der efter Aasen i Bergens Stift ogsaa bruges om en smal Forhøining, en lang Vold af Jord eller Grus. Kan i sms. Navne være vanskeligt at skille fra Dyrenavnet reinn (hreinn), Ren, og fra andre Ord, som røyni (se raun f.).


reitr

reitr m. (Gen. og Flt. reitar), afgrændset Flade, Rude; særlig om en dyrket Jordflek, et Bed i en Have og lign. Alm. i Navne nordenfjelds, mest i bestemt Flt., Reitan. I et Par gudbrandsdalske Navne synes det derfra forskjellige reit f. at forekomme, maaske snarest i Betydningen: Grøft (se Ross under Ordet).


rif

rif n. (Gen. rifs, Dat. rifi), Rev, langstrakt, fra Land udgaaende Grund i Vand. Forekommer et Par Gange sms. med heimr. Det er muligt, at rif i Navne ogsaa har andre Betydninger foruden denne. Kan tildels forvexles med refr, Ræv, og det deraf dannede Mandsnavn.


rimi

rimi m. (Gen. rima, Flt. rimar), langslrakt Forhøining, Jordryg eller Bjergryg. Deraf mange, dog mest nyere Navne. I nogle Egne brugt om en skovbevoxet Ryg eller om Skovstrimmel, Skovstykke overhovedet. Der findes ogsaa et stærkt bøiet Hunkjønsord rim, mest brugt fra Romsdals Amt og videre nordover; paa et enkelt Sted (i Selbu) er dette Ord af Intetkjøn (der brugt om Skovstykker), rimi bliver i Indherred ved Ligedannelse til Raamaa, der i et Par Navne er blevet misforstaaet og skr. Rødmo. Ordet synes i et Par Tilfælde sms. med vin; om det nogle Gange forekommende, med heimr sms. Remmern hører hid, er kanske tvivlsomt.


rindi

rindi m. (Gen. rinda, Flt. rindar), omtrent enstydigt med det foregaaende Ord, men ikke som dette brugt om Skovstykker. Maa, uagtet det ikke kan paavises i Oldn., være gammelt Ord, bl. a. fordi gamle Sammensætninger som Rindin og Rindeimr vel maa henføres til det. Paa adskillige Steder nu brugt som stærkt bøiet Hunkjønsord. rind, der vel ogsaa er gammelt (mærk særlig Bygdenavnet Rind, nu Ring, i Ringsaker). Er i Navne vanskeligt at holde ud fra et gammelt Elvenavn Rind eller Rinda.


ringr

ringr (hringr) m. (Gen. rings, Flt. ringar), Ring, Kreds. Findes i adskillige gamle Stedsnavne, bl. a. i Sammensætninger med vin og heimr; er desuden alm. Pladsnavn i nogle Østlandsegne. Nogle gamle Navne, som Ringisakr (Bygdenavn, opr. Gaardnavn, paa Hedemarken og Gaardnavn i N. Aurdal) og Ringissjór, maa udgaa fra en afledet Form, men ere vanskelige at forklare (Ringissjór maaske af et opr. usms. Sønavn Ringir). Ringariki har til 1ste Led et gammelt Folkenavn Ringar; det samme er maaske Tilfældet med Ringabú i Gudbrandsdalen. Endel med Ring- begyndende Navne komme af Mandsnavnet Ringr (Hringr), som Ringsrud, Ringstad; andre, som det synes, af et Elvenavn Ringa.


ris

ris (hris) n. (Gen. riss, Flt. i Gaardnavne risar f.), Ris, Kratskov; ogsaa brugt om Samling af afhugne Kviste og Buske. I usms. Navne mest i Flt. (Rise, Riser, Risan); ogsaa alm. som 1ste Led. Sammensætninger med heimr findes. At adskille fra det følgende Ord. Der har været et Elvenavn Risa; kun faa Navne komme af det gamle risi m., Kjæmpe.


ris

ris n. (Gen. riss), Forhøining, Høidekam. Ikke kjendt fra Oldn., men sandsynlig gammelt Ord; bruges dog mest i nyere Navne. Nu oftest udt. med aabent i eller lukt e, paa enkelte Steder dog, som det synes, med lukt i.


rjóðr

rjóðr n. (Gen. rjóðrs, Flt. i Gaardnavne rjóðra r, rjóðarf.), aabent Rum i Skov, Grønning, Græsplet (jfr. glenna). Ikke sjeldent i Navne, men ofte ikke let at gjenkjende. I Udtalen er nu paa nogle Steder i Ordets Begyndelse r bortfaldet (Jo), paa andre j (Ro, Rø), hvilke Udtaleformer da gjerne have paavirket Skriftformen. Paa Grund af den sidst nævnte Udtaleforandring bliver det undertiden vanskeligt at skille fra ruð.


Se ► .


rófa

rófa f. (Gen. rófu), Dyrehale. Findes i adskillige Stedsnavne, gamle og nyere, især i Smaalenene (jfr. Bd. I S. 20); at forklare som hali (se dette). Paa et enkelt Sted har det i ældre Tid været Grændenavn (i Gjerdrum, RB. 240).


ruð

ruð n. (Gen. ruðs, Dat. ruði), Rydning, ryddet Sted. Overordentlig hyppigt i Gaardnavne i den sydøstlige Del af Landet. Usms. findes det som Gaardnavn i c. 230 Tilfælde, hvoraf over 80% tilhøre Østlandet, til og med Bratsberg Amt. Resten er omtrent jevnt fordelt over de øvrige Amter. Af de i disse forekommende usms. Rud-Navne tør dog nok flere i Virkeligheden stamme fra rjóðr. Ry, der findes som Gaardnavn paa fl. St. i Orklas Dalføre, kommer sandsynlig ogsaa af det sidste Ord, uagtet det i den seneste Middelalder tildels findes skr. Ruð. I Ryfylke og S. Bergenhus Amt findes endel Gaardnavne, som nu skrives Rød eller Røen, men som efter Udtalen maa være en ellers ukjendt stærkt bøiet Hunkjønsform af Ordet; til denne synes der at findes enkelte Spor ogsaa ellers i Landet.[7]

Som sidste Led findes ruði c. 2900 Tilfælde[8]. Disse tilhøre næsten alle Østlandet, Bratsberg Amt derunder indbefattet. Hele det øvrige Land har kun 20 af dem, hvoraf de fleste findes i Nedenes og i den øvre Del af Guldalen. Navnenes Fordeling over Østlandet er i det hele temmelig jevn; dog maa mærkes, at der er forholdsvis faa af dem i de fleste af de store Dalfører, med Undtagelse af Numedal, især i deres øvre Bygder. Østerdalen har kun 14 (hvoraf 1 i Nordre Østerdalen), Nordre Gudbrandsdalen 21, Valdres 53 (intet i den øverste Bygd, Vang), Hallingdal 67. De Fogderier i Landet, hvor der findes flest af dem, er Rakkestad (266), Aker og Follo (219), Buskerud (236).

Gaardnavne, dannede af dette Ord, høre i det store taget til det yngste Lag blandt de af vore Gaardnavne, som ere blevne til før Reformationstiden. Endnu i RB. er ruð som Betegnelse for en Jordeiendom i enkelte Tilfælde først paa Vei til at blive Egennavn (f. Ex. S. 240: Fors halft annat øyris bol ok øyris bol af rudinu þær hia; S. 341: i rudinu wp af Intaku), skjønt det paa mangfoldige andre Steder i samme Bog allerede optræder som fuldt fæstet Egennavn. Et Bevis paa, at disse Navne ere forholdsvis unge, er det ogsaa, at ret mange af dem ere sms. med Personnavne, der ikke have været brugte her i Landet før efter Kristendommens Indførelse, som Adam, Benedict, Jon, Klemet, Marteinn, Páll, Pétr, Stefan, Thomas, Cecilia, Kristin. Paa den anden Side tør man vist ikke benegte Muligheden af, at ruð i Navne i nogle Tilfælde kan være gammelt; men som sikkert tør man fastholde, at det først har faaet sin store Udbredelse i forholdsvis sen Tid.

I de sms. Navne er 1ste Led, forsaavidt dets Betydning kan bestemmes, oftest Personnavn eller Tilnavn. I ikke faa Tilfælde er det et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed. Sjeldnere er Ordet sms. med Elvenavne, med Navne paa Træer, Planter og Dyr eller med Navne paa andre Gaarde, hvorfra «Rudet» er udgaaet.

Flere Omstændigheder tyde paa, at mange af de Gaarde, der ere sms. med ruð, maaske endog de fleste af dem, opr. have hedt Ruð i usms. Form og først senere have faaet et Forled tilføiet. Herom nærmere ovfr. S. 17.

Det kan her tillægges, at der findes Exempler paa, at en og samme Gaard med saadant Navn har været nævnt med forskjellige Forled, som den i DN. III 416 omtalte, senere forsvundne Gaard Ketjulsruð i Aas, der i dette Brev oplyses ogsaa at have været kaldet Bessaruð, efter en senere Eier af Navn Bessi.

Som usms. Navn har ruð nu oftest ubestemt Entalsform. Bestemt Entalsform (gammel Form Ruðit) findes næsten kun i Bratsberg Amt, og der især i Øvre Telemarken, hvor det skrives Rui, en Skriftform, som let kan lede til den urigtige Forudsætning, at det er gammel Dativform. Virkelig Dativform i Ental forekommer i Gudbrandsdalen, Valdres og Hallingdal, ellers kun 1 Gang i Smaalenene (Bd. IS. 16) og 2 Gange i det Trondhjemske.

I Nutidens Udtale lyder ruð i Gaardnavne, usms. eller sms., alm. dels Ru (lukt u), dels ; der skrives derfor ogsaa dels Rud, dels Rød. Udtalen med ø bruges i Egnene omkring Kristianiafjorden, dog ikke ved Fjordens inderste Del, videre østover til Rigsgrændsen i Kystbygderne og vestover, ligeledes kun i Kystbygderne, til Nedenes, ligesom ogsaa i de faa Tilfælde, hvori saadanne Navne findes længere vest og nord. Derved er at mærke, at Udtalen med ø har lidt videre Udbredelse i usms. Navne end i sms.; dog findes den ogsaa i disse kun nær Grændsen for -rø i sms. Form. Hvor der udtales ø i sms. Navne, bliver Vokalen ofte svækket til et tonløst e. Af de Ændringer, den oprindelige Form ellers kan undergaa i Udtalen, bør særlig mærkes, at r hyppigt bliver borte efter s og l; saaledes kan Eiriksruð blive til Ærse, Skúlaruð til Skidu. Skriftformen har undertiden rettet sig efter saadanne Udtaleformer, fordi man havde tabt Bevidstheden om Navnets Oprindelse, som i Belse i Frogn, opr. Bergþórsrud (tidligere skr. Belsø og paa Grund af denne Form forvansket til Belsjø).

En mindre udbredt Udtale er -ro, dels med lukt, dels med aabent o (Nordre Gudbrandsdalen, til og med Ringebu, og paa enkelte Steder i Bergens Stift).


ruðland

ruðland n. (Gen. ruðlands) og det deraf afledede ruðlendi n. (Gen. ruðlendis), ryddet Land, findes som Gaardnavn, det første sjelden, det sidste i Lister og Mandal Amt ret ofte.


ruðningr

ruðningr m. (Gen. ruðnings), Rydning. Meget alm. Navn i nogle Egne, især nordenfjelds, altid brugt i bestemt Form. Nu paa de fleste Steder udt. med ø og oftest skrevet Rønningen, Rønningan. Er utvivlsomt gjennemsnitlig yngre end ruð, men kan paavises brugt som Navn allerede i MA. (RB. 380. 502).


ruðstaðr

ruðstaðr m. (Gen. ruðstaðar), Rydningssted, ryddet Sted. Som Gaardnavn temmelig alm. paa Østlandet, nu sædvanlig skr. Rustad, Røstad (undertiden i bestemt Form, Rustaden, ved Misforstaaelse tildels skr. Rustan); ogsaa enkelte Exempler nordenfjelds. Findes allerede i den senere Del af Middelalderen. Faa Oplandene bruges i nogle Bygder, mest mellem Mjøsen og Randsfjorden, med samme Betydning Røstø (tildels udt. og skr. Røste), Røstøa, der maa udgaa fra en gammel Hunkjønsform Ruðstǫð.


rust

rust f. (Gen. rustar), Lund, liden Skov. Ikke kjendt fra Oldn., men blandt de deraf dannede Stedsnavne er der flere gamle. Nu mest lydende Røst, paa Søndmør Ryst med aabent y. Ogsaa fra de andre hos Aasen og Ross anførte Betydninger af Ordet udgaa mulig nogle Stedsnavne.


ryggr

ryggr (hryggr) m. (Gen. ryggjar, Flt. ryggir), Ryg. De deraf dannede Gaardnavne ere at forklare af den overførte Betydning: langstrakt Forhøining af Jord eller Fjeld. Som usms. Gaardnavn altid i Ent. Ofte sms. med Dyrs Navne, med hvis Ryg man har sammenlignet saadanne Forhøininger efter deres Form (Bjørneryggen, Galteryggen, Gjeiteryggen, Hesteryggen, Kobberyggen, Reinsryggen, Suggeryggen, Svineryggen). Enkelte af disse Høidenavne ere overførte paa Gaarde.


røyni

Se ► raun f.


røysi

røysi (hrøysi) n. (Gen. røysis), ogsaa i Flertalsformen røysar f., Røs, Stendynge. Nu Hunkjønsord, Røis, i begge Tal, baade som Fællesord og i Navne. Som Navn usms. og sms.; af Sammensætningerne er den hyppigste Røysaland, ofte forekommende fra Kristianiafjorden til Søndhordland. Findes sms. med heimr. Paa et enkelt Sted (Hole, Ringerike) er Røysi gammelt Bygdenavn.


rǫð

rǫð f. (Gen. raðar), Rad. Synes i den Anvendelse af Ordet, der ligger til Grund for dets Brug i Stedsnavne, at have betydet: Grusryg, Grusbanke. Har særlig været brugt om de lange Banker af Grus og Rullesten, gamle Moræner fra Istiden, som paa begge Sider af Kristianiafjorden stryge gjennem Smaalenene og Jarlsbergegnen (jfr. Norges Land og Folk I S. 7 og 14), og har der givet Ophav til en Del Gaardnavne. Er i disse Egne, ligesom ogsaa andensteds, nu Intetkjønsord, Raet. Rǫð forekommer som Ønavn (Radøen nordenfor Bergen).


rǫnd

rǫnd f. (Gen. randar, Flt. randir); Rand. Ikke ret ofte i Navne (jfr. Thj. VSS. 1891 S. 209, hvor der kan tilføies Gaardnavnet Randaberg ved Stavanger og Randøen østenfor Kristiansand, opr. Rrǫndnd, jfr. Randarsund i Fornm. s. IX 17). Mest bekjendt af disse Navne er Indsønavnet Rrǫndnd, nu Randsfjorden (jfr. jaðarr).


S

salr

salr m. (Gen. salar, Flt. salir), Sal, stort Værelse. Som 2det Led i en Mængde Gaardnavne, hvoraf det mest udbredte er det vistnok meget gamle Uppsalir, nu oftest skr. Opsal, men udtalt paa mange forskjellige Maader. Ialfald i denne Forbindelse synes salr ikke at kunne have anden Betydning end: Opholdssted, Gaard. Ellers kan fremhæves, de ogsaa meget gamle Bygdenavne Skiringssalr, det nuværende Tjølling, Oðinssalr, der kjendes fra Smaalenene (Fagrskinna S. 12, jfr. Bd. I S. 310) og fra Melhus (DN. II 226). Kan i Navne tildels vanskelig skilles fra andre Ord, særlig sǫðull, Sadel (om Høider med en Indsænkning), og hali, i Navne, hvis første Led ender med s (som Refshali, nu Refsal).


salt

salt n. (Gen. salts), Salt. Stedsnavne, hvori dette Ord indgaar, skrive sig i de fleste Tilfælde fra den i ældre Tid langs Kysten i stor Udstrækning drevne Saltkogning af Søvand, som dengang kunde lønne sig, fordi Brændematerialet var billigt og det fra Udlandet indførte Salt meget dyrere end nu. Oftest forekommende Sammensætninger Saltbúð (Saltbu, Salbu, jfr. Bd. 1 S. 343) og Saltketill (Saltkjel). Hvor denne Forklaring ikke er mulig, kunne saadanne Navne maaske tildels have Hensyn til et saltholdigt Myrhul eller noget lign. (jfr. Aasen og Ross under Salta). Fjordnavnet Salten, Saltfjorden er af anden Oprindelse; det lyder i gammel Form Salpti og er endnu ikke sikkert forklaret. Fra denne Stamme Salpt- skrive sig mulig ogsaa nogle andre Stedsnavne (jfr. «Sproglig-historiske Studier, tilegnede Professor C. R. Unger. S. 47 f.).


sandr

sandr m. (Gen. sands, Dat. sandi, Flt. sandar), Sand. I en Mængde Gaardnavne, usms. og sms. Mange Sammensætninger med vin (Sandvin, Sandin, Sendin, Sǫndin) og med heimr.


saurr

saurr m. (Gen. saurs, Flt. i Navne saurar), Skarn, Smuds, Søle. I Navne vel overalt at forstaa om myret, dyndet Grund (jfr. med Hensyn til Forklaringen Landn. 126); findes usms. og som 1ste Led. Det mest udbredte sms. Navn er Saurbœr, Saurbýr, nu oftest udt. Sørbø, Sørby. Disse Navne adskilles i Nutidsformen fra opr. Suðrbýr, Sørgaarden, derved, at dette har mistet r-Lyden i Udtalen (Søby); dette Navn har desuden fra gammel Tid oftest lydt Sunnbýr (nu Sundby). Som 2det Led i Navne udtales saurr nu med svækket Vokallyd (-sur, -ser).


sef

sef n. (Gen. sefs), Siv. Findes i nogle Navne, deriblandt et meget gammelt, Sivesin i V. Toten (Sifisin, se DN. I 274. II 363); dette kommer dog kanske nærmest af en afledet Intetkjønsform paa i eller af et Indsønavn paa -i r. Kan ofte vanskelig holdes ud fra sæv-, Stammeformen af sær, Sø.


sel

sel n. (Gen. sels, Dat. seli, Flt. i Gaardnavne maaske seljar f.), Sæl, Husene paa en Sæter. I Gaardnavne næsten kun i Kristiansands og Bergens Stifter, usms. og sms. Som 2det Led især brugt i Nedenes og den østlige Del af Lister og Mandal Amt, nu tildels udt. -søl. Forvexles let med andre i Stedsnavne brugte Ord, særlig Trænavnet selja, selr (Sælhund) og sil.


selja

selja f. (Gen. selju), Silje (Træ). Undertiden usms., oftest som 1ste Led. I denne Stilling har det mange forskjellige Former i Nutidsudtale, saaledes Sel-, Sele-, Selle-, Selli-, Søl-, Silju-, Sylju-, Sølje-. Til dette Ord henføres vel ialfald rimeligst en oftere forekommende Sammensætning med vin, Selin (jfr. Bd. I S. 282).


setr

setr n. (Gen. setrs, Dat. setri, Flt. i Gaardnavne setrar f.) betyder i de fleste Tilfælde i Gaardnavne vistnok: Opholdssted, Bosted (Sted, hvor man sidder, af sitja, sidde). Forskjelligt derfra, ikke blot i Betydning, men ogsaa i sproglig Form, er et af samme Stamme dannet Ord sætr (i det gamle Sprog ligeledes Intetkjønsord, men nu for det meste Hunkjønsord), Sæter, i den endnu vel kjendte Betydning af Sted i Udmark eller i Fjeldet, hvor man holder Kvæget om Sommeren. Disse Ord kunne forøvrigt ikke altid let skilles fra hinanden i Navne; de af det sidste kommende ere vistnok for den største Del af gjennemsnitlig senere Oprindelse.

Begge Ord findes i Navne usms., i Ent. og Flt., og sms., i sidste Tilfælde mest som 2det Led. I denne Stilling kan setr let skilles fra sætr derved, at det sidste regelmæssigt har bestemt Form (-sætra, -sætret). Som 2det Led er setr meget almindeligt i Gaardnavne. Det findes i over 900 Tilfælde, mest udbredt i den nordlige Del af Landet, fra Søndfjord til Nordland. Denne Landsdel har over 70% af de med setr sammensatte Navne; forholdsvis flest af dem findes i Romsdals Amt (henimod 250). Paa Østlandet ere de forholdsvis hyppigst omkring Mjøsen.

Disse Sammensætninger synes at være temmelig gamle og tør vel for den største Del henføres til Vikingetiden og den nærmest forudgaaende Tid. De findes ikke paa Island, men derimod ikke sjelden i de gamle norske Kolonilande i Vesten. Det kan ogsaa mærkes, at Personnavne fra kristelig Tid ikke findes i denne Sammensætning (den eneste mulige Undtagelse er Paalset i V. Toten).

Med Hensyn til Valget af 1ste Led i disse Navne er Forholdet i det store taget det samme som ved Navnene paa -ruð. Forskjellen er, at Personnavne her ikke have fuldt saa stor Overvægt, medens Ord, der sigte til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed, Elvenavne, Træ- og Plantenavne forekomme forholdsvis oftere. I Sammensætning med andre Gaardes Navne findes setr ikke. I et Par Tilfælde er 1ste Led et Ord, der synes at have Hensyn til den hedenske Gudsdyrkelse (Frøiset, Veset).

Som sidste Led lyder setr nu oftest -set, tonløst eller svagt betonet (dels med lukt, dels med aaben Vokal). I den søndre Del af S. Bergenhus Amt, Indre Sogn og Nordfjord er Udtalen -sete med aaben Vokal, i Stjørdalen (undtagen Skatvaal Sogn) -sete med lukt Vokal, Om Formen med tilføiet Hankjønsartikel (seten) i en Del af S. Trondhjems Amt se ovfr. S. 13. Naar Ordet som 1ste Led har Genetivfoimen Setrs, er det nu ofte blevet til Sæs-.


sill[9]

sill n. (Gen. sils), stilleflydeude Strækning i Elv eller Bæk. Maa være af samme Stamme som det af Aasen og Eoss fra N. Trondhjems Amt anførte Adj. sel, stilleflydende, men kan ellers ikke paavises som Fællesord i Oldn. eller i nuv. norske Bygdemaal; derimod findes det endnu bevaret i svenske. Deraf Bygdenavnet Sil, nu Sel, i Gudbrandsdalen, sandsynlig ogsaa Tryssil i Østerdalen. Ogsaa enkelte Gaardnavne komme antagelig deraf, skjønt man i disse har ondt for at adskille dette Ord fra andre i Lyd nærstaaende.


sjár, sjór

Se ► sær.


skagi

skagi m. (Gen. skaga), fremstikkende Odde af Land. Deraf adskillige usms. Gaardnavne. Paa nogle Steder, især nordenfjelds, bruges nu i samme Betydning Intetkjønsordet Skag, som oftere findes i nyere Navne. Deraf maa vel ogsaa forklares Fjeldnavnet Skaget (i Ø. Slidre). Det er at mærke, at enkelte opr. med Skaga- begyndende Navne komme af Mandsnavnet Skagi.


skáli

skáli m. (Gen. skála) bruges i Oldn. dels om Hal, et stort Værelse, dels om særskilte, til forskjelligt Brug bestemte Huse ved Siden af det egentlige Vaaningshus og om Huse langt fra Gaarden til midlertidigt Brug; nu i Folkesproget om Skur og lignende Bygninger. Fra disse sidste Betydninger udgaar, ialfald i de fleste Tilfælde, Ordets Brug i Gaardnavne. Det kan ofte i Navne ikke sikkert skilles fra skál f., Skaal, der bruges om Fjelde og Tjern, vistnok ogsaa om runde Fordybninger; af det sidste Ord udentvivl at forklare Sammensætningerne med vin og heimr, der forekomme hver 1 Gang (Skælin i Borge Sml., se Bd. I S. 272, og Skáleimr i Vikør).


skalli

skalli m. (Gen. skalla), Pande, Hovedskalle; i Bygdemaal ogsaa om en tør eller stenet Forhøining. Af den sidste Anvendelse af Ordet, som sikkert ogsaa er gammel, er dets Brug i Stedsnavne i Regelen at forklare. I Sammensætninger som Skallerud, Skattestad, Skaltorp er dog vel snarest at tænke paa skalli som Tilnavn i Betydning: den skaldede, eller mulig som virkeligt Mandsnavn.


skapt

skapt n. (Gen. skapts), Skaft. Som Stedsnavn især om lavere Udløbere fra Fjelde, om Odder og om Holmer, fortrinsvis Holmer, som ligge yderst i en længere Række. I ældre Gaardnavne kun en sjelden Gang som 1ste Led. Et Par Gange findes Sammensætning med vin (Skeptin). I nogle Tilfælde kommer Skaft- af Mandsnavnet Skapti.


skarð

skarð n. (Gen. skarðs, Dat. skarði), Skar, Indsænkning med Høider paa begge Sider. I Navne oftest usms. Sammensætninger findes med vin (Skerðin, Skorðin). Som 2det Led ikke sjelden i Skrift forvexlet med garðr, naar 1ste Led ender med s; ogsaa udsat for Forvexling med skor og skor.


skeið

skeið n. (Gen. skeiðs, Dat. skeiði). Af de Betydninger, hvori dette Ord findes i det gamle Sprog, er vel: Bane, til Kapløb eller Kapridning, snarest den, der ligger til Grund for de Navne, hvori det forekommer; man kan have benævnt Stedet saaledes enten, fordi det virkelig brugtes til saadan Kappestrid, eller fordi det egnede sig til dette Brug. Forklaringen bliver dog noget usikker. Mulig kan man ogsaa tildels tænke paa den nu ikke ualmindelige Betydning: Gaardsvei mellem Agre. I mange gamle Gaardnavne over det hele Land, mest usms., hyppigt i Dativformen, Skeie; i Udtalen nu tildels Ske eller Ski, især naar det staar som 2det Led.


sker

sker n. (Gen. skers), Skjær; i Navne oftest sigtende til bare Klipper, som stikke op af Jordmark (jfr. fles), dog tildels vel ogsaa til lave, isolerede Fjeldhøider. Usms. vel kun i bestemt Form, Skjæret, i nyere Navne. Ofte som 1ste Led, ogsaa i ældre Navne; er dog da tildels af anden Oprindelse; kan saaledes komme af Elvenavnet Skjerva (Skerfa) eller af et andet af Stammen skarf dannet Ord.


skjá

skjá f. (Gen. skjár), Skur (f. Ex. til Bevaring af Fisk, Ved, Torv, Hø); endnu meget brugt, men gaaet over til Hankjønsord. Findes oftere i Navne, mest nyere og især i Nordland; alm. urigtigt skr. Sjaa. Endel Navne skrives rigtigt Sjaa- og komme dels af sjór, Sø, dels af Verbet sjá, at se. Dunkelt er det oftere forekommende Skjaastad (ikke Sjaastad), der ikke synes at kunne forklares af skjá.


skógr

skógr m. (Gen. skogár og skógs, Dat. skógi, Flt. skogár), Skov. Findes selvfølgelig i mange, tildels gamle Gaardnavne. Sammensætninger med heimr forekomme (Skógeimr, Skógareimr), men ingen med vin. I de fleste Østlandsegne nu udt. Skau, idet óg er gaaet over til au. I disse Egne har den vanlige Skriftform i senere Tid været Skoug, en Form, som er urigtig, idet den indeholder en Sammenblanding af det opr. Skog med Udtalens Skau.


skor

skor f. (Gen. og Flt. skorar) bruges nu om en Afsats i en Fjeldside, en liden Flade under en steil Klippe; ogsaa om en større Flade ved Foden af et Fjeld (Aasen). Det har i ældre Tid tillige havt Betydningen: Skar, Revne i Fjeld eller Fjeldside, hvortil vel ogsaa den af Aasen fra Telemarken anførte Betydning: Hulning, omtrent som et Bækkeløb med Bakker paa begge Sider, er at henføre (efter Ordets opr. Betydning: Indsnit). Ofte usms., paa Østlandet mest i Flt., ellers mest i Ent., alm. skr. Skaar; lidet brugt i det Trondhjemske. Kan forvexles med garðr, skarð og skor; som 1ste Led ogsaa med Elvenavnene Skorfa og Skorga og med Mandsnavnet Skorri.


skot

skot n. (Gen. skots), synes i Stedsnavne brugt i Betydninger, der ikke kjendes ellers for dette Ord, men meget vel kunne forklares af dets Udspring af skjóta, skyde: Fremspring af Land, især høit Land, og op ragende Høide (altsaa noget, som skyder frem eller skyder i Veiret). Enkelte Navne kunne vel ogsaa udgaa fra den hos Aasen omtalte Betydning: Sted, hvor Tømmer skydes ud over et Berg.


skriða

skriða f. (Gen. skriðu), Skred (Jordskred, Bjergskred, Sneskred); hyppigt brugt om Steder, hvor Skred engang have gaaet og der findes Mærker efter dem. I adskillige Navne usms. og sms., forskjellig udtalt (mest med lukt e i 1ste Stavelse). Paa nogle Steder findes med samme Betydning skrið n.


skuggi

skuggi m. (Gen. skugga), Skygge. I Navne baade usms. og som 1ste Led, vél altid betegnende Steder, som ligge i Skygge, have lidet Sol. Af de sms. Navne (hyppigst Skuggaruð) ere nogle aabenbart temmelig gamle; af de usms. findes et enkelt (Skuggen i Borgund Sdm.) omtalt allerede i Jomsvikinga saga (Fornm. s. XI 118). De fleste af dem ere dog sikkert af nyere Oprindelse.


sláttr

sláttr m. (Gen. sláttar), Slaatteland, Slaatteng. Findes i Navne ogsaa i Formerne slálla f., Slætt f. og Slætte n. Desuden maa der have været en stærkt bøiet Intetkjønsform Slaatt. Det hyppigt forekommende Gaardnavn Slaattet, Slottet kan nemlig visselig i mange Tilfælde ikke forklares paa anden Maade, medens det i andre skriver sig fra, at der i Nærheden engang har været en gammel «Bygdeborg» (se ovfr. under borg og Bd. I S. 119). En tredie Mulighed til Forklaring af nogle af disse Navne er, at man i Spøg kan have givet tarvelige Hytter Navnet «Slottet», og at dette kan have fæstet sig ved dem, som det er gaaet med mange andre Spøge- og Spottenavne.


slétta

slétta f. (Gen. sléttu), Slette, flad Strækning. I mange Navne, hvoriblandt endel gamle. At adskille fra de, der komme af de uuder den foregaaende Artikel omtalte Ord Slætt og Slætte. I sms. Navne har Slet- alm. sin Oprindelse af Adj. sléttr, hvoraf ogsaa en Sammensætning med vin kommer (Sletta i Romsdalen, Slitin i DN. II 233).


sló

sló f., et ellers ukjendt Ord af ganske uvis Betydning, findes som 2det Led i nogle trondhjemske Gaardnavne (anførte i Thj. VSS. 1882 S. 26 Anm.); kan i Navnenes nuv. Form let forvexles med , saameget mere som s nu i flere Tilfælde er blevet borte i Udtalen. Det er maaske det samme Slo, der findes som Navn paa en nu forsvunden Gaard i Odalen i RB. 469.


sneis

sneis f. betyder: Pind, Stage, i forskjellige Anvendelser, bl. a. om Kornstør. I nogle faa Gaardnavne, som kunne tænkes at skrive sig fra denne sidste Anvendelse af Ordet; de kunde dog nok ogsaa henføres til dets, ligeledes sjeldne Brug som Fjeldnavn (Lurusneisen ved Luruvandet i Nordli Sogn, Lierne). Findes en enkelt Gang som Gaardnavn paa Island (Hunavatns Syssel).


spjót

spjót n. (Gen. spjóts, Flt. i Gaardnavne spjótar f.), Spyd. Oftere i Navne paa Steder, hvor der er et Fremspring, som ender spidst, ligesom et Spydblad. Oftest sms., især med Ord, som betegne Ø, Nes, Vik, Indsø, Tjern. I Gaardnavne ogsaa usms., hvor da vel en fremstikkende Spids af en Høide i Regelen har givet Anledning til Navnet (jfr. Bd. I S. 56). I Nutidens Udtale Spjot-, Spjøt-, Spjut-, Spyt-.


staðr

staðr m. (Gen. staðar), Sted. Er i sin Anvendelse i Stedsnavne ganske forskjelligt fra Flertallet staðir, som derfor omtales nedenfor i en egen Artikel. Som Entalsord har staðr i Navne to forskjellige Betydninger. I ikke faa Tilfælde betyder det simpelthen: Sted, saaledes i Bólstaðr, Hvistaðr, Bjárstaðr (Gaardsted, af bœr, nu alm. Bjaastad), Buðarstaðr (Bodsted), Hofstaðr (Tempelsted), Kaupstaðr (Handelssted), Kvernstaðr (Kvernested), Kerstaðr (Sted for et Fiskekar, til Laxefangst), Ruðstaðr (Rydningssted), Saltbúðarstaðr (Sted for Saltbod). I nogle saadanne Sammensætninger findes ogsaa med lige Betydning Hunkjønsordet stǫð. Da staðr var saa overordentlig hyppigt brugt i Navne som 2det Led i Flertalsform, har det senere tildels faaet denne ogsaa i disse Sammensætninger, hvor det opr. var Entalsord.

I nogle Navne betegner derimod staðr aabenbart noget, som stikker frem, skyder ud (jfr. stafn). Denne Anvendelse af Ordet er maaske at forklare af den gamle Betydning: Standsning (se Fritzner under staðr 1), fordi Fremspringet i Terrainet volder Ophold for den, der skal forbi, og, hvis det gaar ud i Søen, kan nøde ham til at vente for at faa anden Vind (jfr. Thj. VSS. 1891 S. 227). De mest bekjendte Exempler paa denne Anvendelse af staðr i Stedsnavne er Halvøen Staðr paa Grændsen af Nordfjord og Søndmør (i senere Tid urigtigt og mod Udtalen paa Stedet skrevet Stadt og derfor udtalt Statt) og Stadsbygden ved Trondhjemsfjorden, i ældre Tid Staðr, der danner et i en skarp Bøining af Fjorden udskydende Nes. Herhen hører vel ogsaa Gaardnavnet Stai (Staði, Dativform; i Storelvedalen, Kvikne og Vaage), den oftere forekommende Sammensætning med heimr (Staðeimr) og endnu nogle flere Navne. Gaardnavnet Staðsbjǫrg (i Skedsmo og i Øier), der skrives saaledes i den senere MA., maa derimod paa Grund af den uregelrette Genitivform vel antages at være en Forvanskning af Stafnsbjǫrg, som det skrives i Haakon Haakonsens Saga.

Ved nogle af Navnene i den sidst anførte Klasse kunde nok ogsaa tænkes paa det Stad m. eller n., der efter Aasen og Ross nu bruges paa fl. St. i Betydning: Elvebakke; dette maa være et gammelt Ord, da det findes med lignende Betydning ogsaa i svenske Bygdemaal.


staðir

staðir m. (Flertalsord, jfr. foregaaende Artikel). I Flertal aldrig usms. som Navn, alene anvendt som 2det Led. Dets Betydning i denne Forbindelse kan ikke sikkert bestemmes; men det maa synes rimeligt, at det er: Bosted; Grunden, hvorfor Flertalsformen altid er benyttet, er endnu ikke oplyst.

Antallet af Gaardnavne, sms. med staðir, er over 2500[10] De findes overalt i Landet; Antallet er dog forholdsvis størst paa Østlandet (navnlig i Smaalenene, i Akerhus Amt og i Hamar Stift) og i de trondhjemske Amter. Derimod er der meget færre af dem paa Strækningen fra Langesundsfjorden til og med Sogn ; forholdsvis flest findes der i denne Landsdel i Stavanger og i Lister og Mandal Amter. Paafaldende er Modsætningen mellem Sogn med kun 32 af dette Slags Navne og Sønd- og Nordfjord med 90. Paa Østlandet staa Hedemarkens Fogderi med 137 Navne og Kristians Amt med 322 forrest; nordenfjelds har S. Trondhjems Amt 166 og N. Trondhjems 199.

Sammenligner man disse Navne med Hensyn til Udbredelsen i Landet med de ældre paa -vin og -heimr, viser det sig, at flere af de Egne, der have paafaldende faa Navne af de to sidste Klasser, ere ret vel forsynede med Navne af den første. Stærkest er Forskjellen i Tromsø Stift med 147 Navne paa staðir mod 2 paa vin og 7 paa heimr. Omvendt gives der Egne, hvor de to ældre Navneklasser hver for sig have Overvægten, Hallingdal, Nedre Telemarken, Hardanger og Voss, Sogn; i Valdres og paa Ringerike er der ialfald flere Navne paa vin end paa staðir, og i Romsdals Fogderi flere paa heimr end paa staðir.

Af Interesse er det ogsaa at sammenligne Forekomsten af Navne paa land- og paa staðir. Hvor der er ualmindelig mange af de første, er der forholdsvis faa af de sidste, saaledes paa den omtalte Strækning fra Langesundsfjorden til Sogn (dog med Undtagelse af selve Sogn og af Hardanger og Voss), og omvendt. Man skulde næsten tro, at disse to Ord have konkurreret med hinanden ved Dannelsen af Gaardnavne i Vikingetiden, i hvilken Tid de begge maa have været mest brugte, saaledes at det ene har været mest yndet i nogle Egne, det andet i andre.

Navne paa staðir forekomme ikke sjelden i de i Vikingetiden opstaaede Kolonier i Vesterlandene; paa Island havde en Mængde af de i Landnamstiden grundede Gaarde saadanne Navne. Det maa deraf sluttes, at Dannelsen af Navne med staðir hovedsagelig falder i denne Tid, om den end kan være begyndt noget tidligere og kan have været fortsat noget ud over Vikingetidens Grændse. Meget længe kan det dog ikke have været, eftersom der blandt de mangfoldige Navne »af denne Klasse, som have et Personnavn til 1ste Led, kun findes et eneste, hvori Personnavnet hører til de i den kristelige Tid indførte, Jónsstaðir, der tilmed kun forekommer 2 Gange.

1ste Led er ved staðir i de allerfleste Tilfælde en Persons Navn eller Tilnavn; ved intet andet af de mere udbredte Sammensætningsled har Forled af denne Art saa stor Overvægt. Ikke saa ganske sjelden træffes som Forled Navnet paa en Elv, en Fos eller en Strøm i en Elv. Kun i faa Tilfælde har man hidtil i saadan Sammensætning kunnet paavise Navne paa Fjelde, Høider, Indsøer eller Fjorde.

Udtalen er nu i den største Del af Landet -sta. Flere afvigende Former findes dog. I den større, sydlige Del af Jæderen afkortes -staðir nu til -st (jfr. bólstaðr); Hognastaðir bliver saaledes der til Hognest, Guðmundarstaðir til Godmest, Reiðarsstaðir til Reiest, Oprustaðir til Aabrøst osv. I Hardanger, paa Voss og i den nordenfor Bergen liggende Del af Nordhordland udtales staa (paa nogle Steder i Nordhordland dog -ste). I en stor Del af S. Trondhjems Amt (ikke i Fosen) er Udtalen oftest -sto eller -staa, hvorhos hyppigt Hankjønsartikelen i Ental tilføies (se ovfr. S. 13); ogsaa, hvor i disse Egne Udtalen er -sta (eller med Artikelen -sta’n), kommer dog tildels afvigende Form frem i Gen. og Dat. (-sto, -staa, -stom, -staam). Det sidste er ogsaa Tilfældet i Stjørdalen sydligst i N. Trondhjems Amt.

Der er flere andre Sammensætningsled, som i den nuv. Udtale eller ialfald i Skrift ere faldne sammen med staðir; undertiden bliver det derfor vanskeligt at bestemme Navnets oprindelige Form for 2det Leds Vedkommende Hyppigst er dette maaske Tilfældet med stǫð, der nu som 2det Led ikke sjelden udtales -sta og da ogsaa gjerne skrives -stad. Videre bliver ofte i Navne, hvor 2det Led er dalr og 1ste Led ender med s, dalr afkortet til -da og derhos d ved Indflydelse af s forhærdet til t, saa at Navnet i Udtalen kommer til at ende med -sta; ogsaa da skrives ofte nu -stad (f. Ex. Fjerdingstad paa Eker, opr. Fjórðungsdalr, Vettesdal i S. Undal, udt. Vœttesta; jfr. ogsaa Bd. I S. 372). Paa nogle Steder i Nordre Østerdalen og i Søndhordland bliver stofa som 2det Led i Udtalen afkortet til sta; i Tønset finder man saaledes Suðrstofa og Utstofa udt. Søsta, Usta (skrevet Sørsten, Usten), i Tysnes Myklestad for Myklastofa, i Fuse Austestad for Austrstofa og Øfstestue udtalt Øppsta. Ogsaa steinn, stǫðull og stafr kunne som 2det Led blive til -sta. En enkelt Gang sees steð’ja at være afkortet til -sta (Skjerdingstad i Melhus, opr. Skerðingssteðja; Overgangen skeet allerede i den senere MA., AB. 44). Det skjønnes let, at saadanne Forandringer ofte kunne have fundet Sted uden at efterlade noget for os kjendeligt Spor; man opdager dem i Regelen kun, hvor ældre Skriftformer haves, som røbe dem. Her maa videre mærkes de Tilfælde, hvor oprindeligt staðr er blevet til staðir, se ovenfor under staðr.

I de Egne, hvor ubestemt Flertalsform nu i Udtalen har Endelsen a, bliver, naar Ordets Stamme ender med st, Udtalen naturligvis sta; i saadanne Tilfælde kan da et usammensat Navn faa Udseende af at være sms. med staðir, og falsk Skrivemaade med -stad opkommer, som nu ikke let kan udryddes (f. Ex. Tastad ved Stavanger, opr. Tastar; Baustad i Nerstrand, tildels endnu urigtigere skrevet Bustad, opr. Baustar).


stafn

stafn m. (Gen. stafns, Dat. stafni, Flt. stafnar), Stavn, paa et Skib eller en Baad; i Navne overført brugt om stærkt fremspringende, brat Høide og om langt udstikkende Odder. Ikke meget hyppigt, usms. og som 1ste Led. Et Par Gange findes Sammensætning med heimr. Som 1ste Led nu ofte Stam- og da let forvexlet med Stamm, Dæmning. Jfr. staðr.


stafr

stafr m. (Gen. stafs, Dat. stafi, Flt. stafir), Stav, Stok. Dets ret hyppige Brug i Gaardnavne, usms. og sms., kan tildels skrive sig fra dets Anvendelse som Fjeldnavn. Det synes derhos at have været brugt som Navn paa langt fremstikkende Halvøer og Nes, der havde saadan Form, at de kunde sammenlignes med en Stav; derpaa tyder bl. a. den hypipige Forekomst af Navnet Stavenes, Stavnes (nu tildels udtalt Stamnes). Ordet findes ogsaa i Elvenavne (som i det ikke sjeldne Stavaaen), maaske betegnende en Elv, som paa en længere Strækning har ret Løb. Findes sms. baade med vin (Stafin, Stǫfin, det sidste nu lydende Støvi eller Stovi) og heimr. Jfr. staurr, stokkr, stǫng.


stakkr

stakkr m. (Gen. stakks) findes af og til i Gaardnavne i Betydning af Høstak og lign. (ikke saa alm. som hjalmr). I nogle Tilfælde er Ordet indkommet gjennem dets Brug som Fjeldnavn.


staurr

staurr m. (Gen. staurs), Stør, Pæl. Usms. og som 1ste Led i nogle Navne, deriblandt Sammensætninger med vin og heimr (Staurin, Staureimr). Kan delvis forklares af Ordets Brug som Fjeldnavn; mulig har det ogsaa, ligesom stafr, været brugt om Halvøer og Nes (Staurnes forekommer paa flere Steder). Nogle nyere Navne udgaa vistnok fra Betydningen: Kornstør. Jfr. stafr, stokkr, stǫng.


steig

steig f. (Gen. steigar) kjendes ikke som Fællesord, men findes som Gaardnavn, temmelig sjelden, men i forskjellige Landsdele. Maa komme af stiga, stige, og sigter maaske til høi Beliggenhed.


steinn

steinn m. (Gen. steins, Dat. steini, Flt. steinar), Sten. De mange af dette Ord kommende Navne have i Regelen Hensyn enten til store, jordfaste Stene eller til Stene, reiste af Mennesker (som Bautastene), eller ogsaa til Fjelde, høie Holmer og Smaaøer; saadanne kaldes nemlig ofte «Steinen», med eller uden et Forled. Kun i enkelte sammensatte Navne sigtes til stenig Jordbund; derom bruges alm. grjót (se dette). I nogle Tilfælde endelig ere saadanne Navne givne efter noget, som har været bygget af Sten (Steinbrú, Steinker). Som sidste Led hyppigt afkortet i Udtalen, til -stei, -sti, -ste, -sta. Som 1ste Led kommer Steins- ofte af Mandsnavnet Steinn eller et dermed sammensat Navn (Steinarr, Steinulfr).


stofa

stofa f. (Gen. stofu), Stue. Mest som 2det Led, i Navne af noget senere Oprindelse, i meget forskjellige Udtaleformer, ofte afkortet (som -stu, -stog, -staw, -stø, -sta, -sto). I Nordre Østerdalen findes ved Siden af -sta (omtalt ovfr. S. 78) den endnu stærkere afslidte Form -sa; begge disse Endeled indeholde stofa i bestemt Form.


stofn, stufn

stofn, stufn m. (Gen. stofns, Flt. stofnar), Træstubbe. Ikke ret ofte, usms. og som 1ste Led; usms. vel altid i Flt. Nuv. Udtaleformer i Navne Stomn, Stumn, Stømn, Stønn. Maa vistnok forstaaes som betegnende Steder, hvor mange Træstubber stod igjen efter omhugget Skov, dengang da Navnet blev givet. Jfr. stúfr.


stokkr

stokkr m. (Gen. stokks, Flt. stokkar), Stok, af huggen Træstamme. Af de Betydninger, hvori dette Ord er indgaaet i Navne, kunne ialfald enkelte paapeges, medens Forklaringen af dem i mange Tilfælde bliver ganske uvis. Det har paa flere Steder været Navn paa Sund, altid vel brugt om retløbende Sund. Stokken kaldes endnu Sundet mellem Stokkøen og Fastlandet i Fosen, og dette er sikkert ogsaa det opr. Navn paa Sundet mellem Stord og Bømmelen i Søndhordland, der nu kaldes Stoksund; der findes endnu en Gaard af Navn Stokken ved Sundet. Det samme tør antages om Stoksund i Brunlanes og Oddernes. Som Fjeldnavn forekommer stokkr ogsaa, om end sjelden. Videre findes Stokka og Stokkaaen som Elvenavn, hvorved ligeledes ret Løb kunde være Grund til Navnet; dog kan her være Spørgsmaal ogsaa om Afledning af støkkva, springe, hoppe. Endelig maa Brugen af Ordet stokkland i en gammel norsk Lov (se NgL. V under dette Ord) i Betydning af «Rydningsplads» vække Formodning om, at ogsaa stokkr i Gaardnavne kan have en lignende Mening. Ordet findes sms. med vin (Stykkin). Oftest i Navne usms. og i Flertal. Jfr. stafr, staurr, stǫng.


strind

strind f. (Gen. strindar) er i sin temmelig sjeldne Forekomst i Navne vel at forstaa i en af de af Aasen anførte Betydninger: Strimmel, Stribe (jfr. áll, jaðarr, rǫnd). Paa flere Steder Bygdenavn (Strindar og Borgstrindar áttungr paa Voss og Strind ved Trondhjem).


strǫnd

strǫnd f. (Gen. strandar), Strand. Meget alm. Gaardnavn, mest usms. (Strand, Stranden, kun undtagelsesvis i Flt., Strande; tildels nu udt. Strond, Strønd). Ogsaaa om Gaarde, som ligge ved en Elv eller en Bæk. Hyppigt i Navne paa Bygder og Grænder, som ligge langs Vand.


stufn

Se ► stofn.


stúfr

stúfr m. (Gen. stúfs), Stump. Ikke meget alm. i Navne, mest som 1ste Led. Kan tildels i disse have den nævnte Betydning, men vel oftest en anden, der tilfældigvis ikke forekommer i Oldn.: Stubbe af et Træ (jfr. stofn). Sammensat med vin i Stýfin. Udentvivl med samme Betydning have stumpr og stubbr, stubbi været brugte allerede i MA,, da Navne dannede af disse Ord forekomme i denne Tid (se f. Ex. Stumparuð og Stubbaruð i Registret til RB.). Af saadanne Navne er der ikke faa, særlig af de med stubbr dannede; dette findes ogsaa usms. som Navn (Stubbe, Stubban).


stǫd

stǫd f. (Gen. og Flt. ststǫdðvar) findes i Navne oftest i den Betydning, hvori det endnu bruges i Landet i Formen «Stø»: Landingsplads for Baade. Meget alm. usms. i Ent. I Nedre og Øvre Telemarken og tildels i Hardanger udt. Staa; som sidste Led ofte afkortet til -sta eller -ste (jfr. staðir). Desuden bruges Ordet nu som sidste Led i Navne ofte med Betydning: Sted, hvor noget staar, hvor det kan anbringes eller pleier at anbringes (f. Ex. Hesjestø, Stakstø, Skjenstø; i samme Betydning ogsaa det hos Aasen anførte Intetkjønsord Støde, jfr. ogsaa staðr ovenfor).


ststǫdðull

ststǫdðull m. (Gen. stǫðuls, Dat. stǫðli, Flt. stǫðlar), Sted, hvor Kvæget pleier at samles for at blive melket; ogsaa brugt om Sæterbygninger med omgivende Plads, og i adskillige Dele af Landet nu enstydigt med «Sæter». I mange Gaardnavne, usms. og som 2det Led, forskjellig udtalt, dog mest Støl. Som andet Led undertiden afkortet til -stel.


stǫng

stǫng f. (Gen. stangar, Flt. stengr og stangir), Stang. I mange Gaardnavne, usms. (Stang, Stange, Stanger) og som 1ste Led. Som Vink til dets Forstaaelse i nogle af disse Tilfælde kan nævnes, at Stang, Stangen findes brugt som Navn paa Halvøer og Øer, og at Stangnes er en alm. forekommende Sammensætning. Dermed ere dog vistnok langt fra alle disse Tilfælde forklarede. Jfr. stafr, staurr, stokkr.


sult

sult f. (?) kan ikke nu paavises i Oldn., men synes at findes i adskillige Gaardnavne, nu lydende Sylte; den gamle Form Sultar er bevidnet ved AB. 66. 81. 83. 106 og DN. III 259 (paa et enkelt Sted, AB. 68, findes ogsaa Syltar). Maa staa i nær Forbindelse med det i den sydøstlige Del af Østlandet bragte, vistnok med salt beslægtede, Sylt, Sylta, der efter Ross betyder: en liden Sump, oftest uden synligt Afløb og vegetationsløs og saltholdig i Midten, derfor gjerne søgt af Kvæget. I Finmarken bruges Ordet nu om en lav, flad Strand, som ved Høivande overskylles af Søen. I et enkelt Tilfælde (i Manger) skrives en Gaard, hvis Navn nu udtales Sylta, i MA. baade i Siltum og Siltrar (BK. 56a). Dette tyder paa en Sideform med r i Stammens Udlyd, hvortil ogsaa endnu brugte Stedsnavne henvise (Gaardnavnet Syltren, udt. Sy’ltra, i Brønnø; Navne som Syltretjern, Sylterøen).


sund

sund n. (Gen. sunds, Dat. sundi, Flt. i Gaardnavne sundar f.), Sund, smal Strækning af Vand mellem bredere; ogsaa om Overfartssted over en Elv eller et smalt Vand. Tildels udt. Synd, Synn, paa enkelte Steder Sinn. Som sidste Led afkortes det ofte til -sen; lyder i denne Stilling tildels ogsaa -sing, -søng. Nogle af dette Ord kommende Navne synes at forudsætte Betydningen: trangt Pas paa Land, smal Strimmel mellem Jordsmon af anden Art; denne Betydning kan med Sikkerhed paavises paa Island (f. Ex. búðarsund, trang Passage mellem to Boder; mýrarsund, Myrstrimmel mellem Høider; Mjósyndi, Egennavn paa et ved Sammenknibning af en Dal dannet Pas, Kálund Hist.-topogr. Beskr. I 477). Sammensætninger findes med vin (Sundin, Sundvin) og med heimr. Som 1ste Led er det at skille navnlig fra det gamle Sunn, der kommer af suðr og betyder: søndre (Sundby, Sundalen).


svað

svað n. (Gen. svaðs, Dat. svaði), bar Klippegrund, især hvor Jorddækket er afskyllet eller borttaget ved Skred. Har ogsaa været brugt i Formerne svǫð, svaða, svæða, svæði, der tildels blot kunne paavises i nyere Norsk eller i Stedsnavne (jfr. Bd. I S. 117). svað og svæði findes ogsaa brugt om Fjordstrækninger, indelukte Bassiner, Udvidelser af Sund og desl.


sviða

sviða f. (Gen. sviðu, Flt. sviður), svedet Sted, Sted der er ryddet ved Brænding. Almindeligt Gaardnavn, i denne Form mest paa Vestlandet. Paa Østlandet mest Svea, der maa forudsætte et gammelt svið f., nordenfjelds Sveet, svarende til svið n. I Indherred findes paa mange Steder en Flertalsform Svedjan (jfr. svensk svedja, svedjeland). Det maa desuden mærkes, at Sviða ogsaa har været brugt som Elvenavn. I samme Mening som det førstnævnte sviða er paa endel Steder det af samme Stamme dannede sviðningr m. brugt som Navn (nu Svinning, Svenning).


svæða, svæði, svǫð

Se ► svað.


svǫl

svǫl f. (Gen. svalar, i Oldn. nu alene paavisligt i Flertalsformen svalar, svalir), Sval, bedækket og mod Udsiden aaben Gang omkring et Hus. I Gaardnavne maaske kun i Svalestuen (Svalastofa), der er almindeligt i Telemarken, men ogsaa forekommer i Numedal og i Sætersdalen. Andre Navne, der begynde med Sval-, kunne komme af Adj. svalr (kjølig), af Mandsnavnet Svali, af Fuglenavnet svala (Svale), mulig ogsaa fra andre Kilder.


sær

sær m. (Gen. sævar), ogsaa i Formen sjár, sjór (Gen. sjávar, sjóvar), Sø, brugt baade om Havet og om Indsøer. Sjelden som Navn usms., men ofte i sms. Navne, især som 1ste Led, meget forskjellig udtalt i Nutiden. En særegen Anvendelse har det i de vestlige og nordlige Kystegne, især i Nordland, hvor Sjøen, føiet som 2det Led til en Gaards Navn, betegner Gaardens Landingsplads nede ved Søen (f. Ex. det bekjendte Dampskibsanløbssted Sandnessjøen paa Helgeland; ofte ved Misforstaaelse skr. Sandnesøen og opfattet som sammensat med øy, Ø). Navne, dannede af dette Ord, ere hyppigt i senere Tid misopfattede og som Følge deraf feilagtigt skrevne; særlig kan bemærkes, at Sjør-, af Genitiven Sjóvar, ofte skrives Skjør-, og at sær som 2det Led af og til er blevet forvexlet med sel og setr.


sætr

Se ► setr.


sǫðull

sǫðull m. (Gen. sǫðuls), Sadel. Forekommer, i Formen Sal, i nogle Gaardnavne, altid vistnok sigtende til sadelformede Indsænkninger i eller mellem Høider, eller ogsaa til Fjelde, som have faaet det meget almindelige Navn Sadelen (Salen), fordi de have en saadan Indsænkning.


T

taka

taka f. (Gen. tǫku) findes fra gammel Tid som Gaardnavn, i bestemt Form, Takan, i nogle Bygder ved den svenske Grændse, fra Rødenes til Eidskogen (jfr. Bd. I S. 174). Efter sin Afledning af taka, tage, er det vel at forstaa: optaget, opdyrket Land, altsaa som et af de mange Udtryk for «Rydning». Paa enkelte Steder i Stavanger og S. Bergenhus Amter findes et Gaardnavn Tøkje (Tøgje), der er Intetkjønsord og vel kan tænkes at svare til et gammelt tæki n., med samme Betydning.


teigr

teigr m. (Gen. teigs, Flt. teigar), Teig, afdelt, afgrændset Stykke Jord eller Skov. Findes i mange Navne, mest nyere, men ogsaa adskillige gamle, i Regelen usms. eller som 2det Led. I et enkelt Tilfælde sms. med et Gndenavn (Frøysteigr). Naar det bruges som 2det Led i bestemt Form (-teigen) efter et med s endende Forled, kan det forvexles med steinn, da Udtalen bliver den samme eller næsten den samme.


tjǫrn

tjǫrn f. (Gen. tjarnar, Flt. tjarnir), Tjern, liden Indsø; ogsaa brugt om Vandpytter og Vandhul. Der findes allerede i MA. en Sideform af Intetkjøn, tjarn (Gen. tjarns), hvoraf ofte Kjens-, Kjøns-, Tjens- som 1ste Led i Nutidsnavne (Kjensli, Kjensmo, Kjønsøen osv.). Blandt de forskjellige Udtaleformer kan mærkes det undertiden forekommende Kjinn. I Stavanger Amt findes i Navne et Tjens- af anden Oprindelse, kommende af hjalmr, se dette Ord.


f., Græsplet, liden Grønning mellem Klipper og Krat (Aasen). Da deslige Grønninger i Fjeldsider gjerne findes paa Flader eller Afsatser i Skraaningen, bruges Ordet ogsaa særlig om en saadan græsklædt Afsats. Hyppigt i Gaardnavne, usms. i Formerne To og Toen, den sidste stammende fra den gamle bestemte Dativform Tonni; kan i denne Form være vanskeligt at adskille fra tún. En Sammensætning med vin, Tæn paa Voss, har vel dette Ord til 1ste Led. Paa enkelte Steder i Flertalsform, Tøa og (bestemt) Tødna.


torg

torg n. (Gen. torgs, Dat. torgi, Flt. i Gaardnavne torgar f.), et Torv, Mødested for Handelssamkvem. Findes paa nogle Steder som Gaardnavn, mest brugt om Smaapladser, men ogsaa i enkelte Tilfælde, hvor det maa være gammelt. Maa vel overalt — undtagen kanske enkelte Gange, hvor det er af meget sen Oprindelse — antages at sigte til en gammel Markedsplads, enstydigt med kaupangr, se dette. Oplysende i denne Henseende ere især to af de Tilfælde, hvori det forekommer. Paa Torge i Elverum (i gammel Form enten Torgar eller Torgi, nu gjerne urigtigt skr. Thorrud) holdtes endnu i Slutningen af forrige Aarh. det saakaldte Nilsmessemarked for Tryssilboerne (Krafts Beskr. 2den Udg. I 341), og Biskop Jens Nilssøn fortæller i sin Beretning om en Visitatsreise i 1594 (S. 277) om Sæteren Torget paa Krokskogen, at «de der lægge Tjære og Tunge (d. e. Korn) op om Vinteren»; her have altsaa Ringerikingerne paa Vinterføret bragt de Varer op, som de havde at afsætte, formodentlig nærmest til Borgerne i Oslo.


trǫð

trǫð f. (Gen. traðar, Flt. traðir), af troða, træde, maa have Grundbetydningen: stærkt betraadt, optraakket Plads. Det bruges om en Fold, hvori Kvæget indelukkes, om en indhegnet Havnegang i Hjemmarken, om en indhegnet Eng, om et Jordstykke, der er lagt til Hvile efter at have været opbrudt til Ager osv. Mest i nyere Navne. Nu i flere forskjellige Former, Traa f., Trø f., Tra n., Træe og Træ n., Trøe n.


tún

tún n. (Gen. túns, Dat. tun i, Flt. i Gaardnavne túnir f.) har opr. betydet: Gjerde (samme Ord som tydsk Zaun) og derefter: indhegnet Sted. Det tør være muligt, at det har havt denne Betydning endnu i de ældste af de norske Gaardnavne, hvori det forekommer. I Norge har det i den historiske Tid været brugt om Gaardspladsen paa en Gaard (fordi den var indhegnet), tildels ogsaa med lndbefatning af de omgivende Bygninger (derfor paa Vestlandet om de forskjellige Parter eller Brug i en Gaard). Sammensætninger findes baade med vin (Túnin, Túninjar) og med heimr (Túneimr, nu tildels i Udtalen forandret til Tanum, Tannum, Tønnum, Tonneim). Udtales paa Østlandet Ton og kan da forvexles med det under omtalte Toen; som 2det Led ofte afkortet til -tu eller -to.


tupt

tupt eller topt f. (Gen. tuptar, Flt. tuptir), Hustomt. I Navne mest usms., ofte i Flt., eller som sidste Led. pt er i den største Del af Landet nu gaaet over til ft. Som Sideformer forekomme i middelalderske Jordebøger typt, tomt, tumt, tymt, tømt (Formerne med mt jevnlig skrevne med et f eller p mellem disse to Konsonanter); dertil svare som Nutidsformer Tøft, Tomt (udtalt dels med lukt, dels med aaben Vokal), Tømt, paa enkelte Steder Temt. Kan i Navne ikke altid sikkert skilles fra en Stamme Þopt, af uvis Betydning, hvoraf f. Ex. det bekjendte Tofte (Þoptin) i Dovre kommer.


Þ

Þorn

Þorn ni. (Gen. þorns), bruges i Betydningen Tjørn, Tornebusk endel i Gaardnavne, hyppigst i Forbindelsen Þornberg, nu alm. gaaet over til Tanberg. Nogle Sammensætninger med heimr kunne forklares af Ordet (Todneim i Høiland og Hetland, Tansum i Eidsvold). Det deraf afledede Þyrni n., Sted bevoxet med Tjørn (jfr. S. 31 ovfr.) findes ogsaa i nogle Navne, nu lydende Tønne-, Tøns-.


Þorp

Þorp n. (Gen. Þorps, Dat. Þorpi, Flt. i Gaardnavne Þorpar f.) findes i Oldn. brugt om en Klynge af Gaarde og, hvor der tales om udenlandske Forhold, om Byer. I nyere Folkesprog bruges det paa enkelte Steder, som i Østerdalen, om en Husmandsplads, ligesom nu i Svensk; efter Ross findes det desuden i Ryfylke brugt om en Flekke, et Strandsted. At Betydningen Husmandsplads ikke har været fremmed for det gamle Sprog, synes at maatte sluttes af det haanlige Begreb, som lægges i Ordet Þorpari. Oldn. þyrpast betyder: flokke sig sammen; i Gammeldansk er Torp: Landsby, ligesom det tilsvarende tydske Ord Dorf. Det synes derefter rimeligt, at Ordets Grundbetydning ved Anvendelse i Stedsnavne har været: tæt beboet, folksomt Sted. Overgangen til den tilsyneladende stærkt afvigende Brug om Husmandspladse kan maaske forklares saaledes, at saadanne Pladser ofte laa i Klynge i en Udkant af Grænden eller af Gaardens Jorder.

Þorp findes som Gaardnavn baade usms. (mest i Ental, sjeldnere i Flt. og i Dativform i Ent. og Flt.) og som 2det Led i sms. Navne. I den sidste Brug er det ikke hyppigt uden i Smaalenene, der har 3/4 af samtlige Landets Navne paa -torp; især ere disse almindelige i Rakkestad Fogderi. Der findes endel af dem ellers paa Østlandet; det vestligste af dem er i Mandalsdalen. Længere vestover og nordenijelds mangle de. Det usms. Torp har noget videre Udbredelse. Ogsaa af disse Navne har Smaalenene over Halvdelen, men der er dog adskillige af dem i Akershus og Hedemarkens Amter og enkelte hist og her ellers (4 i Lister og Mandal, 2 i S. Bergenhus og 2 i Trondhjems Omegn). Antallet idethele er ikke meget stort, noget over 60 usms. og noget over 70 sms.

1ste Led i de sms. Navne er oftest et Personnavn eller Tilnavn, men det kan ogsaa være et Elvenavn eller et Ord, som har Hensyn til Stedets Beskaffenhed eller Beliggenhed. Om disse Navnes Alder lader sig for Tiden neppe andet sige, end at de maa gaa temmelig langt tilbage.

Som Bygdenavn findes Þorp paa nogle faa Steder. Det nuv. Eidsvold Sogn, den vestenfor Vormen liggende Del, kaldtes i MA. Austþorp og i Modsætning dertil Nannestad og Bjørke Sogne Vestþorp. Et Sogn i Nordre Land hed Þorp og kaldes endnu Torpa med ændret Kjøn (Hunkjøn).


Þúfa

Þúfa f. (Gen. Þúfu, Flt. þúfur), Tue. I Gaardnavne vel oftest at forklare af Ordets Brug om Høider og Fjelde; det er meget alm. i Fjeldnavne, ogsaa om større Fjeldtoppe. Der har desuden været en Hankjønsform þúfr, der nu fra Oldn. kun kjendes i Gaardnavne, men endnu bruges som FæUesord i Hallingdal og i Bergens Stift med Betydning: Top, Knude, noget spids Forhøining paa en Flade (jfr. Bd. I S. 11). Paa et Par Steder findes Sammensætning med vin, Þýfin.


Þveit

Þveit f. (Gen. og Flt. Þveitar) findes i Oldn. ikke som Fællesord, ialfald ikke i en Betydning, hvoraf Stedsnavne kunde forklares[11] Nu bruges Tveit i endel Bygder bl. a. om en Græsplet mellem Skov eller Klipper, en Slaatteng i Skoven, en Rydning (se Aasen og Ross). En Del af de af Ordet opstaaede Gaardnavne, som have bestemt Form og kunne være forholdsvis unge, maa vel henføres til disse Betydninger. I Tilfælde, hvori Navnet er gammelt, er det derimod et Spørgsmaal, om ikke Betydningen har været simpelthen: udskilt Part, for sig beliggende Jordstykke, der naturlig kan udledes af det gamle, i Angelsaxisk bevarede Verbum Þwîtan, afskjære, skjære istykker, hvoraf Ordet er udledet. Findes ikke som Navn paa Island eller i de vestlige norske Kolonier, men er i Vikingetiden overført til Nordengland fra Danmark (nu skr. thwaite). Der er saaledes Sandsynlighed for, at de ældre af disse Navne gaa meget langt tilbage i Tiden.

Tveit-Navnene standse omtrent ved Sognefjorden; nordenfor denne findes blot et Par af dem i Sønd- og Nordfjord og et Par i Indherred. Hyppigst forekomme de i Bratsberg Amt, i Nedenes, i Stavanger Amt (her næsten blot i Ryfylke) og i Søndre Bergenhus. Paa Østlandet findes de, om end i ringere Antal, dog ret hyppigt i de lavere Egne; i Oplandsbygderne gives derimod kun faa af dem (ingen i Gudbrandsdalen og Østerdalen). Deres samlede Antal i Landet er c. 600, hvoraf omkring 200 usms.

I de sms. Navne er 1ste Led ogsaa her i de fleste Tilfælde Personers Navne eller Tilnavne. Desuden findes ret ofte Ord, betegnende Beliggenhed eller Beskaffenhed, Elvenavne, Træ- eller Plantenavne; ikke sjelden er 1ste Led ogsaa Navnet paa en anden Gaard, hvorunder da Stedet engang maa antages at have hørt. I nogle faa Tilfælde synes Þveit sms. med et Gudenavn (Frøitveit, Frøistveit, Ultveit).


U

ups

ups f. (Gen. upsar), Klippevæg, lodret eller meget brat Side af en Klippe, sædvanlig en mindre Klippe (Aasen). Baade usms. og sms., især som 1ste Led, i Navne; nu i mange forskjellige Udtaleformer (Ups, Ops, Øps, Ufs, Ofs, Øfs, Uks, Oks; Form ux findes allerede i den ældre Borgarthings-Kristenret, i et Haandskrift fra 1ste Halvdel af 14de Aarh., NgL. I 368).


urð

urð f. (Gen. urðar, Flt. urðir), Ur, Stenhob dannet af Naturen, mest om Stensamlinger, som danne sig ved Ras nederst i en brat Fjeldside. Ofte i Navne; Sammensætninger med vin og heimr findes (Urðin, Urðarheimr). Paa nogle Steder i de nordligere Dele af Landet nu udt. med lukt o (Or, Ol med tykt 1).


V

vað

vað n. (Gen. vaðs), Vadested over en Elv eller andet grundt Vand. Ofte usms. og som 2det Led. Findes sms. baade med vin (Veðin, Vǫðin, jfr. Bd. I S. 62. 223) og med heimr.


vaðill

vaðill m. (Gen. vaðils, Flt. vaðlar), grundt Sted i Vand (af vaða, vaðe), grundt Sund, Sted, som kun ved Flodtid staar under Vand; ogsaa som Navn paa Eider og lign., som engang i Tiden have været under Vand. Sideformer vǫðull og veðill (jfr. Bd. I S. 276. 312). Paa de fleste Steder nu i Formen Val, der især er hyppigt nordenfjelds og ikke maa forvexles med valr, Falk, der ogsaa findes i adskillige Stedsnavne, som 1ste Led, eller med hváll, der jo paa flere Steder udtales Val. Ellers findes ogsaa Udtaleformerne Vaul, Voil, Veel.


vágr

vágr m. (Gen. vágs, Dat. vági, Flt. vágar), Vaag, liden Bugt, gjerne en noget indelukket. Findes i en Mængde Gaardnavne, usms. og sms. I en enkelt Sammensætning med vin (Vágsin, nu Voksen i Aker), derimod ikke med heimr. Vágs- som 1ste Led bliver nu gjerne udtalt Vaaks- med kort Vokal, hvorfor man kan se skrevet Voks-, Vox-. Hvor Navnet har Dativform i Ental og udtales Vaaje, skrives undertiden Voie, Voje, Vøie. Som 2det Led afkortes vágr ofte til -vaa (i enkelte Tilfælde til -va) og vágar til vaar.


váll

váll m. (Gen. váls, Flt. válir) bruges efter Aasen paa Østlandet om Stammer og Rødder af fældede Træer, Stub paa afbrændt Mark. Ross har Ordet, men som Intetkjønsord, fra Solør, Vinger og Smaalenene om en Dynge af Grene og mindre Træstammer; ogsaa i svenske Bygdemaal findes vál m. i lignende Betydninger. Herefter tør vistnok med Grund antages, at Ordet i Navne er at opfatte i lignende Betydning som kǫs og broti (se disse Ord), om Jord, som er ryddet ved Brænding. Dets Anvendelse i Stedsnavne gaar dog vist længere tilbage i Tiden end disse Ords. Det findes sms. med vin (Vælin, Volin). Meget udbredt paa Østlandet, sjeldent andensteds; usms. oftest i Flt. Som 2det Led tildels udt. -vøl, -vol, -val. I denne Stilling er det i Skrift i senere Tid ofte forvexlet med -vold, af vǫllr (Brandváll f. Ex. skrevet Brandvold)’, Udtalen, som, hvor váll er det oprindelige, har tykt l, adskiller dog i mange Egne let de to Ord. Vanskeligere kan det undertiden være at skille váll fra hváll.


vangr

vangr m. (Gen. vangs, Dat. vangi, Flt. vangir), græsgroet Slette, Grønning. I ældre Tid ofte brugt om Græsvolden omkring en Kirkegaard, hvor Menigheden samledes; derved er det blevet Navn paa adskillige Kirkesteder og som Følge deraf Sognenavn. Gamle Sammensætninger ere ligeledes det hyppige Leikvangr, Legevold (jfr. leikr ovfr.), i hvilket ng nu oftest er gaaet over til m (Leikvam, Lekvam, Lekum, ogsaa med bevaret ng, men bortfaldet v, Leikang, Lekang), og áivangr, ævangr, Grønning, hvor man gjør Holdt paa Reiser for at lade Hestene græsse (dansk: Bedested). I nyere Tid har det søndenfjelds tildels været brugt om Sætervolde og findes derfor oftere i Navne paa Sætre og Gaarde, som opr. have været Sætre. Meget brugt i Navne, gamle og nyere, oftest usms. og i Ent. I enkelte Tilfælde har det beholdt Nominativens r ogsaa i andre Bøiningsformer (i Vangre, se Bd. I S. 336); det kan da som 2det Led komme til at blive forvexlet med angr.


varða

varða f. (Gen. vǫrðu), Varde, Opstabling af Træ eller Sten, til Afbrænding som Signal (jfr. viti), til Afmærkning af Veilinie, til Mindesmærke. Findes i adskillige Navne, deriblandt Sammensætninger med vin og heimr (Verðin, Vǫrðin, Varðeimr), ved hvilke der dog ogsaa mulig kan tænkes paa vǫrðr m., Vagt, Vogter. I den øvre Del af Glommedalen og nordenfjelds ofte som Fjeldnavn i Formen Vola, med tykt l. Som 1ste Led jevnlig afkortet til Var- (Val-).


varp

varp n. (Gen. varps), Kast (af verpa, kaste), har i Navne to forskjellige Betydninger: 1) Sted, hvor man kaster, udsætter Fiskeredskaber af forskjellig Art. 2) sammenkastet Stenhob, Røs. Man finder ogsaa Formerne verp i n. og varpa f. (i det Trondhjemske nu mest i Formen Vorpa), dog vel kun i den første af de to Betydninger. Enkelte Navne synes at forudsætte Hankjønsformer (Varp, Verpe). Jfr. kast.


vatn

vatn n. (Gen. vatns, vatz, Dat. vatni, Flt. i Gaardnavne vatnar), Vand. I Navne oftest brugt med Hensyn til Indsøer, jevnlig usms. som Navn paa Gaarde, der ligge ved saadanne. Findes paa et enkelt Sted (Tysvær) sms. med heimr. Som 1ste Led gjerne i Genitivform, nu Vass-. I Kystegnene fra Langesundsfjorden til Flekkefjord som 2det Led udt. -vann.


n. (Gen. vés), Helligdom, helligt Sted; Ordet synes dog efter flere af de ældste Steder, hvor det findes i det gamle Sprog, ogsaa at have havt en almindeligere Betydning, Hjem eller Bosted. Forekommer paa nogle Steder usms. som Gaardnavn; ligeledes i enkelte Tilfælde som 1ste Led i Navne. De allerfleste af de nu med Ve- begyndende Navne, som Vehus, have dog en ganske anden Oprindelse, af viðr, Skov (se dette). Som 2det Led kan det neppe i et eneste Tilfælde med Sikkerhed paavises i Norge. Adskillige Navne kunde efter Nutidens Udtale synes at være sms. dermed; men disse vise sig at have vin til sidste Led.


veggr

veggr m. (Gen. veggjar, veggs, Flt. veggir), Væg. Ikke meget udbredt i Navne, oftest usms. og da mest i Flt. Sigter vel i de fleste Tilfælde, om ikke overalt, til en Fjeldvæg eller en brát Li. En enkelt Gang sms. med heimr (Veg g em i Ottadalen i Vaage).


vegr

vegr m. (Gen. vegar, vegs, Flt. vegir, vegar), Vei. Mest i nyere Navne, dog ogsaa i enkelte gamle; der findes saaledes Sammensætninger med heimr.


ver

ver n. (Gen. vers), Vær, Sted, hvor man opholder sig til visse Tider om Aaret for at drive Fiskefangst og anden ved Søen faldende Fangst. Almindeligt i Navne langs Vestkysten og især i Nordland, oftest om smaa Øer eller Grupper af saadanne. I Regelen have sikkert de med dette Navn betegnede Steder opr. kun været beboede i «Værtiden», skjønt nu antagelig Flertallet af dem have fast Bebyggelse. I flere Tilfælde blive Navne med fjǫrðr til sidste Led, hvis første Ledender med s, nu udtalte -vær eller -vør og skrives da ogsaa -vær (se fjǫrðr). Ver-, Vær- som 1ste Led i Navne kan være af mange forskjellige Oprindelser, bl. a. komme af veðr, Veir, og af dvergr, Dværg.


verpi

Se ► varp.


viðr

viðr m. (Gen. viðar, Flt. viðir) betyder i det gamle Sprog Skov, Træ, Stok, Trælast. I Navne er det vel ialfald i de fleste Tilfælde at tage i Betydning af Skov. Nogle Gange sms. med vin og heimr (Viðin og Viðeimr). Usms. synes det alene at forekomme i Flertalsformen Viðir, nu Veer, Vea, Vean, Veum, Veaa (de to sidste Dativformer), nordenfjelds i de ved Ligedannelse fremkomne Former Vaadan og Vuddu. Meget ofte som 1ste Led; mest udt. Ve-, men ogsaa Vi- med lukt i (jfr. Bd. I S. 397). Som 2det Led sjeldent (et Par Gange Myrkviðr, den mørke Skov).


vik

vik f. (Gen. og Flt. vikr), Vik, Bugt. I adskillige Tilfælde i Navne brugt om Bøininger af Elveløb og, som det synes, ogsaa om Indbugtninger af Høidedrag. Som 2det Led undertiden afkortet til -vi, især i Egne, hvor det nu udtales med blød Konsonant (Vig).


vin

vin f. (Gen. og Flt. vinjar). Ordet var gaaet af Brug i Oldnorsk i den Tid, hvorfra vi nu kjende Sproget, og havde kun efterladt sig Spor i Sammensætningerne vinjarspann og vinjartoddi. Det er bevaret i enkelte beslægtede Sprog (gotisk winja) med «Havnegang» som opr. Betydning. Denne Betydning har da vel Ordet rimeligvis ogsaa havt i de talrige norske Gaardnavne, hvori det findes brugt.

Oftest usms. og, især, som 2det Led; sjeldnere som 1ste Led. Usms. mindre alm. i Ent. Vin (paa et enkelt Sted som Bygdenavn, Venebygden i Ringebu); udtales nu søndenfjelds Ven med lukt Vokal (alm. urigtigt skr. Veen, med den Forestilling, at -en er Artikelen), nordenfjelds Vænna, i bestemt Form. I to Tilfælde (begge i Ringsaker) har man Formen Vinju (urigtigt skr. Vindju), der vel maa være Dat. Ent. Meget oftere har man Navnet i Flertalsformen Vinjar, nu Vinje, Vinjer (Vinjar), paa enkelte Steder udt. og skr. med e; i Trondhjems Stift mest i bestemt Form, Vinnan. Paa nogle Steder paa Vestlandet har Flertalsnavnet nu Dativform, udt. Vinjo. Som 1ste Led i Navne mest i de to Sammensætninger Vinjarváll og Vináss, nu Venaas.

Som 2det Led findes vin overordentlig hyppigt. I denne Stilling havde det i den største Del af Landet allerede i den senere Middelalders Skriftform for det meste tabt v-Lyden, saa at 2det Led lød in, -yn. Paa Vestlandet holdt den oprindelige Form sig bedre, og v høres der endnu i Udtalen i de fleste Tilfælde, hvor en af Lydene g, k, l, r eller d gaar i Forveien (det sidste Tilfælde oftest, hvor der er nd, som i Sandvin, Sundvin, men ogsaa undtagelsesvis ved enkelt d, som i (Œyðvin, opr. Eið-vin, i Ulvik). Undertiden er v i lignende Lydstilling bevaret ogsaa i den vestre Del af Østlandet og nordenfjelds. I Flertalsformen -injar, -ynjar findes disse Sammensætninger ofte i Indherred og nogle Gange i N. Bergenhus Amt.

Med Hensyn til disse Navnes Form er videre at mærke, at man fra 13de Aarh. af jevnlig finder -ini i alle Bøiningsformer, enkelte Gange ogsaa -inis som Genitivform (se f. Ex. Bd. I S. 100. 222). At dette er en Form af sen Oprindelse, følger med Nødvendighed allerede deraf, at vin er Hunkjønsord og har bevaret dette Kjøn til Nutiden som usms. Navn. Den findes tidligst, i Dativ, i nogle trondhjemske Diplomer fra sidste Halvdel af 13de Aarh. (DN. II 10, 1255. I 49, c. 1265. II 36, 1297; ogsaa i en Indskrift fra 1270—1280 i Trondhjems Domkirke, se Undsets Afhandling om Indskrifterne i denne Kirke i Ch.nia Videnskabsselskabs Forh. 1888 S. 48). I et Par vestlandske Diplomer træffes den ved 1300 (DN. II 35, 1297. DN. XIII 3, c. 1300); paa Østlandet kan den først paavises fra 1310 af. I Kongesagaerne, hvis Vidnesbyrd forøvrigt i et saadant Spørgsmaal har mindre Vægt, findes Dativen -ini i Sverres Saga (Fornm. s. VIII 35. 164) og ganske enkelte Gange ellers, medens de ellers overalt, hvor Navne af denne Klasse forekomme, have -in i Dativ. I de andre Bøiningsformer kan -ini først paavises længere ud i 14de Aarh. -in vedbliver derhos at bruges ved Siden af -ini, ialfald saa langt ned som til 1320 overveiende, tildels om de samme Gaarde og endog i samme Kilde, og den gamle Genitivform -injar, -inar til c. 1400 ved Siden af den afslidte Form -ina, -ini og -inis. Da der nu desuden vel maa siges at være ringe Sandsynlighed for, at man saa sent som i 2den Halvdel af 13de Aarh. skulde have dannet en afledet Intetkjønsform paa -ini af disse gamle Navne, maa det være berettiget at antage, at disse senere Former sproglig alene kunne betragtes som vilde Skud, der skylde de gamle Bøiningsformers Forfald sin Oprindelse, og lige saa berettiget at betvivle, at -ini har været hørt i Tale i 13de og 14de Aarh. udenfor Dativformen. I denne er den ganske naturlig indkommet i denne Tid, ligesom man samtidigt i denne det gamle Sprogs Opløsningstid tildelte mange andre Hunkjønsord Dativformer paa -i, som ikke opr. tilkom dem. Fra Dativen er saa i-Formen i Skrift gaaet over i de andre Bøiningsformer i disse ældgamle Navne, om hvis Oprindelse og Betydning dengang al Bevidsthed var tabt. I ethvert Tilfælde kan det ikke være rigtigt at opstille Formerne paa -ini som Normalformer for de med vin sms. Navne, som man tildels har gjort.

Hvor lste Led ender med en Vokal, ere de med vin sms. Navne allerede tidlig sammentrukne, saaledes at af sidste Led kun n er blevet tilbage, som slutter sig umiddelbart til lste Leds Vokal (Brýn af brú, Rœn af , Æn og Œn af á, ó, Mœn af mór, Lœn af osv.).

lste Led har dels Stammeformen, dels Genitivform, den sidste sjeldnere og mest paa Østlandet. Har dette Led en Vokal, der er modtagelig for Omlyd, finder man dels uomlydte Former, dels Former med v-Omlyd, dels med i-Omlyd (de sidste forholdsvis mindre hyppigt). Saaledes finder man Sandvin eller Sandin, Sǫndin og Sendin; Granin, Grǫnin og Grenin; Dalvin og Dǫlin; Bleikin og Bløykin; Austrin og Øystrin.

De fra vin stammende Navne ere sikkert de ældste af de med mere udbredte Sammensætningsled dannede. Der findes intet Spor til dem hverken paa Island eller i de norske Kolonier fra Vikingetiden, og Ordet selv var omtrent uddød i det historisk bekjendte Oldnorsk. Nærmest i gjennemsnitlig Alder maa de med heimr sms. Navne komme. Til disse findes der dog, som ovenfor omtalt, Spor paa Island, og som Fællesord har Ordet holdt sig til Nutiden ; de gaa derfor rimeligvis noget længere ned i Tiden end de paa -vin. Det kan vistnok med saa stor Sikkerhed, som man for Tiden kan naa saadanne Spørgsmaal, antages, at man allerede før Vikingetidens Begyndelse havde ophørt at danne Navne af vin.

Antallet af disse Navne er omtrent ligesaa stort som af de med heimr sms. og naar op til henved 1000. I sin geografiske Udbredelse stemme de paa det nærmeste overens med heim-Navnene. De ere ligesom disse sjeldne i den øvre Del af Glommedalen, i Nedenes og i Lister og Mandal, samt i Nordland; i disse Egne, med Undtagelse af den først nævnte, er dog heimr noget hyppigere end vin. Af andre Afvigelser kan mærkes, at vin har Overægten i de fleste østlandske Distrikter samt i Hardanger og Voss, medens omvendt heimr er hyppigere i Stavanger Amt (her i stort Overtal) og fra Sogn af videre nordover. Enkelte Bygder have et paafaldende stort Antal Navne med vin til 2det Led, særlig Aker og Voss.

1ste Led i de med vin sms. Navne synes aldrig at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest møder man som 1ste Led et Ord, som betegner Stedets beliggenhed eller Beskaffenhed. Trænavne, Plantenavne, Dyrenavne, Elvenavne forekomme ret ofte, ligesaa Adverbier og Adjektiver, som sigte til raardens Beliggenhed i Forhold til andre beboede Steder (Austrin, Vestrin, Uppin, Ytrin osv.). Af Navne, der med større eller mindre Sikkerhed kunne antages at hentyde til hedensk Gudsdyrkelse, findes Óðinsyn, Njarðrin, Frøysin, Ullarin, Ullinsyn, Disin, Hofvin, Hǫrgin, Guðin, Helgin.

I Nutidens Udtale have Navnene med vin til sidste Led mange forkjellige Former, v er, som ovenfor nærmere oplyst, kun undtagelsesvis bevaret. I Endelsen ere e og i de mest udbredte Former; i mange Tilfælde kan man høre samme Navn af Forskjellige udtalt baade med e og i. I den mere oprindelige Form en eller in findes disse Navne nu udtalte i visse Dele tf Smaalenene (langs Amtets Grændser i Ø., S. og V.), delvis paa Follo, i Aker, i Nes og Vang paa Hedemarken, paa Toten, Hadeland og Ringerike, i Buskerud Fogderi og paa enkelte Steder i Bergens Stift (Os, Fane, Lindaas, Sogndal). Paa mange Steder findes den paafaldende Endelse a (f. Ex. Dalvin udt. Dalva, Løykin udt. Løikja osv.): i Søndre Hedemarken, Nedre Telemarken (delvis ogsaa i Bamle), enkelte Steder i Ryfylke og Søndhordland, almindelig i Søndfjord, Nordfjord og Romsdals Amt samt i nogle trondhjemske bygder (Aafjorden, Meldalen, Støren, Selbu, Klæbu og Stjørdalen). Det maa derhos mærkes, at de ovenfor omtalte sammendragne Navne Brýn osv. overalt beholde n i Udtalen. Der gives forøvrigt ikke faa Undtagelser fra den vanlig i vedkommende Egn brugte Udtaleform, Undtagelser, som vel have sin Grund i særegne lydlige Forhold.


viti

viti m. (Gen. vita), i Navne i Betydningen: Varde, opstablet af Træ og bestemt til at antændes som Signal i Krigstid (jfr. varða). Ofte, sms. og usms., i Fjeldnavne, der igjen af og til ere brugte som 1ste Led i Gaardnavne. Nu alm. udt. med e i 1ste Stavelse; desuden findes de ved Ligedannelse fremkomne Former Vaatta-, Vaattaa- og Vatta-.


vǫðull

Se ► vaðill.


vǫllr

vǫllr m. (Gen. vallar, Dat. velli, Flt. vellir), Vold, græsbevoxet Slette, omtrent enstydigt med vang r. Meget almindeligt i Navne, især usms. i Ent. og Flt. og i bestemt og ubestemt Form. Paa adskillige Steder, ligesom vangr, brugt om Sætre.


Y

ýr

ýr m. (Gen. ýs), Barlind, Taxus (Træ). Kun i nogle faa Navne, hvoriblandt sandsynlig en Sammensætning med vin, Ývin (se Bd. I S. 297). Gaardnavnet Ýdalir (BK. 28 b. 29 a), nu Hydal i Øn Sogn, Hyllestad, falder i sproglig Form sammen med det mythiske Ydalir, Guden Ulls Bolig; men om det sidste virkelig ligger til Grund for Gaardnavnet, er vel mere end tvivlsomt.


yrja

Se ► aurr.


Ø

ǫlr

ǫlr m. (Gen. alrar), Older, Ore (Træ); i Oldn. ogsaa i den afledede Form ellir m., der neppe kan paavises i Stedsnavne. Som Navn maaske en enkelt Gang usms., i Flt. (Aare, udt. Aaranne, i Staareim Sogn i Nordfjord), men ofte som 1ste Led, nu lydende Or-, Aar-, Older-, Ogsaa det af Trænavnet afledede elrin. (se ovfr. S. 31) findes i nogle Navne, i Nutidsform Er-.


ǫsp

ǫsp f. (Gen. aspar), Asp (Træ). Ikke ofte usms. som Navn og da mest i Flt.; alm. som 1ste Led. Sammensat baade med vin og heimr (Espin, Aspeimr, Aspareimr). Endnu oftere findes det afledede espi n. (se ovfr. S. 31), ligeledes meget oftere som 1ste Led end usms. Den oftest forekommende Sammensætning er Espiland, som findes fra Telemarken til Søndfjord. Som 1ste Led afkortes espi undertiden til Es- eller Ep-.


øy

øy f. (Gen. og Flt. øyjar), Ø. Har i det gamle Sprog, ligesom endnu i enkelte Bygdemaal, været brugt ogsaa om flade Strækninger med frodig Plantevæxt, som ligge langs Vand uden at være omflydte; til denne Betydning er en stor Del af de fra Ordet stammende Stedsnavne at henføre. Desuden er at mærke, at mange Steder, som i den Tid, da de fik et med øy dannet Navn, virkelig vare Øer, senere ved Opgrunding ere blevne landfaste og derfor ikke længere svare til Navnet. Et særlig ofte forekommende sms. Navn er Helgøy, der er for hyppigt til overalt at kunne forklares af et af Personnavnene Helgi eller Helga, og derfor sikkert i mange Tilfælde er at oversætte: den hellige Ø.


øyrr

øyrr f. (Gen. og Flt. øyrar), Øre, Banke af Grus og Sand (aurr), oplagt af Vand, særlig af Elve. Bruges ogsaa om Øer i Elve, som ere dannede paa samme Maade.


Fodnoter

  1. paavisligt i et enkelt Exempel paa Island i 10de Aarh. (Landn. 268. 269).
  2. allerede i MA., se f. Ex. RB. 191. DN. IV 222.
  3. Ved denne, som ved flere lignende Optællinger i følgende Artikler, er hver enkelt Forekomst af Navne, der oftere vende tilbage, som S61 eimr, regnet med i Tallet.
  4. Derimod synes der ikke at være Grund til med Fritzner at antage en stærkt bøiet Hunkjønsform il.
  5. Efter det paa fl. St. forekommende Ønavn Krákrøy kan der være Grund til at formode, at Ordet engang har havt en stærkt bøiet Form Krák f., jfr. Bd. I S. 307.
  6. Jvfr. hermed, hvad der nedenfor vil blive anført om Udbredelsen af de med staðir sammensatte Navne.
  7. De sidste Navne ere ikke medregnede i det foran opgivne Tal.
  8. Jeg har saavidt muligt ved Optællingen søgt at undgaa at medtage de mange Navne af denne Klasse, som ere dannede i senere Tid i Efterligning af de gamle.
  9. Ikke sil, som antaget af Fritzner.
  10. Deri ikke beregnet de temmelig mange, som man har dannet fra nyt i Lighed med de gamle i senere Tid.
  11. Af de 2 hos Fritzner anførte Exempler er DN. II 70 misforstaaet; bú ok þueit ere der Egennavne (de endnu existerende Gaarde Bu og Tveit i Kinservik Sogn i Hardanger). I det paa 2 Steder AB. 77 forekommende half tweit smørs (efter Haandskriftet forøvrigt rettere at læse halftweit som sms. Ord) maa tweit være Sideform af tweiti.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.