Forskjell mellom versjoner av «Sagan om Didrik af Bern - Ermentrik oc Seueke»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
(Sagan om Didrik af Bern - Ermentrik oc Seueke)
 
(Ingen forskjell)

Nåværende revisjon fra 8. nov. 2019 kl. 15:44

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif


Sagan om Didrik af Bern


Ermentrik oc Seueke



Kap. 230.

Konung Ermentrik sänder bort sin hofmästare Seveke, och våldtager hans hustru.

Koning Ermentrik war en mektwg konung sa at manga konunga oc hertwga skattade hanum alt for sunnan Mwndia fiæll. Theth war et sinne at konung Ermentrik kallade en aff sit rad till sik som junker Sæueken het, han war konungens hoffmestara. Konungen sagde till hanum: «Rid till en stad som heter Sarkasten. Ther møte tik flere myna gode men oc sætia landen till retta oc skaltw standa i min stad.» Sæweke giorde som konungen bad oc red tit theth snariste han kunde oc manga riddare meth hanum.

Sæueke haffde ena degeliga hustrv oc ty sende konungen hanum bort. En dag war hon ene i sit hwss oc konungen kom ther in allene, oc bad henne gøra hans wilia. Hon sagde: «Ney, theth matte ekke wara!» Tog matte hon gøra konungens wilia, ty hon ekke annat torde. Henne clæder wore illa riffne. Sidan gik konungen thædan. Lit ther effter kom Seueke hem. Hans hustrv møtte hanum oc gaff sik illa oc grætt gansze sarliga. Seueken sporde huat henne skadde. Hon swarade: «Strax tw wast bort riden oc iak sat i mit mak, ther kom konungen gangande in oc giorde mik offuerwald vtan min wilia, oc aldre warder iak glad, før æn theth worder hæmpt.» Han sagde: «War glad oc kaat oc lat som theth aldre sket haffde, iak skall hanum theth illa hempna meth mangahanda skam.» Sidan gik han till konungen oc hilsade hanum gladeliga. Konungen fagnade hanum well.


Kap. 231.

Seveke intalar konung Ermentrik att kräfva skatt af Sverige. Konungen sänder sin son Frederik. Frederiks död.

Theth war en dag konungen oc Seueke sato oc taladis wid. Seueke sagde: «Herre, tw æst alla konunga rikastæ the i wærildena æræ oc aff allom landom haffuer tw skatt vtan aff Swerige. Ty tykte mik rad ati sende tit ider søn, frederik, oc kræffuia skat aff hanum, oc red honom degeliga wt, oc lat ekke manga fylgia hanum. Theth ær sændebud sid.» Konungen sagde theth wara got rad. Konungen sagde till sin son: «Thw skalt rida oc kræffuia skat aff konungen i Swerige.» Han giorde sig redo sielff vje oc red aff stad. Tha kom han till ena borg i Hunaland, ther bodde en iarll vti oc theth war Seuekes frende. Frederik fik hanum Seuekis breff, ther stod vti at iarlen skulde dræpa Frædrik. Oc sa giorde han strax breffuit war læsit oc wart dræpen sielff vje. Theth sporde Ermentrik konung.


Kap. 232.

Seveke intalar konung Ermentrik att kräfva skatt af England. Konungen sänder sin andre son, Regbald. Regbalds död.

Et annat sinne talade Seueke till konungen: «Tig borde oc haffua skat aff England. Theth hørde iak aff min fader, sent tin son thit Regbald. Konungen aff Engeland tor ekke synia hanum skatten oc lat rede thin søn well wt. Fa hanum et skip, ty bæter ær føra skatten a skip æn a hæst.» Konungen kallade sin son till sig oc bad hanum fara. Regbald giorde sig redo. Tha lago ther 3 skip i elffuena oc Regbald wilde haffua theth beszta. Seuekæ bad hanum taga theth werste. Tha tog Regbald theth werste æn tog athan theth nøduger giorde. Tha han kom i siøn tha riffnade hans skip enda i mellom, tha druknade Regbald oc alt hans folk.


Kap. 233.

Seveke ljuger på Sampson, konung Ermentriks tredje son. Sampsons död.

Theth war et sinne at konung Ermentrik red weyda diwr oc meth hanum hans yngxta son Sampson, oc Seueken war gansze syrgiande. Konungen sporde hwat hanum skadde. Seueken swarade: «Mik tykker skam, Sampson tin son wilde wald taga myna dotter.» Tha wreddis konungen oc red efftir Sampson oc griper i hans haar, sa at han fiøll aff hæstin, oc konungens hæst trædde hanum sa at han sik sin død. Konungen red hem, tha fik han at wita at Regbald hans søn war druknat.


Kap. 234.

Sevekes hustru ljuger på hertig Åkes söner.

Seuekes hustru gik till drotningen oc sagde till henne: «Hertwg Ake søner, konungens frender, haffua sakt at then ena will liggia nær ider oc taker ider ther till wara fore.» Drotningen wreddis wid oc kærde theth fore konungen at hans broderson wilde gøra henne skam. Konungen war gansze wreder oc sagde: «Skaltw ekke haffua frid for them, tha skulo the ekke haffua frid for mik. Iak skall snart hitta them oc hængia them bada twa.» Tha swarade en aff thera men: «Ware thera styffader hema, Widike Welandsson, tha wæntar iak at før en the worde hengde, tha worde mangen hielm kloffuen oc mykit blod wt giwtit. The vntgiella theth at han ær ekke hema.» Konungen swarade: «The skulæ tik ekke mykit niwta, æn tog at tw est thera man.» Then samma het Fritilia. Han steg strax a sin hæst oc wilde gerna wara them wid.


Kap. 235.

Fritilia varnar Eggerd och Åke.

Tha han kom till slottit tha war ther engen færia athan kunde koma offuer meth. Han bant sin hæst i skogen. oc saam offuer ana oc Eggerd oc Ake møtte hanum, oc sporde hanum hwi han sa hastogt for. Han swarade: «Ther driffuer mik stor nød till. Ider faderbroder, konung Ermentrik, komber her meth en storan hær oc will hængia ider bada, ty løper at skogen hwat i kunne!» Eggerd swarade: «Wij forlikas well tha wij finnas.» The wilde ekke fly. The redde sig till wæriæ theth beszte the kunde.


Kap. 236.

Eggerds ok Åkes død.

Tha kom konung Ermentrik meth en storan hær oc red strax at porten oc kastade sit banner offuer graffuana oc stormde till slottit. Eggerd sagde: «Huat skyllar tw oss frende? hwi wiltw taka wort slot aff oss?» «Æ huat iak ider skyllar, tha skule i bada hengia i dag.» Eggerd swarade: «Tha skule wij haffua lika for wort liiff.» Konungen stormade till slottit, the worde sik manneliga. Tha skøt han eld in till them. Slottit byriade at brenna. Eggerd sagde: «Wij wilia ga wt manneliga heller æn wij brinna her inne.» The gingo wt meth 60 men oc slogos sa manneliga at konungen miste 400. Sidan worde the gripne oc wordo strax hengde. Theth gik som Seueke haffde tænkt. Sidan for konung Ermentrik hem.


Kap. 237.

Konung Didrik mäklar för Widike Welandsson hos konung Ermentrik.

Lit ther effter, tha kom Widike hem. Hans stiwffsøner ware hengde, hans hustrv war syrgiande, hans borg war op brend. Hans hustrv war i en bonda by, han red till her Tydrik oc kærde for hanum sinæ nød. Dydrik folde hanum till Ermentrik konung oc sporde hwat hans sak war. Konung Ermentrik swarade: «Wideke haffuer engen sak. Jak skall theth wæll wid hanum bøtæ.» Sidan gaff han hanum et bætre slot oc mere læn. Tha red konung Tydrik hem igen oc sørgde theth sara at konung Ermentrik hatade sa sinæ frænder.


Kap. 238.

Seveke intalar konung Ermentrik att kräfva skatt af konung Didrik.

En dag talade Seueke till konung Ermantrik: «Mik tycker sa at tw mat skøt rædas. Tin frænde konung Tydrik aff Bern, han ær en otro man oc en mykin kæmpe. Tw skal tik besta at han winder ey tit land aff tik, han øker hwar dag sit rike oc tit minskar han. Iak haffuer sport at tig bør haffua skat aff hanum. Thin fader wan theth land meth sit swerd.» Konungen swarade: «Alt atte min fader theth land, oc sa well borde mik haffuat som hanum.»

Seueke sagde: «Sent till hanum Regnall, mere riddara oc 60 meth hanum, oc kræffuia skatt aff Didrik konung.» Konungen giorde effter hans rad. Regnall red i Humlunge land oc kraffde skatt hwar han fram for oc kallade lænsmennena saman. Nw swarade lænsmenna: «Wij haffuom skattat Didrik konung som oss borde. Will han giffua konung Ermentrik then skatten, ther mag han rada fore, ekke wilia wij giffua them badom skat.» Tha sende almwen bod till Tidrik konung athan koma oc swarade for them.


Kap. 239.

Konung Didrik nekar att gifva skatten. Konung Ermentriks vrede.

Tidrik red till tingit meth 12 riddara oc sagde Regnalle sa athan fore hem oc sigia Ermentrik konung «athan far aldre skat af mit land. oc sig hanum mykin otak for hans bud.» Regnall for ater till Ermentrik konung oc sagde hanum huat swar han fik. Tha sagde Seueken: «Theth haffuer iak langan sakt, at Tydrik tykker sig wara mere man æn tw, sa bliffuer han oc vtan tw betida wænder.» Ermentrik swarade: «Mædan Tidrik tykker sik haffua sa mykin mandom dreffuit at han will nw wara wtoffuer mik, tha skall han røna at iak will lata hanum hengia.» Tha swarade Heim: «Gud helsa Tidrik konung, tw geller theth æn en tiid, Ermentrik at thu sa hatar tina slekt, oc thethte oc annat slikt weller tw alt Seueke.» Tha sagde Wideke: «Herre, later tw hængia Tidrik, thess haffuer tw skam sa lenge werlden stander.»


Kap. 240.

Widike rider till Bern och varnar konung Didrik. Konung Didriks rådslag.

Wideke lop strax till sin hest oc rende at Bern alt theth han kunde. Om midia nat klappade han vpa porten ther wæktarna sporde ho ther war. Han swarade: «Jak ær Widike. Lat mik in, iak haffuer stort ærinde till Tidrik konung.» Somme gingo lata Widike in, oc somme sagde Tidrik till. Tidrik sprang op oc gik mot Widike oc fagnade hwar annar well. Tha sporde Tidrik huat hans ærinde war, mædan han sa hastiga kom. Wideke swarade: «Mit ærinde ær stort oc ont, oc bider tw till dagen komber. Tha kommer konung Ermentrik meth en stor osigligan hær oc bestaller tik sa her inne, at tw aldre komber hædan oc æy heller han, før æn han haffuer set tik dødan.»

Tha lot Tidrik blæsa sina ludra oc kallade alla sina men saman oc sagde them the tidende han haffde sport oc sagde han: «Wij haffuom nw ekke kor vtan tw. Et ær at bida wij her oc slas meth konung Ermentriks folk sa lenge wij gitom liffuit, oc theth wij sla æn slikt hundrat i hæll som wij ære till. Tha geller theth lika well wort liiff ty hans makt ær oss formykin. Annat ær theth at rida wij i wort beholl oc letom thesse borg standa. Gud kan føge at wij fa henne well igen oc tha behollom wij wort liiff oc mangen røster kempe meth.»


Kap. 241.

Konung Didrik och hans män rida bort ifrån Bern.

Tha swarade Hillebrand: «Wij wardom nw smæliga offuergiffua wort rike, oc ho som nw will fylgia Didrik konung, han ware redo theth snariste han kan.» Tha sagde alla the i Bærn ware at Hillebrand haffde wiisliga talat. Tha wart stort quinna oc barna grater som hwar gret sina wener. Annar wægin war stort buller aff wapnom oc hæsta gneggien før æn hwar kom till sin hæst. Tha the wara alla redo gingo the alla i konungens største sall oc sato oc drukko, oc taladis wid. Tha kom Heim, Didriks man oc sagde them samma tidende sa at «Ermentrik konung kommer snart hiit meth 5000 riddara oc otalligit annat folk, oc swor om gudh at wist lata wij wart rike for Ermentrik konung. Men tha skall han fa aff oss mere skadæ æn gagn, før æn wij offuergiffuom wort rike.»

Tha tog Hillebrand Didriks banner oc bad alla fylgia sig tit han rider. Tha løp hwar riddara til sin hæst oc Hillebrand rider for them. Didrik haffde 700 riddara for vtan annat folk. Hillebrand red vt meth Mwndia fiæll oc ater bak i Ermentriks rike oc skinnade oc brende 2000 torp, slot oc stæder. Æn Wideke oc Heim skildis sørliga fra thera kompana oc rido ater till Ermentrik konung.


Kap. 242.

Om Heym och Seveke.

Heim gik for konungen oc sagde meth mykla wrede: «Thu Ermentrik konung haffuer mykit ilt giort tinom frendom. Fredrik oc Renbald sent tw till døde, then vnga Samson drap tu, tina brødra søner lot tw hængia Eggerd oc Ake. Oc nw haffuer tw fordriffuit Didrik konung oc hans broder Tetmar wtaff sit rike, oc wlfart tin systerson oc hin gode dreng Hillebrand, oc manga andra dyra riddara. Somma drepit oc somma forderffuat, oc alt thethta onda woller hin ilraduge Seueke.» Seueke swarade: «Herre, theth sagde iak tik lenge tha thu drog Heim till tik, oc giorde han sa stolsan. Oc nw fortalar han tik, ty mat tw wæll sænda hanum i samma skog som hans fader sat at wakta ther tina hæsta.» Heim swarade: «Haffde iak her mit gode swerd Nagelring, theth wet gud at iak skulde dræpa tik her som en hund,» oc slog Seueka wid ørat meth sin næffua, sa at han fioll nider for konungens føter oc beswimade, oc 5 tender flugu vtu hans mwn.


Kap. 243.

Heym rider bort ifrån konung Ermentrik.

Tha sade Ermentrik konung: «Op minæ men oc taken Heim oc hengen hanum her strax!» Heim gik snart tædan oc lagde sin wapn vpa, oc sprang vpa sin hest Rispa oc red vtaff borgena. Effter Heim lopo 70 riddara well wapnade. Tha sprang Widike i porten mot them oc haffde Mimming dragen i hende, ty torde engen aff them wt effter Heim, medan kom han bort oc lagde sik i skoga i konung Ermentriks land oc brænde ther 400 bya, oc slog osigeligit folk i hæll oc lag lenge i the skogana. Æn Seueke torde aldre meth minna rida æn meth 70 riddara æ mædan theth sa stod.


Kap. 244.

Konung Didrik rider till margrefven Rodgerd (Rodolf) i Mundia land.

Sidan Didrik konung haffde giort then skada, tha red han norder i Mwndia land till et feste som het Becculær hart wid Riin. Theth hafde margreffuen Rodgerd. Hans hustrv het Godelinda. Tha margreffuen sporde at konung Didrik komen war, tha vntfik han hanum gansze wæll, oc gaff hanum skøn ørs oc kosteligit harnisk oc alt belakt meth gull. Oc greffwinnen gaff hanum et kosteligit banner aff røt oc grønt silke, ther i stod forgylte leon, oc begaffuade hans riddara kosteliga. Sa red han i borgana meth margreffue Rodgerd oc giorde sik gansze gladæ the natt.


Kap. 245.

Konung Didrik rider till konung Aktilius i Susa.

Om morgon rider Didrik konung oc Rodgerd till Attilia konung, till et fæste som het Susa. Tha Attilia konung sporde Didrik konung ther komen wara lot han blæsa i sina ludra oc alt sit folk rede theth beszte han kunde, oc lot bæra wt all sin banner, oc red sa wt mote konung Didrik oc hans drotning Ercha meth hanum. Oc fagna well Didrik konung oc føra hanum jn vpa slottit meth sik oc satte hanum nær sik, oc bad hanum ther bliffua sa lenge hanum tæktis. Konung Didrik takkade hanum oc dwaldis ther længe nær hanum.


Hyltén-Cavallius' 1854-utgave


Fornsvensk(æ).jpg er gjengitt som ꜹ, -eth.jpg er gjengitt som ʒ.



Kap. 230.

Konung Ermentrik sänder bort sin hofmästare Seveke, och våldtager hans h;ustru.

koning |[1] Ermentrik war eŋ mektwg konung ſa at manga konunga oc ꜧertwga ſkattade ꜧanuɱ . alt for ſunnaŋ mwndia fiꜹll . Tꜧʒ war et ſinne at konung Ermentrik kallade eŋ aff ſit rad . till ſik ſoɱ junker ſꜹuekeŋ ꜧet . ꜧaŋ war konungens ꜧoffmeſtara . konungeŋ ſagde till ꜧanuɱ . rid till eŋ ſtad ſom- ꜧeter ſarkaſteŋ . tꜧer møte tik flere mẏna gode meŋ . oc ſꜹtia landeŋ till retta . oc ſkaltw ſtanda i miŋ ſtad . Sꜹweke giorde ſoɱ konungeŋ bad oc red tit tꜧʒ ſnariſte ꜧaŋ kunde oc manga riddare mʒ ꜧanuɱ . Sꜹueke ꜧaffde ena degeliga ꜧuſtrv . oc tẏ ſende konungeŋ ꜧanuɱ bort . Eŋ dag war ꜧoŋ ene i ſit ꜧwſſ . oc konungeŋ koɱ . tꜧer iŋ allene/ oc bad ꜧenne gøra ꜧans wilia . ꜧoŋ ſagde neẏ . tꜧʒ matte ekke wara . tog matte ꜧoŋ gøra konungens wilia . tẏ ꜧoŋ ekke annat torde . ꜧenne clꜹder wore illa riffne . Sidaŋ gik konungeŋ tꜧꜹdaŋ . lit tꜧer effter koɱ ſeueke ꜧeɱ . ꜧans ꜧuſtrv møtte ꜧanuɱ oc gaff ſik illa oc grꜹtt ganſʒe ſarliga . Seuekeŋ ſporde ꜧuat ꜧenne ſkadde . ꜧoŋ ſwarade . ſtrax tw waſt bort rideŋ oc iak ſat i mit mak . tꜧer koɱ konungeŋ gangande iŋ . oc giorde mik offuerwald . vtaŋ miŋ wilia/ oc aldre warder iak glad . før ꜹŋ tꜧʒ worder ꜧꜹmpt/ ꜧaŋ ſagde . war glad oc kaat oc lat ſoɱ tꜧʒ aldre ſket ꜧaffde/ iak ſkall ꜧanuɱ tꜧʒ illa ꜧempna mʒ mangaꜧanda ſkaɱ . Sidaŋ gik ꜧaŋ till konungeŋ oc ꜧilſade ꜧanuɱ gladeliga . konungeŋ fagnade ꜧanuɱ well .


Kap. 231.

Seveke intalar konung Ermentrik att kräfva skatt af Sverige. Konungen sänder sin son Frederik. Frederiks död.

Tꜧʒ war eŋ dag konungeŋ oc ſeueke ſato [oc] taladis wid . ſeueke ſagde ꜧerre tw ꜹſt alla konunga rikaſtꜹ tꜧe i wꜹrildena ꜹrꜹ oc aff alloɱ landoɱ ꜧaffuer tw ſkatt . vtaŋ aff ſwerige . tẏ tẏkte mik rad ati ſende tit |[2] ider ſøŋ . frederik oc krꜹffuia ſkat aff ꜧanuɱ . oc red ꜧonoɱ degeliga wt/ oc lat ekke manga fẏlgia ꜧanuɱ/ tꜧʒ ꜹr ſꜹndebud ſid . konungeŋ ſagde tꜧʒ wara got rad . konungeŋ ſagde till ſiŋ ſoŋ . Tꜧw ſkalt rida oc krꜹffuia ſkat aff konungeŋ i ſwerige ꜧaŋ giorde ſig redo ſielff vje oc red aff ſtad . tꜧa koɱ ꜧaŋ till ena borg . i ꜧunaland . tꜧer bodde eŋ iarll vti . oc tꜧʒ war ſeuekes frende . frederik fik ꜧanuɱ ſeuekis breff/ tꜧer ſtod vti at iarleŋ ſkulde drꜹpa frꜹdrik . oc ſa giorde ꜧaŋ ſtrax breffuit war lꜹſit . oc wart drꜹpeŋ ſielff vje . Tꜧʒ ſporde Ermentrik konung .


Kap. 232.

Seveke intalar konung Ermentrik att kräfva skatt af England. Konungen sänder sin andre son, Regbald. Regbalds död.

Et annat ſinne talade ſeueke till konungeŋ . tig borde oc ꜧaffua ſkat aff england . tꜧʒ ꜧørde iak aff miŋ fader/ ſent tiŋ ſoŋ tꜧit regbald . konungeŋ aff engeland tor ekke ſẏnia ꜧanuɱ ſkatteŋ oc lat rede tꜧiŋ ſøŋ well wt . fa ꜧanuɱ et ſkip tẏ bꜹter ꜹr føra ſkatteŋ a ſkip ꜹŋ a ꜧꜹſt . konungeŋ kallade ſiŋ ſoŋ till ſig oc bad ꜧanuɱ fara Regbald giorde ſig redo . tꜧa lago tꜧer iij ſkip [i] elffuena oc regbald wilde ꜧaffua tꜧʒ beſʒta . Seuekꜹ bad ꜧanuɱ taga tꜧʒ werſte . tꜧa tog regbald tꜧʒ werſte ꜹŋ tog atꜧaŋ tꜧʒ nøduger giorde tꜧa ꜧaŋ koɱ i ſiøŋ tꜧa riffnade ꜧans ſkip enda i melloɱ . tꜧa druknade regbald . oc alt ꜧans folk .


Kap. 233.

Seveke ljuger på Sampson, konung Ermentriks tredje son. Sampsons död.

Tꜧʒ war et ſinne at konung Ermentrik red weẏda diwr . oc mʒ ꜧanuɱ ꜧans ẏngxta ſoŋ ſampſoŋ . oc ſeuekeŋ war ganſʒe ſyrgiande . konungeŋ ſporde ꜧwat ꜧanuɱ ſkadde/ ſeuekeŋ ſwarade . mik tẏkker ſkaɱ ſampſoŋ tiŋ ſoŋ wilde wald taga mẏna dotter. tꜧa wreddis konungeŋ oc red efftir ſampſoŋ . oc griper i ꜧans ꜧaar . |[3] ſa at ꜧaŋ fiøll aff ꜧꜹſtiŋ/ oc konungens ꜧꜹſt trꜹdde ꜧanuɱ ſa at ꜧaŋ ſik ſiŋ død . konungeŋ red ꜧeɱ tꜧa fik ꜧaŋ at wita at regbald ꜧans ſøŋ war druknat .


Kap. 234.

Sevekes hustru ljuger på hertig Åkes söner.

Seuekes ꜧuſtru gik till drotningeŋ oc ſagde till ꜧenne . ꜧertwg ake ſøner . konungens frender . ꜧaffua ſakt at tꜧeŋ ena will liggia nꜹr ider oc taker ider tꜧer till wara fore . drotningeŋ wreddis wid oc kꜹrde tꜧʒ fore konungeŋ . at ꜧans broderſoŋ wilde gøra ꜧenne ſkaɱ/ konungeŋ war ganſʒe wreder oc ſagde ſkaltw ekke ꜧaffua frid for tꜧeɱ/ tꜧa ſkulo tꜧe ekke ꜧaffua frid for mik . iak ſkall ſnart ꜧitta tꜧeɱ oc ꜧꜹngia tꜧeɱ bada twa . Tꜧa ſwarade eŋ aff tꜧera meŋ . ware tꜧera ſtẏffader ꜧema widike welandſſ tꜧa wꜹntar iak at før eŋ tꜧe worde ꜧengde tꜧa worde mangeŋ ꜧielɱ kloffueŋ oc mẏkit blod wt giwtit . tꜧe vntgiella tꜧʒ at ꜧaŋ ꜹr ekke ꜧema . konungeŋ ſwarade tꜧe ſkulꜹ tik ekke mykit niwta . ꜹŋ tog at tw eſt tꜧera maŋ . tꜧeŋ ſamma ꜧet fritilia ꜧaŋ ſteg ſtrax a ſiŋ ꜧꜹſt . oc wilde gerna wara tꜧeɱ wid .


Kap. 235.

Fritilia varnar Eggerd och Åke.

tꜧa ꜧaŋ koɱ till ſlottit tꜧa war tꜧer engeŋ fꜹria atꜧaŋ kunde koma offuer metꜧ . ꜧaŋ bant ſiŋ ꜧꜹſt i ſkogeŋ . oc ſaaɱ offuer ana . oc eggerd oc ake møtte ꜧanuɱ/ oc ſporde ꜧanuɱ ꜧwi ꜧaŋ ſa ꜧaſtogt for . ꜧaŋ ſwarade/ tꜧer driffuer mik ſtor nød till/ ider faderbroder . konung ermentrik . komber ꜧer mʒ eŋ ſtoraŋ ꜧꜹr oc will ꜧꜹngia ider bada . tẏ løper at ſkogeŋ ꜧwat i kunne . Eggerd ſwarade wij forlikas well . tꜧa wij finnas . tꜧe wilde ekke flẏ . tꜧe redde ſig till wꜹriꜹ tꜧʒ beſʒte tꜧe kunde .


Kap. 236.

Eggerds ok Åkes død.

Tꜧa koɱ konung Ermentrik mʒ eŋ ſtoraŋ ꜧꜹr . oc red |[4] ſtrax at porteŋ oc kaſtade ſit banner offuer graffuana oc ſtormde till ſlottit . Eggerd ſagde ꜧuat ſkẏllar tw oſſ frende . ꜧwi wiltw taka wort ſlot aff oſſ . ꜹ ꜧuat iak ider ſkẏllar tꜧa ſkule i bada ꜧengia i dag . Eggerd ſwarade/ tꜧa ſkule wij ꜧaffua lika for wort liiff . konungeŋ ſtormade till ſlottit . tꜧe worde ſik manneliga . tꜧa ſkøt ꜧaŋ eld iŋ till tꜧeɱ . ſlottit bẏriade at brenna . Eggerd ſagde wij wilia ga wt manneliga ꜧeller ꜹŋ wij brinna ꜧer inne/ tꜧe gingo wt mʒ lx meŋ oc ſlogos ſa manneliga at konungeŋ miſte iiijC. ſidaŋ worde tꜧe gripne oc wordo ſtrax ꜧengde . tꜧʒ gik ſoɱ ſeueke ꜧaffde tꜹnkt . Sidaŋ for konung ermentrik ꜧeɱ/


Kap. 237.

Konung Didrik mäklar för Widike Welandsson hos konung Ermentrik.

Lit tꜧer effter/ tꜧa koɱ widike ꜧeɱ . ꜧans ſtiwffſøner ware ꜧengde ꜧans ꜧuſtrv war ſyrgiande ꜧans borg war op brend . ꜧans ꜧuſtrv war i eŋ bonda bẏ ꜧaŋ red till ꜧer tẏdrik oc kꜹrde for ꜧanuɱ ſinꜹ nød . dydrik folde ꜧanuɱ till Ermentrik konung oc ſporde ꜧwat ꜧans ſak war . konung Ermentrik ſwarade wideke ꜧaffuer engeŋ ſak . jak ſkall tꜧʒ wꜹll wid ꜧanuɱ bøtꜹ . Sidaŋ gaff ꜧaŋ ꜧanuɱ et bꜹtre ſlot oc mere lꜹŋ . Tꜧa red konung tydrik ꜧeɱ igeŋ oc ſørgde tꜧʒ ſara at konung Ermentrik ꜧatade ſa ſinꜹ frꜹnder .


Kap. 238.

Seveke intalar konung Ermentrik att kräfva skatt af konung Didrik.

Eŋ dag talade ſeueke till konung ermantrik . mik tẏcker ſa at tw mat ſkøt rꜹdas . tiŋ frꜹnde konung tydrik aff berŋ ꜧaŋ ꜹr eŋ otro maŋ oc eŋ mẏkiŋ kꜹmpe/ tw ſkal tik beſta . at ꜧaŋ winder eẏ tit land aff tik ꜧaŋ øker ꜧwar dag ſit rike . oc tit minſkar ꜧaŋ . iak ꜧaffuer ſport at tig bør ꜧaffua |[5] ſkat aff ꜧanuɱ tꜧiŋ fader waŋ tꜧʒ land mʒ ſit ſwerd . konungeŋ ſwarade alt atte miŋ fader tꜧʒ land/ oc ſa well borde mik ꜧaffuat ſoɱ ꜧanuɱ . Seueke ſagde ſent till ꜧanuɱ regnall mere riddara oc lx mʒ ꜧanuɱ oc krꜹffuia ſkatt aff didrik konung. konungeŋ giorde effter ꜧans rad . Regnall red i ꜧumlunge land . oc kraffde ſkatt ꜧwar ꜧaŋ fraɱ for . oc kallade lꜹnſmennena ſamaŋ Nw ſwarade lꜹnſmenna wij ꜧaffuoɱ ſkattat . didrik konung ſoɱ oſſ borde will ꜧaŋ giffua konung Ermentrik tꜧeŋ ſkatteŋ tꜧer mag ꜧaŋ rada fore/ ekke wilia wij giffua tꜧeɱ badoɱ ſkat . tꜧa ſende almweŋ bod till tidrik konung atꜧaŋ koma oc ſwarade for tꜧeɱ .


Kap. 239.

Konung Didrik nekar att gifva skatten. Konung Ermentriks vrede.

Tidrik red till tingit mʒ xij riddara oc ſagde regnalle ſa atꜧaŋ fore ꜧeɱ oc ſigia Ermentrik konung atꜧaŋ far aldre ſkat [af] mit land . oc ſig ꜧanuɱ mẏkiŋ otak . for ꜧans bud . Regnall for ater till Ermentrik konung oc ſagde ꜧanuɱ ꜧuat ſwar ꜧaŋ fik/ tꜧa ſagde ſeuekeŋ . tꜧʒ ꜧaffuer iak langaŋ ſakt . at tydrik tẏkker ſig wara mere maŋ ꜹŋ tw/ ſa bliffuer ꜧaŋ oc vtaŋ tw betida wꜹnder . Ermentrik ſwarade mꜹdaŋ tidrik tẏkker ſik ꜧaffua ſa mẏkiŋ mandoɱ dreffuit at ꜧaŋ will nw wara wtoffuer mik . tꜧa ſkall ꜧaŋ røna at iak will lata ꜧanuɱ ꜧengia Tꜧa ſwarade ꜧeiɱ . gud ꜧelſa tidrik konung. tw geller tꜧʒ ꜹŋ eŋ tiid Ermentrik at tꜧu ſa ꜧatar tina ſlekt/ oc tꜧʒte oc annat ſlikt weller tw alt ſeueke . tꜧa ſagde wideke ꜧerre later tw ꜧꜹngia tidrik tꜧeſſ ꜧaffuer tw ſkaɱ . ſa lenge werldeŋ ſtander .


Kap. 240.

Widike rider till Bern och varnar konung Didrik. Konung Didriks rådslag.

wideke lop ſtrax till ſiŋ ꜧeſt oc rende at berŋ alt tꜧʒ ꜧaŋ kunde . oɱ midia nat . |[6] klappade ꜧaŋ vpa porteŋ tꜧer wꜹktarna ſporde ꜧo tꜧer war/ ꜧaŋ ſwarade/ jak ꜹr widike lat mik iŋ iak ꜧaffuer ſtort ꜹrinde till tidrik konung . ſomme gingo lata widike iŋ/ oc ſomme ſagde tidrik till . Tidrik ſprang op oc gik mot widike oc fagnade ꜧwar annar well . Tꜧa ſporde tidrik ꜧuat ꜧans ꜹrinde war/ mꜹdaŋ ꜧaŋ ſa ꜧaſtiga koɱ/ wideke ſwarade/ mit ꜹrinde ꜹr ſtort oc ont/ oc bider tw till dageŋ komber . tꜧa kommer konung Ermentrik mʒ eŋ ſtor oſigligaŋ ꜧꜹr . oc beſtaller tik ſa ꜧer inne . at tw aldre komber ꜧꜹdaŋ oc ꜹẏ ꜧeller ꜧaŋ . før ꜹŋ ꜧaŋ ꜧaffuer ſet tik dødaŋ . tꜧa lot tidrik blꜹſa ſina ludra . oc kallade alla ſina meŋ ſamaŋ oc ſagde tꜧeɱ tꜧe tidende ꜧaŋ ꜧaffde ſport oc ſagde ꜧaŋ wij ꜧaffuoɱ nw ekke kor vtaŋ tw . Et ꜹr at bida wij ꜧer oc ſlas mʒ konung Ermentriks folk ſa lenge wij gitoɱ liffuit/ oc tꜧʒ wij ſla ꜹŋ ſlikt ꜧundrat i ꜧꜹll ſoɱ wij ꜹre till/ tꜧa geller tꜧʒ lika well wort liiff tẏ ꜧans makt ꜹr oſſ formẏkiŋ . Annat ꜹr tꜧʒ at rida wij i wort beꜧoll oc letoɱ tꜧeſſe borg ſtanda . gud kaŋ føge at wij fa ꜧenne well igeŋ oc tꜧa beꜧolloɱ wij wort liiff oc mangeŋ røſter kempe mʒ .


Kap. 241.

Konung Didrik och hans män rida bort ifrån Bern.

tꜧa ſwarade ꜧillebrand . wij wardoɱ nw ſmꜹliga offuergiffua wort rike/ oc ꜧo ſoɱ nw will fylgia didrik konung ꜧaŋ ware redo tꜧʒ ſnariſte ꜧaŋ kaŋ . tꜧa ſagde alla tꜧe i bꜹrŋ ware at ꜧillebrand ꜧaffde wiiſliga talat/ tꜧa wart ſtort quinna oc barna grater ſoɱ ꜧwar gret ſina wener Annar wꜹgiŋ war ſtort buller aff wapnoɱ oc ꜧꜹſta gneggieŋ før ꜹŋ ꜧwar koɱ till ſiŋ ꜧꜹſt . tꜧa tꜧe wara alla redo . |[7] gingo tꜧe alla i konungens ſtørſte ſall oc ſato oc drukko/ oc taladis wid/ tꜧa koɱ ꜧeiɱ . Didriks maŋ oc ſagde tꜧeɱ ſamma tidende ſa at Ermentrik konung kommer ſnart ꜧiit mʒ vM. riddara oc otalligit annat folk . oc ſwor oɱ gudꜧ at wiſt lata wij wart rike . for Ermentrik konung . Meŋ tꜧa ſkall ꜧaŋ fa aff oſſ mere ſkadꜹ ꜹŋ gagŋ . før ꜹŋ wij offuergiffuoɱ wort rike . Tꜧa tog ꜧillebrand didriks banner . oc bad alla fẏlgia ſig tit . ꜧaŋ rider/ tꜧa løp ꜧwar riddara til ſiŋ ꜧꜹſt oc ꜧillebrand rider for tꜧeɱ . Didrik ꜧaffde vijC riddara . for vtaŋ annat folk . ꜧillebrand red vt mʒ mwndia fiꜹll oc ater bak i Ermentriks rike oc ſkinnade oc brende . xjM. torp . ſlot oc ſtꜹder/ ꜹŋ wideke oc ꜧeiɱ ſkildis ſørliga fra tꜧera kompana . oc rido ater till Ermentrik konung .


Kap. 242.

Om Heym och Seveke.

ꜧeiɱ gik for konungeŋ oc ſagde . mʒ mẏkla wrede . tꜧu Ermentrik konung ꜧaffuer mẏkit ilt giort tinoɱ frendoɱ . fredrik oc renbald . ſent tw till døde tꜧeŋ vnga ſamſoŋ . drap tu tina brødra ſøner lot tw ꜧꜹngia eggerd oc Ake . oc nw ꜧaffuer tw fordriffuit Didrik konung oc ꜧans broder tetmar wtaff ſit rike . oc wlfart tiŋ ſyſterſoŋ . oc ꜧiŋ gode dreng ꜧillebrand/ oc manga andra dẏra riddara . ſomma drepit oc ſomma forderffuat . oc alt tꜧʒta onda woller ꜧiŋ ilraduge ſeueke . Seueke ſwarade/ ꜧerre tꜧʒ ſagde iak tik lenge . tꜧa tꜧu drog ꜧeiɱ till tik/ oc giorde ꜧaŋ ſa ſtolſaŋ . oc nw fortalar ꜧaŋ tik/ tẏ mat tw wꜹll ſꜹnda ꜧanuɱ i ſamma ſkog . ſoɱ ꜧans fader ſat at wakta tꜧer tina ꜧꜹſta . ꜧeiɱ ſwarade/ ꜧaffde iak ꜧer mit gode ſwerd . |[8] Nagelring . tꜧʒ wet gud at iak ſkulde drꜹpa tik ꜧer ſoɱ eŋ ꜧund . oc ſlog ſeueka wid ørat mʒ ſiŋ nꜹffua . ſa at ꜧaŋ fioll nider for konungens føter . oc beſwimade/ oc .v. tender flugu vtu ꜧans mwŋ .


Kap. 243.

Heym rider bort ifrån konung Ermentrik.

tꜧa ſade Ermentrik konung . op minꜹ meŋ oc takeŋ ꜧeiɱ oc ꜧengeŋ ꜧanuɱ ꜧer ſtrax/ ꜧeiɱ gik ſnart tꜹdaŋ oc lagde ſiŋ wapŋ vpa/ oc ſprang vpa ſiŋ ꜧeſt . riſpa . oc red vtaff borgena/ effter ꜧeiɱ lopo lxx riddara well wapnade/ tꜧa ſprang widike i porteŋ mot tꜧeɱ . oc ꜧaffde mimming drageŋ i ꜧende/ tẏ torde engeŋ aff tꜧeɱ wt effter ꜧeiɱ/ medaŋ koɱ ꜧaŋ bort oc lagde ſik i ſkoga i konung Ermentriks land . oc brꜹnde tꜧer iiijC bẏa/ oc ſlog oſigeligit folk i ꜧꜹll . oc lag lenge i tꜧe ſkogana . Ꜹŋ ſeueke torde aldre mʒ minna rida ꜹŋ mʒ lxx riddara ꜹ mꜹdaŋ tꜧʒ ſa ſtod .


Kap. 244.

Konung Didrik rider till margrefven Rodgerd (Rodolf) i Mundia land.

Sidaŋ didrik konung ꜧaffde giort tꜧeŋ ſkada . tꜧa red ꜧaŋ norder i mwndia land . till et feſte ſoɱ ꜧet . becculꜹr ꜧart wid riiŋ . tꜧʒ ꜧafde margreffueŋ rodgerd . ꜧans ꜧuſtrv ꜧet godelinda . tꜧa margreffueŋ ſporde at konung didrik komeŋ war tꜧa vntfik ꜧaŋ ꜧanuɱ ganſʒe wꜹll/ oc gaff ꜧanuɱ ſkøŋ ørs . oc koſteligit ꜧarniſk . oc alt belakt mʒ gull . oc greffwinneŋ gaff ꜧanuɱ et koſteligit banner . aff røt oc grønt ſilke . tꜧer i ſtod forgẏlte leoŋ/ oc begaffuade ꜧans riddara koſteliga/ ſa red ꜧaŋ i borgana mʒ margreffue Rodgerd oc giorde ſik ganſʒe gladꜹ tꜧe natt/


Kap. 245.

Konung Didrik rider till konung Aktilius i Susa.

oɱ morgoŋ rider Didrik konung oc rodgerd . till attilia konung . till et fꜹſte ſoɱ ꜧet ſuſa . Tꜧa Attilia konung ſporde didrik konung |[9] tꜧer komeŋ wara . lot ꜧaŋ blꜹſa i ſina ludra oc alt ſit folk rede tꜧʒ beſʒte ꜧaŋ kunde . oc lot bꜹra wt all ſiŋ banner . oc red ſa wt mote konung didrik . oc ꜧans drotning Ercꜧa . mʒ ꜧanuɱ . oc fagna well didrik konung oc føra ꜧanuɱ jŋ vpa ſlottit mʒ ſik . oc ſatte ꜧanuɱ nꜹr ſik/ oc bad ꜧanuɱ tꜧer bliffua ſa lenge ꜧanuɱ tꜹktis . konung didrik takkade ꜧanuɱ oc dwaldis tꜧer lꜹnge nꜹr ꜧanuɱ .




Afvikande läs-arter:

  1. Bl. 102. Verso.
  2. Bl. 103.
  3. Bl. 103. Verso.
  4. Bl. 104.
  5. Bl. 104. Verso.
  6. Bl. 105.
  7. Bl. 105. Verso.
  8. Bl. 106.
  9. Bl. 106. Verso.