Skirners Færd (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 31. jan. 2021 kl. 12:14 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)


Reprint Add.jpg


Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


3. Skirners Færd



Njords Søn Frey havde en Dag sat sig i Lidskjalv og overskuede alle Verdener; han saae til Jættehjem og fik der Øje paa en fager Mø, medens hun gik fra sin Faders Bolig til sin Skemme. Deraf fik han en stor Sindslidelse. Skirner hed Freys Skosvend, ham bad Njord at tale med Frey; da sagde


Skade.
1.
Rejs Dig, Skirner!
Og hen Du gaae,
For Sønnen vor
I Tale at faae;
Og for at spørge
Vor vise Frænde,
Mod hvem hans Harm
Sig monne vende.


Skirner.
2.
Vist onde Ord
Af Sønnen jeg faaer,
Om hen at tale
Med ham jeg gaaer,
Og spørger Manden,
Den vise Frænde,
Mod hvem hans Harm
Sig monne vende.


Skirner.
3.
Du Folkehersker.
For Guder, Frey!
Hvad jeg vil vide,
Forhold mig ej:
Hvi Dag for Dag
Den lange Sal
Eensom, min Drot!
Dig fængsle skal?


Frey.
4.
Hvorfor skal jeg
Min Hjærtevee,
Ungersvend!
Dig lade see?
Alfstraalen lyser
Jo hver en Dag,
Men ikke den volder
Mig Behag.


Skirner.
5.
Mand! ej større
Din Sorg kan være,
End at Du kunde
For mig den kære;
Vi samledes unge
I Fordumstid,
Vi to bør slaae
Til hinanden Lid.


Frey.
6.
En Mø i Gymers
Gaarde at gange
Jeg skued, hun tog
Min Hu tilfange.
Lyset fra hendes
Arme gik,
Saa Luften og Søen
Lysning fik.


7.
Mere jeg denne
Mø attraaer,
End nogen Mand
I sin Ungdomsvaar;

Blandt Aser og Alfer

Der Ingen er,
Som vil, at vi have
Hinanden kjær.


Skirner.
8.
Saa giv mig den Ganger,
Hvis Spring kan kue
Den vise forborgne
Varselslue,
Mig giv den Klinge
Der selv sig kan
Mod Jætter svinge.


Frey.
9.
Dig Gangren jeg giver,
Hvis Spring kan kue
Den vise forborgne
Tryllelue;
Og Sværdet, der selv
Sig svinge kan,
Naar horsk[1] blot er
Dets Ejermand.


Skirner sagde til Hesten:
10.
Derude er mørkt,
Os bør nu at fare
Over taaget Fjæld,
Over Folkeskare;
Enten begge
Vi vende tilbage,
Eller mægtig Jætte
Os begge skal tage.


Skirner red da til Gymers Gaard i Jættehjem; der vare olme Hunde bundne ved Ledet af den Skigaard, som omgav Gerdas Sal. Han red hen til en Hyrde, som sad paa Højen, og talte saa til ham:


11.
Hyrde! som sidder
Paa Højen der,
Og alle Vejene
Vogter her,
Siig, hvordan jeg
I Tale kan vinde
For Gymers Hunde
Den unge Kvinde?


Hyrden.
12.
Er Du enten
En Dødsens Mand,
Eller alt skilt
Fra Livets Stand?
Gymers gode
Mø at faae
I Tale, det skal
Du Aldrig naae.


Skirner.
13.
Bedre Du gjøre
Kunde, end klynke
For En, som rede
Er til at synke;
Mig er kun Døgnets
Alder givet,
Dertil skabtes
Mig hele Livet.


Gerda.
14.
Hvad larmende Larm
I vore Huse
Monne mig nu
For Øre suse?
Jorden bæver,
Og deraf alle
Gymers Gaarde
I Skjælven falde.


Ternen.
15.
Herude er stegen
Af Hestens Sæde
En Mand, og lader
Sin Ganger æde.


Gerda.
16.
Ind i vor Sal
Du skal ham byde,
For der den klare
Mjød at nyde,
Om end jeg maa
I Sindet ane,
At her nu stander
Min Broders Bane.


17.
Er Du en Alf
Eller Asasøn,
Hvad heller af vise
Vaners Kjøn?
Hvi kommer Du her
Alene frem
Over striden Strøm
At søge vort Hjem?


Skirner.
18.
Ej er jeg Alf
Eller Asasøn,
Ej heller af vise
Vaners Kjøn;
Dog ene jeg kom
Over Stridstrøm frem
For at besøge
Eders Hjem.


19.
Elleve Æbler
Du seer mig have
Af pure Guld;
Den Fæstensgave,
Gerda! er din,
Du sige blot nu,
At Frey unødigst
Du skjænker din Hu.


Gerda.
20.
Aldrig skal elleve
Æbler jeg tage,
For noget Mandfolk
At behage;
Mens Liv i os
Er til, skal jeg
Aldrig bygge
Og boe med Frey.


Skirner.
21.
Saa vil jeg da skjænke
Dig Ringen til Løn,
Som brændtes med
Odins Unge Søn;
Hver niende Nat
Fra Ringen falde
Otte andre,
Jævntunge alle.


Gerda.
22.
Ikke jeg tager
Den Ring i Løn,
Skjønt brændt med
Odins Unge Søn;
Ej fattes mig Guld
I Gymers Gaard,
Jeg Deel i min Faders
Rigdom faaer.


Skirner.
23.
Seer Du Sværdet,
Min Liljevaand!
Smækkert og klingert
Her i min Haand?
Hovedet hugger jeg
Af din Hals,
Hvis ej din Tale
Er mig tilfals.


Gerda.
24.
Mig man aldrig
Ved Tvang skal faae
Til Mand at elske;
Dog vil jeg spaae:
Hvis Du og Gymer
I stridbar Lyst
Hinanden møde,
Da staaer der en Dyst.


Skirner.
25.
Seer Du Sværdet,
Min Liljevaand!
Smækkert og klingert
Her i min Haand?
Disse Egge
Din Fader skal kue,
Døden den gamle
Jætte true.


26.
Tugtevaanden
Mod Dig jeg svinger,
Mø! Dig under
Min Vilje bringer.
Did skal Du gange,
Hvor siden i Løn
Aldrig Dig øjner
En Menneskesøn.


27.
Stadig Du sidde
Paa Ørnens Tue,
Og vendt fra Verden
Mod Helhjem skue!
Mad skal vorde
Dig ledere, end
Hin glindsende Snog
For Jordens Mænd.


28.
Kun frem Du komme
Til Spee og Spot!
Videre skal Du
Stilles blot,
End Vogteren foran
Guders Slot.
lisjætter paa Dig
Sit Blik skal fæste,
Alverdens Stirren
Dig have tilbedste;
Selv gabe Du fort
Fra Dødens Port!


29.
Virren og Hvimlen,
Tussel og Utaal
Fylde med Taarer
Dig Sorgens Skaal;
Sæt Dig ned
Og hør min Text:
Glædens Afbræk
Sorgens Væxt.


30.
Alle Dage I Jætters Gaarde
Dig Skræmsler plage,
Til Rimthurser op
Syg Du slæbe
Hver Dag Din Krop,
Kostberøvet,
Kostbedrøvet;
Graad for Gammen
I Hjemgjæld tage,
Taarer i Ledtog
Med al Din Plage!


31.
Dit Liv Du tære
Med Trehovedthurs
Eller mandløs være!
Fra Morgen til Morgen
Dig ramme Sorgen,
Som Tidsel Du staa,
Der ind har trængt sig
I Forstuens Vraa!


32.
Til Skovs jeg gik
Til urørt Lund,
Til Tryllevaands Fund,
Og Tryllevaand fik.


33.
Dig vredes Odin
Og Asabasen,
Alt vender Frey
Imod Dig sin Rasen,
Førend Du onde
Mø endnu
Er ramt af Guders
Tryllegru.


34.
Hører Thurser!
Og hører Jætter!
Suttungesønner!
Selv Asaætter!
Hvor Forbud for Møen,
Hvor Ban for Møen
Mod Mands Fornøjelse
Her jeg sætter,
Mod Mands Omgjængelse
Her jeg sætter.


35.
Thursen, som have
Dig skal dernede
Ved Dødens Port,
Mon Frostgrim hede.
Gede — Addel
Ved Altræets Rod
Dig Skrællinger byde,
Bedre Drik
Du aldrig nyde,
Mø! efter Din Vilje,
Mø! efter min Vilje.


36.
Thurs jeg rister,
Og trende Stave,
Arghed, Galskab,
Utaal, Du have; —
Hvad paa jeg rister,
Jeg af kan skjære,
Om Saadant skulde
Fornødent være. —


Gerda.
37.
Hil Dig være
Da hellere, Svend!
Den fulde Rimkalk
Dig rækkes hen
Med gammel Mjød;
Dog havde jeg tænkt
Aldrig at vorde
Til Vaningen skjænkt.


Skirner.
38.
Fuld Besked
Jeg dog maa vide,
Førend jeg heden
Hjem kan ride:
Naar vil Jaord
Du paa Thinge
Njords den mandige
Søn vel bringe?


Gerda.
39.
Barrø hedder,
Som begge vi veed,
Lunden, hvor Hvile
Har sit Sted;
Der kan efter
Nætter Ni
Sønnen af Njord
Til Gerda frie.


Da red Skirner hjem. Frey stod ude, anraabte ham, og spurgte Nyt:


40.
Siig, Skirner! før Saddel
Af Hesten Du kaster,
Og førend et Skridt
Du fremad haster,
Om Du i Jættehjem
Udrettet fik,
At Sagen efter
Vor Vilje gik?


Skirner.
41.
Barrø hedder,
Som begge vi veed,
Lunden, hvor Hvile
Har sit Sted;
Der kan efter
Nætter Ni
Sønnen af Njord
Til Gerda frie.


Frey.
42.
Lang er en Nat
Og længere to,
Hvor skal jeg i trende
Bevare min Ro?
Ofte en Maaned
Var mindre lang,
End Halvdelen af
En Nat saa trang.




Noter:

  1. flink og forstandig.