Sagas Tempel (NFSG)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen

Naturlyrik og romantik

N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter
Bind 1

København, 1880.

Sagas Tempel
(Ved Johannes Müllers Død.)

N. F. S. Grundtvig

1

Saga! hellige Mø!

Hisset i Søgnabeks Sale

Skued jeg undrende dig

Tømme med Odin det gyldne

Tidernes skummende Bæger.

2

Høit fra skinnende Bænk

Toned din kløgtige Tale,

Odin forstod den, men ei

Fuldelig Kløgten at fatte

Mægtede Sønner af Askur.

3

Skjalden lyttende stod,

Tonerne fyldte hans Øre,

Og i hans Epos fornam

Undrende Menneskeslægten

Klang af din Tale til Odin.

4

Askurs Sønner et Hof

Bygged ukendte Gudinde,

Du dig fra skinnende Bænk

Bøied, din Dyrker at skænke

Kløgt, som at fatte han mægted.

5

Tider runde forbi,

Klangen Man vilde begribe,

Klangen i Lyde henrandt,

Krøniken blev din Præstinde,

Hende allene Man dyrked.

6

Skjalde lytted igen,

Fanged de vekslende Toner,

Og i den dobbelte Lyd

Hørtes til Under for Slægten

Klang af din Tale med Odin.

7

Men – hvad skuer jeg hist!

Knæler ei sølvlokket Olding?

Hellas! o det er din Søn!

Se hvor han reiser det første

Alter i Sagaens Tempel!

8

Vidt han vanked paa Jord,

Veied de mystiske Frasagn,

Barnlig bekender han dog:

Tidernes Veksel allene

Styre alraadende Guder.

9

Tider rinde saa tungt.

Skjaldene lytte ei længer.

Saga! Man smitter dit Hof,

Selvkloge kun med din Terne

Krøniken ville de bole.

10

Vend dig Øie! fra Syd

Høit mod det isfulde Norden!

Se om ei Klippernes Søn,

Skuende stolt over Midgard,

Ydmyg nedknæler for Guder!

11

Skjalden lytter saa nær,

Odins og Sagas forborgne

Taler han røber i Sang,

Volas de hellige Toner

Klinge i festlige Taushed.

12

Tider rinde forbi,

Skjaldene lytte ei længer,

Svundet er hellige Klang,

Søndret i jordiske Lyde.

Saga! hvor findes din Dyrker?

13

Øiet tindrende ser

Knæle blandt Norriges Fjelde

Sølvgraa en Olding i Kraft,

Saga han reiser et Alter,

Stenen med hellige Runer.

14

Stivt nedstirrer hans Blik,

Stirrer paa Skjaldenes Draper.

Edda det løfter igen,

Ydmyg han beder, og Saga

Tolker ham Tidernes Jertegn.

15

Trindt ham knæler en Flok.

Rundt om hans kneisende Alter

Sanke sig Stene i Krinds,

Ristet paa hver er Gudindens

Navn, thi hun bygger i Norden.

16

Dorsk er Slægten, og ei

Saga! din Tone den fatter.

Selvklog opstaar den igen,

Altid den kun med din Terne

Krøniken lyster at bole.

17

Hvor skal Øiet henty

Drevet fra Syd og fra Norden?

Der hvor i Alpernes Ly

Hellas og Norden henflygted,

Der vil jeg søge din Dyrker.

18

Se! han knæler der alt,

Beder i rungende Toner

Tiden vil døve hans Røst,

Krampe vil stille hans Tunge,

Se hvor sig stramme de Sener!

19

Høit paa Tidernes Grus

Stræber han Altret at reise,

Ak! men han mægter det ei,

Halvt er det reist, og han segner,

Segner af Kampen udmattet.

20

Tiden rinder saa tungt.

Ingen vil knæle Gudinde!

Ydmyg i Templet, men stolt

Boler den selvkloge Skare,

Spottende dig, med din Terne.

21

Rind kun Taare fra Kind

Ned paa det halvreiste Alter!

Halvt det til Tidernes Gru

Staar, og den Haand som det reiste

Kraftløs i Graven henvisner.

22

Væd kun Taare min Kind!

Alperne Templet ei værge,

Storme fra Øst og fra Vest

Buldrende mødes og ryste

Sagas det hellige Tempel.