Saga om Nor og hans Æt (NFSG)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 8. jun. 2018 kl. 17:21 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen


Naturlyrik og romantik


N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter

Bind 1

København, 1880.


Saga om Nor og hans Æt

N. F. S. Grundtvig


[Nyeste Skilderi af Kbhvn. 28. Januar 1809, Kong Frederik den sjettes Fødselsdag. VI, 497-510. Optrykt i Kvædlinger 1815, S. 105-23, med det her medtagne "Tillæg".]


1. Højtiden byder hver Haand
Hvile fra Hverdagens syssel;
Vinteren driver os ind,
Trindt omkring Arnen os sanker.
Ret er at lytte til Sagn,
2. Sagn om de fremfarne Tider;
Saa lytted Fædre i Nord,
Nordboer! lytter til mig!
Jeg vil en Saga fortælle,
Medens i Skjoldungens Hal
Holdes den herlige Fest.


Saa er sagt af sagnkyndige Mænd, at i meget gammel Tid, end før Asamænd indkom i Nord, da var en Kæmpe af Gudernes Æt, rig og mægtig, og dertil begavet med alle Haande Kløgt, men mest med den, som Spaakløgt hedder, og som af al er først at nævne; thi vel er det noget, at kjende Tiden, som hun nu er, og end mere, ret at vide, hvordan hun været haver; men mest er det: at se og forstaa, hvad hun skal vorde. Nor var Kæmpens Navn, og ham fødtes tvende Sønner, hed én Noreg, og Gautur den anden, men kun én Datter aatte han, og er hun nævnet Dana. Han skiftede Norderlande udi trende Parter, og fik Noreg den Part, som efter ham er nævnet Norrige, og er det et haardt Land, og fuldt med Elv og Fjælde, men dog fagert i sin Maade, og rigt paa Malm og Stene. Dana fik de Øer, som svømme udi Østersaltet, lystelige at bygge paa, med Korn, med Eg og Bøg og med blommede Enge; saa fik hun og Jotland og alt hvad som Mænd nævne Danmark. Gautur fik Gautland, som nu nævnes Svithjod; og er det sandt at sige, at ligervis som han byggede mellem baade Søskende, saa havde og hans Odel i mange Maader Ligning med begges, al den Stund han ligesom kunde række den ene Haand til sin Broder paa det høje Fjæld, og den anden til Søsteren i Dal. Saa var Landeskifte; men ej kommer Gautur mer ved denne Saga.


Saa er det sagt, at Nor skulde aldrig dø; men der han ældedes, drog han til det grønne Godhejm, at være med Guderne; og før han drog did, da tog han til sig alle sine Børn, og gav dennem kostelige Raad: bød dem leve endrægtelig til Hobe, og varede dem ad deres Skade, om de ej vilde gjøre derefter. Saa tog han og Noreg og Dana til Enetale hos sig, og sagde dem forud, at der vilde komme megen Ufred mellem de Søskende, men at de dog, som ret var, skulde enes paa det sidste. Som han var vel øvet i Skjaldskab, da kvad han for dennem om al deres Landes Lejlighed, og hvorledes de bedst kunde hjælpe og tjene hinanden; og var det et langt Kvæde, det ingen nu om Tide véd at sjunge fuldelig, dog Mænd sige for Sanden, at en Part var saa, som end kvædes i Normaal hint gamle:


3. Malmet voxer
Dybt i Fjælde,
Kornet voxer
Højt paa Sletten;
Odin skifted.
Hvi han skifted,
Saa, det vide
Taaber ikke;
Mon I véd det?


4. Jorden bærer
Hør, men Faaret
UId paa Heden;
Deri, Datter,
Klæd dig! Smyk dig
Med din Broders
Maard og Sobel!
Staa i Nord som
Nordens Mø!


5. Tag ej Silke,
Tag ej Smykker,
Tag ej Perler,
Som dig Saxlands,
Som dig Vallands
Sønner byde!
Naar de bejle,
Naar de byde,
Skuffes du.


6. Saxlands Døtre,
Vallands Døtre
Vil dig lokke,
Søn! til Leflen;
Højt i Bægret
Bruser Edren,
Sødt de kvæde:
Der er Kraften!
Tro dem ej!


7. Elven fraader
Ud af Fjældet:
Der er Kraften,
øs af Elven!
Bed din Søster
Øl at brygge,
Mjød at blande!
Staa som Nordens
Søn i Nord!


Og end kvad han:


8. Norner styre,
Aser orke,
Vaner vide.
Tro paa Norner!
Blot til Aser!
Bed til Vaner!
Saa har forne
Skjalde kvædet.


Saa sige gamle Mænd, de, som bedst mindes Fædres Frasagn, at Nor mælte; og er det vel troligt, det var udi denne Mening, dog det ej var saa lempet med Rimstave og anden Kunst; thi det vide alle, som nogen Kløgt eje, at ret Skjaldskab er at agte som Asamænds Skjænk til dem, som bo i Norderlande, saa som Odin siger i Havamaal:


9. Gunlød paa gyldne
Stol har mig skjænket
Drik af den dyre Mjød.


Og end:


10. Letkjøbte Vædske
Vel har jeg nydt,
Skjaldskabet voxer
Frem nu paa Jord.


Nu et det at sige, at i mange Aldre ihukommede Børnene vel deres Faders Ord, og, som det plejer at ske, at de, som mest gjøre efter de gamles og kløgtiges Raad, dem gange og alle Ting bedst til Haande, saa bleve og de Søskende stærke og mandelige, og deres Ætmænd spredt vide om lande, og ingen mægtede at modstaa dem, der som de fore frem. Men som de Søskende ældedes, saa argedes de, og trode paa deres egen Styrke, og tyktes sig klogere at være end deres Fader; thi sloge de hans Tale mestendels hen i Vejr og Vind.


Nu er det til Tidende, at en ny Sæd kom ind i Norderlande, og vist var hun god, ja, fuldbedre end hin gamle, saa som hun forkyndtes udi Østerleden; men sandt er det og at sige, at i den Time hun kom hid, var det kosteligste ej mere til Syne. Somme mene, at hun havde tabt det paa de lange Veje; men somme mene det, som ligeligst kan være: at hun havde gjemt det saa vel og inderlig, som Klippen sin dyre Malm, og at hendes Følgesvende ej vidste det at fremføre for Dagens Lys. For den Sags Skyld hændtes det og saa, at hine første Klerke og Kjendemænd ej talte, som Sandingen var: at den Gud, som Mænd nu skulde tjene, var hin samme, som de fordum tjente, dog de havde forvendt hans Navn og Idrætter; men sagde i den Sted, at hine gamle Guder maatte nævnes Djævle og Menvætter; ligervis som den Jord, hvorpaa de ginge, og den Himmel med de store og smaa Lys, som løftede sig over deres Hoved, ej havde været de rette, den Stund de mente dem bygte af Aser. Da forgjættedes hartad alle de Ord, som Nor havde talt, i det hans Børn finge den gruelige Tanke, at der han drog til Guderne, da drog han til Djævlene udi Helvede, som de nu mente Guderne at være, og at det ej sømmede sig for dem, nu de skulde tjene Krist, at lyde hans Raad[1].


Lyster nogen at vide alle de Ting, som hændtes ere de Søskende indtil denne Time, han maa vel rette sin Lejlighed til at efterforske i alle de Sagaer, som om dem ere samsætte. Her er det kortelig at melde, hvorlunde det gik dem i alle Maader efter som Nor havde spaat: baade at der kom megen Ufred imellem dem, indtil en Kvinde med Mandemod, dannis og kløgtig og nær i Frændskab med begge, forligede dennem; saa og at, ihvorvel Nor uden Tvivl mente mere, kan vel være og andet, der han talte om Drik og om Klæde, saa maatte dog og i disse Dele hans Spaadom opfyldes.


Fra den Tid Dana hentede sine Klædningsmon fra Bretlands Øer og sin Drik fra Sønderleden, da hovmodedes og bedaaredes hun saa, at intet, som grode paa Dyr eller Jord i hendes Sletter, var hende til Maade, og hengav hun det for en ringe Pris, at hun kunde bramme med brogede og blommede Mon, og hellere vilde hun øge sin Tørst med fremmed Drik, end læske den i sin egen. Da blev hun blød i Sind og Hjærte, og er det sommes Mening, at hun ved det Levned kortede sine Dage.


Bedre bleve Noregs Vilkaar, dog han i mange Stykker ej var klogere paa det sidste; men fast maatte man sige, at ligesom de giftige Urter ej trives paa Fjældene, saa kan ej heller Blødhed og Vellyst, der vel maa lignes ved giftige Urter, ret fæste Rod i hannem, for den stærke og rene Lufts Skyld, som blæser mellem Klipperne. Ej var det dog derfor et umærkeligt Ord, hvad som Nor talte til sin Søn; thi fra den Stund at Saxlands Mænd komme til at bygge og kjøbslaa i Bjørgvin, da kom mangen ny og overflødig Skik. som ej var den bedste. Ondt maatte man og hartad nævne det, at noget blev fundet i Noregs land, udaf hvilket det underlig klare gjordes, som Glar bliver kaldt; thi alt[2] som Glarmon kom til at stande paa Bordene i Steden for de dunkle Horn og de mørke Bægere, saa maatte Øllet og Mjøden lade sig drive paa Flugt af Vin og anden udlændisk Drik. Men, om Drik at tale, da haver den mest fordærvet baade Søskende, som de ugudeligen pinte af det velsignede Korn; og ej er det at undres paa, al den Stund den laves ved Ild og ved Nat, ved den gruelige Trolddomskunst, som Sejd monne kaldes; thi vel er det kundbart af gamle Bøger, at med den Kunst vilde onde Jætter fordærve Jorden, og var det med hende, at Folk forgjordes fra Liv og Helsen, Vid og Forstand, ret som vi end dagligen se for Øje.


11. Nu er Normaal kvædet,
Og fremtalt er Sagnet,
Gavnligt for Askurs Æt,
Ikke for Jætters.
Vel ham, som kvad!
Vel ham, som kan!
Han nyde, som nemmed!
Vel dem, som hørte![3]



Fodnoter

  1. Skammeligt er det til visse at give Nordens Apostle Skyld for Ufreden, og det hele er Sludder. [Kvædl.]
  2. [alt, Kvædl.; Skild.: lige]
  3. [Teksten i den trykte udgave slutter med "Et Kvad til mit Fædreland" og kort "Tillæg", som er udeladt her.]