Sangen og Dansen og Festens hellige Gave (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnfortælleren Sagdluaq, der fortalte om Livet inde ved de store Floder.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Sangen og Dansen og Festens hellige Gave
kommer til Menneskene

Der var engang en Mand og en Kvinde, der levede nær ved Havet. Manden var en stor Jæger, der snart jagede Vildt inde i Land og snart fangede Sæl fra Kajak.

De fik en Søn sammen, de to ensomme ved deres Boplads, og da han voksede til, lavede Faderen ham en lille Rypebue, og han blev snart en ivrig og dygtig Bueskytte. Dernæst lærte Faderen ham at jage Ren, og Sønnen blev en lige saa stor Jæger som sin Fader, og de delte Jagten saaledes imellem sig, at Sønnen jagede Ren i Bjergene, medens Faderen tog ud paa Havet og drev Sæfangst fra Kajak.

Men en Dag kom Sønnen ikke hjem fra Jagten. Forgæves venter Forældrene hans Hjemkomst, forgæves søger de efter ham, men intet Spor finder de. Han er sporløst forsvundet.

De faar en Søn til; han vokser op, bliver stor og dygtig som Broderen, men forsvinder en Dag paa samme gaadefulde Maade.

Mand og Kone lever ensomt, ved ikke af andre Mennesker, og de sørger dybt over Tabet af deres Sønner. Saa faar de en tredie Søn; han vokser op ligesom sine Bødre med Lyst til al Slags Idræt og allerede som Barn ivrig efter at gaa paa Jagt. Han faar sine Brødres Vaaben, først den lille Rypebue, siden de store stærke Buer til Vildren, og det varer ikke længe, før han er en lige saa dygtig Bueskytte som sin Fader. De bringer meget Kød til deres Boplads, Faderen fra Havet, Sønnen fra Land, og de maa bygge mange store Stilladser ved Siden af deres Hus for at faa Plads til alt det Vildt, de fælder.

En Dag jager Sønnen som sædvanlig inde i Land, da han faar Øje paa en vældig Ørn, en stor ung Ørn, der kredser hen over ham. Han faar hurtigt sine Pile frem, da Ørnen daler ned og sætter sig paa Jorden et lille Stykke fra ham; her skyder den sin Hætte af Hovedet og bliver til et Menneske. Og Ørnen taler til Renjægeren og siger:

"Det er mig, der har dræbt dine to Brødre, og jeg vil ogsaa dræbe dig, hvis du ikke vil love mig, at I vil holde Sangfester, naar du kommer hjem. Vil du, eller vil du ikke?"

"Jeg vil gerne, men jeg forstaar ikke, hvad du siger. Hvad er Sang? Hvad er Fest?"

"Vil du, eller vil du ikke?"

"Jeg vil gerne, men jeg ved ikke, hvad det er."

"Hvis du følger med mig, vil min Moder lære dig det, du ikke forstaar. Dine to Brødre forsmaaede Sangens og Festens Gave, de vilde ikke lære, derfor dræbte jeg dem. Nu kan du følge med mig, og saa snart du har lært at sætte Ord sammen til en Sang og har lært at synge dem, og saa snart du har lært at danse af Glæde, skal du frit faa Lov til at gaa hjem til din Boplads."

"Jeg følger med dig," svarede den unge Renjæger.

Og saa fulgtes de ad opover mod de høje Bjerge. Ørnen var ikke længere nogen Fugl, men en stor og kraftig Mand i en straalende Pels af Ørneskind. De gik og gik langt, langt ind over Land, gennem Kløfter og Dale helt frem til de blaanende Bjerge. Her kom de til et stort Fjæld, som de begyndte at bestige.

"Højt oppe paa Toppen af dette Fjæld ligger vort Hus," sagde den unge Ørn.

Og de steg op over Fjældet, kom højere og højere op og fik en vid Udsigt over de Sletter, hvor Menneskene plejede at jage Ren. Men da de nærmede sig Fjældets Tinde, kunde de høre en underlig bankende Lyd, der voksede og voksede, jo nærmere de kom Toppen. Det lød som Slag af vældige Hamre, og saa stærk var Lyden, at det suste i Ørerne paa Renjægeren.

"Kan du høre noget?" spurgte Ørnen.

"Ja, en øredøvende Lyd som Hammerslag!"

"Det er min Moders Hjerte, du hører banke," svarede Ørnen.

Saa naaede de frem til Ørnens Hus, der var bygget helt oppe paa Tinden.

"Jeg maa forberede min Moder; vent her, til jeg kommer tilbage," sagde Ørnen og gik ind.

Et Øjeblik efter kom han tilbage og tog Renjægeren med sig ind. Og de kom ind i et Hus, der var bygget paa samme Maade som Menneskenes Huse, og inde paa Briksen sad ganske alene Ørnens Moder, gammel, affældig og bedrøvet. Men nu tog Sønnen til Orde og sagde:

"Denne unge Mand har lovet at holde Sangfest, naar han kommer hjem; men han forstaar ikke at sætte Ord sammen til Sang, og han forstaar ikke at synge en Sang, og heller ikke forstaar han at slaa paa Tromme og danse af Glæde. Moder, Menneskene forstaar ikke at holde Fest, og nu er denne unge Mand kommet op for at lære det!"

Disse Ord bragte Liv over den gamle, affældige Ørnemoder; hun blev meget glad, takkede og sagde: "Men først maa I bygge et Festhus, hvor mange Mennesker kan samles."

Og nu byggede de to unge Mænd en Qagsse, et Festhus, større og smukkere bygget end almindelige Huse. Og den gamle Ørnemoder lærte dem at lave Trommer, baade den almindelige Tromme, der kun bestaar af en stor Træring, hvorover der udspændes et Skind, og den særlige Festtromme, den, der bruges ved de store Gavefester, lavet af fire Stykker Træ, der sættes sammen, saa de danner et hult Rum, der giver en særlig Klang, naar man slaar paa den med en Trommestik, der er smal ved Haandtaget og tykkere og tungere i den anden Ende. I denne Festtromme skulde der være en dyb og rungende Klang, der skulde minde om en gammel Ørns bankende Hjerte.

Senere lærte Ørnemoderen dem ogsaa at sætte Ord sammen til Sang og føje Toner sammen, saa de blev til Sange, og hun lærte dem at slaa paa Tromme i Takt til Sangene, og tilsidst lærte hun dem ogsaa at danse. Og da de havde lært det og kunde det, sagde hun:

"Men først skal I samle meget Kød og siden mange Mennesker, naar I har bygget Jer et Festhus og digtet jeres Sange. Og saa skal I holde Sangfest!"

"Men vi ved ikke af andre Mennesker end os selv," sagde den unge Rens jæger.

"Menneskene er ensomme, fordi de ikke har faaet Festens Gave," sagde Ørnemoderen, "træf nu jeres Forberedelser, saaledes som jeg har sagt, og naar alt er rede, skal du gaa ud og søge efter Mennesker, og du vil møde dem to og to; men du skal samle dem, til de bliver mange, og indbyde dem alle til Festhuset, og saa skal I holde Sangfest."

Den unge Renjæger havde nu lært alt det, der var nødvendigt, og Ørnemoderen sagde til sin Søn, at han skulde bringe Gæsten ned til det Sted, hvor de først havde mødt hinanden. Og Sønnen trak sin Pels paa, der var syet af straalende Ørneskind, og da de kom ud af Huset og stod paa Fjældets øverste Tinde, sagde han til den unge Mand:

"Læg dig hen over min Ryg og grib mig om Halsen og luk saa Øjnene; i Dag skal vi rejse hurtigt!"

Det gjorde han. Han hørte et Sus omkring sig, idet han lukkede Øjnene, og den unge Ørn fløj hen over Fjældtoppene med ham, og først da den pludselig standsede, aabnede han Øjnene og sprang ned paa Jorden. Det hele havde kun varet et Øjeblik, og dog var de allerede ved det Sted, hvor de først havde mødt hinanden. De tog Afsked, og Renjægeren gik hjem til sine Forældre og fortalte dem alt det, han havde oplevet.

"Menneskene er ensomme, Menneskene lever ensomt, fordi de ikke kender Festens Gave, og nu har jeg lovet Ørnene, at vi skal lære dem at feste!"

Fader og Søn byggede nu et stort Festhus, og da det stod færdigt, jagede de viden om, Sønnen ind over Land, og Faderen til Havs, og de fyldte alle deres Kødgrave og alle deres Stilladser med Kød og Pelsværk. Og da de havde nok af alt det, som gør Mennesker glade, digtede de Sange, lærte at danse og lavede Trommer; de sang til det altsammen, til Ordene, til Dansen og til Trommeslagene. Og da alle Forberedelser til den store Fest var trufne, vandrede den unge Mand ud over alle Dale, ned gennem Kløfter og op over Bjerge for at søge efter de Gæster, der skulde deltage i Menneskenes første Fest; for de var ensomme og kendte ikke til andre Mennesker.

Det gik den unge Mand, som den gamle Ørn havde sagt: Nu da han gik ud for at indbyde Folk til Fest, mødte han pludselig Mennesker, to og to; nogle havde Klæder af Ulveskind, andre af Jærvskind, andre af Ræveskind — han mødte Mennesker to og to, klædt i forskellige Dragter. Men han samlede dem alle sammen og indbød dem til Gilde i det store nybyggede Festhus, og de fulgte med Glæde efter ham.

Og saa holdt de Sangfest. Først bespiste de alle deres Gæster, og da de ikke kunde spise mere, gav de dem store Gaver, baade af Kød og Pelsværk. Og saa kom Sangene og Dansene. Faderen slog paa den særlige Festtromme, hvis Lyde, dybt rungende og stærke, var saadan, at Slagene lød som den gamle Hunørns bankende Hjerte, som Sønnen havde hørt det slaa, dengang han nærmede sig Ørnenes Hus paa Fjældets Tinde.

De dansede, og de sang, og Gæsterne lærte deres Sange og deres Danse, og snart havde de et stort Kor, der faldt ind i Sangene. Saaledes sang og dansede de hele Natten, lige til Dagen begyndte at gry; da først forlod Gæsterne det store Festhus. Men idet de myldrede ud af Husgangen, faldt de alle forover paa Hænderne og kravlede ud paa alle fire, og først nu saa Fader og Søn, at deres Gæster havde været Ulve, Jærve, Rødræve, Hvidræve, Korsræve og Sølvræve i Menneskeham, Det var Gæster, den gamle Ørn havde sendt, og saa vældig er Festens Magt, at selv Dyr kan blive til Mennesker.

Kort Tid efter var den unge Renjæger ude at jage, da han atter mødte Ørnen. Den slog straks sin Hætte ned og blev til et Menneske, og saa fulgtes de ad op til Ørneboet, thi den gamle Ørn vilde endnu en Gang se den unge Mand, der havde holdt Menneskenes første Fest.

Højt oppe paa Fjældets Tinde kom Ørnemoderen dem i Møde for at takke ham, og se! Den gamle, affældige Hunørn var bleven ung igen; thi naar Menneskene fester, bliver alle gamle Ørne unge, og derfor er Ørnen Sangens, Dansens og Festens hellige Fugl.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 322-326. København, 1926.