Sagaen om Flores og Blankiflur

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Riddersagaer

Sagaen om Flores og Blankiflur

Brynjolf Snorrason

Det kongelige nordiske Oldskriftselskab

København, 1850

1. En hedensk Konge, ved Navn Felix, regjerede i den By, som hedder Aples og besad Gods og Folk i Overflod; han udböd Leding og Krigsskibe og drog til Jakobsland, for at brænde, ödelægge og hærje det kristne Land; han opholdt sig der i sex Uger med sine Krigsfolk, og der forlöb ingen Dag, uden at han red op paa Landet, brændte Byer og slæbte en Mængde Rov tilbage med sig til sine Skibe; paa en Strækning af tredive Mil fandtes ikke en By eller Borg, som jo var ödelagt; der gjöede ikke en Hund, der galede ikke en Hane, saaledes havde de ödelagt alt. Da Kongen endelig vilde drage hjem og havde befalet, at alle Skibene skulde holde sig færdige, lod han en Jarl og nogle Riddere kalde, bad dem tage deres Rustninger paa: og gaaer op til Veien og angriber Pilegrime, vi ville imidlertid besörge Skibene ladte; de adlöde og gik op paa Veien, der förte over et Fjeld, hvorfra de havde Udsigt til Sletten; her saae de Pillegrime komme dem imöde; da de stödte sammen, angrebe Kongens Udsendinge Pillegrimene og vandt Seier, thi deres Sværd vare skarpere end Pillegrimenes Pigstave. I deres Fölge var en tapper Ridder, smuk og hövisk, der havde lovet at gjöre en Reise til den hellige Apostel Jacob; han havde sin frugtsommelige Datter med, der vilde opfylde et af hendes afdöde Mand gjort Löfte; hendes Fader vilde heller falde med Ære, end give sig i Fjendevold; ham dræbte de, men toge Datteren til Fange og slæbte hende ned til Skibene; da de kom der, forærede de hende til Kongen; han saae vist paa hende, og troede at kunne mærke, at hun var af god Herkomst: naar jeg kommer hjem, sagde han, vil jeg forære hende til Dronningen, thi hun bad mig om en kristen Kvinde til Foræring, naar jeg kom tilbage.

2. Derpaa gik de ombord, heisede deres Seil og seilede med megen Glæde; dernæst fik de et lidet Land i Sigte og naaede det efter tolv Timers Seilads; det rygtedes nu snart til Aples, hvor Kongen pleiede at opholde sig, at han var kommen hjem og havde vundet en stor Seier; man modtog ham med Æresbevisninger, som han fortjente. Efter sin Hjemkomst lod Kongen alle sine Mænd kalde til sig, og delte Byttet retfærdigen mellem dem; han forærede Dronningen den fangne Kvinde; hun blev saare glad over denne Gave, og tilböd Kvinden at være sin Selskabsdame, og tillod hende at beholde sin Kristendom, hvis hun önskede det; hun behandlede hende godt og gav hende Terner til Opvartning; da Kvinden baade var smuk og dannet, var Dronningen god mod hende, og sagde at hun gjerne havde hende om sig; hun lærte Vælsk af hende, og lærte hende til Gjengjeld et andet Sprog; Kvinden gjorde sig yndet af alle og opvartede gjærne Dronningen som sin Frue.

3. En Dag da hun var paa Slottet hos Dronningen, tog hun en Dug og svöbte den lönligen om sig; Dronningen mærkede det og saae tillige, at hun sukkede og græd bitterligen; her af sluttede hun, at Kvinden var frugtsommelig, og spurgte hende om, naar hendes Svangerskab var indtraadt; Kvinden angav hende den rette Dag; da sukkede Dronningen dybt og sagde: den samme Dag vederfores mig det samme. Nu regnede de efter, naar Födselstiden skulde indtræde, og det traf netop Palmesöndag. Da Tiden nærmede sig, gik de til Ro; Dronningen födte en Sön, den kristne Kvinde en Datter, og begge Börnene fik Navn af den Dag, paa hvilken de vare födte; i fremmede Lande kaldes nemlig Palmesöndagen Blomster, hvilket i det vælske Sprog hedder Flur, thi da bærer man Blomster i Hænderne; derfor bleve Börnene kaldte Blomster, han blev nemlig kaldet Flores, hun Blankiflur, hvilket betyder, at han hed Blomst, men hun Hvidblomst. Grunden til at Kongen vilde give sin Sön dette Navn var den, at den kristne Kvinde havde fortalt ham, hvorfor de Kristne kaldte denne Fest saaledes. Da den kristne Kvinde var meget forstandig, overlod Kongen sin Söns Opfostring til hende, paa det nær, at han ikke vilde have, at en kristen Kvinde skulde give Barnet Die; det overlod han til en anden, men iövrigt blev han opdraget i Kristendommen. I tre Aar opfostrede Kvinden disse Börn paa den Maade, at de baade spiste, drak og sov sammen, uden at hun vidste, hvilket af dem hun holdt mest af. Da Börnene vare fem Aar gamle, syntes de större end deres Jævnaldrende, og smukkere end de fleste andre. Da Kongen saae, at hans Sön var bleven saa stor og havde opnaaet den Alder, at han kunde sætte ham til Studeringer, satte han ham i Skole i den By, som hedder Girilldon, hos en Mester ved Navn Geides, den lærdeste Mand, man kjendte paa den Tid. Drengen græd bitterligen og sagde: lad Blankiflur gaae i Skole med mig, thi jeg kan intet lære og ingen Glæde nyde, hvis hun ikke er hos mig. Kongen svarede: for din Skyld, min Sön, vil jeg lade hende gaae med og lære, forat du skal gjöre dig desto större Umage for din Fremgang; ligeledes gav han Mesteren Ordre til at undervise dem. De vare meget lige og holdt saare meget af hinanden; naar den ene kom noget ud, fortalte denne strax ved sin Hjemkomst alt hvad den havde hört, til den som var hjemme.

4. Da de havde opnaaet Modenheds Alderen, begyndte de at elske hinanden med megen Kjærlighed; de læste den Bog, som hedder Ovidius; den handler om Elskov og Kjærlighed; de havde megen Glæde og Fornöielse deraf, fordi de fandt deri Skildring af Elskov og Kjærlighed, og efter fire Aars Forlöb kunde de tale Latin med enhver Klerk, de traf sammen med. Kongen, der nu mærkede deres Venskab, frygtede for, at Flores vilde tage Blankiflur til ægte, thi den Gang vare de næsten fuldvoxne; han gik derfor til Dronningen, for at indhente hendes Raad desangaaende og tiltalede hende saaledes: jeg er meget vred og bekymret, thi det tykkes mig, at vor Sön holder for meget af Blankiflur, og hvis du ikke finder paa et Raad, for at forebygge det, vil han være tabt for os. Hvorledes det? sagde hun. Fordi, sagde han, at han holder saa meget af Blankiflur, at han, efter hvad mine Venner fortælle mig, aldrig vil forlade hende eller gifte sig med nogen anden, og hvis det er Tilfældet, gaar baade han og hele vor Æt under. Jeg vil derfor lade hende dræbe, opsöge til min Sön en Kone, der ligesom han er af kongelig Byrd, baade paa Fædrene- og Mödrenesiden, og saaledes frelse ham fra denne Ulykke.

5. Da Dronningen saae at Kongen var vred, tænkte hun over, hvorledes hun bedst kunde frelse Blankiflurs Liv, og gav Kongen et Raad, som han syntes godt om: Herre, sagde hun, vel bör vi passe paa, at vor Sön ikke mister sin Ære formedelst den Kjærlighed, han nærer til Blankiflur, men dog forekommer mig det rigtigere, at fjerne hende fra ham, end at skille hende ved Livet; Kongen svarede: lad os begge udfinde et saadant Raad. Lad os sende vor Sön i Lære til Mustorie, sagde hun, til min Söster, Sybilja, som er gift med den Jarl, som regjerer der, thi hun vil blive glad ved hans Komme, og naar jeg skikker Bud og underretter hende om Grunden til hans Sendelse, vil hun finde paa et eller andet Raad forat tilintetgjöre deres Kjærlighed; Mesteren skal foregive, at han paa Grund af Sygdom, ei kan blive ved at undervise Flores, thi ellers vil han fatte Mistanke og næppe være at formaae til at reise bort, uden at Blankiflur fölger med; men det skal dog ikke skee, thi jeg skal mage det saaledes, at hendes Moder, paa Grund af en foregiven Sygdom, kommer til at beholde hende hos sig; dog maae vi love Flores, at hun om fjorten Dage skal faa Tilladelse til at reise hen til ham. Da alting, som Flores skulde have med, snart var færdigt, lod Kongen ham kalde og gav ham Ordre til at reise paa den angivne Maade. Flores svarede: hvorledes kan det være, at jeg skal forlade Blankiflur og min Lærer? og dog lovede Kongen ham, at Blankiflur skulde komme til ham om fjorten Dage, hvad enten hendes Moder var död eller levende. Derpaa lod Kongen en af sine bedste Venner kalde, bad ham om at ledsage sin Sön og gav dem et talrigt Fölge. De tiltraadte Reisen, kom til Mustorie, traf Ligoras, Sybiljas Mand, og bleve modtagne med Hædersbevisninger og Glæde. Flores fandt kun liden Glæde i Opholdet der, da han ikke saae Blankiflur; forat han desto lettere skulde glemme hende og fatte Kjærlighed til en anden, förte Sybilja ham til det Værelse, hvor der var de fleste Jomfruer; men ved Synet af dem, blev han endnu mere bedrövet; der var Leilighed nok for ham til at lære; hans eneste Tröst var at tænke paa Blankiflur, hvilket forekom ham södere end nogen Vellugt; han drömte om Natten, at han kyssede hende, men da han vaagnede, var hun forsvunden; med slig Længsel ventede han paa den bestemte Tid; da Blankiflur udeblev, indsaae han strax, at her var Svig med i Spillet, og frygtede for, at hun var skilt ved Livet; nu blev han i den Grad omspændt af Sorgen, at han hverken kunde spise, drikke, sove eller sidde; Ridderen, der frygtede for, at han skulde döe af Sorg, underrettede nu Kongen om Sagernes Stilling. Ved denne Efterretning blev Kongen meget opbragt, og gav Flores Tilladelse til at reise hjem igjen. Derpaa gik han til Dronningen og talede saaledes: dette er en ond Efterretning, og her maa være Hexeri med i Spillet, siden Blankiflur har erhvervet sig min Söns Kjærlighed i saa höi Grad; kalder hende derfor hid, thi nu vil jeg lade hende halshugge, - hvilket burde være skeet for længe siden, saa vil Flores snart glemme hende. Dronningen svarede: Herre! fat heller den Beslutning, at före hende ned til Skibene, thi der ere rige Kjöbmænd af Babilon, som, paa Grund af hendes Skjönhed og Dannelse, gjærne ville kjöbe hende for en stor Sum Penge, og bortföre hende til fjerne Lande, hvor Flores aldrig vil faae noget at vide om hende. Kongen samtykkede heri, lod strax en meget rig Kjöbmand, som talede mange Sprog, kalde og böd ham tage Blankiflur med og sælge hende. Dette gjorde han i Vrede, men ikke for Fordelens Skyld. Kjöbmanden förte Blankiflur ned til Havnen, hvor han traf mange, som vilde kjöbe hende. Han solgte hende for 20 Mark Guld, 20 Mark Sölv, 20 Stykker Silketöi, 10 Mantler af godt Flöiel, alle forede med Sobelskind, 10 Kjortler af Gudvæv og et Guldkar, hvis Mage ikke fandtes; det var gjort af en Mand, ved Navn Ullius, og forestillede i indgravet Arbeide, hvorledes Grækerne sprængte Trojas Mur og hvorledes Indvaanerne forsvarede den; hvorledes Paris bortförte Eline, og hvorledes hendes Mand forfulgte dem, uden at kunne indhente dem. Det forestillede ogsaa, hvorledes Grækerne under Agamemnons Anförsel seilede over Havet, foruden mange andre Ting, som ikke omtales paa dette Sted. Paa Laaget stod, hvorledes Venus, Pallas og Juno fandt et Guldæble, hvorpaa der var skrevet: til den smukkeste; hvorledes de, da de ei kunde komme overeens, henvendte sig til Paris, og hvad enhver af dem tilböd ham, for at blive erklæret for den smukkeste: Juno lovede ham store Rigdomme, Pallas Visdom og Kundskaber, Venus den Kone, som var en Perle blandt alle andre. (Hende tilkjendte han Prisen), thi dertil havde han störst Lyst. Alt dette var indgravet paa Laaget. Knappen bestod af en Carbunculus, der skinner klarere i Mörke end mange brændende Lys. Ovenpaa Knappen sad en Fugl af Guld, der holdt en grön Ædelsteen i sine Klöer og syntes levende. Dette Kar, der var gjort i Troja, blev bortfört derfra af Eneas, der forærede det til sin Kjæreste i Lungbardi; siden gik det i Arv fra den ene til den anden, indtil det blev bortstjaalet af en Tyv, ved Navn Galapin; derpaa blev det solgt til Kjöbmænd, og endelig givet som Betaling for Blankiflur. Kjöbmændene betalte hende saa dyrt, fordi de vidste, at de vilde faae langt mere for hende. Nu tiltraadte de Hjemreisen, og seilede i en meget kort Tid hjem til Babilon, hvor de overlode Blankiflur til Kongen. Han havde aldrig seet en deiligere Jomfru, antog at hun maatte være af en god Herkomst og satte hende strax i en stærk Forvaring. Da den Kjöbmand, som havde solgt Blankiflur, kom hjem igjen, gav han Kongen den Betaling, han havde faaet for hende og ligesaa Karret. Kongen lod derpaa gjöre en Steenkiste, hvorpaa der var indgravet med forgyldte Bogstaver: her hviler den skjönne og höviske Blankiflur, som Flores elskede mest. Kort efter kom Flores hjem, steg af Hesten, gik ind i Hallen, hilste paa sin Fader og spurgte: hvor er Blankiflur? de vare da sene til at svare. Moder, sagde han, hvor er min Forlovede? det veed jeg ikke, var Svaret; siig mig det, sagde han; nu kunde Moderen ikke holde sig længere, brast i Graad og sagde, at hun var död; er det sandt? spurgte han, ja visseligen, löd Svaret; han spurgte nu, naar det var skeet, og af hvilken Sygdom hun var död; for otte Dage siden, sagde Moderen, af Kjærlighed til dig; Grunden til dette hendes falske Foregivende var den, at hun havde givet Kongen sit Ord paa, at hun skulde sige, at Blankiflur var död.

6. Ved Efterretningen om Blankiflurs Död faldt Flores i Afmagt; da den kristne Kone saae det, brast hun i Graad og udbröd: dette Tab kan aldrig forvindes, jeg har mistet en Sön og en Datter; nu kom Kongen og Dronningen til og klagede sig bitterligen over deres Sön, der besvimede tre Gange efter hinanden; da han kom til sig selv igjen, udbröd han: ak Död, hvorfor glemmer du mig? lad mig fölge efter Blankiflur! Moder, blev han ved, för mig hen til Blankiflurs Grav; da han havde læst Indskriften paa Stenen, faldt han i Afmagt, men da han kom til sig selv igjen, satte han sig ned ved Siden af Stenen, og udbröd i Klager over Blankiflur: vi vare begge undfangede paa samme Tid, sagde han, og begge födte paa een Dag; skulde vi da ikke, hvis Döden var retfærdig, begge döe paa een Gang? ak Blankiflur! blev han ved, din Lige i Forstand, Skjönhed og Dannelse har jeg hverken seet, eller vil nogensinde komme til at see; ingen Pen kan beskrive og ingen Mund tolke al din Ros, thi du var paa een Gang baade ung og gammel, yndet af alle; Död, sagde han, du er avindsyg, du elsker den som ikke elsker dig; dig kan ingen undfly og dog flyer du den, som söger dig, men slaar den ihjel, som vil leve. Hvis en fattig Mand eller en Olding, som ikke mere kan holde Hovedet opreist for Alderdoms Skyld, paakalder dig, vil du ikke bönhöre ham; du er uretfærdig mod alle, ogsaa mod mig, da du berövede mig Blankiflur, der gjærne vilde leve; hör min Bön, jeg paakalder dig, hvis du undviger, skal jeg dog visselig fölge dig, thi en, som selv vil döe, kan du ei hindre deri; jeg vil heller ikke længe trygle dig herom, thi inden Aften vil jeg selv gjöre Ende paa mit Liv, til hvilket jeg ikke mere har nogen Kjærlighed, siden du berövede mig Blankiflur. Nu vil jeg til Blomstermarkerne, hvor Blankiflur, min Hjertenskjær, venter paa mig; Hedningerne kalde den Mark, som stedse blomstrer, Paradis eller Blomstermark. Flores reiste sig nu, i den Hensigt at ombringe sig, tog en Kniv, som han havde faaet af Blankiflur og tiltalede den saaledes: Kniv, du skal gjöre Ende paa mit Liv, thi jeg har faaet dig af Blankiflur, for med dig at udföre min Villie; Blankiflur, blev han ved, viis denne Kniv Veien til mit Bryst; derpaa lagde han an med Kniven paa den venstre Brystvorte, men hans Moder kom löbende til i det samme, greb Kniven og gav ham en haard Irettesættelse; han svarede saaledes: Moder, jeg vil heller döe end længer udholde denne Sorg; hun svarede: det er barnagtigt, min Sön, at hige saaledes efter Döden, thi ingen er saa ussel, at han jo undgaar sin Död, hvis det er ham muligt; desuden er det ogsaa den störste Skam, at dræbe sig selv, og ingen, som gjör sligt, bliver nogensinde delagtig i Blomstermarken; Blankiflur vilde du heller ikke træffe, thi Marken modtager kun dem, der ikke gjöre sig selv nogen Fortred; de andre komme til Helvede, og saaledes vilde det ogsaa gaaet dig, hvis du havde faaet din Villie. Fat dig nu, min Sön, og lev, thi du vil træffe Blankiflur, enten levende eller död, og efter hvad jeg troer, kjender jeg en Lægedom, som vil være tilstrækkelig til at kalde hende tilbage til Livet.

7. Derpaa gik hun grædende til Kongen og tiltalede ham saaledes: Herre, jeg beder dig ved den Gud, paa hvem vi troe, at du forbarmer dig over vor Sön; i dette Öieblik vilde han have dræbt sig med denne Kniv, hvis jeg ikke var kommet til i det samme og havde taget den fra ham; han svarede: Frue, lad os vente endnu, thi han vil snart blive tröstet; hvis vi vente, sagde hun, frygter jeg for, at han vil gjöre det af med sig selv, og saa blive vi barnlöse; han svarede: önsker du, Frue, at vi sige ham Sandheden; ja, sagde hun, det stemmer jeg for, thi enten ville vi beholde dem begge eller tabe dem begge; gaa da skyndsomt hen, sagde Kongen, og lad ham det vide. Hun gjorde det, og tiltalede ham saaledes: min Sön, Forfærdigelsen af denne Steenkiste er blot et Paafund af mig og din Fader, Blankiflur ligger ikke i den - og nu fortalte hun, hvorledes hun var bleven solgt: dette blev gjort, for at du skulde glemme hende og faae en Kongedatter af ligesaa ædel Byrd, som du selv, thi det sömmer sig baade for dig og os; lad nu denne Længsel fare, thi hun er fört saa langt bort, at du aldrig i Livet vil faae hende at see. Moder, lever hun da? spurgte han; ja, sagde hun, det kan du nu see; derpaa lod hun Laaget tage af Steenkisten, og da den var tom, forekom det ham utvivlsomt, at hun var i Live; her over blev han saare glad, og sagde at han aldrig vilde holde op, förend han havde opsögt hende, hvilket han ogsaa var ganske bestemt paa; det findes ogsaa skrevet, at den, som besidder oprigtig og stærk Kjærlighed, kan udrette alt, hvad han vil; det bevidne Kallades og Plato. Da Flores vidste, at Blankiflur levede, blev han munter og sagde til sin Fader: du har forgjeves gjort dette, thi jeg vil ingen Kone have, uden Blankiflur; Flores bad saa Kongen om Tilladelse til at söge efter Blankiflur; men denne, der nu begyndte at blive bedrövet, lastede Dronningens Raad, ifölge hvilket hun var bleven solgt, og vilde nu give Tusind Mark for Blankiflur, og desuden alt det, han havde faaet for hende. Kongen sagde til Flores: vær munter og lystig, min Sön, og forlad ikke din Fader; men han svor paa, at han vilde söge hende: jo mere I fremskynde min Reise, desto hurtigere vil jeg komme tilbage; siden du ikke vil ændre denne Beslutning, sagde Kongen, saa siig mig, hvad det tykkes dig, at du behöver til denne Reise. Flores takkede sin Fader og sagde: jeg vil meddele eder min Mening: giv mig, jeg beder eder, otte Heste, hvoraf de to skulle have Byrder bestaaende af Guld og Sölv og kostbare Sölvkar, den tredie af myntede Penge, den fjerde og femte af kostbare Klæder, den sjette og syvende af gode Graaskind, forede med Sobel, den ottende af reent, brændt Sölv; een Mand skal fölge med hver Hest, og Tjener med hver af disse; desuden en aldrende Mand, for at passe paa vort Gods, og en god Tolk, som kan mange Sprog; jeg vil udgive mig for en Kjöbmand, men dog vil jeg hverken spare Guld eller Sölv, saalænge jeg har noget tilbage, hvis jeg kunde træffe Blankiflur. Nu lod Kongen berede alt til sin Söns Reise og da det var færdigt, lod han Hestene sadle, deriblandt sin egen Ganger, der kostede sex prægtige Borge, og forærede Sönnen den. Dronningen tog en Guld-Fingering af sin Haand og satte den paa Flores's med de Ord: denne Ring skal du gjemme godt, min Sön, thi saalænge du har den, behöver du hverken at frygte Jern, Ild eller Vand; Stenen, som er i den, besidder en saadan Kraft, at du kan finde alt hvad du söger, hvad enten det er tidlig eller sildig.

8. Efter at han dernæst havde taget Afsked med sine Forældre, der önskede ham en lykkelig Reise, rede de udaf Kongsgaarden; derpaa kaldte Flores en Ridder til sig, og bad ham vise dem Veien hen til det Sted, hvor Blankiflur var bleven solgt; da de kom der, toge de Nattekvarter hos en rig Mand, og foregave at de vare Kjöbmænd, og vilde seile over Havet; Flores kaldte de deres Herre; da de siden gik tilbords, indböd de Verten og hans Hustru til sig; allehaande Drikkevarer bleve skjænkede i Sölv- og Guldkar; alle vare glade undtagen Flores, der tænkte paa Blankiflur. Verten gik hen til sin Hustru og sagde: læg Mærke til hvorledes den unge Mand bærer sig ad; han hverken spiser eller drikker, men sukker smerteligen; han er uden al Tvivl ingen Kjöbmand. Vertinden mælede: Herre, sagde hun, du er meget bekymret; det samme saae jeg var Tilfældet med en Jomfru, ved Navn Blankiflur, der lignede dig, og sörgede meget over Flores, sin Forlovede, for hvis Skyld hun foregav, at være bleven solgt; hun blev kjöbt af Kjöbmænd, fört til Babilon og solgt til Keiseren. Da Flores hörte dette, kom han til at spilde Viin af Bægeret ned paa Dugen; da sagde Verten: Herre, I har forseet eder mod Fruen og maa gjöre det godt igjen. Ja, istemmede de alle sammen leende, thi de vilde gjærne muntre Flores; han böd dem da fylde et stort Sölvbæger og give Vertinden: hav dette for den gode Underretning, du gav mig, thi nu, da jeg veed hvor Blankiflur er, vil jeg aldrig ophöre med at söge efter hende. Lidt efter lod Skibsförerne udraabe i Byen, at de, som vilde seile over Havet, skulde skynde sig at gaae ombord, hvilket de ogsaa gjorde. Flores tog Orlov af Verten og Vertinden og gav dem 80 Myntstykker; hver af de andre gav ogsaa noget; siden tog han Afsked med dem og gik ombord. Flores bad Skipperen om at bringe sig til den Havn, som laa nærmest ved Babilon: thi om en Maaned vil Keiseren have Möde med sine Underkonger; paa den Tid önskede jeg at komme der, thi saa vil jeg faae god Afsætning paa mine Varer; jeg vil gjærne betale for det. Skipperen gik ind derpaa.

9. Lidt efter fik de den gunstigste Vind med klart Veir, saa at alle Skibe i Havnene lettede Anker; Flores holdt Skipperen og alle hans Folk paa sin Bekostning; de vare 3½ Dögn i Söen uden at see Land, men i den sidste Halvdeel af det fjerde kom de til en By, ved Navn Beludator; den ligger tæt ved Havet, paa en Klippe, hvorfra man i klart Veir kan see 100 Miil tilsös; dette var efter Flores's Önske, thi herfra kunde man reise til Babilon med Lastdyr paa 4 Dage. Skipperen bad nu Flores holde det Löfte, han havde givet ham; Flores gav ham 10 Mark reent Sölv og 5 Mark Guld, og syntes, at de Penge vare vel anvendte. Da Varene vare satte i Land og förte til Byen, toge de Kvarter hos en rig Mand, som havde et stort Handelsskib i Söen; Flores anrettede et prægtigt Gjæstebud for Verten og alle hans Folk; men Kongen af Babilon, hvem Staden tilhörte, havde givet Kassereren Ordre til, at tage Told af enhver, som reiste derigjennom, og tillige lade ham gjöre Ed paa, at der fra hans Side ikke fandt noget Bedrageri Sted. Da Tolden var betalt, gik de tilbords; Verten og Flores sade ved Siden af hinanden; alle vare muntre undtagen Flores, der var saa bedrövet, at han hverken spiste eller drak. Da tiltalede Verten Flores saaledes: Herre, det forekommer mig, at du er bedrövet, og jeg aner, at det hidrörer fra den höie Told, du maatte betale, thi det er jo hver tiende Penning.

10. Flores svarede: jeg tænker paa den Konge, som befaler sligt. Det samme var Tilfældet, sagde Verten, med en Jomfru, ved Navn Blankiflur, som var her for kort siden, thi hun var ligeledes bedrövet. Da Flores hörte Blankiflurs Navn, blev han glad, og lod hente en Silkekappe, foret med Sobelskind, og gav Verten den, med de Ord: modtag dette for Blankiflurs Skyld, thi hun er min Kjæreste, og er bleven mig frastjaalet; siig mig hvor hun reiste hen. Til Babilon, svarede Verten; gid du maatte gjenfinde hende, men jeg frygter for, at det vil ikke lykkes dig. Da de vare mætte, gik de tilsengs. Flores, der ikke sov ret meget den Nat, kaldte sine Folk op strax ved Daggry og böd, at de skulde hurtigt gjöre sig reisefærdige. Da de havde spist, toge de Afsked med Verten og tiltraadte derpaa Reisen; den næste Nat tilbragte de paa et befæstet Slot, den fölgende i et Taarn og fik endnu Efterretninger om Blankiflur.

11. Dernæst kom de til et Sund; paa den ene Side af det ligger et Bjerg, ved Navn Felis, og paa dette en prægtig Borg; formedelst Vandets Dybde og Strömmen, laa ingen Bro over Sundet, men paa Strandbredden hang der et Horn, hvori de skulde blæse, som önskede at komme over; da dette var gjort, kom Færgemanden dem imöde og satte dem over; Færgemanden saae meget paa Flores, thi det forekom ham, at han var af god Herkomst, og gjorde ham fölgende Spörgsmaal: hvo er du og hvor gjelder Reisen hen? Jeg er en Kjöbmand, svarede Flores, og vil reise til Babilon; tilstaa mig Nattekvarter hos dig, hvis du har Leilighed paa Slottet. Færgemanden svarede: Grunden til at jeg gjorde dig et saadant Spörgsmaal, var den, at her var for kort Tid siden en Mö, der havde stor Lighed med dig og var meget bedrövet af Sorg over sin Kjæreste, hvem hun kaldte Flores; hvor reiste hun hen? spurgte Flores; til Babilon, löd Svaret, og siden kjöbte Keiseren hende. Den Nat tilbragte de hos Færgemanden. Om Morgenen, da de toge afsted, gav Flores Færgemanden 100 Möntstykker, og bad ham vise sig hen til en af hans Venner i Babilon, og give sig Jertegn med. Herre, svarede Færgemanden, naar du kommer til Babilon, vil du stöde paa en Indsö med en Bro over; naar du kommer over Broen, vil du træffe den, som bevogter Gaardsporten; han er en meget god Ven af mig og en rig Mand, der har det bedste Sted i Byen, som det sömmer sig en Kjöbmand; mellem os finder et saadant Fællesskab Sted, at Halvdelen af det, som han erhverver, hörer mig til og omvendt; tag her min Ring og giv ham den som Jertegn, for at han skal tage godt imod dig. Da Flores havde taget Afsked med Færgemanden, reiste han derfra. Ved Middagstid kom de til Staden og traf Portvogteren. Han var ifört kostbare Silkeklæder og sad paa en Marmorsten, der var saaledes udhugget, at den lignede en Stol. Enhver, som kom over Broen, maatte betale 4 Penninge for sig selv og 3 for Hesten. Flores gik hen til Portvogteren, hilste paa ham og gav ham den Ring, han havde faaet med til ham; Portvogteren tog imod Ringen, og da det tykkedes ham, at Flores baade var rig og hövisk, sendte han dem hen til sin Hustru og böd hende modtage ham hæderligen; da hun saa sin Mands Ring, modtog hun dem saa godt, at de ikke savnede nogen Ting. Nu havde Flores naaet det Sted, hvor hans Forlovede var, men her vare gode Raad dyre. Han anstillede hos sig selv fölgende Betragtninger: jeg er en Kongesön, og havde det godt hjemme, men har baaret mig ad som en Taabe; for hvem skal jeg aabenbare mit Ærinde? Jeg kjender her ikke et Menneske, og hvis jeg siger nogen min Hensigt, er jeg en Daare; men hvis Kongen faaer Nys om, hvad jeg har i Sinde, vil han lade mig dræbe paa en forsmædelig Maade.

12. Det er derfor raadeligst for mig at vende hjem igjen for at hente mig et Raad. Men hans Tanker toge snart en anden Retning: det skal ikke skee, sagde han, thi siden jeg er her, vil jeg dog see hende: saaledes var jeg til Sinds den Gang jeg vilde gjennembore mig med denne Kniv; selv om jeg kunde vælge imellom Besiddelsen af hele Verden og Blankiflur, vilde jeg dog i Sandhed foretrække hende; vidste Blankiflur at jeg var her, vilde hun söge at træffe mig, og det samme vil jeg ogsaa gjöre, om det saa skal vorde min Död. Medens Flores endnu sad meget bedrövet og anstillede slige Betragtninger, kom Verten hjem og spurgte ham, hvi han var saa bedrövet; hvis her er noget, du ikke synes om, ere vi villige til at gjöre en Forandring og indrette det bedre. Flores svarede: her er alt efter mit Önske, og jeg vilde gjærne opleve den Dag, at det blev godt belönnet, men jeg er bekymret for mine Varer, thi jeg frygter for, at jeg ikke faaer dem jeg önsker, eller at jeg ikke kan komme til Kjöb, om jeg saa traf dem. Verten, der var en fornuftig Mand, forstod godt, hvad Flores mente, og bad ham gaae tilbords: siden vil jeg give det bedste Raad med Hensyn til alt det du spörger om. Da sagde Verten til sin Kone: denne Mand er uden Tvivl af en god Familie; lad ham sidde imellem os! Verten hed Daries, men Vertinden Toris. Opvartningen var hæderlig, og udmærkede Drikkevarer bleve skjænkede af Sölv- og Guldkar; siden blev Flores's prægtige Kar baaret ind og sat for ham, men da han saa paa det, kom han til at tænke paa Blankiflur og blev meget bedrövet. Da Verten og hans Hustru saae det, gave de Ordre til at tage Bordene ned. Da dette var gjort, sagde Verten: skjul ikke for mig Grunden til din Bedrövelse, thi hvis du gjör det, er det til din egen Skade. Toris sagde: jeg er af den Formening, at Blankiflur elsker denne Mand, og det forekommer mig ikke usandsynligt, at han er hendes Broder, thi de 14 Dage hun var her, græd hun baade Nat og Dag af Sorg over sin Kjæreste, hvem hun kaldte Flores. Da Flores hörte dette, blev han endnu mere bedrövet, sukkede og fortalte Verten, at denne Blankiflur var hans Forlovede. Daries svarede: en stor Mængde Mennesker forvarer hende. Flores sagde: . . . . . ; jeg er en Kongesön og Blankiflur er min Kjæreste, hun blev stjaalet fra mig af Misundelse; jeg er rig paa Silke og Flöiel og skal gjöre dig til en holden Mand, hvis du vil staae mig bi med dine Raad; thi, forat sige Sandheden, er jeg bestemt paa, enten at miste Blankiflur og döe, eller at faae hende. Det er stor Skade, sagde Daries, hvis du skulde miste dit Liv; jeg kan vel ikke give dig noget Raad, men hvad der staar til mig, i hvor ringe det end er, vil jeg gjærne meddele dig; da det imidlertid gjælder dit Liv, veed jeg, at du vil ikke gaae ind paa det, thi ingen i Verden er saa mægtig, at han jo vilde faae en forsmædelig Död, hvis Kongen blev det vaer; men det Sted, hvor Blankiflur er, kan hverken tages ved List eller Trolddom, og, om saa alle Verdens Folk bestormede det, vilde man dog ikke kunne naae hende; thi under Kongen staae 50 Underkonger, som alle kunne komme til ham i Löbet af tre Dage, hvis han önsker det; men Babilon er 10 Mil lang og omgivet af en höi Mur, der ved sin Haardhed trodser alt; den er ikke mindre end 5 Favne tyk og 15 Favne höi; den har 27 Porte og et stærkt Kastel over enhver Port; ved ethvert Kastel holdes Marked hver Dag; i Byen ere 700 Kasteller og i hvert Kastel 100 Riddere; eet af dem vilde Keiseren af Rom ikke kunne indtage med hele sin Krigsmagt i 7 Aar; midt i Byen ligger et Kastel, opfört af Jætter i Hedenold, 100 Favne höit og 100 Favne i Omkreds; det er bygget af en meget haard grön Sten, og omgivet med en Mur af samme Sten; Kuppelen ovenpaa er af Guld og derfra hæver sig en Guldstang, 30 Alen lang; den er mesterlig gjort og forsynet med en Karbunculus, der skinner klarere om Natten end Solen om Dagen, den oplyser Byen baade Nat og Dag og kan sees i 10 Mils Afstand fra den; i Kastellet ere tre Gulv, alle af Marmor og det ene ovenover det andet, uden at de hvile paa nogen Stötte, og jeg kan ikke forstaae hvad der holder dem iveiret; indvendig hviler dog Taget paa nogle smaa Stötter, af hvilke enhver kun bestaar af en eneste Sten.

13. Midt paa Gulvet i Hallen staar en Hest af brændt Sölv; af dens Mund udvælder klart Vand, koldt som Iis; der gaae Jomfruerne hen for at vaske sig; i ethvert Taarn ere 15 meget rigt udstyrede Værelser; Væggene ere overalt prydede med Guld og alle Slags Billeder; ingen Mester kommer til dette Taarn uden af han kan lære der mere i een Dag end alt det han kunde för; der kan ingen Gift komme; i ethvert Værelse er en smuk Jomfru, thi derhen lader Kongen före alle, som udmærke sig ved deres Skjönhed; det staar dem frit for at besöge hinanden indbyrdes, ligesom de ogsaa alle maae gaae til Kongen, naar han forlanger deres Opvartning; i det hele findes der 150 Jomfruer, alle af höi Byrd, og derfor kaldes dette Sted Jomfruborgen; hver Morgen skulle to af dem komme til Kongen, den ene med et Haandklæde, den anden med et Bækken og en Kam; de, som bevogte dette Taarn, ere alle sammen Gildinger; tre af dem have Vagt i hver Etage, men de staae alle under een Mester, som befaler over dem; han er ondskabsfuld og blodtörstig; han skal passe Indgangen; hans Svende gaae med dragne Sværd og slaae alt ihjel, som han befaler; da han har sit Værelse lige ved Dören, hörer han strax, hvis nogen kommer for at speide og slaar ham strax ihjel; saadanne har Kongen ogsaa givet ham Lov til enten at lemlæste eller slaae ihjel; to bevæbnede Mænd bevogte dette Taarn om Dagen og andre to om Natten. Kongen har den Skik, at han skifter Kone hvert Aar; Aarsdagen efter at han tog hende, sammenkalder han sine Underkonger, og lader hende henrette i deres Paasyn, thi han vil ikke, at hun skal elske nogen efter den Tid.

14. Dernæst lader Kongen alle sine Jomfruer kalde derhen; de gaae alle i Haven meget bedrövede, thi ingen af dem vil betale Æren med den visse Död. Haven er saa smuk og saa stor, at dens Mage findes næppe, den synes at være to Favne paa den ene Side og er overalt indrettet med Skydeskaar; paa hvert Skydeskaar sidder en Fugl eller et Dyr stöbt af Kobber og forgyldt; naar det blæser, give de alle Lyd fra sig, som om de vare levende og synge meget smukt; der vælder op Vand, som kommer fra Paradis, og kaldes Eufratem; der voxe alle Slags Stene Tiaphiter, Jaspis, Iacinctus, Kalltidonius, Krisolitus, Kristallus, Smaragdus og mange andre udmærkede Stene; Haven, der staar med Löv baade ved Vintertid og i den varme Sommer, indeholder allehaande Urter, og den, der lugter Blomsterduften og hörer Fuglesangen, troer sig hensat midt i Paradis; midt i Haven ligger en Kilde, indhegnet med brændt Sölv; i Kilden staar et Træ, som blomstrer bestandig og fra Solen staar op, hele Dagen er beskinnet af dens Straaler; naar Kongen önsker at skifte Kone, förer han Jomfruerne hen til den Bæk, som kommer fra Kilden, og lader dem gaae derover, idet han beder Folk passe nöie paa, da man her kan see et stort Under, thi er den, som gaar over, Mö, forbliver Vandet klart, hvis ikke, forvandles det til Blod, og den som overbevises derom, bliver brændt uden Ophold; saaledes lader han dem alle före over, thi han vil vide, hvorledes det har sig med enhver af dem; men den, paa hvem en Blomst falder fra Træet, skal være Dronning de fölgende 12 Maaneder, og bliver strax udnævnt dertil, inden hun gaar et Skridt videre; men Kongen mager det saaledes, at Blomsten falder paa den, han önsker; siden viser han hende alle Slags Hædersbevisninger, saalænge hun lever.

15. Om een Maaned skulle alle Jomfruerne samles, og da vil Kongen holde et stort Gjæstebud; nu vil han, efter Sigende, tage Blankiflur, thi ingen af alle Jomfruerne er saa smuk som hun, og ingens Opvartning modtager han saa gjærne; han omfatter hende med sin hele Kjærlighed og seer med Længsel den Dag imöde, da han skal tage hende, og dræbe den, han har haft i de sidste 12 Maaneder. Da sagde Flores: forbarm dig over mig thi det bliver min Död, hvis det skeer; jeg önskede gjærne at hun vidste, hvor jeg er; kjære Vert, sagde han, hvad skal jeg gjöre? eller hvad gjör det, om jeg mister Livet, hvis jeg ikke træffer hende? men siden, naar hun har faaet det at vide, vil hun för ombringe sig, end nogensinde elske ham. Jeg seer, svarede Daries, at du gjærne vil vove dit Liv, hvis det maatte lykkes dig at træffe hende; nu vil jeg meddele dig mit Raad: imorgen skal du gaa til Taarnet, maal dets Længde med Födderne og lad som du er en Kunstner; Dörvogteren, der er ondskabsfuld, vil spörge dig om Grunden, hvorfor du gjör det; siig ham, at du vil opföre Magen til det; da han hörer at dit Svar röber saa store Rigdomme, vil han gjærne indlade sig mere med dig, og indbyde dig til at spille med sig; tag l00 Mark brændt Sölv med, og vov dem, men spil ikke uden om Penge, thi med Pengene vil du kunne blende ham; hvis det gaar saaledes som jeg troer, at du vinder Spillet, da skal du give ham hans Penge tilbage, og tillige de Penge, som du havde med, og siig, at sligt tykkes dig at være en Ubetydelighed; han vil takke dig meget; den næste Dag, naar du kommer, skal du have 100 Mark Guld med og bære dig ad som den forrige Dag, giv ham nemlig begge Dele, saa vil han begynde at fatte Godhed for dig og indbyde dig endnu en Gang „thi det tykkes mig at du er en ædel Mand, og da jeg mangler hverken Guld eller Sölv, er jeg villig til at afstaae dig noget, thi du har behandlet mig med Höviskhed.“

16. Den tredie Morgen skal du tage 100 Mark Guld med for at spille om, og tillige dit Kar; hvis du vinder endnu, saa giv ham, ligesom för; da vil han bede dig om at vove Karret, men siig at det kjeder dig at spille; da vil han indbyde dig til Aften, og det skal du modtage, thi han vil være oprömt mod dig, paa Grund af det Guld, du skjænkede ham, og modtage dig meget venskabelig, men Karret vil han være meget begjærlig efter, og byde dig henved 1000 Mark Guld for det; siig at du ikke vil sælge Karret, men forær ham det paa de Vilkaar, at han tilsværger dig, at være dig i Broders Sted, med Hensyn til alt hvad du behöver; derpaa kan du aabenbare ham din Sag, og han vil da hjælpe dig; hvis han ikke kan det, er jeg ikke i Stand til at give dig noget Raad. Flores takkede Verten, og længtes meget efter at træffe Dörvogteren. Strax ved Daggry begav han sig derhen, fulgt af Verten. Da Flores kom derhen og saae Taarnet, maalte han dets Længde og Bredde, som om han var en Kunstner.

17. Da Dörvogteren saae det, tilkastede han Flores meget vrede Blikke, og sagde: er du en Speider og Bedrager? Nei, svarede Flores, jeg maaler Kastellet, fordi jeg vil lade Magen til det opföre, naar jeg kommer hjem. Da Dörvogteren hörte, at Flores maatte være en rig Mand, indböd han ham til at spille med sig. Hvor meget vil du vove, sagde Flores? Det kommer an paa dig, sagde Dörvogteren. Hundrede Mark brændt (Sölv), sagde Flores; de gjorde da saa; Dörvogteren tabte, og blev meget vred derover; men Flores, der fulgte Vertens Raad, gav ham baade de tabte Penge igjen og sine med. Dörvogteren takkede ham, og bad ham komme næste Dag; Flores tog en Gang saa mange Penge med, som för, og da Spillet var forbi, gik det som den förste Dag, at Flores gav ham (de tabte Penge) tilbage og sine med. Da Flores kom den tredie Dag, havde han 100 Mark Guld med og sit kostbare Kar; hver af dem lagde 100 Mark Guld op; Dörvogteren tabte, men Flores gav ham endnu (Pengene) tilbage og sine med; herover blev Dörvogteren næsten ude af sig selv af Glæde. Dernæst bad han Flores om at vove Karret; Flores sagde at han ikke havde Lyst til at spille mere. Dörvogteren indböd nu Flores til at spise med sig. Da de havde sat sig tilbords, var Dörvogteren meget munter, bad Flores ofte om at sælge sig Karret, og böd ham 100 Mark Guld og 100 Mark Sölv for det. Jeg vil ikke sælge Karret, sagde Flores, men jeg vil forære dig det, mod at du til sværger mig, at du vil handle efter min Villie i alt uden at bedrage mig i nogen Ting. Det skete, og Dörvogteren aflagde den forlangte Ed.

18. Da Dörvogteren havde modtaget Karret, knælede han for Flores, med Tilbud om at blive hans Mand. Flores tog imod hans Tilbud, og tog ham i Ed; da det var forbi, sagde Flores: nu vil jeg sige dig mit Ærende; her, i dette Taarn sidder Blankiflur, min Forlovede, for hvis Skyld jeg har betraadt mangen fremmed Sti fra Spanien, thi der blev hun mig frastjaalet; du skal yde mig Hjælp til at jeg kan træffe hende. Da Dörvogteren hörte dette, blev han saa forskrekket, at han vidste neppe hvad han skulde gjöre, og sagde: du har skammeligen bedaaret mig ved dine Penge, og din Klogskab har narret mig smerteligen; det bliver min og din Död og Blankiflurs tillige; nu kan jeg næppe ændre det, som jeg har lovet; gaa nu hjem, og kom igjen om tre Dage; jeg maa overveie, hvad her er at gjöre. Det er for længe, sagde Flores. Jeg synes det er alt for kort Tid, at have tilbage at leve i, svarede Dörvogteren. Nu gik Flores hjem meget bedrövet, da det varede ham for længe, thi han frygtede ikke for Döden, hvis han blot traf Blankiflur. Dörvogteren lod tage tolv store Kurve, fylde dem med allehaande Blomster forat bringe Jomfruerne, og havde dem færdige, da Flores kom. Han lod Flores tage en röd Kjortel paa, forat han skulde være af samme Farve som Blomsterne, og sendte derpaa en Kurv til hver af Jomfruerne; og da Kurven var færdig, kaldte han til sig to Svende: „bringer Blankiflur dette og kommer snart igjen.“ Svendene gik med Kurven, og bandede den, som havde fyldt i den, thi den tyktes dem meget svær: „lad os kaste noget bort.“ „Nei,“ sagde den anden, „thi hvis vi gjöre det, saa vil vor Ryg komme til at undgjælde for det.“ De gik saa op, men tog Feil af Værelserne, da de dreiede til Höire, medens Blankiflurs Værelse laa til Venstre; her satte de Kurven og gik bort. Eloris takkede dem, og tog Blomsterne op; da Flores, der nu troede, at han var kommen til Blankiflur, sprang op af Kurven, blev Eloris saa forskrækket, at hun begyndte at græde, saa at de andre Jomfruer hörte det; Flores skyndte sig tilbage i Kurven, skjulte sig med Blomsterne, og laa stille, thi han troede, at her var Svig med i Spillet; alle Jomfruerne fra Taarnet kom, og spurgte hvad Eloris feilede. Da faldt det Eloris ind, at denne Mand vistnok var Blankiflurs Kjæreste, for hvis Skyld hun sörgede saa tidt, og at Kurven ved en Feiltagelse var bleven sat paa dette Sted; hun overlagde nu, hvad Svar hun skulde give Jomfruerne, og sagde derpaa; denne Kurv blev bragt til mig med Blomster, og da jeg vilde opsamle dem, for at more mig, flöi en Sommerfugl op af Kurven, og slog mig paa Kinden med sin Vinge, hvorover jeg blev saa forskrækket, at jeg skreg alt hvad jeg kunde; Jomfruerne brast i Latter og gjorde sig lystige over hende.

19. Eloris var Datter af en Jarl af Saxland; hun og Blankiflur vare gode Veninder, og holdt saa meget af hinanden, som om de vare Söstre; deres Værelser laae ligeoverfor hinanden, og der var næsten ikke andet imellem end Gangen. Da Jomfruerne gik til deres Værelser, kaldte Eloris paa Blankiflur, og sagde: min Veninde, kom hid og see paa de Blomster, jeg har faaet, thi du vil vistnok have dem, eftersom jeg aldrig har seet slige Blomster. Blankiflur svarede: du gjör ilde i at narre mig, min Veninde, thi min Död nærmer sig nu stærkt; jeg har nemlig hört, at Kongen nu vil tage mig til ægte; men, er det Guds Villie, skal ingen nogensinde kunne bebreide mig, at jeg har brudt min Troskab, som Flores har gjort mod mig; for hans Skyld vil jeg ombringe mig. Da Eloris hörte dette, tyktes det hende meget sörgeligt, og hun sagde: for hans Skyld, som du elsker saa höit, skal du see paa Blomsterne. Da Flores hörte dette, sprang han op af Kurven, og strax som de saaes, kyssede de og omfavnede hinanden i lang Tid. Da sagde Eloris: kjender du nu, min Veninde, den Blomst, du for lidt siden ikke vilde see paa? Det maatte visseligen være en god Veninde af dig, som du vilde gjöre delagtig i denne Blomst! Veninde, dette er Flores, min Forlovede, sagde Blankiflur. Nu bade de begge Eloris om, at holde dette hemmeligt: „thi det bliver vor Död, hvis Kongen faaer det at vide.“ For mig behöve I ikke at frygte, sagde Eloris. De takkede hende derfor. Derpaa förte Blankiflur Flores til sin Seng, der var rigeligen smykket med guldvirket Töi, og nu aabnede de deres Hjerter for hinanden. Jeg priser mig lykkelig, sagde Flores, at jeg har truffet dig, thi jeg har aldrig haft nogen Ro, siden jeg mistede dig. Hvorledes kom du her til? spurgte Blankiflur. Flores fortalte hende det. Derefter tilbragte de 14 Dage sammen paa den Maade, at de spiste, drak og sov sammen. Eloris opvartede dem, saa at de intet manglede. Men deres gode Fylgje, som nogle kalde Lykke, gjorde, som den pleier, snart en Forandring i deres Kaar, og forvandlede deres forrige Glæde til en ligesaa stor Bedrövelse; thi det var hendes Spil, at hæve dem for en kort Tid og siden fornedre dem. Ingen er saa dum, at han jo bliver kaldet viis, naar han har Lykken med sig, men naar den glipper, hedder han en Taabe.

20. En Morgen da Flores og Blankiflur sov södt, stod Eloris op, kaldte paa Blankiflur, og sagde: nu er det paa Tiden, at vi gaae til Kongen, som vi pleie, for at gjöre ham vor Opvartning. Jeg skal snart komme, sagde Blankiflur, men faldt strax i Sövn. Eloris gik til Kongen og troede, at Blankiflur kom bagefter, men hun udeblev. Kongen spurgte om hende. Herre, hun beder om Naade, sagde Eloris, thi hun vaagede hele Natten, sang af sin Bog, og bad for eder, at eders Forening i sin Tid maatte före til Glæde, men i Dagbrækningen faldt hun i Sövn, og da vilde jeg nödig vække hende. Er det sandt, sagde Kongen. Ja, sagde hun. Du gjorde vel i det, sagde Kongen, og lod sig nöie med denne Forklaring. Næste Morgen stod Eloris atter op, kaldte paa Blankiflur og sagde at hun sov for længe. Gaa, sagde Blankiflur, jeg kommer strax, og vil indfinde mig förend du. Men da hun vilde staae op, omfavnede Flores hende, trykte et Kys paa hendes Læber og böiede hende tilbage i Sengen; derpaa faldt de saaledes i Sövn, at deres Læber berörte hinanden. Da Eloris kom til Kongen, spurgte han hende om Blankiflur. Men Eloris, der troede, at Blankiflur var gaaet til Kongen, svarede intet. Jeg frygter for, blev Kongen ved, at det paa en eller anden Maade er anderledes fat med hende, end det burde. Hun kommer vistnok strax, sagde Eloris, thi hun stod för op end jeg. Eloris troede nemlig, at det forholdt sig saaledes; ellers vilde hun have fundet paa et andet Svar. Kongen, der nu begyndte at fatte Mistanke, lod en Kammertjener kalde, og sagde: skynd dig hen, og siig Blankiflur, at hun skal komme til mig. Men da Svenden kom ind paa Blankiflurs Værelse, saae han at hun og Flores laae sammen, men han antog ham for Eloris, thi han havde intet Skjæg, og faa Jomfruer vare smukkere end han; derpaa gik han tilbage til Kongen, og sagde: jeg har næppe seet en saadan Kjærlighed som den, der finder Sted imellem Blankiflur og Eloris; de sov saa södt, at deres Munde berörte hinanden, og jeg nænnede ikke at vække dem. Nu skiftede Kongen saaledes Farve, at han blev undertiden röd som Blod, undertiden bleg; han tog sit Sværd, og vilde see dette: „thi du har,“ sagde han, „taget Feil, da du antog det for Eloris, thi hun var her i dette Öieblik; det er vistnok et Mandfolk; dog bilder jeg mig ind, at ingen er saa dristig, at han tör holde af Blankiflur.“ I denne opbragte Sindsstemning gik Kongen med draget Sværd til Taarnet, fulgt af Svenden; da han kom ind paa Blankiflurs Værelse, bad han Svenden lukke et Vindue op, forat Solen kunde skinne ind, og nu saae han alt. Han staar over dem med draget Sværd, og de svæve i en stor Fare, hvis Gud ikke hjælper dem! Da Flores intet Skjæg havde og tillige var meget smuk, kunde Kongen næppe see, om det var en Kvinde eller et Mandfolk, som laa hos Blankiflur; han böd derfor Svenden at blotte deres Bryst, for at han kunde komme paa det rene med Hensyn dertil.

21. Da han saae, at det var et Mandfolk, svingede han Sværdet, og vilde hugge dem midt over; men Svenden sagde: mon det ikke er hendes Broder? Herre, stands eders Vrede og söger at faae Sandheden at vide. Kongen fulgte Svendens Raad og sagde: det sömmer sig vel ikke for en Konge at dræbe dem i Sövne; men de skulle ikke undslippe. I det samme vaagnede Flores og Blankiflur, og da de saae Kongen staae over dem med draget Sværd, frygtede de for at blive slaaede ihjel, og brast i Graad, som man kunde vente. Hvad er du for en, spurgte Kongen, siden du turde gaae her til Taarnet, og lægge dig hos Blankiflur? derfor skal du ogsaa dö, tilligemed den onde Skjöge, som ligger hos dig. Nu kom Flores i Tanker om, hvor stor Lykke han og Blankiflur havde nydt hjemme i Sammenligning med hvad de nu havde i Vente, og sagde til Kongen: Herre, kald ikke Blankiflur for en Skjöge, sagde han, thi hendes Mage vil I ikke finde i eders By; mig kan I behandle og tiltale, som I finder for godt, thi jeg er hendes Forlovede, hun blev mig frastjaalet, her traf jeg hende; jeg beder dig, Konge, at du sparer vort Liv, indtil dine Underkonger samles, forat de kunne dömme i denne Sag paa den retfærdigste Maade; I vil ikke forlange, at de skulle fælde en uretfærdig Dom. Endelig samtykkede Kongen heri, forat de skulde faae en desto grusommere Straf. Kongen lod sætte to Laase for deres Dör, og satte 40 Mand til at bevogte dem.

22. Kongen sendte strax Bud til sine Underkonger, Jarler og andre Undersaatter, af hvilke nogle allerede vare ankomme, andre ikke; til disse sendte han Bud; og da de vare forsamlede, tiltalede Kongen dem saaledes: alle mine bedste Venner, de retfærdigste Dommere, ere nu forsamlede her - derpaa fortalte han, hvorledes han havde kjöbt Blankiflur, og hvorledes hun havde opfört sig mod ham; han opregnede alle de Hædershevisninger, han havde vist hende, og at han havde haft i Sinde at udkaare hende til sin Dronning; han underrettede dem om, hvorledes alt var gaaet til, hvorledes han traf dem begge sammen i Sengen og svingede Sværdet, i den Hensigt at slaae dem ihjel; „og siden jeg har tilstaaet dem Frist til at oppebie eders Dom, saa dömmer dem til Döden, og hævner min Forhaanelse med en retfærdig Dödsdom, thi jeg önsker ikke, at denne Sag forbliver længer upaadömt.“ Kong Marsilias, hans Underkonge, tog derpaa Ordet, idet han optraadte som Anförer for alle dem, som vare forsamlede der, thi han var en gammel, fornuftig Mand; han udtalte sig saaledes uden Omsvöb: vi kjende nu den Skam, som er tilföiet vor Konge; vi ere alle forsamlede, for at hævne hans Sorg; jeg opfordrer nu eder alle til at dömme retfærdigt i denne Sag, uden at nogen holder sin Overbevisning tilbage, thi Kongen vil ligesaalidt forære den noget, som taler hans Sag, som tillægge den nogen Skyld, som gjör ham retfærdige Indvendinger; men det er min Mening, at vi saavel i denne, som i alle andre Sager, som skulle paadömmes, bör höre begge Parter, saavel Anklageren som den Anklagede; lader os derfor höre den Anklagedes Forsvar; det er især af stor Vigtighed i saadanne Sager, hvor det gjælder Ære og Liv; naar kun den ene af Parterne fremstiller Sagen, er det desuden som om den slet ikke var fremstillet; lad dem komme hid, Konge, for at vi kunne höre, om de have gjort dette af Avind og til Forhaanelse, og, hvis det er Tilfældet, saa skulle de faae den forsmædeligste Död; men hvis Flores har sandfærdige og fornuftige Grunde at fremföre, maae vi undersöge Sagen nærmere. Da reiste Praten Jarl sig: da det er vor Pligt mod vor Herre, at hævne hans Sorg saavel med Ord som i Gjerning, og denne Mand har udövet en stor Dristighed, saa kunne vi ikke indsee, hvortil det behöves, at de komme hid, thi jo oftere Kongen seer dem, desto föleligere bliver den Skam, de have tilföiet ham; det er aldeles ikke nödvendigt at vente paa Flores's Svar, men vi bör strax vælge ham en forsmædelig Död. Nu opstod der megen Raaben, idet nogle forlangte, at de skulde hænges, andre, at de skulde halshugges; nogle dömte at de skulde koges i gloende Beg, andre, at de skulde levende nedgraves i Jorden lige til Hovedet, og det overgydes med kogende Olie; endelig dömte nogle, at de skulde levende flaaes og siden forvares i stærke Lænker forat afskrække andre fra en slig Dristighed. Da reiste Kong Marsilias sig og sagde: det undrer mig, at I ville gaae frem med Heftighed men ikke med Retfærdighed mod disse ulykkelige Mennesker, og, eftersom vi alle bör dömme retfærdigen, saa ville I kun faae en ringe Tak af Kongen derfor. Nu bleve alle af den Mening, at Flores og Blankiflur burde möde der. Da de kom, blev Kongen meget opbragt, og gjorde Flores fölgende Spörgsmaal: af hvilken Grund fordristede du dig til at tage Blankiflur, min Kjæreste, som jeg havde bestemt til min Dronning, og paa hvilken Maade kom du ind i Kastellet? du er vistnok en Hexemester; dog har du haft saare lidet Kjendskab til dette Sted, siden du troede, at du kunde skjules her. Herre, var Flores's Svar, jeg er hverken en Hexemester eller en Troldmand; hvis du vil vide med Vished, hvorfra jeg nedstammer, saa siger jeg dig, at jeg er en Sön af Kong Felix af den By som hedder Aples; det var ikke Had til dig men Retfærdighed, som bragte mig til at tage Blankiflur, min Fæstemö, thi hun blev mig frastjaalen og solgt paa en uretfærdig Maade, medens jeg var i Skole, hvorpaa jeg begyndte at söge efter hende paa fölgende Maade - og nu fortalte han hvorledes alt var gaaet til, paa hvilken Maade han var kommet ind i Kastellet og hvorledes han havde givet Færgemanden Penge dertil. Idet Flores sluttede sin Tale, opfordrede han dem til at dömme efter sin Forklaring: som Bevis paa at jeg har Ret, frembyder jeg mig til Tvekamp paa egne, Blankiflurs og Dörvogterens Vegne. Siden blev Dörvogteren hentet, fört til Kongen og spurgt, om det forholdt sig saaledes med Flores's Ankomst dertil, hvilket han bekræftede. Derpaa dömte de Flores til at bevise sin Sag med Tvekamp, hvis han blev overvunden, skulde han selv henrettes, men Blankiflur og Dörvogteren brændes, men hvis Flores seirede, skulde han beholde Blankiflur og Dörvogteren blive benaadet; for den Forhaanelse, Kongen havde tilföiet Flores, skulde han af Kongen erholde ligesaa mange Penge, som denne havde kostet paa Blankiflur.

23. Nu lod Kongen den tappreste Ridder bevæbne, og Flores, der var glad over at have opnaaet saadanne Vilkaar, tog ligeledes de Vaaben, som bleve ham overladte. Alle Stadens Indvaanere stimlede sammen til det Sted, hvor de skulde kæmpe, og saae paa deres Leg; da de vare færdige, rede de imod hinanden; i den förste Dyst gik begges Landser i Stykker; siden droge de deres Sværd af Skeden; Flores ramte Ridderens Skjold, klövede det heelt ned til Haandgrebet, og huggede hans venstre Skulderben itu, men siden huggede Ridderen Flores's Skjold i Stykker tvers over, uden dog at kunne bibringe ham noget Saar; i den næste Dyst huggede Flores Ridderens venstre Haand af, ned igjennem Sadelbuen, og Hestens Hals over; nu svingede Ridderen sit Sværd med megen Vrede, og huggede den tilbageblevne Halvdeel af Flores's Skjold i Stykker og Hestens ene Been af, saa at den faldt; nu som de begge vare til Fods, huggede Ridderen Flores saa voldsomt i Hovedet, at Fjerdedelen af hans Hjelm blev afhugget og han blödte; nu troede man at Flores vilde overgive sig, men reddet ved Stenen, som var i den Ring, hans Moder havde givet ham, svingede han Sværdet med megen Vrede, ramte Ridderens Skulder, og huggede hans höire Arm heelt af. Derpaa afförte Flores sig sin Rustning, uden at nogen gjorde ham mindste Fortred; Kongen tilböd nu Flores sine Penge, men denne afslog hans Tilbud; Kongen tilböd ham Ophold hos sig og et Kongerige; Flores takkede ham for hans Tilbud, men sagde at han önskede helst at reise hjem; siden opholdt de sig der i tolv Maaneder; Flores udvirkede Tilgivelse hos Kongen baade for Dörvogteren og Darius; Kong Marsilias erholdt sit Rige som Foræring af Kongen, Dörvogteren et Jarldömme, Darius det Embede Dörvogteren havde haft, og Færgemanden Darius's Huus; alt dette gjorde Kongen for Flores's Skyld. Siden beredte Flores sig til Reisen, og fik alt hvad han behövede dertil af Kongen, der tillige skjænkede ham sit Venskab og alt hvad han havde Behov; da Flores og Blankiflur gik til Kongen for at tage Afsked, lod han dem forsyne med alle Nödvendigheder, gav dem Fölge med af sine egne Folk, og önskede dem en lykkelig Reise; derefter gik de ombord, fik gunstig Vind og seilede hjem paa 7½ Dag; da de kom hjem, var Landet uden Regent, thi begge Flores's Forældre vare döde; Indbyggerne modtoge Flores med aabne Arme og valgte ham til Konge; Flores lod Kongens Skibe lade med Kostbarheder, som vare sjældne i Babilon, men klædte alle dem, som havde ledsaget ham, i Gyldenstykke eller kostbart Silketöi, og sendte dem tilbage til Babilon; siden reiste de hjem, men Kongerne sendte stedse hinanden Foræringer. Derefter gjorde Flores Forberedelser til Bryllup, og indböd dertil alle de fornemste Mænd, som vare i hans Rige; efter Brylluppet tilbragte han og Blankiflur tre Aar i Stilhed, og fik tre Sönner; da foreslog Blankiflur at de skulde foretage en Reise til det Land, hvor hendes Familie havde sit Ophold; Flores gav sit Samtykke dertil, og de beredte sig til Reisen med megen Pragt; de seilede over Havet, og havde tre Heste paa hvert Skib; men da de kom til Rom, rede de op til Frankerig med 300 Heste og lode en Deel af Mandskabet blive tilbage ved Skibene; da de kom til Paris, traf de der Jarler og Hertuger af Blankiflurs Familie, som modtoge hende med megen Glæde; efter tre Maaneders Ophold der, under hvilket Blankiflur hver Dag förte Flores hen til smukke Kirker, önskede han at tiltræde Hjemreisen. Da sagde Blankiflur: jeg vil aabenbare dig det Löfte, jeg gjorde den Gang jeg kom til Babilon, og troede at jeg aldrig mere vilde faae dig at see; jeg lovede nemlig, at jeg, hvis vi traf hinanden, skulde forlade dig om fem Aar og gaae i Kloster, med mindre du antog Kristendommen; vælg nu en af Delene! Flores svarede: endnu i Dag vil jeg antage Kristendommen. Som sagt, saa gjort: de bleve döbte tilligemed hele deres Fölge; siden tiltraadte de Hjemreisen og toge en Biskop med og mange Præster. Paa den förste Dag efter deres Hjemkomst sammenkaldte Kongen alle Landets Indbyggere til en Forsamling, befalede dem at antage Kristendommen og lod alle dræbe, som vare gjenstridige; siden lod han bygge Kirker; Flores befordrede Munkeklostre og Blankiflur Nonneabbedier. Da de vare 70 Aar gamle, delte de Riget imellem deres Sönner, som den Gang vare fuldvoxne; derpaa gik Flores i et Munkekloster og Blankiflur i et Nonneabbedie og endte her deres Liv i Guds Tjeneste. Giv os alle, Jesus Kristus! saavel dem som fortælle som dem, der höre, at vi saaledes maae ende vort Liv i Guds Tjeneste, saaat paa Verdens yderste Dag vore Sjæle maae erholde den evige Frelse og Adgang til Himmerige, Amen.

---

Noter: