Sigurd og Brynhild: Fjerde Samtale
Hopp til navigering
Hopp til søk
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Sigurd og Brynhild
Fjerde Samtale
- Brynhilds Bur i Hlymdalen.
- Brynhild:
- Hvad tykkes dig, Odrune! om mit Værk?
- Odrun:
- Mig tykkes, at du rører pæne Naal
- Saa mageløst, som før du Spydet[1] rysted.
- Hvor livlig stander ikke Kæmpen dér!
- Og Ormen maa jeg gyse for, som vinder
- Saa fast sig om hans Liv; og dog
- Igjen man ser, at han har ej at frygte;
- Thi saaret hænger Ormens Hoved ned,
- Og Sværdet bæres af en kraftig Haand.
- Men, sig mig, Søster! hvad har saa forvandlet
- Dit Sind, at nu du sidder hjemme her
- Med Kvindesyssel, rider ej til Valen?
- Har i din lange Søvn du Striden glemt?
- Og hvad er det, hvorefter nu du længes?
- Thi længes maa en Mø; hvis ej,
- Hun uden Liv nedsynke maa til Jorden.
- Er det den Kæmpe, som dig vakte op,
- Hvis Billede du her med Kunst udsyde?
- Er han dit Hjærte nær?
- Brynhild:
- Saa er det, Søster!
- Men tro kun ej, jeg min Natur har glemt!
- Mig Sigurd fandt paa Hindarfjæld, og vi
- Med stærke Eder har os sammenbundet.
- Han drog til Gjukes Borg, og jeg drog hid,
- At vente ham. Jeg spændte dyre Silke
- I Rammen fast og svor en hellig Ed:
- At vente paa ham, til[2] jeg havde virket
- Med Guld hans Billed og hans store Daad.
- Det er nu sket; og hvis, før Solen daler,
- Han ikke ganger ind for mig i Sal,
- Da klæder jeg i Morgen mig i Brynje,
- Og rider gjennem Luft og Hav og Land,
- Ham at oplede, eje eller dræbe.
- Odrun:
- Ak, haard du est, som fordum, end i Sind.
- Jeg elsker Gunnar, ham, den fagre Gjukung,
- Han mig har svoret Kjærlighed,
- Og længe har jeg ventet ham forgjæves;
- Hvis jeg ham saa' med anden Kvinde gift,
- Jeg maatte sørge, ja, jeg maatte dø;
- Men nænte dog den kjære ej at skade;
- Thi tvende Sinde døde jeg i ham.
- Brynhild:
- Det Budles Mø, men ikke Odins, sømmer
- At føle saa: Valkyrien kan ej
- Den Kæmpe slippe, som hun én Gang kaared;
- Til Valhal skal han, ej til Frejas Sal,
- Om hun og did paa Spydet ham skal bære
- Sigurd:
- Hilsæl, I Møer paa de fagre Hynder!
- Du brynjeklædte er vel Brynhild og?
- Odrun:
- Hans Aasyn er det, men dog ej hans Røst.
- Brynhild:
- Din Røst jeg kjender, men dit Aasyn ikke.
- Hvad vil du Brynhild?
- Sigurd:
- Jeg hos Atle var
- Og bejled til dig; han mig bød at ride
- Igjennem Luen, som er trindt din Sal;
- Det har jeg gjort, og nu dig selv jeg spørger:
- Om du vil eje mig?
- Brynhild:
- Din Tunge vel
- Og Øjekastet, som vil mig undvige; [3]
- Men mere ej.
- Odrun:
- Ja, Brynhild, tag det brat[4]!
- Det øvrige er mit til Arv og Eje.
- Sigurd:
- I vil mig dele, Møer! men jeg ej
- Mig saa vil lade sønderrive.
- Er jeg vildfaren? Er jeg kommen ind
- Til Jættekvinder? Sært I sidde, Møer!
- Brynhild:
- Og sært du stander, underlige Kæmpe!
- Til Brynhild og til Odrun kom du ind;
- Men sig os: hvo est du?
- Sigurd:
- Mit Navn er Gunnar:
- Odrun:
- Dit Navn er Gunnar, Gjukes Søn?
- Sigurd:
- Saa er det.
- Odrun:
- Nu, og kjender du ej Odrun?
- Sigurd:
- Jeg kjender Gudrun kun, men ingen Odrun:
- Odrun:
- Forunderligt! Jeg drages mod dig hen,
- Men stødes bort igjen af Mund og Øje.
- Brynhild:
- Est du ej Sigurd, Sigmunds Søn?
- Hvor kom du da igjennem Luen?
- Sigurd:
- Paa Granes Ryg; ej nogen Hest jeg véd,
- Foruden ham, som mægter Ild at træde.
- Brynhild:
- Og dog est du ej Sigurd? Er han død?
- Og arved du hans Hest, hans Røst, hans Hjærte[5]?
- Sigurd:
- Du nævned mit; jeg ingen Kæmpe véd,
- Som ejed det før mig.
- Brynhild:
- Er det dit eget?
- Og kjender du da denne stærke Kæmpe,
- Som jeg har virket med det røde Guld?
- Sigurd:
- Mig selv jeg maa vel kjende, som jeg stander
- Og drages svarlig med den lede Orm.
- Brynhild:
- Og dog est du ej Sigurd? hvilken Koglen!
- Er Fofner ej af Sigurd bleven dræbt?
- Saa, [6] har du dræbt ham, maa du være Sigurd;
- Og dog jeg ser, du er ham ikke hel.
- Men sig mig, kjender du ej Brynhild?
- Sigurd:
- Naar jeg dig ser og til din Tale lytter,
- Da tykkes det mig dunkelt, som en Gang
- Jeg før har set dig, hørt din haarde Stemme;
- Men det er for mig som den glemte Drøm,
- Der svæver uden Skikkelse for Øjet;
- Og stundum hændes det, at naar i Liv
- Vi noget møde, der os sælsomt griber,
- Da bæres det os for, som om vi alt
- Det havde drømt en Gang for længe siden. —
- Vil du da eje Gunnar, Gjukes Søn?
- Brynhild:
- Jeg vil ej have Gunnar, aldrig, aldrig!
- Sigurd:
- Men har du ikke svoret selv den Ed,
- At den, som red paa Grane gjennem Luen
- Med Fofners Guld, ham vilde du til Mand
- Dig tage? Vil du ud ad Døren kige,
- Da kan du Grane se. Du maa vel holde
- Den Ed, du svor.
- Brynhild:
- Jeg vil det ej. —
- Men, du har Ret, jeg maa; jeg i mig føler
- En Magt, som jeg kan ikke staa imod.
- I strænge Norner, som for alting raade!
- Hvormed har jeg fortjent en saadan Straf?
- Jeg eder lød, og lød, fordi jeg maatte;
- Og nu jeg gifter mig, fordi jeg maa.
- Dog nej! det er kun onde Jættemagter,
- Som mig forblinde, som en anden Ham
- Paa Sigurd koglede og bandt hans Tunge,
- Saa ej han nævne kan sit eget Navn;
- Thi Sigurd er han. — Sigurd est du, Kæmpe!
- Det Sværd, hvorpaa du støtter dig, er Gram
- Til dig, men ej til Gunnar, jeg mig fæster.
- Sigurd:
- Med disse Ord du dig til Gunnar fæster.
- Brynhild:
- Nej: kun til dig; og denne fagre Ring
- Skal være Tegn paa ham, som jeg mig kaared.
- Sigurd:
- Den Ring jeg kjender; den var fordum min.
- Hvor fik du den?
- Brynhild:
- Af dig, af Sigurd:
- Kan du ej mindes det?
- Sigurd:
- Kun ét jeg mindes:
- At denne Ring var fordum min; men ej jeg véd,
- Hvor du den fik. Dog det ej ene
- Er underligt; jeg meget ej begriber.
- Odrun:
- For Enden paa det sære Spil jeg gruer.
- Gjukes Borg.
- Grimhild:
- Øl jeg brygged
- Bedst af alle;
- Tunge Drikke
- Døved Minder,
- Alle sove,
- Som jeg vilde:
- Sigurd til Brynhild
- Bejler for Gunnar.
- Nu ved Midnat
- Modne Druer
- Har jeg presset;
- Det, som sover,
- Skal nu vaagne:
- Anden Gang Brynhild
- Brat skal opvækkes.
- Mos paa Stenen
- Sad indgroet:
- Det kan mindes
- Midgaards Ungdom;
- Hundehjærne
- Husker trolig;
- Hvad kan bedre
- Vække Minder?
- Det kan Sagas
- Sære Runer:
- De, som gjemme
- Gammel Idræt.
- Nid om Jætter
- I har mælet;
- Min er nu Magten,
- Mig skal I tjene.
- Gjærer, gjærer,
- Friske Safter!
- Alt, som døver,
- Dampe hurtig!
- Alt, som vækker,
- Vorde bundet!
- Da skal i Morgen
- Minderne vaagne.
- Odin! Odin!
- Ene drikker
- Du i Valhal
- Vin den klare;
- Glæd dig! glæd dig!
- Grimhild skjænker
- Vin for din Ætmand,
- Skjænker for Sigurd.[7]
- Skoven ved Borgen.
- Brynhild:
- Stormen hviner,
- Sneen fyger,
- Kolde Brynje
- Køler Brystet;
- Dog for inden
- Ilden brænder,
- Dybt[8] i Hjærtet
- Højt det luer.
- Ingen Kulde
- Kan mig svale,
- Førend Staalet
- Køler[9] Hjærtet;
- Ej kan Vandet
- Ilden slukke,
- Blod kan ene
- Baalet dysse.
- Skarp[10] og skummel
- Skrider Natten;
- Jeg maa træde
- Is og Driver,
- Mens i Gammen
- Gudrun favner
- Nordens Kæmpe,
- Kongers Høvding.
- Han skal bløde,
- Blegne skal han;
- Øjet saa', han
- Sov hos Gudrun;
- Det skal se ham
- Dødblund sove;
- Før ej Harmen
- Hvile rinder.
- Men hvorfor løb jeg ej med draget Sværd
- Til Sengen ind og rødned hvide Lagen?
- Er jeg en Kvinde som de andre dog,
- Og gruer jeg for hvasse Staal at løfte?
- Det end er Tid; i dybe Midnatssøvn
- Han ligger tung; afsted, afsted! —
- Nej, ikke sovende, men vaagen skal han dø.
- O, Sol! hvi nøler du? Fra Tidens Fødsel
- Til denne Stund du ej har haft et Syn,
- Som det, dig undes, naar du nu opstiger.
- Hans dyre Eder skal jeg ham optælle,
- Fra hver han sig skal løse med et Saar,
- Og jeg skal le ad al hans store Pinsel;
- Og naar han blegner, naar hans Krop er Lig,
- Som Iglen jeg vil suge kolde Blod
- Af Hjærtet ud, til selv mig Dødens Kulde
- Opfylder hel; med hidtil ukjendt Gru
- Skal Mennesker mit Endeligt beskue.
- Her vil jeg sidde paa den frosne Jord,
- Af Sne indfyget og af Kulde knuget,
- Og vente paa det aarle Morgengry;
- Thi aldrig vil i Gunnars Arm jeg hvile.
- Sigurd:
- Hvor vil jeg hen? hvor drive onde Magter
- Mig hen i Vinternattens fæle Mulm?
- Hvad skal jeg i det vide Rum her ude!
- Det i mig altid dog er lige trangt. —
- O, kom, du Ulv, som højt i Skoven tuder!
- Og riv mig hurtig Hjærtet ud af Liv,
- At Blodet, som nu gloende sig vælter
- I mine Aarer, svales kan og størkne! —
- Du flygter, Ulv! min Stemme dig forfærder;
- Du mener, jeg er Fenris-Ulv, af Baand
- Undsluppen[11]; ja, som Fenris-Ulv af Guder
- Og Mennesker jeg er forhadt. —
- „Det bedre er, min Æt med mig forgaar,
- Og hæderfuld igjennem mange Aldre
- Med den jeg lever udi Skjaldens Kvad,
- End at i mig, mens end jeg Livet frister,
- Den skulde undergaa." — Ja, saa jeg mæled;
- Jeg tænkte kun, at som det friske Straa
- Mig Staalet skulde løs fra Jorden skære;
- Ej tænkte jeg, at som det hule Træ:
- Med visne Grene og dog fast i Jorden,
- Jeg skulde staa en Gang, som nu jeg staar.
- Min Slægt forgaar i mig, mens end jeg lever, [12]
- Som Volsung Kæmpe blev i Moders Liv.
- Hvad har jeg virket, som er værdt at mindes,
- Som kan forherlige min svundne Slægt?
- Min Fader har jeg paa sin Bane hævnet;
- Men hvilken Bondesøn gjør ikke det!
- Jeg Fofner dræbte; men hans Edderstrømme
- Ej kunde skade mig; det ej er Daad,
- Som Slægten hædrer. Regin har jeg fældet[13],
- Og, sagde Fugle sandt, da var det ret;
- Men hvilken Idræt, slig en Dværg at fælde[14]!
- Jeg red igjennem Luen; ikkun faa
- Det vove; men hvorfor da ikke?
- Fordi ej nogen Grane bærer dem. —
- Jeg fæsted Brynhild, og jeg fæsted Gudrun,
- Mens begge levede; vanhædret er
- Ved mig min stolte Slægt, ej hædret.
- Hvad vil jeg? Gudrun! skal jeg dig forlade,
- Som med al Styrke hænger dig ved mig?
- Og kan jeg? blødte ej mit Hjærte,
- Da Armene du efter mig udstrakte,
- Da Angestskriget over vilde Færd
- Paa Læben døde? Jo, jeg elsker dig. —
- Men Brynhild! du, hvem først[15] mit Hjærte kaared,
- Hvis Billed fylder Sjælen og uddriver
- Hvert andet Billed, ja, min Gudruns selv!
- Skal dig jeg miste? kan mit Syn udholde
- Din frygtelige Skikkelse, dit Blik?
- Og maa jeg ej af dig mig vente Døden?
- Vil du med Grumhed ikke hævne,
- At mine dyre Eder saa jeg brød!
- Brynhild:
- Ja, brudt dem har du, angrer det for silde.
- Sigurd:
- Hvem taler? Det er Brynhilds haarde Røst,
- Det er den Røst, som jeg maa altid høre;
- Jeg skjælver for den, som den lede Trold
- For høje Tordenskrald; og Øjets Ild,
- Der følger den, som Lynet følger Torden,
- Som det og rammer alle Ledemod.
- O, gid hun var her selv! maaske hun da
- Sig over mig forbarmed, stødte Sværdet
- Mig ind til Hjærterod.
- Brynhild:
- Hun er her.
- Sigurd:
- Du er her, Brynhild! kom da snart og end
- Min Kval!
- Brynhild:
- Sigurd:
- Saa ful en Gammen skal dig ikke undes,
- Saa sandt jeg end kan løfte hvasse Sværd.
- Brynhild:
- Har du forglemt, at aldrig Valhals Dør
- For den oplades, som ej blev indviet
- Af Odins Mø? og mindes du ej mer,
- At jeg er din Valkyrie? hvad heller
- Vil du til Helas mørke Vaaning fare?
- Sigurd:
- O, vær ej grusom! Ikke angerløs
- Jeg er, men dog undskyldelig at nævne.
- Du sagde selv, da du mig Runer lærte,
- At ej de kunde Norners staa imod;
- Saa var det og: jeg stod i Gjukes Borg,
- Mig rakte Gudrun Trolddomsdrik i Hornet;
- Jeg vilde Runer riste, kunde ej,
- Jeg drak, jeg maatte drikke, og forsvundet
- Hvert Minde var om dig og om dit Navn.
- Først denne Aften, da jeg Bægret tømte,
- Opvaagned glemte Minder i min Sjæl;
- Da først forstod jeg, hvad det var, som rysted
- Mig, da jeg stedtes ind for dig i Sal
- Og bejlede til dig i Gunnars Ham.
- Saa klart, saa grueligt stod alt for Øjet:
- Min Moders Varsel, dine Spaadomsord,
- Og Grimhilds Trolddom, og min egen Brøde,
- Din grumme Hævn, og Slægtens Undergang.
- Brynhild:
- Du kjendte mig da ej, den Gang du bejled?
- Sigurd:
- Ej var det løjet, hvad jeg sagde dig:
- Du var mig som en Drøm, hvorom man drømmer;
- Alt, hvad jeg husked, var, at hine Fugle
- Paa Gnytahede nævned mig en Mø,
- Som ej var Gudrun; men naar paa det længste
- Jeg havde ledt, dog ikkun Gudruns Navn
- Jeg kom i Hu.
- Brynhild:
- Saa skal af Naade
- Dig Døden undes; men jeg vil ej selv
- Dig dræbe; thi os begge nu jeg grumt vil hævne[18].
- Sigurd:
- Men, Brynhild! Jeg med Gudrun har en Søn,
- Uskyldig, spæd, han ved sin Moders Bryst
- End diende og lallende sig skjuler;
- I ham jo dog forplantes maa min Æt?
- Brynhild:
- Den Ulveunge! Edder er hans Blod,
- Af Trolddom og af Mened er han avlet.
- Du mig tilhører; men ej er du hel,
- Saa længe Sønnen, du med mig ej avled,
- Er til; saa[19] han maa dø.
- Sigurd:
- Saa skal min Slægt
- Da undergaa!
- Brynhild:
- Til Hel[20] med Klagemaal!
- Langt mer berømt skal Volsungslægten vorde
- Just ved dens Undergang, end om den frisk
- I mange Aldre blomstrede paa Jorden.
- Af Gjukes hele Slægt en Bavtasten,
- Med Runer, risted' af det skarpe Sværd,
- Skal paa dens Gravhøj sig grundfæstet løfte;
- Og naar en Skjald opfylde vil med Gru
- En Kongehal og Kæmpers stærke Barm,
- Da skal om os og Gjukes Slægt han kvæde.
- Nu lystig, Sigurd! Vi i Valhal mødes.
- Men gak nu bort! thi hist jeg Gunnar skuer,
- Med Blus han søger mig i mørke Nat.
- Det ej behøves; jeg skal sikkert komme.
- ___
- Torkild:
- Brus kun hult, du Storm fra Nord!
- Brus kun over frosne Jord!
- Jeg vil ikke grue;
- Thi min Frelsers milde Røst
- Dæmped Stormen i mit Bryst,
- Og hans Naades Lue
- Har optøet Hjærtets Is;
- Derfor Tungen til hans Pris
- Skal jeg stadig røre.
- Vinternatten er saa mørk,
- Vildsom er den øde ørk,
- Dog jeg ej mon grue;
- Thi et Lys opgik saa brat
- I min Sjæls den mørke Nat,
- Varig er dets Lue.
- Gjennem Verdens Ørk saa trang
- Vandrer jeg med Bøn og Sang,
- Intet mig forfærder.
- Ulven tuder højt i Skov,
- Tuder hungrig efter Rov;
- Men jeg har en Hyrde,
- Som forlader ej sin Hjord,
- Trofast han mod Ulven staar,
- Som vil Sjælen myrde.
- Derfor ganger jeg saa trygt,
- Sjunger trøstig uden Frygt,
- Medens Ulven tuder.
- Hvad glimter hist? er det et natligt Blus,
- Hvormed mig Satan tænker at forvilde?
- Jeg trodser dig, du fule Aand! og gaar
- Mod Blusset hen; saa dyb er ingen Mose,
- At nogen Sjæl, som har sin Frelser kjær,
- Ej skulde rækkes af hans Almagts Haand;
- Og Legemet vel mægter sig at rejse,
- Naar paa den store Dag Basunens Klang
- Forkynder Timen, da hver Gravs Indbygger
- Skal høre Røsten af Guds egen Søn.
- Dog nej! det er jo[21] Mennesker, som vandre;
- End er min Vandrings Dage ej forbi,
- Og Herren sender mig et Lys til Frelse.
- Hvorledes? staar ej hist en Mand,
- Af Væxt en Kæmpe, ubevægelig,
- Som om han var af Nattekuld forstenet?
- Hvem er du? Kæmpe! kan du vise mig
- En Vej, som fører fra den mørke Skov
- Til aaben Mark, hvor Menneskene bygge?
- Sigurd:
- Vil du til Gjengjæld vise mig en Vej,
- Som fører langt fra Mennesker og Guder?
- Torkild:
- Fortvivlet spørger du, og rolig svarer jeg:
- En saadan Vej jeg sikkerlig kan vise;
- Men, hvis du vil, da sig mig, hvo du est!
- Sigurd:
- Ej Sind jeg har til lang, unyttig Tale,
- Og hvem jeg er, vedkommer ikke dig.
- Vil du til Mennesker, da skal jeg lede
- Dig ud af Skoven paa den jævne Mark;
- Dér kan du se en Kongeborg sig løfte,
- Og dér du ej vil savne Nattely.
- Torkild:
- Jeg uforskammet ej mig vil indtrænge
- I Hjærtets Løndom og den dulgte Sorg;
- Men jeg har alt en Række Aar paa Bagen,
- Og i min Barm et roligt Alvorssind;
- Maaske, i Fald du sagde mig din Kummer,
- Det undtes mig at lindre Sjælens Nød.
- Sigurd:
- Hvor har du hjemme? og hvad er dit Navn?
- Torkild:
- Jeg ikke mer har noget Hjem paa Jord,
- Ej heller mon jeg efter saadant hige;
- Thi jeg stadfæstet er udi en Tro,
- Som lærer mig, vort Hjem er ej paa Jorden.
- I Hunsigov henrandt min Ungdoms Aar,
- Og Torkild er mit Navn.
- Sigurd:
- I Hunsigov!
- Det er mit Fædreland og Arverige.
- Saa kjender du min vidtberømte Slægt.
- Torkild:
- Hvordan! er du en Volsung? er du da
- En Søn af Sigmund og Hjordise?
- Sigurd:
- Det er jeg vist, og Sigurd er mit Navn.
- Torkild:
- Forunderlige ere Herrens Veje!
- Saa for jeg da i Nattens Mørke vild,
- For ham at finde, som min Sjæl begjærte
- I mange Aar at samles venlig med.
- De tunge Sagn om dine gamle Frænder
- Mig ængsted mangen Gang i Ungdoms Aar;
- Ved dine Brødres Skæbne har jeg gruet;
- Og der din Moder svanger gik med dig,
- Jeg stod med hende ved din Faders Lig.
- Dér skiltes vi med tunge Anelser;
- Hun drog mod Nord, og jeg neddrog i Syd:
- Hun vilde fra de strænge Norner flygte,
- Jeg fulgte deres underlige Kald,
- Og blev ej skuffet; men din bitre Smerte
- Kundgjør mig Skuffelsen af hendes Haab.
- Dog, hvilket Uheld er det, som har mægtet
- At bøje saa det stærke Kæmpesind?
- Sigurd:
- Forgjæves ej de sære Hændelser,
- Som mødte mig, og dem, som forestaa,
- Jeg mindes vil; det gjorte ej kan ændres,
- Og det tilkommende kan ej undgaas[22].
- Men, da du er en Ven ad Volsungslægten,
- Og som bedaget Mand ved lange Grublen klog,
- Jeg dig vil sige, hvad det er, som piner
- Og bøjer mig i denne bitre Stund:
- Min Død er nær, derved jeg ej mon grue;
- Men, at med mig forgaar min gamle Slægt,
- Og at i Liv saa underlig jeg dreves
- Af stærke, hemmelige[23] Magter frem,
- Saa tit jeg gjorde, hvad jeg nødigst vilde,
- Og[24] at ej Daad det undtes mig at virke,
- Der stillede min inderlige[25] Trang
- Og sikred mig et saadant Eftermæle,
- Som jeg, i Følelsen af Ungdoms Kraft
- Og stirrende paa de henfarne Kæmper,
- Mig drømte som en Kæmpes visse Løn, —
- Det piner mig nu ind til Marv og Ben.
- Torkild:
- Vildfarende! du staar paa Gravens Rand,
- Og tænker kun paa vindigt[26] Eftermæle,
- Som dog ej kan dit døve Øre naa,
- Men ej paa, hvad dig selv saa nær vedkommer:
- Paa, hvor du efter Døden kommer hen!
- Om dig og om den hele blinde Flok,
- Hvis Higen er at vinde jordisk Ære
- Og leve salig i et Skjaldekvad,
- Har talet sandt en hellig Oldtids-Sanger:
- I saa kun Vejr og høste Hvirvelvind;
- Thi som et ondt og blodigt Hagelvejr
- Fordærvende I fare gjennem Lande,
- Og dermed vil I vinde evig Pris,
- Og dermed vil I kjøbe Valhals Gammen;
- Men, hvad I høste, er en Hvirvelvind,
- Som i et Afgrunds-Dyb jer selv nedmaler,
- Og, naar som Rygte den fra Old til Old
- Hensuser, klædt i Skjaldes Kæmpesange,
- Den griber end saa mangen Ungersvend,
- For i det samme Svælg ham at nedhvirvle.
- Vær derfor glad, hvis Herrens Miskundhed
- Dig hindred fra, dit Navn med Blod at skrive
- Paa Skjaldes Tunge, dig til daarlig Pris!
- Sigurd:
- Forunderlig maa nævnes vist din Tale;
- Thi dorsk og lumpen er dog hver en Sjæl,
- Der lever kun for denne Haandfuld Dage,
- Som er af strænge[27] Norner os tilmaalt.
- Én slingrer bort fra Øl og Mjød til Sengen
- Og sover Rusen ud i Kvindefavn;
- En anden gaar i Studespor bag Ploven
- Og venter gabende paa Sol og Regn,
- Og naar sin Sæd han har i Laden bjærget,
- Sløv tyr han til[28] den varme Askekrog
- Og tygger Drøv, som Studene, hans Brødre.
- En tredie omflakker trindt paa Hav,
- Opdynger Guld og Sølv ved onde Rænker
- Og ruger gjerrig over vundne Skat. —
- Er saadant bedre, end med Manddomshjærte
- At trodse alt, hvad Hoben gruer for:
- At drage rundt med Herreskjold i Lande,
- At straffe Niddinge og hævne Overvold?
- Ja, skulde vi, som ned fra Aser stamme,
- Vel skue ørkesløse til, imedens
- Med Vold og List den fule Jotunflok
- Fra Guder og fra os al Jorden rev?
- Og hvad skal vi i Livet hige efter,
- Om ikke Pris af Efterslægtens Mund,
- Og efter Døden Valhals stolte Gammen?
- Torkild:
- Du siger sandt: at kun den dorske Sjæl
- Hendøser Livet med sin Bug at fylde
- Og agte kun paa Sansernes Behag;
- Det og er sandt, at ikkun den har levet,
- Hvis Maal er hist bag Graven i det fjærne,
- Som kjæk fremstræber gjennem vildsom Ørk
- Og hvasse Torne, over bratte Fjælde,
- Henstirrende kun paa den fjærne Glans.
- Saa vidt er din og Nordens Kæmpetro
- Ulastelig, ja, hæderlig og sand.
- Men tænker du, at han[29], som Sædekornet
- I Jorden lægger med gudfrygtigt Haab,
- At det ved Regn og Solskin fra det høje
- Opvoxe skal og modnes, Folk til Gavn[30],
- Er mindre værd end I, som stolte trodse
- Paa egen Kraft og paa de hvasse Sværd?
- Nej, salig skal ydmyge Bondemand
- Fra sure Arbejd efter Døden hvile,
- Naar de, som trodsede paa Kraft og Kløgt,
- Med pint og sønderknuset Aand maa hyle. —
- Du mener at fortjene Valhals Fryd
- Ved Kamp mod Jotuner; men du maa vide,
- At alle Folk, som bo paa Jordens Kreds,
- Nedstamme alle fra den samme Fader,
- Kan være[31] lige nær med Gud i Slægt.
- Det er kun Tant[32], hvad man har sammendigtet
- Om Gudeslægter og om Gudestrid,
- Om Odins Valhal og hans Ragnaroke. [33]
- Sigurd:
- Paa Odins Magt jeg hartad selv maa tvivle,
- Da ej sin Slægt han kan fra Undergang
- Udfri; men at han ej er til, det tykkes
- Mig sært at sige; thi hvoraf kan du
- Vel vide, hvad der rører sig i Løndom[34]?
- Torkild:
- Du har vel hørt, der bor et Folk bag Rhin,
- Som har en anden Tro end tyske Mænd.
- Til dette Folk jeg med uroligt Hjærte
- Hendrog, da Tvivl om vores Asatro
- Mig ængsted saare; og en sanddru Tære
- Jeg dér har nemmet: ikke dunkle Sagn,
- Som dem, hvorpaa sig Asalæren hviler,
- Det er, men Aand og Liv og Daad,
- Som klarer alt, hvad Hjærtet efterhiger; [35]
- Det findes klart beskrevet[36] i en Bog,
- Som er paa gamle Tungemaal optegnet[37].
- Og har nu gjennem mange Hundred Aar
- Fra Østen som en Ledestjærne vandret.
- Sigurd:
- Men hvem forstaar de gamle Tungemaal?
- Torkild:
- De gudhengivne Mænd, som sig fra Verden
- Afsondre og i hellig Andagts Ro
- Paa Skriften grunde i de lange Nætter,
- Tilegne sig de gamle Tungemaal;
- Men paa de ny de ogsaa den udlægge,
- Og jeg den har i Romersproget læst.
- Sigurd:
- I kolde Nat en Mand, som har omvanket
- Paa vildsom Sti, at standse her i Skov,
- Og bede ham i Ord sig at udbrede,
- Er gjæstmildt ej; men denne kolde Nat
- Maaske er min den sidste; og paa Borgen
- Jeg ikke er min egen mer som her.
- Torkild:
- O, tal ej saa! Langt heller jeg vil tale,
- End du vil høre til; og Himlens Gud,
- Som har mig paa min lange Vandring styrket,
- Han vil og styrke mig i denne Nat,
- Saa jeg hans Ord kan værdelig forkynde. —
- Det sner ej længer, Stormen falder af,
- Og ser du hist den lille, klare Stjærne,
- Der sejerrig og glimrende fremstrider
- Sig gjennem hin den tykke, sorte Sky?
- Den Herrens Ord opmuntrende afbilder.
- Saa hør da nu, hvad i den gamle Bog
- Til Undervisning og til Trøst er skrevet!
- Der er en Gud, og han har altid været;
- Men, der han vilde, ved sit Guddoms-Ord
- Almægtig alt af Skjulet[40] han fremkaldte;
- Han lærte Sol og Maane deres Veje,
- Grundfæsted Jorden i det øde Rum,
- Og af dens Skjød han ved sit Vink opkaldte
- De stærke Ege og den spæde Blomst,
- Og skjænked dem den hemmelige Evne
- Sig at forplante i utalte Led.
- Han bød igjen: med levende opfyldtes
- Da Luft og Hav og hele Jordens Kreds;
- Thi samme Gud med samme Skabermagt[41]
- Har Krybet[42] dybt i Jordens Indvold dannet,
- Som Havets Hval i al sin stolte Kraft;
- Og Ørnen, som mod Skyerne sig løfter,
- Og Nattergalen med sin fagre Sang
- Ej mer end Bien[43], som for Øret surrer,
- Er dyrebar for alle Guders Gud. [44]
- Den evige de skabte Ting beskued,
- Og se! det store Alt var saare godt;
- De himmelske Hærskarer sang tillige,
- Alt levende istemte Frydeskrig[48],
- Og Jordens Bjærge laante sig en Tunge
- Til Lovsang i den høje Efterklang.
- Da var ej Storm; men paa sin lette Flugt
- I Buegang fremlokked Vindens Aande
- En liflig Klang af slagne Bølgestræng,
- Og Fløjtelyd, da over Skov den sused.
- Da alt var rent og lyst[49] og vennemildt,
- Da legede det spæde Lam med Ulven,
- Og Barnets Haand var tryg i Øglens Hule.
- I Livets Vaar[50], uskyldig, sammenknyttet
- Med Jord og Himmel ved et helligt Baand,
- I venlig Kreds af Dyrene omringet,
- Omviftet trindt af søde Blomsterduft,
- I Paradis, i Herrens egen Have,
- Stod Mennesket som Jordens Drot og Pryd[51],
- Gav sindrig hvert et Dyr sit eget Navn,
- Og skued undrende den Almagts-Finger.
- Som i de Skikkelser saa tusendfold
- Omskiftende med Visdom sig afpræged,
- Saa det mangfoldige dog atter selv
- I ham sig til[52] et Guddomsspejl forened.
- Men ak! iblandt de himmelske Hærskarer
- En Morgenstjærne, klædt i Herlighed,
- Og paa dens Vink en Hær af mindre Stjærner,
- Fra Skaberen hovmodige affaldt,
- Forsaged Livet i hans Kjærlighed
- Og vilde selv paa Troner sig opsvinge. —
- Nedhvirvlet blev ved Almagts stærke Haand
- Den Engel Satan med sin fule Skare;
- Men nu paa Jorden han sin Kongestol
- Oprejse vilde, og i Slangeham
- Han med sin Hvislen Mennesket bedaared
- Til, sig med Tvivl at blotte for hans Brod. [53]
- Et Træ var plantet midt i[54] Edens Have,
- Dets Frugt for Øjet skinned hvid og rød,
- Og Slangen lovede dens sære Evne
- Til, Visdom lig Guds egen at forlene.
- Vel Gud, den sanddru, havde talet saa:
- Hvo Frugten smager, vorder Dødens Fange;
- Dog Mennesket langt mer end Sandheds Ord
- Da trode paa den første Løgners Tale,[55]
- Som[56] vilde deres Gud til Løgner gjøre
- Og stjæle til dem[57] hans forborgne Kløgt. —
- De brød, de aad; og Syndens onde Gift
- Indstrømmede i aabne Hjærtekammer,
- Ombrusede i rene Aaregang,
- Besmitted alt; og Livets klare Safter
- Forvandled sig til dunkelt, levret Blod.
- Forsvundne var nu Jordens gyldne Dage,
- Dens Herre var i onde Magters Vold
- Og skjælved svarlig for den vrede Dommer.
- Ej undtes det ham nu i milde Skygge
- Af Livets Træ at slumre og at bygge;
- Han sukkende udgik af Paradis
- Og hørte Dødens Benrad bag sig rangle;
- Dens skumle Aasyn og dens Helvedsmil
- Forkyndte ham, naar Livets Lys udsluktes,
- I Mørkheds Dyb unævnelige Kval.
- Forbandelsen, som paa hans Hoved faldt,
- Forstyrrende og al hans Odel rammed,
- Og Jordens Have blev en vildsom Ørk;
- Thi hvislende hin gamle Slange skød
- Hen over Kloden sine Edderstrømme:
- Hvor tunge Ax sig fordum selv opskød,
- Dér golde Tidsel nu sit Hoved løfted,
- Og Blomsten selv, der end tilbage stod
- Og stander end som fagert Sørgeminde
- Om Paradiset og den svundne Glans,
- I søde Duft indslutted giftig Aande;
- Da Ulven fik sin grumme Myrdelyst,
- Og Ræven sine ondskabsfulde Rænker.
- Men, ret som Gud i Mennesket forened,
- Hvad herligt han omspredte vidt paa Jord,
- Saaledes og i Mandens aabne Hjærte
- Nu Satan gød sin hele Edderstrøm,
- Og spraglet den i Aarerne henskummed,
- Som Stolthed, Avind, [58] Grumhed, Svig og Løgn.
- Sigurd:
- Forfærdeligt er dette store Sagn.
- Men hvorfor lod dog Gud Uvætten[59]
- Forstyrre saa sit fagre Værk paa Jord?
- Torkild:
- O, ti! formast dig ej mod Himlens vise Konge!
- Thi ej kan Støv udgrunde hans „Hvorfor" .
- Hvi spørger du ej heller Satan[60] ad,
- Hvi han saa daarlig vilde selv sig gjøre
- Til den, hvoraf han kun en Skygge[61] var,
- Paa Trods mod Gud og mod sit eget Øje? [62]
- Og glemmer du, at dybe Kildevæld,
- Hvorfra al jordisk Kjærlighed udrinder,
- Dog vel ej selv kan fattes Kjærlighed,
- Saa lidt som han, al Visdoms gamle Fader,
- Uvis kan være udi Raad og Daad!
- Sin Kjærlighed og flux han aabenbared:
- Selv Tordenrøsten, som forkyndte Straf,
- Formilded sig til blide Faderstemme;
- En Gang, saa tonede hans Løftes Ord,
- Skal Kvindens Sæd dog Slangens Hoved knuse.
- Husvalede, med Anger og med Længsel
- Opstirred Adam og hans Viv til Gud,
- Og taareblandet maatte nu nedrinde
- Fra Alterstenen Offerdyrets Blod,
- For Mennesket at varsle og at minde
- Om Trangen til det store Offerlam,
- Der sig hengav, før Verdens Grundvold lagdes,
- Men dog en Gang og synlig skulde slagtes.
- Dog, sligt et Liv ej Sanserne behager[63],
- Og Satan vidste ved sit Gjøglespil
- Sig Tjenere paa Jorden snart at vinde:
- Vor Stammefader saa' sin ældste Søn
- Med Broderblod den unge Jord at smitte,
- Og saadant Ophav Kæmpelivet har;
- Thi fra den Stund fik Jorden sælsom Tørst,
- Og vilde læskes, ej med Kildens Vande
- Og Himlens Regn, men med den røde Dug,
- Hvis ej dens Blommer skulde brat henvisne.
- Den af sin Favn udrakte haarde Staal,
- Og Satan lærte Manden det at hvæsse;
- Selv blev den saaret af det skarpe Jærn,
- Men blev med Lig i Overflod og gødet[64];
- Den af sit Skjød udkasted røde Guld,
- Men kræved og det røde Blod for Gaven.
- Ej karrig var den ublu Mandehaand:
- I Broderblod den rygende sig tvætted
- Og ofrede til Verdens[65] onde Drot.
- Se, da oprandt saa stolt en Kæmpeold,
- Langt stoltere end eders her i Norden:
- Mod hine Kæmper er I Dværge kun,
- Og eders Aar er ikkun Barnealder
- Mod deres; thi hartad i tusend Aar
- De rørte sig paa Jord i Kæmpevælde.
- Ej manglede de heller Skjaldesang
- Til Pris, og Strængeleg til lystig Gammen;
- Men sørgelig de stoltes[66] Udgang blev:
- Da Gud fortørnet aabned Himlens Sluser
- Og Afgrunds hemmelige Kildevæld,
- Da drukned alt, som kunde drage Aande,
- Undtagen Noe med sin Trilling-Æt[67],
- Hvem Herren lærte kunstelig at tømre
- Det første Skib, der svømmet har paa Hav[68],
- Og som, i Tillid til Guds Varetægt,
- Med Markens Dyr og alle Luftens[69] Fugle
- Omsejled trøstig paa det vilde Hav. [70]
- Sigurd:
- Det tykkes mig, som i det gamle Sagn
- Om Jætters Drukning udi Ymers Blod
- Og om Bergelmers underlige Redning
- Den samme Hændelse sig halv fordølger.
- Torkild:
- Ja, visselig! Og er det vel et Under,
- At Noes Ætmænd i et dunkelt Sagn
- Bevare Mindet om hin Bjærgets Olding,
- Der stranded underlig paa Bjærgetop,
- Da mellem Skyerne han havde sejlet?
- Et andet Sagn om Bifrøsts fagre Bro,
- Som kun, naar Verden brænder, skal nedtrædes,
- Os minder og om Flodens gamle Tider,
- Da[71] Buen blev af Gud i Skyen spændt,
- Til Trygheds Tegn for Mennesket, naar Havet
- Opbruser vildt, og Skyer voldsomt[72] briste;
- Thi Buen skal stadfæste[73] Herrens Ord:
- Ej Vand skal tiere vor Jord fordærve.
- Saa findes trindt i Verden dunkle Spor
- Af Fædres Sandsagn, og hos Folk i Norden[74]
- De herligste; thi selv den sande Gud
- Med værdigt Navn Alfader I mon kalde.
- Mer overalt har Satan ved sin List
- Bortlokket Folkene fra Himlens Herre,
- Dem lokket til at tjene Himlens Hær;
- Og hvad han ej dem kunde helt frastjæle,
- Tildækked han med tykke Fabelslør;
- Selv Skjaldene, som tykkes os at være
- Med Himlens Aander nærmere i Slægt,
- Han daarede med falsk, løgnagtig Glimmer,
- Saa Øjet vendtes fra det sande Lys.
- Dog, medens Kundskab om den sande Gud
- Formørkedes alt mer og mer paa Kloden,
- Udkaared Gud en Mand, hvis Lydighed
- Og rene Hjærte ham den store Ære
- Forhvervet har: at kaldes Herrens Ven,
- Til Stammefader for et talrigt Folk,
- Der skulde Himlens Gud alene dyrke,
- Til Stammefader for den Kvindens Sæd,
- Som skulde Slangens Hoved sønderknuse.
- Den Mand hed Abraham, og Folket Israel.
- Aarhundreder forgik, det lod for Verdens Øjne,
- Som Herren havde Folket rent forglemt;
- Thi hist i Serkland under Blaamænds Aag
- Hensukkede de mangt et Trælleaar.
- Men Herrens Time slog": med Helten Moses[75]
- Han i Ægypti Land sit Folk besøgte,
- Med vældig Arm han bøjed Kongens Trods,
- Forgjæves Satan sine Trolddomskunster
- Mod[76] Herrens Finger træde lod i Kamp,
- Og villig lod sig Israel uddrive.
- Dog, snart det standsed for den brede Strøm,
- Og tyktes vist til Undergang indviet;
- Thi bag dem stod Ægyptens Kongehær.
- Med Havets Brusen og det høje Bulder
- Af Vognenes de staalbelagte Hjul
- Og Hestens Vrinsken, Fjendens stolte Raab:
- „Vor Harm skal køles, og vort Sværd sig varme
- I Isra'liters Blod," sig blanded til saa hult
- Et Rædselskvad. Den bange Folkeskare[77].
- Som Himmel-Gudens[78] store Underkraft
- Mangfoldelig med Studsen havde skuet,
- Nu bævede for jordisk Kongemagt
- Og knurrede mod Himlens Sendebud.
- Men ej forgjæves bar som Nilens Vandblomst
- Den alderstegne Helt sit Moses-Navn: [79]
- Et Minde var det om hans egen Frelse,
- Da spæd han svømmede i Nilens Flod;
- Men Folkets Redning af de store Vande
- Forkyndte det som herligt Varselstegn;
- Sin Stav han løfted, og de høje Bølger
- Den Konges Septer kjendte flux igjen,
- Som med sit Ord afmaalte deres Grænser:
- Ærbødig de bortveg[80] og taarned sig
- Som stille Mure; og med tørre Fod
- Igjennem Jordens underlige Kilder
- Henvandred Folket, som var Herren kjært.
- Forundrede Ægyptens Drotter skued
- De dybe Spor af Herrens Almagts-Finger;
- Men Hjærterne sig[81] dog forhærded saa.
- At end de mente Israel at rive
- Af denne Herres Haand: betraadte frækt
- Den Vej, han kun for sine havde banet.
- Dog, dyr dem blev formastelige Id:
- Som Vandets Gud de Krokodilen dyrked,
- Og som en saadan slugte Vandet dem:
- Mens Isra'literne paa Bredden hist
- Istemmede med Fryd[82] en Takkesang
- Til ham, hvis Magt sig ej i Dybet taber.
- Som Rytteren og Hesten lod til Bunds
- Lig Blyet og den tunge Sten nedsynke.
- En vildsom Ørk for Øjet sig nu bredte;
- Men han, som ej i Ørken farer vild,
- Og mægter Brød som Støv og Sten[83] at skabe,
- Sit Banner løfted i en dalet Sky,
- Og lod til Spise Mannaduggen dryppe.
- Fra Sinai, det høje Herrens Bjærg,
- Den hellige sin høje Lov forkyndte, [84]
- Og selv stadfæsted han med Tordenrøst,
- Hvad selv han Moses havde lagt paa Tunge.
- Saa vandred Folket fyrretyve Aar,
- Til Straf for trodsigt og afgudisk Sind;
- Thi ej[85] den gamle Slægt holdt op at knurre,
- Før[86] Munden lukket var af Ørkens Sand;
- Men Herren da[87] med Kraftens højre Haand
- En trøsket Stamme i et Hedningland[88]
- Omhuggede, og planted dér igjen
- Sin unge Ranke hist ved Vendel-Sø[89],
- Paa Libanon sit smækre Cedertræ;
- Han gav sit Folk det Land med Mælk og Honning,
- Som fordum alt han loved Abraham.
- For kort blev Natten og hin længste Dag,
- Om jeg den lange Rad af Underværker,
- Som har forherliget det største[90] Navn,
- Opregne skulde her[91] Sammenhæng;
- Men til det ypperste jeg nu vil haste,
- Hvis Forbud kun de andre Jærtegn var:
- Gud valgte Israel, ej for det ene
- Beskinnes skulde af hans Naadesol;
- Men for at den fra Templets høje Tinde
- Bestraale kunde hele Jordens Kreds.
- Klarøjet Moses alt i[92] Aanden skued
- Sin Overmand i fjærne Alder staa;
- Og alt som nærmere kom Tidens Fylde,
- Opstode Mænd, hvis øje Herren rørte,
- Saa dybt det stirrede i Fremtid ind:
- I høje Kvad de spaaende afbilded,
- Hvad bag Aarhundreder forborgent laa:
- Den helliges de haarde Straffedomme,
- Som maatte tugte et afgudisk Folk;
- Men efter Trængsler og en Frelsens Fyrste,
- Hvis Herrespir sig over Jorderig
- Udstrække skulde, og hvis Kongestol
- Paa Evighedens Piller skulde hvile;
- Han[93] til Forsoning for al Verdens Synd
- Sig skulde selv med frit Forsæt[94] opofre,
- Og med sit Blod aftvætte Jordens Skyld,
- Som Dyreblodet havde kun beskrevet.
- Den kom, den Jordens store Højtidsdag,
- Som Fædrene saa længselsfulde vented,
- Og Guds enbaarne Søn nedsteg til Jord,
- Alt som et Barn: i Silkesvøb ej bundet,
- Og ej opfødt i gyldne Kongehal,
- Men født i Stalden lagdes han i Krybben; [95]
- Dog havde han, trods nogen Kongesøn,
- Herolder, som hans Fødselsstund forkyndte,
- Ej for de vældige, men for en Hyrdeflok,
- Som dyrked Gud i from Enfoldighed:
- Af Himlens Aander var det en Hærskare,
- Som jublende istemte Takkesang
- Til Ærens Gud, der bygger i det høje,
- Og lyste over Jorderig Guds[96] Fred.
- Lykønsket blev og denne Kongers Konge[97]
- Af fjærne Drotter, som paa Himlen saa'
- Hans Fødselsstjærne gjennem Skyen glimte[98];
- Som deres egne Sendebud de kom,
- I Stodderhytten[99] saa' man Konger knæle,
- Og Røgelsen, som hidtil ikkun brændte
- I Tempelhaller og i[100] Kongeborg,
- Som det vel sømmed sig, nu dufted
- For Kongers Konge i sin Tjenerdragt. [101]
- Han voxte op, og fra hans rene[102] Læber
- Ulignelig og hellig Visdom flød,
- Og gjennem Armods Klædning i hans Daad
- En Guddomsfylde[103] legemlig udstraaled;
- Thi med et Ord han gav de blinde Syn
- Og stumme Mæle, ja, de onde Aander
- Han kraftelig udjog, og kaldte døde
- Fra Gravens Mørke op til Lys og Liv.
- Dermed han gav et sanddru Vidnesbyrd,
- At han var ét med altings høje Skaber[104],
- Og visselig udgangen af hans Skjød;
- Men og derved hel klarlig han betegned,
- Hvorfor han steg til dybe[105] Dale ned:
- Den blinde Slægt han atter vilde lære
- At stirre gjennem Mørkets tykke Sky
- Til Lyset op, hvorfra den var udsprungen,
- At aabne Øret for de glemte Toner,
- Og Læben til Alfaders høje Pris.
- Han Døden vilde og sin Brod fratage,
- Og hellige os til et evigt liv;
- Men Djævelen han maatte først betvinge,
- Thi han var bleven denne Verdens Gud,
- Og Adams Synd han maatte først udsone,
- Thi Satans Trone hvilede paa den.
- Han, Jesus Kristus er vor Frelsers Navn,
- Af Kjærlighed til Faderen og os,
- For Adams og for hele Verdens Synder
- Med Legems Lidelse og Sjælekval
- Har fyldestgjort; og da som en Misdæder
- Uskyldig han til Korset naglet blev,
- Med blodig Haand den Lov, som os fordømte,
- Han nagled fast med sig til Korsets Træ.
- Han døde, og i Sorgens Klædebon
- Den klare Sol sit Straalelegem svøbte,
- Og Klipper revned, Jordens Grundvold skjalv.
- Men styrtet var den onde Djævels Trone,
- Hjemsøgt nu blev han i[106] sin mørke Borg
- Af Livs og Døds den sejerrige Herre,
- Som vristed Spiret af den ondes Haand
- Og gav ham Lænker for sin Kongekrone.
- Sigurd:
- Men hvem har set den underlige Kamp?
- Hvem bragte Tidende fra Mørkets Verden[107]?
- Torkild:
- Den stærke Kæmpe blev sit eget Bud;
- Thi Død og Grav ej kunde ham indspærre;
- I Guddomsglans af Graven han opstod,
- Og vidned sanddru om den vundne Sejer.
- Dernæst, forklaret ved Gud Faders Kraft,
- Han sig opsvang paa Himlens Kongetrone,
- Og deler nu sin Faders Herlighed
- Med al hans Magt paa Jorden og i Himlen.
- Da vandred de, som her ham havde fulgt,
- I Landene omkring, med store Kræfter
- Til Visdoms Tale og til Undertegn,
- Som Gud dem ved sin Hellig-Aand forlened;
- De trodsed alt, hvad Mennesker kan lide,
- Og ginge villig til en pinlig Død;
- Men Tusender med Daabens Ord[108] de vied,
- I Navn Gud Faders, Søns og Hellig-Aands,
- I Jesu Kristi Tro til Salighed. [109]
- Sigurd:
- Er det da nok til Salighed: at tro,
- At Jesus Kristus har vor Synd udslettet,
- Og at vi har i ham et evigt Liv? [110]
- Torkild:
- Sigurd:
- Ja, visselig er det et Undersagn;
- Og er det Sanding, som det tykkes være,
- Hel ynkelig[113] er al vor Kæmpeid,
- Og angestfuldt maa Hj ærtet vist henty
- Til ham, som kan os med vor Gud forsone.
- Troværdigt tykkes mig det høje Sagn;
- Thi, hvad hos os i Taage er indhyllet,
- I det fremstraaler i saa klart et Lys,
- Og hvad forgjæves tit jeg grubled over:
- Det stridige hos[114] mig og overalt,
- Jeg ser i Sandheds Liv og Lys forklaret. [115] —
- Dog, hvis du kunde sige mig et Tegn
- Paa Talens[116] Sandhed, som det alt beretter,
- Da styrkedes min endnu svage Tro,
- Og tillidsfuld for Kristus jeg nedknæle.
- Torkild:
- Vel mangt et Tegn, som i de svundne Tider
- Kundgjorde klarlig Bogens Sanddruhed,
- Jeg kunde nævne[117], og dig end paaminde,
- At Sagen[118] er sit eget Vidnesbyrd,
- Da hver en Spaadom fra de gamle Tider
- I hvert et[119] Ord paa Kristus blev opfyldt;
- Jeg kunde om det store Jærtegn melde:
- At Kristendommen som et ringe Frø
- Umærket blev i dunkle Krog udsaaet,
- Og stander nu opvoxet til et Træ,
- Hvis Grene skygge over brede Strømme,
- Og i hvis Læ saa mangt et Folkefærd
- Med Lov og Tak til Himlens Gud sig hviler;
- Og det er sket, skjønt ingen verdslig Arm[120]
- Beskjærmed Planten i den unge Alder,
- Men[121] Øxen, svungen udi Kejserhaand,
- Hel mangen Gang sig i den unge Stamme
- Saa dybt indbed, at det for Mandeblik
- Vel syntes klart, den maatte brat henvisne;
- Men fra dens Rod hel underfulde Skud
- I stakket[122] Frist end højere sig løfted,
- Og Romaborgs den stolte Drot til sidst
- Indflygte maatte under Kirkens[123] Hvælving,
- Og rejse dér omfaldne Kejserstol.
- Hvem gav vel Ordet, ikkun Ord alene,
- En saadan Kraft til Kamp mod Verdens Magt, [124]
- En saadan Kraft, at Tusender forlod
- De gyldne Sale og de bløde Klæder,
- Henvandred glade paa den trange Sti,
- Hvis hede Damp og stærke Purpurfarve
- Kun minded om udrundet Kristenblod!
- Dog heller vil jeg om en Spaadom melde,
- Som tit gjentages i den gamle Bog,
- Og som den Dag i Dag endnu opfyldes:
- Det spaaet var, at efter Kristi Tid
- Det Folk, som Gud beskjærmede saa længe,
- Men som haardnakket vendte sig fra ham,
- Foragted hans enbaarne og vanvittigt
- Udæsked Himlens høje Gud til Strid,
- Ved Kristi Blod at ønske paa sit Hoved, —
- At dette Folk adsplittes skulde vidt
- Blandt Jordens mange Folkefærd;
- Men overalt sig selv dog ligne. [125]
- Det er nu sket: i fire Hundred Aar
- Omflakker Israel, ustadig og landflygtig,
- Men vogter end, som før, paa Mose Lov,
- Forjættelsen[126] og alle gamle Skikke;
- Ja, Skikkelse og hele Aasyn selv
- Saa uforandret er[127] endnu de samme,
- At her ved Rhin og hist bag Verdens Hav
- Blandt Tusende man Isra'liten kjender.
- Det er et Vidnesbyrd, som Trods kun kan modsige,
- Det er, hvad selv jeg paa min Vandring saa',
- Og som skal ses af end ufødte Slægter,
- Til Vidnesbyrd for alle, som vil tro,
- Til Dom for dem, som Hjærterne forhærde,
- Indtil en Gang den store Dag frembryder,
- Som ogsaa er i Bogen vist forkyndt,
- Da Levningen, [128] forløst, skal vende hjem
- Og Kristi Pris med Jubellyd istemme.
- Sigurd:
- Jeg tror, og nu jeg[129] længes efter Daab,
- At ren og let jeg med aftvættet Brøde
- Kan dø, om saa det er af Gud bestemt.
- Torkild:
- Ja, visselig din Længsel skal opfyldes;
- Og inderlig jeg takker Himlens Gud,
- At han dig valgte som den første Grøde
- Af Ordets Sæd i stærke Kæmpejord.
- Det Glædesvarsel skal mit Mod oplive
- Til ufortrøden Sæden at udstrø,
- Skjønt vel jeg véd, at i saa mangt et Hjærte
- Den tørres hen paa haarde Klippegrund,
- At tit den vil af Torn og Tidsel kvæles,
- Og tit bortstjæles af den fule Aand,
- Som over hvert et vantro Bryst regerer. —
- Nu lader os til Borgen haste hjem!
- Og, om du vil, jeg dér dig flux skal døbe.
- Sigurd:
- Nej, ikke saa! du her mig døbe flux!
- Torkild:
- Men Isen nu har bundet alle Vande.
- Sigurd:
- Nej, hisset er saa klart et Kildevæld,
- Som aldrig stivner i den haarde Vinter.
- Torkild:
- Velan! det skal os tvende Ting afbilde:
- Den sande Tro, som aldrig isne kan,
- End ej i Dødens lange Vinternat,
- Og Kristendommens klare, varme Kilde,
- Som skal fremsprudle midt i kolde Nord.
- Dér klarere end mellem Sydens Blomster,
- Som skæmme den med fremmed Farveglans,
- Den rinde skal imellem Nordens Fjælde,
- Og svulme højt af Bjærgets rene Sne,
- Naar smeltet den i Kildens Skjød sig gyder.
- Borgen.
- Gunnar:
- O, Brynhild! Brynhild! lad dig dog bevæge!
- Jeg elsker dig saa fuldt og inderlig;
- Alt, hvad dig lyster, du af mig begjære!
- Med Gammen vil jeg lyde hvert dit Ord.
- Brynhild:
- Jeg kun den vældigste paa Jord vil eje,
- Og ingen anden tage udi Favn. —
- Ej er du vældig, medens Sigurd lever,
- Og med hans Blod du kjøbe maa min Gunst.
- Gunnar:
- Hans Blod er mit; jeg svor ham Broderskab.
- Brynhild:
- Det svor han ogsaa dig; men ej des mindre
- I Brudeseng han glemte Ed og dig.
- Gunnar:
- Hvad? Har han sveget mig? Troløse Nidding!
- Hans Død er vis. — Men siger du og sandt?
- Brynhild:
- Jeg siger, at han favned mig hel kjærlig,
- Enddog til dig han ikkun fæsted mig.
- Gunnar:
- Hvor er mit Sværd?
- Hogne:
- Hvad fattes dig[130]?
- Du som i Vanvid farer jo omkring.
- Gunnar:
- Mig fattes ikkun Sigurds Hjærteblod.
- Hogne:
- Du raser. Vil du øve[131] Niddingsid?
- Gunnar:
- Nej, Sigurd er en Nidding: han i Favn
- Har Brynhild taget mod sit dyre Løfte.
- Hogne:
- Det lyver Brynhild; grum hun er i Sind
- Og vil vor Slægt fordærve; jeg har svoret,
- At den, som dræber Sigurd, skal af mig
- Og vorde dræbt, om jeg det ellers mægter;
- Og Eden vil jeg holde som en Mand,
- Om ogsaa Gunnar blev sin Svogers Morder.
- Grimhild:
- Hvi trættes saa I? mine vakre Sønner!
- Du, Gunnar, vil, at Sigurd dræbes skal,
- Og det er vel forskyldt. Imens han lever,
- Er han jer Høvding; men naar han er død,
- I raade Landet og hans Guld tillige.
- Det er en Fordom, at den Draabe Blod,
- Hvormed man blander sit, skal gjøre
- Det andet Blod, som er i Kroppen, helligt.
- Det Blod, som I har blandet jeres med,
- Det maa I ej udgyde; men det andet
- I frit kan lade sprudle ud.
- Hogne:
- Fostbrodernavn af alle agtes helligt;
- Vort eget Folk os myrded eller drev
- Dog ud af Land, om vi den Idræt øved. [132]
- Grimhild:
- Nu vel! en Fordom maa man ogsaa stundum
- Ej overse; men jeg har nok en Søn,
- Som ikke Blod med Sigurd end har blandet,
- Og dog det lovet har; nu Timen er.
- I dette Horn jeg kraftig Drik vil blande;
- Og naar I række Guttorm den, hans Arm
- Skal Styrke faa, og Sindet Dristighed,
- Til sig i Lag med eders Maag at give.
- Gunnar:
- Det er det samme Horn, min Moder!
- Hvori vi blandede med Sigurd Blod.
- Grimhild:
- Hvad siger det, om ogsaa Hornet lugter
- En lille Smule efter Volsungblod!
- Det som en Forsmag Tørsten kan forøge.
- Hogne:
- Hvad jeg har svoret, skal jeg ærlig holde.
- Borgsalen. (I Dagningen.)
- Gunnar:
- O, hvilket fælt og rædsomt Angestskrig!
- Det Gudrun er, min Søster, som sig vaander.
- Saa er da Sigurd dræbt. — Du, Brynhild! ler.
- Men ikkun vild og rædsom er din Latter;
- I Hjærtet ej du ler: dit Aasyn blegner. —
- Hvad har jeg kjøbt med Sigurds Blod?
- Brynhild:
- Min Hævn og min Forbandelse, du Nidding!
- Grlmhild.
- Til Lykke, Søn, med fagre Viv og Guld!
- Thi, hørte ej jeg[133] fejl, den stolte Kæmpe
- Til Guld og Gammen al sin Lyst har tabt.
- Hogne:
- Det er forbi. Med grusomt Ulvegrin[134]
- Stak Guttorm Sværdet i den spæde Sigmund,
- Og viede det saa til Sigurds Mord[135];
- Fra Sengen dog han én Gang vendte om,
- Ham Sigurds hvasse Øjne slog med Rædsel;
- Han kom igjen, og da var Øjet lukket,
- Han stødte Sværdet gjennem nøgne Bryst;
- Men Sigurd vaagned, eller, som det tyktes,
- Han blunded kun, for ej at undgaa Død;
- Thi nu, saa snart han følte Staal ved Hjærte,
- Med Gram han Guttorm kløved[136] flux i to;
- Og Gudrun ligger bleg paa trende Lig.
- Brynhild:
- Velkommen nu, du Hævnens søde Time!
- Du mig erstatte skal min lange Kval.
- Edbrydere I Gjukunger skal nævnes,
- Saa længe man paa Jorden mindes jer,
- Og ikkun sent jert Navn skal gaa af Minde.
- Du, Hogne! blændedes af Guldets Glans,
- Og vilde snedig saa din Ed udlægge,
- Som det var nok, naar du kun Sigurd hævned,
- Enddog du saa' uvirksom paa hans Mord.
- Men tænk kun ej, at Guderne du skuffer!
- Fordi ved Guldet saa dit Hjærte hængte,
- I Hjærtekamret man det og en Gang
- Skal smaalig søge, og naar ej det findes,
- Dog tage Hjærtet med, i sikkert Haab,
- At det ved Kunst til Guld sig kan forvandle.
- Du, Gunnar! mente daarlig mig at kjøbe
- Med Sigurds Blod; jeg skuffed dig, som du
- Og skuffed mig, da jeg din Ham troloved.
- Du tænker nok, at Sigurd dig bedrog;
- Men vid, han drog sit Sværd i trende Nætter,
- Og delte saa vor kyske Brudeseng!
- Han dig var tro, men ham har du nu sveget,
- Og Fofners Bane er i Valhal end
- En Ormehøvding: skal en Orm[137] udsende,
- Hvis hvasse Brod skal naa din Hjærterod.
- Uddød er Volsungætten; men nu Raden
- Til Gjukunger skal komme brat!
- Hist ligger Gudrun over røde Lig;
- Hun skal opstaa, ej Døden hende undes,
- Hun lære skal igjennem blodigt Liv,
- Hvad det betyder, fræk som hun at stride
- Med Odins Mø om Kæmpen, hun sig kaared.
- End bær hun under Hjærtet fager[138] Mø,
- Som hun med Sigurd avled; men ej Gammen
- Skal hende fødes med den Datter fin:
- Naar Mand og Sønner hun har Bane voldet,
- Naar Hestene, de hvide med de sorte,
- Har søndertraadt i Jormunrekurs Gaard
- Den fagre Svanhild, og naar Kampestene
- Er farvede i hendes Sønners Blod,
- Da hylende, fortvivlet skal hun stande;
- For hende er ej Død i Sværdeod,
- Ej Undergang i Flodens dybe Vande.
- Nu, kommer, Terner, som mig fulgte hid!
- Jeg mellem jer mit Arvegods vil skifte[139].
- O, knuger ej det arme Øjelaag!
- Lad det i Vejret sig kun frit opløfte,
- Saa Øjet efter Lyst kan spille hen
- Paa Lin og Maard og paa de gyldne[140] Ringe
- O, strammer ej omsonst de arme Sener!
- Forgjæves vil I tvinge Taarer frem;
- Jeg véd det jo, I har mig aldrig elsket,
- Men jeg har heller aldrig elsket jer;
- Og tænker ej, det er af kjærlig Hu,
- At disse prude Mon jeg saa udskifter!
- Nej, Tvedragts Sæd jeg ikkun vil udstrø,
- Og Gjukunger skal Arven jer misunde.
- Nu, kives I kun om den røde Malm!
- Jeg, klogere, den blaa mig har udkaaret.
- Jeg rammed godt, og vel jeg er til Mode;
- Nu, hører, Gjukunger, min sidste Bøn!
- I skal opfylde den: jeg véd, I maa! —
- Naar jeg er død, da lader brat paa Sletten
- Af mine og af Sigurds røde Lagen
- En Tjælding højt sig løfte over Jord!
- Opstabler til et Baal det skaarne Ved,
- Og lægger der jævnsides vore Lig,
- Med Gram imellem, at det end kan dele
- Til Gunnars Skjændsel vores Brudeseng,
- Og hærdes atter i de hede Emmer
- Til blodig Idræt gjennem mange Aldre!
- Ej Valhals Dør skal slaa mod Sigurds Hæl.
- Jeg følger ham, og evig skal vi glædes!
- Torkild:
- Forundres maa jeg her i Kongesal,
- Forundres og forfærdes vist tillige:
- Paa Gulvet ligger spredt det røde Guld,
- Paa Sengen svømmer i det røde Blod
- En smykket Kvinde! — Skal jeg tro mit Øje,
- Formastelig hun har med egen Haand
- Det skarpe Sværd indboret i sit Hjærte.
- De blege Drotter og den bange Skare,
- Den gamle med det lede Helvedsmil, —
- Ja, alt forkynder mig en sælsom Rad
- Af Hændelser, et Efterspil, som knytter
- Sig selv til, hvad jeg i min Ungdom saa'
- I Sigmunds Hal og Sagnets Tryllespejl. —
- O, siger mig, I Drotter! hvad det var,
- Og hvad det er, som denne Jammer voldte?
- Gunnar:
- Ej grandt som du jeg kjender svare Domme,
- Som ere gangne over Volsungs Æt
- I fordum Tid; men dog jeg vel tør mene,
- At Forspil kun de var for, hvad som nu
- I korte Timer haver sig tildraget. —
- Dér ligger Brynhild, Budles stolte Datter,
- Min Viv hun var, men havde Sigurd kjær;
- Og Sigurd, Fofners vidtberømte Bane,
- I næste Kammer svømmer i sit Blod,
- Ja, i sin Søns og i vor Broders med.
- Os Brynhild lokkede til ham at svige,
- Vor svorne Broder, ved vor Broders Haand;
- Og Sigurd selv har taget blodig Hævn.
- Behøves mere, for i Gru at stivne?
- Og end dog ej vor Jammerskaal er fuld:
- Vor egen Søster, Gudrun, Sigurds Enke,
- Os tavs forbander ved sin Herres Lig;
- Og leende os Brynhild nys forkyndte
- En pinlig Død. og Slægten Undergang!
- Torkild:
- Saa var min Anelse da alt for sand:
- Saa var det Sigurd, Angestskriget gjaldt!
- Saa er da Karret fuldt af Volsungblodet!
- Og jer det var, som daarlig gød deri
- De sidste store, tunge Draaber! Ja,
- Nu sikkerlig det brat sig monne vælte,
- Og knap I stande mod den stride Strøm. —
- Dog vist der er en Gud, som jer kan frelse,
- Og end kan Brynhilds Spaadom vorde Løgn.
- Brynhild:
- Hvorledes? hvad? min Spaadom vorde Løgn!
- Fra Valhals Dør jeg vende maa tilbage,
- For den at se, som vover saa at mæle.
- Hvem er vel du? du med det side Skjæg,
- Og med det sære Hammerstegn paa Issen!
- Véd du det ej, om hvem det var, du talte?
- Ej om en Kvinde, men om Odins Mø,
- Det var, du talte de forvovne Ord;
- Mon du tør mene, hendes Spaadom svigter?
- Torkild:
- Ej om en Kvinde, deri har du Ret;
- Jeg bedre end du selv kanske dig kjender.
- Du stirrer vildt paa det forborgne Tegn,
- Som smykker Issen: du maaske det kjender;
- Thi du er deres, som med Skjælven tro.
- Omkring din Vugge sad Uvætters Flok
- Og vied dig til deres Tjenerinde;
- O, tænk kun ikke, at et Kvindebryst,
- Som aander Harm[141] og efter Hævn kun længes,
- Kan være med det himmelske i Slægt! —
- Din Spaadom lettelig kan vorde sand;
- Men bryst dig ikke af din Spaadomsgave!
- Thi hvis den er, du snarlig mærke skal,
- Og mine Ord i evig Pine sande.
- Du er forloren, far til dine Frænder!
- Dig brænde evig dér den onde Ild,
- Som her har blusset vild i dine Aarer!
- Og jeg til Himlens Herre har det Haab,
- At Sigurd ej du skal i Pinen møde.
- Brynhild:
- Forbandede, forhadte Plageaand!
- Hvem gav dig Magt til mig i Sind at ængste,
- At ængste mig, som aldrig kjendte Frygt?
- Hvad? skal til Kval jeg virkelig hen vandre,
- Til Kval og ej til Odins stolte Borg,
- Og ej til ham, som jeg til Mand mig kaared?
- Saa gid det dog maa undes mig at se
- Jer alle vaandes i den samme Pine,
- Og undes mig jer Pine at forøge!
- Afsted jeg maa. — Hvor hen? — Til evig Kval!
- Torkild:
- O, saa' I, Drotter! hvor hun som en Orm
- Sig vred i Dødens Stund? O, hørte I
- Fortvivlelsens den rædselsfulde Tale?
- Og kan I mindes hendes Spaadomsord?
- O, mærker det dog alt, og hører mig!
- En Vej til Frelse jeg jer vil forkynde:
- De Guder, som I dyrke, er ej til,
- Og ej det nytter jer, paa dem at stole.
- Men han, hvis Navn i eders gamle Sagn
- Saa trøstefuldt og sanddru monne klinge:
- Alfader, han er til; han har udspændt
- Med Almagts Haand den hvalvte Himmeltelt,
- Og Jordens Ring foruden Hjælp afrundet;
- Af ham fik Mennesket og Liv og Aand.
- Men onde Magter er der ogsaa til,
- I eders Sagn Hrimturser de mon kaldes,
- Men Djævle er dog deres rette Navn:
- De har bortlokket Mennesket fra Gud,
- Og herske nu som denne Verdens Drotter
- Med Grumhed over hver en Mand paa Jord,
- Der ej nedknæler for sin rette Fader
- Og vender hjem som en forloren Søn
- Med Bøn om Syndsforladelse og Naade.
- Gunnar:
- Du taler snildt; og sandt det er at sige,
- At vi paa Aser ej kan stole trygt,
- Og bedst for os paa Jord det maatte nævnes,
- Om disse Guder havde ingen Magt;
- Thi ikkun Straf og Hævn vi os kan vente.
- Men sig os nu, hvad skal vi tro og gjøre,
- For at erhverve os Alfaders Gunst?
- Torkild:
- Først tro paa ham, som er alene Gud,
- Paa Faderen og paa hans Søn tillige:
- Paa Jesus Kristus; thi med Kval og Død
- Har han udfriet os af Dødens[142] Rige;
- Dertil og paa Gud Faders Hellig-Aand.
- Dernæst I og skal Vold og Mord forsage,
- Kun til betrængtes Forsvar løfte Sværd.
- Hvad Møl kan æde eller Rust fortære,
- Hvad falde kan i Tyvs og Røvers Haand,
- Paa saadan Skat I aldrig her maa sanke;
- Men hellere med eders Sølv og Guld
- Neddæmpe Suk og Armods Graad aftørre;
- Da sanke højt i[143] Himlen I en Skat,
- Hvorved I skal evindelig jer glæde[144],
- Naar, døende, fra Jord I flytte did.
- Grimhild:
- O, nøler ikke saa, I vakre Kæmper!
- Til Ambolt og til Blæsebælg I flux
- Jer skynde maa, for eders Sværd og Skjolde
- Og Brynjer graa[145] at hamre ud ved Ild
- Til Plovjærn[146] og til Brændeøxer;
- Og naar til Bønder I har delt dem ud, [147]
- Stavkarle trindt fra Land I maa hidstævne,
- At Sigurds Arv, at alt det Sølv og Guld,
- Som I har kjøbt for eders Svogers Blod,
- I mellem dem kan rundelig udskifte! —
- Hvad skader det, om og en fremmed Drot
- Jer nøgne da af Kongeborg uddriver!
- I kan jo gaa til Himlen, hvor en Skat,
- Der aldrig tømmes, I har sammensanket. —
- Den Vej, kanske I synes, er lidt lang;
- Men, naar I tigge smukt, det ej kan fejle,
- At Stodderne, som I gav eders Guld,
- Til Gjengjæld Kjæppen og den tomme Pose
- Da skjænke jer, og i al Stilhed kan
- I magelig til Grav og Himmel vandre.
- Torkild:
- O, ti, du onde Aanders Tjenerinde!
- Dig rammer ogsaa Herrens Arm en Gang;
- Da skal du vist med Graad og Tænders Gnidsel
- Fornemme, hvad det er, at stande ham imod.
- I stande tavse, Gjukunger! Jert Sind
- Er bundet til det gyldne Jordens Støv,
- Og ej I vil med Himlens Ædelstene:
- Med Hjærtets Ro og Salighed, det bytte.
- Jeg kan ej tvinge jer; til Tro og Kjærlighed
- Ej Tvang kan føre; men min Varselsstemme
- I Hallen højt skal runge, før jeg gaar:
- Hvis ej I vil til Herren jer omvende,
- Da skal opfyldes Brynhilds Spaadom vist,
- Og, medens Orme eders Knokler gnave,
- Skal Sjælen gnaves af en værre Orm,
- Som aldrig dør og aldrig den fortærer.
Fodnoter
- ↑ [1. Udg.: Spyde.]
- ↑ [1. Udg.: At vente ham, indtil.]
- ↑ [1. Udg.: Og Øjets hvasse, som sig vil fordølge.]
- ↑ [1. Udg.: snart.]
- ↑ [1. Udg.: hans Blik, hans Tunge.]
- ↑ [1. Udg.: Jo.]
- ↑ [De to Linjer i 1. Udg.: Vinen i Bæger, Bærer for Sigurd.]
- ↑ [1. Udg.: Og.]
- ↑ [1. Udg.: Sondrer.]
- ↑ [1. Udg.: Hvas.]
- ↑ [1. Udg.: Udsluppen.]
- ↑ [1. Udg.: Min Slægt forgik i mig, mens end jeg leved.]
- ↑ [1. Udg.: myrdet.]
- ↑ [1. Udg.: myrde.]
- ↑ [1. Udg.: og.]
- ↑ [1. Udg.: Gammen.]
- ↑ [1. Udg.: Glæde.]
- ↑ [1. Udg.: thi min Hævn skal med din Død begynde.]
- ↑ [1. Udg.: og.]
- ↑ [1. Udg.: O, bort.]
- ↑ [1. Udg.: vist.]
- ↑ [1. Udg.: undgaaes ej.]
- ↑ [1.Udg.: underfulde.]
- ↑ [1.Udg. Saa.]
- ↑ [1. Udg.: underlige.]
- ↑ [1. Udg.: daarligt.]
- ↑ [1. Udg.: vise.]
- ↑ [1. Udg.: Han tyer til.]
- ↑ [1. Udg.: den.]
- ↑ [1. Udg.: til hans Gavn.]
- ↑ [1. Udg.: Og ere.]
- ↑ [1. Udg.: Løgn.]
- ↑ [1. Udg.: Om Odin, Valhal og om Ragnaroke.]
- ↑ [1. Udg.: Himlen.]
- ↑ [De to Linjer i 1. Udg.: Det er, men sand Forkyndelse af alt. Hvad det er værdt for Mennesker at vide.]
- ↑ [1. Udg.: optegnet.]
- ↑ [1. Udg.: opskreven.]
- ↑ [1. Udg.: i den Bog.]
- ↑ [1. Udg.: vi.]
- ↑ [1. Udg.: af intet.]
- ↑ [1. Udg.: Velbehag.]
- ↑ [1. Udg.: Ormen.]
- ↑ [1. Udg.: Myggen.]
- ↑ [For denne ene Linje har 1. Udg. de to: Og Uglen med sit hæse Natteskrig Er dyrebar for altings milde Fader.]
- ↑ [1. Udg.: Til sidst af Støv et Menneske blev skabt.]
- ↑ [1. Udg.: Et dobbelt Billed af den ene Gud.]
- ↑ [1. Udg.: Men begge ét.]
- ↑ [1. Udg.: Fryderaab.]
- ↑ [ 1. Udg.: klart.]
- ↑ [1. Udg.: Udødelig.]
- ↑ [1. Udg.: Jordens fødte Herre.]
- ↑ [1. Udg.: Sig til saa klart]
- ↑ [1. Udg.: Til sig at blotte for hans onde Brod.]
- ↑ [1.Udg.: udi.]
- ↑ [De to Linjer i 1.Udg.: Dog Mennesket den første Løgners Tale Langt mere troede end Sandheds Ord.]
- ↑ [1. Udg.: De.]
- ↑ [1. Udg.: Og stjæle fra ham.]
- ↑ [1. Udg.: Som Utugt, Had og.]
- ↑ [1. Udg.: den onde Engel.]
- ↑ [1. Udg.: Adam.]
- ↑ [1.Udg.: et Billed.]
- ↑ [1. Udg.: Til Trods for Gud og for sit eget Øje.]
- ↑ [1. Udg.: behaged.]
- ↑ [1. Udg.: mæsket.]
- ↑ [1. Udg.: Jordens.]
- ↑ [1. Udg. den sammes.]
- ↑ [1. Udg.: liden Æt.]
- ↑ [1. Udg.: Sø.]
- ↑ [1. Udg.: alle Haande.]
- ↑ [1. Udg. paa den vaade Kugle.]
- ↑ [1. Udg.: Thi.]
- ↑ [1. Udg.: monne.]
- ↑ [1. Udg.: Den Bue skal gjentage.]
- ↑ [Af Fædres sande Sagn, og her i Norden.]
- ↑ [1. Udg.: Men Herrens Time kom: med kraftig Trøst.]
- ↑ [1. Udg.: Med.]
- ↑ [1. Udg.: bange, vantro Skare.]
- ↑ [1. Udg.: Jéhovas den.]
- ↑ [De to Linjer i 1. Udg.: Men ej forgjæves bar den Guds udkaarne Sin Understav, dertil sit Moses-Navn.]
- ↑ [1. Udg.: Ærbødigen de veg.]
- ↑ [1. Udg. de.]
- ↑ [1. Udg. saa fro.]
- ↑ [1. Udg.: Brød af Stenene.]
- ↑ [1. Udg.: Lod Jéhova sin høje Lov forkynde.]
- ↑ [1. Udg.: Men nu.]
- ↑ [1. Udg.: Thi.]
- ↑ [1. Udg.: Og Jéhova.]
- ↑ [1. Udg.: En raadden Stamme udi Hedninglandet.]
- ↑ [1. Udg.: mellem Basans Høje.]
- ↑ [1. Udg.: Jéhovas.]
- ↑ [1. Udg.: Optælle skulde udi.]
- ↑ [1. Udg.: Selv Moses klarlig udi.]
- ↑ [1. Udg.: Som.]
- ↑ [1. Udg.: frivilligen.]
- ↑ [1. Udg.: Men svøbt i Klude udi Armods Hytte.]
- ↑ [1. Udg.: hans.]
- ↑ [1. Udg.: Jordens liden Konge.]
- ↑ [1. Udg.: straale.]
- ↑ [1. Udg.: Kongehytten.]
- ↑ [1. Udg.: Paa Alteret og udi.]
- ↑ [1. Udg.: og for Altrets med.]
- ↑ [1. Udg.: høje.]
- ↑ [1. Udg.: Al Guddoms Fylde.]
- ↑ [1. Udg.: Fader.]
- ↑ [1. Udg.: Jordens.]
- ↑ [1. Udg.: Han gjæstet blev udi.]
- ↑ [1. Udg,: mørke Vaaning.]
- ↑ [1. Udg.: ved Daabens Vand.]
- ↑ [1. Udg.: Til Tro paa Gud og evig Salighed.]
- ↑ [De to Linjer i 1. Udg.: At Kristus har vor Syndeskyld udslettet, Og at af Naade kun vi frelses kan.]
- ↑ [1.Udg.: den Gud.]
- ↑ [1. Udg.: vi over alt maa elske.]
- ↑ [1. Udg.: skammelig.]
- ↑ [1.Udg.: Det dobbelte i.]
- ↑ [1.Udg.: jeg ser til Enhed sig at sammensmelte.]
- ↑ [1. Udg.: Bogens.]
- ↑ [1. Udg.: sige.]
- ↑ [1. Udg.: Bogen.]
- ↑ [1. Udg.: sit.]
- ↑ [1. Udg.: skjønt aldrig noget Sværd.]
- ↑ [1. Udg.: Skjønt.]
- ↑ [1. Udg.: korte.]
- ↑ [1. Udg.: høje.]
- ↑ [Denne Linje fattes — er vel udfalden — i 2. Udg.]
- ↑ [1. Udg.: Men dog sig ej med dennem sammenblande.]
- ↑ [1. Udg.: Paa Fædresprog.]
- ↑ [1. Udg.: Er uforandret saa.]
- ↑ [1. Udg.: Israel.]
- ↑ [1. Udg.: Nu troer jeg og.]
- ↑ [1. Udg.: Hvad fattes Gunnar.]
- ↑ [1. Udg.: virke.]
- ↑ [1. Udg.: virked.]
- ↑ [1. Udg.: jeg ej.]
- ↑ [1. Udg.: grusom Myrdelyst.]
- ↑ [1. Udg. Drab.]
- ↑ [1. Udg.: delte.]
- ↑ [1. Udg.: han skal én.]
- ↑ [1. Udg.: fagre.]
- ↑ [1. Udg.: dele.]
- ↑ [1. Udg.: rede.]
- ↑ [1. Udg.: Had.]
- ↑ [1. Udg.: Djævles.]
- ↑ [1. Udg.: udi.]
- ↑ [1. Udg.: evindeligen glædes.]
- ↑ [1. Udg.: Og Brynjerne.]
- ↑ [1. Udg.: Pløjejærn.]
- ↑ [1. Udg.: Naar dem I dele da til Bønder ud.]