Rigsmál (JJA)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 18. des. 2013 kl. 13:25 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


J.J. Aars.jpg
Udvalgte norske oldkvad


Oversat af
Jacob Jonathan Aars
1864


Kvadet om Rig
(Rigsmál)



Kvadet indeholder en Skildring af de tre ældste Samfundsklasser, Trællene, Karlene (de frie Bønder) og (Jarlene (Krigerne)), af deres Udseende, Egenskaber og Levevis. De tre Stænder er allerede før til, hver i sin Ejendommelighed; men ved Guden Hejmdal (i Skikkelse af Vandringsmanden Rig) avles der, saa fortæller dette Sagn, indenfor hver Stand en Søn, der bliver Stamfader til en hel ordnet Samfundsklasse med sin bestemte politiske Stilling og med bestemte Kaar, og indenfor hver af disse Samfundsklasser udvikler nu Standens oprindelige Ejendommeligheder sig til større Bestemthed og større Betydning. Ved Forbindelse mellem de to frie Stænder, mellem Jarlen, der ude har vundet Magt og Ære i Krigen, og den hjemmesiddende Bondehøvdings (Hersens) Datter, opstaar ogsaa den kongelige Værdighed. – Digtet er forøvrigt simpelt og gjennemsigtigt, saa at nogle Bemærkninger ved Enkeltheder vil være tilstrækkelige til dets Fortolkning. Det er os ikke fuldstændig opbevaret, men slutter, som man vil se, ganske afbrudt.



”Det fortælles i gamle Sagn, at en af Æserne, som hed Hejmdal, for sin Færd langs med en Strand og kom til en Gaard og kaldte sig Rig. Efter det Sagn er dette Kvæde:



1.
Engang gik
ad de grønne Stier
en gammel, vis
og vældig Aas,
den stærke og raske
Rig paa Vandring.

2.
Monne han gaa
midt paa Stien,
kom til et Hus,
lukket var Døren,
ind monne han gaa,
Ild var paa Gulvet,
ved Arnen sad
to Egtefolk
Aae og Edda1)
med ældgammel Fald.2)

3.
Rig kunde dem
Raad at sige;
monne han sætte sig
midt paa Gulvet,
men paa hver hans Side
Husets Folk.

4.
Da Edda tog
en Lev saa tyk,
tung og klumpet,
tæt af Saaer,
monne hun bære den
midt paa Fadet,
Sod var i Bolden,
satte paa Bord,
en kogt Kalv
var kosteligst Ret.

5.
Rig kunde dem
Raad at sige;
op stod han derpaa
tilsengs at gaa;
monne han lægge sig
midt i Sengen,
men paa hver hans Side
Husets Folk.

6.
Der var han trende
Nætter tilsammen;
saa monne han gaa
midt paa Stien;
led saa derpaa
Maaneder ni.

7.
En Søn fik Edda,
blev øst med Vand,
blev svøbt i Stry,
en svart og styg,3)
de kaldte ham Træl.

8.
Han tog til at vokse
og vel at trives,
Skindet paa Hænderne
skrumpet var,
krumpede Knoer,4)
tykke Fingre,
fælt hans Aasyn,
ludende Ryg
og lange Hæle.

9.
Saa tog han til
sin Styrke at prøve,
Bast at binde,
Byrder gjøre,
hjem bar han Ris
den hele Dag.

10.
Der kom til Gaarden
en Gangergjente,5)
Ar var paa Foden,
Armen solbrændt,
nedbøjet Næsen,
nævnte sig Tir.6)

11.
Midt paa Bænken
monne hun sætte sig,
sad hos hende
Husets Søn;
de snakked og prated,
Seng de reded,
Træl og Tir,
saa tungt et Liv.

12.
Børn de avled’,
godt bode de sammen;
Navne fik de:7)
Fjøskarl, Skraaler,
Klods og Kleg,
Klunt og Tyksak,
Stygging, Boler,
Graatas, Slark,8)
Krogryg, Tykben;
Torv de grov,
rejste Gjærder,
gjødsled Agre,
passede Svin
og stelled Gjeder.

13.
Saa og Døtre:
Sotnæse,
Klodse, Klunte,
Klumplægge,
Slurve, Lurve,
Stivnakke,
Trælkvinde,
Tranebene,
derfra stammer
Trælles Slægter.

14.
Rig gik derpaa
rette Stier,
kom til en Hal
med halvaaben Dør;
ind monne han gaa,
Ild var paa Gulvet,
sad der et Egtepar
med sin Syssel.

15.
Manden teljed
Træ til Vævbom,
Skjægget var pudset,
Haaret for Panden,
Skjorten trang,
en Skok9) var paa Gulvet.

16.
Sad der Konen,
svinged Rokken,
strakte sin Arm,
spandt til Vadmel; ,
Svejg10) var paa Hoved,
Smække paa Bringe,
Dug paa Halsen,
Dverge11) paa Aksler,
Ave og Amma12)
ejede Huset.

17.
Rig kunde dem
Raad at sige,
[monne han sætte sig
midt paa Gulvet,
men paa hver hans Side
Husets Folk.]13)

19.
[Rig kunde dem
Raad at sige ;]13)
op stod han fra Bordet
tilsengs at gaa;
monne han lægge sig
midt i Sengen,
men paa hver hans Side
Husets Folk.

20.
Der var han trende
Dage og Nætter,
[saa monne han gaa
midt paa Stien,]13)
led saa derpaa
Maaneder ni.

21.
En Søn fik Edda,
blev øst med Vand,
de kaldte ham Karl,
Konen ham svøbte,
en rød og hvid
med kvikke Øjne.

22.
Han tog til at vokse
og vel at trives,
Okser at tæmme,
Ard14) at gjøre,
Hus at tømre
og høje Lader,
Kjærrer at gjøre
og kjøre Plog.

23.
Hjem kjørte de en Kvinde
med Nøgleknippe,15)
i Gedeskindskjortel,
og gifted med Karl;
Snor16) hun heder,
tog Brudesløret,17)
de bode tilsammen,
Bauge delte,18)
redede Seng
og satte Bo.

24.
Børn de avled,
godt bode de sammen,
de hed Hal og Dreng,
Hauld, Tegn og Smed,
Bred, Bonde,
Bundenskjægge,
Gaardmand, Bodde,
Bratskjæg, Mand.19)

25.
Døtre og
med disse Navne:
Mø, Viv, Letvint,
Myndig, Kvinde,
Brud, Fin, Yndig,
Bly og Kjæk;
derfra er komne
Karles Ætter.20)

26.
Rig gik derfra
rette Stier,
kom til en Sal,
syd vendte Døren,
aaben den var,
en Ring der fæstet.

27.
Gik han ind der,
Gulvet var strøet,
Der sad de Egtefolk,
saa paa hinanden,
Fader og Moder,
med Fingrene leged.

28.
Husbonden sad
og snode en Streng,
Alm han bøjed,
Orve skjæfted;21)
Husfruen saa
paa sine Arme,
strøg sit Tøj,
strammed Ærmer.

29.
Knejsed Falden,22)
Kinge23) var paa Bringen,
side Slæb
og Særken blaahvid;
lysere Bryn,
hvidere Bryst,
mer skinnende Hals
end rene Sne.

30.
Rig kunde dem
Raad at sige;
monne han sætte sig
midt paa Gulvet,
men paa hver hans Side
Husets Folk.

31.
Da tog Moder
en mærket24) Dug,
hvid af Lærred,
lagde paa Bordet;
derpaa tog hun
tynde, hvide
Lever af Hvede,
lagde paa Dugen.

32.
Frem hun derpaa
fulde Fade,
sølvkantede,
paa Bordet satte,
fedeste25) Flesk
og stegte Fugle,
Vin var i Kanden,
guldsmykkede Kalke,
de drak og snakked,
gik Dagen snart.

33.
Rig kunde dem
Raad at sige,
monne han sætte sig
midt paa Gulvet;
op stod han derpaa,
reded Seng;
der var han trende
Dage og Nætter;
saa monne han gaa
midt paa Stien;
led saa derpaa
Maaneder ni.

34.
En Søn fødte Moder,
svøbte i Silke,
øste med Vand
og Jarl ham kaldte;
blegt var Haaret,
bjarte Kinder,
hvasse hans Øjne
som Ormeungens.

35.
Op vokste der
Jarl i Huset,
Skjold han svinged,
Strænge fletted,
Alm han bøjed,
Orve skjæfted,
kastede Spyd
og spidse Lanser,
Heste han red
og Hunde hidsed,
Sværd han drog
og Svømning øved.

36.
Der kom nu Rig
fra Krattet gaaende,
Rig gaaende,
Runer26),ham lærte,
sit Navn han gav ham,
sin Søn ham kaldte,
ham bød han eje
Odelsmarker,
Odelsmarker,
ældgamle Bygder.

37.
Saa monne han ride
i mørke Skov –
over kolde Fjæld,
kom til en Hal,
Spyd han svinged,
Skjoldet rysted,
sporede Hesten
og Sværdet drog,
vakte Strid,
farved Volden rød,
Val han fældte,27)
vandt sig Lande.

38.
Ene han raaded
for atten Gaarde,
skiftede Gaver,
skjænkede alle
herlige Skatte,
smækre Heste,
spredte Ringe,
hug sønder Guld.28)

39.
Sendemænd for
over vaade Stier,
kom til en Hal,
hvor Herser29) bode;
en Datter med fine
Fingre30) han havde,
hvid og yndig,
Erna hed hun.

40.
De bejled til hende
og bragte hende hjem,
Jarl hun egted,
gik under Linet;
sammen de bode
med kjærligt Sind;
øgede Ætter,
levede længe.

41.
Bur var den ældste,
Barn den anden,
Jod og Adal,
Arving, Mog,
Nid og Nidjung,
– de nemmed at øve
Svømning og Tavl, –
Søn og Svend,
Kund hed en,
Kon var den yngste.31)

42.
Op vokste der
Jarls Sønner,
Heste tæmmed,
Skjolde bøjed,
skavede Pile,
svingede Lanser.

43.
Men Kon den unge
kunde Runer,32)
Alderruner,
Livsensruner,
mer han kunde,
Mænd at bjærge,
Egge sløve,
Havet stille.

44.
Skjønned Fugles Røst,
stillede Flammer,
Ilden slukked,33)
Sorger dæmped,
havde aatte Mænds
Magt og Styrke.

45.
Og med Rig Jarl
i Runer han stred,
prøvede Kunster,
kunde dem bedre,
da vandt han det
og da han fik
Rig at hede,
Runer at kunne.

46.
Red Kon den unge34)
i Krat og Skove,
kastede Spyd
og Fugle skjød.

47.
Da kvad en Kraake –
sad ene paa Kvist –:
”hvi skal du, Kon unge,
skyde Fugle?
heller burde du
Heste ride,
[drage Sværd]35)
og Stridsmænd fælde.

48.
Dan og Danp
har dyre Haller.
ædlere Odel,
end I ejer;
vel de skjønner
paa Skib at fare,
Sværd at svinge,
give Saar.



Noter:

1) Oldefader og Oldemoder.
2) Etslags Hovedtøj; Edda var altsaa gammeldags klædt.
3) I Grundteksten er her udfaldt noget; der staar nemlig kun Ordene Stry (eg. Hør) og svart.
4) Her er rimeligvis en Linje udfaldt.
5) En, som gaar og slider i haardt Arbejde.
6) Trælkvinde.
7) Sønnernes og Døtrenes Navne har Hensyn til Trællenes og Trælkvindernes Udseende og Egenskaber; Navnene lyder paa Oldnorsk - i den Orden, hvori jeg har søgt at oversætte dem, - saaledes: Fjosnir, Hreimr, Klurr, Kleggi,
Drumbr, Digralldi, Fúlnir, Kefsir, Hosvir, Drott, Lútr, Leggjaldi; - Arinnefja, Drumba, Kumba, Okkvinkálfa, Ysja (bet. vel eg. en, der gjør al sin Gjerning med Støj og Uro), Totrughypja, Eikintjasna (bet. vel eg. en stiv, ubehændig),
Ambátt, Tronubeina.
8) Dette Ord bruges i Beirgens Stift og bet. en doven, døsig Karl.
9) D. e. en Værktøjskasse.
10) Etslags Hovedtøj.
11) Et Smykke.
12) Bedstefader og Bedstemoder.
13) De indklamrede Linjer i V. 17-20 mangler i Grundteksten; ligesaa er V. 18 udfaldt.
14) Plog.
15) Sml. Þrymskviða V. 16 og 19.
16) Svigerdatter.
17) Sml. V. 40.
18) Bauge er Guldringe, der brugtes som Penge; altsaa de delte sit Gods.
19) Hal betegner en Mand, Dreng en Helt, men ogsaa en dygtig Mand i Almindelighed, Hauld en Odelsbonde, Tegn en fri Undersaat, Bred den velstaaende; Betydningen af Bodde er ukjendt.
20) De fleste Navne betegner Kvinder eller kvindelige Egenskaber; de lyder paa Oldnorsk saa: Snot, Víf, Sprakki, Svarri, Fljóð, Brúðr, Sprund, Svanni, Feima, Ristill.
21) Orve d. e. Pile; Alm bruges oftere om Buen.
22) Se Anm. 2.
23) Et Brystsmykke.
24) D. e. indvævet med Figurer.
25) Betydningen er tvilsom.
26) Se Anm. 71 til Voluspá.
27) Val betegner dem, som falder i Kampen; at fælde Val betegner altsaa at føre sejerrig Krig.
28) Se Anm. 16; Meningen er, at han gavmildt uddelte Penge til sine Mænd.
29) Hersen var baade Høvding i Krig og Gode (Prest) ved Heredets Hov (se Vsp. Anm. 10) og overhovedet den ypperste Bonde i Bygden; hans Værdighed var arvelig.
30) Efter Bugges Konj.; eg. med smale Fingre.
31) Jarlsønnernes Navne betegner Børn og Efterkommere.
32) Se Anm. 71 til Vsp.
33) Efter Konj. af Bugge.
34) Se V. 41; Kon unge, Konung, Konge; se P. 70.
35) Indsat efter Formodning af Bugge.