Sangen om Samporovet (Kalevala II)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt

IV. De enkelte Sanges Historie

Sangen om Samporovet
(XLII — XLIII).

For en Gangs Skyld vil vi her gaa mod Strømmen: fra de seneste til de ældre Former. — Af Lönnrots Indskud behøver kun ett, ganske vist ret omfangsrigt Stykke at nævnes; det er Pohjafruens Forsøg paa at standse de flygtende, inden hun selv sætter efter dem: Louhi sender ved Ukkos Hjælp Sampofarerne først Taage (som Oversættelsen dog har forskaanet dem for) — den er der nok Tale om i enkelte Opskrifter, men ikke paa dette Punkt af Handlingen — dernæst Iki-Turso (fra Arhippas »Skaberens Søfærd« S. 172) og endelig en Storm, den der volder Kantelens Tab (Stormen skildres med Træk fra en Tryllesang, nogle Linier (XLIII 477 fl.) hører oprindelig hjemme i Sampsakvadet, S. 120 »Vinteren« skal vække Sampsa).

De russisk-karelske Opskrifter følges nogenlunde ad næsten lige til Kvadets Slutning. Pohjafolket dysses undertiden i Søvn ved Väinös Spil, efter Arhippa ved »Søvnnaale«; almindelig er Forestillingen om Sampos Rødder og Oppløjning med en Okse (det sidste Træk vel laant fra Hugormagrens Pløjning i den store Bejlerfærd). Men fra det Punkt af, hvor Väinö har hugget Tæerne, paa een nær, af Kæmpefuglen, afviger Varianterne stærkt indbyrdes. Martiska i Lonkka sang derefter kort og godt saaledes (V. Kal. eep. ain. S. 32):

Kun een Lilletaa blev levnet;

med den løfted hun da Sampo,

hældte hele Sampo i Havet:

Havet er rigt, Landet er fattigt,

»Til os Pløjning, til os Saaning,

til os Himlens Fugle tillige.«

Arhippa lader Väinö med sit Sværd (komme til at?) knuse selve Sampo, efter at han med Aaren har knust Tæerne; Stumperne vugges paa Havet af Vinden, der driver nogle af dem til Stranden; Pohjakvinden fik kun Laaget og Grebet med sig hjem. — De to Former har Lönnrot jo forenet ved at lade Louhi med sin Klo trække Sampo i Havet (Martiska), hvor den saa knuses (Arhippa) i Stumper; men desuden har han nyttet en tredje Form, Ontreis Slutning, der lyder ret afvigende: Väinö spørger her det lede Udyr om hun nu vil dele Sampo; hun svarer Nej; da saar Väinö Taage med et Sold over en sludfuld Odde og ønsker Finland Pløjning, Saaning og Vækst samt Lys fra Sol og Maane; Kvinden truer han Udsæd med Hagl ; men han ænser det ikke (sml. S. 181). Pløjning og Saaning er naturligvis Motiver fra Sangen om »den store Udsæd«; Lönnrot lod da ogsaa endnu i gamle Kalevala dette Kvad faa Plads her (Ontreis Søn Vassilei ytrede (1872) at Sarapofærden gik for sig i Verdens første Dage, »da man først begyndte at drive Pløjning«). Sol og Maane maa være hidsat fra den store Cyclus' første Led Skabelseskvadet: Den samme Väinö der skabte Himmellysene, ønsker nu at deres Straaler stadig maa velsigne Landet. Louhis og selve Sampos videre Skæbne meldte Ontrei intet om; hans yngre Søn Jyrki har siden (1871) i Prosa tilføjet væsentlig samme Slutning som Martiska sang.

Vi vender os nu mod Syd for at naa ned til Kvadets oprindeligere Former, og det ser ud som om vi ikke kommer ret langt: Sydligere end i finsk Nordkarelen er Sampos Navn slet ikke fundet. Til Varianterne herfra kommer dog en Opskrift fra Säfsen i Dalarne (indirekte altsaa fra Nord-Savolaks); om den skal siden tales.

I Ilomantsi sang Simana Sissonen to Gange udførligt om Samporovet, 1845 for Europæus, 1846 en Smule afvigende for Ahlqvist. Hovedtrækkene i hans Sang er disse: Gamle Väinö gør et Skib rede, tager Ilmari og Jouko med til at ro og styrer saa til Pohjola; heroppe smurte han saa Laasene med Fedt, dyssede Folket i Søvn (hvorledes?), gik til Kornladen (sic, 1845) og

stuved Skibets ene Side,

stuved saa den anden Side,

lasted fuld den hele Skude.

Derpaa drager Heltene bort; Jouko udbryder, da de er kommen et Stykke Vej:

Syng dog, syng dog, Vainämoinen,

nyn dog nu, du ædelbaarne,

da du fik den gode Sampi

og du gæsted Pohjagaarden!

Men Väinö svarer at det er for tidligt: Pohjas Porte er endnu i Sigte, de brogede Laag glimter endnu frem. Lidt efter frister Ilmari:

Om jeg selv nu sad ved Roret,

sang jeg løs, min Kunst jeg øved,

da jeg fik den gode Sampi,

da jeg gæsted Pohjagaarden,

Guld sig over Brystet bredte,

Sølv paa Issen herligt straaled (sic).

Da synger Väinö op, en Trane skræmmes (ikke, som man skulde tro, af Sangen, men af en Myre der tilsudler den), og Pohjola vaagner:

Det var selve Pohjolas Frue,

saa sit Kvæg forsvundet og borte,

saa sin hele Herlighed synke,

(I en anden Opskrift fra Ilomantsi staar dog at hun gik til Kornladen: »Kornet er bortført fra min Lade!« Sml. XLII 311 fl.). Saa ruster Pohjafruen et Skib og forfølger Heltene; de kigger forud og bagud: Dær er Luften tyk, det er Fjenden der kommer; Väinö kaster »en Flintesten eller et Stykke Fyrsvamp« bag sit Skib, et Skær opstaar, og paa det strander Pohjas Skude ; Pohjafruen flyver som Ørn med Mænd under Vinge og paa Hale over paa Heltenes Skib; med sin Styraare hugger Väinö hendes Kløer af, kun een bliver tilbage, med den løfter hun Skibet op, men Väinö byder det (»hvis Du er vor Skabers Skude«) at sænke sig i Søen. Dær dølger han sig selv i tre Dage; Kvinden farer grædende hjem. En anden Optegnelse fra samme By siger derimod kun at Kornet væltede i Havet, da Kvinden løftede Skibet, »deraf er Havet rigt«; en tredje at del Korn der var »under Tofterne«, kom til Land, Resten sank i Vandet. — I Sissonens Form fra 1845 nævnes Ordet Sampi foruden paa det citerede Sted ogsaa hvor Talen er om selve Rovet: »Han stuvede Skibet, fik den store Sampi fuld, satte Skibet i Havet, bragte Sampi i Bølgerne«; her er Sampi altsaa selve Skibet! Ellers findes Ordet i samtlige Opskrifter fra Finland kun i Forbindelsen: Syng, nu da Du fik den gode Sampi og dette Ord maa gælde Byttet.

Det bliver saa Spørgsmaalet hvorledes den finsk-karelske Sangform er bleven til. For det første gæmmer sig her utvivlsomt Stykker af Søfærden og Kantelekvadet, som jo noget Syd for Ilomantsi har forenet sig (S. 176); herfra hidrører f. Eks. Skildringen af de tre Heltes Sejlads og Väinös Ord til Baaden i Slutningen af Sissonens Kvad: »Om Du er vor Skabers Skude«; dernæst Pohjabaadens Grundstøden midt paa Havet og Väinös Slag med Aaren paa Ørnen (som i Sissonens egen Kantelesang paa Gedden). Stykket om den overflødige, af Lönnrot kasserede. Myre og Tranen forekommer ogsaa som selvstændig Sang. Billedel af Kvinden som Ørn der bærer væbnede Helte, kan stamme fra lignende Udmalinger i østfinske Tryllesange. Men endda staar en Række Træk uforklarede; samler vi Pohjolafærden, Inddysningen, Rovet, Flugten, Pohjas Opvaagnen, Forfølgelsen, Portene der »glimter frem«. Stenen der kastes bagud og standser Fjenden — saa har vi jo truffet de samme Led i næsten samme Rækkefølge før; i Egnen Syd for Ilomantsi indgik jo endnu ett Kvad Forening med Søfærd og Kantelesang (S. 180), den vestfinske (ingriske) Sang om Sol og Maanes Udfrielse, som altsaa i Karelen, med Sæd eller endog Kvæg i Himmellysenes Sted og med Personskifte voldt af Sammenknytningen, har vundet ganske ny Livskraft. Som det vil ses, er Æventyrmotivet med Drengens Flugt fra den Onde, ellers tabt i Finland, her bevaret; fra det maa aabenbart ogsaa det Træk at Heltene spejder tilbage (i Dvina Len: og faar Øje paa en Sky) udledes. Versene om Guldet paa Brystet, Sølvet paa Issen, der i de ny Omgivelser staar ret meningsløst, er naturligvis slæbt med fra Solsangen, hvor Jesus paa Bryst og Tinding (eller Isse) bar Himmellysene (S. 179). — Om den utidige Opfordring til Sang og Linien »da Du fik den gode Sampi« skal siden tales.

Medens Sampos Navn altsaa i de finske Varianter med een eneste Undtagelse kun forekommer i een bestemt Linie i Sangen, brugt om Byttet: »Kvæg eller Korn« har Navnet i russisk Karelen, som vi alt har set, bredt sig rundt om i Kvadet, og Byttet Sampo opfattes heroppe som en egen Vidunderting. Sampo har her Rødder, der pløjes op; det Træk holder sig jo endda til Billedet af en Plante; men desuden er den udstyret med et broget Laag, hvad dog gaar ud over hin Forestilling. De mest ejendommelige Træk der er komne til i russisk Karelen, hører imidlertid hjemme i en anden Sang; Dvina Lens Skjalde vilde vide, ikke blot hvad Sampo gav, men ogsaa hvorledes den var bleven til, og en skøn Dag digtede da en russisk-karelsk Almuesanger Stykket om Sampos Smedning.