Forskjell mellom versjoner av «Religionsskiftet i Norden: Slutning»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Grønbech: Religionsskiftet i Norden: Slutning)
 
 
Linje 31: Linje 31:
  
 
Een ting er sikker: Den religion der fremgik af sindsskiftet i Norden havde sit eget præg, som gør at den aldrig kan forveksles med folkefromhed i Syden. Og lige så utvivlsomt er det, at ejendommeligheder ved vore fædres gudstro kan spores i historiens gang, ja endnu præger os, der skriver og læser om fortiden ud fra synspunkter der ikke har gyldighed længere end til Alperne, og knap så langt.
 
Een ting er sikker: Den religion der fremgik af sindsskiftet i Norden havde sit eget præg, som gør at den aldrig kan forveksles med folkefromhed i Syden. Og lige så utvivlsomt er det, at ejendommeligheder ved vore fædres gudstro kan spores i historiens gang, ja endnu præger os, der skriver og læser om fortiden ud fra synspunkter der ikke har gyldighed længere end til Alperne, og knap så langt.
 +
 +
 +
_____
 +
 +
 +
'''Litteratur'''
 +
 +
:Vilh. Grønbech: Vor Folkeæt i Oldtiden. I—IV. 1909-12 (især II og IV).
 +
:A. D. Jørgensen : Den nordiske Kirkes Grundlæggelse. I—II. 1874-8.
 +
:K. Maurer: Die Bekehrung des norwegischen Stammes. I—II. 1855-6.
 +
:H. F. Feilberg: Jul. I—II. 1904-5.
 +
:L. Daae: Norges Helgener. 1899.
 +
:Ellen Jørgensen: Helgendyrkelsen i Danmark.  1909.
  
 
|}
 
|}

Nåværende revisjon fra 3. mai 2019 kl. 06:19

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Religionsskiftet i Norden

Vilhelm Grønbech


Slutning


(side 59) Vore fædres sindsforandring svarer vel ikke ret til hvad vor tids missionærer, i hvert fald de protestantiske, forstår ved omvendelse. Europæeren kommer fra individualismens verden; han søger altid den enkelte, søger ham også der hvor den enkelte slet ikke existerer. Han forlanger sin egen personligheds kendetegn for at anerkende en religiøs nyfødsel.


Man mærker ofte nok hvor hårdt det kniber at anerkende religionsskiftet i Norden som en kristianisering. Der løber uvilkårligt så mange forbehold med overfor dette og hint, at den allerøverste ende af præsteskabet, der enten importeredes i omvendt tilstand eller opøvedes i kirkens praxis som et håndværk, bliver ene om at repræsentere omvendelsen. Man kan nu kalde det skete hvad man vil; en overgang var det fra en religion til en anden, så sandt det betød at sige nej til gamle guder og tage ved nye.


Men er nu den nye religion kristendom, eller er den det ikke? Ja, vi kan med samme ret spørge: hører katolicisme og protestantisme sammen under een hat? Man kommer i begge tilfælde let til et svar, så længe man opererer med en generalnævner, kristendom, der ikke lever noget sted og aldrig har levet, men er konstrueret op af de størrelser (side 60) der skal sammenlignes. Man kan se sagen an fra flere synspunkter. Historisk kontinuitet er en vigtig faktor i historien, lige så betydningsfuld for opgøret mellem Luther og paven som for sammenhængen mellem klassisk hedenskab og katolsk fromhed. Inden for samme kreds af kendsgerninger ligger det udsigtspunkt der viser os de religiøse midlers historie i fugleperspektiv, så at vi kan følge kult og ceremonier i deres overgang fra jødedom og hedendom til katolicisme og protestantisme. Endelig går der også gennem historien en kæde af drømme og tanker om Guds forhold til verden og menneskers stilling til Gud; snart er de fyldte af angst for at der skal bestå en væsensforskel mellem det timelige og det evige, snart giver de sig hen i forvisning om en enhed, der kan skabes ved sjælens opgåen i det uendelige. Der er tanker som leder i lige linje fra vor verden gennem katolicisme og hedenskab over til Orienten, både den nærmere og den fjærnere. Sådanne tanker er i kultsystemerne, men de er ikke begrænsede til dem — deres leje er langt bredere. Den strøm af mystik som slynger sig ud og ind gennem de sidste årtusinder, er ikke identisk med nogen kirke eller nogen religion. Og endnu et! Hvor langt går fællesskabet om guder? Der udrettes ikke meget ved at fremholde navnelighed, heller ikke kommer man langt ved at bevise gudernes identitet ved rent udvortes karaktermærker. Er Jesus af Nazareth eller Krist, verdens skaber i virkeligheden den samme som Christus? På den anden side er det en kendsgerning, at mennesker kan genfinde deres magter i guder som har helt andre navne og helt andre attributter end de der fra gammel tid dyrkedes i byens templer.


Den endelige dom kommer ikke til at bero på et skøn (side 61) over den ene eller den anden enkelthed, men på en vurdering af religionen som helhed. Den er sig selv, ikke fordi den indeholder dette og udelukker hint — spørgsmålet er, hvilken plads giver den hvert enkelt led, hvordan regulerer den deres sammenspil? Af det afhænger dens historiske sympati og antipati for beslægtede former.


Een ting er sikker: Den religion der fremgik af sindsskiftet i Norden havde sit eget præg, som gør at den aldrig kan forveksles med folkefromhed i Syden. Og lige så utvivlsomt er det, at ejendommeligheder ved vore fædres gudstro kan spores i historiens gang, ja endnu præger os, der skriver og læser om fortiden ud fra synspunkter der ikke har gyldighed længere end til Alperne, og knap så langt.


_____


Litteratur

Vilh. Grønbech: Vor Folkeæt i Oldtiden. I—IV. 1909-12 (især II og IV).
A. D. Jørgensen : Den nordiske Kirkes Grundlæggelse. I—II. 1874-8.
K. Maurer: Die Bekehrung des norwegischen Stammes. I—II. 1855-6.
H. F. Feilberg: Jul. I—II. 1904-5.
L. Daae: Norges Helgener. 1899.
Ellen Jørgensen: Helgendyrkelsen i Danmark. 1909.