Sangen om Hyme

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda

Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870

Sangen om Hyme

1.
I årle Oldtid
Valguder agted
sig til at drikke.
Dyr de toge;
för Gilde de gjorde,
Grene de rysted
og i Offerblod så,
at Øge var den rige.

2.
Bjergboen sad der,
glad som et Barn,
tyktes Sön af
en tågeblind Jætte.
Trodsigt Yggs Sön
ham i Öje så:
"Gilde for Aser
du ofte skal göre."

3.
Ilde tyktes Jætten
om de barkse Ord;
derfor stod hans Hu
til Hævn mod Guder.
Han bad Sivs Herre
en Kedel skaffe:
"hvori til jer alle
jeg Øl kan varme".

4.
Ej da mægted
de ædle Guder,
de store Magter,
sligt at skaffe,
indtil fortroligt
Ty mon give
godt Råd i Lön
til Hlorride ene.

Ty.
5.
Langt mod Østen
for Elivåger
bor den vise Hyme
ved Himlens Ende.
Min kække Fader
en Kedel ejer:
forvist den måler
en Mil til Bunden.

Thor.
6.
Sig, hvordan få vi
den sydende Kedel?

Ty.
Med List, min Ven!
vindes den må.

7.
Rask de fore
den Dag frem,
bort fra Asgård,
og til Egil de kom.
De hornede Bukke
i Stald han bragte.
Så gik de til Hallen,
som Hyme ejed.

8.
Sönnen fandt Farmor
led at skue;
Hoveder havde hun
hundred og ni.
Men den anden gik
guldstrålende frem;
lysbrynet Kvinde
bar Kruset for Sönnen.

9.
"Jætters Ætling!
Eder jeg vil,
I dristige tvende!
under Kedlerne dølge.
Min Elsker er
ofte mod Gæster
kun lidet venlig
og snar til Vrede".

10.
Sent i Kveld
kom så Hyme,
den vilde jætte,
hjem fra Jagten.
Ind gik han i Sal;
Isbræer braged;
Skæget om Kæmpens
Kind var frosset.

Hustruen.
11.
"Hil Dig, Hyme!
Vær glad i Hu.
Til dine Sale
er Sönnen kommet,
som vi vented hjem
fra den lange Vej.
Med ham følger
den berömte Fjende,
Mændenes Ven;
Véor han hedder.

12.
Se, hvor de sidde
under Salens Gavl;
så skjule de sig;
Söjlen dem dækker".
Sønder sprang Söjlen
for Jættens Syn;
den bærende Bjælke
brast i tvende.

13.
Fra Bjælken faldt otte
Kedler; kun én
så hårdt var hamret,
at hél den blev.
Frem de gik;
den gamle Jætte
målte med Blikke
sin mægtige Fjende.

14.
Held monne ej
hans Hu ham varsle,
da han så Gygens Gru
på Gulvet stande.
Trende Tyre
ud var tagne;
dem bød Jætten
dem at koge.

15.
Oksernes Hoveder
hugged de af,
lagde dem i Kedel
for at koges.
Sivs Herre,
för at sove han gik,
åd ene de to
af Hymes Okser

16.
Det tyktes Hrungnes
rimgrå Fælle,
at Hlorrides Måltid
var lovligt stort:
"Imorgen Aften
må vi trende
leve af hvad Føde
vi på Jagt kan fange."

17.
Véor vilde
på Vandet ro,
hvis den gæve jætte
vilde Mading give.

Hyme.
"Gå du til Hjorden,
om du er gæv i Hu,
Du Bjergkæmpers Tvinger!
og tag dig Mading.

18.
Det tænker jeg,
at let du tager
Agn til at fiske
af en Okse."
Brat da Svenden
Til skoven vanked;
en Tyr der stod,
hel sort af Lød.

19.
Af Tyren brød
Thursebetvinger
Hovedet foroven
med begge Horn.

Hyme.
"Værre jeg tykkes
nu om dit Værk,
du Køles Styrer!
end om stille du sad".

20.
Bukkenes Herre
bad da Utysket
Havhesten mer ud
på Hav at føre,
men Jætten sagde,
at ham syntes
lidet om
længer at ro.

21.
Mægtige Hyme
trak modig Hvaler
op på sin Krog,
to på éngang.
Agter i Stavn
sad Odins Sön,
Véor, og laved
med List sin Line.

22.
På Krogen fæstede
Folkets Værn,
Ormens Bane,
Oksens Hoved.
Da gabed over Agn
den af Guder forhadte,
som forneden omgjorder
alle Lande.

23.
Kraftigt drog
den djærve Thor
Ædderormen
op til Borde.
Med Hamren han hug
mod Hovedets Fjæld;
ledt det på Fenres
Frænde var.

24.
Ulvehyl genlød,
i Grund det tuded,
den ældgamle Jord
skjalv af Angst,
men atter sank
Fisken i Sø.

25.
Ej var Jætten munter,
da hjem de roede;
ej han et Ord
ved Åren mælte,
vendte Åren
andetsteds hen.

Hyme.
26.
"Vil du nu have
det halve Arbejd?
Bær nu Hvalerne
hjem til Boet,
eller bind
vor Bølgebryder."

27.
Gik da Hlorride hen
og greb i Stavnen,
svang Havhesten op
med samt dens Øsevand;
ene bar han med Årer
og med Øseske
Brændingens Bryder
til jættens Bo,
gennem Kløft, hvor Skrænter
med Skov var begrode.

28.
Men endnu Jætten
om hvo der var ypperst
- til Trods var han vant -
med Thor vilde stride:
Ej var den stærk,
der forstod at ro,
når ej han Bægret
mægted at bryde.

29.
Men da Hlorride havde
Bægret i Hånd,
straks han sønderhug
Stenpillen med Glasset.
Siddende hug han
Söjler over;
dog helt de Bægret
til Hyme bragte.

30.
Tilsidst den fagre
Kvinde ham sagde
et venligt Råd,
det eneste, hun vidste:
"Slå mod den forædte
Jættes Isse.
Ej er Bæger så hårdt,
som Hymes Hoved."

31.
Da stemmed sig på Knæ
Bukkenes Styrer,
iførte sig al
sin Asastyrke;
hel blev på Karlen
Hovedskallen,
men den runde
Vingemmer revned.

Hyme.
32.
"Megen Rigdom
blev mig røvet,
da Bægret kastes
mig ned for Knæ.
Men Ordet jeg gav,
og aldrig tör det
atter brydes;
den Drik er for bedsk.

33.
Nu prøve vi vil,
om vel I mægter
Ølkedler at bære
af Gården ud." -
To Gange prøved
Ty den at Rokke;
fast dog stod
Kedlen, som för.

34.
Modes Fader
tog fat i Randen;
han trådte gennem
Gulvet i Salen.
På sit Hoved hæved
Sivs Herre Kedlen;
Hankene rasled
ved hans Hæle.

35.
Længe de gik,
för engang
Odins Sön
så sig tilbage.
Da så han fra Klippers
Kløfter i Østen
Hyme med mangehovedede
Hærskarer fare.

36.
Fra Skuldrene Kedlen
ned han satte,
svang så Mjölne,
den myrdelystne,
og fældede alle
Fjældenes Jætter.

37.
Ej længe de fore,
förend Hlorrides
Buk blev liggende,
lam og halvdød.
Skaglens Løber
var lam på Benet;
det havde den listige
Loke voldet.

38.
Men hørt i have
- thi hver, som kender
til Gudernes Dåd,
véd derom Besked -
hvad Gengæld han fik
af Bonden på Fjældet,
der begge sine Börn
i Bøde gav.

39.
Den stærke Thor
kom til Gudernes Thing
og havde Kedlen,
som Hyme ejed.
Godt Øl hos Øge
skal Aser drikke,
hvergang Hörren
høstes påny.

---

Noter:

1. Adskilligt her er omtvistet. Meningen er: Guderne udfandt ved hemmelige Kunster (ryste Grene, se i Offerblod), at Øge havde fuldtop af alt og burde göre Gildet.
2. Bjergboen = Øge, Yggs Sön = Thor.
7. Egil = Bonden, Thjalves og Röskvas Fader.
8. Den anden = Hymes Hustru, Tys Moder.
14. Gygens Gru = Thor.
15. Siv, Thors Hustru.
34. Hankene må tænkes som ringkeder.
39. Hvergang Hörren høstes påny = hvert Efterår. Efter en anden Læsemåde: hvert År om Vintren, når Ormene dø.