Sigurd og Brynhild: Fjerde Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Sigurd og Brynhild
Fjerde Samtale

Brynhilds Bur i Hlymdalen.

Brynhild:

Hvad tykkes dig, Odrune! om mit Værk?

Odrun:

Mig tykkes, at du rører pæne Naal

Saa mageløst, som før du Spydet rysted.

Hvor livlig stander ikke Kæmpen dér!

Og Ormen maa jeg gyse for, som vinder

Saa fast sig om hans Liv; og dog

Igjen man ser, at han har ej at frygte;

Thi saaret hænger Ormens Hoved ned,

Og Sværdet bæres af en kraftig Haand.

Men, sig mig, Søster! hvad har saa forvandlet

Dit Sind, at nu du sidder hjemme her

Med Kvindesyssel, rider ej til Valen?

Har i din lange Søvn du Striden glemt?

Og hvad er det, hvorefter nu du længes?

Thi længes maa en Mø; hvis ej,

Hun uden Liv nedsynke maa til Jorden.

Er det den Kæmpe, som dig vakte op,

Hvis Billede du her med Kunst udsyde?

Er han dit Hjærte nær?

Brynhild:

Saa er det, Søster!

Men tro kun ej, jeg min Natur har glemt!

Mig Sigurd fandt paa Hindarfjæld, og vi

Med stærke Eder har os sammenbundet.

Han drog til Gjukes Borg, og jeg drog hid,

At vente ham. Jeg spændte dyre Silke

I Rammen fast og svor en hellig Ed:

At vente paa ham, til jeg havde virket

Med Guld hans Billed og hans store Daad.

Det er nu sket; og hvis, før Solen daler,

Han ikke ganger ind for mig i Sal,

Da klæder jeg i Morgen mig i Brynje,

Og rider gjennem Luft og Hav og Land,

Ham at oplede, eje eller dræbe.

Odrun:

Ak, haard du est, som fordum, end i Sind.

Jeg elsker Gunnar, ham, den fagre Gjukung,

Han mig har svoret Kjærlighed,

Og længe har jeg ventet ham forgjæves;

Hvis jeg ham saa' med anden Kvinde gift,

Jeg maatte sørge, ja, jeg maatte dø;

Men nænte dog den kjære ej at skade;

Thi tvende Sinde døde jeg i ham.

Brynhild:

Det Budles Mø, men ikke Odins, sømmer

At føle saa: Valkyrien kan ej

Den Kæmpe slippe, som hun én Gang kaared;

Til Valhal skal han, ej til Frejas Sal,

Om hun og did paa Spydet ham skal bære

Sigurd:

Hilsæl, I Møer paa de fagre Hynder!

Du brynjeklædte er vel Brynhild og?

Odrun:

Hans Aasyn er det, men dog ej hans Røst.

Brynhild:

Din Røst jeg kjender, men dit Aasyn ikke.

Hvad vil du Brynhild?

Sigurd:

Jeg hos Atle var

Og bejled til dig; han mig bød at ride

Igjennem Luen, som er trindt din Sal;

Det har jeg gjort, og nu dig selv jeg spørger:

Om du vil eje mig?

Brynhild:

Din Tunge vel

Og Øjekastet, som vil mig undvige;

Men mere ej.

Odrun:

Ja, Brynhild, tag det brat!

Det øvrige er mit til Arv og Eje.

Sigurd:

I vil mig dele, Møer! men jeg ej

Mig saa vil lade sønderrive.

Er jeg vildfaren? Er jeg kommen ind

Til Jættekvinder? Sært I sidde, Møer!

Brynhild:

Og sært du stander, underlige Kæmpe!

Til Brynhild og til Odrun kom du ind;

Men sig os: hvo est du?

Sigurd:

Mit Navn er Gunnar:

Odrun:

Dit Navn er Gunnar, Gjukes Søn?

Sigurd:

Saa er det.

Odrun:

Nu, og kjender du ej Odrun?

Sigurd:

Jeg kjender Gudrun kun, men ingen Odrun:

Odrun:

Forunderligt! Jeg drages mod dig hen,

Men stødes bort igjen af Mund og Øje.

Brynhild:

Est du ej Sigurd, Sigmunds Søn?

Hvor kom du da igjennem Luen?

Sigurd:

Paa Granes Ryg; ej nogen Hest jeg véd,

Foruden ham, som mægter Ild at træde.

Brynhild:

Og dog est du ej Sigurd? Er han død?

Og arved du hans Hest, hans Røst, hans Hjærte?

Sigurd:

Du nævned mit; jeg ingen Kæmpe véd,

Som ejed det før mig.

Brynhild:

Er det dit eget?

Og kjender du da denne stærke Kæmpe,

Som jeg har virket med det røde Guld?

Sigurd:

Mig selv jeg maa vel kjende, som jeg stander

Og drages svarlig med den lede Orm.

Brynhild:

Og dog est du ej Sigurd? hvilken Koglen!

Er Fofner ej af Sigurd bleven dræbt?

Saa, har du dræbt ham, maa du være Sigurd;

Og dog jeg ser, du er ham ikke hel.

Men sig mig, kjender du ej Brynhild?

Sigurd:

Naar jeg dig ser og til din Tale lytter,

Da tykkes det mig dunkelt, som en Gang

Jeg før har set dig, hørt din haarde Stemme;

Men det er for mig som den glemte Drøm,

Der svæver uden Skikkelse for Øjet;

Og stundum hændes det, at naar i Liv

Vi noget møde, der os sælsomt griber,

Da bæres det os for, som om vi alt

Det havde drømt en Gang for længe siden. —

Vil du da eje Gunnar, Gjukes Søn?

Brynhild:

Jeg vil ej have Gunnar, aldrig, aldrig!

Sigurd:

Men har du ikke svoret selv den Ed,

At den, som red paa Grane gjennem Luen

Med Fofners Guld, ham vilde du til Mand

Dig tage? Vil du ud ad Døren kige,

Da kan du Grane se. Du maa vel holde

Den Ed, du svor.

Brynhild:

Jeg vil det ej. —

Men, du har Ret, jeg maa; jeg i mig føler

En Magt, som jeg kan ikke staa imod.

I strænge Norner, som for alting raade!

Hvormed har jeg fortjent en saadan Straf?

Jeg eder lød, og lød, fordi jeg maatte;

Og nu jeg gifter mig, fordi jeg maa.

Dog nej! det er kun onde Jættemagter,

Som mig forblinde, som en anden Ham

Paa Sigurd koglede og bandt hans Tunge,

Saa ej han nævne kan sit eget Navn;

Thi Sigurd er han. — Sigurd est du, Kæmpe!

Det Sværd, hvorpaa du støtter dig, er Gram

Til dig, men ej til Gunnar, jeg mig fæster.

Sigurd:

Med disse Ord du dig til Gunnar fæster.

Brynhild:

Nej: kun til dig; og denne fagre Ring

Skal være Tegn paa ham, som jeg mig kaared.

Sigurd:

Den Ring jeg kjender; den var fordum min.

Hvor fik du den?

Brynhild:

Af dig, af Sigurd:

Kan du ej mindes det?

Sigurd:

Kun ét jeg mindes:

At denne Ring var fordum min; men ej jeg véd,

Hvor du den fik. Dog det ej ene

Er underligt; jeg meget ej begriber.

Odrun:

For Enden paa det sære Spil jeg gruer.

Gjukes Borg.

Grimhild:

Øl jeg brygged

Bedst af alle;

Tunge Drikke

Døved Minder,

Alle sove,

Som jeg vilde:

Sigurd til Brynhild

Bejler for Gunnar.

Nu ved Midnat

Modne Druer

Har jeg presset;

Det, som sover,

Skal nu vaagne:

Anden Gang Brynhild

Brat skal opvækkes.

Mos paa Stenen

Sad indgroet:

Det kan mindes

Midgaards Ungdom;

Hundehjærne

Husker trolig;

Hvad kan bedre

Vække Minder?

Det kan Sagas

Sære Runer:

De, som gjemme

Gammel Idræt.

Nid om Jætter

I har mælet;

Min er nu Magten,

Mig skal I tjene.

Gjærer, gjærer,

Friske Safter!

Alt, som døver,

Dampe hurtig!

Alt, som vækker,

Vorde bundet!

Da skal i Morgen

Minderne vaagne.

Odin! Odin!

Ene drikker

Du i Valhal

Vin den klare;

Glæd dig! glæd dig!

Grimhild skjænker

Vin for din Ætmand,

Skjænker for Sigurd.

Skoven ved Borgen.

Brynhild:

Stormen hviner,

Sneen fyger,

Kolde Brynje

Køler Brystet;

Dog for inden

Ilden brænder,

Dybt i Hjærtet

Højt det luer.

Ingen Kulde

Kan mig svale,

Førend Staalet

Køler Hjærtet;

Ej kan Vandet

Ilden slukke,

Blod kan ene

Baalet dysse.

Skarp og skummel

Skrider Natten;

Jeg maa træde

Is og Driver,

Mens i Gammen

Gudrun favner

Nordens Kæmpe,

Kongers Høvding.

Han skal bløde,

Blegne skal han;

Øjet saa', han

Sov hos Gudrun;

Det skal se ham

Dødblund sove;

Før ej Harmen

Hvile rinder.

Men hvorfor løb jeg ej med draget Sværd

Til Sengen ind og rødned hvide Lagen?

Er jeg en Kvinde som de andre dog,

Og gruer jeg for hvasse Staal at løfte?

Det end er Tid; i dybe Midnatssøvn

Han ligger tung; afsted, afsted! —

Nej, ikke sovende, men vaagen skal han dø.

O, Sol! hvi nøler du? Fra Tidens Fødsel

Til denne Stund du ej har haft et Syn,

Som det, dig undes, naar du nu opstiger.

Hans dyre Eder skal jeg ham optælle,

Fra hver han sig skal løse med et Saar,

Og jeg skal le ad al hans store Pinsel;

Og naar han blegner, naar hans Krop er Lig,

Som Iglen jeg vil suge kolde Blod

Af Hjærtet ud, til selv mig Dødens Kulde

Opfylder hel; med hidtil ukjendt Gru

Skal Mennesker mit Endeligt beskue.

Her vil jeg sidde paa den frosne Jord,

Af Sne indfyget og af Kulde knuget,

Og vente paa det aarle Morgengry;

Thi aldrig vil i Gunnars Arm jeg hvile.

Sigurd:

Hvor vil jeg hen? hvor drive onde Magter

Mig hen i Vinternattens fæle Mulm?

Hvad skal jeg i det vide Rum her ude!

Det i mig altid dog er lige trangt. —

O, kom, du Ulv, som højt i Skoven tuder!

Og riv mig hurtig Hjærtet ud af Liv,

At Blodet, som nu gloende sig vælter

I mine Aarer, svales kan og størkne! —

Du flygter, Ulv! min Stemme dig forfærder;

Du mener, jeg er Fenris-Ulv, af Baand

Undsluppen; ja, som Fenris-Ulv af Guder

Og Mennesker jeg er forhadt. —

„Det bedre er, min Æt med mig forgaar,

Og hæderfuld igjennem mange Aldre

Med den jeg lever udi Skjaldens Kvad,

End at i mig, mens end jeg Livet frister,

Den skulde undergaa." — Ja, saa jeg mæled;

Jeg tænkte kun, at som det friske Straa

Mig Staalet skulde løs fra Jorden skære;

Ej tænkte jeg, at som det hule Træ:

Med visne Grene og dog fast i Jorden,

Jeg skulde staa en Gang, som nu jeg staar.

Min Slægt forgaar i mig, mens end jeg lever,

Som Volsung Kæmpe blev i Moders Liv.

Hvad har jeg virket, som er værdt at mindes,

Som kan forherlige min svundne Slægt?

Min Fader har jeg paa sin Bane hævnet;

Men hvilken Bondesøn gjør ikke det!

Jeg Fofner dræbte; men hans Edderstrømme

Ej kunde skade mig; det ej er Daad,

Som Slægten hædrer. Regin har jeg fældet,

Og, sagde Fugle sandt, da var det ret;

Men hvilken Idræt, slig en Dværg at fælde!

Jeg red igjennem Luen; ikkun faa

Det vove; men hvorfor da ikke?

Fordi ej nogen Grane bærer dem. —

Jeg fæsted Brynhild, og jeg fæsted Gudrun,

Mens begge levede; vanhædret er

Ved mig min stolte Slægt, ej hædret.

Hvad vil jeg? Gudrun! skal jeg dig forlade,

Som med al Styrke hænger dig ved mig?

Og kan jeg? blødte ej mit Hjærte,

Da Armene du efter mig udstrakte,

Da Angestskriget over vilde Færd

Paa Læben døde? Jo, jeg elsker dig. —

Men Brynhild! du, hvem først mit Hjærte kaared,

Hvis Billed fylder Sjælen og uddriver

Hvert andet Billed, ja, min Gudruns selv!

Skal dig jeg miste? kan mit Syn udholde

Din frygtelige Skikkelse, dit Blik?

Og maa jeg ej af dig mig vente Døden?

Vil du med Grumhed ikke hævne,

At mine dyre Eder saa jeg brød!

Brynhild:

Ja, brudt dem har du, angrer det for silde.

Sigurd:

Hvem taler? Det er Brynhilds haarde Røst,

Det er den Røst, som jeg maa altid høre;

Jeg skjælver for den, som den lede Trold

For høje Tordenskrald; og Øjets Ild,

Der følger den, som Lynet følger Torden,

Som det og rammer alle Ledemod.

O, gid hun var her selv! maaske hun da

Sig over mig forbarmed, stødte Sværdet

Mig ind til Hjærterod.

Brynhild:

Hun er her.

Sigurd:

Du er her, Brynhild! kom da snart og end

Min Kval!

Brynhild:

Det havde jeg betænkt;

Men da jeg ser, at Sorg dig nager,

Ej vil jeg haste, længe vil jeg nøle;

Du leve skal og tæres hen i Kval,

Til Huden skrumpes over nøgne Knokler,

Og Benet ryster som et Æspeløv;

Thi al min Glæde har du spildt, min Gammen

Jeg nu maa søge kun i Harm og Hævn.

Sigurd:

Saa ful en Gammen skal dig ikke undes,

Saa sandt jeg end kan løfte hvasse Sværd.

Brynhild:

Har du forglemt, at aldrig Valhals Dør

For den oplades, som ej blev indviet

Af Odins Mø? og mindes du ej mer,

At jeg er din Valkyrie? hvad heller

Vil du til Helas mørke Vaaning fare?

Sigurd:

O, vær ej grusom! Ikke angerløs

Jeg er, men dog undskyldelig at nævne.

Du sagde selv, da du mig Runer lærte,

At ej de kunde Norners staa imod;

Saa var det og: jeg stod i Gjukes Borg,

Mig rakte Gudrun Trolddomsdrik i Hornet;

Jeg vilde Runer riste, kunde ej,

Jeg drak, jeg maatte drikke, og forsvundet

Hvert Minde var om dig og om dit Navn.

Først denne Aften, da jeg Bægret tømte,

Opvaagned glemte Minder i min Sjæl;

Da først forstod jeg, hvad det var, som rysted

Mig, da jeg stedtes ind for dig i Sal

Og bejlede til dig i Gunnars Ham.

Saa klart, saa grueligt stod alt for Øjet:

Min Moders Varsel, dine Spaadomsord,

Og Grimhilds Trolddom, og min egen Brøde,

Din grumme Hævn, og Slægtens Undergang.

Brynhild:

Du kjendte mig da ej, den Gang du bejled?

Sigurd:

Ej var det løjet, hvad jeg sagde dig:

Du var mig som en Drøm, hvorom man drømmer;

Alt, hvad jeg husked, var, at hine Fugle

Paa Gnytahede nævned mig en Mø,

Som ej var Gudrun; men naar paa det længste

Jeg havde ledt, dog ikkun Gudruns Navn

Jeg kom i Hu.

Brynhild:

Saa skal af Naade

Dig Døden undes; men jeg vil ej selv

Dig dræbe; thi os begge nu jeg grumt vil hævne.

Sigurd:

Men, Brynhild! Jeg med Gudrun har en Søn,

Uskyldig, spæd, han ved sin Moders Bryst

End diende og lallende sig skjuler;

I ham jo dog forplantes maa min Æt?

Brynhild:

Den Ulveunge! Edder er hans Blod,

Af Trolddom og af Mened er han avlet.

Du mig tilhører; men ej er du hel,

Saa længe Sønnen, du med mig ej avled,

Er til; saa han maa dø.

Sigurd:

Saa skal min Slægt

Da undergaa!

Brynhild:

Til Hel med Klagemaal!

Langt mer berømt skal Volsungslægten vorde

Just ved dens Undergang, end om den frisk

I mange Aldre blomstrede paa Jorden.

Af Gjukes hele Slægt en Bavtasten,

Med Runer, risted' af det skarpe Sværd,

Skal paa dens Gravhøj sig grundfæstet løfte;

Og naar en Skjald opfylde vil med Gru

En Kongehal og Kæmpers stærke Barm,

Da skal om os og Gjukes Slægt han kvæde.

Nu lystig, Sigurd! Vi i Valhal mødes.

Men gak nu bort! thi hist jeg Gunnar skuer,

Med Blus han søger mig i mørke Nat.

Det ej behøves; jeg skal sikkert komme.

___

Torkild:

Brus kun hult, du Storm fra Nord!

Brus kun over frosne Jord!

Jeg vil ikke grue;

Thi min Frelsers milde Røst

Dæmped Stormen i mit Bryst,

Og hans Naades Lue

Har optøet Hjærtets Is;

Derfor Tungen til hans Pris

Skal jeg stadig røre.

Vinternatten er saa mørk,

Vildsom er den øde ørk,

Dog jeg ej mon grue;

Thi et Lys opgik saa brat

I min Sjæls den mørke Nat,

Varig er dets Lue.

Gjennem Verdens Ørk saa trang

Vandrer jeg med Bøn og Sang,

Intet mig forfærder.

Ulven tuder højt i Skov,

Tuder hungrig efter Rov;

Men jeg har en Hyrde,

Som forlader ej sin Hjord,

Trofast han mod Ulven staar,

Som vil Sjælen myrde.

Derfor ganger jeg saa trygt,

Sjunger trøstig uden Frygt,

Medens Ulven tuder.

Hvad glimter hist? er det et natligt Blus,

Hvormed mig Satan tænker at forvilde?

Jeg trodser dig, du fule Aand! og gaar

Mod Blusset hen; saa dyb er ingen Mose,

At nogen Sjæl, som har sin Frelser kjær,

Ej skulde rækkes af hans Almagts Haand;

Og Legemet vel mægter sig at rejse,

Naar paa den store Dag Basunens Klang

Forkynder Timen, da hver Gravs Indbygger

Skal høre Røsten af Guds egen Søn.

Dog nej! det er jo Mennesker, som vandre;

End er min Vandrings Dage ej forbi,

Og Herren sender mig et Lys til Frelse.

Hvorledes? staar ej hist en Mand,

Af Væxt en Kæmpe, ubevægelig,

Som om han var af Nattekuld forstenet?

Hvem er du? Kæmpe! kan du vise mig

En Vej, som fører fra den mørke Skov

Til aaben Mark, hvor Menneskene bygge?

Sigurd:

Vil du til Gjengjæld vise mig en Vej,

Som fører langt fra Mennesker og Guder?

Torkild:

Fortvivlet spørger du, og rolig svarer jeg:

En saadan Vej jeg sikkerlig kan vise;

Men, hvis du vil, da sig mig, hvo du est!

Sigurd:

Ej Sind jeg har til lang, unyttig Tale,

Og hvem jeg er, vedkommer ikke dig.

Vil du til Mennesker, da skal jeg lede

Dig ud af Skoven paa den jævne Mark;

Dér kan du se en Kongeborg sig løfte,

Og dér du ej vil savne Nattely.

Torkild:

Jeg uforskammet ej mig vil indtrænge

I Hjærtets Løndom og den dulgte Sorg;

Men jeg har alt en Række Aar paa Bagen,

Og i min Barm et roligt Alvorssind;

Maaske, i Fald du sagde mig din Kummer,

Det undtes mig at lindre Sjælens Nød.

Sigurd:

Hvor har du hjemme? og hvad er dit Navn?

Torkild:

Jeg ikke mer har noget Hjem paa Jord,

Ej heller mon jeg efter saadant hige;

Thi jeg stadfæstet er udi en Tro,

Som lærer mig, vort Hjem er ej paa Jorden.

I Hunsigov henrandt min Ungdoms Aar,

Og Torkild er mit Navn.

Sigurd:

I Hunsigov!

Det er mit Fædreland og Arverige.

Saa kjender du min vidtberømte Slægt.

Torkild:

Hvordan! er du en Volsung? er du da

En Søn af Sigmund og Hjordise?

Sigurd:

Det er jeg vist, og Sigurd er mit Navn.

Torkild:

Forunderlige ere Herrens Veje!

Saa for jeg da i Nattens Mørke vild,

For ham at finde, som min Sjæl begjærte

I mange Aar at samles venlig med.

De tunge Sagn om dine gamle Frænder

Mig ængsted mangen Gang i Ungdoms Aar;

Ved dine Brødres Skæbne har jeg gruet;

Og der din Moder svanger gik med dig,

Jeg stod med hende ved din Faders Lig.

Dér skiltes vi med tunge Anelser;

Hun drog mod Nord, og jeg neddrog i Syd:

Hun vilde fra de strænge Norner flygte,

Jeg fulgte deres underlige Kald,

Og blev ej skuffet; men din bitre Smerte

Kundgjør mig Skuffelsen af hendes Haab.

Dog, hvilket Uheld er det, som har mægtet

At bøje saa det stærke Kæmpesind?

Sigurd:

Forgjæves ej de sære Hændelser,

Som mødte mig, og dem, som forestaa,

Jeg mindes vil; det gjorte ej kan ændres,

Og det tilkommende kan ej undgaas.

Men, da du er en Ven ad Volsungslægten,

Og som bedaget Mand ved lange Grublen klog,

Jeg dig vil sige, hvad det er, som piner

Og bøjer mig i denne bitre Stund:

Min Død er nær, derved jeg ej mon grue;

Men, at med mig forgaar min gamle Slægt,

Og at i Liv saa underlig jeg dreves

Af stærke, hemmelige Magter frem,

Saa tit jeg gjorde, hvad jeg nødigst vilde,

Og at ej Daad det undtes mig at virke,

Der stillede min inderlige Trang

Og sikred mig et saadant Eftermæle,

Som jeg, i Følelsen af Ungdoms Kraft

Og stirrende paa de henfarne Kæmper,

Mig drømte som en Kæmpes visse Løn, —

Det piner mig nu ind til Marv og Ben.

Torkild:

Vildfarende! du staar paa Gravens Rand,

Og tænker kun paa vindigt Eftermæle,

Som dog ej kan dit døve Øre naa,

Men ej paa, hvad dig selv saa nær vedkommer:

Paa, hvor du efter Døden kommer hen!

Om dig og om den hele blinde Flok,

Hvis Higen er at vinde jordisk Ære

Og leve salig i et Skjaldekvad,

Har talet sandt en hellig Oldtids-Sanger:

I saa kun Vejr og høste Hvirvelvind;

Thi som et ondt og blodigt Hagelvejr

Fordærvende I fare gjennem Lande,

Og dermed vil I vinde evig Pris,

Og dermed vil I kjøbe Valhals Gammen;

Men, hvad I høste, er en Hvirvelvind,

Som i et Afgrunds-Dyb jer selv nedmaler,

Og, naar som Rygte den fra Old til Old

Hensuser, klædt i Skjaldes Kæmpesange,

Den griber end saa mangen Ungersvend,

For i det samme Svælg ham at nedhvirvle.

Vær derfor glad, hvis Herrens Miskundhed

Dig hindred fra, dit Navn med Blod at skrive

Paa Skjaldes Tunge, dig til daarlig Pris!

Sigurd:

Forunderlig maa nævnes vist din Tale;

Thi dorsk og lumpen er dog hver en Sjæl,

Der lever kun for denne Haandfuld Dage,

Som er af strænge Norner os tilmaalt.

Én slingrer bort fra Øl og Mjød til Sengen

Og sover Rusen ud i Kvindefavn;

En anden gaar i Studespor bag Ploven

Og venter gabende paa Sol og Regn,

Og naar sin Sæd han har i Laden bjærget,

Sløv tyr han til den varme Askekrog

Og tygger Drøv, som Studene, hans Brødre.

En tredie omflakker trindt paa Hav,

Opdynger Guld og Sølv ved onde Rænker

Og ruger gjerrig over vundne Skat. —

Er saadant bedre, end med Manddomshjærte

At trodse alt, hvad Hoben gruer for:

At drage rundt med Herreskjold i Lande,

At straffe Niddinge og hævne Overvold?

Ja, skulde vi, som ned fra Aser stamme,

Vel skue ørkesløse til, imedens

Med Vold og List den fule Jotunflok

Fra Guder og fra os al Jorden rev?

Og hvad skal vi i Livet hige efter,

Om ikke Pris af Efterslægtens Mund,

Og efter Døden Valhals stolte Gammen?

Torkild:

Du siger sandt: at kun den dorske Sjæl

Hendøser Livet med sin Bug at fylde

Og agte kun paa Sansernes Behag;

Det og er sandt, at ikkun den har levet,

Hvis Maal er hist bag Graven i det fjærne,

Som kjæk fremstræber gjennem vildsom Ørk

Og hvasse Torne, over bratte Fjælde,

Henstirrende kun paa den fjærne Glans.

Saa vidt er din og Nordens Kæmpetro

Ulastelig, ja, hæderlig og sand.

Men tænker du, at han, som Sædekornet

I Jorden lægger med gudfrygtigt Haab,

At det ved Regn og Solskin fra det høje

Opvoxe skal og modnes, Folk til Gavn,

Er mindre værd end I, som stolte trodse

Paa egen Kraft og paa de hvasse Sværd?

Nej, salig skal ydmyge Bondemand

Fra sure Arbejd efter Døden hvile,

Naar de, som trodsede paa Kraft og Kløgt,

Med pint og sønderknuset Aand maa hyle. —

Du mener at fortjene Valhals Fryd

Ved Kamp mod Jotuner; men du maa vide,

At alle Folk, som bo paa Jordens Kreds,

Nedstamme alle fra den samme Fader,

Kan være lige nær med Gud i Slægt.

Det er kun Tant, hvad man har sammendigtet

Om Gudeslægter og om Gudestrid,

Om Odins Valhal og hans Ragnaroke.

Sigurd:

Paa Odins Magt jeg hartad selv maa tvivle,

Da ej sin Slægt han kan fra Undergang

Udfri; men at han ej er til, det tykkes

Mig sært at sige; thi hvoraf kan du

Vel vide, hvad der rører sig i Løndom?

Torkild:

Du har vel hørt, der bor et Folk bag Rhin,

Som har en anden Tro end tyske Mænd.

Til dette Folk jeg med uroligt Hjærte

Hendrog, da Tvivl om vores Asatro

Mig ængsted saare; og en sanddru Tære

Jeg dér har nemmet: ikke dunkle Sagn,

Som dem, hvorpaa sig Asalæren hviler,

Det er, men Aand og Liv og Daad,

Som klarer alt, hvad Hjærtet efterhiger;

Det findes klart beskrevet i en Bog,

Som er paa gamle Tungemaal optegnet.

Og har nu gjennem mange Hundred Aar

Fra Østen som en Ledestjærne vandret.

Sigurd:

Men hvem forstaar de gamle Tungemaal?

Torkild:

De gudhengivne Mænd, som sig fra Verden

Afsondre og i hellig Andagts Ro

Paa Skriften grunde i de lange Nætter,

Tilegne sig de gamle Tungemaal;

Men paa de ny de ogsaa den udlægge,

Og jeg den har i Romersproget læst.

Sigurd:

Hvis, som du siger, Sandheds rette Lys

For vores Syn var hidindtil forborgent,

Og at saa klart det skinner for dit Blik,

Hel gjærne da jeg af dig vilde høre

En Hovedsum af, hvad os bør at tro.

I kolde Nat en Mand, som har omvanket

Paa vildsom Sti, at standse her i Skov,

Og bede ham i Ord sig at udbrede,

Er gjæstmildt ej; men denne kolde Nat

Maaske er min den sidste; og paa Borgen

Jeg ikke er min egen mer som her.

Torkild:

O, tal ej saa! Langt heller jeg vil tale,

End du vil høre til; og Himlens Gud,

Som har mig paa min lange Vandring styrket,

Han vil og styrke mig i denne Nat,

Saa jeg hans Ord kan værdelig forkynde. —

Det sner ej længer, Stormen falder af,

Og ser du hist den lille, klare Stjærne,

Der sejerrig og glimrende fremstrider

Sig gjennem hin den tykke, sorte Sky?

Den Herrens Ord opmuntrende afbilder.

Saa hør da nu, hvad i den gamle Bog

Til Undervisning og til Trøst er skrevet!

Der er en Gud, og han har altid været;

Men, der han vilde, ved sit Guddoms-Ord

Almægtig alt af Skjulet han fremkaldte;

Han lærte Sol og Maane deres Veje,

Grundfæsted Jorden i det øde Rum,

Og af dens Skjød han ved sit Vink opkaldte

De stærke Ege og den spæde Blomst,

Og skjænked dem den hemmelige Evne

Sig at forplante i utalte Led.

Han bød igjen: med levende opfyldtes

Da Luft og Hav og hele Jordens Kreds;

Thi samme Gud med samme Skabermagt

Har Krybet dybt i Jordens Indvold dannet,

Som Havets Hval i al sin stolte Kraft;

Og Ørnen, som mod Skyerne sig løfter,

Og Nattergalen med sin fagre Sang

Ej mer end Bien, som for Øret surrer,

Er dyrebar for alle Guders Gud.

Kun Mennesket bær Prisen for hans Øje:

En Mand af Støv og Kvinden af hans Side

Med Aand og Ord og Hjærte ligned Gud,

Til Enhed skabt i aandig Kjærlighed.

Den evige de skabte Ting beskued,

Og se! det store Alt var saare godt;

De himmelske Hærskarer sang tillige,

Alt levende istemte Frydeskrig,

Og Jordens Bjærge laante sig en Tunge

Til Lovsang i den høje Efterklang.

Da var ej Storm; men paa sin lette Flugt

I Buegang fremlokked Vindens Aande

En liflig Klang af slagne Bølgestræng,

Og Fløjtelyd, da over Skov den sused.

Da alt var rent og lyst og vennemildt,

Da legede det spæde Lam med Ulven,

Og Barnets Haand var tryg i Øglens Hule.

I Livets Vaar, uskyldig, sammenknyttet

Med Jord og Himmel ved et helligt Baand,

I venlig Kreds af Dyrene omringet,

Omviftet trindt af søde Blomsterduft,

I Paradis, i Herrens egen Have,

Stod Mennesket som Jordens Drot og Pryd,

Gav sindrig hvert et Dyr sit eget Navn,

Og skued undrende den Almagts-Finger.

Som i de Skikkelser saa tusendfold

Omskiftende med Visdom sig afpræged,

Saa det mangfoldige dog atter selv

I ham sig til et Guddomsspejl forened.

Men ak! iblandt de himmelske Hærskarer

En Morgenstjærne, klædt i Herlighed,

Og paa dens Vink en Hær af mindre Stjærner,

Fra Skaberen hovmodige affaldt,

Forsaged Livet i hans Kjærlighed

Og vilde selv paa Troner sig opsvinge. —

Nedhvirvlet blev ved Almagts stærke Haand

Den Engel Satan med sin fule Skare;

Men nu paa Jorden han sin Kongestol

Oprejse vilde, og i Slangeham

Han med sin Hvislen Mennesket bedaared

Til, sig med Tvivl at blotte for hans Brod.

Et Træ var plantet midt i Edens Have,

Dets Frugt for Øjet skinned hvid og rød,

Og Slangen lovede dens sære Evne

Til, Visdom lig Guds egen at forlene.

Vel Gud, den sanddru, havde talet saa:

Hvo Frugten smager, vorder Dødens Fange;

Dog Mennesket langt mer end Sandheds Ord

Da trode paa den første Løgners Tale,

Som vilde deres Gud til Løgner gjøre

Og stjæle til dem hans forborgne Kløgt. —

De brød, de aad; og Syndens onde Gift

Indstrømmede i aabne Hjærtekammer,

Ombrusede i rene Aaregang,

Besmitted alt; og Livets klare Safter

Forvandled sig til dunkelt, levret Blod.

Forsvundne var nu Jordens gyldne Dage,

Dens Herre var i onde Magters Vold

Og skjælved svarlig for den vrede Dommer.

Ej undtes det ham nu i milde Skygge

Af Livets Træ at slumre og at bygge;

Han sukkende udgik af Paradis

Og hørte Dødens Benrad bag sig rangle;

Dens skumle Aasyn og dens Helvedsmil

Forkyndte ham, naar Livets Lys udsluktes,

I Mørkheds Dyb unævnelige Kval.

Forbandelsen, som paa hans Hoved faldt,

Forstyrrende og al hans Odel rammed,

Og Jordens Have blev en vildsom Ørk;

Thi hvislende hin gamle Slange skød

Hen over Kloden sine Edderstrømme:

Hvor tunge Ax sig fordum selv opskød,

Dér golde Tidsel nu sit Hoved løfted,

Og Blomsten selv, der end tilbage stod

Og stander end som fagert Sørgeminde

Om Paradiset og den svundne Glans,

I søde Duft indslutted giftig Aande;

Da Ulven fik sin grumme Myrdelyst,

Og Ræven sine ondskabsfulde Rænker.

Men, ret som Gud i Mennesket forened,

Hvad herligt han omspredte vidt paa Jord,

Saaledes og i Mandens aabne Hjærte

Nu Satan gød sin hele Edderstrøm,

Og spraglet den i Aarerne henskummed,

Som Stolthed, Avind, Grumhed, Svig og Løgn.

Sigurd:

Forfærdeligt er dette store Sagn.

Men hvorfor lod dog Gud Uvætten

Forstyrre saa sit fagre Værk paa Jord?

Torkild:

O, ti! formast dig ej mod Himlens vise Konge!

Thi ej kan Støv udgrunde hans „Hvorfor" .

Hvi spørger du ej heller Satan ad,

Hvi han saa daarlig vilde selv sig gjøre

Til den, hvoraf han kun en Skygge var,

Paa Trods mod Gud og mod sit eget Øje?

Og glemmer du, at dybe Kildevæld,

Hvorfra al jordisk Kjærlighed udrinder,

Dog vel ej selv kan fattes Kjærlighed,

Saa lidt som han, al Visdoms gamle Fader,

Uvis kan være udi Raad og Daad!

Sin Kjærlighed og flux han aabenbared:

Selv Tordenrøsten, som forkyndte Straf,

Formilded sig til blide Faderstemme;

En Gang, saa tonede hans Løftes Ord,

Skal Kvindens Sæd dog Slangens Hoved knuse.

Husvalede, med Anger og med Længsel

Opstirred Adam og hans Viv til Gud,

Og taareblandet maatte nu nedrinde

Fra Alterstenen Offerdyrets Blod,

For Mennesket at varsle og at minde

Om Trangen til det store Offerlam,

Der sig hengav, før Verdens Grundvold lagdes,

Men dog en Gang og synlig skulde slagtes.

Dog, sligt et Liv ej Sanserne behager,

Og Satan vidste ved sit Gjøglespil

Sig Tjenere paa Jorden snart at vinde:

Vor Stammefader saa' sin ældste Søn

Med Broderblod den unge Jord at smitte,

Og saadant Ophav Kæmpelivet har;

Thi fra den Stund fik Jorden sælsom Tørst,

Og vilde læskes, ej med Kildens Vande

Og Himlens Regn, men med den røde Dug,

Hvis ej dens Blommer skulde brat henvisne.

Den af sin Favn udrakte haarde Staal,

Og Satan lærte Manden det at hvæsse;

Selv blev den saaret af det skarpe Jærn,

Men blev med Lig i Overflod og gødet;

Den af sit Skjød udkasted røde Guld,

Men kræved og det røde Blod for Gaven.

Ej karrig var den ublu Mandehaand:

I Broderblod den rygende sig tvætted

Og ofrede til Verdens onde Drot.

Se, da oprandt saa stolt en Kæmpeold,

Langt stoltere end eders her i Norden:

Mod hine Kæmper er I Dværge kun,

Og eders Aar er ikkun Barnealder

Mod deres; thi hartad i tusend Aar

De rørte sig paa Jord i Kæmpevælde.

Ej manglede de heller Skjaldesang

Til Pris, og Strængeleg til lystig Gammen;

Men sørgelig de stoltes Udgang blev:

Da Gud fortørnet aabned Himlens Sluser

Og Afgrunds hemmelige Kildevæld,

Da drukned alt, som kunde drage Aande,

Undtagen Noe med sin Trilling-Æt,

Hvem Herren lærte kunstelig at tømre

Det første Skib, der svømmet har paa Hav,

Og som, i Tillid til Guds Varetægt,

Med Markens Dyr og alle Luftens Fugle

Omsejled trøstig paa det vilde Hav.

Sigurd:

Det tykkes mig, som i det gamle Sagn

Om Jætters Drukning udi Ymers Blod

Og om Bergelmers underlige Redning

Den samme Hændelse sig halv fordølger.

Torkild:

Ja, visselig! Og er det vel et Under,

At Noes Ætmænd i et dunkelt Sagn

Bevare Mindet om hin Bjærgets Olding,

Der stranded underlig paa Bjærgetop,

Da mellem Skyerne han havde sejlet?

Et andet Sagn om Bifrøsts fagre Bro,

Som kun, naar Verden brænder, skal nedtrædes,

Os minder og om Flodens gamle Tider,

Da Buen blev af Gud i Skyen spændt,

Til Trygheds Tegn for Mennesket, naar Havet

Opbruser vildt, og Skyer voldsomt briste;

Thi Buen skal stadfæste Herrens Ord:

Ej Vand skal tiere vor Jord fordærve.

Saa findes trindt i Verden dunkle Spor

Af Fædres Sandsagn, og hos Folk i Norden

De herligste; thi selv den sande Gud

Med værdigt Navn Alfader I mon kalde.

Mer overalt har Satan ved sin List

Bortlokket Folkene fra Himlens Herre,

Dem lokket til at tjene Himlens Hær;

Og hvad han ej dem kunde helt frastjæle,

Tildækked han med tykke Fabelslør;

Selv Skjaldene, som tykkes os at være

Med Himlens Aander nærmere i Slægt,

Han daarede med falsk, løgnagtig Glimmer,

Saa Øjet vendtes fra det sande Lys.

Dog, medens Kundskab om den sande Gud

Formørkedes alt mer og mer paa Kloden,

Udkaared Gud en Mand, hvis Lydighed

Og rene Hjærte ham den store Ære

Forhvervet har: at kaldes Herrens Ven,

Til Stammefader for et talrigt Folk,

Der skulde Himlens Gud alene dyrke,

Til Stammefader for den Kvindens Sæd,

Som skulde Slangens Hoved sønderknuse.

Den Mand hed Abraham, og Folket Israel.

Aarhundreder forgik, det lod for Verdens Øjne,

Som Herren havde Folket rent forglemt;

Thi hist i Serkland under Blaamænds Aag

Hensukkede de mangt et Trælleaar.

Men Herrens Time slog": med Helten Moses

Han i Ægypti Land sit Folk besøgte,

Med vældig Arm han bøjed Kongens Trods,

Forgjæves Satan sine Trolddomskunster

Mod Herrens Finger træde lod i Kamp,

Og villig lod sig Israel uddrive.

Dog, snart det standsed for den brede Strøm,

Og tyktes vist til Undergang indviet;

Thi bag dem stod Ægyptens Kongehær.

Med Havets Brusen og det høje Bulder

Af Vognenes de staalbelagte Hjul

Og Hestens Vrinsken, Fjendens stolte Raab:

„Vor Harm skal køles, og vort Sværd sig varme

I Isra'liters Blod," sig blanded til saa hult

Et Rædselskvad. Den bange Folkeskare.

Som Himmel-Gudens store Underkraft

Mangfoldelig med Studsen havde skuet,

Nu bævede for jordisk Kongemagt

Og knurrede mod Himlens Sendebud.

Men ej forgjæves bar som Nilens Vandblomst

Den alderstegne Helt sit Moses-Navn:

Et Minde var det om hans egen Frelse,

Da spæd han svømmede i Nilens Flod;

Men Folkets Redning af de store Vande

Forkyndte det som herligt Varselstegn;

Sin Stav han løfted, og de høje Bølger

Den Konges Septer kjendte flux igjen,

Som med sit Ord afmaalte deres Grænser:

Ærbødig de bortveg og taarned sig

Som stille Mure; og med tørre Fod

Igjennem Jordens underlige Kilder

Henvandred Folket, som var Herren kjært.

Forundrede Ægyptens Drotter skued

De dybe Spor af Herrens Almagts-Finger;

Men Hjærterne sig dog forhærded saa.

At end de mente Israel at rive

Af denne Herres Haand: betraadte frækt

Den Vej, han kun for sine havde banet.

Dog, dyr dem blev formastelige Id:

Som Vandets Gud de Krokodilen dyrked,

Og som en saadan slugte Vandet dem:

Mens Isra'literne paa Bredden hist

Istemmede med Fryd en Takkesang

Til ham, hvis Magt sig ej i Dybet taber.

Som Rytteren og Hesten lod til Bunds

Lig Blyet og den tunge Sten nedsynke.

En vildsom Ørk for Øjet sig nu bredte;

Men han, som ej i Ørken farer vild,

Og mægter Brød som Støv og Sten at skabe,

Sit Banner løfted i en dalet Sky,

Og lod til Spise Mannaduggen dryppe.

Fra Sinai, det høje Herrens Bjærg,

Den hellige sin høje Lov forkyndte,

Og selv stadfæsted han med Tordenrøst,

Hvad selv han Moses havde lagt paa Tunge.

Saa vandred Folket fyrretyve Aar,

Til Straf for trodsigt og afgudisk Sind;

Thi ej den gamle Slægt holdt op at knurre,

Før Munden lukket var af Ørkens Sand;

Men Herren da med Kraftens højre Haand

En trøsket Stamme i et Hedningland

Omhuggede, og planted dér igjen

Sin unge Ranke hist ved Vendel-Sø,

Paa Libanon sit smækre Cedertræ;

Han gav sit Folk det Land med Mælk og Honning,

Som fordum alt han loved Abraham.

For kort blev Natten og hin længste Dag,

Om jeg den lange Rad af Underværker,

Som har forherliget det største Navn,

Opregne skulde her Sammenhæng;

Men til det ypperste jeg nu vil haste,

Hvis Forbud kun de andre Jærtegn var:

Gud valgte Israel, ej for det ene

Beskinnes skulde af hans Naadesol;

Men for at den fra Templets høje Tinde

Bestraale kunde hele Jordens Kreds.

Klarøjet Moses alt i Aanden skued

Sin Overmand i fjærne Alder staa;

Og alt som nærmere kom Tidens Fylde,

Opstode Mænd, hvis øje Herren rørte,

Saa dybt det stirrede i Fremtid ind:

I høje Kvad de spaaende afbilded,

Hvad bag Aarhundreder forborgent laa:

Den helliges de haarde Straffedomme,

Som maatte tugte et afgudisk Folk;

Men efter Trængsler og en Frelsens Fyrste,

Hvis Herrespir sig over Jorderig

Udstrække skulde, og hvis Kongestol

Paa Evighedens Piller skulde hvile;

Han til Forsoning for al Verdens Synd

Sig skulde selv med frit Forsæt opofre,

Og med sit Blod aftvætte Jordens Skyld,

Som Dyreblodet havde kun beskrevet.

Den kom, den Jordens store Højtidsdag,

Som Fædrene saa længselsfulde vented,

Og Guds enbaarne Søn nedsteg til Jord,

Alt som et Barn: i Silkesvøb ej bundet,

Og ej opfødt i gyldne Kongehal,

Men født i Stalden lagdes han i Krybben;

Dog havde han, trods nogen Kongesøn,

Herolder, som hans Fødselsstund forkyndte,

Ej for de vældige, men for en Hyrdeflok,

Som dyrked Gud i from Enfoldighed:

Af Himlens Aander var det en Hærskare,

Som jublende istemte Takkesang

Til Ærens Gud, der bygger i det høje,

Og lyste over Jorderig Guds Fred.

Lykønsket blev og denne Kongers Konge

Af fjærne Drotter, som paa Himlen saa'

Hans Fødselsstjærne gjennem Skyen glimte;

Som deres egne Sendebud de kom,

I Stodderhytten saa' man Konger knæle,

Og Røgelsen, som hidtil ikkun brændte

I Tempelhaller og i Kongeborg,

Som det vel sømmed sig, nu dufted

For Kongers Konge i sin Tjenerdragt.

Han voxte op, og fra hans rene Læber

Ulignelig og hellig Visdom flød,

Og gjennem Armods Klædning i hans Daad

En Guddomsfylde legemlig udstraaled;

Thi med et Ord han gav de blinde Syn

Og stumme Mæle, ja, de onde Aander

Han kraftelig udjog, og kaldte døde

Fra Gravens Mørke op til Lys og Liv.

Dermed han gav et sanddru Vidnesbyrd,

At han var ét med altings høje Skaber,

Og visselig udgangen af hans Skjød;

Men og derved hel klarlig han betegned,

Hvorfor han steg til dybe Dale ned:

Den blinde Slægt han atter vilde lære

At stirre gjennem Mørkets tykke Sky

Til Lyset op, hvorfra den var udsprungen,

At aabne Øret for de glemte Toner,

Og Læben til Alfaders høje Pris.

Han Døden vilde og sin Brod fratage,

Og hellige os til et evigt liv;

Men Djævelen han maatte først betvinge,

Thi han var bleven denne Verdens Gud,

Og Adams Synd han maatte først udsone,

Thi Satans Trone hvilede paa den.

Han, Jesus Kristus er vor Frelsers Navn,

Af Kjærlighed til Faderen og os,

For Adams og for hele Verdens Synder

Med Legems Lidelse og Sjælekval

Har fyldestgjort; og da som en Misdæder

Uskyldig han til Korset naglet blev,

Med blodig Haand den Lov, som os fordømte,

Han nagled fast med sig til Korsets Træ.

Han døde, og i Sorgens Klædebon

Den klare Sol sit Straalelegem svøbte,

Og Klipper revned, Jordens Grundvold skjalv.

Men styrtet var den onde Djævels Trone,

Hjemsøgt nu blev han i sin mørke Borg

Af Livs og Døds den sejerrige Herre,

Som vristed Spiret af den ondes Haand

Og gav ham Lænker for sin Kongekrone.

Sigurd:

Men hvem har set den underlige Kamp?

Hvem bragte Tidende fra Mørkets Verden?

Torkild:

Den stærke Kæmpe blev sit eget Bud;

Thi Død og Grav ej kunde ham indspærre;

I Guddomsglans af Graven han opstod,

Og vidned sanddru om den vundne Sejer.

Dernæst, forklaret ved Gud Faders Kraft,

Han sig opsvang paa Himlens Kongetrone,

Og deler nu sin Faders Herlighed

Med al hans Magt paa Jorden og i Himlen.

Da vandred de, som her ham havde fulgt,

I Landene omkring, med store Kræfter

Til Visdoms Tale og til Undertegn,

Som Gud dem ved sin Hellig-Aand forlened;

De trodsed alt, hvad Mennesker kan lide,

Og ginge villig til en pinlig Død;

Men Tusender med Daabens Ord de vied,

I Navn Gud Faders, Søns og Hellig-Aands,

I Jesu Kristi Tro til Salighed.

Sigurd:

Er det da nok til Salighed: at tro,

At Jesus Kristus har vor Synd udslettet,

Og at vi har i ham et evigt Liv?

Torkild:

Ja, denne Tro er Hovedhjørnestenen;

Hvo den foragter, knuses af den vist;

Men Bygningen, som er paa den grundfæstet,

Er Kjærlighed: i Gud, som elsked os

Saa inderlig, vi skal os nu indelske,

Og Næsten skal vi elske som os selv.

Sigurd:

Ja, visselig er det et Undersagn;

Og er det Sanding, som det tykkes være,

Hel ynkelig er al vor Kæmpeid,

Og angestfuldt maa Hj ærtet vist henty

Til ham, som kan os med vor Gud forsone.

Troværdigt tykkes mig det høje Sagn;

Thi, hvad hos os i Taage er indhyllet,

I det fremstraaler i saa klart et Lys,

Og hvad forgjæves tit jeg grubled over:

Det stridige hos mig og overalt,

Jeg ser i Sandheds Liv og Lys forklaret. —

Dog, hvis du kunde sige mig et Tegn

Paa Talens Sandhed, som det alt beretter,

Da styrkedes min endnu svage Tro,

Og tillidsfuld for Kristus jeg nedknæle.

Torkild:

Vel mangt et Tegn, som i de svundne Tider

Kundgjorde klarlig Bogens Sanddruhed,

Jeg kunde nævne, og dig end paaminde,

At Sagen er sit eget Vidnesbyrd,

Da hver en Spaadom fra de gamle Tider

I hvert et Ord paa Kristus blev opfyldt;

Jeg kunde om det store Jærtegn melde:

At Kristendommen som et ringe Frø

Umærket blev i dunkle Krog udsaaet,

Og stander nu opvoxet til et Træ,

Hvis Grene skygge over brede Strømme,

Og i hvis Læ saa mangt et Folkefærd

Med Lov og Tak til Himlens Gud sig hviler;

Og det er sket, skjønt ingen verdslig Arm

Beskjærmed Planten i den unge Alder,

Men Øxen, svungen udi Kejserhaand,

Hel mangen Gang sig i den unge Stamme

Saa dybt indbed, at det for Mandeblik

Vel syntes klart, den maatte brat henvisne;

Men fra dens Rod hel underfulde Skud

I stakket Frist end højere sig løfted,

Og Romaborgs den stolte Drot til sidst

Indflygte maatte under Kirkens Hvælving,

Og rejse dér omfaldne Kejserstol.

Hvem gav vel Ordet, ikkun Ord alene,

En saadan Kraft til Kamp mod Verdens Magt,

En saadan Kraft, at Tusender forlod

De gyldne Sale og de bløde Klæder,

Henvandred glade paa den trange Sti,

Hvis hede Damp og stærke Purpurfarve

Kun minded om udrundet Kristenblod!

Dog heller vil jeg om en Spaadom melde,

Som tit gjentages i den gamle Bog,

Og som den Dag i Dag endnu opfyldes:

Det spaaet var, at efter Kristi Tid

Det Folk, som Gud beskjærmede saa længe,

Men som haardnakket vendte sig fra ham,

Foragted hans enbaarne og vanvittigt

Udæsked Himlens høje Gud til Strid,

Ved Kristi Blod at ønske paa sit Hoved, —

At dette Folk adsplittes skulde vidt

Blandt Jordens mange Folkefærd;

Men overalt sig selv dog ligne.

Det er nu sket: i fire Hundred Aar

Omflakker Israel, ustadig og landflygtig,

Men vogter end, som før, paa Mose Lov,

Forjættelsen og alle gamle Skikke;

Ja, Skikkelse og hele Aasyn selv

Saa uforandret er endnu de samme,

At her ved Rhin og hist bag Verdens Hav

Blandt Tusende man Isra'liten kjender.

Det er et Vidnesbyrd, som Trods kun kan modsige,

Det er, hvad selv jeg paa min Vandring saa',

Og som skal ses af end ufødte Slægter,

Til Vidnesbyrd for alle, som vil tro,

Til Dom for dem, som Hjærterne forhærde,

Indtil en Gang den store Dag frembryder,

Som ogsaa er i Bogen vist forkyndt,

Da Levningen, forløst, skal vende hjem

Og Kristi Pris med Jubellyd istemme.

Sigurd:

Jeg tror, og nu jeg længes efter Daab,

At ren og let jeg med aftvættet Brøde

Kan dø, om saa det er af Gud bestemt.

Torkild:

Ja, visselig din Længsel skal opfyldes;

Og inderlig jeg takker Himlens Gud,

At han dig valgte som den første Grøde

Af Ordets Sæd i stærke Kæmpejord.

Det Glædesvarsel skal mit Mod oplive

Til ufortrøden Sæden at udstrø,

Skjønt vel jeg véd, at i saa mangt et Hjærte

Den tørres hen paa haarde Klippegrund,

At tit den vil af Torn og Tidsel kvæles,

Og tit bortstjæles af den fule Aand,

Som over hvert et vantro Bryst regerer. —

Nu lader os til Borgen haste hjem!

Og, om du vil, jeg dér dig flux skal døbe.

Sigurd:

Nej, ikke saa! du her mig døbe flux!

Torkild:

Men Isen nu har bundet alle Vande.

Sigurd:

Nej, hisset er saa klart et Kildevæld,

Som aldrig stivner i den haarde Vinter.

Torkild:

Velan! det skal os tvende Ting afbilde:

Den sande Tro, som aldrig isne kan,

End ej i Dødens lange Vinternat,

Og Kristendommens klare, varme Kilde,

Som skal fremsprudle midt i kolde Nord.

Dér klarere end mellem Sydens Blomster,

Som skæmme den med fremmed Farveglans,

Den rinde skal imellem Nordens Fjælde,

Og svulme højt af Bjærgets rene Sne,

Naar smeltet den i Kildens Skjød sig gyder.

Borgen.

Gunnar:

O, Brynhild! Brynhild! lad dig dog bevæge!

Jeg elsker dig saa fuldt og inderlig;

Alt, hvad dig lyster, du af mig begjære!

Med Gammen vil jeg lyde hvert dit Ord.

Brynhild:

Jeg kun den vældigste paa Jord vil eje,

Og ingen anden tage udi Favn. —

Ej er du vældig, medens Sigurd lever,

Og med hans Blod du kjøbe maa min Gunst.

Gunnar:

Hans Blod er mit; jeg svor ham Broderskab.

Brynhild:

Det svor han ogsaa dig; men ej des mindre

I Brudeseng han glemte Ed og dig.

Gunnar:

Hvad? Har han sveget mig? Troløse Nidding!

Hans Død er vis. — Men siger du og sandt?

Brynhild:

Jeg siger, at han favned mig hel kjærlig,

Enddog til dig han ikkun fæsted mig.

Gunnar:

Hvor er mit Sværd?

Hogne:

Hvad fattes dig?

Du som i Vanvid farer jo omkring.

Gunnar:

Mig fattes ikkun Sigurds Hjærteblod.

Hogne:

Du raser. Vil du øve Niddingsid?

Gunnar:

Nej, Sigurd er en Nidding: han i Favn

Har Brynhild taget mod sit dyre Løfte.

Hogne:

Det lyver Brynhild; grum hun er i Sind

Og vil vor Slægt fordærve; jeg har svoret,

At den, som dræber Sigurd, skal af mig

Og vorde dræbt, om jeg det ellers mægter;

Og Eden vil jeg holde som en Mand,

Om ogsaa Gunnar blev sin Svogers Morder.

Grimhild:

Hvi trættes saa I? mine vakre Sønner!

Du, Gunnar, vil, at Sigurd dræbes skal,

Og det er vel forskyldt. Imens han lever,

Er han jer Høvding; men naar han er død,

I raade Landet og hans Guld tillige.

Det er en Fordom, at den Draabe Blod,

Hvormed man blander sit, skal gjøre

Det andet Blod, som er i Kroppen, helligt.

Det Blod, som I har blandet jeres med,

Det maa I ej udgyde; men det andet

I frit kan lade sprudle ud.

Hogne:

Fostbrodernavn af alle agtes helligt;

Vort eget Folk os myrded eller drev

Dog ud af Land, om vi den Idræt øved.

Grimhild:

Nu vel! en Fordom maa man ogsaa stundum

Ej overse; men jeg har nok en Søn,

Som ikke Blod med Sigurd end har blandet,

Og dog det lovet har; nu Timen er.

I dette Horn jeg kraftig Drik vil blande;

Og naar I række Guttorm den, hans Arm

Skal Styrke faa, og Sindet Dristighed,

Til sig i Lag med eders Maag at give.

Gunnar:

Det er det samme Horn, min Moder!

Hvori vi blandede med Sigurd Blod.

Grimhild:

Hvad siger det, om ogsaa Hornet lugter

En lille Smule efter Volsungblod!

Det som en Forsmag Tørsten kan forøge.

Hogne:

Hvad jeg har svoret, skal jeg ærlig holde.

Borgsalen. (I Dagningen.)

Gunnar:

O, hvilket fælt og rædsomt Angestskrig!

Det Gudrun er, min Søster, som sig vaander.

Saa er da Sigurd dræbt. — Du, Brynhild! ler.

Men ikkun vild og rædsom er din Latter;

I Hjærtet ej du ler: dit Aasyn blegner. —

Hvad har jeg kjøbt med Sigurds Blod?

Brynhild:

Min Hævn og min Forbandelse, du Nidding!

Grlmhild.

Til Lykke, Søn, med fagre Viv og Guld!

Thi, hørte ej jeg fejl, den stolte Kæmpe

Til Guld og Gammen al sin Lyst har tabt.

Hogne:

Det er forbi. Med grusomt Ulvegrin

Stak Guttorm Sværdet i den spæde Sigmund,

Og viede det saa til Sigurds Mord;

Fra Sengen dog han én Gang vendte om,

Ham Sigurds hvasse Øjne slog med Rædsel;

Han kom igjen, og da var Øjet lukket,

Han stødte Sværdet gjennem nøgne Bryst;

Men Sigurd vaagned, eller, som det tyktes,

Han blunded kun, for ej at undgaa Død;

Thi nu, saa snart han følte Staal ved Hjærte,

Med Gram han Guttorm kløved flux i to;

Og Gudrun ligger bleg paa trende Lig.

Brynhild:

Velkommen nu, du Hævnens søde Time!

Du mig erstatte skal min lange Kval.

Edbrydere I Gjukunger skal nævnes,

Saa længe man paa Jorden mindes jer,

Og ikkun sent jert Navn skal gaa af Minde.

Du, Hogne! blændedes af Guldets Glans,

Og vilde snedig saa din Ed udlægge,

Som det var nok, naar du kun Sigurd hævned,

Enddog du saa' uvirksom paa hans Mord.

Men tænk kun ej, at Guderne du skuffer!

Fordi ved Guldet saa dit Hjærte hængte,

I Hjærtekamret man det og en Gang

Skal smaalig søge, og naar ej det findes,

Dog tage Hjærtet med, i sikkert Haab,

At det ved Kunst til Guld sig kan forvandle.

Du, Gunnar! mente daarlig mig at kjøbe

Med Sigurds Blod; jeg skuffed dig, som du

Og skuffed mig, da jeg din Ham troloved.

Du tænker nok, at Sigurd dig bedrog;

Men vid, han drog sit Sværd i trende Nætter,

Og delte saa vor kyske Brudeseng!

Han dig var tro, men ham har du nu sveget,

Og Fofners Bane er i Valhal end

En Ormehøvding: skal en Orm udsende,

Hvis hvasse Brod skal naa din Hjærterod.

Uddød er Volsungætten; men nu Raden

Til Gjukunger skal komme brat!

Hist ligger Gudrun over røde Lig;

Hun skal opstaa, ej Døden hende undes,

Hun lære skal igjennem blodigt Liv,

Hvad det betyder, fræk som hun at stride

Med Odins Mø om Kæmpen, hun sig kaared.

End bær hun under Hjærtet fager Mø,

Som hun med Sigurd avled; men ej Gammen

Skal hende fødes med den Datter fin:

Naar Mand og Sønner hun har Bane voldet,

Naar Hestene, de hvide med de sorte,

Har søndertraadt i Jormunrekurs Gaard

Den fagre Svanhild, og naar Kampestene

Er farvede i hendes Sønners Blod,

Da hylende, fortvivlet skal hun stande;

For hende er ej Død i Sværdeod,

Ej Undergang i Flodens dybe Vande.

Nu, kommer, Terner, som mig fulgte hid!

Jeg mellem jer mit Arvegods vil skifte.

O, knuger ej det arme Øjelaag!

Lad det i Vejret sig kun frit opløfte,

Saa Øjet efter Lyst kan spille hen

Paa Lin og Maard og paa de gyldne Ringe

O, strammer ej omsonst de arme Sener!

Forgjæves vil I tvinge Taarer frem;

Jeg véd det jo, I har mig aldrig elsket,

Men jeg har heller aldrig elsket jer;

Og tænker ej, det er af kjærlig Hu,

At disse prude Mon jeg saa udskifter!

Nej, Tvedragts Sæd jeg ikkun vil udstrø,

Og Gjukunger skal Arven jer misunde.

Nu, kives I kun om den røde Malm!

Jeg, klogere, den blaa mig har udkaaret.

Jeg rammed godt, og vel jeg er til Mode;

Nu, hører, Gjukunger, min sidste Bøn!

I skal opfylde den: jeg véd, I maa! —

Naar jeg er død, da lader brat paa Sletten

Af mine og af Sigurds røde Lagen

En Tjælding højt sig løfte over Jord!

Opstabler til et Baal det skaarne Ved,

Og lægger der jævnsides vore Lig,

Med Gram imellem, at det end kan dele

Til Gunnars Skjændsel vores Brudeseng,

Og hærdes atter i de hede Emmer

Til blodig Idræt gjennem mange Aldre!

Ej Valhals Dør skal slaa mod Sigurds Hæl.

Jeg følger ham, og evig skal vi glædes!

Torkild:

Forundres maa jeg her i Kongesal,

Forundres og forfærdes vist tillige:

Paa Gulvet ligger spredt det røde Guld,

Paa Sengen svømmer i det røde Blod

En smykket Kvinde! — Skal jeg tro mit Øje,

Formastelig hun har med egen Haand

Det skarpe Sværd indboret i sit Hjærte.

De blege Drotter og den bange Skare,

Den gamle med det lede Helvedsmil, —

Ja, alt forkynder mig en sælsom Rad

Af Hændelser, et Efterspil, som knytter

Sig selv til, hvad jeg i min Ungdom saa'

I Sigmunds Hal og Sagnets Tryllespejl. —

O, siger mig, I Drotter! hvad det var,

Og hvad det er, som denne Jammer voldte?

Gunnar:

Ej grandt som du jeg kjender svare Domme,

Som ere gangne over Volsungs Æt

I fordum Tid; men dog jeg vel tør mene,

At Forspil kun de var for, hvad som nu

I korte Timer haver sig tildraget. —

Dér ligger Brynhild, Budles stolte Datter,

Min Viv hun var, men havde Sigurd kjær;

Og Sigurd, Fofners vidtberømte Bane,

I næste Kammer svømmer i sit Blod,

Ja, i sin Søns og i vor Broders med.

Os Brynhild lokkede til ham at svige,

Vor svorne Broder, ved vor Broders Haand;

Og Sigurd selv har taget blodig Hævn.

Behøves mere, for i Gru at stivne?

Og end dog ej vor Jammerskaal er fuld:

Vor egen Søster, Gudrun, Sigurds Enke,

Os tavs forbander ved sin Herres Lig;

Og leende os Brynhild nys forkyndte

En pinlig Død. og Slægten Undergang!

Torkild:

Saa var min Anelse da alt for sand:

Saa var det Sigurd, Angestskriget gjaldt!

Saa er da Karret fuldt af Volsungblodet!

Og jer det var, som daarlig gød deri

De sidste store, tunge Draaber! Ja,

Nu sikkerlig det brat sig monne vælte,

Og knap I stande mod den stride Strøm. —

Dog vist der er en Gud, som jer kan frelse,

Og end kan Brynhilds Spaadom vorde Løgn.

Brynhild:

Hvorledes? hvad? min Spaadom vorde Løgn!

Fra Valhals Dør jeg vende maa tilbage,

For den at se, som vover saa at mæle.

Hvem er vel du? du med det side Skjæg,

Og med det sære Hammerstegn paa Issen!

Véd du det ej, om hvem det var, du talte?

Ej om en Kvinde, men om Odins Mø,

Det var, du talte de forvovne Ord;

Mon du tør mene, hendes Spaadom svigter?

Torkild:

Ej om en Kvinde, deri har du Ret;

Jeg bedre end du selv kanske dig kjender.

Du stirrer vildt paa det forborgne Tegn,

Som smykker Issen: du maaske det kjender;

Thi du er deres, som med Skjælven tro.

Omkring din Vugge sad Uvætters Flok

Og vied dig til deres Tjenerinde;

O, tænk kun ikke, at et Kvindebryst,

Som aander Harm og efter Hævn kun længes,

Kan være med det himmelske i Slægt! —

Din Spaadom lettelig kan vorde sand;

Men bryst dig ikke af din Spaadomsgave!

Thi hvis den er, du snarlig mærke skal,

Og mine Ord i evig Pine sande.

Du er forloren, far til dine Frænder!

Dig brænde evig dér den onde Ild,

Som her har blusset vild i dine Aarer!

Og jeg til Himlens Herre har det Haab,

At Sigurd ej du skal i Pinen møde.

Brynhild:

Forbandede, forhadte Plageaand!

Hvem gav dig Magt til mig i Sind at ængste,

At ængste mig, som aldrig kjendte Frygt?

Hvad? skal til Kval jeg virkelig hen vandre,

Til Kval og ej til Odins stolte Borg,

Og ej til ham, som jeg til Mand mig kaared?

Saa gid det dog maa undes mig at se

Jer alle vaandes i den samme Pine,

Og undes mig jer Pine at forøge!

Afsted jeg maa. — Hvor hen? — Til evig Kval!

Torkild:

O, saa' I, Drotter! hvor hun som en Orm

Sig vred i Dødens Stund? O, hørte I

Fortvivlelsens den rædselsfulde Tale?

Og kan I mindes hendes Spaadomsord?

O, mærker det dog alt, og hører mig!

En Vej til Frelse jeg jer vil forkynde:

De Guder, som I dyrke, er ej til,

Og ej det nytter jer, paa dem at stole.

Men han, hvis Navn i eders gamle Sagn

Saa trøstefuldt og sanddru monne klinge:

Alfader, han er til; han har udspændt

Med Almagts Haand den hvalvte Himmeltelt,

Og Jordens Ring foruden Hjælp afrundet;

Af ham fik Mennesket og Liv og Aand.

Men onde Magter er der ogsaa til,

I eders Sagn Hrimturser de mon kaldes,

Men Djævle er dog deres rette Navn:

De har bortlokket Mennesket fra Gud,

Og herske nu som denne Verdens Drotter

Med Grumhed over hver en Mand paa Jord,

Der ej nedknæler for sin rette Fader

Og vender hjem som en forloren Søn

Med Bøn om Syndsforladelse og Naade.

Gunnar:

Du taler snildt; og sandt det er at sige,

At vi paa Aser ej kan stole trygt,

Og bedst for os paa Jord det maatte nævnes,

Om disse Guder havde ingen Magt;

Thi ikkun Straf og Hævn vi os kan vente.

Men sig os nu, hvad skal vi tro og gjøre,

For at erhverve os Alfaders Gunst?

Torkild:

Først tro paa ham, som er alene Gud,

Paa Faderen og paa hans Søn tillige:

Paa Jesus Kristus; thi med Kval og Død

Har han udfriet os af Dødens Rige;

Dertil og paa Gud Faders Hellig-Aand.

Dernæst I og skal Vold og Mord forsage,

Kun til betrængtes Forsvar løfte Sværd.

Hvad Møl kan æde eller Rust fortære,

Hvad falde kan i Tyvs og Røvers Haand,

Paa saadan Skat I aldrig her maa sanke;

Men hellere med eders Sølv og Guld

Neddæmpe Suk og Armods Graad aftørre;

Da sanke højt i Himlen I en Skat,

Hvorved I skal evindelig jer glæde,

Naar, døende, fra Jord I flytte did.

Grimhild:

O, nøler ikke saa, I vakre Kæmper!

Til Ambolt og til Blæsebælg I flux

Jer skynde maa, for eders Sværd og Skjolde

Og Brynjer graa at hamre ud ved Ild

Til Plovjærn og til Brændeøxer;

Og naar til Bønder I har delt dem ud,

Stavkarle trindt fra Land I maa hidstævne,

At Sigurds Arv, at alt det Sølv og Guld,

Som I har kjøbt for eders Svogers Blod,

I mellem dem kan rundelig udskifte! —

Hvad skader det, om og en fremmed Drot

Jer nøgne da af Kongeborg uddriver!

I kan jo gaa til Himlen, hvor en Skat,

Der aldrig tømmes, I har sammensanket. —

Den Vej, kanske I synes, er lidt lang;

Men, naar I tigge smukt, det ej kan fejle,

At Stodderne, som I gav eders Guld,

Til Gjengjæld Kjæppen og den tomme Pose

Da skjænke jer, og i al Stilhed kan

I magelig til Grav og Himmel vandre.

Torkild:

O, ti, du onde Aanders Tjenerinde!

Dig rammer ogsaa Herrens Arm en Gang;

Da skal du vist med Graad og Tænders Gnidsel

Fornemme, hvad det er, at stande ham imod.

I stande tavse, Gjukunger! Jert Sind

Er bundet til det gyldne Jordens Støv,

Og ej I vil med Himlens Ædelstene:

Med Hjærtets Ro og Salighed, det bytte.

Jeg kan ej tvinge jer; til Tro og Kjærlighed

Ej Tvang kan føre; men min Varselsstemme

I Hallen højt skal runge, før jeg gaar:

Hvis ej I vil til Herren jer omvende,

Da skal opfyldes Brynhilds Spaadom vist,

Og, medens Orme eders Knokler gnave,

Skal Sjælen gnaves af en værre Orm,

Som aldrig dør og aldrig den fortærer.