Reisen til Maanen (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
15. Reisen til Maanen
Kanak flygtede til Udørkener, af Vrede over, at hans ældre Broder havde skjult hans Aare, og hindrede ham i at gaae i Kajak. Alt som han vandrede, hørte han nogle, som sang Tryllesange, og da han nærmede sig dem og saae sig om, mærkede han, at han hævedes fra Jorden og fulgte de Afdødes Vei. Denne var meget trang, som om han sank ned indtil Axlerne, men tilsidst arbeidede han sig op og fik Øie paa en frygtelig Hund; da han saae den, flygtede han, men da han vendte sig om, foer der en Flamme efter ham, som viftede til alle Sider. Derover tabte han Bevidstheden og var som død, men saa viste sig hans afdøde Bedstemoder og kjærtegnede ham, og en anden Stemme sagde: »han er ikke død, læg ham derhen.« Da vaagnede han igjen og saae en Indsø, og paa dens anden Side et Huus; i dette boede Maanens Aand. Men da han ikke turde gaae derind af Frygt for Hunden, raabtes der indefra Huset: »den gjør dig intet, kom kun ind.» Da han vilde ind, var Huusgangen saa stor, at kun hans Ansigt ragede op over den indre Opgang, og da han ikke kunde krybe op, kom Maanens Aand, hjalp ham op og sagde: »jeg lider af Smerter, blæs paa mig;« derpaa blæste han paa ham og han blev rask. Da sagde Maanens Aand: »ad den samme Vei kommer ingen nogensinde tilbage, men ad denne Vei skal du,« og dermed aabnede han en Lem i Gulvet. Atter sagde Maaneaanden: »lad os beværte vor Gjæst;« derpaa kom der en Qvinde frem af en Hule, satte hurtig Maden midt paa Gulvet, og forsvandt igjen, men idet hun vendte sig om, saae Kanak at hun paa Ryggen var et Beenrad. Da han herover blev forskrækket, sagde Maaneaanden: »det er intet, men snart kommer Indvoldsudtageren. Hun vil ikke udeblive, vogt dig for at lee, thi saasnart du blot smiler, vil hun tage Indvoldene ud af dig, men naar du er nær ved at lee, skal du gnide dig under Knæet med Neglen paa den lille Finger.« Strax derefter kom hendes Fad, hvori hun lagde Indvoldene, hoppende ind af sig selv, og satte sig paa Gulvet, og derefter kom hun selv dandsende og syngende: »ia, ha, ha, ha!« Naar hun vendte Ryggen, viste hun et stort Skræv, men naar hun vendte Siden til, trak Munden sig ganske skjæv, saa at hendes Ansigt blev aflangt Paatværs, naar hun bukkede sig slikkede hun sin egen Bagdeel, og naar hun bukkede sig til Siden, slog hun med Kinden paa Hoften, saa det kladskede; tilsidst begyndte han allerede indvendig at lee, da hørtes der en Stemme fra Vinduet: »han smiler,« og strax kom hun hen imod ham, men saa gned han sig med Neglen under Knæet, og da hun saa studsede, kastede Maaneaanden hende ud af Huusgangen. Lidt efter hørtes der en grædende Stemme: »jeg skulde hente hendes Fad og Kniv.« Maaneaanden sagde: »lad hende selv hente dem.« Men lidt efter hørtes den samme Stemme: »jeg skulde hente hendes Fad og Kniv, hvis jeg ikke faaer dem, vil hun omstyrte Himmelhvælvingens Støtter.« Da tog Maaneaanden hendes Kniv, gjorde den stump, og kastede den tilligemed Fadet ud igjennem Huusgangen. Derefter aabnede Maaneaanden en Lem ved Siden af Vinduet, og lod Kanak kigge ned, og han saae Menneskenes talrige Vinterpladse nede paa Jorden, ligesom ganske nær ved hverandre. Maaneaanden tog derpaa et Rør, og blæste ned igjennem det, og strax blev alt tildækket, og der saaes Snee. Atter bød Maaneaanden ham kigge ned og han saae en Pige ligge sovende paa en Brix. Da tog Maaneaanden en Fjervinge, dyppede den i Blod og lod det dryppe ned; pludselig krympede Pigen sig, talte i Søvne og følte paa sig selv og mærkede at hun blødte. Tilsidst sagde han til Kanak: »nu skal du bort herfra igjen, men hvis du føler Frygt, kommer du aldrig til dit Hjem.« Dermed aabnede han Lemmen i Gulvet og stødte ham ud, og han tabte Bevidstheden, men da han kom til sig selv igjen, var hans Bedstemoder atter hos ham, og han var nær ved Jorden. Han reiste sig op, gik hjem og blev siden en stor Angakok[1].
_______________
Der fortælles ogsaa at en Kone, som var ufrugtbar, blev meget ilde behandlet af sin Mand, som slog hende, saa at hun gik med et blaat Øie hver Dag. En Vinternat, i klart Maaneskin, gik hun ud at hente Vand, men da hun skulde til at øse op i Spanden, hørte hun nogen komme kjørende og indbyde hende til at sidde ned paa Slæden. Da hun havde sat sig, mærkede hun ligesom at den løftedes op, men hvergang hun spyttede, stødte den atter mod Jorden; da sagde hendes Ledsager, at hun ikke maatte spytte, og derpaa vedbleve de at løftes op i Luften, og de saae en Flamme forfølge dem og kom tilsidst ind i et Huus. Der bød Ledsageren hende at lægge sig ned, og hun tabte Bevidstheden. Da hun kom til sig selv igjen, var hun hos Maaneaanden. Der gik det hende ligesom Kanak. Tilsidst sagde Maaneaanden til hende: »stig nu ned igjen, naar du kommer hjem vil du føde en Søn, og førend nogen anden gaaer ud, skal du gaae ud af Huset, og du vil da finde ovenpaa Huusgangen nogle smaa Ulke, dem skal du sluge, førend du faaer nogen anden Mad; og naar han bliver større, skal du en Morgen, naar du vaagner, gaae ud førend de Andre, og du vil finde en lille Børneharpun til ham; men saa skal du ikke begræde ham, thi jeg vil tage ham til mig.« Derpaa aabnede han Lemmen i Gulvet og skubbede hende ned; i det samme tabte hun Bevidstheden. Da hun kom til sig selv, var hun paa Jorden igjen, og da hun gik til sit Hjem, stod der nogle Qvinder og syede paa Telte-Inderskind. Hun vilde aabenbare sig for dem, men de kunde ikke see hende; da tog hun Synaalen fra den ene, og da denne derpaa saae op, gjenkjendte hun hende, som om Vinteren var forsvunden, men nu om Foraaret kom tilsyne igjen. Derpaa kom hun til sin Mand igjen og blev frugtsommelig og fødte en Søn, og det gik ganske som Maaneaanden havde sagt. Tilsidst, da hun fandt en Harpun og gav ham den at lege med, forsvandt han, og hun sørgede ikke over ham.
_______________
Endelig fortælles der, at en Mand var ude paa Isen og mødte Maaneaanden, som sagde til ham: »kom engang og besøg mig, saa vil jeg skjænke dig Hunde og Slæde, men Veien til mig er meget farlig.« Da han kom hjem, lavede han sig en Slæde, og prøvede at stige iveiret med den. Den tredie Gang lykkedes det ham, og tilsidst saae han en uhyre Bratning for sig; der forlod han sin Slæde og klavrede op. Paa Toppen traf han en gammel Qvinde, som dandsede med sin egen Skygge. Da han listede sig hen til hende, sagde hun ikke andet, end: »mit Buxeskræv, F . . . ., F . . . ., F. . . . ,« og han saae en lille Ulk hænge mellem hendes Been. Med det samme tabte han sin Bevidsthed, og da han kom til sig selv igjen, var han berøvet sine Indvolde. Han vilde nu gaae til sin Slæde igjen, men kom ind til Maaneaanden; denne sagde: »ja sagde jeg ikke, at Veien hertil var farlig?« Derpaa gav han ham at spise og lod ham lægge sig til at sove, og da han vaagnede, havde han faaet nye Indvolde. Derpaa gik det ligesom med Kanak.
Fodnoter
- ↑ Angakok, en åndemaner, shaman.
