Sankt Barbaras saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Helgensagaer


Sankt Barbaras saga [1]

Barbare saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877


Her begynder den hellige jomfru Barbaras saga, som fortæller, hvordan hun endte sit liv i store prøvelser

Sankt Barbaras pinsler
Fra en altertavle af Wilhelm Kalteysen (1447)

1. I kejser Maximianus’ regeringstid var der en høvding, der hed Dioskorus. Han var meget velhavende og hedning og troede på afguder, og han havde en datter, der hed Barbara. Hendes far fik bygget et højt tårn og spærrede sin datter inde i tårnet, så ingen kunne se hende og hendes skønhed, for han var skinsyg. Men da hun var giftemoden, friede flere fornemme mænd til hende. Hendes far kom ind i tårnet og sagde til hende: »Der er stormænd, som frier til dig — min datter! — og du kan selv vælge, hvem af dem du vil have.« Den hellige Barbara svarede vredt og sagde: »Du skal ikke regne med — far! — at jeg vil vise nogen af dem god vilje.« Da forlod hendes far tårnet og ville have opført en hal, og han samlede mange håndværkere, for at dette arbejde skulle skride frem hurtigst muligt, og han viste håndværkerne, hvordan han ønskede hallen udført, og han betalte dem for hele arbejdet, hvorefter han drog langt bort fra herredet og var væk hjemmefra i lang tid. Men Guds tjener Barbara gik hen for at se på håndværkernes arbejde, og på hallens nordside så hun to vinduesåbninger og sagde til håndværkerne: »Hvorfor har I kun lavet to vinduesåbninger?« Håndværkerne svarede: »Det bad din far os om at gøre.« Barbara sagde til dem: »Lav en tredje vinduesåbning til mig.« De svarede: »Vi er bange for — ædle frøken! — at din far bliver vred på os, og vi kan ikke stille noget op mod hans vrede.« Guds tjener sagde: »I gør, som jeg befaler, og så skal jeg nok dæmpe min fars vrede over dette.« Da lavede håndværkerne en tredje vinduesåbning, sådan som hun havde sagt. Så gik den uskyldige Barbara rundt om hallen, og da hun kom om på østsiden, ristede hun med sin finger et korstegn på en sten, og dette er synligt endnu i vore dage. Derpå gik Barbara ind i en sidebygning, hvor der sprang rent kildevand, og dér satte hun endnu et korstegn på en sten, og rettroende mennesker har siden modtaget megen hjælp og helbredelse på dette sted. I denne kilde blev Barbara døbt af nogle hellige mænd, og dér levede hun i nogen tid af vild honning og spiste og levede, som Johannes Døberen havde gjort. Denne kilde, som Barbara blev døbt i, sammenlignes med den kilde, hvorom det i evangeliet fortælles, at en mand, der var født blind, vaskede sit ansigt i den og efterfølgende kunne se[2]. Og denne kilde sammenlignes med det levende vand, som den syndige kvinde bad Kristus forsyne hendes brønd med[3]. Men da den hellige Barbara vendte tilbage til sit tårn, så hun dér sin fars malmgjorte afgud, og hun hentede støtte hos Helligånden og fandt styrke i Guds kraft og spyttede afguden i ansigtet og sagde: »Vær du lig dem, som skabte dig, og alle dem, der tror på dig!« Og da hun havde sagt dette, bad hun Guds kraft vælte afgudsbilledet, og det gik, som hun bad om.


Om Dioskorus

2. Men da hendes far, Dioskorus, vendte hjem efter sin lange rejse, betragtede han sin færdigbyggede hal og så de tre vinduesåbninger og sagde til håndværkerne: »Hvorfor har I lavet tre vinduesåbninger?« Og de svarede: »Det bad din datter os om.« Han tilkaldte derpå sin datter og sagde: »Bad du — min datter! — dem om at lave tre vindueåbninger?« Hun svarede: »Det gjorde jeg, for tre vinduer oplyser enhver, der kommer på besøg, mens to vinduer vil være mørkere.« Hendes far sagde: »Hvordan kan tre oplyse bedre end to?« Barbara sagde: »De tre repræsenterer Faderen og Sønnen og Helligånden — én og samme Gud, som alle er begyndt at hædre.« Da blev hendes far vred og trak sværdet og ville hugge sin datter ned med det samme, men hun bad Herren om hjælp, og hun blev da i stand til at passere igennem stenmuren, og i næste øjeblik var hun ude på fjeldet. To hyrder stod dér og så hende flygte. Hendes far var efter hende og ville have fat i hende og spurgte hyrderne, om de havde set hende. Den ene nægtede og sagde, at han ikke havde set hende, men den anden, som var mere ond, pegede med sin finger og viste, hvor hun var. Han blev øjeblikkelig ramt af den straf, at alle hans får blev forvandlet til græshopper, og et minde om dette jærtegn findes ved den hellige Barbaras grav. Men hendes far fandt hende, og han slog hende og greb fat i hendes hår og slæbte hende op på fjeldet og låste omhyggeligt det hus, som han spærrede hende inde i, og han satte vagter ved huset, så ingen kunne befri hende. Han sendte siden bud efter jarlen[4] og bad ham komme og tvinge datteren til at ofre til guderne.


Om jarlen og jomfru Barbara

3. Og da jarlen kom, førte Dioskorus sin datter ud af huset og for jarlens domstol og bad om, at jarlen skulle lade hende dræbe, såfremt hun ikke ville ofre til guderne. Og da jarlen så hendes skønhed, sagde han til hende: »Foretrækker du at frelse dig selv og ofre til guderne, eller vil du hellere udsættes for de hårdeste pinsler?« Kristi jomfru Barbara svarede: »Jeg har et offer, jeg vil bringe min herre Jesus Kristus — ham, der skabte himlen og jorden og havet og alt, som hører dertil. Og hans profet sagde dette om de afgudsbilleder, som menneskehænder har skabt af guld eller sølv: De har mund, men taler ikke; de har øjne, men ser intet; de har ører, men hører ikke; de har næse, men kan ikke lugte noget, de har hænder, men kan ikke mærke noget med dem; de har fødder, men kan ikke gå; der kommer ingen stemme fra deres struber, og de kan ikke trække vejret med deres mund. Sådan bliver også dem, der skabte dem, og alle dem, der tror på dem[5].« Da fyldtes jarlen af en vældig vrede, og han lod Guds jomfru afklæde. Han lod hende piske med tyremejer[6] og hendes krop flænse med grove hestehårssvøber. Og blodet flød fra hele hendes legeme, for hun blev udsat for disse pinsler i lang tid. Han lod hende derpå sætte i fængsel, mens han tænkte over, hvilke pinsler han skulle betvinge hende med.


Om jomfru Barbara

4. Da den hellige jomfru Barbara blev sat i fængsel, skinnede lyset over hende fra himlen, selv om det var midnat, og frelseren, Vorherre Jesus Kristus, åbenbarede sig selv for hende og sagde: »Vær stærk og standhaftig — Barbara! — for der bliver rigelig glæde i Himlen og på jorden på grund af dine pinsler. Du skal ikke være bange for jarlen, for jeg er med dig, og jeg vil befri dig for alle de pinsler, du bliver udsat for.« Derpå velsignede Herren hende og steg til himmels, og da var alle hendes sår blevet helet. Og Kristi jomfru glædede sig af hele sit hjerte over denne åbenbaring, hvor Gud havde vist sig for hende. Men om morgenen lod jarlen hende lede fra fængslet og for sin domstol. Og da han så, at alle hendes sår på legemet var helet, da undrede han sig og sagde: »Hvordan går det til — Barbara! — at vores gud elsker dig og viser dig en sådan barmhjertighed, at dine sår er blevet helet?« Den hellige jomfru svarede og sagde til jarlen: »Du er som din gud: Blind og døv og dum. Hvordan skulle de kunne hele mine sår, og hvordan skulle de kunne hjælpe andre, når de ikke er i stand til at hjælpe sig selv. Kristus, Guds levende søn, helbredte mig — ham, som du ikke fortjener at se, fordi Djævelen har gjort dit hjerte hårdt.« Da blev jarlen vred og brølede som et vilddyr, og han lod sine folk holde brændende fakler hen mod hendes sider og slå hende i hovedet med en hammer. Men hun så mod himlen og sagde: »Du véd — Kristus! — at jeg villigt tåler disse pinsler af kærlighed til dit hellige navn; bliv derfor hos mig helt til det sidste, for jeg tøvede ikke med tappert at udstå pinsler for din kærligheds skyld.« Da blev jarlen vred og lod brysterne skære af hende. Men Kristi jomfru så igen mod himlen og sagde: »Lad mig ikke ude af syne — herre! — og tag ikke din hellige ånd fra mig; giv du mig hellere glæden ved din frelse og styrk mig med en ædel sjæl.« Men da hun havde sagt dette og styrket af Helligånden modstod alle disse pinsler med tapperhed, påbød jarlen sine tjenere at bære hende ud og slæbe hende nøgen gennem alle gader og porte for øjnene af alle. Da rettede den hellige Barbara atter blikket mod himlen og påkaldte Gud og sagde: »Herre Gud, som skjuler himlen bag skyer! Vær du nu mit værn og min hjælper i denne stund og skjul mit nøgne legeme under din barmhjertigheds tag.« Og da hun bad på denne måde, sendte Herren sin engel, som svøbte hende i hvide klæder. Da blev jarlens riddere blindede, så de ikke kunne se Guds mø på grund af det lys, der omgav hende. Da blev jarlen skræmt og førte Barbara tilbage til hendes far, Dioskorus.


Jomfru Barbaras død

5. Men hendes far fyldtes af en vældig vrede, og han førte hende igen op på fjeldet. Men den hellige Barbara fór med glæde til den fulde belønning for sin sejr, og hun bad Herren om, at hendes pinsler fik ende på dette sted, og sagde: »Herre Jesus Kristus! Du, som skabte himlen og jorden og overdækker afgrunden og sætter grænser for havene; du, som befaler skyerne at regne på både gode og onde, du gik på vandet og stillede søens bølger; du, som strækker dine hellige arme på korset og bevirkede mange andre mirakler — hjælp mig, din tjener, for alle ting adlyder dine bud. Herre Jesus Kristus, min frelser i min ungdom! Tilstå mig nu, at mine prøvelser straks må ende godt, og vis din tjener — herre! — den barmhjertighed, at du er mild mod de mennesker, som helhjertet påkalder mig i deres trængsler, og allerhelst på dagen for mine pinsler. Og på dommedag — herre! — se da bort fra synderne begået af dem, som trofast tilbeder mig, og tilgiv dem deres synder, for du véd, at vore legemer er magtesløse.« Og da hun sluttede sin bøn, lød der en stemme fra himlen, som sagde: »Kom du — min fagreste mø! — til den glædeligste hvile hos min Fader, som er i Himlen, og alt, hvad du har bedt om, skal blive dig tilstået.« Og da Guds mø med glæde hørte Herren sige dette, da ophørte hendes pinsler og hæderværdige prøvelser, således som hun havde bedt Gud om, for hun blev i det samme halshugget af sin far, og hun endte sit liv, mens hun bekendte sig til Kristus, to dage før messedagen for biskop Nikolaus[7]. Og da hendes far gik ned fra fjeldet sammen med sine mænd, kom der et lyn fra himlen og brændte ham op, så end ikke hans aske blev fundet. Men en hellig mand kom og førte i hemmelighed liget af den hellige jomfru Barbara væk og begravede det på det sted, der kaldes Solens Stad[8], og han lod dér et bønnehus opføre til minde om hende, og der sker mange mirakler dér til Vorherre Jesu Kristi pris og hæder — ham, som med Faderen og Helligånden lever og regerer som Gud i al evighed. Amen.




Noter:

  1. Den norrøne saga om Sankt Barbara findes overleveret i 1300-tals håndskriftet Isl. perg. fol. 2 og i AM 429 12mo (Kirkjubæjarbók) fra omkr. 1500. Der er ikke betydelige afvigelser mellem de to tekster. Sankt Barbara regnes blandt de 14 nødhjælpere, men hendes historiske eksistens betvivles.
  2. Joh 9, 1-7
  3. Joh 4, 5-15
  4. ɔ: præfekten
  5. Sl 116, 4-8
  6. En tyremeje (el. -mige) er en pisk fremstillet af en tyrs tørrede avlelem.
  7. Messedagen for Sankt Nikolaus er 6. december. Barbaras dødsdag er følgelig 4. december.
  8. Heliopolis (Baalbek i det nuværende Libanon).