På vej for at bage eller brygge
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
20. På vej for at bage eller brygge
262. Der var en bjærgkone, der kom gående med hendes grydeske. Så spurgte de hende om, hvor hun var fra. Ja, hun var fra Grøftbjærgshøj, og hun skulde over til Kajbakshøj og koge til et barsel. Det var kirkefolkene, hun kom til her vesten for mit hus, og det var dem, der spurgte hende ud.
Kirsten Marie Sørensdatter, Grønfeld.
263. Der kom en bitte pige om ved en tjenestedreng, og så spurgte han hende efter, hvor hun skulde hen. Ja, hun skulde til Boels-Maren med barselmad. Der er en høj, der kaldes Boelshøj.
Margrete Jensdatter, Mejlby.
264. Der kom én forbi en trold. Han spurgte ham om, hvor han skulde hen. «Til Blokkenbjærg og se efter en barselkone.»
Peder Lodbjærg.
265. Der er en bakke nordvest i Sundby ned til fjorden, der kaldes Halds bakke. Så var det en aften, nogle af deres får i Klitgård var bleven henne, og så vilde konen så tidlig op om morgenen og hen og lede om dem. Lige som hun går, kommer hun om ved en gammel kone, der gik med et kar på sit hoved. Hun siger god-morgen. Den svarte ikke. «Hvor er denher kone fra?» Hun var fra Halds bakke og skulde ned æd Rygs bakke og bage ved hendes søster. Det er en gammel kone, der har fortalt det, og hendes moder, det er passeret med, og altså er det hændet for en hundrede år siden.
Bjærgfolkene i den bakke havde også undertiden deres linned ude.
Johan Worm, Sundby.
266. På den anden side af Firhøjene ligger en klint, som kaldes Hinbjærget. Der imellem har været en vej, som forhen brugtes til kjørevej. Nu var det en nat, at en mand fra Karlslunde vilde til Kjøbenhavn. Som han kjørte på denne sti, mødte han en kone med en øreballe på hovedet Manden syntes, han kjendte hende, han hilste, og hun jgjen. «Hvor skal du hen?» spurgte han. «Jeg skal hen til Klørbaks og bage brød.» Da manden hørte det, blev han hed i hovedet og piskede på bæsterne, det bedste han kunde.
Chr. N.
267. Der ligger et bjærg østen for skoven i Dover sogn, der kaldes Dakbjærg, og der gik megen snak om, at der var bjærgfolk i det, og de dandsede om natten. Manden, som ejede Dakbjærg, han vilde pløje lidt op ad det, for det er noget fladt og skrånende ned til øst, men det kunde bjærgfolkene naturligvis ikke lide, og hvert år, han pløjede derop, så mistede han en hest.
Der er også en høj på Vrold mark, der kaldes Bjærg mandsknold, og der var også bjærgfolk. Så var en gang nogle fiskere, som bor langs med søen, ude at fiske på søen, og da hører de, at bjærgmandens kone i Dakbjærg hun råber til hende ovre på Vrold mark, om hun vilde ikke låne hende hendes grubekjedel. «Ja, hvad vil du have den til ?» svarte den anden. Hun vilde have den til at koge Troelses det grå øg i. Troels, det var nu dem mand, der mistede et øg hvert år: Deher fiskere de farer jo hjem og får bud til manden, han måtte endelig få det grå øg hent hjem, ellers blev det kogt af bjærgfolkene.
Niels Pedersen, Hårby.
