Præstedatteren fra Thingø Syssel
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Præstedatteren fra Thingø Syssel
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Østerpaa i Thingøsyssel levede engang en Præst, som var gift og havde to Børn, en Søn og en Datter. De vare nær ved Sextenaars Alderen paa denne Fortællings Tid. Præsten søger om et Kald paa Sønderlandet og faaer det. Næste Foraar bryder han op og drager sydover Sprængesand. Han sendte alt sit Flyttegods i Forveien, men selv kom han bagefter med Kone og Børn, og havde een af sine Tjenestekarle med sig. Som Præsten er kommen et Stykke sydpaa Sandet, seer han ti Udliggermænd komme ned fra Jøklen og stævne imod ham. De anfalde Præsten og hans Folk med Overmagt og dræbe Alle med Undtagelse af Præstens Datter, og det hjalp hverken, at de satte sig til Modværge eller bade for sig. Høvidsmanden for Udliggermændene siger, at han ikke nænner at dræbe Præstens Datter, fordi hun er saa smuk. Da raabte en ung Svend, som var iblandt dem, at det vilde blive deres Ulykke, hvis man lod hende leve. Det fik dog at være, som Høvidsmanden vilde have det, og de bare hende da skifteviis op til deres Heste, som stode bundne sammen oppe under Jøklen. De stige tilhest, og Høvidsmanden rider med Pigen foran sig paa Hesten. Længe ride de, indtil de komme til en smuk Dal; de ride ned og langs igjennem Dalen, indtil de træffe paa et Huus, hvor de have deres Hjem. Man lod Pigen gaae ind i Huset, og Høvidsmanden og alle hans Fæller, med Undtagelse af den omtalte Yngling, ere gode imod hende; han derimod er altid ond imod hende og vil endog have hende dræbt.
Det lider henad Høsten, og Udliggermændene begynde at tale om, at der maa samles Kvæg, før der bliver søgt efter det fra Bygderne. Høvidsmanden tør ikke lade nogen Anden blive hjemme for at passe paa Præstedatteren end Ynglingen, skjøndt han halvveis er bange for, at denne vil berøve hende Livet; men det blev dog Enden paa hans Betænkelighed, at han lod Ynglingen blive hjemme. Neppe ere Mændene gaaede bort, før Ynglingen kommer til Præstedatteren, men nu er han glad og venlig; han siger, at han har været ond imod hende for hendes eget Bedstes Skyld. Han er en Præstesøn fra Bygden, siger han, og disse Mænd have dræbt hans Fader paa Sprængesand; ham selv vilde Høvidsmanden derimod ikke dræbe, men tog ham hid og lod ham tjene sig. »Nu skal Du«, siger han, »beklage Dig over mig, naar de komme hjem. Saa vil jeg ogsaa sige, at jeg har kjedet mig meget hos Dig, medens de vare borte; jeg gjør det, fordi jeg vil prøve paa at skaffe Dig bort herfra, men det kan ikke skee før adaare, og derfor skulle vi altid være uenige, naar de ere hjemme.« Nu komme Udliggermændene hjem, og den Ene beklager sig over den Anden for dem. Saaledes gik Tiden hen til næste Høst, uden at der indtraf noget Mærkeligt. Da drage Udliggermændene atter ud for at lede efter Faar, og Høvidsmanden siger, at Ynglingen og ingen Anden skal blive tilbage hos Præstedatteren. Han er meget uvillig dertil, men neppe ere Mændene borte, før han og hun tale sammen og det i al Venlighed. »Jeg vil nu forklare Dig«, siger han, »hvordan Du skal bære Dig ad, for at komme bort. Du maa blive her det næste Aar med, da vil jeg om Høsten tilfjelds for at søge efter Faar. Du har nu Nøglerne til alle Gjemmer her paa Gaarden, uden til een Kiste, hvori der gjemmes Penge. See, her giver jeg Dig en Taske, den skal Du fylde med Penge fra Kisten, hvortil jeg nok skal sørge for at Du faaer Nøglen. Høvidsmanden eier en god Hest, som han ikke laaner ud til Nogen og som først nylig er bleven tæmmet. Den Hest vil blive ved Hjemmet, naar vi ere afsted for at søge; da skal Du sadle den og binde Tasken bagved Sadlen, siden sætte Dig op paa Hesten, og give den et Rap, saa vil den stævne did , hvor Du helst vil ønske Dig hen. Skulde det nu gaae saa, hvad der godt kan skee, at Kvægsøgerne faae Øie paa Dig, da skal Du give den eet Slag til, og da vil ingen af deres Heste kunne naae den, men min Hest vil dog komme den nærmest. Skulde det lykkes, at Du undkommer, da husk paa, at jeg mere end Andre har søgt at hjelpe Dig.« Udliggermændene vende tilbage, og Præstedatteren beklager sig nu svarlig over den unge Mand, ligesom han paa samme Viis beklager sig over hende og siger, at dette Efteraar er det sidste, han bliver hjemme, naar de Andre drage afsted for at søge; næste Gang vil han selv afsted med dem, til Trods for hvad Andre kunde have derimod. Nu lider det til næste Høst. og der hændes ikke Noget. Da lave Udliggermændene sig til for at drage ud at søge efter Faar, og Høvidsmanden byder den unge Mand at blive hjemme endnu een Gang, men denne siger kort og godt Nei dertil, ligesom Præstedatteren siger, at hun godt kan være den Tid alene, den vil ikke falde hende lang. Det faldt tilsidst ud til, at alle Udliggermændene droge afsted, medens Præstedatteren blev alene hjemme. Da retter hun sig i Alt efter Ynglingens Raad, sætter sig op paa Hesten, med Tasken bagved sig, og giver den et Rap, men den løber da afsted i flyvende Fart. Efter en kort Tids Forløb seer hun alle Udliggermændene ride efter sig. Hun hører den unge Mand raabe, at saaledes har hun nu været tilsinds; nu vil hun svige dem og røbe deres Opholdssted, og saa ville de efter al Sandsynlighed blive dræbte. De ride alt hvad Remme og Tøi kan holde; men Ynglingens Hest var den hurtigste, og han var hende næsten paa Siden, da en Banke kom imellem dem og de andre Forfølgere. Da giver han Præstedatterens Hest et Slag, saa at den farer afsted som en Vind, men det havde hun selv glemt af bare Frygt. Den unge Mand opmuntrer dem til at ride efter hende, og dermed vedblive de saalænge til de have redet alle deres Heste døde. Da forfølge de hende tilfods, men hun rider foran dem heelt ned i Bygden, indtil hun kommer til en Hovedgaard, hvor der boer en Sysselmand. Ham fortæller Præstedatteren strax alle sine onde Hændelser og at Udliggermændene ere lige i Hælene paa hende. Sysselmanden lader tage Heste og forfølge dem i stor Skynding. De indhentedes snart og bleve nu satte i Fængsel. Sysselmanden undersøger deres Sag, dømmer dem Alle til Døden og lader henrette Alle, med Undtagelse af den unge Mand, thi Præstedatteren bad for hans Liv; Sysselmanden dømte ham i Landflygtighed, men før han vilde drage udenlands, havde han en Samtale med Præstedatteren og bad hende om ikke at glemme ham, og havde han den Lykke, at komme igjen til Landet, sagde han, da vilde han atter opsøge hende. Hun gav ham den omtalte Taske, der var propfuld af Penge, og saa skiltes de.
Nu gik der mange Aar. Mange Mænd, saavel af høiere som af lavere Stand, friede til Præstedatteren, men hun gav dem Alle Kurven. Sysselmanden sagde, at det var ufornuftigt af hende, at sige Nei til saa mangen brav Mand, men hun lod sig ikke overtale. Noget derefter kom en Mand udenlandsfra til Sysselmanden; det var en flink og saare lærd Mand. Han beder Sysselmanden om at maatte blive der om Vinteren , thi han havde intet bestemt Opholdssted, og denne Tilladelse fik han. Han fatter Kjærlighed til Præstedatteren og frier til hende, men hun giver ham Afslag. Da taler han herom med Sysselmanden og beder denne om hans gode Bistand. Sysselmanden mener, at det kun vil hjelpe ham lidet, hun vil nok ikke ægte Nogen, det har hun nu engang sat sig i Hovedet. Engang taler Sysselmanden med Præstedatteren og overtaler hende meget til at ægte denne Mand, men hun vil ikke indlade sig herpaa. Sysselmanden siger tilsidst, at her vil han tage Myndigheden fra hende, og denne Mand skal hun ægte, saameget vil han raade. Hun tør da ikke Andet end rette sig efter Sysselmandens Villie; de trolove sig med hinanden, og Bryllupsdagen bliver fastsat. Brylluppet gaaer for sig med god Skik, men Bruden er meget sorgfuld. Om Kvelden følger Sysselmanden Brudeparret til Sovekammeret, men her falder Bruden i Afmagt den ene Gang efter den anden. Det falder tungt paa Sysselmandens Hu, og han fortryder i sit stille Sind, at han har tvunget Præstedatteren til at gifte sig. Men Brudgommen var ved godt Mod og meente, at Sligt nok vilde rette sig med Tiden. Nu gaae de tilsengs sammen og Manden vil da vise sin Hustru Venlighed, men det lykkes ham ikke at opmuntre hende; hun vender ham Ryggen og taler tunge Ord til ham. Da siger han: »Du vil da lønne mig ilde for Pidskeslaget fordum.« Og nu fortalte han hende med saa mange bekjendte Omstændigheder, at hun strax maatte troe ham, at han selv var Ynglingen , som havde hjulpet hende bort fra Udliggermændene. »Pengene som Du gav mig« , siger han, har jeg anvendt til at skaffe mig aandelig Oplysning for i Udlandet.« Da vendte Brudens Sorg sig til den inderligste Glæde, og hun fortalte ham, at hun havde været saa sorgfuld, fordi hun ikke havde kjendt ham. »Fik jeg ikke Dig«, siger hun, »vilde jeg Ingen have, og mangen brav Mand har jeg givet Afslag for din Skyld.« Den næste Morgen kommer Sysselmanden og spørger til Brudens Befindende, men da er hun godt fornøiet. Nu fortælle de ham hele Historien og hvorfor Præstedatteren før var saa bedrøvet, men nu er saa glad; det glædede ham saare. Manden fra Udlandet faaer et Kald der i Nærheden og flytter did; siden henter han fra Udliggermændenes Hytte Alt, hvad der havde Penges Værd og bringer det hjem til sig. Men Ægteparret boede der lykkelig og længe og elskede hinanden. Og saa er den Fortælling færdig.
