Ottars og Ulfstens Rejseberetninger

Fra heimskringla.no
Revisjon per 16. apr. 2019 kl. 15:37 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Gl. engelsk Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Rasmus K. Rask
Samlede til dels forhen utrykte afhandlinger


af Rasmus Rask
1815/1823

Bind 1, s. 289ff
København 1834.


Ottars og Ulfstens korte Rejseberetninger
- en angelsaksisk tekst fra 800-tallet



Uddrag af Rasmus Rasks forord1)

Ottars og Ulfstens Rejseberetninger, som de aflagde til Kong Alfred den store i England, og som han har opbevaret i sin angelsaksiske Orosius, ere så navnkundige og vigtige til at oplyse Nordens gamle Historie og jordbeskrivelse, at flere af de lærdeste Oldgranskere have gjort dem til særdeles Gjenstand for deres lærde Bearbejdelse; hvorvel de kun udgöre en Del af det første Kapitlet af den angelsaksiske Orosius, hvor de ret passende ere indskudte i den gjeografiske Udsigt over den bekjendte Verden, som der gives, för der begyndes på Verdenshistorien. . .

. . . Men det er Tid at tage fat på vor egentlige Gjenstand: Porthan har foruden Ottars og Ulfstens Beretninger også optaget det foregående Stykke af samme Kapittel, hvor Kong Alfred selv taler, og hvortil han rimeligvis har øst af ældre unöjagtige latinske Bøger; dette har jeg heller ikke her villet forbigå, da det hører så nöje til Materien. Vor Tekst deler sig altså i tre Afsnit:

1) Kong Alfreds temmelig magre Opregnelse af Landene i det nordlige og østlige Evropa, især Tyskland og Danmark; det, der angår de fjærne østlige Folkeslag, er meget dunkelt, og anset for halv fabelagtigt.

2) Nordmanden Ottars korte Beretning om to Sørejser fra Nordlandene i Norge; den ene til Bjarmeland eller Permien i nuværende Rusland norden om Finmarken; den anden langs Kysten af Norge til Skíringssal, og derfra til Slesvig i Danmark; samt om Tilstanden i det nordlige Norge.

3) Ulfstens Beretning om en Sørejse fra Slesvig til Truso i Pröjsen langs Østersøen, samt om Esternes Sæder og Skikke. Begge, de sidstnævnte Beretninger ere af Öjevidner, og røbe megen Sandhedskærlighed, samt klare Begreber om Landenes og Folkenes Beskaffenhed.


Ohthere.jpg


Begyndelsen af Ottars rejseberetning i den angelsaksiske tekst.


1. Kong Alfreds egen Beretning

Nu ville vi berette så meget, som vi på nogen Måde vide om de evropæiske Landes Enemærker. Fra Floden Don vester på til Floden Rin (den udspringer på det Bjærg, man kalder Alpis, og løber derpå mod Norden ud i den Arm af Verdenshavet, som omskyller det Land, man kalder Brittannien), og atter sönder på til Donavfloden (dens Udspring er nær ved Rinströmmens, og siden løber den mod Østen, norden for Grækenland, ud i Middelhavet) og mod Norden til det Verdenshav, man kalder Kvenersøen; imellem de (Vande) bo mange Folkefærd, og alt det (Land) kalder man Gjermanien.

Således bo Østfrankerne norden for Donavs Udspring og østen for Rinen, og sönden for dem bo Svaberne på den anden Side af Floden Donav; men sönden og østen for leve Bajrerne, den Del, som man kalder Regensborg, og lige østen for leve Romerne, og i Nordost bo Tyringerne; og norden for bo de gamle Sakser eller Oldsakserne, og nordvest for bo Friserne.

Vesten for Oldsakserne er Floden Elbens Munding og Frisland, og nordvest derfra ligger det Land, som man kalder Angelen og Sillende og en Del af de Danske, men norden for Oldsakserne er Obotriternes Land , og i Nordost Vilterne, som man kalder Æfelder; og østenfor er det Land, som man kalder Syssyle, og sydost, i nogen Frastand Mærerne.

Og disse Mærer have vesten for sig Tyringer og Bömer og en Del af Bajrerne; men sönden for dem på den anden Side af Floden Donav er Landet Kærnten, der strækker sig sönder på indtil de såkaldte alpiske Bjærge. Til de samme Bjærge strække sig og Bajrernes og Svabernes Landemærker. Dernæst østen for Kærnten på den anden Side af Ørkenen er Bulgariet, og østen derfor det græske Rige. Og østen for Mærernes Land er Veiksellandet, og østen for det Daserne, hvilke til en Tid vare Goter. Nordost for Mærerne bo Dalamenserne, og østen for Dalamenserne igjen Horiterne (Pröjserne), og norden for Dalamenserne ere Sorberne og vesten for Syslerne. Norden for Horiterne (Pröjserne) er Mægðaland og norden derfor igjen Sarmaterne indtil de riffæiske Bjærge.

Vesten for Sønder-Danskerne er den Arm af Verdenshavet, som omgiver Landet Brittannien, og norden for dem er den Havbugt, som man kalder Ostsøen (Kattegattet), og nordost for dem Nord-Danskerne, dels på det faste Land og dels på Øerne; og østen for dem ere Obotriterne, og sönden for dem er Udløbet af Floden Elben og en Del af Old-Sakserne.

Nord-Danskerne-have norden for sig den samme Havbugt, som man kalder Ostsøen, og østen for dem bo de Folk Oster og sönden for Obotriter.

Osterne have norden for sig den samme Havbugt som Vender og Burgunder (ɔ: Bornholmer) og sønden for sig Hæfelderne.

Burgunderne have den samme Havbugt vesten for sig og de Svenske norden for og østen for ere Sarmaterne og sönden for Sorberne. De Svenske have sönden for sig den ostiske Havbugt og østen for sig Sarmater og norden for dem på hin Side Ørkenen er Kvenland og nordvest for dem Skride-Finnerne og vesten for Nordmændene.


2. Ottars rejseberetninger

Ottar sagde sin Herre Kong Alfred, at han boede nordligst af alle Nordmænd. Han berettede; at han boede på den nordlige Kant af Landet ved Vesterhavet; men at Landet dog strakte sig langt længer imod Nord, men at det var altsammen øde, undtagen at Lapper opholdt sig af og til på enkelte Steder for Jagtens Skyld om Vinteren, og om Sommeren på Fiskeri ved Søen.

Han fortalde, at han en Gang vilde undersøge, hvor langt Landet strakte sig nord på, og om noget Menneske boede norden for Ørkenen; til den Ende rejste han nord på langs Landet, og havde hele Vejen det øde Land på Styrbord, (ɔ: til højre) og rum Sø på Bagbord (ɔ: til venstre) i tre dage, da var han så langt nord på som Hvalfangerne nogensinde fare. Dernæst drog han endvidere nord på, så langt som han kunde sejle på tre Dage endnu; dér bøjede Landet sig da mod Østen eller og Søen gik ind i Landet, han vidste ikke hvilket, men det vidste han, at han dér biede på en vestlig eller lidt nordlig Vind, hvorpå han sejlede derfra øster med Landet, så langt som han kunde sejle i fire Dage. Da måtte han bie dér efter fuld Nordenvind, fordi Landet dér bøjede sig mod Sönden; eller Søen ind i Landet, han vidste ikke hvilket. Derpå sejlede han derfra sönder med Landet, så langt som han kunde sejle i 5 Dage. Da lå der en stor Flod oppe i Landet (for dem); da vendte de ind i Floden (ɔ: Mundingen), ti videre op ad Floden torde de ikke sejle af Frygt for Ufred, efterdi Landet var ganske beboet på den anden Side. Han havde ikke för truffet noget beboet Land, siden han drog hjemme fra; men havde bestandig haft på Styrbord øde Land (på Fiskere, Fuglefængere og Jægere nær, der alle vare Lapper), og rum Sø på Bagbord. Bjarmerne havde meget vel dyrket deres Land; og de torde ikke komme derind, men Terfinnernes Land var ganske øde, uden hvor der opholdt sig Jægere, eller Fiskere, eller Fuglefængere. Bjarmerne gave ham mange Beretninger dels om deres eget Land, dels om de dem omgivende Lande, men han vidste ikke hvad der var sandt af det, efterdi han ikke så det selv. Lapper og Bjarmer, syntes ham, talte omtrent samme Sprog.

Fornemmelig drog han did (næst efter Lysten at betragte Landet) for Hvalrossernes Skyld; ti de have meget kosteligt Ben i deres Tænder (nogle sådanne Tænder bragde de Kongen), og deres Hud er meget god til Skibstov. Den Hval er meget mindre end andre Hvaler, den er ikke længere end syv Alen.

Men i hans eget Land er den bedste Hvalfangst; de Hvaler ere åtte og fyrretyve Alen lange og de störste halvtredsindstyve Alen; af dem berettede han at han med 6 Harpuner eller 6 Skibe dræbte 60 på 2 Dage. Han var en meget rig Mand på de Ejendomme; hvori deres Rigdomme bestå, nemlig på vilde Dyr; han havde, den Gang han besøgte Kongen, 600 tamme ukøbte Dyr. De Dyr kalde de Rener, af dem var der 6 Lokkerener, hvilke ere meget dyre hos Lapperne; ti dem fange de de vilde Rener med. Han var iblandt de første Mænd der i Landet, dog havde han ikke mere end tyve Kør, tyve Får og tyve Svin, og det lille han plöjede, plöjede han med Heste. Men deres störste Herlighed består i den Skat, som Lapperne betale dem. Den Skat ydes i Dyrehuder, i Fuglefjedre og i Fiskeben, samt i Skibstov, der forarbejdes af Hvalfiskens og Sælhundens Skind. Enhver (Lapper) betaler efter sin Stand (ɔ: Formue); den fornemste må betale femten Mårskind, fem Rensdyrshuder, et Björneskind og ti Poser Fjer, en Björneskinds eller Odderskinds Kjole, og to Skibstov hvert på 60 Alen, det ene forarbejdet af Hvalfiskehud, det andet af Sælskind.

Han berettede, at Nordmændenes Land var Meget langt og meget smalt; alt det deraf, som man kan bruge til Græsning eller Plöjland, ligger ved Søen; og det er endda på nogle Steder Meget klippefuldt, og der ligger vilde Fjælde østen for og oven for langs med det beboede Land. På de Fjælde bo Lapperne. Det beboede Land er bredest i den østlige Del og altid jo længer mod Nord des smallere. På den østlige Kant kan det vel være 60 Mile bredt eller lidt bredere, og midtvejs 30 eller derover, og på den nordlige Kant, berettede han, hvor det var smallest, at det Kunde være tre Mil bredt (fra Søen) til Fjældet, Og Fjældet siden på nogle Steder så bredt, at man kan bruge to Uger til at rejse derover, på andre Steder så bredt, at man kan anvende 6 Dage dertil.

Jævnsides med den sydlige Del af Landet på den anden Side af Fjældet er Sverrig, (som strækker sig) indtil det nordlige Norge; lige ud for den nordlige Del af Landet er Kvenland. Kvenerne hærge undertiden på Nordmændene over Fjældet, undertiden Nordmændene på dem. Der er meget store ferske Søer imellem Fjældene, og Kvenerne bære deres Skibe over Land ind i Søerne, og derfra hærge de på Nordmændene, de have meget små og meget lette Skibe.

Ottar berettede, at det Landskab, hvor han boede hed Helgeland han sagde at ingen boede norden for ham. Nu er der i den sydlige Del af Landet en Havn som man kalder Skíringssal; der hen kunde man, som han sagde, ikke sejle på en Måned, når man lå stille om Nætterne, men hver Dag havde stærk Vind. Hele Tiden må han sejle langs med Landet, og på Styrbord (ɔ: höjre Side) er først Island, og derpå Øerne, som ligge imellem Island og dette Land (Færøerne, Örkenøerne, Hetland &c), derpå dette Land (Britannien), indtil han kommer til Skíringssal, og hele Vejen er Norge på Bagbord (ɔ: venstre Hånd). Sønden for Skíringssal falder en meget stor Sø (løber et stort Hav) ind i Landet (Danmark), som er bredere end nogen Mand kan se over, og der er Jylland på hin Side ligeoverfor, derpå er Slesvig, Det Hav (Østersøen) ligger mange hundrede-Mile ind i Landet.

Og fra Skíringssal sagde han, at han sejlede på 5 Dage til den Havn, som man kalder Hedeby, den ligger imellem Venderne (Vagrerne), Sakserne og Angelen, og hører under de Danske, Da han sejlede did fra Skíringssal, da havde han på Bagbord (venstre) Danmark (Halland og Sjælland) og på Styrbord (höjre) det åbne Hav (Kattegat) i 3 Dage; og de (øvrige) to Dage för han kom til Hedeby havde han på Styrbord Jylland og Slesvig og mange Øer (i de Egne boede Anglerne för, de kom hid til Lands), og de to Dage havde han på Bagbord de Øer, som tilhøre Dannemark.


3 Ulfstens rejseberetninger

Ulfsten berettede, at han rejste fra Hedeby, og var i Truso på syv Dage og Nætter, at Skibet løb hele Tiden for fulde Sejl. Venden havde han på Styrbord (höjre), og på Bagbord (venstre) havde han Langeland og Låland, og Falster, og Skåne, hvilke Lande alle høre til Danmark. Dernæst havde vi Burgundeland på Bagbord, og de (Folk) har dem en egen Konge; dernæst efter Burgundeland havde vi de Lande, som kaldes først Blekingen, så Møre og Øland og Gulland på Bagbord, og disse Lande høre til de Svenske; og Venden havde vi hele Vejen på Styrbord lige til Vejkselmundingen.

Vejkselen er en meget stor Flod, der beskyller Vitland, og Venden, men Vitland hører Esterne til. Vejkselen kommer fra Venden, og løber ind i det friske Hav, det friske Hav er i det mindste 15 Mile bredt. Ilfing løber østen fra ind i det friske Hav, og kommer fra den Sø, på hvis Bræd Truso står, de løbe begge tilsammen ud i det friske Hav, Ilfing østen fra ud af Estland og Vejksel sönden fra ud af Venden, da betager Vejkselen Ilfing dens Navn, og løber fra bemældte friske Hav nordvest på ud i Søen, derfor kalder man dette (Udløb) Vejkselmundingen.

Estland er meget stort, og der ere mange Stæder, og i hver Stad en Konge, og der er såre megen Honning og Fiskeri. Kongen og de rigeste Folk drikke Hoppemælk, og de fattige og ufri drikke Mjød. Der er såre megen Krig iblandt dem. Der brygges intet Øl hos Esterne, men der er Mjød nok.

Det er Skik iblandt Esterne, at når nogen dør, så ligger han inde uforbrændt hos sine Slægtninger og Venner en Måned, undertiden to; Kongerne og de andre store så meget længere, som de have flere Rigdomme, undertiden er det et halvt År, som de blive uforbrændte og ligge oven for Jorden i deres Huse. Al den Tid, som Liget ligger inde, skal der være Drik og Spil indtil den Dag, da de brænde det.

Dernæst, den samme Dag, som de vil bære ham til Bålet, dele de hans Gods, hvad der er tilovers fra den (omtalte) Drik og Spil, i 5 eller 6 Dele, stundom i flere, eftersom der er meget til. Derpå lægge de det ud, fordelt i det mindste på en Mil, den störste Del længst fra Gården , så, den anden, så den tredie, indtil det altsammen er lagt ud på den ene Mils Vej, og den mindste Del skal være nærmest ved Gården, hvor den døde ligger. Dernæst forsamles alle de; der have de hurtigste Heste i Landet, i det mindste på 5 eller 6 Miles Afstand fra Godset, og ride om Kap efter det allesammen. Siden kommer den Mand, som har den hurtige Hest, til den første og störste Del, og således videre den ene efter den anden, indtil det er vunden altsammen, hvorved den får den mindste Del, som kom til at ride nærmest til Gården efter Godset. Siden ride de hver sin Vej med Godset, og have Lov at beholde det altsammen, derfor ere og hurtige Heste der overvættes dyre. Og når den dødes hele Ejendom er således adspredt, så bærer man ham ud og brænder ham tilligemed hans Våben og Klæder. For det meste blive alle hans Rigdomme ødelagte ved Ligets lange Indeliggen og ved det som de lægge ud på Vejen, som de fremmede ride om Kaps efter og tage. Det er Skik blandt Esterne, at enhver (død) Mand af hvilken som helst Natsion skal brændes, og dersom nogen der finder et uforbrændt Ben, skal de udsone det med store (Ofringer). Esterne forstå en Kunst, hvorved de kan, frembringe Kulde, og derfor ligge de døde så længe der uden at rådne fordi de frembringe en sådan Kulde over dem; og skönt man fremsætter to Kar fulde af øl eller Vand, ere de i Stand til at lade det ene fryse til (det andet ikke), hvad enten det er Sommer eller Vinter.




Noter:

1. Denne udgave består af 1) Historisk Indledning, 2) Angelsaksisk tekst med dansk oversættelse og 3) Oplysende anmærkninger. Hele værket bl.a. med noter om de mange stednavne kan ses på dette link Ottars og Ulfstens Rejseberetninger