Vis kilden til Qilâduaq. Fortalt af Sâjôq (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Qilâduaq. Fortalt af Sâjôq (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:J.Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Qilâduaq'''</big></big></big><br><br>''Fortalt af Sâjôq''</center>



Den fortælling, jeg her skal give videre til dig, har jeg fra min bedstefar Maratse. Det er hans version, jeg skal gengive. Andre fortæller den på en anden måde.

Qilâduaq havde en søn og en svigersøn.

Qilâduaq og hans søn gik altid klædt i bjørneskind fra top til tå. Svigersønnen derimod foretrak sælskindsklæder.

Hver gang Qilâduaq og hans søn og svigersøn kørte på fangst, kom de hjem med bjørn.

Engang de var kørt ud over havisen og var kommet langt ud, opdagede de, at fjeldene rejste ryg, pisket af en voldsom fralandssnestorm.

Qilâduaq og de to unge satte ind mod land, den vældige snestorm i møde. De havde stor fart på, thi de havde givet bjørnesignal til hundene.

Og så mødte de stormen. Den var så hård, at den trykkede isen til bristning. Rundt om dem gabede med ét frådende revner. Og da de ingen anden udvej havde, reddede de sig op på et isfjeld, og de drev til havs.

Nu drev de rundt med slæder og hunde på isfjeldet.

De led alle frygtelig tørst. Da sagde sønnen: »Man har hørt, at Qilâduaq har stor viden i al trolddom«.

»Jo vist har jeg viden og har hørt om nikisimâdun — en konebytningsformular«, svarede Qilâduaq. Derpå fjernede han et af tværbrædderne på sin slæde og skar to dukker ud, den ene som en mand, den anden som en kvinde.

Da de to første dukker var færdige, fjernede han et andet tværbræt og skar to nye dukker ud, en mand og en kvinde.

Derpå lagde han dukkerne tæt ved siden af hinanden, to og to, som menneskepar, der ligger sammen på briksen.

»Om jeg gør det rigtigt, vil vi i morgen vågne og se, at mændene har byttet koner«, sagde Qilâduaq.

Næste morgen så man, at dukkemændene havde byttet koner.

Ved dette syn greb Qilâduaq sin ismejsel og huggede en lav fordybning i isfjeldet. Qilâduaq tryllede over fordybningen med en formular. Han havde ikke sagt mange trylleord, før en klar kilde sprang op og fyldte fordybningen.

Sønnen, der var desperat af tørst, smed sig på maven for at drikke, endskønt den gamle endnu ikke var færdig med at fremsige trylleformularen. Qilâduaq tav og sagde skuffet: »Jeg, som troede, jeg skulle være den første til at drikke«. Sønnen drak alt vandet op.

Og der kom ikke mere vand i fordybningen.

For anden gang skar Qilâduaq fire dukker ud og lagde dem til rette på samme måde som den foregående aften. Næste morgen havde dukkemændene byttet koner.

Qilâduaq huggede nu en ny fordybning i isfjeldet. Og ligesom den foregående morgen fyldtes fordybningen med vand, da Qilâduaq fremsagde en trylleformular over den. Qilâduaq lagde sig på maven og drak alt, hvad han orkede, til fordybningen var tømt.

Endnu inden Qilâduaq havde rejst sig helt op, var fordybningen atter fyldt med vand. Sønnen drak, til han ikke kunne mere. Svigersønnen slukkede også sin tørst.

De drev hjælpeløse rundt på havet uden mulighed for at nå land.

Så en dag satte Qilâduaq sig på enden og gled ud over isfjeldets stejle side og ud i havet. Sønnen og svigersønnen spejdede ængsteligt efter ham. Så dukkede han op og var blevet til en bjørn. »Ligner jeg en bjørn?« råbte Qilâduaq op til de to unge. »Ja, du ligner en rigtig bjørn«, svarede de. Qilâduaq råbte: »Det eneste, der er sket med mig, er at min bagdel er blevet hårløs. Kom, nu er det din tur«. Sønnen gled nu samme vej som faderen, og efter at have været borte en tid, rejste han sig lodret op af vandet ved siden af sin far. Også han var blevet til en bjørn. Han råbte op til svogeren: »Ligner jeg en bjørn?« »Ja, vist ligner du en bjørn«, svarede svogeren.

Nu blev svigersønnen opmuntret til at lade sig glide ned. Han satte fra. Længe var han borte. Da han omsider brød vandspejlet, var han blevet til en vældig hvalros. »Ligner jeg en hvalros?« spurgte han. »Ja, vist ligner du en hvalros«, lød svaret.

Og så svømmede de tre side om side ind imod land. Hver gang de to bjørne kravlede op på en isflage for at lægge over den, dykkede hvalrossen, og på den anden side af flagen ventede den, indtil bjørnene atter gik i søen.

Således fortsatte man indover.

Da bjørnene kravlede op på en isflage, ikke langt fra fastisen, krummede hvalrossen ryg og gik ned. Den rejste sig lodret op af vandet ved iskanten og ventede, til bjørnene nåede den.

Så kravlede de op på iskanten og begav sig indover, far og søn stadig i bjørneskikkelse. Hvalrossen blev til menneske, da den krøb op på isen.

Men inde fra land havde en flok fremmede mænd iagttaget dem, og de løb dem i møde med dragne lanser.

Qilâduaq og hans søn løb, alt hvad de kunne, hen til en lille isskodse, i ly af hvilken de smed deres dyrehamme.

Men de fremmede folk, der kom løbende, blev forundrede over, at det ikke var bjørne, men mennesker, de traf.

»Tænk«, udbrød de fremmede, »vi mente, at I var bjørne, hvor kommer I fra?«

Qilâduaq svarede: »Vi blev slået til havs af en fralandsstorm der nordpå – og så havnede vi her«.

De fremmede førte dem ind til deres boplads, og her kom de endelig i hus, hvor man lagde mad frem for dem. Mens de sad og spiste, kom en ung knøs ind og sagde: »Mítârnân tilbereder et måltid af menneskehjerne, som ingen kommer levende fra at spise«. Derpå gik han ud. Lidt efter kom han tilbage og sagde: »Jeg skulle sige, at I skal komme«.

De gik nu på besøg hos troldkvinden Mítârnân. De var næppe trådt ind, før hun rakte dem et fad fyldt med menneskehjerne.

Qilâduaq stak en pegefinger ned i hjernemassen og slikkede den ren. Da han ikke faldt om, tømte han fadet for resten af indholdet og gav fadet tilbage.

Mítârnân rakte derefter fadet fyldt til sønnen, som tømte det – uden at falde død om.

På samme måde gik det svigersønnen. Da fadet blev fyldt for fjerde gang, sagde Qilâduaq til Mítârnân: »Nu er det din tur til at spise«.

Mítârnân stak pegefingeren ned i hjernemassen og stak den ind i munden, idet hun nøje passede på ikke at berøre læber eller mundhule med det. Qilâduaq tjattede da til hendes arm, og straks faldt hun død om, da den dødbringende hjernemasse kom i berøring med hendes mundhule. Da troldkvinden døde, sprang en mand frem på gulvet og udfordrede de fremmede til at trække krog.

Qilâduaqs svigersøn var den stærkeste af dem, så han trådte frem og tog imod udfordringen. De satte sig og hægtede deres bøjede arme sammen og trak til. Svigersønnen strakte udfordrerens arm ud, men den besejrede for ind imellem svigersønnens ben og hev hans testikler ud og slugte dem.

Mens krogtrækningen stod på, havde nogle mænd stået klar uden for huset med en rem til at trække den dræbte ud med. Næppe var svigersønnen faldet død om, før en rem blev slængt ind i huset. Drabsmanden slog en løkke om fødderne på svigersønnen, som derpå blev trukket ud gennem husgangen.

Nu trådte Qilâduaq frem. De trak krog. Qilâduaq lod sin modstander strække armen ud. Qilâduaq sled sin modstanders testikler ud og slugte dem.

Remmen blev slængt ind. Qilâduaq bandt den om fødderne på den dræbte, som blev halet ud.

Der blev et leben bandt de flænsende mennesker derude. Men pludselig genkendte de deres egen fælle. »Se, se, det er en af vore egne«, blev der råbt.

Og så begyndte de mange mennesker udefra at bryde huller i huset.

Qilâduaq tog sin amulet, en rævetand, der var indsyet i den ene side af pelsens halslinning, og skabte liv i den, Den blev til en lille ilter ræv, som han sendte ud gennem husgangen. Der blev stor forundring uden for huset, folk hvinede.

»Hej, hej – de, se, den er vel nok tam«. Så hørte man dem løbe efter ræven, men pludselig blev der råbt: »Nalernerdivaq er faldet om«. Der lød færre og færre stemmer.

Så tog Qilâduaq sin anden amulet ud af dens gemme på den anden side af halslinningen. Det var skægbørster fra en ravn. Qilâduaq skabte liv i den — og ravnen hoppede ud af huset.

»Se, hvor tam den er«. De råbende blev færre og færre.

Da alt blev stille, vendte Qilâduaqs linningsamuletter tilbage og blev igen til de uanselige bestanddele af ræv og ravn, som de var før.

Da Qilâduaq og hans søn gik ud, fandt de overalt døde mennesker. Alle var døde med undtagelse af en forældreløs dreng.

Qiladuaq spurgte drengen: »Har de ingen hele sæler som forråd?«

Drengen svarede: »De har nok af hele sæler. Der er mange af dem«.

De levede herefter i stor overflod på frosne sæler.


Foråret nærmede sig, og isen begyndte at bryde op. Qilâduaq sagde til drengen: »Nu skal du være en flink sanger, thi du skal styre konebåden for os, når vi rejser herfra«.

Drengen istemte en sang:


::»Jeg skal styre støt
::til mit skulderled bliver ømt.«


Thi lang var den rute, han skulle følge langs Akiliardivaq, landet på den anden side.
Så en dag sagde Qilâduaq til drengen: »Imorgen tidlig starter vi. Syng og vær glad«. Drengen istemte nok engang sin vise.

Tidligt næste morgen vågnede drengen. Qilâduaq og hans søn var rejst.

Qilâduaq sad ved styreåren, mens sønnen roede.

De var kommet langt af led, da de hørte, at en hulken forfulgte dem. Da det hulkende kom nær ind på dem, tryllede Qilâduaq kraften af det ved at trække sin arm ud af det ene pelsærme og trylle ud gennem det tomme ærme.

Lige bag båden faldt et skulderblad af en dødning i vandet. Det sank i dybet sammen med et stykke bladtang.

Det var den forældreløse dreng, der havde sendt fordærv efter dem ved trolddom. De rejsende fortsatte hjemover.


 
==Kilde==
Jens Rosing: ''Sagn og saga fra Angmagssalik'', ss. 53-57, København, 1963.


<center><big>'''[[Angakasia. Fortalt af Asîneq (Rosing)|Næste kapitel ►]]'''</big></center>
</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]