Forskjell mellom versjoner av «Rigssagn (Rígsþula)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 14: Linje 14:
 
|-
 
|-
 
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Rigr (B.C.Sandvig)]] !!  !!  
 
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Rigr (B.C.Sandvig)]] !!  !!  
 +
|-
 +
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Rigs Færd (V.B.Hjort)]] !!  !!
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}

Revisjonen fra 14. jan. 2019 kl. 20:07

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899


Rígs sagn
(Rígsþula)


Saa forteller mænd i gamle sagn, at en af æserne, han som hed Heimdall, gik paa vandring langs med en strand ved havet, kom saa til en gaard og kaldte sig Ríg. Efter denne fortelling er dette kvæde.


1.
Gik, hed det, engang
ad grønklædt sti
mægtig, mandig,
mangtenkt aasgud,
raadige, raske
Ríg skridende.
Midt ad vei saa
vandred han hen.

2.
Kom til et hus han,
i karm laa dør;
ind han traadte,
brandt ild paa gulv,
ægtefolk sad
af slid der graa,
Aae og Edda
i aflægs skaut.

3.
Ríg vidste dem
raad at sige,
satte i sædet
sig saa i midten,
til hver sin haand
de husets folk.

4.
Tog da Edda
en eltet lev.
hel tung og tyk.
tett med saaer;
midt paa bret saa
bar hun da frem,
sodd var i bolle,
satte paa bordet.

5.
Ríg vidste dem
raad at sige,
stod han saa op,
stunded at sove,
lagde i midten
af leiet sig,
til hver sin haand
de husets folk.

6.
Der han da dveled
døgn fulde tre,
midt ad vei saa
vandred han hen,
monne saa lide
maaneder ni.

7.
Barn fik Edda,
øste med vand de
- - - - -
- - - - -
mørkladen nok
nevnte de Træl ham.

8.
Voxe han tog til
og vel trives,
skrumpent var ham
skind paa hænder,
krumpne knoer,
- - - - -
store fingre
og stygt ansigt,
ludende ryg,
lange hæler.

9.
Styrken saa han
siden fristed,
bastreb bandt han,
byrder sanked,
bar kvist til hus
den hele dag.

10.
Gangergjente
tilgaards der kom,
ar var paa fod,
armen solbrendt,
næsen nedtrykt,
nevntes hun Thir.

11.
Midt i sædet
satte hun hen sig,
der husets søn
hos hende sad;
snakked og sladred,
seng de sig redte
Træl og Thir der
den tid saa lang.

12.
Børn de avled,
bygged og trivdes,
hed de, jeg tenker,
hujer og fjøskarl,
krók og lejing,
løskarl, stygging;
stabbe, tyksak,
tungfót, graasvart,
lút og leggtyk;
lagde de gjerder,
gjødsled agre,
griser stelled,
gjæted gjeder
og grov op torv.

13.
Var de døtre:
drampe, klodse,
klumpelegge
og kulnæse,
trakke, terne
og træplugge,
trasetrøie
og traneben;
talte fra dem er
træles ætter.

14.
Gik da saa Ríg
ret efter vei,
kom til en hal han,
paa klem stod dør;
ind han traadte,
brandt ild paa gulv,
ægtefolk sad der
og syssel drev.

15.
Manden telgde
træ til vevbom,
skjeg var pudset,
for panden haar,
skjorten snever,
skrin stod paa gulv.

16.
Sad der konen,
svinged tenen,
strakte favnen,
stelled til vev ;
svøb var om hoved,
smekke om barm,
kast om halsen,
knapper paa axel;
Ave og Amma
aatte der hus.

17.
Ríg vidste dem
raad at sige
- - - - -
- - - - -
- - - - -
- - - - -

18.
Da tog Amma
- - - - -
- - - - -
- - - - -
fulde fade
frem hun satte,
kalv var kogt der,
kost den bedste.

19.
Ríg vidste dem
raad at sige,
stod fra bord op
stunded at sove,
lagde i midten
af leiet sig,
til hver sin haand
de husets folk.

20.
Der han da dveled
døgn fulde tre
- - - - -
- - - - -
monne saa lide
maaneder ni.

21.
Barn fik Amma,
øste med vand de,
kaldte ham Karl.
konen ham svøbte
rødlet og rask,
rapt gik øiet.

22.
Voxe han tog til
og vel trives,
øxne temmed,
arbeided plog,
bo op tømred,
bygged lader,
kjerrer gjorde
og kjørte plog.

23.
Kjørte brud de
Karl til huse,
gjordet med nøgler,
i gjedskind klædt;
sønkone kaldt
sad hun med brudlin,
bredte de bolster,
og bo satte.

24.
Børn de avled,
bygged og trivdes:
hed Hal og Dreng,
Hauld, Thegn og Smed,
Brede, Bonde,
Bundenskegge,
Bue, Bodde,
Brattskjeg og Svend.

25.
End hed døtre
med andre navn:
brud, viv, hustru,
hugstor og djerv,
strunk, stolt og blyg,
staut og maalsnild;
komne fra dem er
karlers ætter.

26.
Derfra Ríg gik
ret efter vei,
kom til en sal han,
syd vendte dør,
helt stod den aaben,
haandring i fjel.
Gik han saa ind,
gulv var straalagt.

27.
Sad der husfolk,
saaes i øie.
Fader og Moder,
fingre rørte.
Husbonden sad
og snoed streng,
bue bøied
og basted pil.

28.
Viv paa armer
med omhu saa,
strøg over linet,
strammed ermer,
satte op huen,
sylgje paa bryst var,
slæbkjortel sid,
serk helt blaahvid.

29.
Ríg vidste dem
raad at sige,
satte i sædet
sig saa i midten,
til hver sin haand
de husets folk.

30.
Da tog Moder
merket dug frem,
lys, udaf lin,
lagde paa bordet;
tog hun dernæst
tynde lever,
lyse, af hvede,
lagde paa dugen.

31.
Salte paa bord hun
sølvslagne fad,
flesk det blanke,
fugle stegte;
vin var i kande,
vegtige kalker;
drak de og drøfted,
dagen den léd.

32.
Ríg vidste dem
raad at sige,
reiste han saa sig,
redte sig leie;
der han da dveled
døgn fulde tre,
midt ad vei saa
vandred han hen,
monne saa lide
maaneder ni.

33.
Svend fik Moder,
ham i silke vandt;
øste med vand de,
Jarl de ham kaldte;
gult var haaret,
glød i kinder,
iltre de øine
som ormungens.

34.
Op da voxed
Jarl i benke,
skjold han strakte,
snoed strenge,
bøied bue,
basted pile,
spyd han slynged,
spær han rysted,
hunde hidsed
og heste red,
sverd han svinged
og svømning drev.

35.
Kom af risholt
Ríg gangende,
Ríg gangende,
runer ham lærte;
gav ham sit navn,
nevnte ham søn,
gav i arv ham
odelsvolde,
odelsvolde,
ældgammel bygd.

36.
Red saa den svend
ad svarten skog,
rimfrosne fjeld,
til han rakk’ en hal;
stødte med stang han
og strakte skjold,
heste spored
og hugg med sverd,
kamp han vakte,
vold farved rød,
val han feldte,
vandt sig lande.

37.
Eied saa ene
atten gaarde,
gods han skifted,
gav til alle
skatter og smykker,
svange heste,
ringe bort slengte,
sønder hugg guld

38.
Drog hans drenge
ad dugget vei,
kom til hal de,
til Herses bo;
mø han havde
om haand saa smal,
saa lys og klog,
kaldtes Erna.

39.
Hende de fested
og førte hjem,
gav Jarl til brud,
brudlin hun tog,
sammen de leved
og lykke nød,
ætter øged,
alder naaed.

40.
Bur var den ældste,
Barn den anden,
Kind og Ædling,
Arving, Dreng,
Frænde, Slegtning,
Søn og Svend,
tavl og svømning
tog de at øve.

41.
Kund hed end én,
Kon var den yngste.
Op der voxed
de Jarls sønner,
heste temmed,
hærskjold bøied,
sletted pile,
svinged askspær.

42.
Men Kon unge
kjendte runer,
levnedsruner
og livsruner;
end han magted
mænd at bjerge,
sverd at sløve,
søen dempe.

43.
Lærte han fuglsrøst,
luer at stille,
sind forsone,
sorger døve,
fik otte mænds
magt og velde.

44.
Mod Ríg jarl han
runer fristed,
trengte med list ham
og treskest var;
da han i odel
og eie tog
Ríg at hede,
runer kjende.

45.
Kon unge red
krat og skoge,
kolv han sendte,
kued fugle.

46.
Kvad da krage
paa kvist éne:
Hvi skal, Kon ung!
kue kun fugl du?
heller du skulde
heste ride,
hugge med sverd
og hær felde.

47.
Har Dan og Danp
dyre haller.
odel bedre,
end I den har;
kan tilfulde
kjøl de ride,
sverd lade svide
og saar flenge.

48.
- - - - -
bryn mere bjart,
barm mere hvid,
hals mere lys
end letsné rén. —

* * *

49.
Gav de sig sammen
og guld delte. —

* * *




Noter
Bugge: Arkiv I,4, 1883
(7): mørkladen nok ɔ: «hølzti» for «hǫrfi» (?) jvf. H. H. II 24.
(25): Textens kvindenavne er søgt gjengivne i orden: brúðr, vif, fljóð — svarre, sprakke — sprund, svanne, feima — ristell, snót.
(26—28): strofedelingen forandret efter Bugge: Arkiv I, 4 saaledes, at oversættelsen faar str. 29 = Bugge: 30 o.s.v.
(28): Udg.’s 4 sidste linjer er sat som fragment af str. 48. (ibd.)
(36): Grundtvig, Bugge mener, at strofen rettelig skulde følge efter str. 47 og gjelde «Kon unge», ligesom fragmenterne 48 og 49 «Kon» og den brud, kragen varsler ham. Bugge, Arkiv I. 4. 1883.
(48): B.'s udg. 29, 5—8 (Arkiv I. 4).
(49): B.'s udg. 23, 7—8.