Peter Erasmus Müller biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Peter Erasmus Müller
Biografisk oversigt

Peter Erasmus Müller
(1776-1834)



Müller, Peter Erasmus, 1776-1834, Biskop, Historiker, Sprogmand, var Søn af ovfr. anførte Konferensraad Fred. Adam M. (d. 1795) og blev født i Kjøbenhavn 29. Maj 1776. Kun 4 Aar gammel mistede han sin Moder og opvoxede stille og uden megen Omgang med jævnaldrende hos sin Fader, hvis rige Samling af Bøger og Kunstsager i høj Grad beskæftigede Barnet. Undervist af private Lærere, særlig af senere Amtsprovst Bøgh (III, 318), dimitteredes han af denne 1792 til Universitetet og fik Udmærkelse ved alle Examiner. S. A., hans Fader døde, blev han theologisk Kandidat og var nær selv blevet Dødens Offer i disse Aar ved gjentagne alvorlige Sygdomme. 1797 vandt han Guldmedaillen for den theologiske Prisopgave, og s. A. erhvervede han Magistergraden for en kirkehistorisk Afhandling.
...
Theologien havde aldrig været M.s Yndlingsfag. Hele hans Tilbøjelighed tilhørte de historiske og sproglige Studier, og ved sine Arbejder inden for disse har han vundet et smukt Navn i Fædrelandets Litteratur.
A. Jantzen.


P. E. Müllers historiske Arbejder begyndte paa den klassiske Oldtids Omraade, i det han for den theologiske Doktorgrad skrev: «De hierarchia et studio vitæ asceticæ in sacris et mysteriis Græcorum Romanorumqve latentibus» (1803). Bogen var lærd og skarpsindig, og disse Egenskaber udmærkede ogsaa det af Videnskabernes Selskab prisbelønnede, i sine Resultater dog ganske forfejlede Arbejde: «Antikvarisk Undersøgelse over de ved Gallehus fundne Guldhorn» (1806), hvori han tildelte disse Oldsager en keltibersk Oprindelse. Det var dog ikke paa disse Omraader, men i den nordiske Oldtids Litteratur og Historie, at M. skulde lægge sine store Evner for Dagen og vinde en uvisnelig Berømmelse. Studiet af de nordiske Sagaer var hidtil drevet planløst, der manglede en Oversigt over hele den mangeartede Litteratur, en stor Del vigtige Sagaer henlaa endnu uudgiven, og man forstod ikke at skjelne de mythiske og romantiske Sagaer fra dem, der fortalte historisk Virkelighed. Det var derfor ikke besynderligt, at selv ansete tyske lærde rettede haarde Angreb paa disse islandske Kilder, som efter deres Opfattelse indeholdt en usikker eller forvansket Tradition eller var romantisk Digtning fra en sen Middelalder; Nordboernes Gudelære syntes ogsaa dannet i en sildig Tid under kristen Paavirkning. Et af M.s første Arbejder paa nordisk Omraade var netop en Afhandling: «Om Avthentien af Snorres Edda og Beviset derfra kan hentes for Asalærens Ægthed» (1812). Senere talte han den oldnordiske Forsknings Sag i Bogen «Om det islandske Sprogs Vigtighed» (1813), et af Selskabet for Norges Vel kronet Prisskrift.
   Mest ejendommelig for M.s Evner og grundlæggende for Sagastudiet var dog hans «Sagabibliothek» (3 Bind, 1817-20). Bogen var strængt videnskabelig, men afgav samtidig en behagelig Læsning for Lægmand, Sproget var, som i alle M.s Arbejder, let og utvunget, Fremstillingsmaaden klar og kort. I Værket var der givet en paalidelig Udsigt over den hele Sagalitteratur; hver enkelt Sagas Indhold blev meddelt, dens mythiske Karakter eller historiske Troværdighed belyst; der redegjordes for dens Tilblivelsestid og mulige Forfatter samt for dens Forhold til andre Sagaer om samme Æmne. Bogen hvilede ganske vist ikke paa noget grundigt Haandskriftstudium, og Forfatterens sproglig-filologiske Kundskaber vare vel ikke dybtgaaende, men som Ledetraad i Sagalitteraturen var Værket ypperligt, de enkelte Sagaers Karakter og Ejendommelighed var opfattet med fin Forstaaelse og skarp kritisk Evne. M. gav heri tillige en fortrinlig Fremstilling af Sagalitteraturens almindelige Ejendommelighed, hvad Æmner, Fortællemaade og Stil angaar, han anviste de Midler, hvorved den enkelte Sagas Troværdighed kunde prøves, og udpegede Grundene til, at Traditionen havde holdt sig mer eller mindre sikkert. Dette Værk har derfor været Udgangspunkt og Grundvold for hele det omfattende Sagastudium, som er gjort siden M.s Dage. Men Forskningen er dog bøjet noget bort fra M.s Opfattelse. Den tror ikke som han, at Beretningen hurtig efter Tildragelsen har faaet sin faste Form, og at den derpaa trofast er bleven overleveret ned gjennem Tiderne; en vis Kritik over for det meddelte har sikkert tidlig gjort sig gjældende, Tilføjelser ere gjorte, og Nedskrivningen har fundet Sted senere, end M. antog. Ligeledes maa det antages, at Sagaerne i mindre Grad repræsentere en almindelig folkelig Tradition; hver Saga er præget af dens Forfatters Personlighed.
   En Fortsættelse af disse Studier var «Undersøgelse om Kilderne til Snorros Heimskringla og disses Troværdighed» (1820 og 1823). M.s Hovedsætning, at Snorre ikke var en synderlig selvstændig Forfatter, men i væsentlig Grad udskrev og sammenføjede ældre Sagaers Opgivelser, har den nyere Forskning dog forladt. – Et Værk af lignende Betydning som Sagabibliotheket er M.s Afhandlinger «Om Kilderne til Saxos 9 første Bøger og deres Troværdighed» (1823) og «Kritiske Bemærkninger over Saxos danske Histories 10.-16. Bog» (1830); de offentliggjordes ligesom Studierne over Snorre i Videnskabernes Selskabs filosofiske og historiske Afhandlinger. Ogsaa dette Arbejde kom til at staa som et Modstykke til tysk Tvivlelyst. Dahlmann havde i en, i øvrigt fortjenstfuld, Undersøgelse over Saxo rettet et meget stærkt Angreb paa denne Historikers udførlige Beretning om Danmarks Sagntid; den var formentlig ubrugelig som historisk Kilde. M.s Studier førte ham til en Paavisning af, hvor mange ægte danske Overleveringer der fandtes hos Saxo, og hvorledes de lode sig tilknytte til andre Traditioner i Norden og Udlandet. Det var lykkedes M.s vel ikke fantasifulde, men altid ædruelige og skarpe Kritik at trænge ind i Forstaaelsen af de enkelte Sagn, at se deres Betydning og Værd, ligesom ogsaa at paavise, hvorledes Saxo var gaaet til Værks over for den Tradition, som han havde indsamlet hos sine danske og islandske Hjemmelsmænd.
   Ved disse rolig førte, sikre og indtrængende Studier var M. bleven fortrinlig forberedt til det Arbejde, som blev hans Livs sidste, men ufuldendte Gjerning, nemlig at give en kritisk Udgave af Saxo, ledsaget af Noter. Ved M.s Død manglede endnu Trykningen af Værkets sidste Femtedel. Velschow paatog sig at fuldføre Bogen og skrev de manglende Noter til de 4 sidste Bøger («Saxonis Grammatici Historia Danica», 1839); 2. Bind, der indeholdt de udførligere Noter og Undersøgelser, naaede han først at faa udgivet 1858. Blandt Udgaver af middelalderlige Kilder indtager M.s Saxo-Værk en høj Rang ved sin gode Text og sine ypperlige Anmærkninger.
   Fra M.s sidste Leveaar skrive sig end videre 2 Biografier: «Vita Andreæ Sunonis, archiepiscopi Lundensis» (1830) og «Vita Lagonis Urne, episcopi Roskildensis» (1831-33).
Johannes C. H. R. Steenstrup.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905) (Uddrag)


Bibliografi

Titler i E-Bibliotek