Sigmund Volsung: Tredie Samtale
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Sigmund Volsung
Tredie Samtale
- Tredie Samtale.
- Kongehallen.
- Sigmund:
- Graahærdede! Jeg dig lod kalde hid,
- For dig min Nød at klage, dig at spørge.
- Om grumme Norner ej vil holde op,
- Vor[1] Slægt at øde?
- Godmund:
- Strænge, dog ej grumme,
- Er vise Norner. Hvad er hændtes nu?
- Sigmund:
- Sinfjotle døde; jeg det maatte volde;
- Og mere gruelig, end selv hans Død,
- Hans Jordefærd imellem Folk skal nævnes.
- Jeg, som i Uvid, over Mark ham bar,
- Og kom til Aaen, hvor den stridig rinder:
- Dér laa en Baad, og i den stod en Mand,
- Men venligt Ord han sig tilbød at flytte
- Mig og min Byrde over striden Aa;
- Jeg Liget rakte; det og han forsvandt,
- Og til en Jotun gav jeg vist min Søn.
- Godmund:
- Var han ved Sejd af Aser dig vel given?
- Sigmund:
- Ja, du har Ret: det maatte saa vel ske;
- Thi utilbørlig maa hans Fødsel nævnes.
- Men nu min Helge: han som andre Mænd
- Jo avledes; dog ogsaa ham jeg misted.
- Godmund:
- Men alle Mænd, som fødes, maa jo dø;
- Og dertil véd du selv, at sære Varsler
- Ved Helges Fødsel og en sælsom Lod
- I Liv og Død ham tyktes at forkynde.
- Sigmund:
- Du mener hine Volers underlige Syssel,
- Der de hans Livstraad[2] knytted; jeg forstod
- Dem ej. Men nys mig Tidende er baaret,
- At han af egen Maag er dræbt i Lund;
- Selv Odin maatte Spyd til Værket laane.
- Godmund:
- Hans fagre Sigrun var jo og Valkyrje.
- Sigmund:
- Det var hun; hun har selv sig dræbt
- Og Helges Sønner med. Som fordum Rerer,
- Jeg stander sønneløs i Alderdom.
- Godmund:
- Og har du glemt, at du est Rerers Ætmand?
- Sigmund:
- Af Volsungs Æt kun lever jeg alene;
- Men Hjordis er med Barn; og nu jeg vil,
- Du om det Barn[3] mig Norners Dom forkynder.
- Godmund:
- Hvi vil du spørge mer[4] om Norners Raad?
- Har du ej set det nok at aabenbares!
- Sigmund:
- Godmund:
- Naar Solen sættes, du i Norners Lund
- Maa spørge; dér dig sanddru Svar skal undes.
- En Hirdmand:
- Nys ere Hundings Sønner komne hid;
- Paa Helges Fader agte de at hævne,
- Hvad Helge brød, da deres Fader faldt.
- Sigmund:
- Lad Hornet gjalde over Sletten flux!
- Mig lyster gjærne Sværdelarm at høre.
- Igjennnem Brynjen ej kan Sorgen trænge ind,
- Og Sjælens Styrke under Jærnet voxer.
- Men Hjordis flyttes skal i Hast til Lund;
- Om Skulde[8] os i Dag vil nægte Sejer,
- Ej Vikinger maa finde hende her.
- Godmund:
- Far vel, Kong Sigmund! Længe har jeg levet;
- Det kan jeg mærke paa, hvad jeg har set.
- Hvis end før jeg til Odins Sal du kommer,
- Da hils din Fader fra hans gamle Ven!
- Valen.
- Hjordis:
- Alt Dagen gryr, og[9] ikkun Ravneskrig
- Nu høres lyde over øde Val;
- Dog, sagte Gispen hører jeg med Gysen,
- Og maa dog gange gjennem Blodet frem,
- De kjære Lig og Sværdet at oplede.
- Ternen:
- Hist runder sig en Ring af faldne Kæmper,
- I deres Midte findes Kongen vist.
- Hjordis:
- Ja visselig! det er ham selv: han bader
- Til Valhals Fest sig i en Rosens-Flod[10];
- Og Liget dér, det er jo og min Faders. —
- Ejlime! Sigmund! gamle, faldne Kæmper!
- Er Tungen stivnet, Aandedraget stemt,
- Saa ej I mægte end et Ord at mæle?
- Sigmund:
- Hvem kalder mig?
- Hjordis:
- Din Hjordis: End du lever!
- Kan dine Saar ej læges?
- Sigmund:
- Store Saar
- Kan sammengro; men se det brudte Vaaben!
- Og uden det jeg vil ej længer leve.
- Hjordis:
- Forunderligt! Hvo mægted Gram at bryde?
- Sigmund:
- Kun han, som gav det. Midt i haarden Strid
- Mig Odin mødte, holdt sit Skjold mod Sværdet,
- Og Sværdet brast; nu ogsaa han forlod
- Sin Slægt, og vil, at den skal ødelægges.
- Hjordis:
- Sigmund:
- Jeg har ej Tid; jeg maa til Valhal ile,
- At takke Odin. Vogt du Gram!
- Hjordise[13] nævnedes du ej omsonst.
- ___
- Godmund:
- Er ej endnu[14] vi komne nær til Valen?
- Alt som vi gaa, jeg vissere det mærker,
- At snart udrundet er mit Timeglas;
- Men dog mig bæres for, at Livets Lys
- Ej før ved Sigmunds Lig skal rent udslukkes.
- Torkild:
- Nu stander du for Sigmunds Helte-Lig, [15]
- Og hos dig staar Hjordise vel til Mode.
- Godmund:
- Hvorledes? vel til Mode her paa Val?
- Hjordis:
- Ja, gamle! Kan jeg give Rum for Sorgen
- I denne Glædesstund, da Odin selv
- Har frelst sin Slægt ved Gram at sønderbryde!
- Godmund:
- O, stol dog ej paa disse sære Tegn,
- Der love Held og dobbelt Vanheld avle!
- O, kan da ej selv Volsungætten lære,
- At Odin kun er denne Verdens Gud,
- Og at, saa tit han vove vil at trodse
- Den underlige, hemmelige Magt,
- Som kun forblommet gjennem Norner taler,
- Uvidende han styres i sin Trods
- Til, selv de høje Norners Raad at fremme?
- Stol derfor ej paa dette Sværdets Brud!
- Thi vid, den Haand, som det kan sammenføje,
- Sig rører over Mulde kraftig[16] end !
- Hjordis:
- O, hvilken Angst du mig i Blodet jager!
- Ej tør jeg stedes her; jeg vil bortfly
- Og skjule mig i Nordens Vætteværn[17].
- Godmund:
- Ak, arme Dronning! hvor vil du henflygte?
- Véd du det ej, at under Askens Rod
- Vi alle bygge, og at over Roden
- Er Nornernes usynlige Palads! —
- O, sig mig, Torkild! er ej Solen oppe?
- Torkild:
- Just nu opstiger den i Østerlide.
- Godmund:
- O, vend mig mod den, at dens første Straale
- Kan skinne paa det lukte Øjelaag,
- Og jeg nedknælende i Ydmyghed kan bede
- Til ham, som ved sin Almagt skabte den!
- O, tro mig, Torkild, kjære Fostersøn !
- Ej blind jeg blev, da Øjet sig tillukked,
- Nej, blind jeg var fra Livets første Morgen;
- Kun sent jeg mærked det; og mere sent,
- Da alt det synlige forsvandt for Øjet,
- Et Glimt af Lys sig tændte i min Sjæl.
- Men ak! det er kun som en Aften-Stjærne[18]:
- Vor Gudehær forsvinder ved dens Skin,
- Og over Valhal ser jeg Mørket ruge.
- Jeg lokkes venlig mod det ubekjendte:
- Mod Gimle, mod de lyse Alfers Bo;
- Men Vejen kan den Stjærne mig ej vise,
- Og tør jeg tro, den gjennem Valhal gaar?
- Ej Stjærnen kan det kolde Hjærte varme, [19]
- Og ængstelig det klapper mig i Bryst.
- Alt længe har det sukket efter Ro ;
- Og nu, da endelig den store Time kommer,
- Nu ængstes det, nu vælter sig med Il
- Det tunge Blod mod kolde Hjærtekammer,
- Og skjælver for at finde Døren lukt.
- Torkild:
- O, gamle Fader! ængstes dog ej saa!
- Hvorledes end det er med det forborgne,
- Som raader over Guderne og os,
- Har du jo dog i Ydmyghed henvandret,
- Med villigt Øje spejdet efter Lys,
- Og fulgt den Sti, du mente did at føre.
- Om du for vild, din Brøde var det ej;
- Og Lyset véd, at du det vilde fulgt,
- Hvis det at se du ikkun havde mægtet.
- Saa vær da rolig i din sidste Stund,
- Som du det var igjennem hele Livet!
- Du kan det uden Frygt; og det for mig
- Var grueligt, i Fald jeg maatte skjælve
- For, Fader! dig at ligne i din Død;
- Da ingen Mand jeg véd paa Jorden til,
- Som heller jeg i Livet vilde ligne.
- Godmund:
- O, ti, min Søn! og ros mit Levned ej!
- Til Niddingsid jeg aldrig lokket blev,
- Mit ømme[20] Hjærte skjalv for Morderdolken[21],
- Og til at lyve var jeg alt for stolt;
- Men dog velsignede, jeg dem, som røved[22],
- Forkyndte, skjønt det mig i Hjærtet skar,
- At Mennesker man skulde Guder ofre.
- Ved mangen Gjerning og ved mangt et Ord,
- Og fremfor alt ved Lyster og ved Tanker,
- Var noget i mig, som med Tordenrøst
- Mig bød for det usynlige at skjælve.
- Vel stred jeg mod, hvad denne Røst forbød;
- Men ak, saa tit jeg dog blev overvunden,
- Og Mindet avlede et bittert Nag,
- Som piner mig i denne store Time.
- Med dette Minde, dette Nag jeg skal
- Nu stedes frem for det usynlige:
- Hvorledes tør jeg vente Ro og Glæde?
- O, var det sandt, at bag ved Døden end
- Os Kræfter følge, og en Kamp os bier,
- Hvorved forsones kan vor store Skyld, —
- O, var det sandt, at vi i Surturs Lue,
- Naar Jord og Himmel bli'r en Askehob,
- Kan renses, lutres fra al jordisk Smitte
- Og svinge os til Gimles lyse Borg, —
- O, var det saa, da døde jeg nu[23] rolig.
- Men ak! hvorpaa er bygt den gamle[24] Tro?
- Kun dunkle Sagn, hvis Udspring ej vi kjende,
- Og Gætteværk den løse Grundvold er,
- Der, gyngende som Bifrøst, bristefærdig, [25]
- Skal bære Valhal, Gimle, Aser[26], os, —
- Og vejres hen dog ved et Aandepust. [27]
- At noget ondt er til, vi kan fornemme,
- Om end hvert Sagn om Turser kun er Løgn;
- Det ondes Magt vi maa vel og bekjende.
- Da det saa tit i Liv os overvandt.
- Ak, hvad om nu hvert Sagn, hvorpaa vi stole,
- Udrugedes kun af det ondes List!
- Torkild:
- Forfærdes maa jeg ved din sidste Tale,
- Men vil dog ej fortvivle, kan ej tro, [28]
- At det forborgne, som for alting raader,
- Tillod det onde os at daare saa:
- Tillod, at den, som efter Lyset higer,
- I Mørket altid skulde fare vild,
- At den, som dybt med Suk sin Svaghed føler,
- Ej skulde styrkes, og dog lide Straf.
- Godmund:
- O, ti, min Søn! du ængster mig kun mer,
- I det du mener Trøst mig at indgyde.
- Thi vid! det Folk, som bor i Vest bag Rhin,
- Og de, som syd for Alpefjældet bygge,
- Med mange andre, som man har fortalt,
- De har en Tro, som skal stadfæstet være
- Ved mange underlige Tegn.
- Og er det sandt, da kan den Hjærtet trøste;
- Thi den forkynder en almægtig Gud,
- Som over Mennesker sig har forbarmet,
- Sin Søn nedsendt, som ved et Almagts Lyn
- Har sønderknust den fule Troldevrimmel:
- En kjærlig Gud, som vil for Sønnens Skyld
- Tilgive hver, som sine Fejl fortryder,
- Og skjænke ham af Naade Salighed.
- Det har jeg vidst igjennem mange Aar,
- Og dog jeg ej har til det Folk henvandret,
- At høre fuldt og sanddru Vidnesbyrd;
- Det piner mig nu i den sidste Time.
- O, Torkild, Torkild ! du er ung endnu,
- O, skynd dig bort, lad mig kun dø alene!
- Du kan ej hjælpe mig; og om nu brat
- Din sidste Time kom, du laa som jeg
- Af Angst omspændt i Dødens bitre Kvaler.
- O, skynd dig hen til kristent Land og Folk!
- Og undes dig den trøstefulde Lære
- At tro, da bed for mig til Kristi Fader,
- At han forlader mig min store Skyld! —
- Ak, Hjærtet brister, Kristus! Frelser! Ak!
- Ak, tør jeg mig ved din Forsoning trøste?
- Torkild:
- Du tør. Forunderlig opgik mig Lys i Sjælen,
- Og straalende en Skikkelse jeg saa',
- Som strakte kjærlig ud mod dig sin Haand.
- O, grib den kun! den skal dig føre
- Igjennem Gravens Nat til lyse Himle.
- Godmund:
- Jeg griber den med Tro og dør.
Fodnoter
- ↑ [1. Udg.: Min.]
- ↑ [1 - Udg.: Skæbne.]
- ↑ [1. Udg.: At du om det.]
- ↑ [1.Udg.: end.]
- ↑ [1. Udg.: Du spaaer ilde; jeg dog.]
- ↑ [1. Udg.: den.]
- ↑ [1. Udg.: Ødes Slægten I ham? hvad heller skal han den forplante ?]
- ↑ [1. Udg.: Odin.]
- ↑ [1. Udg. : Alt gryer Dagen.]
- ↑ [1. Udg.: den røde Flod.]
- ↑ [1. Udg.: Hjærtet end.]
- ↑ [1. Udg.: fordærve.]
- ↑ [Hjor = Sværd.]
- ↑ [1. Udg.: endnu ej.]
- ↑ [1. Udg.: røde Lig.]
- ↑ [1. Udg.: kraftig over Mulde.]
- ↑ [1. Udg.: imellem Nordens Is.]
- ↑ [1. Udg.: liden Stjærne.]
- ↑ [1. Udg.: Det kolde Hjærte kan ej Stjærnen varme.]
- ↑ [1. Udg.: bløde.]
- ↑ [1. Udg.: Mordidrætter.]
- ↑ [1. Udg. myrded.]
- ↑ [1. Udg.: saa.]
- ↑ [1. Udg.: hele.]
- ↑ [1. Udg.: Der gyngende i Luften sig bevæger.]
- ↑ [1. Udg.: Guder.]
- ↑ [1. Udg.: Og svinder selv for lette Aandepust.]
- ↑ [1. Udg.: Men kan dog ej fortvivle, eller tro.]