Retskildernes historie

Fra heimskringla.no
Revisjon per 10. jan. 2016 kl. 10:17 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Udsigt over den norske rets historie


forelæsninger af

Dr. jur. Absalon Taranger

Professor ved Christiania Universitet


Forlagt af Cammermayers Boghandel

1898


Andet afsnit: Retskildernes historie.

[Uddrag]


§ 7. Den ældste lovgivning

1. Det oprindelige statsomraade i Norge var fylket. Fylkestingene synes derfor at ha været de oprindelige lǫgþing eller lovgivende forsamlinger[1]. Fylkerne var delt i herreder, der ligeledes var rets- og tingkredse. Ogsaa herredet kunde fatte beslutninger, der var lov for herredsmændene. Fylkestingenes organisation kjendes ikke nøiere; men man antar, at baade lov- og domsbeslutninger fattedes af hele den forsamlede almue og vedtoges med vaabentag (vaabenlarm). Forslag til lov kunde derimod fremsættes af ethvert medlem af forsamlingen. Almindelig kom det vel fra fylkeskongen[2] eller fra de saakaldte lǫgmenn (lovkyndige, jurister).


2. Ved Harald Haarfagres samling af Norges rige (872) kom statsomraadet til at omfatte samtlige Norges fylker: fylkesstaten gik op i rigs- eller einvalds-staten. Men rigsenheden medførte ingen retsenhed. Allerede før rigets samling synes dog flere fylker at ha slaaet sig sammen om et fælles lǫgþing og fælles ret. I det 9de aarhundrede synes Hedemarken, Romerike og Hadeland at ha havt sit fælles lagting paa Eidsvoldene (Eiðsævis-, Heiðsævis-[3] eller Eiðsivaþing). Hordaland, Sogn og Fjordene havde ialfald omkring 930 sit fælles lagting ved fjorden Guli i Evenviks (nu Gulens) herred (Gulaþing), og Trøndernes 8 fylker havde sit fællesting paa Øren ved Nidelvens munding (Eyraþing). Under Haakon den gode (935-961) og Olaf den hellige (1015-1030) er disse lagtingskredse blevne udvidede, saa de efterhaanden kom til at omfatte det hele rige, og fylkerne om Kristianiafjorden fik sit eget lagting paa Borg (Borgarþing).

I vore ældste retsbøger fra 12te aarhundrede strækker Frostatingslagen sig fra Haalogaland til Romsdal mod syd og til Jæmteland og Herjedalen mod øst med tingsted paa Frosten. Gulatingslagen omfatter fylkerne fra Søndmør til Agder samt Valders og Hallingdal. Fylkerne i Viken udgjør Borgartingslagen, og til Eidsivatinget sogner foruden Hedemarken, Romerike, Hadeland og Toten ogsaa Gudbrandsdalen og Østerdalen.


3. Lagtingenes organisation er en retshistorisk merkverdighed. Den er nemlig grundet paa repræsentationsprincipet og faste diæter (þingfararfé). Repræsentanterne kaldes nævndermænd (nefndarmenn), fordi de opnævntes til sit hverv, og deres antal fra hvert fylke er lovbestemt; ligesaa diæternes størrelse, der varierer efter reisens længde og ydes af almuen i madvarer og penge. Nævndermændene opnævnes af kongens ombudsmænd, men de repræsenterer folket. Kongen repræsenteres af sine ombudsmænd (lendermænd og aarmænd) og kirken af bisperne og presterne. I 1164 blev presternes mødepligt begrænset til 2 fra hvert fylke; de opnævntes af biskopen. (G. 3).


4. Blandt nævndermændene opnævnte kongens ombudsmænd et mindre udvalg, der drøftede og forberedte sagerne, før tingets afgjørelse blev æsket. Dette udvalg kaldtes lǫgretta. Betegnelsen er dannet af udtrykket retta lǫg = rette lovene, det er: give en autentisk fortolkning af lovenes mening i det enkelte tilfælde:

F. I, 2: Alt det, som bogen ikke afgjør, skal i hver enkelt sag indrettes efter det, som alle lag-rettemænd blir enige om.

Paa det oprindelige Gulating udgjorde lagretten 36 mand, 12 fra hvert af de 3 fylker: Hordaland, Sogn og Fjordene. Det er ikke usandsynligt, at lagrettens forbillede er at søge i et lignende tolvmands-udvalg paa de oprindelige fylkesting[4], der var fylkesstatens øverste lovgivende forsamling (lǫgþing). Men da fylkestinget tabte denne funktion, mistede det ogsaa sin lǫgretta; thi kun et lǫgþing kan retta lǫg. Senere, da Gulatingslagen kom til at omfatte flere fylker, vedblev lagretten at tælle 36 medlemmer, hvilket ogsaa er dens antal i landsloven.


5. Lovenes tilblivelse skyldes efter lovenes eget udsagn dels lagtingets initiativ og beslutning[5] dels forslag eller indrømmelser fra kongens side[6], dels forslag af lovkyndige mænd (lagmmænd)[7]. Men altid maatte loven vedtages af lagtinget for at erholde formel gyldighed.

Noget anderledes lyder sagaens fremstilling. Ifølge denne er lovene «sat» af kongerne med de viseste mænds raad. Specielt heder det om Haakon den gode, at han var en storvis mand og lagde stor vind paa lovgivning. Han satte Gulatingslovene med Torleif Spakes raad (ca. 940), og han satte Frostatingslovene med Sigurd jarls og andre de viseste trønders raad. Men Heidsæveslovene havde Halfdan Svarte sat, som før er omtalt[8]. Lignende berettes om Olaf den hellige, der ogsaa i selve lovene betegnes som den, der har «paabudt» eller «sat» forskjellige bestemmelser, som Magnus (Erlingssøn) tildels har «aftaget» og sat nye i stedet[9]. Om Harald Haarfagre beretter et indskud i Fagerskinna, at han af beundring for Ragna Adelsdatters høisind og aandelige storhed «gjorde en ny lov om kvindens retsstilling[10]».

Lovenes og sagaens fremstilling lar sig vel forene. Forholdet blir da dette, at kongerne og navnlig Haakon den gode og Olaf den hellige har ved lovkyndige mænds hjælp samlet, ordnet og revideret de gamle retssedvaner. Men formel gyldighed erholdt den af kongerne satte lov først ved lagtingets vedtagelse (lǫgtaka, þingtak). Dette indrømmer ogsaa sagaen.


6. Lovenes overleverelse fra slegt til slegt skyldes i den ældste tid de saakaldte lǫgmenn, lǫgspekingar eller lagamenn. Til deres klasse hørte Torleif Spake, Sigurd Ladejarl, Lǫg-Besse, Bjarne Marðarson og mange flere, hvis navne historien har glemt for bestandig. Dem skyldes ogsaa lovenes formelle udarbeidelse og stoffets ordning i bolker og kapitler. Ved deres mundtlige undervisning forplantedes lovkyndigheden til efterslegten ganske paa samme maade som sagakundskab, eddadigtene, folkeviserne og eventyrene. De ældgamle retsregler havde ofte selv versets form; det faldt de gamle naturligt at forsire sit lovsprog med stavrimets velklang. Blandt disse lǫgspekingar valgte folket fra ældgammel tid sine lǫgmenn. De udgjorde et juristkollegium, hvis hovedfunktion var at segja lǫg d. e. afgive embedsmæssig erklæring om, hvad der i et givet tilfælde var gjældende ret. De havde derhos det hverv at foredrage lovene paa de aarlige lagting (lǫgtala) samt at indkassere de bøder, som tilfaldt bønderne (bondafé).

Under kong Sverre forvandles lagmændene til kongevalgte embedsmænd, og Haakon Haakonssøn løsriver lagmandsinstitutionen fra den gamle lagtingsordning. Lagmændene optræder ikke længer kollegialt, men enkeltvis. De er lagrettens formænd og kongelig udnævnte og lønnede dommere. De tilhører ikke længere lovhistorien, men proceshistorien.



§ 8. Retsbøgerne (1100-1270)

1. Ifølge Sverres saga (kap. 109) og Heimskringla (s. 528) skal Magnus den gode (1035-47) ha ladet nedtegne «St. Olafs lov» i en lovbog, som ved 1190 endnu fandtes i Nidaros og kaldtes Grágás. Beretningen om, at denne bog skulde skrive sig fra Magnus den godes tid, holder Maurer, Hertzberg og andre for falsk, idet de hævder, at skrivekunsten endnu ikke var saa udviklet i Norge; og de henviser til, at man først i 1118 begyndte at optegne den islandske lov. Hermed være det nu, som det vil. Sikkert er, at før midten af det 12te aarhundrede har lagmændenes lǫgtala været optegnet i bøger, som helt eller delvis er bevaret til vor tid. Disse bøger er det, vi kalder retsbøger.


Codex Rantzovianus
ca. 1300

2. Retsbøgerne er følgende: 1. Gulaþingsbók. Den synes oprindelig at ha været nedtegnet omkring aar 1100 og har betegnet sig som Olafs lov. Af denne oprindelige redaktion er kun faa brudstykker bevarede[11]. I en skindbog paa Kjøbenhavns universitetsbibliothek (codex Ranzovianus) er os overleveret Olafs text med de forandringer, som Magnus Erlingssøn fik vedtat paa et rigsmøde i Bergen 1164, og som var frugten af forhandlinger mellem Erling Skakke paa sønnens vegne og erkebiskop Eystein. Revisionen var derfor mest gjennemgribende for kristenrettens vedkommende; men ogsaa strafferetten og familieretten er bleven moderniseret, ligesom den har optat den ved samme leilighed vedtagne tronfølge (kap. 2).

Gulatingsbogen er inddelt i bolker og disse i kapitler. Den første bolk indeholder kristenretten; men foran den gaar tronfølgeloven af 1164 (kap. 2) og tingordningen (kap. 3). Den er trykt i Norges gamle love I 1-110, og brudstykker i II 495 ff og IV 3 ff. Udgiverne har git kapitlerne fortløbende numere.

2. Frostuþingsbok.[12] Den har været underkastet flere bearbeidelser, som nu alene kan skimtes i haandskrifterne. Af disse var kun et (codex Resenianus paa Kjøbenhavns universitetsbibliotek) fuldstændigt; men dette er tabt, og man har kun afskrifter tilbage.

Frostatingsbogen har oprindelig lignet Gulatingsbogen og indeholdt «St. Olafs lov», (Magnus den godes Grágás?). I første halvdel af 13de aarhundrede har denne været underkastet en bearbeidelse, hvorved den er inddelt i 16 luter og disse igjen i kapitler, «og har hver lut de bolker i sig, som har noget tilfælles med hinanden, forsaavidt vi kunde efterkomme dette hensyn, naar det tillige skulde iagttages, at den gamle anordning i Frostatingsbogen ikke blev omkalfatret» (indl. 25). Denne bearbeidelse, der skyldes en eller anden lagmand, havde det øiemed at lette den ukyndige lovbogens brug.

Foran i denne nye Frostatingsbog er indført de love, som Haakon Haakonssøn fik vedtaget paa rigsmødet i 1260 (indl. kap. 1-21) og et par retterbøder, han samme aar gav trønderne paa Øreting (indl. kap. 22-24).

Frostatingsbogens kristenret (lut II-III) er erkebiskop Eysteins saakaldte Guldfjær, med nogle senere tilføielser. Ogsaa den har oprindelig været delt i luter og kapitler, se Tübingerbrudstykkerne i NgL. V 1 ff. Frostatingsbogens kristenret kalder Brandt erkebiskop Sigurds kristenret, fordi den skal være resultatet af forhandlinger mellem denne og kong Haakon Haakonssøn i 1244. Dette omtales først i en retterbod af 14 september 1327[13]; men Munch, Maurer, Brandt og Hertzberg antar, at det er sandt. Gustav Storm bestrider efterretningens rigtighed.

Ogsaa F. lar tildels Magnus Erlingssøns lovrevision fremtræde paa den ældre texts baggrund. Den er trykt i NgL. I 121-258 og brudstykker i II 500 ff og IV 19 ff.

3. Af Borgartingsbogen og Eidsivatingsbogen er kun kristenretterne bevarede. B. foreligger i tre redaktioner og synes forst nedtegnet omkring 1150. Rec. II indeholder afsnit af egteskabsretten, trykt bedst i NgL. IV 66 ff. Af E. haves to redaktioner, hvis text er fra ca. 1170. Et brudstykke af E.s verdslige ret er trykt i NgL. II 522 ff. B. og E. er trykt i NgL. II 339 ff.

4. Endelig er den saakaldte Bjarkeyjarrettr optegnet i det 13te aarh. Den indeholdt vistnok oprindelig kun sjø- og handelsretslige sedvaner og er forsaavidt vor ældste internationale privatret. I sin foreliggende skikkelse er den tillige bylov for Nidaros. Sjøretten (farmannalǫg) udgjør et eget afsnit. Den indeholder ogsaa en kristenret (Eysteins Guldfjær) og har optat mange af Frostatingsbogens regler. Den er ikke bevaret i sin helhed. De bevarede brudstykker er bedst trykt i NgL. IV 71 ff.

Navnet bjarkeyjarrettr forklarer Munch saaledes: bjark (dansk birk) betyder et med birkekviste indhegnet sted, hvor man holdt handelsstevne; bjarkey er en ø, hvorpaa et saadant handelssted findes; bjarkeyjarrettr den der gjældende ret, der senere blev almindelig handelsret.


3. Oprindelig var retsbøgerne private optegnelser af lagmændenes lovtale. De kan nærmest kaldes lærebøger i lovkyndighed uden officiel autoritet. Se for exempel:

B. I 18: Nu er kristenretten foredraget slig, som vi husker den. Skorter der noget, da bøde biskoperne over med sine budord og sin retshaandhævelse.

G. 314: Nu har vi skraasat vort landeværn og ved ikke, om det er ret eller rangt. Men selv om det er rangt, da skal vi om vore utgerder (ɔ: ledingspligten) ha det lovmaal, som før har været, og Atle talte for folket i Gula, med mindre vor konge vil bevilge (iatta) os et andet, og vi alle sammen blir enige (satter) derom.

Men allerede i slutten af 12te aarhundrede ser vi Grágás og Gullfjǫðr paaberaabt som officielle retsbøger. I begyndelsen af 13de aarhundrede er de blevne virkelige lovbøger. Se saaledes:

NgL. I 447: Men dette var lovtaget paa Borgarting efter kong Haakons, bisp Nikolas’s og lagrettemændenes og lagtingsalmuens (loghunauta) raad og indsat i bogen, at det evindelig skal gjælde og aldrig brydes. — — Var dette skraasat, da ledet var fra vor herres Jesu Christi fødsel 1224 vintre, i det aar, som danekongen blev hærtagen.

F. XII 1: Men dette gjælder om de retshandler (mál) som gjøres, efterat den bog var lovtagen; men de ældre afgjøres efter de baarne vidnesbyrd. Jfr. Bj. 123 F. indl. 2, 9; I 2.

Hvert lagting og hver by maa saaledes i det 13 de aarhundredes første halvdel ha havt sin lǫgbók, hvis gyldighed daterer fra dens vedtagelse paa lagtinget eller bymødet.




Noter:

  1. Den store Olaf d. hel. saga, kap. 10: Hacon konungr — — lagði mikinn hug á lagasetning i Norigi: hann setti Gulaþings laug oc Frostaþings laug oc Heitsevis laug fyrst at upphafi, en aðr hofðv ser hverir fylkesmenn laug. Jfr. Sigurd Ranessøns proces s. 11: (Om Kepsiseyjarþing, se s.8): þing þetta hafa sett bændr með ser til þess, at hverr þeira hafi sonn lǫg af ǫdrvm. En med þvi at sok er hǫfðvt a hendr lendvm manni, þá á hana at sækia a logþingi, þvi sem her er i þessv fylki. En þat er þrandarnes þing. Lehmann, Königsfriede s. 167, note 5, jfr. 173.
  2. Heimsk. ed F. Jónsson s. 94 f: Hálfdan (svarti) konungr var vitr maðr ok sannenda-maðr til jafnaðar ok setti lǫg ok helt sjálfr ok lét aðra halda, svá at eigi mætti ofsi steypa lǫgunum; han gerði ok sjálfr saktal ok skipaði bótum hverjum eptir sinum burð ok metorðum.
  3. Mjøsen kaldtes Eiðsær eller Heiðsær, altsaa egentlig: Eidsjø- eller Heidsjøtinget.
  4. Ogsaa blandt nordboerne i England møder vi de 12 lagmen. Steenstrup, Danelag s. 203f.
  5. «Sem nu erom ver satter a». G 3. — «ver hafum þvi skipt fylkna imellom». G. 4. — «ver hafum þat afnumit». G. 15.
  6. «Sem Olafr hinn helgi iatte oc sva sem ver vurdum a satter sidan». G. 15. Lehmann, Königsfriede s. 185 f.
  7. Bessa-lǫg, NgL. IV 69; Bjarne Marðarsøns saktal G. 316
  8. Heimskr. Haakon d. g. s. kap. 11. Jfr. s. 36 og 37 note 1.
  9. Se overskrifterne til Gulatingsbogen.
  10. Fagrsk. kap. 17 jfr. G. 198 og B. II 14. von Amira, Vollstreckungsverfahren s. 263 f; OR II 168 anm. 3. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte II 60.
  11. Trykt i NgL IV 3 ff.
  12. Se Gustav Storm, Tidsskrift for Retsv. III 416-428.
  13. NgL. III 153.