Skalholtsbispens Fostersøn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Skalholtsbispens Fostersøn
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Det er Begyndelsen til denne Fortælling, at der var en Bisp i Skalholt, men hvad han hed, berettes ikke. Dengang var der mange Disciple i Skolen der paa Stedet. Det var nogle kaade Fyre, som foruden at lægge Vind paa den Underviisning, der blev givet dem i Skolen, ogsaa lagde sig efter alskens Kogleri. Bispen fostrede en ung Svend, fortælles der, hvis Navn heller ikke vides, men som han holdt meget af. Fostersønnen var saare nyfigen efter at kjende hvad Disciplene toge sig for og fortalte altid til sin Fosterfader, naar de havde noget Usømmeligt for. Disciplene kom snart under Veir med hans Sladder og fattede Nag til ham derfor. Dette gik i nogen Tid.
En Vinter havde Disciplene stor Lyst til at faae denne Svend ud af Verden, men af Frygt for Biskoppen kunde de ikke iværksætte deres Planer, og saa gik Vinteren hen. Men da Disciplene næste Høst kom til Skolen, manglede En, der hørte hjemme i Hjaltedal og som man havde ventet, vilde komme. Disciplene hittede da paa den Udvei, at de bøde Bispens føromtalte Fostersøn en Mængde Penge for at drage nordpaa og komme til Kundskab om af hvad Aarsag Disciplen ikke var kommen. De paalagde Svenden paa det Bestemteste, ikke at vælge nogen anden Vei, naar han drog nordpaa, end den over Fjeldene. Saasom Svenden nu havde megen Lyst til Pengene, som bleve ham tilbudte, lovede han at drage afsted, hvis hans Fosterfader tillod det. Han talte siden derom med denne, som fraraadede ham Reisen, men alligevel tilsidst gav ham Tilladelse til at drage bort. Svenden bad sin Fosterfader om at sørge for at han fik de Penge, man havde lovet ham. Bispen udrustede sin Fostersøn paa det Bedste til Reisen, men lod ham dog drage bort tilfods. Da han tiltraadte sin Reise, var han atten Aar gammel. Han gik i nordlig Retning, stævnede over Fjeldene og gik, hvor man havde fortalt ham, at Afstanden var kortest ad fremkommelige Veie. Da han havde gaaet længe, fik han Uveir med stærkt Sneefald. Øieblikkelig foer han da vild, men blev dog ved at gaae, indtil han omsider traf paa en lille Hytte. Der bankede han paa Døren, men først efter en lang Venten blev der lukket op af en gammel Mand, der havde et saare uvenligt Udseende. Svenden bad om Husly; det vilde han ikke nægte ham, svarede den Gamle. Han traadte nu indenfor, og Bonden bar en Steen hen for Døren og stængede den til dermed. Drengen stod saalænge ved Indgangen. Da Bonden var færdig med sit Arbeide, gik han indefter, og Svenden fulgte ham. Det var en lang Gang, og Bonden blev ved at gaae foran; men da Svenden til sidst begyndte at blive kjed af den lange Gang, blev han staaende, medens den Gamle blev ved at gaae. Der gik nu en lang Tid hen, uden at Nogen saae til Svenden, hvorfor han skreg op og sagde, at her fandt Gjæsten en usømmelig Modtagelse, da han hverken fik Lys til at see at skrabe Sneen af sine Klæder ved eller en Kniv til at gjøre det med. Men han kunde nu ikke faae fat i sin Lommekniv, fordi hans Klæder vare frosne, og der kom Ingen og bød ham, træt som han var efter Reisen, hverken at sætte sig ned eller nogen anden Bekvemmelighed, som dog en reisende Mand nok kunde trænge til. Efter at have talt dette, blev han vaer véd at Nogen gik forbi ham, og lidt derefter kommer en gammel Kvinde forude fra Huset, med et Lys i Haanden. Da seer han, at han har staaet ved Badstuedøren; han seer sig da om og opdager, at Badstuen er lille og at der ikke er Andre inde i Stuen end Bonden, som kom til Døren, Kjællingen, som bar Lyset, og et ungt Kvindfolk, der ikke saae ham synderlig fornøiet ud. Manden sad paa en Seng. Svenden tænkte sig, at han og Kjællingen raadede i Huset. Begge saae de meget onde ud. Da Drengen havde staaet der en lang Tid, mærkede han, at de to Gamle hviskede Noget til hinanden; siden tænder Kjællingen et andet Lys, og de gaae Begge ud. Aldrig saasnart ere de gaaede, før Svenden gaaer hen til Ægteparrets Seng og giver sig til at skrabe Sneen af sine Klæder der, hvorpaa han lægger sig tilsengs. Men den føromtalte Pige raader ham fra at lægge sig i Ægtefolkenes Seng, thi det vil have onde Følger for ham, og hun beder ham at tage sig vel i Agt. Han meente, at hun skulde holde sin Næse fra disse Ting, og lagde sig saa tilsengs. Men neppe var han kommen i Sengen, før Manden og Kjællingen kom ind. Manden bar en stor Øxe i den ene Haand, men en Brynesteen i den anden, medens Kjællingen i den ene Haand holdt Lyset og i den anden bar en Træskaal. Der var to Stene paa Badstuegulvet, af hvilke den ene var saaledes dannet, at der var en Fordybning i den. Kjællingen puslede med at faae Skaalen anbragt i Fordybningen af Stenen, men Manden satte sig paa den mindre Steen og gav sig til at bryne sin Øxe. De beskjæftigede sig hermed saalænge han vaagede. Siden faldt han i Søvn og sov til den lyse Morgen. Men da han vaagnede, vare den Gamle og Kjællingen endnu ifærd med det samme Arbeide. Drengen stod op af Sengen og gik ud for at see til Veiret, som imidlertid ikke var klaret op endnu. Derpaa gik han ind og bød Husets Eiere Godmorgen. De besvarede hans Hilsen. Saa siger Svenden til Bonden, at han kan tænke sig, at han vel snart er kjed af at bryne sin Øxe, og han gjør ham derfor det Tilbud at afløse ham, da han jo nok kan vide, at Bonden vil bruge det Værktøi til at vise Gjæstevenlighed med, men han vilde da heller have, at den var dygtig skarp, for at Hovedet desto før kunde falde, sagde han. Bonden modtog hans Tilbud, og Drengen gav sig til at bryne, og efter at have brynet en Stund, gik han hen imod den Gamle med de Ord, at nu var den nok blevet noget skarpere, og nu vilde han prøve den, sagde han. Derpaa huggede han den Gamle saa haardt i Halsen, at Hovedet faldt af. Den samme Tjeneste viste han ogsaa Kjællingen, hvorpaa han tog Begges Legemer og brændte dem til Aske. Svenden, som havde bemærket, at Pigen var saare bange, da hun saae hvorledes han tog fat, spurgte hende nu, om hun var en Datter af det nys hensovede Ægtepar, hvortil hun svarede Nei. Hun fortalte, at for tre Aar siden var hun med Flere fra Skagefjorden draget tilfjelds for at sanke Mos, men havde forvildet sig fra dem i en Taage, og at denne gamle Mand da havde fundet hende og bragt hende til sin Hytte. Han havde sagt, at hun skulde blive hans Hustru, naar hans Kjælling var død, og i de tre Aar havde han ogsaa søgt hendes Venlighed, men til ingen Nytte. Hun fortalte, at hun var en Præstedatter fra Mælifell og at den Gamle havde plyndret og røvet fra Reisende, men dræbt to Mennesker, det hun vidste af. Hun spurgte ham nu, hvem han var og hvorledes det havde sig med hans Reise, men han fortalte hende den rene Sandhed herom. Siden gav han hende Valget imellem enten at drage afsted med ham, med høist usikkert Livshaab, da han jo ikke vidste, hvad Retning han skulde tage i dette forfærdelige Uveir, og han jo godt kunde vide, at han havde forvildet sig langt fra den Vei, han havde havt isinde at gaae, eller at blive tilbage i Huset, hvor de nu vare. Men hun svarede, at hun heller vilde følge ham, skjøndt hun vidste, at hun samme Dag maatte omkomme derude paa Grund af Træthed og det onde Veir. Hun havde heller ingen Tanke om, ad hvad Kant de skulde stævne, sagde hun. De bleve nu der i tre Dage og udrustede sig til Reisen saa godt som der var Leilighed til. De lavede et Telt af Dynevaaret og Teltstokke af nogle Pinde, de fandt, hvorpaa de brøde op. Efter megen Møie fandt de endelig, som det forekom dem, den rette Vei og da de vare komne længere frem, kjendte hun igjen de Steder, hvor den onde Mand havde taget hende, da hun, som før er fortalt, forvildede sig fra sine Medreisende. Der fortælles Intet om at de fik mere ondt Veir og Intet om deres Færd, før de kom nordpaa til Skagefjord. Da gjæstede hun paa Starrestad; men samme Kveld, som de kom ned til Skagefjorden, drog han til Mælifell og bad der om Husly, hvilket strax blev ham tilstaaet. Han blev beværtet paa det Bedste.
Om Kvelden kom Præsten op paa Badstueloftet, hvor baade Gjæsten og Tjenestefolkene sade ved deres Haandgjerning. Den Fremmede hilste paa Præsten, og denne besvarede hans Hilsen. Præsten spurgte ham ikke om Tidender, skjøndt han vidste, at han var kommen langveis fra, og uden at sige et eneste Ord, gik han siden ned igjen. Da tog Svenden tilorde og sagde, at dette var en løierlig Præst, da han ikke spurgte de Mænd om Nyt, der havde faret vide og vare komne fra fjerne Herreder. Det var et Skarn af en Præst, sagde han, og aldrig havde han endnu truffet paa nogen saa kjedelig og stilfærdig Præst. Tjenestefolkene tyktes, at han talte lidet sømmeligt om deres Præst, og de fortalte, at Grunden til hans Tungsind var den, at han for tre Aar siden havde mistet sin Datter paa den Maade, at hun var draget med Flere tilfjelds for at sanke Mos, men var bleven borte for dem, uden at Nogen siden havde seet det Mindste til hende. Fra den Dag af var Præsten aldrig glad, sagde de. Svenden sagde, at han dog ikke havde nogen Skyld i hendes Forsvinden og at det sømmede sig ilde for slig en Mand, at lade den Uskyldige undgjælde derfor. Siden gik han tilsengs, hvor man havde anviist ham Leie. Den næste Morgen var han aarle oppe og vilde nu gjerne faae Præsten i Tale, men det blev ham fortalt , at det var for tidligt at vække ham endnu. Det var just ikke efter en reisende Mands Bekvemmelighed, at vente til heelt op ad Dagen, sagde han. Folkene sagde, at han ikke maatte gaae bort, førend han havde faaet Mad og Drikke. Han brød sig lidt om hvad de sagde og gik ned til Starrestad, hvor han hentede sin Pige, og vendte derpaa tilbage med hende til Mælifell. Her lod han hende gaae ind i en liden Hestestald og gik siden selv til Gaarden. Præsten var da staaet op; den Fremmede gik til ham, bød ham Goddag og takkede ham for god Gjæstevenlighed. Saa spørger han Præsten, om han heller vil give ham Findeløn end lade ham beholde, hvad han har fundet. Efter at have tiet en lille Stund, svarer Præsten: »Fremmed, som Du er her saa ganske, har Du neppe fundet Andet end hvad jeg godt kan miste uden stort Savn, og gjerne maa det være Dit.« Den unge Mand gaaer ud for at hente Pigen, og bringer hende til Faderen. Det lader sig nu ikke beskrive, hvor glædeligt Gjensynet blev, men efter det første Øiebliks Glæde fortæller Præsten sin Datter, hvad han og den Fremmede have talt om, og hun svarer da, at det er hendes Villie, at ægte ham fremfor nogen Anden; thi han har med sin sjeldne Dygtighed frelst hendes Liv ud af den store Fare, hvori hun svævede. Skjøndt nu Præsten ikke kjendte den unge Mand, gav han dog villigt sit Ja til at de fik hinanden. Svenden blev nu der en Uge. Siden fortsatte han sin Reise til Hjaltedal; afhændede de Breve, han var sendt afsted med, og efter atter at have taget mod Breve til Sønderlandet, drog han tilbage til Mælifell, hvor han slog sig til Ro en Uges Tid, men derpaa lavede han sig til Hjemreisen. Da sagde Præsten til ham, at nu maatte han næste Vaar komme til Nordlandet og hente sin Fæstemø.
Han drager nu afsted, og om hans Færd meldes Intet, før han kommer sydpaa og har naaet fjeldene. Da bliver han overfaldet af et voldsomt Uveir, og han veed ikke, hvor han styrer hen, før han endelig træffer paa en Gaard. Han banker paa Døren, og der bliver snart lukket op. En gammel Mand kommer til Døren, og den Reisende beder om Husly. Manden siger, at han ikke er vant til at jage veifarne Mænd fra sit Huus, men han regner det for et stort Under, at han har havt det Held, at komme under Tag i saa ondt et Veir. Siden gaae de ind. Bonden lukker i, bærer en Steen for Døren, og det saaes, at han havde baade et hurtigt og kraftigt Haandelag. De gik nu ind ad en Gang. Bonden siger, at der staaer en Hest, som tilhører ham, i Døren. Svenden gaaer da ind ad Ganggen, indtil han til den ene Side seer Noget lysne, og hans Øie falder da ind i en lille Hytte, hvor der sidder en Kjælling ved en Ild. Der stod en Gryde paa Gløder, som Kjællingen holdt vedlige. Han seer, at der ligger en Menneskehaand paa een af Ildstenene ved Siden af Kjællingen. Han bekymrede sig dog ikke videre herom og gik længere ind med Bonden. Da bliver han vaer ved en Hest, som staaer i Gangen. Han beder Bonden om Lys, og den Anden bringer ham det. Da Svenden seer Hesten, siger han: »Saa Du er her, Skoleblis!« Men neppe har han udtalt det sidste Ord, før han siger: »Jeg troer dog ikke, det er ham.« Bonden spørger, om han mener at kjende denne Hest, hvortil han svarer Nei. De snakke nu en Stund om Hesten og ville Begge undersøge, om den er gildet; de staae hver paa sin Side af Hesten og føle sig for. Da springer den unge Mand over Hestens Ryg ovenpaa Bonden; det blev en haard Kamp, men det gik dog saaledes tilsidst, at Bonden faldt. Svenden satte ham sit Knæ paa Maven og blev ved dermed, til Bonden var død. Derpaa vendte han sig i Skynding imod Kjællingen, som var kommen tilstede i Kampens Begyndelse , men ikke havde vovet at yde sin Husbond Hjelp, paa Grund af Gjæstens Trudsler. Han dræbte hende, som han havde dræbt hendes Ægtemage, brændte dem siden op til Aske og begyndte at see sig om i Hytten. Han fandt da en Dragt., som han huskede, havde tilhørt den Discipel fra Hjaltedal, der ventedes til Skalholts Skole om Høsten. Han fandt ogsaa Bøger og Ridetøi, og kjendte ligeledes Hesten. Der blev han i tre Dage, men siden drog han afsted. Han tog Hesten og alle den døde Discipels Efterladenskaber med sig, fik en heldig Reise, og kom til Skalholt, hvor han blev vel modtagen af sin Fosterfader, Bispen, der tyktes at have faaet ham fra Døden til Livet. Bispen fortalte han nu Alt om sin Færd til Punkt og Prikke; men for Disciplene skjulte han Historien med Kjæresten. De syntes ikke videre godt om at han kom tilbage og paastode, at han ikke var dragen ad Fjeldveien, men han svor en Ed paa, at det var Sandhed, hvad han sagde. De vilde nu undslaae sig for at udbetale ham den lovede Sum, men da Bispen blandede sig i Sagen, maatte de ud med Betalingen. Siden bad han Bispen om Underviisning den Vinter, saa godt det lod sig gjøre, og den fik han.
Om Vaaren udrustede Bispen ham vel, og saa drog han nordpaa til Mælifell. Da havde Præsten faaet Starrestad ledig til ham og paa denne Gaard satte han Bo, men i Forveien havde Præsten fæstet Folk til ham og ladet foretage det nødvendige Arbeide med Jorden. Denne Sommer forblev han ugift, men om Høsten stod hans Bryllup med Præstens Datter. Præsten gav ham en god Medgift, og han blev siden en af de første Bønder i Skagefjorden, agtet af Alle, som kjendte ham, og den dygtigste Mand, hvor det gjaldt. Han blev anseet som en af Bygdens hjelpsomste Mænd, og man meente, at han kunde Mere end sit Fadervor, og hvor han kom frem, var det til det Bedre. Ægteparret holdt af hinanden til deres Dødsdag, men det berettes ikke, om de fik Børn. Og saa er denne Fortælling ude.
