Samiske fortællinger – Magi og medicin

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Magi og medicin
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2023

I.

Om ofring i gamle dage

Folk i gamle dage havde tanke for, at man skulle ofre et eller andet til offerstederne. De kunne enten have deres offersted ved en sprække i en flækket klippe, på en bakke på en jævn græseng eller alleryderst på et næs tæt ved deres vandresti. De kunne også have det på en stejl fjeldside. Navnet på sådan et offersted er seite.

De ofrede til seiten, for at det skulle gå dem, som de ønskede, eller for at de måtte have lykke og held i hele deres levetid. De har ofret til seiterne på mange forskellige måder. En lap kunne i gamle dage have en sådan seite tæt på sin sti, og når han gik forbi den, faldt der altid noget af til seiten. Nogle gange var det penge, andre gange en flaske brændevin eller en rensdyrost eller en rensdyrmave fyldt med mælk eller et stykke et stykke rensdyrkød, en kniv, en smuk sten [et stykke hvid kvarts eller bjergkrystal], et sølvspænde, en knap, en ske eller et bæltespænde og nogle gange ting af guld – ja, hvad som helst. Så snart han kom indenfor synsvidde af seiten, tog han sin hat af hovedet, og når han igen var udenfor synsvidde, tog han den atter på. Nogle gange gik han til seiten før han havde spist eller drukket, bøjede sig ned og tilbad. [P. T.]

II.

Om et offersted nedenfor en klippeskrænt

Der har været sådan et offersted nedenfor en lille klippeskrænt for enden af Nissondal, hvortil der er blevet ofret rener, penge og brændevin. Jeg har nu ikke hørt noget præcist herom, bortset fra, at det var den bedste ren i hjorden, som skulle ofres. Denne ren skulle være hel og perfekt, så den var helt fejlfri. Den skulle anbringes der hel, og næste gang man kom forbi seiten, var renen allerede forsvundet. Herefter skulle endnu en ren ofres på samme måde og så fremdeles, når man kom til dette sted.

Jordlaget på dette offersted er blevet så tykt, at der ikke ses andet end ben og rensdyrgevir. Og græsset har vokset sig meget tyk på denne seite.

Mange år efter den tid, hvor man ofrede, flyttede engang en af vore dages siidaer til nabolaget af denne seite. Så skete det en aften i skumringen, hvor fire unge mænd gik omkring [fra deres telte], at de hørte stemmer. De lyttede efter, og kunne høre, at stemmerne kom fra offerstedet. De gik nærmere og lyttede. De kunne høre, at der var helt utroligt mange, som talte ved seiten. Det lød, som var det været en hel forsamling, der talte. Så ville de gå nærmere for at høre, hvad der blev talt om, men de turde ikke at komme for tæt, for stedet begyndte at virke uhyggeligt. De fik end ikke fat på et eneste af spøgelsernes ord. Så gik de derfra og vendte hjem. Næste aften ved skumringstid gik de atter ud for at lytte, om de igen kunne høre noget. Det var fuldstændigt som aftenen før. Heller ikke denne gang turde de gå tættere på for at undersøge, om man kunne se noget. Selv om de var indenfor synsvidde, var de dog for langt væk. De kunne intet se, men stemmerne hørte de stadig. Dette kunne kun høres om aftenen ved skumringstid. Men en dag var de mange, som gik til seiten, og da de kom til stedet, var der ikke andet at se, end det, som er beskrevet ovenfor [dvs. ben, rensdyrgevir og tykt græs.] Slut. [P. T.]

III.

En mand ved navn Kumme

Der var en mand ved navn Kumme, han flyttede gennem Vassevagge fra syd til nord [dvs. han havde sin vandresti gennem Vassedal], og der plejede han at opholde sig [dvs. han slog sit telt op og lod renerne græsse der]. Og han var en noaide – næsten en "træ-rådner"-noaide, og han havde et offersted på en stejl fjeldside. Der var kun en snæver passage mellem klipperne, som man kunne gå på for at komme dertil. Deroppe havde han en seite på en lille forhøjning. Ingen måtte komme der, undtagen når han selv gik derop, da måtte andre følge med, hvis han gav dem lov. Han havde en søn og to døtre, som var gift og altså to svigersønner. Disse gik med ham, men kun når han gav dem lov.

Kumme boede langt fra seiten. I bunden af Vassedal var der et græsningsområde og her var hans kåte og hans hjord. En dag kom hjorden til hans kåte, og det var offertid. Han gik ind i flokken og fangede en hvid rentyr, som han dekorerede den med al slags pynt, rødt, gult, blåt, grønt, rødbrunt, hvidt og sort silkebånd, overalt, hvor der kunne fastgøres pynt, dekorerede han den – på benene, på geviret, på hovedet, på ryggen, og alle steder. Og da han havde gjort rentyren klar, lod han den gå sin vej alene væk fra flokken. Selv fulgte han efter den. Det samme gjorde hans to svigersønner, hans hustru, hans søn og hans to døtre. Rentyren ledte an lige op til offerstedet, hvor den standsede og stod stille, indtil de begyndte med slagtningen. De dræbte den og fjernede al pynten. Så flåede de den og parterede den med største omhu. De havde en forfærdelig stor kedel deroppe, og i den lagde de hele tyren og kogte den, indtil kødet løsnede sig fra benene. Og da kødet havde løsnet sig, spiste de selv alt kødet og samlede benene sammen. Man havde den regel, at alle benene skulle samles omhyggeligt lige til det mindste lille ben. Og hvis bare et enkelt ben manglede, var renen uegnet til offer, for alle ben skulle bringes som et offer. Hvis der manglede ét ben når de var færdige med at spise kødet, og de umuligt kunne finde det, var dette ben fakka-njuolla. Og da de ikke kunne finde fakka-njuollaen, var hele den hvide rentyr uegnet som offer. Så måtte man gå tilbage og finde en anden rentyr og gøre med den, som man gjorde med den forrige. Og når den tyr er blevet afmærket [dvs. pyntet], gik også den afsted mod seiten og igen fulgte de efter den helt op til seiten, hvor de gjorde som før. Og når de var færdige med at spise, talte de benene, om de alle var der, og de var der alle, hvert eneste ben helt og i god behold. Så blev benene lagt på seiten, men ingen undtagen Kumme var tilstede, når benene blev anbragt [til ofring]. Herefter var de færdige og kunne gå hjem.

Disse ofringer skulle sikre, at alting gik nøjagtigt, som Kumme ønskede. Når han havde ofret, kunne han foretage sig alt det onde, han ville, hvis det var det, han havde lyst til, eller alt det gode, han ville, hvis det var det, han var stemt for. Han havde dog ikke lov til at gøre ondt mod nogen, medmindre han havde en god grund til det. Selv om man måske var i stand til det, havde man ikke lov til at handle ondt mod en person, som ikke selv først havde handlet ondt. Ej heller havde man ret til at gøre godt mod nogen, hvis vedkommende ikke behøvede det. Han var således underlagt mange forbud, fordi han havde lovet sig selv til djævelen. For djævelen var det, han ofrede til og som beskyttede hans seite. Og djævelens engle var det, som skulle beskytte ham i alle hans sager og yde ham hjælp, når han havde brug for det. Og når han skulle dø, blev han selv en djævelens engel, hvilket han må være nu.

Denne Kumme havde endnu en seite på den anden side af dalen og til den havde han engang lovet det barn, som hans kvinde ventede, hvis det blev en dreng. Hans kvinde vidste godt, at Kumme havde lovet at give barnet til seiten. Da hun så fødte en dreng, var de uenige og vrede på hinanden en kort tid på grund af dette, [moderen gav dog ikke slip på drengen]. Men en dag, mens hun sov, tog Kumme drengen med til seiten. Da hun vågnede, vidste kvinden ikke, hvad der var blevet af drengen, men hun havde sin mistanke, for hun havde jo hørt Kumme love barnet til seiten.

Da Kumme havde drukket sin brændevin, gik han til sin seite og joikede[?]: "Åh, min stakkels kvindes grædebarn, hvor er han nu henne?" – Så forstod kvinden, hvor hendes dreng var. [P. T.]

IV.

Fortælling om noaide-lærdom

Hvis nogen ønsker at blive noaide, må han gøre det alene. Han må søge et sted, hvor tre stier mødes fra forskellige retninger. Men det må være et øde sted, hvor ingen har deres bolig, end ikke en eneste må være der, kun de tre stier. Han skal gå ud julenat til den tregrenede sti [hvor de tre stier mødes] og blive der, indtil [den onde] kommer og adspørger ham: "Hvad ønsker du?" Og så må han fortælle, hvad han ønsker. Hvis han ønsker kundskab, bliver han vis [dvs. noaide]; ønsker han rigdomme [dvs. rensdyr-lykke], så får han det. Men ingen får mere end én gave der [dvs. kun ét ønske opfyldt]. [J. T.]

V.

Endnu et trick

Hvis nogen lige er død, som du var i familie med, eller du var nær ven af, mens han levede, og han fortsat skal være din ven, må du købe et silkebånd, tre gange seks tommer langt, og når du kommer til den afdøde, skal du afdække ham og derpå trække silkebåndet frem og tilbage over hans mund [dvs. mellem hans læber]. Så må du tage ham i dine arme og dreje dig omkring tre gange mod solens gang [dvs. mod urets retning] idet du siger: "Du skal hjælpe mig når som helst, jeg kalder dit navn!" Derefter må du anbringe ham nøjagtigt, som han lå før. Herefter vil dette være hans opgave [at være noaidens hjælpeånd]. Men det, som her er beskrevet, må ske nøjagtigt ved midnat. [J. T.]

VI.

Endnu et optrin

Hvis man ønsker at påføre nogen ondt, skal man gå til kirkegården og sige: "Jeg behøver hjælp, hjælp mig nu!" Derpå skal du tage sand fra kirkegården og fylde det i et hvidt klæde. Så skal du sige, hvad du ønsker skal ske, og hvad den, [du ønsker at skade], har gjort imod dig, og du skal nævne vedkommende ved navn. Efter dette skal du give et eller andet [dvs. et offer] til kirkegården, hvorefter du skal gå til vedkommende [som du ønsker at skade] og sige [ganske stille], hvad du ønsker skal ske med vedkommende [om spøgelserne skal slå vedkommende ihjel eller blot pine ham en tid], og i samme øjeblik skal du hælde [kirkegårdssandet] på ham. Men vogt dig for, at du ikke ved ved et uheld får noget af sandet på dig selv.

Når du har gjort dette, har du sat spøgelser på vedkommende. [J. T.]

VII.

Om en noaide, som har visdom og stadig har sine tænder i behold

Så længe han (noaiden) har sine tænder i behold, har han al sin kraft. Og når han har brug for at øve trolddom, går han ind på kirkegården og råber: "Rejs jer, alle i syndige sjæle lige fra Adams tid og til den gode moders!" Og så begynder de at banke kisterne op og de rejser sig som en tågesværm. Og han fortæller [dem], hvem han ønsker [de skal gå til] og hvad han [hans fjende] har gjort ham. Og han siger, om han vil have, at de kun skal pine ham eller de skal slå ham ihjel. Og straks styrter de afsted for at udføre, hvad de har fået befalet. [J. T.]

VIII.

Om flyvende noaider

De dygtigste noaider har været dem, som kunne flyve. Andre har kørt til kirke med en ulv [spændt for deres slæde], og når de nåede frem til kirkestedet, spændte de den fra, hvorefter den forsvandt. Men når han skulle køre derfra, kom den samme ulv tilbage – og han kørte langt hurtigere nogen af de andre.

Den slags noaider har også været dem, som, når de øvede deres trolddom, efterlod deres krop som død, mens ånden sammen med djævelens engle arbejdede på at gøre skade på nogen. Men hvis nogen [under trancen] flytter på hans krop, går den sin vej, og så vil de to [ånd og krop] aldrig mere blive genforenet. Den slags personer kaldes "træ-rådner-noaider". [J. T.]

IX.

Hvordan man bliver noaide

Den perfekte noaide-kunst er den, som gøres på følgende måde: personen lægger en bibel omvendt under sine knæ, hvorefter han frasværger sig Gud, og han lover sin sjæl til djævelen, når han er død, mod at djævelen lover at gøre alt, hvad han ønsker. Herved bliver han en fuldkommen noaide, men en kristen bliver han aldrig igen og det gør heller ikke de, som øver trolddom ved hjælp af sådanne noaider.

Når noaiderne øver trolddom, varmer de pottekæden [dvs. den kæde, som er udspændt over ildstedet] op til den bliver rødglødende. Derefter slår de af al kraft omkring sig med den og de skærer tænder det bedste de har lært. Deres inderste skindpels og deres hat må vende vrangen ud. En inderpels af fåreskind er en frygtelig ting, når vrangen er vendt ud på den, og dette er netop noaidens vigtigste beklædning. [J. T.]

X.

Om den magiske tromme

Den magiske tromme var et noaide-instrument, og de [noaiderne] fremstillede den på følgende måde: de lagde ringe og Accisænes rensdyr-ren-bunke ind i den og slog på den med en hammer og fløjtede og nogle gange skar de også tænder. På denne måde udførte de deres noaide-kunster. [J. T.]

XI.

Hvad noaiderne ser i brændevinen

Noaiderne ser også i brændevin, og [der] kan de se alle ting og afsløre, hvem der har stjålet en genstand. Hvis nogen har fået påført spøgelser, og han går til noaiden for at få hjælp, så spørger [noaiden] ham: "Har du brændevin?" Og hvis han har, giver han det til noaiden. Denne ser ned [i glasset ned brændevin] og kan se, hvordan de er kommet [dvs. noaiden kan se, ved hvilken slags trolddom og hvorfor han har fået påført spøgelserne.] Så begynder han [at uddrive spøgelserne]; og hvis han har set, hvordan de er kommet, kan han klare dem på én gang, men hvis den, [som har påført dem], er meget stærkere [end noaiden], vil han påføre dem igen. Men i et sådant tilfælde, vil de ofte angribe et andet familiemedlem af den person [som først blev besat]. Og bliver de igen uddrevet, vil de på ny angribe en person i samme familie. Men hvis den, [som står for uddrivelsen], er meget stærkere [end den, som først påførte dem], vil disse angribe personen, som først påførte dem, eller den, som fik ham til at gøre det. Og er han endnu stærkere, kan han sende dem tilbage til kirkegården. Men skal nogen have magt til at gøre dette, skal han være en Guds noaide, eller en som øver sine gerninger med Guds kraft. Og han [dvs. Guds noaide], vil tale i tunger og opføre sig, som var han beruset og være helt exalteret, og han ser da alle noaide-budbringerne [dvs. sværmen af spøgelser, som noaiden sendte ud til deres opgave]. Og han er sikker på at vinde, uanset hvor stærke noaider, der har sendt dem [spøgelserne], for disse blev sendt ud med djævelens kraft. [J. T.]

XII.

Djævelens engle

Disse djævle [noaidens hjælpeånder] sendes ud med en levende fugl, og fuglen går direkte til den person, den bliver sendt til. Og det er ravnen, som er djævelens fugl, og den bringer den besked, som djævelens engle har sendt den med. De mennesker [som efter deres død er gået i noaidernes tjeneste], er ikke andet end djævelens engle. Og hvis de ikke kender nogen fugl [som de kan flyve med], følger de stien; men det er meget svært for dem at komme over bjergrygge og vandskel, men kommer de over, går de direkte til den person [som de skal besætte]. Når de kommer frem til personen, skræmmer de ham [giver ham et nervøst chok]. Og når de har skræmt ham, kan de straks besætte ham, men er han så modig, at han ikke lader sig skræmme, kan de ikke besætte ham. Så besætter de en uskyldig og begynder at pine ham, de dræber ham ikke men nøjes med at pine ham. Det er dog nemt at uddrive dem igen. [J. T.]

XIII.

Her skal fortælles, hvad grunden er til, at noaiderne forhekser en person

Rensdyrtyveri rammes ikke let af trolddom; men i kærlighedskonflikter er det lettest at bringe ondt over en person ved hjælp af trolddom, derefter kan tyveri af døde ting og ligeledes fornærmelser let straffes med trolddom. Og så, når to noaider udfordrer hinanden til at kæmpe [dvs. prøve deres trolddom af på hinanden, for at se hvem der er den stærkeste. I sådanne tilfælde er der så mange onde ånder omkring, at man let kan få nogle af dem på sig]. De besætter dog ikke en uskyldig person, i det mindste ikke hvis han er modig. Ej heller [besætter de] dem, som slet ikke tror, at noaider findes. Det fortælles ganske vist, at de engang har besat en uskyldig mand, da han var på sporet [dvs. fulgte den samme sti, som spøgelserne gik på], og han havde det samme navn [som den mand, som spøgelserne var sendt til], og han havde købt de stjålne varer; de kunne dog ikke dræbe ham, men de plagede ham slemt. Det er desuden lettere at uddrive dem (ånderne) fra en uskyldig person.

Og det er let for dem at hæfte sig på en fødende kvinde, også fordi hun har lettere ved at blive forskrækket end andre. Og det siges normalt, at det er let [for spøgelserne] at hæfte sig til kvinden, indtil hun igen har været i kirke; derefter er hun igen som før. [J. T.]

XIV.

Om noget som også nærmest er trolddom

Hvis det skulle ske for en uskyldig person, at de (ånderne) begynder at påføre ham for meget ondt [her tænkes især på krænkelser; Turi refererer til en personlig oplevelse], og han bliver vred – og hvis han ellers er en af den slags, som kan tale med de døde eller uldaerne eller jord-halderne, så behøver han kun at (sige sit) ønske, som talte han til en anden person: "Gør dig klar og hjælp mig, jeg har brug for det!" Og samtidig skal han sige, hvad han ønsker gjort, og så er han sikker på, at de gør præcis det [som han ønsker]. Men en død bekendt er bedst [som hjælpeånd], en, der var en ven, mens han levede. [J. T.]

XV.

[Uddrivelse af ånder]

Den person, der uddriver ånder fra én, der er besat af ånder, taler på fremmede sprog, og han reciterer nogle formler for den syge, på det fremmede sprog. Og den person, der taler på et fremmed sprog, når han uddriver eller kaster ånder eller djævle ud, er så mærkelig, at man ikke til fulde kan beskrive ham; han går i ekstase, når han ser ånder eller djævle på mennesker, og han ser virkelig alle disse ting og han har magt til at uddrive dem. Men han kan bestemt også gøre ondt, hvis han vil; men en sådan person (dvs. en noaide, der har sin magt fra Gud) udretter ikke noget ondt, medmindre onde mennesker begynder at plage ham. Og bringer de ham i krise, har også han lov at vise sin magt. [J. T.]

XVI.

Om at vække kærlighed

Noget som også er en slags trolddom, kaldes at vække kærlighed.

Også dette har lapperne gjort brug af. Det fungerer således: Pigen eller den unge mand tager blod fra sig selv og giver det i rødvin (til den person, som han vil vække kærlighed hos); og da vil den person blive så forelsket, at han ikke kan holde sig tilbage. Et andet trick er at tage noget spiseligt og placere det i armhulen, når man sveder, og derefter give det til ham eller hende at spise, så kan man også få ham eller hende til at blive knyttet til sig, som ved det foregående trick.

Den, der vil vække (en anden persons) kærlighed, skal tage sit eget blod fra enden af lillefingeren, tre dråber, og putte dem i brød eller vin eller andet mad; og så skal han få (den pågældende person) til at spise eller drikke det. – Endnu et trick er (således), at sukker eller en kiks placeres i armhulen og holdes der, indtil den er mættet med sved, og så (skal du) give det til personen at spise, uden at han eller hun ved det.

Der findes endnu et trick med samme mål. Med en kniv skal du skrabe skællene af, som er under fodsålen, og derefter putte dem i noget mad, og så give (personen) det at spise. Og så skal du læse nogle ord, således: "Du skal være så god mod mig, som Maria var mod Jesus indtil vore dages ende!"

Men det er ikke godt, hvis personen, hvis kærlighed du ønsker at vække, ikke interesserer sig det mindste for dig; den person kaldes så en sten, og en sten kan ikke opvarmes (af lidenskab).

Men det er også sandt, at de gifte par, der bliver "kærligheds-vakte", vil begynde at skændes og deres kærlighed vil ophøre. [J. T.]

XVII.

[Ravnens fjer]

Ravnen har en (fjer, som hedder) lævedolge. Ved hjælp af denne fjer ved den hvor den skal finde kød og hvor ulven går om natten. Ravnen sover om natten, men når den står op tidligt om morgenen, ved den, hvor ulven har været om natten, og så flyver de allesammen derhen [dvs. hele flokken af ravne], og fjeren fører dem derhen (dvs. til kadaveret). – Og den fjer er under vingen, og den, der får fat i den, kan finde alt, hvad han ønsker. Han finder rensdyr, (der er kommet væk fra flokken), eller rensdyrkadavere (lapperne holder styr på kadaverne for at vide, hvilke rensdyr der er blevet dræbt), eller ulveunger (for at dræbe dem]. Men den (dvs. fjeren) er ikke let at finde. Der findes dog en fortælling (om, hvordan man får fat i fjeren): Den, der kan få fat på en halvdød ravn, skal fange den; og hvis der tilfældigvis er vand (i nærheden), som flyder langsomt, såsom en stille strøm, skal man plukke fjerene (af den stadigt levende ravn) og lade dem falde ned i vandet og se, om der er en fjer, der går mod strømmen; så skal man tage den og lægge den under armen, i hårene der, og binde den fast, så den kan blive der i tre dage og tre nætter. Så er den ikke farlig mere (dvs. den vil ikke kunne slippe væk). Derefter skal den placeres i den anden armhule og holdes der i tre dage og tre nætter. Og så skal den placeres i den nederste hårvækst og holdes der i to dage og to nætter – og en dag og en nat i hårene på hovedet. Og så skal man lade den flyve i stærk vind og sige: "Kom og vær min vejleder, når jeg har brug for det!" Herefter finder en sådan person alt. – Men hvis ravnen når at dø (før du har fået den plukket og har kastet fjerene i strømmen), så flyver fjeren væk, og så får du den ikke. [J. T.]

XVIII.

Om jord-bosta

Jorden og vandet er vores moder og Gud vores fader. Det, som et barn beder sine forældre om, får det. Ni steder kommer (det onde) fra – fra levende jord og fra død jord, fra levende vand og fra død vand, fra de fire vinde og fra ildens røg. "Faderens høje bølger har brølet indtil nu – men fremover ikke mere. Og alle havets bølger har været lydige mod Kristus, vor Herre, og er det stadig." (Det følgende skal læses tre gange). "Det, der kommer fra jorden, skal vende tilbage til jorden – jorden skal tage sit eget tilbage. Og hvad der er kommer fra vand, skal vende tilbage til vandet. Og hvad der er kommet fra sten og fra hvirvelsten, skal vende tilbage til stenen. Og hvad der er kommet fra vinden fra alle fire retninger – fra øst og fra vest, og fra nord og fra syd – det skal vende tilbage, vinden tager sit eget tilbage. Jeg synger, for at du skal blive lige så sund, som Gud skabte dig." Og så skal du (noaiden) bede for den person, (som du vil helbrede), "fred og sundhed for denne unge person". Og (til sidst) skal personens navn og alder læses op.

Og hvis det er en alt for slem bosta, er det nødvendigt at sige: "Fra hvilket helvede er du kommet?" og fremdeles: "Voi, helvede, hvor desperat du er! men desperat er også jeg!" (Men man kan også siger: "Voi, Djævel, hvor desperat du er!")

Og hvis jord-bostaen er særlig slem, skal du prøve på søndage lige ved kirketid. Og når du begynder, skal du sige, at "nu er alle kirkedøre åbne, og de hellige altre ligeså. Derinde prædiker de loven fra den hellige bibel og evangeliet, som er skarpere end et tveægget sværd!" Og når du begynder (at helbrede for den slags bosta), skal du skære et lille stykke jord og desuden læse ordene og derefter trykke tørven mod ethvert (sygt) sted. Og når du er færdig, skal du sætte den (græstørven) tilbage, hvor du tog den fra. Og når du presser med en sten, skal du også returnere den til samme sted (hvor du tog den fra). Og hvis du tager mos og bruger det til at presse med, skal du også sætte det tilbage på samme sted (hvor det voksede). Og når du har gjort alt dette, vil den vende tilbage (helbredelsen vil ske), hvis den (sygdommen, udslættet) ikke har spredt sig omkring kroppen; og hvis der er den mindste smule sund hud, vil den sandsynligvis vende tilbage. Og hvis den har spredt sig over hele kroppen, skal du starte fra låret og føre tørvestykket op omkring kroppen, mod solen (mod urets retning), bare følge huden, indtil du er kommet rundt om kroppen. Men du skal føre den op som en spiral, indtil du når samme skulderblad (på samme side af kroppen, hvor du startede); og hvis det endnu ikke vender, skal du tre gange tegne en cirkel omkring kroppen (med tørvestykket og læse besværgelsen). [J. T.]

XIX.

(Forklaring af jord-bosta)

Der findes ni slags jord, og de ni (hudsygdomme) kommer hver fra deres egen jordtype, og der er en lille forskel mellem dem, hvis man bare kender dem (godt nok). Tør-jord-bosta er en hvid, tør udslæt, som virkelig klør. Og våd-jord-bosta ser således ud: det er en mørk farvet udslæt, og det løber og klør og gør ondt. Og vind-bosta er små knopper, som klør meget, og de er ofte i ansigtet. Og når vinden har bostet ansigtet, så er øjnene røde og betændte og klør. De er ikke nemme at fjerne som andre former for bosta. For at gøre dette skal man gå ind i en smedje og blæse med blæsebælgen, men man skal dog også læse ordene.

Der findes også en slags bosta, som kan overføres fra en anden person, hvis man sover på en anden persons undertøj. Og gamle, urenlige piger er værst til at sprede bosta; den eneste måde at komme denne bosta til livs er, hvis man får mulighed for at presse (det syge sted) med samme persons tøj – men uden at personen, der har spredt bosta, ved det – og sige: "Tag din egen tilbage, også din usynlige ejendom, og tag din had tilbage!"

De gamle piger er så urene, at de spreder bosta alene ved lugten – hvis de er af den urenlige slags. Og det er ikke overraskende, når man kender forholdene for disse fattige piger, der konstant er nødt til at leve i ødemarken og må gå i de samme klæder i månedsvis uden mulighed for at skifte tøj. For eksempel bukserne, som er som de er; de sidder rundt om bagdelen og de modtager alt det, som kommer ovenfra (menstruationen). Og alle vil forstå, hvordan de bliver, og hvilken lugt de udsender. De besmitter så slemt, at det ligefrem gør ondt (boster) på den, som kommer til at gå i modvind (af dem). Og derfor kalder lapperne piger for urene. Så snart et barn er født, plejer de at spørge, hvad det blev (dreng eller pige), og hvis de finder ud af, at det er en pige, så siger de: "Det var bare en uren". Og unge piger har det på samme måde, og hvis de ikke er omhyggelige med at passe på (deres tøj), så bliver de lige så beskidte som de gamle urenlige piger. De piger, som er urenlige, er heldigt stillede, og alt deres er særligt behageligt; den slags piger kaldes almindeligvis for "heldig-bukser", og de er ret varme, når man får chancen for at sove sammen med dem; man kan holde sig varm, uanset hvor koldt det måtte være. De giver ikke bosta til deres bekendte, men bekendtskabet må gå så langt, at deres kroppe bliver forenede, og deres kræfter blandet. [J. T.]

XX.

Om lig-bosta

Hvis man er blevet udsat for bosta fra tøjet af en afdød person, er det den værste form for bosta. Men for at afhjælpe dette skal man forsøge at presse [den syge plet] med samme persons [den afdødes] tøj og bede: "Giv mig min sundhed tilbage". Og hvis man ikke kan få fat i personens tøj, skal man gå til kirkegården og langsomt presse [den syge plet] mod kirkedøren og bede: "Giv mig min sundhed tilbage"; hvilket vil hjælpe i denne situation. – Men kommer man til at indånde lugten fra den afdøde, er det farligt. Der findes dog en lille kur mod dette: man skal forsøge at komme hen til den afdøde person og blotte hans fodsåler, så man kan komme til at stryge fodsålen mens man siger: "Giv mig min sundhed tilbage". Så bliver man helbredt. Men hvis en person ikke udfører denne handling, vil han dø inden for to år, det er, hvis han har fået så meget af lugten i sig, at læge-medicin ikke hjælper. Og hvis han har fået endnu mere af lugten i sig, vil han dø endnu tidligere. men liglugten er dog ikke så slem som lugten af kropsvæsken i liget, og hvis nogen skulle få dette i sig, vil det slå ham ihjel som gift. [J. T.]

XXI.

Om hævelse

Hvis kulde, varme, vand eller sved kommer ind i et sår, og det begynder at udvikle pus og hæve, så skal man læse disse ord: "Det som er kommet fra storm og fra vind, skal der ikke være plads til her. Jeg befaler det i Herren Kristi navn væk herfra!" (Og følgende skal læses i alt tre gange således:) "Det, som er kommet fra den dødelige menneskekrop, fra sved og fra lugt og fra uvejr og fra luft og fra vand og fra kulde og fra varme, skal der ikke være plads til her. Jeg befaler alt dette væk ved Herren Kristi magt! Jeg synger, at du skal blive lige så sund, som Gud har skabt dig" (tre gange hertil). "Fred og sundhed være med dette unge menneske." [J. T.]

XXII.

[En besværgelse]

Tre stærke: ilden og vandet og oksen. Ilden brænder hele lande og ødelægger jorden og smelter stenene. Og vandet slukker ilden, og det giver liv til mennesker og det tager liv; og når oksen kommer, drikker den dette kraftfulde vand op. Alene Gud er stærkere end alt, og han er alles fader, og jeg befaler ved Herrens magt, at alt had fra disse stærke kræfter må forsvinde! [J. T.]

XXIII.

[Hvordan man konsulterer noaiden]

Hvis nogen har været udsat for bosta, må du [noaiden] ikke selv fortælle den syge, at du er i stand til at drive [sygdommen] ud; men du skal tale til en anden person med disse ord: "Hvis den og den vidste nok til at bede mig om hjælp, så kunne der måske findes lidt hjælp." Og vedkommende kan så fortælle den syge, at "der er nogen, der kan helbrede din sygdom". Og hvis han så tror på dette og begynder at trygle [medicinmanden] om hjælp, så kan han yde hjælpen; men han må ikke sige lige med det samme, før han bliver spurgt flere gange, at han kan – hvis det er folk, der har søgt kundskab før [hjælp fra en noaide]. Men hvis folkene ikke ved, at han kan [helbrede], er det ikke rigtigt at udsætte det for længe, før han fortæller, at han har et middel mod sygdommen. [J. T.]

XXIV.

At puste med ordene

Når sygdomme helbredes med ord, skal man altid læse de ord, der hører til [besværgelsen, der hører til sygdommen], og derefter puste én gang; og så vil ordene følge åndedraget derhen, hvor de er tiltænkt. [J. T.]

XXV.

[At standse blødning]

Er han (noaiden) en rigtig "blodstandser", og han får besked om, at der et sted er et tilfælde af blødning, og at folkene ikke kan klare sig [uden hjælp], kan han standse blodet i samme øjeblik, uanset hvor langt væk den person må være, hvis blod løber. [J. T.]

XXVI.

[Når senerne trækker sig sammen]

Også når senerne trækker sig sammen, findes der en lille læsning; man tager en stump uvasket uldgarn, gråt garn bestående af tre tråde, og så skal man binde ni knuder mod solen [dvs. mod urets retning] og for hver knude skal man sige: "Trefoldig er dette, og trefoldig er også Gud." Så skal man binde garnet om armen på det sted, hvor det gør ondt, og lade det blive der så længe som muligt. [J. T.]

XXVII.

[Om at forhindre kulde [i at trænge ind i] et sår og om at fjerne smerte.]

For at beskytte imod kulde eller forhindre det fra [at trænge ind i et sår]: "Jeg forbyder hvad som helst at trænge ind her." [J. T.]

XXVIII.

[Om at fjerne smerte]

Tryk hurtigt mod det, der har forårsaget såret, og sig tre gange: "Fjern pine og smerte!" Og hvis man ikke kan få fat i det, der har forårsaget såret, så læs alligevel alle ordene og pust. [J. T.]

XXIX.

Om bylder

En byld kan man få til at svinde på følgende måde: man tager en nøgle, som har et kors i spidsen, og denne nøgle skal man dreje mod solens retning [mod uret]. Men den skal anbringes med nøglepiben lige ovenpå byldens betændte spids og derpå skal man dreje den mod solen idet man læser: "Voks nu, bliv lige så stor som Nakervare, ja, endog som Aldasduottar – eller hold helt op med at vokse!"

Hvis der er tale om en lukket byld, som ikke har nogen betændt spids, men kun er hævet, smertefuld og øm, skal man gøre det samme. Men man kan også gøre sådan her: gå til floden og led efter blå sten – tre i alt (og man skal huske, hvor hver af dem var og hvordan de lå, så man kan placere dem præcis som de lå), så skal man presse disse sten [på det syge sted] og sige: "Far ind i en sten og far ind i bjergenes huler, eller gå tilbage til det sted, hvorfra du kom!" Derefter skal man bringe dem alle (stenene) tilbage til samme sted, hvorfra man tog dem. [J. T.]

XXX.

[Mod forstuvning]

Hvis man falder over en sten, skal man hurtigt presse sin hue [mod det sted, hvor man er såret]. Man skal dog først puste lidt på huen og derefter hurtigt presse med den del [af huen], som man har pustet på. Man må være meget omhyggelig med ikke at presse med den bare hånd på det sted, hvor det gør ondt eller hvor man er kommet til skade. [J. T.]

XXXI.

[Trylleformular mod jern]

Når det stål eller jern [der har såret en] er skarpt, har lapperne en formular for at undgå, at noget skal komme ind i såret, hvor man har skåret eller snittet sig; den lyder sådan her: "Du elendige jern, som i gamle dage var flydende som vand, og nu skærer du hud og kød på en synder – men jeg befaler dig at trække din ondskab tilbage!" [Dette læses] tre gange. [J. T.]

XXXII.

[Noaidens belønning]

Hvis I helbreder hinanden med ord, skal I ikke sige tak, men sige: "Belønning til dig, helbred til mig!" Betaling må man gerne give; men den, der helbreder, kan ikke selv bestemme [størrelsen på] belønningen – han må dog gerne tage imod den, når den gives frivilligt. [J. T.]

XXXIII.

Lappernes noaidekunst

Nogle kunster er imidlertid farlige, når dem, der udfører dem [dvs. udøver trolddom], kun kender til én noaidekunst. For eksempel dem, der tager dødsvæske fra et lig i en flaske. Jeg har hørt om en lap – som var en ven og slægtning af mig – at han kunne påføre [det onde] på [folk] ved hjælp af den slags midler, så man ikke kunne sende det onde tilbage [dvs. fjerne det ved besværgelse]. Han fortalte, hvordan dette gik til. Det foregik på følgende måde: fra en afdød person tager man blodvand fra hudfolden tæt på rygsøjlen. Når man giver dette til en person, vil han dø, dog ganske langsomt. Den slags er svær at gøre ugjort. [J. T.]

XXXIV.

[Middel mod hævelse]

Når man får en hævelse et eller andet sted, så er der et let middel mod dette, hvis man tager noget sejldug eller lærred – det gør ingen forskel, hvor gammelt det er, det må gerne være noget man har arvet – men også anden sejldug kan bruges. Så tjærer og antænder man dugen og lægger den på det hævede sted, så hævelsen bliver opvarmet. Man skal naturligvis slukke flammen, det skal kun ulme. Og derfra kommer en forfærdelig tyk og varm røg. Den er brandvarm, hvilket er godt. Dette vil drive sygdommen på flugt eller få hævelsen til at svinde, den (sygdommen) kommer ud som pus; og det, der svinder ét sted, spreder sig ikke. Men bør der bruges ord (besværgelser) sammen med behandlingen, så vil det afgjort være mindre virksomt [uden ordene]; men jeg ved ikke med sikkerhed, hvordan det forholder sig [dvs. Turi ved ikke, om der skal bruges en formular sammen med dette middel for at gøre det mere effektivt]. [J. T.]

XXXV.

Om fyrsvamp

En god kur mod tandpine er fyrsvamp; og det er også godt, hvis man slår sig, brækker [et ben eller en arm] eller kommer til skade. I gamle dage brugte man det til mange former for sygdomme — også mod gigt og lungebetændelse og hovedpine. Og hvor end man har slemme smerter, skal man brænde fyrsvamp præcis på det sted, hvor sygdommen er værst. — Fyrsvamp findes i sprækker på gamle træer som en sort udvækst; man skal bruge den røde indre del, som er den blødeste. Og når man sætter ild til fyrsvampen, skal man bruge et tykt lag bark, hvori man har lavet et hul; gennem dette hul brænder man med fyrsvampen. Det gør helt sikkert ondt, men er dog ikke så smertefuldt, at man ikke kunne tåle det, der var langt værre. Og nu, når man har brændt det [altså det syge sted], dannes der en skorpe, hvor man har brændt, og derefter dannes der pus under skorpen, og dette fortsætter i lang tid. Og jo længere tid der dannes pus jo bedre — for på den måde kommer mere af sygdommen ud. Jeg har aldrig hørt, at nogen har taget skade af at blive brændt med fyrsvamp. [J. T.]

XXXVI.

[Viedna suodna]

Der findes en lille fin sene, som hedder "viedna suodna". Den findes i bagbenet [af rensdyret] i knæleddet [dvs. anatomisk: leddet mellem tibia og tarsus], hvor den nederste marvknogle er brækket af i leddet under knæet, og der er en lille bitte knogle, som senen hænger fast på. Senen går op langs skinnebenet. Den kan bruges mod forstuvning af senerne, når man binder den omkring håndleddet; derfor kaldes den viedna suodna [dvs. forstuvnings-sene]. [J. T.]

XXXVII.

[Om gravide kvinder]

Når en kvinde bliver gravid og er med barn, er hendes første ubehag, at hun bliver "vuosmes", hvilket også er en form for sygdom; det er en trang, som gør, at den gravide kvinde ikke kan spise regelmæssigt. [Sådan er det med] nogle kvinder. Og det skal også bemærkes, at hvis en gravid kvinde ser nogen form for mad foran en anden person, besvimer hun, hvis hun ikke må smage det; men når hun så har smagt det, har hun ikke behov for mere, for hun kan ikke spise meget, selvom hun har lyst til enhver form for mad, hun ser.

Så langt så godt. Men også en mand kan blive smittet af samme trang, hvis han tilfældigvis spiser sammen [med en gravid kvinde] af samme uvaskede tallerken, eller spiser suppe fra samme skål, hvilket lapperne ofte gør – så mange som kan finde plads omkring skålen. Og hvis den pågældende mand ikke ved, at kvinden er "vuosmes", så smitter det ham; men hvis han ved, at hun er gravid, så smitter trangen ham ikke, selvom han spiser sammen med hende. Og når han ikke længere kan spise som før, er det et tegn på, at den sygelige madtrang har smittet ham. Kuren herfor er følgende: Tyg maden godt og lad den glide ned gennem venstre ærme [ned i hånden], og giv den derefter til en hunhund at spise [sygdommen overføres da til hunden]; en anden kur er at spise af samme skål som en hunhund eller en hunkat. [J. T.]

XXXVIII.

Mere om fødende lapkvinder

Når en kvinde, der har svært ved [at føde børn], begynder at få fødselsveer, er det skik blandt lapperne, at kvinden skal stå op, så længe hun kan [alle lapkvinder står op, når de føder]. Og folk holder omkring hendes krop og presser hende på ryggen. Når hun ikke længere orker at stå op, skal hun i det mindste stå på knæ. Og hvis kvindens kræfter svinder, så hun heller ikke længere kan stå på knæ, spænder de et bånd ud mellem to teltstænger, så hun kan holde fast i dette. Og hvis hun ikke længere har kræfter til at holde fast i båndet, må folk holde hende oprejst i en knælende stilling og holde omkring hendes krop. Og hvis barnet endnu ikke er født på dette tidspunkt, lægger de hende på et tæppe, og de svinger hende [frem og tilbage] i det. Og hvis de ønsker at løfte hendes ben opad, skal de binde et klæde omkring hendes hoved. Og med tæppet løfter de benene opad, så barnet kan bevæge sig indeni hende og få mulighed for at vende sig, som det skal. Og så går fødslen normalt hurtigt – hvis ikke moderen dør.

Nogle lapkvinder har det dog så let med fødslen, at det ikke tager dem længere tid [at føde barnet] end lige nok til at nå ind i kåten [hvis fødslen kommer over dem, mens de er udenfor]. Sådanne kvinder kan gå i fødsel under rejsen [det sker ofte, at en lappisk kvinde føder sit barn, mens de flytter lejr]. Men sådanne kvinder skal stadig holde sengen [i den almindelige tid], selvom fødslen gik let. Hvad angår tiden i sengen er der følgende at sige: Nogle kvinder har højst brug for at ligge i sengen en uge, mens andre begynder at arbejde og passe barnet, før der er gået en uge. Bagefter kan hun dog blive syg, og nogle dør endda alene af den grund, at de begyndte at arbejde for tidligt.

Hvis kvinden dør og efterlader det lille barn i live, er det virkelig svært at pleje og opfostre det. Tidligere havde folk [lapperne] meget [rensdyr]mælk; og om vinteren tog de noget af mælken fra, som skulle fryses som frisk mælk, så opvarmede de mælken og blandede den med vand. Derpå lavede de en slags sutteanordning; den var lavet af et kohorn, og der blev lavet et hul i den spidse ende, og tyndt skind blev bundet omkring den spidse ende, og deri [blev lavet] et et lille hul, så det fungerede som en brystvorte. Og hvis ikke de havde noget kohorn, lavede de det af rensdyrets tykkeste marvknogle, og så brugte man skindet fra en afhåret rensdyrhale, og så [lavede de] huller i det og bandt det over den tynde ende [af knoglen]; derpå ammede de barnet ligesom med den førnævnte anordning. – Men nu om dage, hvor de ikke længere malker rensdyrsimlerne, er de nødt til at skaffe komælk, uanset hvor langt væk det kan være, og så ammer de barnet som beskrevet ovenfor. Og når barnet bliver større, laver de grød og lader det spise det med en ske. Ofte giver de barnet et stykke rensdyrfedt at sutte på. Men som regel får de [altså de moderløse børn] maveproblemer og dør. [J. T.]

XXXIX.

[Hundemedicin]

Pulver er medicin mod hundesygdom; man giver det ved at blande det i maden. Også stinkende assa og svovl er medicin [mod samme sygdom]. En anden kur er at kaste hunden med lasso ned i en hvirvelstrøm og trække den op igen; når hunden skræmmes, skræmmes også sygdommen. En anden form for hundesygdom er, når en orm udvikler sig på undersiden af dens tunge; og det forholder sig sådan, at når ormen vokser sig så stor, at den når spidsen af tungen, så dør hunden. Den kan fjernes på denne måde: Der skal være tre personer, én holder munden [på hunden] vidt åben, den anden holder benene, og den tredje fjerner ormen. Det foregår som følger: Først skal man have aske på hænderne, så tungen ikke glider, når den holdes fast. Man tager fat om tungen med fingrene og trækker, så man kan lave et snit i tungen, så ormene blottes; og derefter stikkes en spids nål, lavet af rensdyrgevir, ind under ormen, så man får nålen godt ind under den, og så rives den væk. Der er tale om en knogleorm. Ormen gives derefter til hunden at spise sammen med noget kød. Hunden begynder straks at tage på i vægt, selv hvis den var meget mager før dette.

Og hvis det er en hund, der vil bide rensdyrene, fjernes dens tænder [dvs. hundetænderne] ved hjælp af en tang, eller de files eller saves med den ujævne kant af den store kniv, og så slås de ud. Også her kræves tre personer, og samme metode som beskrevet ovenfor. [J. T.]