Saga Ósvalds konúngs hins helga (Osvald den helliges saga)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. mai 2019 kl. 09:00 av August (diskusjon | bidrag) (Har lagt til meny, for å kunne gå direkte til norrøn og dansk tekst.)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Jón Sigurðsson (1811-1879).


Heilagra Manna Sögur


Saga Ósvalds konúngs hins helga
(Osvald den helliges saga)


Udgiven efter en Islandsk Oldbog med Indledning af Jón Sigurðsson;
og med tilføiet dansk Oversættelse af Thorleif Gudm. Repp
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1854



Indledning

St. Osvald fremstilt på et maleri fra 1100-tallet i Durham Cathedral.
To af den romerske Kirkes Helgene forekomme under Navnet Osvaldus. Den enes Navn er i de geistlige Calendarier og i Martyrologierne knyttet til 29de Februar (Bolland, Acta Sanctorum, Februar, Tom. III, 750), og han anføres som Biskop af Wigornia (Worcester), og Erkebiskop af York i Tidsrummet fra 960 til 992. Den anden Osvald, som synes at have været mere berømt som Helgen, var Konge over Northumberland i Aarene 634—642; om ham handler den følgende Saga. Men da muligen nogle af vore Læsere, som kunde have Lyst til at gjøre nærmere Bekjendtskab med Sagaen, ogsaa kunde vente i Korthed efterviist saavel Hovedpersonens historiske Stilling, som Forholdet imellem de her fortalte Sagn og de bekjendte historiske Beretninger, troede vi det ikke upassende at forudskikke en kort Fremstilling af de Begivenheder i Englands Historie, som staae i Forbindelse med Kong Osvald, efter de ældste engelske Forfatteres, og navnlig den næsten samtidige Bedas, Beretninger.

Endnu et heelt Aarhundrede efter at Angler og Saxer havde vundet Fodfæste i England, holdt de fast ved deres Fædres ældgamle Odinstro. Christendommen var deres Fjenders Religion, og de havde ligesaa megen Modbydelighed for denne, som Had til dens Dyrkere, Britterne. Uagtet den christne Tro forlængst havde banet sig Vei til Skotland, Irland og Bretland, kunde den ingenlunde bøie de kraftige og stolte Angler. Men ogsaa dette ubøielige Folkeslag skulde dog komme til at give efter for den mildere Lære, og lade sig overvinde ved den daværende romerske Geistligheds christelige Begeistring.

Fortællingen om den første Anledning dertil lyder noget æventyrligt, men dog smukt og betegnende[1]. Engang da der holdtes et Slavemarked i Rom, førtes der blandt andre frem nogle unge Mænd, hvis overordentlig skjønne Væxt, smukke Ansigtsdannelse og lange, lyse Haar vakte en ualmindelig Opmærksomhed. En fornem Patricier af gammel romersk Herkomst, og selv i en høi Stilling, der tilfældigviis gik forbi, erkjendte, at en saa udmærket Legemsdannelse maatte tyde paa Mænd af høi Byrd og udmærkede aandelige Egenskaber. Den opmærksomme Patricier var den senere Pave Gregorius den Store. Han spurgte efter, til hvilken Folkestamme de hørte, og der blev svaret ham, at de vare Angler (Angli). «Godt», svarede han, «de bør ogsaa være Engle (Angeli) og Engles Omgangsvenner i Himlens Rige; thi de have Engle-Udseende.» — «Men hvad hedder deres Land?» spurgte han videre; man svarede ham, at det hed Deira. «Deira,» gjentog han, «det er skjønt og betegnende: — de ira eruti! — Frelste fra Guds Vrede og kaldte til Christi Barmhjertighed!» — «Og hvad hedder da deres Konge?» spurgte han fremdeles; man svarede, at hans Navn var Ella (Aella). «Alleluia! Gud Skaberens Priis bør synges i det Land!» raabte han, og øieblikkeligen fremstillede han sig for den hellige Fader, og bad om Orlov at gaae som Christendommens Forkynder til det fjerne England. Men den fremragende Stilling, som han allerede indtog ved den pavelige Stol, tillod ikke, at han maatte opoffre sig til dette begeistrede Foretagende. Først efter at han selv havde besteget den hellige Peters Stol, kunde hans Forsæt komme til Udførelse, og han valgte dertil Abbeden Augustinus, der med hen ved 40 geistlige Ledsagere i Aaret 596 e. Chr., og som Beda siger omtrent halvandet Aarhundrede efter Anglers og Saxers Ankomst til Landet, reiste til England, for at forkynde Christendommens Lære i de anglo-saxiske Riger. Men den ærværdige Beda, og efter ham alle den engelske Kirkes Autoriteter, ansee dog den ædle Gregorius for deres christne Menigheders Stifter og første Ordner.

Ved Augustins Ankomst vare de syv bekjendte angliske eller anglo-saxiske Riger stiftede, dog ikke for lang Tid siden, thi Ostangeln havde kun staaet i noget over tyve Aar, og var endogsaa ved denne Tid erobret af Merciens Konge, hvilket sidstnævnte Rige, det yngste af de syv, var stiftet af Crida i Aaret 584, kun 12 Aar før Augustins Sendelse.

Den romerske Prælat havde valgt et heldigt Tidspunkt. Kong Ethelbert (— Aedilberct — Aðalbrikt), den fjerde Mand fra Hengist (Hengist — Oeric Oisc, hvoraf denne Kongeslægt kaldte sig Oiscingas — Octa — Eormenrik — Ethelbert)[2], havde hersket i Kent, Jydernes Rige, i henved 30 Aar, og derfra erhvervet Overherredømmet over alle de sydligere angliske Riger, indtil Humberfloden, saa at Beda tæller ham som den tredie engelske Bretwalda eller Overkonge. Den mægtige, men dengang alderstegne, Fyrste havde giftet sig med Bertha, Datter af Frankernes Konge Charibert af Paris, men maattet finde sig i at gaae ind paa den Betingelse, at det skulde tillades hende at beholde sin christne Tro og sine religiøse Skikke. Biskop Liudhard fulgte hende, som hendes Skriftefader. Augustinus reiste over Frankrige, og medtog derfra franske Tolke. Dog vovede han ikke derfra umiddelbart at hjemsøge Kong Ethelbert, men han landede med sit Følge paa en lille Ø paa Østsiden af Kent, som Beda kalder Tanatos (Tenet — Thanet), og sendte derfra Sendebud til Kongen, for at melde ham, at han var ankommen fra Rom med det ypperste Budskab, som utvivlsomt forjættede dem, der lyttede til det, en evig Glæde i Himlen og et uendeligt Rige med den evige og sande Gud. Kong Ethelbert var ikke utilgængelig, men han gav et diplomatisk Svar: at de skulde blive og opholde sig indtil videre paa den Ø, hvor de vare landede, indtil han vilde bestemme hvad der skulde gjøres ved dem; imidlertid befalede han at drage Omsorg for at de kunde faae alt det Nødvendige. — Efter nogen Tid kom han til Øen med sit Følge, men det var en gammel Tro[3], at man ikke burde modtage en mistænkelig Person under Tag, da man derved udsatte sig for, at onde Anslag kunde lykkes. Kongen hyldede ogsaa denne Forsigtighedsregel, og tog sig nøie i Agt for at lade de ankomne Fremmede træde ind til sig i noget Hus, men paa en fastsat Tid lod han dem stævne til Møde, der afholdtes under aaben Himmel. De kom da til Mødet, syngende Litanier, og i Spidsen for deres Tog blev baaret et Kors af Sølv, samt en Tavle med Frelserens malede Billede. Efter Kongens Befaling toge de Plads, og begyndte at forkynde Læren for Kongen og hans omstaaende Mænd. Kongen svarede dem derpaa: «Smukke Ord og Løfter bringe I med, men da de ere baade nye og uvisse, kan jeg ikke gaae ind derpaa, saaledes at jeg derfor skulde forlade hvad jeg i saa lang Tid med hele Anglernes Folk har holdt paa. Men da I ere dragne hidover lang Vei fra fjerne Lande, og jeg troer at kunne skjønne, at I ogsaa have villet meddele os hvad I selv troede at være det Sandeste og Bedste, saa ville vi ikke være eder imod, men meget hellere modtage eder med velvilligt Gjestevenskab, og lade eder bringe hvad I behøve til Livs Ophold, ligesom vi heller ikke ville forbyde eder at modtage alle dem, som I ved eders Prædiken kunne bringe til at antage eders Tro.» Derpaa tillod han dem at nedsætte sig i hans Hovedstad Dorovern (Dorobernia —Canterbury), og da de vare dragne derind med Litanie-Sang, under Korset og Christi Billede som Fane, opslog Augustin der sit Hovedsæde, og blev siden den første Erkebiskop i Canterbury. Den af Kong Ethelbert tilstaaede Lærefrihed førte ogsaa snart til, at ikke alene en Mængde af Folket, men ogsaa Kongen selv inden et Aar havde antaget Christendommen og ladet sig døbe.

Norden for Humberfloden var Anglernes Stat først deelt i to uafhængige Riger, Deira og Bernicien; midt i sjette Aarhundrede bleve disse to Riger imidlertid forenede af Kong Ida, som gav det forenede Rige Navnet Northumberland, under hvilket Navn denne Deel af Landet forekommer som eet af de syv angelsaxiske Riger. Denne Forening blev vel igjen ophævet, men kom paa ny istand under Ethelfrid (Aðalráðr), der som Konge i Bernicia ægtede en Datter af Ella, Konge i Deira, den samme som foranledigede Pave Gregorius til at raabe Alleluja. Ethelfrid herskede i Northumberland ved den Tid som de sydligere anglo-saxiske Riger begyndte at antage Christendommen; men han var intet mindre end christelig sindet. Under en Krig med Britterne, fortælles der, havde Brittekongen under Forberedelserne til et Slag opstillet hen ved 1 300 Munke, for største Delen fra Klosteret Bancor, der var saa rigt, at det havde syv Afdelinger Munke, hver paa 300 Mand. Dette Munke-Regiment var blevet spæget med 3 Dages Faste og siden opstillet paa en Høi i Nærheden af Slaget, for der at holde Bønner for Brittekongens Seir og Ethelfrids Nederlag. En af Britternes Hærførere, ved Navn Brocmail, var med en talrig Skare sat til Munkenes Beskyttelse. Ethelfrid lagde under Slaget Mærke til denne hele Flok, og fik at vide Sammenhængen dermed. «Saa føre de jo paa sin Viis Vaaben imod os, siden de paakalde deres Gud imod os, og bede Ondt for os,» sagde Kong Ethelfrid, «gaaer hen først og slaaer dem!» — Ved det første Angreb flygtede Brocmail og alle Munkene bleve nedsablede, saa at kun omtrent et halvt Hundrede undkom; de 1200 Munke, som faldt, erindres endnu som Martyrer i den romerske Kirke. Derefter lod Ethelfrid det rige Kloster Bancor ødelægge i Bund og Grund. Tre Aar senere faldt han i et Slag mod Svogeren Edwin der besteg Thronen efter ham, og paa faa Aar erhvervede en saadan Magt, at han blev den femte Bretwalda, med et saa vidtstrakt Herredømme, at ingen Anglerkonge før ham havde opnaaet et lignende; thi han raadede over hele den af Angler og Britter beboede Deel af England, med Undtagelse af Kent, tilligemed Øerne Man og Anglesey. Hans Regjering førtes med stor Kraft og udmærket Dygtighed. Under ham fik Christendommen først Indgang i denne Deel af Landet, hvilket ogsaa blev foranlediget ved Giftermaal. Den fornævnte Kong Ethelbert af Kent havde efterladt en Søn, Eadbald (Játbaldr), som besteg Kents Throne efter Faderen, og en Datter, ved Navn Ethelborg (Aðalbjörg). Kong Edwin lod frie til hende, men hans Sendebud fik det Svar, at det var ikke tilladt at gifte en christen Mø med en Hedning, thi Troen paa den himmelske Konge vilde besmittes ved at boe sammen med en Hedningekonge, som var ganske ubekjendt med den sande Guds Dyrkelse. Dette Svar bragte Edwin til at love, at han ikke vilde i nogen Henseende indskrænke hendes Frihed i Troes-Sager, men meget heller tillade hende og hendes Følge at bevare og udøve den christne Religion; han yttrede endogsaa, at naar vise Mænd ved nærmere Undersøgelse maatte finde denne Tro helligere og Gud værdigere, vilde han selv betænke sig, om han skulde antage den eller ikke. Denne Erklæring ansaaes for tilfredsstillende, og Prindsessen blev sendt til Northumberland, ledsaget af Prælaten Paulinus, som i samme Anledning blev ordineret til Biskop (625). Allerede Aaret efter gjorde Edwin det Løfte, at hvis han maatte seire over Østsaxerne og faae Hævn over deres Konge Cuichhelm, som havde sendt en med forgiftet Dolk bevæbnet Snigmorder ud for at dræbe ham, skulde han antage Christendommen, ligesom han og tillod at hans til samme Tid fødte Datter Eanfled blev døbt og indviet til den christne Tro. I det næstfølgende Aar antog Kong Edwin Daaben, og en Mængde af Folket fulgte hans Exempel, saa at Beda fortæller, at Biskop Paulinus ikke har kunnet bestille andet i 36 Dage, end at døbe og catechisere de Omvendte. Paulinus blev den første Erkebiskop af York.

Efter at Edwin havde regjeret i nogle Aar derefter med stor Berømmelse, omkom han 633 i et Slag mod den tappre Penda, Konge af Mercien, som havde forbundet sig med Brittekongen Cadwalla (Kaðall). Beda siger, at den første var en Hedning, og den sidste, skjøndt Christen af Navn, grusommere end en Hedning. I dette Slag faldt ogsaa Edwins ældste Søn Osfrid; den anden, ved Navn Eadfrid, overgav sig til Penda, der senere mod alle Eder og Løfter lod ham dræbe. Edwin anføres blandt Helgenes Tal, og hans Aartid holdes den fjerde December. Da hele Edwins Magt var tilintetgjort, flygtede Erkebiskop Paulinus med Dronningen, den afdøde Konges to Børn og et Barnebarn, til Canterbury, hvor de bleve godt modtagne; de kom der efter til Frankrig, hvor Børnene døde i en ung Alder og Dronningen endte sine Dage i et Kloster, den første Nonne, som der berettes, af Anglernes Folk.

Efter at Edwins for kort Tid siden saa blomstrende Rige saaledes med eet Slag var forstyrret, faldt endogsaa selve Northumberland i sine to gamle Dele. Fætteren Osric tog Deira, og den ene af Ethelfrids Sønner kom igjen til at regjere i Bernicia, hvorfra Edwin havde fordrevet dem. Ethelfrid havde to ægtebaarne Sønner, Eanfrid og Oswald, med Kong Ellas fornævnte Datter Acca. Efter Ethelfrids Fald flygtede Sønnene til Skotland i ung Alder, og opholdt sig der under Edwins Regjeringstid. De bleve der døbte og underviste i den christelige Tro. Men da Edwin var død, tog nu den ældste Broder, Eanfrid, deres Fædrene rige Bernicia i Besiddelse. Men ligesaa snart som Osrie og Eanfred vare komne til Magten, forkastede de den christne Tro, som de hidtil havde bekjendt sig til, og bleve Blotmænd igjen, som deres gamle Forfædre. Herligheden varede imidlertid kun kort, thi allerede det næste Aar dræbte den grumme og listige Cadwalla først Osric i et Slag, og kort efter fik han Eanfred lokket til en Sammenkomst og der myrdet, tilligemed tolv af hans Mænd, som ledsagede ham. De to Konger have, ved deres korte og betydningslöse Regjering, ikke engang opnaaet den Ære at blive regnede blandt deres Forfædre i Kongerækkerne, men Eanfrids Regjeringsaar bliver tilregnet hans Broder og Efterfølger, Osvald den hellige, den samme som den følgende Saga handler om.

St. Osvald-korset, etter den hellige Osvald (604—642), konge av Northumbria 633 - 642. Ill. fra Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1854.
Osvald, der som Arving og Hævner overtog Riget i Bernicia efter sin Broder, samlede strax en ringe Styrke, for at modstaae den alt overvældende Cadwalla. En tidlang maatte han dog trække sig tilbage nordpaa, indtil han besluttede sig til at levere Fjenden et Slag paa et Sted, kaldet Denisesburne, i Nærheden af den romerske Muur. Paa et Sted ikke langt derfra, som paa Engelsk kaldtes Hefenfelth (Heavenfield), lod Osvald grave en lille Grav, opreiste der med egne Hænder det hellige Kors, og holdt det selv indtil man havde kastet Jorden saaledes til, at det kunde staae ene. Derpaa faldt han paa Knæ, og hele hans Hær efter hans Befaling, og bad til Gud om Hjelp. Ved Dagens Frembrud angrebe de Fjenden og vandt en herlig Seir. Den mægtige Cadwalla faldt i Slaget, og hans hele Hær blev adsplittet. Denne Slagmark blev endnu paa Bedas Tid foreviist, skjøndt man senere har været noget usikker om dens Beliggenhed saavel som dens Navn; men især blev det Sted, hvor Osvald knælede, anseet for helligt, og mange Mirakler, især ved Helbredelse af Mennesker og Kvæg, berettes at være skete der. Osvalds hellige Trækors blev gjemt, og i Bedas Tid troede man paa dets Mirakler. Man skar Spaaner deraf, hældte Vand paa dem, og lod syge Mennesker og dyr drikke deraf, og den ærværdige Præst forsikkrer, at de ere strax blevne helbredede. Den hellige Cudbert, Biskop i Lindisfarne (684), satte Osvalds-Korset paa den ene Side af sit Segl, og paa den anden Side den kronede Martyrs Hoved[4].

Efter Seiren ved Hefenfelth forligedes Kong Osvalds Magt i en kort Tid saaledes, at han regnes som den sjette Bretwalda. «Han lærte ikke alene,» siger Beda, «at haabe paa det hans Forfædre ubekjendte himmelske Rige, men han fik og af den ene almægtige Gud, som skabte Himmel og Jord, et jordisk Rige, som var større end alle hans Forgængeres; han forandrede Beruicier og Deirer fra fjendtlige Naboer til eet sammenhængende og enigt Folk, og underkastede sig alle Folkeslag og Herreder i Britannien, der er deelt imellem de fire Sprogstammer af Britter, Pikter, Skotter og Angler.» Som en ivrig Christen, der af al Magt søgte at styrke og udbrede Christendommen, tilkaldte han Abbeden Aidan fra Y-Colmkill i Skotland, og beholdt ham som Biskop ved sin Haand. Det eneste som Beda har imod den gode Biskop Aidan, er, at han holdt Paasken efter skotsk Skik, paa en Tid, som ikke stemte med den romerske Kirkes Regler. Aidan fik Øen Lindisfarne til sit Bispesæde. Han kunde heller ikke Engelsk, men Kongen selv var hans Tolk, og oversatte hans Prædikener for Folket. Mange Munke indkaldtes efterhaanden fra Y-Colmkill, det i lang Tid mest berømte Kloster i Skotland.

Kong Osvald giftede sig med en Datter af Ost-Saxernes Konge Cynegils, som ved denne Tid antog den christelige Tro; hendes Navn var Cyneburg. En Prælat ved Navn Birinus, udsendt af Pave Honorius, forkyndte Christendommen blandt Ost-Saxerne, og da ved samme Tid indtraf, at Kong Osvald besøgte Cynegils, holdt han ham over Daaben. Begge Kongerne gave Birinus Byen Dorcic (Dorchester) til Bispesæde.

Efter at have regjeret otte Aar, eller ni, naar man paa sædvanlig Maade medregner hans Formands Tid, faldt Kong Osvald i et stort Slag paa Maserfelth (Maserfield) mod den fornævnte tappre Penda af Mercien, den samme som tilligemed Cadwalla havde fældet Kong Edwin. Pendas Hær var meget talrigere, og Sagnet beretter, at under Slaget, da Osvald saae at hans Folk blev overvældet, satte han sig ned og holdt Hænderne i Skjødet, foldede som til Bøn, en Stilling som skal have været ham eiendommelig, og bad for de Faldendes Sjæle. Af den hellige Kong Osvald paastod derfor de Troende i England at have lært den Bøn for hver Døende: «Gud, vær hans Sjæl naadig« (Deus, miserere animæ ejus)[5]. I denne Stilling blev han nedhugget, og Penda lod hans Arme og Hoved fæste op paa Stager ved Alfarevei. Hans Dødsdag angives at være den femte August Aar 642, da han var i sit otte og tredivte Aar.

Den hellige Osvalds Broder og Eftermand Oswin eller Oswiu, den nærmeste ham i Alder, men uægte født, blev hans Hævner; i Aaret 655 stod det Slag paa Windwidfield hvor den tappre Penda faldt, og Oswin, den syvende Bretwalda, forenede Merciens hidtil mægtige Rige med Northumberland. Osvalds eneste Søn, Ethelwald, skal have kæmpet med sin Faders Banemand i dette Slag mod sin Farbroder. Paa Oswins Foranstaltning bleve, som Legenden siger, i det følgende Aar, efter en Engels Befaling, Osvalds Been samlede; Hovedet skal være blevet begravet i Kirkegaarden ved Lindisfarne Kloster, hvorfor det vel ogsaa er blevet optaget i Biskop Cudberts Segl; Armene bleve opbevarede i Kongeborgen Bebba eller Bebbamburg (Bamburg). Hans høire Arm forevistes længe som uforraadnet, og Bollandisterne have anført en Række Vidnesbyrd: fra Beda og Alcuio, ned til Nicolaus Harpsfeld i 16de Aarhundrede, for, at denne Helgenens Arm i al denne Tid var fuldkommen uskadt. Klosteret Bardaney, i Herredet Lindissi (Lindsay), paastod længe at gjemme den hellige Osvalds Been, men 910 skulle de være flyttede derfra til Glocester og 1038 til den hellige Winnocs Kloster Berg i Flandern, hvor de i Aaret 1558 skulle, tilligemed andre Reliquier, være brændte tilligemed Klosteret, ved dettes Ødelæggelse af de Franske. Dog berettede endnu i det forrige Aarhundrede (efter 1700) Klerkene i Soissons i Frankrig, at i deres Kirke fandtes et Skriin af Træ, forgyldt, med Indskrift paa Fransk: «Legemet af den hellige Osvald, Englands Konge og Martyr», men man vidste hverken hvorfra dette Skriin var kommet der, eller hvorledes, eller naar, ligesaa lidt som hvad det egentlig indeholdt. Andre Steder have ogsaa paastaaet at have Reliquier af den hellige Osvald. Navnlig skal Hovedet være fulgt med den hellige Cudberts Reliquier til Durham. Ogsaa i Frisland, i Erfurt, i Westphalen og flere Steder, tilbad man Reliquier af den hellige Osvald, som man paastod at være i Besiddelse af.

At der berettes om Mirakler, som skulde være skete saavel paa det Sted hvor Kong Osvald faldt, som ved hans Been, naar de bleve førte fra eet Sted til et andet o. s. v., forstaaer sig af sig selv. Vi ansee det imidlertid ikke for nødvendigt her yderligere at opregne disse, men indskrænke os blot til at anføre dem i Anmærkninger til de Steder i Sagaen, hvor de berettes saaledes, at man kan eftervise det samme eller lignende i de ældre Skrifter vi nu kjende. Vi skulle endnu kun bemærke, at man i England beretter om et Kildevæld imellem Byerne Alten og Newton, nærved Foden af en Høi, kaldet Kosberrye Toppinge, hvilken bar Hellig Osvalds Navn, uden at vi dog tør bestemt afgjøre, om det har været den hellige Kong Osvald eller hans hellige Navne af Worcester. Naboerne havde den Tro, at man i Sygdoms-Tilfælde kunde faae at vide ved Kilden, om den Syge skulde komme sig eller ikke; man skulde nemlig tage den Syges Skjorte og lægge den i Kilden: flød den ovenpaa saa skulde den Syge komme sig; sank den derimod, var der ingen Redning for Døden; til Amindelse skulde der rives en Lap af Skjorten og hænges op i Nærheden, og Beretteren af denne Folketro siger, at saa mange Skjortelapper var der ved Hellig Osvalds Kilde, at det var nok til en Papirmølle[6].

Vi kjende kun tre Behandlinger af den hellige Kong Osvalds Historie; nemlig:

1 ) af Beda († 735) i hans «Historia Ecclesiastica gentis Anglorum», især sammes tredie Bog Cap. 6, 9, 10, 11, 12 og 13, samt fjerde Bog Cap. 13 og 14. — Den «vita sancti Oswaldi», som tilegnes Beda som Forfatter, og som findes trykt i Samlingen «De prohatis sanctorum vitis» af Surius, er kun Excerpt af de Steder i Bedas Historia ecclesiastica, som omhandle Kong Osvald, kun med nogle enkelte Afændringer i Udtryk; derimod ere Bedas hyppigen indskudte Strøberetninger om adskillige Personer og Begivenheder, udenfor Hovedpersonen, der udeladte.

2) af Broder Drogo af den hellige Winnoc's Kloster i Berg i Flandern (Bergis Sancti Winnoci, eller Bergis ad sanctum Winnocum, eller Winnocibergis), forfattet, i det ellevte Aarhundrede, ifølge Bollandisternes Undersøgelser, som ledsage deres Udgave af Drogons Bearbeidelse i Acta Sanctorum under 5te August[7] (jevnf. 11. og 24. Juli). Denne Forfatter beretter selv, at han har lagt Beda til Grund for sin Fremstilling, og kun indskudt hist og her noget af sit eget. Dette indskrænker sig dog kun til religiøse Udraab eller korte yderligere Udviklinger af Bedas Ord, ligesom han ogsaa undertiden har en anden Orden. Han har endogsaa ikke optaget hvad Beda beretter om den hellige Osvalds Mirakler i hans Histories fjerde Bog, hvad enten det har været fordi den gode Munk ikke har læst saa langt, eller af en anden Aarsag. I en forudskikket Indledning, som han har tilsat, beretter han, at have forfattet denne Bog efter Klosterbrødrenes Ønske, som var foranlediget ved, at de, som ovenfor bemærket, vare i Besiddelse af S. Osvalds Reliquier, og holdt hans Navn høit i Ære. — I Udgaven af dette Skrift i Acta Sanctorura er det Udeladte af Beda føiet til af Udgiverne.

3) I «Nova Legenda Angliæ» , som almindelig tilegnes John Capgrave. Deraf haves to meget sjeldne Udgaver af Wynkyn de Worde (in domo Wynandi de Worde) i London, den ene udgiven 1516 i lille Folio, den anden i Folio 1527. Legenderne ere her ordnede efter de optagne Helgenes Bogstav-Orden. Den hellige Osvalds Legende (Overskriften: «de sancto Oswaldo rege et martire» ) begynder i Udgaven fra 1516 (den anden haves ikke) fol. CCLIIII, høit oppe paa anden Spalte, og gaaer til fol. CCLVI vers., temmelig langt ned paa første Spalte; den optager altsaa rigelig 2 1/4 Blad med tæt og stærkt abbrevieret, men dog stor, smuk og tydelig Tryk. Bogstavformerne som i Munkeskrift. Selve Behandlingen, der sandsynligviis enten ganske eller for største Deel er tagen efter Legendarier i den romersk engelske Kirke, har vel for største Delen hvad der staaer hos Beda; dog har den sat Osvalds Slægtregister i Begyndelsen, og deels forandret Ordenen, deels og tilføiet og udeladt hist og her.

Forøvrigt forstaaer det af sig selv, at Osvald ogsaa, som en historisk Person, nævnes i alle Krøniker, med tilføiet Beretning om hans Hellighed, tildeels og med Anførelse af enkelte Mirakler. Wilhelm af Malmesbury er i denne Henseende den udførligste, med Undtagelse af Geoffrey af Monmouth, (XII, 10 jevnf. Breta sögur Cap. 49 Annal, for nord. Oldkynd. 1849 S. 136), hvis Beretning gaaer ud paa at give Cadwalla som Brittekonge den hele Overmagt. Nennius giver Osvald det interessante britiske Tilnavn «Llauiguin», eller «god-Haand.»


__________


Vi have ingen Anledning til at tvivle om, at man i Island har haft alle de almindelige Legender om den hellige Kong Osvald af Northumberland. Forfatterne af Landnamabok paaberaabe sig allerede Bedas Skrifter, og det kan ved mange i Islands ældre Literatur forekommende Træk eftervises, at man der har haft en omfattende Kundskab om England, engelske Personer og engelsk Literatur. Vi have i Indledningen til den hellige Edvards Saga allerede berørt dette Punkt og kunne henvise dertil; kun fortjener det at tilføies, som et Factum, der viser de islandske Forfatteres omfattende Kjendskab til Sagnene om Kong Osvald, at paa det anførte Sted i den islandske Bearbeidelse at Geoffrey af Monmouths Krønike, eller Breta Sögur, findes indskudt Beretning om et Mirakkel ved Osvalds Død, som hverken anføres hos Beda eller i nogen af de Legender om Osvald, som vi nu have for os, ligesaalidt som i den følgende Saga; og da der paa det anførte Sted tilføies, at Gud har gjort mange Mirakler for den hellige Osvalds Skyld, skjøndt de ikke der berettes: saa er det tydeligt, at allerede den islandske Bearbeider af Geoffrey har haft en heel Legende-Samling om Hellig Osvald for sig, skjøndt han ikke paa det Sted har benyttet den. Der er ogsaa Anledning til at bemærke, at i den første Halvdeel af 15de Aarhundrede fandt et meget udstrakt Samqvem Sted mellem Island og England, og idetmindste to eller tre engelske Geistlige bleve i den Tid Biskopper i Island. I de saakaldte Máldagar (Libri Datici) for Kirkerne i Island, fra 14de og 15de Aarhundrede, findes, foruden de almindeligviis anførte «De Sanctis» og «Martyrologia» , endogsaa paa enkelte Steder udtrykkelig anførte engelske Bøger som Kirkernes Eiendomme[8]. Der er saaledes Grund til at antage, at man i Island har haft udbredt Kundskab om engelske Legender, og at man navnlig der har kjendt tre Bearbeidelser af Legender om Hellig Osvald, hvoraf de to nu ere ubekjendte for os, nemlig: 1) Bedas, den samme som vi nu kjende; 2) en Samling Legender om Hellig Osvalds Mirakler, som nu ikke haves, men er benyttet af Bearbeideren af Breta Sögur i Hauksbok, hvad enten Munken Gunnlaugr Leifsson paa Þingeyra Kloster (henved 1200), eller en anden; 3) den Saga om Hellig Osvald, som her leveres, og som er forskjellig fra alle de andre.

Endnu kunde nogle Bemærkninger med Hensyn til denne Sagas indre Beskaffenhed her fortjene at anføres.

Forfatteren siger os flere Gange, ikke alene at han har skriftlige Kilder for sig, men ogsaa at disse Kilder have været flere og forskjellige («svo finnst skrifat í heilagri-skript» — í sumligum bókum stendr svo skrifat» — «svo finnst skrifat» — «sumligum bókum greinirsvo» — «svo finnst ok i sumligum historiam» ). Det træner sig nu vistnok saa, at i de Kilder, der nu ere tilgjængelige for os, staaer netop ikke det, der støttes paa disse Citater, paa den Maade som det her findes, med Undtagelse af det, der anføres paa det første Sted, nemlig selve Tilværelsen af Kong Osvald; men derfor ere vi jo ingenlunde berettigede til at antage, at Forfatteren selv ikke kan have haft saadanne, da han ogsaa omtaler flere Ting paa samme Maade som de bekjendte Kilder. Det synes tvertimod at ligge nærmest at antage, at han har haft for sig skrevne Beretninger eller Legendarier, hvori Fortællingerne om Hellig Osvald have været optagne som en Heelhed for sig, paa sine Steder stemmende overeens mellem sig selv indbyrdes og med de nu bekjendte Kilder, paa andre Steder med Tilsætninger og Afændringer. Saaledes siges her om Osvald, at han ikke egentlig var kongebaaren («ekki sérliga konúngborinn»), da han dog, som ovenfor er viist, var ægtebaaren Kongesøn. Ligeledes at han tog nødig imod Kongeværdigheder og ikke førend den hellige Ravu bragte Chrismaet (den hellige Olie) fra Himlen, hvilket ikke findes Spor til i andre bekjendte Beretninger. Disse Beretninger ere dog mindre charakteristiske, skjøndt de maaskee kunne antages at tyde paa en senere Tidsalder; men derimod er det hele Sagn om Osvalds Forhold til den hedenske Konge Gaudon og hans Datter Pia samt de der med forbundne Eventyr saa aldeles i den senere Middelalders meest overdrevne romantiske Smag, at man ikke kan tvivle om, at dette først kan være optaget i Sagnene om Osvald efter Korstogenes Begyndelse, da det, som bekjendt, efterhaanden blev Sædvane i den senere Middelalders Romantik, at optage Hedninger (Saracener) i enhver Fortælling, som skulde vise berømmelige Helte. En bestemt Hentydning dertil ligger i, at der to Gange tales om at Osvalds Mænd bære Kors uden paa Klæderne paa Toget til Gaudon. Skjøndt der i de nu bekjendte engelske Sagn om Osvald og fornemmelig i Korset paa den hellige Cuthberts Segl bestemt hentydes paa, at Osvalds-Korset maa have haft en særegen Form og Betydning, saa minder dette dog altfor tydelig om Korsfarernes bekjendte Skik til, at man ikke deri skulde see den egentlige Anledning for Legende-Forfatteren til at anbringe det paa dette Sted. Om derimod det, som berettes om Osvalds Optræden ved den hedenske Øst-Saxe Konges Cynegils Daab og Giftermaal med dennes Datter Cyueburg, skulde have givet Anledningen til den hele Digtning, er ikke godt at sige; i alt Fald siges der intetsteds, at hun ved Daaben har erholdt Navnet Pia; men rigtignok berettes der, at efter en Aabenbaring havde Osvald opgivet al ægteskabelig Omgang med hende. — Den lange Vei til Gaudons Rige, som gaaer over det store Hav, og som Ravnen er 9 og 18 (to Gange 9) Dage om at flyve, men Osvald 18 (2 x 9) Uger om at seile, som han skal tage 3 Aars Proviant til o.s.v., tyder hen paa den uhyre Afstand af Saracenernes Lande. Den store Armee paa 72 (8 x 9) Skibe og 72 000 Mand minder om de uhyre Skarer, der droge til Østerland, og den Forestilling om overordentlige Stridskræfter, som fordredes til et sligt Foretagende.

Anvendelsen af Tallene 3, 9 og 12 i alle Talangivelser er et Træk, som erindrer om den legendariske Skik og Brug. Foruden de anførte Exempler kunne følgende bemærkes: Osvald føder sin Ravn i 12 Aar i Hallen. Han tager med paa Toget til Gandon 12 Biskopper og 9 Abbeder. Hans Frierbrev til Pia omhandler den christelige Troes 12 Hovedpunkter. Han skal føre med sig 12 Guldsmede. Gaudon har 3 Mand imod een af Osvalds Hær. Hele Folket i Gaudons Rige bliver døbt i 18 (2 x 9) Dage. Den gamle Pilegrim kjender 72 (8 X 9) Nationers Lande, o. s. v.

Om den egentlige romantiske Digtning mindes man især ved Ravnen som Sendebud og ved Gaudons Jagt efter Hjorten. Ravnen spiller ikke sjelden en lignende Rolle, navnlig i den nordiske Romantik, skjøndt den hellige Osvalds Ravn vistnok er den meest dannede af dem alle. Andre Fugle ere stundom fundne værdigere til at gjøre den samme Tjeneste, og en af de skotske Ballader har unægtelig truffet et af de heldigste Valg, ved at tage Falken til Sendebud[9]. — Hertil hører maaskee ogsaa, at Osvalds Bryllup staaer i 40 Dage, da dette Dagetal ved slige Leiligheder ikke saa sjelden anvendes.

Enkelte Træk i Sagaen ere et Slags culturhistoriske Fingerpeg, som ogsaa synes at vise hen til en temmelig sildig Tid. Saaledes har Gaudon den Behagelighed at have Glasvinduer i sit Slot, og for at vinde hans Bifald skal Osvald lade gjøre en Ørn af Sølv, forgyldt med Nobel-Guld (Rosenobel var, som bekjendt, en engelsk Myntsort i Guld i den senere Middelalder); han skal ogsaa have som Kjøbmand «kostelige Kramvarer» at sælge. Ogsaa herved antydes tillige den store Pragt og den Mængde kostbare Skatte, der, som man vidste, fornemmelig hørte hjemme i Østerland.

Antydninger, som minde om nordiske Skikke isærdeleshed, forekomme ogsaa, for Ex. deri, at Osvald som Kjøbmand byder Kong Gaudon første Kjøb paa sine Varer (Forkjøbsret hørte i Norden, især i Norge og Island, til de gamle Forrettigheder for Høvdingerne). — Gaudon kalder sin Hær sammen med Femt-Stævne (til femte Dag), lige som man hyppig pleiede at stævne i Retssager, navnlig i Island. — Om Osvalds Mirakkel ved Opvækkelse af Hæren fra de Døde og den gjentagne Kamp indeholder en Mindelse af Hjadningernes Kampe, skulle vi lade usagt; det synes dog ikke at ligge saa ganske fjærnt. — For det sidste Slag sender Osvald Hær-Pilen for at stævne sine Folk til Kamp. Det Lys fra Himlen, som i det sidste Slag kommer over Osvald, synes ogsaa at minde om et lignende i de legendariske Sagn om Olaf Tryggvason ved Svoldr. — Imidlertid ere dog disse Antydninger saa lidet fremtrædende, at de godt kunne tænkes at være opstaaede hos en nordisk Forfatter under selve Udarbeidelsen efter fremmede Kilder.

Thi Sagaens Udarbeidelse efter fremmede og navnlig engelske Kilder træder temmelig bestemt frem, ikke alene i de ikke faa Overensstemmelser mellem Sagaen og de bekjendte engelske Legender, men ogsaa navnlig i Slutningen, hvor det hellige Osvalds-Kors paa Heavenfield omtales (Sagaen gjør dette Sted til Osvalds Dødssted, tvertimod de engelske Kilder, men taler dog derom paa en Maade, som stærkt minder om Beda). — Men især forekommer det os tydeligt af den Misforstaaelse, som vi troe at have rigtigen efterviist og forklaret, nemlig at Kvinde-Navnet Ostrith eller Austrith[10] (Ástriðr) er af Forfatteren ved Misforstaaelse gjort til Landskabsnavnet Austrriki.

Ikke alene Skrivemaaden — thi dette kunde hidrøre fra, at vi her havde en Afskrift for os — men ogsaa mange Ord og Sætninger antyde fremdeles, at denne Saga er i dens herværende Form skreven temmelig sildig. Vi skulle som Exempler nævne Ordene: «kram og kramverk» — «verdogheit» — «herligheit» — «mannenn» (=; maðrinn) — «formá» — «mak» (= Gemak) — «handsal» (fingrhandsal = fingrgull) — «hofum vær þeingt» og «ek þeinckir» — «selskap» — «aurlogh»— «forþrot» — «þika» , skjøndt enkelte af disse Ord vel turde findes temmelig tidlig deels i Handelssproget, deels i Bearbeidelser af fremmede Romaner.

Vi kjende nu denne Saga kun i eet eneste Haandskrift, nemlig Membran-Haandskriftet Nr. 3 i Folio i det Kongelige Bibliothek i Stockholm. Dette Haandskrift, en stor Sjeldenhed i sit Slags, bestaaer af 168 Blade i tospaltet Folio, med en tæt og stærkt forkortet Skrift, og indeholder hele 25 Helgen-Sagaer, som man for største Delen ikke ellers har fundet i noget islandsk Haandskrift. De Sagaer, som her findes, ere følgende: l) Saga um hina heilögu þrjá konunga (de hellige tre Kongers Saga), S. 1 — 13. 2) Saga af Hinrik keisara ok hinni helgu frú Kunegundis (om Keiser Henrik og Fru Kunigunde), S. 13— 26. 3) Saga af Osvaldi konúngi hinum helga (den her følgende Osvalds Saga), S. 26—36. 4) Barlahams saga og Josaphats (efter Johannes Damascenus), S. 36—49. Om denne Recension handles i Udgaven af Barlaams saga af Keyser og Unger, Christiania 1851. Fortal. S. XIV—XV. 5) Roehus saga bios helga (om den hellige Roehus), S. 49 — 56. 6) Sebastianus saga, S. 56— 50 og (formedelst feilagtig Indbinding) S. 173— 174. 7) Lazarus saga, S. 174— 183; denne Recension af Sagaen har ikke noget om Lazarus' Søstre. 8) Um sjö sofendr (de septem dormientibus — om de syv Sovere), S. 183 — 188 og (ved feilagtig Indbinding) S. 108—109. 9) Stephanus saga protomartyris, S. 110-122. 10) Saga af Decius keisara, Sixtus pafa, Laurentio, Concordia og Hippolyto, S. 122— 131. 1l) Christoforus saga, S. 131—140. 12) Georgius saga, S. 140—156 og 92— 106. 13) Sylvesters saga og Constantinus, S. 106— 107 og 157—167. 14) Gregorius saga biskups, S. 167— 172 og 60—65. 15) Gregorius saga pafa, S. 65—75. 16) Ambrosius saga, S. 75—89. 17) Augustinus saga, S. 89—91 og 189—200. 18) Erasmus saga, S. 200—207. 19) Nicolaus saga, S. 208—214. 20) Johannes saga gullmunns (chrysostomus), S. 215—224. 21) Servasius saga, S. 225—232. 22) Hieronymus saga, S. 232—248. 23) Antonius saga, S. 248—261. 24) Dominicus saga, S. 261 —268. 25) Saga um Emerentiu, Onnu og Mariu mey, S. 270— 336 (Slutningen af Haandskriftet), synes at være defekt.

Haanden i den hele Codex synes at være den samme eller samtidig, og vi henføre dens Tidsalder til 15de Aarhundredes sidste Halvdeel. Sagaerne have overalt Capitel-Inddeling, men aabne Pladser for Overskrifter og Begyndelsesbogstaver. Skrivemaaden er meget besynderlig, især overdrives Anvendelsen af gh, th og ch; ie bruges hyppigst for é, Forkortelsen " for r finale angiver sikkert Udtalen ur i Endelser; d findes ikke. Iøvrigt vil Aftrykket af selve Sagaen, med de tilføiede Noter, samt Facsimilet af S. 32, anden Spalte give et nøie Begreb om Skrivemaaden i det Enkelte, hvortil vi saaledes kunne henvise[11]. — Bogen er nu indbunden i Pergamentsbind, og paa Ryggen findes et ældre Nr. 131. — Navne af Eiere eller Ihændehavere af Bogen findes ikke, undtagen Navnet Olafr Jonsson (S. 114), med en Haand, som synes at være fra 17de Aarhundrede. At Jon Rugman har bragt Codexen til Sverig fra Island, og at den saaledes oprindelig hidrører fra et af Klostrene i Öfjorden: Möðruvellir eller Múnkaþverá, er meget sandsynligt, men efter Ankomsten til Sverig er den bleven indbunden, og Olaus Verelius har skrevet sit Navn under en Fortegnelse over Indholdet, som findes tilføiet foran i Bogen.


Saga Ósvalds konúngs hins helga[12]

St Osvald, kronet som konge av Northumbria, d. 642. Maleri fra ca. 1220. New York Public library manuscript coll.
1. So finnz skrifat í heilagre skriftt, at í Einglannde var einn ágjætr[13] herra, er Ósvalldr hjet, ok var vel kristenn herra, þvíat hann var dygðogr ok góðgjarn vith alla þá, er þurfthoger voru, ok til hans hjálppar leithudu með orðum ok verckum. Eckjur fáthækar ok fauðrlaus baurn thók hann under sinna vernd ok varðveizlu til allra rettra mála. Hann heiðrathe ok fædde alla kennemen[14], er til hanns villdu sækja, en harðr ok striðr var hann ómilldum, vantrúanndum ok auðrum óráðvandum mönnum, þar sem hann átte yfer at stýra. Hann var ok iðjufullur thil at fremja goðverck með faustum ok vökum, so ok með guðligu bænahallde ok milldum aulmösugjörðum, so at hann hafðe guðz vínattu ok góðra manna, ok hanna goðverck, er jafnnann framde hann, fóru vijða , eigi at eins umm Eingland, nema helldr líkaa umm mörg lönd aunnur[15]. Í þenna thima[16] var einginn konúngr í Einglande, sem at rettum erfðum átte rikinu stýra; þá með guðz fyrer æthlan ok samþycke hina mecthogozthu ok so vissozttu herra í landinu, þá kjöru þeir Ósvalldum fyrer einn einvalldz herra yfer sig; þetta villde hann ecki, ok sagðizt þar óverðogr thil vera í ðllum hlutum, en þat var ecki so, þó at hann være ok ecki sjerliga konúngborinn[17], þá var hann þó kominn af gaufugre ætt bæðe at fauður-kyne ok moður, ok so var þat ecki[18] á mothe guðz vilja, þo hann yrðe konúngr, sem brátt má heyrazt. Enn er Ósvalldr heyrer at þetta er þeirra fullr vile til þess at hefja sig til ríkisstjórnar, þá thok hann sig í burttu á laun frá þeim, ok æthlaðe at koma sjer með því undan þessare thigu, enn þat hjálpaðe ecki, því at þegar sem þeir vissu af hans burttfaur, senndu þeir efter honum ok báðu hann með allre alúð at[19] koma aftr, ok vera þeim samþyckr, þá umm síjðer mæðer huggæðe, ok kemr inn í staðinn aftr með senndemönnum, er thil hans voru sender; verða aller við þat glaðer í staðnum, bæðe ríker ok fáthæker. Þá sem sá dagr kom, at hann átte at krynazt til konúngs ok smyrja hann efter venju með krisma, þá efter guðz tilskickan fanzt hverrgi krismi at smyrja hann með. Þá mællte Ausvalldus: «sjáit nú, góðer viner, at drottenn guð minn birtter nú fyrer öllum, at ek er óverðogr til sliks;» þá þögðu aller, því at þeir þottuzt[20] ecki vitha, hvat þeir skylldu til gjöra, eða hvat guðz vile mundi vera umm þetta. Enn í þessu kom einn hrafn, fljúgande ofan af himnum, ok hafðe einn buðk fullann af krisma, er sanctte Petr hafðe sjálfr vigt; þennann buðkenn hafðe hann í nefenu á sjer, ok var gjörðr af skíru gulle. En á hálsenum á hrafnenum var hengt eitt bref, ok innsiglat með einnum gulligum crosse. Þessi hrafnn kunne ok at thala lathínu ok mællte: «Sje hjerna krismann, þann er þjer eigit at smyrja Osvalldum með, hann hefur[21] ek[22] flutt ofan af himne». Siðan thaka þeir brefit ok lesa, stóð þar inne, eins ok fyr seiger, at sancte Petr hafðe bæðe vígt krismann ok blezat hann. Ok þessi hrafn var efter á alltjafnt í pallacio Ósvalldz konúngs. Enn þá sem Ósvalldr hafðe nockura stund konúngr verit í Einglande , þá ljet hann byggja eina kostuliga kirkju guðe til heiðrs ok sancte Petre postula apostoli[23], ok lagðe þar til mikla rænttu til upphelldis, þar með fjeck hann þángat kennemenn, er þar skylldu þjóna guðe ok heilagre kirkju; so hjelt hann ok allre sinne venju umm alla nythsamliga breythne[24] sem hann gjörðe fyr, nema helldr lætr hann vaxa stór aurlög við heiðnar þjóðer fyrer skulld heilagrar trúar, ok þvingaðe bæðe mecthoga herra ok stóra staðe under[25] heilaga kristne ok sig, so at þeir urðu at gjallda honum stóra skatta ok þar með[26] þjónchann, nær hann villde þá kalla, ok innan fárra ára varð hann so mecthogr, at herrar ok höfðingjar, biskupar ok ábóthar stöðu fyrer hanns borðum ok pjónuðu þar dags dagliga. Af þessare mect ok stórre herligheit upp hóf hann sig ecki thil neins methnaðar eða drambseme, nema at helldr var hann því líthelátare ok gódgjarnare í öllu, ok hafðe guð jaffnan fyrer augum sjer, ok pjónaðe honum med allre ástuð bæðe nætr ok daga, ok guð var æthið med honum. So veitte hann út af sjer herthogum ok greifum, jörlum ok barúnum ok eðelbornum laund heil ok rike, enn sumligum borger, þorp ok kastala, hverrjum efter sinne stett ok verðogre thign. Og þá sem hann hafðe nú so prýðeliga eflt sitt rike, ok sett sina gaufuga herra í hverrn stað, sem hann villde, ok öllum þótte so meiga[27] fara, því at hann var hugljúfe allra manna, þá eitt sinne thóku sig til samans nockurer hanns trúliger viner, ok gjörðu ráð sin á meðal, at þeir skyllde fara á fund konúngsens, og ráðleggja honum at fá sjer eitthverrtt sæmeligt qvonfáng, so at ríkit stæðe ecki so leingr erfingjalaust.

2. Þá sem nockrer dagar voru liðner frá þessu, sem nú var sagt, þá qvomu þeir til samans aftr[28], herrarner, með þat erinde, er fyr greiner, ok geingu[29] siðan fyrer Ausvalld konúng, ok biðja hann orðlofs, at þeir meiga bera sitt erinde fram fyrer hann. Hann biðr þá skila því, er þeir vilja. Siðan mællte einn þeirra fyrer þá alla so seijande[30]: «Verðoge herra! nú frá því at þjer hafit sett ok samit yðart rike med goðre stjórn ok nythsemdarverckum, so at aller lifa nú með friðe ok farsælld, er under yðvart valld eru gjefner, þá vonum vær so til, ath guðe mune so líka umm yðartt efne sem oss. En þó er efter einn sá hlutr, er oss þyker á vantta, ok hanns virðiztt oss með öngu móthe meiga án vera.» Konúngrinn spyr þá mjög vandliga efter, hvat þat være, ok sagdizt at þeirra ráðum vilja gjöra þat meygiligt være. Þeir þacka konúnginum ok seija: «Með yðru orlofe, verðoge herra! Þá þyker oss þat hellzt á vantta, at þjer eigit aungva drottningu, þá er þjer meigit[31] látha sithja ok stjórna yðru ríke efter yðvarn dag, því at vær villdum ecki gjarnan eiga gjefazt leingr under þá herra, er ecki eru rettheliga komner til rikessins, ok þeir hluter marger, sem þjer hafit bæðe efltt ok bætt vortt rike, þá skolu aðrer eyða því ok spilla í staðinn, sem hvorcke eiga, nje so nockut ómak hafa fyrer haft, ok viljum vær ecki, ef vær skulum ráða.» Enn er konúngr hefr[32] gjörla skilit þeirra erinnde, þá svarar hann, ok seigizt vilja hugsa hjer efter, ok gjefa þeim svar aftr, nær sem hann hefer [spurt?] thil þeirrar, er sig girntte efter at eiga; enn þetta svar gaf hann til þess, at hann villde so með því koma þeim af sjer, enn með hreinne samvithzku var honum í hug at qvongazt ecki, helldr at hallda hreinlife. Ok sem herrarner þeingttu[33] sjer í burttu at gánga, þá var klappat á dyrnar, ok sá sem klappaðe sagðezt eiga erinde við konúnginn. Þetta er konúnginum sagt, biðr hann dyrasvein at látha hann inn, ok so biðr hann herrana at biðleika við, ok heyra, hvat sá vill, sem kominn var; ok so gjöra þeir. Siðan fór þessi maðr inn fyrer konúnginn, ok sýnndezt at vilja guðz sem hann være allur[34] grár af hærum, bæðe hár ok skegg, ok var þat mjög lánngt, ok hafðe í hendinne annare einn pálmqvist enn í annare staf, ok gjörðe sik likan einum pilagríme. Enn í sumligum bókum stendr so skrifat, at þat være einngill guz. Ok þegar at hann kemr fyrir konúngen, fellur[35] hann á hne, ok heilsar[36] honum kurtheisliga. Konúngr thekr honum vel, ok[37] bað hann gánga med sjer í sína palacia. Þat gjörer hann. Og er konúngr var kominn í sitt sæte, kallar hann á qvomumann, ok fretter hvat manna hann være. Hinn svarar, ok seigizt vera einn propheta, ok[38] «eru mjer kunnigh ij. ok lxx. Þjóðlaund, ok er ek einn sendeboðe af guðe sendr at kunngjöra þjer, at þú skalt thaka þjer til drotthningar eina júngfrú, ok er eins heioðins konúngs dótter, ok heiter hann Gaudonus[39], en þessi júngfrúen, dótter hans, heiter Pia, [ok er harðla[40]] mjög væn ok hygginn, ok guð býðr[41] þjer, at þú skalt halda mikit[42] aurlög fyrer hennar skulld, ok koma henne til heilagrar trúar, ok[43] guð drottenn hefr hana út valit til þ[essa. En[44] sem herraner[45] heyra þetta, verða þeir í þeirra hjörttum mjög glaðer. [Tekst utelatt[46]] [Siðan spyrr konúngrenn[47]] hrafnen at, hvortt hann villde fara med sitt erinde [í heiðen lönd[48]] til Gaudons konúngs, «ok fá dóttur hanns mjer thil handa». Hrafnenn sagðizt þángat vilja fara, er hann villde sig sennda. Siðan skrifaðe sancte Ósvalldr eitt bref, ok sette þar inn þá xij partta heilagrar trúar, ok ljeth sauma efter á brefit under vænginn[49] á honum, en einn gullhring under annan vængin, ok bauð honum at færa þetta júngfrúne Pija, dóttur konúngsens ok þar með skyllde hann seija[50] þau sin ord, at hann hefðe hana út valet fyrer allar meyjar í heimenum sjer thil unnuzthu, ok hún være sjer kærre enn nockur aunnr[51] í verulldinne, siðan hann heyrðe hennar gjetið. Efter þat thók krumme orlof, en sancte Ósvallds býfalar hann guðe í valld, ok jumfrú[52] Maríu, ok bað þau at sjá fyrer honum. Siðan[53] hóf krumme sigh upp til flugs, ok fór leiðar sinnar.

3. Efter þat er sanctus Ausvalldus hafðe skilat við hrafnen, sem hann villde, ok fyr seiger, þá fló hann efter guðz tilvisan í ix[54] daga áðr en hann kom þángat, er[55] Gaudon konúngr átte fyrer at ráða, ok hans haufuthorg var. [Ok þá[56] er hrafnen kom á borgina, var þar so háttað, at konúngrinn var nýkomin under borð, ok voru sumliger glérgluggar láthner upp, so at sólen mátte at betur lysa umm höllena [ok... blasa af odonen[57], ef nockur være, ok líka [saker ofur hitha[58]sólar, er þi þeim löndum er meiri en í auðrum stauðum. Þetta sjer krumme, ok lætur sjer þat at ráðe verða, ok flygur inn í gegnum einn gluggan á höllenne, ok setur sig niðr á borðit fyrer kónnginn ok drottnínguna ok so dóttur þeirra Pija, ok hneigðe sig, ok mællte : «Góðe herra, Gaudon konúngr! gjefit mjer orlof at thala við yðr, því at ek á at skila nockuru erinde við yðr, ok so biðr ek yðr fyrer guð lifande ok fyrer allra júngfrúa skulld, at þjer reiðezt mjer ecki so at ek meige ecki hafa frjálst leyfe í burttu aftur, nær sem ek hefur[59] út skilat minu erinde, hvortt sem þat er yðr með eða á möthe». Sem konúngren heyrer, at hrafnen thalaðe mannligt mál ok þó vel skilit, horfer hann leingi þeijande[60] á fuglenn, ok undrazt stórliga, hverju þetta mune gjegna, ok þó undrazt konúngrinn ecki at eins þetta, nema jafnvel aller, er í höllenne voru, ok til hanns heyrðu. Siðan mællte konúngrinn: «Nu þá so at þú hefur þjer so vel orlofs bedðt, ok so þar með fritt leiðe, þá má ek með öngu móthe neitha þjer, ok seig nu fram þat þú villt.» Hrafnenn hneigði[61] sig þá fyrer ko[nún]ginum, ok mællte: «Mig hefur[62] minn herra Osvalldh konúngr af Einglande híngat sent til yðar, ok lætur biðja yðr góðfúsliga, at þjer vilit gjefa honum yðra dóttur Pija til eiginar qvinnu, því at þat er guðz vile ok hans signaðo móður júngfrú Marria, ok ef þjer gjöret so, þá verðit þjer guðe kærer ok lofliger.» Enn þegar at konúngrinn heyrðe, at hrafnenn nefnde guð ok hans móðr[63] Maríu, þá varð hann mjög reiðr ok mælte: «Thakit hann ok fángit fyrer guðz hans skylld ok Maríu, ok deyðit hann snart ánn dvöl, ok skal so reyna, hvat hans guð formá.» Enn júngfrúen villde þat ecki, fyrir því þegar at hún heyrði þann bóðskap[64] er Ósvalldr konúngr hafðe til hennar gjörtt, þá fjeck hún mikla elsku til hanns, so hún hafðe at sjá mikinn hryggleika á sjer, ef hrafnenum være nockut gjörtt til meins, ok mællte til konúngsens: «Faðer! gjöret eigi so sem þjer hafit sett yðr at gjöra, því at ef þjer látheð deyða þenna fuglen, þá má ek náliga alldreigi vera glauð upp frá því, þó mest fyrer þat, at þjer hafet sjálfer gjefit honum orlof at thala þat er hann villde, ok so átte hann at hafa frjálst leyfe til at fara hvertt er hano villde, ok være þat óherraliga gjörtt at brigða sinne trú ok lofun fyrer eins fugl[65] skulld eða annars hjegóma.» Konúngrinn svarar: «Kære[66] dótter! verttu vel til friðar, því at ek vil gjefa þjer í valld þennan fuglenn, ok gjør með hann hvat sem þú villt.» Þá gladdizt júngfrúenn, ok þakkade fauðr[67] sínum ; kallaðe hún þá á hrafnenn, en hann fló þegar til hennar ok settizt á höndina á henne. Síðan gengr hún út úr höllinne, ok hafðe fugl sinn með sjer ok þar hann í sitt herbergi, ok thók hann ok lagðe við brjósteð á sjer, ok þrýste honum at sjer; þar með klappaðe hún honum ok mælte: «Kære fugl! seig þú mjer en nockut meira af þínum herra Osvalldo». Hrafnen svarar: «Þú eðle[68] júngfrú! thakit Þjer yðvare hende under mína vængi, ok munit þjer fina þar eitt brjef ok einn gullhring; þetta hefur[69] minn herra hvortthegja sentt yðr, og bað mik þat seigja yðr með, at hann haffðe yðr í sinu hjartta kærre enn [neirne júngfrú eðr quinno annarre[70] í verölldinne. Síðan thekur hún brjefit ok les, og finnr þar eins sem hrafnen hafðe sagt henne ok þat með, hverssu at hún skyllde frjálsazt frá eylifre pínu ok dauða, ef hún villde snuazt frá heiðne ok villu, en trúa á sannan guð ok hallda þessa .xij. partta heilagrar trúar. Enn þegar at hun hafðe út lesit brjefit, þá af myskun[71] heilags anda uppqveikizt hennar hjartta med þeirre logande ást til guðs so at hún sagðizt gjarnan aullu því trúa, er hann villde sjer til þeirra hluta kenna, ok lypptte sínum augum upp til himna, samaleiðis sínum höndum[72], so mælannde: «Faðer á himnum! pjer gjöre ek þacker fyrer þína millde, er þú mjer virðizt at veitha, ok fjell á sin hne med tárum, ok lá so nockra stund.» Efter þat lætur hún skrifa annat brjef efter því sem hún villde, ok ljet búa um þat virkuliga, ok þar með eitt finngrhandsal.

4. Annann[73] daginn efter finnr krumme júngfrúna aptur, tekur hún þá brefit ok saumar under vænginn á honum líka ok fyrr var, ok so líka býr hún umm gullhringinn. Siðan tekur hún so thil orðz ok seiger: «Far nú ok fær þetta þínum herra, og seig honum þat með, at ek veit öngvan þann í verulldinne nochurn mann, at ek hafe so kæran sem hann, ok bið hann, at hann þigge þat af guði, at allt þat verðe sem hann vill honum ok mjer á mille, ok hann finnur skrifat í brjefinu, ok þat, at hann kome efter mjer á næsta áre hjer efter með tveimur ok .lxx. skipum, ok hafe þúsund mannz á hverju skipe, ok hugse so fyrer, at hann hafe kost ok dryck fyrer sitt lið, so at þeim dugi þrjú ár í samtt, ok láthe þetta fólk vera at aullu vel thil reitt, hvat sem til þarf at thaka. So vil ek ok, at hann láthe þik fara með sjer; annars meiga[74] þeir alldreigi ná mjer hjeðan ur heiðindómenum, enn mik grunar þó, at þetta verðe seirna[75] enn ek villda, því at ef sá guð, er himnum ræðr, vile at þetta verðe, þá skje þat sem fyrst í hanns nafne.» Efter þetta hóf krumme sig upp thil flugs, en hún býfalaðe[76] hann guðe í valld ok hanns kærustu móðr[77] júngfrú Maríu. En er hrafnen hafðe flogit vart í niju daga yfer umm hafit, þá fjeck hann á seinaztta deiginum mikinn storm, so at hann gath varla styrtt sjer, ok slithnuðu böndin umm gullhringinn ok so líka um brjefit, ok fjell hvortheggja ofan í sjóinn. Enn þegar kom at einn fiskur, ok svalg bæðe brjefit ok so hrínginn. Af þessu varð krumme hryggr ok fló thil landz; þar fann hann einn einsethu mann fyrer sjer, ok sat á einum steine. Þetta ljet ok krumme sjer at kenníngu verða, ok setur sig niðr á annann stein, er þar var nære einsethumanne, ok ber sik mjög lítheliga. Siðan mællte einsethumadr til hrafnsins: «Seig mjer, þú hinn friðe fugl, nockut af þínum herra Sancte Osvalldo». Hrafnen svarar: «Hvat kunnu þjer af mínum herra seija[78]? eða hverr hefur þjer sagt frá honum?». Einsethumaðr svarar ok seijer[79]: «Þat hefur gjörtt vor herra Jesus Cristus nu á þessu árenn, thil þess at ek skyllde biðja fyrer honum». Þá mælte hrafnnen: «So vil ek þjer þá kungjöra, at ek var ok senndr af mínum herra Osvalldo inn í heiðindómenn thil einnar konúngsdóttur, sem heiter Pia[80], ok hún hafðe skrifat honum eitt brjef til aptur umm þeirra erinnde beggja, ok þar með sende hún honum eitt kostuligth handsal af skíru gulle, ok báðer þessir hluter eru frá mjer fallner í sjóinn.» Þá svarar einsetumaðr: «Þat sje fyrer guðe klagat ok hanns kærre móðer Mariu!» ok fjell thil jarðar mjög gráthande ok bað til guðz af klaucku hjartta, ok barðe hnefunum fyrer brjósteð á sjer, ok var harðla mjög harmande af[81] þessu. Enn guð[82] heyrðe ákall hanns, ok sá hanns goðgirndarfullt hjartta, ok bauð einum eingle at finna þann fiskenn, er bæðe hafðe gullhringinn ok brjefit, «ok bjóð honum», [sagði hann[83], «í mínu nafne at leggja hvorttheggja aptur». Þat gjörer hann, ok færer hrafnenum þessa hlutena aptur. Þetta sjer einsethumaðr ok mælte: «Lofaðr sje[84] guð allra guða!» ok mæltte siðan við hrafnen, at hann skyllde vera þar hjá sjer umm nothena, ok so gjörer hann, ok var helldr kátur.

5. Umm[85] morgunnen efter thekur einsethumaðr bæðe brjefit ok so hrínginn, ok býr umm sem bezt kann hann. Siðan flýgr hann aftur til sjós ok so lætr hann fara jafnt í .viij. daga, en á hinum nijunda deiginum kom hann heim aptur til Ósvalldz konúngs. Enn þegar at konúngurinn sjer, at hanns hrafn er aptur kominn, verðr hann harðla glaðr við þat, ok thekur hann at sjer goðmóthliga, ok gengur efter á í sitt heimogligt mak, ok skipar siðan öllum út at ganga nema krumma einum. Siðan fretter hann efter hvat goðra thiðinda hann kynni[86] at seija sjer af konúngsdottur. Hinn svarar : «Thakit þjer hjer eitt brjef ok einn gullhríng í fiðre mínu, er hún sende yðr, ok ljet þat vera með í sínu boðe, at hún hefðe öngvan kærre á jarðriki en yðr, ok þjer skylldut bidja guð, at þat mætte skje sem fyrst [yckar á mille[87] ok efter því sem þjer sjálfer megit[88] vel finna í brjefinu. So hefur ok þessi júngfrú gjörtt yðr boð, at þjer skulet koma efter sjer at næstu[89] sumre með tveimur skipum ok .lxs., ok skulet hafa mik með yðr; annars náet þjer henne alldreigi þadan sem nú er hún.» Siðan las Ósvalldr konúngr brjefit, ok mællte: «Lofaðr sje guð fyrer alla hlute mjer veitta!» ok þackade hrafninum mikiliga fyrer sina reisu. Efter þat sennder konúngr efter smiðum, ok gjörer ráð fyrer í öllum stauðum umm Eingland, at hans viner skulu láta gjöra so stór ski, er hann meige[90] hafa M. mannz á hverju skipe, ok þar til þríggja ára kost til áthz ok dryckjar, ok búa þau til med beztum föngum, er þeir gæthe. Kom nú fram er konnúgsdotter sagðe sig gruna, at seirna[91] munde þeirra fundr verða en hún villde, ok hún hafðe gjörtt ráð fyrer; því at skipin, er konúngr ljet gjöra, urðu ecki reiðubúen so snart. Enn þegar at skipinn voru buen ok hlaðin efter hans villd, þá sennde hann efter mekthogum herrum , herthogum ok greifum, so ok efter .xij. biskupum ok .ix. abbotum, þar med marga riddara ok eðelborna menn, so at hann hafðe allz sjö[92] þúsunder ok .ij. betur. Siðan ljet hann gjöra marga krossa, ok gaf hverjum sinn, ok þá skyllde hverr sem einn bera á sínum klæðum, ok styrckte sinn her með ljúfum ok goðum fyrerheithum , so seijande[93]: «Kæruzthu viner ok dýrliger herrar, aller sem hjer eru nú í guðz auglite til samans komner efter minne bön ok boðe! hafit þjer yðr vel, hvat sem fram kann koma fyrer oss í þessare vorre reisu, ok striðit mannlega fyrer trú heilagrar kristne, ef þess kann við at þurfa, því at guð vill vera með oss , ok hverr sem so[94] deyr af oss í rettu striðe ok í þessare reisu, þá hefur sá eylift lif ok ríki með honum ok hanns útvölðum vinum í himeríki[95] utan ennda, en aller þöckuðu konúngi, ok qvóðuzt með honum gjarnan vilja bæðe lifa ok deyja.»

6. [96] Þegar at Ósvalldr konúngr var til reiðu ok hans fauruneyte, látha þeir í haf ok fá goða byre, ok koma við lannd Gaudons konnúgs, er þeir haufðu úthe verit eigi fullar .xviij. vikur. Siðan sigler hann inn efter ríkinu allt þar til er hann var kominn í nánd við þá borg, er konúngrinn sjálfr sath á. Þá mællte Ósvalldr: «Þat þyke mjer ráð,» seijer[97] hann, «at senda bóð undan oss, so at einshverjer[98] vite til vor.» Aullum þótte[99] þat gott ráð. Þá var konúngi sagt, at hrafnenn hafði ordit efter, er hann sende áðr. Þá hrygdizt konúngr mjög, ok kom í hug, hvat konúngsdótter hafðe sagt, at hanns reisa ok stórligt ómak munde sjer til lithels koma, ef hann være ecki með, ok fjell allr til jarðar ok bað guð at sýna sjer sína millda náð, ok látha hrafn sinn komazt til sin, so at hann fære eigi erindislaust aptur. Samaleiðis bað hann ok júngfrú, at hún skyllde vera ok í fullthingi med sjer bæðe hjer umm ok annars er hann við þurftte. Og guð heyrde hans ákall ok sá hanns naudzyn, ok sende einn eingil til at færa honum aptur hrafnninn. Þegar at konúngur sjer hann, lofar hann guð, ok verðr nú glaðr, ok thekur at sjer hrafnen bliðliga, ok biðr fara á[100] fund konúngsdottúr, ok bera henne sina qveðju ok þat með, at hann lætur biðja hana at leggja til með sjer nockut ráð, so hann mætte ná henne, ok so hvort at hann skyllde fara þá strax með orloge eða ecki at fauður hennar. Hrafnen qvezt gjöra skylldu hanns boð, hvat hann villde. Siðan flýgr hann upp á borgina til konúngsdóttur at einum glergluga, er oppenn var, en hún var þá at klæða sig í herberginu, er krumme kom at gluganum, flýgr hann jafnsnartt inn til hennar, er hann[101] sjer hana, en hún þegte[102] hann straktt[103], ok thók hann upp í fang sjer ok frette hann efter, hvar hans herra være. Krumme seiger henne ok so allann boðskap, er Ósvalldr konúngr hafðe gjörtt henne boð thil. Hún svarar ok sagðe: «Far þú þegar aptur[104], áðr en nockur[105]verðr var við þína qvomu eða hanns, ok seig honum at hann láthe gjöra sjer eina aurn forgylltta af nobil gulle, en sjálf skal hún vera af silfre, ok láthe so umm búa sem hún være lifande; ok eina .xij. gullsmiðe skal hann hafa med sjer; siðan sigle hann hingat allt under borgina, er faðer minn er á, ok skal hann gjöra sig at kaupmanne, ok þegar at hann kemur hjer við land, þá sláe hann sínum landthjölldum upp , ok beiðazt[106] leyfi af fauðr[107] mínum at selja sinn varninngh ok kostuligt kramverck, er hann hefer flutt. Og[108] ef so ber til , at faðer minn eða aðrer fretter hann efter, því hann er þar kominn eða hvat hann vill, þá skal hann seija[109], at sjer være sagt, at Gauðon konúngr hafðe so gott sem gipt dóttur sina Pia einum stórmecthogum herra eða konúnge, ok því være þeir þar komner, ef þat være nockur hlutur, sem jungfrúnne ok fauðr[110] hennar girnttuzt at eiga, hvort þat være helldr kostuligh fingur[111] handsöl eða aðrer hluter, þá villde hann [fyrst bjóða[112] þeim at kaupa; være ok so, at kóngrinn villde látha smiða nockura[113] gripe, þeir sem fásjener være í þeim lönndum, þá være í hanns skipe frábærer menn thil hagleiks. En um aurnena, er ek sagða þjer, skalttu honum seijja[114] hann sethe hana upp yfer thjaldit fyrer framan, ok láthe so bua umm hvaðan sem vindrinn blæs, þá skule hún æ synazt vera a flug ok fljúga til sjófar burttu af landinu.» Ok þegar at júngfrúen hafðe þau ráð út gjefit, sem hún villde, fló krumme í burttu aptur ok til síns herra Osvalldo.

7. [115]Nu sem hrafnen hafðe feingit sitt erinde af júngfrúnne, þá beidizt hann orlofs, ok fór aptur til síns herra ok seiger honum alla hlute, er júngfrúen hafðe sagt. Konúngr verðr þessu glaður[116], ok fór í einn stóran kaupstað ok feck sjer þar .xij. gullsmiðe, ok siglðe siðan inn fyrer borgina, er Gaudon konúngr sath í, ok gjörðe allt efter því sem Pia konúngsdótter sende honum boðen til. Þetta fjeck at sjá einn heíðinge, sem var á borginne, ok hljóp sem hann mátte inn fyrer konúnginn, ok seiger honum at fjölde skipa hafe lagt inn fyrer borgina, ok reistu þegar sin thjðld, er þeir qvomu á land : «ok gjør eg því so ráð fyrer, at þetta sje helldr friðmenn en auðruvilja.» Enn í auðrum stað er af því at seija[117], at jafnsnartt sem Ausvalldur[118] konúngr hefur búit um sín skip, gjörer hann boð Gaudone konúngi, at hann vile gjefa þeim orlof at liggja þar, ámeðan at þeir selja sitt kram ok annan varníngh, er þeir höfdu þángat flutt, ok være þat so, at þeir hefðe nockurn gáningh konúngsins er hann villde ágirnazt, þá byðe þeir honum fyrstum at kaupa. En þá Gaudon fær þessi boð, seiger hann so, at kaupmenn aller meiga vel friðland hafa, sem með friðe vilja fara. Þetta svar lætur Ausvalldr konúngr sjer vel ánægja. Einn dag gengr konúngr ok drottningh hanns ofan thil thjallbúðar Ausvalldz konúngs, ok vill skoða , hvat kram at þessir kaupmenn hafa flutth. Og[119] er Ausvalldr kóngr sjer Gaudon vera at næsta komenn, gengr hann með allan sinn her á mothe honum, ok vill bjóða Gaudone inn í thjöllden, sem hann ok gjörðe. Enn er Gaudon hefur sethið ok lithezt um þat sem í búðunum var, þá skoðar hann[120] ok vandliga eigi sijðr at selskap Osvaldz enn auðru, þvíat alla þá er hann[121] sá, þá höfdu þeir heilagt crossmarck á klæðunnum. Af þessu verðr hann ákafliga reiðr ok mællte: «Eigi mun so vera sem mjer sýnezt, at þjer berit krossmarck á yðrum klæðum aller, ok veith ek þá vijst, at þat mercker at þjer erut kristner aller, ok fyrer hvat erut þjer so djarfer, at þjer hafet siglt hingat í mitth land, þar sem ek lætur öngva cristna menn lifa, þá sem ek kann yfer koma.» Ausvalldr svarar: «Þjer gjörit betur, herra konúngr! en þjer thalit til, því at vær erum komner upp á yðra náð, ok höfum vær helldr þeingt at fá sæmd af yðr enn nockur harðindi[122], hvat manna sem vær vorum, af því at oss var sagt, at þjer hefðit gipt yðra dóttr[123] einum ofr-ríkum konúngi, ok fyrer því fórum vær hingat, ef þjer eðr yðar dótter þyrftte[124] nockurra þeirra haudsala eða annara klénodia, sem höfum, eða þurfet þjer ok látha gjöra nockura fásjena hlute, sem ecki eru iðulig[125] með yðr hjer, þá höfum vær flutt þá menn hingat með oss, at stór-hager menn eru; en þurfit þjer ok vor vith, þá munu[126] þjer fyrer yðarn heiðr skulld at látha oss fara á burttu aptur[127] með friðe.» En Gaudon þagnaðe, er hann heyrðe þetta, ok qvaðzt mundo finna þá at morne.

8. So[128] er ok sagt, at Ósvalldr konúngr hafe haft hjá sjer einn hjörtt mjög ágæthann stundum at sjá bæðe at stærð ok fegurð, en í sumligum bókum greiner so, at þat være eingill, ok so var, at hvat nær er hann var hjá konúnge, þá var hann so fagr at litha, at aller þeir er[129] hann sáu, þá villdu þeir eiga hann, ok so mun enn verða. Snemma um morgunen stendr Gaudon upp, ok gengr til ráðz við sina speckinga, hvat hann skule gjöra við[130] þá kaupmenn, er þar voru komner, ok kristinna manna theikn bære á sjer, thalde þó þat til, ath sjer þætte illt að[131] drepa sakalausa, er hann sjálfr hafðe gjefit þeim frið ok frelse áðr. Enn være þat, at þeir fjengu honum nockurar góðar gersemar þær sem honum girnttezt til at eiga, þá munde hann þat þiggja, ok látha þá efter á fara hverrt þeir vilja. Þetta þótte öllum hanns ráðnauthum vera eð beztha ráð. Siðan lætur hann blása til saman mikin fjölda manz, ok gengr ofan til sjófar at finna Ösvalld konúng, ok þegar at þeir finnazt , býðr Ósvalldr konúnge í thjölld, en konúngr lætur dræmt vit. Enn í þessu þá hleypr einn mikill hjörttur[132] fyrer dyrnar á thjaldinu , og[133] þegar Gaudon konúngr lítur hjörtten, dynur þegar ágirndaraugn í brjóst konúnginum, so at hann seigizt ecki annat mega en eignazt dýrit, ok fretter Ausvalld, hvortt hann[134] hefur þetta et mikla dýr haft þángat. Hann seijer at so sje. «Þetta eð fagra dýr verðr ek at eiga», seijer konúngr. «Þat má vel,» seiger Ósvalldr, «ok er hann slopen fyrer oss ofrsynju[135], því at ek þeincker, at hann sje styggr at thaka.» Gaudon kvaðzt ecki því skeyta. Enn allt á medan at þeir rædazt við, þá hleypur hjörtturinn[136] aptur ok fram þar hjá þeim, ok leikur sjer, en konúnginum[137] lizt æ því betur á dýrit, ok býðr at thaka hest sinn ok skeythe; hjer með kallar Gaudon á alla sina menn, ok býðr þeim at fara med sjer, ok thaka dýrit, so þat komezt ecki undan. Enn þegar dýrit sjer ok skilr konúngsins vilja ok hanns manna, hefur þat sig á rás undan, en konúngr ok hanns fylgjarar efter. Gjörer dýrit stundum, at þat stalldrar við, ligt sem þat vile þá ok þá látha thaka sig, en stundum hefr þat sig undan, so at varla komazt þeir í augsyn við þat, en konúngr ok hans menn keppazt því meir at elltta þat, ok vilja komazt yfer þat því hjelldr[138] ok liðr so marga daga í samt, at þar sem þeir skiljazt við dýrit um qvelldit[139], þar finna þeir þat aptur umm mornana. Þetta þyker konúnge ok hanns fylgjorum undrum gjegna, enn gá þó alldre sin thil þess at snúa aptur.

9. [140]Nu er ok nockut frá því at seija, hvat sem konúngs dóttur[141] hefzt at, at hún er í herbergjum sínum heima at borginne. Og[142] aðr en konúngr faðir hennar fór heiman, þá hafðe hann láthet læsa aptur dyrnar, er hún var fyrer innann, med sterckum jarnfestum, so at einginn skyllde mega komazt inn thil hennar á meðan hann være í burttu, ok so hún samaleiðis ecki helldr út komazt, ok þar hjá henne voru iiij meyjar, er henne skyllde skemtta ok stytta fyrir thíma, meðan faðir hennar være úthe. En þegar at hún visse, at faðer hennar var heiman farenn, þá gengr hún ok meyjar hennar upp í hæstu vigskörð á murnnum[143], ok fær at sjá hvar sem einn mikill björttur[144] leikur sjer niðr á grunndunne hjá konungunum, er þeir thalazt vit, þá kallar hún á meyjarnar, ok seiger til þeirra: «Kære[145] systur! sjáit þetta et[146] fagra dýrit , hverssu þat skemtter sjer; viljum vær búa oss út, ok sjá gjør þenna hlut, því at mik[147] fýser til þess mjög.» Þær svara: «Vær viljum gjarnan gjöra þat þjer vilit oss bjóða, ok þess viljum vær yðr biðja, hvat sem þjer[148] vilet fremja, þá látit þjer oss ecki við yðr skilja.» Hún qvat so vera skylldu. Siðan klæda þær sig kallmanzklæðe allar, ok þar með býðr hún þeim at thaka með sjer[149] sína kórónu, er faðer hennar hafðe gjefit henne ok so þeirra klæðe ok aðrar dýrligar klenóðia, er í hennar varðveizlu voru geymdar, so miklur sem þær mætte bera. Þær gjöra nú so. Efter þat gjörer hún so ráð fyrer, at þær skulu fara annann veg en vanth er at gánga. Þær seija[150] so gjöra skulu, og[151] fara af stað: en þá sem þær qvomu at dyrunum, er þá allt annars en þær villdo ok æthluðu , þvíat dyrnar voru læstar fyrer utan með sterckum járnviðjum. Þetta þótte konúngs dóttur[152] mikit ok mællte fyrer munn sjer: «Þú guð allra guða, sem kristner trúa á, ok skapat hefur himen ok jörð, sýn þú mjer nu þína myskun[153], ok gjef mjer ok mínum systrum, er hjer standa, at vær mættum fá heilaga skirn í þinu nafne, ok at ek óhindrut mege komazt á valld Ósvalldz kongs, þins þjenara ok mins unaztha«, ok slóg med hendine á hurðina, en af guðs kraptte spratt hurðin upp á gátt, en jánfestternar allar í sundr. Þær urðu yfrit mátha glaðar, ok sögdu sem með einum munne: «Lofaðr sje guð himnanna ok cristinna manna, því at þat sjáu[154] vær nú, at hann er bæðe mikill ok mátthogr, ok þetta mátte alldreigi Machameth vor guð gjöra.» Siðan gengu þær at öllu óhindrathar, allt þar til at þær qvomo thil thjalldbúðar Ausvalldz konúngz. Sthóð hann upp í móthe konúngs dóttur, ok fagnnaðe henne med allre hliðu, verðr nu bæðe koúngr ok allt hans faurunethe[155] glaðer við þetta, ok lofa guð ok hanns blezaða móðr[156] júngfrú Mariu. Og er kóngr hafðe sethið[157] nockra stund, kallar hann ok seiger: «Góðer herrar! ef þjer vilit sem ek, þá vil ek hjeðan fara, þvíat þat er nú mjer hjer í hende, er ek gjörða mína reisu til hingat til landa.» Aller seigjaz vilja so gjöra, sem hans vile sje hellzt thil. «Flythjum þá til skipa« , seiger konúngr , «nema thjöllden; þau skulu kyrr standa ok leingzt bída,« ok so er gjörtt. En þegar at konúngr ok hanns fauruneythe eru reiðubúner, þá vinda þeir upp ackere sin ok segl, ok sigla thil hafs, ok gaf þeim vel í nockura daga.

10. Nu[158] er þar en fyrst til at thaka, er fyrre var í frá horfit, at Gaudon konúngr hefr[159] farit umm skóga ok merckr stórar, til at veiða hjörtten, sem fyr var frá sagt, en var hirtthenum ok hanns fylgjarar efter á at jafn-nærre ok áðr. Af þessu ángraði Gaudon, ok snere þá aftur með so búit. Enn sem hann kom heim, bathnaðe honum ecki at helldr fyrer brjóste, nema nú lá honum við náliga at hamazt, ok gánga af vithinu, er hann fjeck vitha, at dóttur hans var í burttu. Efter þat lætur hann boða til sín aullum sínum vinum ok mecthar-höfdingjum, ok lætur so vera med þeim orðum, at þeir sje komner innan fimttar með so mikla megtt[160], sem hverr gæthe af stað komit; ok sem þessir eru til samans komner aller fóru þeir þá efter Ausvallde konúngi, ok fundu hann under einne[161] ey. Gaudon konúngr gengr á land upp med allt sitt fólk, enn þat var so margt, at[162] hann hafðe þrjá fyrer einn, er Ausvalldr konúngr hafðe. Enn þegar at Gaudon kemur nockut lángt upp á eyna, sjer hann hvar Ósvalldr situr, ok dótter sin hjá honum, verðr hann ákafliga reiðr, ok kallar sem hann má á Ösvalld konúng með þessum orðum: «Þú hinn ótrúazthe óvinur[163]! Þú ok þiner fylgjarar hafa thekit mína dótter[164] í burttu með flærð ok underhyggju, ok fyrer þann skulld verði þjer at þola dauða.» Þá svarar Ósvalldr : «ef ecki á betre efne verða, þá er mjer þat ecki á móthe, þó at láthe lif mitt fyrer minn skapara ok heilaga trú skylld, ok er þjer þat eð beztha ráð, Gaudon! at þú thaker heilaga trú, ok trúer á sannann guð.» Þá reiddizt Gaudon, ok thókzt þá með þeim mikil oröztha[165] ok mannfall á beggja sijðr, ok með þat afðaztha þá miste Gaudon sitt lið so mjög, at hann varð yferunnenn, ok Ósvalldr mátte látha vit hann gjöra sem hann villde ok mællte siðan til Gaudons: «nú er so komet fyrer þjer, Gaudon! at ek vil at þú láter þik skira í nafne Jesu Christi, ellegar skalttu deyja.» Gaudon svarar, ok sagðizt alldre skyllde sig látha skira, nema Avsvalldr konúngr þiggi þat af sínum guðe, so hann mege sjálfr sjá hanns magt[166] at hann gæfi avllu sinu fólke aptur lijf. Þá svarar Ósvalldr: «Sannliga er mínum guði þetta eingin þraut, ok fjell siðan til jarðar ok bað guð af öllu hjartta, at hann skyllde sýna þeim sina myskun[167] ok gjefa þeim hvorthvegjum aftur þeirra lif, bæðe sínum mönnum, ok so þeim er fallet hafðe fyrer þeirra vopnum, so at hanns dýrð yrðe at meire; en því þá bað sancte Ósvalldr umm sina menn, at honum kom í hug, at Gaudon munde ecki vera so trur sem vera skyllde ok fram kom, sem brátt má heyra, því at jafnn snartt sem guð hafðe heyrtt ákall Ausvalldz konúngz ok fólkit reis upp aptur af dauða, sem fallit hafðe, þá varð Gaudon þegar at öngu betre en fyre, ok slog þá en í bardaga bæðe so mikinn ok ákafligann, at með guðz fúllthinge þá á lithille stundu hrunde so mjög niðr gjörsamliga allt folk þat, sem faret hafði með Gaudone konúnge, so at fátt eitt var efter. Þá mællte Ósvalldr konúngr thil Gaudons: «Thak þú en, Gaudon! vit heilagre trú, ok trú á sannan guð, ellegar skal ek láta deyða þik.» Þá svarar Gaudon: «Þat máttu nú gjöra, ef þú villt, enn af trú minne geing ek ecki, nema guð þinn sje so krapthauðigr, at hann láthe þann harða steinenn, er þar liggr, gjefa[168] vatn af sjer, so at ek sjáe þat. Ausvalldr seiger: «Sannliga er mínum guðe þetta ecki meira enn þat fyrra, er hann hefir thvisar sýnnt þjer, ok meire er dýrð hanns ok goðseme, ef hann vill sjer sóma látha, ok birrtta þjer slíka hluti[169] ok aðra þvilíka, helldr enn þú ertt verðr thil. Enn thil þess, at hanns guðlig magt [170] verðe at ljosare fyrer þeim, sem áðr eru blinder, þá bíður[171] ek hanns háleitha milide at reiðazt mjer ecki, þó at ek freista enn þessa, ok gjeck at einum miclum steine ok stje á með fæthe sinum, ok mællte siðan: «Þú steinn!» sagde hann, «gjef þú vatn af þjer, so at aller þeir, er hjer standa, mege sjá guðs dýrð.» Enn jafn-snartt heyrðe guð hanns ákall, so at steinnenn varð so blauthr sem leir, ok spratt þar upp skirtt vathn[172]. svarar Gaudon : «Sannliga ok án allan efa er þinn guð bæðe mikill ok máthogr, ok fyrer vijst mátte Machameth slíka hlute alldreigi gjöra, ok vil ek nú at þínum ráðum fara.» Ósvalldr konúngr gladdizt nú, ok hjellt höndum til himna ok lofade guð. Siðan skirðizt Gaudon ok þat lið, sem hann hafðe haft med sjer, ok guð hafðe tvisvar af dauda reist, ok var Gaudone gjefit annat nafn í skirninne, ok skyllde upp frá því heitha Simon. Enn á príðja deigi upp frá því ljet Ósvalldr konúngr skíra drottninngarefne sitt ok fjöllda[173] manna , er faðer hennar fjeck henne thil fylgðar. Efter þat fór Simon konúngr þeim aftr í riki sitt með sinn her, ok skillduzt med miklum kærleika, gaf Simon konúngr Ausvallde alltt þat hann villde beiðazt[174], ok í hans ferð var. Þegar at Simon konúngr var heim komenn, seiger hann drottníngu sinne allt hvernen[175] faret hafðe , ok thalaðe þá fyrer henne so mikit, at hún ljet skirazt, ok so siðan hverjer af öðrum[176], so at innan .xviij. daga varð allt fólk þar í landenu snuit til heilagrar trúar. Enn Ausvalldr konúngr siglde heim í Eingland aptur með faugrum sigre, ok hjellt þegar sitt brúðlaup, er hann var heim kominn, ok stoð jafnt í .xl. daga með allre[177] vegsemd ok heimsens bliðu, ok lifðu vel guðrækiliga ok hreinliga, ok upp fyllttu sina lifdaga með guðs kærleika. So greinezt ok af Osvallde konúnge, at hann settizt alldre fyr thil síns bordz, enn hann hafðe áðr láthed math búa fyrer mörgum hunruðum fáthækum mönnum, ok gaf þeim úr sínum eiginum höndum þessa aulmusu á hverjum deigi.

11. [178]So þar thil á einum páskadeigi[179], er konúngr sath under borðum, og[180] hann hafðe gjörtt efter sínum vana at borða fyrer mörgum þurfthogum, þá qvomu enn aðrer fáthæker til hanns, ok báðu hann aulmoso í guðz nafne, þá thok konúngr diskenn, er fyrer honum stóð sjálfum, ok áth af, ok bauð at brjótha hann í sunndr, ok gjefa hann efter á pilagrímunum, sem komner voru, og sagðe, at «þat være ecki vel, ef minn herra Jesus Christus kæme til mín, ok ljethe ek hann at fara í burttu aptur frá mjer synjande, þó helldr kome hann til mín í pilagríms mynd helldr enn auðruvis, þvíat þá sem ek kemur til hanns, þá lethe hann mik fara frá sjer erindislaust, ok seiger so: «Eg þecke þik ecki, fyrer þvíat þú þegter mik ecki á meðan at þú lifðer i heimenum.» Enn þá sem konúngr sagde þetta, þá sat unnder bordenu nærre konúnginum, einn heilagr biskup, er Aydanus hjet. Þessi biskup thók höndina á konúnginum ok mællte: «Sje», sagðe hann, «þessi hægre höndinn, er ek helldr á, mun alldreigi rothna, því at marger menn munu bæðe verða fædder ok styrckter af henne, ok so hefur þat ok halldizt[181] siðan, þvíat hanns hönd er enn i dag so fersk, sem være[182] hún á lifande manne, ok er sett í eina[183] silfrþró, ok búit um mjög ágjæthliga[184] i sancte Peturs[185] kirkju á Einglande, ok er þar dýrkut, ok marger gjøra þángat pilagrims reisr[186] með storum gjöfum[187]. Sanncte Ósvalldr hafðe ok látheð steypa eina klaucku[188], til þess, at nær sem hann hafðe nockur málefne fyrer, þá ljet hann hringja klauckunne, ok þó at hann fære nockurs staðar, þá ljet hann flythja kluckuna æthið með sjer. So hafðe hann ok þá siðvenju, at nær hvorutveggju átte sín mál fyrer honum at kæra, riker ok fáthæker, þá ljet hann ávallt hina fáthæku[189] fyrer gánga. So finnzt ok skrifat, at sancte Ósvalld hafðe allt jafntt stríð við þrjú konúnga fyrer heilagrar trú[190] skulld. Hinn fyrste var einn konúngr af því ríke, er heiter Forheiðe[191], annar var konúgrenn af Bríthaniam ll[192], þriðje var konúngurinn af því rike, sem Mericienn heiler[193], ok sá var þeirra þriggja mectogazthur. Þessir gjörðu mikil thjón ok forþroth[194], ok varð at þola stórt ómak bæðe hann sjálfr ok hanns góðer menn til at frelsa sitt ríki fyrer þeirra ásóknum. Enn hverssu[195] mikla veralldliga sorg ok áhyggju er hann hafðe, þá þjónaðe hann æthið samth með allre góðfýse ok líthelæte sínum blezaða skapara med fanstum ok vökum, með bænaballdi ok milldum ölmusum, ok fyrer þat var guð drottenn allthið með honum. Og[196] þá sem þessi styrjolld ok grimmur[197] ófriðr hafðe þann veg nockura stund so verit, at fyr greinder konúngar gjorðu áhlaup stór inn í Eingland, rænttu ok tóhku allt þat er þeir gátu náð, þá með þessu villdu þeir, saker þeirra illzku , þó ecki látha sjer þetta nægja, helldr safna[198] þeir til samans ógrynne liðz með illþýðe[199] þat vesta, er þeir mega, ok með þetta lið fara þeir inn í Einglannd, ok gjöra sancte Osvallde þau boð at koma til móthz við þá með þat fólk[200] er honum vilja[201] fylgja, ok hallda opet aurlogh á einum[202] slettum velle, er liggr á mille Brithaniam ok Einglandz, ok þó nær[203] Einglande[204]; enn vill hann þat boð ecki þiggja, þá æthla þeir með herskillde ok loganda ellde fara umm allt Eingland, ok eyða þat so, enn naðuga honum sjálfum at kasta heilagre trú ok dyrcka guð þeirra. Ok sem konúngr fretter þessi boð, biðr hann guð af öllum hug, at hann virðizt til ok[205] heyra sitt ákall, ok vera í fyllge með sjer, ok sender siðan út heraur á báðar hendr ok stefner[206] at sjer öllum þeim, sem á hanns fund villdu koma, enn fór undan með þat lið, er fyrst kom til hanns, á hendr heiðíngjum, ok umm notthena áðr enn stríðen[207] átte at vera umm morgunenn efterá, lá Ósvalldr konúngr alla nottena á bænum, ok býfalade sig ok sina menu under[208] myskun ok umsján[209] almátthogs guðz ok hanns signaðrar[210] móðr[211] júngfrú Maríu, ok bað þau umm, at þat skyllde skje, sem þau villde, ok gjörðe so ráð fyrer, at þeir skyllde sethja upp heilagt crossmarck fyrer mercke. Enn þegar umm notthena, er hanns lið var sofuat, enn hann ein vagtte efter, heyrðe hann eina rödd, so mælande til sin: «Eyja! þú þislavottur guðz ok ærligur[212] riddare Ausvallde! verttu ecki hryggr, helldr gleð þik[213], þvíat þegar á morgun skalttu vera bæðe sitthjande ok ríkjande med guðe ok hanns úthvölldum í himeríki[214] ok þó eigi þú einn at eins, nema líka aller þíner fylgjarar.» Af þessare rauddu ok fagrligu fyrerheite varð hann mjög glaðr ok lofaðe guð.

12. [215] Um morgunnenn snemma þegar í ár vagtthe konúngr allt sitt lið ok thalde fyrer þeim heilaga trú ok mörg aunnur stórmercke drottens, er hann hafðe veitt ok sýntt sínum ástvinum, bæðe fyrer híngatburdenn ok so efter á, ok styrcktte sitt fólk bæðe með þessu ok mörgu auðru, ok mællte þá til þeirra sjálfra, so seigjande: «Heyrit þjer, hiner allra sterckazter riddarar Jesu Christi! verit örogger ok styrcker í heilagre trú í þessare [strið[216], ok striðit mannliga á mothe guðz óvinum ok yðrum, ok fyrer þat skulu þjer eiga at sithja eylift ríke með sjálfum guðe ok hanns helgum mönnum. Hjer fyrer, þjer allra kæraztu viner! útrettit nú yðrar hendr ok hjörttu thil gudz ok biðit hann at hjálppa yðr með sínum einglum!» Enn þá sem konúngr hafðe þetta mælt, þá kom ofann af himne yfer hann mikit ljós, ok ur því ljósenu heyrðe hann raudd drottenns, so seigjande: «Ausvallde! þú verðr eylifliðga lifande med mjer.» Litthlu efter þetta kom á mothe honum óflyjande her af ótrúunndum þjoðum, ok thókzt þá þegar mikill bardage, ok fjellu[217] af hvorumthveggjum fjöllde[218] fólks. Enn saker þess, at liðz munur[219] var ofrmikill, ok so þess annars, at guð villde hafa sancte Osvalld[220] til sin í þessare reisu, þá varð bæðe konúngr ok lið hanns allt yferunnit. Og[221] þá sem konúngr sá, at hanns folk varð niðr slegit sem annat hráviðe, þá leit hann upp til himna ok mælte: «[Herra Jesús Christus[222], þú almecthogur[223] guð! thak thil þin þeirra manna sáler, sem hjer í dag látha sitt lif fyrer þíns helga nafns skulld!»— Ok þegar í stað fjeck hann at sjá hvar sem einglar guðz qvomu ofan af himnun ok thóku sáler hanns manna, jafnótt sem þeir urðu drepner af þeirra óvinum, ok færðu þá aptur upp med sjer með miklum fagnaði ok lofsaungum til eylifrar dýrðar. Þá mællte konúngr, er hann sá þetta[224]: «Lof sje þjer utan enda, drottenn minn! því at nú hefur ek mikinn faugnut sjeð, at sáler minna manna eru nú undan mjer farnar til dyrðar þinnar, ok fyrer því er ek nú glaðr til at deyja med þeim ok fara úr þessum heime ok til þeirra. Siðan mællte hann: «Drottenn [Jésus Christus[225], faðer himneskr! í þínar hendr fel ek anda minn !» ok gaf jafnskjótt sinn anda upp. Enn guðz einglar færðu sál hanns með fögrum lofsöngum til eylifs fagnnaðar. Efter þat ljet konúngrinn af Mericien thaka hanns líkama, ok ljet höggva bæðe haufuðit ok báða handlegginna af honum, ok bauð at heingja þetta hvortheggja hjå almennings gauthu, þar sem flester fære umm, honum til háðungar[226]. Efter þetta hið illa morð ok manndráp, sem hinu[227] ómilldu thíranner[228] höfðu framit á þessum guðz vine ok hanns mönnum, þá rænttu þeir ok rupluðu, brendu ok niðr bruthu borger ok bæe á Einglande, hvar þeir qvomu vit, ok fóru efterá í burttu after moð þat ok heim thil sín.

13.[229] Ein áre efter þetta kom einn konúngr í stað Ósvalldz konúngs, er hjet Osvinus[230]. Þessi konúngr ljeth thaka sancte Ósvalldz haufuð ok hendr, ok bjó um þat merchiliga, ok bauð at látha grafa med allre verðogheit, ok so var gjörth[231]. Ok guð allm állmátthogr gjörðe þar bæðe margar ok stórar jartheikner fyrer síns vinar skulld, sancte Ausvaldo, ok enn í dagh er so, at hverjer, sem sækja til hanns grafar ok biðja hann hjálppar með rettu ákalle, hvortt sem er helldr umm guðz eðr æru, eða hvat annat er menn biðja hann fullthíngs umm, þá verðr þeim þat þar veitt af guðe. So finzt ok í sumligum historium af sancte Osvalldo, at hann[232]hafe alldreigi þýðzt neina qvinnu[233] utan halldith hreinlife alla sina daga[234], ok kemur þetta þá ok vel thil saman, því at hvergi finnzt þat, at hann hafe átt nockut barn[235] ok so þat, at hann hafði fallit í striðe, jafnt ok hjer seiger. Efter mörgum árum, frá því at sancte Ósvalldr var sleginn, þá villde einn riddare riða inn í Brithaniam[236], ok sem hann upp kom á fjallet, er sanctus Osvalldus var sleginn, þá fjeck hestr hanns mikla sótt, so at riddarenn þeingtte, at hann munde sjer alldrei meir at gagne verða, ok lagðe sig niðr til svefns; enn áðr hann sofnnade[237], hugsaðe hann sig umm, hvortt hann munde ecki mega reka hann undan sjer, ok stóð upp ok gjeck at hestinum[238], ok villde koma honum á fætur enn hesturinn[239] snere sjer á ymsar sijðunnar[240], ok leith um sig allz staðar, enn á fætur kom hann honum ecki, ok af slíku ángrazth mjög riddarenn, þvíat hann æthlar ecki annat enn hesturenn[241] mune endaliga deyja fyrer sjer, ok leggr sig niðr aftur ok sofnar lithla hrið, ok er herrann vaknar, sjer hann at [hesturenn velltur[242] sjer, ok er nockut so lángt í burttu frá honum; var hesturenn þá þar at kominn, sem sancte Ósvalldr var sleginn, þá hvilde hesturenn sig, enn þá minnztth varaðe, þá stöck hesturen[243] upp, ok thók at bitha gras, ok innann líthillar stundar þaðan í frá varð hann allheill. Þá vartt[244] riddarenn glaðr, ok þackaðe guðe, ok fjeck at skilja af íblæstre ens helga anda, at þar munde einhverr heilagr maðr vera jarðaðr, ok gjörðe þar eitt glaugth marck, hvar þetta var, því at hann var einn viss mann, ok reið siðan thil herbergis nær einum ríkum manne. [245]Þessi herbergisbóndinn átte sjer eina dóttur[246], sem hafðe leingi leigit í storum kránkleika; ok sem riddarenn bæðe heyrði þetta ok so leith píkunar meinlæthe, þá mællte hann til húsbóndans í húsenu, ok sagðe honum, hvernen at hestur sinn hadðe faret bæðe með þat fyrsta ok allt þar til er hann varð heill aftur. Þá bað bóndenn riddarann, at hann villde riða þángat er þat var at hestur hanns varð heill. Þat gjörer hann, ok höfðu júngfrúna með sjer þángat. Enn þegar at þau voru komin í þann stað er hesturenn stöck upp, þá lagðe meyjan sig niðr, enn hún sofnaðe[247] jafn skjótt, ok þegar at hún vaknaðe, var hún orðen allheil[248] af aullu sínu meine, þauckuðu þau aull almátthogum guðe ok þeim guðz vine[249] er þar hefðe verit jarðaður[250] ok fóru heim aptur síðan. Leithaðizt þessi riddarenn þá efter, hverr at þar munde vera grafenn, en umm sijðer verðr honum sagt, at Ósvalldr konúngr hefðe þar fallet í striðe. Þessa jartheikn seiger hann öllum hvar hann fór, ok samaleiðis bónden er þikuna átte, ok upp fra því gjörðizt þángat mikil sóknn af ymsum lönndum af [krönckum mönnum[251] ok fjengu þeir aller both sinna meina, er þángat sogtthu, fyrer verðleik ok árnaðarorð heilags Ósvalldz kóngs.

14.[252]Í einn thíma fhóru nockurer menn af Brithani thil þessa sama staðar, er sancte Ósvalldr var grafinn, ok var þá þar at sjá mörgh undarlig graus, er hvergi þar í lande funduzt slik med ýmsum litum. Þá var í ferðinne með þessum mönnum ein hygginn mann, hann mællte: «hvat mun því vallda, at þetta plátz, er vær erum á, er miklu grænna ok at öllu fegra[253] enn önnr jörð hjer í nánd, ok sannliga trúe ek, at þat mege[254] ecki annars vera, nema hjer hafe annathvortt verit grafin einnhverr heilagr maðr, eða í hel slegin; og[255] fyrer vist skal ek hjeðan ecki fyrre fara, en ek hafe reyntt, hvortt hjer er nockr[256] grafinn eða eigi.» Þessu verða þeir aller samþycker. Síðan thaka þeir til ok grafa, ok finna þeir þar bein ok frábæreligan ilm kenna þeir fyrer þeirra nösum, so at þeir þyckjazt alldreigi fyrr hafa kentt jafn-unaðsamligan sem þennan. Siðan thaka þeir nockut af beinunum ok leggja í einn hreinann línduk, ok búa umm virckuliga, ok saugðu sin á mille: «þessi bein skulum vær hafa með oss allt jafnt, til þess at lækna med sjúka menn, hvar vær komum.» Þetta gjöra þeir, ok thekr sá til sín beinen at geyma, sem fyrst thók til máls at grafa til þeirra. Siðan fara þeir leiðar sinnar ok koma fram í einn stað; þar var halldinn mikil veithzla, þángat fara þeir, ok er þar fyrer mikill fjölde fólks, ok voru at etha ok drecka. Þessir buðu til qvomumönnum at etha með sjer ok drecka. Þeir þiggja þat, ok er gjörtt við þá alt hit beztfa. Enn á meðan at sá var at etha ok at drecka, er beinin geymdi[257], þá thók hann þau ok heingde með duk ok allre ummbuð upp á vegginn hjá sjer. Enn á meðan at þeir voru at þessari[258] sinne iðju, þá kom elldr í þat husit, er þeir sáthu í ok drucku, so at þat brann upp at ausku, þvíat þat var gjörtt af tre, og þeir sem drucku í húsenu, vissu ecki fyrre thil, en elldrinn gaus hátt upp yfer húsit, ok hljóp þá hverr upp ok út sem búen var. Enn þá sem húsit var brunnit, þá fanzt ok einginn hlutur óbrunnen, er í því húse átte at vera, nema bein sancte Ósvalldz konúngs, þau voru at [259]aullu óspillt ok óbrennd[260]. Þá frettu þeir efter, sera fundu, hverr at þar munde vera jardaðr. Þá saugðu landzmenn þar, at einn ágætur[261] konúngr af Einglande hefðe þar verit sleginn ok grafinn, er Ósvalldr hjet. Þá saugðu þeir þetta theikn fyrer mörgum mönnum, ok óthal fólks qvomu þángat ok hverrn hint eða hvertt mein at hverr hafðe, ok báðu guð ok sancte Ósvalld at letta sjer eða bætha, þá fjengu aller sina bón.

15. [262]Þat var ein maðr nockut so gemsfullr; honum var ok sagtt frá þessum stað, er sanctus Osvalldus var slegin ok grafinn. So var ok honum sagt í frá mörgum jartheiknum, er guð lethe birttazt fyrer hanns skylld. Þesse maðren thók sig upp thil ferðar, ok kom til leiðis[263] sancte Osvalldz á nátthar þele, ok hugsaðe með sjer: «Ek skal nú sjá þessa[264] unðarligu hlute, sem hjer birthazt fyrer öllum, er hjer koma»; enn hanns von varð honum ecki at öngu, þvíat so snartt sent hann kom at leiðinn, fann hann bein sancte Ósvalldz liggjande ofan á slettre jörðune. Þá varð hann harðla glaðr, ok thók upp öll beinnen, er hann fann, með ástuð, ok bjó umm þau með allre virkt, ok flutte siðan með sjer í Austurrike[265], ok gaf han drotthningunne þar, en hún var bróðrdotter Ósvalldz konúngs. En hún þackaðe honum stórliga þá gjöf, ok ljet gjöra at dýrliga ummbuð, ok helt þau sem aðra helga dóma. Siðan flutte hún helga dómen þennanu úr því rike, er hún þá var i, ok í eitt annat land, er heiter Limdissino[266], í því[267] lande var eitt klaustur[268], er drottningin hjellt mikit til, ok so til þeirra herra, er í klaustrinu þjónnuðu, ok villde hún því koma helgum dómenum þángat, ok so varð. Á saumu nóttenne, er beinnen voru komin í klöstur[269] þetta, ok drottníngin ok hennar fylgjarar villdu gánga ok skoða um beinin, ok so fyrer aflát[270] skylld, þá stoð hún snemma upp ok gjeck með sínu föruneythe til kirkju. En þegar birtte guð henne fagra sýn ok þeim, er henne fylgðu[271], so at þeir sáu eina hvítha dúfu[272], hún gjörðe ymizth, at hún setthizt niðr á bein sancte Ósvalldz, ellegar fló hún í burttu aftur. Af þessare sýnn gladdizt mjög drottningin, ok lofaðe guð fyrer. Umm morgunen efter sagde drottnínghin ok menn hennar bræðrunum í klaustrinu, hvat þeir haufðu sjeð. Þá fögnnuðu bræðrner þessare sýn ok slíkom helgumdóme, er guð hafðe þeim ok þeirra klaustre gjefit. Nockuru seirnna, er bræðurner voru í kirkju sinne, ok lofuðu guð efter þeirra venju, þá sáu þeir, at eitt skjærtt ljós leið ofan af himne til ok beint þar niðr, er sancte Ósvalldz bein voru[273]. Í þesso var einn fáthækr maðr þar komin thil þess ef hann mætte fá nockura líkn sins meinlæthis, er hann hafðe, en þat var, at óvinrinn bjó með honum[274], ok hafði hann af thílvisan guðz almáthogs dreigizt þángat, er bein Osvalldus voru; en er hann hafðe legit þar lithla hrið, varð hann frelstur[275] af þessum óvin, so at hann gjörðe honum alldreigi mein[276] upp frá því, ok fór í burttu aftur alheill[277], ok þackaðe guðe ok sancte Ósvalld. Samaleiðis gjörðu[278] ok bræðner aller í klaustrinu, er þessa sýn ok jartheikn bæðe sáu ok heyrðu.

16. Í[279] nockurn thíma kom einn blindr maðr[280] þángat, sem sanctus Osvalldus var grafinn, því at honum hafðe verit sagt af þeim stormerckjum, er guð ljeth skje fyrer heilagleik síns vinar þar. Siðan thekur hann molldenna með fullre trú þeirre at hann mune fá sína sýnn, ok riðr molldinne umm augun á sjer, en þegar í stað fær[281] hann sina sýn[282], sem hann hefðe[283] alldre verit blindur, lofar hann guð ok sancte Ausvalld fyrer þessa hjálp ok myskun[284], er honum veitttizt. [285]Á þessum sama stað, er þessi guðz dýrlingr var af sínum óvinum í hel slegin, þar var ein mikill cross[286] upp reistur. En þá sem [nockurer fáthækir[287] quomu þángat til grafarinnar, þá fóru þeir thil ok thálgvðu sjer spónu af krossinum þessum, ok lögðu siðan í hreint vathnn, ok gáfu efterá auðrum sjúkum mönnum, ok hvat mein, sem hverr hafðe á sjer eða [innann sjer[288], þá fjengu aller bóth sinna kránkleika, er þeir drucku af vathnnenu, ok lijka fjengu bóth aðrar skepnur af sínum meinum, þegar at þær drucku[289] af þessu vathnenu fyrer myskun[290] guðz. Og[291] þesse staðr er nú siðan kallaðr á lathinu celestis locus[292], en á eingelsku himneskr staðr, en þat er at skilja, at í þeim stað skal upp hefjazt ok fullgjörazt himnesker hluter, bæðe mikler ok so undarleger, í heiðr við guð sjalfann ok han útvalldann vin, sanctus Osvalldus. Nú skulum vær biðja blezaðan herra, sancte Osvalld, at harm þiggi fyrer oss af almáthogum guðe at [alla góða hlute[293], er þessi guðzv vinur megi þiggjande verða af vorum lausnara, Jesu Cristo, megi oss ok til hjálppar koma bæðe til lifs ok sálar. Amen.


Kong Osvald den Helliges Saga

Illuminert manuskript som viser Uther Pendragon, Aethelbert, kong Arthur og Osvald av Northumbria (nederst til h.), fra Epitome of Chronicles of Matthew Paris. Datert første halvdel av 1200-tallet.
1. Det befindes skrevet i hellige Skrifter, at der var i England en fortræffelig Herre, som hed Osvald og var en rettroende christen Herre; thi han var dydig og godgjørende mod alle dem, som vare nødtørftige og søgte hans Hjælp i Ord eller Gjerning. Fattige Enker og faderløse Børn tog han under sit Værn og sin Beskyttelse i alle retfærdige Sager. Han hædrede og gav Føde til alle Geistlige, som vilde besøge ham, men var haard og stræng imod grusomme Vantroende og andre ugudelige Mænd, som befandtes under hans Herredømme. Han var og flittig i gode Gjerninger med Faste og Vaagen og gudelige Bønner og rundhaandede Almisser , saa at han havde Guds og gode Mænds Venskab, og hans gode Gjerninger, som han ideligen udøvede, fortaltes vidt og bredt, ikke blot over England, men og over mange andre Lande. Paa denne Tid var der ingen Konge i England, som ifølge rigtig Arvegang var berettiget til at styre Riget. Og følgelig efter Guds Bestemmelse og med de mægtigste og viseste Herrers Samtykke, som vare i Landet, valgte de Osvaldum til Enevolds-Herre over sig. Dette vilde han ikke, og han sagde, at han var dertil uværdig i enhver Henseende; men dette var dog ei Tilfældet; hvorvel han dog ei var af egentlig kongelig Byrd, saa nedstammede han dog fra en ædel Slægt baade paa fædrene og mødrene Side; heller ikke var det imod Guds Villie, at han skulde blive Konge, som snart vil blive berettet. Men da Osvald erfarer, at det er deres fulde Villie at ophøie ham til Rigets Styrelse, begav han sig lønligen bort fra dem, og han havde isinde at undslippe fra denne Værdighed; men det nyttede ikke; thi saasnart de vidste om hans Bortrømmelse, sendte de efter ham og bad ham ret indstændigen at vende tilbage og føie dem. Og endelig beseiredes han af sin egen Sjæls Godhed, og han vender tilbage til Staden igjen med de Mænd, som vare blevne sendte til ham. Alle i Staden bleve glade derved, saavel rige som fattige. Da nu Dagen kom, paa hvilken han skulde krones til Konge og salves med Chrisma, som Skik og Brug var, saa skete det ifølge Guds Tilskikkelse, at der intet Chrisma fandtes, hvormed han kunde salves. Da sagde Ausvaldus: «See nu, gode Venner, at Herren min Gud nu aabenbarer for alle, at jeg er til Sligt uværdig.» Da taug alle; thi de syntes, at de vidste ikke, hvad de skulde gjøre, eller hvad Guds Villie monne være i denne Sag. Men i dette Øieblik kom en Ravn flyvende ned fra Himmelen, som havde en Bodikke fuld af Chrisma, som St. Peter selv havde indviet; Bodikken holdt han i sit Næb, og den var gjort af reent Guld. Men om Ravnens Hals hang et Brev, som var forseglet med et gyldent Kors. Denne Ravn kunde og tale Latin og han sagde: «See her Chrismaet, hvor med I skulle salve Osvaldum: jeg har bragt samme ned fra Himmelen.» Derpaa tage de Brevet og læse det; deri stod skrevet som før er meldt, at St. Peter havde indviet Chrismaet og velsignet det. Og denne Ravn forblev siden efter bestandig i Kong Osvalds Pallads. Men da Osvald havde været nogen Tid Konge i England, da lod han en herlig Kirke opføre til Guds og Apostelen St. Peters Ære, og han lagde en stor Rente til dens Vedligeholdelse og bestilte Geistlige dertil, som der skulde tjene Gud og den hellige Kirke; han vedligeholdt og al sin Skik i Henseende til al nyttig Opførsel som før; kun lod han store Krige mod hedenske Nationer tiltage for den hellige Troes Skyld, og han tvang baade mægtige Herrer og store Stæder til (at underkaste sig) den hellige Christendom og hans eget Herredømme, saa at de maatte betale ham store Skatter og desuden yde ham Tjeneste, naar han vilde kalde dem: og inden faa Aar blev han saa mægtig, at Herrer og Høvdinger, Biskopper og Abbeder stode for hans Bord og tjente der daglig. Af denne Magt og store Herlighed opløftede han sig dog ikke til nogen Stolthed eller Hovmod, men var snarere desto mere ydmyg og velvillig i Alt og havde Gud stedse for sine Øine og tjente ham i al Kjærlighed baade Nætter og Dage, og Gud var stedse med ham. Han uddeelte og af sit Herredømme til Hertuger og Grever, til Jarler og Baroner og Adelsmænd hele Lande og Riger, men til nogle Borge og Landsbyer og Kasteller, til enhver efter hans Grad og berettigede Værdighed. Og da han nu saaledes havde kosteligen befæstet sin Regjering og sat sine ædle Herrer i enhver Stad efter eget Behag, og alle vare veltilfredse med Tilstanden — thi han var meget elsket af alle Mænd — ; saa skete det en Gang, at nogle af hans trofaste Venner samledes og raadsloge indbyrdes, at de vilde gaae hen til Kongen og raade ham at indgaae et hæderligt Ægteskab, paa det at Riget ei længer skulde være uden Arving.

2. Da nu nogle Dage vare forløbne efter dette, da samledes Herrerne igjen, for det Øiemed, som ovenfor er meldt, og de gik hen til Kong Ausvald og bad ham om Tilladelse til at fremføre deres Ærende for ham. Han bød dem fremsige hvad de behagede. Derpaa talte een for dem alle og sagde: «Værdige Herre ! Nu eftersom I haver sat og befæstet Eders Rige med god Styrke og nyttige Arbeider, saa at Alle de, som ere undergivne Eders Magt, nyde Fred og Lykke, saa vente vi, at Gud finder ligesaa megen Behag, som vi, i Eders Anliggender. Dog er der en Ting tilbage, som synes os at mangle, og det forekommer os, at denne Ting er uundværlig.» Kongen spurgte da nøie efter, hvad dette var, og han sagde, at han vilde følge deres Raad i Alt hvad der var mueligt. De takkede Kongen og sagde der paa: «Med Eders Tilladelse, Værdige Herre! finde vi, at det er en Hovedmangel, at I ingen Dronning har, som I kunde lade sidde og styre Eders Rige efter Eders Dag; thi vi ville i Fremtiden ikke gjerne underkaste os de Herrer, som ei have nogen retlig Adkomst til Kongedømmet; og de mange Ting, hvormed I haver styrket og forbedret vort Kongerige, blive ødelagte og fordærvede af dem, som hverken gjøre eller have gjort sig nogen Uleilighed derfor; dette ville vi ingenlunde skal skee hvis vi maae raade.» Men da Kongen havde fuldkommen fattet deres Andragende, svarede han, at han vilde overtænke Sagen, og give dem et Svar naar han havde hørt om den Qvinde, som han begjærede at ægte; men dette Svar gav han af den Grund, at han blot vilde affærdige dem; men med reen Samvittighed var hans Forsæt ikke at gifte sig og at bevare sin Kydskhed. Og da Herrerne vare ifærd med at gaae bort, blev der banket paa Døren, og den, som bankede, sagde, at han havde et Ærende til Kongen. Dette bliver fortalt til Kongen, og han befaler Dørvogteren at indlade ham, og tillige beder han Herrerne at tove lidt og høre, hvad den Ankomne har at andrage; og dette gjorde de. Derpaa kommer denne Mand ind for Kongen, og ifølge Guds Tilskikkelse syntes det som han var ganske graahærdet, saavel paa Haar som paa Skjæg, og dette var meget langt, og han havde en Palmegreen i den ene Haand og en Stav i den anden, og han gjorde sig lig en Pilegrim. Men i nogle Bøger staaer det skrevet, at dette var en Guds Engel. Og da han kommer for Kongen, knæler han og hilser ham med Anstand og Artighed. Kongen modtager ham venligt og beder ham gaae med sig ind i sit Pallads. Dette gjør han. Og da Kongen var kommen til sit Sæde, kalder han den Nysankomne og spørger, hvad for en Mand han var. Den anden svarer og siger, at han er en Prophet; «og jeg er bekjendt med to og halvfjerdsindstyve Nationers Lande, og jeg er et Sendebud fra Gud, udsendt for at kundgjøre dig, at du skal tage dig til Dronning en Jomfru, som er en hedensk Konges Datter: hans Navn er Gaudon, men Jomfruen hans Datter kaldes Pia; hun er overmaade skjøn og forstandig, og Gud befaler dig, at du skal føre en stor Krig for hendes Skyld og bringe hende til den hellige Troe, og Gud Herren haver udvalgt hende hertil.» Da nu Herrerne hørte dette, bleve de meget glade i deres Hjerter. [Tekst utelatt[294]] Nu spurgte Kongen Ravnen, om han vilde bringe sit Budskab til hedenske Lande til Kong Gaudon og anholde om hans Datter for ham. Ravnen sagde, at han vilde gaae derhen, hvor Kongen vilde sende ham. Derpaa skrev St. Osvald et Brev og satte deri den hellige Troes tolv Parter og lod derpaa Brevet sye under Ravnens Vinge og bød ham bringe dette til Jomfruen Pia, Kongens Datter, og dertil skulde han endnu føie disse hans Ord, at han havde udvalgt hende fremfor alle Møer i Verden til sin Kjæreste, og at hun var ham kjærere end nogen anden i Verden, siden han havde hørt hendes Navn. Derpaa tog Ravnen Afsked; men St. Osvald befalede ham Gud og Jomfru Maria i Vold og bad dem siden sørge for ham. Nu hævede Ravnen sig paa Flugten og reiste sin Vei.

3. Da nu St. Osvald havde skilt sig fra Ravnen som ham syntes bedst og som før er meldt, fløi denne, ifølge guddommelig Anviisning, i ni Dage, førend han kom til de Lande, hvor Kong Gaudon regjerede og til hans Hovedstad. Men da Ravnen kom til Byen, vare Omstændighederne saadanne, at Kongen var nylig gaaet til Bords, og der vare nogle Glasvinduer oplukkede, saa at Solen kunde desto bedre lyse i Hallen og Luftningen vifte Qvalmen bort, hvis Luften skulde blive qvalm, deels ogsaa for den overvættes Solhede, som er større i de Lande end paa andre Steder. Dette seer Ravnen og tager derefter sine Forholdsregler og flyver ind igjennem et Vindue i Hallen og sætter sig ned paa Bordet foran Kongen og Dronningen og deres Datter Pia og bukkede og sagde: «Gode Herre, Kong Gaudon! Giv mig Forlov til at tale med Eder; thi jeg haver et Budskab at bringe Eder og tillige anraaber jeg Eder ved den levende Gud og ved alle Jomfruer, at I ikke vil blive vred paa mig, og at jeg maa erholde frit Forlov til at drage bort igjen saasnart jeg haver fremført mit Budskab, hvad enten dette behager eller mishager Eder.» Da nu Kongen hører, at Ravnen taler et menneskeligt Maal, og det meget tydeligt, betragter han Fuglen længe med Taushed, og han falder i stor Forundring, hvad dette monne have at betyde, og ikke alene Kongen faldt i Forundring, men tillige alle de, som vare i Hallen, og som hørte Ravnen. Derpaa sagde Kongen: «Nu efterdi du har saa skjønt udbedt dig Forlov og tillige frit Leide, saa tør jeg ingenlunde negte dig dette, og sig nu frem hvad du vil!» Ravnen bukkede da for Kongen og sagde: «Min Herre Kong Osvald af England har sendt mig hid til Eder og beder Eder i al Kjærlighed, at I vil give ham Eders Datter Pia til Ægtehustru; thi dette er Guds og hans velsignede Moders, Jomfru Marias, Villie, og hvis I gjør dette, saa bliver I Gud kjær og velbehagelig.» Men da Kongen hørte, at Ravnen nævnte Gud og hans Moder Maria, da blev han meget vred og sagde: «Tager ham og fængsler ham for hans Guds og Marias Skyld og dræber ham uden Opsættelse, og vil vi saaledes prøve hvad hans Gud formaaer.» Men dette vilde Jomfruen ikke; thi da hun hørte det Budskab, som Kong Osvald havde udfærdiget til hende, fattede hun en saa stor Kjærlighed for ham, at hun røbede en stor Bedrøvelse, hvis der blev tilføiet Ravnen nogen Skade, og hun talte til Kongen: «Fader! Gjør ikke det, som I haver foresat Eder; thi dersom I lader denne Fugl dræbe, saa kan jeg derefter næppe nogensinde blive glad; og dog især af den Grund, at I har selv givet ham Forlov at tale hvad han vilde, og ligeledes skulde han have frit Leide til at gaae hvorhen han vilde, og det vilde være uherreligen handlet at bryde sin Troe og Løfte for en Fugls Skyld eller for en anden saadan Ubetydelighed.» Kongen svarede: «Kjære Datter! Vær veltilfreds, thi jeg vil overgive denne Fugl i din Magt, og gjør du med ham hvad du vil.» Da blev Jomfruen glad, og hun takkede sin Fader; og nu kaldte hun Ravnen, men han fløi strax til hende og satte sig paa hendes Haand. Derpaa gaaer hun ud af Hallen og havde sin Fugl med sig og bragte ham paa sit Værelse og tog ham og lagde ham til sit Bryst og omarmede ham, og hun kjærtegnede ham og sagde: «Kjære Fugl! Fortæl mig nu noget mere om din Herre Osvaldus!» Ravnen svarede: «Du ædle Jomfru! Føler med Eders Haand under mine Vinger, og der vil I finde et Brev og en Guldring; begge disse Ting har min Herre sendt Eder, og han bød mig desuden sige til Eder, at han haver Eder kjærere i sit Hjerte end nogen anden Jomfru eller Qvinde i Verden.» Derpaa tager hun Brevet og læser det, og hun finder deri alt, hvad Ravnen havde sagt hende, og tillige hvorledes hun skulde blive frelst fra evig Qval og Død, hvis hun vilde bortvende sig fra Hedendom og Vildfarelse og troe paa den sande Gud og holde fast ved disse tolv Parter af den hellige Troe. Men da hun havde læst Brevet til Ende, blev ved den hellige Aands Barmhjertighed hendes Hjerte antændt med en saa brændende Kjærlighed til Gud, at hun sagde, at hun vilde gjerne troe alt det, som han vilde lære hende om disse Ting, og hun opløftede sine Øine mod Himlen, ligesom og sine Hænder, saaledes talende: «Fader i Himlen! Jeg yder Dig Tak for Din Naade, som Du værdiges at vise mig»; og hun faldt grædende paa sine Knæe og laae saaledes i nogen Tid. Derpaa lader hun et andet Brev skrive efter hendes eget Dictat og lod samme viseligen indsvøbe, og dertil føiede hun en Fingerring.

4. Den anden Dag derefter træffer Ravnen Jomfruen igjen, og nu tager hun Brevet og syer det under hans Vinge ligesom før, og ligeledes befæster hun Guldringen. Derpaa tog hun saaledes til orde, og sagde: «Gaae nu og bring dette til din Herre og dertil sig ham dette, at jeg kjender ingen Mand i Verden, som jeg haver saa kjær som ham, og bed ham, at han maa erholde af Gud, at alt det, han ønsker, maa skee mellem ham og mig, og som han finder omtalt i Brevet, og at han skal næste Aar komme for at afhente mig med to og halvfjerdsindstyve Skibe, og at han skal have et Tusind Mand paa hvert Skib, og at han skal forsyne sin Hær med Kost og Drik, som er tilstrækkelig for tre Aar, og at dette Folk maa være i enhver Henseende vel udrustet, hvad der end hændes. Ogsaa vil jeg, at han skal tage dig med; ellers kunne de aldrig faae mig bort herfra udaf Hedendommen; men jeg formoder dog, at dette vil skee senere end jeg kunde ønske; thi dersom den Gud, som raader over Himlene, vil, at dette skal skee, saa maatte det i hans Navn skee med det første.» Derpaa hævede Ravnen sig op til Flugt; men hun befalede ham i Guds og hans kjæreste Moder Jomfru Marias Vold. Men da Ravnen havde fløiet knapt ni Dage over Havet, fik han den sidste Dag saa stærk en Storm, at han næppe kunde styre sig, og Baandene, hvormed Guldringen og Brevet vare befæstede, gik itu , og begge Dele faldt ned i Søen. Men strax kom der en Fisk og opslugte baade Brevet og Ringen. Herved blev Ravnen bedrøvet og fløi i Land; der traf han en Eneboer, som sad paa en Steen. Ravnen følger hans Exempel og sætter sig ned paa en anden Steen i Nærheden af Eneboeren og syntes ganske nedslaaet. Da sagde Eneboeren til Ravnen : «Sig mig nu, du skjønne Fugl, noget om din Herre St. Osvaldus!» Ravnen svarede: «Hvad kan I sige om min Herre, og hvem har fortalt Eder om ham?« Eneboeren svarede og sagde: «Det har vor Herre Jesus Christus, nu i dette Aar , for at jeg skulde bede for ham.» Da sagde Ravnen : «Saa vil jeg da kundgjøre for dig, at jeg blev og sendt af min Herre Osvaldo ind i de hedenske Lande til en Kongedatter, som hedder Pia, og hun havde igjen skrevet et Brev til ham om begges Anliggender, og dertil sendte hun ham en kosthar Ring af reent Guld , og begge disse Ting ere faldne fra mig i Søen.» Da svarede Eneboeren: «Lad dette blive beklaget for Gud og hans kjære Moder Maria!» og han faldt til Jorden og græd meget og bad til Gud med et sønderknuust Hjerte og slog med Næverne for sit Bryst og var saare bedrøvet over dette. Men Gud hørte hans Paakaldelse og saae hans godhedsfulde Hjerte, og han bød en Engel finde den Fisk, som havde baade Guldringen og Brevet, «og befal den», sagde han, «i mit Navn at opgive begge Dele igjen.» Han gjør dette og bringer begge disse Ting til Ravnen igjen. Eneboeren saae dette og sagde: «Lovet være alle Guders Gud!» Og derpaa sagde han til Ravnen, at han skulde blive der hos ham Natten over, og det gjorde han og var ganske munter.

5. Næste Morgen tog Eneboeren Brevet og Ringen, og han befæstede begge saa godt han kunde. Derpaa flyver Ravnen igjen ud paa Havet, og saaledes blev han ved i otte Dage, og paa den niende Dag kom han hjem igjen til Kong Osvald. Men da Kongen seer, at hans Ravn er kommen tilbage, bliver han overmaade glad derved og tager ham til sig med Velvillie og gaaer derpaa til sit Lønkammer og befaler derpaa alle at gaae ud, undtagen Ravnen alene. Siden spørger han, hvilke gode Tidender han kunde bringe ham fra Kongedatteren. Ravnen svarer: «Tager her et Brev og en Guldring udaf mine Fjedre; disse haver hun sendt til Eder, og det Budskab sendte hun tillige, at hun ikke havde nogen kjærere paa Jorderige end Eder, og at I skulde bede Gud, at det, som tilsigtedes imellem Eder, maatte skee med det første, alt som I vil selv finde det i Brevet. Ligeledes har og denne Jomfru sendt Eder det Budskab, at I skal komme for at afhente hende næste Sommer med to og halvfjerdsindstyve Skibe, og I skal tage mig med; ellers faaer I hende aldrig bort derfra, hvor hun nu er.» Derpaa læste Kong Osvald Brevet, og sagde: «Lovet være Gud for alle de Ting, han forunder mig!» og han takkede Ravnen meget for hans Reise. Derpaa sender Kongen Bud efter Smede og befaler, at i alle Stæder over hele England hans Venner skulle lade bygge saa store Skibe, at han kan have et Tusind Mand paa hvert Skib og desuden tre Aars Kost af Spise og Drik, og udruste dem med alle de bedste Forraad, som de kunde faae. Nu indtraf det, som Kongedatteren sagde at hun formodede, at deres Møde ikke saasnart vilde finde Sted som hun ønskede og som hun havde beregnet; thi de Skibe, som Kongen lod bygge, bleve ei saa snart færdige. Men saasnart Skibene vare færdige og ladede efter hans Ønske, saa sendte han Bud efter mægtige Herrer, Hertuger og Grever, ligeledes efter tolv Biskopper og ni Abbeder, foruden mange Riddere og Adelsmænd, saa at han havde ialt halvfjerdsindstyve Tusinde og to Tusind til. Derpaa lod han gjøre mange Kors og gav eet til hver, og enhver skulde bære dem paa sine Klæder, og han styrkede sin Hær med kjærlige og gode Forjættelser idet han sagde: «Kjæreste Venner og hæderlige Herrer, Alle I som her ere forsamlede for Guds Aasyn ifølge min Bøn og Befaling! Holder Eder tappert hvad der end kan forefalde i denne vor Ledingsfærd og kjæmper mandigt for den hellige Christendoms Ære, hvis dette gjøres Behov; thi Gud vil være med os; og hvo der saaledes dør af os i en retfærdig Krig og i denne Ledingsfærd, da haver den samme det evige Liv og regjerer med Ham og Hans udvalgte Venner i Himmerige uden Ende.» Men alle takkede Kongen og sagde, at de gjerne vilde leve og døe med ham.

6. Saasnart Kong Osvald og hans Følge vare forberedte, seilede de ud paa Havet og fik gunstig Vind, og de kom til Kong Gaudons Land efterat have været tilsøes lidt mindre end atten Uger. Derpaa seilede han ind ad Landet til, indtil han kom i Nærheden af den Stad, hvor Kongen selv residerede. Da sagde Osvald: «Det synes mig tilraadeligt«, siger han, «at sende et Bud iforveien, at Nogen kan erfare vor Ankomst.» Alle syntes, at det var et godt Raad. Da blev det meldt for Kongen, at den Ravn, som han før havde sendt, var bleven tilbage. Da blev Kongen meget bedrøvet, og han ihukom hvad Kongedatteren havde sagt, at hans Reise og store Uleilighed vilde kun lidet nytte hende, hvis Ravnen ei var med; og han kastede sig ned paa Jorden og bad Gud vise sin Naade og Barmhjertighed og lade sin Ravn komme til sig for at han ei skulde vende tilbage efter en forgjæves Reise. Ligeledes bad han og til (den hellige) Jomfrue, at hun vilde staae ham bi saavel i dette som i andre Ting, han kunde behøve. Og Gud hørte hans Paakaldelse og saae hans Nød og sendte en Engel for at bringe ham Ravnen igjen. Da nu Kongen seer ham, lover han Gud og bliver glad og tager Ravnen venligt til sig og beder ham gaae hen at træffe Kongens Datter og bringe hende sin Hilsen og dertil bede hende give ham noget godt Raad for at han kunde faae hende i sin Magt; tillige spurgte han, om han da strax skulde paaføre hendes Fader Krig eller ei. Ravnen sagde, at han skulde bringe ethvertsomhelst Budskab, han maatte ønske. Derpaa flyver han op i Staden til Kongens Datter og op til et Glas-Vindue, som stod aabent; men hun befandt sig i Værelset og klædte sig paa da Ravnen kom til Vinduet. Han flyver nu op til hende; saasnart han seer hende; men hun gjenkjendte ham strax og tog ham op til sit Bryst og spurgte ham, hvor hans Herre var. Ravnen fortalte hende det, saavelsom det hele Budskab, som Kong Osvald havde sendt til hende. Hun svarede og sagde: «Gaae strax igjen førend Nogen erfarer din eller hans Ankomst og sig til ham, at han skal lade sig gjøre en Ørn, forgyldt med Nobel-Guld; men den selv skal dog være af Sølv, og den skal være saaledes indrettet som om den var levende, og omtrent tolv Guldsmede skal han have med sig; derpaa skal han seile hid, lige til Staden hvor min Fader boer, og Osvald skal gjøre sig til en Kjøbmand; og saasnart han kommer her iland, lad ham opslaae sine Land-Telte og udbede sig Tilladelse af min Fader til at sælge sine Varer og kosteligt Kram, som han har medbragt; og hvis min Fader eller Andre spørge ham, hvorfor han er kommen hid eller hvad han ønsker, da skal han sige, at man havde fortalt ham, at Kong Gaudon havde saagodtsom bortgiftet sin Datter Pia til en stormægtig Herre eller Konge, og at de vare komne hid, hvis der kunde være nogen Ting, som enten Jomfruen eller hendes Fader begjærede at eie ; hvad enten det kunde være kostbare Fingerringe eller andre Ting, saa vilde han først tilbyde dem at kjøbe saadant; og hvis det var saa, at Kongen vilde lade forfærdige nogle Klenodier, som bleve sjelden seete i disse Lande, saa vare der i hans Skib Mænd, som vare udmærkede i Konstfærdighed. Men hvad Ørnen angaaer, som jeg fortalte dig om, saa skal du sige til ham, at han skal sætte den over sit Telt fortil og indrette det saaledes, at fra hvilken Kant Vinden end blæser, saa skal den altid synes at være paa Flugt og flyve bort fra Landet.» Og saasnart Jomfruen havde meddeelt de Raad, som hun ønskede, fløi Ravnen bort igjen til sin Herre Osvaldo.

7. Nu da Ravnen havde erholdt sin Besked af Jomfruen, tog han Afsked og vendte tilbage til sin Herre og fortalte ham alle de Ting, som Jomfruen havde sagt. Kongen blev glad ved dette og begav sig til et stort Kjøbsted og anskaffede sig der tolv Guldsmede og seilede derpaa ind til Staden, hvor Kong Gaudon residerede, og han rettede sig i Alt efter Kongedatteren Pias Budskab. Dette blev bemærket af en Hedning, som stod paa Borgmuren, og han løb saa hurtigt han kunde ind til Kongen og fortalte ham, at en Mængde Skibe havde kastet Anker lige for Staden, og at [de Ankomne ] havde strax opslaaet deres Telte, saasnart de kom i Land: «og jeg tør vel snarere antage dem for fredelige Mænd end det modsatte.» Men paa den anden Side bør det nu berettes, at da Kong Ausvaldus havde fortøiet sine Skibe, sendte han Bud til Kong Gaudon, at han vilde give dem Tilladelse til at ligge der, saalænge de solgte deres Kram og andre Varer, som de havde medbragt; og hvis det var saa, at de havde en eller anden Kostharhed, som Kongen vilde kjøbe, saa vilde de tilbyde ham at blive den første Kjøber. Men da Gaudon erholder dette Budskab, siger han, at alle Kjøbmænd, som fredeligen færdes, kunne have Fred i Landet. Med dette Svar var Kong Ausvald vel fornøiet. En Dag gaae Kongen og hans Dronning ned til Kong Ausvalds Telt og ønske at see, hvad Slags Kram disse Kjøbmænd havde medbragt. Og da Kong Ausvald seer, at Gaudon er kommen meget nær, gaaer han ham imøde med sin hele Hær og vil indbyde Gaudon til at gaae ind i Teltene, og dette gjorde han. Og da Gaudon havde siddet og betragtet det, som var i Boderne, saa efterseer han og meget nøie Kong Osvalds Selskab, ikke mindre end andre Ting; thi alle de, han saae, havde det hellige Korsmærke paa Klæderne. Herved blev han overmaade vred og sagde: «Det er vist ikke saa, som det forekommer mig, at I allesammen bære Korsets Tegn paa Eders Klæder, og da veed jeg med Vished, at I ere allesammen Christne, og hvorfor ere I saa dristige, at I have seilet ind i mit Land, efterdi jeg ikke lader nogen christen Mand leve, som jeg faaer Magt over.» Ausvald svarede: «Eders Handlinger, Herre Konge, ville blive bedre end Eders Tale; thi vi ere ganske afhængige af Eders Naade, og vi ventede snarere en hæderlig Modtagelse af Eder end nogensomhelst Haardhed, hvad Slags Mænd vi end kunde være; thi det blev os fortalt, at I havde bortgiftet Eders Datter til en stormægtig Konge, og derfor kom vi hid, ifald I eller Eders Datter behøvede nogen af de Ringe eller andre Klenodier, som vi have; eller hvis I behøve at lade forfærdige nogle sjeldne Ting, som ei hyppigt findes her hos Eder, saa have vi hidbragt de Mænd med os, som besidde stor Konstfærdighed; dog, hvis I behøver os, saa vil I vist for Eders egen Hæders Skyld tillade os at drage bort igjen med Fred.» Men Gaudon taug stille da han hørte dette, og han sagde, han vilde træffe dem igjen næste Morgen.

8. Det fortælles, at Kong Osvald havde hos sig en Hjort, som i Størrelse og Skjønhed var fortræffelig at betragte hele Timer itræk; men i nogle Bøger fortælles, at dette var en Engel; og det begav sig, at naar den var hos Kongen, da var den saa skjøn at beskue, at alle de, som saae den, vilde eie den; og saaledes vil dette endnu vise sig. Gaudon stod tidligt op den næste Morgen og gik for at raadføre sig med sine vise Mænd, hvad han skulde gjøre med de Kjøbmænd, som vare ankomne, og som bare christne Mænds Tegn paa sig, men bemærkede dog derved, at han syntes ilde om at dræbe sagesløse Mænd, som han selv iforveien havde skjænket Fred og Frihed. Men hvis det var saa, at de kunde forskaffe ham nogle gode Kostharheder, som han begjærede at eie, saa vilde han modtage disse og lade dem siden drage bort hvorhen de vilde. Dette syntes alle hans Raadgivere at være det bedste Raad. Derpaa lader han sammenblæse en stor Mængde Folk og gaaer ned til Søen for at træffe Kong Osvald, og da de mødtes, indbød Osvald Kongen at gaae ind i Teltene; men Kongen viste sig meget tilbageholden. Men i dette Øieblik springer en stor Hjort forbi Teltets Dør, og saasnart Kong Gaudon fik Øie paa Hjorten, opstod der en stor Begjærlighed i Kongens Bryst, saa at han sagde, at Intet andet kunde hjælpe, end at han fik Dyret i sin Besiddelse; og han spurgte, om Osvald havde bragt dette store dýr derhen med sig. Han sagde, at dette var Tilfældet. «Dette skjønne dýr maa jeg besidde,» siger Kongen. «Det maa I gjerne,» siger Osvald, «men den er undsluppen fra os af Vanvare, og jeg troer, den bliver vanskelig at faae fat paa.» Gaudon sagde, han brød sig ikke om det. Men hele Tiden medens de tale sammen, springer Hjorten frem og tilbage forbi dem og leger; men desto bedre syntes Kongen om Dyret, og han bød, at man skulde bringe bam sin Hest og Skydevaaben; derpaa kalder Gaudon alle sine Folk og byder dem følge sig for at tage Dyret, at det ikke kan undslippe. Men saasnart Dyret seer og forstaaer Kongens og hans Mænds Hensigt, begynder det at rende fra dem ; men Kongen og hans Følge forfulgte det. Undertiden standser Dyret lidt, som om det vilde lade sig fange, men undertiden springer det forud, saa at de næsten tabte det af Sigte, men Kongen og hans Mænd anstrængte sig des mere for at forfølge det, og de søgte desto ivrigere at faae fat paa det; og saaledes gaaer det mange Dage itræk, at hvor de skilles ved Dyret om Aftenen, der finde de det igjen om Morgenen. Dette syntes Kongen og hans Følgere overmaade forunderligt; men de tog sig dog ikke iagt eller tænkte paa at vende tilbage.

9. Nu er der ogsaa noget at fortælle om hvad Kongedatteren foretager sig, og at hun er hjemme i sine Værelser i Staden. Og førend Kongen hendes Fader reiste fra Hjemmet, havde han ladet tillukke Dørene, hvor hun var indenfor, med stærke Jernstænger, saa at ingen kunde komme ind til hende medens han var borte og hun ei heller komme ud. Og der vare hos hende fire Ungmøer, som skulde more hende og fordrive Tiden for hende, medens hendes Fader var borte. Men saasnart hun vidste, at hendes Fader var reist hjemme fra, da gaaer hun med sine Ungmøer op paa den høieste Muurtinde, og faaer at see, hvor en stor Hjort ligger nede paa Marken hos Kongerne, medens de talte sammen; derpaa kalder hun Møerne og siger til dem: «Kjære Søstre! Seer dette skjønne dýr, hvorledes det morer sig; vi ville klæde os paa og betragte denne Ting nøiere; thi jeg har stor Lyst dertil.» De svarede: «Vi ville gjerne gjøre det, som I byder os, og kan om dette ville vi bede Eder, at hvad I end foretager Eder, dog ikke lader os skilles fra Eder.» Hun sagde, det skulde blive saaledes. Derpaa klædte de sig alle i Mandsklæder , og desuden bad hun dem tage med sig hendes Krone, som hendes Fader havde givet hende, og saa deres Klæder og andre kosthare Klenodier, som vare gjemte i hendes Forvaring, og saa mange af disse, som de kunde bære. Dette gjorde de. Derpaa gav hun dem det Raad at gaae en anden Vei end det var sædvanligt at gaae. De sagde, de vilde gjøre saa og tog afsted; men da de nu kom til Døren, var alting anderledes end de ønskede eller havde formodet; thi Dørene vare lukkede udenfor med stærke Jernstænger. Ved dette studsede Kongedatteren, og hun mumlede halvsagte: «Du alle Guders Gud, paa hvilken de Christne troe, og som haver skabt Himmel og Jord, viis mig nu din Barmhjertighed og forund mig og mine Søstre, som her staae, at vi maae erholde den hellige Daab i dit Navn, og at jeg uhindret maa komme i Kong Osvalds Vold, som er din Tjener og min Kjæreste«; og nu slog hun med Haanden paa Døren; men formedelst Guds Kraft sprang Døren op paa vidt Gab, og alle Jernstængerne gik itu. De bleve overmaade glade og sagde som med een Mund: «Lovet være Himlenes og de christne Mænds Gud; thi nu see vi, at han er baade stor og mægtig, og dette kunde Machameth, vor Gud, aldrig gjøre.» Derpaa gik de, uden at møde nogensomhelst Hindring, til de kom til Kong Ausvalds Telt. Han stod op for at møde Kongens Datter og modtog hende med megen Kjærlighed. Kongen og hans hele Følge bleve nu overmaade glade ved dette, og de lovede Gud og hans velsignede Moder Jomfru Maria. Og da Kongen havde siddet i nogen Tid, raabte han og sagde: «Gode Herrer! Hvis I vil som jeg, da vil jeg tage afsted herfra, thi nu har jeg det i min Haand, for hvis Skyld jeg foretog Reisen til disse Lande.» Alle sagde, de vilde gjøre det, som meest stemmede overeens med hans Villie. «Lader os da flytte ombord paa Skibene«, sagde Kongen, «Alting undtagen Teltene, de skal blive staaende og vente til sidst; «dette gjorde de. Men saasnart Kongen og hans Følge vare færdige, lettede de deres Ankere og satte Seil til og seilede ud paa Havet, og de havde en god Vind i nogle Dage.

10. Nu maae vi atter begynde Fortællingen der, hvor vi før slap. Kong Gaudon havde gjennemstreifet store Skovstrækninger for at fange Hjorten, som vi før fortalte; men han og hans Følge bleve Hjorten ligesaa nær som før. Herover blev Gaudon bekymret, men vendte dog tilbage med uforrettet Sag. Men da han kom hjem, fandt han ingen Lindring for sin Hjertesorg; tvertimod var han nærved at forvandles (til en Trold) og gaae fra Forstanden, da han erfarede, at hans Datter var borte. Derpaa sender han Bud til alle sine Venner og mægtige Høvdinger, og Budskabets Indhold var, at de skulde komme inden fem Dage med saa stor en Styrke, som de kunde faae afsted; og da alle disse vare samlede, droge de afsted etter Kong Ausvald og fandt ham under en Øe. Kong Gaudon gaaer i Land med alle sine Folk; men de vare saa mange, at han havde tre mod hver een af dem, som Kong Ausvald havde. Men da Gaudon var kommen temmelig langt op paa Øen, saae han hvor Ausvald sad, og Gaudons egen Datter hos ham. Nu bliver han overmaade vred, og han raaber saa høit han kan til Kong Osvald med disse Ord : «Du meest forræderske Fjende! Du og dit Følge haver borttaget min Datter med List og Underfundighed, og derfor skulde I lide Døden.» Da gjensvarede Osvald: «Hvis ingen bedre Vilkaar kunne opnaaes, saa er det mig slet ikke imod at lade mit Liv for min Skabers og den hellige Troes Skyld, og det vilde være et bedre Raad for dig, Gaudon, at annamme den hellige Troe og troe paa den sande Gud.» Da blev Gaudon vred, og nu begyndte der et stort Slag og Manddrab paa begge Sider; men tilsidst mistede Gaudon saa mange af sine Folk, at han blev overvunden, og Osvald kunde lade gjøre med ham hvad han vilde, og han sagde da til Gaudon: «Nu staaer det saaledes til med dig, Gaudon, at jeg vil, at du skal lade dig døbe i Jesu Christi Navn; ellers skal du døe.» Gaudon svarede og sagde, at han aldrig vilde lade sig døbe, med mindre Kong Ausvald kunde opnaae det af sin Gud, at Gaudon maatte faae hans Magt at see derved, at han gav alle hans Folk Liv igjen. Da gjensvarede Osvald: «Sandeligen er dette slet ikke besværligt for min Gud«; og han kastede sig paa Jorden, og han bad til Gud af sit ganske Hjerte, at han vilde vise dem sin Barmhjertighed og give begge deres Liv igjen, baade Osvalds Mænd og ligeledes dem, som vare faldne for deres Vaaben, til hans egen større Forherligelse; men derfor bad St. Osvald om sine Mænd, fordi han tænkte, at Gaudon ei var saa trofast som han burde være, hvilket ogsaa viste sig, som snart vil blive fortalt. Thi ligesaasnart som Gud havde hørt Kong Ausvalds Paakaldelse, og Folkene, som vare faldne, reiste sig fra de Døde, blev Gaudon slet ikke bedre end før, og nu begyndte der paa ny et Slag, saa haardt og heftigt, at med Guds Bistand, inden kort Tid, alle de Folk, som havde ledsaget Kong Gaudon bleve saa fuldkommen nedsablede, at kun ganske faa bleve tilbage. Da sagde Kong Osvald til Gaudon: «Annam endnu den hellige Troe, Gaudon, og troe paa den sande Gud, eller jeg lader dig dræbe.» Da gjensvarede Gaudon: «Det kan du nu gjøre, hvis du vil; men jeg forkaster ikke min Troe, medmindre din Gud er saa mægtig, at han kan lade den haarde Steen, som staaer der, give Vand af sig, saa at jeg faaer det at see.» Ausvald sagde: «Sandelig er dette ikke mere vanskeligt for min Gud end de forrige Ting, som han nu to Gange haver viist dig, og større er hans Herlighed og Godhed, hvis han værdiges at aabenbare dig slige Ting og andre deslige , end du haver fortjent. Men paa det at hans Gud dømmelige Magt maa blive klarere for dem, som før vare blinde, saa beder jeg hans ophøiede Naade ikke at blive vred paa mig, selv om jeg endnu forsøger dette.» Og nu gik han til en stor Klippe og satte sin Fod derpaa og talte saalunde: «Du Klippe!» sagde han, «giv Vand af dig, paa det at alle de, som staae her, maae see Guds Herlighed.» Og strax hørte Gud hans Paakaldelse, saa at Klippen blev saa blød som Leer, og der vældede frem klart Vand. Da svarede Gaudon: «Sandeligen og uden al Tvivl er din Gud baade stor og mægtig, og det er sikkert at Machamot kunde aldrig gjøre saadanne Ting, og nu vil jeg følge dit Raad.» Nu blev Kong Osvald glad, og han opløftede sine Hænder mod Himmelen og lovede Gud. Derpaa blev Gaudon døbt og den Hær, som han havde bragt med sig, og som Gud havde to Gange opreist fra de Døde, og Gaudon fik et nyt Navn i Daaben, og han skulde derefter kaldes Simon. Men paa den tredie Dag derefter lod Kong Osvald sin tilkommende Dronning døbe og en Mængde Mænd, som hendes Fader havde bestemt til hendes Følge. Derefter reiste Kong Simon med sin Hær hjem igjen til sit Rige, og de skiltes ad med stor Kjærlighed. Kong Simon gav til Ausvald alt hvad han forlangte af det, han havde med sig paa Reisen. Saasnart Kong Simon kom hjem, fortalte han sin Dronning Alt, hvorledes det var gaaet til og overtalte hende da med saa megen Kraft, at hun lod sig døbe, og derpaa blev døbt den ene efter den anden, saa at alle Folk der i Landet bleve inden atten Dage omvendte til den hellige Troe. Men Kong Ausvald seilede tilbage til England med en skjøn Seier, og han holdt sit Bryllup strax som han kom hjem, og det varede i hele fyrretyve Dage med stor Pragt i al denne Verdens Herlighed, og de levede gudfrygtig og reenfærdig og fuldbragte deres Levedage med Guds Kjærlighed. Det fortælles og om Kong Osvald, at han aldrig satte sig tilbords uden først at have ladet tillave Mad for mange hundrede fattige Folk, og denne Almisse gav han dem hver Dag med egen Haand.

11. Det hændte sig en Paaskedag da Kongen sad ved Bordet, og han havde gjort efter sin Skik, at sætte Bord for mange Nødtørftige, saa kom der endnu andre Fattige til ham og bade om Almisse i Guds Navn. Kongen tog da det Fad, som stod foran ham selv, og som han spiste af, og befalede, at det skulde blive slaaet i Stykker og derpaa blive givet til de ankomne Pilegrimme, og sagde: «Det var ikke godt, hvis min Herre Jesus Christus kom til mig, og jeg skulde lade ham gaae bort fra mig med Afslag, om han end kom til mig i en Pilegrims Skikkelse hellere end paa en anden Maade; thi naar jeg saa kommer til ham, saa vil han lade mig gaae fra sig med uforrettet Sag og sige: «Jeg kjender dig ikke; thi du kjendte mig ikke, medens du levede i Verden.» Men da Kongen sagde dette, sad der ved Bordet nærved Kongen en hellig Biskop, som hed Aydanus. Denne Biskop tog Kongens Haand og sagde: «See,» sagde han, «denne høire Haand, som jeg holder i min, skal aldrig forraadne; thi mange Mænd ville blive baade nærede og styrkede af den; og dette er og siden rigtig indtruffet; thi hans Haand er endnu den Dag i Dag saa frisk som om den var en levende Mands Haand, og den bliver gjemt i en Sølv-Capsel, og den er fortræfeligen indsvøbt i St. Peters Kirke i England, og der bliver den tilbedt, og mange gjøre Pilegrims-Reiser dertil, medbringende store Offringer. St. Osvald havde ogsaa ladet støbe en Klokke, fordi at naar han havde en eller anden Sag for, da lod han ringe med Klokken, og hvorsomhelst han gik, lod han Klokken altid føre omkring med sig. Det var ogsaa hans Skik, at naar baade Rige og Fattige skulde andrage deres Sager for ham, da hørte han altid de Fattige først. Det finder man ogsaa skrevet, at St. Osvald havde en bestandig Krig med tre Konger for den hellige Troes Skyld. Den første var en Konge i det Rige, som hedder Forheide; den anden var Kongen af Britannien; den tredie var Kongen i det Rige, som hedder Mercien, og denne var den mægtigste af de tre. Disse gjorde stor Skade og Fortræd, og baade han selv og hans gode Mænd vare udsatte for store Strabadser og Besværligheder ved at frelse hans Rige fra deres Angreb. Men hvor stor verdslig Sorg og Bekymring han end havde, saa tjente han dog altid sin velsignede Skaber med Veldædighed og Ydmyghed, med Faste og Vaagen, med Bønner og milde Almisser, og derfor var Gud Herren altid med ham. Og da nu denne Krig og grusomme Ufred havde saaledes vedvaret i nogen Tid, at de før omtalte Konger gjorde store Indfald i England og røvede og plyndrede alt hvad de kunde faae fat paa, saa var dog deres Ondskab saa stor, at de ikke lode sig nøie med dette; men de samlede en uhyre stor Hær af den allerværste Pøbel, som de kunde faae, og med denne Styrke drage de ind i England og sende Bud til til St. Osvald, at han skal komme dem imøde med det Folk, som vil ledsage ham, og levere dem et aabent Slag paa en Slette, som ligger imellem Britannien og England, og dog nærmere England; men dersom han ei vil modtage dette Tilbud, da agte de at gjennemstreife hele England med Ild og Sværd og ødelægge det, men tvinge ham selv til at forkaste den hellige Troe ng tilbede deres Gud. Og da dette Budskab kommer til Kongen, da beder han Gud af sit ganske Hjerte, at han værdiges at høre hans Paakaldelse og være i Følge med ham. Og derpaa sender han en Hærpiil til alle Kanter og kalder til sig alle dem, som vilde støde til hans Hær; men selv gik han forud med den Styrke, som først kom til ham, imod Hedningerne. Og om Natten for den Dag, da Slaget skulde staae den næste Morgen, laae Kong Osvald hele Natten i Bøn og befoel sig og sine Mænd under den almægtige Guds og hans velsignede Moders Jomfru Marias Barmhjertighed og Omsorg, og han bad dem, at det maatte skee som de vilde, og han bød, at de skulde opsætte Korsets hellige Tegn som Fane. Og strax om Natten, da hans Hær var falden i Søvn, men han alene var vaagen, hørte han en Stemme, som saaledes talte til ham: «Eya! Du Guds Martyr og hæderlige Ridder Ausvalde! Vær ikke bedrøvet men glad; thi allerede i Morgen skal du sidde og regjere med Gud og hans Udvalgte i Himmerige, og dog ikke blot du alene, men tillige hele dit Følge.» Ved denne Stemme og favre Forjættelse blev ban meget glad og lovede Gud.

12. Om Morgenen ganske tidlig vækkede Kongen sin hele Hær og prædikede for dem den hellige Troe og fortalte dem om mange andre Herrens Mirakler, som han havde fuldbragt og viist sine kjære Venner baade før sin Fødsel og ligeledes efter den, og han styrkede sit Folk baade med dette og mange andre Ting, og siden talte han til dem selv og sagde: «Hører I allertappreste Jesu Christi Riddere! Værer modige og stærke i den hellige Troe i dette Slag og kjæmper mandigen imod Guds og eders Fjender, og derfor skal det forundes Eder at sidde og regjere med Gud selv og hans hellige Mænd. Følgeligen, allerkjæreste Venner! Oplater nu Eders Hænder og Hjerter til Gud og beder ham hjælpe Eder med sine Engle!» Men da Kongen havde talt dette, kom der ned fra Himmelen et stort Lys over ham, og udaf dette Lys hørte han Herrens Stemme, som sagde: «Ausvaldr! Du skal leve med mig evindeligen.» Lidt efter dette kom der imod ham en uovervindelig Her af vantroe Nationer, og der begyndte da strax et stort Slag, og der faldt en stor Mængde Folk paa begge Sider. Men fordi der var en overmaade stor Forskjel paa Hærstyrken, og saa tillige fordi Gud vilde tage St. Osvald til sig denne Gang, saa blev baade Kongen og hans hele Hær overvundne. Og da nu Kongen saae, at alt hans Folk blev nedmeiet som Græs, løftede han sine Arme op til Himmelen og sagde: «Herre Jesu Christe, Du Almægtige Gud! Tag til Dig de Mænds Sjæle, som idag lade sit Liv for dit hellige Navns Skyld!» Og strax paa Øieblikket fik han at see, at Guds Engle kom ned fra Himmelen og toge hans Mænds Sjæle ligesaasnart som de bleve dræbte af deres Fjender og bragte dem op med sig igjen med stor Fryd og Lovsange til den evige Herlighed. Da sagde Kongen, der han saae dette: «Lovet være Du, min Herre, evindeligen; thi nu har jeg seet et glædeligt Syn, at mine Mænds Sjæle ere gangne forud for mig til din Herlighed, og derfor er jeg nu glad ved at døe med dem og gaae bort til dem fra denne Verden.» Derpaa sagde han: «Herre Jesu Christe, Himmelske Fader! I dine Hænder befaler jeg min Aand!» og strax derpaa op gav han sin Aand. Men Guds Engle førte hans Sjæl med favre Lovsange til evig Glæde. Derefter lod Kongen af Mercien hans Legeme tage og lod afhugge Hovedet og begge Armene og bød, at begge Dele skulde ophænges paa en Alfarvei, hvor de fleste Mennesker reiste forbi, ham til Skjændsel. Efter dette ondskabsfulde Mord og Manddrab, som disse grusomme Tyranner havde bedrevet paa denne Guds Ven og hans Mænd, røvede de og plyndrede, brændte og nedbrød Borge og Byer i England, hvor de kom, og reiste derpaa bort med Byttet til deres Hjem.

13. Et Aar efter dette kom der en Konge istedetfor Osvald, som hed Osvin. Denne Konge lod tage St. Osvalds Hoved og Hænder og indsvøbte dem omhyggeligen og befalede, at de skulde begraves med tilbørlig Ceremonie. Og dette blev gjort. Og Gud den Almægtige gjorde der mange og store Mirakler for sin Ven St. Osvalds Skyld; og saaledes er det indtil denne Dag, at alle de, som søge hans Grav og bede ham om Hjælp med en ret Paakaldelse, hvad enten det angaaer Gods eller Ære eller hvadsomhelst andet, hvori man beder ham om Bistand, saa bliver det dem tilstaaet af Gud. Det findes og i nogle Historier af St. Osvald, at han aldrig kjendte nogen Qvinde, men bevarede sin Kydskhed alle sine Dage, og dette stemmer ret godt [med vore Beretninger]; thi intetsteds finder man, at han var Fader til noget Barn. [Historierne sige og], at han faldt i et Slag, ligesom vi have berettet. Mange Aar efter St. Osvalds Drab vilde en Ridder ride op i Britannien, og da han kom op paa Bjerget, hvor St. Osvaldus blev dræbt, blev hans Hest overmaade syg, saa at Ridderen tænkte, den vilde aldrig mere blive ham til Nytte, og han lagde sig ned at sove; dog, førend han faldt i Søvn, betænkte han om han ei kunde drive den foran sig, og han stod op og gik til Hesten og søgte at bringe den paa Benene; men Hesten vendte sig til forskjellige Sider og saae sig om til alle Kanter; men Ridderen kunde ei bringe den paa Benene. Herover blev Ridderen meget bekymret; thi han venter intet andet end at Hesten ganske sikkert vil døe for ham, og han lægger sig ned og sover en liden Stund, og da Herren vaagner, seer han, at Hesten vælter sig og er kommen noget langt bort fra ham, og nu var Hesten kommen til det Sted, hvor St. Osvald blev dræbt: derpaa hvilede Hesten sig; men da man mindst ventede det, sprang Hesten op og begyndte at æde Græs, og inden en liden Stund derefter var den ganske kommen sig igjen. Da blev Ridderen glad, og han takkede Gud, og af den Hellige Aands Inspiration forstod han, at en hellig Mand monne være der begravet, og han satte et kjendeligt Mærke, hvor dette havde tildraget sig; thi han var en viis Mand; derpaa red han til et Herberge i Nærheden af en rig Mand. Værten i dette Herberge havde en Datter, som længe havde været sengeliggende af en svær Sygdom; og da Ridderen baade horte om dette og saae Pigens Sygdom, da talte han til Husets Vært og fortalte ham, hvorledes det var gaaet med hans Hest lige fra Begyndelsen og indtil den blev helbredet igjen. Da bad Værten Ridderen ride til det Sted, hvor hans Hest blev helbredet. Dette gjorde han, og de tog Jomfruen med sig derhen. Men da de vare ankomne til det Sted, hvor Hesten sprang op, lagde Pigen sig ned og faldt ligesaasnart i Søvn; men da hun vaagnede, var hun ganske helbredet af al sin Sygdom, og de takkede allesammen den Almægtige Gud og den Guds Ven, som der var bleven jordet, og de vendte derpaa tilbage. Nu undersøgte Ridderen, hvem der monne være begravet, og tilsidst fortæller man ham, at Kong Osvald faldt der i et Slag. Dette Mirakkel fortalte han til alle hvor han kom, og ligeledes til Værten, som var Pigens Fader, og derefter blev Stedet meget besøgt af syge Mennesker fra forskjellige Lande, og alle de, som søgte derhen, bleve helbredede af deres Sygdomme formedelst den hellige Kong Osvalds Fortjeneste og Forbøn.

14. En Gang reiste nogle Mænd fra Britannien til dette samme Sted, hvor St. Osvald var begravet, og da kunde man see der mange forunderlige og mangefarvede Planter, saa at der ikke fandtes nogen lignende der i Landet. I disse Mænds Selskab var der en forstandig Mand; han sagde: «Hvad kan være Aarsagen, at dette Sted, hvor vi ere, er langt mere grønt og i alle Henseender skjønnere end alt andet Jordsmon her i Nærheden, og jeg troer sandeligen, at det ei kan være anderledes end at her enten maa være begravet eller dræbt en eller anden hellig Mand og derfor vil jeg ei forlade Stedet, førend jeg har undersøgt, om her er nogen begravet eller ei.» I dette samtykkede de alle. Derpaa begyndte de at grave, og de fandt der nogle Been, og en overmaade behagelig Vellugt mærkede de i deres Næser, saa at de syntes de havde aldrig kjendt noget, som kunde sammenlignes dermed. Derpaa tage de noget af Benene og lægge dem i en reen Linned-Dug og indsvøbte dem paa en fornuftig Maade og sagde imellem dem selv: «Disse Been skulle vi altid have med os for at læge syge Mennesker, hvor vi end komme.» Dette gjorde de, og den Mand fik Benene i Forvaring, som først foreslog at grave efter dem. Derpaa reiste de deres Vei og kom til en Stad, hvor der holdtes et stort Gilde, og der forefandt de en stor Menneskemængde, som spiste og drak. Diane indbød de Ankomne at spise og drikke med sig. De toge imod Tilbudet, og de blere beværtede paa den bedste Maade. Men saalænge den Mand, som havde Benene i Forvaring, spiste og drak, tog han dem og ophængte dem med hele Indsvøbningen paa Muren nær ved sig. Men medens de vare saaledes beskjæftigede, udbrød der en Ild løs i Huset hvor de sad og drak, saa det opbrændte til Aske; thi det var bygget af Træ, og de, som drak i Huset, mærkede intet, førend Ilden blussede høit over Huset, og Enhver sprang da op og løb ud saa hurtigt han kunde. Men da Huset var brændt, fandtes der ingen Ting, som skulde være i det Huus, ubrændt undtagen Kong St. Osvalds Been: disse vare fuldkommen ubeskadigede og ubrændte. Da efterspurgte de, som fandt dem, hvo der monne være begravet. Og da fortalte Egnens Folk, at en fortræffelig Konge af England, som hed Osvald, var der bleven dræbt og begravet. Nu fortalte de mange Mennesker dette Jærtegn, og utallige Folk kom derhen, og hvilketsomhelst Anliggende eller Onde Enhver havde, naar han bad Gud og St. Osvald om Bod eller Lindring, saa blev han altid bønhørt.

15. Der var en Mand af noget overgiven muntert Sind; ham fortalte man ogsaa om dette Sted, hvor St. Osvald blev dræbt og begravet. Ogsaa fortalte man ham om de mange Jærtegn, som Gud lod aabenbares for hans Skyld. Denne Mand tog afsted og kom om Natten til St. Osvalds Gravhøi, og han tænkte ved sig selv : «Nu skal jeg see disse forunderlige Ting, som aabenbare sig for alle dem, som komme hid»; og hans Forventning blev ei forgjæves; thi saasnart han kom til Gravhøien, fandt han St. Osvalds Been liggende paa den flade Jord. Da blev han overmaade glad og opsamlede alle de Been, han fandt, med Kjærlighed og indsvøbte dem med megen Ceremonie og førte dem derpaa med sig til Østerrig og gav dem til Dronningen i det Land; men hun var en Broderdatter af Kong Osvald. Men hun takkede ham meget for denne Gave og lod gjøre dertil et herligt Hylster og bevarede Benene siden som en anden Helligdom. Derpaa førte hun denne Helligdom udaf det Rige hvor hun var og til et andet Land, som hedder Limdissine. I dette Land var der et Kloster, som Dronningen yndede meget saavelsom og de Herrer, som tjente der i Klosteret, og derfor vilde hun bringe Helligdommen derhen, og dette skeede ogsaa. Den samme Nat, som Benene kom til dette Kloster, og da Dronningen og hendes Følge vilde gaae hen at see til Benene saavelsom og for at skrifte, stod hun tidligt op og gik med sit Følge til Kirken. Og strax aabenbarede Gud hende et fagert Syn saavelsom dem, der fulgte hende, saa at de saae en hvid Due; denne satte sig under tiden ned paa St. Osvalds Been, og undertiden fløi den bort igjen. Ved dette Syn blev Dronningen meget glad, og hun lovede Gud derfor. Den næste Morgen fortalte Dronningen og hendes Folk brodrene i Klosteret, hvad de havde seet. Da glædede Brødrene sig over dette Syn og over den Helligdom, som Gud havde skjænket deres Kloster. Nogen Tid derefter, da Brødrene vare i deres Kirke og lovede Gud efter deres Skik, da saae de et klart Lys dale ned fra Himmelen og lige ned paa St. Osvalds Been. Til samme Tid var en flittig Mand kommen derhen for at ei holde nogen Lindring for det Onde, som plagede ham, hvilket var dette, at Fjenden boede hos ham, og han blev ved Guds Styrelse trukken derhen, hvor Osvalds Been vare; men da han havde ligget der en kort Tid, blev han frelst fra denne Fjende, saa at denne aldrig gjorde ham nogen Skade derefter, og han tog afsted fuldkommen helbredet, og takkede Gud og St. Osvald. Det samme gjorde og alle Brodrene i Klosteret, som baade saae og hørte dette Jærtegn.

16. En Gang kom en blind Mand derhen, hvor Sanctas Osvaldus var begravet; thi man havde fortalt ham om de Mirakler, som Gud lod der skee formedelst hans Vens Hellighed. Derpaa tager han Mulden med den fulde Tro, at han skal erholde sit Syn og gnider Mulden over sine Øine, og strax paa Stedet erholder han sit Syn, som om han aldrig havde været blind, og han lovede Gud og St. Osvald for den Hjælp og Barmhjertighed, som forundtes ham. Paa dette samme Sted, hvor denne Guds Yndling blev slaaet ihjel af sine Fjender, blev der opreist et stort Kors. Men der nogle Fattige kom der til Graven, da gave de sig til at tælge Spaaner af dette Kors, og disse lagde de derpaa i reent Vand og gave dette siden til andre syge Folk, og hvilkensomhelst Skade Enhver havde paa sig eller i sig, saa blev samme helbredet af sin Sygdom, naar han drak af Vandet; og ligeledes bleve andre Skabninger, formedelst Guds Barmhjertighed, helbredede af deres Onder, naar de drak af dette Vand. Og dette Sted kaldes nu siden paa Latin coelestis locus, men paa Engelsk et himmelsk Sted; men dette betyder, at paa samme Sted foretages og fuldbyrdes himmelske Ting, som haade ere stort og forunderlige, Gud selv og hans udvalgte Ven Sanctus Osvaldus til Ære. Nu ville vi bede den velsignede Herre St. Osvald, at han maa opnaae af den Almægtige Gud, at alle de gode Ting, som denne Guds Ven kan erholde af vor Forløser Jesu Christo, maa komme os til Gavn baade paa Liv og Sjæl. Amen.


Fodnoter

  1. Bedas Kirkehist. 2, 1.
  2. Nesnius regner : Hengist — Octa — Osm — Eormenrik — Ethelbert.
  3. Beda kalder det „vetus augurium"; sandsynligviis har det været en Klogskabsregel, som man i den anglo-saxiske Periode i England havde Anledninger nok til at følge.
  4. Afbildning af Seglet meddeles i Smiths Udgave af Bedas historiske Værker, Canterb. 1722. Fol. Append. Nr. XIII, S. 721.
  5. Alfords Annaler, II, 260.
  6. Brands Popular Antiquities ed. Ellis (Bohns Antiquar. Library) 11, 380 Anra. 1. — Herhen hører maaskee hvad der berettes i Nova Legenda Angliæ (Capgrave) fol. cclv verso: non procul inde (ɔ: fra Maserfield) fons perhennis exoritur, qui ab incolis fons sancti Oswaldi nominatur.
  7. Acta Sanctorum, August, Tom. Il, Antwerp., 1735. fol., S. 83—103.
  8. Vi maae her indskrænke os til at anføre Biskop Peters Maldagi for Kirken paa Hals i Fnjoskadal (1391), hvor Kirken anføres at eie «Aspicicnsbækr .ij. i spjöldum, enskar» (Am. Magn. 268. 4.), og samme Biskops for Skinnastaða Kirke, som anføres at eie «Messubækr .ij. enskar» , og begge disse Kirker have dog alletider hørt til de mindre anseelige.
  9. Svenn Grundtvigs Udgave af engelske og skotske Folkeviser, S. 203.
  10. Vi erindre os, at Navnet Osvaldr oftere skrives her Ausvaldr, hvilket formodentlig hidrører fra Skrivemaaden i en af Forfatterens Kilder.
  11. Facsimilet er allerede meddeelt i nærværende Annaler, 1852, tab. ij; det begynder i Cap. 10 med Ordene: af þessu ángraði
  12. Denne Overskrift er tilsat af Udgiveren. I Skindbogen staaer paa den aabne Plads, som har været efterladt for et større Begyndelsesbogstav, følgende Overskrift med Arne Magnussons Haand: De S. Osvaldo, Angliæ rege, fabulosa.
  13. agiæt, paa dette og mange andre Steder er det tvivlsomt, om Forkortelsestegnet " (der i Reglen betegner or eller ur) skal opløses til r eller av, da der i Skindbogen paa de Steder, hvor der efter den normale Orthographie kun skal staae et r , snart skrives r, snart ur.
  14. men i Margen.
  15. pauperibus et peregrinis semper humilis, benignus et largus fuit. Beda Hist. Eccl. m, 6; Drogo cap. 11 , § 20; Capgr. fol. cciv vers.
  16. i Margen
  17. Dette er, som forhen bemærket, urigtigt: filius Aethelfridi regis — frater Eanfridi regis — nepos Aedvini regis ex sorore Acha, siger Beda i Hist. Eccles. m, 1 og 6 ; — Ortus fuit Oswaldus alto et longo sanguine regum; filius Edelfridi regis .... Mater non minus regali stirpe... Siont ergo rosa de spinis sic idem Oswaldus de paganis parentibus ortus est. Drogo , Vita Osvaldi, Cap. i,§ 4. — Ethelfridus viginti quatuor annis in Bernicia regnum tenens .... Actam flliam Ellæ regis Deirorum in uxorem ducens .... Eanfridus et Oswaldus de regis Ellæ filia fuerunt. Capgr. fol. ccliv vers.
  18. tildeels efter Gisning; næsten udslettet.
  19. rettet; ok.
  20. rettet; þottezt.
  21. hef, hyppigst.
  22. « Margen.
  23. Beda siger nøiagtigere, at Edwin har begyndt Bygningen og Oswald fuldendt den, Hist. Eccl. n, 14 og 20. — Construxit templum Petri apostoli, Drogo , Cap. i, § 6.
  24. efter Gisning; usikkert.
  25. efter Gisning; der sees kun: de som Slutnings-Bogstaver.
  26. tilføiet efter Gisning; fattes.
  27. ma , her og oftere ellers.
  28. de to sidste Bogstaver ere udslettede.
  29. gngv.
  30. saal. (seijde)
  31. mit
  32. skrevet heelt ud
  33. saal. þeigttu.
  34. allvr skrevet heelt ud.
  35. fellvr skrevet heell ud.
  36. rettet heisar.
  37. skrevet to Gange.
  38. skrevet heelt ud.
  39. usikkert.
  40. tildeels efter Gisning; næsten udslettet
  41. usikkert.
  42. usikkert.
  43. Gisning; udslettet.
  44. Gisning; ulæseligt
  45. saal. som det synes.
  46. Noe av teksten i dette kapitlet er utelatt, ettersom siden mangler. Det ser imidlertid ikke ut til å ha noe å si for fortellingens del. K.R. Heimskringla.
  47. Gisning; ulæseligt.
  48. tildeels efter Gisning.
  49. saal.
  50. saal.
  51. saal.
  52. jvfv.
  53. Gisning; udslettet.
  54. Tallet er ikke sikkert.
  55. Gisning ; udslettet.
  56. fra [ kan kun saa læses.
  57. fra [ for en Deel ulæseligt og tildeels usikkert.
  58. usikkert.
  59. hef
  60. saal.
  61. rettet; hneið
  62. hef
  63. skrevet heelt ud.
  64. rettet for baðskap.
  65. saal.
  66. saal.
  67. skrevet heelt ud.
  68. saal. fuldskrevet.
  69. hef
  70. fra [ saal.
  71. saal.
  72. hodv
  73. for Begyndelsesbogstavet er aaben Plads.
  74. m(ca).
  75. saal.
  76. skrevet heelt ud.
  77. saal.
  78. saal.
  79. saal.
  80. skrevet i Margen.
  81. tilføiet efter Gisning.
  82. i Margen.
  83. fra [ skrevet i Margen.
  84. rettet; sier (kunde ogsaa være feilskrevet for: sierttú)
  85. til Begyndelsesbogstavet er der aaben Plads.
  86. saal. rettet; kyna
  87. fra [staaer, som det synes: yckar aa uegna aa mille.
  88. mit.
  89. saaledes.
  90. saal.
  91. saal.
  92. saaledes, rimeligviis for sjötin.
  93. saal.
  94. Trækkene ligne maaskee siðan.
  95. hien
  96. aaben Plads for Begyndelsesbogstaven
  97. saal.
  98. saal. (eishverier)
  99. tilf. i Margen.
  100. tilføiet; fattes.
  101. tilføiet; udeglemt
  102. saal.
  103. saal.
  104. skrevet heelt ud.
  105. saal.; skrevet heelt ud.
  106. saal.; skrevet heelt ud.
  107. saal.; skrevet heelt ud.
  108. saal.; skrevet heelt ud.
  109. ssal.
  110. skrevet heelt ud.
  111. skrevet heelt ud.
  112. fyrst at bjóða
  113. nocka.
  114. saal.
  115. for Begyndelsesbogstavet aaben Plads.
  116. skrevet heelt ud.
  117. saal.
  118. avsvalld.
  119. skrevet heell ud.
  120. tilføiet; fattes.
  121. rettet; hridida.
  122. skrevet heelt ud
  123. skrevet heelt ud.
  124. þftte.
  125. saal.
  126. rettet; mun.
  127. apt.
  128. aaben Plads før Begyndelsesbogstavet.
  129. i Margen.
  130. i Margen.
  131. skrevet heelt ud
  132. hiºtt.
  133. skrevet heelt ud.
  134. i Margen.
  135. ofrsyn
  136. hittvr.
  137. her indskydes pvi ved Skrivefeil, foranlediget ved det følgende því.
  138. saal.
  139. qllít
  140. aaben Plads for Begyndelsesbogstavet.
  141. dott.
  142. skrevet heelt ud.
  143. mnv.
  144. hi°ttvr.
  145. saal.
  146. rettet, ef.
  147. m.
  148. tilføiet som udeglemt.
  149. i Marg.
  150. saal.
  151. skrevet heelt ud.
  152. i Marg.
  153. saal.
  154. skrevet heelt ud.
  155. saal.
  156. skrevet heelt ud.
  157. i Marg.
  158. aaben Plads for Begyndelsesbogstavet
  159. skrevet heelt ud.
  160. mgtt
  161. rettet; forskrevet eyne
  162. skrevet to Gange.
  163. vin
  164. dott
  165. saal
  166. skrevet heelt ud
  167. saal.
  168. rettet; giefi.
  169. rettet for hluta
  170. mºt.
  171. skrevet heelt ud.
  172. noget Tilsvarende til dette Mirakkel berettes ikke i de bekjendte Legender.
  173. rettet for fiollde.
  174. rettet, beidizt.
  175. hvºrnen.
  176. rettet; addrum
  177. rettet; alldre.
  178. aaben Plads for Begyndelsesbogstavet.
  179. Om Kong Osvalds Gavmildhed jevnf. Beda, H. Eccl. L. m. c. 6
  180. skrevet heelt ud.
  181. rettet: halldit.
  182. i Marg.
  183. eiiia.
  184. rettet; ægiæthliga.
  185. pet.s
  186. saal.
  187. rettet; giefum. Denne Legende, om Brydningen og Uddelingen af Sølvdisken, samt om Biskop Aydans Spaadom, fortælles hos Beda og de øvrige paa følgende Maade: „Fertur quia tempore quodam, quum die sancto Paschæ cum præfato episcopo (Aydano) consedisset ad prandium, positusque esset in mensa coram co discus argenteus, regalibus epulis refertus, et jamjamque essent manus ad panem benedicendum missuri, intrasse subito Ministrum ipsius, cui suscipiendorum inopum erat cura delegata, et indicasse regi, quia multitudo pauperum undecumque adveniens maxima per plateas sederet, postulans aliquid eleemosynæ a rege; qui mox dapes sibimet adpositas deferri pauperibus, sed et discum confringi, atque eisdem minutatim dividi præcepit. Quo viso pontifex, qui adsidebat, delectatus tali facto pietatis, adprehendit dextram ejus, et ait: «Nunqum inveterascat hæc mannu! Quod et juxta votum bencdictionis ejus provenit. Nam quum, interfecto illo in pugna, manus cum bracchio a cetero essent corpore rescctæ, contigit ut hactenus incorruptæ perdurent. Denique in urbc regia, quæ a regina quondam vocabulo Bebba cognominatur, loculo inclcusæ argenteo in ecclesia Sancti Petri servantur, et digno a cunctis honore venerantur.» Bedæ Hist. Eccl. Libr. ni, Cap. 6; Drogo Cap, in, § 21-22. — Capgrave fol. cciv verso har samme Sagn paa følgende Maade: «Quum quodam die pasche assidente secum in mensa episcopo Aidano veniret ad januam regis magna pauperum multitudo, elemosynam petens, et rex aliud ad manum non haberet porrigendum, ipsum ferculum coram se positum cam disco argenteo minutatim confringendo ad pauperes misit. Quo viso pontifex, tali facto delectatus, apprehendit dexteram ejas, et ait: Rogo deum, at nunquam veterascat manus ista. Quod ita factum est. Nam Osvaldo postmodum interfecto brachiam corpore resecatum hactenus duravit incorruptum.» Det er let at see, at den sidste har haft Beda for sig og kun forandret Ordene i hans Legende
  188. denne Klokke omtales ikke hos Beda, Drogo eller Capgrave.
  189. rettet; fátæka.
  190. saal.
  191. hvad dette Navn skal betegne, er vanskeligt at sige. Kilderne nævne kun de to andre som Osvalds Modstandere, nemlig Britekongen Cadwalla og Merciernes Konge Penda. Da Sagaen imidlertid gjør de to Slag, ved Denisesburne (og Heavenfeld) og ved Maserfield til eet, saa følger deraf, at den maa forene Cadwalla og Penda
  192. bythania.
  193. i Marg.
  194. forp°th.
  195. hvr°sau
  196. skrevet heelt ud
  197. saal. gmvr.
  198. safna.
  199. rettet, yllþyde.
  200. ok tilf.
  201. saal.
  202. rettet; eine
  203. nær.
  204. Beda og Drogo nævne kun Stedet Maserfield; Capgrave bestemmer det nærmere, med disse Ord: "Commisso tandem gravi præliso ab eadem gente pagana, paganoque rege Merciorum Penda, a quo et prædccessor ejus Edwinns peremptus fuerat: in loco, qui lingua Anglorum Maserfeld vocatur, occisus est, anno etatiti sue tricesimo octavo, nonis Augusti. Est autem locus finibus Armoriee Wallic, quod antiquitus pars maxima Wallie dicta est Armorica. Ab urbe enim Solapie septem fere miliaiibus versus eandem Walliam distare probatur idem locus, abbatisque Salopie dictioni cedit. A fossa quoque regis Offe, quæ Angliam et Walliam dividit , miliai io non plenc dimidio , et a Venolocensi cenobio miliaribus sexdecim separatur.» Nova legenda Angl. fol. cclv verso
  205. saal. Skb.
  206. stefn.
  207. saal. striden.
  208. saal.
  209. vm siau.
  210. rettet, signad.
  211. saal.
  212. saal. ærlgvr.
  213. pc.
  214. hiemi.
  215. 9
  216. fra [saal.
  217. saal.
  218. saal.
  219. müvr
  220. i Marg
  221. skrevet heelt ud.
  222. fra xº.
  223. almthogvr.
  224. Vulgatum est autem, et in consvetudinem proverbii versum, quod ctiam inter vcrba oratinnis vitam finierit. Nam quum armis et hostibus circumseptus jamjamque videret se esse periendum, oravit pro animabus exer sui. Unde dicunt in pioverbio: Deus miserere animarum, dixit Osuald cadens in terram. Beda III, 12; Drogo cap. v, §39; Nova leg. Angl. fol. cclvi.
  225. fra [jhs c'st'
  226. caput et manus cum brachiis, a corpore prtecisas, jussit rex, qui occiderat, in stipifibus suspendi. Beda in, 12 ; Drogo cap. v, § 39. — Penda vero rex caput sancti Oswaldi abscisum cum brachiis per annum in stipitibus suspendi jussit, Nova Leg. Ang l. ful. ccxv verso.
  227. saal.
  228. thiran
  229. aaben Plads for Begyndelsesbogstav.
  230. Osuin ; Osuiu, Beda H. Eccl. L. in, c. 12, og paa de andre Steder, hvor han omtaler denne Konge; Navnet skrives ogsaa Osviu i Chronicon Saxonicum (ved Aar 642 ff..
  231. Beda Hl, 12; Drogo cap. v. § 39; Nova Leg. Angl. fol. cclv verso.
  232. tilføiet; fattes.
  233. i Margen.
  234. I Nova legenda Angl. fol. cclv berettes om en Aabenbaring under en Sygdom, som Osvald havde haft, og derpaa tilføies der: Post hanc visionem una cum Cynehnrga uxore sua regis Westsaxonum Kynegilfi filia castitatis mundiciam in posterum conservavit.
  235. Forfatteren har altsaa ikke kjendt Sagnet om, at Osvalds Søn Ethelwald havde kjæmpet mod Ostciu paa Windwidfield.
  236. Dette Sagn berettes omtrent paa samme Maade hos Beda Hist. Eccl. L. ni, cap. 9; Drogo cap. m, §27-28.
  237. sofnade
  238. hestur.
  239. saal.
  240. hesten, her og oftere.
  241. fra [hest'en vellf.
  242. fra [stoðk hesten
  243. saal. for varðr.
  244. det følgende Jærtegn fortælles ogsaa hos Beda , H. E. L. III. c. 9; Drogo cap. III, § 29
  245. Beda og Drogo 1. c: . . . invenit puellam, neptem patrisfamilias, longo paralysis morbo gravaiam.
  246. hvrºue.
  247. sofnade.
  248. alheill.
  249. víne
  250. jardad
  251. fra [k°nck mm.
  252. aaben Plads for Begyndelsesbogstavet; — dette Jærtegn fortæller Beda H. Eccl. l. III, c. 10., og Drogo cap. iv, § 30, men ikke ganske overeensstemmende; i Nova legenda staaer det ikke.
  253. feg.
  254. me.
  255. skrevet heelt ud.
  256. skrevet heelt ud.
  257. rettet for geymdu.
  258. rettet for þessu psv
  259. tilføiet, udeglemt;
  260. I Legenden hos Beda III 10, og Drogo c. III §80-31 berettes dette om Mulden, som man havde taget af Jorden paa det Sted, hvor Osvald faldt. De bandt Mulden ind i en Linned-Dug og hængte den op paa Dørstolpen, og ved Husets Brand stod Dørstolpen alene ubrændt tilbage. Beda ut. 9 og Drogo cap. m, § XT fortælle, at man gravede Mulden op paa det Sted, hvor Osvald faldt, hældte Vand derpaa og lod syge Mennesker og Qcæg drikke deraf. Der var blevet gravet saa dybt som til en Mands Høide.
  261. agæt
  262. aaben Plads for Begyndelses-Bogstavet.
  263. rettet; leide.
  264. rettet; þse
  265. aust rike; dette Navn er uden tvivl en Forvanskning af Qvinde-Navnet Ostryda (Ástriðr) der ifølge Beda var Osvalds Broderdatter og Datter af Kong Ossviu. I Bedas II. Eccl. L. 111 , c. 11 og hos Drogo cap. iv, S 32-93 fortælles nemlig om Optagelsen af Osvalds Been, og deres Henførelse til Klosteret Bordaneu: Nequaquam silentio prætereundum reor, quid virtutis ac miraculi coelestis fucrit ostensum, cum ossa ejus inventa, atque ad ecclesiam, in qua nunc servantur, translata sunt. Factum cst autem hoc per industriam reginæ Merciorum Osthrvdæ, quæ erat filia fratris ejus, id est Osuiu, qui post illum regni apicem tenebat, ut in seqnentibas dicemob. — I Nova Legenda Angliæ (Capgr.) fol. cclvi hedder det: Corpus quoqne et ossa adduxit secum regina Merciorum Osrida, filia regis Oswi, et usque ad monasterium de Bardineia in Lindiseia detulit.
  266. forvansket for „Lindissi", (Lindsay).
  267. rettet þ.
  268. klavst.
  269. klost.
  270. saal.
  271. saal. rettet ; fylde
  272. hos Beda og i de øvrige anførte Skrifter tales ikke om Duen, men om Lysstraaler, som skinnede ned over Liget
  273. Beda fortæller, og de Andre efter ham, at Munkene i Bardeney først ikke vilde modtage Osvalds Been, da Prindsessen Astrid bragte dem; men da Benene stode ude om Natten, skinnede en Lysstraale lige fra Himmelen ned paa Vognen. Da bade Munkene ydmygt om at maatte modtage Helgenens Been.
  274. om Helbredelse af en Besat findes ogsaa en Legende hos Beda III, 11 , Drogo cap, iv, § 34, 35-37; Nova Leg. Angl. fol. <civi.
  275. f lst
  276. tilføiet; udeglemt.
  277. rettet; alleheill.
  278. rettet; gi°de.
  279. aaben Plads for Begyndelsesbogstavet.
  280. Denne Legende have de Andre ikke; derimod fortælles i Nova Leg. Angl. fol. cclvi, at en Røver havde stjaalet Nøglerne til Sanct Osvalds Kirke i Farnham og blev slaaet med Blindhed, da han vilde borttage Kirkens Kostbarheder; da kom Præsten, og Tyven bad om naade, og den hellige Osvald gav ham Synet igjen.
  281. rettet; h
  282. syn
  283. rettet; hafde.
  284. saal.
  285. Sagnet om Korset findes hos Beda, H. eccl. 1. III e. 2.
  286. Her fortælles det samme om Korset paa det Sted, hvor Osvald faldt, som Beda og de øvrige fortælle om Korset paa Hefenfellh, hvor han overvandt Cadwalla; Sagaen adskiller nemlig ikke disse to forskjellige Slag.
  287. fra [nock'er fathæk
  288. fra [saal.
  289. i Margen.
  290. saal.
  291. skrevet heelt ud.
  292. Beda, H.Eccl. L. III. c. i: vocatur locus ille lingva Anglorum Hefenfellh, quod dici potest Latine cælestis campus, quod certo utique præsagio futurorum antiquitus nomen accepit, significans nimirum, quodibidem cælcste erigendum trophæum, cælestis inchoanda victoria, cæslestia usque hodie farent miracula celebranda. Est autem locus juxia illuin murum ad Aquilonem, quo Romani quondam ad arcendos barbaroium imptus , totam a mari ad mare præcinxere Britanniam. jevnf. Bro go cap. 1 § 9 ; Nova Leg. Angl. fol. cclvi verso. — Her er nemlig i Kilderne Tale om del Sted, hvor Osvald overvandt Cadtwalle, hvorimod Sagaen gjør begge Localiteter, det her omtalte Heavenfield og Maserfield , hvor han faldt, til een og samme, uagtet de i Virkeligheden laae paa ganske modsatte Kanter af Landet.
  293. fra [saal. for: allir góðir hlutir.
  294. Noe av teksten i dette kapitlet er utelatt, ettersom siden mangler. Det ser imidlertid ikke ut til å ha noe å si for fortellingens del. K.R. Heimskringla.