Vis kilden til Sødskendebørnene, af hvilke den ene blev overfalden, hvorpaa den anden hævnede ham (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sødskendebørnene, af hvilke den ene blev overfalden, hvorpaa den anden hævnede ham (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>[[Fil:Grønlandiæ-antiqva.jpg|thumb|400px|<center>Grønlandskort fra 1737. Tegnet af Hans Egede.</center>]]
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''3. Sødskendebørnene, <br>af hvilke den ene blev overfalden,</big></big><br>hvorpaa den anden hævnede ham'''</big><br><br>''(Efter den mundtlige Fortælling)''</center><br>


To Sødskendebørn boede ved Mundingen af en Fjord, den ene paa Skyggesiden, den anden paa Solsiden, men de havde fælles Jageplads og pleiede at besøge hinanden gjensidig om Aftenen. Engang havde Solsidens Beboer saaledes været paa Besøg, og efter Hjemkomsten lagde de sig til at sove, men ud paa Natten vaagnede han og hørte, at Nogen sprang ned i Indgangen, og da han derpaa saae hen efter Opgangen, traadte en af hans Sødskendebarns Huusfolk ind og sagde: »jeg kommer her ved Nattetid for at fortælle, at de lumpne Umiarissat have dræbt dit Sødskendebarn.« Da han hørte dette greb han en Kniv og holdt den mod den Talendes Bryst. Men denne sagde: »lad mig først fortælle, saa kan du dræbe mig. Inat da jeg skulde udenfor, og da jeg havde sat mig bag Huset, hørte jeg Folk hviske nedenfor os, hvorpaa jeg reiste mig for at give Varsel; men da jeg saae En springe op af Baaden, bevæbnet med Landse, standsede jeg, og nu saae jeg mange, med Landser bevæbnede springe op og gaae ind i Huset. Derpaa hørtes der Skrig og da det blev stille, saae jeg dem atter gaae ud, og jeg talte dem og fandt, at de vare blevne færre. Derpaa forsvandt de med deres Baad, og jeg gik ud, men da jeg saae dit Sødskendebarn svømmende i sit Blod midt paa Gulvet, gik jeg strax ud igjen, ilede heelt rundt om Fjorden og kom hertil.« Da Qvinden havde fortalt dette og opmuntrede ham til at foretage en Besværgelse, eftersom han var en stor Angakok, lod han hende være, bød dem tildække Vinduerne og begyndte sin Besværgelse. Han begav sig paa Aandeflugt over til sit Sødskendebarns Huus, og der saae han ham ganske rigtig svømmende i sit Blod midt paa Gulvet, et skrækkeligt Syn. Han opdagede ligeledes Baadens Spor paa Vandet (nemlig synlig for Angakut), men besluttede dog først den næste Dag sildigere paa Aftenen at ville forfølge dem. Derpaa vendte han tilbage, nedlod sig atter paa sit Huus, og sagde til sit Sødskendebarns Tjenestepige: »jeg vil ikke dræbe dig, nu har jeg opdaget deres Spor.« Den følgende Dag ventede han henad Aften til det mørknedes for Vinduerne, hvorpaa han lod dem tildække og begyndte sin Besværgelse. Han fløi ud ad sin vante Udgang og drog lige mod Syd, forfølgende Sporene, kom først forbi Mundingen af en stor Fjord, og saa ved den næste viste der sig blinkende Lys fra Vinduer. Han nedlod sig imellem Vinduerne og lyttede. Han hørte dem snakke: »Skyggesidens Beboere have vi da faaet gjort Ende paa, nu skulde vi til at tænke paa dem paa Solsiden«. Da de taug, lod han som om han først nu var dalet ned, og raabte ned til dem: »(bring mig) Beenklæder!« De hørtes ogsaa sige: »vi faae Besøg af en Ilimartok, bringer dem ud til ham.« Saa bragte de ham Beenklæderne, og da han havde iført sig dem, gik han ind — see hvilken Mængde Mennesker! De raabte: »vi der aldrig have Gjæster, faae da endelig engang Besøg.« Da han nu var uvis om, hvorledes han skulde begynde sit Forehavende, sagde En af dem: »du formaaer at skaffe Fangst, velan, skaf os da Fangst!« Han svarede: »men naar jeg skaffer Fangst, saa pleier jeg rigtignok at gjøre det paa Kraft.« Da de nu intet havde at indvende, bød han dem tildække Vinduerne, og nu kom der Røre imellem dem, de lode deres Samboende kalde, og hele Huset blev fuldt. Derpaa slukkedes der, og nu paakaldte han sin Toulik. Strax kom denne flyvende, fra Landisens Indland siges der, og han nedlod sig paa et Fjeld ovenfor Huset. Altsom han dalede ned, lysnede det for Vinduerne, og Tilhørerne sagde: »nu maner han vist Fordærvelse lige over os.« Angakokken sagde: »jeg skal ikke mane Ondt over eder, men naar jeg maner Fangst, pleier jeg kun at gjøre det paa Kraft.« Saa fløi hans Toulik atter op og satte sig igjen paa et lille et Fjeld, men da lysnede det stærkt for Vinduerne og Murenes Stene begyndte at knage.« Atter sagde Tilhørerne: »nu da! han sidder der og maner Fordærvelse over os.« Angakokken svarede: »de (Stenene) talte blot om deres Morskab, nemlig fordi de ville faae noget at lee af, naar Fangstens gode Giver kommer herind, ja saa ville eders Maver nok revne (af Latter).« Da de saa bleve rolige, og hans Toulik kom gaaende ned ad Fjeldet, raabte han ud til ham: »hør du! jeg har for Skik, selv at gaae ud og møde Fangstens Giver, naar han skal til at gaae ind« (nemlig fordi han frygtede selv at skulle ødelægges med). Da hans Tornak ikke havde noget derimod, gik han ud og mødte ham, som lige var kommen til Forraadskammeret og nu løftede sit Stødvaaben imod ham. Da sagde han: »de Lumpne derinde have ødelagt dem, som du pleiede at besøge (nemlig naar jeg var hos dem og manede for dem), gaae du nu derfor ind til dem.« Efterat han saaledes nær selv var bleven dræbt af sin Toulik, tog han hurtig atter sine Baand paa og begav sig paa Flugt hjemefter. Men hans Toulik gik ind i Huset, og da han havde brugt sit glødende Stødvaaben, slog Ilden ud af Vinduerne, der hørtes Jammerskrig og derpaa blev alting stille. Da Angakokken kom tilbage til sit Huus fortalte han, hvorledes han havde tilintetgjort deres Fjender og han bød sine Huusfæller tænde Lamperne igjen. Men medens de vare ifærd hermed, hørtes der Latter; det var hans Erkungassok, som kom ind og sagde: »naa! det kan man da kalde at hævne sig, jeg var da ogsaa med, og kastede en Piil i en Qvinde, som bar sit Barn, to Gange hørte jeg hende skraale.« — Men hiin fik saaledes sit Sind beroliget.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 11-13
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]