Forskjell mellom versjoner av «Oversættelser og udgaver af Snorres kongesagaer»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
m
Linje 39: Linje 39:
  
  
[[Bilde:OleWorm.jpg|thumb|right|100px|''Ole Worm'']]Peder Claussøns oversættelse i Worms udgave vandt strax stor udbredelse og fortrængte snart ganske Mattis Størssøns udtog. Den skabte Snorre Sturlasøns navn som historisk forfatter, thi endog paa Island kjendte man dengang Snorre kun som Eddas forfatter, saa at den lærde Arngrimr Jonsson nu i et brev til Ole Worm kan kalde Snorre «udgravet af glemselens sorte nat», og bogen gav med én gang Norge, hvad Danmark længe havde savnet og endnu indtil Holberg skulde savne, en sammenhængende og læseværdig fremstilling af dets oldtids og middelalders historie. Den blev for hele det 17de aarhundrede det egentlige kildeskrift for Norges historie, og selv efterat Peringskiöld havde offentliggjort den islandske text (1697), beholdt den en høi rang.. Den blev trykt paany (Kjøbenhavn 1757) og har maaske i denne nye udgave vundet endnu større udbredelse i Norge, hvor efter Jac. Aalls vidnesbyrd «mod den sidste Slutning af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette Claussøns Oversættelse af Snorre var i de anseeligste Bønders Hænder og udgjorde deres mest yndede Læsning», eller som han ogsaa siger: «denne Oversættelse var længe vore Landsmænds Yndlingsbog, indtil den efterhaanden ved Slid og Brug er saa godt som forsvunden.»
+
[[Bilde:OleWorm.jpg|thumb|right|100px|''Ole Worm'']]Peder Claussøns oversættelse i Worms udgave vandt strax stor udbredelse og fortrængte snart ganske Mattis Størssøns udtog. Den skabte Snorre Sturlasøns navn som historisk forfatter, thi endog paa Island kjendte man dengang Snorre kun som Eddas forfatter, saa at den lærde Arngrimr Jonsson nu i et brev til Ole Worm kan kalde Snorre «udgravet af glemselens sorte nat», og bogen gav med én gang Norge, hvad Danmark længe havde savnet og endnu indtil Holberg skulde savne, en sammenhængende og læseværdig fremstilling af dets oldtids og middelalders historie. Den blev for hele det 17de aarhundrede det egentlige kildeskrift for Norges historie, og selv efterat Peringskiöld havde offentliggjort den islandske text (1697), beholdt den en høi rang. Den blev trykt paany (Kjøbenhavn 1757) og har maaske i denne nye udgave vundet endnu større udbredelse i Norge, hvor efter Jac. Aalls vidnesbyrd «mod den sidste Slutning af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette Claussøns Oversættelse af Snorre var i de anseeligste Bønders Hænder og udgjorde deres mest yndede Læsning», eller som han ogsaa siger: «denne Oversættelse var længe vore Landsmænds Yndlingsbog, indtil den efterhaanden ved Slid og Brug er saa godt som forsvunden.»
  
  
[[Bilde:Johan Peringskiöld2.jpg|thumb|right|100px|''Johan Peringskiöld'']]Den ældste udgave i oldsproget af Snorre Sturlasøns kongesagaer blev fuldendt i Sverige. Texten blev tagen fra Jon Eggertsons afskrift af Kringla, men en anden Islænding i svensk tjeneste, [[Guðmundur Ólafsson biografi|Gudmundr Olafsson]], oversatte texten paa svensk; da han var lidet kyndig i svensk og desuden døde fra arbeidet (1695), blev hans oversættelse omarbeidet paa bedre svensk af den kgl. antikvar [[Johan Peringskiöld biografi|''Johan Peringskiold'']] (f. 1654 † 1720), som ogsaa efter kongens ordre leverede en latinsk oversættelse «til the utländskas tienst». Den latinske oversættelse er meget slet, og den islandske text er meget feilfuld og af udgiveren forøget med mange uægte indskud, idet man har oversat Peder Claussøns tillæg til nyere islandsk; det var ogsaa Peringskiöld, som fandt paa at overføre skindbogens navn «Kringla heimsins» paa kongesagaerne selv og saaledes gav Snorres verk det uheldige navn «Heimskringla», som det længe har beholdt. Udgavens titel er: '''''Heims kringla, Eller Snorre Sturlusons Nordländske Konunga Sagor. Sive Historiæ Regum Septentrionalium â Snorrone Sturlonide, Ante secula quinque, patrio sermone antiquo Conscriptæ, quas Ex Manuscriptis Codicibus edidit, Versione gemina, notisquc brevioribus, indici Poëtico vel Rerum, sparsim insertis, Illustravit JOHANN : PERINGSKIÖLD. STOCKHOLMIÆ Literis Wankiwianis, Anno Christiano M. DCXCVII.'''''
+
[[Bilde:Johan Peringskiöld2.jpg|thumb|right|100px|''Johan Peringskiöld'']]Den ældste udgave i oldsproget af Snorre Sturlasøns kongesagaer blev fuldendt i Sverige. Texten blev tagen fra Jon Eggertsons afskrift af Kringla, men en anden Islænding i svensk tjeneste, [[Guðmundur Ólafsson biografi|Gudmundr Olafsson]], oversatte texten paa svensk; da han var lidet kyndig i svensk og desuden døde fra arbeidet (1695), blev hans oversættelse omarbeidet paa bedre svensk af den kgl. antikvar [[Johan Peringskiöld biografi|''Johan Peringskiöld'']] (f. 1654 † 1720), som ogsaa efter kongens ordre leverede en latinsk oversættelse «til the utländskas tienst». Den latinske oversættelse er meget slet, og den islandske text er meget feilfuld og af udgiveren forøget med mange uægte indskud, idet man har oversat Peder Claussøns tillæg til nyere islandsk; det var ogsaa Peringskiöld, som fandt paa at overføre skindbogens navn «Kringla heimsins» paa kongesagaerne selv og saaledes gav Snorres verk det uheldige navn «Heimskringla», som det længe har beholdt. Udgavens titel er: '''''Heims kringla, Eller Snorre Sturlusons Nordländske Konunga Sagor. Sive Historiæ Regum Septentrionalium â Snorrone Sturlonide, Ante secula quinque, patrio sermone antiquo Conscriptæ, quas Ex Manuscriptis Codicibus edidit, Versione gemina, notisquc brevioribus, indici Poëtico vel Rerum, sparsim insertis, Illustravit JOHANN : PERINGSKIÖLD. STOCKHOLMIÆ Literis Wankiwianis, Anno Christiano M. DCXCVII.'''''
  
  

Revisjonen fra 23. mar. 2017 kl. 21:28

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Oversættelser og udgaver af Snorres kongesagaer


af

Gustav Storm


Uddrag af indledningen til

Snorre Sturlasøn: Kongesagaer


Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


— — —


4. Oversættelser og udgaver.

Da i det 15de og 16de aarhundrede det danske sprog blev udbredt i Norge, især i byerne og i de høiere stænder, glemte man at læse og forstaa de gamle bøger, som var forfattede i oldnorsk og islandsk og skrevne med gammel skrift. Da saa den litterære fornyelse og reformationen fremkaldte nyt liv i den lærde stand og embedsstanden, vilde man lære sit lands historie at kjende og forsøgte at afskrive de gamle skindbøger og oversætte dem i skriftsproget, som nu var dansk, men med mange norske ord og vendinger. Man fandt da frem især de første tre skindbøger og lagde dem til grund for oversættelserne. Den første, som fik istand en fuldstændig samling af oversatte kongesagaer, var lagmanden Mattis Størssøn. Han havde i sin ungdom studeret udenlands, blev i 1533 lagmand paa Agdesiden, hvor han hørte hjemme, og flyttede 1540 til Bergen som «Bergens og Gulatings lagmand»; han døde som gammel mand 28. mai 1569 i Bergen. Som lagmand maatte han forstaa oldnorsk, thi landsloven var skrevet i dette sprog, og denne sprogkundskab har lettet ham studiet af kongesagaerne. Han havde faaet fat i skindbøgerne Kringla og Codex Frisianus og benyttede dem til et fuldstændigt udtog af kongesagaerne indtil Haakon Haakonsøns død; han kaldte sin bog Den norske Krønike om de fremfarne Konger, Herrer og Fyrster som haffue veldeligen regieret oc styret Norriges Rige, uddragen af den gamle Norske paa Danske. Bogen er skrevet efter 1552, men før 1567; den blev udbredt i afskrifter baade i Norge og Danmark, og den blev i over halvhundrede aar hovedkilden til Norges historie, især efterat en afskrift blev besørget til trykken ved den danske kantsler og historiker Arild Huitfeldt; den, som forestod udgivelsen, var presten Jens Mortensen i Slangerup, som tidligere havde været skriver hos Huitfeldt. Bogen fik i trykken følgende titel: Norske Kongers Krønicke og bedrifft, indtil unge Kong Haagens tid, som døde Anno Domini 1263, udset aff gammel Norske paa Danske. Prentet i Kiøbenhaffn, aff Hans Stockelman 1594 (8vo). Man har længe troet, at Jens Mortensen selv havde oversat bogen fra oldsproget, og derfor har man ofte urigtig talt om «Jens Mortensens oversættelse». Af dette sagaudtog har en lærd Nordmand i Oslo, mester Halvard Gunnarsen givet en bearbeidelse af Norges historie i latinske vers, som 1606 blev trykt i Rostock under titelen: Chronicon Regum Norvegiæ, olim idiomate Norvegico conscriptum: Nunc autem primo Elegiacis Versibus latinè expositum, a M. Halvardo Gunario Norvegio, in Collegio Aslojensi S. S. Theol. Lectore ac Archipresbytero.

Peder Claussøn

Den første virkelige oversætter af kongesagaerne er dog presten Peder Claussøn (Friis), født i Egersund 1545, død 15. oct. 1614. Han havde gaaet i lærd skole i Stavanger og blev 1566 sin faders eftermand som prest i Undal (i Listerlen), kort efter provst i Listerlen, siden ogsaa kannik og archidiakon i Stavanger. Han lærte oldnorsk af lagmanden paa Agdesiden Jon Simonsen († 1575), som ogsaa fortalte ham meget om samtidens og fortidens historie; han fik af ham en gammel lovbog og flere kongesagahaandskrifter, især om Olav Trygvesøn og Olav den hellige. I en af disse skindbøger (den saakaldte Bergsbók) fandt han ofte Snorre Sturlasøns kongesagaer omtalte, men dennes verk kjendte han længe ikke. Men saa fik han i 1590-aarene fat paa Jofraskinna og opdagede da, at deri var en afskrift af Snorre Sturlasøns kongesagaer. Efter opfordring af Norges statholder Axel Gyldenstjerne, gav han sig 1599 ifærd med at forfatte en fuldstændig oversættelse af hele Snorres kongesagaer (til aar 1177), og da han desuden kom over en skindbog af kongesagaerne efter Sverres død (1202—1263), tog han ogsaa disse sagaer med i oversættelsen, uagtet han vel skjønte, at de ikke var forfattede af Snorre; da han ikke kjendte noget haandskrift af Sverres Saga (tiden 1177—1202), udfyldte han det aabne hul ved at afskrive Mattis Størssøns udtog for denne tid. Saaledes fik han udarbeidet en fuldstændig række af kongesagaer indtil aar 1263. Da hr. Peder har oversat efter Jofraskinna, findes i hans oversættelse ikke faa stykker, som ikke tilhører Snorre, og desuden har hr. Peder ogsaa taget med store stykker af andre kongesagaer, han kjendte, da han vilde fremstille Norges historie saa fuldstændig som muligt. Men dette har siden været til skade for opfatningen af Snorres forfatterskab, da man længe troede, at alt det, som stod i Peder Claussøns oversættelse. ogsaa stammede fra det Snorrehaandskrift, han benyttede. Iøvrigt er hr. Peders oversættelse meget tro og paalidelig, og man har med rette undret sig over, at han med de faa hjælpekilder, som stod til hans raadighed, har kunnet fortolke oldsproget saa godt. Hans sprog er kjernefuldt og ædelt, og han har med held beholdt mange gode gamle ord, som dengang var nær ved at fortrænges af fremmedord. Peder Claussøns oversættelse blev udbredt i afskrifter, og én af disse kom til Kjøbenhavn, hvor den lærde professor Ole Worm omkr. 1630 lærte den at kjende; han udgav den i trykken under titelen: Snorre Sturlesøns Norske Kongers CHRONICA. Udsat paa Danske, aff H. Peder Claussøn, fordum Sogneprest i Undal. Nu nyligen menige Mand til Gaffn, igiennemseet, continuerit oc til Trycken forferdiget. Cum Priv. R. M. Prentet i Kiøbenhafn, ved Melchior Martzan, Paa Joachim Moltken Bogførers Bekostning M. DC. XXXIII.


Ole Worm

Peder Claussøns oversættelse i Worms udgave vandt strax stor udbredelse og fortrængte snart ganske Mattis Størssøns udtog. Den skabte Snorre Sturlasøns navn som historisk forfatter, thi endog paa Island kjendte man dengang Snorre kun som Eddas forfatter, saa at den lærde Arngrimr Jonsson nu i et brev til Ole Worm kan kalde Snorre «udgravet af glemselens sorte nat», og bogen gav med én gang Norge, hvad Danmark længe havde savnet og endnu indtil Holberg skulde savne, en sammenhængende og læseværdig fremstilling af dets oldtids og middelalders historie. Den blev for hele det 17de aarhundrede det egentlige kildeskrift for Norges historie, og selv efterat Peringskiöld havde offentliggjort den islandske text (1697), beholdt den en høi rang. Den blev trykt paany (Kjøbenhavn 1757) og har maaske i denne nye udgave vundet endnu større udbredelse i Norge, hvor efter Jac. Aalls vidnesbyrd «mod den sidste Slutning af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette Claussøns Oversættelse af Snorre var i de anseeligste Bønders Hænder og udgjorde deres mest yndede Læsning», eller som han ogsaa siger: «denne Oversættelse var længe vore Landsmænds Yndlingsbog, indtil den efterhaanden ved Slid og Brug er saa godt som forsvunden.»


Johan Peringskiöld

Den ældste udgave i oldsproget af Snorre Sturlasøns kongesagaer blev fuldendt i Sverige. Texten blev tagen fra Jon Eggertsons afskrift af Kringla, men en anden Islænding i svensk tjeneste, Gudmundr Olafsson, oversatte texten paa svensk; da han var lidet kyndig i svensk og desuden døde fra arbeidet (1695), blev hans oversættelse omarbeidet paa bedre svensk af den kgl. antikvar Johan Peringskiöld (f. 1654 † 1720), som ogsaa efter kongens ordre leverede en latinsk oversættelse «til the utländskas tienst». Den latinske oversættelse er meget slet, og den islandske text er meget feilfuld og af udgiveren forøget med mange uægte indskud, idet man har oversat Peder Claussøns tillæg til nyere islandsk; det var ogsaa Peringskiöld, som fandt paa at overføre skindbogens navn «Kringla heimsins» paa kongesagaerne selv og saaledes gav Snorres verk det uheldige navn «Heimskringla», som det længe har beholdt. Udgavens titel er: Heims kringla, Eller Snorre Sturlusons Nordländske Konunga Sagor. Sive Historiæ Regum Septentrionalium â Snorrone Sturlonide, Ante secula quinque, patrio sermone antiquo Conscriptæ, quas Ex Manuscriptis Codicibus edidit, Versione gemina, notisquc brevioribus, indici Poëtico vel Rerum, sparsim insertis, Illustravit JOHANN : PERINGSKIÖLD. STOCKHOLMIÆ Literis Wankiwianis, Anno Christiano M. DCXCVII.


Gerhard Schøning

Det varede flere menneskealdere, inden man i Danmark, hvor dog de bedste afskrifter var bevarede, naaede til at udgive Snorres grundtext med oversættelser til dansk og latin; udgaven, som for sin tid var et pragtverk, bekostedes af arveprins Fredrik og redigeredes af Nordmanden, geheimearkivar Gerh. Schøning og efter hans død (1780) af Islændingen, rektor Skule Thorlacius. Texten var afskrevet og redigeret af Islændingen Oddr Jonsson, den latinske oversættelse og noterne er forfattet af Schøning, og den danske oversættelse af Islændingen Jon Olafsson fra Svefney († 1811). Den islandske text er mindre god, end den burde være, da dens grundlag skulde være Asgeir Jonssons afskrift efter Kringla; men for den senere del (fra Magnus den gode) har man ved en feiltagelse lagt til grund det senere haandskrift Eirspennill, som indeholdt mange uægte tillæg, og desuden har man optaget alle de uægte indskud, som Peringskiöld havde laant fra Peder Claussøn. Den danske oversættelse er ogsaa sproglig uheldig, da man efter arveprinsens paalæg lagde Peder Claussøns oversættelse til grund og lempede tillæg o. l. derefter, saa at sproget fik en gammeldags karakter, endog i skrivemaaden. Dette verks titel er: Heimskringla edr Noregs Konungasögor, af Snorra Sturlusyni. Snorre Sturlesons Norske Kongers Historie. Historia Regum Norvegicorum conscripta a Snorrio Sturlæ filio. Quæ sumtibus serenissimi et clementissimi principis, Daniæ Norvegiæqve hæredis FREDERICI, magni regis, Frederici, filii. Nova, emendata et aucta editione in lucem prodit, opera Gerhardi Schoning, regi a cons. just. et archivis secretioribus. HAVNIÆ typis Augusti Friderici Steinii MDCCLXXVII. — Tom. II MDCCLXXVIII. — Tom. III MDCCLXXXIII.

Denne 2den udgave af Snorres text har ligget til grund for de indtil 1868 udførte oversættelser, i Danmark af Grundtvig, i Norge af Jacob Aall og P. A. Munch, i Sverige af G. Richert (1816—29), i Tyskland af F. Wachter (1835—36) og G. Mohnike (1837), i England af S. Laing (1844). Her skal de tre første omtales nærmere.


N. F. S. Grundtvig

Den danske digter og prest Nic. Fr. Sev. Grundtvig, (f. 1783 † som tit. biskop 1872) skrev i 1815, aaret efter Norges og Danmarks skilsmisse, en høistemt «Mindesang paa Fædres Gravhøi», hvori han besvor «Tvillingfolkene i Nord» ikke at glemme «Fædres Skrifter, Bind om Fædrenes Bedrifter, jordede i Mulm og Støv»; han sendte dermed ud Prøver af Snorros og Saxos Krøniker i en ny Oversættelse samt et Ord til Danske og Norske med en bøn om at hjælpe ham med at faa udgivet en oversættelse «for Menigmand» af de to folks store oldtidsskildrere, Snorre og Saxo. Derefter fik Grundtvig bidrag af det Norske Selskab i Kjøbenhavn til at fuldføre sit verk, og han fik virkelig istand begge oversættelser, af hvilke Snorres udkom under titelen: Norges Konge-Krønike af Snorre Sturlesøn fordansket ved N. F. S. Grundtvig. 3 dele, Kjøbenhavn 1818—22.

Grundtvigs oversættelse blev meget udbredt i Danmark og oplevede i senere tid to nye oplag (1865 og 1878), men trængte ikke gjennem i Norge. Den var, som P. A. Munch udtalte, «mere en Omklædning i dansk Folkesprog end en virkelig Oversættelse, meget er derved blevet aldeles uforstaaeligt for Menigmand i Norge, og det hele har faaet et vist Anstrøg af Spøg og Løier, der ikke ret synes at passe til Grundtextens ædle Simpelhed»; dertil kom, at versene er «ikke oversatte, men helt igjennem omdigtede» med et meget subjektivt Grundtvigsk præg.


Jacob Aall

Eidsvoldsmanden, jernverkseier Jacob Aall (f. 1773 † 1844) havde allerede som ung mand under sin studietid i Danmark fattet interesse for det nordiske oldtidsstudium og lært islandsk; han leverede ogsaa leilighedsvis selv oversættelser af sagastykker, saaledes i J. Storm Munchs tidsskrift Saga (1816) et afsnit af kongesagaerne «Olav Trygvesons Reise til Venden og Slaget ved Svolder», og bekostede udgivelsen af det første islandske lexikon (Bjørn Haldorsen, udg. af Rask 1814). Men det var dog først, efterat han havde ophørt at tage del i det offentlige liv (siden 1830) og overladt jernverkets bestyrelse til sin søn, at den virksomme mand for alvor greb til pennen og samlede sig til større litterære arbeider. Et af disse var den saga-oversættelse, som udkom under titel: Snorre Sturlesons norske Kongers Sagaer. Oversatte af Jacob Aall, Eier af Næs Jernværk. Første Bind. Christiania 1838. Andet Bind 1839. [Tredie bind, 1839, indeholder sagaerne fra Sverre til Magnus Haakonsøns saga].

Aall siger i sin fortale om Grundtvigs oversættelse, at «hvor store Fortjenester denne talentfulde Forfatters Arbeide har og hvor megen Digteraand Versenes Oversættelse lægger for Dagen, saa kan denne Oversættelse neppe være passende for menig Mand i Norge»; men da den ældre oversættelse (Peder Claussøns) nu var forsvunden, vilde han fremme den historiske læsning «ved at levere en til vort Sprogs nuværende Standpunkt svarende Oversættelse». Jac. Aall har i sin oversættelse smukt søgt at efterligne Snorres «værdige og simple Sprog» og med takt og varsomhed optaget gamle ord, som endnu levede i Norge uden at tilhøre det skrevne sprog; derimod var han ikke heldig i oversættelsen af skaldeversene, som han gjengav ordret med alle de kunstige omskrivninger og med lange kommentarer. Aalls oversættelse ledsagedes af geografiske og topografiske noter af kaptein Gerh. Munthe (dengang den største kjender af Norges ældre geografi) og med smukke staalstik efter Flintoes tegninger. Jac. Aall havde selv udredet en stor del af omkostningerne ved udgaven, saa at denne kunde sælges forholdsvis billigt; men den kunde dog ikke blive en folkebog, som oversætteren havde villet.


P. A. Munch

Flere aar, førend Jac. Aalls oversættelse var udkommet, havde en ung student, den senere berømte historiker P. A. Munch (f. 1810 † 1863) begyndt paa en oversættelse. Allerede i 3die numer (19. aug. 1832) af tidsskriftet «Vidar», til hvis redaktion han hørte, leverede han «Prøver paa en Oversættelse af Heimskringla» og fortsatte dermed i det følgende numer; aaret efter begyndte han at udgive «Snorre Sturlesøns Kongehistorie», men denne sagaoversættelse stansede med 1ste binds 1ste hefte og kom ikke til at omfatte mere end de tre første sagaer (Ynglingernes, Halvdan Svartes og Harald Haarfagres sagaer). Enten har oversættelsen ikke fundet afsætning, eller ogsaa har man stanset udgivelsen i forventning om Aalls store verk. Aarsagen var ikke, at Munch stansede med at oversætte; thi hans manuskript til fortsættelsen existerer endnu indtil kap. 415 («Magnus den gode fødes») og sees ved eiendommeligheder i haandskriften at være udført i 1833 eller kort tid efter. Mange aar senere, efterat P. A. Munch havde skrevet de fire første dele af sin «Norske Folks Historie» og deri øvet historikerens kritik paa kongesagaerne, tog han sit manuskript for sig og besluttede at udgive kongesagaerne til folkelæsning. Han gjennemsaa og rettede det ældre manuskript, men udelod kapiteloverskrifterne (som ogsaa er nyere) og gjengav i prosa indholdet af de vers, som ikke var nødvendige for sammenhængen, og lod saa bogen udgaa heftevis (1ste hefte sommeren 1857). Fra midt i Olav den helliges saga er oversættelsen udarbeidet dels i Kjøbenhavn, dels paa reisen sydover, saa at de sidste ark blev sendte hjem fra Rom (21. febr. 1859); i Kjøbenhavn havde han leilighed til at gjennemse de gamle haandskrifter, hvorved han kunde udskille alle de uægte laan fra Peringskiölds udgave (f. ex. kap. 26 af Magnus den godes saga); dog har han fulgt kjøbenhavnerudgaven, hvor denne tog med, hvad der virkelig stod i gamle haandskrifter (Cod. Frisianus og Eirspennill). Munchs oversættelse udkom i ét bind under titelen: Norges Kongesagaer fra de ældste Tider indtil Aar efter Christi Fødsel 1177, forfattede af Snorre Sturlassøn og oversatte af P. A. Munch. Christiania 1859. Den var ledsaget af en fortrinlig fortale, som skildrede Snorres livsførelse og stilling i den norrøne litteratur. [2det «oplag» (1881) er kun restoplaget af første oplag med nytrykt titelblad. Et nyt optryk udkom i aarene 1896—98 i «Skandinaven» i Chicago].


C. R. Unger

Studiet af haandskrifterne i Kjøbenhavn (1857—58) gav P. A. Munch lyst til at levere en kritisk udgave af Snorres originaltext, og efter hans hjemkomst fra Rom (1861) overdrog det nystiftede «Norske Oldskriftselskab» ham dette hverv, som han ogsaa paatog sig. Da han anden gang reiste til Rom (vaar 1863), tog han ogsaa forarbeiderne med sig, men disse tabtes efter hans død, da skibet, som medførte hans og hans families eiendele, forliste i middelhavet. Efter Munchs død overtog hans mangeaarige medarbeider, prof. C. R. Unger (f. 1817 † 1897) arbeidet, og dennes textudgave af Snorres kongesagaer udgaves derefter for oldskriftselskabet under titel: Heimskringla eller Norges Kongesagaer af Snorre Sturlassøn, udgivne ved C. R. Unger. Christiania 1868. Unger har efter det af Munch anviste mønster renset texten for alle tilsætninger fra Peringskiöld (og Peder Claussøn), og han lagde til grund for sin udgave Asgeir Jonssons afskrifter af Kringla; Unger har saaledes egentlig leveret den første fuldstændige text efter det ældste haandskrift. Men da Unger troede, at de kapitler, som var optagne i de senere haandskrifter (Jofraskinna, Cod. Frisianus og Eirspennill), var vilkaarlig udeladte af Kringlas skriver, har han ogsaa ligesom sine forgjængere taget disse kapitler op i texten. At dette er urigtigt, har jeg vist i min bog «Snorre Sturlassøns Historieskrivning» (1873).


H. Hildebrand

Ungers textudgave ligger til grund for Hans Hildebrands svenske oversættelse: Konunga-boken eller sagor om Ynglingarne och Norges konungar intill år 1177. Af Snorre Sturleson (Örebro 1869—71, 2den udgave Stockholm 1889) og for Steinar Schjøtts oversættelse paa norsk landsmaal. «Konungaboken» er ikke blot en fortrinlig oversættelse (ogsaa af versene, som gjengives fuldstændig), men oversætteren skildrer tillige Snorre Sturlasøns liv og skrifter, giver en oversigt over kongesagaernes geografi, over huse, skibe, klædedragt og vaaben i ældre tider, og verket er tillige udstyret med et historisk kart, en kronologisk oversigt og et historisk register.


Steinar Schjøtt

Steinar Schjøtt (f. 1844, fra 1874 adjunkt i Fredrikshald, nu overlærer i Skien) begyndte sin oversættelse som et sprogligt experiment, idet han tilhørte den fraktion af yngre maalmænd fra 70-aarene, som afveg fra Ivar Aasens landsmaal i skrivemaade og udtale med tilnærmelse til dialekterne. Han udgav fire hefter af oversættelsen i 1872 som tillæg til tidsskriftet «Fram» under titelen Heimskringla eller Norigs Kongesogur, uppskrivne av Snorre Sturlason, umsette av cand. mag. S. J. S. Schjøtt, men disse hefter naaede ikke længer end til kap. 43 af Olav Trygvesøns saga. Planen blev siden optaget af «Det norske samlaget», som udgav hele verket i fire bøger (1874—79); af 1ste bog udkom paa samme forlag en ny (2den) udgave i 1880, og af 2den bog udkom en ny udgave paa A. Cammermeyers forlag i 1887. Schjøtts oversættelse følger helt igjennom Ungers text, og hans forklaringer er for største delen laante fra Jac. Aall, Munthe og P. A. Munch. I gjengivelse af versene følger han Munchs exempel og oversætter derfor ogsaa Munchs prosaiske uddrag af versene.

Alle de ældre textudgaver af Snorres kongesagaer har saaledes sine mangler; derfor har det været nødvendigt at faa en ny, fuldstændig og paalidelig udgave, og denne besørges nu (1893—1900) i Kjøbenhavn af Islændingen prof. dr. Finnur Jónsson efter alle bevarede haandskrifter, idet Kringlas text lægges til grund. Den er ikke endnu fuldstændig afsluttet, men har dog ved udgiverens velvilje kunnet benyttes ved denne oversættelse, som saaledes er den første fuldstændige oversættelse af Snorres ægte text.


— — —


BILAG:

For fuldstændighedens skyld bringes her en oversigt over de komplette, nordiske oversættelser af Snorres kongesagaer, der er udgivet 1899 og senere — kun 1. udg. er anført (jl):


Snorre Sturlasøn: Kongesagaer, norsk oversættelse af Gustav Storm, J. M. Stenersen & Co's Forlag, Kristiania 1899

Norges konungasagor, svensk oversættelse af Emil Olson, C. W. K. Glerups Förlag, Lund 1919-26

Snorres Kongesagaer, norsk oversættelse af Anne Holtsmark og Didrik Arup Seip, Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1934

Heimskringla, dansk oversættelse af Johannes V. Jensen og Hans Kyrre, Gyldendal, København 1948

Snorres konungasagor, svensk oversættelse af Åke Ohlmarks, Forum 1961

Heimskringla. Kongasögur, færøsk oversættelse af Bjarni Niclasen, Keldan, Tórshavn 1961

Nordiska kungasagor, svensk oversættelse af Karl G. Johansson, Fabel Bokförlag, Stockholm 1991-93

Snorre: Norske kongesagaer, norsk oversættelse af Kjell Arild Pollestad, Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 2012

Heimskringla, dansk oversættelse af Jesper Lauridsen, Heimskringla.no, 2012-14