Sigmund Volsung: Tredie Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Sigmund Volsung
Tredie Samtale



Tredie Samtale.


Kongehallen.


Sigmund:
Graahærdede! Jeg dig lod kalde hid,
For dig min Nød at klage, dig at spørge.
Om grumme Norner ej vil holde op,
Vor[1] Slægt at øde?


Godmund:
Strænge, dog ej grumme,
Er vise Norner. Hvad er hændtes nu?


Sigmund:
Sinfjotle døde; jeg det maatte volde;
Og mere gruelig, end selv hans Død,
Hans Jordefærd imellem Folk skal nævnes.
Jeg, som i Uvid, over Mark ham bar,
Og kom til Aaen, hvor den stridig rinder:
Dér laa en Baad, og i den stod en Mand,
Men venligt Ord han sig tilbød at flytte
Mig og min Byrde over striden Aa;
Jeg Liget rakte; det og han forsvandt,
Og til en Jotun gav jeg vist min Søn.


Godmund:
Var han ved Sejd af Aser dig vel given?


Sigmund:
Ja, du har Ret: det maatte saa vel ske;
Thi utilbørlig maa hans Fødsel nævnes.
Men nu min Helge: han som andre Mænd
Jo avledes; dog ogsaa ham jeg misted.


Godmund:
Men alle Mænd, som fødes, maa jo dø;
Og dertil véd du selv, at sære Varsler
Ved Helges Fødsel og en sælsom Lod
I Liv og Død ham tyktes at forkynde.


Sigmund:
Du mener hine Volers underlige Syssel,
Der de hans Livstraad[2] knytted; jeg forstod
Dem ej. Men nys mig Tidende er baaret,
At han af egen Maag er dræbt i Lund;
Selv Odin maatte Spyd til Værket laane.


Godmund:
Hans fagre Sigrun var jo og Valkyrje.


Sigmund:
Det var hun; hun har selv sig dræbt
Og Helges Sønner med. Som fordum Rerer,
Jeg stander sønneløs i Alderdom.


Godmund:
Og har du glemt, at du est Rerers Ætmand?


Sigmund:
Af Volsungs Æt kun lever jeg alene;
Men Hjordis er med Barn; og nu jeg vil,
Du om det Barn[3] mig Norners Dom forkynder.


Godmund:
Hvi vil du spørge mer[4] om Norners Raad?
Har du ej set det nok at aabenbares!


Sigmund:
Du ilde spaar; men dog jeg[5] spørger end:
Hvad Skæbne bier det[6] ufødte? Mon dog Slægten
Dermed skal ødes? mon derved forplantes? [7]


Godmund:
Naar Solen sættes, du i Norners Lund
Maa spørge; dér dig sanddru Svar skal undes.


En Hirdmand:
Nys ere Hundings Sønner komne hid;
Paa Helges Fader agte de at hævne,
Hvad Helge brød, da deres Fader faldt.


Sigmund:
Lad Hornet gjalde over Sletten flux!
Mig lyster gjærne Sværdelarm at høre.
Igjennnem Brynjen ej kan Sorgen trænge ind,
Og Sjælens Styrke under Jærnet voxer.
Men Hjordis flyttes skal i Hast til Lund;
Om Skulde[8] os i Dag vil nægte Sejer,
Ej Vikinger maa finde hende her.


Godmund:
Far vel, Kong Sigmund! Længe har jeg levet;
Det kan jeg mærke paa, hvad jeg har set.
Hvis end før jeg til Odins Sal du kommer,
Da hils din Fader fra hans gamle Ven!



Valen.


Hjordis:
Alt Dagen gryr, og[9] ikkun Ravneskrig
Nu høres lyde over øde Val;
Dog, sagte Gispen hører jeg med Gysen,
Og maa dog gange gjennem Blodet frem,
De kjære Lig og Sværdet at oplede.


Ternen:
Hist runder sig en Ring af faldne Kæmper,
I deres Midte findes Kongen vist.


Hjordis:
Ja visselig! det er ham selv: han bader
Til Valhals Fest sig i en Rosens-Flod[10];
Og Liget dér, det er jo og min Faders. —
Ejlime! Sigmund! gamle, faldne Kæmper!
Er Tungen stivnet, Aandedraget stemt,
Saa ej I mægte end et Ord at mæle?


Sigmund:
Hvem kalder mig?


Hjordis:
Din Hjordis: End du lever!
Kan dine Saar ej læges?


Sigmund:
Store Saar
Kan sammengro; men se det brudte Vaaben!
Og uden det jeg vil ej længer leve.


Hjordis:
Forunderligt! Hvo mægted Gram at bryde?


Sigmund:
Kun han, som gav det. Midt i haarden Strid
Mig Odin mødte, holdt sit Skjold mod Sværdet,
Og Sværdet brast; nu ogsaa han forlod
Sin Slægt, og vil, at den skal ødelægges.


Hjordis:
Han vil det ej. O, glæd dig, gamle Kæmpe!
Den Søn, jeg bærer under Hjærte nu[11],
Ham frelste Odin, da han Sværdet brød;
Thi var det helt, det maatte ham forraade[12].
O! vil du høre høje Norners Dom?


Sigmund:
Jeg har ej Tid; jeg maa til Valhal ile,
At takke Odin. Vogt du Gram!
Hjordise[13] nævnedes du ej omsonst.


___


Godmund:
Er ej endnu[14] vi komne nær til Valen?
Alt som vi gaa, jeg vissere det mærker,
At snart udrundet er mit Timeglas;
Men dog mig bæres for, at Livets Lys
Ej før ved Sigmunds Lig skal rent udslukkes.


Torkild:
Nu stander du for Sigmunds Helte-Lig, [15]
Og hos dig staar Hjordise vel til Mode.


Godmund:
Hvorledes? vel til Mode her paa Val?


Hjordis:
Ja, gamle! Kan jeg give Rum for Sorgen
I denne Glædesstund, da Odin selv
Har frelst sin Slægt ved Gram at sønderbryde!


Godmund:
O, stol dog ej paa disse sære Tegn,
Der love Held og dobbelt Vanheld avle!
O, kan da ej selv Volsungætten lære,
At Odin kun er denne Verdens Gud,
Og at, saa tit han vove vil at trodse
Den underlige, hemmelige Magt,
Som kun forblommet gjennem Norner taler,
Uvidende han styres i sin Trods
Til, selv de høje Norners Raad at fremme?
Stol derfor ej paa dette Sværdets Brud!
Thi vid, den Haand, som det kan sammenføje,
Sig rører over Mulde kraftig[16] end !


Hjordis:
O, hvilken Angst du mig i Blodet jager!
Ej tør jeg stedes her; jeg vil bortfly
Og skjule mig i Nordens Vætteværn[17].


Godmund:
Ak, arme Dronning! hvor vil du henflygte?
Véd du det ej, at under Askens Rod
Vi alle bygge, og at over Roden
Er Nornernes usynlige Palads! —
O, sig mig, Torkild! er ej Solen oppe?


Torkild:
Just nu opstiger den i Østerlide.


Godmund:
O, vend mig mod den, at dens første Straale
Kan skinne paa det lukte Øjelaag,
Og jeg nedknælende i Ydmyghed kan bede
Til ham, som ved sin Almagt skabte den!
O, tro mig, Torkild, kjære Fostersøn !
Ej blind jeg blev, da Øjet sig tillukked,
Nej, blind jeg var fra Livets første Morgen;
Kun sent jeg mærked det; og mere sent,
Da alt det synlige forsvandt for Øjet,
Et Glimt af Lys sig tændte i min Sjæl.
Men ak! det er kun som en Aften-Stjærne[18]:
Vor Gudehær forsvinder ved dens Skin,
Og over Valhal ser jeg Mørket ruge.
Jeg lokkes venlig mod det ubekjendte:
Mod Gimle, mod de lyse Alfers Bo;
Men Vejen kan den Stjærne mig ej vise,
Og tør jeg tro, den gjennem Valhal gaar?
Ej Stjærnen kan det kolde Hjærte varme, [19]
Og ængstelig det klapper mig i Bryst.
Alt længe har det sukket efter Ro ;
Og nu, da endelig den store Time kommer,
Nu ængstes det, nu vælter sig med Il
Det tunge Blod mod kolde Hjærtekammer,
Og skjælver for at finde Døren lukt.


Torkild:
O, gamle Fader! ængstes dog ej saa!
Hvorledes end det er med det forborgne,
Som raader over Guderne og os,
Har du jo dog i Ydmyghed henvandret,
Med villigt Øje spejdet efter Lys,
Og fulgt den Sti, du mente did at føre.
Om du for vild, din Brøde var det ej;
Og Lyset véd, at du det vilde fulgt,
Hvis det at se du ikkun havde mægtet.
Saa vær da rolig i din sidste Stund,
Som du det var igjennem hele Livet!
Du kan det uden Frygt; og det for mig
Var grueligt, i Fald jeg maatte skjælve
For, Fader! dig at ligne i din Død;
Da ingen Mand jeg véd paa Jorden til,
Som heller jeg i Livet vilde ligne.


Godmund:
O, ti, min Søn! og ros mit Levned ej!
Til Niddingsid jeg aldrig lokket blev,
Mit ømme[20] Hjærte skjalv for Morderdolken[21],
Og til at lyve var jeg alt for stolt;
Men dog velsignede, jeg dem, som røved[22],
Forkyndte, skjønt det mig i Hjærtet skar,
At Mennesker man skulde Guder ofre.
Ved mangen Gjerning og ved mangt et Ord,
Og fremfor alt ved Lyster og ved Tanker,
Var noget i mig, som med Tordenrøst
Mig bød for det usynlige at skjælve.
Vel stred jeg mod, hvad denne Røst forbød;
Men ak, saa tit jeg dog blev overvunden,
Og Mindet avlede et bittert Nag,
Som piner mig i denne store Time.
Med dette Minde, dette Nag jeg skal
Nu stedes frem for det usynlige:
Hvorledes tør jeg vente Ro og Glæde?
O, var det sandt, at bag ved Døden end
Os Kræfter følge, og en Kamp os bier,
Hvorved forsones kan vor store Skyld, —
O, var det sandt, at vi i Surturs Lue,
Naar Jord og Himmel bli'r en Askehob,
Kan renses, lutres fra al jordisk Smitte
Og svinge os til Gimles lyse Borg, —
O, var det saa, da døde jeg nu[23] rolig.
Men ak! hvorpaa er bygt den gamle[24] Tro?
Kun dunkle Sagn, hvis Udspring ej vi kjende,
Og Gætteværk den løse Grundvold er,
Der, gyngende som Bifrøst, bristefærdig, [25]
Skal bære Valhal, Gimle, Aser[26], os, —
Og vejres hen dog ved et Aandepust. [27]
At noget ondt er til, vi kan fornemme,
Om end hvert Sagn om Turser kun er Løgn;
Det ondes Magt vi maa vel og bekjende.
Da det saa tit i Liv os overvandt.
Ak, hvad om nu hvert Sagn, hvorpaa vi stole,
Udrugedes kun af det ondes List!


Torkild:
Forfærdes maa jeg ved din sidste Tale,
Men vil dog ej fortvivle, kan ej tro, [28]
At det forborgne, som for alting raader,
Tillod det onde os at daare saa:
Tillod, at den, som efter Lyset higer,
I Mørket altid skulde fare vild,
At den, som dybt med Suk sin Svaghed føler,
Ej skulde styrkes, og dog lide Straf.


Godmund:
O, ti, min Søn! du ængster mig kun mer,
I det du mener Trøst mig at indgyde.
Thi vid! det Folk, som bor i Vest bag Rhin,
Og de, som syd for Alpefjældet bygge,
Med mange andre, som man har fortalt,
De har en Tro, som skal stadfæstet være
Ved mange underlige Tegn.
Og er det sandt, da kan den Hjærtet trøste;
Thi den forkynder en almægtig Gud,
Som over Mennesker sig har forbarmet,
Sin Søn nedsendt, som ved et Almagts Lyn
Har sønderknust den fule Troldevrimmel:
En kjærlig Gud, som vil for Sønnens Skyld
Tilgive hver, som sine Fejl fortryder,
Og skjænke ham af Naade Salighed.


Det har jeg vidst igjennem mange Aar,
Og dog jeg ej har til det Folk henvandret,
At høre fuldt og sanddru Vidnesbyrd;
Det piner mig nu i den sidste Time.
O, Torkild, Torkild ! du er ung endnu,
O, skynd dig bort, lad mig kun dø alene!
Du kan ej hjælpe mig; og om nu brat
Din sidste Time kom, du laa som jeg
Af Angst omspændt i Dødens bitre Kvaler.
O, skynd dig hen til kristent Land og Folk!
Og undes dig den trøstefulde Lære
At tro, da bed for mig til Kristi Fader,
At han forlader mig min store Skyld! —
Ak, Hjærtet brister, Kristus! Frelser! Ak!
Ak, tør jeg mig ved din Forsoning trøste?


Torkild:
Du tør. Forunderlig opgik mig Lys i Sjælen,
Og straalende en Skikkelse jeg saa',
Som strakte kjærlig ud mod dig sin Haand.
O, grib den kun! den skal dig føre
Igjennem Gravens Nat til lyse Himle.


Godmund:
Jeg griber den med Tro og dør.



Fodnoter

  1. [1. Udg.: Min.]
  2. [1 - Udg.: Skæbne.]
  3. [1. Udg.: At du om det.]
  4. [1.Udg.: end.]
  5. [1. Udg.: Du spaaer ilde; jeg dog.]
  6. [1. Udg.: den.]
  7. [1. Udg.: Ødes Slægten I ham? hvad heller skal han den forplante ?]
  8. [1. Udg.: Odin.]
  9. [1. Udg. : Alt gryer Dagen.]
  10. [1. Udg.: den røde Flod.]
  11. [1. Udg.: Hjærtet end.]
  12. [1. Udg.: fordærve.]
  13. [Hjor = Sværd.]
  14. [1. Udg.: endnu ej.]
  15. [1. Udg.: røde Lig.]
  16. [1. Udg.: kraftig over Mulde.]
  17. [1. Udg.: imellem Nordens Is.]
  18. [1. Udg.: liden Stjærne.]
  19. [1. Udg.: Det kolde Hjærte kan ej Stjærnen varme.]
  20. [1. Udg.: bløde.]
  21. [1. Udg.: Mordidrætter.]
  22. [1. Udg. myrded.]
  23. [1. Udg.: saa.]
  24. [1. Udg.: hele.]
  25. [1. Udg.: Der gyngende i Luften sig bevæger.]
  26. [1. Udg.: Guder.]
  27. [1. Udg.: Og svinder selv for lette Aandepust.]
  28. [1. Udg.: Men kan dog ej fortvivle, eller tro.]