Vis kilden til Ravnen skaber Himlen, Jorden, Menneskene og Dyrene (KR)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Ravnen skaber Himlen, Jorden, Menneskene og Dyrene (KR)]] !!  !!  
|-
|}


<blockquote>[[Fil:Angusinaoq (KR).jpeg|thumb|300px| Min Fortæller Angusinaoq fra Baillie Island. Han tilhørte den gamle Skole, der endnu bærer Labretter. Disse Læbesmykker, der anbragtes gennem et Hul i Læben, forarbejdedes af Mammuttænder, hvidt Kvarts, Nefrit, Granit eller Skifer. Labretter anvendtes tidligere af alle Mænd mellem Mackenzie og Yukon. ''Foto: Leo Hansen.'']]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br>[[Fra Grønland til Stillehavet (KR)|Uddrag af<br>'''Fra Grønland til Stillehavet''']]<br><br><big><big><big>'''Den vise Ravn opdager, </big><br>at den er til, og skaber Himlen,<br> Jorden, Menneskene og alle Jordens Dyr'''</big></big> <ref>Knud Rasmussen bemærker, at sagnfortælleren er indvandret fra egnene omkring Noatak River og Kotzebue, og at flere af hans sagn derfor bærer præg af indiansk påvirkning.</ref><br><br>'''Knud Rasmussen'''<br>København, 1926</center>




Han sad paa Hug i Mørke. 

Han sad ganske alene paa Jorden, da han pludselig kom til Bevidsthed og opdagede sig selv. Han vidste ikke, hvor han var; han vidste heller ikke, hvorledes han var bleven til. Men han aandede og havde Liv. Han levede. 

Men hvem var han? Et Væsen — noget levende. Mere forstod han ikke. Alt omkring ham var Mørke, og han kunde intet se. Saa følte han sig for med Hænderne. Hans Fingre strøg hen over Ler, overalt hvor han famlede sig frem. Jorden var Ler, alt omkring ham var dødt Ler. 

Han lod Fingrene glide hen over sig selv. Han vidste ikke, hvordan han selv saa ud, men han fandt sit Ansigt og følte, at han havde Næse, Øjne og Mund, Arme og Ben og Lemmer. Han var et Menneske — en Mand. 

Hen over Panden fandt han en lille, haard Knyst. Hvad skulde den være der for? Han anede ikke, at han engang skulde blive en Ravn, og at den skulde vokse ud og blive til et Næb. 

Han faldt i Tanker. Han havde forstaaet, at han var et Væsen for sig selv, der ikke var fastvokset til alt det, der omgav ham. Saa kravlede han hen over Leret, langsomt og forsigtigt. Han vilde finde ud af, hvor han var. Men pludselig følte hans Hænder et tomt Rum, en Afgrund, og han turde ikke gaa videre. 

Han sidder atter paa Hug og tænker over, hvorledes han skal finde ud af, hvad der er i dette store, sorte Mørke. Saa bryder han en Klump Ler af og kaster den ned i Afgrunden. Han lytter, fordi han vil høre, hvornaar den naar Bunden; men han hører intet. Han flytter sig længere bort fra Afgrunden og finder en haard Genstand paa Jorden og stikker den ned i Leret. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det, han gjorde det bare; og saa sad han atter stille hensunken og tænkte over, hvad der mon kunde være i alt dette tætte Mørke, der omgav ham. 

Da hører han pludselig et Sus i Luften, og et lille, let Væsen sætter sig paa hans Haand. Han føler hen over det lille Væsen med sin anden Haand og finder ud af, at det har Næb og Vinger og varme, bløde Fjer over hele Kroppen, men smaa, nøgne Fødder. 

Det var en lille Spurv, og med eet forstod han, at den havde været til før han, at den havde fløjet hen over ham og hoppet omkring ham i Mørket, og at han ikke havde lagt Mærke til den, før den satte sig paa ham. 

Mennesket er glad over Selskab; Mennesket bliver dristigere, naar det ikke er alene, og nu kravlede han mere frygtløst hen over Jorden, og han kom hen til den Genstand, han havde stukket i Jorden, og opdagede, at den havde slaaet Rod og var bleven levende. Et Træ var skudt op af Jorden, der ikke længere bestod af det bare Ler. Det nøgne Ler havde faaet Haar, der groede Græs paa det. 

Men Mennesket følte sig ensom og dannede af Leret et Væsen, der var ligesom han selv, og da det er færdigt, sætter han sig atter paa Hug og venter. Næppe er det nye Menneske bleven levende, før det giver sig til at skovle Jord med Armene. Det har ingen Ro paa sig; rastløst og uafbrudt skuffer det Jorden op omkring sig, og han opdager, at den nye Skabning har et andet Sind end han selv, et hidsigt, heftigt Sind. Det synes han ikke om, og han griber den, slæber den med sig og kaster den ned i Afgrunden. Denne Skabning, siger man, blev en Tornaq, en ond Aand. Fra den stammer alle onde Aander. 

Atter kravler han hen til det Træ, han har plantet, og se: Der er kommen flere til. Træ staar ved Træ! De er blevet en Skov med frodig Skovbund. Planter, mange smaa Planter er skudt op af Jorden, og han lader sin Haand glide hen over dem alle. Han fornemmer deres Form og kender deres Duft, men kan intet se.

Manden faar Lyst til at lære den Jord at kende, hvor han har fundet sig selv, og han kryber omkring med den lille Spurv flagrende hen over sit Hoved. Han kan ikke se den, men stadig hører han dens Vingeslag, eller den sætter sig paa hans Hoved og hopper ned paa hans Haand. Han kravler, fordi han ikke tør gaa i Mørket, og han finder Vand til alle Sider og opdager, at han er paa en Ø. 

Nu maa han ogsaa vide, hvad der er nede i Afgrunden, og han beder den lille Spurv om at flyve derned og undersøge den. Den flyver bort og bliver saa længe borte, at han ikke tror, den nogensinde vil komme tilbage igen; men da den atter sætter sig paa hans Haand, bærer den et friskt Skud i Næbbet. 

Han beslutter selv at fare ned i Dybet til Afgrundens Land, og han beder den lille Fugl om at sætte sig paa hans Knæ, og han føler hen over den for at finde ud af, hvordan den er skabt og hvorledes den bærer sig ad med at holde sig svævende paa sine Vinger. Derefter famler han sig frem til Skoven og bryder Grene af, der ligner Vinger, og hæfter dem til sine Skuldre. Men idet han basker med Grenene, bliver de pludselig til rigtige Vinger, Fjer vokser ud paa hans Krop og dækker hans Legeme, Knysten i Panden skyder ud og bliver til et Næb, og han forstaar, at han kan flyve ligesom den lille Spurv. Men det er mørkt, og han kan intet se, og derfor beder han Spurven om at flyve foran og holde sig lige foran hans Hoved, saa at han kan høre dens Vingeslag. Saa letter de og daler ned mod Afgrundens Land. Men idet Manden letter, raaber han: "Qaoq — qaoq!" Han var bleven til en stor, sort Fugl, og han kaldte sig selv en Ravn. 

Det Land, de kom fra, kaldte han Himlen, og der var langt fra Himlen og til Afgrundens Land, saa langt, at han tilsidst havde ondt ved at holde sig svævende. Men omsider kom de ned. Og Ravnen plantede Afgrundens Land til paa samme Maade, som han havde gjort det oppe paa Himlen, og de fløj fra Sted til Sted og gjorde overalt det samme. Og snart var det altsammen dækket af Skove, Træ ved Træ, og mange Urter og Blomster voksede mellem Træerne. Dette nye Land kaldte Ravnen for Jorden. 

Da Jorden var bleven levende og frugtbar, skabte Ravnen Menneskene. Han formede dem af Ler, og for at der kunde være Føde til dem, skabte han ogsaa Jordens Dyr, alle Slags Dyr, baade paa Jorden, i Luften og i Havet. Og han fortalte Menneskene, at de skulde leve af Jordens Dyr. 

I Jordens første Dage kunde man intet se, man maatte føle sig frem eller høre. 

Og Menneskene hører Rentyre, der hoster med dybe Strubetoner, Ulve, der tuder, Landbjørne, der brummer, Ræve, der hyler: "Kak — kak — kak!" I Havet snøfter Sæler, Hvalrosser hvæser, og Hvaler puster: "Puh — puh — puh!" Fugle skriger og synger. Man hører Vindenes Sus i Skovene, Bladenes Hvislen og Hvisken. Brændingen bryder mod Kysterne. 

Menneskene er omsluttede af Liv og Lyde, men de ser intet, intet, overalt famler de sig frem i Mørke, og Livet er svært at leve. 

Da kalder Ravnen den lille Spurv hen til sig og siger: "Du var til, før jeg fandt mig selv siddende paa Jorden. Flyv nu ud i Verden og find noget, der kan oplyse Jorden, saa Menneskene kan se hinanden og Landene omkring deres Bopladser og de Dyr, de skal leve af." 

Og den lille Spurv fløj ud og blev borte i Mørket, og saa længe blev den borte, at Ravnen tilsidst troede, den aldrig mere kom tilbage. Ikke kunde man tælle Dage og Nætter, alt løb ud i eet. Der var ingen Tid, og Ravnen vidste ikke, hvor længe Spurven havde været borte. Men en Dag hører han dens Vingeslag og mærker, hvorledes den slaar ned paa ham og sætter sig paa hans Haand. I Næbbet bærer den to Stykker Glimmer, indsvøbt i Blade, et Stykke, der er lyst, og et Stykke, der er mørkt. Dem giver den Ravnen. 

Og Ravnen brød et lille Stykke af det lyse Glimmer af og kastede det op i Luften. Straks flød et vældigt Lys ud over Jorden og blændede alt levende. Saa stærkt var Lyset, at det varede længe, før Ravnen selv kunde se. For første Gang saa Menneskene ud over Landet, hvor de levede. De saa Skovene, Dyrene paa Jorden og i Havet og Fuglene i Luften, og de glædede sig over al den Skønhed, der omgav dem. 

Livet blev nyt og stort for dem alle. 

Men Lyset var for stærkt, det blændede. Da brød den et Stykke af den sorte Glimmersten af og kastede det op i Luften. Straks dæmpedes Lyset, Menneskene kunde se, uden at det smertede i deres Øjne, og Natten kom sammen med det sorte Glimmer og skænkede dem Hvile. 

Nu kom alle Glæder til Menneskene. Ravnen lærte dem at bygge Huse, der gav Ly mod Vind og Vejr, og den lærte dem at lave Kajaker og Konebaade, saa de kunde færdes paa Havet og jage dets Fangstdyr. 

Men Menneskene blev mange, og Dyrene formerede sig, og deres Ø var ved at blive for lille. Kun Havet var stort. 

Da stiger der en Dag op af Havet en sort og vældig Masse, der bliver liggende uden for Menneskenes Ø — et umaadeligt Uhyre, der ikke lignede noget andet Dyr. Man roede ud til det i Konebaade og Kajaker og forsøgte at harpunere det; men alle Harpuner prellede af paa dets Sider, uden at Uhyret ænsede det. 

Ravnen saa Menneskenes haabløse Kamp og sagde til den lille Spurv: "Følg med og hold dig svævende over Uhyret; jeg vil jage det fra Kajak." 

Og Ravnen roede ud, og medens Spurven holdt sig svævende i Luften, harpunerede han det og dræbte det. Menneskene jublede og bugserede det hjem til deres Boplads og flænsede det. De skar det ud i smaa Stykker og kastede det ud i Havet i alle Retninger, og se: Øer groede op af Havet, Land skød op ved Land og blev til en stor og mægtig Kyst. Saaledes blev det store Fastland til, og der blev Plads til Menneskene og alle Dyrene paa Jorden. 

Da Jorden var bleven, som den skulde være, samlede Ravnen alle Menneskene og talte saaledes til dem: 

"Jeg er jeres Fader, mig skylder I jeres Land og jeres Liv, og mig maa I aldrig glemme." 

Og saa hævede han sig fra Jorden og fløj op til Himlen, hvor der endnu var mørkt. Her kastede han Resten af Glimmeret ud, og som et vældigt Baal slog Lyset ud over hele Verden, og Himlen og Jorden var skabt. 

Saaledes blev Jorden til og Menneskene og Fangstdyrene. Men før alt dette var Ravnen, og før den den lille Spurv. 
<br>

==Fodnoter==
<br>
<references/>
<br><br>

==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2'', ss. 275-280. København, 1926.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]